pdf. 2 - Journalist Thomas Aue Sobol

8 Weekend 11.-12. september 2010 Dagbladet Information | Moderne Tider
Computerspil
Et eventyr
i sort-hvid
for to taster
Gennem seks år afviste den danske
spildesigner Arnt Jensen bejlerne fra
verdens største computerspilgiganter og
holdt fast i sin kunsteriske idé om spillet
’Limbo’. Nu skriver værket spilhistorie.
En branche, der er træt af at blive set ned
på, rækker ud efter et nyt publikum
AF THOMAS AUE SOBOL
Silhuetten af en lille dreng løfter sig fra
skovbunden. Du styrer drengen. Han har
intet synligt ansigt, kun lysende øjne. Bag
ham rejser en dyster skov sig, knirkende,
knagende – fælder, der klapper, edderkopper,
uhyrer – og den store uvished. Sil -
huetter af andre børn dukker op. Døde
dingler de fra reb. Du ved ikke, hvem drengen
er, eller hvad der sker om lidt. Omgivet
af skygger skal du løse opgaver, en slags gåder,
der udfordrer tyngdekraft, fantasi og
logik. Din mission er at finde drengens søster
i landet Limbo – katolikkernes parallelverden
mellem Himmel og Helvede.
Et ensomt sted.
»Når man skruer ned for lyset, er det
som om, man koncentrerer sig lidt mere.
Det er nemmere at komme ind i noget, der
er mørkt. Et lille rum, nogle skygger, der ligesom
er ubeskrevne. Der skal ikke så meget
til,« siger den 39-årige computerspildesigner
Arnt Jensen.
»Jeg vil rive folk væk. En slags eskapisme.
Det er dét, der får mig selv til at beundre
noget – når jeg kan forsvinde ind i et
eller andet univers. Man får stjålet nogle timer
af sit liv, men de timer kan ændre én.
Jeg tror, det er en slags arkefølelse i ens
hjerne, at man gerne vil drømme sig et sted
hen. Forsvinde.«
Arnt Jensen stirrer frem for sig og ser et
øjeblik ud, som om han virkelig er på vej et
andet sted hen. Vi befinder os i computerspilfirmaet
Playdeads lokaler på fjerde sal
i Pilestræde i København. Et sted, der er
beboet af kortklippede mænd i alderen 30-
40 år, og hvor idéerne ikke bare er skrevet
på over alt-hængende whiteboards eller
pink post it-sedler, men også er malet ind
over dørene.
For Arnt Jensen var der i mange år kun
én idé. Idéen. Den han altid kunne vende
tilbage til, hvis han blev i tvivl om, noget
var rigtigt eller forkert.
Designeren befinder sig ikke godt i
rampelyset, siger folk omkring ham. Når
han møder mennesker, han ikke kender eller
ikke bryder sig om, går han ind i sig selv.
Lukker døren efter sig.
Sådan synes Arnt Jensen ikke at være i
dag, hvor han fortæller om seks års kompromisløs
kamp for det computerspil, anmelderne
kalder »historisk«, og som er et
eksempel på, at spilindustrien er andet end
actionhungrende 3D wankers, som designeren
kalder det.
Limbo er blevet et kæmpehit. Det er
Microsofts mest downloadede spil lige nu,
og mere end 400.000 mennesker verden
over har foreløbig bevæget sig gennem
Limbo, der også har vundet to priser ved
det prestigefyldte Independent Games Festival.
Noget, Computerspil zonen under
Økonomi- og Erhvervsministeriet betegner
som i ’Hollywoodklassen’ – hvis det
altså handlede om film.
Men Arnt Jensens spil er langt fra hollywoodsk.
Han repræsenterer en ny form
for computerspil, der også kan trække et
helt nyt publikum til mediet.
Når han læser de rosende anmeldelser
af Limbo, føler han, det er ham selv, anmelderne
skriver om – og ikke spillet.
»Det er det her ensomme univers og
drengen, der hele tiden skal fremad uden
rigtig at vide hvorfor, og som søger et eller
andet stort, der ligesom skal være derude
i enden.«
Senere taler Arnt Jensen også om det,
han har ofret.
