11 Arvelige stofskiftesygdomme

18209 01-16.fm7 Page 163 Wednesday, August 10, 2005 2:29 PM 

11 Arvelige 

Fra genotype til fænotype 

stofskiftesygdomme 

Flemming Skovby 

Arvelige stofskiftesygdomme, inborn errors of 

metabolism, blev introduceret som begreb af 

Archibald Garrod i begyndelsen af 1900-tallet. 

Et af Garrods udgangspunkter var observationen 

af sort urin fra personer med alkaptonuri, 

hvor udskillelsen af homogentisinsyre er øget, 

og urin (og våde bleer) bliver mørke ved basisk 

pH eller lyseksposition. I lighed med albinisme 

og cystinuri opfattede Garrod alkaptonuri som 

forårsaget af en enzymatisk defekt i menneskets 

stofskifte. Senere formulerede Beadle og Tatum 

ét gen–ét enzym hypotesen, som holdt adskillige 

årtier. Klinisk og biokemisk forskning har siden 

afdækket arvelige defekter i mange andre af 

stofskiftets proteiner end enzymer, fx receptorer, 

transkriptionsfaktorer, hormoner og immunoglobuliner 

(Fig. 1). Vor nuværende viden 

om det normale stofskifte og mulighederne for 

behandling af arvelige stofskiftesygdomme er 

særdeles omfattende (Scriver et al, 2001). Dette 

kapitel gennemgår væsentlige principper i klinisk 

biokemisk genetik med hovedvægt på arvelige 

enzymdefekter. Undervejs rummer teksten 

eksempler på sygdomme, som er beskrevet 

nærmere i litteraturlistens opslagsværker. Internetdatabasen 

Online Mendelian Inheritance in 

Man (OMIM) og anvendelse af sygdomseksem- 

plernes MIM-numre giver opdateret viden og 

referencer med links til PubMed. 


Forholdet mellem genotype og fænotype ved 

arvelige enzymdefekter kan anskues på flere niveauer 

med forskellig kompleksitet. Indtil genterapi 

bliver praktisk mulig afhænger specifik 

behandling af forståelsen af de biokemiske, metaboliske 

og patofysiologiske konsekvenser af 

den genetiske defekt. 

Genetisk defekt 

Alle mutationstyper forekommer, men missense-mutationer 

udgør flertallet (kapitel 3). 

Hvis der ikke er tale om en særlig etnisk gruppe 

med founder-effekt (kapitel 9), har hver familie 

ofte sin egen »private« mutation. Resultatet er 

en betydelig genetisk (men ikke nødvendigvis 

klinisk) heterogenitet. 

Biokemisk defekt 

Den molekylære defekt i genet fører til en 

kvantitativ eller kvalitativ ændring af enzymet 

og en ændret katalytisk aktivitet, oftest


11 Arvelige stofskiftesygdomme 

Total 

genproduktion 

i % 

35 

30 

25 

20 

15 

10 

5 

0 

35 

30 

25 

20 

15 

10 

5 

0 

50 

45 

40 

20 

15 

10 

5 

0 

(heterozygoter), som næsten altid er raske, har 

omkring 50% af normal enzymaktivitet, men 

overlapning med aktivitetsområdet for homozygot 

normale vanskeliggør anvendelsen af enzymatiske 

målinger i undersøgelser for anlægsbærerstatus. 

Metabolisk defekt 

Nogle af de mulige konsekvenser af enzymdefekter 

fremgår af Fig. 2. 

164 

a. Alle registrerede 

n=923 

b. I uterus 

n=143 

c. Fødsel til 1 år 

n=234 

Ukendt 

Enzyme 

Modulator prot. funkt. 

