Adam Oehlenschläger: Guldhornene (1803) - Det ny Forlag

har læst ”Guldhornene” eller faaet det læst højt af sin Lærer. Og hver Gang
har de hørt Ordene: ”Det første romantiske Digt i Nordens Litteratur’’.
Hvad er da Romantik?
Lad Øhlenschlægers Digt sige os det. Emnet er taget ud af Virkeligheden, de
gamle Guldhorns Historie, hvis Slutning Digteren selv har oplevet. Der er
Digtere, der i deres Bøger nøjes med at skildre de Ting, der hører
”Virkelighedens” Verden til, det, de hører og ser, ”Realiteterne”, derfor kaldes!
de realistiske Forfattere. Men for Øhlenschlæger er der to Verdener, en ”anet”
Verden bag ved eller over Virkeligheden. Og de to Verdener hører sammen,
derfor tager hele Naturen Del i Begivenheden, da Hornene findes: Skyerne,
Blæsten, Gravhøjen, Rosen og Fuglene. Naturen er nemlig ikke blot Træer og
Blomster, Søer og Bække, Naturen er Aand, og derved bliver den ”hellig”. Og
paa samme Maade er Kirsten Svendsdatter og Erik Lassen ikke blot Bønder, de
er i Naturen, og derfor kender vi dem knap igen, naar vi møder dem i
Øhlenchlægers Digt. Thi hvad fortæller ”Virkeligheden”, hvis den ene skulde
føre Ordet ved Fundet af det første Guldhorn? Den viser os Kirsten, der paa
sine bare Ben traver hen ad den sandede Vej med en Bylt i Haanden, og da
hun bøjer sig ned over Hornet, giver den os Billedet af et Par arbejdsvante
røde Hænder, der graver den sorte Tingest op af Vejens hvide Sand. Men
Øhlenschææger ser bag ved denne haandgribelige Hændelse noget mere: Den
unge Pige er for ham et Redskab, som Guderne har kaaret til at bringe den
”higende menneskeslægt” en hellig Gave. Derfor kranser han hende med Violer
og giver hendes Fødder Kærlighedens Vinger. ØnschJæger saa ikke, at Kirstens
ønske om det røde Skørt var et fuldt saa ægte Uskyldighedstegn som den
Violkrans, han lægger om hendes Pande. Uskyldigheden udtrykkes endnu hos
de romantiske Digtere koloristisk. Derfor skifter hele Billedet Farve: Hun hæver
”med undrende Aand af sorten Muld med snehvide Haand det røde Guld”.
Paa samme Maade forvandler Begivenheden Husmanden Erik Lassen. Bonden
er for den romantiske Digter ikke mere som hos Holberg eller Ambrosius Stub
”hele Verdens Træl”; han er det oprindelige og ufordærvede Menneske, —
derfor Gudernes og Digterens Yndling, og derfor udvælges han til at bringe
Menneskene den anden Gave. Og da Ploven er et ædlere Redskab end Spaden,
skal han pløje og ikke grave.
De to Verdener finder Digteren lettest i det, der ligger uden for Hverdagen, i de
fjerne Tider eller i de fjerne Lande (”Aladdin”), this der kan den særlige
digtergave Fantasien tumle sig friest.
Romantik og Virkelighed har siden Øhlensclægers Dage skiftevis ført
Herredømmet i dansk Litteratur. Men bedst er den Digtning, hvor
romantikkens blaa Blomst slaar Rod i den grønne jord, og hvor den anede
Verden forbinder sig med Virkeligheden; thi Menneskets Væsen har sine
Rødder i dem begge.