DIGITAL OFFENTLIGHED - Akademisk Opgavebank

Akademisk Opgavebank - http://opgavebank.cjb.net
Indholdsfortegnelse
DIGITAL OFFENTLIGHED SIDE 1/20
Digital Offentlighed
Opgave i faget Mediesociologi
Af Jonas Heide Smith
KAP. 1: INDLEDNING................................................................................................................ 2
OPGAVENS FOKUS......................................................................................................................................................2
OPGAVENS METODE OG FREMGANGSMÅDE ................................................................................................................3
BEGREBSKONKRETISERING ........................................................................................................................................3
PROBLEMFORMULERING ............................................................................................................................................4
KAP. 2: INTERNETTETS DEMOGRAFI ................................................................................ 4
BRUGERNES KARAKTERISTIKA...................................................................................................................................5
FORDELING I FORHOLD TIL INDKOMST OG BESKÆFTIGELSE....................................................................................5
IT, KØN OG ALDER ................................................................................................................................................6
OPSAMLING................................................................................................................................................................8
KAP. 3: DEN BORGERLIGE OFFENTLIGHED OG INTERNETTET............................... 9
JÜRGEN HABERMAS OG DEN BORGERLIGE OFFENTLIGHED .........................................................................................9
HABERMAS OG HANS KRITIKERE ..............................................................................................................................10
PIERRE BOURDIEU OG HABITUSBEGREBET ...............................................................................................................11
OFFENTLIGHED PÅ INTERNETTET .............................................................................................................................12
OPSAMLING..............................................................................................................................................................15
KAP. 4: INFO-SAMFUNDET OG DEMOKRATIET ............................................................ 15
MEDIEDANNELSE OG DIGITALE KOMPETENCER ........................................................................................................16
INFO-SAMFUNDET FOR ALLE - MÅL OG MIDLER ........................................................................................................17
KONKLUSION........................................................................................................................... 17
ANVENDTE KILDER ............................................................................................................... 19
KILDER TIL STATISTIK ..............................................................................................................................................20
Antal normalsider: 20,8

DIGITAL OFFENTLIGHED
Kap. 1: Indledning
DIGITAL OFFENTLIGHED SIDE 2/20
Internettet, den globale landsbys livstråd. Totalitære regimers skræk og demokratiets dynamiske
fornyer. Ja, vi har næppe før overhovedet anet, hvad demokrati egentlig kunne være; en
verdensomspændende global offentlighed med uendelig båndbredde og lige mulighed for at
deltage i et forum, der som en binær bulldozer underminerer arbitrære og forældede skel som
race, køn og klasse. I en utilstrækkelig verden med smålige stridigheder og anakronistisk analog
forgængelighed er Internettets cyberspace det forjættede land, et løfte om fred, et moderne løfte
om frihed, lighed og broderskab. Det eneste der kræves er, at man sætter sig ved sin PC’er og
kobler sig på…
Omtrent sådan lyder informationssamfundets bragesnak. Som få teknologiske nyskabelser har
Internettet affødt en lind strøm af floromvunden retorik. Pressen, ja alle de gamle medier har
været yderst positivt indstillede og har sågar næsten alle som en set nettet som et uundværligt
supplement til mere traditionelle tjenester. Man må vel følge med tiden. Tiden er nu, og nuet
tilhører dem, der er on-line. Men hvem er så det? ‘Det eneste der kræves er, at man sætter sig ved
sin PC’er…’ - hvem er “man”? Er det i virkeligheden ikke sådan, at det Internet, hvor
informationssamfundets bedste børn surfer omkring og knyttet kontakter i internationale chatfora
og grænseoverskridende virtuelle fællesskaber er for nogle og ikke for andre. Og er disse
indviede ikke også dem som kommer til orde i medierne, ja som er medierne: den højere
middelklasses børn, det nogle betegner som over-Danmark? Man kan overveje hvorvidt
Internettet ikke fungerer som Jürgen Habermas’ borgerlige kaffe-saloner, steder hvor de
fremmødte delte en vis eufori over en nyvunden åbenhed og nedbrydning af gamle skel, hvor alle
havde lige mulighed for at komme til orde. I dette kaffeduftende demokratiske miljø, hvor gode
argumenter dystede i disciplineret kontrovers for endelig at resultere i en retfærdig konsensus kan
det måske have været vanskeligt at indse at betydelige befolkningsgrupper ikke blev hørt,
endsige havde adgang. Måske er udelukkelsen fra cyberspace mere subtil og mindre entydig, men
fænomenet er ligeledes fortrop for endnu mere omsiggribende forandringer. Allerede
eksisterende globaliseringstendenser forstærkes og skaber efterhånden en dirrende kontrast til
nationalstatens tidligere så veldefinerede ansvarsområder og jurisdiktion. Men der er dem, der
føler sig stærkt knyttet til nationalstaten og andre traditionelle fællesskaber. De samme
mennesker, under-Danmark om man vil, frygter et udbygget Schengensamarbejde og mærker en
rislen ned ad ryggen når talen falder på Danmark som multietnisk samfund. I det hele taget findes
der antageligt en vis modvilje mod den nye teknologi og ikke mindst en frygt for udviklingen i
retning af nye fællesskaber. Men det er muligvis også en frygt der ikke kommer til velartikuleret
udtryk i mediernes debat, det der måske i dag konstituerer den borgerlige offentlighed.
Opgavens fokus
I centrum for denne opgave er Danmark som informationssamfund. Der lægges særlig vægt på
Internettets udbredelse og brug, eftersom meget tyder på at denne teknologi bliver den
toneangivende indenfor computerteknologi og -netværk. Danske virksomheder og ikke mindst
offentlige institutioner har allerede i dag en delvist virtuel brugerflade, udfyldning af
selvangivelse, ansøgning om SU osv. kan nu ske på Internettet. Dette ses som en
effektivitetsøgende og besparende fremgangsmåde ligesom nye muligheder for åbenhed i
forvaltningen og tættere debat med vælgerne ses som demokratiske goder. Derfor retter jeg
opmærksomheden mod den danske internetbruger og på de grupper af befolkningen som kan

