ordet17

ORDET 

vinter 2007 Tidsskrift for film og medier 

17 

TEMA 

MAGT 

K a n f i l m a n m e l d e r e p å v i r k e p u b l i k u m s v a l g ? 

K u l t u r j o u r n a l i s t e n s m a g t o v e r k u l t u r b e g r e b 

V å b e n p å f i l m

Z FOR ZORGLUB 

09 

12 

18 

05 

06 

09 

12 

14 

16 

18 

20 

22 

24 

26 

0 

1 

1 

ORDET17 

Indhold 

leder 

Danmarks sande leder 

Valgkampen 2007 

TeMA 

Anmelderens Magt 

- eller fraværet af det samme? 

‘Powerperker’ antologi 

Hvem tager ordet? 

Warcraft for dummies 

WoW - det digitale alternativ til fodboldklubben 

Mag(t)num 44 

Våben på film 

Politiske diskurser i mediebilledet 

Dagsordenen påvirkes og sættes 

Den moderne gangsterfilm 

Tre værker analyseres 

M for...manipulation? 

Støtteordninger, ideologi og politik 

Welles’ problembørn 

- problembarnet Welles 

AlTId 

Ud at se med ph.d. 

Nye medier i et gammelt samfund 

Forskerinterview: Stig Hjarvard 

Mellem mennesker og medier 

No Futurism 

Tegneserie af Mads Mikkelsen 

Filmquiz 

Filmlektor Peter Schepelern udfordrer 

AFM: Fagrådsspalten 

Studenterpolitik 

ORDET17 vinter 2007

D. 24 oktober 2007 udskrev statsministeren 

valg til det danske Folketing, og som en 

forstyrret myretue begyndte politikere, 

journalister, spindoktorer, rådgivere og 

redaktører at fare forvirret rundt mellem 

hinanden for at dække alle leder og kanter 

af valgkampen til den nyhedshungrende 

danske befolkning. Gamle symboler som 

valgplakater og røde roser blev blandet 

med nye opfindelser som iscenesatte 

børnehavebesøg og valgdebatter med 

hujende og buhende tilhørere. Ja selv pro- 

duct placement blev introduceret for den 

danske befolkning, da Margrethe Vestager 

foran de snurrende kameraer stolt pro- 

klamerede, at hun kørte i en klimabevidst 

hybrid Toyota i stedet for de normale 

valgbusser. Med dansen om Ny Alliance som 

S og R’s helt klare omdrejningspunkt blev 

der lokket med det meste fra kovendinger 

til ministerbiler, alt imens vores egen stats- 

minister som en anden Osama bin Laden 

krøb i flyverskjul overfor den direkte kon- 

frontationen med oppositionen og i stedet 

sendte Al-Qaedakrigere som Lars Løkke Ras- 

mussen og Thor Pedersen lige lukt i armene 

på den krigeriske venstrefløj. 

Danskerne fik således muligheden for 

endnu engang at fordele landets politiske 

indflydelse. Statsministeren var via sine 

beføjelser herre over tidspunktet og kunne 

strategisk beslutte øjeblikket for, hvornår 

Danmark skulle blive sat på den anden ende 

i slogans, løftebrud og mudderkastning. 

Men selv vort lands største politiske auto- 

ritet må bøje sig for større og mere magt- 

fulde elementer. Jeg taler selvfølgelig om 

højtidernes absolutte flagskib julen. Selv 

ikke den militante og stålsatte Anders Fogh 

havde modet til at lægge en valgkamp i 

december måned. Presset af kravlenisser, 

ulandskalendre, julesamler og snaps med 

spidskommen måtte han duknakket lægge 

valgkampen på behørig afstand til dansker- 

nes forbrugsfest nummer et. For hvem har 

tid til at lytte til politiske budskaber på TV 

med munden fuld af sylte og en sendeflade 

præget af børnereklamer og voksenjuleka- 

ORDET17 vinter 2007 

ORDET17 vinter 2007 4 5 

Redaktion 

Adam Voigt | adam@ordet.net 

Henrik Østergaard | henrik@ordet.net 

Jacob Ludvigsen | jacob@ordet.net 

Jeppe Henckel | jeppe@ordet.net 

Julie Hornbek Toft | julie@ordet.net 

Kasper Løvborg | kasper@ordet.net 

Kenneth McNeil | kenneth@ordet.net 

Mette Lethin Axél | mette@ordet.net 

Mikael Svendsen | mikael@ordet.net 

Rasmus Krogh | rasmus@ordet.net 

Skribenter 

Anders Jepsen 

Jakob Nielsen 

Sofie Dalsgård 

Henrik Østergaard 

Kenneth Abildgaard 

Mads Mikkelsen 

Peter Schepelern 

Torben Andersen 

Rasmus Helles 

Ida Brixtofte Nielsen 

Iben Engelhart Andersen 

Uffe Paulsen 

Layout 

Mikael Svendsen 

Fotograf 

Uffe Paulsen 

Forside 

Tryk 

Frederiksberg Bogtrykkeri 

ISSN 

1602-5334 

Oplag 

750 stk. 

Annoncer 

annonce@ordet.net 

Input 

Brug ORDET! Indlæg, artikler og idéer 

modtages med glæde. Send en mail til 

redaktionen@ordet.net eller kontakt 

redaktionen. 

Ordet udgives med støtte af 

Nordisk Film Fond 

& 

FILM KOPI 

LEDER 

danmarks sande leder 

lendre. 

Dette nummer af Ordet handler forsvin- 

dende lidt om Julen (selv ikke dette ellers 

så bramfrie blad tør analysere, endsige 

anfægte, dennes status), i nogen grad om 

folkeltingsvalget og i høj grad om begrebet 

Magt. Mediernes manipulation, filmanmel- 

derens indflydelse på forbrugernes vaner 

og portrætteringen af magtmennesket i 

Orson Welles værker er blot nogle af de 

indgangsvinkler til magtens mange facet- 

ter, dette blad rummer. Som et nyt tiltag 

er der desuden oprettet en ny blog på 

Ordet.net. Med begrebet magt som første 

tema vil en række af F&M’s undervisere 

i fremtiden skrive debatindlæg med ud- 

gangspunkt i temaet for det aktuelle num- 

mer af Ordet. Læs og debatér deres syn på 

et begreb, der er lige så flygtigt, som det 

er flertydigt. Vi på Ordets redaktion vil i 

hvert fald følge udviklingen for dette nye 

tiltag med spænding. 

Glædelig jul og god læselyst. 

Af Adam Voigt

Skrevet af Torben Andersen, stud. mag. Filmvidenskab 

Anmelderens magt 

- eller fraværet af 

samme? 

Alt fra bøger, teater, musik og film bliver 

underkastet anmelderes hårde domme. Og 

citater fra anmeldelser er blevet en fast del 

af markedskommunikationen især inden 

for markedsføringen af film. Men i hvor høj 

grad har anmeldernes mening indvirkning på 

publikums valg af film? 

Hver weekend bugner de danske biografer 

af et stort udvalg af film. Når den ubeslut- 

somme biografgænger står tvivlende i 

foyeren, kan filmanmeldere måske være en 

hjælpende hånd. Men salgstal og statistikker 

fortæller os noget andet: Da Vinci Mysteriet 

solgte over 600.000 billetter, selvom Poli- 

tikens filmanmelder Kim Skotte skrev, at 

”De mange, der har læst bogen, vil næppe 

undgå at kede sig mere end en smule”. Far 

til Fire - gir’ aldrig op solgte over 500.000 

billetter på trods af advarslen fra Christian 

Monggaard på Information: ”Der er ingen 

som helst forsonende kunstneriske eller 

indholdsmæssige træk ved Far til fire - gi’r 

aldrig op, som kan retfærdiggøre, at den er 

blevet lavet”. 

Noget tyder på, at filmanmelderne ikke 

har betydelig magt over publikums film- 

valg. Som specialeprojekt begav jeg mig ud 

blandt biografkunderne for at undersøge 

anmeldernes ukendte markedsrelevans. 

The Powerful Critic Theory 

Dagbladenes filmannoncer giver det ind- 

tryk, at anmeldernes dom har stor betyd- 

ning: Store citatannoncer indrykket med så 

mange stjerner og anmeldercitater, at der 

knap nok er plads til billedet af en forslået 

Bruce Willis. Filmdistributørerne bruger 

mange ressourcer på at bejle til avisernes 

anmeldere. De tilbyder pressevisning 

serveret med kaffe og morgenbrød. 

Anmelderne kvitterer ved at sen- 

de deres færdige anmeldelser 

til distributionens obligatoriske 

pressemedarbejder. De mest 

rosende citater får plads i an- 

noncerne, og forhåbentlig 

lokker det biografgængerne til 

at vælge lige netop denne film 

frem for en anden. Med denne 

indirekte markedsføring, som 

citaterne fra filmanmeldelserne 

udgør, kan der reklameres med 

en større troværdighed og overbevisnings- 

kraft. Det lader sig netop gøre, fordi anmel- 

deren er en person, der er uafhængig af 

filmselskaberne. Integritet og nonkommer- 

ciel selvforståelse er centrale egenskaber for 

anmeldelsens praksis, for hvis anmelderen 

bliver påvirket af filmselskaberne, bliver 

hele anmelderiet overflødiggjort. Proble- 

met for filmdistributørerne er blot manglen 

på kontrol over denne del af filmens mar- 

kedsføring. Ingen kan desværre forudbe- 

stille en positiv anmeldelse. 

Der er imidlertid flere eksempler på 

situationer, hvor anmelderens integritet 

bliver undermineret. Anmelderen kan blive 

fristet til at pynte lidt på sine anmeldelser, 

da en positiv tekst har en bedre chance 

for at blive citeret og dermed give ekspo- 

nering til anmelderen. Hos de etablerede 

amerikanske filmkritikere opstod derfor 

begrebet ”quote whore” (groft oversat: 

citat-luder), som stempler anmeldere, der 

præfabrikerer reklamevenlige citater. Og 

i jagten på gode citater gik Sony så langt 

som at opfinde den fiktive anmelder David 

Manning, der skamroste selskabets egne 

film. Mannings integritet blev draget kraf- 

tigt i tvivl, da ”han” som den eneste 

anmelder roste Hollow Man og A 

Knights Tale til skyerne. Afslørin- 

gen medførte et erstatningskrav 



imod Sony. 

Damage Control 

Hvis anmeldere kan påvirke biografgænge- 

res filmvalg, må konsekvensen være både 

positiv og negativ. Filmdistributørerne vil 

derfor have et motiv for at give anmelde- 

ren tape for munden, hvis de frygter, at 

negative anmeldelser kan skade en films 

indtjening. Men anmelderen er som sagt 

placeret behageligt uden for industriens 

rækkevidde. Dette uafhængighedsforhold 

medfører, at der er et stigende antal til- 

fælde, hvor pressen fryses ude. Det er pri- 

mært sket i USA og England, hvor film som 

Underworld: Evolution, Aeon Flux og Snakes 

on a Plane ikke blev vist for pressen før 

premieren. I Danmark er der ikke tradition 

for dette initiativ. Distributører og anmel- 

dere er samlet omkring et ret lille bål, og 

nærheden har sikkert indflydelse på den 

indbyrdes respekt. Men for fem år siden 

kom anmelderne med en løftet pegefinger 

til Nordisk Film Distribution, da selskabet 

bevidst droppede pressevisningen til Jackie 

Chans The Medallion. 

NOGET TyDER På, AT 

FILMANMELDERNE MåSKE 

IKKE HAR BETyDELIG 

MAGT OVER PUBLIKUMS 

FILMVALG. 

Men er hele diskussionen om anmelder- 

nes markedsindflydelse overhovedet rele- 

vant? To amerikanske forskere, Eliashberg 

og Shugan, hævder, at anmelderne ikke 

har en døjt indflydelse på biografgænger- 

nes valg af film. De udførte en kvantitativ 

analyse, som påviste, hvorvidt anmeldere 

befinder sig i rollen som enten ’predictor’ 

(forudsiger) eller ’influencer’ (påvirker). 

Deres analyse hævder, at anmelderen 

indtager rollen som forudsiger, og at an- 

meldelser i så fald er et kig i krystalkuglen, 

når man skal spå om fremtiden for en 

films markedsappel. Så når anmelderne 

pøser stjerner over en film, er det blot en 

indikation på, at filmen vil gøre sig godt 

i billetlugen – ikke at anmelderne har en 

aktiv indflydelse på salgstallene. Eliashberg 

og Shugan hævder, at anmeldelserne som 

sådan ikke er funktionelle salgsargumenter 

i marketingskampagner, men blot repræ- 

senterer biografpublikummets allerede ek- 

sisterende præferencer. Deres metode blev 

efterprøvet af andre forskere, som mente, 

at Eliashberg og Shugan ikke havde taget 

højde for vigtige baggrundsvariabler. Grad- 

vis udviklede analyserne sig til at påvise, 

at anmeldere i højere grad fungerer som 

opinionsledere, der præger forbrugernes 

valg. Dog med undtagelse af visse markeds- 

segmenter. 

Uptown og downtown 

Der er langt fra Kieslowski til Bruckheimer 

– og der er også langt fra Grand Teatret til 

Fisketorvets Cinemaxx. Det er ganske enkelt 

ikke de samme mennesker, man møder i de 

respektive biografsale. Popkultur og intel- 

lektualisme er ikke umiddelbart forenelige 

størrelser. Inden for filmindustrien opere- 

rer man traditionelt med fire segmentkate- 

gorier: Upmarket er kendetegnet ved film- 

HOS DE ETABLEREDE 

AMERIKANSKE FILMKRITIKERE 

OPSTOD BEGREBET ”QUOTE 

WHORE” (GROFT OVERSAT: 

CITAT-LUDER), SOM 

STEMPLER ANMELDERE, 

DER PRæFABRIKERER 

REKLAMEVENLIGE CITATER. 

valg ud fra kulturel og intellektuel brugs- 

værdi. Film skal ikke blot ses; de skal også 

analyseres og diskuteres. Dette publikum 

vælger oftest biografer, som i filmudbud 

og indretning bedst opfylder de kriterier, 

og upmarket-segmentet har ikke noget 

imod at gå alene i biografen. Mainstream- 

segmentet ser derimod aldrig biograffilm 

alene. Et biografbesøg udgør en social 

aktivitet med popcorn og giga-size cola. 

Filmvalget har derfor sekundær betydning, 

for filmen skal blot opfylde det sociale be- 

hov, som en hyggetur i biografen tilfreds- 

stiller. Mainstream-segmentet foretrækker 

biografer, der ligner forlystelsesparker og 

vælger primært underholdende genrefilm. 

Segmenternes mellemkategori kaldes cross- 

over og er et mere fleksibelt marked, der 

ikke lader sig kategorisere i yderligheder. 

Dette segment søger både den ene og den 

anden ende af spektret og vælger biogra- 

fer, der tilbyder det bedste inden for alle 

filmkategorier. Downmarket-segmentet er 

i industriens øjne en relativ ubetydelig del 

af biografmarkedet - primært pga. segmen- 

tets størrelse. Her finder man de personer, 

der sjældent går i biografen. De har bosat 

sig fjernt fra storbyerne og er stort set 

tilfredse med hjemmebiografens og tv-ka- 

nalernes udvalg. 

