Adam Oehlenschläger: Guldhornene (1803) - Det ny Forlag

More documents

Recommendations

Info

Peter Stein Larsen: Modernistiske outsidere, Odense Universitetsforlag 1998 side 49-51 Peter Stein Larsen (født 1959), dr. phil. lektor ved Aalborg Universitet. Bogen ”Modernistiske outsidere” indeholder en omvurdering af en række af den danske litteraturs klassikere. Bl.a. sætter forfatteren spørgsmålstegn ved den traditionelle læsning af Digte 1803 som en typisk romantisk tekst Digte 1803 låner atmosfære og symbolsk kraft fra kristendommen, men digtene står absolut ikke i den ortodokse tros eller den kirkelige institutions tjeneste. Digtsamlingen peger frem mod en moderne livs- og kunstforståelse, hvor kunsten indtager religionens plads i digterens verdensbillede, og hvor æstetikkens eneste lov er kunstnerens sjæl. Efter at have set på Oehlenschlägers opfattelse af henholdsvis det psykologiske og det religiøse, vil jeg afsluttende se på Digte 1803’s opfattelse af det historiske. Det berømte tekststed fra “Sanct Hansaften-Spil”, “den straalende Top, / hvorfra vi er siunken og atter skal op”, er, sammen med “Guldhornene”s “I gamle, gamle / hensvundne Dage! / da det straalte i Norden, / da Himlen var på Jorden”, ofte blevet brugt som dokumentation for, at Digte 1803’s livsholdning er i overensstemmelse med f.eks. Herders historiesyn og Schellings naturfilosofi. Det er dog tydeligt, at samtlige tekster i samlingen i deres praksis — deres opbygning i snapshot-agtige tableauer — modarbejder forestillinger om tiden som kontinuerlig udvikling. Livsholdningen i Digte 1803 er tydeligvis forskellig fra den nationalromantiske historieforståelse, som man finder i Oehlenschlägers senere værker. Når den fjerne fortid optræder i Oehlenschlägers debutsamling, er den ikke udtryk for en konstruktiv forestilling om identitet og sammenhæng i kraft af individets tilhørsforhold i den større helhed: Folket, nationen, racen eller sprogfællesskabet. Fortiden optræder kun som korte visionære glimt, og disse udtrykker længslen efter at komme bort fra fakticiteten. Digte 1803 interesserer sig ikke for kontinuitet, men koncentrerer sig om de løsrevne, intense øjeblikke. Mit Liv er hurtigt, brændende, begejstret! Lutter Glöd levende, bevægelig Glöd! — siger Sankt Hans-ormen fra “Sankt Hansaften-Spil”. Længslen går mod en tilstand af grænseløs livsfylde, af evighed i nuet, som man ville udtrykke det indenfor mystikken. Digte 1803 ‘s livsholdning kan karakteriseres som systemskeptisk, idet på forhånd givne sociale, kulturelle eller religiøse værdier ikke accepteres. Det samme gælder filosofiske, videnskabelige og æstetiske systemer, hvis man for det sidstes vedkommende undtager det minimum af genremæssige og metriske konventioner, som er strukturerende for samlingen. Alle rammer opleves som begrænsende, og målet er for enhver pris normbruddet. Digte 1803 handler om længslen efter det, der ligger definitivt uden for rækkevidde: Den sublime kærlighed i dødsøjeblikket, de svundne tider, den uberørte natur
og det uendelige univers. Længslen gestalter de komplekse billedsproglige udtryk eller visionære særverdener, og springet er ikke langt til den symbolistiske og modernistiske lyriks utopiske længsel. Hugo Friedrichs og R.N. Maiers nøglebegreber “tom transcendens” og “tragisk abstraktion” er absolut ikke malplacerede i forhold til Digte 1803. Digte 1803’s konflikt mellem et eksplosivt fantasiliv og en norm om beherskelse genfindes i mange moderne forfatterskaber. Et eksempel er Tom Kristensen, der på den ene side taler om det indre pres, der kræver udløsning gennem en billedskabende fantasi: “men min Angst må forløses i Længsel og i Syner af Rædsel og Nød.” Og på den anden side om en internaliseret tvang. På spørgsmålet om, hvorfor han aldrig har valgt at skrive frie vers, svarer Tom Kristensen: “Jeg følte at jeg blev fuldkommen gal, at min lille trang til sindssyge ville fuldkommen blomstre ud, hvis jeg hengav mig til denne tøjlesløse udtryksform.” Graden og karakteren af den norm, der sætter rammer om den digteriske udfoldelse er imidlertid altafgørende. Tom Kristensens digtning og Oehlenschlägers debutsamling har det til fælles, at de eneste normer, der slår igennem i det digteriske univers er de metriske skemaer. Det måske vigtigste æstetiske begreb inden for moderne lyrik stammer fra Gottfried Benn og hedder ”intethedens formkrævende magt”. Benn peger med sit begreb på, at digteren først bliver i stand til at skabe det originale kunstværk, når han har sluppet alle bindinger til etablerede normer af æstetisk, etisk, religiøs, social og politisk art. En digtning, der lader sig styre kraftigt af et bestemt regelsystem bliver stækket. Man kan nævne Johannes V. Jensens udvikling fra rasende, rodløs oprører til tilpasset darwinist og fremskridtsforkynder en udvikling Jørgen Elbek karakteriserede som en forandring fra “sublim nihilisme til positivitet af lavere orden”. Og man kan i høj grad se det hos Oehlenschläger, hvis digtning få år efter den sublime debut står helt i kristendommens, den nationale histories og den gode smags tjeneste. Torben Brostrøms onde, men korrekte karakteristik af Johannes V. Jensens forfatterbane dækker således i samme grad Oehlenschlägers: Han gjorde alt for at harmonisere interferensens nervepoesi, for at virilisere og dermed banalisere sit temperament. Man er ikke glad for at vove sig for langt ud, så hellere gøre poesien til et billigt spektakel, ikke for kvinder, men for det sunde danske publikum. Helt anderledes med Digte 1803. Her oplever man en moderne lyrik, der skabes i trods mod enhver begrænsende norm – en lyrik, som er eksperimenterende og visionær i sit eksplosive billedsprog og sin utopiske længsel. Et sådant billede af samlingen er alle inklusive Oehlenschläger bedre tjent med end det Vilhelm Andersen’ske billede af værket som ”skøn” og ”forårsagtig” poesi skabt af den kernesunde nationalskjald med den universalromantiske åbenbaring.
Page 1 and 2: Adam Oehlenschläger: Guldhornene (
Page 3 and 4: 2. Diskuter - med udgangspunkt i ov
Page 5 and 6: 2. Opdel teksten i centrale afsnit.
Page 7 and 8: Oehlenschläger Læser ”Guldhorne
Page 9 and 10: mangler noget; alene en, der aldrig
Page 11: Erik Skyum-Nielsen: Det er ikke gul
Page 15 and 16: formiddag, hvorefter han på godt e
Page 17 and 18: (1804) er ved at overtage ”Guldho
Page 19: mere abstrakt, entydigt udtryk. Goe

Adam Oehlenschläger: Guldhornene (1803) - Det ny Forlag

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?