Adam Oehlenschläger: Guldhornene (1803) - Det ny Forlag

More documents

Recommendations

Info

Jørn Lund: Oehlenschläger – sprog og stil (1999) Jørn Lund (født 1946), cand. mag i dansk og sprogpsykologi, professor i dansk sprog ved Danmarks Lærerhøjskole, chefredaktør for Den store danske Encyklopædi. Nedenstående citat er et uddrag af en større leksikonartikel om Adam Oehlenschläger i Den Store Danske Encyklopædi bd. 14. Med Oehlenschläger omstemmes det danske litteratursprog: hans stil er på én gang disciplineret og normbrydende, hans verskunst på én gang klassisk og fornyende. Det har været Oehlenschlägers skæbne, at han har haft et efterliv som pensum for generationer af unge mennesker, udrustet med en senere tids erfaringer og dannelsesforestillinger og uden baggrund for at vurdere hans originalitet. Det har ofte været lettere at få øje på hans patos end at erkende ”digterkongen”s postulerede storhed. Oehlenschlägers sproglige register er overordentligt bredt, fra hverdagslivets konkrete udvekslinger til højstemte udtryk for kærlighed, naturfølelse og dødsdrift. Ordforrådet er helt usædvanligt varieret, og fremstillingsformen oftest eksplicit og præget af et stort register af malende og udtryksfulde verber, adjektiver og substantiver, ofte kombineret i et originalt billedsprog. Allerede Digte (1803) og Poetiske Skrifter (1805) viser en selvbevidst kunstner, der behersker klassiske versemål (fx heksameter og jambisk trimeter) og klassiske fortællerformer (satire, komisk fortælling, idyl). Han betjener sig ubesværet af italienske versemål (terzine, ottave canzone) og tilfører nye energier fra Shakespeare og fra nordisk middelalder, samtidig med at han med en selvbevidst ironisk distance kan bryde sig nye veje. (..) Oehlenschläger placerer sig tidligt i dansk litteratur som en ung mand med absolut gehør for rim, rytme og billedsprog, men uden tung lærdom. Han har fastholdt sin særstilling, fordi han både har kunnet dyste med klassikerne og finde sin ege stil, som på godt og ondt blev mønster for store dele af eftertiden. Peter Laugesen: 200 år efter…., 2003 Peter Laugesen (født 1942), dansk forfatter der siden debut’en i 1967 har udgivet en lang række eksperimenterende digtsamlinger. Artiklen ”200 år efter..” udgør forordet til den udgave af Digte1803, der i 2003 blev udgivet i anledning af 200-året for samlingens udgivelse. Læserne får et helt klart billede af, hvem den unge Øhlenschlæger var, ved at læse sig vild i hans debutbog. Han var den første, moderne. Ny. Og gennem ham kom en helt masse ind i dansk poesi. Som før ham ikke for alvor kunne på plads til at spjætte. Det er en tyngde, der fordufter. En lethed der træder ind, og med den et nyt stof. Det kommer dansende. Det er velkendt, selv om det måske er en myte, at Adam Øhlenslæger efter en seksten timer lang samtale med Henrik Steffens, den tyske romantiks begejstrede fortaler i Danmark, gik direkte hjem og skrev Guldhornene næste
formiddag, hvorefter han på godt et halvt år skrev hele sin bog, så den kunne udkomme på tærskelen mellem 1802 og 1803. Hrymfaxe den sorte Puster og dukker O i havet sig begraver Morgenes porte Deling oplukket Og Skinfaxe traver Istraalende Lue Paa Himlens Bue. Værsgo! Her vrinsker noget nyt og andet. Det var i enhver henseende et gennembrud. I dansk litteratur et enestående fænomen, og der findes næppe mange paralleller i den øvrige verden. Mangfoldigheden af former, klassiske og nye springer direkte i ørerne. Det er Shakespeare, der spøger i Skt. Hansaften Spil. På tysk. Det er faktisk selve verdenspoesien, der ankommer til dansk, på én gang. I et kæmpemæsssigt orkestreret værk, der på én gang er tradition og oprør, frit blander højt og lavt, men det erørske er i i det er naturen. Det er naturlig tale, eller digte som naturen taler – og selv ordet ”digte” var dengang en ny betegnelse. Efter tysk forbillede lod Øhlensläger yderligere bogen sætte i antikva i stedet for den i tiden gængse knudrede fraktur. Forskellen, typografisk er at mens frakturen ligesom samler sig i mørke staver, lader de enkelte bogstaver stå som opslæmmede små kraftstationer, der bryder teksten, er antikvaen åben, så livet kan strømme igennem den. Johan Rosdahl: Om Digte 1803, 2003 Johan Rosdahl, cand. mag., lektor ved Frederiksberg Gymnasium. Teksten er en efterskrift til genudgivelsen af Digte 1803 i anledning af 200 året for samlingens udgivelse. I modtagelsen af Digte 1803 er det da også denne frihed (”hans noget vilde Phantasi”) der generer anmelderne, friheden handler nemlig også om en undsigelse af den borgerlige samfundsorden, hvor f.eks. en linedansers unyttige kunstner ikke accepteres. Anmelderne kan godt se Oehlenslægers talent, de er indimellem ligefrem begejstrede, men mener også at den unge digter skal ”uddanne” sit sande poetiske Talent ved at studere gode Mønstre, ved flittigen at bruge Filen, førend han udgiver, ved at raadføre sig med Mænd, hvis dannede og sikre Smag kunne vejlede hans (smag).” Selv ikke ”Guldhornene” er der enighed om. Og dog bliver dette digt sammen med (brudstykker af ”Sct. Hansaftens-Spil” og ”Hakon Jarls Död” fast inventar
Page 1 and 2: Adam Oehlenschläger: Guldhornene (
Page 3 and 4: 2. Diskuter - med udgangspunkt i ov
Page 5 and 6: 2. Opdel teksten i centrale afsnit.
Page 7 and 8: Oehlenschläger Læser ”Guldhorne
Page 9 and 10: mangler noget; alene en, der aldrig
Page 11 and 12: Erik Skyum-Nielsen: Det er ikke gul
Page 13: og det uendelige univers. Længslen
Page 17 and 18: (1804) er ved at overtage ”Guldho
Page 19: mere abstrakt, entydigt udtryk. Goe

Adam Oehlenschläger: Guldhornene (1803) - Det ny Forlag

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?