Adam Oehlenschläger: Guldhornene (1803) - Det ny Forlag

More documents

Recommendations

Info

i antologier og læsebøger. I 1882 komponerer J. P. E. Hartmann ”underlægningsmusik” til digtet, og det har nærmest været synonymt med begrebet ”dansk romantik”. Af elever opfattet mest som pligt og pensum, fordi tidens glans som påpeget af Villy Sørensen, har sløret digtets slående orginalitet. Alligevel er det i live. I 1998 kom en nyindspilning af Hartmanns musik (med oplæsning af Bodil Udsen), i 2000 Peter Laugesens oplæsning med ny musik og Dan Turélls påpegning: ”Der er flere guldbajere end guldhorn i Oehlenschlägersgade”. Og skoleelev meddigtningen ”De raver og roder i gamle kommoder”, er også en slags bidrag til bevarelse af ”Guldhornene”. Inge Adriansen: Nationale symboler i Det Danske Rige 1830-2000 (2003) Inge Adriansen (født 1944), kulturhistoriker og museumsinspektør, siden 1988 museumsinspektør ved Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot. Har skrevet en række bøger om historiske og kulturhistoriske forhold. Digtet vakte ingen særlig opmærksomhed i samtiden. Den kom først i de sidste årtier af 1800-tallet, hvor der begyndte en nyvurdering af romantikken. Oldsager blev nu generelt tolket som minder fra de stolte forfædre, og alle mente at vide med sikkerhed, at guldhornene var af urnordisk oprindelse. En følge af denne udvikling var, at Oehlenschlägers digt blev omfortolket. Fra at handle om fortabelse blev det ti let varsel om en kommende guldalder, og det genudsendtes i prægtigt illustreret udgave til digterens 100-års-dag i 1879. Guldhornsdigtet blev ti let ”hit” på dette tidspunkt og har siden da været betragtet som en del af nationalarven. Medvirkende hertil var den kongelige skuespiller Poul Reumerts oplæsning af digtet i radioen med dyb, klangfuld stemme og højtidelig, næsten patetisk toneleje. I årtier er digtet blevet anvendt i skolernes undervisning, både i folkeskolen og gymnasiet. I den autoritative antologi med dansk litteratur for gymnasieskolerne, redigeret af Falkenstjerne og Borup Jensen, var der på den allerførste side en gengivelse af kobberstikkene af guldhornene og runeindskriften var bogens første tekst. Også Oehlenschlägers ”Guldhornene” var en del af det obligatoriske stof. Anne-Marie Mai: Hvor litteraturen finder sted bd. 2. Længslens tidsalder 1800-1900, 2010 side 17-21 Anne-Marie Mai (født 1953), lic. phil. et mag. art., professor i dansk litteratur ved Syddansk Universitet Det store programdigt var ”Guldhornene”. Det angav, hvad den unge digter ønskede og ville. Og sigtet var ikke til at tage fejl af: ”Guldhornene” var en skarp kritik af en lærd kultur og et samfund, der åndeligt var helt udslukt, hvor man ikke havde sans for historie, myte og kunst. For generationer af læsere blev ”Guldhornene” inkarnationen af den danske romantik. I begyndelsen af det 21. århundrede er billedet blevet mere nuanceret, og flere digte og digtere må tages i betragtning, når man fortæller om romantikken på dansk grund. Især Schack Staffeldts digt ”Indvielsen”
(1804) er ved at overtage ”Guldhornene”s plads. Men i det meste af det 20. århundrede var ”Guldhornene” romantikkens kernetekst. Oehenschlägers digt gav en poetisk gribende fortolkning af fundet af de to Gallehushorn, de ”tvende Glimt fra Oldtidsdage”, der var dukket op i henholdsvis 1639 og 1734 på en mark ved Møgeltønder. De gådefulde horn havde i Oehlenschlägers fortolkning både bragt ”de ældste Tider” og ”Evighedens Underværker” ind i samtiden og givet løfter om en ny strålende tidsalders begyndelse, ”de nye Tider”. Samtiden formåede imidlertid ikke at opfatte denne mystiske helligdom, der måtte komme fra guderne selv. Man så kun hornenes pragt og kostbarhed, ikke deres åndelige og mystiske kræfter, og håbet om en åndelig fornyelse svandt, da guderne tog hornene til sig igen: Mystisk Helligdom omsvæver deres gamle Tegn og Mærker. Guddomsglorien ombæver Evighedens Underværker. Hædrer dem, thi Skiebnen skalter! snart rnaaskee de er forsvunden. Jesu Blod paa Herrens Alter fylde dem, som Blod i Lunden. Men I see kun deres Lue, ikke det ærværdigt Høie! Sætte dem som Pragt tilskue for et mat nysgierrigt øje. Himlen sortner, Storme brage! Visse Time du er kommen. Hvad de gav de tog tilbage. Evig bortsvandt Helligdommen. Den norske naturforsker og filosof Henrich Steffens (i 773-1845) havde i en maratonlang samtale på 16 timer — med indlagt indtagelse af beefsteak og rødvin — inspireret Oehlenschläger til ”Guldhornene”. Steffens var kommet til København i 1802 efter en studierejse til den tyske romantiks højborg i byen Jena, hvor han havde fået forbindelse med bl.a. filosofferne Johann Gottlieb Fichte (1762-1814) og Friedrich Wilhelm Joseph von Schelling (1775-1854) og digteren Johann Wolfgang von Goethe (1749-1832). I november 1802 begyndte Steffens sine filosofiske, naturvidenskabelige og litterære forelæsninger på Elers Kollegium. Mange unge tilhørere hørte hans mineralogiske og geologiske fremstillinger. Hans ideer lagde op til og harmonerede med den nye naturvidenskab, der skulle nå et højdepunkt med H.C. Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen i 1820. Steffens talte også kritisk om, hvordan det borgerlige liv lige fra fødslen slog sin jernring om mennesket, Tiden selv, sagde Steffens, holder mennesket
Page 1 and 2: Adam Oehlenschläger: Guldhornene (
Page 3 and 4: 2. Diskuter - med udgangspunkt i ov
Page 5 and 6: 2. Opdel teksten i centrale afsnit.
Page 7 and 8: Oehlenschläger Læser ”Guldhorne
Page 9 and 10: mangler noget; alene en, der aldrig
Page 11 and 12: Erik Skyum-Nielsen: Det er ikke gul
Page 13 and 14: og det uendelige univers. Længslen
Page 15: formiddag, hvorefter han på godt e
Page 19: mere abstrakt, entydigt udtryk. Goe

Adam Oehlenschläger: Guldhornene (1803) - Det ny Forlag

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?