DIGITAL OFFENTLIGHED SIDE 3/20
tænkes at møde hindringer på informationsmotorvejen. I centrum er altså Internettet i
demokratiteoretisk perspektiv.
Opgavens metode og fremgangsmåde
Denne opgave orienterer sig bredt med fare for en vis overfladiskhed, men samtidig også i
forhåbning om at kunne formidle et bredt perspektiv. Jeg tager udgangspunkt i spredte data om
den danske del af Internettets beskaffenhed. Ved at sammenligne den eksisterende statistik
forsøger jeg i opgavens første del at vurdere, hvem der bruger Internettet. I forbindelse hermed
beskriver jeg kort Internettets historie og opbygning for at belyse vanskelighederne forbundet
med eksakt at kortlægge dets udbredelse. Formålet med undersøgelsen er at blotlægge en
eventuel skævhed i tilgang og hermed påpege eventuelle strukturelle barrierer for et helt igennem
demokratisk informationssamfund.
Forholdet mellem moderne samfund, medier og demokrati ses ofte i et offentlighedsperspektiv
med basis i Jürgen Habermas’ teori om den borgerlige offentlighed. Jeg vil i opgavens anden del
redegøre for anvendeligheden af denne synsvinkel samt levere en kritik af teorien i forbindelse
med Internettet. Hertil er en revurdering af offentlighedsbegrebet med afsæt i John Keanes fokus
på en pluraliseret offentlig sfære et vigtigt element. Habermas’ normative og hårdt optrukne
påstande har været udsat for heftig kritik fra mange sider, men jeg vil især tage fat i
modsætningsforholdet til Pierre Bourdieu, der kan problematisere Habermas’ centrale fokus på
konsensus og kommunikativ handlen. Endelig vil jeg i denne del beskæftige mig med Internettet
i et globaliseringsperspektiv, bl.a. med inspiration fra Christopher Lasch’ pessimistiske opfattelse
af en global elite, der hastigt fjerner sig fra deres respektive, mindre bemidlede, landsmænd.
Afslutningsvist vil jeg med disse perspektiver in mente forsøge at vurdere den danske regerings
såkaldte IT-politiske handlingsplan. Da Forskningsministeriet i 1994 udgav den meget omtalte
Info-samfundet år 2000-rapport (også kendt som Dybkjær-rapporten) var perspektivet endnu
“det kommende informationssamfund” (Dybkjær & Christensen, 1994. Afsnittet Forord). Nu,
blot få år senere, er samme ministerium overbevist om, at vi står midt i dette
informationssamfund, og regeringen anser det for væsentligt at “danskerne ikke opdeles i et A og
B-hold” (Forskningsministeriet, 1996a. s. 13). Jeg vil i dette afsnit vove den påstand at
handlingsplanen er et sympatisk stykke programerklæring, men hviler på en række problematiske
præmisser. Der er for eksempel dem, der vil påstå, at en sådan opdeling af det danske samfund i
et A- og B-hold er sket, og det ganske uafhængigt af Internettet. Kapitlet vil være
problematiserende og søge at kritisere grundlaget for den såkaldt Danske Model. Dette skal
naturligvis ikke opfattes som et politisk manifest. Spørgsmålet i denne opgaves sidste del kunne
formuleres som: Hvem gør hvad for hvem og med hvilken effekt?
Begrebskonkretisering
Den eksplosive udvikling og spredning af digital kommunikationsteknologi har inspireret til
udviklingen af en særlig metaforisk, og ofte lidt upræcis, terminologi. ‘Virtual reality’,
‘cyberspace’, ‘den globale landsby’, ‘informationssamfundet’, ‘kommunikationssamfundet’,
‘informationsmotorvejen’ etc. er begreber der ofte bruges i flæng og blot alluderer til diffuse
tendenser og dårligt definerede udviklingstræk. Det kan derfor betale sig at forsøge at opnå en vis
begrebslig præcision.
Derfor: Når jeg i denne opgave omtaler Internettet, er det i betydningen ‘Internettets form og
funktion i dag set fra et dansk synspunkt’, dvs. den måde hvorpå nettet kan tænkes at opleves af
danskere. Det er ikke min holdning at Internettet er noget i sig selv; det er udelukkende hvad vi,
så at sige, kommer i det, der definerer dets væsen. Man bør tage sig i agt for at komme med
essentialistiske påstande om et givent medies immanente kvaliteter (se i øvrigt: Munch, 1997).
Enhver beskrivelse af Internettet bundet af tid og sted. Af rent sproglige årsager bruges nettet til
tider som synonym til Internettet. Cyberspace bruges om den digitale verden som sådan.

DIGITAL OFFENTLIGHED SIDE 4/20
Offentlighed hentyder til den habermasianske brug, men benyttes her bredt dækkende om en
debatsfære hvor sproglige argumenter, under ideelle betingelser, kan bruges til at definere, hvad
der er rigtigt og retfærdigt. Det hentyder altså til et forum (i bredeste forstand) hvori beslutninger
træffes og meninger dannes af relevans for de deltagende og eventuelt for andre.
Med hensyn til det forkætrede B-hold er definition selvsagt ofte et rent politisk spørgsmål. I
Dybkjær-rapportens bilagsdel advares det om, at
“Der vil være en tendens til at, befolkningen opdeles i et informationsteknologisk A- og B-hold. Aholdet
vil være dem, der via deres arbejde eller fritidsinteresse bliver fortrolige med
informationsteknologien, og som er i stand til at udnytte dens mange muligheder. B-holdet vil
være dem, der ikke får greb om teknologien, og som viger uden om den. Deres jobmuligheder vil
indsnævres mere og mere.” (Peter Hesseldahl, citeret i: Palle, 1996)
Befolkningens varierende IT-kompetence problematiseres i denne opgave og det undersøges
hvorfor, og om overhovedet, der bør gøres en indsats for eventuelle IT-svage. Indtil videre vil jeg
benytte sondringen IT-stærk/IT-svag.
Problemformulering
Internettet er et aspekt af en udvikling, der nedbryder eller forandrer gamle fællesskaber og
handlingsrammer. Cyberspace bliver stedet, hvor visse typer af forretninger, sociale relationer og
offentlige servicefunktioner varetages. Men er Cyberspace åbent for alle, eller er det kun for de
få? Er visse grupper underrepræsenteret på nettet, og i givet fald hvorfor? Opgavens
hovedspørgsmål lyder: Hvordan udspiller det offentlige liv sig på Internettet og hvem er indbudt?
Kap. 2: Internettets demografi
Det er særdeles vanskeligt at måle Internettets størrelse. Opmålingsproblemet skyldes nettets
anarkiske opbygning, der er karakteriseret ved ikke at have en central styrende instans. Internettet
er således primært en fællesbetegnelse for netværk, der kommunikerer ved hjælp af en særlig
standard; i dette tilfælde den såkaldte Hyper Text Transfer Protocol (HTTP). Denne protokol (der
teknisk set benyttes til World Wibe Web, i denne opgave blot ligestillet med Internettet) er så
udbredt, at den tillader de fleste computere i verden at kommunikere. Internettets flade og
ustrukturerede form skyldes dets forgænger, projektet ARPA-NET som udvikledes af det
amerikanske militær i samarbejde med den amerikanske universitetsverden og byggede på idéen
om et distribueret netværk, der kunne benytte alle tilknyttede maskiner som kommunikationsvej
og derfor var aldeles ulineært. Således var nettet, og derved den militære kommandovej, særligt
modstandsdygtigt overfor angreb (Christensen, 1997. s. 6-7).
Internettet er lige dele kommunikations- og informationssøgningsmedie og en oversigt over
datatransmissioners størrelse giver således kun et ringe indblik i anvendelsens ditto. En vurdering
af hvor mange hjemmesider nettet indeholder giver heller ikke noget egentligt anvendeligt
billede af brugens natur. Det er egentlig kun standardiserede spørgsmål stillet til en
repræsentativt udvalgt respondentgruppe, der kan bidrage med væsentlige informationer om den
danske Internetbruger. 1
Helt central er Danmarks Statistiks måling af hvor mange familier, der har PC i hjemmet samt
adgang til Internet. 2 Den nyeste rundspørge gav et resultat, der illustreres på Figur 1.
1
Det ligger udenfor denne opgaves rammer at kommentere den egentligt epistemologiske validitet af de anvendte
statistikker. Primært skal det dog nævnes at de rent netbaserede surveys lider under selvselektionens problematik, der
i netbrugernes tilfælde kan antages at være særligt udtalt. Disse undersøgelser benyttes derfor kun, når de
understøttes af andre undersøgelser med større validitet.
2
Kilder til de enkelte tal i særskilte figurer ekspliciteres ikke. Dette afsnits kilder nævnes særskilt under Anvendt
litteratur.

