Sælgerne - Hus Forbi

hus forbi
Køb avisen på stationen – ikke i toget
Pris 20 kr. 8 kr. går til sælgeren nr. 64 august 2007
Stodderkonger, landevejsriddere
og farende svende
Anders Fogh: Jeg er også offer for fordomme • Rygelov diskriminerer hjemløse

Udgiver:
Foreningen Hus Forbi
Tornebuskegade 1, 2.
1131 København K
Tlf. 3832 2320
husforbi@husforbi.dk
www.husforbi.dk
Ansvarshavende redaktør:
Jaku-Lina E. Nielsen
Tlf. 3832 2324
jaku-lina@husforbi.dk
Administrator:
Heidi Riel
Tlf. 3171 0481
heidi@husforbi.dk
Sælgerrepræsentant og
gadeplansmedarbejder:
Henrik Pedersen
Tlf. 2094 5232
henrik@husforbi.dk
Debatindlæg og læserbreve:
redaktion@husforbi.dk
Næste nummer udkommer den 1. sep.
Forsidefoto:
Helga C. Theilgaard
Lighed for (ryge)loven?
Et piktogram af en cigaret med ordet ”MURDER”
(mord) ved den tændte ende og ”SUICIDE” (selvmord)
ved ’filter-enden’. Så enkelt udformet var en blandt
mange opfordringer til at kvitte smøgerne i det offentlige
rum i London i begyndelsen af 1990’erne.
Dengang var de danske anti-ryge-kampagner hovedsageligt
noget, der var forbeholdt skoleelever. Så snart man
var passeret de 18 år, var samfundets
holdning, at det var en privat sag, om man
ville sætte lighteren og munden i hver sin ende af
en cigaret og udsætte sig selv og andre for røg.
Midt i denne måned bevæger Danmark sig et
stort skridt væk fra opfattelsen af rygning som et
individuelt anliggende. Med landets nye rygelov,
der træder i kraft den 15. august, får de danske
rygere nu indskrænket deres frihed til at forpeste
luften på cafeer og arbejdspladser, og sætningen:
”Jeg går lige udenfor og ryger”, bliver en af rygernes
faste vendinger – med mindre de finder det for
besværligt og vælger at sige farvel til deres ’falske
venner’.
Men der er dog undtagelser – for væresteder og
varmestuer for socialt udsatte mennesker er nemlig
undtaget den nye lov.
Men hvorfor egentlig? Der er vel lighed for
loven i Danmark?
Som man kan læse i dette nummer af Hus Forbi,
så vælger mange af de væresteder, som Hus Forbi
www.loge86. dk
Bidrag:
Hvis du vil give et bidrag til Hus Forbi,
kan du sætte beløbet ind på dette
konto-nr: Giro (9541)60028842.
Mærk indbetalingen ”bidrag”.
Distribution:
Boformer for hjemløse, varmestuer,
medborgerhuse mm. kan fungere
som distributør for Hus Forbi – dvs.
være udleveringssted af avisen til
sælgerne. Kontakt os på:
3171 0481 (se listen af distributører
på www.husforbi.dk).
Abonnement:
Standardabonnement: 340 kr.
(12 numre om året - inkl. moms,
porto og gebyr).
Støtteabonnement: 540 kr.
Henvendelser vedr. abonnement
på tlf. 7026 7006 eller
dorte@notatgrafisk.dk
Layout: Westring + Welling A/S
Tryk: Dansk Avistryk A/S
Oplag: 60.000
Antal sælgere: ca. 450
ISSN: 1397-3282
Om Hus Forbi
Hus Forbi udkom første gang i 1996. Siden
starten af 2006 er Hus Forbi udkommet en gang
om måneden. Salgsrekorden er over 75.000
eksemplarer (marts 2007). Hus Forbi sælges af
hjemløse og tidligere hjemløse eller andre socialt
udsatte mennesker – det man under ét kan
kalde ’skæve eksistenser’. Avisen sætter fokus
på udsatte mennesker og fattigdomsproblemer.
Formålet er at nedbryde fordomme om marginaliserede
grupper både via indholdet af Hus Forbi
samt ved at læserne køber avisen direkte af
’en skæv eksistens’. Hus Forbis sælgere er alle
udstyret med et id-kort udstedt af Hus Forbis
sekretariat. Salget af Hus Forbi fungerer for
sælgerne som et alternativ til tiggeri og evt.
kriminalitet. Indholdet i Hus Forbi produceres
primært af professionelle freelancere, fotografer
og illustratorer. De eneste fastansatte
på redaktionen er redaktøren og en redaktionssekretær.
I Hus Forbis sekretariat er der pt. ansat
en økonomimedarbejder, en administrator og en
sælger- repræsentant.
Hus Forbi er medlem af det internationale
netværk af gadeaviser, INSP.
Vi støtter Hus Forbi: Vi støtter Ombold:
Lions Club Søllerød Mølleaa
Så kære folketingspolitikere,
næste gang I skal revidere
den danske rygelovgivning,
så husk, at lighed for loven
også bør gælder rygeloven
Nedenstående er nye DM-sponsorer
TAMU-Center Odense
Nedenstående er DM-sponsorer, som du har i forvejen:
På side 2 i Hus Forbi under (Vi støtter OMBOLD), skal
du medtage følgende logoer:
Simon Spies Fonden, Fyns Amt, KFD, Københavns kommune, Camillas ovale, De
Hjemløses Hus, FBU, Odense Kommune, Kirkens korshær og SAB.
Kulturministeriet skal fjernes
har talt med, dog alligevel at indføre et totalt eller delvist rygeforbud pr. 15.
august. På de steder, hvor der kun indføres et delvist rygeforbud begrunder
man den ’positive’ særbehandling med, at man nok ellers ville risikere, at
mange af brugerne ville blive væk, hvis der ikke blev lavet en ryge-afdeling
eller lignende.
Hjemløsemiljøet er ellers et af de miljøer, hvor der virkelig bliver røget
igennem. Så hvis samfundet med den nye rygelov ønsker, at beskytte sine borgere
mod tobaksrelaterede sygdomme, så burde væresteder
og varmestuer ikke være undtaget. Og hvad med alle
de frivillige medarbejder, der er med til at drive disse
steder, som kunne beskyttes bedre mod passiv rygning
med et total forbud?
Eks-rygere, delvise eks-rygere, festrygere og andet
godtfolk (undertegnede inklusiv) ved, hvor svært det er
at holde HELT op. Det kræver beslutsomhed og daglige
påmindelser i retning af det engelske piktogram, for at
holde fast i et rygestop. Og her ville et rygeforbud på
varmestuer og herberger måske være den daglige påmindelse,
som kunne hjælpe socialt udsatte med (også) at
kvitte smøgerne.
Så kære folketingspolitikere, næste gang I skal
revidere den danske rygelovgivning, så husk, at lighed
for loven også bør gælder rygeloven.
Markedsføring
Husleje mv.
Reserve
Løn til medarbejdere
Det går din 20’er til
Moms
Produktion og tryk
God læselyst
Jaku-Lina E. Nielsen
Redaktør Hus Forbi
Sælgeren
Frederiksberg Kommune
Enhver
er ikke
sin egen
lykkes smed
Den danske statsminister føler sig forfulgt af
fordomme. Over for Hus Forbi gør han op med
opfattelsen af, at man ikke kan være liberal og
samtidig have en social bevidsthed. Hus Forbis
sælgere er dog skeptiske over for det udsagn
Af Peter Kyhl Olesen og Kasper Kruse Westergaard
Foto: Scanpix
- Jeg må da ærligt tilstå, at jeg har været tilbøjelig
til at deltage i den økonomiske skønhedskonkurrence,
erkender Anders Fogh Rasmussen. Den
danske statsminister har åbnet Marienborgs døre
og inviteret Hus Forbi inden for i pejsestuen til
kaffe, kage og en snak om socialpolitik, fordomme
og det at være udenfor.
- Jeg er tidligere gået ind i kampen om hvem,
der kan love flest penge til de udsatte grupper,
men det er kommet til at stå klarere og klarere for
mig, at der også er brug for en rettidig indsats
over for det, som nogle kalder den ny fattigdom.
Det er en fattigdom, som ikke alene handler om
penge, men som er en fattigdom på muligheder i
samfundet, siger Anders Fogh Rasmussen, som nu
mener, at sociale løsningsmodeller, som udelukkende
tager højde for økonomi, glemmer den menneskelige
lidelse, som findes på bundlinien:
- Samfundet køber sig en slags aflad for en
dårlig samvittighed ved at ødsle penge ud uden
tanke for, at det til syvende og sidst drejer sig om,
at de udsatte grupper får et rigere indhold i deres
liv. Uanset hvor godt det går med økonomien, og
uanset hvor gode ordninger vi laver med overførsler,
boligtilbud og andet, så er der stadig nogle,
som bliver isoleret i vores samfund, siger han. Men
understreger i næste
åndedrag, at en hjælpende
hånd fra samfundets side er
vigtig i bekæmpelsen af den ny fattigdom:
- At have viljen hjælper én, når man skal ud af
en vanskelig social situation, men derfor er det
ikke sikkert, at man fuldt ud har evnen. Og det
er så der, at fællesskabet skal hjælpe den enkelte
med at finde ud af, hvad den pågældende kan
bygge videre på.
Der skal være brug for én
Noget i statsministerens erkendelse skærer i det
historiske øre. Siden den skotske økonom, Adam
Smith, for tre århundreder siden lagde kimen til
den liberalpolitiske tankegang, har ideen om at
være ”sin egen lykkes smed” dannet grundlag for
de fleste fremstillinger af den arketypiske liberale
politiker. Hvordan passer den Smithske vægtning
af individ før fællesskab ind i statsministerens
fremlagte tese om vigtigheden af at løfte i flok?
Fogh svarer ved at lægge afstand til sin ideologiske
forfader:
- Jeg afviser, at begrebet ”sin egen lykkes
smed” er en fuldt dækkende betegnelse for
liberalismen. Jeg går ind for frihed til at kunne
realisere de drømme, man har i sit liv, men for at
den frihed skal være reel, så skal der være lige
muligheder for alle. Men jeg mener, at det skal
kunne betale sig at arbejde. Ellers bliver der ikke
skaffet værdier til dem, som har brug for det. Og
så handler det om at kunne stå op om morgenen
og føle, at nu går man i gang med en dag, hvor
der er brug for én. Hvor man ikke bare er skudt
udenfor.
De små sejre tæller
Men måske er Fogh-regeringens bekæmpelse
af den ny fattigdom slået fejl. Rådet for Socialt
Udsatte har i hvert fald udtrykt bekymring over,
at socialt udsatte netop bliver sat uden for samfundet
ved, som regeringen har gjort det, at blive
straffet økonomisk som incitament til at komme
op om morgenen og tage del i fællesskabet. Det
er meget sandsynligt, at den økonomiske underlegenhed
gør det umuligt for socialt udsatte at
fungere som en del af samfundet, konkluderer
rådet i sin årsrapport fra 2006.
2 hus forbi · nr. 64 · august 2007 hus forbi · nr. 64 · august 2007 3

