Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
<strong>Helle</strong><br />
<strong>Stangerup</strong><br />
Bag skodderne<br />
Politikens Forlag
<strong>Helle</strong><br />
<strong>Stangerup</strong><br />
Bag skodderne<br />
Politikens Forlag<br />
3
1<br />
Min karriere som jurist startede medio marts 1966 og sluttede ultimo<br />
juli 1967. Stedet var Aktieselskabsregistret, et direktorat under<br />
det daværende Handelsministerium, og det havde til huse i en<br />
bygning på hjørnet af Strøget og Skoubogade.<br />
Ved ansættelsen var jeg fyldt seksogtyve, cand.jur., endnu<br />
ugift og med egen lejlighed i Domus Portus i Østbanegade. Jeg delte<br />
kontor med en elskværdig, midaldrende herre og en lige så elskværdig<br />
yngre dame, og fra min plads kunne man se ned på gadens<br />
liv, og i det fjerne og højt over hustagene knejsede Nikolajkirkens<br />
grønne spir.<br />
Stillingen bestod i at registrere aktieselskaber, nye såvel som<br />
ændringer i de eksisterende. Dagen begyndte, når en vogn lastet<br />
med aktmapper blev trillet ind med de seneste sager, alle lagt i<br />
gule papircharteks og derefter fordelt, så bordenes dynger atter<br />
antog fuld højde. Inden længe gav den mig mindelser om en ligvogn<br />
med gule kadavere.<br />
Navne, adresser og hvert komma skulle kontrolleres og eventuelt<br />
rettes med en spidset blyant, før aktmappen blev sendt videre<br />
til overreferenten, som gennemgik den for nøjagtig samme<br />
detaljer, inden den kom retur. Men hvor blev juraen egentlig af i al<br />
den stavning og tegnsætning? Det fandt jeg aldrig ud af. Begrebet<br />
»meningsfyldt arbejde« var heller ikke rigtig kommet på mode.<br />
En dag fik jeg en sag ind, hvor aktiekapitalen bestod af ti tusinde<br />
brugte eksemplarer af et pornoblad, Weekend Sex hed det<br />
vist, og sat til en værdi af en krone pr. styk. Pornoen var, til manges<br />
forargelse, netop blevet frigivet, og jeg kontaktede straks anmelderen<br />
og udbad mig et nummer til vurdering. Det ankom med<br />
5
posten, adresseret til mig personlig og blev lagt øverst under chartekket,<br />
inden det gled videre i systemet.<br />
Aldrig havde en sag været så længe om at nå tilbage til mit skrivebord.<br />
Da det endelig skete, hang bladet noget nær i laser, selv<br />
de pæne, ældre damer i receptionen var blevet set med blussende<br />
kinder, mens de bladrede i smug under skranken. Mit lille påfund<br />
sluttede med en venlig reprimande fra øverst oppe: »Meeeget<br />
morsomt, frøken <strong>Stangerup</strong>. Men aldrig nogensinde igen.«<br />
Altså navne og alle kommaerne. Fra ni til fem hver dag og halvdags<br />
hver anden lørdag. Jeg skulle files til som et rutinemenneske,<br />
men i min lille lejlighed ventede min hemmelighed, et andet arbejde,<br />
håbet om løsladelse, et endnu ufærdigt manuskript til en<br />
kriminalroman. Ved skrivemaskinen om aftenen og ofte den halve<br />
nat, og så næste morgen atter afgang til stakken af charteks.<br />
Den sparsomme konversation de ansatte imellem indskrænkede<br />
sig til tomme almindeligheder, indtil en dag i begyndelsen<br />
af september. Mit private venskab med landets Tronfølger blev<br />
selvfølgelig aldrig så meget som nævnt, før en nyhed på Ekstra<br />
Bladets forside pludselig satte naturen over optugtelsen. Prinsesse<br />
Margrethe skulle forloves med en fransk greve, stod der. Men var<br />
det mon sandt? I Aktieselskabsregistret havde man en kilde lige<br />
ved hånden, for frøken <strong>Stangerup</strong> vidste naturligvis besked. Det<br />
var simpelthen for fristende.<br />
Hvem Prinsesse Margrethe mon ville gifte sig med, havde<br />
længe været genstand for spekulationer. Ingen blåblodet ungkarl<br />
kunne runde landet for at deltage i en kongelig begivenhed, uden<br />
at han under alskens påskud blev sat under lup, for var det mon et<br />
emne? Og så var det en studerende, så en advokat og så en dansk<br />
diplomat, alt sammen bare snak. I det sidste tilfælde kom det dog<br />
så vidt, at et ugeblad havde forsiden med portrætter af de to unge<br />
i trykken, før den i sidste øjeblik blev trukket tilbage. Men på<br />
denne septemberdag stod det for første gang sort på hvidt og med<br />
hele tryksværtens tilsyneladende troværdighed. Tronfølgeren<br />
skulle giftes. Greve Henri de Laborde de Monpezat var den udkårne,<br />
en fransk diplomat, der arbejdede på den franske ambassade i<br />
London. Der manglede faktisk kun et billede.<br />
6