DIGITAL OFFENTLIGHED SIDE 5/20
Halvdelen af alle danske familier har altså en PC, mens 16% har adgang til Internettet. Man kan i
øvrigt iagttage en vis mætning på markedet. Således er andelen af familier med PC i dag identisk
med andelen i foråret 1997 (nemlig 48%, se Figur 2). Dette tilbageviser Forskningsministeriets
udsagn om at “denne udvikling langt fra er ved at gå i stå, og at loftet dermed ikke er nået
endnu.” (Forskningsministeriet, 1997a. s. 30).
Der er en forholdsvist stor
udskiftning i denne PCmaskinpark
og størstedelen (i
det mindste over halvdelen)
kan betragtes som egentlige
multimediecomputere med
potentiel Internetkapacitet
(Forskningsministeriet,
1997a. s. 30).
Brugernes
karakteristika
Det nævnes ofte begejstret, at
nu har halvdelen af de danske
familier fået computer i
hjemmet. Bag denne
konstatering gemmer der sig
dog antageligvis en ligeså stor uenighed som bag ratificeringen af Amsterdamtraktaten.
Uenigheden drejer sig om maskinens status og anvendelsespotentiale samt naturligvis den
generelle holdning til teknologi som et udelt gode, et nødvendigt onde etc. Under alle
omstændigheder dækker tallet over en betydelig spredning indenfor kategorierne indkomst,
beskæftigelse og køn 3
Procent
50%
40%
30%
20%
10%
0%
Familiernes besiddelse og indkøbsplaner af PC samt
adgang til Internettet
nov-93
Ingen planer om
at anskaffe PC
42%
Planer om at
købe PC, men
ingen planer om
Internetadgang
6%
okt-94
Andel husstande med PC
okt-95
okt-96
Måned
Planer om at
købe PC og
Internetadgang
3%
Figur 1 (Kilde: Danmarks Statistik, 1998)
okt-97
Har PC og
adgang til
Internet 16%
Har PC, og
planlægger
Internetadgang
9%
(Mar-
1998)
Har PC, men
ingen planer om
Internetadgang
24%
Andel af husstande
med PC
Andel af husstande,
der overvejer at købe
PC
Figur 2 (Kilde: Forskningsministeriet, 1997a, s. 31; Danmarks Statistik,
1998)
Bemærkning: Uens intervaller.
Fordeling i forhold til
indkomst og
beskæftigelse
Tendensen er udtalt: Jo
større indkomst du har, jo
større er sandsynligheden
for at du har en PC i
hjemmet. Dette er næppe
overraskende og afspejler
antageligt den generelle
fordeling af en vis type
forbrugsgoder (f.eks
personbil, fax-maskine,
vaskemaskine) men det er
alligevel påfaldende, at der
i den højeste
indkomstgruppe (>500.000 kr. om året) findes en PC i 62% af alle hjem, mens det i den anden
3 Den geografiske spredning er ganske lille og viser fortrinsvis en vis overrepræsentation af PC'er i københavnske
hjem samt på ‘øerne’ som sådan og i bykommuner. (Forskningsministeriet, 1997. s. 31; Forskningsministeriet, 1996.
Billede 12).

DIGITAL OFFENTLIGHED SIDE 6/20
ende af spektret (

Procent
Kendskab/benyttelse af Internet fordelt på alder
50%
40%
30%
20%
10%
0%
18-29
år
30-39
år
40-49
år
Alder
50-59
år
60< år
Har kendskab til
Internet
Har prøvet at benytte
Internet
Figur 4 (Kilde: Forskningsministeriet, 1997a. s. 39)
Oprindelig anm.: Andelen, der har prøvet Internet, kan være større end
andelen, der siger, de har kendskab til det. Det skyldes, at en del har prøvet
Internet, men kun føler, de har ringe eller meget ringe kendskab til det.
DIGITAL OFFENTLIGHED SIDE 7/20
mere tidssvarende
kompetenceudvikling herigennem
(Jessen, 1995. s. 10-11). Hele
computerspilskulturen er i det
mindste lukket land for piger
(Drotner, 1995. s. 24; Jessen &
Andersen, 1993). Det er dog
blevet antydet, at computerens
funktion som
kommunikationsinstans, som
medie, vil gøre den mere attraktiv
for kvinder end tidligere (Flarup,
1998). Om dette skriver Jane
Kofod: “…når teknologi ikke
længere kræver store svulmende
muskler og giver beskidte negle,
holder vores konstruktioner af mænd og maskiner som noget, der hører sammen, ikke længere.”
(Kofoed, 1998. s. 1). Tanken er, at computerteknologien bliver så avanceret, at den bliver usynlig
og derved kan fungere som et slags vindue til verden, som tv eller telefonen, der ikke er udpræget
maskuline medier. Der er da også en svag tendens til at danske kvinder udgør en stadigt større
del af netbrugerne. Med alle nødvendige forbehold kan det nævnes, at den nyeste større danske
spørgeskemaundersøgelse på nettet viste en fordeling på 71,7% (mænd) og 28,3% (kvinder),
hvilket kan forholdes til en lignende, men 1 år gammel undersøgelse, der viste en fordeling på
83% (mænd) og 17% (kvinder) (i følge Blauenfeldt & Stegmann, 1998. s. 8). Disse tal skal som
nævnt behandles med en vis forsigtighed, men må siges at problematisere Forskningsministeriets
isomorfiske postulat.
Omtrent ligeså signifikant en faktor som indkomst er alder, blot omvendt fordelt; jo yngre du er,
jo større chance for at du har prøvet Internettet (se Figur 4). Denne opgørelse kan ses i
sammenhæng med en lignende opdeling i forhold til stilling (se Figur 5). Kun ca. 4% af de ældre
(over 60 år) har i følge den seneste undersøgelse (Danmarks Institut for Ældrepædagogik, 1998)
prøvet at bruge Internettet og anvendelsen er størst blandt de 60-66 årige mænd og blandt ældre
med gymnasial eller videregående uddannelse. Allerværst står det til for kvinderne i denne
undersøgelse, hvoraf kun 2,3% har prøvet Internettet. Dette står i skarp kontrast til det tilsvarende
gennemsnit for studerende af begge køn på 59% (se Figur 5). Af de 4%, der har prøvet at bruge
Internettet har 68% en computer i hjemmet. Af disse 68% er 28% kvinder og af disse anvender
11% computeren til elektronisk kommunikation/Internet. Dette svarer til 1 person (ud af en
respondentgruppe på 1395 personer). Figur 1+2+3 viser alle, at det er det traditionelt økonomiske
b-hold, der også holder bagest i køen på informationsmotorvejen.

Procent
60%
50%
40%
30%
20%
10%
0%
Stud./elevlærling
Højere -
funktionær
Kendskab til og brug af Internet fordelt efter stiling
Andet
Lavere -
funktionær
Stilling
Selvstændig
Arbejder
DIGITAL OFFENTLIGHED SIDE 8/20
Opsamling
I cyberspace er kvinder, økonomisk svagtstillede og ældre underrepræsenteret. Meget tyder på at
kvinderne, når computerens kulturelle og tekniske status ændres, vil føle tilskyndelse til at bryde
med gamle stereotyper og opdelinger. Unge kvinder har ikke de jævnaldrende mænds legende
forhold til teknologien, men dette er antageligt mere et pædagogisk og kulturelt spørgsmål end et
mere grundlæggende biologisk (Jessen, 1993) og dette forhold vil med en målrettet indsats kunne
ændres. Holdninger til teknologien følger dog i høj grad uddannelsesniveau og indkomst. I
forhold til Minerva-modellens segmentering af den danske befolkning er teknologiangst en
særligt dominerende faktor i værdikortets sydøstlige felt, der i øvrigt kendetegnes ved lav
uddannelse, lav prestige og dårlig økonomi (Dahl, 1997. s. 21, 70). Modsat rangerer teknologien
højt på de, i bredeste forstand, kapitalstærkes værdiskala. En vis del af denne modvilje kan
antages at skyldes frygt for det ukendte, men en ligeså væsentlig faktor kan skyldes en generel
méconaissance, altså en ubevidst strukturering af værdier og skabelse af livsfortælling i forhold
til habitus. Populært sagt virker rønnebærrene objektivt sure for dem, der ikke kan nå dem.
Oprettelse af info-kiosker og datastuer er derfor kun en delløsning. Problemet vil blive taget op i
opgavens fjerde kapitel.
Hj.
gående/arbejdsløs
Pensionist
En vis grad af kendskab til Internet
(meget til nogen)
Prøvet at benytte Internet
Figur 5 (Kilde: Forskningsministeriet, 1997a. s. 41)
Oprindelig anm.: Andelen, der har prøvet Internet, kan være større end andelen, der siger, de har kendskab til det. Det
skyldes, at en del har prøvet Internet, men kun føler, de har ringe eller meget ringe kendskab til det.