»Det der, folk kalder et liv ... som jeg
egentlig ikke ved, hvad er. Jeg kigger bare
på andre og tænker: ’Det har jeg ikke lyst til
på den måde’. Jeg har jo et liv her. Det er
bare ikke det liv, de andre har, hvilket nogle
gange kan være svært, fordi man kommer
til at spejle sig i andre.«
— Ender det lykkeligt for drengen?
»Det ved jeg ikke. Der er mange måder
at fortolke det på.«
Foran ham, på det røde ovale mødebord,
ligger en blank blok. »Jeg kan godt lide, at
tingene er snævret lidt ind. Der er svært at
tegne en tegning på et stykke hvidt papir,
man bliver nødt til at få nogle begrænsninger
for at komme i gang. Der må være
nogle dogmer.«
Lullet ind i Lynch
Filmskolen i København, 2004. Arnt Jensen
hjælper en ven med at efterbehandle en
film. I pauserne tegner han på computeren.
Fra det øjeblik han som dreng lærte at skravere
med en blyant, har han arbejdet med
skygger og lys. Hos den danske computerspilsgigant
IO Interactive var han kendt
for at ramme nuancer med en uhyggelig
præcision. Lyset kl. 14 i en siciliansk
landsby, Skt. Petersborg en februardag ...
På filmskolen tegner Arnt Jensen en
strand i sort-hvid. I baggrunden nogle klipper
og nogle underlige planter. I hjørnet en
hule. Sort. Tegningen er meget vand ret, så
man får lyst til at gå ind i det mørke hul.
»Siden jeg var dreng, har jeg prøvet at
finde noget, jeg kunne holde fast i, et udtryk
eller et univers, der er spændende. Da
jeg lavede den tegning ... jeg har aldrig været
så vedholdende med noget. Det blev aldrig
til et skrivebordsskuffeprojekt. Det
forsvandt ikke. Jeg tog alle kampene, fordi
jeg var fuldstændig overbevist om, at det
her skulle laves. Jeg blev på en måde lidt
forelsket i det. Alt, der før havde inspireret
mig, blev puttet over i det univers.«
Arnt Jensen griner ofte drenget gennem
interviewet. I øjeblikke er det til at
forstå, hvorfor nogle drager en parallel til
Lars von Trier. Kompromisløsheden. Selvtilliden
kombineret med den lidt kejtede
Dagbladet Information | Moderne Tider Weekend 11.-12. september 2010
Idéen. Den tager aldrig fejl. Og det
er smart, for så slipper man for en
masse kampe, siger Arnt Jensen.
Foto: Sofie Amalie Klougart
generthed. De overraskende udbrud. Det
lidt viltre skæg.
»Jeg bliver også kaldt arrogant,« siger
Arnt Jensen på et tidspunkt og taler om tilblivelsen
af Limbo.
»Det er svært for folk at argumentere,
når jeg ved, at jeg har ret. Men det er nødvendigt,
at jeg har ret. Ellers kan jeg ikke få
det kompromisløse udtryk. Jeg har defineret
spillets univers, og jeg er den eneste,
der kender det. Det er en enorm fordel,
for så jeg kan altid vende øjnene indad og
mærke efter, hvordan der er derinde i
Limbo. Jeg har hørt David Lynch fortælle, at
når folk hiver og slider i ham, siger han: ’Jeg
må lige tilbage og tjekke med den oprindelige
idé.’ Så lægger han ligesom ansvaret
fra sig og siger, at den oprindelige idé ligger
herude.«
Spildesigneren strækker armen ind
over det røde mødebord.
»Idéen tager aldrig fejl. Det er rigtig
smart, for så slipper man for mange
kampe.«
Arnt Jensen voksede op lidt uden for
landsbyen Mejlby mellem Århus og Randers.
Da faderen en dag kom hjem med en
computer fra Texas Instruments, begyndte
Arnt Jensen at spille, og hurtigt efter tegnede
og programmerede han også efterligninger
af spillene.
»Men når man vokser op ude på landet,
så ved man ikke noget om, at man kan være
kreativ,« bemærker Arnt Jensen, som tog
en handels- og kontoruddannelse. Da mo-
rens veninde fortalte om Designskolen i
Kolding, og Arnt Jensen blev optaget, var
det som at komme hjem. Her lærte han
første gang, at det er i orden at være stædig,
kompromisløs – og have et stort ego.
