Forsøg om skelettet - Experimentarium
Forsøg om skelettet - Experimentarium
Forsøg om skelettet - Experimentarium
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
<strong>Forsøg</strong> <strong>om</strong> <strong>skelettet</strong><br />
Den smarte t<strong>om</strong>melfinger<br />
Det viser forsøget<br />
<strong>Forsøg</strong>et viser vigtigheden af håndens forskellige<br />
led - især t<strong>om</strong>melfingerens.<br />
Leddene, der forbinder knoglerne i vores krop,<br />
bestemmer, hvilke bevægelser der er mulige.<br />
Det er derfor vigtigt, at de rigtige led sidder mellem<br />
de rigtige knogler. Ellers ville vores bevægemønstre<br />
se helt anderledes ud. Hvis alle fem<br />
fingre fx havde haft ens grundled, ville t<strong>om</strong>melfingeren<br />
ikke kunne svinge ind foran de andre<br />
fire fingre, og vi ville ikke kunne gribe <strong>om</strong> ting.<br />
Materialer<br />
• En skål med små genstande, fx små kugler,<br />
ærter, legoklodser eller lignende<br />
• En snor<br />
Sådan gør I<br />
1. <strong>Forsøg</strong>spersonerne stikker på skift en hånd<br />
i skålen, og samler så mange genstande op<br />
s<strong>om</strong> det er muligt i et greb. Skriv op, hvor<br />
mange forsøgspersonerne fangede. Genstandene<br />
lægges tilbage i skålen og den næste<br />
forsøgsperson samler ting op fra skålen.<br />
2.<br />
Nu får forsøgspersonerne bundet deres udstrakte<br />
t<strong>om</strong>melfinger tæt sammen med deres<br />
udstrakte pegefinger. <strong>Forsøg</strong>spersonerne<br />
skal igen på skift samle ting op fra skålen,<br />
denne gang uden t<strong>om</strong>melfingerens hjælp.<br />
Igen noteres hvor mange genstande, det var<br />
muligt at fange for hver enkelt forsøgsperson.<br />
3. Spørgsmål til forsøgspersonerne: Hvorfor er<br />
der forskel på antallet af ting ved første og<br />
anden opsamling?<br />
<strong>Forsøg</strong>sbeskrivelse 1
<strong>Forsøg</strong> <strong>om</strong> <strong>skelettet</strong><br />
Derfor drejer hånden<br />
Det viser forsøget<br />
<strong>Forsøg</strong>et viser, hvorfor vi har to knogler i underarmen.<br />
Knoglerne, der forbindes i albuen (overarmsknoglen<br />
og de to underarmsknogler) indgår<br />
i to led. Et led, der giver mulighed for at strække<br />
armen ud og bøje den sammen, og et mindre<br />
synligt led, der giver mulighed for at rotere de<br />
to underarmsknogler <strong>om</strong> hinanden, og dermed<br />
<strong>om</strong> hånden. De to led gør det muligt at have en<br />
stabil arm, der samtidig kan rotere hånden.<br />
Materialer<br />
• 2 tynde pinde, fx træspyd til grillen eller<br />
strikkepinde<br />
• Tape<br />
• Karton<br />
• Saks<br />
• Blyant<br />
Sådan gør I<br />
1.<br />
Lav en model af en hånd og dens underarmsknogler:<br />
I skal tegne en venstrehånd<br />
2.<br />
af på karton og klippe den ud. Tape de to<br />
pinde på ved håndleddet, s<strong>om</strong> <strong>om</strong> de var<br />
underarmsknoglerne. Der skal være 4-5 cm’s<br />
mellemrum mellem de to pinde. Tegn negle<br />
på den ene side af hånden, så man kan se,<br />
hvad der er håndryg og håndflade.<br />
Hold fast i pindene, så håndryggen på<br />
modellen vender opad. Bed jeres publikum<br />
<strong>om</strong> at dreje håndmodellens håndflade opad.<br />
Imens skal I hele tiden holde fast ude i enderne<br />
af pindene, så de ikke bevæger sig.<br />
3. Spørgsmål til publikum: Hvad sker der med<br />
’underarmsknoglerne’?<br />
Det viser sig, at det er muligt at rotere armen<br />
<strong>om</strong> sin egen akse, mens man holder den ene<br />
underarmsknogle i ro, hvorved det er muligt<br />
at have underarmsknoglen siddende i en<br />
stabil forbindelse med overarmsknoglen.<br />