Kap. 3: Den borgerlige offentlighed og Internettet
DIGITAL OFFENTLIGHED SIDE 9/20
Hvilken rolle spiller Internettet i vores samfund? Spørgsmålet knytter sig til diskussionen om
hvilken rolle medierne i det hele taget spiller. Det er åbenlyst at Internettet er en udvidelse af
markedet og som sådan en allokeringsmekanisme, der formidler såvel traditionelle varer som
information og serviceydelser. Men nettet er også en forbindelse mellem borgere - nogle borgere.
En vis del af debatten om emner som Amsterdamtraktaten, presseetik, finanspolitik foregår i
nyhedsgrupper, på postlister, via e-mail. Og her har ikke alle adgang, og ikke alle har lige
mulighed for at få adgang. Diskussionen drejer sig om ytringsfrihed og -mulighed, men også om
selve vilkårene for debat. Denne problematik kan forstås gennem Jürgen Habermas teori om den
kommunikative handlen og den borgerlige offentlighed.
Jürgen Habermas og den borgerlige offentlighed
Habermas beskriver hvordan et demokratisk samfund kan nå til retfærdige afgørelser. Ligeledes
påpeger han at den ideelle samtale, som er en forudsætning for en retfærdig konsensus, har trange
kår i vores moderne samfund. I Borgerlig Offentlighed (Habermas, 1997. Norsk udg.) leverer
Habermas en socialhistorisk analyse af begrebet offentlighed, for derved at vurdere dets udspring
og brug. Overfladisk betragtet beskriver han den borgerlige offentligheds vilkår fra dens
fremkomst i 1700-tallets europæiske borgerskab til dette kapitalistiske århundrede, kendetegnet
ved, at man har “kunnet iaktta at offentlighetens samfunnsmessige grunnlag igjen går mot
oppløsning - offentlighetens forfallstendenser er umiskjennelige…” (Habermas, 1997. s. 3). En
særlig gunstig form kunne den offentlige sfære måske, ifølge Habermas, have opnået i et
liberalistisk samfund, hvor alle var privatejere og ikke var underlagt synderlig tvang. De vestlige
markedssamfund har dog ikke umiddelbart foranlediget en demokratisk uddeling af ejerskab og
den offentlige sfære er blevet forkrøblet.
Der skelnes ofte mellem synsvinklen hos den tidlige og senere Habermas, men her vil hans fokus
sammentænkes i opgavens perspektiv. Det grundlæggende i Habermas’ opfattelse er en
vurdering af muligheden for at føre en herredømmefri samtale. Denne føres ikke på et universelt
grundlag, men alligevel på et retfærdigt grundlag, da den bygger på et normativt fællesskab,
konstrueret gennem kommunikativ handlen. Da alle implicerede har deltaget i konstitueringen af
den fælles ramme kan man opnå en konsensus med gyldighed for alle. Denne styringsform
gælder i livsverdenen, altså den del af livet, der udspiller sig i privatsfæren og delvist i den
offentlige sfære. Modsat fungerer den strategiske rationalitet som styringsmekanisme i den
økonomiske og politiske sfære. Som (hoved)repræsentant for moderne kritisk teori, mener
Habermas, at såvel livsverden som systemverden må inddrages i forsøget på at forstå en given
handling (Andersen, 1990. s. 194ff). Begge verdener kan analyseres, da de begge kan siges at
være styret af en rationalitet. Systemverdenen retter sig mod effektive økonomi- og
magtmaksimerende løsninger, mens livsverdenens kommunikative handlen er “orienteret imod
at udvide den fælles forståelse og accept af gyldigheden af opfattelsen af omverdenen, de sociale
relationer og normer og de enkelte individers personligheder.” (Andersen, 1990. s. 198). Den
kritiske teoris opgave bliver således at blotlægge falske præmisser i begge verdener og vurdere
karakteren af samspillet de to verdener imellem.
Skellet mellem livs- og systemverden mødes tit i sociologien, om end ofte mindre udtalt end hos
Habermas. Mere kontroversielt er hans syn på masse(medie)kulturen, der ses som et affirmativt
og særdeles problematisk fænomen;
“Den ‘kultur’ som utbres gjennem massemedia er nemlig en integrationskultur: ikke bare
integrerer den informasjon og resonnement, dvs. at publisistiske former integreres med den
psykologiske skjønnlitteraturs litterære former til underholdning og ‘livshjelp’ bestemt av ‘human
interest’; den er samtidig elastisk nok til å assimilere elementer fra reklamen, ja, selv tjene som et
slags ‘superslogan’ som - dersom det ikke fantes før av - rett og slett hadde kunnet blitt oppdiktet
for det formål å lage ‘public relations’ for status quo.” (Habermas, 1997. s. 163)

DIGITAL OFFENTLIGHED SIDE 10/20
Her er det som om Habermas’ videnskabelige arvegods vejer tungt. Holdningen til den
problematiske masseformidling og til den manipulatoriske reklame er i nogen grad et ekko fra
Horkheimer og Adorno; “Kulturindustriens budgetterede værdiforskelle har intet som helst at
gøre med saglige forskelle, med produkternes mening. Også de tekniske medier tvinger
indbyrdes til umættelig uniformitet.” (Horkheimer & Adorno, 1995. s. 183). Habermas’ pointe
er, at med overgangen fra en liberal økonomi til en mere kontrolleret kapitalisme organiseret i et
uigennemskueligt samspil mellem private firmaer, statsbureaukrati, interesseorganisationer etc.
har offentlighederne gennemgået en slags refeudalisering. 5
Den borgerlige offentlighed er altså et historisk fænomen, der var kendetegnet ved at være et
diskussionsforum, hvor de deltagende var ligestillede og derved kunne nå en rationel, retfærdig
konsensus. Det centrale for denne opgaves perspektiv er imidlertid muligheden for at bedømme
den nuværende offentlige sfæres status. Med Habermas’ karakteristik af den ideelle
samtalesituation kan det vurderes, hvorvidt den er gået tabt med tidligere århundreders
samfundsform, eller om den kun eksisterer i intimsfæren. Endelig er der muligheden for at den
helt er udraderet af systemverdenens kolonisering af livsverdenen, at der ikke længere er en valid
basis for samtale. Det er ikke sikkert at HTTP alene er et gyldigt normativt grundlag. Før dette
kan vurderes skal den, i mit perspektiv, vigtigste kritik af Habermas kort berøres.
Habermas og hans kritikere
Habermas har, med sin normative og kritiske fremstilling pådraget sig en voldsom kritik, der her
blot skal strejfes. Først og fremmest kritiseres han for at idealisere et særdeles elitært og lukket
fænomen. Det var ikke alle der havde mulighed for at sidde og disputere i kaffesaloner; hverken
arbejderklassen eller samfundets kvinder var indbudt (Thompson, 1993. s. 253). Til denne ofte
fremførte kritik, må det svares, at Habermas måske kunne have gjort mere opmærksom på denne
ulighed, men at han ikke ignorerer den, endsige gør sig til fortaler for den. Han opfatter
øjensynligt sit ærinde som primært sociohistorisk fremfor normativt - hvilket retfærdigvis kan
betragtes som naivt. I medievidenskabeligt perspektiv er den ganske ensidige kritik af
massemedierne i Borgerlig Offentlighed blevet betegnet som særdeles enøjet og direkte forkert.
Dette er givetvis en begrundet kritik, men sandheden er at disse massemedier spiller en yderst
perifer rolle hos (den tidlige) Habermas. I lyset af f.eks. receptionsanalysen og idet hele taget
moderne medievidenskab er det dog særdeles problematisk at opfatte massemediernes tilskuer
som et passivt perciperende objekt; at eksempelvis tv skulle nedtvinge en konformitet over
seerne er en sandhed med store modifikationer (Lull, 1990; Lewis, 1991; Jensen, 1991).
Ligeledes kan det diskuteres om ikke opfattelsen af mediernes offentlighed som korrumperet og
styret er noget upræcis; det skulle være muligt at argumentere for, at “…some media, some of the
time - clearly do still serve as a forum for discussion of issues of public interest among people
who are knowledgeable, interested, able to speak on behalf of broader social interests, and
whose discussions have the potential of being of political influence.” (Boyd-Barret, 1997. s.
230).
Særlig problematisk har dog været Habermas’ kontroversielle opfattelse af moral. På dette felt
cementerer han atter sin position som fornuftens filosof, som viderefører af en grundlæggende
modernistisk tankegang. Habermas mener, at man fornuftigt (det vil sige logisk/filosofisk) kan
vurdere hvilke normer der er retfærdige/gyldige ud fra den såkaldte
universaliseringsgrundsætning:
“Enhver gyldig norm må opfylde den betingelse, at de følger og bivirkninger med hensyn til
tilfredsstillelse af hver enkelts interesser, som til enhver tid opstår ved at normen følges generelt,
frivilligt kan accepteres af alle berørte.” (Habermas citeret i: Andersen & Kaspersen, 1996. s. 359)
5 Dette vil i Habermas’ forstand sige en tilbagevenden til en repræsentativ offentlighedstype, hvor magtforvalterne
blot proklamerer deres beslutninger (i stedet for at gøre disse til genstand for oplyst debat).