Kigger man nærmere på segmenternes 

kendetegn, er det nemt at udpege, hvor 

anmeldernes mening højst sandsynligt kan 

have en relevans. Anmeldere tager traditio- 

nelt udgangspunkt i filmens kunstneriske 

værdi – og ikke i dens evne til at skabe 

ramme om social hygge. Anmeldernes og 

mainstream-segmentets kvalitetskriterier 

er derfor i udgangspunktet modstridende. 

Upmarket-film, der typisk vises i Grand 

Teatret, betegnes som smalle film, idet 

filmene har en forventelig smal markedsap- 

pel. Og det er i denne lille del af markedet, 

at der er størst overensstemmelse mellem 

anmeldernes og biografkundernes vur- 

deringskriterier. En analyse af det danske 

biografmarked, udført for DFI, viser, at 62% 

af markedet appellerer til mainstream-seg- 

mentet, mens 32% appellerer til det kultu- 

relt orienterede upmarket-segment. Disse 

tal viser, at mainstream-film udgør stør- 

stedelen af markedet, og tallene er derfor

...fortsat 

ANMELDERE FUNGERER I HØJERE 

GRAD SOM OPINIONSLEDERE, DER 

PRæGER FORBRUGERNES VALG. 

vigtige at forholde sig til, når man vurderer 

anmelderes markedsrelevans. 

Jeg udførte en række undersøgelser i for- 

skellige københavnske biografer. Valget faldt 

på biografer, hvor der forventeligt ville være 

store kontraster mellem de typiske biograf- 

gængere. Den største kontrast var mellem 

Cinemaxx og Grand Teatret. Mainstream over 

for upmarket. For kunderne i Cinemaxx har 

anmeldelser minimal betydning. De læser 

dem ikke, kender ikke nogle anmeldere og 

kan ikke fordrage en ophøjet kulturautori- 

tet. Myten er, at Ole Michelsen kun brød sig 

om franske og østeuropæiske film, selvom 

statistikken viser, at han faktisk var ganske 

diplomatisk over for amerikanske film. I Grand 

Teatret længes kunderne derimod efter Bog- 

art, og de kender muligvis også navnene på ti 

andre filmanmeldere, hvis bedømmelser de 

prioriterer efter. Men anmeldelser skal være 

saglige og troværdige, og det udelukker me- 

dier som Tjeck og Chili. 

DéR, HVOR ALLE ØVRIGE 

GæNGSE MARKETINGSFAKTORER 

ER UTILSTRæKKELIGE, KAN 

ANMELDERNE Få INDFLyDELSE På 

EN FILMS MARKEDSPERFORMANCE. 

Stjernestatus 

Betyder det så, at anmeldere har en reel magt 

over biografgængere, der tilhører upmarket- 

segmentet? Stort set nej, for man må ikke 

glemme spørgsmålet om ’star power’. Bruce 

Willis, Martin Scorsese, Halle Berry, David Fin- 

cher, Quentin Tarantino, Jim Carrey, Charlize 

Theron, David Lynch, osv. De er kendte, frem- 

trædende, elskværdige og har konsekvent 

langt større indflydelse på biografkundernes 

valg, end Kim Skotte og Henrik Palle nogen- 

sinde kan drømme om at få. Folk følger de 

stjerner, de holder af, og vender i høj grad 

blikket væk fra kritiske anmeldere. Og det 

gælder også det kulturelt krævende upmar- 

ket-segment. I mine undersøgelser opsnap- 

pede jeg en række biografgængere, som 

netop havde set Death Proof. Selvom kendska- 

bet til filmanmeldere var betragteligt, så var 

anmeldelserne i dette tilfælde ikke relevante 

for biografkundernes valg. Det var primært 

instruktørens navn, som havde værdi. 

Filmdistributørerne udfører deres arbejde 

i den tro, at anmeldere har en mærkbar be- 

tydning. Det er ikke så underligt, for det gør 

marketingskampagner mere håndgribelige: 

Positive anmeldelser er lig med gode box 

office-tal. Håbefulde forventninger er én 

ting, men fakta er en anden, og anmeldernes 

magt over biografkundernes valg er måske 

ret begrænset. Anmeldernes betydning skal 

dog ikke negligeres til det yderste, for det 

hænder, at der ud af biografernes muldjord 

spirer en lille kvist, der vokser sig bemærkel- 

sesværdigt stor. Små film med en uomtvi- 

stelig genialitet, kan anmelderne spotte og 

formidle videre til potentielle biografkunder. 

De fleste biografbesøgende, jeg interviewede, 

kunne erindre mindst ét tilfælde, hvor de 

havde valgt at se en film udelukkende base- 

ret på anmeldelser: Memento, Match Point, 

Goodbye Lenin! og Pan’s Labyrint var blandt 

de nævnte titler. Det er alle film, som tilhører 

ukonventionelle genrer, og som bærer præg 

af abstrakte temaer, fraværet af superstjer- 

ner og små markedsføringsbudgetter. Et par 

biografgængere, som havde set Danny Boyles 

science-fiction-thriller Sunshine, vurderede, 

at anmeldelserne havde været altafgørende, 

idet filmens skuespillere var forholdsvist 

ukendte. 

I Disney/Pixars Ratatouille er Anton Ego 

den kyniske anmelder, der med sine hårde 

domme afgør alt for en lille rottes kokkekarri- 

ere. Men hvad med filmens verden? Dér, hvor 

alle øvrige gængse marketingsfaktorer er 

utilstrækkelige, kan anmeldere få indflydelse 

på en films markedsperformance. Men mine 

undersøgelser viser samtidig, at for største- 

delen af filmmarkedet skal smagsdommernes 

markedsrelevans ikke overvurderes. 

Skrevet af Iben Engelhardt Andersen, stud. mag. Litteraturvidenskab 

’Powerperker’antologi: 

Hvem tager Ordet? 

”De etniske kommer”, ”Store fremskridt 

for integrationen”, ”Powerperkere”. 

Kulturjournalistikken misforstår sin 

rolle på flere punkter i et litterært 

integrationsprojekt; tekstantologien 

Nye Stemmer. Intentionen drukner 

i en manglende forståelse for, at 

’indvandrerforfattere’ skal høres og ikke 

sættes i bås. Receptionen, anmeldelser 

og omtaler emmer af en hul politisk 

korrekthed, der dugger læserbrillerne til. 

Kulturel ytring og kulturel identitet 

Anmeldelsen af kunst, musik, film og litteratur er et 

magtfuldt led i den offentlige modtagelse af kulturelle 

produkter. Anmelderen er magtfuld, men hendes/hans 

autoritet er som oftest også legitimeret gennem ud- 

dannelse, kompetence og viden om kunst og kultur. 

Hvis den anmeldende magt ellers administreres for- 

nuftigt, får de anmeldte kulturprodukter en potentielt 

ligeværdig behandling uanset ophavets etniske, køns- 

mæssige, seksuelle eller politiske identitet. 

Men der findes en anden slags magt, som kulturjour- 

nalisten har mulighed for at udøve. Det er en diskursiv 

magt, som kan være problematisk, fordi den opererer 

på en bredere kulturel scene, som man kunne kalde 

’dagens Danmark’. Her bliver kulturjournalistikken arena 

for både reproduktion og konstruktion af socialt inkor- 

porerede diskurser; kulturjournalisten kan i høj grad be- 

stemme, ikke bare opfattelsen af et kulturelt produkt, 

men også måden, hvorpå vi opfatter begrebet ’kultur’. 

Det er for eksempel problematisk, når anmeldere stadig 

fokuserer og insisterer på en kunstners køn, også når 

det ikke er tematiseret i den kunst, som vedkommende 

har produceret. I en sådan gentagelse af måden, hvor- 


ORDET17 vinter 2007 8 9

...fortsat 

på de fleste mennesker tænker kulturelle identiteter, 

ligger der en uheldig styrkelse af den tankegang, at 

man altid og primært er sit køn, sin kultur, sin etnicitet, 

og at disse identiteter er faste positioner, hvorfra man 

altid ytrer sig. Hvis kunsten efterhånden mere og mere 

tematiserer, beskæftiger sig med og åbner mulighederne 

for sociale og kulturelle identiteter, virker det 

som om, at der visse steder findes en kulturjournalistik, 

der indsnævrer rammerne for kulturel identitet. 

KULTURJOURNALISTEN KAN I HØJ GRAD 

BESTEMME, IKKE BARE OPFATTELSEN AF ET 

KULTURELT PRODUKT, MEN OGSå MåDEN 

HVORPå VI OPFATTER BEGREBET ’KULTUR’. 

Nye Stemmer 

Et eksempel på en sådan kulturjournalistik er konceptet 

’Nye Stemmer’. Nye Stemmer er i første omgang 

titlen på en antologi, der udkom i februar 2007 som 

resultatet af en skrivekonkurrence, som Berlingske 

Tidende i samarbejde med Gyldendal havde udskrevet 

for ”forfattere af anden etnisk og kulturel baggrund 

end dansk”. Antologien indeholder 15 tekster skrevet af 

forfattere, der har det tilfælles, at mindst én af deres 

forældre er født uden for Danmark. Bogen er pastelgrøn 

og bagsideteksten starter: ”Antologien Nye stemmer 

er fortællinger om en række menneskeskæbner”. 

Men hvis indholdsbeskrivelsen her virker åben, foregår 

der imidlertid så meget betydningstilskrivning på 

begge sider af udgivelsen, at der opstår et misforhold 

mellem på den ene side produktet Nye Stemmer, altså 

antologien, og så på den anden side konceptet ’Nye 

Stemmer’. Teksterne defineres og gøres gyldige som 

nye, forskelligartede ytringer på en kulturel scene, som 

man med konkurrenceudskrivelsen har ønsket skulle 

være mere mangfoldig. Men samtidigt overtrumfes 

de af en journalistik, der gør sig bemærket ved en 

altoverskyggende forestilling om kulturel fakticitet og 

entydighed. Denne forestilling bliver nemlig til et koncept, 

som man kan spore i de presserelaterede manifestationer 

af projektet: Fra konkurrenceudskrivelse over 

avisledere, artikler, pressemeddelelser og interviews til 

anmeldelser italesættes, ikke flerstemmigheden, men 

forfatternes forestillede gruppeidentitet i tre led: ’Indvandrerforfatterne’ 

er etniske kulturbærere (ligesom 

I KONCEPTET ’NyE STEMMER’ KUNNE NOGET TyDE På, AT FORFATTERNES MULIGHED FOR STEMMEFØRING 

ER BEGRæNSET TIL TRODS FOR DEN OPRINDELIGE INTENTION OM AT OVERKOMME FORHINDRINGERNE FOR 

DEN. 

alle andre), de er ’de andre’ (i modsætning 

til ’os’), de siger ’det andet’. Det er, endnu 

før konkurrencebidragene er sendt ind, 

bestemt, fra hvilken position de kan tale; 

”fortællinger fra ghettoer, forstæder, 

oaser og andre steder hvor forskellige 

kulturer mødes”. 

I den forbindelse er det interessant, 

hvordan de generelt lunkne anmeldelser 

vægrer sig ved at forholde sig til indhol- 

det: Ellers seriøse anmeldere frasiger sig 

kritikken og litteraturfagligheden til fordel 

for ytringer som: ”Det er urimeligt at frem- 

hæve enkelte” og ”De etniske kommer”. 

Man kan her tale om, at de, i stedet for at 

udøve den autoritet, de som anmeldere 

har til at bedømme det kulturelle produkt, 

videreformidler projektets iboende fast- 

sætning af ytringsgrænser. Konceptet ’Nye 

Stemmer’ opretholder i den optik et klart 

skel mellem ’os’ og ’dem’, således at for- 

fatterne faktisk bliver holdt uden for den 

kulturelle ytring. Dermed bliver kulturjour- 

nalistikken, udover at være et magtfuldt 

medie, et medie for magten. 

Aktivt at give ordet til minoriteten 

(her: indvandrerforfattere) er udtryk for 

en inklusionsstrategi: ’de andre’ skal også 

repræsenteres i ’vores’ ytringsfelt (her: 

litteraturen). Men denne inklusion kan på 

paradoksal vis føre en ekskludering med 

sig. Det er nemlig ikke ligegyldigt, hvem 

der markerer tilhørsforholdene. Det at 

lade sig repræsentere er ikke nødvendig- 

DET VIRKER SOM EN AFSLØRING 

AF EN SOCIAL DISKURS’ 

IMPLICITTE MENNESKESyN; 

MENNESKER ER FØRST 

OG FREMMEST ETNISKE 

KULTURBæRERE. 

vis ensbetydende med, at man bevidst 

markerer et tilhørsforhold eller vælger 

den diskurs inden for hvilken, repræsenta- 

tionen foregår. I konceptet ’Nye Stemmer’ 

kunne noget tyde på, at forfatternes mu- 

lighed for stemmeføring er begrænset til 

trods for den oprindelige intention om at 

overkomme forhindringerne for den. Nye 

Stemmer kvæles af forældede fordomme. 

En arena for kulturel forhandling 

Menneskers kulturelle identitet opstår i 

balancegangen mellem repræsentation og 

selvrepræsentation i en slags kulturel for- 

handling, som foregår overalt mellem selv- 

billede og ’the public image’. Et eksempel 

på en kulturel forhandling er Fyns Stiftstidendes 

interview med forfatteren Shadi 

Angelina Bazeghi under overskriften ”Identitet 

handler om holdninger”. Forfatteren 

vil helst tale om sin litteratur, og derfor 

er det påfaldende, at netop det litterære 

bliver kogt ned til et minimum til fordel 

for fængende overskrifter som ”Vollsmose”, 

”Integration = kvalme” og ”Religion 

er en privatsag”. Men mest slående er det, 

at interviewet følges af en faktaboks med 

”tal-kilde: Udenrigsministeriet” om landet 

Iran. Her bliver kulturjournalistikken arena 

for en identitetsforhandling: Forfatteren 

ønsker at definere sig som kunstner. Hun 

insisterer på at tale om fiktionen, mens 

intervieweren identificerer hende i en 

(fakta)boks under kategorien ’anden etnisk 

baggrund’. Hvordan giver det mening at 

oplyse om befolkningstallet i Iran i forbindelse 

med et forfatterinterview? Det 

virker som en afsløring af en social diskurs’ 

implicitte menneskesyn; mennesker er 

først og fremmest etniske kulturbærere. 

Shadi Angelina Bazeghi er altså mere 

’oprindeligt iraner’, end hun er forfatter. 

På denne måde kan man tale om, at der 

foregår mere tildeling af identitet end 

forhandling i dette ’kulturmøde’, og at 

interviewet fremstår som en magtdemonstration 

af majoritetens kulturbegreb. 

Når selv ikke anmeldelserne anerkender 

den kulturelle repræsentation, bliver Nye 

Stemmer et eksempel på en kulturjournalistik, 

som ukritisk skriver sig ind i en aktuel 

diskurs. Det er en diskurs, der udstikker 

forhindringer for den mangfoldighed som 

’kulturen’ i praksis kunne være scene for 

– for eksempel hvis ’indvandrerforfatterne’ 

fik, ikke blot en principiel ret til at tale, 

men også en faktisk ret til at blive hørt. 



Litteratur 

Jenkins, Richard: Rethinking Ethnicity: 

identity, categorization and 

power, In: Ethnic and Racial Studies, 

vol 17, no. 2, april 1994. 