Receptor 

Transkriptions faktor 

Intracellulær matrix 

Extracellulær matrix 

Transmembran transporter 

Kanal 

Andre 

Celle signal 

Hormon 

Extracellulær transporter 

Immunglobulins 

Total 

genproduktion 

i % 

35 

30 

25 

20 

15 

10 

5 

0 

35 

30 

25 

20 

15 

10 

5 

0 

35 

30 

25 

20 

15 

10 

5 

0 

Mangel på slutprodukt 

d. Fra 1 år til pubertet 

n=247 

e. Pubertet til 50 år 

n=225 

Ukendt 

Enzyme 

Modulator prot. funkt. 

Receptor 

Transkriptions faktor 

Intracellulær matrix 

Extracellulær matrix 

Transmembran transporter 

Kanal 

Andre 

Celle signal 

Hormon 

Extracellulær transporter 

Immunglobulins 

Figur 11.1 Funktioner for sygdomsgeners proteiner (fra Jimenez-Sanchez et al. Nature 2001;409: 853-5) 

f. Over 50 år 

n=143 

Sygdommens symptomer opstår pga. mangel på 

det biokemiske slutprodukt, fx melanin ved albinisme 

(MIM 203100) og binyrebarkhormoner 

ved adrenogenitalt syndrom (MIM 

201900). 

Ophobning af substrat 

giver aflejringssygdomme, fx von Gierkes glykogenose 

(MIM 232200, fig. 3), Hurlers syn-


Cellemembran 

A ude 

1 

A inde B C 

Figur 11.2 Patofysiologiske mekanismer ved arvelige 

stofskiftesygdomme. Defekt membrantransport eller 

posttranslationel modifikation kan resultere i mangel 

på metabolit/enzym i en given kompartment (1). 

Manglende eller nedsat katalytisk aktivitet i et enzym 

(2), som omsætter substratet B til produktet C, kan være 

forårsaget af manglende enzym, af en defekt i selve 

enzymet (apoenzymet) eller i en cofaktor for enzymet. 

Resultatet er ophobning af B og mangel på C. Alternative 

metaboliske veje vil eventuelt kunne omdanne B 

til andre produkter (D). (Fra Lund et al. Ugeskrift for 

Læger 2002;164:5613-9) 

Figur 11.3 Aflejringssygdom. Hepatomegali pga. 

ophobning af glykogen i leveren (glykogenose) 

2 

D 


Figur 11.4 Dårlig trivsel pga. leversygdom og rakit 

hos 21-årig pige med hereditær tyrosinæmi type 1 

drom (MIM 252800, fig. 6-7) og Gauchers sygdom 

type I (MIM 230800, fig. 12). 

Cirkulerende biprodukter 

Symptomer opstår pga. toksiske biprodukter, fx 

ved fenylketonuri (PKU, MIM 261600), hvor 

fenylalanin omsættes til de CNS-toksiske fenyleddikesyre 

og fenylmælkesyre. Ved hereditær 

tyrosinæmi type 1 (MIM 276700) fører biproduktet 

succinylacetone til leversygdom, evt. 

med udvikling af hepatocellulært karcinom, og 

renal tubulær påvirkning med rakit (Fig. 4). 

Udskillelse af flygtige biprodukter gennem hud 

og i urin giver ved nogle sygdomme patienten 

165



Tabel 11.1 Arvelige stofskiftesygdomme 

Defekter i det intermediære stofskifte Eksempler MIM nummer 

Aminoacidopatier PKU 

Tyrosinæmi 

Nonketotisk hyperglycinæmi 

Urinstofcyklusdefekter Ornitin transkarbamylase defekt 

Citrullinæmi 

Organiske acidurier Metylmalonacidæmi 

Propionacidæmi 

MSUD 

Glutaraciduri type 1 

en karakteristisk lugt, fx ved ahornsirup-urinsygdommen 

(maple syrup urine disease, MSUD, 

MIM 248600). 

Kombinationsmekanismer 

fx PKU (MIM 261600), hvor ubehandlede patienter 

udover CNS-symptomer (toksiske biprodukter) 

har lyst hår og hud som følge af nedsat 

produktion af melanin (mangel på slutprodukt). 

