4. Om månen, tilværelsen og sådan. Uddrag af ... - Sven Erik Werner

More documents

Recommendations

Info

fase-bestemthed står månen også for det ustadige, det lunefulde, det fantasifulde, hvad der jo igen hænger sammen med det ubevidste – fantasien lader sig ikke styre." – Vi har ord som det engelske lunatic, det danske månesyg, sindssyg. "Ja, og hermed nærmer vi os mystikken. Det er en kendt sag, at månens faser har en betydelig indflydelse på fysiske fænomener, tidevandet o.s.v., og i vore dage, da sammenhængen mellem fysik og psyke er så erkendt, er det vel ikke særlig mystisk at konstatere, at månens fasebevægelse også har indflydelse på mange psykiske foreteelser, i den henseende er Luna en hyldest til månen." – Lad os snakke lidt om, hvordan fasebegrebet manifesterer sig i partituret. Allerede i Iris finder vi en tendens, som vel er blevet til idé i Luna, nemlig tendensen til at fastholde det samme klangbillede hele værket igennem. Du kalder satserne fire faser – man kunne vel også tale om fire ætsninger af en klangskabelon. Så vidt jeg kan se er fastholdelsen af klangbilledet, den stædige fiksering af bestemte toner i bestemte registre systematisk gennemført i Luna. "Det er den også. Systematiseringen, d.v.s. den fuldstændige bevidstgørelse af et musikalsk stof, er en gammel sag i musikken. Den, der har været mest omtalt i vores århundrede, er naturligvis den serielle teknik, som også har optaget mig, men i sin mere lunatic udformning, nemlig i form af en uendeligheds-række, hvor alt hele tiden fornyer sig – i modsætning til en tolvtonerækkes for mig at se dødbringende repetition. I Iris anvendte jeg en bestemt version af uendelighedsrækken, som gav en række klang-opbygninger, der er krystalliseret rent ud i Luna og sat op som en statisk gennemtrængende masse. Man kan kalde det en slags horisontal serialisme. Praktisk fungerer det således, at bestemte toner kommer til syne i bestemte registre og kun dér, f.eks. optræder tonen g kun i 1. oktav. Det er en form for rasterteknik, som for mig at se er af langt større opfattelighed end den vertikale, i tiden forløbende serialisme. I hver oktav er der placeret en klang på 4 toner, i to oktaver optræder dog 6 toner. Da jeg anvender 7 oktaver, vil det sige, at jeg har 32 toner til rådighed, og der anvendes ikke andre end disse i hele stykket. Hver af 4- og 6-klangene er bygget op om en akse. Hvis f.eks. det nederste interval i en klang er en lille sekund, så er det øverste det også; hvis det næstnederste interval er en stor sekund, er det næst-øverste det også o.s.v. På den måde kommer værket til at bestå af en række klanglige symmetrikrystaller, som alle drejer omkring tonerne f-ges." – Er også værkets øvrige parametre – rytmik, dynamik, instrumentation – styret så stramt? "Nej, systematikken er udelukkende begrænset til denne oktavfiksering – i modsætning til mine andre værker efter ca. 1960. Det synes jeg er konsekvent, eftersom stykket er tænkt som et dyk i det www.sven-erik-werner.dk 15
ubevidste, i fantasien. Det ville være ulogisk at ramme et sådant dyk ind på kryds og tværs med alle mulige former for systematik, så man ikke kunne bevæge sig ..." – ... og så der ikke blev plads til det lunefulde. Men begrænsningen er vel stærk nok endda, f.eks. i orkestreringen. De fleste instrumenter vil være bundet til kun at kunne udfolde sig inden for 3-4 af stykkets fikserede klange. "Det giver en enorm begrænsning, ikke bare i orkestreringen, men i alt undtagen måske det rytmiske. Det, som har fascineret mig ved denne begrænsning er, at den måske er en vej til at overvinde dualismen mellem melodi og klang. For en overfladisk betragtning vil Luna sikkert tage sig ud som et klangstykke på linje med stykker af Debussy, Ligeti, Winkel Holms Cumulus o.lign., men jo mere intenst man lytter til det, jo mere vil man opdage, at det, der tager sig ud som klang, lige så vel kan høres som melodiforløb. Det er klart, at denne melodik er vældig begrænset af oktavfikseringen. Det er som pærerne i en lysavis – de kan lyse op i bogstaver, tal og figurer, men dér hvor der ingen pærer er, er der naturligvis heller ikke noget til at lyse op." – D.v.s. at du anvender ordet melodik på en lidt anden måde, end vi plejer. Der er ikke tale om melodi i den gængse, dynamiske, betydning, og så er sammenligningen med lysavisen måske ikke så heldig, fordi den jo har en helt entydig bevægelse fra venstre mod højre. "Jeg kan også tage den reklame, for Cloétta chokolade, der hænger i Stockholm. Her er der vel omkring 1000 pærer, som lyser op i en række kaleidoskopiske mønstre. Det ser ud, som om det er uendeligt, men det er det naturligvis ikke – der er jo kun de pærer, som er hængt op." – Jeg har indtryk af, at du vil et bestemt sted hen med tilhøreren. Der er noget euforiserende over det mælkede, fastfrosne klangbillede i Luna, som godt kan gøre én høj. Stammer dette klangbillede fra et trip? "Det er svært at sige, hvor materielle manifestationer som et partitur stammer fra. Enhver manifestation har jo utallige tråde tilbage til éns fødsel, barndom, psykiske konstitution o.s.v. Man kan ikke sige, at der er en bestemt begivenhed i éns tilværelse, som man komponerer på." – Men man kunne vel nok tænke sig en sådan begivenhed som katalysator. "Ja, og et trip er netop derfor ikke en revolution, men en bekræftelse, en genkendelse. Det bevægende ved trippet er, at man besøger sig selv, man kommer hjem til sig selv, ja, man synes oven i købet, at man tager imod sig selv. Det er en bekræftelses-oplevelse, som man naturligvis ikke kan vise fra sig." – Luna som tilværelsesmodel? www.sven-erik-werner.dk 16
Page 1: Om månen, tilværelsen og sådan

4. Om månen, tilværelsen og sådan. Uddrag af ... - Sven Erik Werner

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?