Hastrup, Kirsten: Kultur. Det fleksible 

fællesskab, 2005 

Hall, Stuart: Old and New Identities, 

Old and New Ethnicities, In: Anthony 

D. King (ed.): Culture, Globalization 

and the World-system, 1991 

Jørgensen, Marianne Winther & Phillips, 

Louise: Diskursanalyse som teori 

og metode, 1999 

Naja Marie Aidt, Jens Andersen, Rushy 

Rashid og Janne Breinholt Bak (red.): 

Nye Stemmer, 2007.

Skrevet af Ida Brixtofte Nielsen, stud. Film- og Medievidenskab 

Online-fællesskaber får større 

og større plads i menneskers 

hverdag. Det interaktive rollespil 

World of Warcraft er efterhånden 

blevet et reelt, digitalt alternativ 

til fodboldklubben. Men er det 

problematisk, når spillertrøjen 

skiftes ud med figurer i en virtuel 

parallelverden? 

Warcraft for dummies 

Morten Larsen er 30 år. Når han ikke 

arbejder som elektriker, render 

hans guild ‘Gruul’s Lair’ og progres- 

sionwiper på de første bosser i Serpentshri- 

ne Cavern. Er du én af de på verdensbasis 9 

millioner brugere af World of Warcraft, vil 

du nikke genkendende, medmindre du da 

foretrækker at wtfpwne nabs dagen lang i 

battlegrounds. Er du bare forvirret, er der 

en forklaring på vej. 

Morten Larsen er blot én ud af mange, 

der bekender sig til et virtuelt fællesskab. I 

dette tilfælde et MMORPG – Massively Mul- 

tiplayer Online Role Playing Game. Morten 

selv betegner sig som en casual frem for 

hardcore spiller, der opfatter spillet som 

en god måde at være social på og holde 

kontakten med sin bror og far, der bor i 

udlandet. Den daglige spilletid er ofte oppe 

på fem timer, men sjældent mere. Når 

han bevæger sig rundt i det middelalder- 

inspirerede univers, har han det sjovt, og 

chatter med sin familie og de venner, han 

har fået i løbet af de 2-3 år, han har været 

aktiv i spillet. 

Datid, nutid, Warcraft – altid? 

World of Warcraft udkom i 2004, men spil- 

universet var allerede – som en videreud- 

vikling af spiludvikleren Blizzards Warcraft- 

serie – kendt af mange. 

Jonas Heide Smith er en del af ITU’s 

center for forskning i computerspil. Han 

beskæftiger sig til daglig med bl.a. sociale 

spil samt kommunikation og samarbejde i 

multiplayer-spil. Han vurderer, at online-rol- 

lespillet fik sin spæde start i 1979-80, hvor 

det første, tekstbaserede online multi-in- 

troduction spil udkom. I kølvandet fulgte 

flere og flere online rollespils-fællesskaber 

- nogle meget sociale, andre mere spil-ori- 

enterede. 

Vendepunktet kom i 1996-97, hvor de 

helt store grafiske rollespil – ført an af 

Ultima Online – trinvist vandt indpas i takt 

med, at folk kom på nettet, men selv ikke 

disse spils succes kunne have forberedt 

nogen på World of Warcraft. ”Hvis du havde 

ringet til mig i 2002-2003, så havde jeg for- 

svoret, at der ville være et kæmpe marked 

for et nyt fantasy-orienteret online-rol- 

lespil. Sådan noget inspireret af Tolkien 

og Dungeons and Dragons, det var der 

jo masser af i forvejen... Så man havde at 

gøre med et spil, som sådan set ikke rigtigt 

gjorde noget nyt, men som bare gjorde 

det, de andre gjorde lidt bedre og pænere 

og mere effektivt,” forklarer Jonas Heide 

Smith. 

Den danske spilforsker tror ikke, at spil- 

let vil være på toppen om 5 år. I stedet vil 

der sandsynligvis ske en langsom udsivning 

i medlemstallet, når et tillokkende alter- 

nativ dukker op – fx et spil overlegent på 

det grafiske eller kommunikationsmæssige 

område. Han understreger, at spillet para- 

doksalt nok ikke er særligt imponerende 

på disse områder ift. dets popularitet. En 

faktor kan også være, at de erfarne bru- 

gere opnår et nostalgisk forhold til de gode 

gamle dage, og falder fra efterhånden som 

der kommer flere nye spillere, der ikke kan 

reglerne og ikke tager det seriøst nok. 

DER ER IKKE NOGET MySTISK 

HJERNEVASKENDE ELEMENT I 

WORLD OF WARCRAFT. DET ER 

BARE ENORMT GODT LAVET. 

IRL vs. URL 

Tina Jensen på 28 år er endnu ikke blevet 

træt af at sin position som officer i sin 

guild. Det er hendes opgave at administre- 

re regler mv. i sin gruppe, og hun afsætter 

typisk 3-4 aftener om ugen, hvor hun spiller 

i alt fra tre til otte timer. Hun begyndte at 

spille for et år siden, da hun gik ledig. Siden 

har hun fået job og kæreste. Sidstnævnte 

fandt hun inde i spillet. ”Det er da ikke det 

første, man fortæller til en fest”, siger hun 

om sin hobby, der, ligesom i Morten Jen- 

sens tilfælde, snarere opfylder et socialt 

behov, end den appellerer til et konkur- 

renceinstinkt. Venskaber knyttet digitalt 

rangerer hun på lige fod med dem i den 

virkelige verden. 

Men er det trods alt ikke sundere og 

mere korrekt at dyrke det mandlige fælles- 

skab på fodboldbanen eller, for pigerne, at 

shoppe med veninderne? Det mener Jonas 

Heide Smith ikke. Han beskriver spil-fælles- 

skaberne som meget komplekse og over- 

vejende meget lig de fysiske fællesskaber 

uden for skærmen. Forskellen ligger pri- 

mært i båndbredden: I et online-rollespil vil 

man typisk kommunikere knap så hyppigt 

som i den virkelige verden, og derved være 

længere tid om at opbygge tillid. Dybe 

menneskelige relationer vil også oftere 

opstå i non-digitale miljøer. 

Det er nuanceforskelle, og ifølge vores 

ekspert er der tale om grundlæggende 

sociale mekanismer, der ses reproduceret 

i spilleverdenen. Mennesker er også men- 

nesker, når de er forklædt som Dwarves og 

Night Elves: ”De reagerer på hinanden, og 

de vil gerne opnå noget, have social kon- 

takt med andre, tages alvorligt og udvikle 

sig,” analyserer Smith. Den grundlæggende 

interaktion er den samme - om det så gæl- 

der mennesker i bystater for 200 år siden, 

eller gamere i det moderne samfund. 

Afhængig eller ej 

Medierådet har på deres hjemmeside flere 

tilgængelige undersøgelser, der omhandler 

de psykologiske og sociale aspekter i at 

spille. I rapporten Børn og unges forbrug 

af online computerspil (marts 2004) rede- 

gøres der, på baggrund af en kvalitativ 

undersøgelse og tidligere internationale 

undersøgelser, for mere generelle risici ved 

interaktive online-spil. Det pointeres, at det 

i høj grad er en samspilsorienteret aktivitet 

i en social kontekst. 

Tina Jensen har i perioder oplevet det 

meget udmattende at være en del af War- 

craft-fællesskabet, fordi hun følte sig me- 

get forpligtet i forhold til sin guild. Jonas 

Heide Smith sidestiller Tinas situation med 

dem, der har vanskeligt ved at lade deres 

arbejdsmail være efter fyraften. Han aner- 

kender, at jo flere sociale relationer man 

skaber i spillet, des sværere er det at hive 

stikket ud og distancere sig. 

Det er en tendens, der læner sig op 

ad multiplayer-spillene, men Jonas Heide 

Smith mener ikke, man kan klandre bag- 

mændene: ”Der er ikke noget mystisk hjer- 

nevaskende element i World of Warcraft. 

Det er bare enormt godt lavet. Spilprodu- 

centernes overordnede formål er jo at lave 

spil, der er så sjove, at man ikke kan lægge 

dem fra sig. Og det er jo et plus-ord i bran- 

chen, at man har lavet et afhængigheds- 

skabende spil”. 

Medieret kommunikation - 

et generelt fænomen 

Jonas Heide Smith mener, det er proble- 

matisk at tale om afhængighed i forhold til 

MMORPGs, idet man må formode, det er en 

frivillig aktivitet, som folk selv vælger. En 

hobby, der ikke adskiller sig markant fra an- 

dre fritidsinteresser og forpligtelser i den 

såkaldte virkelige verden. Der vil altid fin- 

des mennesker, for hvem spil bliver afhæn- 

gighed, for hvem spilmiljøet kommer til at 

overskygge alt andet, men disse tilfælde 

adskiller sig ikke fra overdrevet engage- 

ment i alle mulige andre sammenhænge. 

Som afsluttende bemærkning advarer han 

mod forestillingen om, at alt menneskelig 

kontakt foregår face-to-face: ”Meget kom- 

munikation er jo medieret, om det så er via 

telefoner eller alt muligt andet...”. Så næste 

gang din kæreste hellere vil lege ork i en 

verden, der kan splittes op i pixels, eller 

dine venner dropper Vega til fordel for 

en meget vigtig raid, skulle du måske selv 

overveje at blive en del af det verdensom- 

spændende fællesskab... 

Kort om spillet 

World of Warcraft foregår i den virtuelle 

verden Azeroth, der er inspireret af fan- 

tasybøger som Ringenes Herre og rolle- 

spil som Dungeons and Dragons. Man ska- 

ber sin egen figur/karakter, og i det rigt 

udbyggede univers møder og kæmper 

man med og mod både andre spillere og 

figurer skabt af spillets programmører 

(aka. NPC’er: Non Player Characters). De 

fleste brugere er del af en gruppe/klan 

af spillere, der spiller sammen: en såkaldt 

guild. En guild mødes typisk på faste 

tidspunkter, og det varierer, hvor mange 

timers spil om dagen, der er tale om. 

Guilds kan være både nationale og inter- 

ORDET17 vinter 2007 ORDET17 vinter 2007 

12 1 

nationale. 

Foto:

Skrevet af Jakob Nielsen, stud. Film- og Medievidenskab 

Våben er en fast bestanddel i utallige historier på det store lærred. Men 

hvilken betydning kan filmenes skildring af våben og karakterernes forhold 

til skydevåben tænkes at have for tilskueren? 

Vi forventer, at James Bond opfører 

sig nonchalant, når et skydevåben 

introduceres i en scene. Både fordi 

en vigtig facet af Bonds heltefigur er den 

helt utrolige selvbeherskelse, der personifi- 

cerer den kølige engelske facon, men også 

fordi hans rolle som agent og førsteelsker 

gør ham til en karakter, den mandlige del 

af publikum kan se op til. 

Hvis vi accepterer den præmis, at til- 

skueren identificerer sig med filmens ho- 

vedkarakter, er det sandsynligt, at Bonds 

væremåde i relation til skydevåben kan 

have en eller anden effekt på modtageren. 

I Bond-filmene har våben en klar ’coolness’ 

over sig. Tænk på det typiske billede af 

James Bond med krydsede arme og den 

ikoniske pistol i den ene hånd. Symbolikken 

er klar: pistolen er – ligesom Bond – farlig, 

men uimodståeligt dragende. Filmene 

kobler skydevåben med maskulinitet, kon- 

trol og let opnåelige babes. Bond-filmene 

gør dog intet forsøg på at skildre en virke- 

lighed, der findes uden for filmens univers, 

hvilket kan få nogle til at mene, at filmene 

– og deres portrættering af skydevåben – i 

så fald ikke har så stor effekt på publikum. 

Men hvis man accepterer det argument, 

hvordan forholder det sig så med film, der 

netop forsøger at skildre våben - og våben- 

industri - i den virkelige verden? 

Lord of war 

I filmen Lord of War af Andrew Niccol har 

skydevåben en bærende rolle. Hovedper- 

sonen er den kyniske, men charmerende, 

våbensmugler yuri Orlov (Nicholas Cage). 

Han opbygger et forretningsimperium på 

det illegale, internationale våbenmarked 

ved hjælp af snarrådighed og menneskekundskaber, 

samtidig med at han skaber et 

familieliv baseret på løgne. Filmens formål 

er utvetydigt at vise de skæbnesvangre 

følger, som handel med våben har for alle 

de involverede. Alle de personer, som Orlov 

holder af, enten dør eller stødes fra ham 

som et resultat af hans arbejde. Udover de 

personlige konsekvenser udpensles den 

nød, der - ifølge filmens logik - følger af 

Orlovs våbenhandel. 

Den gode våbensmugler? 

Filmens umiddelbart entydige budskab om 

våbenhandelens fatale, menneskelige konsekvenser 

er dog ikke så entydigt endda. 

Tilskueren bliver nemlig draget af den charmerende 

våbenhandlers kamp for stadig 

større økonomisk velstand, og filmens 

primære attraktionsværdi ligger i Orlovs 

rejser rundt på alverdens slagmarker, hvor 

der købes og sælges våben. Det gør filmen 

fundamentalt spændende, hvor det, der 

er på spil, er Orlovs succes med sin handel. 

Det betyder bl.a., at tilskueren ikke kan lade 

være med at glædes over, at Orlov til sidst 

i filmen bliver reddet fra en fængsling, 

hvor det i stedet er den pligtopfyldende 

politiagent, der må gå slukøret hjem. Dette 

vendepunkt i plottet etablerer våbensmugleren 

som en ’helt’, da han slipper fri, når 

man faktisk forventer, at han skal dømmes i 

en retssal som en ’skurk’. 

Slutteksterne gør desuden opmærksom 

på, at de lande, hvor der fabrikeres flest 

våben i verden, alle sidder i FN’s sikkerhedsråd. 

Dette vendepunkt skaber en interessant 

overraskelse, men moralsk set er det 

i en gråzone, da tilskueren kommer til at 

holde med våbensmugleren. Givetvis er det 

Niccols oprindelige intention, at effekten 

skal være, at tilskueren skal forarges over 

egen mangel på moral og fundere over det 

kritisable i våbensmugling. Men det er lige 

så let at anlægge den synsvinkel, at det er 

de lande, der fabrikerer våben, der er de 

egentlige ansvarlige, og at våbensmugleren 

blot udfører deres beskidte arbejde. Slutfølelsen 

er klart ambivalent, og tilskueren 

kan forledes til at føle, at filmen frikender 

Orlov, fordi ansvaret for våbenhandelen i 

stedet placeres hos de pågældende lande. 

DER ER MEGET LANGT FRA AK- 

47-RIFLENS COOLNESS TIL DEN 

FRUSTREREDE TEENAGER MED 

EN PISTOL I HåNDEN. 

”Bring me the gun of Rambo...” 

I filmen portrætteres mange forskellige 

slags våben. Ikke underligt bliver AK-47 ofte 

skildret, da det er det mest solgte gevær 

på verdensplan. Mest mindeværdig er en 

indstilling, hvor en arabisk udseende mand 

affyrer en AK-47 ud i ørkenen i slowmotion, 

mens reallyden af hvert et affyret skud 

erstattes med lyden af et klingende kasseapparat. 

Denne indstilling viser tydeligt 

Niccols indfaldsvinkel til problematikken i 

filmen. 

