Direkte Aktion #2 - Libertære Socialister

Nr 2, Vinter 2012 Udgivet af Libertære Socialister. www.da.libsoc.dk - da@libsoc.dk 

Rapport fra 

international 

anarkistisk 

konference i 

Schweiz 

REVOLUTIONÆR 

ANTIFASCISME, 

EN SELVMODSIGELSE 

af Gilles Dauvé 

oversættelse af Oscar Larsen 

Side 3 

Skifergas Nej 

Tak om frakcing 

og skifergas 

i den jyske 

underjord 

Side 31 

Kan proletariatet forhindre at 

et kapitalistisk samfund i perioder 

forvandles til et diktatur? 

Nej. Klassekonflikter styrer det moderne 

samfund, hvilket kredser omkring arbejderklassens 

under-ordning og/eller modstand 

og oprør ... 

Men det betyder desværre ikke, at arbejderne 

kan undgå, at deres egne forsøg på at 

afvende historiens gang nogle gange har 

uheldige følger. En aktiv klassekamp ledte 

for eksempel til fødslen og oprettelsen af 

Weimarrepublikken. Efter 1. Verdenskrig 

blev revolutionen i Tyskland kvalt igennem 

en fæl blanding af demokrati og fascisme 

(De ”Freikorps” som blev brugt af den ... 

(Forts. side 29)

Nr 2, Vinter 2012 

Ingen leder 

DIREKTE AKTION udgives af føderationen 

Libertære Socialister. 

De holdninger, som kommer til udtryk i bladets 

artikler og interviews er ikke nødvendigvis i overensstemmelse 

med Libertære Socialisters holdninger. 

Redaktionen er alene ansvarlig overfor føderationen 

Libertære Socialister. 

2 

Udgivet af Libertære Socialister. www.da.libsoc.dk - da@libsoc.dk 

Så er Direkte Aktion tilbage igen. Med nyt layout, nyt koncept og en ny-gammel 

redaktion. Fremover vil Direkte Aktion fokusere mere på teori og dybdegående artikler. 

Vor ambition er at være et forum for debat og diskussion for en revolutionær venstrefløj. 

Det betyder, at indholdet i Direkte Aktion tit og ofte vil være provokerende og kontroversielt. 

Og det betyder, at vi hellere end gerne hører fra dig, kære læser, om dine holdninger til 

artiklerne. Er du enig? Uenig? Glad, sur, lettet, forvirret? Skriv til os og deltag i debatten! 

Vi kan selvfølgelig ikke love, at alle indlæg kommer med, men vi vil gøre vores bedste for at 

skabe og rumme en kvalificeret, spændende og konstruktiv debat. 

For en arbejderbevægelse i konstant udvikling! 

Direkte Aktion # 2 

Adrien W / Oscar Larsen 

International anarkist-konference 

i St. Imier ........................... 3 

Janus Balleby Rønbach 

Syndikalismens genkomst ........ 8 

Emil Bæk 

Demokrati og økonomiske 

interesser .......................... 12 

Tim Højbjerg 

Ruskultur og venstrefløjen ...... 16 

No Borders CPH 

Asylsystemet er ikke for 

mennesker ......................... 22 

Gilles Dauvé / Oscar Larsen 

Revolutionær antifascisme, 

en selvmodsigelse ................. 29 

Oscar Larsen 

Skifergas? -Nej Tak! .............. 34 

Tryk Print24.com 

Distribueret oplag 1000 stk 

Mail da@libsoc.dk 

Web www.da.libsoc.dk 

Direkte Aktion’s redaktion

Nr 2, Vinter 2012. 

Rapport fra St-Imier 

International anarkistisk konference. 

For 140 år siden organiserede 

urmagere i den schweiziske by 

St-Imier den første anarkistiske 

internationale, også kendt som den 

sorte internationale. I år inviterede 

en international arbejdsgruppe til 

en international konference i 

selvsamme by. 

3 


Interessen var stor. Det er svært at vurdere 

hvor mange der kom, men der var formentligt 

mindst to tusind der tog turen til den 

lille bjergby for at deltage i flere dage med 

møder, workshops, udstillinger, seminarer, 

kongresser, koncerter, bogmarked, byvandringer 

og meget mere. 

Aktivister kom fra alle verdens kontinenter, 

med undtagelse af Oceanien. Dette


betød selvsagt at der var en gylden mulighed 

for at lære ligesindede anarkister fra andre 

situationer i verden at kende. Det libertærsocialistiske 

norske Motmakt deltog med fire 

medlemmer. 

Organisatorisk har det været en kæmpe 

kraftanstrengelse fra de lokale aktivister, der 

følte sig ret overvældede, og som med fordel 

kunne have delegeret nogle af opgaverne ud 

til de frivillige besøgende. 

Oversættelser, tider og information var 

organiseret med vekslende kvalitet. Men 

der skal nævnes at det meste blev bedre 

efter hånden som konferencen skred frem, 

og ikke mindst at infrastrukturen omkring 

maden fungerede upåklageligt. En imponerende 

præstation når man skal lave mad til 

over tusind mennesker! Der var sågar et dedikeret 

madtelt for besøgende med allergier. 

Ada og Simen fra Anarchosyndikalistisches Jugend Berlin 

4 


Derudover var det positivt, at besøgende 

havde initiativ nok til at selv organisere ting 

de ønskede at se på konferencen. Der var 

eksempelvis nogle aktivister som organiserede 

såkaldte ”safe spaces” med antisexistisk 

litteratur, hvor man kunne henvende sig hvis 

man følte at man blev chikaneret. 

Temaerne var mange og varierende. Konferencen 

tog udgangspunkt i at man var 

en klassekampsfokuseret massebevægelsesanarkist. 

Med andre ord at man var anti- 

kapitalist og arbejdede indenfor sociale 

bevægelser, og ikke beskæftigede sig med 

terror og dådspropaganda. Dette syntes 

Motmakt selvfølgelig var positivt. Indenfor 

disse rammer var der rigeligt med temaer: 

Økologisk krise, energi, krig, studenteroprør, 

antifascisme, globalisering og meget andet. 

Kim fra Motmakt holdt et foredrag om


Warran fra afrikanske Zabalaza Anarchist Communist Front 

sexisme og antisexisme, og et andet om 

direktedemokratisk organisationspraksis. I 

tillæg til møder og workshops var der også 

koncerter om aftenen, og et stort anarkistisk 

bogmarked med radikal litteratur på et utal 

af forskellige sprog. 

For Motmakt var det specielt givende at 

møde kammerater fra Anarkismo-netværket, 

som Motmakt er tilsluttet. Der var 

flere møder dedikeret til at knytte netværket 

tættere sammen og knytte ansigter 

til navne, som indtil da kun havde været 

digitale. Det er svært at sætte en grænse 

på hvor vigtig og givende det var at knytte 

disse personlige kontakter, og hvor meget 

man kan lære af at udveksle erfaringer 

på tværs af landegrænser. Konferencen 

gav også en følelse af at være en del af en 

voksende bevægelse, i en kontekst hvor både 

reformistisk og revolutionær statssocialisme 

er i en permanent krise, og hvor libertærsocialismen 

har en historisk mulighed. 

5 


Her følger et udvalg af spørgsmål 

fra norske Motmakts repræsentant 

ved konferencen til nogle af de andre 

deltagere ved konferencen. 

Vi møder Ada og Simen fra Anarcho- 

syndikalistisches Jugend i Berlin 

og Warren fra Zabalaza Anarchist 

Communist Front i Sydafrika. 

For de samlede interviews og andre 

interviews, se: www.motmakt.no. 

Motmakt: ASJ i Berlin – hvad laver I mest 

af når det kommer til politiske aktiviteter? 

Ada: Vi har en avis som udkommer hver 

anden måned, og lige nu så kører vi en 

kampagne for rettigheder for folk der har et 

“mini-job”, altså et arbejde hvor du tjener op 

til € 400 per måned. 

Det er vores syndikalistiske projekt lige 

nu at fokusere mere på hvilke problemer 

særligt unge mennesker støder ind i, hvordan 

de kan organisere sig, og hvordan de kan


dele erfaringer med hinanden. 

Simen: Til det formål har vi en hjemmeside, 

hvor folk kan få nogle interessante tips 

og tricks at vide om netop dette. Vi prøver 

at organisere folk på deres første arbejds- 

plads, så fokus er mest på unge mennesker, 

for vi er en ungdomsgruppe. For rigtig 

mange mennesker er det virkelig svært at 

kende sine rettigheder, fordi det er deres første 

arbejdsplads, og de er måske bare glade 

for at de kan tjene lidt penge, og så tier de 

stille når chefen koster rundt med dem. De 

ved ikke, hvordan de skal kæmpe imod. 

Motmakt: Hvordan ville du beskrive den 

generelle politiske situation for anarkister i 

Tyskland? 

Simen: Jeg tror at vi må tænke over at 

landene er kommet tættere på hinanden, 

i og med den Europæiske Union. Vi hører 

om ”Europæisk Anarkisme”, og grænse- 

politiet i Europa holder 

øje med anarkistiske 

kampe og anarkistiske 

bevægelser. 

Det kan man se ved 

forskellige kongresser, 

eller ved noget som 

det her, ved forskellige 

møder som for 

eksempel ”No Border Camp” eller den slags, 

at det europæiske politi har en stor interesse 

i anarkistiske og libertære socialistiske 

bevægelser. Situationen i Tyskland er på 

samme måde, politiet interesserer sig meget 

for at få mere at vide om disse bevægelser. 

Ved demonstrationer og aktioner er der helt 

klart repression, men det tror jeg er mere 

eller mindre det samme for alle europæiske 

lande. 

Ada: Den måde, folk opfatter anarkister og 

anarkisme på, er nok stadigvæk noget vi må 

6 

”Den måde folk opfatter anarkister 

og anarkisme på, er nok stadigvæk 

noget vi må arbejde med. Folk associerer 

os med kriminalitet og kaos. 

Vores ry er ikke særligt godt.” 


arbejde med. Folk associerer os med kriminalitet 

og kaos. Vores ry er ikke særligt godt, 

folk kommer ikke i tanke om nogle aktioner 

eller lignende når anarkisme kommer på tale. 

Det er et ret abstrakt begreb for de fleste. 

Motmakt: I Norge, som vel er ca. så langt 

fra Afrika som man kan komme, har vi ikke 

hørt så meget om anarkisme i Afrika. Hvad 

kan du fortælle os om anarkisme i Afrika, 

og hvordan ser situationen for anarkister ud? 