»Blue Velvet var helt vild,« husker han
og fortæller om nogle af de kunstnere, han
mødte i sin ungdom og som i dag driver
ham til ’at ville give noget igen’, som han
formulerer det.
»Lynch suger en ind; der er en uforudsigelighed,
man er ligesom lullet ind i hans
hjerne. Man analyserer alt, hvad man får af
små hints, symboler, men der er ingen løsninger
på noget. Hjernen koger bare af
sted. Det er det samme, jeg forsøger.«
Dogmer
For 10 år siden slår det første danske computerspil
for alvor igennem internationalt.
9
IO Interactive – i dag ejet af japanske
Square Enix – lancerer Hitman. Et action -
spil, hvor man agerer snigmorder. I dansk
spilhistorie taler man om før og efter Hitman,
men Limbo kan blive en ny milepæl,
mener Politikens spilanmelder Thomas Vigild,
der har fulgt branchen i 20 år.
»Alle de spil, jeg har anmeldt gennem
årene, har været noget med træningsbaner,
point og liv. De typiske spilelementer.
Alt det har Limbo skåret væk og sagt: Vi vil
ikke skrige, at vi er et spil. Vi vil være os
selv og være en oplevelse. Det er en ny
måde at fortælle historier på – at gå væk fra
hele tiden at pege på mediet. Skræller man
det væk, som præger spilbranchen, får man
et ’kernespil’, hvor man kun tilføjer det allermest
nødvendige – starter fra den anden
ende så at sige. Det tror jeg vil
danne skole,« siger Vigild.
➝

10 Weekend 11.-12. september 2010 Dagbladet Information | Moderne Tider
➝
Limbo er sort-hvid og todimensionelt.
Al glitter og smarte ting, der
popper op, er droppet. Der er ingen intro,
forklaringer eller hollywoodsk dialog. Der
er brugt to et halvt år på at få hovedpersonen,
drengen, til at bevæge sig perfekt. Han
er ikke en muskelmand, men anonym og
uaflæselig. Lyduniverset er optaget på
gamle maskiner – f.eks. en tråd optager med
en hårtynd wire, der får lyden til at minde
om film fra 30’erne. Grafikken i baggrunden
er konstant til fortolkning. Som spiller
skal man kun bruge to knapper.
»Det er spilmediets pendant til dogmefilm,«
som Vigild har formuleret det. På en
tavle i Pilestræde har Playdead-drengene
skrevet deres kunstneriske mål: Berøre
mennesker, nå ud, individualitet, frihed, risikovillighed,
uforudsigelighed.
Computerspil som kunst
Tidligere i år skrev den anerkendte amerikanske
filmkritiker Roger Ebert på sin blog,
at ingen nulevende videospiller vil nå at
opleve mediet som en kunstform. Når spil
består af regler, point, formål og et resultat,
så strider det mod vores for ståel se af kunst,
argumenterede Ebert.
Men netop det æstetiske univers i
Limbo har fået mange i branchen til at omtale
Arnt Jensen som kunstner. I 2008 modtog
han Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat,
og Limbo har fået støtte fra
talentsatsningen New Danish Screen under
Filminstituttet.
»Det er meget modigt at sige: Vi vil
lave et sort-hvidt spil, hvor pralefaktoren
ikke ligger i mængden af polygoner, men i
at vi formår at skabe et stemningsfuldt univers.
At spillet er visuelt æstetisk udført sådan,
at det hensætter én i en bestemt stemning,
kan være en måde at se på det som
kunst,« mener Anne Mette Thorhauge, adjunkt
på Institut for Medier, Erkendelse og
Formidling ved Københavns Universitet
og har været konsulent ved New Danish
Screen. Hun mener, at det er vigtigt at tale
om kunst i forhold til spil, fordi det kan udvikle
mediet, »så vi ikke skal se det ene actionspil
efter det andet med det samme visuelle
univers med kæmpe mænd med
store skydere«.
I forståelsen af kunst som det innovative
og nyskabende kan Limbo helt sikkert
være med, mener Thorhauge, der ikke ser
Limbo som et spil, der forholder sig refleksivt
til sine egne egenskaber som værk eller
forsøger at opløse kunstbegrebet – den
mere avantgardistiske opfattelse af kunst.