166 

261600 

276700 

238300 

311250 

215700 

251000 

232000 

248600 

231670 

Primære laktatacidoser Pyruvatdehydrogenase defekt 208800 

Defekter i fedtsyreoxidation MCAD defekt 201450 

Defekter i kulhydratomsætning Galaktosæmi 230400 

Defekter i purin/pyrimidinomsætning Lesch-Nyhans sygdom 300322 

Defekter i steroidbiosyntese Adrenogenitalt syndrom 201900 

Defekter i porfyrinomsætningen Akut intermitterende porfyri 176000 

Defekter i glykosylering CDG type 1A 212065 

Organelsygdomme 

Lysosomale aflejringssygdomme Mukopolysakkaridoser (Hurler, Hunter) 

Mukolipidoser (I-cell disease) 

252800, 309900 

Sfingolipidoser (metakromatisk leukodystrofi, 252500 

Fabry, Krabbe) 

250100, 301500, 245200 

Glykogenoser Von Gierkes sygdom (type 1) 

232200 

Pompes sygdom (type 2) 

232300 

Peroxisomale sygdomme Zellwegers syndrom 

214100 

Adrenoleukodystrofi 

300100 

Mitokondriesygdomme Pearsons syndrom 

557000 

MELAS 

540000 

Kearns-Sayres syndrom 

530000 

Intracellulær membrantransport cystinose 219800 

Membrantransport X-bunden hypofosfatæmi 

307800 

cystinuri 

220100 

Manglende feedback-hæmning 

fx akut intermitterende porfyri (MIM 176000), 

hvor nedsat aktivitet af uroporfyrinogensyntetase 

fører til mindre produktion af hæm og derved 

mindre feedback-hæmning af δ–aminolævulatsyntetase. 

Den øgede mængde δ–aminolævulat 

korrelerer med anfald af mavesmerter 

og neuropati ved porfyri.


IQ ved 

12 månedersalderen 

100 

80 

60 

40 

20 

0 

Øget enzymaktivitet 

1 2 3 4 5 6 7 12 30 

Varighed af coma i dage 

Figur 11.5 Sammenhængen mellem intelligenskvotient 

i 1-års-alderen og varigheden af neonatal hyperammoniæmi 

hos overlevende børn med urinstofcyklusdefekter. 

(Fra Msall et al. N Engl J Med 

1984;310:1500-5) 

fx sjældne tilfælde af arthritis urica pga. øget aktivitet 

af fosforibosylpyrofosfatsyntetase, nedarvet 

som X-bunden tilstand (MIM 311850). 

Patofysiologisk defekt 

Meget forenklet kan man inddele arvelige stofskiftesygdomme 

i defekter i det intermediære 

stofskifte (small molecule diseases) og i organelsygdomme 

(complex molecule diseases) (Tabel 

1). 

Defekter i det intermediære stofskifte kan føre 

til ophobning af biprodukter der hæmmer 

normale cellulære funktioner. Enzymdefekter i 

leverens urinstofcyklus, som fx ornitintranskarbamylase 

defekt (MIM 311250) og citrullinæmi 

(MIM 215700), vil reducere produktionen af 

urinstof fra ammoniumioner. Derved opstår 

hyperammoniæmi som kan føre til kramper, 

koma og død i løbet af få timer eller til mental 

Kliniske manifestationer 

retardering hos overlevende patienter (Fig. 5). 

Acidosen ved mange defekter i omsætningen af 

aminosyrer, fx propionacidæmi (MIM 232000) 

og metylmalonacidæmi (MIM 251000), giver 

også hyperammoniæmi pga. en sekundær 

hæmning af urinstofcyklus. 