Warren: Det er en ret lang historie – da 

syndikalistiske eller anarkistiske fagforbund 

udvikler sig i slutningen af 1800-tallet 

og begyndelsen af 1900-tallet, spredte disse 

ideer sig også igennem nogle bestemte 

immigrantarbejdere og anarkistiske aktivister 

i Nordafrika, særligt Ægypten, og senere 

ned til det sydlige Afrika gennem spanske 

immigrantarbejdere. 

Faktum er at nogle af de første fagforbund 

og politiske organisationer som prøvede at 

-Ada, ASJ Berlin 

mobilisere og organisere 

sorte arbejdere, 

og med sorte mener 

jeg afrikanske farvede 

eller af blandet 

herkomst, så vel som 

indiske arbejdere i det 

sydlige Afrika, var 

under indflydelse 

af anarkisme og syndikalisme. Men det 

forsvandt for en længere periode. 

For nylig er anarkismen så dukket op igen, 

efter omkring 80 år med marxistisk og 

leninistisk dominans i Sydafrika. Selvom vi 

stadig er en lille bevægelse, er vi en voksende 

bevægelse, og en som arbejder aktivt med 

og i fattige arbejderbevægelser i Sydafrika. 

Der hvor vi finder desperat fattigdom, og 

hvor der findes masser af mennesker, der på 

daglig basis kæmper for adgang til rindende 

vand, elektricitet, bolig og land. Det er over-


En af mange forsamlinger til den internationale anarkistiske konference. 

ordnet set meget af vores arbejde. 

Derudover deltager vi i særlige programmer 

af intens politisk skoling, for at udvikle 

en anarkistisk forståelse, gennem de sociale 

bevægelser, gennem de uafhængige fagforbund 

i lokalsamfundene, så at vi kan sprede 

anarkisme. Ligeledes spreder vi anarkisme 

ved hjælp af aktivister, som forstår kulturen 

og sproget i de pågældende lokalsamfund og 

organisationer. Som forstår hvordan disse 

samfund fungerer, og hvad essensen af livet 

er i de forskellige lokalsamfund. Det er noget 

af det vigtige arbejde vi udfører. 

Artikel og interview af Adrien W fra 

norske Motmakt. 

Oversættelse af Oscar Larsen. 

Billeder fra bl.a. www.motmakt.no. 

7 


Da Direkte Aktion # 2 går i 

trykken, stod der ikke helt 

klart hvad næste skridt ville 

være for arrangørerne af 

konferencen i St-Imier. 

Hvis du gerne vil vide mere 

om konferencen, og hvad 

der vil ske fremadrettet, 

kan du se mere på 

www.anarchisme2012.ch 

www.motmakt.no 

www.anarkismo.net


Generalstrejke i Spanien d. 14. november 2012. Her ses den syndikalistiske blok. 

Syndikalismens 

genkomst 

Af Janus Balleby Rønbach 

Syndikalismen har en lang historie. 

Den har gennemgået en både 

historisk og teoretisk forvandling 

og står i dag som et seriøst svar på 

arbejderbevægelsens problemer. 

Syndikalisme kommer af det franske 

ord ”syndicat”, som betyder fagforening. 

Syndikalisme er ikke en ideologi, men 

en revolutionær strategi, som dog 

indeholder en bestemt analyse af samfundet. 

8 


For syndikalister ligger hovedfokus på 

samfundsforandringerne ikke i et fjernt 

parlament, men i den daglige kamp på 

arbejdspladserne og i hverdagen. Det betyder 

at man som syndikalist ikke blot overlader 

politik til politikkerne, men tager ansvaret 

for samfundet i egne hænder. 

Derfor benytter syndikalister sig ikke 

blot af en stemme hvert fjerde år, men 

prøver ved forskellige værktøjer at påvirke 

deres egen hverdag, og vores fælles samfund. 

Dette værktøj kaldes direkte aktion. 

De værktøjer som kan benyttes med direkte 

aktion, kan spænde lige fra demonstrationer


og organiseret ineffektivitet til blokader og 

sabotage. 

Syndikalismen indeholder også en magt- 

kritik. Dette betyder at syndikalister 

tilstræber at organisere sig så decentralt og 

ubureaukratisk som muligt. Man ønsker ikke 

at kampen skal stivne i hierarkiske strukturer 

og pamperi, men at alle arbejdere kan 

få så meget indflydelse som muligt, i deres 

hverdag, deres kamp, og deres fagforening. 

Målet for syndikalister er ikke en veldefineret 

utopi, men at de arbejderorganer (fagforeninger, 

kooperativer, fristeder m.m.) 

som opbygges, skal bekæmpe, og til sidst 

fortrænge kapitalismens hierarkiske og 

undertrykkende samfund. 

Hvad dette samfund bliver, må defineres 

af de arbejderorganer som skabes før 

revolutionen, gennemfører revolutionen, og 

står sejrrige tilbage på historiens slagmark. 

9 


Syndikalismens teoretiske 

udvikling 

Syndikalismen bygger på klasseteorien som 

den deler med andre socialistiske retninger, 

men klasseteorien har udviklet sig meget 

siden syndikalismen første gang blev formuleret. 

Dette betyder at moderne syndikalister 

må revurdere deres analyser, på baggrund 

af den udvikling som klasseteorien har 

gennemgået. 

Den oprindelige klasseteori havde et meget 

ensidigt fokus på de industrielle arbejdere 

som det revolutionære subjekt der skulle 

skabe samfundsforandringerne. Det er dog 

blevet klart at den teori ikke holder, da 

antallet af oprør og revolutionære om- 

væltninger historisk set hovedsageligt er 

udgjort af bondebevægelser. 

Dette skete både i Rusland i 1917, i Kina og 

i Sydamerika både før og nu. Dette betyder 

ikke at den industrielle arbejder ikke er afgør- 

ende, men blot at bonden også kan være det, 

da han også er i et modsætningsforhold til 

den besiddende, hvad enten denne er kapitalist 

eller aristokrat. Denne udvidelse af klassebegrebet 

er dog af ældre dato. 

En mere moderne udvidelse af klasse- 

teorien er inddragelsen af begrebet 

hegemoni. Dette begreb prøver at gøre op 

”Den moderne syndikalisme er 

altså ikke kun en antikapitalistisk 

arbejderkamp, men også 

kvindekamp, rettighedskamp.” 

med klasseteoriens overfokusering på 

den økonomisk strukturelle kamp, som 

det eneste emne for ægte revolutionær 

forandring. Alle andre forandringer er 

underordnet i forhold til denne kamp. 

Ideen om hegemoniet forsøger at tydelig-


gøre, at det uretfærdige samfunds magt ikke 

kun udgøres af kapitalismens økonomiske 

uligheder, bundet i egendomsretten, men 

også et kulturelt værdi/norm-hierarki. 

Dette hierarki udgøres af hvad der i samfundet 

betragtes som normalt – hegemoniet. 

For klasseteorien betyder dette at det ikke 

kun er arbejderen som er i et undertrykkende 

og udbyttende forhold (arbejderen 

i forhold til kapitalisten). Det er også den 

homoseksuelle eller kvinden, som udgør 

en modsætning i forhold til det herskende 

værdi/norm-hegemoni, og derved opstår 

der et modsætningsforhold som udgør en 

politisk kamp, tilsvarende arbejderkampen. 

Den moderne syndikalisme er altså ikke 

kun en antikapitalistisk arbejderkamp, men 

også kvindekamp, rettighedskamp osv. 

Dette betyder konkret at en syndikalistisk 

strategi ikke kun skal kæmpe mod forringelser 

eller overtagelse af produktionsmidlerne på 

arbejdspladsen, men benytte direkte aktion 

mod den undertrykkelse vi finder både på 

Barcelonas børs, dekoreret af folket i marts i år. 

10 


arbejdspladsen, i hjemmet, i byen og over alt 

hvor hegemoniet undertrykker. 

Syndikalismens historie 

Den syndikalistiske strategi opstod i midten 

af 1800-tallet som en syntese mellem 

Karl Marxs klasseteori, og anarkisternes 

stats og magtkritik. Syndikalismen blev dog 

først en selvstændig bevægelse i starten af 

1900-tallet. På den ene side adskilte den sig 

fra de reformistiske og parlamentsfikserede 

socialdemokrater, og på den anden side fra 

de autoritære centralistiske kommunister. 

Syndikalismen stod for alvor stærkt i 

Sydeuropa og USA. I Spanien var den 

syndikalistiske fagforening CNT oppe på at 

have 1,5 millioner medlemmer under den 

spanske borgerkrig, og var reelt i gang med 

at omorganisere store dele af Spanien efter 

anarkistiske principper. I USA opstod IWW 

(Industrial Workers of the World), og selv i 

Danmark var der syndikalister organiseret i


Fagoppositionens Sammenslutning. Mange 

af disse var alle en del af IAA (Den Internationale 

Arbejderassociation), som organiserede 

syndikalister i lande over hele verden. 

CNT i Spanien og mange andre syndikalistiske 

organisationer led desværre nederlag. 

I Sydeuropa hvor syndikalismen var stærkest, 

undertrykte og dræbte fascisterne alle 

som prøvede at organisere sig. 

I Nordeuropa var det socialdemokratismen 

som stod stærkest i fagbevægelsen, og i øst 

var der en voksende autoritær kommunisme. 

I 60’erne og 70’erne startede der dog en 

udvikling som har gjort at syndikalister er 

begyndt at organisere sig igen. I Spanien er 

CNT genopstået efter Francos diktatur og 

har omtrent 100.000 medlemmer. IAA er 

genopstået og organiserer igen syndikalister 

på tværs af lande i hele Europa. 

11 


Syndikalistisk 1. maj 2012 i København med parolen ”Uanset Regering - Arbejderkamp!”. 

Syndikalisme i dag 

I dag står syndikalismen stærkere end den 

har gjort i mange år. Selv i Danmark er der 

så småt ved at opstå organiserede netværk 

med en syndikalistisk tilgang til kampen 

for bedre arbejdsvilkår. FremtidsFighters, 

OK-klubben, Libertære Socialister, stillads- 

arbejderne, PROSA og mange flere har 

deltaget i arbejdskonflikter med gejst, 

solidaritet, og noget så sjældent som en sejr 

for arbejderbevægelsen. Det har ganske vist 

kun været i det små, men det virker. 