Og så handler det om at
kunne stå op om morgenen
og føle, at nu går man i
gang med en dag, hvor der
er brug for én. Hvor man
ikke bare er skudt udenfor
Men statsministeren holder på sit og henviser
til det netop overståede VM i gadefodbold for
hjemløse på Rådhuspladsen i København som et
kongeeksempel på, hvordan tiltag med skelen til
det menneskelige frem for det økonomiske kan
være med til at hjælpe mennesker på ret køl igen:
- Det er jo sådan en anderledes aktivitet,
som kan give et livsindhold for de hjemløse, der
deltager i fodboldkampene. De bliver en del af et
fællesskab, hvad de måske ellers har svært ved at
blive, siger han.
Det er nemlig de små sejre i hverdagen, som
ifølge Anders Fogh Rasmussen i sidste ende kan
gøre den store forskel:
- At få de sejre og vise, at der faktisk er noget,
man godt kan, det tror jeg er utrolig vigtigt for
ethvert menneske. Det gælder om at få givet folk
nogle kompetencer på det sociale, menneskelige
og uddannelsesmæssige plan, som gør, at man kan
klare sig i et fællesskab og bliver en del af det.
Det er ofte manglen på disse kompetencer, der
gør, at man bliver isoleret.
I Danmark er vi langt fra nået til, at vi kan
sige, at folk ikke længere bliver socialt isolerede,
men vi er, ifølge Fogh, på rette vej.
- Jeg tror, at der i alle mennesker er et eller
andet, man kan bygge videre på, hvis man finder
det frem. Det er sådan noget, som der skal mere
fokus på i vores socialpolitik i de kommende år. De
udsatte grupper har været et tema i valgkampen
både i 2001 og 2005, og jeg tør da ikke udelukke,
at det også kan blive et tema i kommende valgkampe,
siger han.
Venstrefløjen tager fejl
Når venstrefløjspartierne i deres partiprogrammer
melder sig under solidaritetens faner og markerer
sig i det politiske landskab gennem sociale mærkesager,
mener Anders Fogh Rasmussen, at disse
partier skævvrider virkeligheden. Han vil dog
ikke gå så langt som til at kalde venstrefløjen for
hyklerisk – eller vil han?
- Nogle gange, når jeg iagttager venstrefløjens
måde at føre socialpolitik på, så er det som om,
at de går ud og siger: ”Se hvor gode vi er. Vi vil
bevillige mange flere penge, og vi vil forbedre
den og den ordning, og bistandshjælpen skal være
højere.” Det er den måde, de konkurrerer på. Det
er på den måde, de siger: ”Vi er bedre end de
borgerlige”. De lover alt muligt.
Han sipper til kaffen, inden han fortsætter
med at ’spytte’ venstrefløjskritik ud:
- Men hvis det bare fører til, at mennesker
bliver låst fast i offentlig forsørgelse og får
svært ved at komme ud af den situation og blive
selvhjulpne, er det så at gøre mennesker noget
godt? Det synes jeg ikke, kommer det resolut fra
Anders Fogh Rasmussen, som absolut ikke mener,
at venstrefløjen har patent på at kunne kalde sig
for ”samfundets sociale bevidsthed”.
- For mig er det at være liberal uløseligt forbundet
med, at man påtager sig et ansvar for, at
også de udsatte grupper har lige muligheder i samfundet.
Og derfor nægter jeg også at anerkende,
at det at være socialist skulle være ensbetydende
med, at man så har en større ansvarsbevidsthed,
siger han og fortsætter:
- Noget af det mest forfærdelige for et menneske
må jo være følelsen af, at der ikke er brug
for en, så derfor mener jeg, at det er vigtigt, at de
kommer ud af den passive forsørgelse, og derigennem
får lært at tage et personligt ansvar. Det vil
også give sig udslag i, at de oplever at få personlig
succes, også selvom det er i det små.
Dette forklarer givetvis også, hvorfor Anders
Fogh Rasmussen har sagt ja til at deltage i et
interview med Hus Forbi, idet formålet med Hus
Forbi netop er at give socialt udstødte mulighed
for at finde sammen i et fællesskab med andre
sælgere, opleve følelsen af at være god til noget,
tjene egne penge og få små succeser i det daglige.
Sælgere uenige
På spørgsmålet om, hvor forskellene mellem fløjenes
sociale engagement konkret kan ses, svarer han:
- Jeg vil helt klart som det første sige, at
ser vi på den praktiske politik, så modbeviser de
ting, vi har gjort, den påstand om, at venstrefløjen
skulle være mere aktiv og gøre mere for de
udsatte grupper i samfundet, end den borgerlige
regering gør. Der er formentligt aldrig nogensinde
ydet en så stor indsats over for de udsatte grupper
i samfundet som under denne regering, kommer
Når jeg iagttager venstrefløjens
måde at føre socialpolitik
på, så er det som
om, at de går ud og siger:
”Se hvor gode vi er. Vi vil
bevillige mange flere penge”
det skråsikkert fra Anders Fogh Rasmussen.
At den siddende regering skulle have gjort
mere for de udsatte grupper end sine forgængere,
afvises umiddelbart på gadeplan. Heidi Riel, administrator
for Hus Forbi, fortæller nemlig, at der var
en udbredt modvillig holdning til at sælge et blad,
med Anders Fogh Rasmussen på forsiden, da hun
luftede den mulighed på et sælgermøde for 15-20
storkøbenhavnske sælgere. Så hvis regeringen
virkelig har ydet over evne på det sociale område,
lader beskeden ikke til at være nået frem til de
hjemløse.
- Sælgerne havde svært ved at forholde sig
(positivt, red.) til ham. Men de kunne samtidig
godt se, at
det måske ville
vække købernes
nysgerrighed, at
se ham på forsiden,
konstaterer Riel.
Statsministeren
finder sælgernes modvilje
beklagelig, men det
er ikke første gang, han
møder den:
- Det er jo klassisk udtryk
for de fordomme, som hersker
om liberale. Og udtryk for en
manglende åbenhed over for at se
på, hvad der rent faktisk er blevet
gjort, og hvad det rent faktisk er,
vi gør. Man siger: ”Det er en venstremand…
så er det nok en, som slet ikke
vil os det godt”.
Fogh nægter, at sælgernes umiddelbare
reaktion skulle have hold i virkeligheden:
- Der er bare nogle, som per definition
vil opfatte en liberal som negativ over for at
gøre noget for de udsatte grupper, selvom vi kan
påvise, at vi faktisk har gjort mere, end nogen nogensinde
har gjort. Fordommene blokerer øregangene,
og så er det sådan, at hvis jeg siger noget,
så blokerer de for, at det opfattes positivt.
Helt uden hold i virkeligheden er sælgernes
reaktion dog ikke, hvis man skal tro Rådet for
Socialt Udsatte. Rådet påviser nemlig i sin 2006årsrapport,
at regeringens indsats på udsatteområdet
ikke lever op til regeringens intentioner.
Således påviser rådet, at opprioriteringen af
alkoholafvænningsområdet ser ud til at gå ud over
et andet socialområde, nemlig botilbud.
Kampen om velfærdskagen
Det ligger Fogh uendeligt fjernt at fremstille de
sociale problemer som resultat af en fejlslagen
politisk indsats. I hans optik er det andre, individuelle
faktorer, som danner grundlag for sociale
problemer.
- Folk har meget travlt med deres egen
tilværelse, og så bliver der mindre fællesskab i
lokalsamfundet. Derfor er der større risiko for, at
mennesker bliver overladt til sig selv i ensomhed
og bliver mere og mere marginaliserede, men jeg
tror ikke, at dét er den eneste forklaring. Jeg tror,
det er meget individuelt, hvorfor folk i kortere
eller længere perioder kommer ud i hjemløshed.
For nogle er der tale om et nedbrud i hele deres
tilværelse, for andre kan det skyldes misbrugsproblemer.
Så er der måske en tredje gruppe, som
mere er ovre i den kategori af mennesker, som har
svært ved at falde ind i de rammer, som gælder for
samfundet, siger han.
Ikke flere hjemløse
Hus Forbis støt stigende salgstal vidner
givetvis om en markant stigning i den
almene danskers bekymring over hjemløseproblemet,
hvad enten hjemløsheden
skyldes den ene eller anden faktor. Men
at problemet er blevet mere synligt er,
ifølge Fogh, ikke ensbetydende med,
at problemet er blevet større.
- Jeg vil ikke uden videre
anerkende, at der skulle være en
stigning i antallet af hjemløse.
Det savner jeg dokumentation
for, siger han, og antyder
dermed – måske – at han
allerede kender resultaterne
af den tælling af
hjemløse, som hans
socialminister satte i
gang i marts i år, og
som offentliggøres
om en måneds
tid. Tællingen
vil dog ikke
kunne vise,
hvorvidt
der er sket
en stigning
i
antallet af hjemløse i Danmark, idet det er første
gang, der laves en egentlig tælling af hjemløse.
Men den vil kunne vise, om det anslåede antal af
danske hjemløse på 10-15.000 er skudt ved siden af.
Da tællingen blev præsenteret af socialminister
Eva Kjer Hansen (V) udtrykte hun samtidig, at
det var regeringens ambition at afskaffe hjemløshed
i Danmark.
Statsministeren vil dog gerne vedkende sig, at
alt ikke har været rosenrødt på det sociale område
under den siddende regering. Dét har Rådet for
Socialt Udsatte blandt andet gjort opmærksom
på flere gange:
- Rådet for Socialt Udsatte svinger jo
pisken, også over for regeringen, og det er
der nogen, der synes er generende. Men det
er nu engang det, som var meningen med
rådet: at holde politikerne i Folketinget
fast på, at der er grupper i samfundet,
der har svært ved at komme til orde.
De store velorganiserede grupper,
hvor der er mange vælgere, de skal
nok få, men de udsatte grupper,
de hjemløse og misbrugerne
og de prostituerede, de bliver
nemt overset, når kampen om
velfærdskagen går ind.
Det er blevet tid for Anders
Fogh Rasmussen at
komme videre i dagens
program. Kaffekoppen
på bordet foran ham
er tom. Kagen er
spist.
Illustration: Kenneth Johansen
peterolesen55@hotmail.com
kasperkruse@yahoo.com
4 hus forbi · nr. 64 · august 2007 hus forbi · nr. 64 · august 2007 5

Vågnede op til et nyt liv
Da Kirsten Jensen sagde, at hun ville skilles, blev hendes
mand så aggressiv, at han tævede hende halvt ihjel.
Hun vågnede op igen kort efter til et nyt liv, begrænset
af en hjerneskade
Af Marisa Matarese
Foto: Niels Nyholm
- Politiet kaldte hans vold for husspektakler,
men skadestuen og
psykologer kaldte det mordforsøg,
siger Kirsten tørt og kigger sig uroligt
omkring. Selv om det er otte år siden,
at hun vågnede op på gulvet i badeværelset
smurt ind i blod, har hun
ikke helt sluppet sit gamle liv.
Hun bor stadig i samme by som
sin eksmand, og for et år siden var
hun uheldig at møde hun ham ude
i byen. Hun sidder rank på bænken.
Igennem de rød-sorte briller kan
man se hendes klare blå øjne. Ind
imellem løber de i vand, men stemmen
ryster ikke.
- Jeg kan ikke huske, hvor længe
vi var gift. Der er black out i min
arkivkasse, starter Kirsten:
- Jeg mener, det var mere end
ti år.
Hun er midt i 50’erne og ligner
stadig den overklasse kvinde, hun
ikke længere er. Før i tiden stod hun
for bogholderiet i parrets virksomhed
med 12 ansatte. I dag lever hun
af sin invalidepension.
- Hver gang han havde en mulighed
for det, nedgjorde han mine
beslutninger eller omgjorde dem.
Han nedværdigede mig over for de
ansatte, siger hun.
På et tidspunkt fik hun nok og
Kvinderne i Netværket mødes
bl.a. på pladsen foran Fyens
Stifttidende, fordi deres mødelokale
kun har plads til ti personer.
besluttede sig for at få sit eget liv.
Hun ville skilles.
- Jeg vidste, at den skilsmisse var
med livet som indsats, siger hun. Selvom
han aldrig havde været voldelig,
så vidste hun, at han ville eksplodere.
Det havde han gjort før, men hun
havde altid nået at slippe væk.
- Jeg havde planlagt det hele. Jeg
havde pakket min beautyboks og en
kuffert og sagt det til mine to børn.
Fra et tidligere ægteskab har
Kirsten en søn og en datter. Sønnen
var 22 og boede på det tidspunkt
sammen med sin kæreste, mens datteren
var 17 og boede hjemme.
Nåede ikke væk
Den dag i august for otte år siden
nåede Kirsten ikke væk:
- Jeg fór hjem til huset for at
hente mine ting. Jeg kan huske, at
jeg hilste på nabokonen, inden jeg
gik ind i huset, siger hun og roder
op i det korte lyse hår.
- Han kom efter mig, fnysende
som en tyr, siger hun og holder en
pause og stirrer ud i luften.
- Jeg kan huske, at jeg kommer
til mig selv ude på badeværelset.
Han havde båret mig derud for
ikke at få blod på gulvtæppet. Jeg
forsøgte at kalde på nabokonen,
Når systemet svigter,
træder Netværket for
voldsramte kvinder til.
Og det sker tit, for
ifølge Kirsten Jensen
forstår myndighederne
ikke ofrene
men hun kunne ikke høre mig, for
jeg havde så meget blod i næsen og
i halsen.
- Han fortalte senere min datter,
at han var stoppet med at slå mig,
da jeg var begyndt at sige rallende
lyde. Det var dér, jeg døde, har jeg
fået at vide, siger hun.
Eksmandens voldelige raseri-
anfald, har givet hende en hjerneskade,
som har svækket hendes
hukommelse, stedssans, tidsfornemmelse
og gør, at hun ikke kan lægge
tal over ti sammen. I dag kan det
ikke ses på hende, men hun fortæller,
at hun stadig døjer med smerter efter
en ødelagt kæbe, brud på rygsøjlen,
en revne i kraniet og piskesmæld.
Endelig i sikkerhed
- På et tidspunkt kan jeg fornemme,
at jeg er bag en mur, og han ringer
til en ambulance og siger: ”I er nødt
til at komme. Min kone har næseblod,
og jeg kan ikke stoppe det,” og
så forsvinder jeg igen.
Jeg vågner op igen, da Falck
kommer. De pacificerede ham og den
ene holdt mig i hånden. Dér vidste
jeg, at jeg var i sikkerhed.
- Jeg hørte, han sagde, at vi
havde stødt hovederne sammen og
Falckmanden svarede: ”Du skal ikke
forklare noget. Du skal bare holde
dig væk”.
- Det var en stor lettelse og det
gav mig tryghed, at de ikke troede
på ham, fortæller hun og nævner, at
Falckmændene tog hendes kuffert
og beautyboks, der stod klar med
på skadestuen. Der var hun et døgns
tid, inden hun kom på krisecenter i
Østjylland.
- Han forsøgte at komme ind til
mig på skadestuen gennem mine
børn. Det lykkedes ikke for ham,
siger hun og forklarer, at da han ikke
kunne bruge datteren til at få kontakt
med Kirsten, smed han hende
ud hjemmefra med trusler om vold
som afskedshilsen.
Først kom datteren med på
krisecenter, men det blev for meget
for hende.
- Hun kunne ikke holde ud at
være der. Der var for meget trafik
med ambulancer, kvinder der havde
været udsat for vold. Hun kunne heller
ikke holde ud at se, at jeg havde
det så dårligt. Jeg kunne ikke huske,
kunne ikke finde vej og kunne ikke
finde ud af at bruge en telefon, siger
Kirsten og fortæller, at personalet
på krisecenteret ikke tog sig af datteren.
De mente, hun måtte klare
sig selv
- Krisecentrene er bare en parkeringsplads.
Det skal give tag over
hovedet og tryghed. Der var tag over
hovedet, men ingen tryghed.
Derfor flyttede datteren over
til en veninde, og senere fik hun en
psykisk nedtur.
Selv blev Kirsten på krisecenteret
i de tre måneder, man typisk kan
opholde sig på et krisecenter.
Selvværd nåede bunden
- Hvis ikke selvtilliden var nedbrudt,
inden man kom på krisecenter, så
blev den det i hvert fald på krisecenteret,
siger Kirsten.
- Hvis de havde sagt til mig:
”Ved du hvad. Det bedste for dig
ville være at køre ned på havnen
og hoppe i havet”, så ville jeg have
gjort det. Jeg følte mig som det
værste udskud, siger hun.
Selv maden på centeret var med til
at underbygge den følelse hos Kirsten:
- Vi fik kød fra EU’s overskudslagre.
Der var aldrig fisk på menuen og
kaffen var det billigste overhovedet.
Hun kender godt krisecentrenes
situation og ved, at de må kæmpe
for driften af stedet, men forhol-
Voldsramte kvinder må hjælpe hinanden
- Når politikken sætter ind, sætter
forstanden og hjertet ud, sukker
Kirsten Jensen og fortsætter:
- Jo flere voldsramte kvinder vi
møder, jo mindre forstår vi systemet.
Enten svigter myndighederne
på grund af manglende evne eller
vilje, for der bliver ikke gjort nok for
ofrene. Jeg er selv kommet dertil,
hvor jeg ikke længere gider forsøge
at råbe politikerne op. Der findes
veldokumenterede argumenter i rapporter,
men de vil ikke se det.
Kirsten var med til at stifte
Netværksprojektet i 2004. Formålet
var at lave et nyt Netværk for
kvinder, der var isolerede som
voldsramte. Projektet fik støtte af
Ligestillingsministeriet og Videns-
og Formidlingscentret indtil
sidste år. En af betingelserne for
tilskuddet var, at Netværket skulle
samarbejde med LOKK, Landsorganisationen
for kvindekrisecentre,
der havde ansvar for projektet.
Men Netværket og LOKK opsagde
samarbejdsaftalen og bevillingen
stoppede brat.
Selv om Netværket for voldsramte
kvinder ikke har nogen penge,
For otte år siden gik
Kirstens eksmand amok
over, at hun ville skilles.
Hendes liv tog en
voldsom drejning, og i
flere år måtte hun leve
på konstant flugt.
fungerer det fortsat takket være
tidligere voldsramte kvinder, som
arbejder gratis.
Få midler begrænser arbejdet
Hver dag får Netværket i Odense henvendelser
fra fire nye kvinder i snit.
- Sidste uge ringede der bland
andet en kvinde. Vi aftalte at mødes
med hende, men hun kunne ikke vente
dende styrkede hende ikke. Sammen
med en anden kvinde delte hun et
værelse på ni kvadratmeter. Der
havde hun en seng, et lille natbord,
15 centimeter bøjlestang, en hylde
og to skuffer i en kommode.
- Jeg kan huske, at jeg virkelig
følte mig værdsat, fordi jeg havde to
skuffer, og den anden kun havde én.
Alligevel blev tingene konstant væk
for mig. Jeg kunne lægge papirer
ned i min skuffe om aftenen og de
var væk om morgenen. Jeg kunne
ikke forstå det. Først flere måneder
senere fandt jeg ud af, at der ikke
var bund i den nederste skuffe,
griner Kirsten og fortsætter:
- I dag kan jeg grine, men den
gang fattede jeg intet. Alt var tåget.
Hvorfor tager du ikke hjem
Efter et stykke tid på krisecenteret
fandt svigerfamilien Kirsten. Hun
modtog en buket blomster fra dem
med et kort.
- Blomsterne gav jeg til en
kvinde, der havde mere brug for dem
end jeg, og kortet har jeg aldrig
åbnet, siger hun.
Svigerfamilien kunne ikke forstå,
hvorfor hun ikke bare tog hjem.
- Jeg hørte, at min tidligere
svigermor havde spurgt min veninde,
om jeg manglede noget, hvortil veninden
havde svaret, ”ja, hun mangler
tøj”. Min eks-svigermor svarede:
”Hvorfor kommer hun så ikke bare
hjem. Hun har jo otte garderobeskabe
med dyrt tøj og alt, hvad hun
skal bruge derhjemme.” De ville ikke
forstå det. For dem handler det om
at bevare facaden. Det ser jo ikke
godt ud, at konen er gået. Den families
gulvtæppe ligner en pukkelpist,
fortæller Kirsten.
Hun tog ikke hjem. Efter tre
måneder på krisecenteret måtte
hun dog videre. Kommunen hjalp
hende ikke med at få en lejlighed, så
krisecentret foreslog hende at flytte
på vandrehjem. Det kunne hun ikke
overskue. I stedet lejede Kirsten lejligheder
på ugebasis gennem byens
turistkontor.
til mødet, så hun dukkede op på vores
kontor og sagde: Nu tager jeg mit liv,
fortæller Kirsten og fortsætter:
- Jeg kunne se på hende, at hun
ikke havde spist eller sovet i flere
dage, så jeg tilbød hende en kop
kaffe. Det sagde hun ja tak til, og så
slappede hun lidt af.
Kirsten fortæller, at på tre timer
fik Netværket lavet en plan til hende:
- Det var vigtigt, at lejlighederne
var i nærheden af politistationen,
så de kunne rykke ud, hvis han kom.
Jeg havde ingen overfaldsalarm,
men en telefon, som jeg øvede mig i
at bruge, siger hun.
Sådan fortsatte Kirsten i et halvt
år eller ni måneder. Hun kan ikke
huske det præcis.
Mens hun flyttede rundt, fik
hun sygedagpenge og på et tidspunkt
skulle hun prøves til et job.
Sagsbehandleren havde fundet et
drømmejob til Kirsten. Hun skulle
tilbage til bogholderi, regnskab og
administration. Men Kirstens evner
var ikke længere de samme. Hun kan
ikke møde på et fast tidspunkt, fordi
hun ikke kan finde vej, og hun kan
ikke regne med tal over 10.
”Men så duer du jo ikke til noget,”
var sagsbehandlerens konklusion.
Og det måtte Kirsten give hende
ret i. Alligevel valgte Kirsten ikke at
sætte sig ned og glo ud i luften.
- Jeg kan huske, at en betjent
sagde: ”Ingen ved, hvordan voldsramte
kvinder har det, for de siger
intet. De har travlt med at holde sig
i live”.
Det satte gang i hendes tanker:
- Jeg tænkte: Jeg ligger måske
ned, jeg kan ikke huske, ikke finde
vej, men jeg ved, at jeg har en vilje
af stål og humor. Det har han i hvert
fald ikke ødelagt. Jeg vil være med
til at forbedre forholdene for de
voldsramte kvinder.
Som et bevis på, at Kirstens viljestyrke
intet fejler, har hun været
med til at starte Netværket for Voldsramte
Kvinder. Her bruger hun en stor
del af sin tid. Og i hendes nye liv, er
der også plads til en kæreste.
- Jeg kan ikke huske hvor længe,
vi har kendt hinanden, smiler hun og
fortsætter:
- Og jeg ved ikke, hvordan jeg
har haft overskud til at møde ham.
Men det er det bedste, der er sket i
mit nye liv.
Kirsten Jensen er et opdigtet
navn. Redaktionen kender hendes
sande identitet.
- Vi fik skaffet en lejlighed til
hende. Faktisk fik vi to, griner Kirsten
og forklarer, at Netværket kender
flere private udlejere, der – hvis de
kan – træder til, når det brænder på.
- Vi fik også lavet en flytteplan
til hende og lavet en aftale med et
transportfirma, der giver os rabat,
og fik vi lavet aftaler med psykolog
og advokat, siger hun.
hus forbi · nr. 64 · august 2007 7
»»