Når jeg ved tidligere lejligheder var blevet udfrittet om emnet,<br />
havde jeg altid, og som sandt var, sagt det samme: »Aner det<br />
ikke«. Senere hen, da det drejede sig om næste generation, og spekulationerne<br />
nåede så larmende højder, at selv de lokale handlende<br />
forsøgte sig, fik de samme svar. Sågar erhvervslivets spidser gik<br />
da i gang, og her serverede jeg en anden og mere juridisk præget<br />
formulering: »Spørgsmålet om en tronarvings forlovelse hører<br />
hjemme i statsrådet. Det er aldrig genstand for privat snak.«<br />
Denne ene gang og forelagt Ekstra Bladet, reagerede jeg dog.<br />
Jeg dementerede, det kunne lige så godt manes i jorden med det<br />
samme, for det var ganske enkelt ikke sandt.<br />
Min viden stammede fra en midsommerfest nogle måneder<br />
tidligere på herregården Rosenfeldt ved Vordingborg. Den ejedes<br />
af en søster til Prinsesse Margrethes eminente hofdame Wava<br />
Armfelt, kaldet Wabi, der også var den egentlige arrangør af sammenkomsten.<br />
Gæsterne bestod af en række af Tronfølgerens venner,<br />
men hertil kom tre for os andre helt ukendte, yngre herrer.<br />
De var alle ugifte, alle udlændinge, en engelsk bankier, lidt tung i<br />
det, en flot, svensk diplomat og en mindst lige så vellykket fransk<br />
diplomat. Uden at det selvfølgelig blev nævnt, lignede det et forsøg<br />
fra Wabis side på at præsentere Prinsessen for nye ansigter,<br />
nye muligheder, og vi fulgte de tre med øjnene, for var der optakt<br />
til noget, der kunne udvikle sig til noget, som kunne …?<br />
Absolut nej. Englænderen brugte megen energi på at tale om<br />
finanser og spilleklubberne i London, mens både svenskeren og<br />
franskmanden svang sig på dansegulvet med alle mulige andre<br />
end lige æresgæsten. Faktisk var jeg vist en af den utroligt charmerende<br />
franskmands foretrukne, mit franske var stadig så nogenlunde<br />
i behold, måske derfor, men bagefter tog det lidt tid at<br />
få ham ud af hovedet. Nogle svingommer under den funklende<br />
lysekrone på Rosenfeldts dansegulv blev dog aldrig fulgt op, ikke<br />
så meget som et postkort.<br />
Men jeg havde altså set dem sammen, Prinsessen og den<br />
ukendte franske greve, og kunne forsikre mine kolleger om, at<br />
selv om han var alle tiders, så havde den historie intet på sig. Desværre.<br />
7
Sent samme eftermiddag, som jeg forlod kontoret, flød<br />
Strøget med Ekstra Bladets løbesedler. Hoffet bekræftede forbindelsen,<br />
at en forlovelse ville finde sted, så ikke så sært med det<br />
postkort, der udeblev. Wabi havde været mere udspekuleret end<br />
som så. En svensker og en englænder som røgslør, og det unge<br />
forelskede par, der spillede deres roller til perfektion. Og om end<br />
min troværdighed som vidne led et ordentligt knæk, så efterlod<br />
det dog en lille håndfuld mennesker, som må have fattet, hvad<br />
mange har ubegribeligt svært ved at forstå. Privat omgang med<br />
Kongehuset byder på en rigdom af oplevelser, men der følger absolut<br />
ingen intern viden med.<br />
Hen på foråret 1967 blev jeg atter genstand for kontorets opmærksomhed,<br />
atter skyldtes det medieomtale, men denne gang<br />
var det min egen person, det drejede sig om. Den roman, jeg havde<br />
arbejdet på, var færdig, og den udkom i marts på Gyldendals<br />
datterforlag Spektrum under titlen Gravskrift for Rødhætte.<br />
Min store personlige interesse var faget historie, og jeg havde<br />
længe drømt om at kunne skrive en biografi, for slet ikke at tale<br />
om en historisk roman, men det lod sig ikke gøre, der manglede<br />
den rette hovedperson. Enten fandtes der allerede flere reolmeter<br />
om ham eller hende, eller den interessante del af deres liv fyldte<br />
alt for lidt. Da jeg samtidig fandt det hyggeligt at læse en god krimi,<br />
lå det ligefor i stedet at forsøge sig den vej, og jeg havde den<br />
kæmpe fordel at have en professionel redaktør lige ved hånden,<br />
min far. Jeg husker endnu hans mange gode råd såsom aldrig at<br />
henvende sig til et forlag med en idé. De vil sikkert sige »glimrende«,<br />
men i virkeligeden tænker de »skriv den«. Alt afhænger af<br />
det ene, hvordan den er skrevet og fortalt.<br />
Idéen til Gravskrift for Rødhætte udsprang af et job, jeg havde<br />
haft under min studietid. Dengang var der end ikke tænkt på SU,<br />
de fleste boede hjemme hos far og mor og tjente til lommepengene<br />
ved siden af. I 1962 og 1963 havde jeg udnyttet universitetets<br />
lange sommerferie til at arbejde som stewardesse eller sommerfugl,<br />