Dette, set i forhold til den almindelige del 

af af arbejderbevægelsen, hvis medlemstal 

har været faldende i over to årtier, og hvor 

kamplysten ser ud til at være frosset i et stort 

bureaukrati, betyder måske, at syndikalismen 

som strategi ville være en velkommen 

fornyelse af arbejderbevægelsen.


Af Emil Bæk 

Fem ud af folketingets partier 

modtager støtte fra erhverslivets 

top. De rige betaler sig til indflydelse 

med millioner, som udhuler det 

demokratiske i det repræsentative 

demokrati. 

Vi har alle fået fortalt, at vi i Danmark 

lever i et repræsentativt demokrati, altså vi 

vælger nogle politikere til at varetage vores 

interesser. Vi vælger vores politikere ved 

folkeafstemninger, som bliver holdt (ca.) 

engang hvert fjerde år. Vi får at vide, at det 

er sådan man har indflydelse på den førte 

politik og at det er demokrati. Men der er 

også en anden måde at få indflydelse på, 

nemlig ved at støtte partier økonomisk. 

Hvis du er lige så ”rig” som mig, så er der 

ikke mange penge til overs til donationer. 

12 


Demokrati og økon 

Men hvis du er en af de store virksomheder/ 

foreninger, såtsom A.P. Møller, Dansk Industri, 

Dansk Arbejdsgiverforening osv., så har 

du råd til at støtte med millioner. 

Lad os starte med at se på A.P.Møller, bedre 

kendt som ’Mærsk’, som støtter fem forskellige 

partier med millioner af kroner. 

Pengene går til Dansk Folkeparti, de 

Konservative, Venstre, Liberal Alliance og 

de Radikale. Sagt på en anden måde, af de 

179 valgte folketingsmedlemmer, kommer 

103 af dem fra et parti der støttes økonomisk 

af Mærsk, eller, at der ud af de otte partier i 

Folketinget, er fem som modtager støtte fra 

Mærsk. 

Det er ingen hemmelighed at virksomheder 

ikke bare giver penge væk, uden at regne 

med at kunne score en profit på det. Mærskkoncernens 

kommunikationsafdeling siger 

det faktisk selv, i en af Informations 

artikler: DF løfter sløret for partistøtte, fra d. 26. 

januar 2009. Her siger Michael Storgaard 

fra Mærsk-koncernens kommunikations-


13 


omiske interesser 

afdeling: ”Vores grundlæggende indstilling 

er, at vi støtter de partier, som har samme 

grundlæggende positive indstilling til 

erhvervslivet, som vi har”. Hvis de ikke skulle 

have de ’samme grundlæggende positive 

indstilling til erhvervslivet’ som virksomhederne, 

så forsvinder støtten. 

Så hvis nu et af partierne som modtager 

støtte fra Mærsk, skulle begynde at lave 

politik som var imod Mærsks interesser, så 

ville Mærsk stoppe med at støtte dét parti. 

Partierne ved da også udmærket godt, at 

støtten forsvinder hvis de ikke opfører sig 

pænt. Det betyder at partierne befinder sig 

på et økonomisk grundlag der kun eksisterer 

så længe de makker ret og gør hvad der er i 

storkapitalens interesser. Den dag de stopper 

med at arbejde for storkapitalens interesser, 

forsvinder deres økonomiske fundament. 

Alle de partier, der modtager støtte fra 

erhvervslivet, er da også de største fortalere 

for privatisering, nedskæringer i offentlige 

ydelser, ligesom de af flere omgange har 

givet erhvervslivet og de rigeste i Danmark 

skattelettelser for millioner. 

Når vi ser på, hvem der støtter Venstre og 

de Konservative, er det første der springer 

én i øjnene, at de deler mange af de samme 

støtter, for eksempel støttes begge af 

A.P.Møller, TEKNIQ - Installatørernes 

organisation, Dansk Industri, Dansk 

Arbejdsgiverforening, Danmarks Rederi- 

”Partierne befinder sig på et 

økonomisk grundlag der kun 

eksisterer så længe de makker 

ret, og gør hvad der er i 

storkapitalens interesser” 

forening, Provinsindustriens Arbejds- 

giverforening og Industriens Arbejdsgivere 

i København. Tilsammen får de to partier 

omkring 50.000.000 kr. fra erhvervslivet 

til at føre politik for. Kravet for at de kan 

modtage pengene, er selvfølgelig at den 

førte politik ”har samme grundlæggende


positive indstilling til erhvervslivet” som 

virksomhederne der giver pengene. 

Erhvervslivets fem partier, der de facto 

fungerer som erhvervslivets talerør i 

Folketinget, får smidt millioner efter sig. 

Med det resultat at politikerne taler erhvervs- 

livets sag, som om at det skulle gavne dit liv 

personligt. Ikke nok med at virksomhederne 

kan regne med, at deres politik bliver ført, 

når deres partier udgør regeringen. Så kan 

de også regne med, at deres politik bliver 

ført af en ’rød’ regering. Det beviste den nye 

regering jo selv, da den indgik en aftale med 

Venstre, de Konservative og det Radikale, 

der gav de rigeste endnu en skattelettelse. 

Er det ikke et demokratisk problem, at 

næsten 60% af politikerne modtager penge 

Der er noget helt galt i et samfund hvor de neoliberale er så glade! 

14 


fra stort set de samme personer og virksomheder? 

Du kan som borger stemme en gang 

hvert fjerde år, mens en virksomhed kan 

betale fem partier hvert år, så de taler 

erhvervslivets sag. Er det et problem der kan 

undgås i et repræsentativt demokrati, eller er 

det en nødvendig del af det repræsentative 

demokrati? 

Hvis vi kigger ud i verden, kan vi se det 

samme foregå i andre vestlige lande. For 

eksempel i USA, hvor lobbyisme før, under 

og efter valget, er en helt naturlig del af 

det repræsentative system. Under valg- 

kampagnerne bliver større summer penge 

smidt efter politikerne, så erhvervslivet kan 

være sikre på at opnå den størst mulige 

repræsentation. Det er svært at finde et land


i Vesten, der ikke har samme fremgangs- 

måde til det repræsentative demokrati. 

Der er mange reformister, der ønsker at 

reformere systemet, fordi de mener at det 

stadig kan reddes, hvis bare de rette love og 

reformer tages i brug. Men lige meget hvilke 

love der bliver lavet, har overklassen kunnet 

omgå lovene og reformerne. For at tage et 

eksempel: I Danmark har vi en grænse på 

partistøtte som der må ydes anonymt, den 

er på 20.000 kr. Alt over den grænse må 

ikke gives anonymt. Der gik ikke længe før, 

hullerne i reformen blev fundet og udnyttet. 

For det viste sig, at man kan støtte hver 

lokalafdeling i et parti med 19.999 kr. og 

stadig være anonym. 

En anden måde at omgå sådanne love på, 

er at starte en forening som Finansrådet 

(Finansrådet er en interesseorganisation for pengeinstitutter 

i Danmark) gjorde. De startede i 

2007 foreningen ”Finanssektorens forening 

til støtte af et sundt og konkurrencedygtigt 

erhvervsliv”. Banker kan være medlem af 

sådan en forening, og gennem foreningen 

kan de støtte partier, uden at de behøver at 

optræde med navn. 

Kan den økonomiske bias fjernes fra det 

repræsentative demokrati, som nogle af 

reformisterne mener, eller er det en 

nødvendig del af det repræsentative 

demokrati? Hvis vi ser tilbage på danmarkshistorien 

er det ikke et nyt fænomen. Heller 

ikke for vores nordiske naboer, eller nogen 

af de andre lande i Europa, eller for den 

sags skyld, i nogen af de andre lande som vi 

sammenligner vores styreform med. 

Problemet kan heller ikke løses ved at 

forbyde partistøtte, for der vil altid være 

smuthuller som kan udnyttes. Problemet er 

den økonomiske ulighed vi har i Danmark. 

De rige er ikke mange mennesker og har 

derfor ikke mange stemmer, men de har 

15 


absurd store formuer. Igennem dem kan 

de købe sig til indflydelse på den førte 

politik; en indflydelse der er mange 

gange større end hvad studerende, 

tømrere, bankassistenter, sygeplejere eller 

arbejdsløse tilsammen kan opnå gennem 

donationer. 

Det repræsentative demokrati repræsenterer 

de rige mere end nogen andre, da de uden 

tvivl har den største økonomiske magt, som 

kan bruges til at yde indflydelse på dansk 

politik. Dog er arbejderklassen uden tvivl 

mange gange større end de rige, og sammen 

kan den udrette mere end de rige kan købe 

sig til, hvis den forener sine kræfter. 

Stemmer har også en vis effekt, men når 

alternativet til højrefløjspartier, er partier 

der påstår at tilhøre den socialistiske 

tradition, men som fører en asocial politik, 

der er på niveau med de sidste ti-års VKOpolitik, 

så er det svært at se venstrefløjs- 

partierne som et reelt alternativ, hvis 

man ønsker at forbedre vores nuværende 

samfund, til fordel for de mange.


16 


RUSKULTUREN & 

VENSTREFLØJEN


Af Tim Højbjerg 

Hvordan harmonerer målet om 

arbejderklassens frigørelse og 

selvstyre med druk- og misbrugs- 

kulturens individualistiske og 

fængslende virkning? 

Hvorfor lammes arbejderklassen 

af den eskapistiske adfærd som 

historisk og i dag har fungeret som 

en hæmsko for et bedre samfund? 

Arbejderklassens historiske 

fremmedgørelse 

”Den religiøse elendighed er på en gang 

udtryk for og protest mod den virkelige 

elendighed. Religionen er den betrængte 

skabnings suk, den er en hjerteløs 

verdens hjerterørelse, den er åndløse 

tilstandes åndsindhold. Den er folkets 

opium.” 

Således skrev Karl Marx i 1844 efter at 

have studeret den omfattende og fremmed- 

gørende effekt, religionen havde på arbejder- 

klassen. 

Religionen som opium fungerede som 

en forhindring for proletariatets kollektive 

frigørelse. Religionen splittede befolkningen 

og efterlod et håb om retfærdighed i det 

hinsides, som aldrig kom. Folkets opium har 

i dag gennemgået en sekularisering og Gud 

er død, men er den arbejdende klasse tættere 

på socialismen? 

Under 1960’ernes velfærdsboom inviterede 

man alkoholen ind i stuen hos den almindelige 

arbejder, som i modsætning til tidligere 

nu kunne nyde dyre rødvine og lignende 

rusfremkaldende stimulanser før, til og 

efter maden. Alkoholforbruget er således 

17 


fordoblet siden 1960, og den selvdestruktive 

tendens blandt befolkningen har været 

kontinuerlig siden. 