»»
Hver dag kontakter fire kvinder Netværket for Voldsramte Kvinder i Odense for at få hjælp
til at komme videre.
Netværket kan rådgive de
voldsramte kvinder via deres telefonlinje,
som passes af seks kvinder, der
alle tidligere har været ofre for vold.
- Vi forsøger at lære flere op,
men de skal være klar til det først,
siger Kirsten.
Fra et lille kontor i Odense
hjælper de frivillige med kontakt til
politi, psykolog og advokat og andet
praktisk og organiserer ugentlige
møder for 20 voldsramte kvinder
og 11 børn i byen. Desuden har vi
samtalegrupper med en psykolog
som tovholder
- I vores lille beskedne mødelo-
kale, er der kun plads til 10 mennesker.
Derfor mødes vi bl.a. på
pladsen foran Fyens Stifttidende i
Odense, hvor vi kan snakke om det,
der fylder, siger hun og fortæller, at
de voldsramte kvinder kommer fra
vidt forskellige sociale lag.
- Jo højere oppe på den sociale
rangstige kvinderne er, jo større
tabu. Jeg har for eksempel talt med
en kvinde i halvandet år nu uden at
møde hende, selvom hun bor her i
byen, siger Kirsten.
Troede vold var normalt
Ud over at kvinderne kommer fra alle
sociale lag, kommer de også fra alle
aldersgrupper:
- Sidste år så vi et boom i antallet
af henvendelser fra kvinder over 60
år. Først efter manden er død, tør de
fortælle, hvad der er sket. De troede,
det var helt normalt, og troede at
volden fra manden var noget, de skulle
finde sig i. Det er godt de endelig
turde komme frem, siger hun.
Kvinderne henvender sig også,
når de føler sig magtesløse over, at
den voldelige eksmand har forældreret
eller ret til samvær med børnene.
I disse tilfælde er Netværket sidste
stop, og Kirsten beskriver myndighederne
som en overmagt:
- Vi kæmper mod et samfund,
der ikke forstår ofrene. Der er ingen,
der forstår, hvor meget børn lider.
Myndighederne forstår ikke, at det er
invaliderende for børn at skulle have
samvær med en far, der udsætter
dem for fysisk og psykisk vold. Alligevel
gør de intet. De tænker mere
på fædrenes rettigheder til samvær
end på barnets tarv, siger hun.
Socialminister Eva Kjer Hansen
siger, at ansvaret ligger hos kommunerne
(se herunder, red.). Hvad siger
du til det?
- Det er politikernes opgave og
ansvar at gøre noget for voldsramte
kvinder, men de vender os blot ryggen.
Derfor har vi valgt at henvende
os til erhvervslivet og fagforeningerne
for at bede dem om at tage et
socialt ansvar og vise noget medfølelse.
Jeg er ligeglad hvad, erhvervslivet
ønsker at gøre; om de vælger
at støtte de voldelige mænd eller de
ønsker at støtte kvinderne. Bare de
gør noget, siger hun og fortæller, at
de selv ofte møder en magtesløshed
hos sagsbehandlerne:
- Sagsbehandlerne siger selv,
at de ikke kan gøre noget. Når der
kommer en kvinde op til dem, giver
de bare kvinden vores nummer.
Voldsmændene derimod kan få gratis
psykologhjælp i modsætning til de
voldsramte kvinder og børn, siger
Kirsten Jensen.
Der findes ingen gratis tilbud om
psykologhjælp til voldsramte kvinder
eller børn.
Kirsten Jensen er et opdigtet navn.
Redaktionen kender hendes sande
identitet.
Netværket:
For lang ventetid på
psykologhjælp på krisecentre
Socialministeren
kalder det ”uacceptabelt”,
at Helle og hendes børn
endnu ikke har fået
psykologhjælp
Af Marisa Matarese
Husker du …
Historien
om Helle
De sidste fem numre af Hus Forbi
har vi fulgt Helle, som har tre
sønner og en voldelig ekskæreste,
som er far til den yngste.
8 hus forbi · nr. 64 · august 2007
- Vi er såmænd ikke kommet videre.
Det er en uendelig historie, for min
ekskæreste stopper aldrig, siger Helle.
I slutningen af januar i år kom
Helle på krisecenter i København
med sine tre børn på 20, 15 og syv
år. De flygter fra Helles voldelige
ekskæreste, der truer med at slå
familien ihjel. De har endnu ikke
fået psykologhjælp til at behandle
deres traumer, der stammer fra flere
års psykisk og fysisk vold i familien.
- Jeg har sagt, at jeg flytter ikke
fra krisecenteret, før jeg og børnene
har fået hjælp til at bearbejde vores
problemer. Giver de os ikke den
hjælp, må de lade os blive her for
altid. Det nytter ikke bare at flytte
os rundt. Det kan hverken jeg eller
børnene holde til, siger hun.
Bolden ligger hos kommunen
og ikke krisecentret. Der er ingen
psykologer på landets krisecentre.
Skal man have psykologhjælp skal
det bevilges gennem kommunen, fortæller
Jytte Mejnholt, formand for
Landsforeningen af Kvindekrisecentre,
LOKK.
- De tilbud vi kan give eksempelvis
børn på krisecentre er rådgivning
fra pædagoger. Vi har ingen psykologer
på vores krisecentre. Skal
børnene have psykologhjælp, skal
vi søge penge fra kommunens pulje,
siger hun.
De skal have hjælp
Og sådan skal det blive ved med at
være, mener socialminister Eva Kjer
Hansen (V).
- Krisecentret er ikke et behandlingssted,
men et frirum. Det er
kommunens forpligtelse at følge op
på familien og hjælpe dem videre.
Men socialministeren kalder det
”uacceptabelt”, at der går så lang
tid, før familien får hjælp.
- Jeg forstår ikke, at kommu-
Anonym telefonrådgivning:
70 266 112
www.netvaerk.org
nerne (i Helles tilfælde Roskilde
Kommune, red.) ikke er mere obs
på, at hjælpe familien videre. Det er
åbenlyst, at familien har et problem.
Ellers ville de ikke være på krisecenter.
Derfor har de behov for hjælp til
at komme videre. Det er i kommunens
interesse, at familien kommer
til at fungere igen hurtigst muligt,
siger socialministeren til Hus forbi.
Indtil videre har Helle og hendes
tre børn været på krisecentret i ca.
et halvt år uden at få psykologhjælp,
og Helle er ved at blive desperat for
at få noget hjælp.
- Jeg kan ikke styre min angst.
Jeg har det ad h…til. Jeg vil gerne
have hjælp, så jeg kan være mor, og
børnene ikke mister deres mor, siger
hun og fortsætter:
- Men nogle gange tænker jeg
på at tage mit eget liv, for så ville
børnene da endelig få noget hjælp,
siger hun.
Det skulle jo nødigt ligne et herberg
Overførstergården er i dag en selvejende institution. Villaen historie fortaber sig noget i tågerne. Den skal være bygget i 1700-tallet som bolig for Jægersborg Hegns overskovfoged = overførster.
Ovenstående er Overførstergårdens motto.
Æstetik og høj kvalitet gør godt for mennesker
med (alkohol-) ondt i sjælen
Af Helle Jørler
Foto: André Andersen
Den tidligere forstander på Overførstergården,
Jørgen Lauritzen,
var lidt af en klunser, fortæller den
nuværende af slagsen, Kaare Engel,
til Hus Forbi. Lauritzen fik bl.a. fat i
ægte tæpper, som pryder den store
opholdsstue. Oven på dem befinder
sig en sofagruppe af oksehud til mere
end 50.000 kr. Og så videre.
Overførstergården, der ligger i
et villakvarter nord for København,
genåbnede i august for præcis 11 år
siden efter en istandsættelse på
ca. 1 mio. kr. Pengene kom fra Socialministeriet
og Helsefonden.
- Det hele er stort set lige så
pænt som til indvielsen. Vi har ikke
oplevet hærværk på hverken hus eller
inventar, og der bliver ikke stjålet
noget på trods af, at intet er boltet
fast. Der hersker gensidig tillid
blandt personale og brugere, beretter
Kaare Engel. Det er nærmest et motto
blandt medarbejderne, ”at det jo
nødigt skulle ligne et herberg”.
- Der er ingen tvivl om, at vores
indsats for at få stedet til at ligne
et hjem også får brugerne til at føle
sig hjemme; det ligger os meget på
sinde. For så vidt dét lykkes, ligger
brugernes tærskel for at passe på
stedet også højt. Der er en høj grad
af selvjustits blandt beboerne.
- For uligevægtige sjæle skal man
heller ikke undervurdere den lindring,
der ligger i store rum. Højt til loftet.
Og vores beliggenhed, som giver os
det privilegium, at vi har en kæmpe
have og skov tæt på, og havet er ikke
så langt væk. Så man kan komme ud,
når sjælen er forpint af rastløshed. Få
fred. Det er jo nogle andre betingelser,
end nogle af vore herbergs-kolleger,
der ligger midt i de hårde kvarterer
og har alt det farlige lige uden
for dørene. Ikke særligt befordrende
– det kræver en næsten umenneskelig
disciplin og styrke af en misbruger,
som gerne vil ud af det, siger Engel.
Hele vejen rundt
Overførstergården har et godt forhold
til naboerne, hvilket naturligvis
er vigtigt. Engel kan kun komme i
tanker om en enkelt naboklage over
larm til det daværende amt i de 11
forgangne år. Der blev inviteret til
åbent hus, da stedet blev indviet og
igen til 10 års-jubilæet i 2006, og
der kom mange. Hvis nogle naboer
irriteres over noget, klares det som
regel ved en snak med parterne.
Med til at øge omgivelsernes velvilje
er også OFG’s Haveservice. Beboerne
kan bestilles til havearbejde og
lignende mod betaling. Beboerne skal
i begyndelsen aktiveres fire timer om
dagen, og dette er en af mulighederne.
Dertil kommer pligter i huset.
Når beboerne er kommet sig, kan
de flytte over gårdspladsen i en af
de fire udslusningslejligheder, hvor
de vænner sig til at klare mere af
hverdagen selv og måske kommer i
arbejde.
Efter brugerne er kommet helt
væk i egen bolig, er der op til et års
’livline’ i form af en såkaldt efterværnsmedarbejder,
som fastholder
kontakt og hjælper med den videre
normalisering af tilværelsen.
Overførstergården:
- Vi er nemlig nødt til at komme
hele vejen rundt, hvis vi skal hjælpe
nogen ud af alkoholens jerngreb.
- ’Holistisk alkoholafvænning,’
udbryder vi begge.
hj@freelanceriet.dk
Har plads til 19 beboere og fire i de tilknyttede udslusningslejligheder.
Anslået er 85% mænd. De fleste i alderen 35-50 år. Der er 13 ansatte.
Ifølge forstanderen klarer op til en tredjedel sig udmærket senere – nogle
gange kommer de en uge eller en måned og bliver ’holdt til ilden.’ Tidligere
brugere inviteres til f.eks. billiardtræning en gang om ugen