Men filmen er også fyldt med alskens 

eksotiske våben. Alt fra en forgyldt AK-47 til 

det maskingevær enhver action-aficionado 

vil genkende fra den første Rambo-film. Et 

gennemgående træk er også, at våbnene 

behandles æstetisk – altså de portrætteres 

i et attråværdigt lys. Specielt våbenmessen, 

hvor sex og våben blandes sammen, viser 

den rolle, skydevåben har som farlige, men 

i særdeleshed også som cool og sexede. 

Selvom filmen rummer mange eksempler 

på våbens negative sider, er der altså også 

masser eksempler på det modsatte. Og 

filmens budskab er på ingen måde entydigt 

for tilskueren. 

Bang Bang, You’re Dead 

Hvor Lord Of War handler om de personer, 

der sælger våben, handler Bang, Bang, 

You’re Dead om de personer, der anvender 

våben. Filmen skildrer den socialt udstødte 

elev på en typisk amerikansk skole. Hovedpersonen 

er Trevor, der tidligere har truet 

med at sprænge sin skoles fodboldhold 

i luften og er et oplagt mobbeoffer. Han 

synes dog – gennem en menneskekyndig 

lærers hjælp – at finde en redning i at spille 

hovedrollen i opførslen af et skuespil om 

high school-shootings. Men samtidig med 

at det kontroversielle skuespil bliver kritiseret 

af flere og flere forældre, begynder Trevor 

at omgås en gruppe af drenge, der rent 

faktisk planlægger at angribe skolen. 

Den gode High School-morder? 

I Bang, Bang, You’re Dead sikres tilskuerens 

sympati for Trevor ud fra medlidenhed, 

men også ud fra det faktum at Trevor prøver 

at gøre noget for at komme ud af den 

offerrolle, han er havnet i. Når han bliver 

mobbet, prøver han at modstå fristelsen til 

at reagere voldeligt – hvilket omverdenen 

forventer. Det, der markerer, at Trevor 

endeligt har bevæget sig væk fra offerrollen, 

ses i en af slutscenerne, hvor han 

stopper det angreb på skolen, som hans 

’venner’ er ved at foretage. I denne scene 

er det værd at notere sig, at han netop ikke 

stopper dem ved at gribe til våben. I stedet 

prøver Trevor at låse dem ude, hvilket slår 

fejl, og dermed stilles lederen af de drenge, 

der angriber skolen, over for valget mellem 

at skyde Trevor eller ej. Da lederen ikke er i 

stand til at tage sin vens liv, opgiver gruppen 

sit angreb. Filmen har altså et ganske 

simpelt budskab, som den formidler til 

tilskueren: Hvis unge mennesker har sociale 

relationer på deres skole, vil de ikke ty til 

våben. Våbenet vil derfor miste sin tiltrækningskraft 

og ikke længere kunne fungere 

som substitut for ægte social anerkendelse. 

”A Gun in your hand is a Ph.D.”. Sådan lyder 

en replik fra Bang, Bang, You’re Dead. Replikken 

illustrerer klart den følelse af magt, 

der kan ligge i et skydevåben: En pistol 

stopper alle argumenter. Filmens hovedpointe 

er, at når unge mennesker tager 

et skydevåben med i skole, er det deres 

sidste, desperate forsøg på at opnå respekt 

fra skolekammeraterne. En pistol er magt, 

kontrol og respekt – og måske har Trevor 

også set James Bond engang? 

Disse forskellige måder at skildre våben 

i film, der hævder at være realistiske, er 

dybt forskellige. Der er meget langt fra 

AK-47-riflens coolness til den frustrerede 

teenager med en pistol i hånden. Og den 

betydning, som tilskueren får afledt af 

filmens skildring af våben og karakterernes 

forhold til våben, vil derfor også variere. 

Dog kan man ikke undgå en følelse af, at 

den ene fremstilling viser effekten af den 

anden. Den respekt, som Trevor desperat 

savner, har Orlov til overflod. yuri Orlov og 

Trevor Adams vil nok aldrig blive nævnt i 

samme sætning - i andre end denne, men 

det er værd at overveje, om de burde. 



Skrevet af Sofie Dalsgård, stud. Film- og Medievidenskab 

I kølvandet på den netop overståede valgkamp kunne det være passende at stoppe 

op og overveje, hvad den politiske dagsorden egentlig var, og ikke mindst hvordan 

den blev skabt? Ordet har sat sig for at undersøge, hvilken rolle medierne spiller, når 

de politiske partier skal erobre dagsordenen og dermed vælgerne. 

Politiske diskurser i Mediebilledet 

Den politiske diskurs 

”velfærd” 

Politik har altid været til stede i medierne, 

og at partierne har brugt disse til at frem- 

lægge deres individuelle politiske budskab, 

er vist ingen nyhed. Hvad der dog har æn- 

dret sig i det danske mediebillede, særligt 

fra slutningen af 1990’erne, er mediernes 

intensiverede og fokuserede opmærksom- 

hed på de diskurser, der ligger bag de poli- 

tiske budskaber. Medierne prøver i højere 

grad end tidligere at afdække, hvordan 

politikere forsøger at opbygge domine- 

rende diskurser med det formål at skubbe 

andre virkelighedsfortolkninger til side og 

gøre dem politisk virkningsløse 

Selvom massemediernes udvikling har 

ændret spillereglerne i politisk kommunika- 

tion, har politiske diskurser dog altid været 

til stede i samfundet, og siden midten af 

1980’erne har socialvidenskaberne beskæf- 

tiget sig med den kritiske diskursanalyse, 

der i forskellige forgreninger beskæftiger 

sig med analyse af politiske diskurser. Med 

politologiske termer defineres politik som 

den autoritative fastsættelse og fordeling 

af værdier med gyldighed for et samfund. 

Politiske diskurser er derfor en måde 

at konstruere sætninger på, der repræ- 

senterer forskellige værdier og politiske 

mærkesager – forskellige konstruktioner 

af virkeligheden, om man vil. I denne sam- 

menhæng er diskursanalyse en analyse af 

ordenes betydning og sammensætning i 

specifikke kontekster, og det er lige præcis 

det, der er blevet meget fremtrædende i 

de seneste valgkampe i Danmark. Tilblivel- 

sen af tv-programmer som Jersild og Spin 

(DR2) og brugen af politiske kommenta- 

torer som eksperter i danske nyheds- og 

aktualitetsprogrammer, som servicerer 

vælgerne med fortolkninger af de politiske 

diskurser, har affødt buzzwords som spin 

”danskhed” 

”miljø” 

”bæredygtighed” ”fremmedhed” 

og politisk PR. 

Medierne som politisk aktør 

Historisk set har politiske diskurser længe 

været en integreret del af politisk kultur. 

Ph.d.-studerende ved Københavns Universi- 

tet, Camilla Dindler, påpeger, at Lukas f.eks. 

var meget romervenlig i sin evangeliske 

udlægning af Jesu bedrifter. Op gennem 

tiden har forskellige politiske diskurser 

udstukket værdierne i vores samfund. I 

denne sammenhæng peger Camilla Dindler 

på, at oplysningsfilosofferne Voltaire, Mon- 

tesquieu og Locke med deres diskurser var 

medvirkende til Den Franske Revolution. 

Hvad, der adskiller de historiske eksempler 

fra nutiden, er dog, at de politiske diskur- 

ser med opkomsten af massemedierne er 

blevet mere synlige. Camilla Dindler frem- 

hæver, at nyhedsmediernes løsrivelse fra 

politiske bindinger har bevirket, at medi- 

erne har udviklet sig til selv at kunne spille 

en aktørrolle på den politiske scene. Ny- 

hedsmedierne har i dag en vis indflydelse 

på, hvordan politik bliver kommunikeret. 

Dette grundvilkår har bl.a. resulteret i, at 

PR-apparatet hos de politiske partier på 

Christiansborg siden 1990’erne er blevet 

væsentligt udbygget. 

Partierne ønsker en vis kontrol med infor- 

mationsstrømmen samt at maksimere mu- 

lighederne for at få de rette budskaber ud 

til vælgerne og derved styre diskurserne. ”I 

takt med at vælgersegmenterne er blevet 

mere flydende, og vurderer politikerne på 

flere forskellige akser, og i takt med, at der 

er flere og flere nyhedsmedier med flere 

deadlines, har politiske partier i stigende 

grad haft brug for PR-folk. I dag kan man 

sige, at medierne er blevet den betyde- 

ligste arena for politik og netop en arena, 

hvor politikere også kommunikerer med 

hinanden. Det er noget, alle folkevalgte po- 

litikere er bevidste om som et uundgåeligt 

vilkår”, udtaler Camilla Dindler. 

Globale diskurser bliver nationale 

Ansættelsen af flere medierådgivere er dog 

langt fra ensbetydende med, at politiske 

aktører dermed kontrollerer de politiske 

diskurser ene og alene. Med angrebet på 

World Trade Center i 2001 formåede Al- 

Qaeda at stjæle dagsorden i hele den vest- 

lige verden. Otte år forinden havde Samuel 

P. Huntington skabt røre i internationale 

politiske kredse med artiklen The Clash of 

Civilizations, hvori han bekendtgjorde, at 

fremtidige konflikter ikke ville komme til at 

stå imellem territorialstater, men i højere 

grad mellem civilisationer. Denne diskurs 

havde, ifølge Camilla Dindler, gødet jorden 

for, at man i medierne kunne tale om an- 

grebet inden for rammerne af en global 

konflikt. ”På den måde kan man vel sige, at 

Bin Laden i den grad satte en dagsorden 

for mange år frem”, konkluderer Camilla 

Dindler. Et dansk eksempel på, hvordan et 

parti har formået at oprette en domineren- 

de diskurs, er måden, hvorpå Dansk Folke- 

parti i kølvandet på en tendens i medierne 

til at dække vold som et samfundsproblem, 

og ikke blot som enkelthændelser, fik stor 

succes med at koble det til udlændinge- 

debatten. Siden hen har Dansk Folkepartis 

mest målrettede diskurs da også været 

at definere en såkaldt ’fremmedhed’ som 

modsætning til en ’danskhed’ – en diskurs, 

der synes at være en væsentlig del af vær- 

dikampen i Danmark. 

En anden vigtig diskurs i værdikampen i 

dag – såvel globalt som nationalt – er den 

miljøpolitiske. I denne sammenhæng peger 

Camilla Dindler på, at ’bæredygtighed’ er 

et emne, der har opnået nærmest hege- 

monisk status på det sidste, hvilket især 

er blevet cementeret efter Anders Fogh 

Rasmussens kovending angående klimafor- 

andringer. ”For 15 år siden var ’bæredyg- 

tighed’ et ret langhåret begreb tilknyttet 

venstrefløjen’, påpeger Dindler. Værdikam- 

pen i dagens samfund er således en kamp 

mellem forskellige politiske diskurser, hvor- 

af indvandrerpolitik og klimaforandringer 



er to af mange. 

PARTIERNE ØNSKER 

EN VIS KONTROL MED 

INFORMATIONSSTRØMMEN SAMT 

AT MAKSIMERE MULIGHEDERNE 

FOR AT Få DE RETTE BUDSKABER 

UD TIL VæLGERNE OG DERVED 

STyRE DISKURSERNE. 

Er politiske diskurser spin? 

I forbindelse med en valgkamp intensive- 

res brugen af politiske diskurser typisk, 

og medierne bruges som kanaler til at nå 

en vælgerskare, der stadig bliver mere 

og mere illoyal. Som Camilla Dindler har 

påpeget, spiller medierne i dag en politisk 

aktørrolle bl.a. i kraft af deres magt som 

politisk arena. Hvorvidt politiske diskurser 

spottes af journalister som spin, afhænger 

dog af den enkelte journalists politiske 

kendskab. Hertil udtaler Camilla Dindler: 

”Hvorvidt en journalist kan spotte spin, som 

ville være relevant at afdække, afhænger 

af journalistens kendskab til essensen af en 

sag og vedkommendes vilje til at afdække 

den ved at afgøre, om politikeren taler 

udenom eller ligefrem lyver. Det kan så 

ende i dialogjournalistik, hvor politikeres 

ord bliver påstand mod påstand. Et eksem- 

pel findes i valgkampen 2001, hvor Nyrup 

søgte at påvise, at Fogh havde modsagt sig 

selv. Fogh tilbageviste det som opspind, 

og ordstyreren i debatten lod uenigheden 

ligge. Senere viste det sig, at Nyrup havde 

haft ret”. 

Diskurser – en kamp på værdier 

Kampen mellem de forskellige politiske 

diskurser er en kamp på værdier, der i 

dagens samfund i den vestlige verden bl.a. 

formuleres med terrorangrebet på USA i 

2001 og teorien om civilisationernes sam- 

menstød in mente. Om de politiske diskur- 

ser kan defineres som spin, og hvor stor en 

magt medierne har i forhold hertil, er en 

længere diskussion end den, der er præsen- 

teret her. 

Det er dog vigtigt at påpege, at selvom 

magthaverne for det meste sætter dags- 

orden og udformer de politiske diskurser, 

lever vi i Danmark i et demokratisk sam- 

fund, og hermed skulle der være mulighed 

for, at vi har en vis indflydelse på, hvem vi 

lader formulere diskurserne. Hvis vi er util- 

fredse med den autoritative fastsættelse 

og fordeling af værdier i vores samfund, 

kan vi jo altid vælge om. Det er dog blevet 

tydeligt, at kampen om den politiske magt 

og de dominerende diskurser ikke længere 

udelukkende kæmpes mellem partierne, 

men at medierne også er blevet en aktør i 

kampen. Hvilke af partierne, der er bedst til 

at styre diskurserne forbi og omkring den 

nye aktør kan sandsynligvis læses ud fra det 

seneste valgresultat – om så diskurserne 

bliver til handlingsplaner er en helt anden 

diskussion.

Skrevet af Kasper Løvborg, stud. Film- og Medievidenskab 

Voldelige mænd iført jakkesæt 

og filthatte. Drevet ud i 

kriminalitet af grådighed 

– og altid med fingeren på 

aftrækkeren. Gangstergenren er 

forbundet med disse klichéer, 

men hvilke fællesnævnere er 

de mest potente? Ordet kigger 

nærmere på tre kategorier, 

som nyere bud på genren kan 

opdeles i. 

den moderne gangsterfilm 

Gangstergenren fik i 1990 en tilba- 

gekomst med tre film, der sammen 

illustrerer dens spændvidde, og hver 

for sig repræsenterer tendenser inden for 

genren. Francis Ford Coppola afsluttede 

sin episke Godfather-trilogi, Coen-brødrene 

bød på den originale Miller’s Crossing, mens 

Martin Scorsese i Goodfellas beskæftigede 

sig med et mere realistisk gangstermiljø. 

Episke værker 

Kernen i genrens nyere film er ofte en 

skildring af gangsteres familiebånd eller 

livslange venskaber, der brydes som følge 

af enten mistillid eller den uundgåelige kor- 

rumpering ved tilranelse af magt. For at få 

seeren til at investere i disse loyalitetsbrud 

udspiller filmene sig ofte over en årrække. 

De bliver episke. 