DIGITAL OFFENTLIGHED SIDE 11/20
En konsensus opnået gennem herredømmefri dialog (hvilket indebærer opfyldelsen af en række
nærmere definerede kriterier) kan benyttes som retfærdig, og derfor må forhold, hvorunder denne
ideelle samtalesituation trives, fremelskes.
Med denne hyldest til fornuften som en mulig kilde til retfærdighed indskriver Habermas sig som
antydet i det moderne oplysningsprojekt. Sjældent er fornuften i dette århundrede blevet opfattet
som et så frigørende element som hos Habermas. Postmoderne tænkere finder denne opfattelse af
fornuft tvivlsom, da fornuften opfattes som en falsk konsensus, etableret af en dominerende
ideologi, baseret på falske præmisser. For Habermas-kritikeren Jean-François Lyotard var
konsensus for eksempel en “outmoded and suspect value” (citeret i Harvey, 1990. s. 52).
Horkheimer og Adornos Oplysningens Dialektik, var et gennemgribende modernistisk projekt,
men indeholdt en nærmest postmoderne modvilje mod fornuften som neutralt styringsinstrument.
For Frankfurterskolens tænkere i perioden omkring anden verdenskrig måtte oplysningens skjulte
og undertrykkende logik modsvares af en re- og opvurdering af den menneskelige natur (for så
vidt at der overhovedet var noget håb). Det er en postmoderne kongstanke (hvis man tør tale om
en sådan), at man bør opgive hele oplysningens projekt i frigørelsens navn (Harvey, 1990. s. 14).
Overhovedet det at argumentere mod Habermas for at nå en ny enighed kan dog, lidt polemisk,
siges at underbygge hans teori.
Pierre Bourdieu og habitusbegrebet
Et helt centralt kritikpunkt hos Habermas er dog, efter undertegnedes vurdering, opfattelsen af
den kommunikative handlen, som en øvelse i at nå et fælles normativt grundlag; at grundlaget for
ikke-målrationel kommunikation skulle være at nå til kvalificeret enighed. Her står Habermas i
kontrast til Anthony Giddens, men især til Pierre Bourdieu, der beskriver kommunikation som
anderledes individuelt formålsorienteret end Habermas. Motivationen for at søge rationel
konsensus synes, hos Habermas, at bunde i en mytisk, pseudobiologisk forklaring (Stevenson,
1995. s. 70). Anderledes hos Bourdieu. Sociologen Henrik Dahl beskriver, i Bourdieus ånd,
holdninger fremsat om politiske og æstetiske forhold som refleksive og “Dermed er deres
egentlige formål at opnå en ikke-sproglig effekt, nemlig at opbygge personen og styrke gruppen.”
(Dahl, 1997. s. 142). Megen kommunikation har til formål at positionere afsenderen i forhold til
andre personer. Ved ethvert refleksivt valg fastslår vi vort tilhørsforhold til en særlig gruppe,
eller livsstil. Vores sprogbrug, tøjvalg og artikulerede præferencer tager afstand fra nogle og
knytter os nærmere til andre.
Bourdieus teori om den menneskelige handlen er nært knyttet til en række centrale begreber, som
jeg vil afstå fra at udrede her 6 . Dog skal det nævnes at Bourdieu bruger begrebet habitus, som en
personlighedsintegrativ instans, et samlende princip for individets bevidsthed. Habitus tjener den
funktion at den “omsætter de indre og relationelle karakteristika i en position til en samlet
livsstil, dvs. til et samlet sæt af personvalg, valg af goder, valg af praktikker.”(Bourdieu, 1997. s.
24). Habitus kan derfor beskrives som et individs værdi- og normsæt dannet i individets historie
som en samlende fortælling, der beskriver, forklarer og retfærdiggør individets nuværende
position. I individets selvforståelse vil denne position forekomme at være resultatet af en række
frie valg og distinkte begivenheder, hvorfor positionen (der altså er relationen til andre) vil virke
som den bedste og rigtigste forholdene taget i betragtning. Individets praktiske bevidsthed, altså
dagligdagsbevidstheden, søger størst mulig effektivitet, mindst mulig konflikt og definerer ofte
nødvendigheden som en dyd. Derfor vil den praktiske bevidsthed formulere det faktum, at man
ikke har en PC i hjemmet som et bevidst valg på baggrund af præferencer, snarere end en
uønsket konsekvens af finansielle begrænsninger. Det man ikke har råd til, vil man altså
kategorisere som uønsket. Her er et væsentligt problem for regeringens vision om et demokratisk
informationssamfund for alle - det er ikke alle, der har lyst til at være med.
6 Der henvises til Bourdieu, 1997; Dahl, 1997; Andersen & Kaspersen, 1996 (s. 330-348).