som vi også blev kaldt, vi, de studerende med de fornødne<br />
sprogkundskaber, der udfyldte pladserne under højsæsonens<br />
spids belastning. Et par måneders aftenkursus i det enkle at bære<br />
8
akker rundt og servere drinks, tre ugers indlæring i proceduren i<br />
tilfælde af en nødlanding, og så uniformen på og op i luften.<br />
Den første sommer var hos SAS, næste år valgte jeg charterselskabet<br />
Nordair, hvor passagererne tilhørte et helt anderledes<br />
klientel. Det var i charterturismens barndom, og mange spurgte<br />
efter deres faldskærm, eller de forventede en art luftdåb, noget<br />
med at blive hældt over med champagne, vistnok.<br />
For mig personligt gav de to somre et ganske sundt indblik i<br />
at være den tjenende ånd, for trods de fikse uniformer blev vi ikke<br />
anset for andet, som når SAS catering havde glemt, at visse rejsende<br />
havde bestilt mad uden svinekød. Her var det os, der fik vreden<br />
at mærke, og det hændte, at smørrebrød med skinke og italiensk<br />
salat i bogstavelig forstand blev kylet efter os, så mayonnaise med<br />
ærter og gulerødder drev ned ad benene.<br />
Men jobbet gav samtidig en viden om en verden, som kunne<br />
bruges som ramme om en kriminalhistorie. Man skal aldrig undervurdere<br />
læsernes fornemmelse for, om et miljø virker ægte<br />
eller ej, og Gravskrift for Rødhætte behøvede ingen research. Jeg<br />
havde foretaget den allerede.<br />
Gravskrift for Rødhætte blev vel modtaget og godt solgt både<br />
herhjemme og i flere andre lande, dog ikke nok til at jeg kunne<br />
leve af den. Alligevel gav den mod på at prøve igen, og jeg havde<br />
idéen til en ny roman, der skulle foregå på en dansk ø.<br />
Ferieåret begyndte dengang den 1. april, jeg slog til med det<br />
samme og tog hele måneden på én gang for at få ro til at starte.<br />
Nogle tror, at forfattere bare kan ernære sig ved et halvdagsjob<br />
for så at være kreative resten af tiden, og dertil det vidunderlige<br />
ved at mærke inspirationen komme som svævende ned fra<br />
himlen. At inspirationen som oftest er en følge af selve arbejdsprocessen<br />
og ikke omvendt, er noget nær umuligt at forklare.<br />
Da jeg begyndte i Aktieselskabsregistret, havde Gravskrift for<br />
Rødhætte været så langt fremme i forløbet, at den kun krævede en<br />
revision og derfor kunne gøres færdig efter arbejdstid. Den næste,<br />
derimod, skulle bygges op fra bunden, og selv om man har handlingen<br />
inde i sit hoved, er starten ofte det vanskeligste. Første kapitel,<br />
sågar den første sætning kan være afgørende for at bringe<br />
9
læseren ind i fortællingens univers. Her brugte jeg hele den måned<br />
på at skrive bare dette første kapitel, og så var det tilbage til<br />
kontoret og stakken af charteks.<br />
Bortset fra det ene tilfælde med pornobladet havde kun én sag<br />
vakt min opmærksomhed. Eller rettere, det var ikke én, men<br />
mæng den af dem. De stammede alle fra den samme, mig ukendte<br />
advokat, de bar alle navn efter en dato, og aktiekapitalen var<br />
de samme ti tusinde kroner i kontanter. Bestyrelsen bestod hver<br />
gang af advokaten selv, dennes kone samt svigerfar, ligeledes en<br />
advokat, og de kom som sagt ind i en lind strøm.<br />
Uden at begribe, hvad formålet skulle være, skrev jeg på et<br />
tidspunkt en bemærkning til min overreferent og sluttede med<br />
ordene »er der ikke noget galt her?« Alle formalia er overholdt,<br />
lød svaret, og endnu et af disse aktieselskaber gled videre til indregistrering.<br />
En januaraften på Lolland tre et halvt år senere fik tvnyhederne<br />
mig til at hoppe i stolen. Advokatens navn blev nævnt,<br />
mens skærmen bragte hans ansigt og også hans stemme ind i vores<br />
stue. Han var dagens og kommende tiders topnyhed, manden,<br />
der frejdigt vedgik ikke at betale en krone i skat.<br />
Systemet var bygget op omkring hans aktieselskaber. Jour nalisten<br />
havde forsøgt at få en forklaring fra min tidligere arbejdsplads,<br />
Aktieselskabsregistret, men blev afvist og måtte nøjes med<br />
at lade et kamera zoome ind på hermetisk lukkede døre. Men advokatens<br />
natsorte øjne havde stirret mig i møde, mens han talte<br />
sin bornholmske dialekt. Nul skat. Det var Mogens Glistrup.<br />
Jeg havde altså indregistreret Glistrups selskaber på stribe.<br />
Og derinde, et eller andet sted bag disse lukkede døre, befandt sig<br />
et lille notat, »er der ikke noget galt her?«, underskrevet <strong>Helle</strong><br />