De to første Godfather-film (1972/1974), 

hvor en siciliansk mafiafamilie skaber sine 

egne rammer i det kapitalistiske amerikan- 

ske samfund, var ikke blot afsættet for, 

men indbegrebet af denne type gang- 

sterfilm. Alligevel er det mest ambitiøse 

eksempel på den episke variant nok Sergio 

Leones Once Upon a Time in America (1984), 

der følger en gruppe unge småkriminelle 

fra de mødes og frem til tresserne, hvor 

de få overlevende kan kigge tilbage på og 

reflektere over deres liv. Omdrejningspunk- 

tet er dels deres nostalgiske tilbageblik på 

venskab og kærlighed, vundet og tabt, dels 

deres angrende refleksion over fordums 

forræderi og grådighed. 

Protagonisten, Noodles, fortryder bit- 

tert sine valg, men at han overhovedet 

har haft nogen, adskiller ham fra Michael 

Corleone i The Godfather, der, ude af stand 

til at undslippe sin skæbne, ender med at 

overtage faderens rolle som familiens over- 

hoved. Michael kan ikke undgå at blive på- 

virket af det korrupte miljø, og man følger 

ham udvikle sig til et iskoldt menneske, der 

ødelægger sin familie, drevet af ambitioner 

og styret af branchens nødvendighed af at 

være skånselsløs. 

Senere eksempler på film, der lægger 

sig op af de nævnte, er Blood In Blood Out 

(også kendt som Bound By Honor, 1993) og 

Crime Novel (2005). Fælles for dem alle er, 

at de fremstiller organiseret kriminalitet 

som en forretning, der i sidste ende styres 

af grådighed, frem for bånd til familie eller 

nære venner. Filmene bliver meditationer 

over spændingsfeltet mellem protagoni- 

sternes egne ønsker og løfter om loyalitet 

og den moralske forkastelighed, som de er 

nødsaget til at tillægge sig for at overleve. 

ORDET17 vinter 2007 ORDET17 vinter 2007 

18 19 

Nytænkning 

Miller’s Crossing behandler i vidt omfang 

de samme temaer som andre gangsterfilm. 

Protagonisten Tom Reagan bliver i løbet 

af filmen, ligesom Michael i The Godfather, 

mere koldblodig og må til sidst sørgmodigt 

erkende, at hans venskab med gangsteren 

Leo aldrig vil blive det samme efter Toms 

affære med hans elskerinde. Disse velkend- 

te elementer til trods, så adskiller Miller’s 

Crossing sig alligevel markant fra den klas- 

siske gangsterfilm, da filmen koncentrerer 

sig om at udstille genrekonventioner. Rea- 

lisme er underordnet, og det oprindelige 

fokus på individets konflikt med samfun- 

dets restriktioner går tabt, da ordensmag- 

ten og staten utroværdigt skildres som ikke 

bare delvist, men fuldstændigt korrupte. 

Selve plottet er inspireret af Dashiell 

Hammetts krimi The Glass Key, som Akira 

Kurusawa skævede til, da han lavede Yojim- 

bo, og som siden hen har inspireret utallige 

westerns. Der er altså tale om en særdeles 

velkendt historie, som udspringer af et 

noir-forlæg, og netop ud fra dette opstår 

genrevariationen: Coen-brødrene overfø- 

rer apatien fra den traditionelle detektiv i 

neo-noirs til Tom og genopfinder derved 

gangsterprotagonisten som en antihelt. I 

modsætning til den klassiske overambitiøse 

gangster, er Tom ikke en grådig narcis- 

sist, men en intellektuel ener – alene i en 

machoverden. Han manipulerer sine omgi- 

velser på udspekuleret vis, og det er som 

seer nemt at komme i tvivl om, hvorvidt 

hans handlinger er velovervejede eller blot 

tilfældige. 

Miller’s Crossing imiterer og genopfinder 

på én gang eksisterende skabeloner og er 

dermed temmelig svær at placere. Umid- 

delbart må den betegnes som en genrehy- 

brid, da den inddrager noir-elementer og 

en underspillet humor, som man normalt 

ikke forbinder med gangsterfilm. At af- 

skrive filmen som ren retro-pastiche virker 

således ikke fyldestgørende og med dens 

flertydighed og selvrefleksivitet in mente, 

fristes man til i stedet at kalde den et post- 

moderne bud på en klassisk gangsterfilm. 

Filmen er altså, ligesom Tom, svær at 

blive klog på. Den kan vel anses for en stil- 

øvelse, men ikke i forhold til f.eks. Quentin 

Tarantinos og Guy Richies efterfølgende 

film, hvis imitationer har udvandet genren 

til grænsen af uigenkendelighed. Popula- 

riteten af disse har ført til kopier af kopier 

– et postmoderne træk, der fordrer spørgs- 

målet: Er der originalitet tilbage i gangster- 

genren? Er der endnu nye veje at gå? 

FILMENE BLIVER MEDITATIONER 

OVER SPæNDINGSFELTET 

MELLEM PROTAGONISTERNES 

EGNE ØNSKER OG LØFTER OM 

LOyALITET OG DEN MORALSKE 

FORKASTELIGHED, SOM DE ER 

NØDSAGET TIL AT TILLæGGE SIG 

FOR AT OVERLEVE. 

Realisme 

Gangsteren er i de postmoderne film 

blevet en klichéfyldt myte, der benyttes i 

andre sammenhænge end de oprindelige. 

De klassiske gangsterfilm var problematise- 

ringer af kriminaliteten afledt af samtidens 

sociale problemer, hvor protagonisten så 

sig nødsaget til at forfølge sin egen om- 

vendte udgave af den amerikanske drøm. 

”As far back as I can remember, I always 

wanted to be a gangster,” som Henry Hill 

fortæller i Goodfellas. 

Mafiaen besidder den egentlige magt 

i fuld kontrol over sin egen uafhængige, 

afgrænsede verden. En verden, hvor det 

er muligt at realisere sine drømme. Filmen 

viser både de umiddelbare fordele, Henry 

opnår via sin tilværelse som gangster, 

samt hans senere uundgåelige undergang. 

Denne struktur skulle vise sig bæredygtig 

for mange nye gangsterfilm, bl.a. Scorseses 

egen Casino (1995). 

I disse film, og f.eks. også Donnie Bra- 

sco (1997), er der skruet betydeligt op for 

volden, og folk fra det virkelige mafiamiljø 

har hjulpet instruktørerne med at få detal- 

jerne på plads. Filmene markerer således 

en tilbagevenden til mere realistiske miljø- 

afbildninger, men det er klart, at filmene 

har måttet følge med tiden. Således er det 

mest hyldede nutidige portræt af mafiali- 

vet, The Sopranos (1999-2007), mere afdæm- 

pet end de film, der blev lavet og foregik 

i forbudstiden, hvor publikum kunne side- 

stille handlingen med hverdagens avisover- 

skrifter om datidens store gangstere, der 

dengang havde et langt mere omfattende 

fortagende med illegal sprut, gambling og 

prostitution. 

Traditionen for at benytte gangsterfil- 

men til at behandle sociale problemer ses 

dog stadig. Fernando Meirelles’ City of God 

(2002) blev af pressen døbt en brasiliansk 

Goodfellas, og filmen kombinerer et episk 

narrativ med en virtuos skildring af de så- 

kaldte favelas slumkvarterer i Rio de Janei- 

ro, hvori politikorruption og bandekrige er 

en del af hverdagen. Skulle man være i tvivl 

om, hvorvidt miljøbeskrivelsen er over- 

dreven og gangsterne for karikerede, kan 

det nævnes, at mange af skuespillerne var 

amatører opvokset i de fordærvede kvarte- 

rer. Asger Leths dokumentar Ghosts of Cité 

Soleil (2006) tegner et lignende portræt af 

den Central- og Sydamerikanske slum, blot i 

stedet med fokus på Haiti. 

City of God har tilsyneladende på ny 

genoplivet gangsterfilmen, der synes at 

trives i bedste velgående med sidste års 

Oscar-vinder for bedste film, Scorseses The 

Departed (2006), samt dette års to store 

gangsterfilm: David Cronenbergs Eastern 

Promises (2007), om den russiske mafia, og 

Ridley Scotts kommende American Gang- 

ster (2007), der genbruger skabelonen om 

en gangsters succes og undergang og spås 

Oscar-chancer. Dermed mangler vi bare 

en arvtager til Miller’s Crossing. En film der 

måske med tiden vil vise sig at være den 

sande original blandt alle kopierne.

Skrevet af Anders Jepsen, stud. Film- og Medievidenskab Foto: DR (retoucheret) 

DR-journalist Jeppe Nybroe blev 

fyret, fordi han tilføjede eksplosions- 

lyde i et nyhedsindslag. Christoffer 

Guldbrandsen blev beskyldt for manipu- 

lerende brug af underlægningsmusik i 

dokumentarfilmen Den Hemmelige Krig, og 

senest klippede TV2 to scener ud af Catrine 

Marchen Asmussens dokumentar Mig og 

Naser – den ene fordi den var rekonstru- 

eret. Filmiske virkemidler bliver flittigt 

diskuteret i de danske medier og ofte med 

anklager om manipulation. 

For den brede befolkning er de tre 

nævnte personer nok bedre kendt for 

M for... 

manipulation? 

Manipulation og løgn. En række skandaler har de seneste år sat fokus på dokumentarismens 

virkemidler. Tv-journalister og dokumentarister er blevet anklaget for bevidst at fordreje 

sandheden. Men hvad handler kritikken i virkeligheden om? Og giver det mening over 

én kam at blackliste filmiske virkemidler i dokumentaren? Ordet har kigget nærmere på 

skandaler, billedmedier og redigeringsteknikker. 

andet. Jeppe Nybroe påstod, at danske 

soldater var ved at forlade Irak, da de i 

virkeligheden var på vej ind. Regeringen 

beskyldte Guldbrandsen for at fordreje 

fakta, og Asmussen fremstillede en bil 

som udbrændt som følge af uroligheder, 

selvom den i virkeligheden bare havde haft 

motorstop. Debatten har i høj grad handlet 

om, hvorvidt de tre bevidst har løjet for sit 

publikum. 

Men en ting er at lyve og manipulere 

med kendsgerninger, en anden er at udnytte 

mulighederne i mediet. Spørgsmålet 

er, om det er fornuftigt at fokusere så 

ihærdigt på klippe- og lydarbejde, når man 

lige så vel kan diskutere den dokumentariske 

værdi af disse mediers egentlige byggesten, 

nemlig billeder. ”Fotografiets kunst 

består af andet og mere end at trykke på 

en udløser”, som tidligere lektor i filosofi og 

billedmedier, Søren Kjørup, udtrykker det. 

Billeder er en bearbejdning af virkeligheden, 

der kan snyde og bedrage – selvom de 

ikke er manipuleret i klassisk forstand. 

Billedet af virkeligheden 

Langhåret sagt er spørgsmålet, om fotografiet 

er et indeksikalsk tegn eller ej. Indeksi- 

kalske tegn, et begreb hentet fra semiotikken, 

kan f.eks. være dyrespor i sneen eller 

røg. Tegn der indikerer, at noget er sket, at 

et dyr har gået en tur i sneen, eller nogen 

har tændt et bål. På samme måde kan man 

se fotografiet som et digitalt eller kemisk 

spor af virkeligheden. En genstand foran 

kameraet reflekterer lys, der opfanges gennem 

linsen. Teorien forudsætter derved, 

at det, der var i virkeligheden, også er på 

billedet. Men betyder det, at det, der er på 

billedet, også var i virkeligheden? 

Teorien får modspil, hvis man forestiller 

sig billederne fra familiefødselsdagen, hvor 

alle optræder med røde øjne. De færreste 

vil stædigt påstå, at familien i netop det 

øjeblik var en flok blodsugende monstre. 

Dogumentary og ’M’anipulation 

I 2002 sagde seks prominente, skandinaviske 

dokumentarfilminstruktører ja til et 

eksperiment. Eksperimentet hed dogumentary 

og var i bedste dogme ’95-stil et 

regelsæt, der klart begrænsede instruktøren. 

Nogle af de mest vidtgående regler 

var: ”Alle klip skal markeres med 6-12 sorte 

billeder.” og ”Manipulation af lyd og/eller 

billeder må ikke finde sted.”. Reglerne 

skulle, ifølge ophavsmanden Lars Von Trier, 

bringe dokumentarfilmen tilbage til virkeligheden 

og fri den fra den nye teknologis 

manipulation. 

En lignende bekymring for den nye teknologis 

muligheder opstod i Norge, og her 

resulterede det i et bredere presse-etisk 

initiativ fra branchen selv. Norsk Presseforbund 

anbefalede, at manipulerede billeder 

i aviser og ugeblade skulle markeres med et 

lille M. Så kunne læseren se, at billedet var 

manipuleret og dømme derefter. 

Men som Søren Kjørup argumenterer, 

er en sådan markering ”i bedste fald både 

overflødig og naiv, i værste fald direkte 

farlig”. 

For hvis læseren kun anbefales at være 

særlig opmærksom på billeder markeret 

med M, vil billeder uden markering automatisk 

blive opfattet som mere troværdige. 

Billeder markeret M vil, måske retmæssigt, 

signalere utroværdighed, mens billeder 

uden M vil signalere en dokumentarisk 

autencitet. 

Men ønsker man bevidst at manipulere 

og vildlede, er det for det første naivt at 

forestille sig, at skurken ville markere sit billede 

”M”, og for det andet skulle det være 

en smal sag at fortælle en falsk historie 

uden at redigere i billedet. 

Ligeledes med dokumentarfilmgenren. 

Hvis der skabes enighed om, at filmiske virkemidler 

forpurrer sandheden, vil tiltroen 

til de enkeltstående billeder og dokumentarfilmen 

uden synlige virkemidler blive 

højere. Og samtidig vil en række grundlæggende 

og harmløse fortælleteknikker samt 

redigeringsteknikker blive mistænkeliggjort. 

Krav til dokumentaristen 

Under overskriften ”TV2 manipulerer i ny 

dokumentar” forlangte en journalist fra 

Nyhedsavisen, at Catrine Asmussens dokumentar 

Mig og Naser blev fjernet fra TV2’s 

sendeflade. ”Billederne skal tale sandt, 

lyden skal være sand, indtalingen skal være 

sand, tiden skal være rigtig,” lød parolen, 

og dermed var sagen ifølge ham klar. Journalisten 

forventer, at dokumentaristen 

fremviser virkeligheden kronologisk og 

objektiv. Som seer kan vi ikke gennemskue 

virkemidlerne, og ”vi har ikke andet valg 

end at ‘give op’, læne os tilbage og ‘tro’ på 

filmen.” fortsætter han. 

Men lad os undersøge en typisk scene 

fra en dokumentarfilm. To personer har 

en samtale ved et bord. Den ene snakker, 

den anden lytter. De fleste dokumentarfilm 

optages med ét kamera, og det er derfor 

umuligt samtidig at filme den talende og 

den lyttende person – hver for sig vel at 

mærke. Alligevel klippes der i dokumentarfilm 

ofte til ’reaction shots’ af den lyttende. 

Altså billeder som umuligt kan være 

optaget i den rækkefølge, de præsenteres 

i filmen. Hvis den lyttende tilmed nikker, 

har vi kun instruktørens gode ord for, at 

vedkommende rent faktisk nikkede netop 

her. Journalisten har altså ret. Vi må ’give 

op’, læne os tilbage og ’tro’ på dokumentaristens 

moral, men sådan er det hele tiden 

- selv ned i den mindste detalje. 