Hvor man før i arbejderbevægelsen havde 

aktive og hårdtarbejdende afholds- 

foreninger, der arbejdede og kæmpede for 

et afholdent miljø, samt en misbrugsfri kultur, 

har man socialt set i dag legaliseret, 

accepteret og endog adopteret druk og misbrugskulturen 

i arbejderbevægelsen. 

Danmarks afholdsforening havde under 

1. verdenskrig et medlemsantal på 69.000 

medlemmer og fik i 1918 indsamlet 722.280 

underskrifter for et totalt forbud mod 

alkohol, som blev overleveret til daværende 

indenrigsminister Ove Rode. I dag ærgrer 

det mig at konkludere, at politikken og den 

faglige kamp er tilsløret og umulig at finde i 

barkulturens sfære. Arbejderklassen i dag 

tilbringer sin kostbare tid fængslet af et overforbrug 

af flydende stimulanser, i et selv- 

destruktivt og apolitisk miljø. 

Men parallelt med 60’ernes velfærdsboom 

og grådighedens materialistiske tag-selvbord 

voksede en bevægelse i kontrast til 

de borgerlige normer frem under boomet. 

”Som en lænke om benet, bliver 

vi forhindret, når vores bevægelse 

og ideologi bliver synonym med 

hashrygning, druk og dovenskab.” 

Beatniks, hippier og andre afvigere så nu 

dagens lys og vendte i praksis borgerlivet 

ryggen. Da ideen om et ejendomsfrit og til 

tider socialistisk samfund nu måtte udleves 

og praktiseres i dagligdagen. 

De borgerlige normer, traditioner og 

værdier resulterede i langhårede, potrygende 

og antiautoritære grupperinger, 

som igennem en mental og livsstilsmæssig 

ændring, ville forlade det autoritære og 

firkantede samlebåndsliv og skabe det 

sociale paradis på jorden. Hippiernes sociale


revolution endte i en individualistisk 

og euforiseret tåge, hvor den enkelte 

igennem psykedeliske stoffer, skulle løsrive og 

udvide sig mentalt, hvorefter verdensfreden 

angiveligt snart ville banke på døren. 

Hippiebevægelsen og deres oprør fejlede 

totalt ved at erstatte kapitalismens fysiske 

fængsel med et nyt frivilligt og vane- 

dannende psykisk fængsel, som paralyserede 

hele bevægelsen. 

Ideen om at indtagelsen af rusmidler 

er revolutionært sidder ved i dag og 

bygger til dels på myten om at man igennem 

rusmidler udvider sig mentalt, som en 

religiøs under en åbenbaring, som ser lyset 

i form af det socialistiske/religiøse paradis. 

Eller fordi man mener at druk og indtagelse 

af ulovlige stoffer skulle udgøre en fare- 

truende finger til systemet. 

Denne eskapistiske adfærd overtog dele 

af den organiserede venstrefløj, hvilket 

medførte en legitimering af denne adfærd. 

Bagsiden af medaljen fungerer således, 

at så længe disse rusmidler ses 

og bruges som et oprør mod det etablerede 

system, graver vi som klasse vores 

egen grav og dermed revolutionen 

dybere og hurtigere ned. 

Rusmidlerne er historisk set en forhindring 

for mental udvidelse, imod nye 

værdier. Rusmidler er historisk set en kilde 

”Rusmidler er historisk set en kilde 

til vold, splittelse og konflikter hos 

den arbejdende klasse.” 

til vold, splittelse og konflikter hos den 

arbejdende klasse. Rusmidler og rus- 

kulturen hører af gode erfaringsmæssige 

grunde ikke hjemme på en revolutionær 

arbejdsplads og må bekæmpes via et 

kulturelt og socialt opgør, internt og eksternt 

i arbejderbevægelsen. Ligeledes skal den 

også bekæmpes i det venstreradikale miljø 

18 


og samfundet for at fremme en positiv, 

fremadrettet og målbevidst bevægelse. 

Nutidens sekulariserede opium 

I dag skønnes det at over 200.000 danskere 

retmæssigt kan kalde sig alkoholikere og 

i en artikel i Berlingske fra 2012 viser nye 

undersøgelser at danske unge stadig 

holder verdensrekorden i misbruget af 

alkoholiske drikke. Som det lyder: ”I 30 

år har danske unge skilt sig ud i forhold til 

resten af verden ved at være de, der drikker 

tidligst og mest”. Alkoholen er således en 

integreret del af vores kultur, uafhængig af 

politisk og ideologisk præference. 

Men humlen og problematikken ligger i 

relationen mellem fattigdom og misbrug. 

For arbejderklassens udsatte, er chancen 

for opbygningen af et solidt misbrug, 

grundet dårlige socioøkonomiske forhold, 

større, sammenlignet med overklassen 

og deres ressourcestærke baggrund. 

Det nationale institut for stofmisbrugere i 

USA fandt frem til en tydelig sammenhæng, 

ikke kun mellem fattigdom og misbrug, 

men også mellem fattigdom og fejlernæring, 

sygdom og lignende usunde tilstande. 

Herfra starter lavinen, da netop alkoholmisbrug 

i familier og hjem igen fører vold, 

usikkerhed og misbrug med sig. 

Det realistiske i, at der i dag eksisterer en 

større chance for at dit barn ender som 

alkoholiker, frem for at engagere sig politisk, 

f.eks. på den radikale venstrefløj, er 

skræmmende og sigende. Der eksisterer en 

farlig legitimering og accept af drukkulturen 

og unges drukvaner, således at denne 

ungdomsadfærd, som objektivt kan 

betegnes som selvdestruktiv og skadende 

for ungdommen og samfundet, bliver 

forherliget, forstået og accepteret, fordi 

ungdommen og deres drukvaner har 

ændret sig imod nye standarder.


Hvor er modkulturen i samfundet, arbejderbevægelsen 

og i det venstreradikale miljø, til 

denne selvdestruktion? 

En af forklaringerne ligger i ruskulturens 

afspejlning af kapitalismens evne til 

uhæmmet at tilfredsstille menneskets 

dårlige vaner og unødige behov. Der bliver 

brugt milliarder på at markedsføre 

cigaretter, alkohol og lignende til samfundets 

svageste. 

Multinationale virksomheder som Coca 

Cola benytter sig i dag af ”neuromarketing”, 

hvor man simpelthen markedsfører 

produkter ud fra hjernescanninger af testpersoner 

for derefter at finde frem til hvilke 

afgørende faktorer der ud fra en reklame 

udløser positive reaktioner i hjernen. 

Kapitalismens nådesløse arbejdskøbere har 

historisk set brugt alkohol og spiritus som 

et undertrykkende værktøj mod de arbejdende. 

I artiklen ”Rusen eller revolutionen”, 

19 


udgivet i GAIA, udtaler Ola Nilsson fra 

Vänsterpartiet i Sverige sig om dette 

fænomen: 

”I arbejderbevægelsens begyndelse 

i Sverige, var det ikke unormalt, at 

kapitalisterne udbetalte en del af 

arbejdslønnen i form af brændevin 

og flere af de tidlige strejker i Sverige 

kombinerede krav om højere løn og 

brød med krav om lukning af byens 

barer.” 

Så hvis ruskulturens personlige og samfunds- 

skadelige virkninger afspejler det kapitalist- 

iske samfunds manglende evne til at 

producere og udbyde behovstilfreds- 

stillende ydelser, må spørgsmålet nu omhandle 

problematikken vedrørende, 

hvem der har en interesse i at producere 

og markedsføre rusmidler i det altomfattende 

omfang vi ser i dag? 

Ville et rationelt og demokratisk drevet 

samfund i arbejderklassens hænder, hvor


idealet blandt andet var en tilfredsstillelse 

af basale behov, samt sikringen af retten 

til lige og frie muligheder, ende med en 

tilsvarende alkohol og cigaretproduktion? 

Hvem ville promovere og byde sine medmennesker 

denne ødelæggende kultur, samt 

sløseriet med jordens knappe ressourcer og 

vores produktion? 

Personligt forventer jeg at finde denne 

massive misbrugskultur i ethvert profitorienteret 

samfund, men ikke i den venstreradikale 

bevægelse eller hvilken som helst 

socialistisk orienteret opposition, som er 

modstandere af denne økonomiske, sociale 

og kulturelle undertrykkelse. Her burde 

modkulturen og kritikken af dette vanvid 

være stærkere repræsenteret, da denne 

kultur overordnet set fører problemer af 

snart enhver art med ind i vores bevægelse. 

Som af en lænke om benet, bliver vi forhindret 

i vores virke, når vores bevægelse og 

ideologi bliver synonym med hashrygning, 

druk og dovenskab. 

Hvis vi som revolutionære vil se de 

reaktionære kræfter i samfundet ændret, 

skal vi starte med at feje for egen dør. Da 

vores fristeder og miljøer på nuværende 

tidspunkt bliver ædt op indefra af en kultur 

der på grund af manglende selvransagelse 

og kritik, ser passivt til, mens ungdommen, 

familier og kammerater, igennem diverse 

rusmidler, rådner op i vores kvarterer og 

frirum. 

Løsninger uden forbud 

Det er essentielt at vi arbejder mod en 

rusfri kultur, da vi ønsker at vores nutidige 

adfærd, skal afspejle det fremtidige og ønskede 

samfund. Vi skal være de unges alternativ 

til den apolitiske druk og misbrugskultur. 

Vi skal være oppositionen der promoverer 

nye moralske værdier og står til rådighed for 

hinanden i svære tider. Vi skal i stedet for 

20 


at symptombehandle livets hårde kår med 

barkultur og overført vrede, opbygge åbne 

forummer og igennem diskussion og intern 

kritik bringe løsningsforslag på bordet, der 

vil gavne vores kamp. 

Så hvor ligger løsningen i bekæmpelsen af 

ruskulturen begravet? Som kompromisløs 

modstander af offensiv vold og tvang, ser 

jeg store etiske og politiske problemer i 

forbuddets kortsigtede logik. Ligesom en 

kriminalisering af hashrygning resulterer i 

bandekontrollerede undergrundsmarkeder, 

vil mere kriminalisering, statslig kontrol og 

regulering næppe gå imod denne tendens. 

”Ville et rationelt og demokratisk 

drevet samfund ende med en 

tilsvarende alkohol og cigaret- 

produktion?” 