En
romkugle
er nok
Egen-motivationen er helt
afgørende, hvis en alkoholiker
skal tørlægges.
Lars Lundquist har taget
hele turen, og blev godt
hjulpet af et ophold på
Overførstergården
Af Helle Jørler
Foto: André Andersen
Det er noget med øjnene. Selv om
Lars Lundquist, 62, en sjælden gang
smiler, så springer gnisten kun i et
splitsekund op i dem. I det øvrige
er han en statelig, robust tweedjakkemand,
der ikke på nogen måde
appellerer til at blive ynket. Han
fylder i landskabet og kunne sagtens
have udfyldt rollen som overskovridder
– ham, der oprindeligt beboede
Overførstergården i Jægersborg Hegn,
nord for København, hvor vi mødes.
Men han huser en sorgfuldhed,
en tyngde, som skygger for glæden.
Han har boet på Overførstergården,
der er et herberg for alkoholikere, i
to omgange og er nu i såkaldt efterværn,
altså opfølgning på behandlingen.
- Sådan er det. Alkoholikere er
fyldt med sorg, tro mig. Der er så
megen smerte…, hovedryster han.
Han vender flere gange tilbage til
temaet:
- Vi mister så meget undervejs;
det er jo et langsomt selvmord at
drikke i forhold til narkotika. Så det
kan stå på et halvt liv, før vi kommer
tilstrækkeligt langt ud til, at noget
sker. Først og fremmest mister vi
kontakten til vores egne værdier,
vores selvværd. Og så ruller lavinen!
Med at miste arbejde, familie,
venner, ikke måtte se sine børn,
boligen, økonomien… alt bliver til
en grød, en sump af rod og uoverskuelighed,
fortæller han.
For Lars selv var han godt og vel
midaldrende, før noget skete. Med to
sæt børn à to styks i to ægteskaber
– og tre børnebørn. Han havde sit
eget solo-arkitektfirma, opgaver,
venner, familie, god økonomi. Ingen
i familien er ramt af ’alkohol-genet’.
Men for Lars skred det.
- Første forsøg var Anonyme Alkoholikere.
Det hjalp ikke. På et tidspunkt
fik jeg en behandlingsdom på
et år. Fik antabus to gange ugentlig
på et hospital. Det gik fint. Et stykke
tid. Indtil det gik galt igen. Min
kone og familien fik mig på Majorgården
i Ålsgårde, der praktiserer – ”den
i øvrigt helvedes dyre” – Minnesota-
Jo, jo, Lars Lundquist er bror til skuespilleren Lisbeth. Der
er en bror til, og alle har ydet en indsats for at støtte Lars
i rejsen mod ædruelighed.
kur. Kuren er, ifølge Lars, en succes
i en tredjedel af tilfældene, en
tredjedel får tilbagefald, den sidste
trediedel dør af druk.
- Der var såmænd udmærkede
ting ved den. Struktur på hverdagen.
Og helt klare regler. Hvis man kom
hjem og havde spist så meget som
en romkugle, så var det ud. Gruppesamtaler
hver dag. Der var mange
tårer. Men selv i gruppesnak skal
man være opmærksom på forskellige
magtstrukturer, kampe både mod sig
selv og andre, bemærker han lige og
fortsætter:
- Et meget detaljeret spørgeskema,
”Spritruten,” hvor man beskriver sin
livshistorie, var ret godt, husker Lars.
Var ikke motiveret nok
Omgangskreds og familie bliver
også, efter aftale, adspurgt om den
indlagte. Alligevel oplevede Lars
Lundquist på dette punkt et tillidsbrud
over for en medarbejder, som
var medvirkende til, at han mistede
interessen for Minnesotakuren.
- Hmm… I virkeligheden handlede
det også om, at jeg ikke selv
var motiveret. Det var mine hårdt
prøvede og velmenende omgivelser,
der fik mig ind i de her forløb – og
jeg gjorde det for at gøre dem glade.
Måske for at også at få fred? Det
er meget få, der kommer af sig selv
med snapseflasken i baglommen. Det
duer ikke, hvis misbrugeren ikke er
top-motiveret selv. Et eller andet
sted på ’dødsruten’ mindes Lars
pludselig at have været på første
ophold på Overførstergården, som
bekom ham vel. Men det var ikke på
daværende tidspunkt nok til at få
ham på ret køl.
Lars Lundquist skulle meget
længere ned og skrabe Helvedes
Forgård, før egen-motivationen
indfandt sig. Han var omkring de københavnske
herberg Mændenes Hjem,
Kollegiet på Gl. Køge Landevej, og på
vej mod et nyt sted i Jylland. Han
var syg af druk, spiste ikke, kunne
næppe gå og husker næsten intet.
”Kun nogle få hjerneceller fungerede
endnu.”
Herning Sygehus, ’hjem’ til Kollegiet
og til sidst Hvidovre Hospital.
- Da begyndte det at hjælpe.
Jeg blev afgiftet, fik mad, krykker,
pleje. Og så foreslog de, at jeg kom
på Overførstergården. Endelig noget,
jeg havde lyst til. Og, med en lille
spire af glæde, så frem til.
Navlestrengen bevares
- Først og fremmest er medarbejderne
enestående søde og dygtige. Især
synes jeg, at Rie
Erichsen ikke
kan prises nok.
Hun står for
opfølgningen,
efterværnet,
i den svære,
første tid, når
vi er flyttet i
egen bolig igen,
forklarer Lars.
Det er ’navlestrengen’ – at nogen
ringer til de tidligere beboere, måske
har en nøgle til deres nye hjem,
holder dem fast på aftaler og så
videre. Men Lars medgiver, at også
omgivelsernes æstetiske kvalitet på
Overførstergården har en gunstig
indvirkning på forpinte sjæle.
- Det er et vidunderligt sted
med parklignende have, skønhed
lige uden for vinduerne, gedigne
kvalitetsmøbler, godt håndværk og
– ikke mindst: Fred og ro. Ingen bodegaer
lige nede om hjørnet, som er
et vilkår for herberger i centrum af
storbyer. Her kan flænsede livsbaner
få en chance for at komme i nærheden
af ligevægt.
Lars er neutral i sin omtale af
den lejlighed, han har fået anvist.
Endelig noget, jeg
havde lyst til. Og,
med en lille spire af
glæde, så frem til
Den er ok, da han først fik vænnet
sig til bebyggelsen. Han arbejder
hjemmefra og har fået lov at se sine
yngste børn igen, hvilket glæder
ham meget. Selv hans mobils ’ringetone’
er hans datters stemme – temmelig
forvirrende, indtil han griner
og griber efter den i lommen.
Fotografen og jeg bliver vist
rundt af Lars, undtagen på værelserne.
Denne dag er der lidt tomt i
huset og haven. Der er motionsrum
i kælderen, billiard(pejse)stue,
spisestue, køkken, kontorer, vaskeri,
container, som er omdannet til
edb-skolestue, værksted, drivhus og
i en selvstændig længe fire ’udslusningslejligheder’
til dem, der er på
nippet til at skulle ud og bo selv. Der
er også en del haveredskaber, fordi
beboerne dels skal passe ’parken,’
dels tilbyder folk i nabolaget havearbejde.
Under den ’guidede rundvisning,’
fortæller Lars dæmpet, at han ikke
er typisk for klientellet, sådan at
forstå at han har en mere privilegeret
baggrund end de fleste her.
- Jeg havde en uddannelse, er
arkitekt og industriel designer. Jeg
havde gang i min forretning, god,
økonomisk baggrund, en familie, der
kærer sig om mig. Så jeg har haft
gode kort på hånden, understreger
han.
Dét med hånden må vi dvæle lidt
ved. Han har kun tommelfingrene
tilbage på begge hænder efter en
arbejdsulykke som 18-årig. Det føles
spøjst ved goddag-håndtrykket, men
han taler overhovedet ikke om det,
selv om man kan
undre sig over, at
han er i stand til
at tegne meget,
som arkitekter
skal.
- Det er ikke
noget problem,
siger han nærmest
trodsigt og griber
en pen og skriver
hurtigt ”hej.”
I dag har han kontakt til en del
af sine gamle kunder og netværk.
- Det er altid muligt at vende tilbage
og spørge, om der skulle være
noget arbejde eller nogle kontakter.
Folk er utroligt søde; der er aldrig
helt lukket af. Dét, synes jeg, har
været en meget oplivende oplevelse,
siger han.
Solstråle-udgangsreplikken skal
være, at Lars Lundquist nu er med i
bestyrelsen af Hjemløses Boligselskab
(omtalt i Hus Forbi maj 07, s. 20), og
at han skal udstille 33 af sine industrielle
designprodukter på Kunstindustrimuseet
i september 2008.
hj@freelanceriet.dk
STEINER-
PÆDAGOG
3-årig uddannelse på
åndsvidenskabeligt grundlag
Studiestart 17. august
Berettiger til SU
Gode jobmuligheder
- der er mangel på
Steiner-pædagoger
Rudolf Steiner
Børnehaveseminariet
Johannevej 20
2920 Charlottenlund
Tlf.: 39 63 21 37
www.steinerseminar.dk
A N N O N C E
General-
forsamling
i Hus Forbi
Hus Forbi holder generalforsamling
torsdag den 20. september
2007 kl. 12-15 i Røde Kors’ lokaler
på Nordre Fansanvej 224.
Dagsorden ifølge vedtægterne.
Forslag til generalforsamlingen
skal være bestyrelsesformand
Robert Olsen i hænde senest
tre uger før (dvs. senest torsdag
den 30. august) og kan fremsendes
til Robert Olsen på:
rolsen11@hotmail.com eller
Robert Olsen, Mændenes Hjem,
Lille Istedgade 2, 1706 København
V.
Hus Forbis sælgere er ’fødte’
medlemmer af foreningen Hus
Forbi, som udgiver nærværende
blad, og er derfor også velkomne
på generalforsamlingen.
hus forbi · nr. 64 · august 2007 11

Misbrug og sindslidelse
går hånd i hånd
Omkring halvdelen af alle psykisk syge har også et
misbrugsproblem, og ligeså mange misbrugere har et
psykisk problem. Denne dobbeltdiagnose giver et voldsomt
sygdomsforløb og kræver en særlig behandling,
fortæller overlæge i anledning af konference om dobbeltdiagnoser
Af Birgitte Rørdam
Foto: Scanpix
Mange tusinde danskere lider både af
psykisk sygdom og misbrugsproblemer,
men kun få behandlingssteder
herhjemme er rustet til at behandle
begge lidelser. Det betyder, at mange
ikke får den hjælp, de har brug
for, fortæller overlæge Lars Merinder
fra Team for Misbrugspsykiatri, som
har specialiseret sig i en særlig
indsats for de sindslidende, hvis liv
styres af alkohol eller stoffer.
Team for misbrugspsykiatri står
sammen med det Nordiske netværk
for Dobbeltdiagnose bag en konference
med navnet Beat The Dragon,
som afholdes i Århus i slutningen af
august. Formålet med konferencen er
at udbrede kendskabet og forbedre
behandlingstilbuddene for personer
med dobbeltdiagnoser.
Der mangler viden
Ifølge Lars Merinder er sygdomsforløbet
hos personer med dobbeltdiagnoser
langt mere alvorligt end hos
personer der ’kun’ har en af lidelserne.
De får flere og voldsommere
symptomer, og i kølvandet følger
ofte tilbagefald, kriminalitet, vold,
mere udstødelse samt økonomiske
og familiemæssige vanskeligheder.
Derfor er det ifølge Lars Merinder
vigtigt at sikre, at disse personer får
hjælp. Og at eksempelvis også den
praktiserende læge og socialrådgiveren
ved, hvad de skal stille op, når
de møder personer med dobbeltdiagnoser.
- Dobbeltdiagnose kan være et
meget komplekst problem, og man
fokuserer ofte på, hvad der kom
først. Nogle mennesker forklarer
for eksempel, at de drikker for
at dæmpe deres uro, mens andre
fortæller, at de har fået uro, fordi
de drikker. Hovedprincippet er dog,
at man skal tilbydes behandling for
begge lidelser, men behandlingen
kan naturligvis være meget forskellig
afhængig af om det er et menneske
med skizofreni, der drikker for at
dulme sin angst eller en alkoholiker,
der har udviklet angst på grund af
massivt druk, forklarer han.
Dobbeltdiagnoser
har man været
opmærksom på
siden 1990’erne
og forsøgt at
behandle – først
i USA og England
og siden også i
Danmark – men
alle steder er behandlingen
stødt
på det problem, at
behandlingssystemerne
for mennesker
med psykiske
sygdomme og for
mennesker med
misbrugsproblemer
har været adskilt.
Kendskabet til
psykisk sygdom er
således mangelfuldt
i misbrugsbehandlingen,
mens
kendskabet til misbrug og misbrugsbehandling
tilsvarende er mangelfuldt
i psykiatrien.
Bliver sendt frem og tilbage
Og samtidig råder fordommene
stadig, for selvom både misbrug og
psykisk lidelse er problemer, som
man har brug for hjælp til at bekæmpe,
så er der forskellig opfattelse af
problemerne. I psykiatrien er således
Formålet med konferencen:
- At udbrede opmærksomheden og kendskabet
til dobbeltdiagnoseproblematikken.
- At sørge for at indsatsen bliver bedre organiseret,
så eksempelvis også hjemløse, der er
svære at komme i kontakt med, får hjælp.
- Få større kendskab til behandlingen af de
forskellige sygdomme/misbrug for at kunne
tilbyde den rigtige hjælp.
- Sætte fokus på den kompetenceudvikling og
uddannelse som er meget nødvendig i de fag-
fortsat en tendens til at betragte
misbrug som mere selvforskyldt end
psykisk sygdom, mens man i alkoholbehandlingen
betragter misbruget
som en sygdom, der kræver behandling
på lige fod med psykisk sygdom.
- Samarbejdet mellem de
forskellige instanser er præget af
mangelfuldt kendskab til hinanden
og hinandens arbejdsmetoder,
og det betyder, at der ofte opstår
forvirring om, hvor en person med
dobbeltdiagnose skal henvende sig
for at få behandling. Samtidig sker
det også, at en person med dobbeltdiagnose
både af psykiatrien og
misbrugsverdenen bliver henvist til
at søge behandling for ”det andet”
først. På den måde kan personer, der
allerede er blandt de mest udsatte,
opleve at blive sendt frem og tilbage
mellem to systemer uden at nogen
af systemerne vil påtage sig et
ansvar, forklarer Lars Merinder. Og
han understreger, at opgaven derfor
både er at udbrede kendskabet og
behandlingsmulighederne i forhold
til dobbeltdiagnoserne og at være
med til at oplyse om, at misbrug ligesom
psykisk lidelse er en sygdom,
og altså ikke er noget, man selv er
ude om.
Team for Misbrugspsykiatri, som
har eksisteret siden begyndelsen
af 1999, består af behandlere der
er eksperter inden for dobbeltdiagnose.
Samtidig fungerer de som
konsulenter inden for psykiatrien.
Hensigten er, at de er med til at
sikre og koordinere behandlingen af
patienter, som af forskellige årsager
er havnet på en blind vej i behandlerlandskabet,
og som har svært ved
at udnytte den hjælp, der er at få.
roerdam@yahoo.dk
grupper, som arbejder med dette område.
- Beat The Dragon er arrangeret af Team for
Misbrugspsykiatri, Psykiatrisk Universitetshospital,
Århus, og Nordisk Netværk for dobbeltdiagnose
og finder sted i Århus den 27.-29.
august 2007. Til konferencen er inviteret både
danske, nordiske og andre internationale foredragsholdere.
Se mere på: www.beatthedragon.dk
De ’skjulte’ hjemløse
Af Erik Hansen
Da Lene var tre år, blev hun anbragt uden for
hjemmet, fordi hendes forældre var misbrugere.
Omkring puberteten prøver hun grænser af,
drikker en del og tager forskellige stoffer – på
’hobbyplan’. Skolen har ikke førsteprioritet, men
det er der ikke nogen, som ’opdager’.
Da Lene fylder 18 år, skal hun flytte fra sin
plejefamilie, den sidste af slagsen, da denne nu
ikke længere modtager vederlag for at have hende
boende. Kommunen foreslår en ungdomsbolig eller
et højskoleophold, men det har Lene ikke lyst
til. Heldigvis møder hun en sød fyr, der tilbyder,
at hun kan flytte ind til ham. Han er ældre end
hende, sød og rigtig beskyttende. Der er ingen,
der skal sige et grimt ord eller kigge skævt til
Lene, så er han der. Han drikker godt nok en del
og ryger en masse hash, men ikke noget, han ikke
kan styre.
Efter et stykke tid, begynder det at gå skævt.
Beskyttelsen føles nu som kontrol, og det der
med, at han kan styre misbruget, er vist ikke helt
sandt. Lene drikker også selv mere og mere. Et par
gange har han også slået hende. Volden eskalerer
gradvist, men en dag får hun nok. Hun pakker en
taske og skrider.
Et par måneder overnatter hun på må og få i
opgange, på natvarmestuer eller hos mænd i hendes
omgangskreds, der gerne låner hende en sofa
eller en side i dobbeltsengen for en lille ’modydel-
Hjemløse får penge
til startpakker
Når Esbjerg Kommune står af træder ’vennerne’ til
Af Lisbeth Rindholt
Foreningen De hjemløses venner i Esbjerg er for nylig
blevet tildelt 28.000 kroner fra Socialministeriets
Tips- og lottopulje til særlige sociale formål. Pengene
er øremærket til at udvide de såkaldte startpakker,
som De hjemløses venner indførte i Esbjerg i 2006.
En startpakke er en kasse med basalt, husligt
udstyr, som de hjemløse i kommunen får foræret af
foreningen, når de skal genhuses eller flytte ind i
en bolig efter lang tids hjemløshed. Pakken består
typisk af rengøringsmidler, køkkengrej, toiletartikler
og langtidsholdbare madvarer.
- Pengene fra Socialministeriet skal bruges på
mere mad og køkkenudstyr til startpakkerne, så
vores hjemløse kan få en god start på livet i deres
nye bolig, fortæller sognepræst Ingelise Wenzel,
formand for De hjemløses venner.
Når kommunen står af
Foreningen blev stiftet i 2003 og fungerede i
se’. Efter et stykke tid møder hun heldigvis en ny
mand. Dét er bare det rigtige, kan hun mærke. Han
drikker godt nok og tager nogle stoffer, men er sød
og beskyttende… lige til han ikke er det mere.
Historien om Lene er opdigtet, men kunne være
sand. Når man taler med kvinder som Lene,
undres man altid over, hvorfor i alverden de ikke
har bedt om hjælp noget før?
Men det skyldes, at de i høj grad er ’overlevere’.
Disse kvinder beder først om hjælp hos det offentlige,
når alt andet er prøvet. De har en helt anden
selvopholdelsesdrift end mændene, og vil gøre
meget for at holde ’på formerne’. Når systemet så
endelig kommer i kontakt med kvinderne er de tit
i en meget dårlig forfatning både fysisk og psykisk
efter at have levet med vold og trusler under prostitutionslignende
forhold i årevis og har brug for mere
hjælp, end den § 110 boformerne (forsorgshjem og
herberg for hjemløse, red.) typisk kan tilbyde.
Selvom de til tider er i kontakt med f.eks.
deres læge, er det så sporadisk, at ingen fatter
mistanke om, at noget grundlæggende er galt.
Kvindernes misbrugsmønster er også anderledes
end mændenes. De drikker mere i det skjulte, og
ikke i så høj grad øl som stærk spiritus. Ofte har
de også et sidemisbrug af især piller. Og fordi
kvinderne flytter meget rundt, har de en tendens
til at ’forsvinde’ i systemet. Dette gør, at helheden
omkring personen er utrolig svær at få øje på.
Sidst, men ikke mindst, er der hele spørgsmålet
om skyld og skam: At det er kvindernes egen
starten som støtte til det akutte overnatningssted
Himmelekspressen i Esbjerg. Himmelekspressen
lukkede i foråret 2006, men foreningen vurderede,
at der stadig var hjemløse, som løbende havde brug
for hjælp. Derfor skiftede de navn til De hjemløses
venner og indledte et samarbejde med Esbjerg Kommune
om genhusning af de lokale hjemløse.
- Vi træder til, når kommunen står af, siger
Ingelise Wenzel og forklarer:
- I mange tilfælde mener kommunen, at de
hjemløse har luft nok i kontanthjælpen til at købe
inventar, når de f.eks. flytter fra en institution ind
i egen bolig. Det mener vi ikke. Derfor hjælper vi
dem, ikke bare med en startpakke, men også med
bl.a. møbler og tøj fra byens genbrugsbutikker.
De hjemløses venner har indtil nu været med til
at genhuse og uddele startpakker til ca. 40 hjemløse
i Esbjerg.
Se mere på: www.de-hjemloeses-venner.dk
Erik Hansen næstformand i SAND Århus, skriver om
socialt marginaliserede kvinder. SAND er de hjemløses
organisation og har bl.a. en arbejdsgruppe om kvinder
og hjemløshed.
skyld, at de igen og igen vender tilbage til samme
type partner. Disse normer gør det næsten umuligt
for dem at bede om hjælp.
Løsningen er at sætte tidligt ind over for kvinder
som Lene. Der findes f.eks. en udmærket
lov, der gør det muligt at forlænge opholdet i
f.eks. plejefamilier til det fyldte 24. år. Den bruges
bare ikke. Endvidere skal de instanser, der kommer
i forbindelse med disse kvinder, rustes bedre til
at tage hånd om kvindernes samlede problemkompleks,
i stedet for bare at behandle dén isolerede
lidelse, f.eks. depressive tanker, som kvinden
henvender sig med.
Udsatte kvinder
lades i stikken
Omkring 100-150 socialt udsatte
kvinder har svært ved at finde sig
til rette på Københavns væresteder,
varmestuer og herberger. Det skyldes,
at miljøet domineres af mænd, som af
og til råber, kaster med ting og slås.
Det skræmmer udsatte kvinder fra at
opsøge stederne og få den hjælp, de
har brug for. I stedet indgår mange i
prostitutionslignende forhold for at
få et sted at sove, hvilket bevirker, at
de får det endnu dårligere.
Københavns Kommune ønsker at
øge livskvaliteten for disse kvinder
og vil derfor ansætte en opsøgende
medarbejder, som skal gøre personalet
på stederne opmærksomme
på kønsspecifikke problemer, og
hvordan man løser dem. Det kan
eksempelvis dreje sig om at skærme
kvinderne mod mandlige gæster, så
de kan overnatte i trygge rammer
uden mænd. Målet er, at væresteder
inden for få år skal have mindst ét
tilbud som er målrettet kvinder.
- jalini
12 hus forbi · nr. 64 · august 2007 hus forbi · nr. 64 · august 2007 13