»Kunsten har længe været interesseret i
spil,« argumenterer Jacob Lillemose, der
skriver ph.d. om computerkunst på Institut
for Kunst- og Kulturvidenskab ved Københavns
Universitet og arbejder med digital
kunst som skribent og kurator.
Roger Eberts forbehold minder ham om
noget fra 80’erne, hvor ledende promotorer
for udveksling mellem kunst og teknologi
konkluderede, at man aldrig ville opleve
computeren som kunst, blandt andet fordi
kunstnerne var tvunget til at være en del af
et stort administrativt og logistisk apparat
for overhovedet at få adgang til en computer
– noget der slet ikke er tilfældet i dag.
»Men for mig er det ikke et kvalitetsstempel
i sig selv at kalde et computerspil
kunst. Det interessante er, om det er god eller
dårligt kunst,« mener Lillemose og
fremhæver et af sine favoritspil – den hackede
version af Wolfenstein, der omdanner
det legendariske krigsspil til en meget
grov og ekstremt simplificeret grafisk sorthvid
version. Et værk, der ifølge Lillemose,
fremprovokerer en form for fremmedgørelse,
som ansporer til refleksion over
krigstemaet.
Selv mener Arnt Jensen, at spilbranchen
mangler kunstneriske visioner: »Det
er ærgerligt, at der ikke er nogen fra kunst -
akademiet, der tænker: ’Det jeg vil da også
prøve’. Der er utrolig meget dårlig smag fra
de her 3D wankers og actionfokuserede
drengerøve. Der skal laves nogle flere prestigeprojekter.
Jeg undrer mig over, hvorfor
der ikke er 10 spil om året, jeg synes er fan-
»Det er meget modigt
at sige: Vi vil lave et
sort-hvidt spil, hvor
pralefaktoren ikke
ligger i mængden af
polygoner, men i at vi
formår at skabe et
stemningsfuldt univers«
— ANNE METTE THOR-
HAUGE, MEDIEFORSKER
tastiske,« siger han og kalder Roger Ebert
for »en dum anmelder«.
Half-life (1998) er et af de spil, der har
inspireret Arnt Jensen mest. Det handler
om fysikeren Gordon Freeman, der må
flygte fra et underjordisk laboratorium efter
et eksperiment, der er gået grueligt galt.
Som Limbo har det ingen dialogscener, og
spilleren ingen idé om, hvad han skal igennem.
— Kan computerspillet noget særligt set
fra et kunstnerisk synspunkt?
»Spil kræver koncentration, man bruger
hjernen hele tiden. Det synes jeg ikke,
man gør på et kunstmuseum. Der forholder
man sig til dét, der står på museet, men
også til omgivelserne, og hvem der går ind
og ud. Det er svært at forsvinde ind i et maleri
... jeg har prøvet det et par gange med
Rembrandt, som jeg er enormt glad for.«
Kontrakt med djævlen
Efter at have tegnet stranden og hulen fortsætter
Arnt Jensen de kommende år med at
udvikle sit univers. I slutningen af 2006
lægger han en konceptvideo ud på internettet.
Folk er ellevilde. På to uger bliver
videoen set af over to millioner mennesker.
Den første dag får Arnt Jensen over
100 mails fra spiludgivere og fans verden
over. Først er han lykkelig, men snart bliver
han også lidt irriteret.
»Jeg kunne ikke håndtere det. Hvad
skulle jeg stille op? Forlag, musikere, folk,
der ville lave merchandise,« fortæller Arnt
Jensen og ryster på hovedet ved tanken.
»Det var vanvittigt!«
Men mailen fra Dino Patti er anderledes
end de andre mails. Fyldt med energi
og følelser fra en mand, der ellers har opgivet
spilindustrien, men ser et helt nyt
univers i Limbo. De to slår sig sammen på
et 11 kvadratmeter lille kontor i København
Universitets gamle lokaler på Amager, »der
er muggent og stinker af møg«, husker
Dino. Derpå rejser de til England for at
møde seks udgivere, som alle har vist interesse
for Limbo. En af aftalerne er med
en topchef fra den engelske spilgigant Eidos.
Da chefen opdager, at Playdead-drengene
kun har konceptvideoen at vise frem,
tegner han en bil på en serviet.