Under forbudstiden i USA, fra ca. 1920- 

1933 forsatte spiritusforbruget efter samme 

naturlov, og forbuddet resulterede i udbredt 

lovløshed eftersom at hjemmebrænding 

hurtigt blev populært. Den organiserede 

kriminalitet overtog hurtigt produktionen 

af spiritus og købte beskyttelse hos 

korrupte politikere og politifolk, for at udbyde 

de store og ulovlige mængder spiritus. 

Så udover den etiske problematik i et forbud 

mod et ellers reelt problem, kan forbuddets 

virkning kun være begrænset. 

Jeg kan i teorien som politiker indføre 

et forbud mod f.eks skældsord, men bliver 

brugen af skældsord grundet forbuddet 

derfor mindsket? Logikken er ikke til- 

stedeværende. Virkeligheden fungerer 

således, at selve lysten der driver mennesket 

til at bande, stjæle eller drikke alkohol, ikke 

kan standses via statslig regulering. Hvor der 

er efterspørgsel, er der som regel udbud, og 

hvis man vil komme udbuddet til livs, må man


tage fat om efterspørgslen. Hvilket bør ske 

gennem kulturel og miljømæssig påvirkning. 

At påstå at der eksistere lighed mellem 

mænd og kvinder grundet en 

juridisk skabt lighed, er ligeså utopisk 

som hashlovgivningens funktion i dag. 

Der er langt mellem teori og praksis, og 

kun gennem en kulturel og miljømæssig 

udvikling nedefra, kan vi komme ruskulturen 

til livs. Vi må som tidligere 

sagt, igennem eksemplets magt, være 

og skabe et sundt og stærkt alternativ 

til ungdommen, samt arbejderklassen for 

at fremme en bæredygtig, tiltrækkende 

arbejderbevægelse. 

Målet og midlet er i min optik ikke et 

prædikende korstog mod nydelsen og 

hedonismen i vores samfund. Vi må i stedet 

redefinere den kollektive forståelse af 

begrebet nydelse for at gennemskue 

21 


afhængighedens komplekse natur. 

Målet er heller ikke at opnå straight-edge 

idealet og udarbejde lister over forbudte og 

uønskede fødevarer og væsker. 

Jeg forestiller mig en rationel og selvransagende 

kultur, der kontinuerligt 

bekæmper og tager afstand fra vores 

rusmæssige vaner og traditioner og opdager 

kompleksiteten i den destruktive afhængighed. 

Ikke kun af rusmidler som alkohol, 

men også hvordan mere biologiske og 

instinktive behov som sex, mad og beklædning 

bliver kapitaliseret med formålet om at 

afhængiggøre os. Vi må værne om hinanden, 

sige fra og smide den destruktive adfærd på 

porten. Sober til revolutionen!


Flygtningelejre i Malta. 

Asylsystemet 

No Borders CPH 

EU’s asylsystem tager ikke hensyn 

til menneskers velbefindende 

og tilgodeser ikke menneskelige 

behov. Regler til beskyttelse af 

personer som gør krav på asyl 

overholdes sjældent, mens kravene 

til asylsøgende øges. 

22 

Velkommen til EU 


er ikke for mennesker. 

En af de udfordringer en potentiel 

asylansøger står overfor, fra det øjeblik 

vedkommende er trådt ind i EU, handler om 

ikke at blive anholdt og få taget sine fingeraftryk. 

Ifølge EU’s Dublin II-konvention 

skal det land som en flygtning først er 

kommet ind i tage stilling til hvorvidt vedkommende 

kan opnå asyl. Dette betyder,


at hvis en asylansøger kan bevises at have 

opholdt sig i et andet EU-land, skal vedkommende 

tilbagesendes til pågældende 

land som så vil afgøre kravet om asyl. 

En asylansøger søger altså ikke bare asyl i et 

enkelt land, men i hele EU, dog administreret 

og forvaltet af det land hvor det kan bevises 

at vedkommende har taget ophold først. 

Hvis en asylansøger først har fået afslag på 

sin asylsag i et EU-land, er det ikke muligt at 

føre en asylsag i et andet EU-land. Det mest 

håndgribelige bevis for at en asylansøger 

har opholdt sig i et andet land er om vedkommende 

har sine fingeraftryk i den biometriske 

EU-database ”Euro-dac”, men 

også tobakspakker, busbilletter, penge o.l., 

fra et andet EU-land end det land som der 

søges asyl hos, kan være afgørende faktorer 

i at bevise om en person har opholdt sig i et 

andet EU-land. 

For immigranter med fingeraftryk i Grækenland 

er der dog opstået et smuthul. Grækenland 

kaldes EU’s port og efter Spanien og 

Italiens grænser blev sværere at forcere, 

er immigrationen gennem Grækenland 

steget, således at det skønnes at 88 procent 

af al illegal immigration til Europa, foregår 

23 

Eurodac: 

EU’s biometriske database. 

Ifølge EU selv: Ved at sammenligne 

fingeraftryk kan EU-lande 

kontrollere, om en asylansøger 

eller en udlænding, der opholder 

sig ulovligt på dens område, 

allerede har indgivet en 

ansøgning i et andet EU-land, 

eller om en asylansøger ulovligt 

har bevæget sig ind på EU’s 

territorium. 


til Grækenland. Den tiltagende immigration 

gennem Grækenland skabte en ophobning 

af ubehandlede asylsager og medførte 

et ”asylkollaps”, hvilket EU’s menneske- 

rettighedsdomstol forsøgte at afhjælpe ved 

at gennemføre et stop af tilbagesendelser til 

Grækenland fra andre EU-lande. Dette stop 

er fortsat gældende. 

Amnesty International har tidligere udsendt 

en kritik af Dublin II-konventionen baseret 

på en rapport Amnesty udgav i 2009. 

Rapporten byggede blandt andet på 51 

interviews med asylansøgere i Grækenland. 

Kun ni af de adspurgte havde 

fået tilbud om indkvartering, mens de 

resterende måtte bo på gaden. 

Direktør for Amnesty Internationals EUkontor, 

Nicolas Berger, udtalte efterfølgende: 

”Rapporten viser, at Dublin II-systemet 

bygger på en fejlagtig tro på, at alle 

medlemslande tilbyder ensartede standarder 

for beskyttelse af flygtninge”. 

Denne kritik retter sig ikke blot mod 

Grækenland, men også lande som Spanien, 

hvor kun personer med papirer har krav 

på basale rettigheder, samt Italien, hvor 

illegalitet sidestilles med kriminalitet. Der 

Dublin II: 

Konvention i EU som gør at en 

asylansøgning kun må varetages 

af ét EU-medlemsland, det land 

som en asylansøgende først er 

blevet registreret i. 

Søger en person asyl, eller 

anholdes en papirsløs person i et 

andet land, end det EU-land hvor 

vedkommende først er blevet 

registreret, skal vedkommende 

sendes tilbage til første land.


findes altså gode grunde til at foretage i 

værste fald dødsens farlige og i bedste fald 

illegale rejser gennem Europa for at nå 

Skandinavien. 

Velkommen til Skandinavien 

Nogle immigranter kender ikke til Dublin 

II-konventionen, nogle kan ikke se andre 

muligheder end at rykke videre og håbe på 

det bedste, hvad end grunden, eller manglen 

på samme, måtte være, rejser mange hele 

vejen op igennem Europa for at ende i 

Danmark, Sverige eller i resten af Skandinavien. 

De fleste flygtninge, som ankommer 

til Danmark, rådes til at tage til nærmeste 

politistation for at kræve retten til asyl, da 

samarbejdsvillighed og kontinuerlighed i en 

asylansøgers historie er afgørende faktorer i 

vurderingen af om en asylansøger kan hævde 

at have krav på asyl. 

24 


Bliver en papirsløs anholdt uden at have søgt 

asyl er vedkommende nødsaget til at 

søge asyl ved anholdelse og der stilles 

så, ofte, spørgsmålstegn ved vedkommendes 

samarbejdsvillighed. 

At opnå asyl i Danmark er ikke let. I 2010 

afgjorde Udlængestyrelsen 3.855 asylsager 

hvoraf 1.376 personer opnåede asyl. 

Til sammenligning afgjorde det svenske 

Migrationsverket 31.901 sager om asyl, 

hvoraf 8.026 personer opnåede asyl. 

Rygter om hvilke lande det er mindst 

besværligt at opnå asyl i, spiller, for de som 

ikke har venner eller håb om familie-sammenføring, 

en central rolle for hvor en flygtning 

søger hen for at opnå asyl. 

Der har siden stramningen af asyllovgivningen, 

som kom i kølvandet 

på regeringsskiftet i 2001, været en 

nedgang i antallet af flygtninge som 

har søgt asyl i Danmark og der er endnu 

ikke grund til at tro på at udviklingen vil 

vende markant. 

Syriske asylansøgere protesterer imod Danmarks asylpolitik ved den svenske ambassade.


25 

Migrationsverket: 

Svensk statsligt organ som bl.a. 

varetager asylkrav. Svarer til det 

danske Udlændingestyrelsen. 

Love er til for at blive overholdt 

I Sverige er der for nyligt opstået en konflikt 

mellem Migrationverket og grænsepolitiet. 

En uledsaget 15-årig dreng, altså en i lovens 

øjne mindreårig, flygtet fra Afghanistan, 

fik afslag på sin asylansøgning. Den 15- 

årige har været anholdt af det italienske 

grænsepoliti, som mishandlede ham, 

hvorefter han blev anbragt i en flygtninge- 

lejr, hvor han var udsat for voldtægt. 

Senere flygtede han videre igennem Europa 

til Sverige, men da han fik afslag af de 

svenske myndigheder, med hjemmel i 

Dublin II-konvention, syede han sine 

læber sammen og forsøgte at begå selvmord, 

hvorefter han blev indlagt på et psykiatrisk 

hospital. Efter dette indvilgede Migrationsverket 

i at genoptage sagen, men grænsepolitiet 

har nægtet at overgive beslutningen 

om den mindreåriges deportation til 

Migrationsverket, da de ikke mener den 

afviger fra andre sager om uledsagede 

mindreårige. 

I Danmark skal en uledsaget mindreårig 

asylansøger principielt igennem samme 

procedure som en voksen og skal opfylde 

samme krav, omend der er få lempelser. 