Det store antal opsvulmede lysosomer i aflejringssygdomme 

(complex molecule diseases) 

som mukopolysakkaridoser, sfingolipidoser og 

mukolipidoser, ødelægger cellernes normale 

morfologi og derved deres funktioner. De fleste 

patienter med aflejringssygdomme er normale 

ved fødslen, og symptomer som aftagende færdigheder, 

organforstørrelse og/eller dysmorfe 

træk udvikler sig langsomt, men med uafvendelig 

progression (Fig. 6). Aflejringerne giver karakteristiske 

forandringer af skelettet (dysostosis 

multiplex, fig. 7). 

Kliniske manifestationer 

Debutalder 

Arvelige stofskiftesygdomme kan debutere både 

in utero og efter fødslen (Fig. 1). Enzymdefekter 

viser sig oftest inden puberteten, især i 

første leveår. 

Sygdomsmønstre 

Selv om nogle arvelige stofskiftesygdomme er 

monosymptomatiske (fx urinvejskonkrementer 

ved cystinuri, MIM 220100), er symptomer fra 

flere organsystemer mere reglen end undtagelsen. 

Patienter med galaktosæmi (MIM 230400) 

kan således få leversvigt, katarakt og indlæringsbesvær. 

Længere sygdomsforløb som resultat af 

moderne behandling afslører i nogle tilfælde 

manifestationer fra andre organer end det først 

ramte. Eksempelvis fører ubehandlet infantil 

nefropatisk cystinose til uræmi i 8-10-års-alderen 

(MIM 219800). Efter vellykket nyretransplantation 

vil patienterne, hvis de ikke får cystindepleterende 

medicin, aflejre cystin i andre 

organer og over en årrække få symptomer fra 

167



a 

b 

Figur 11.6 Hurlers syndrom. Progression af ansigtsdysmorfi 

hos dreng fra (a) 6-måneders-til (b) 8-årsgammel 

øjne (nedsat mørkesyn og blindhed), lunger 

(restriktiv lungesygdom), pancreas (diabetes 

mellitus) og hjerne (demens); den genetiske defekt 

er jo tilstede i alle celler. 

Sygdomsforløb 

Nogle defekter i det intermediære stofskifte 

medfører en snigende udvikling af symptomer, 

fx PKU (MIM 261600) som uden behandling 

giver psykomotorisk retardering i løbet af få 

168 

Figur 11.7 Dysostosis multiplex hos patient med 

Hurlers syndrom: afrundede hvirvellegemer og hypoplastisk, 

dorsalt displaceret L2 

måneder. Andre aminoacidopatier, herunder 

organiske acidurier som fx propionacidæmi 

(MIM 232000), har mere dramatiske, episodiske 

forløb med ketoacidose, hyperammoniæmi 

og koma der hurtigt kan bringe patienten uden 

for terapeutisk rækkevidde. Børnene er normale 

ved fødslen, og symptomerne kan starte efter 

de første måltider eller senere i forbindelse med 

øget katabolisme af protein, fx en banal virusinfektion 

(Tabel 2). Arvelige defekter i oxidationen 

af fedtsyrer, fx mellemkædet acyl-CoA dehydrogenase 

(medium-chain acyl-CoA dehydrogenase, 

MCAD; MIM 201450), giver nedsat 

produktion af ketosyrer, der er alternativ energikilde 

for især hjernen ved hypoglykæmi. Interkurrente 

infektioner med anoreksi, opkastninger 

eller blot faste hos disse patienter kan føre 

til (non- eller hypoketotisk) hypoglykæmi 

med risiko for koma og død, herunder pludselig 

uventet spædbarnsdød (SIDS).


Tabel 11.2 Udløsende faktorer for stofskiftesygdom 

Øget energibehov 

infektion 

feber 

Diæt 

proteinbelastning 

vitaminmangel 

Faste 

Fysisk aktivitet 

Hypoxi 

Medikamenter (fx valproat) 

I modsætning til dette episodiske forløb har 

mange organelsygdomme et progressivt forløb. 

Børnene er normale ved fødslen, og symptomerne 

kommer snigende (Figur. 3, 6, 7). 