Mig og Naser blev da også sendt, men 

uden to centrale scener. TV2’s fakta- og dokumentarredaktør 

Lasse Bjerre begrunde- 

de: ”Rekonstruktioner skal undgås, når der 

er tale om centrale scener”. Hvad en central 

scene er, melder historien ikke noget om. 

At rekonstruktioner skal undgås, er desuden 

et pudsigt ideal, som ikke traditionelt 

er knyttet til dokumentarismen. Filmhistorisk 

er én af de mere tungtvejende definitioner 

på dokumentarismen jo netop John 

Griersons ”a creative treatment of actuality”. 

En betegnelse der accepterer filmskaberens 

bearbejdning af sit materiale. 

Hvis Lasse Bjerre nærstuderede TV2nyhederne 

på en typisk mandag aften, 

ville han nok også få et chok. Mange nyhedsindslag 

gør brug af iscenesættelser 

og rekonstruktioner. Ofte har journalisten 

bedt interviewpersonen læse i avisen, gå 

ud for at hente post eller gå en tur på havnen, 

mens speakeren fortæller om tidligere 

depression og selvmordsforsøg. 

Man kan lyve på mange måder, og fortælle 

sandheder på mange andre. Spørgsmålet 

er da, om det er rimeligt over én 

kam at angribe traditionelle, basale redigeringsteknikker 

for at være manipulation. 

Tilliden i højsædet 

Morten Bay, cand. mag. i Medievidenskab, 

tidligere formand for det Radikale venstres 

mediegruppe og forfatter af bogen Generation 

Netværk, har foreslået, at kildekritik 

indføres som fag i folkeskolen. Han mener, 

det er vigtigt at træne de unge i kritisk stillingtagen 

til medier. 

Og måske er det ikke en helt dårlig vej at 

gå. Tidligere kunne man tydeligt se, hvis et 

billede var manipuleret. Saksen og limstiften 

efterlod tydelige spor. Men i takt med 

teknologiudviklingen bliver det sværere og 

sværere. Så i stedet for at slå sporadisk ned 

på filmiske virkemidler, er vi bedre stillet 

med generel kritisk stillingtagen. I sidste 

ende er det alligevel tilliden til den enkelte 

person og dennes forvaltning af teknologien, 

der afgør, om vi kan tro på det, vi ser. 

Kameraet sikrer ikke objektiviteten. 



Skrevet af Henrik Østergaard, stud. Film- og Medievidenskab 

Som én af filmhistoriens allerstørste 

auteurs kredsede den, i mere 

end én forstand, store instruktør, 

Orson Welles, ofte om magtens 

grimme fjæs, dens tilbedere og 

disciple. I hans optik var magten 

sjældent et kønt syn, og hans 

fiktive magtmenneske i forskellige 

afskygninger lå måske ikke så langt 

fra hans egen persona. 

Welles’ problembørn 

– problembarnet Welles 

Fra de dystre natskygger i et falde- 

færdigt hul af en grænseby træder 

en skikkelse larger-than-life ind på 

lærredet. I et syn så grotesk, en Orson 

Welles sminket til ukendelighed og filmet 

fra et respektindgydende lavt leje, vakler 

et overvægtigt vrag af en mand frem. Så 

gennemrådden af sin egen nedbrydende 

livs- og bevisførelse, at han også er ved at 

rådne fysisk op. 

Bag al den visuelle bravour 

Denne dæmonlignende skikkelse er fra Or- 

son Welles klassikeren Touch of Evil fra 1958 

om en nygift, mexicansk politimand, der på 

dødsensfarlig vis kommer på sporet af sin 

amerikanske kollega Quinlans forfalskende 

metoder til at opklare forbrydelser. Denne 

Quinlan er måske den mest endegyldige 

repræsentant for filmkunstens fascination 

af magtens væsen og dens tilbedere. Eller 

rettere, i hvert fald i Welles’ tilfælde, en 

fascination af mennesket bag magten. Som 

for eksempel når den frygtindgydende 

despot af en politimand, Hank Quinlan, til 

sidst ligger ynkeligt i vandskorpen under en 

bro som en slagen mand, der febrilsk forsø- 

ger at forhindre, at sandheden skal komme 

frem. Vi ved her, at denne mand blot er et 

sønderramt offer, der i sin egen sorg over 

hustruens død har brugt og misbrugt al 

sin magt til at genvinde kontrollen. Måske 

ikke et synderligt tiltalende offer, men dog 

alligevel et offer. 

Orson Welles bliver idag generelt betrag- 

tet som en af de allerstørste instruktører i 

filmhistorien, med filmen, der ofte kaldes 

‘Verdens Bedste Film’, nemlig Citizen Kane, 

på samvittigheden. Men han er også kendt 

som en af de største tragedier og spildte 

genier ud i filmkunsten. Som barn af en 

opfinder og en koncertpianist blev han 

KANE SIDDENDE ENSOM OG ALENE I LæNESTOLEN, DEN SORGRAMTE ENKEMAND QUINLAN LIGGENDE 

yNKELIGT I FLODEN. I SIDSTE ENDE FØLER VI MED DEM, FORDI VI FORSTåR DEM. WELLES Så MULIGVIS SIG 

SELV I DISSE BåDE MAGTFULDE OG MAGTESLØSE FIKTIVE KARAKTERER. 

tidligt anset for et vidunderbarn, idet han 

både iscenesatte Shakespeare og viste store 

evner for poesi, klaver og skuespil. Shake- 

speare skulle komme til at følge ham resten 

hans karriere, idet han ofte har filmatiseret 

den engelske playwright, og hans øvrige 

film rummer ofte samme storladent tragi- 

ske elementer. Hans film blev dog desværre 

ofte skamklippet af Hollywood, han blev 

erklæret for ’persona non grata’ i glamour- 

byen og flygtede i eksil til udlandet, hvor 

han var anderledes anerkendt og kunne 

finansiere sine kompromisløse projekter 

ved at spille med i andre instruktørers film. 

Magtmennesket Quinlan trækker en lige 

linje tilbage til en anden stor mand. Nemlig 

fra hans debutfilm Citizen Kane (1941). Den 

store mand, der med en emotionel moden- 

hed som en teenager og i tabet af sin barn- 

doms Rosebud, raser med vold og magt og 

med rundsave på albuerne igennem livet 

mod sin åbenlyse, ensomme undergang. 

Selv da hans magt når toppen af barome- 

tret, formår han ikke at indfri sine højeste 

ønsker, og hans hjælpeløshed og sårbarhed 

udstilles. Bag al den visuelle bravour be- 

skæftigede Orson Welles sig igennem det 

meste af sin produktion med en fascination 

af magtmennesket. 



Power Baby’er 

Berverle Houston har i en artikel i det inter- 

nationale filmtidsskrift Film Quarterly kaldt 

denne centrale figur, dette magtmenneske 

i mange af Orson Welles’ film, for en ’Power 

Baby’. Et voksent barn, der med lige dele 

begær og afmægtig trygheds trang klamrer 

sig til magten, som var det moderens bryst. 

Og det er ikke så svært at se sammenhængen. 

I den overdimensionerede kæmpebaby 

med michelin-arme Hank Quinlans 

tilfælde spises og suttes der tilmed til den 

store guldmedalje på noget så barnligt som 

slikpinde, hvis den da ikke udskiftes med en 

cigar, der mere suges end ryges på, mens 

han misbruger sin selvbestaltede absolutte 

magt til at ændre selve rammerne for retfærdighed 

efter sit eget hoved. Ligeledes 

optræder Kane indimellem som et ustyrligt 

barn i en slikbutik - både overfor hans nær- 

meste og verden i det hele taget. 

Begær og tryghedstrang flyder sammen, 

når Welles’ magtmennesker er på 

færde. I deres indre barns søgning efter en 

mistet, eller måske aldrig tilstedeværende, 

signifikant essens i fortiden slår ‘barnets’ 

behov for tryghed over i den ‘voksnes’ 

nærmest maniske behov for kontrol med 

omverdenen. Og hvad der ikke indfinder 

sig i deres omverden, skal nok komme det, 

hvis det står til disse magtmennesker. Et 

begær efter såvel tryghed og kontrol så 

nedbrydende, at det oftest ender med 

at opsluge dem selv. Denne samme så at 

sige selvdestruktive ageren, som udvises af 

Kane og Quinlan, bliver anet hos flere andre 

af Welles’ trængte figurer: Fra den menneskeligt 

og erotisk overlegne, men naive 

Othello overfor hans undergang, Iago, i den 

ekspressionistiske version af Shakespeares 

skuespil fra 1952; til Karen Blixen-filmatiseringen 

En udødelig histories (1968) Mr. 

Clay, som fuldt bevidst bruger sin magt 

til at manipulere med sine omgivelser for 

at sikre sin arvefølge og dermed sin egen 

‘udødelighed’ til en sådan grad, at det ender 

med netop hans død. Visuelt fremstiller 

Welles ofte disse magtmennesker nedefra 

i frøperspektiv, som Kane i frembrusende 

statur foran et gigantisk billede af ham selv, 

illustrerende hans magtfuldhed, for så at 

filme dem i en total indstilling, der gør dem 

små og alene, for at illustrere deres skrøbelighed 

og ensomhed. 

Citizen Welles 

Med sit imponerende korpus var Orson Welles 

perfekt til selv at spille disse magtmennesker. 

I enkelte tilfælde overlod han dog 

scenen til andre kræfter. Magtmennesket 

var dog stadig i høj grad tilstede. Som for 

eksempel i den storslåede Familien Ambersson, 

der i 1942 efterfulgte hans celebrerede 

debutfilm. Her var det den unge og noget 

lettere Tim Holt, der spillede magtmonsteret 

i menneskeskikkelse med et problematisk 

barnesind. Denne Georgie Minafer indleder 

et frontalt angreb mod omverdenen, 

da hans plads i familien, hans del i formuen 

og ikke mindst, ligesom i Citizen Kane, hans 

plads i hans kære mors favn trues. Igen til 

tragisk endeligt for vores selvudslettende 

protagonist. 

Orson Welles’ mange magtfulde, men 

triste menneskeskæbner, kunne ses som 

hans eget terapeutiske billede af sig selv, 

og efterfølgende skræmmende virkeliggjort 

af ham selv i hans senere tragiske filmkarriere. 

Som hans figurer, og særligt hans 

Charles Foster Kane, blev han selv frarøvet 

sin families trygge skød, da han mistede 

sin mor som 8-årig, og sågar sin far som 

12-årig, og igen som sine figurer opnåede 

han i starten af sin karriere en enorm magt 

og selvbestemmelse, for til sidst at få den 

fravristet igen på grund af sammenstødet 

med en uforstående og usamarbejdsvillig 

kommerciel filmindustri. Noget, der vel 

i høj grad også var sporet af hans egen 

manglende selvdisciplin og ukontrollable 

egocentrisme. Måske derfor fremstiller han 

også i sidste ende sine ved første øjekast 

frastødende personligheder med en hvis 

forståelse og medlidenhed: Kane siddende 

ensom og alene i lænestolen, den sorgramte 

enkemand Quinlan liggende ynkeligt 

i floden. I sidste ende føler vi med dem, 

fordi vi forstår dem. Welles så muligvis sig 

selv i disse både magtfulde og magtesløse 

fiktive karakterer. 

Disse sammenfald mellem historien og 

fiktionen er selvfølgelig ikke uomtvistelige 

beviser for, at Orson Welles film kan og skal 

læses på denne måde. Naturligvis må andre 

aspekter også inddrages for at få den fulde 

forståelse for Orson Welles’ værk. Men de 

kan øjensynligt være behjælpelige som et 

udgangspunkt for en nærmere analyse, og, 

om ikke andet, give en smule mere indblik 

i den nedbrydende effekt, magtens væsen 

bestemt også kan have. 

Kilder: 

Houston, Berverle: Power and Dis-integration 

in the Films of Orson Welles in: 

Film Quarterly, vol. 35, no. 4 (1982) 

Thomsen, Christian Braad: Drømmefilm 

(2002)

Ud at se med ph.d., Skrevet af Rasmus Helles 

NYe MedIer 

I eT GAMMelT SAMFUNd 

Hvem snakker med hvem, gennem hvad, hvorfor, og hvad fører det til? Med 

udbredelsen af e-mail, SMS og mobil-snak er svaret på kommunikationsforskningens 

klassiske spørgsmål pludselig blevet mindst en ph.d.-afhandling længere – Rasmus 

Helles skriver Ph.d. om ”Personlige Medier i Dagliglivet”. 

Spol tiden 15 år tilbage. Dengang 

havde almindelige mennesker to 

medier til rådighed, når de ville kom- 

munikere med deres nærmeste: Telefonen 

og brevet. Siden har den digitale teknologi 

udviklet sig eksplosivt, og den interper- 

sonelle kommunikation har spredt sig til 

en række nye medier. De færreste kunne 

nok forestille sig en hverdag uden mobil- 

telefon, sms’er og e-mails. Afhandlingen 

Personlige Medier i Dagliglivet undersøger 

konsekvenserne af de mange nye mediers 

indtog i vores dagligdag og personlige 

netværk. 

Fra teknologi-hype til dagligliv 

Der tales meget om ’nye medier’, både i de 

nye medier selv og i de ’gamle’ massemedi- 

er. Fælles for de fleste stemmer i koret er 

overbevisningen om, at udviklingen kon- 

stant bevæger sig fremad og accelererer. 

Alene det at følge med i, hvad der for ti- 

den er cutting edge, kan udfylde de vågne 

timer for de fleste. Eventuel resterende tid 

kan bruges til at orientere sig i urskoven af 

bud på, hvilke konsekvenser disse teknolo- 

gier får for fremtiden: Hvordan de vil revo- 

lutionere forretningslivet, kærlighedslivet, 

dagliglivet, det politiske liv etc. etc. 

Afhandlingen Personlige medier i Daglig- 

livet går til spørgsmålet om de digitale me- 

diers sociale og kulturelle betydning fra en 

anden vinkel og trækker på indsigter fra 

mediesociologi, mediehistorie, hverdags- 

livssociologi og social netværksanalyse. 

Projektet fokuserer på de konsekven- 

ser, udviklingen af den digitale teknologi 

har haft for den interpersonelle kommuni- 

kation - dvs. vores daglige kommunikation 

med den nærmeste, sociale kreds af fami- 

lie og venner. 

Medieret interpersonel kommunikation 

Mange af de nye medier, ikke mindst 

mobiltelefonen, er blevet vigtige kanaler 

for kommunikation med vores nærmeste. 

Det betyder, at meget af den kommuni- 

kation, der bedrives i mails, sms-beskeder 

og mobilsamtaler, arver en række træk fra 

den dagligdag, de indgår i: Det er hurtige 

beskeder om manglende indkøb, sidste-øje- 

bliks-ændringer af planlagte møder, korte 

samtaler om dagens begivenheder etc. Alt 

sammen meget velkendt, og alt sammen 



rimeligt trivielt. 

Men selv om de nye medier fortrinsvis 

bruges til at fortsætte almindelig hverdags- 

kommunikation, så rummer de alligevel et 

forandringspotentiale, fordi de giver os 

mulighed for at manipulere med en række 

omstændigheder omkring kommunikatio- 

nen, som før lå temmelig fast: Vi kan vælge 

at gøre stort set enhver situation til ramme 

om kommunikation - muligheden er ikke 

længere væk end vores bukselomme. 