Riddere og
farende svende
De fleste landevejsriddere vandrer fra kræmmermarked til kræmmermarked, fra markederne
starter i marts til de slutter hen på efteråret. På Egeskov marked, der altid holdes den tredje
onsdag i september i Kværndrup på Sydfyn, samles landevejsridderne til deres årlige møde. Det
er her, nye landevejsriddere får deres dåb, der på ægte landevejsriddermanér foregår i og med
masser af øl. Det er også her, ridderne vælger deres nye ’stodderkonge’.
Billederne af landevejsriddere, der også kaldes farende svende, er taget i sensommeren 2005
på Bornholm under Tejn Havnefestival. Det er fotograf Helga C. Theilgaard, der har taget billederne
og doneret dem til hus Forbi.
Se mere om de mange kræmmermarkeder landet over på: www.markedskalenderen.dk.
14 hus forbi · nr. 64 · august 2007 hus forbi · nr. 64 · august 2007 15

Mindre
røg på værestederne
Danmarks nye rygelov træder i kraft den 15. august. Væresteder og cafeer for
socialt udsatte er ikke omfattet af loven. Men flere steder vælger ledelsen
alligevel at indføre et – delvist eller totalt – rygeforbud
Af: Lisbeth Rindholt
Foto: Holger Henriksen
- Jeg kender ingen her på herberget,
som ikke ryger, konstaterer Henrik
’Max’. Han har boet på herberget i
Hillerødgade 64, København, i knap
et år og ryger selv mellem to og fire
pakker cigaretter om dagen. Indtil
nu har både personale og beboere
måttet ryge frit i hele huset,
men snart indføres en regel om, at
halvdelen af herbergets kantine skal
være røgfri. Det rygeforbud tror
Henrik ’Max’ ikke på:
- Hvis man kun må ryge i den
ene halvdel af kantinen, vil der jo
slet ikke sidde nogen i ikke-ryger
afdelingen. Det kommer til at se lidt
sjovt ud. Nej, jeg tror, at folk bare
gør, som de plejer, siger han. Både
Henrik ’Max’ og hans medbeboer
’Don’ Jan er modstandere af den nye
rygelov. Derfor er de også godt tilfredse
med, at værestederne selv må
afgøre, om de vil indføre restriktioner
på røgen eller ej.
- Regeringen skal ikke bestemme,
hvor jeg tænder en smøg, understreger
’Don’ Jan og viser, hvordan
man ruller en cigaret med finskåret
tobak, papir og rullemåtte, inden
han fortsætter:
- Det her er jo mit hjem. Jeg vil
have lov til at gøre, som det passer
mig. Selvfølgelig skal man tage
hensyn til hinanden. Og hvis nogen
beder mig om at lade være med at
ryge, fordi de f.eks. sidder og spiser
eller har astma, så gør jeg det. Jeg
er ikke glad for det, men jeg gør det!
Reddet på målstregen
Kantinen i Hillerødgade er ikke det
eneste sted, som har en afdeling for
rygere og en for ikke-rygere. Den
model blev allerede indført på værestedet
Parasollen i Viby J ved Århus
i starten af 2006. På Parasollen er
rygning tilladt i den bagerste del af
værestedet, undtagen i frokostpau-
sen, hvor samtlige rygere er forvist
til gaden eller gården, hvis smøgtrangen
melder sig.
- Ordningen blev vedtaget i
samråd med brugerne selv, og den
fungerer stadig upåklageligt, fortæller
Parasollens leder, Ingrid Bjergely
Christensen, som en overgang var
bange for, at hun ville blive tvunget
til at indføre rygeforbud døgnet
rundt:
- Vi blev reddet på målstregen af
den seneste beslutning om, at væresteder
ikke er omfattet af rygeloven
(vedtaget i foråret 2007, red.). Nu
kan vi bare køre videre med det delvise
rygeforbud. Så er vi også sikre
på at beholde alle vores brugere,
understreger hun.
Kirkens Korshærs dagvarmestue
i Pantheonsgade i Odense har valgt
at gå hele vejen og følge rygelovens
påbud om fuldstændigt rygeforbud
efter 15. august. Daglig leder,
Heinz Wolf, er dog ikke bange for, at
brugerne bliver væk fra varmestuen
af den grund.
- De er vant til at komme på
steder, hvor der har været rygeforbud
længe, f.eks. på banegården i
Odense og de lokale metadonudleveringssteder.
Så vi har ikke haft
noget stort oprør mod rygeforbudet
hernede, fortæller Heinz Wolf og
tilføjer:
- Det kan hænge sammen med,
at vi har så gode rygefaciliteter
udenfor med en hyggelig, overdækket
gårdhave, hvor man også gerne
må drikke øl.
Rygelov diskriminerer hjemløse
Der vil også stå ”Rygning forbudt” i
cafeen i De Hjemløses Hus i Kø-
Henrik ’Max’, som bor på herberget
i Hillerødgade 64 i København,
ryger mellem to og fire pakker
cigaretter om dagen. Den standard
har han i sinde at holde trods
rygelovens forbud.
Foto: : Westring+Welling A/S
Kort om Rygeloven
Den 15. august indføres en restriktiv rygelov i Danmark. Hovedreglen
er, at man ikke længere må ryge på offentlige og private arbejdspladser.
Restauranter på mindre end 40 kvadratmeter kan selv vælge deres rygepolitik,
mens der er lovpligtigt rygeforbud på større cafeer, værtshuse,
restauranter med mere. Det er dog tilladt at oprette særskilte rygerum.
Undtaget fra rygeloven er bl.a. væresteder, varmestuer og cafeer for socialt
udsatte. Her må den daglige ledelse – evt. i samråd med brugerne
– selv afgøre, hvordan rygepolitikken på stedet skal være.
benhavn efter 15. august. Forbudet
er blevet mødt med et par kritiske
røster blandt brugerne af huset, men
daglig leder Stig Tarnow står fast:
- Hjemløse bør ikke være undtaget
fra rygeloven. Det er diskrimination,
også selvom det måske er med
’positivt’ fortegn. Hvad bliver det
næste? At hjemløse skal undtages
fra serviceloven og ikke have samme
sociale tilbud som andre? Nej, loven
er lige for alle, understreger Stig
Tarnow.
Ligesom Heinz Wolf er han ikke
bange for at ’miste’ sine brugere på
grund af et rygeforbud:
- Man skal ikke undervurdere de
hjemløse. Jeg er sikker på, at de
også kan indrette sig efter reglerne
og gå udenfor, når de skal ryge,
ligesom alle andre rygere i Danmark,
siger Stig Tarnow.
30-årige Tim Kristensen er stamgæst
i De Hjemløses Hus, og han har
da heller ikke tænkt sig at holde op
med at bruge stedet til august.
- Forbudet gør bare, at det ikke
Personalet i Kirkens Korshærs herberg i Hillerødgade,
København, er modstandere af et rygeforbud.
”Herberget er beboernes hjem. Lad dem dog
ryge, som de vil. De har ikke mange glæder i livet
i forvejen”, mener Mona Lisa Gothenborg (tv. på
billedet), køkkenleder i herbergets kantine.
bliver lige så hyggeligt at komme
derude som nu, hvor jeg altid sidder
inde i cafeen med min kaffe og
smøger. Det er et hårdt liv at være
hjemløs, og cigaretterne er gode at
have, når man skal slappe af, siger
Tim Kristensen, som tilføjer, at han
vil respektere forbudet og nøjes med
at ryge udenfor.
Han går ofte til hånde i køkkenet
og cafeen som altmuligmand og
er i øjeblikket ved at skaffe nogle
keramikaskebægre, som skal opsættes
ude foran Hjemløsehuset. Tims
betaling for arbejdet i De Hjemløses
Hus består som regel af… en pakke
cigaretter.
lisbeth@rindholt.dk
Tim Kristensen er stamgæst i De Hjemløses
Hus i København NV. Han ryger
ca. en pakke cigaretter dagligt. Selvom
værestedet indfører totalt rygeforbud
15. august, vil han blive ved med at
komme i huset.
Bedre hjælp til
børn af alkoholikere
Mindst 6.000 børn i Københavns
Kommune lever i familier, hvor
der drikkes for meget. Og oven
i det bliver 10-15 københavnske
fostre og børn hvert år skadet
som følge af forældrenes alkoholmisbrug.
I dag er der meget få tilbud
til denne gruppe. Derfor har kommunens
socialudvalg besluttet at
iværksætte en række tiltag, som
over de næste tre år skal styrke
den sociale indsats bl.a. over
for gravide alkoholmisbrugere
og alkoholmisbrugende forældre
med mindreårige børn.
I løbet af efteråret åbner
desuden et kommunalt rådgivningstilbud,
hvor børn og unge
af alkoholmisbrugere anonymt
kan henvende sig for at få råd
og vejledning.
Rådgivningen skal også fungere
som brobygning til andre
støtte- og behandlingstilbud.
På en ny hjemmeside kan de
unge desuden stille spørgsmål
til rådgivere via en elektronisk
brevkasse og chatte med andre
unge i samme situation.
Pris til Hus Forbi
Carl Scharnbergs Uofficielle Fond
(det hedder den faktisk) har tildelt
Hus Forbi en pris på 15.000
kr. Det skete ”i anerkendelse af
det fortrinlige socialpolitiske
arbejde I (Hus Forbi, red.) udfører”,
som Fondens bestyrelse
udtrykte det i sin begrundelse
for prisuddelingen.
Hus Forbis gadeplansmedarbejder
Henrik Pedersen samt
en af bladets sælgere, kaldet
Røde Orm, modtog og takkede
for prisen. Prisoverrækkelsen
fandt sted på fagforeningen 3F’s
kursusejendom i Silkeborg.
Gadens konger
- jalini
Hjemløsefotograf Holger Henriksen,
som der var en stor artikel
om i Hus Forbis juli-udgave, udstiller
sine fotografier af københavnske
hjemløse i kulturhuset
Karens Minde i København SV fra
den 2.-29. august. Udstillingen
har titlen Gadens Konger.
16 hus forbi · nr. 64 · august 2007 hus forbi · nr. 64 · august 2007 17
- jalini
- jalini