Dysmorfe træk 

De fleste børn med arvelige stofskiftesygdomme 

bliver født til termin og ser normale ud ved 

fødslen. Enkelte sygdomme giver dysmorfe 

træk hos nyfødte, fx Zellwegers syndrom 

(MIM 214100), en peroxisomal defekt, og congenital 

disorder of glycosylation type 1A (CDG1A, 

MIM 212065), en defekt i glykosyleringen af 

proteiner (Fig. 8). Patienter med lysosomal aflejringssygdom 

udvikler tiltagende dysmorfe 

ansigtstræk, organforstørrelse og skeletmanifestationer 

i løbet af måneder til år (Fig.6-7). 

Arvegang 

De fleste arvelige stofskiftesygdomme følger 

autosomal recessiv arvegang. Enkelte sygdomme 

er X-bundne, fx ornitintranskarbamylase 

defekt (MIM 311250) og Fabrys sygdom (MIM 

301500), og nogle få er autosomal dominante, 

fx akut intermitterende porfyri (MIM 176000). 

Mitokondrielle sygdomme følger matroklin arvegang 

(henvisning til kapitel 1) 

a 

b 

Arvegang 

Figur 11.8 Inverterede papiller (a) og abnorm fedtfordeling 

(b) hos børn med CDG (congenital disorder of 

glycosylation) type 1A 

Diagnostik 

Selv om kliniske observationer undertiden entydigt 

peger på en bestemt sygdom, er symptomer 

og fund uspecifikke ved de fleste arvelige 

stofskiftesygdomme. Da de enkelte sygdomme 

desuden er sjældne, omfatter den diagnostiske 

strategi som regel en kombination af screening 

169



Figur 11.9 Gaskromatogrammer af urin fra (a) normal og (b) patient med defekt i oxidationen af mellemkædede fedtsyrer 

(MCAD defekt, MIM 201450) og derfor karakteristisk udskillelse af de mellemkædede acylglyciner hexanoylglycin 

(C6), suberylglycin (C8) og fenylpropionylglycin (C9) 

efterfulgt af mere specifikke undersøgelser, fx 

enzymatiske målinger eller DNA-analyser. 

170 

a 

Mælkesyre 

Glykolsyre 

b 

Oxalsyre 

Pyrodruesyre 

Mælkesyre 

Glykolsyre 

Oxalsyre 

Pyrodruesyre 

Urinstof 

Urinstof 

Fosforsyre 

Ravsyre 

Ravsyre 

Glutarsyre 

Glutarsyre 

Intern standard 

Intern standard 

Pyroglutaminsyre 

Pyroglutaminsyre 

2-hydroxyglutarsyre 

2-ketoglutarsyre 

2-ketoglutarsyre 

2-hydroxyglutarsyre 

Hexanoylglycin 

Cis-aconitinsyre 

Cis-aconitinsyre 

Hippursyre 

Citronsyre 

Hippursyre 

Citronsyre 

Vanillinmandelsyre 

Vanillinmandelsyre 

Fenylprppionylglycin 

Ukendt 

Ukendt 

4-hydroxyhippursyre 




Suberylglycin


Screening 

Der er hensigtsmæssigt at starte udredningen 

med at screene urin for abnorme metabolitter. 

Sygdomme i det intermediære stofskifte, fx 

aminoacidopatier, giver som regel højere koncentration 

af lavmolekylære metabolitter i urin 

end i blod, og urin er renset for proteiner og 

andre forbindelser der komplicerer analyserne. 

Metabolitprofilen i en tilfældig urinprøve er tit 

karakteristisk for en arvelig stofskiftesygdom 

(Fig. 9); opsamling af døgnurin er ikke nødvendig. 

Patienter med episodisk sygdomsforløb kan 

i rolige perioder have normal metabolitprofil, 

og diagnosen bliver kun stillet ved undersøgelse 

af urin opsamlet under akut forværring eller efter 

provokation (faste eller belastning). 