<strong>Stangerup</strong>. Måske de skrevne ord fra min hånd, der kan blive af<br />
mest varig værdi, hvis de ikke for længst er makuleret.<br />
Men dengang tilbage i maj 1967, og med et enkelt kapitel færdigt,<br />
var der en uendelighed til næste ferieårs begyndelse. Samfulde<br />
elleve måneder uden nåde. Nok kunne min stewardessetilværelse<br />
til tider føles barsk, men den bød dog på oplevelser og<br />
10
havde uregelmæssige arbejdstider, aldrig fra ni til fem hver evig<br />
eneste dag. Allerede i gymnasiet var jeg begyndt at pjække fra den<br />
spændetrøje, kaldet et fast skema.<br />
At være forfatter er også en livsstil, som en god kollega engang<br />
udtrykte det. Man slipper ikke ligefrem nemmere om ved<br />
sit arbejde, men bestemmer selv, hvornår det skal finde sted. De<br />
fleste mennesker står op på samme tidspunkt for at passe deres<br />
arbejde, mange endda med glæde. Jeg måtte være skruet anderledes<br />
sammen. Som maj blev til juni og så juli, kom den endelige<br />
erkendelse. Rutinemennesket i mig fandtes ikke.<br />
Efter studentereksamen lå historie som studium selvfølgelig<br />
ligefor, men min far frarådede det. Dels var det ved at blive stærkt<br />
politiseret, et problem, der nu ikke bekymrede mig, og så kastede<br />
han trumfkortet på bordet, »du risikerer at skulle undervise skoleelever«.<br />
Det virkede. Kærlighedsægteskabet, historie, blev til<br />
et fornuftsparti, juraen. Forelagt den nuværende problematik, at<br />
jeg agtede at leve af at skrive, trak min far atter et trumfkort op af<br />
lommen. »Jamen tænk dog på pensionen.« Her virkede det også,<br />
bare stik modsat. Jeg var blevet syvogtyve, så »pensionen«?<br />
En sen julieftermiddag. Solen bagte fra en høj blå himmel,<br />
og Nikolajkirkens spir knejsede som en frihedens lysende, grønne<br />
fane. Mit skrivebord flød med ubehandlede sager, og i mangel<br />
på plads havde nogle af dem endda fundet vej ind under det.<br />
Beslutningen var truffet. Jeg sagde op. Jeg ville skrive gyseren<br />
Gule handsker.<br />
Mine første skridt ind i kulturens verden begyndte med musik,<br />
jeg var kun lige fyldt fem, og hjemmet var i bogstavelig forstand<br />
et hjem med klaver. Det store, brune møbel prangede midt for<br />
dagligstuens langvæg, uden at nogen nogensinde rørte tasterne,<br />
indtil jeg altså blev sat i gang.<br />
Vi boede i en stor hjørnelejlighed på Øster Søgade. En gang<br />
delte den op på langs, med en række rummelige værelser en suite<br />
ud mod en solrig sidegade. Bagest mine forældres soveværelse, så<br />
mit, derefter spisestue og dagligstue og endelig og med udsigt ud<br />
over søerne det helligste, min fars bibliotek.<br />
11
Mod gården var først min bror Henriks værelse, derefter bad,<br />
køkken og pigeværelset, lejlighedens mindste, der gav plads til<br />
både barnestuepigen, Karen, og kokkepigen, frøken Nielsen, af<br />
os børn kaldet »Nie«. Det hele lå på fjerde sal til venstre, mens<br />
min mormor, der i 1941 var blevet enke efter min morfar, den<br />
svenske digter Hjalmar Söderberg, herskede over den lige så store<br />
lejlighed til højre.<br />
Mormor var dansk, en kort, stovt dame med et skarpt blik,<br />
gigtkrogede hænder og kraftigt blånet hår, en farve, der blev tryllet<br />
frem ved at lade det skylle med blæk. Skridtene gungrede, når<br />
hun tog gulvet op og ned og forkyndte: »I aner ikke, med hvilken<br />
dumhed verden regeres.« Hendes følelser for sin afdøde mands<br />
hjemland lod sig måle. Om deres behandling af de baltiske flygtninge:<br />
»Sendt retur, lige i armene på de sovjetiske bødler.« Om<br />
deres kvindesyn: »<strong>Helle</strong>re brændes på bålet i Indien end at være<br />
enke i Sverige.« Hendes yndlingshistorie handlede om Selma<br />
Lagerlöf, der i sin hjembygd, og selv efter at have modtaget Nobelprisen<br />
i litteratur, blev belært om at gå sidst til bords. For hun var<br />
jo ikke gift.<br />
Min morfar havde været en af de ganske få svenske personligheder,<br />
der forsøgte at bekæmpe nazismen med ord, og tilmed fra<br />
begyndelsen i 1933, eller, som det blev skrevet om ham ved hans<br />
halvfjerdsårs fødselsdag i 1939: »Der findes ingen mere overbevist<br />
modstander af fascismen.«<br />
Den holdning er han blevet hyldet for af sine landsmænd, dog<br />
først efter De Allieredes sejr. Det pinlige faktum, at hans stockholmske<br />
avis, Dagens Nyheter, i den da politiske korrektheds<br />
navn ikke ønskede at trykke hans synspunkter, forbigås derimod<br />