Husker du…
For ti år siden var der mange hjemløse, som overnattede på gaden
og banegården i Aalborg, men via en række hjemløseprojekter er
der nu ’pasningsgaranti’ for hjemløse i den nordjyske kommune. Hus
Forbi har valgt at sætte fokus på et par af de aalborgensiske projekter.
I juli-nummeret besøgte Hus Forbis udsendte Skurbyen – et
botilbud for kronisk alkoholiserede mænd. Og i dette nummer er det
opgangsfællesskabet for misbrugere og sindslidende i Suensonsgade,
der er i kikkerten.
Tilladt at være aktiv misbruger
Suensonsgade nr. 19-23 i Aalborg er et opgangsfællesskab for tidligere hjemløse misbrugere og sindslidende.
Alle beboere bliver observeret af personalet i fælleslokalerne. Men de råder selv over deres egne lejligheder
og må her tage stoffer og drikke, som de vil
Af Lisbeth Rindholt
Foto: Anne Mette Welling
Johnny har boet i sin lejlighed i
Suensonsgade nr. 23 i otte år. Her
til eftermiddag er han kommet ned i
opgangsfællesskabets fællesstue for
at ”hænge lidt ud” med nogle af de
øvrige beboere. Det er usædvanligt
for Johnny at være hjemme på den
tid af dagen. Normalt kører han nemlig
rundt i en lille traktor og trimmer
græs på Kirkens Korshærs bondegård
i Klarup: Et frivilligt aktiveringsprojekt
for hjemløse og socialt udsatte
i Aalborg.
- Gården i Klarup er ren livskvalitet!
I dag holder jeg fri, men ellers
står jeg trofast og venter på bussen
ud til bondegården fra mandag til
fredag, efter jeg har hentet min
metadon. Man må ikke tage stoffer,
ryge hash eller være voldelig derude,
og det er helt fint med mig. Jeg
synes bare, at det er fedt at komme
væk fra byen og mærke luften i
lungerne – og så er der dejligt fredeligt
ude på landet… i modsætning
til Suensonsgade, griner Johnny
og foreslår, at vi går væk fra de
højtråbende beboere i fællesstuen,
hvor MTV drøner i baggrunden. Trods
larmen er han dog glad for at bo i
opgangsfællesskabet.
- Jeg har fået mere ro på mig
selv, efter jeg er flyttet ind her,
fortæller 53-årige Johnny, mens han
sætter sig ved bordet i personalestuen.
Han er tidligere hjemløs og
har tilbragt 20 år af sit liv i fængsel
for bl.a. tyverier.
- Indimellem har vi meget uro og
ballade i huset, men så kan jeg bare
lukke døren til min lejlighed. Det
kunne jeg jo ikke, da jeg boede på
gaden. Og jeg har brug for at være
meget for mig selv og f.eks. sidde
og nyde udsigten over Limfjorden
fra min stue – uden forstyrrende
naboer, fortæller han.
Planter et frø
Johnnys naboer er 15 tidligere hjemløse.
Tre af beboerne har en dobbeltdiagnose,
dvs. de har både en
psykisk sygdom og et misbrugsproblem
(læs også s. 12. red.). Resten
er aktive misbrugere.
- Det er tilladt at tage stoffer,
ryge hash og drikke alkohol i sin
egen lejlighed. Det blander vi os ikke
Blancha (52 år) har boet i opgangsfællesskabet
i Suensonsgade i ti år. Hun
drømmer om engang at få malet sin
lejlighed. Men som førtidspensionist er
det svært at få pengene til at række til
en istandsættelse.
Alle beboerne i opgangsfællesskabet
mødes dagligt med hinanden og personalet
i fællesstuen. Her ses daglig leder Juan
Winther (t.h. på billedet), social vicevært
Doris Klitgaard og Johnny (t.v.), som har
boet i Suensonsgade i otte år. Opgangsfællesskabet
har eksisteret siden 1996.
Bordet og bænkene uden for nr. 21 i Suensonsgade er et yndet samlingssted for beboerne, når vejret er godt. Her bliver både drukket, diskuteret, kysset og krammet.
i, fortæller Juan Winther, som har
været daglig leder af opgangsfællesskabet
i seks år. Sammen med husets
sociale vicevært, Doris Klitgaard,
skal han bl.a. observere beboerne
og tale med dem om deres hverdag.
Det sker først og fremmest i husets
fællesstue, hvor beboere og personale
mødes, ser tv og jævnligt spiser
morgen- og aftensmad sammen.
- Vi lægger f.eks. mærke til, om
den enkelte beboer har en god personlig
hygiejne. Hvis den halter lidt,
’planter vi gerne et frø’ hos vedkommende
ved at spørge: ”Trænger du
ikke til at få vasket tøj eller tage et
bad?” Det er ikke sikkert, at han eller
hun er enig, men så prøver vi igen
et par dage senere. Det vigtige er at
skabe en dialog og evt. sørge for at
beboeren får hjælp til rengøring, mad
eller andre praktiske ting i dagligdagen,
siger Juan Winther. Udover
samarbejde med hjemmeplejen har
han ’hotline-numre’ til psykiatere
og praktiserende læger, som bliver
kontaktet, når en af beboerne f.eks.
gerne vil afruses eller skal have reguleret
sin antipsykotiske medicin.
En anden af medarbejdernes
arbejdsopgaver et at observere hele
huset og bl.a. holde øje med, hvem
der kommer og går.
- Hvis der er mange uønskede
gæster i huset, f.eks. pushere ude
fra byen, bliver beboerne urolige.
Så griber vi ind og sender ’gæsterne’
ud igen. For det er altafgørende at
skabe en så stabil og tryg hverdag
som muligt, fortæller Juan Winther
og tilføjer straks:
- Uden at det selvfølgelig går ud
over beboernes ret til et privatliv.
Rart at vi ligner hinanden
Suensonsgade er et af de få opgangsfællesskaber
i Danmark, hvor
beboerne har en almindelig lejekontrakt
efter lejeloven. Det betyder
bl.a., at de ikke uden videre kan
blive smidt ud af deres lejlighed. Og
ligesom alle andre lejere, må beboerne
selv bestemme, hvem de lukker
ind. Hverken personale eller socialarbejdere
har nøgler til boligerne,
og de kan ikke tiltvinge sig adgang
imod beboernes vilje.
Den regel er Blancha glad for. Hun
har boet i Suensonsgade i ti år og
kan godt lide at være sammen med
de andre beboere, men hun inviterer
ikke så tit gæster ind i sit eget hjem.
I dag vil hun dog gerne vise den lille
to-værelses lejlighed frem.
- Det er jo ikke helt som Bo
Bedre i moderne stil med to vaser
i vindueskarmen, griner Blancha,
da hun byder indenfor i stuen, som
henligger i mørke, fordi de røde
persienner er rullet ned. Væggene er
også røde, og overalt hænger spejle,
malerier, sætterhylder med nips,
afrikanske masker og andre ting,
som Blancha selv har købt gennem
årene eller fået foræret af venner og
bekendte.
- Jeg drømmer om at pille det hele
ned, male væggene og rydde op i alle
mine ting, men det er svært at få råd
til en renovering af lejligheden på en
førtidspension, fortæller Blancha og
retter på askebægeret på sofabordet.
Hun mangler langfingeren på den
ene hånd, og hendes årer er ødelagte
efter mange års stofmisbrug. I dag får
hun metadonbehandling.
- Når jeg er ude i byen, spørger
folk ofte: ”Er du narkoman eller har
du været det?”. Så er det rart at
komme hjem her, hvor vi alle sammen
ligner hinanden og er fælles
om at have en eller anden form for
misbrug, siger hun og tilføjer:
- Det er også betryggende, at
personalet holder lidt øje med os, og
at vi altid kan få hjælp af dem til at
klare problemerne i hverdagen.
lisbeth@rindholt.dk
Hvad er et
opgangsfællesskab?
Et opgangsfællesskab består
typisk af en række lejligheder
i et almindeligt boligkompleks
eller en villa. Målgruppen er
mennesker, som ikke kan bo
i egen bolig eller har svært
ved at fungere socialt, f.eks.
sindslidende, alkoholikere,
stofmisbrugere eller psykisk og
fysisk handicappede.
Alle beboere har deres egen
lejlighed, hvor de kan trække
sig tilbage, når de ikke ønsker at
bruge husets fælles faciliteter,
f.eks. en tv-stue, have og køkken.
De fleste opgangsfællesskaber
har desuden ansat personale
(primært sociale viceværter) i
dagtimerne, som sørger for at
holde ro og orden i huset, tale
med beboerne og etablere kontakt
til hjemmepleje, psykiatri,
praktiserende læge, sagsbehandler,
tandlæge osv.
18 hus forbi · nr. 64 · august 2007 hus forbi · nr. 64 · august 2007 19

Mad til hjemløse
En morgenkomplet med det hele
Man behøver ikke tage på café for at få brunch. Det kan også lade sig
gøre i varmestuen Morgencafeen i København, der serverer pølser, bacon
og alt det andet for socialt udsatte
Af Birgitte Ellemann Höegh
Foto: Holger Henriksen
I stedet for at starte dagen oppe på
Blågårds Plads med en morgenbajer
tilbyder Morgencafeen byens bedste
morgenmåltid.
Det går der i al fald rygter om
mellem gadens rødder (hjemløse,
red.), som af samme grund gerne
transporterer sig fra den ende af
hovedstaden til den anden for at
komme ned i Morgencafeen, der ligger
i krypten under Blågårds Kirke på
Nørrebro i København. For at teste
om rygtet taler sandt, tog Hus Forbi
også på besøg for at få en morgentallerken
med.
Da vi dukker op ved 10-tiden er
der helt stille – hvilket ikke stemmer
overens med stedets rygte, som også
lyder på fuldt hus. Men der har været
ballade i luften sammen morgen,
fortæller Michael Espensen, som er
den daglige leder af Morgencafeen.
En af gæsterne havde følt sig truet,
Morgencafeen i København serverer
hver dag et solidt morgenmåltid
for socialt udsatte borgere. Stedet
drives af leder Michael Espensen
samt 14 frivillige hjælper. Blandt
andet pga. økonomiske problemer
måtte Morgencafeen i år holde
sommerlukket, men åbnede igen
den 1. august.
og personalet måtte ringe efter politiet.
Det handlede vist bare om et
par ordudvekslinger, men når politiet
først kommer, så forsvinder alle som
dug for solen.
Her sidder dog et par enkelte
gæster hist og her, blandt andet en
ældre herre med tophue og smækbukser,
som minder om en karakter
fra en Morten Korch-film. Foran sig
har han en stor portion havregrød
med mælk på.
Og mens han sætter havregrøden
til livs med sin ske, dukker der flere
og flere gæster op – blandt andet
en masse mennesker, som samles om
et bord hos en lærerinde, som giver
danskundervisning i konfirmationslokalerne
ovenpå. Det er Hus Forbi,
der har arrangeret undervisningen,
(for at sluse en gruppe af sine
hjemløse, polske sælgere videre ud i
den danske byggebranche, red.), og
kurset er så populært, at lærerinden
efterhånden har vanskeligt ved
at finde pladser til alle. Der bliver
undervist to gange om ugen fra kl.
Morgencafeen:
Ligger i krypten under Blågårds Kirke
på Nørrebro i københavn og drives af
leder Michael Espensen samt 14 frivillige
hjælpere. De holder åbent fra kl.
06.15-11.00 hver dag. Derefter lukker de
ned, gør rent og stillet om til eftermiddagsholdet,
som drives af kirken, der
serverer aftensmad flere gange om ugen.
I øjeblikket mangler Morgencafeen
frivillig arbejdskraft samt tager gerne i
mod private bidrag.
Se mere på www.morgencafeen.dk.
Blågårds Kirke:
Er 81 år gammel og har status som en
socialkirke. AA (Anonyme Alkoholikere
Danmark), NA (Narcotics Anonymous)
og den serbiske menighed holder bl.a.
til her, samtidig med at der drives
almindelig kirke ved præst Lisbeth Søe.
9-11 i et lille lokale med plads til
otte-ti mennesker ad gangen – og
finten er, at man bare dukker op, de
dage man har overskuddet, hvilket
gør det mere overkommeligt for
disse brugere, som ikke bryder sig
om alt for faste rammer.
Menuen skifter
Men tilbage til Morgencafeens mad:
Om vinteren bliver der hver morgen
serveret hjemmelavet øllebrød og
varm hyldebærsuppe, mens Morgencafeen
i sommermånederne nøjes
med den varme havregrød. Derudover
serveres der en variation af
forskellige slags ostemadder, pølser,
bacon og æg, kaffe, te, juice, saft,
yoghurt, cornflakes, wienerbrød og
også smørrebrød, som mange spiser
lidt senere på dagen eller får med
sig i en madpakke.
- Man kan også få sig en vitaminpille
eller en hovedpinepille, og hver
tirsdag kan sygeplejersken kigge på
én, hvis man har det sløjt. Vi har
også læger til rådighed hver dag i en
konsultation på Forchhammersvej,
som vi kører hjemløse over til, hvis
det er nødvendigt. Det kan være alt
fra hævede fødder, brandsår, bylder
og tandproblemer, til én, der har
fået tæv eller har taget for mange
stoffer, siger Michael Espensen.
Ved Hus Forbis bord sætter to
polakker sig. De spiser smørrebrød,
og den ene har nogle meget hævede
fingre på højre hånd, som der
tydeligvis er gået betændelse i. Han
spørger om hjælp til at få fingrene
forbundet, for de er meget ømme.
Skaden er opstået, fordi han for et
par uger siden var i en slåskamp
på gaden med en anden hjemløs,
som ikke ville lade ham sove i fred,
forklarer han. Hans hånd ligner
bestemt én, der skal mere end blot
pakkes ind, så han vil komme forbi
dagen efter, hvor sygeplejersken står
til rådighed. Og så har han behov for
at snakke. Han fortæller en masse
usammenhængende historier, om at
alt er gået galt for ham i hans hjemland.
Det handler i store træk om, at
en tidligere god ven har snydt både
hans virksomhed og kone fra ham,
så lige nu rejser han rundt på må og
få og ved ikke, hvad fremtiden vil
bringe, men møder han den gamle
ven, så …. Han viser sin hævede
næve frem og tager en bid af sit
smørrebrød.
- Morgenmaden koster fire kroner,
hvis de hjemløse ellers har dem. De
fire kroner er et symbolsk beløb, for
så føler de ikke, de kommer og betler
(tigger, red.), og når dagen er omme
igen, er de fleste penge faktisk lånt
ud igen, fortæller Michael Espensen.
Udover morgenmåltidet formår
Morgencafeens frivillige personale i
åbningstiden (kl. 6.15-11.00) også
at hjælpe brugerne med alt muligt
andet tiltrængt. Michael Espensen
har blandt andet skaffet en masse
brugte barnevogne fra kommunens
dagpleje, som de hjemløse kan
komme og hente, hvis de har brug
for en vogn til deres habengut. Han
udsteder en slags bevis til de hjemløse,
så der ikke hersker tvivl om, at
de er kommet til vognene på ærlig
vis, for det kan der åbenbart godt
sås tvivl om.
Derudover kan man blive klippet
– med trimmer eller saks – og få tøj,
sko, briller, tandbørster, tandpasta,
skrabere, håndklæder, kamme, kondomer,
telte og sågar voksenbleer.
Og har man en hund, så sørger de
ansatte også for, at den får sig en
skål mad.
I det tilstødende lokale ligger 15
madrasser med tæpper til rådighed
for trætte gæster. Nogle kommer ind
om morgenen og lægger sig – efter
en hård nat på gaden – og kan sagtens
blive liggende til Morgencafeen
lukker kl. 11. Andre er kommet ind
om aftenen, hvor Blågårds Kirke selv
kører stedet, og af og til giver de
hjemløse lov til at overnatte.
- Vi havde for eksempel mange
sovende under optøjerne omkring
nedrivningen af Ungdomsshuset,
for da var de hjemløse ikke rigtig
glade for at sove ovre i Stengade
(i natcaféen i Stengade 40, red.).
Men menighedsrådets har ikke givet
tilladelse til fast overnatning her,
fordi de ikke har personale nok. Så vi
gør det, når her er nød, for eksempel
havde vi fuldt hus til jul, fortæller
Michael Espensen.
Der kommer indimellem mennesker
ud fra soverummet, blandt
andet en cirka 35-årig kvinde i en
velholdt islandssweater og et klart
blik i øjnene, som har vådt hår efter
sit morgenbad – hvilket Morgencafeen
i øvrigt også kan tilbyde. Hun
bærer sine ejendele i fire propfyldte
poser med sig ud fra Blågårds Kirken
på vej ud til gadens strabadser.
Men igen tilbage til morgenmåltidet:
Havregrøden var god – dog
en lille smule for salt. Spejlægget
velstegt, grovbrødet lidt tørt her
klokken 10.30, men det havde også
stået fremme siden morgenstunden.
Det var et af den slags brød, man
køber i en pose i et supermarked,
De frivillige hjælpere står tidligt op for at
lave brunch til socialt udsatte. Morgencafeen
har åbent fra kl. 6.15 til 11 hver dag.
5 ud af 6 stjerner
Hvor: Morgencafeen, Blågårds Plads 6 A, København N
Hvor meget: 4 kr. for et måltid morgenmad
men havde vi været lidt tidligere på
pletten, havde vi kunne få friskbagt
økologisk brød, som Morgencafeen
hver dag får af en økologisk bager
i nabolaget. Juicen var fyldig med
masser af frugtstykker, pølsen god
– man kunne oven i købet vælge
mellem en tyk eller tynd – baconen
sprødstegt og Earl Grey-teen i pose,
som på en hvilken som helst anden
café i byen.
Den ældre herre med tophuen
drikker det sidste mælk fra sin skål
med havregrøden, rejser sig veltilfreds
om og siger: ”Ummm, tak
for god mad”, inden han forlader
Morgencafeen – og det samme gør
Hus Forbi såmænd også.
Birgitte.hoegh@os.dk
20 hus forbi · nr. 64 · august 2007 hus forbi · nr. 64 · august 2007 21