Metoderne til metabolisk screening af urin 

omfatter dels simple kvalitative analyser, fx for 

tilstedeværelse af protein, kulhydrater og mukopolysakkarider, 

dels forskellige separationsmetoder, 

fx søjlekromatografi af aminosyrer og 

gaskromatografi af organiske syrer (Fig. 9). 

Metabolisk screening af urin er normal ved 

de fleste lysosomale aflejringssygdomme og andre 

organelsygdomme, og den diagnostiske 

strategi må justeres i henhold til den kliniske 

problemstilling. I nogle situationer kan biokemisk 

analyse af blod eller cerebrospinalvæske 

være indiceret, mens det i andre kan være mere 

rationelt at fokusere på enkelte organer, fx med 

oftalmoskopi (Fig. 10-11), leverbiopsi eller 

røntgenfotografering af skelet (Fig. 7). Afhængigt 

af efterspørgslen og den diagnostiske målgruppe 

kan laboratorier vælge at tilbyde analyser 

gruppevis, fx et panel af »lysosomale enzymer«, 

der er defekte ved forskellige aflejringssygdomme 

med CNS-symptomer, og som ikke 

bliver fundet ved metabolisk screening af urin. 

Specifikke biokemiske analyser 

I tilfælde af et positivt fund ved screening af 

urin er det som regel indiceret at stille en speci- 

mangler!! 

Diagnostik 

Figur 11.10 Cherry red spot i retina hos patient med 

Tay-Sachs sygdom (MIM 272800) 

fik diagnose på enzymeller DNA-niveau. En 

sådan er især vigtig hvis familien ønsker prænatal 

diagnostik i kommende graviditeter. Anvendelse 

af serum/plasma, leukocytter, erytrocytter, 

vævsbiopsier, herunder chorion villi, samt 

dyrkede celler til enzymatiske målinger varierer 

mellem de forskellige sygdomme. 

Figur 11.11 Kayser-Fleischer ring i cornea hos patient 

med Wilsons sygdom (MIM 277900) 

171



Dyrkede fibroblaster er meget benyttet til enzymatiske 

undersøgelser. Efter biopsi fra hud 

eller sene (fx fra aborteret foster) og opdyrkning 

af fibroblaster fungerer cellekulturen som en 

model for patientens stofskifte og dets enzymer. 

Det er muligt at sende dyrkede fibroblaster til 

andre laboratorier i ind- og udland eller nedfryse 

dem i cellebanker med henblik på senere 

diagnostiske undersøgelser eller forskning. 

Prænatal diagnostik 

Fostre mistænkt for arvelig sygdom kan undersøges 

biokemisk ved anvendelse af fostervand, 

dyrkede fostervandsceller, chorion villi, fosterblod 

eller evt. biopsi af fosterlever. Valget afhænger 

af den mistænkte sygdom og diagnostiske 

metode. Man tilstræber undersøgelse i 1. 

trimester og hurtig svarafgivelse, fx ved enzymeller 

DNA-analyse af chorionvillusbiopsi udtaget 

i 10. gestationsuge og svar inden udgangen 

af 12. uge (kapitel 9). 

Neonatal screening 

De første forsøg i 1950’erne med diætbehandling 

af voksne, retarderede PKU-patienter førte 

til en bedring af både den kliniske og den biokemiske 

fænotype. Det viste sig efterfølgende at 

diætbehandling startet neonatalt forhindrer 

mental retardering, og Guthrie udviklede i 

1963 en metode til screening af nyfødte for forhøjet 

niveau af fenylalanin i blodet. Neonatal 

screening for PKU (og kongenit hypotyreose) 

er en alment accepteret del af forebyggende 

medicin i den industrialiserede verden. Moderne 

tandem massespektrometri tillader analyse af 

et stort antal metabolitprofiler samtidigt og åbner 

derved muligheden for at forebygge konsekvenserne 

af en lang række arvelige stofskiftesygdomme 

ved tidlig diagnostik og behandling. 