i tavshed. Kun den vestligtorienterede Göteborgs Handels och<br />
Sjöfartstidning vovede i de år at lægge spalteplads til. I 1969, på<br />
hundredårsdagen for hans fødsel, hørte jeg en svensk radioudsendelse,<br />
der hyldede ham for hans politiske mod, mens den samtidig<br />
satte spørgsmålstegn ved hans manglende forståelse for kommunismens<br />
varme menneskesyn. Tiderne skifter, meninger skifter.<br />
Det var derfor lige så meget i hans ånd, at mormor under besættelsen<br />
åbnede sine døre for mennesker, der søgte skjul, det<br />
12
være sig jøder som modstandsfolk. Og så var et kunstnerisk talent,<br />
ligegyldigt på hvilket felt, i hendes øjne den største gave, et<br />
menneske kunne eje. Hverken penge eller eksaminer magtede at<br />
hamle op med dette kostelige. Og eftersom hun som den eneste i<br />
familien besad et musikalsk øre, var det hendes påfund med mit<br />
klaverspil.<br />
Inden længe kunne jeg spille både Brittapolka og andet af<br />
Lumbye, læreren beskrev mine evner som noget nær enestående,<br />
og mormor fablede sig allerede til debutkoncerten, Odd Fellowpalæets<br />
mindre sal, sikkert iført hvid atlask eller noget lignende.<br />
Men til hendes skuffelse sluttede det med et diplom i Ping klubbens<br />
åbne musikkonkurrence, og nok kun fordi jeg valgte den<br />
mindre kendte komponist Hummel, mens konkurrenterne for<br />
de flestes vedkommende klimtede løs på Für Elise. Eneste levn fra<br />
mit forsøg med det musikalske er problemet med at holde fingrene<br />
i ro, når jeg hører klassisk klaverspil. Særlig Liszt og Chopin<br />
gør ondt. Blot jeg havde kunnet.<br />
Bror Henrik har ofte fortalt, at han blev smidt ud af alt, hvad<br />
man kunne smides ud af, børnehaven, spejderne, danseskolen,<br />
spilleskolen og så videre. At Henrik skulle have været spejder eller<br />
ulveunge, må stå for hans egen regning, men det med spilleskolen<br />
er ikke rigtigt, for han kunne ikke få hænderne til at fungere<br />
uafhængigt af hinanden og nåede derfor aldrig så langt. Og danseskolen<br />
slet ikke, da ingen af os gik til dans. Børnehaven, derimod,<br />
havde sin rigtighed på grund af en bestemt begivenhed.<br />
»Jeg har aldrig prøvet at være glad«, sagt af Henrik i voksenalderen.<br />
Det refererede ikke til øjeblikkets henrykkelse eller tilfældig<br />
opstemthed. Det var glæden i egentlig forstand, den stille,<br />
den dybereliggende tilstand. Ordene faldt i en ligegyldig forbindelse<br />
hen over køkkenbordet og var udtrykt uden hverken patos<br />
eller selvmedlidenhed. Blot en nøgtern konstatering, som rystede<br />
mig. Men når jeg tænkte tilbage, var det faktisk rigtigt. Henrik<br />
kunne være ufattelig morsom, men jeg husker ham ikke som værende<br />
glad. Aldrig. Så meget grundlægges i barndommen. Hvorfor<br />
gik det så galt?<br />
Henrik var godt to år ældre end jeg og havde altså haft fornø<br />
13
jelsen af at være enebarn. Da ankom et vrælende, stinkende uhyre<br />
kaldet en lillesøster, som stjal al opmærksomhed, en situation,<br />
der nok er sværest for en dreng så blottet for dukkeinstinkt, men<br />
også en situation, masser af forældre har kunnet tackle. I Henriks<br />
tilfælde befandt de egentlige årsager sig også andre steder.<br />
Vore dages børnespykologer påpeger tit, at hvis der er et sygt<br />
barn i hjemmet, kommer det, eller de, raske ofte til at betale prisen.<br />
Henrik var det raske barn, jeg det syge.<br />
Jeg var, viste det sig, født med dobbelsidigt hofteskred, enkelt<br />
forklaret var der ingen hofteskåle til at holde lårbenene på plads.<br />
Man kendte ikke til hofteklikket, den undersøgelse, der nu foretages<br />
rutinemæssigt på alle nyfødte og fanger sygdommen, mens<br />
knoglerne endnu er bløde og formelige. Dengang tonede virkeligheden<br />
først frem ved étårsalderen, når barnet begyndte at gå,<br />
hvad der gjorde situationen ganske anderledes alvorlig.<br />
Og der var de voksne i hjemmet, bortset fra hushjælpen vores<br />
forældre, Hakon <strong>Stangerup</strong> og Betty Söderberg. I det ydre et stateligt<br />
par, men skønt født henholdsvis den 10. og 6. november og<br />
derfor begge skorpioner, var de af sind og temperament de diametrale<br />
modsætninger.<br />
Der herskede ligesom en ring af stilhed omkring min fars høje,<br />
ranke skikkelse, som kun blev brudt af skrivemaskinens klap ren.<br />
Han var et fredselskende menneske, myreflittig og bortset fra sin<br />
påklædning, altid jakke og slips, uhyre beskeden i forhold til livets<br />