Haves: Togbane...
Af Jaku-Lina E. Nielsen
Foto: Flemming Schiller
Et åndehul for børn og deres voksne samt et aktivitets- og værested
for hjemløse. Det er tanken bag Amar’ Lillebane, som er en minitogbanen,
hvor togvogne og skinner er bygget af hjemløse
på Sundholms snedker- og metalværksted. Togbanen har de
sidste 10-12 år har været opsat flere forskellige steder i
Københavnsområdet – som f.eks. på Amager Strand og
i Valbyparken. Men for to år siden gav Københavns
Kommune så lillebanen en permanent plads ved
Christmas Mølles Plads i København – dog med et
opsigelsesvarsel på tre måneder.
I øjeblikket søger lillebanen flere hjemløse,
der har lyst til at være med til at udbygge den
tilhørende legeplads samt passe togbanen.
For deres indsats modtager de en ’dusør’ på
ugebasis fra Sundholm Aktivitetscenter,
der står for legepladsen.
Sundholm har forsøgt at rekruttere
flere hjemløse via opslag på væresteder
og varmestuer, og prøver nu via Hus
Forbi at gøre yderligere ’reklame’ for
projektet.
Visionerne for udbygningen af
legepladsen er nemlig mange: En
trafiklegeplads, en indianerlandsby,
teaterforestillinger og kunstprojekter
med mere. Men der mangler
hænder.
Amar’ Lillebanes præcise
adresse er Vermlandsgade 5-7.
Pladsen er åben for institutioner
og børnefødselsdage samt fungerer
som offentlig legeplads på
hverdage fra kl. 15-18 og weekend
fra kl. 11-18. Tiderne afhænger dog
af, hvor meget bemanding der er til
rådighed den enkelte dag.
Amar’ Lillebane kan kontaktes
på: snedker@acsu.dk eller
4081 6721.
Ønskes: Hjemløse
22 hus forbi · nr. 64 · august 2007 hus forbi · nr. 64 · august 2007 23

Mælkebøttebarn
Livtag med den sociale arv
Med bogen Mælkebøttebarn har Hanne
Fureby bearbejdet sine erfaringer med at
bryde den negative sociale arv gennem
sit 52-årige liv. Hun er vokset op på flere
forskellige døgninstitutioner. Og også
hendes mor og mormor voksede op på forskellige
anbringelsessteder og fik aldrig en
uddannelse. Som 18-årig fik Hanne Fureby
aktindsigt i sin journal fra Børneværnet
og gennemlæste den med stor smerte. Hun
beskriver det således:
”Følelser af svigt væltede op i mig. Jeg
besluttede dengang, at jeg på et tidspunkt
ville skrive en bog om min barndom og
om at have været institutionsbarn. Det
varede dog mange år inden jeg fik skrevet
bogen. Først måtte jeg igennem et forhold
til en narkoman, som jeg fik min ældste
søn med. Dernæst et langvarigt forhold til
en alkoholiker, som jeg fik en søn og en
datter med. Jeg har selv haft tendenser
til misbrug. Misbrug som jeg i en årrække
brugte som middel til at holde smerten på
afstand – lægge låg på. Jeg forelskede mig
i mænd, som ikke var gode for mig. Mænd
som svigtede – valgte ’stoffet’ – frem for
mig og vores lille familie.”
Efter at have sluppet disse destruktive
forhold, fik hun en pædagogisk uddannelse
og tog fat på at skrive bogen, dels for at
blive klogere på sig selv og sine mønstre
og dels for at hendes tre børn skulle
vide, hvad hun kom fra. Det tog tre
år at skrive bogen, og nu håber hun,
at børn fra lignende familier samt
pædagoger og andre, som har med
truede børn og unge at gøre, kan
lære af hendes historie.
Mælkebøttebarn
udkom i marts 2007 på
Mælkebøtteforlaget. Hus
Forbi har fået lov til at
bringe et uddrag fra
bogen.
Se mere på:
www.socialarv.dk
Af Hanne Fureby
Tegning: Karsten Hansen
Årene gik. Vi boede stadig i perioder hos
mormor og morfar. Mor gjorde stadig rent
hos folk, men hendes værtshusbesøg blev hyppigere
og hyppigere. Hun kom oftere og oftere
ikke hjem til den tid, hun havde lovet. Vi var
meget alene. Vi gik for lud og kold vand. Jeg
husker ikke min mor som særlig kærlig og varm.
Hvordan skulle hun også være i stand til at give
kærlighed, når hun aldrig selv var blevet elsket?
En gang kan jeg dog huske, fik jeg stor respekt
for hende. Jeg var meget stolt af hende.
Den tobakshandel som lå nede i stueetagen af
vores hus solgte mange bajere og snaps til bumserne,
der holdt til på havnen. Hende, der havde
butikken, ville gerne sælge til bumserne, men
de måtte ikke sidde uden for butikken og drikke
det, de havde købt. Gjorde de det, bad hun dem
fast og bestemt om at skrubbe af – og hjalp det
ikke, ringede hun til havnepolitiet. De kom så og
fjernede dem.
En dag skete det igen. Der sad en spritter
udenfor og drak noget af det, han havde købt
inde hos hende.
Hun bad ham skrubbe af. Det gjorde han af gode
grunde ikke. Han var så stangstiv, at han end
ikke kunne gå!
Resultatet var, at hun ringede efter havnepolitiet,
som kom. De bad ham også skrubbe
af. Han mumlede et eller andet uforståeligt og
forsøgte så at rejse sig. Det lykkedes ikke, han
faldt sammen igen. Dernæst tog de to betjente
ham under hver sin arm og slæbte ham om i
vores baggård.
Mor og jeg stod oppe i køkkenet og vaskede op.
Vi kunne se lige ned i gården. Vi så betjentene
komme slæbende med den fulde forsvarsløse
mand. De hev derefter deres knipler frem og
gennembankede ham, mens han græd og skreg
for sit liv.
Min mor smed opvaskebørsten og spurtede
ned af trappen og ud i gården. Hun fór hen til
betjentene, klaskede en af dem et par på hovedet,
mens hun gav dem en ordentlig overhaling.
- Hvad fanden bilder I jer ind at gennembanke
en sølle og forsvarsløs mand? Hun råbte også op
om tobakshandlerkonen:
- Hun vil godt sælge til dem, men ikke have
de drikker det uden for hendes butik.
Betjentene luskede væk. Min mor fik bumsen
slæbt op ad trappen, ind i vores køkken, hvor hun
fik vasket blodet af ham. Så fik han rent tøj på,
noget af min onkels, som vi havde liggende.
Dernæst fik han en portion varm mad og fik
lov at sove den ud på sofaen. Næste morgen fik
han morgenmad og lidt penge med sig, da han
gik. Glad og meget taknemmelig.
Det var første gang, jeg blev harm og følte
uretfærdighed på bumsens vegne – de svages
vegne. Men jeg var også stolt over min mors
hjælpsomhed og mod.
Jeg følte mig alene og ensom. Når mor var på arbejde,
gik vi meget for os selv. Min søster havde
en veninde at lege med. Jeg havde ikke nogen.
Jeg forsøgte altid at komme til at lege med dem,
men de gad da ikke lege med sådan en lille snot tøs
som mig. Jeg lyttede ved døren og udspionerede
dem. Syntes det, de lavede, var så spændende. Min
mor gav ordre til min storesøster om, at de skulle
lege med mig og passe på mig. Så købte de mig med
slik, hvis bare jeg holdt mig for mig selv.
Det lykkedes nogen gange. Andre gange sladrede
jeg til mor om, at ”de ikke ville ha mig med”,
og hvad de lavede af narrestreger. Det blev de
forståeligt nok trætte af.
En dag blev jeg temmelig overrasket og meget,
meget glad. De spurgte helt uopfordret, om jeg
ville lege. Jeg sagde lykkeligt, ja.
Vi gik op i Århus midtby, og undervejs forklarede
de mig, at vi skulle ind i Den Katolske Kirke
og snakke med en præst. De forklarede, at det
var smaddergodt at gøre det, så fik man noget,
der hed syndsforladelse, og havde det så meget
bedre bagefter. Men for at det ikke skulle være
for skrappe sager for præsten, måtte jeg hellere
fortælle dem mine synder først. Så skulle de nok
fortælle mig, hvad han kunne tåle at høre.
Jeg fortalte dem dernæst godtroende og naivt,
alt hvad jeg havde lavet af narrestreger. At jeg
havde taget penge af mors pung, at jeg havde
stjålet slik nede ved tobaks-damen, og at jeg
havde leget doktor med to drenge nede i baggården.
Det havde jeg nemlig.
Jeg fortalte dem, at jeg havde mødt to drenge
med en kæmpe slikpose lige uden for vores
opgang. De havde overtalt mig til at gå med om i
baggården. Jeg fik så en lakridsstang for lynhurtigt
at trække mine bukser ned og op igen. Så jeg
fik lakridsen, og de så min tissekone!
Da jeg havde betroet mig dybt alvorligt, og de
ikke kunne pumpe mig for mere, begyndte de at
skraldergrine. De sagde derefter, at de slet ikke gad
lege med mig alligevel, men at de nu havde noget
på mig, de kunne sladre om. Så hvis jeg nogensinde
sladrede til mor igen om dem, ville de fortælle alt,
hvad de nu vidste om ”mine synder”.
Så de drejede om på hælen og gik deres vej, og
der stod jeg så uden for Den Katolske Kirke og gloede
dumt. Deres taktik virkede i lang tid fremover.
Med tiden fik jeg heldigvis mine egne venner.
Mor arbejdede som altid næsten hele tiden.
Hjælp fra det offentlige kunne hun sikkert godt
have fået. Det var bare flovt og under hendes
værdighed, at bede om hjælp.
En kvinde uden en mand, og som ikke kunne
klare sig selv, var ildeset. Det var stadig ikke lykkedes
hende at finde ’prinsen på den hvide hest’.
Min søster og jeg var begyndt at gå i skole.
rederiksalléskolen, senere kaldet Brobjergskolen.
Efter skole var vi på fritidshjem, som lå lige ved
siden af fattiggården og kasernen, dér hvor Århus
Musikhus ligger nu.
Hvordan skulle hun
også være i stand til
at give kærlighed,
når hun aldrig selv
var blevet elsket?
Min første skoletid husker jeg som rimelig god.
Jeg kunne godt lide at gå i skole. Hvis det ikke var
for Røde Poul Erik, var det lykkeligt.
Den første gang jeg stiftede bekendtskab
med ham, var en af de første skoledage. Når det
ringede ind til time, var det fra en skibsklokke,
som hang ved indgangen. Så skulle vi stille op på
snorlige rækker klassevis, to og to helt stille med
fronten vendt mod klokken og den store indgangsdør.
Gårdvagten gav os så lov til, hvis vi vel og
mærke stod pænt, at gå ind.
I en pæn række op i klassen. Først vores førsteklasse,
dernæst anden og så videre opefter.
Denne dag, stod Poul Erik lige bag mig. Han skubbede
og maste med det resultat, at jeg fik et puf i
ryggen og røg ud af rækken. Gårdvagten kom hen,
tog fat i mig. Skældte og smældte og placerede
mig lige under skibsklokken som straf. Der stod jeg
så, knaldrød i pæren og meget, meget flov, mens
alle de andre klassevis vandrede forbi. Derefter
når skolegården var blevet tømt for børn, kunne
jeg så som den sidste, liste op i klassen.
Han hed Røde Poul Erik, fordi han var knaldrødhåret
og havde hele hovedet fyldt med fregner.
Jeg mobbede ham nu ikke, det var omvendt. Det
skete tit, at han var efter mig, sikkert fordi jeg var
et taknemmeligt offer. Jeg var også rødhåret med
fregner, dog havde jeg ikke så mange som ham.
Han sagde, at jeg havde taget solbad gennem en
si i Hvide Sande, at jeg havde været med i øllebrødskrigen,
og at min mor havde haft tyndskid,
da hun fik mig.
En dag blev det bare for meget for mig. Vi var
kommet op i klassen, læreren var ikke kommet
endnu. Poul Erik startede sit drilleri og pludselig
eksploderede jeg. Jeg smed mit penalhus tværs
gennem klassen og ramte ham i hovedet. Jeg løb
dernæst hen og sprang på drillepinden.
Jeg spyttede, sparkede og lige i det øjeblik
læreren trådte ind af døren, bed jeg mig fast i
armen på Poul Erik. Jeg bed til, jeg fik næsten
krampe i kæben. Han skreg som en besat. Læreren
fik os skilt ad. Han reagerede på det, han så. Jeg
fik besked på at gå ned til skoleinspektøren, som i
øvrigt var Thorkild Simonsen, senere borgmester i
Århus (og indenrigsminister, red.).
Poul Erik fik trøst og blev kørt til lægen, hvor
han vist nok fik en stivkrampevaccination, og
armen blev forbundet. Jeg derimod gik med bange
anelser ned til inspektøren, parat til en kæmpeskideballe.
Uden for skoleinspektørens dør var der på væggen
en grøn og en rød lampe. Da jeg kom derned,
var lampen rød, jeg måtte altså vente. Knuden
i maven og nervøsiteten steg. Efter en tid, der
føltes som et år, blev lampen grøn. Der var fri, jeg
kunne gå ind.
Jeg bankede på, og han råbte kom ind. Han sad
stor og mægtig, sådan føltes det, bag sit skrivebord.
Han sagde, jeg skulle sætte mig ned. Han
bad mig fortælle, hvorfor jeg var sendt ned til
ham. Jeg fortalte og fortalte, mens tårerne trillede
ned af mine kinder. Jeg forklarede, fortalte
og var næsten ikke til at stoppe igen. Om alle de
gange Poul Erik havde været på nakken af mig.
Da jeg ikke havde flere ord, kikkede jeg over på
ham. Han sad smilende i stolen, ja, det så næsten
ud, som om han smågrinte. Jeg var målløs! Jeg
ventede på skideballen, den kom ikke. Han gik
over, tørrede tårerne af mine kinder og trøstede
mig. Så trak han en skuffe ud af sit skrivebord
og fiskede et bolsje frem, som han gav mig. Han
sagde, at det ville han fandme også ha’ gjort.
Hvorefter han forklarede, at det nu nok ikke var
noget, jeg skulle gøre en anden gang. Så fik jeg
lov til at gå.
Jeg følte mig glad og varm indeni – følte, at
her var der en, der forstod mig. Siden den episode,
drillede Poul Erik mig aldrig mere. Vi blev endda
småkærester senere i skoletiden.
En dreng, jeg kendte fra fritidshjemmet, blev
også ofte drillet. Han var rødhåret ligesom
jeg, også med hele hovedet fyldt med fregner.
Han blev til sidst så træt af det, at han gik hjem,
låste sig inde på wc’et, tog sin fars barberblad og
forsøgte at skære fregnerne væk. Den dag i dag
har han ar i hele ansigtet!
24 hus forbi · nr. 64 · august 2007 hus forbi · nr. 64 · august 2007 25