Bl.a. skal behandlingstiden af barnets asylkrav 

være kortere end en normal behandling 

af et asylkrav. Hvis en mindreårig ikke 

kendes moden nok til at få sit krav om asyl 

behandlet, bliver behandlingen udsat 

og barnet får opholdstilladelse. Denne 

tilladelse om ophold gælder højest indtil 

barnet er 18 år og kan få sin asylsag 

behandlet som en voksen. Hvis barnet kendes 

modent og får afslag, kan barnet sendes 

tilbage til det land det er flygtet fra, hvis 


barnet har familie-relationer i landet 

eller hvis der findes et modtagelses- og omsorgscenter 

i landet. Hvis der findes et sådan 

center har de danske myndigheder ikke pligt 

til at igangsætte en eftersøgning af barnets familie. 

Hvis ikke sidder barnet fast i systemet, 

og kan hverken tilbagesendes eller opnå ret 

til ophold eller asyl. 

Hvis en uledsaget mindreårig opfylder de 

danske asylkrav, får barnet normalt en etårig 

opholdtilladelse som barnet ved udløb 

må ansøge om fornyelse af. En uled-saget 

mindreårig kan altså kun gøre krav på 

sine basale rettigheder et år ad gangen og 

har ingen forudsætninger for at forvente 

kontinuerlighed i relationer til andre, skolegang 

o.l. 

Den første afhøring af en person som søger 

asyl i Danmark foregår hos politiet, som 

afhører om identitet, nationalitet, rejserute 

og asylmotiv. Asylmotivet er uhyre vigtigt 

og figurerer også senere i udlængestyrelsens 

papirer. Da udlændingestyrelsen vil spørge 

om det samme og forsøge at finde huller i 

de afhørtes historier, er det essentielt at en 

beretning er den samme hele vejen igennem 

systemet. Når et barn afhøres må politiet 

ikke spørge om asylmotivet, da uledsagede 

mindreårige anses for være mere sårbare 

end voksne flygtninge. 

I sommeren 2011 skrev avisen.dk en 

artikelrække hvor Røde Kors’ bisiddere 

beklagede sig over at politiet ved alle 

afhøringer af mindreårige, spurgte ind 

til asylmotivet. Dette medvirkede til at en 

17-årig fik afslag på sit krav om asyl, da 

vedkommende forklarede at han var 

blevet løsladt af Taliban og politiet derfor 

ikke mente at han kunne være i reel fare i 

Afghanistan. 

En grænse er en grænse er en 

grænse 

Som Amnesty Internationals direktør sagde,


er der ingen ensartede standarder for 

beskyttelse af flygtninge, ej heller når 

det kommer til ”hjemsendelses”-politik. 

Den 26. september 2012 indtog 30 

syrere, som har gjort krav på asyl i 

Danmark, den svenske ambassade med 

budskabet om at de vil rejse til Sverige 

for at få afgjort deres asylansøgninger. 

I Sverige får alle syriske asylansøgere 3 

års opholdstilladelse, på baggrund af den 

farlige situation i Syrien. 

I Danmark behandles syrernes asylansøgninger 

på samme måde som hidtil. 

En talsperson for de aktionerende kurdiske 

syrere udtalte til Modkraft.dk; 

”Vi kræver, at syrere og alle andre på 

flugt anerkendes som flygtninge, betingelsesløst 

og uafhængigt af hvor i 

Europa, vi er. Derfor søger vi nu asyl i 

Sverige. (…) 

Vi gør det (laver aktionen, red.), 

fordi vi ikke anerkender den danske 

stats måde at behandle os på, og 

fordi vi ikke anerkender Dublin II- 

26 


Solidaritetsdemonstration udenfor Åstorp Flyktingförvar i Sverige, d. 16. oktober i år. 

bekendtgørelsen, som binder os til 

det land, hvor vi først møder statslige 

myndigheder. Vores krav er ophold i 

Europa, så længe vi har brug for det, 

og så længe vi ønsker at være her” . 

Reglerne kunne ikke bøjes i dette tilfælde. 

Loven måtte overholdes. 

Ligesom det er ulovligt for en asylsøgende 

eller papirløs person at krydse grænsen 

mellem Sverige og Danmark, må transporten 

af deporterede heller ikke foregå over lande- 

grænsen. I Åstorp uden for Helsingborg 

ligger et detentionscenter for asylansøgere, 

et fængsel. Dette fungerer hovedsageligt 

som sidste stop inden en deportation. 

Aktivister og deportationstruede kan 

berette om at adskillige massedeportationer 

af afviste asylansøgere fra Sverige er 

foregået på den anden side af sundet, med 

hjælp fra dansk politi. 

Ikke overraskende viser det sig at asylsystemet 

ikke er sat op til at beskytte flygtninge, 

men er til for at beskytte EU mod 

asylansøgere.


Vi kan også 

Når truslen bevæger sig over grænser, kan 

solidariteten også. Om morgenen, d. 9. 

oktober 2012, lykkedes det to afviste 

afghanere at stikke af fra detentionscenteret 

i Åstorp. Danske og svenske aktivister havde 

i fællesskab planlagt aktionen med at klippe 

hul i et hegn og smadre et vindue med økser, 

for at hjælpe de to personer ud og væk. 

En anonym aktivist udtalte til modkraft.dk; 

”Aktionen viser, at med god planlægning 

og modet til at gøre ’det umulige’, 

så kan man bryde de normale rammer 

for protest. Vi vil gerne vise, at det er en 

myte, at fængsler og lignende institutioner 

er ubrydelige barrierer”. 

”Befrier”-aktionen er et eksempel på direkte 

solidaritet og kan bevirke at de to afviste 

ikke behøver at forlade Sverige, omend de 

formentligt kommer til at leve et liv uden 

papirer og basale rettigheder. 

I Sverige findes et langt større støtte-netværk 

for papirløse personer, end i Danmark. En 

del af dette netværk er ”Ingen människa är 

illegal” som bl.a. hjælper med at huse papirløse 

immigranter. Netværket kæmper for at 

alle inden for samme grænser, får samme 

økonomiske, politiske og sociale rettigheder, 

indtil alle nationale grænser er bekæmpet. 

Dette giver, blandt andre, de to flygtede 

fra Åstorp bedre muligheder for at leve 

uden om systemet, omend det er svært og af 

”Ingen människa är illegal” anses som 

uværdigt, da papirløse borgere, netop ikke 

anses som borgere, men som en pariaer. 

Bevægelsesfrihed er alles ret 

No Borders CPH ser sig enige i ”Ingen 

människa är illegal”’s manifest, hvor det står 

skrevet, at netværket ikke anerkender nogen 

nationale grænser, som andet end en politisk 

idé ”som vi ikke har nogen moralsk for- 

27 


pligtelse, eller interesse, i at acceptere eller 

opretholde.”. En person født et sted har ikke 

større eller flere rettigheder til det sted end 

andre. Denne tanke må ikke ende som en 

ophøjet politisk ide, men skal praktiseres ved 

direkte solidaritet med personer uden papirer 

og statsborgerskab, alt indtil nationale 

grænser er afskaffet. Alle skal have samme 

rettigheder og forpligtelser til aktivt at 

deltage i at bygge et retfærdig samfund. 

Ret til at bevæge sig hvorhen man vil, 

eller har brug for, bør ikke være forbeholdt 

de som tilfældigvis er født i det priviligerede 

globale nord. Ingen stat eller union bør 

bestemme hvor nogen skal opholde sig, eller 

ikke opholde sig. 

For os at se, er grænser repressive og 

skabt til at udelukke, undetrykke og udbytte 

mennesker og bruges som politisk våben for 

at beskytte den vestlige kapital, vækst og 

konkurrence-dygtighed. 

Grænser er racisme, fremmedfjendskhed 

og ulighed mellem 

mennesker 

Vi tror ikke på grænser og derfor mener 

vi heller ikke at det er mere menneskeligt 

med slækning på asyllovgivninger, grænsepoliti 

og kontrol. Idealer, om det er idealer 

for lempelser, eller skærpelser, af nationalstater, 

grænser, kontrol af ”illegale” personer, 

udvisninger o.l, er modererede racistiske 

idealer. Skærpelse af indvandringslovgivningen, 

samt kontrol af varer, ressourcer 

og tjenester er produkter af grænser, som er 

konstrueret af hensyn til nationale 

interesser. Grænser for kontrol af fordeling af 

velstand er enormt synliggjorte i kort over 

nationalstaters fysiske og økonomiske 

afgrænsninger, men er at finde overalt. For 

at få et job, en bankkonto og nogle gange 

endda en telefon, er identifikationspapirer 

nødvendige. Det er ganske enkelt ikke 

muligt at have samme rettigheder og derved


være en del af et samfund, uden papirer. 

Også en så hverdags-agtig ting som et 

supermarked kommer til at repræsentere en 

grænse, med in-house budget mærker, sat op 

mod lækre, og oftest sundere, luksusmærker, 

hvoraf valget om hvilket produkt en person 

vælger oftest ikke er et valg, men er benhårdt 

styret af en persons økonomiske formåen. En 

formåen som givetvis er ganske lille, uden 

muligheder for job eller statsstøtte i form af 

kontanthjælp, SU o.l. 

Mennesker udbyttes og udelukkes 

i alle aspekter af deres liv. 

En person eller et folks velstand kan kun 

måles mod ikke-velstand. For at velhavende 

kan akkumulere mere rigdom må der 

nødvendigvis være mere ulighed. Kogt ned 

kan man påstå at et ønske om større rigdom 

er et ønske om større ulighed. 

De som er økonomisk velhavende søger 

oftest at få deres velstand til at vokse, eller 

i det mindste blive hvor den er, på trods af 

forbrug. Det er disse velhavende som har 

28 

Udlændingestyrelsen: 

Indtil februar 2012, Udlændingeservice. 

Tidligere også 

Direktoratet for Udlændinge, 

samt Fremmedpolitiet. 

Varetager bl.a. asylkrav og skiftede 

navn fra Udlændingeservice 

tilbage til Udlændingestyrelsen, 

grundet kritik af vildledning, da 

det er Udlændingestyrelsens 

opgave at give afslag på asylkrav. 


behov for at beskytte deres velstand og 

opsætte områder hvor de, som ikke er 

velhavende og som formentligt vil søge 

at opnå del i de velhavendes velstand, er 

uønskede og udelukkes fra. 

Det er sådan grænser opstår og det er 

sådan grænser retfærdiggøres. En grænse 

er kun relevant så længe der er en grund- 

læggende tro på retten til ejendom og ulighed. 

