Adam Oehlenschläger: Guldhornene (1803) - Det ny Forlag

og det uendelige univers. Længslen gestalter de komplekse billedsproglige
udtryk eller visionære særverdener, og springet er ikke langt til den
symbolistiske og modernistiske lyriks utopiske længsel. Hugo Friedrichs og
R.N. Maiers nøglebegreber “tom transcendens” og “tragisk abstraktion” er
absolut ikke malplacerede i forhold til Digte 1803.
Digte 1803’s konflikt mellem et eksplosivt fantasiliv og en norm om
beherskelse genfindes i mange moderne forfatterskaber. Et eksempel er Tom
Kristensen, der på den ene side taler om det indre pres, der kræver udløsning
gennem en billedskabende fantasi: “men min Angst må forløses i Længsel og i
Syner af Rædsel og Nød.” Og på den anden side om en internaliseret tvang. På
spørgsmålet om, hvorfor han aldrig har valgt at skrive frie vers, svarer Tom
Kristensen: “Jeg følte at jeg blev fuldkommen gal, at min lille trang til
sindssyge ville fuldkommen blomstre ud, hvis jeg hengav mig til denne
tøjlesløse udtryksform.”
Graden og karakteren af den norm, der sætter rammer om den
digteriske udfoldelse er imidlertid altafgørende. Tom Kristensens digtning og
Oehlenschlägers debutsamling har det til fælles, at de eneste normer, der slår
igennem i det digteriske univers er de metriske skemaer. Det måske vigtigste
æstetiske begreb inden for moderne lyrik stammer fra Gottfried Benn og
hedder ”intethedens formkrævende magt”. Benn peger med sit begreb på, at
digteren først bliver i stand til at skabe det originale kunstværk, når han har
sluppet alle bindinger til etablerede normer af æstetisk, etisk, religiøs, social
og politisk art. En digtning, der lader sig styre kraftigt af et bestemt
regelsystem bliver stækket. Man kan nævne Johannes V. Jensens udvikling fra
rasende, rodløs oprører til tilpasset darwinist og fremskridtsforkynder en
udvikling Jørgen Elbek karakteriserede som en forandring fra “sublim nihilisme
til positivitet af lavere orden”. Og man kan i høj grad se det hos
Oehlenschläger, hvis digtning få år efter den sublime debut står helt i
kristendommens, den nationale histories og den gode smags tjeneste. Torben
Brostrøms onde, men korrekte karakteristik af Johannes V. Jensens
forfatterbane dækker således i samme grad Oehlenschlägers:
Han gjorde alt for at harmonisere interferensens nervepoesi, for at
virilisere og dermed banalisere sit temperament. Man er ikke glad
for at vove sig for langt ud, så hellere gøre poesien til et billigt
spektakel, ikke for kvinder, men for det sunde danske publikum.
Helt anderledes med Digte 1803. Her oplever man en moderne lyrik, der
skabes i trods mod enhver begrænsende norm – en lyrik, som er
eksperimenterende og visionær i sit eksplosive billedsprog og sin utopiske
længsel. Et sådant billede af samlingen er alle inklusive Oehlenschläger bedre
tjent med end det Vilhelm Andersen’ske billede af værket som ”skøn” og
”forårsagtig” poesi skabt af den kernesunde nationalskjald med den
universalromantiske åbenbaring.