Vi har fået mulighed for at være strategiske 

omkring accept og afslag af kommunika- 

tion: Hvis vi ikke gider at snakke med den, 

der ringer eller mailer, kan vi ignorere 

tilbudet og ringe tilbage senere, eller helt 

droppe det. Og endelig giver lang tids brug 

af de nye muligheder os en øget føling 

med de nærmestes daglige liv og færden 

- også i de situationer, hvor vi normalt ikke 

er sammen med dem. Den konstante kom- 

munikation får altså løbende vore forskel- 

lige sociale sfærer til at overlappe hinanden 

og blive mere tilgængelige for os - på en 

anden måde end tidligere. 

Ændring af sociale roller 

Skønt indholdet af kommunikationen kan 

være nok så ordinært, så er de nye medier 

spændende alligevel, blot på et andet plan. 

For med de nye muligheder for at vælge 

menneskene i vores omgangskreds til og 

fra - for at lukke dem ind og ud af forskel- 

lige sammenhænge og for at vide nye ting 

om dem - åbnes der op for at genforhandle 

nogle af de normer, som vores daglige 

tilværelse hviler på. 

Hvem siger hvad, til hvem, hvornår (må 

de vide hvad jeg laver nu?)? Hvem kan trygt 

ignoreres (fordi de alligevel ringer igen)? 

Hvem må man svare (fordi der står noget 

på spil)? Spørgsmål, der viser, at der skjuler 

sig langt større og mere betydningsfulde 

spørgsmål nede under mobilsnakkens pro- 

saiske overflade. For selv om hverdagslivet 

er trivielt, så er det organiseret ud fra 

værdier og normer, der viser hen til magt- 

forhold og sociale roller, som er dyb alvor 

for de implicerede - og når vi inviterer nye 

medier ind i dette delikate arrangement, 

så åbner vi også for muligheden for at lave 

om på det. 

Et eksempel fra afhandlingen: I en fami- 

lie deles forældrene ligeligt om opgaven 

med at tage sig af barnet - lige indtil ungen 

får sin første mobil og begynder at ringe 

til forældrene på arbejdet. Så viser det sig, 

at mor er mere villig til at forlade et møde 

for at svare på podens opringninger end 

far. Skønt begge forældre ønsker at dele 

ansvaret, så ender det i praksis med at ligge 

mere hos den ene end den anden, også 

udenfor arbejdstiden. For når nu samtalen 

mellem mor og barn om skoledagens be- 

givenheder allerede er startet på mobilen 

om formiddagen, så fortsætter den også 

lettere mellem de to om eftermiddagen 

efter arbejde. 

Eksemplet viser, hvordan medieringen 

af hverdagslivets kommunikation kan have 

et transformativt potentiale, der rækker 

langt ud over medieringen selv. Det er 

dette forandringspotentiale, projektet 

sigter mod at klarlægge. 

Eksperiment i fuld skala 

Som med så megen anden medieforsk- 

ning er projektet nærmest pr. automatik 

tværfagligt, da det trækker på teorier og 

metoder fra flere forskellige traditioner, 

hvilket kræver, at der udvikles en samlende 

teoretisk ramme. 

Til gengæld giver det mulighed for at se 

et af medievidenskabens centrale temaer - 

kommunikation - fra flere sider, ikke mindst 

hvordan kommunikation fungerer i samspil 

med sociale normer og strukturer. 

Det er samtidig med til at øge bevidsthe- 

den om, hvor stort et eksperiment vi som 

samfund har begivet os ud i ved at invitere 

de nye medier helt ind i kernen af vores 

sociale liv. 

Normalt er det forskerne, der udtænker 

eksperimenterne i laboratoriet. I dette 

tilfælde er vi imidlertid så heldige, at sam- 

fundet selv har iværksat eksperimentet i 

fuld skala, så man som eksempelvis ph.d.- 

studerende blot skal sætte sig ned på en af 

de forreste rækker og følge, hvordan nye 

medier får det gamle samfund til at udvikle 

og forandre sig. 

Litteratur 

Goggin, G.: Cell phone culture: Mobile techno- 

logy in everyday life, 2006 

Katz, J. E., et al.: Personal mediated communica- 

tion and the concept of community in theory 

and practice. In: Kalbfleisch, P. (Ed.): Communi- 

cation Yearbook, 2004 

Ling, R. S.: The mobile connection: The cell pho- 

ne’s impact on society, 2004 

Rasmussen, T.: Nettverksintegrasjon og Person- 

lige Medier. In: Loders, et al. (Eds.): Personlige 

Medier: Livet Mellem Skermene, 2007 

Wellman, B. & Hogan, B.: Connected lives: The 

project. In Purcell, P. (Ed.): Networked Neigh- 

bourhoods, 2005 

Link 

Der findes en udmærket (og pt. ajourført) bib- 

liografi om mobile medier på adressen: 

http://www.scils.rutgers.edu/ci/cmcs/publica- 

tions/

Skrevet af Uffe Paulsen, stud. mag. Medievidenskab Foto: Uffe Paulsen 

Duften af Tarzan er titlen på den 

første artikel, hvori navnet Stig 

Hjarvard forekommer i den danske 

avisdatabase Infomedia. Det var i 1993, og 

siden er det blevet til intet mindre end 497 

notitser, artikler, interviews, et par debat- 

indlæg og en kronik. Men tjek hellere selv 

efter, for tallet er helt sikkert steget noget, 

siden denne artikel blev skrevet midt under 

valgkampen. 

Stig Hjarvards daglige arbejde som forsker 

er absolut ikke noget, der foregår i et va- 

kuum. Hjarvard er løbende i interaktion 

med verden omkring ham. Der er stor 

efterspørgsel efter hans viden i medierne 

- han må sige nej til ni ud ti henvendelser 

- og hans forskning afsøger løbende de 

forandringer, der sker i den danske medie- 

virkelighed. 

Duften af Tarzan handlede om det i 1993 

ganske nye fænomen, at herreparfumer 

blev markedsført gennem saftige reklamer 

med afklædte mænd. I årene siden har 

Stig Hjarvard beskæftiget sig med (og altså 

ganske ofte udtalt sig om) så forskellige em- 

ner som Kongehuset, Irak-krigen, religion, 

reality-genren. Men oftest har hans mange 

videnskabelige publikationer, for dem er 

der også mange af, vendt og drejet emner 

som journalistik, nyhedsformidling, offent- 

lighed og demokrati. Når man spørger ham 

selv, om der er en rød tråd, griner han og 

FORSKERINTERVEW 

Mellem 

mennesker 

og medier 

Stig Hjarvard er en forsker i løbende 

dialog med sin samtid. Som ofte brugt 

kommentator i medierne og som 

engageret forsker i, hvad medierne gør 

ved menneskers relationer 

svarer: 

”Ja, det håber jeg da, der er! Den røde 

tråd er en stor interesse for, hvad medi- 

erne betyder i menneskers relationer. Og 

mennesker forstået både på gruppeniveau 

og på samfundsniveau. Jeg har i flere år nu 

arbejdet med begrebet medialisering. Det 

handler om den proces, at vi er gået fra et 

samfund, hvor face-to-face-kommunikation 

har været mere dominerende, til i dag, 

hvor både samfundets store kommunika- 

tion og kommunikation i små grupper i 

næsten alle henseender er formidlet eller 

understøttet af medier. Det gør noget ved 

de relationer, vi har til hinanden. Det er 

det, jeg prøver at undersøge.” 

Men i de senere år er Stig Hjarvard også ble- 

vet mere bevidst om, at samfundslivet ikke 

kun udspiller sig i nyhedsudsendelserne og 

i avisjournalistikken: 

”Medierne har jo også en anden virke- 

lighed, som handler om hverdagsliv, om 

følelser, om det overnaturlige. Og hvis 

mediesociologi skal være sit navn værd, 

skal den kunne forklare både de seriøse si- 

der af mediernes virke, men også de sider, 

som kan være ligeså alvorlige, men som har 

mere at gøre med det nydelsesmæssige 

aspekt af medierne og underholdning.” Det 

har blandt andet ført Stig Hjarvard til at 

undersøge emner som religion og overtro 

i medierne, og de nye sprogformer, me- 

dialekter, som den megen nye medierede 

kommunikation afføder. 

Verden i støbeskeen 

Da Stig Hjarvard skulle vælge studie i 

1980’erne, fandtes der ikke noget medie- 

fag: ”Der var et filmvidenskabeligt fag, som 

på det tidspunkt – kan man godt sige uden 

at fornærme nogen – var ganske snævert 

filmhistorisk og filmæstetisk og havde 

meget lidt med andre typer af medier at 



gøre.” 

”Min interesse har altid været mere 

mediesociologisk, altså i bredeste forstand 

samspillet mellem medier, kultur og sam- 

fund, og Litteraturvidenskab var dengang 

et af de steder, hvor man kunne beskæf- 

tige sig med det. Fagets studieordning 

var bred, og i kraft af det, man kaldte det 

udvidede tekstbegreb, blev avistekster, 

radio og tv også lødige studieobjekter. Så 

udover at jeg heller ikke havde noget imod 

litteratur, så var det også det sted, hvor 

man kunne interessere sig for den type 

spørgsmål.” 

Stig Hjarvard var ikke ensporet rettet 

mod at blive forsker. Det var blot en af 

flere karrieremuligheder, han overvejede. 

Men hans interesse for fagets substans, me- 

dierne, gjorde det naturligt at fortsætte. 

Sammen med Henrik Søndergaard, der i 

dag også er forsker på Afdeling for Film- og 

Medievidenskab, skrev han i 1988 en magi- 

sterafhandling på Litteraturvidenskab om 

forsøgene med lokal-tv i Danmark. Det lyder 

måske meget uskyldigt, men var lidt af en 

revolution i medieverdenen i 1980’erne 

efter tredive års monopolfjernsyn: 

”Jeg blev færdig på et tidspunkt, hvor 

der var en kolossal dynamik i mediever- 

denen. Der var et kæmpe opbrud, og det 

gjorde det til en helt oplagt interesse at 

studere, hvad det egentligt var for nogle 

omvæltninger, der skete i mediesystemet, 

og hvilke implikationer, det havde for 

kulturen, samfundet og deltagelsen i de- 

mokrati.” 

Så der var brændstof til, at du blev ved? 

”Der var masser af brændstof! Det var på 

mange måder ligesom at opleve, at verden 

er i støbeskeen uden for vinduet. Det var 

bare om at gå i gang med at se på, hvad 

der skete.” 

Nye spilleregler 

Stig Hjarvard forsøger stadig at kortlægge 

samtidens medieomvæltninger med sin 

forskning: 

”I 2001 troede vi, at internettet var den 

store udfordring til den trykte presse, men 

nej, det var papirmedier, der skulle revolu- 

tionere pressemarkedet.” 

”Det, der sker i øjeblikket, er mindst lige 

så omvæltende, som da Cavling omlagde 

Politiken i 1905. Det er en helt ny avisform, 

som har overtaget markedet, nemlig gra- 

tisaviserne. De er finansieret på en anden 

måde, de udgives med at andet formål og 

indholdet er af en anden karakter. Og de 

er jo, om ikke over night, så på kun seks 

år blevet landets største aviser. Det er al- 

ligevel bemærkelsesværdigt og har ændret 

spillereglerne for det hele.” 

I samme periode er det politiske liv ble- 

vet mere skarpt opdelt i en venstreblok og 

en højreblok, og det, mener Stig Hjarvard, 

er en af årsagerne til en repolitisering af 

dele af den trykte presse. Det arbejder han 

i øjeblikket med i projektet Journalistik som 

politisk intervention: 

”Mens nogle aviser, ikke mindst gratisavi- 

serne, ser ud til at blive ganske apolitiske, 

så har vi på den anden side en række aviser 

som Berlingske Tidende, Politiken, Jyllands- 

Posten, Kristeligt Dagblad, Børsen og Infor- 

mation, som er relativt eksplicitte i deres 

politiske udmeldinger. På lederplads, men 

også i journalistikken, i måden at designe 

avisen på og henvende sig til læseren.” 

”Nogle aviser finder tilsyneladende en posi- 

tion i markedet, hvor opinion både er poli- 

tisk interessant, men også kan betale sig.” 

At avisjournalistik ser ud til i stigende 

grad at blive politiseret, bekymrer ikke Stig 

Hjarvard, for samtidig ser det ud til, at læ- 

serne godt kan gennemskue avisernes vink- 

linger: ”Der er nok nogle, der synes, at f.eks. 

Politiken eller Jyllands-Posten er gået for 

meget ud af en politisk tangent, men det 

er vigtigt at understrege, at en del af dem, 

der holder aviserne, gør det, fordi avisen er 

bærer af den opinion, som de hælder til. Så 

det er også en attraktionsværdi.” 

”Nogle af de analyser, jeg er i gang med 

at lave, peger på, at læserne er fuldt på det 

rene med, at aviserne har den bias. Det er 

ikke sådan, at den naive læser af Berlinge- 

ren tror, at det er en helt neutral avis. Nej, 

de er udmærket klar over, at det er en bor- 

gerlig avis, og de ser det borgerlige indhold 

– også i det journalistiske stof.” 

Ud af tepotten 

På trods af, at humanistisk forskning jo dre- 

jer sig om mennesker, så foregår det meste 

af forsker-fodarbejdet alene på kontoret. 

Og det stiller særlige krav til de mennesker, 

der arbejder som forskere: ”Der er ingen 

tvivl om, at man skal kunne holde sig selv 

rimeligt ud. Også i ensomhed. Og man skal 

ikke mindst kunne holde sig selv oppe i en 

række processer. Det skal man være klar 

over, hvis man vælger den karriere.” 

”Men jeg vil samtidig sige, at jeg hører 

til den generation, hvor forskningen må-

...fortsat 

28 

ske kom lidt ud af det med den ensomme 

forsker på kontoret. Jeg husker dengang, 

jeg selv var en ung forskerspire, at det blev 

omtalt som tepotteforskning: Den ældre 

lektor mødte op på arbejde hver morgen, 

lavede en kande te, låste sig ind på sit kon- 

tor og låste sig ud igen kl. 16.30. Den måde 

at drive forskning på, synes jeg ikke er 

tiltalende.” 

Derfor har Stig Hjarvard som oftest valgt 

at arbejde sammen med andre i forsker- 

grupper: ”Gerne en overskuelig gruppe på 

en fem-ti stykker, hvor man koncentrerer 

sig om et givet felt.” 

”Men jo, der er ingen tvivl om, at det er 

mere selvstændigt, det er mere ’ensomt’ 

end så mange andre professioner. Men det 

er også et sted, hvor man diskuterer og 

møder rigtigt mange interessante men- 

nesker.” 

Opgør med paradigmerne 

En anden drivkraft for Stig Hjarvard er altid 

at forsøge at udfordre de dominerende 

ideer i samtiden: ”Jeg synes, det er en del 

af dynamikken at forholde sig kritisk til de 

paradigmer, der eksisterer i den tid, man 

er i. Og hvis dette er stedet at give råd til 

yngre forskere, så er det, at man aldrig skal 

formulere sine videnskabelige problemstil- 

linger i forlængelse af de igangværende 

paradigmer. Man skal altid gøre det enten 

i modstand mod det, eller prøve at opsøge 

nogle nye områder.” 