<strong>Forsøg</strong>sbeskrivelse 2
<strong>Forsøg</strong> <strong>om</strong> nerver og hjerne<br />
Jo kortere vej, jo hurtigere reaktion<br />
Det viser forsøget<br />
Dette forsøg viser, at der foregår en proces i<br />
nervesystemet fra man mærker noget, til man<br />
reagerer på det. Fra det sted, hvor der er registreret<br />
en berøring, fx en fod der har trådt på en<br />
tegnestift, går der en besked ind til rygmarven,<br />
og videre op til hjernen, hvor beskeden behandles.<br />
Herfra sendes en besked samme vej tilbage<br />
til foden, <strong>om</strong> at fodens muskler skal trække sig<br />
sammen.<br />
Når man skal reagere på en berøring, er det små<br />
elektriske impulser, der rejser via nerverne i<br />
kroppen. Nervebanerne fungerer s<strong>om</strong> ledninger.<br />
Når impulsen når frem til enden af ledningen,<br />
skubber den små signalstoffer over på den<br />
næste nerve, og beskeden er leveret videre. Det<br />
tager noget tid for signalstofferne at nå over<br />
på den næste nerve, og derfor går der lidt tid,<br />
fra man mærker noget, til man kan reagere på<br />
berøringen. Og derfor går der længere tid, jo<br />
længere strækning, beskeden skal tilbagelægge.<br />
Materialer<br />
• 10-12 forsøgspersoner<br />
• Stopur<br />
Sådan gør I<br />
1. <strong>Forsøg</strong>spersonerne sætter sig på gulvet bag<br />
hinanden i en række, med benene strakt ud<br />
på begge sider af den, der sidder foran. De<br />
skal lægge hånden på skulderen af personen,<br />
der sidder foran. <strong>Forsøg</strong>spersonerne<br />
lukker øjnene, så de kun kan reagere på følelsen<br />
af en berøring, og ikke det de kan se.<br />
2.<br />
3.<br />
4.<br />
<strong>Forsøg</strong>slederen stiller sig ved den bagerste<br />
forsøgsperson og holder stopuret. <strong>Forsøg</strong>slederen<br />
skal nu nippe den bagerste forsøgsperson<br />
i nakken, samtidig med at han starter<br />
uret.<br />
Nippet skal nu rejse hele vejen frem igennem<br />
rækken af forsøgspersoner, ved at hver<br />
person nipper den foransiddende, så snart<br />
de mærker nippet i deres egen nakke.<br />
Så snart den forreste mærker nippet,<br />
råber han: Stop, og forsøgslederen stopper<br />
uret og noterer tiden.<br />
<strong>Forsøg</strong>et gentages nu, men den modsatte<br />
vej, ved at forsøgspersonerne holder hånden<br />
på den bagvedsiddende persons fod, for at<br />
nippe i tåen i stedet for i nakken. <strong>Forsøg</strong>s-<br />
<strong>Forsøg</strong>sbeskrivelse 3
5.<br />
lederen står derfor ved den forreste i rækken,<br />
og igangsætter forsøget. Så snart den<br />
bagerste person mærker berøringen af sin tå<br />
råber hun: Stop, og uret stoppes.<br />
De to tider kan nu sammenlignes, og en<br />
eventuel forskel kan skyldes forskellen mellem<br />
at nerveimpulsen rejser hhv. langt og<br />
kort. Det er vigtigt, at alle forsøgspersonerne<br />
er koncentrerede, da signalerne i nerverne<br />
rejser ret hurtigt, og man derfor skal være<br />
meget præcis for at fange forsinkelsen.<br />
6. Spørgsmål til forsøgspersonerne: Hvad sker<br />
der? Hvad sker der, fra I mærker, at I bliver<br />
nevet i nakken, til I selv niver den næste<br />
person?<br />
7.<br />
Hvis der er målt en tidsforskel mellem første<br />
og næste runde: Hvorfor er der forskel på<br />
tiden på første og anden runde? Hvilke<br />
fejlkilder kan der være til tidsmålingen i<br />
forsøget?<br />
<strong>Forsøg</strong>sbeskrivelse 4
<strong>Forsøg</strong> <strong>om</strong> nerver og hjerne<br />
Reflekser: Genvej for nervesignaler<br />
Det viser forsøget<br />
<strong>Forsøg</strong>et viser, hvordan en refleks fungerer.<br />
I musklerne i benene sidder der små receptorer,<br />