materielle goder. Dertil akademiker med stort A. Uni ver si tetets<br />
guldmedalje, cand.mag. i dansk og fransk med udmærkelse<br />
og dr.phil. som syvogtyveårig.<br />
»Den nemmeste vej i tilværelsen er at begynde i 1. klasse og<br />
fortsætte direkte frem til embedseksamen. Alt andet er besværliggørende<br />
omveje.« For ham var børn først af interesse, når de havde<br />
nået et mål af mæle og fornuft, men så tog han til gengæld revanche,<br />
dog aldrig noget med at ligge på alle fire for at lege med<br />
futtog og klodser. En enkelt slingretur på en kælkebakke blev det<br />
vist til.<br />
Omvendt forlod mor skolen i samme fart, som det overhovedet<br />
lod sig gøre. Syv år holdt hun ud, dernæst et mislykket for<br />
14
søg på indlæring i husholdning, inden hun som purung blev optaget<br />
på Det Kongelige Teaters elevskole for at blive uddannet til<br />
skuespiller. Derfra fortsatte hun hos Betty Nansen, og radioteater<br />
og en håndfuld film blev det også til. Et feagtigt luksusvæsen, så<br />
ulig sin egen mor, og skønt storryger altid duftende af Guer linparfumer<br />
som Vol de Nuit og l’Heure Bleu, mens begreber som<br />
logik endsige autoritetstro ikke eksisterede i hendes bevidsthed.<br />
Alt kørte på nogle højt udviklede sanser, og i krisens stund på en<br />
total mangel på nerver.<br />
Lidt lad af natur, som hun var, sluttede hun karrieren, allerede<br />
mens vi var små, men scenemennesket i sig bevarede hun, særlig<br />
en hang til det gribende, der nemt overskred grænsen til det melodramatiske.<br />
»Betty, du har øjne som knuste vinduesruder«, en<br />
bemærkning, hun elskede at citere og altid med en let dirrende<br />
stemme.<br />
Hendes foretrukne godnatlekture var H.C. Andersen og altid<br />
de sørgelige. Den lille Havfrue, indtil jeg græd mig i søvn, for hvad<br />
hjalp det havfruen, at hendes sjæl ville blive udødelig, når hun<br />
ikke fik sin Prins? Frem for alt var det dog Historien om en Moder.<br />
Mor læste den ikke, hun spillede den, mens hun med de højrøde<br />
negle nærmest flåede håret af og rev sine øjne ud. Men bag øjnenes<br />
vinduesruder, knuste eller ej, boede den skibskaptajn, der<br />
først viser sig på broen, når barometeret melder om orkan, og som<br />
så til gengæld overtager den fulde kontrol.<br />
Overlægen på Ortopædisk Hospital gav mig ti procents chance<br />
for helbredelse pr. hofte, altså én procent for dem begge. Man<br />
havde tidligere benyttet gips, men var gået over til at bruge en<br />
slags skinne, dels fordi den stive gips kunne skade barnets psyke,<br />
dels fordi den var for tung for personalet, når de skulle løfte børnene.<br />
Men i mors skole havde der været en pige, der var født med<br />
samme skavank, og som var blevet rask efter et år netop i gips og<br />
uden åbenbare psykiske men. Og dette med hensynet til personalet<br />
fik for alvor mors alarmklokker til at ringe.<br />
Mor krævede gips. Overlægen sagde nej. Gentaget, gips. Gentaget,<br />
nej. Da satte mors vindstyrke 12sind ind. På en eller anden<br />
måde fik hun boret sig frem til et møde med hospitalets øverste<br />
15
ledelse, selveste direktøren. Om hun hulkede, truede eller flirtede,<br />
står hen i det uvisse, hele repertoiret er sikkert blevet kørt af,<br />
for hendes vilje blev trumfet igennem. Som det eneste af alle børnene<br />
blev jeg lagt et år i gips i frøstilling fra talje til ankler. Og som<br />
det eneste skulle jeg komme til at gå normalt på mine ben.<br />
På ét punkt havde overlægen dog haft ret. Ifølge mor var jeg<br />
et barn uden udtryk, uden blik, uden for kontakt. Selv husker jeg<br />
intet fra den tid, og i samme øjeblik jeg som toårig vendte hjem,<br />
syntes det hele åbenbart glemt, væk.<br />
I det år havde Henrik efter sigende atter været den glade dreng<br />
fra før min fødsel, men så skete det. Det var lige før jul, uhyret<br />
kom hjem fra hospitalet og blev overdynget med gaver, herunder<br />
en hvid kaninskindspels med tilhørende kyse, muffe og vanter.<br />
Næste dag gik Henrik amok i børnehaven. Han smadrede alt,<br />
der var til at få fat i, julestadsen blev revet i stumper og stykker,<br />
noget mor til sin død aldrig forstod. »Hvor kunne han dog gøre<br />
det? Og selv julestadsen!« Og indimellem kunne hun endda more<br />
sig over hans forsøg på en forklaring, »jeg er bare så forsivlet« i<br />
stedet for »fortvivlet«.<br />
Ved udskrivelsen var jeg nået den alder, hvor søskende normalt<br />