(kapitel 10) 

172 

Behandling 

Vor nuværende viden om arvelige stofskiftesygdomme 

har ført til flere forskellige former 

for behandling: diæt, vitamintilskud, enzymsubstitution, 

medicinsk behandling, transplantation 

og forebyggende foranstaltninger. 

Behandling af arvelige stofskiftesygdomme er i 

princippet livsvarig. 

Med hensyn til genterapi, der formodentlig 

vil kunne helbrede en lang række arvelige stofskiftesygdomme 

i fremtiden, henvises til kapitel 

16: Genterapi. 

Diæt 

Sygdomme i omsætningen af aminosyrer kan 

behandles med proteinrestriktion eller en syntetisk 

blanding af de ikke-skadelige aminosyrer 

ledsaget af en lille mængde genuint protein. Behandlingen 

er en balance mellem at tilføre tilstrækkeligt 

protein til normal anabolisme, men 

ikke så meget at der opstår symptomer. Sygdomme 

i omsætningen af kulhydrater, fx galaktosæmi 

(MIM 230400) og hereditær fruktoseintolerans 

(MIM 229600), kræver elimination 

af de pågældende forbindelser i kosten, fx 

mælk og mælkeprodukter ved galaktosæmi. 

Sygdomme i lipidstofskiftet kan behandles med 

hyppige måltider og undgåelse af faste hvis det 

drejer sig om en defekt i forbrændingen af fedtsyrer, 

fx MCAD defekt (MIM 201450), eller 

ved en fedt- og kolesterolfattig kost hvis det 

drejer sig om aflejringer af lipider, fx familiær 

hyperkolesterolæmi (MIM 143890). 

Vitaminer 

Vitaminer indgår i cofaktorer for enzymer, og 

tilskud af et relevant vitamin kan øge den katalytiske 

aktivitet af et defekt enzym, fx vitamin 

B6 i nogle tilfælde af klassisk homocystinuri 

(MIM 236200) eller biotin ved multipel carboxylasedefekt 

(MIM 253270).


Enzymsubstitution 

Gauchers sygdom type I (MIM 230800) fører 

til ophobning af glukocerebrosid i det retikuloendoteliale 

system og derved til hepatosplenomegali 

(Fig. 12), anæmi og patologiske frakturer. 

Regelmæssig intravenøs tilførsel af glukocerebrosidase 

fremstillet med rekombinant 

DNA-teknologi får symptomerne til at svinde 

(Fig. 13). Enzymsubstitution er mulig ved et 

begrænset, men stigende antal aflejringssygdomme, 

bl.a. Fabrys sygdom (MIM 301500). 

Som andre former for behandling af arvelige 

stofskiftesygdomme er enzymsubstitution i 

princippet livsvarig. 

Medicinsk behandling 

Substitution 

er mulig ved en række defekter i hormonsyntesen, 

fx med gluko- og mineralokortikoider ved 

adrenogenitalt syndrom (MIM 201910), faktor 

8-præparater ved hæmofili A (MIM 306700) 

eller ved mangel på protein C (MIM 176860). 

Behandling af X-bunden hypofosfatæmi (MIM 

307800), der medfører defekt tubulær reabsorption 

af fosfat, er oralt fosfattilskud i kombination 

med vitamin D-analog, der øger absorptionen 

af fosfat i nyre og tarm. 

Enzymhæmning 

har længe været anvendt i behandlingen af 

urinsur gigt, hvor allopurinol hæmmer xantinoxidasen 

og derved blokerer produktionen af 

urinsyre. Statiner, som reducerer leverens kolesterolproduktion 

ved at hæmme hydroxymetylglutaryl 

CoA-reduktasen, er meget effektive 

i behandlingen heterozygot familiær hyperkolesterolæmi 

(MIM 143890). NTBC, som hæmmer 

enzymet 4-OH fenylpyruvat dioxygenase i 

tyrosinomsætningen og derved reducerer produktionen 

af det levertoksiske biprodukt succinylacetone, 

har tilsyneladende elimineret beho- 

Behandling 

Figur 11.12 Hepatosplenomegali hos 5-årig pige 

med Gaucher sygdom type 1 

vet for levertransplantation ved hereditær tyrosinæmi 

type 1 (MIM 276700, fig. 4). 

