Adam Oehlenschläger: Guldhornene (1803) - Det ny Forlag

Jørn Lund: Oehlenschläger – sprog og stil (1999)
Jørn Lund (født 1946), cand. mag i dansk og sprogpsykologi, professor i dansk sprog ved
Danmarks Lærerhøjskole, chefredaktør for Den store danske Encyklopædi.
Nedenstående citat er et uddrag af en større leksikonartikel om Adam Oehlenschläger i Den
Store Danske Encyklopædi bd. 14.
Med Oehlenschläger omstemmes det danske litteratursprog: hans stil er på én
gang disciplineret og normbrydende, hans verskunst på én gang klassisk og
fornyende. Det har været Oehlenschlägers skæbne, at han har haft et efterliv
som pensum for generationer af unge mennesker, udrustet med en senere tids
erfaringer og dannelsesforestillinger og uden baggrund for at vurdere hans
originalitet. Det har ofte været lettere at få øje på hans patos end at erkende
”digterkongen”s postulerede storhed.
Oehlenschlägers sproglige register er overordentligt bredt, fra hverdagslivets
konkrete udvekslinger til højstemte udtryk for kærlighed, naturfølelse og
dødsdrift. Ordforrådet er helt usædvanligt varieret, og fremstillingsformen
oftest eksplicit og præget af et stort register af malende og udtryksfulde
verber, adjektiver og substantiver, ofte kombineret i et originalt billedsprog.
Allerede Digte (1803) og Poetiske Skrifter (1805) viser en selvbevidst
kunstner, der behersker klassiske versemål (fx heksameter og jambisk
trimeter) og klassiske fortællerformer (satire, komisk fortælling, idyl). Han
betjener sig ubesværet af italienske versemål (terzine, ottave canzone) og
tilfører nye energier fra Shakespeare og fra nordisk middelalder, samtidig med
at han med en selvbevidst ironisk distance kan bryde sig nye veje.
(..)
Oehlenschläger placerer sig tidligt i dansk litteratur som en ung mand med
absolut gehør for rim, rytme og billedsprog, men uden tung lærdom. Han har
fastholdt sin særstilling, fordi han både har kunnet dyste med klassikerne og
finde sin ege stil, som på godt og ondt blev mønster for store dele af
eftertiden.
Peter Laugesen: 200 år efter…., 2003
Peter Laugesen (født 1942), dansk forfatter der siden debut’en i 1967 har udgivet en lang
række eksperimenterende digtsamlinger. Artiklen ”200 år efter..” udgør forordet til den udgave
af Digte1803, der i 2003 blev udgivet i anledning af 200-året for samlingens udgivelse.
Læserne får et helt klart billede af, hvem den unge Øhlenschlæger var, ved at
læse sig vild i hans debutbog. Han var den første, moderne. Ny. Og gennem
ham kom en helt masse ind i dansk poesi. Som før ham ikke for alvor kunne
på plads til at spjætte.
Det er en tyngde, der fordufter. En lethed der træder ind, og med den et nyt
stof. Det kommer dansende.
Det er velkendt, selv om det måske er en myte, at Adam Øhlenslæger efter en
seksten timer lang samtale med Henrik Steffens, den tyske romantiks
begejstrede fortaler i Danmark, gik direkte hjem og skrev Guldhornene næste