der opfatter, hvis musklen pludselig forlænges.<br />
Fra disse receptorer sendes der et signal gennem<br />
nervens ledninger ind til rygmarven, s<strong>om</strong><br />
sender besked til en nerve, der er i forbindelse<br />
med de sammentrækkelige enheder i musklen.<br />
På den måde sparer beskeden rejsen hele vejen<br />
op forbi hjernens <strong>om</strong>stillingscentral, s<strong>om</strong> andre<br />
typer beskeder skal forbi. Nu kan musklen<br />
trække sig sammen, og sørge for at kroppen ikke<br />
falder sammen.<br />
Materialer<br />
• Reflekshammer (en blød hammer, fx en<br />
hammer til pløkker)<br />
• En forsøgsperson<br />
• Bord, der er højt nok til at forsøgspersonen<br />
ikke kan nå ned med fødderne, når han sidder<br />
på det<br />
Sådan gør I<br />
1. <strong>Forsøg</strong>spersonen sætter sig på bordet med<br />
benene hængende ud over kanten og slapper<br />
af sine ben.<br />
2.<br />
3.<br />
<strong>Forsøg</strong>slederen tager reflekshammeren i den<br />
ene hånd, og mærker efter på forsøgspersonens<br />
knæ, for at finde det hårde, stærke<br />
ligament der sidder lige under knæskallen.<br />
Det er ca. 2 cm bredt, og føles hårdt, men<br />
eftergiveligt sammenlignet med knæskallen.<br />
<strong>Forsøg</strong>slederen beder nu forsøgspersonen<br />
være helt rolig, og slappe godt af i sine<br />
ben. Dernæst slår han let på ligamentet, og<br />
kigger efter <strong>om</strong> foden ryger frem. Hvis der<br />
ikke sker noget, har man enten ramt lidt ved<br />
siden af eller ikke slået hårdt nok. Dog skal<br />
man passe på ikke at ramme en knogle, for<br />
det kan gøre ondt.<br />
<strong>Forsøg</strong>sbeskrivelse 5
<strong>Forsøg</strong> <strong>om</strong> nerver og hjerne<br />
Nerver reagerer på nye indtryk<br />
Det viser forsøget<br />
<strong>Forsøg</strong>et viser, at nervesystemet i højere grad<br />
reagerer på, at der sker ændringer i kroppens<br />
<strong>om</strong>givelser, fremfor at reagere på tilstande, hvor<br />
ubehagelige de end måtte være.<br />
For eksempel kan man tydeligt mærke, når man<br />
tager sit tøj på <strong>om</strong> morgenen, men i løbet af<br />
dagen går man ikke hele tiden og tænker på, at<br />
man har sit tøj på. De fleste receptorer i nervesystemet<br />
fungerer derfor ved at tilpasse sig<br />
<strong>om</strong>stændighederne, og reagerer hvis der sker<br />
noget nyt.<br />
Materialer<br />
• 4 skåle med plads til en hånd<br />
• Iskoldt vand<br />
• Vand med stue temperatur<br />
• Vand der er så varmt, at man kun akkurat<br />
kan holde ud at have hånden i det<br />
• Ur<br />
• En forsøgsperson<br />
Sådan gør I<br />
1. Vandet fordeles i skålene således at to skåle<br />
fyldes med vand ved stuetemperatur, én med<br />
varmt vand og én med koldt. Der er således<br />
to skåle, med vand med præcis samme<br />
temperatur. <strong>Forsøg</strong>spersonen må ikke kende<br />
til, at de to skåle med stuetemperatur er lige<br />
varme.<br />
2.<br />
3.<br />
4.<br />
<strong>Forsøg</strong>spersonen skal nu stikke sin ene hånd<br />
i det varme vand, og sin anden i det kolde.<br />
Efter et halvt minut tages begge hænder<br />
op af skålene, hvorefter de straks placeres i<br />
hver sin skål med vand ved stuetemperatur.<br />
<strong>Forsøg</strong>spersonen skal nu fortælle, hvilken<br />
skål der indeholder det varmeste vand.<br />
Hvorfor føles det s<strong>om</strong> <strong>om</strong> der er forskel?<br />
<strong>Forsøg</strong>sbeskrivelse 6
<strong>Forsøg</strong> <strong>om</strong> muskler og sener<br />
Aut<strong>om</strong>atisk muskelarbejde<br />
Det viser forsøgene<br />
Mange af vores indre organer fungerer ved<br />