Glycin 

En række toksiske biprodukter bliver udskilt 

som glycinforbindelser, og tilførsel af glycin kan 

være hensigtsmæssig, fx ved isovalerianeacidæmi 

(MIM 243500). 

173



Karnitin 

Karnitin er nødvendig for transport af forskellige 

metabolitter over mitokondriemembranen, 

og ved en række arvelige stofskiftesygdomme er 

P-karnitin lavt og udskillelsen af karnitinkonjugater 

i urin øget. Peroral behandling med karnitin 

forekommer rationel, selv om det ved de 

fleste sygdomme er vanskeligt at dokumentere 

en klinisk effekt. 

Andre 

Ved nefropatisk cystinose fælder det tungtopløselige 

disulfid cystin ud intracellulært (MIM 

219800). Peroral behandling med cysteamin fører 

til dannelse af mere opløselige blandede 

disulfider og dermed til depletering af cellerne 

for cystin. 

174 

Miltvolumen 

(x normal) 

70 

60 

50 

40 

30 

20 

10 

0 

4 

6 

12 

Varighed af infusion (måneder) 

Patient Terapeutisk diæt 

RS 

CF 

18 19 

Figur 11.13 Aftagende splenomegali hos Gaucher-patienter under enzymsubstitution. 

26 

dosis/2 uger 

30 IU/kg 

60 IU/kg 

Transplantation 

Transplantation af allogent væv er en form for 

genterapi, hvor væv eller celler fra en donor 

med et »sundt genom«, dvs. uden en enkelt 

kendt gendefekt, bliver tilført en recipient. 

Stamcelletransplantation har været udført ved 

en række arvelige immundefekter, hæmoglobinopatier, 

fx β-talassæmi (MIM 141900), og 

lysosomale aflejringssygdomme, fx mukopolysakkaridoser. 

Levertransplantation finder anvendelse 

ved bl.a. α1-antitrypsinmangel (MIM 

604131), oxalose (primær hyperoxaluri type 1, 

MIM 259900), forskellige glykogenoser, hereditær 

tyrosinæmi type 1 (MIM 276700) og cystisk 

fibrose (MIM 602421). Nyretransplantation 

kan være nødvendig ved fx cystinose (MIM 

219800), oxalose (MIM 259900) og Fabrys sygdom 

(MIM 301500). Hjertetransplantation 

(uden eller i kombination med levertransplan-


tation) har været anvendt i behandlingen af homozygot 

familiær hyperkolesterolæmi (MIM 

143890), og lungetransplantation kan være livsreddende 

ved α1-antitrypsinmangel (MIM 

604131) og cystisk fibrose (MIM 219700). 

Forebyggende foranstaltninger 

Nogle arvelige stofskiftesygdomme giver kun 

symptomer under særlige omstændigheder, fx 

ved indtagelse af visse medikamenter hos patienter 

med akut intermitterende porfyri (MIM 

176000). Grundig information af patient, familie 

og sundhedspersonale kan da eliminere provokerende 

faktorer eller situationer. 

Website 

Online Mendelian Inheritance in Man: 

http:/www.ncbi.nlm.gov/Omim 

Litteratur 

Inborn Metabolic Diseases. 3 rd ed, Fernandes J et al, 

eds, Springer, 2000 (kortfattet lærebog, 467 sider) 

The Metabolic and Molecular Bases of Inherited Disease. 

8 th ed, Scriver C et al, eds, McGraw-Hill, 2001 

(referenceværk, 4 bind, 6338 sider) 

Website 

175



176

11 Arvelige stofskiftesygdomme

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?