»Se nu har jeg lavet et bilspil,« siger
han provokerende. Mens Dino Patti taler
videre, fortsætter Eidos-manden med at
tegne. Dino Patti beder ham stoppe med at
tegne under præsentationen, men topchefen
replicerer: »Jeg kan multitaske!«
Arnt Jensen, der har forholdt sig tavs og
introvert, læner sig pludselig frem, ser topchefen
i øjnene og udbryder:
»Like a woman!«
Der bliver ikke nogen aftale med Eidos
eller nogle af de andre udgivere.
»Sony sagde meget af det, vi gerne ville
høre. De fik formidlet, at jeg var den kreative,
og hvad jeg end ville have, kunne jeg
få det. Vil du bo i London? Vil du ha’ et studie
i København? Vi kan sætte det op for
jer! Vi kan skaffe de folk, I har brug for.«
Men der er et lille men. Sony vil have
rettighederne.
»Det gjorde ondt,« siger Arnt Jensen så
stille, at man næsten ikke kan høre ham.
Han retter sig op.
»Det er en kontrakt med djævlen ... de
ville bare lige sikre sig, at hvis jeg blev tosset,
og der gik et eller andet galt, så kunne
de tage over og lave det med nogle andre.
De skulle lige have den sidste magt.«
I stedet går Dino Patti og Arnt Jensen i
gang med at skaffe den nødvendige kapital
selv. Det bliver en lang kamp, og de to ryger
så meget i bund, at SKAT og fogeden
banker på døren til Playdeads lokaler. De
små støttekroner fra Filminstituttet og
Nordic Game Program er langtfra nok,
men makkerparret tager på iværksætterkursus,
skaber kontakter og får overtalt
venture-kapitalister til at smide penge i
projektet, ligesom Vækstfonden investerer
et afgørende beløb i Playdead. Spilfirmaet
vokser til et hold på 16 spildesignere, programmører,
lydmand og producer. Arnt
Jensen er spilinstruktøren – manden, der
hele tiden går tilbage og tjekker med idéen.
Til sidst indgår Playdead en aftale med
Microsoft om at få spillet ud på spillekonsollen
Xbox. Microsoft vil også poppe
Limbo op med pointtavler og effekter.
»Man kæmper imod, imod, imod og
kommer ud på den anden side – og så siger
folk: ’Det var godt, at vi lavede det sådan’.
Nu synes Microsoft jo, vi er de fedeste i
verden. Jeg ved ikke, om de tænker over, at
en af grundene nok er min stædighed. De
prøvede at skubbe projektet i retning af
dét, de var vant til. ’Sådan plejer vi at gøre’.
Når nogen siger ’plejer’, så tænker jeg ...«
Arnt Jensen vender hovedet bagover
og ruller med øjnene. Limbo-universet er
endt med at blive uhyggelig tæt på den
konceptvideo, han lavede i 2006.
»Men jeg har ligget søvnløs over aftalen
med Microsoft,« siger instruktøren.
Det blev nødvendigt at give Microsoft
eksklusivitet. Det betyder, at spillet kun
kan nå ud til folk, der har en Xbox.
Dagbladet Information | Moderne Tider Weekend 11.-12. september 2010
Universet. Jeg har aldrig været så
vedholdende med noget. Det blev
aldrig til et skrivebordsskuffeprojekt.
Det forsvandt ikke. Jeg tog alle
kampene, fordi jeg var fuldstændig
overbevist om, at det her skulle
laves, siger Arnt Jensen.
Stills fra spillet
»Hvis der bliver udøvet en eller anden
form for magt over mig, så kan jeg ikke
håndtere det. Det er rigtig hårdt, synes jeg,
når nogen tvinger en til noget.«
Arnt Jensen rykker uroligt rundt på stolen:
»Det kan stadig godt komme op en
gang imellem. Jeg kan gøre mig selv sur. Jeg
ved, at jeg ikke skal tænke på det, når jeg
skal til at sove.«
Wal-Mart er ude
Trods et spilmarked, der på globalt plan årligt
omsætter for 250 mia. kr., så har den
danske branche de seneste år været mærket
af krisestemning og dårlige nyheder.