hjælp af muskler, s<strong>om</strong> har den særlige egenskab,<br />
at de arbejder aut<strong>om</strong>atisk. Det er den glatte muskulatur,<br />
og den findes bl.a. i vores fordøjelsessystem.<br />
Det har den fordel, at vi ikke skal spekulere<br />
over, <strong>om</strong> vores krop fordøjer. Den glatte muskulatur<br />
i tarmene sørger desuden for, at den mad og<br />
drikke, vi indtager, ryger den rigtige vej. Så kan<br />
fordøjelsen nemlig foregå i den rigtige rækkefølge,<br />
også når vi står på hovedet.<br />
Materialer<br />
• I skal være tre <strong>om</strong> at udføre forsøgene<br />
• 2 forsøgsdeltagere<br />
• 50 cm rå medisterpølse<br />
• Glas med vand og sugerør<br />
Sådan gør I<br />
1. Klip hul i begge ender af pølsen og pres noget<br />
af pølsefarsen ud. Lad ca. 10 cm fars blive<br />
tilbage i midten af pølsen.<br />
2.<br />
3.<br />
Lad to forsøgsdeltagere trække i hver sin<br />
ende af pølseskindet, så pølsen bliver nogenlunde<br />
udstrakt.<br />
Grib selv fat <strong>om</strong> pølsen med en hånd på hver<br />
side af farsen og skub farsen mod den ene<br />
ende af pølsen. Gør det langs<strong>om</strong>t, mens du<br />
forklarer at tarmen skal kunne nå at optage<br />
næringsstofferne fra maden, mens musklerne<br />
i øvrigt bare gør deres arbejde helt<br />
aut<strong>om</strong>atisk.<br />
4.<br />
5.<br />
6.<br />
7.<br />
8.<br />
Bed forsøgspersonerne <strong>om</strong> at løfte den ene<br />
arm. Det kan de godt.<br />
Bed nu forsøgspersonerne <strong>om</strong> at løfte deres<br />
ene tarm. Det kan de ikke vel? Hvad er<br />
forskellen på musklerne i armen og musklerne<br />
i tarmen, og hvad er det smarte ved den<br />
forskel?<br />
Få en forsøgsperson til at stille sig på hænder<br />
eller på hovedet op ad en væg.<br />
Når forsøgspersonen står sikkert, sætter I<br />
vandglasset hen til ham, og beder ham drikke<br />
vandet gennem sugerøret. Bed en anden<br />
forsøgsdeltager lægge øret til maven på den<br />
person, der står på hovedet. Hvad sker der?<br />
Selv<strong>om</strong> vand normalt bevæger sig nedad, er<br />
det nu muligt at få vandet til at bevæge sig<br />
op gennem spiserøret og op til mavesækken<br />
med hjælp fra den glatte muskulatur i spiserøret.<br />
Det kan høres ved at lægge øret til<br />
forsøgspersonens mave)<br />
<strong>Forsøg</strong>sbeskrivelse 7
<strong>Forsøg</strong> <strong>om</strong> muskler og sener<br />
Dynamisk og statisk muskelarbejde<br />
Det viser forsøget<br />
Når en muskel arbejder dynamisk sker der en<br />
vekselvirkning mellem spænding og afspænding<br />
af musklen. På denne måde tilføres musklen<br />
ilt og næringsstoffer og affaldsstofferne føres<br />
væk fra musklen. På denne måde kan musklen<br />
arbejde i lang tid uden hvile.<br />
Når en muskel arbejder statisk, er der en konstant<br />
spænding i musklen. Det betyder, at<br />
musklen ikke får tilført ilt og næringsstoffer, og<br />
at affaldsstofferne ikke føres væk fra musklen,<br />
men i stedet ophobes s<strong>om</strong> mælkesyre i musklen.<br />
Musklen føles hård og øm og vil efter kort tid<br />
ryste af spænding.<br />
Materialer<br />
• Dine klassekammerater er forsøgspersoner.<br />
Mindst to forsøgspersoner ad gangen.<br />
• 3-4 bøger<br />
Sådan gør I<br />
1. Del forsøgspersonerne op i to grupper.<br />
2.<br />
Den ene gruppe skal løbe på stedet eller<br />
tage armbøjninger.<br />
3.<br />
Den anden gruppe skal holde en bog ud i<br />
strakt arm eller stille sig med bøjede ben og<br />
ryggen op ad en væg (slal<strong>om</strong> stilling), s<strong>om</strong><br />
på tegningen.<br />
Bed forsøgspersonerne, efter et par minutter,<br />
beskrive, hvordan deres krop reagerer på<br />