begynder at lege med hinanden, men her lod det sig ikke<br />
gøre. Jeg var under konstant overvågning.<br />
Barnepigen, Karen, bar mig op og ned ad trapperne, og når jeg<br />
tog mine forsigtige skridt, holdt hun mig oppe i en sele. Aldrig<br />
falde, aldrig falde, til gengæld var jeg genstand for al den opmærksomhed,<br />
der er så afgørende for et barn. Da Henrik senere fik bank<br />
af en sadistisk skoleleder på Krebs’ Skole, vakte det selvfølgelig<br />
vrede i hjemmet, men stadig, han var jo sund og rask og havde<br />
derfor bare at være lykkelig.<br />
Vi var en lille familie. Min farmor var for længst død, og farfar havde<br />
valgt at tilbringe sin pensionisttilværelse på Stevns. Han kom<br />
aldrig til København, det hændte dog, at vi besøgte ham. Fars<br />
eneste søster, barnløse tante Tulle, og hendes mand viste sig af og<br />
til, og mors svenske halvsøskende boede i Sverige, i henholdsvis<br />
Stockholm og Göteborg.<br />
16
Far havde ganske vist en moster, tante Søs, der var gift med<br />
en Thorvald Rifbjerg, og de havde børn, nogle piger og den yngste,<br />
en dreng, der hed Klaus. Jeg så en gang et fotografi af dem og syntes,<br />
at det kunne være sjovt at møde dem, også selv om de var en<br />
del ældre, men det kom aldrig på tale, for tante Søs var noget, mor<br />
kaldte »kommunist«. Altså ingen fætre og kusiner på besøg, der<br />
var kun os to, og selvfølgelig ville jeg da lege med min storebror.<br />
»Henrik, Henrik, vent på mig,« lød mine råb, efterhånden<br />
som jeg kom fri af selen, men kun for at gå, ikke løbe. Henrik ventede<br />
ikke, hvorfor skulle han dog og så tilmed på en søster, der<br />
aldrig måtte få så meget som et skub? Kun én eneste gang i de år i<br />
Øster Søgade kom vi hinanden nær. Det må have været mod krigens<br />
slutning, og forhistorien lærte vi først at kende senere.<br />
Enhver i min generation husker glimt fra besættelsen. For<br />
mig, mørklægningsgardinerne med de olivengrønne indersider,<br />
nu og da lyskastere, der fejede over himlen, nu og da sireners tuden<br />
og turen ned i kælderen, pakket ind i tæpper, eller dengang et<br />
lille tysk fly lå styrtet ned i Sortedamssøens fjerneste hjørne. Og<br />
som en detalje, også de genstande og malerier, som pludselig var<br />
rykket ind i vores hjem. »Tilhører nogen, der er ude at rejse,« hed<br />
det.<br />
En af disse genstande var et ur og den rene magi. Det kunne<br />
slå både time, halvtime og kvarterslag. Åbnede man lågen og<br />
trak i en ring for enden af en tynd snor yderst til højre, gav det sig<br />
til at repetere. Jeg måtte selvfølgelig ikke røre det, alligevel sneg<br />
jeg mig til det, til at sætte en finger ind i den ring og trække til.<br />
Da lød det, de mørke toner, så den lysere og endelig de lette plingplang,<br />
pling-plang for hvert kvarter. Længe efter det var forsvundet,<br />
erfarede jeg, at det var et såkaldt engelsk lygteur, noget jeg<br />
har ønsket mig lige siden da.<br />
Men en formiddag skete der noget, ikke noget med sirener eller<br />
turen ned i kælderen. Vi to børn sad tæt op ad hinanden på et<br />
af trappetrinene, mens vi stirrede ned mod lejligheden på tredje,<br />
den lige under vores egen.<br />
Lejligheden var beboet af en tysk officersfamilie, det var bare<br />
noget, vi vidste, jeg erindrer i hvert fald ikke at have set nogen af<br />
17
dem. Den formiddag havde postbuddet ringet på hos os, han var<br />
kommet til at smide mine forældres post ind hos tyskerne, som<br />
åbenbart ikke var hjemme. Postbuddet havde til gengæld en ven,<br />
en fingernem låsesmed.<br />
Låsesmeden blev tilkaldt, låsen dirket op og posten hentet ud,<br />
men her standsede det ikke. Tanken om, hvad den lejlighed måtte<br />
rumme, var mere end mor kunne modstå. Låsesmeden blev beordret<br />
til at holde vagt nede ved gadedøren med besked om at pifte,<br />
hvis nogen nærmede sig, og mens postbuddet ventede lige uden<br />
for lejligheden, gik mor i gang med at gennemrode skuffer, skabe<br />
og gemmer.<br />
Døren stod spærvidt åben, og der lå en solstribe hen over gulvet<br />
udenfor. Vi børn vidste så meget, at tyskere var væmmelige,<br />
og hvad mor end lavede inde hos tyskerne, var det noget meget,<br />
meget farligt. Først år senere fik vi hele forløbet. Til sin umådelige<br />
ærgrelse havde mor ikke fundet noget som helst af interesse,<br />
ingen hemmeligstemplede papirer, kun en lille æske med et<br />
Dannebrogsmærke, som hun uden videre tog med sig. Det hørte<br />
ikke hjemme hos »dem«.<br />