Dette betyder at vi, når vi forsøger at løse 

problemet, grænsens koncept, er nødsagede 

til at gøre op med ideen om ejendom og 

løsne os fra velstandens bånd. No Bordersbevægelsen 

må være anti-kapitalistisk og 

anti-hierakisk, for hvis den ikke er det, er 

den blot en modereret racistisk bevægelse. 

Vi anerkender at mennesker er taget til 

fange i et umenneskeligt system og at der 

findes et behov for umiddelbar solidaritet, og 

derfor ser No Borders CPH sig selv som en 

del af en global kamp for frihed, solidaritet 

og lighed og mod alle former for under- 

trykkelse. 

Frontex: 

Det Europæiske Agentur for 

Forvaltning af det Operative 

Samarbejde ved de Ydre 

Grænser i EU. Frontex er medaktør 

i de fleste grænsekontroller 

og deportationer. Forvalter 

enorme summer penge til brug 

af ”beskyttelse af EU’s grænser”.



Revolutionær antifascisme, 

en selvmodsigelse 

Fortsat fra side 1: ... socialdemokratiske 

regering for at knuse arbejdernes oprør 

i 1919-1920 var helstøbte fascist- 

organisationer, med mange fremtidige 

nazister i sine rækker). 

Weimarsystemet skabtes af proletariatets 

fremskridt og følgende tilbageslag. 

Når arbejderne spillede en politisk rolle, 

selv hvis den var i en begrænset og 

mystificeret udstrækning, blev råds- 

bevægelsen reduceret til en bureaukratisk 

institution og den forfejlede revolution 

gav plads til et venstrefløjsdomineret og 

socialistorienteret regime. Presset fra 

Freikorps i Berlin 1919 forbereder sig på at angribe oprørske arbejdere. 

29 

arbejderklassen og konflikterne mellem den 

reformistiske majoritet og den revolutionære 

minoritet formede efterkrigsperioden. 

Selv da centrum-højre politikerne sad ved 

magten, selv når Hindenburg var president 

(SPD opfordrede alle at stemme på ham i 

1932 som en beskyttelsesmur imod Hitler.) 

var arbejderne fortsat den centrale kraft 

under Weimarrepublikens tidlige dage, og 

ofte tungen på vægtskålen. Men den kombinerede 

og konkurrerende politiske tyngde 

af SPD og KPD blev deres eget svage punkt. 

Med krakket 1929, hvor den herskende 

klasse måtte til at disciplineres, og reguleres,


fandt kapitalen ud af at ikke kun radikale, 

men også respektable fag-foreningsledere 

kunne blive en byrde. Det borgerlige reformistiske 

kompromis der var blevet sat i bevægelse 

af arbejderne 14 år før, blev nu mere 

af en forhindring end en hjælp. Hitlerismen 

var ikke uundgåelig, med sine morderiske og 

groteske påfund. Men den 30. januar 1933 

var en stærk centralmagt i den ene eller den 

anden form øverst på dagsorden. De eneste 

løsninger tilbage på bordet var repressive og 

statsbaserede og helt uden for proletariatets 

rækkevidde. 

I hvilken udstrækning kan 

antifascisme bidrage til en 

revolutionær bevægelse? 

Antifascisme er selvfølgelig ikke et fuldstændig 

homogent fænomen. Durruti, 

Orwell og Santiago Carrillo kvalificerer 

alle som antifascister, trods deres forskelligheder. 

Hvilket efterlader spørgsmålet: 

hvad er antifascisme? Hvad er den imod og 

hvad er den for? Jeg er imod imperialisme, 

uanset om den er amerikansk, fransk, britisk, 

eller kinesisk. Men jeg er ikke af den grund 

”antiimperialist”, da 

det er en politisk 

position som decideret 

støtter og eksplicit 

er pro de nationale 

befrielsesevægelser som bekæmper de 

imperialistiske kræfter. 

Jeg er imod fascisme, uanset om det er i 

form af Hitler eller Le Pen. Men jeg er 

ikke en ”antifascist”, da det er en politisk 

position som ser den fascistiske stat eller 

eller en spirende fascistisk trussel som den 

primære fjende, som skal knuses for enhver 

pris. For eksempel ved at alliere sig med 

borgerlige demokrater som det mindre 

onde og udskyde revolutionen til en gang i 

fremtiden efter fascismen er nedkæmpet. 

Dette er antifascismens essens. 

30 

”At knuse fascismen indebærer 

at ødelægge dens forudsætninger, 

dens sociale årsag: kapitalismen.” 


”Revolutionær antifascisme” er derfor en 

selvmodsigelse. Kommunismen (Ikke nødvendigvis 

forstået som den autoritære statslige 

kommunisme, red.) går hinsides antifascismens 

begrænsninger og kommer før eller siden i 

konfrontation med den. 

Da spanske arbejdere bevæbnede sig imod 

militærkuppet i juli 1936 bekæmpede de 

selvfølgelig fascismen, men (uanfægtet hvad 

de nu kaldte sig selv) agerede de ikke som 

antifascister, da deres handlinger rettedes 

imod både fascisterne og den demokratiske 

borgerlige stat. Først senere hen, da de lod 

sig indfange af i de institutionelle rammer, 

blev de til ”antifascister”, som kæmpede 

imod deres fascistiske fjender samtidigt 

med at støtte sine egne demokratiske 

fjender. Revolutionære kritikere af anti- 

fascismen er gang på gang blevet anklaget 

for, at sabotere kampen imod fascismen og 

for at være Francos eller Hitlers allierede. 

Den sørgelige ironi er at kun kommunismen 

og proletariatet kan fjerne fascismens 

grobund. Antifascismen giver altid demokratiet 

mere støtte end den modsætter sig 

fascismen: den benytter sig ikke af anti- 

kapitalistiske handlinger for at presse 

fascismen tilbage 

og foretrækker sin 

egen undergang 

hellere end at risikere 

at proletariatet frigør 

sig. Det var således ikke en tilfældighed 

at det spanske borgerskab og de spanske 

stalinister brugte mere tid og energi 

på at skaffe sig af med de anarkistiske 

bondekommuner end på at vinde krigen; 

deres førsteprioritet var ikke og havde aldrig 

været at knuse Franco, men at holde 

masserne under kontrol. 

Pointen her er ikke at der ikke findes 

masser af forskellige måder at være 

antifascist på, og at de ikkerevolutionære 

antifascistiske individer ikke, til tider, kan 

gå hen og blive revolutionære, hvad nogle da 

også bliver.


Pointen er at antifascismen, for at undgå 

en diktatorisk stat, underkaster sig den 

demokratiske stat. Sådan er dens natur, dens 

logik og det er ved den historisk har vist sig 

at være; og alle indsigelser og ”Ja, men...” 

druknede i Barcelona i maj 1937 i blodet fra 

alle de arbejdere der havde håbet de kunne 

snyde den moderate antifascisme og skabe 

en revolution. Jeg mener ikke at hardcore 

kommunister udelukkende bør deltage i 

aktiviteter som handler om lønarbejde, undgå 

alle antifascistiske grupper, og vente på at de 

ser lyset og slutter sig til. 

At afvise alt hvad fascismen står for (etnocentrisme, 

racisme, sexisme, nationalisme, 

lov og orden, reaktionær kultur, etc) kan uden 

tvivl være et første trin imod at gøre oprør. 

Faktum er at mange af de unge mænd og 

kvinder der deltager i demonstrationer mod 

Front National gør det fordi, at de indser at 

fascisterne kræver endnu større underkastelse 

under den samfundsorden som demonstranterne 

hader, og ikke fordi at Front National 

er et trussel imod det parlamentariske 

demokrati som de sjældent er ude i et forsvar 

for. Efterfølgende kommer så de politiske 

zkræfter og prøver at definere dette som 

Studenter i Paris under oprøret 1968. 

31 


en støtte for demokratiet. Disse handlinger 

kan udvikle sig til en kritik imod de grundlæggende 

årsager til verdens problemer,men 

kun hvis deltagene forkaster antifascismens 

base: respekten for den demokratiske kapital- 

isme. Kun ved at påpege de spørgsmål det 

virkelig handler om kan vi bidrage til denne 

modning. At knuse fascismen indebærer at 

ødelægge dens forudsætninger, dens sociale 

årsag: kapitalismen. 

Hvordan kan vi besejre en af de 

mest splittende kræfter inden for 

proletariatet: racismen? 

Det kan helt klart ikke lade sig gøre at 

behandle racismen som endnu et spørgsmål 

der skal adderes til antikapitalismen. 

Racismen lægger vægt på forskelle. 

Antiracismen gør det modsatte: den lægger 

vægt på det som er til fælles for alle de grupper 

racismen søger at splitte ad. Denne fællesnævner 

er som oftest menneskeligheden. 

Når de borgerlige nu også appellerer til 

denne fællesnævner i forhold til sine 

arbejdere, hvad bør revolutionære så at 

indvende? Det er indlysende at denne fælles


nævner ikke kan være den samme for dem 

som regerer denne verden og dem som vil 

forandre den. 

Det vi ofte faktisk plejer at gøre er at 

erstatte ”vi er alle mennesker” med ”vi er 

alle arbejdere”. Vi siger: (a) at sorte arbejdere 

er det samme som hvide arbejdere, (b) at de 

begge adskiller sig fra sorte eller hvide chefer. 

Hagen er at dette ikke angriber racismen; 

det understøtter solidaritet, hvilket vi selvfølgelig 

ønsker, men solidaritet er noget der 

mangler netop på grund af racismen. Vi 

erstatter altså bare en humanistisk anti- 

racisme med en proletarisk version. 

Problemet her er at begge beskæftiger sig 

med racismen i dens synlige form i stedet 

for at tilintetgøre dens årsager. På trods af 

tilstedeværelsen af racister, også i arbejderbevægelsen, 

i 1968, lykkedes det ikke den 

borgerlige reaktion at bruge racismens som 

et splittende værktøj, på grund af massernes 

klassekamps evne til at skabe enhed. 

Forladte barrikader i Barcelona under ”den tragiske uge”, maj 1937. 

32 


Senere da arbejdermilitansen begyndte at 

falme, kom splittelserne. Talbotstrejken i 

Frankrig 1983 blev et vendepunkt og der 

opstod en voksende splittelse mellem 

nationale og udenlandske bilarbejdere. 

Splittelsen var snarere resultatet end 

årsagen og der var tale om en generel 

tendens. Det var nok heller ikke et tilfælle 

at 1983-4 var årene hvor Le Front National 

blomstrede. Det var ikke manglen på antiracistiske 

kampagner som var årsagen til at 

Le Pen fik så meget som 15 % af stemmerne. 

