Adam Oehlenschläger: Guldhornene (1803) - Det ny Forlag

i antologier og læsebøger. I 1882 komponerer J. P. E. Hartmann
”underlægningsmusik” til digtet, og det har nærmest været synonymt med
begrebet ”dansk romantik”. Af elever opfattet mest som pligt og pensum, fordi
tidens glans som påpeget af Villy Sørensen, har sløret digtets slående
orginalitet. Alligevel er det i live. I 1998 kom en nyindspilning af Hartmanns
musik (med oplæsning af Bodil Udsen), i 2000 Peter Laugesens oplæsning med
ny musik og Dan Turélls påpegning: ”Der er flere guldbajere end guldhorn i
Oehlenschlägersgade”. Og skoleelev meddigtningen ”De raver og roder i gamle
kommoder”, er også en slags bidrag til bevarelse af ”Guldhornene”.
Inge Adriansen: Nationale symboler i Det Danske Rige 1830-2000
(2003)
Inge Adriansen (født 1944), kulturhistoriker og museumsinspektør, siden 1988
museumsinspektør ved Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot. Har skrevet en række bøger
om historiske og kulturhistoriske forhold.
Digtet vakte ingen særlig opmærksomhed i samtiden. Den kom først i de sidste
årtier af 1800-tallet, hvor der begyndte en nyvurdering af romantikken.
Oldsager blev nu generelt tolket som minder fra de stolte forfædre, og alle
mente at vide med sikkerhed, at guldhornene var af urnordisk oprindelse. En
følge af denne udvikling var, at Oehlenschlägers digt blev omfortolket. Fra at
handle om fortabelse blev det ti let varsel om en kommende guldalder, og det
genudsendtes i prægtigt illustreret udgave til digterens 100-års-dag i 1879.
Guldhornsdigtet blev ti let ”hit” på dette tidspunkt og har siden da været
betragtet som en del af nationalarven. Medvirkende hertil var den kongelige
skuespiller Poul Reumerts oplæsning af digtet i radioen med dyb, klangfuld
stemme og højtidelig, næsten patetisk toneleje. I årtier er digtet blevet
anvendt i skolernes undervisning, både i folkeskolen og gymnasiet. I den
autoritative antologi med dansk litteratur for gymnasieskolerne, redigeret af
Falkenstjerne og Borup Jensen, var der på den allerførste side en gengivelse af
kobberstikkene af guldhornene og runeindskriften var bogens første tekst.
Også Oehlenschlägers ”Guldhornene” var en del af det obligatoriske stof.
Anne-Marie Mai: Hvor litteraturen finder sted bd. 2. Længslens
tidsalder 1800-1900, 2010 side 17-21
Anne-Marie Mai (født 1953), lic. phil. et mag. art., professor i dansk litteratur ved Syddansk
Universitet
Det store programdigt var ”Guldhornene”. Det angav, hvad den unge digter
ønskede og ville. Og sigtet var ikke til at tage fejl af: ”Guldhornene” var en
skarp kritik af en lærd kultur og et samfund, der åndeligt var helt udslukt, hvor
man ikke havde sans for historie, myte og kunst.
For generationer af læsere blev ”Guldhornene” inkarnationen af den danske
romantik. I begyndelsen af det 21. århundrede er billedet blevet mere
nuanceret, og flere digte og digtere må tages i betragtning, når man fortæller
om romantikken på dansk grund. Især Schack Staffeldts digt ”Indvielsen”