I fjor gik det næststørste spilfirma i
Danmark, Deadline Games, konkurs, og
tidligere i år måtte fyrtårnet IO Interactive
massefyre medarbejdere. Industrien består
af 72 virksomheder, hvoraf blot to har
flere end 50 ansatte. Spilfirmaerne omsatte
i 2009 for 380 millioner kr., hvoraf to tredjedele
var eksport, viser en netop offentliggjort
rapport udarbejdet af blandt andre
Copenhagen Entertainment.
Mens kritikerne siger, at København
halter håbløst efter Stockholm, fastholder
direktør for Computerspilzonen under
Økonomi- og Erhvervsministeriet, Jan Ne iendam,
at det bobler frem med mindre og
innovative virksomheder som Limbo.
Målet er at blive Nordens hovedstad
for computerspiludvikling.
»Danske spiludviklere kan ikke slås
mod forretninger som EAG, Disney og
Warner Brothers, men markedet begunstiger
mere og mere de mindre og mellemstore
virksomheder, hvor vi står stærkt.
Det er nemmere at komme til markedet,
fordi der er mange flere vinduer til forbrugeren,
som spillene kan distribueres via,«
siger han.
Hvor Wal-Mart tidligere bestemte, om
et spil kom på hylderne, så giver Nintendo
Wii, Microsofts Xbox og Sonys PlayStation
mulighed for at droppe butiksleddet.
Spillekonsollerne er også blevet koblet til
nettet, hvor man kan købe tusindvis af små
og billige produktioner.
»Historien om Limbo viser, at gatekee-
pers som Nintendo, Microsoft og Sony er
ved at give efter for det kreative pres. De
kan se, at der er guld i at give nye og anderledes
oplevelser,« vurderer spilkritiker
Thomas Vigild.
Men selv disse selskaber er med fremvæksten
af spil på Facebook, iPhone og internettet
til at komme uden om. Adjunkt
Anne Mette Thorhauge:
»Spiludviklerne behøver ikke længere
kun henvende sig til en relativt lille gruppe
af power gamers. Pludselig ser de også pigerne,
de ældre og alle mulige andre som et
marked.«
Jan Neiiendam fremhæver, at elever fra
Det Danske Akademi for Digital Interaktiv
Underholdning (DADIU) flere år i træk
har vundet internationale priser for deres
afgangsspil, ligesom andre små virksomheder
på det seneste har skabt spil med
stor succes, som for eksempel Press Plays
Max and the Magic Marker om en rødhåret
dreng, der med en magisk tuschpen får alt,
han tegner, til at blive fysiske objekter.
Patetisk støtte
Talentmassen er altså til stede. Men branchen
klager over, at den politiske vilje ikke
matcher mulighederne. Lige nu er der ingen
økonomisk støtte at hente. Den fireårige
New Danish Screen-pulje på 12 millioner
kr. er udløbet. Og støtteprogrammet
Nordic Game under Nordisk Ministerråd
udløber i 2011. Til efteråret skal der dog forhandles
nyt filmforlig, hvor spilstøtte også
er på bordet.
»Alle de spil, jeg har
anmeldt gennem årene,
har været noget med
træningsbaner, point
og liv. De typiske spilelementer.
Alt det har
’Limbo’ skåret væk og
sagt: Vi vil ikke skrige,
at vi er et spil. Vi vil
være os selv og være en
oplevelse«
— THOMAS VIGILD,
SPILKRITIKER
»Det kunne være fedt at lave et gratis
spil på nettet, men så tror jeg, at vores regering
skal tage sig lidt sammen og give
bedre støtteordninger, for i øjeblikket er
det rimelig patetisk,« siger Arnt Jensen og
får opbakning fra sin tidligere arbejdsplads.
»Det irriterer mig, at man stadig behandler
computerspil som et stedbarn til
filmindustrien,« siger Thomas Howalt,
kreativ udviklingschef i IO Interactive og
tidligere konsulent i Filminstituttet.
Han peger på, at lande som Canada vinder
kapløbet i spilindustrien, fordi der her
er særlige skattefordele og opstartsstøtte til
industrien. En blockbuster-produktion kan
løbe op i 200 mio. kr. – mere end hvad de
fleste spillefilm koster – mens et spil som
Limbo har kostet 15,5 mio. kr. at udvikle.