”Jeg kom til på et tidspunkt, hvor ikke 

mindst den kvalitative receptionsanalyse 

var hot. Jeg kunne bare se, at der var et 

kæmpe hul, et helt uudforsket område, 

som handlede om produktionsanalyser, 

institutionsanalyser og ikke mindst kvanti- 

tativ forskning.” 

Og netop det empiriske, kvantitative 

arbejde er noget af det, som kan give et 

mere umiddelbart kick i det daglige. For 

hvor det måske er let nok at forestille sig, 

den naturvidenskabelige forsker har et 

opdagelsens øjeblik, hvor eksperimentet 

lykkes i de boblende kolber, så udfolder 

humanistisk forskning sig noget mere fred- 

sommeligt: 

”Det er klart, at det ikke har den samme 

karakter, men jeg synes da, der sker nogle 

klare ryk, hvor man bliver inspireret af en 

bestemt tilgang, en bestemt teoridannelse 

eller et nyt paradigme” 

”Jeg arbejder også en del med kvantita- 

tive analyser, og det er det såmænd ganske 

lig det naturvidenskabelige. For eksempel 

har jeg i arbejdet med den politiske presse 

kørt flere nationale surveys. Og der er 

det da hver gang spændende at få rådata 

fra analysebureauet. For nu skal det, man 

troede, stå sin prøve. Er det sådan, at folk 

faktisk kan se en politisk tendens i avisen? 

Er det sådan, at Berlingske Tidendes læsere 

synes, det er en mere konservativ avis end 

Politiken? Ja, hvis ikke, så falder min hypo- 

tese til jorden. Så på den måde er der jo 

også et spændingsmoment. Er det sandt 

eller falsk?” 

Hvad er godt? 

Det er ikke kun medierne, der kommer til 

Stig Hjarvard. Han har selv gjort et stort 

formidlingsarbejde gennem artikler og en 

håndfuld mere bredt orienterede bøger. 

Og som universitetsforsker bør det ifølge 

Stig Hjarvard være en selvfølge at være i 

dialog med omgivelserne: 

”Jeg synes, når man har et arbejde som 

det her, så har man en forpligtelse til at 

formidle til det samfund, man lever i. Og 

fra min side er det ikke kun en forpligtelse, 

det er også en lyst. Jeg kan godt lide at 

holde foredrag, jeg synes det er interessant 

at diskutere med journalister. At være en 

del af diskussionen.” 

Og for at medievidenskaben skal kunne 

sige noget vægtigt til samfundet, må den 

ifølge Stig Hjarvard ikke kun grave sig ned 

i spidsfindige detaljer. Han oplever, at me- 

dievidenskaben er blevet mere moden, og 

dermed også mere specialiseret: 

”Man bliver klogere på nogle felter og 

kan uddybe og opkvalificere dem. Men hvis 

man alene ved noget om nogle meget fine 

detaljer i computerspillets narratologi eller 

for den sags skyld om meningsdannelse 

eller agendasettingens anden eller tredje 

dimension, så bliver medievidenskaben ikke 


særligt leveringsdygtig overfor det om- 

kringliggende samfund.” 

”Medievidenskaben skal have noget at 

sige til sin samtid, til samfundet og kultu- 

ren. Noget der bidrager til, at man på ud- 

dannelsesinstitutionerne og andre steder 

kan diskutere, hvad medierne er, hvad de 

bør være. Også den mere normative diskus- 

sion. Er det en god måde, vi bruger medi- 

erne på i Danmark?” 

Karriereforløb 

F. 1960 

Professor. Cand.mag i Litteraturviden- 

skab i 1988, Ph.d. i Medievidenskab 1994. 

Fra 1995-2001 ansat som lektor ved insti- 

tut for Film- og Medievidenskab, KU. 

Fra 2002 professor samme sted og sam- 

me år også udnævnt som professor ved 

Journalistik, Roskilde Universitetscenter. 

Studieleder 1996-1998. 

Fra 2002 leder af den nationale Forsker- 

skole for Medier, Kommunikation og 

Journalistik. 

Vigtigste publikationer 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

Dansk tv’s historie, 2006. (Redaktør) 

Det selskabelige samfund. Essays 

om medier mellem mennesker - Ny 

og udvidet udgave, 2005. 

Mediernes dækning af invasionen af 

Irak 2003, KU: Modinet, 2004. 

Media in a Globalized Society, 2003. 

(Redaktør) 

Analyse af seertal, 2001. 

News in a Globalized Society, Nordi- 

com, 2001. (Redaktør) 

Tv-nyheder i konkurrence, 1999. 

Audiovisual Media in Transition, 

Sekvens, 1998. (Redaktør) 

Grænseløse medier - nye sociale fæl- 

lesskaber?, 1996. 

Internationale TV-nyheder, 1995. 

Nyhedsmediernes rolle i det politi- 

ske demokrati, 1995. 

Nærsyn på fjernsyn. Kanal 2 og 

Weekend-TV, 1988. 

Foto: Birgitte Truelsen 

Beherskelse af mediet er forudsætning for god 

kunst - gode film, godt tv og god kommunikation. 

På Kort & Dokumentar Filmskolen i det danske 

filmstudie i Lyngby, underviser branchefolk hver 

dag i at løfte niveauet for filmarbejde. 

Her finder du korte målrettede specialkurser i film 

og tv, men også semesterlange uddannelser af 

filminstruktører, dokumentarister, producere og 

filmmanusskriptforfattere. 

Kort & Dokumentar Filmskolen søges af motive- 

Magt over filmmediet? 

Fra Klaus Hjuler Messerschmidts afgangslm: Frelseren 

rede elever med forskellig erhvervs- og udanelses- 

baggrund. Som elev bliver du del af et netværk og 

forlader kurset fagligt funderet og personligt afkla- 

ret. På de længere uddannelsesforløb med dit eget 

værk. 

Så er du sulten efter at få efter “hands on” og blive 

aktiv filmskaber, skulle du kaste et blik på kurser, 

trailers og referencer på www.filmkurser.dk 

tlf. : 35 34 68 00 

mail.: info@lmkurser.dk

Denne gang en lille quiz om magten. Den er som bekendt 

sød, men kan dog også misbruges. 

1) Han hjælper flere politikere til magten, men selv bliver han ikke 

valgt. ’Altid brudepige, men aldrig selv brud’, siger de om ham – i hvilken 

film? 

2) Han er i sin dæmoniske herres magt og må bare adlyde hans befalinger. 

Men når det kommer til stykket, kan han alligevel ikke få sig til 

at myrde yndige Jane. Hvad hedder han? I hvilken film? 

3) Da han indser, at magten er ved at glide fra ham, kommer han til at 

knække blyanten af lutter raseri. Hvilken film? 

4) Med et telefonopkald kan han styre præsidentens talsmand til at 

bruge nogle bestemte ord på live tv. Hvem spiller den magtfulde spindoktor 

– i hvilken film? 

F A G r å d S S P A l T e N 

Fagrådet er i øjeblikket plaget af en mangel på nye kræfter. Der 

kommer desværre ikke førsteårsstuderende til møderne, hvilket 

er ærgerligt af flere grunde. For det første er det altid godt at 

være inde i de processer, der foregår i forbindelse med studiet. 

For det andet er der i fagrådet mulighed for at påvirke sin egen 

uddannelse blandt andet via studieordningerne. Og for det 

tredje er det godt at blive opdateret på de ting, der foregår i de 

forskellige udvalg, og dermed være “up to date” med det sociale 

liv på Film- og Medievidenskab. Jeg håber, at flere studerende vil 

finde frem til fagrådsmøderne, da det er vigtigt at deltage i at 

forme sit eget studieforløb og gøre din indflydelse gældende. 

Alle de ’ældre’ studerende er selvfølgelig også meget velkomne 

til at komme og deltage i den demokratiske proces. 

I øjeblikket er de nye studieordninger for overbygningen på 

vej, hvis ellers fakultetet melder ud, hvad retningslinjerne er. 

Ifølge planen skal den nye studieordning være klar til december. 

Den nye HUGO-gruppe er ved at blive samlet. Til første hverv- 

ningsmøde var der et flot fremmøde, men der kan altid bruges 



flere hænder. 

Colorbars Centralkomité er blevet udvidet, så der nu er flere 

hjælpsomme mennesker til at holde baren og festerne kørende. 

Ved Kenneth Abildgaard, formand 

Som de fleste nok ved, har vi skudt semesteret i gang med 

nogle super fester - og ikke mindst en god rustur. Jeg vil derfor 

benytte lejligheden til at sige tak til alle tutorerne for et fanta- 

stisk stykke arbejde! 

På aktualitetssiden skal det nævnes, at der er ved at blive ud- 

færdiget en overskuelig specialevejlednings-pjece til hjemmesi- 

den, som opridser de vigtigste ting, man skal være opmærksom 

på, når specialet skrives. 

Fra februar 2008 får Film- og Medievidenskab en ny studie- 

nævnsrepræsentant, nemlig Aske Kammer. Han afløser Pernille 

Schmidt, som har gjort et flot stykke arbejde i forbindelse med 

overgangen til det fælles studienævn, som vi deler med Pædago- 

gik, Filosofi og Retorik. 

Næste møde i Fagrådet bliver julemødet, som traditionen tro 

byder på en masse hygge og øl. Det ligger ikke nødvendigvis den 

første onsdag i måneden, så hold øje med IFM-News for dato og 

tidspunkt. Jeg ser frem til at se jer til fagrådsmøderne! 

Hvis du har nogle spørgsmål, eller der er noget, du gerne vil have 

taget op i Fagrådet, så kontakt Kenneth på 

kenabild@hotmail.com. 

VIND 

2 biografbilletter! 

Send din besvarelse til konkurrence@ordet.net 

og deltag i konkurrencen 

om to biografbilletter, 

der venligst er doneret af Grand 

Teatret. 

Sidste gang handlede quizen om 

fremtiden 

1) Han er “lidt bekymret for sin fremtid”. 

Den unge mand i hvilken film? 

Svar: The Graduate/Fagre voksne verden. 

2) Det regner inde i stuen, og underlægningsmusikken 

byder på orgelmusik af 

Bach. Hvilken science fiction-film? 

Svar: Solaris. 

3) Opfindelsen af det lydløse maskingevær 

er et fremtidselement i denne 

hyggefilm, som hedder? 

Svar: Panserbasse. 

4) Tæller replikanter robotfår, når de skal 

falde i søvn?? I forhold til hvilken science 

fiction-film giver spørgsmålet en slags 

mening? 

Svar: Blade Runner, som var baseret på 

romanen “Do Androids Dream of Electric 

Sheep?” 

VINDEREN BLEV 

PERNILLE SCHMIDT, TILLYKKE

Denne gang en lille quiz om magten. Den er som bekendt 

sød, men kan dog også misbruges. 

1) Han hjælper flere politikere til magten, men selv bliver han ikke 

valgt. ’Altid brudepige, men aldrig selv brud’, siger de om ham – i hvilken 

film? 

2) Han er i sin dæmoniske herres magt og må bare adlyde hans befalinger. 

Men når det kommer til stykket, kan han alligevel ikke få sig til 

at myrde yndige Jane. Hvad hedder han? I hvilken film? 

3) Da han indser, at magten er ved at glide fra ham, kommer han til at 

knække blyanten af lutter raseri. Hvilken film? 

4) Med et telefonopkald kan han styre præsidentens talsmand til at 

bruge nogle bestemte ord på live tv. Hvem spiller den magtfulde spindoktor 

– i hvilken film? 

F A G r å d S S P A l T e N 

Fagrådet er i øjeblikket plaget af en mangel på nye kræfter. Der 

kommer desværre ikke førsteårsstuderende til møderne, hvilket 

er ærgerligt af flere grunde. For det første er det altid godt at 

være inde i de processer, der foregår i forbindelse med studiet. 

For det andet er der i fagrådet mulighed for at påvirke sin egen 

uddannelse blandt andet via studieordningerne. Og for det 

tredje er det godt at blive opdateret på de ting, der foregår i de 

forskellige udvalg, og dermed være “up to date” med det sociale 

liv på Film- og Medievidenskab. Jeg håber, at flere studerende vil 

finde frem til fagrådsmøderne, da det er vigtigt at deltage i at 

forme sit eget studieforløb og gøre din indflydelse gældende. 

Alle de ’ældre’ studerende er selvfølgelig også meget velkomne 

til at komme og deltage i den demokratiske proces. 

I øjeblikket er de nye studieordninger for overbygningen på 

vej, hvis ellers fakultetet melder ud, hvad retningslinjerne er. 

Ifølge planen skal den nye studieordning være klar til december. 

Den nye HUGO-gruppe er ved at blive samlet. Til første hverv- 

ningsmøde var der et flot fremmøde, men der kan altid bruges 



flere hænder. 

Colorbars Centralkomité er blevet udvidet, så der nu er flere 

hjælpsomme mennesker til at holde baren og festerne kørende. 

Ved Kenneth Abildgaard, formand 

Som de fleste nok ved, har vi skudt semesteret i gang med 

nogle super fester - og ikke mindst en god rustur. Jeg vil derfor 

benytte lejligheden til at sige tak til alle tutorerne for et fanta- 

stisk stykke arbejde! 

På aktualitetssiden skal det nævnes, at der er ved at blive ud- 

færdiget en overskuelig specialevejlednings-pjece til hjemmesi- 

den, som opridser de vigtigste ting, man skal være opmærksom 

på, når specialet skrives. 

Fra februar 2008 får Film- og Medievidenskab en ny studie- 

nævnsrepræsentant, nemlig Aske Kammer. Han afløser Pernille 

Schmidt, som har gjort et flot stykke arbejde i forbindelse med 

overgangen til det fælles studienævn, som vi deler med Pædago- 

gik, Filosofi og Retorik. 

Næste møde i Fagrådet bliver julemødet, som traditionen tro 

byder på en masse hygge og øl. Det ligger ikke nødvendigvis den 

første onsdag i måneden, så hold øje med IFM-News for dato og 

tidspunkt. Jeg ser frem til at se jer til fagrådsmøderne! 

Hvis du har nogle spørgsmål, eller der er noget, du gerne vil have 

taget op i Fagrådet, så kontakt Kenneth på 

kenabild@hotmail.com. 

VIND 

2 biografbilletter! 

Send din besvarelse til konkurrence@ordet.net 

og deltag i konkurrencen 

om to biografbilletter, 

der venligst er doneret af Grand 

Teatret. 

Sidste gang handlede quizen om 

fremtiden 

1) Han er “lidt bekymret for sin fremtid”. 

Den unge mand i hvilken film? 

Svar: The Graduate/Fagre voksne verden. 

2) Det regner inde i stuen, og underlægningsmusikken 

byder på orgelmusik af 

Bach. Hvilken science fiction-film? 

Svar: Solaris. 

3) Opfindelsen af det lydløse maskingevær 

er et fremtidselement i denne 

hyggefilm, som hedder? 

Svar: Panserbasse. 

4) Tæller replikanter robotfår, når de skal 

falde i søvn?? I forhold til hvilken science 

fiction-film giver spørgsmålet en slags 

mening? 

Svar: Blade Runner, som var baseret på 

romanen “Do Androids Dream of Electric 

Sheep?” 

VINDEREN BLEV 

PERNILLE SCHMIDT, TILLYKKE

ordet17

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?