www.andersagerbo.dk
X-ORd
af Anne Jensen
tidligere hjemløs
Send løsningen på X-ORD
senest 31. august
Blandt de rigtige løsninger trækkes lod
om et boggavekort til en værdi af 500 kr.
og 10 cd’er Hjemløs.
Vinderne af cd’er får direkte besked pr. post.
Kodeordet skrives på bagsiden af en kuvert,
eller på et postkort og sendes til:
Hus Forbi
Tornebuskegade 1, 2.
1131 København K
(Skriv venligst tydeligt med blokbogstaver)
# Klip ud og send ind
Posedamen
Vi ser tit en på bænken,
med poser ved sin fod,
vort skæve smil og tænken
i dyb foragt har rod.
At hun er endt så ilde,
må være konens skyld,
hun fik det som hun ville,
(hos os er alt idyl).
Hun fødte måske børn,
og manden var hun tro,
hun tog den hårde tørn,
måske var hun for go’
Nu sidder hun alene,
hun svigtet blev af alt,
hvordan kan nogen mene,
hun, dette liv har valgt.
Indsendt af Mona Neumann, Lynge
(Forkortet af red.)
Læser digt
Vorherres køkkenhave
AUGU ST
ed et redaktions-
V
møde i København
spurgte Anne Jensen,
som laver Hus Forbis
krydsord, om jeg nogensinde havde
været i Grib Skov, hvilket jeg ikke
havde. Så da hun selv følte trang til
at drage ud i naturen nogle dage,
foreslog hun, at vi kunne følges. At
opleve en ny bid af Vorherres Køkkenhave
undslår man sig ikke, så vi
aftalte en dag for turen.
Anne havde et kort over det 5.500
ha store skovområde og havde valgt
en af Skov- og Naturstyrelsens primitive
lejrpladser (der er faktisk 850 af
denne type teltpladser i Danmark).
Og så vi drog af sted alle tre – for
Thaia, hendes 43 kilo tunge Broholmer/schæfer,
skulle nemlig også med.
Allerede på vejen fra stationen til
lejren blev jeg fascineret af skoven.
Der var fyrretræer i alle størrelser,
masser af birketræer og langs
skovkanten en righoldig flora. I mine
mange år som bruger af Vorherres
Køkkenhave, har jeg aldrig set så
store mængder skovsyre, og det er
herligt, for traver man lange ture,
kan jeg anbefale at tygge et par
blade engang imellem. Det skal lige
indskydes, at vi ikke var taget af
sted for at høste andet end oplevelsen
og den store fred og frihed.
Vi havde ikke behøvet at slæbe så
meget vand med, som vi gjorde,
da vores lejrplads viste sig at ligge
få hundrede meter fra Hvidekilde.
Kildens navn kommer af, at munkene
fra Esrum Kloster i påskeugen, eller
den hvide uge, døbte alle syndere
og hedenske kulsviere, som havde
fundet et hjem i klostret, i kilden,
og vandet smager fortræffeligt.
I den nordvestlige ende af Grib
Skov fandt vi den lille lejrplads og
fik lavet bål og mad.
Mens dagen går på hæld, og mens vi
sidder på vores soveposer, kommer de
første kamikazeangreb fra ondskabsfulde
myg, og Anne får øje på de første
flagermus. Vi er virkelig kommet
til myggeland.
Anne kryber i
posen, der har en
sammensnørelig
hætte. Det er
dog ikke pga.
myggene alene,
betror hun mig,
men fordi jeg tidligere
har fortalt
om, hvordan jeg
engang var vågnet
op med en
snog i armhulen.
Grib Skov
Svaleurt
Vi ligger oven på, det vi skulle have
ligget under, men det var en enkeltmands-biuak
(presenning, red.) Anne
havde fået med og som tidligere
hjemløse, tager vi nok ikke skade af
lidt aften- og morgendug. Min sovepose
er blot et tæppe med lynlås i
siden, så efter at have viklet hovedet
ind i min skjorte og Thaia bundet til
min venstre arm, ligger vi og lytter til
skovens lyde. Thaias sanser er bedre
end mine, så det
er bare at følge
hendes blik.
Pludselig dukker
hele eskadriller
af flagremus
op, glædeligt,
for der er nok at
spise af, så de
kan blive fede til
vintersøvnen.
Jeg glemmer invasionen af myrer
og andet småkravl i mit sovetæppe,
for der høres noget ovre i den modsatte
skovkant. Selv Thaias hængeører
står næsten lodret. Jeg kender
skovens lyde både dag og nat – og
som planter har også lyde en historie.
Denne lyd hidrører ikke fra en af
de fire hjortearter, der lever i Grib
Skov, ingen af skovens kattedyr laver
støj, altså er der
to muligheder
tilbage. Det
kunne være en
grævling, der var
ved at grave en
lækkerbisken op
– nej, den ville
have opdaget
Thaia for længst
og være forsvundet.
Så er det
sandsynligvis
Foto: Scanpix pindsvinemor,
I flere lande er det
forbudt at anvende
svaleurt – men nyd
synet, flot er den
der er ude at lufte sine unger.
En ugle tuder. Det er svært at falde
i søvn. En time før daggry begynder
de første af skovens andre fugle at
afsynge deres territorier. Endelig,
mens jeg giver blodtransfusion til
diverse insekter, falder jeg i søvn.
Egentlig kunne vi have kogt en gang
urtete, da vi fik øjne, men vi er
begge kaffetørstige. Anne vil godt
have mælk, og jeg yoghurt naturel
til at blande urter i,
så vi beslutter at Anne
laver bål og henter
vand ved kilden, mens
jeg traver til stationen
og kører til Hillerød
for at købe ind. Det er
allerede varmt, men
det er behageligt at
bevæge sig i skovens
skygge kun tynget af
en tom rygsæk. Jeg finder en død
fugleunge og tager den med, for jeg
huskede en kæmpe myretue, vi passerede
dagen i forvejen, og en død
fugleunge på toppen af en myretue
er et syn værd.
Myrerne går straks i gang med at
få has på fugleungen. Og hvem står
pludselig der og betragter myrernes
aktivitet, det gør såmænd Vorherre,
som spørger, om jeg ikke er ude at
høste.
- Nej, jeg betragter blot denne
del af din køkkenhave, svarer jeg.
Vorherre smiler tilfreds og siger:
- Det ved jeg godt. Jeg besøgte
dig ikke i går, for hvad ville Anne og
Thaia ikke tænke, hvis du talte med
en, de ikke kan se.
Det var jo rigtigt tænkt, og jeg
fortæller Vorherre, at jeg er på vej
hen til stationen, og så slår vi – som
altid – følge, mens han forklarede mig
om Grib Skov, indtil han siger, at han
Foto: Niels Nyholm
Foto: Scanpix
må videre, men at jeg endelig skal
se svaleurten, der gror i nærheden af
stationsbygningen, hvilket jeg lover,
og så tager vi afsked.
Ganske rigtigt, der står svaleurten.
Blomsten, med de gule kronblade,
kan på denne ca. halv meter høje
plante minde lidt om en gul valmue.
Den er absolut ikke spiselig, og man
kan aldrig være i tvivl, om det er
svaleurt, man har fundet. Bræk blot
en stængel af, og den orangegule saft
vil løbe fra bruddet. Saften har været
brugt mod vorter – men lad være med
det, da den er giftig, og følgerne
nok er værre end vorterne. Svaleurt
har også været brugt mod gulsot
og galdelidelser, men i stedet givet
kolik, mavesmerter, blod i urinen og i
bedste fald svimmelhed. I flere lande
er det forbudt at anvende svaleurt
– men nyd synet, flot er den.
Efter ventetider frem og tilbage og
indkøb, kam jeg komme til skovs igen.
Vi får vores kaffe. Soveposerne er blevet
tørre, og så kan vi drage videre.
Prøv det selv, der er som sagt 850
teltpladser fordelt i statsskovsdistrikterne.
Få fat på bogen Overnatning i
det fri eller se mere på:
www.teltpladser.dk
steenviggo@galnet.dk
Af Steen Viggo, tidligere hjemløs og
udeligger
26 hus forbi · nr. 64 · august 2007 hus forbi · nr. 64 · august 2007 27

Historier fra gaden
Lillian Thelin kan gøre, hvad
der passer hende, og det er
hun ret tilfreds med. Og så
gør det heller ingen skade at
være lidt nyforelsket
Lillian Thelin er på Nørreport med
sin lille rollator for at hente et par
blade ved Hus Forbis distributionsvogn.
Hun skal ned og sælge på
Strøget, hvis hun ellers kan finde en
plads for sig selv. Rollatoren har hun
med sig, fordi hun har problemer
med ballancenerven, og det irriterer
hende, at hun må acceptere – i en
alder af kun 44 år – at skulle følges
på vej af støttende hjul.
Hun har i dagens anledning en
pink t-shirt på med ordet ”Kærlighed”
skrevet med kæmpetyper
ned over brystet. Og den er hun
ret tilfreds med, for den afspejler
hendes følelser i de her dage. Lillian
er nemlig noget så dejligt som
nyforelsket – og har et godt glimt i
de blå øjne:
- Jeg har vist nok fået en kæreste.
Jeg vil i hvert fald gerne have
ham, men jeg ved endnu ikke helt,
om han også vil have mig, siger Lillian
og griner hemmelighedsfuldt.
For vennerne i hjemløsemiljøet går
nemlig og driller hende lidt. Men
hun kan vist godt tåle det – så
nyforelsket, som hun er. Hun har
da også planer om senere på dagen
at tage ned forbi en af Strøgets
frugtboder, hvor ’kæresten’ arbejder
og sige hej.
- Det må være noget med mine
øjne. Siden jeg kan score mænd hele
tiden. Det kunne jeg faktisk også
i mine unge dage, før jeg mødte
Anthon, fortæller Lillian.
Hun mistede sin kæreste gennem
knap 20 år, Anthon, for et lille år
siden. De boede sammen i en lejlighed
i Sydhavn, som hun nu har alene
Anthon var grøn-
lænder, og grønlæn-
dere har det jo med at
holde sammen, så vi
havde gæster konstant
sammen med sin hund. Anthon fik en
blodprop i den ene lunge, fordi han
havde glemt at tage sin hjertemedicin,
og et år efter hans død, lyder
det faktisk på Lillian som om, hun
er kommet sig helt hæderligt over
tabet:
- Jeg har det udmærket. Nu kan
jeg gå, når det passer mig og komme
hjem, når det passer. Anthon var
grønlænder, og grønlændere har det
jo med at holde sammen, så vi havde
gæster konstant, siger Lillian.
Og det var åbenbart ret udmattende
– nok mest fordi Anthon var
alkoholiker, så der blev knappet en
del øl op i lejligheden i Sydhavn,
Tre spørgsmål til Lillian,
44 år og Hus Forbi-sælger:
Hvad har du fået at spise i går:
- Hjerter med ris og grøntsager, som Projekt Udenfor serverede.
Jeg kan ikke rigtig lave mad. Hvis jeg spiser derhjemme, er det
lidt brød eller noget, jeg køber nede på tanken og varmer i mikroovnen.
Hvad tænker du på i øjeblikket?
- Jeg ville ønske, jeg kunne gå normalt igen. Det irriterer mig, at
jeg skal gå med rollator. Men jeg regner ikke med, at jeg nogensinde
kommer til det.
Er der noget, du er glad for lige nu?
- Jeg kan gøre, hvad der passer mig – skal bare ud og lufte min
hund. Jeg er et udendørsmenneske, og derfor er det meget hyggeligt
at være sammen med alle vennerne på gaden.
Af Birgitte Ellemann Höegh
Foto: Holger Henriksen
Pludselig smagte øl bare dårligt
og Lillian valgte ofte at smutte, når
bølgerne gik for højt.
Det var Lillian, der skaffede
penge til Anthons ølforbrug – det
gjorde hun ved at betle (tigge, red.)
på Københavns hovedstrøg. Det
endte for to år siden med, at hun
fik en betinget dom af politiet, for
den beskæftigelse. Og det var så
en af grundene til, at hun i stedet
startede med at sælge aviser for Hus
Forbi, for der manglede jo stadig
penge i kassen derhjemme. Til
februar 2008 udløber hendes dom,
men hun har tænkt sig at fortsætte
med at sælge aviser, for efter hendes
kæreste er død, er hun blevet en
del af de hjemløses miljø og hygger
sig gevaldigt med at mødes med de
andre ved distributionsvognen og
på gaden, og når de samles om et
måltid mad om aftenen, som Projekt
Udenfor står for.
- Det var Anthon, der lavede mad
hos os, så det kan jeg overhovedet
ikke finde ud af, fortæller Lilian.
Lillian og Anthon fik en datter
sammen, som i dag er 16 år og bor
hos en plejefamilie i Nordsjælland,
men plejefamilien har desværre
fortalt Lillian Tehlin, at det ikke går
datteren så godt.
- Jeg har hørt, at hun har fået en
kæreste, som ikke er sød ved hende.
Jeg er under ’forsorgen’, så jeg kan
ikke rigtigt gøre noget – det er
plejefamiliens ansvar. Men jeg blev
ked af det, da jeg hørte det, siger
Lillian Tehlin.
Til gengæld kan hun med stolthed
berette, at hun over de sidste
20 år har tabt godt og vel tyve kilo:
- Det skete efter, jeg holdt op
med at drikke og ryge hash. For jeg
har nemlig også været alkoholiker.
En dag stod jeg nede på Landemærket
(i det indre København, red.)
og hældte det sidste af en øl ud i
en rist. Lige pludselig kunne jeg
ikke lide smagen mere. Det var bare
fra den ene dag til den anden. Jeg
skulle ikke på afvænning eller noget,
fortæller Lillian.
En af Anthons gamle venner,
der har fået en hundehvalp af
Lillian, kommer forbi bænken på
Købmagergade, hvor Lillian sidder
og hviler kroppen over en kop kaffe
fra Baresso. Han er på vej ned til
Kultorvet for at mødes med en masse
andre grønlændere, for i dag er det
Grønlands nationaldag – og det kan
mærkes. Hele familier af grønlandsk
herkomst valfarter ned gennem
Købmagergade – nogle hilser på,
mens andre har klapvogne, børn og
balloner med sig, og kender ikke til
Lillian og hjemløsemiljøet. Grønlænderne
skal samles på Kultorvet for
at gå videre til Det Grønlandske Hus
i Løvstræde. Men Lillian har nu ikke
tænkt sig at følge med, for det var
Anthon, som dyrkede det grønlandske
miljø. Hun vil
hellere bevæge sig
ned i nærheden
af en vis frugtbod
på Strøget
og hilse på.
Birgitte.
hoegh@os.dk