bevægelsen/stillingen.<br />
<strong>Forsøg</strong>sbeskrivelse 8
<strong>Forsøg</strong> <strong>om</strong> muskler og sener<br />
Tungen: Den magiske muskel<br />
Det viser forsøget<br />
Tungen er en muskel, der kan bevæge sig i alle<br />
retninger! Vi bruger den især, når vi spiser og<br />
taler.<br />
Når vi spiser, har vi brug for, at maden bliver<br />
styret inde i munden. Tungen fører først maden<br />
hen mellem tænderne, så maden kan knuses<br />
til mindre stykker. Undervejs bevæger tungen<br />
maden rundt i munden, så maden blandes med<br />
spyttet. Til sidst fører den bagerste del af tungen<br />
maden tilbage i munden og ned i svælget, hvorfra<br />
maden synkes. Tungens arbejde sikrer, at vi<br />
ikke får for store klumper mad ned i spiserøret.<br />
Når vi taler, presses der luft op af vores luftrør.<br />
Luften sættes i svingninger af stemmelæberne,<br />
der sidder i strubehovedet i luftrøret. Disse<br />
svingninger i luften er det vi kalder lydbølger,<br />
altså den lyd s<strong>om</strong> vi opfatter. For at denne lyd<br />
skal blive til ord, skal lyden formes i munden.<br />
Dette gøres ved at ændre mundhulens størrelse,<br />
læbernes form, men ikke mindst også ved at<br />
forme og placere tungen forskelligt. Hvis ikke vi<br />
havde tungen, ville det være svært at udtale ord<br />
med bogstaverne D, L og T.<br />
Materialer<br />
• Æbler skåret i mindre stykker - et stykke pr.<br />
deltager<br />
Sådan gør I<br />
1. Bed jeres klassekammerater <strong>om</strong> at spise æblestykket<br />
langs<strong>om</strong>t, og bemærke hvordan de<br />
bruger deres tunge til at skubbe æblestykket<br />
hen til tænderne, når de tygger, og hvordan<br />
de bruger den bagerste del af tungen til at<br />
skubbe maden tilbage i munden, når de skal<br />
synke.<br />
2.<br />
Bed jeres klassekammerater <strong>om</strong> på skift at<br />
tale, mens de sætter tungespidsen på indersiden<br />
af tænderne i undermunden. De skal<br />
sige en sætning, hvor der indgår mange D’er,<br />
L’er og T’er, fx: ”Lille Dorte spiser æbler til<br />
aftensmad”.<br />
<strong>Forsøg</strong>sbeskrivelse 9
<strong>Forsøg</strong> <strong>om</strong> muskler og sener<br />
Ansigtsmuskler k<strong>om</strong>munikerer<br />
Det viser forsøget<br />
<strong>Forsøg</strong>et viser, at der inde under vores hud i ansigtet<br />
ligger ansigtsmuskler. Ansigtsmusklerne<br />
er bundet fast til huden og kan derfor bevæge<br />
huden i forskellige retninger, når de trækker sig<br />
sammen. Ansigtsmusklerne bruger vi, når vi skal<br />
lukke/åbne øjnene, kysse, udvide vores næsebor<br />
for at lugte bedre, etc.. Men vigtigst af alt, er vores<br />
ansigtsmuskulatur et helt afgørende redskab<br />
i sociale sammenhænge. Vi bruger nemlig vores<br />
ansigtsmuskulatur til at k<strong>om</strong>munikere med.<br />
Materialer<br />
• Ingen!<br />
Sådan gør I<br />
1. Stil jer i en rundkreds, så I alle kan se hinanden.<br />
2.<br />
3.<br />
4.<br />
5.<br />
Nu gælder det <strong>om</strong> på skift at lave et nyt<br />
ansigtsudtryk, s<strong>om</strong> ikke er lavet før i rundkredsen.<br />
I skal tælle, hvor mange forskellige ansigtsudtryk,<br />
I tilsammen kan lave.<br />
Kan man ikke finde på et nyt ansigtsudtryk,<br />
træder man to skridt tilbage, og man fungerer<br />
nu s<strong>om</strong> observatør/d<strong>om</strong>mer. Til sidst vil<br />
der på den måde kun stå én person tilbage<br />
i rundkredsen.... Den person udråbes s<strong>om</strong><br />
Mimikmester.<br />
Hvor mange forskellige ansigtsudtryk fik I<br />
lavet? Hvilke problemer ville I få, hvis I ikke<br />
havde ansigtsmusklerne til at udføre jeres<br />
mimik?<br />
<strong>Forsøg</strong>sbeskrivelse 10