DIGITAL OFFENTLIGHED SIDE 12/20
Offentlighed på Internettet
Internettet er, med alle målemetodernes usikkerhed in mente, det hurtigst voksende
massemedium nogensinde. Det er ligeledes kendetegnet ved at være ude af hænderne på de
delvist idealistiske skabere og nu (mere end noget andet medium) underlagt, markedets magt.
Som nævnt er kommercielle interesser i medieverdenen, for Habermas, ensbetydende med en
nedbrydning af en egentlig demokratisk offentlighed. Til gengæld kan Internettet på en fleksibel
facon repræsentere langt flere interesser end de nationale public service-medier, der ellers ofte er
blevet set som et muligt bolværk mod refeudaliseringen. De klassiske public service-medier har
et økonomisk problem, men også et legitimitetsproblem i forhold til kravet om repræsentativitet.
John Keane skriver:
“Påstanden om repræsentativitet er når det kommer til stykket et forsvar for virtuel
repæsentation af et fiktivt hele, en tilflugt til en programlægning, der simulerer meninger og smag
hos nogle af dem programplanlægningen henvender sig til.” (Keane, 1994. s. 31).
I modsætning hertil kan Internettet tilbyde relevans for subkulturelle interesser. Ligesom et lands
kultur er mere pluralistisk end public service-medierne vil (have mulighed for at) vise, vil
Internettet kunne tilbyde et naturligt rum for denne kultur; en pluraliseret offentlig sfære.
Habermas lægger, næsten implicit, vægten på den klassiske rumopdelende og rammedefinerende
nationalstat og ser stort set bort fra offentligheder på lokalt eller globalt niveau. Sådanne
offentligheder benævner John Keane henholdsvis mikro- og makrooffentligheder, mens det
nationale rum betegnes mesooffentlighed.
Mikrooffentlighederne kan ifølge Keane varetage mange af de funktioner som Habermas mener
forsvandt med fortidens kaffehuse og litterære sammenslutninger. Store dele af nutidens sociale
bevægelser har netop karakter af normudfordrende modstykker til samfundets eksisterende
kategoriseringer; som en slags semiotiske kampgrupper:
“I offentlige sfærer som diskussionskredsen, forlaget, kirken, klinikken og en politisk snak med
venner og bekendte over et glas et-eller-andet sætter borgerne spørgsmålstegn ved virkelighedens
pseudo-imperativer og imødegår dem med alternative erfaringer af tid, rum og
mellemmenneskelige forhold.” (Keane, 1994. s. 34).
Disse mikrooffentligheder kan tænkes at kendetegnes ved en livsverdensrationalitet, en kamp
eller diskussion om værdier og hverdagens dominerende koder. I samtale med venner over ‘et
glas et-eller-andet’ argumenterer man ikke ud fra målrationelle overvejelser - man søger hverken
at kommunikere sig til penge eller magt i traditionel forstand. Snarere fastlægger man i
fællesskab et grundlag, man støtter sig det gode arguments tvangfrie tvang.
Denne sidste sætning er naturligvis ikke selv genstand for konsensus. Som omtalt har f.eks.
Bourdieu en anden opfattelse af kommunikationens logik. Men jeg mener dog, man lidt forsigtigt
kan sammenstille de to synsvinkler og hævde at selve indholdet af et individs udtalelser og
argumenter er determineret af vedkommendes habitus, men at dette ikke gør den nåede
konsensus mindre gyldig i Habermas’ forstand. Både den kritiske teori og Bourdieus refleksive
sociologi søger netop at eliminere ugyldige/falske præmisser i både system- og livsverden. Den
herredømmefri samtale skal opfattes som en idealtype i webersk forstand og samtidig søges
fremelsket; den er en kommunikationens ideelle idealtype - for så vidt, at der ikke opnås
konsensus om ugyldigheden af Habermas’ argumentation.
Mesooffentligheden er baseret på nationalstatens fællesskab og er således karakteriseret ved at
appellere til og definere/fasttømre et sprogligt og diskursivt fællesskab. At denne offentlighed
skulle være forkrøblet af blandt andet massemediernes uheldige ejerforhold er som ovenfor
nævnt en diskutabel påstand.
Makrooffentligheder er fællesskaber dannet som følge af en stigende globalisering.
Verdensomspændende kommunikationsinstanser, som Reuters eller CNN har dannet en vis
fælles global referenceramme. Ofte formidles begivenheder med antaget global interesse til et
forestillet verdenspublikum. Sproglige og kulturelle forståelsesvanskeligheder søges i nogen grad

DIGITAL OFFENTLIGHED SIDE 13/20
modgået ved at formidle begivenhederne som særligt symbolsk ladede og med nærmest
ceremoniel fascination (Dayan & Katz, 1995. s. 176). Denne offentlighedstype er muliggjort af
den teknologiske udvikling og vil ikke mindst kunne finde sin styrke i en fortsat globalisering og
måske sit medie i Internettet.
Et særligt aspekt ved Internettet er, at alle tre offentlighedsniveauer har omtrent samme vilkår i
cyberspace. Internettet tilbyder funktioner, der opfylder alle tre typers behov. Når geografisk
afstand stadig mister betydning, vil mikrooffentligheder kunne udfolde sig i grupper fordelt på
alle verdens kontinenter. Men dette vil ikke nødvendigvis betyde at disse offentligheder
forandres synderligt: et virtuelt forum kan sidestilles med diskussionskredsen, forlaget,
klinikken, etc. som rum for diskussion om fælles anliggender (se f. eks. Gotved, 1997). Det er en
banal sandhed at makrooffentligheder især vil have favorable vilkår på nettet, da det ikke vil give
økonomisk eller teknisk mening blot at sende (udbyde information) til en snævert defineret
gruppe.
Mere usikker er fremtiden for mesooffentlighederne, for nationalstatens rolle. Det ordnende
princip som af visse økonomiske, historiske og ideologiske men også geografiske og praktiske
årsager er tilfaldet nationalstaten synes at være truet af udviklingen.
Nationalstaten og dens borgeres nationale tilhørsforhold ses ofte som en social konstruktion
snarere end som et naturligt opstået fællesskab (Andersen & Kaspersen, 1996. s. 484ff).
Opbygningen af en national bevidsthed er dog lykkedes i så høj grad at konstruktionen virker
nærmest naturgiven og står som symbol for nogle på alt hvad der er sikkert og trygt. 7 Som en
udfordring til nationalstaten står en række globaliseringstendenser, der ikke mindst bunder i den
accelererende mellem- og overstatslige handel (Hjarvard, 1996. s. 8). Man kan altså opstille
globaliseringen i modsætningsforhold til nationalstaten, men det er ikke en indlysende kontrast:
“Frem for at se forholdet mellem nation og globalisering som forbundne kar: når der bliver mere
globalisering, bliver der mindre nation - er det måske bedre at forstå udviklingen som en generel
udvidelse af det sociale rum og virkefelt: den sociale verden er simpelthen blevet større; det
nationale er ikke nødvendigvis blevet mindre, men dets rolle ændres, når mulighed for lokal og
global aktivitet øges.” (Hjarvard, 1996. s. 9)
Denne harmoniske opfattelse af internationaliseringen betoner de udvidede muligheder,
råderummets vækst. Men dette er især et kapitalens råderum, det er kun den velbjergede elite for
hvem verden er en legeplads og forskellighed en dyd. Sådan argumenterer, i det mindste,
samfundstænkeren Christopher Lasch, der om nogen står som den yderste kulturpessimismes
moderne fortaler. Med udgangspunkt i Robert Reichs tanke om en ny samfundsgruppe af
symbolanalytikere, der lever i en verden af abstrakte symboler og kulturel og økonomisk
storkapital, beskriver Lasch internationaliseringen som Eliternes Oprør (Lasch, 1996). For
globaliseringen er også i nogen grad en potentiel polarisering af på den ene side dem, der ser de
geografiske grænser som snærende bånd og på den anden dem, som opfatter samme grænser som
tryghedsskabende. Med Stig Hjarvards ord: “Nationalstaten har - på godt og ondt - udgjort
rammen om et fællesskab, der i takt med globaliseringen ikke længere synes så evident, men i
stigende grad fremstår som noget, man aktivt skal forsvare, hvis man da ikke netop hilser
opløsningen af dette fællesskab velkommen.”(Hjarvard, 1996. s. 10). At hilse opløsningen
velkommen er for Lasch en indtræden i en anomisk tilstand, hvor systemverdenens optik rettes
mod alle samfundsforhold; hvor de stærke ikke føler nogen forpligtelse til at hjælpe andre end
sig selv. Eliten er international og de stærkes “loyalitet - hvis selve udtrykket ikke er en
anakronisme i denne sammenhæng - er international og hverken regional, national eller lokal.
De har mere tilfælles med deres ligemænd i Bruxelles eller Hong Kong end med de store
amerikanske masser, der ikke er koblet på det globale kommunikationsnetværk.” (Lasch, 1996. s.
7 I den tidligere omtalte Minervamodel kunne denne opfattelse tænke at florere i de ‘sydlige’ segmenter, hvor
værdierne konformitet og tradition trives. Det multikulturelle og i det hele taget det anderledes ses som en trussel
mod disse værdier, der altså ellers objektivt set ikke står i direkte forbindelse til nationalstaten.