Det var snarere nedgangen i arbejdernes 

kollektive modstand. Racismen præsenterer 

sig som en ideologi, men det er den i første 

omgang ikke. Den udgør er et praktisk 

fænomen, en social relation: en af de mest 

brutale aspekter ved konkurrencen mellem 

lønarbejdere, en konsekvens af nedgangen 

af levende og kæmpende lokalsamfund. 

”Racificeringen” af arbejderklassen hænger 

nøje sammen med dens atomisering.


Arbejderklassen er ikke svag fordi at den 

er splittet, det er omvendt - dens svagheder 

afføder splittelser. Alt det som gør arbejderklassen 

stærkere er altså med til at udslukke 

racismen kilde til liv. 

Selvom man bør holde sig fra organiseret 

humanistisk antiracisme, kan man 

konfrontere racismen når man møder den 

i hverdagen, som mange antiracistiske 

arbejdere gør på værtshus, på arbejdet eller 

ved en strejke, hvilket kan være med til at 

genskabe et selvstændigt fællesskab. For at 

tage et eksempel lykkedes det de arbejdsløses 

protester i december 1995 at stilne 

Le Pens retorik. På den samme måde førte 

mange af Paris forstadsopløb mennesker fra 

Nordafrika, med ”sort” og ”hvid” baggrund 

sammen. Den kommunistiske bevægelse har 

både et klasse- og et menneskeligt indhold. 

Et interessant spørgsmål er: hvilken aktivitet 

fører proletarer sammen og lykkedes med 

at rydde racismen af vejen? Arbejdere kan 

være både militante og racistiske samtidigt. 

33 

Racisme kan aldrig 

imødekommes som en ”ond 

ideologi” der skal knuses af en 

mere varmhjertet af slagsens. 

I 1922 sænkede sydafrikanske chefer de hvide 

minearbejderes lønninger, og åbnede en række 

fag op for sorte arbejdere. ”Hvide” protester 

endte i et blodbad: over 200 minearbejdere 

blev dræbt. Præcis som strejker imod 

kvindelig eller udenlandsk arbejdskraft, 

var det lønarbejder-selvforsvar i sin værst 

tænkelige form. På den anden side gik 

hollandske arbejdere i strejke da Holland var 

besat af Nazityskland, i protest imod hvordan 

jøderne og de jødiske arbejdere blev 

diskriminerede og deporterede. Nøglen til 

de Sydafrikanske arbejderes reaktionære 

holdning eller den hollandske solidaritet 

findes ikke i hvorvidt folk har racistiske 


eller ikke-racistiske værdier. Holdninger og 

attituder formes af tidligere og nuværende 

sociale forhold og handlinger. Jo åbnere, 

globalt, potentielt universelt og derfor 

”menneskeligt” et krav eller en aktion er, jo 

mindre sandsynligt er det at den kommer at 

begrænses til sexistiske, fremmedfjendske 

eller racistiske former. 

Forestil dig en arbejdsplads. En kamp for at 

redde arbejdspladser kan let føre arbejdsstyrken 

nærmere racisme end for eksempel 

et krav om en generel øgning af lønnen med 

200 kr i ugen for alle ansatte på arbejdspladsen. 

Den forrige kamp lukker folk inde 

i defensive handlinger, begrænser dem til 

”deres” fabrik, isolerer dem fra andre 

arbejdspladser og splitter dem i den sidste 

ende op internt (”Hvem skal fyres? Håber 

det bli’r min arbejdskammerat, og ikke mig.”). 

Hvor lille det sidste krav end er, forener 

det arbejdere uanset køn, nationalitet og 

arbejdsopgave, og kan koble dem sammen 

med andre arbejdspladser udenfor deres 

egen, da mange andre mennesker kan 

overtage kravet og kræve samme 

lønforhøjelse på sin arbejdsplads, eller noget 

der er endnu mere forenende. Visse krav og 

taktikker forstærker racebetonede 

opdelninger eller opdelninger efter erhverv. 

Den eneste måde at besejre racismen 

på er at håndtere den på et generelt og 

”politisk” plan, ved at påvise hvordan 

enhver splittelse indenfor arbejderklassen 

altid ender i forringelser og undertrykkelse 

for alle arbejdere. 

Racisme kan ikke behandles som et 

separat spørgsmål, og aldrig imødekommes 

som en ”ond ideologi” der skal knuses af en 

mere varmhjertet af slagsens.


34 

Udgivet af Libertære Socialister. www.da.libsoc.dk - da@libsoc.dk



Skifergas? -Nej tak! 

Oscar Larsen 

I Vendsyssel vil firmaet Total 

udvinde skifergas fra under- 

grunden ved brug af en teknik der 

kaldes ”hydraulisk frakturering”. 

eller fracking. 

Direkte Aktion har interviewet 

Tannie Nyboe fra kampagnen 

Skifergas Nej Tak om hvad Total er 

for nogle typer, hvad fracking gør 

ved miljøet, og hvad man selv kan 

gøre for at stoppe det. 

Direkte Aktion: Hvad er kampagnen 

”Skifergas - Nej Tak”? Og hvordan kom det 

sig at I startede kampagnen? 

Tannie Nyboe: Skifergas Nej Tak er 

tænkt som et bredt nationalt initiativ for 

enkeltpersoner og grupper der arbejder 

mod udvinding af skifergas i Danmark. 

Skifergas Nej Tak blev startet af Klimakollektivet 

i København, men har siden 

udviklet sig til en selvstændig struktur med 

deltagelse af enkeltpersoner fra Klima- 

kollektivet. 

Klimakollektivet tog oprindeligt 

initiativet, da vi mente at der var behov for 

mere oplysning og viden omkring de negative 

konsekvenser af skifergasudvinding. 

Derudover var vi interesserede i at være med 

til at starte et folkeligt initiativ mod skifergas, 

der ikke tog udspring i etablerede miljøorganisationer 

eller politiske partier. 

35 

DA: Hvad er skifergas, og hvorfor er I imod 

udvindingen af det? 

TN: Der er mange grunde til at være i mod 

udvindingen af skifergas. Nogle vil vægte de 

negative konsekvenser for miljøet, herunder 

risikoen for grundvandsforurening, 

forurening fra spildevand og lækager i 

boringerne. Andre vil fokusere på at det er et 

fossilt brændsel og derfor ikke bør udvindes 

for ikke at eskalere klimakrisen. 

I USA har udviklingen vist, at udvindingen 

af skifergas har ført til markant lavere 

energipriser, hvilket reelt har betydet en 

langsommere udbygning med vedvarende 

energi. 

Principielt mener vi i klimakollektivet, at 

der ikke skal udvindes flere fossile brændsler, 

men vi syntes det er vigtigt at der indenfor 

initiativet Skifergas Nej Tak er plads til at 

folk kan have forskellige bevæggrunde for at 

være mod skifergasudvinding. 

DA: Hvilke aktiviteter har Skifergas Nej 

Tak arrangeret indtil videre? 

TN: Til at starte med har vi fokuseret vores 

indsats på at udvikle vores hjemmeside, 

promovere initiativet gennem sociale 

medier, få journalister til at fokusere på emnet 

samt at producere forskelligt materiale. 

I løbet af sommeren har vi skabt kontakt 

til andre personer og grupper i landet og har 

i fællesskab arrangeret en række af opstartsmøder 

i København, Vendsyssel og Aalborg. 

Senest har vi igangsat en underskrift- 

indsamling målrettet Frederikshavn 

Kommune. På de forskellige møder blev


der dannet en række lokale grupper. Disse 

grupper er nu gået i gang med at samle underskrifter, 

dele informationsmateriale ud, 

tale med den lokale presse og arrangere informationsmøder 

og filmvisninger i deres 

nærmiljø. 

DA: Hvordan går det med kampagnen; er 

der stor tilslutning, og lader det til at I får 

gennemslag? 

TN: Til at starte med havde vi svært ved 

at komme ud med budskabet, da der var 

meget lidt fokus på problematikken inden- 

lands, men i de sidste par måneder er 

udviklingen gået rigtig stærkt. Der er 

begyndt at komme en del fokus på emnet, 

både politisk og i medierne. Samtidig er 

det først nu, at folk i området omkring de 

kommende prøveboringer i Dybvad er 

begyndt at høre om de forestående planer, 

da Total holder kortene meget tæt ind til 

kroppen. Vi har i forbindelse med de afholdte 

opstartsmøder oplevet en stor interesse, 

og har nu 6 velfungerende lokale grupper, 

hvilket vi selv ser som et rigtig vigtigt skridt. 

Derudover får vi dagligt henvendelser 

fra folk fra hele landet der enten arbejder 

med problematikken i andre sammenhænge 

eller er interesserede i at deltage 

aktivt på den ene eller anden måde. 

Vi syntes stadig det er for tidligt 

at sige noget om initiativets 

gennemslagskraft, da vi på 

mange måder først nu er 

begyndt at komme bredt ud. 

DA: Til sidst – hvad sker der 

fremover, og hvad kan man 

selv gøre for at sætte en stopper 

for udvindingen af skifergas i 

Danmark? 

TN: I Skifergas Nej Tak fortsætter 

vi vores arbejde indtil alle planer om 

36 


udvinding af skifergas i Danmark bliver 

droppet og/eller forbudt ved lov. Konkret 

er vores næste skridt at lægge pres på 

Frederikshavn kommune for at få dem til at 

afvise Totals planer om at prøvebore efter 

skifergas i kommunen. 

Hvad der sker herefter kommer meget an 

på forløbet i Frederikshavn, og om Total går 

videre med planer om at prøvebore i andre 

kommuner i landet. 

Hvis man gerne vil være med til at gøre 

noget for at få stoppet planerne om at udvinde 

skifergas i Danmark er der rigtig mange 

ting man kan gøre. Man kan kontakte en 

af vores lokalgrupper hvis man gerne vil 

støtte op om deres aktiviteter, eller man kan 

tage initiativ til at gøre noget på egen hånd. 

Man kan skrive artikler og læserbreve om 

emnet, arrangere filmaftener eller debatarrangementer, 

dele informationsmateriale 

ud, lave happenings foran Totals kontor eller 

foran Miljøministeriet. Kun fantasien sætter 

grænser! 

DA: Tak for interviewet, Tannie! Held og 

lykke med kampagnen.

Direkte Aktion #2 - Libertære Socialister

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?