Når vi spurgte hende, om hun ikke havde været bange, faldt<br />
svaret med et nærmest uforstående »Næ«, og her uden den mindste<br />
dirren i stemmen. Det samme gjaldt et af hendes andre gøremål<br />
under besættelsen, noget vi ikke havde kendskab til.<br />
Det var i efteråret 1943, de danske jøder skulle reddes ud af<br />
landet til Sverige. På et tidspunkt blev mor kontaktet af operasangeren<br />
Henry Skjær, der manglede en hjælper, og hun var straks<br />
parat.<br />
For mors vedkommende drejede det sig om godt og vel en snes<br />
personer, højst femogtyve i alt. Hun skulle opsøge dem i deres<br />
skjul, sørge for at få dem med toget op ad kysten til Snekkersten,<br />
kontakte fiskeren og arrangere betaling, samt få dem om bord i<br />
kutteren. Ifølge hendes egen beskrivelse havde det værste været<br />
mødet med disse mennesker på flugt. Pæne medborgere, der pludselig<br />
sad sammenkrøbet på loftkamre og i garager. Men af sted<br />
kom de, og under min mors kommando fordelt ud over hele toget<br />
for at undgå opmærksomhed hos de patruljerende tyske soldater.<br />
18
De mest jødisk udseende blev bedt om at læse i en avis, holdt op<br />
foran ansigtet, mens hun lavede forskellige afledningsmanøvrer.<br />
»Jamen var du da ikke bange?« spurgte vi igen. »Det skulle<br />
bare gøres,« kom det ligegyldigt, og så med tilføjelsen: »Desuden<br />
vidste vi, at vi kunne stole på alle. Ingen snakkede.«<br />
Sådan var det også. Alle kom over bortset fra et enkelt tilfælde,<br />
den berygtede historie om jøder, gemt på Gilleleje Kirkes loft,<br />
der blev stukket og bragt til tyske kzlejre.<br />
Mor var blot en af de utallige hjælpere, og hun foregav aldrig<br />
andet. Det drejede sig trods alt om mere end syv tusinde mennesker,<br />
der skulle reddes i sikkerhed, så talløse andre danskere deltog<br />
enten aktivt eller stiltiende i en del af vores historie, som vi<br />
virkelig kan være bekendt.<br />
År senere rejste Henrik til Israel for at plante et træ i De Danske<br />
Frihedskæmperes skov til hendes ære. Umiddelbart efter hendes<br />
død besluttede Den Jødiske Nationalfond selv at hædre hendes<br />
indsats med plantning af træer. Det får derfor stå hen i det<br />
uvisse, om den måske bestod af mere, end vi vidste.<br />
Uanset hvad, ville mor, som det dobbeltmenneske hun var,<br />
have ønsket, endsige værdsat det? Dette var hverken rollespil på<br />
en scene i forventning om klapsalver eller dramatik for dramatikkens<br />
skyld, udført inden for hjemmets fire vægge. Jeg er ikke helt<br />
sikker.<br />
19
Tænk at være så lille, men dog tryg mellem fars hænder.<br />
20<br />
Et år på Ortopædisk Hospital. Et barn man ikke kunne nå, men psykosen<br />
forsvandt åbenbart, i samme øjeblik jeg kom fri af gipsen og hjem igen.
At lære at gå. Karen<br />
holdt godt fast og slap<br />
mig aldrig af syne.<br />
22<br />
Godt pakket ind i min fine kaninskinds<br />
pels, Henrik i frakke og barnepigen,<br />
Karen, der ikke kan have været særlig<br />
kuldskær.
Skønt med al den opmærksomhed. På græsplænen i vores sommerhus i<br />
Espergærde med Karen og »Nie«, vores kokkepige. Karen og Nie var søstre<br />
og stammede fra Horsens.<br />
23
Juletræet var altid omgærdet med hemmelighedskræmmeri. Vi børn<br />
blev holdt væk, når det ankom for at blive stillet op i fars bibliotek,<br />
hvorefter dørene blev låst, og mor tog over med al pynten. For at sikre<br />
sig mod nysgerrige børneøjne, stoppede mor nøglehullet til med papir.<br />
Endelig øjeblikket, hvor lysene var tændt og dørene blev slået op. Juleaften<br />
var i øvrigt den eneste gang om året, hvor barnepige og kokkepige<br />
fik lov at spise med ved bordet og tilbringe aftenen sammen med<br />
familien.<br />
Henrik er i matrostøj, det fineste, et barn kunne være klædt i, og senere<br />
fik jeg selv en matroskjole.<br />
24
Henriks eneste – og håbløse – forsøg ved klaveret,<br />
men fluks var mor der med sit kamera.<br />
25
Henrik og jeg sammen med mor uden for vores sommerhus.<br />
26
Med far og Henrik og i Øster Søgade, hvor man endnu havde ridestier til det<br />
beredne politi.<br />
27
Kvinder viste sig ikke på gaden uden en hat på hovedet, heller ikke små<br />
piger. Her passende påklædt, fotograferet på min første skoledag.<br />
28
Sussi hed hun, et gadekryds, men når nogen spurgte, udnævnte mor hende<br />
til at være en tibetansk, ruhåret steppeterrier. Min første hund, og også<br />
min første sorg. Kun fire måneder gammel blev Sussi kørt ihjel af en bil.<br />
29