DIGITAL OFFENTLIGHED SIDE 14/20
34). Dette svarer til situationen i de europæiske nationalstater, hvor en politisk og økonomisk
elite synes mere favorabelt orienteret overfor internationalisering end den brede befolkning og
det svarer ligeså fint til at de internationale tv-kanaler i Danmark fortrinsvist benyttes af
personer, der i MiniRisc-terminologien 8 er at finde i det blå felt (Hjarvard, 1996. s. 44).
Men Lasch kan alligevel siges at overdrive det uigendrivelige i en sådan udvikling. Hans
skråsikre påstand er at ligne med en tilsvarende fremsat af Karl Marx: forskellen mellem
proletariat og kapitalister vil øges til det ubærlige (Lübcke, 1995. s. 117). Det er som bekendt
ikke et særligt præcist billede af udviklingen i Vesteuropa. Dertil kommer, at tabte værdier som
tapperhed, ridderlighed og høvisk-romantisk kærlighed som, for Lasch, var tidligere tiders elites
forsonende karakteristika (Lasch, 1996. s. 38) kan tænkes at være erstattet af en fælles politisk
kultur med internaliserede demokratiske værdier; værdier med universel aspiration (Hjarvard,
1996. s. 67). Endnu væsentligere er det måske, at Internettet netop har en græsrodslignende flad
struktur. Det kræver ikke mange midler at koble sig på nettet og som modsvar til store globale
kapitalinteresser kan virksomheder startes og servicefunktioner foretages med få ressourcer. Det
er heller ikke en rimelig karakteristik at Internettet kun skulle være elitens netværk. Også
subkulturer af enhver slags, fra frimærkesamlere til autonome samfundsomstyrtere, kan nu, og
har stor motivation for at, orientere sig globalt. At privatpersoner griber ytringsmuligheden ses af
søgemaskinens Jubii’s opgørelse over antallet af registrerede hjemmesider i forskellige
kategorier (Forskningsministeriet, 1998a. s. 43). Her ses 3137 private sider mod 2636
erhversrettede sider. Dette kan sammenlignes med at såvel Underholdning som Erotik har
dobbelt så mange søgeeksponeringer i Jubii som Erhverv, som til gengæld søges på dobbelt så
ofte som Det offentlige. Ligeledes kan Internettet betyde at rent tekniske/økonomiske hindringer
for åbenhed i forvaltning bortfalder ligesom offentligheden (den offentlighed som nu kan fungere
på flere niveauer samtidig) og Habermas’ ideelle samtalesituation fremmes af, at den formelle
ytringsfrihed nu kombineres med reel ytringsmulighed.
Her kan det betale sig at betragte situationen i Danmark pt. Ytringsfriheden på de danske
Internetudbyderes servere er næsten total og Internettet betragtes med stor idealisme af den
danske regering, der i en handlingsplan skriver: “Udvidet brug af elektronisk kommunikation skal
overvinde de til tider kunstige grænser, der fra borgerens synspunkt kan være mellem forskellige
dele af forvaltningen. Derved kan der opnås store kvalitetsforbedringer i den offentlige service.”
(Forskningsministeriet, 1997. s. 17). I denne ånd oprettede folketinget en hjemmeside
(www.folketinget.dk) hvorfra borgere kan indhente informationer og følge lovgivningsprocessen.
I overskuelighedens tjeneste oprettede Statens Information ligeledes en side, hvorfra den digitalt
set forudsætningsløse borger, i teorien, kan finde frem til informationer om offentlige
institutioner (www.danmark.dk). Rapporter, fra ekspertudvalg og interesseorganisationer, bliver
ligeledes i stort omfang publiceret på nettet og netop sådanne rapporter (f. eks.
Dybkjærrapporten) er ofte centrale indlæg i den offentlige debat. Endelig kan nettets interaktive
kvaliteter (gen)skabe en direkte kommunikation mellem politiker og borger ved hjælp af chatmøder,
diskussionsgrupper og e-mail. Under folketingsvalgkampen i marts 1998 deltog Poul
Nyrup Rasmussen og andre politikere i sådanne debatter. Det repræsentative demokratis
oprindelige decentrale interaktivitet, der siden blev erstattet af dagblade og tv, vil således kunne
vende tilbage til en mindre distanceret form. Dette skal ikke forstås som en positiv mulighed for
direkte demokrati, for folkeafstemninger om dette og hint. Det centrale er den nære
kommunikation og man skal, som Tor Nørretranders formulerer det “tænke på muligheden for at
i en sag høre alle berørte parter, f. eks. alle medlemmer af en fagforening, en grundejerforening,
en sejlklub eller forældrene i en børnehave.” (Nørretranders, 1997a. Afsnittet Åben forvaltning).
Disse fordele er reelle, men de er ganske afhængige af hvordan vi vælger at strukturere og
udnytte Internettet i fremtiden. Meget kort sagt: Internettet er ligeså godt som det vi kommer på
det.
8 Se Dahl (1996) for en diskussion af Risc-analysen.

DIGITAL OFFENTLIGHED SIDE 15/20
Opsamling
Der er ingen umiddelbar, principiel, hindring for at den demokratiske debat kan føres på
Internettet. Nettets anarkiske struktur sikrer en bred anvendelsesmulighed og en stor formel
frihed. Men denne medalje har også en bagside; Internettet er uoverskueligt og generelt
karakteriseret ved lav troværdighed. Der er ikke nogen central instans, der med nogen vægt kan
sortere i informationsmængderne og kritiske røster kan drukne i det digitale støjhav. Det er
vanskeligt at påkalde sig global bevågenhed på nettet og i mere beskedent perspektiv er der få
eller ingen eksempler på at væsentlige debatter i Danmark er udsprunget af den digitale
offentligheds udgydelser: nettet har end ikke “den samme bevågenhed som selv et nok så lille
demonstrationsoptog i Herning eller et læserbrev i Valby Bladet. Kun hvis det drejer sig om rent
net-specifikke anliggender, kan det have en vis ræson at bruge nettet som afsæt.” (Palle, 1998).
Dette kan dog vise sig at være et spørgsmål om tid.
Habermas’ teori om den retfærdige diskussion kan bruges som et kraftigt argument for at skabe
lige vilkår for deltagelse i det digitale liv. Hvis man vil sørge for at nogen samfundsgrupper ikke
fra starten er udelukket fra såvel de nye fællesskaber som de af de gamle, der nu digitaliseres må
man eliminere digital analfabetisme eller sørge for at en sådan ikke er en hindring. Med
Bourdieus habitusbegreb in mente, kan dette dog vurderes som andet og mere end et spørgsmål
om at oprette hyggelige datastuer i lokalmiljøet. Info-revolutionen kan næppe dikteres ovenfra.
Det er vigtigt at indse, at det er lysten, der driver værket men også, at det i høj grad er individets
værdisæt, der bestemmer lysten. Denne vurdering sammenholdes i det følgende kapitel med
situationen som den blev beskrevet i kapitel 1 og med regeringens visioner og handlingsplaner.
Kap. 4: Info-samfundet og demokratiet
I regeringens vision om Info-samfundet er det en præmis, at “Info-samfundet må være et
samfund, hvor alle kan deltage - og hvor alle får mulighed for at tilegne sig de nødvendige
Procent af familier
16%
14%
12%
10%
8%
6%
4%
2%
0%
Faktisk og planlagt privat adgang til
Internettet
Efterår
1996
Forår
1997
Efterår
1997
Måned
Forår
1998
Har privat
adgang til
Internet
Planlægger
Internetadgang
Figur 6 (Kilde: Danmarks Statistik, 1997; Danmarks Statistik,
1998)
kvalifikationer og få et naturligt og
uimponeret forhold til anvendelsen af
IT.” (Forskningsministeriet, 1996a. s.
8). Det fremgår desuden, at midlet hertil
er gensidig dialog med alle involverede
parter, at det i sidste ende kræver
ansvarlig handlen fra den enkelte, for
“Det var den måde, hvorpå vi klarede
landbrugets omlægning i sidste
århundrede. Og det var den måde,
hvorpå vi udnyttede industrisamfundets
muligheder til at realisere et
velfærdssamfund.”
(Forskningsministeriet, 1996a. s. 10).
Folkeskolen ses som den helt store
katalysator, hvorfor et ganske centralt
mål bliver at nedsætte antallet af elever
pr. maskine i skolerne. De øvrige initiativer koncentreres om sikkerhed for erhvervslivet på
nettet, effektivisering og modernisering af infrastrukturen. Endelig skal Internettet gøres ligeså
lettilgængeligt som telefonsystemet. Alt dette skal gå op i en noget upræcist defineret højere
enhed; der tales om, at “der er en indbyrdes sammenhæng, hvor projekterne gensidigt støtter
hinanden, hvorved summen bliver langt større end enkeltelementerne.”(Forskningsministeriet,
1996a. s. 12).