»Arnt Jensens historie, Press Plays og
vores viser, at gu’ har vi evnerne, og hvorfor
skal vi så slås på ulige vilkår i forhold til
andre steder i verden? Det handler ikke
om at vænne folk til at få ved patten, men
med meget præcise midler kan vi hjælpe
de 70 virksomheder videre,« mener Howalt,
der har haft foretræde for Folketingets
kulturudvalg. Ifølge Howalt var politikerne
dog mest optaget af, om deres børn
spillede for meget computerspil.
Playdead overvejer netop at flytte til
Canada eller USA, også fordi spilbranchen
her består af langt flere selskaber og rutinerede
udviklere.
»Danmark har ikke taget spil seriøst.
Der er ikke meget, der holder os her,« siger
Dino Patti.
Hvordan livet skal være
For nylig fandt Arnt Jensens mor en historie,
han skrev som barn.
»En rigtig ond historie,« fortæller Arnt
Jensen: »En dreng ligger i sin seng, da han
ser en lille mørk skikkelse sidde i hjørnet
og kigge på ham. Da forældrene finder
drengen næste dag, er han død.«
— Hvad er det med døde børn – de er også
i ’Limbo’?
»Jeg ved det ikke. Det har altid været fascinerende,
ikke så meget døden, men det
dystre univers, Mumitroldene, Brødrene
Løvehjerte. Jeg elsker Brødrene Løvehjerte.«
— Jeg har læst, at nogle spillere græder
ved slutningen af ’Limbo’ ...
»Det er rigtig fedt, synes jeg. Det er
min mening at trykke på folks følelser.«
I Pilestræde har Playdead hængt det
eneste håndskrevne fanbrev op, de har fået.
Joshua fra Australien kalder spillet »stunning
and frightening art.«
11
— Hvorfor handler ’Limbo’ om en dreng,
der leder efter sin søster?
»Det er så uskyldigt ... en dreng er nysgerrig
og ser verden meget uspoleret. Og
drengen kunne ligesom ikke søge efter
kærlighed ved at søge efter en partner, derfor
er det et familiemedlem. Men det er
ikke vigtigt. Folk må meget gerne synes, det
handler om noget andet. De skal bare identificere
sig med den her søgen. Få den følelse.«
— Hvad længes du selv efter?
»Det vil jeg ikke svare på. Det er åbenlyst.«
Arnt Jensen er stille et halvt minuts tid.
»Jeg er ikke vant til at tale, det er
svært,« siger han så, »jeg har virkelig problemer
nogle gange med at formidle ting,
når man taler følelser og sådan noget, mavefornemmelser.
At skulle sætte ord på
det.«
Vi vender tilbage til omkostningerne.
»Jeg vil gerne have familie og børn,
men jeg har også haft enormt stort behov
for at gøre det her. Når man selv forelsker
sig så meget i det, så får man et stort behov
for at vise følelsen til andre. Man bliver
enormt drevet af at dele dét, man har fundet,«
siger Arnt Jensen.
— Føler du dig anderledes end mange
andre?
»Det er da svært blandt andet for min
familie at forstå mine prioriteringer. Det
forstår de måske nu ... det er måske bare
mig selv, der går og kæmper lidt med det –
andre er sgu ligeglade. Det er mere mit
eget billede af, hvordan tingene skal være,
jeg skal have nedbrudt.«
Idéerne til det næste spil, Arnt Jensen
og Playdead vil lave, befinder sig i et ’hemmeligt’
rum i Pilestræde, som besøgende
ikke må gå ind i. Efter mødet med Sony, Microsoft
og den biltegnende topchef fra Eidos
har andre følelser erstattet den ensomme
søgen i Limbo.
»Jeg har en meget stærk følelse af at
lege med de her magtbegreber. Den fornemmelse
jeg får, når jeg mister kontrol.
Ubehaget i at nogle andre tager styringen
over mig,« siger Arnt Jensen og tilføjer, at
det er slut med eksklusivaftaler, der holder
ham vågen om natten. Når det nye spil engang
er færdigt, skal det ud på PC, Mac,
PlayStation, Xbox – det hele.
»Vi står i en bedre forhandlingsposition
nu. Vi kan gå efter det.«
modernetider@information.dk