Adam Oehlenschläger: Guldhornene (1803) - Det ny Forlag

More documents

Recommendations

Info

har læst ”Guldhornene” eller faaet det læst højt af sin Lærer. Og hver Gang har de hørt Ordene: ”Det første romantiske Digt i Nordens Litteratur’’. Hvad er da Romantik? Lad Øhlenschlægers Digt sige os det. Emnet er taget ud af Virkeligheden, de gamle Guldhorns Historie, hvis Slutning Digteren selv har oplevet. Der er Digtere, der i deres Bøger nøjes med at skildre de Ting, der hører ”Virkelighedens” Verden til, det, de hører og ser, ”Realiteterne”, derfor kaldes! de realistiske Forfattere. Men for Øhlenschlæger er der to Verdener, en ”anet” Verden bag ved eller over Virkeligheden. Og de to Verdener hører sammen, derfor tager hele Naturen Del i Begivenheden, da Hornene findes: Skyerne, Blæsten, Gravhøjen, Rosen og Fuglene. Naturen er nemlig ikke blot Træer og Blomster, Søer og Bække, Naturen er Aand, og derved bliver den ”hellig”. Og paa samme Maade er Kirsten Svendsdatter og Erik Lassen ikke blot Bønder, de er i Naturen, og derfor kender vi dem knap igen, naar vi møder dem i Øhlenchlægers Digt. Thi hvad fortæller ”Virkeligheden”, hvis den ene skulde føre Ordet ved Fundet af det første Guldhorn? Den viser os Kirsten, der paa sine bare Ben traver hen ad den sandede Vej med en Bylt i Haanden, og da hun bøjer sig ned over Hornet, giver den os Billedet af et Par arbejdsvante røde Hænder, der graver den sorte Tingest op af Vejens hvide Sand. Men Øhlenschææger ser bag ved denne haandgribelige Hændelse noget mere: Den unge Pige er for ham et Redskab, som Guderne har kaaret til at bringe den ”higende menneskeslægt” en hellig Gave. Derfor kranser han hende med Violer og giver hendes Fødder Kærlighedens Vinger. ØnschJæger saa ikke, at Kirstens ønske om det røde Skørt var et fuldt saa ægte Uskyldighedstegn som den Violkrans, han lægger om hendes Pande. Uskyldigheden udtrykkes endnu hos de romantiske Digtere koloristisk. Derfor skifter hele Billedet Farve: Hun hæver ”med undrende Aand af sorten Muld med snehvide Haand det røde Guld”. Paa samme Maade forvandler Begivenheden Husmanden Erik Lassen. Bonden er for den romantiske Digter ikke mere som hos Holberg eller Ambrosius Stub ”hele Verdens Træl”; han er det oprindelige og ufordærvede Menneske, — derfor Gudernes og Digterens Yndling, og derfor udvælges han til at bringe Menneskene den anden Gave. Og da Ploven er et ædlere Redskab end Spaden, skal han pløje og ikke grave. De to Verdener finder Digteren lettest i det, der ligger uden for Hverdagen, i de fjerne Tider eller i de fjerne Lande (”Aladdin”), this der kan den særlige digtergave Fantasien tumle sig friest. Romantik og Virkelighed har siden Øhlensclægers Dage skiftevis ført Herredømmet i dansk Litteratur. Men bedst er den Digtning, hvor romantikkens blaa Blomst slaar Rod i den grønne jord, og hvor den anede Verden forbinder sig med Virkeligheden; thi Menneskets Væsen har sine Rødder i dem begge.
Erik Skyum-Nielsen: Det er ikke guld, alt det der glimrer (Kritik nr. 29, 1974) Erik Skyum-Nielsen (født 1952), mag. art. i nordisk litteratur, lektor ved Københavns Universitet og litteraturkritiker. Teksten er skrevet som en reaktion på Johannes Fabricius’ artikel i tidsskriftet Kritik (læsning 5 side 42). Det er en spændende artikel, Johannes Fabricius her har skrevet om ”Guldhornene”. Der er noget pirrende uanstændigt over dette billede af den danske romantik, der prustende tramper frem af det ubevidstes dyb, fuld af brunst og aktualitet. Er man traumatiseret af indtørrede dansklærere, der skanderende indsatte ”Guldhornene” på dets plads i litteraturhistoriens kunstkammer, må det være velgørende at få teksten endevendt af det jungianske plovjern. Johannes Fabricius forbinder Oehlenschläger med hans slægtninge, alkymister og LSD-trippere, og i digtet selv, vises det, bliver en ny virkelighed til, det er et værk båret af tøbrud og kraft. Imidlertid har jeg en fornemmelse af, at den spontaneitet, den naturlighed, hvormed Oehlenschlägers digt her fremtræder, er af den forføreriske art som moderne intellektuelle synes at have specialiseret sig i: før den naturlige længsel slår ud i handling, og altså i dette tilfælde i fortolkning af en skrifthandling, isoleres, analyseres og dræbes den af forstanden. Den intellektuelles hævdelse af det naturlige kommer i splid med sig selv, nar selve naturen kun får lov til at ytre sig som den afstumpede, liv1øse drift, intellektet har reduceret den til. (…) Den gennemgående fortolkningsfølge i artiklen består i, at dele af ”Guldhornene” tages ud, fortolkes og forenes – ikke med hinanden eller med digtets helhed, men med symboler, der ligner. Hver gang læseren venter at fa noget at vide om ”Guldhornene”s betydningsverden, oplever han at se Oehlenschläger gå under i en urokkelig, determinerende natur, for hvilken han er et viljeløst medium, og se digtet gå itu for siden at blive sat sammen til en helt anden tekst, der handler om digterens oplevelse og ikke om horn og historie. Et eksempel på denne tendens til at kule digteren grundigt ned i mulden kan ses i denne passus: ”Guldhornene” beskriver en (... .) rite de passage i Oehlenschlägers liv: overgangen fra den gærende ungdomstid til manddommens modne virke.” ! For JFs betragtning melder digtet sig med samme naturlige præcision som diebehovet hos et nyfødt barn, og i stedet for at fortolke digtet som det gyldige udtryk for Oehlenschlägers forståelse for af sine oplevelser vælger han at læse bagom det for at finde sin naturlige tekst.
Page 1 and 2: Adam Oehlenschläger: Guldhornene (
Page 3 and 4: 2. Diskuter - med udgangspunkt i ov
Page 5 and 6: 2. Opdel teksten i centrale afsnit.
Page 7 and 8: Oehlenschläger Læser ”Guldhorne
Page 9: mangler noget; alene en, der aldrig
Page 13 and 14: og det uendelige univers. Længslen
Page 15 and 16: formiddag, hvorefter han på godt e
Page 17 and 18: (1804) er ved at overtage ”Guldho
Page 19: mere abstrakt, entydigt udtryk. Goe

Adam Oehlenschläger: Guldhornene (1803) - Det ny Forlag

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?