DIGITAL OFFENTLIGHED SIDE 16/20
Privat Internetadgang er ikke noget, der endnu følger med ved køb af PC, og det må derfor
antages at de familier, der har denne adgang også i nogen grad bruger den. Derfor kan det betale
sig at vurdere udviklingen i denne adgang (se Figur 6). PC-indkøbet er altså muligvis sløjet af,
men trangen til at koble sig på nettet er øjensynligt stor. Man behøver således næppe bekymre sig
om hvorvidt det hele var en fuser, men snarere om dem, der endnu ikke er med. Allerførst kan
man dog spørge om, hvorfor det er så magtpåliggende at få alle med. Hvis jeg må tillade mig en
metafor: skal folk lære at surfe, selvom de har vandskræk?
Mediedannelse og digitale kompetencer
Svaret på ovenstående spørgsmål kan delvist besvares med et andet spørgsmål: Skal folk lære at
stave? Svaret hertil må være, at det er en forudsætning for et demokrati, der baserer sig på en
oplyst skriftlig kultur og debat at borgerne kan læse og skrive; svaret er altså ja. Hvis relevante
informationer om samfundet formidles gennem tv, radio og dagblade, må disse være alment
tilgængelige. Hvis disse informationer helt eller delvis formidles via Internettet må dette
ligeledes være tilgængeligt for enhver. Dog med det appendiks, at “Hvilke medier, man gør brug
af, har selvsagt stor betydning for, hvilke ressourcer man opøver og vedligeholder: Hvis man
aldrig træner sin læsefærdighed, bliver man en langsom læser, også selvom man ikke er egentlig
læsehæmmet. Og hvis man sjældent ser film, har man et ringe kendskab til filmiske genrer.”
(Drotner, 1995. s. 9). Pointen er, at dette er et vilkår snarere end et problem. Det er underordnet,
om nogle borgere vælger at orientere sig bredt i dagspressen og kun benytter en skærm i
nødstilfælde; om debatten foregår via fax eller e-mail. Dog kan man notere sig en opdeling i dem
med generelt gode mediekompetencer og dem uden, og forestille sig, at disse grupper svarer til
de generelt kulturstærke og kultursvage (Drotner, 1995. s. 36ff). Det er næppe de generelt
mediestærke, der er de IT-svage - det er snarere de også på andre områder svage, der heller ikke
formår at markere sig i Cyberspace. Og især interaktive multimedier stiller særlige krav til brede
kompetencer. Har man et særligt begrænset mediebrug (er man ‘kultursvag’ i Kirsten Drotners
terminologi), vil man ikke kunne fortolke fremtidens integrerede mediekultur, der “stiller langt
større krav til, hvad man kan kalde tolknings-kompetencerne hos børn og unge. Det indebærer,
at de, som kommer til at mangle disse kompetencer, bliver endnu dårligere stillet både socialt og
kulturelt.” (Drotner, 1995. s. 37).
Hvis tv og Internet smelter sammen på tv’s præmisser vil nettets vanskelige interaktivitet
sandsynligvis forsvinde som en hindring. Dette bør ikke ses som et knæfald, et nederlag for en
demokratisk synkron teknologi, men som et muligt springbræt til en egentligt gradvis overgang
til en mere pull-orienteret informationssøgeform. Dette vil bestemt gøre springet ud i det
potentielt informationsdemokratiske cyberspace nemmere, ja måske ligefrem umærkeligt.
Og det væsentlige er måske netop at præsentere nettet som et umiddelbart brugbart medie snarere
end som utopisk højteknologi. Trods det sydøstlige Minerva-segments teknologiangst er de jo
ikke bange for fjernsynet og fjernsynet står jo ikke, fra annoncørernes synspunkt, i modsætning
til Internettet. Der vil være stor motivation til at guide folk, primært de købedygtige, men også de
andre ud på nettet, hvor de kan handle og skabe indtjening hos udbyder og måske teleselskab.
Til det store politiske spørgsmål om hvordan man kan motivere den brede befolkning, kan det
kommenteres, at man skal præsentere det nye som noget gammelkendt og lade omstillingen til
fuldgyldig info-borger ske gradvist, ligesom man naturligvis - og dette er helt centralt - skal gøre
det økonomisk muligt. Gives folk mulighed for at koble sig på under disse forudsætninger vil det
kunne gå som debattøren Lars K. Christensen har beskrevet:
“Den dag Maren i Kæret finder ud af, at Internettet er et glimrende medium til udveksling af
stramaj-mønstre, vil hun sikker koble sig på. Og mens hun leder efter stramaj-konferencen kunne
det jo være hun pludselig faldt over en indbydelse til et arrangement på det lokale folkebibliotek,
en spændende lokalpolitisk diskussion, eller noget helt tredje…” (Christensen, 1995. Afsnittet Et
spørgsmål om indhold).

DIGITAL OFFENTLIGHED SIDE 17/20
Adgang og indhold er derfor de centrale nøgleord. Men også måden hvorpå adgangen formidles
er væsentlig, hvis alle skal kunne være med.
Info-samfundet for alle - mål og midler
Forskningsministeriet kan måske i nogen grad spare sig sine bekymringer om hvorvidt nogen
bliver holdt uden for Internettets digitale kredsløb. En polarisering på netop dette punkt er højst
usandsynlig. Den såkaldte Metcalfes lov fortæller at værdien af et netværk vokser med kvadratet
på antallet af brugere, så alle skal nok, om ikke andet så af rent økonomiske årsager, blive tilbudt
adgang (Nørretranders, 1997. Afsnittet Nomadicitet). To faktorer er dog helt centrale for
udviklingen af digitale kompetencer hos alle.
For det første er det et spørgsmål om kroner og øre. IT-borgerskab kan udregnes til blot at kræve
en mindre omprioritering af de flestes familiers forbrug, ligesom man kan hævde at den årlige ITudgift
ikke overgår udgiften til fjernsyn inkl. licens (Forskningsministeriet, 1997a. s. 34). Men
her overser man den grundlæggende forskel, at fjernsynsudgiften er uafhængig af tv-seningens
omfang, modsat Internetbrug. Jo flere penge man vil og kan bruge jo bedre IT-borger kan man
blive. Derfor er opkaldsprisen per minut langt mere end blot en teknikalitet. Denne overvejelse
indgår dog klart i regeringens handlingsplan, men handlingsforslaget er tvetydigt: “Ingen private
brugere skal finde sig i vilkår for adgang til almindelig telefoni, der er dårligere end i dag,
heller ikke de, som televirksomhederne vil være mindst interesseret i at betjene.”
(Forskningsministeriet, 1996a. s. 18). Man skal altså ikke finde sig i at blive nedprioritet af
teleselskaberne. Men hvordan skal man lade sin utilfredshed komme til udtryk?. I hvert fald ikke
i en nyhedsgruppe - det har man ikke råd til. De ministerielle overvejelser afføder, at regeringen i
EU-regi vil kæmpe for lavere internationale telepriser.
Liberalisering af telemarkedet er givetvis en helt central forudsætning for lavere telepriser, men
spørgsmålet er, om man ikke hermed i for høj grad opfatter markedskræfterne som en magisk
formular. Hvis tanken om det teknologiske B-hold skræmmer, må samfundet bekæmpe
digitaliseringen af de gamle økonomiske skel. Lidt polemisk kan man sammenligne en sådan
investering i demokratiet med prisen for en storebæltsbro. Den vil ganske givet være noget
større, men vi lever jo også, ifølge forskningsministeriet, netop i et info-samfund; ikke i et brosamfund.
Den anden væsentlige faktor i udviklingen af digitale kompetencer er forholdet til informationer.
Der er en stor rimelighed i at oprette et Samfundsnet, der kæder alle samfundets væsentligste
hjemmesider sammen, ligesom der er god brug for nogen eller noget til at sortere i Internettets
kakofoniske hav af information. Spørgsmålet er blot, hvem der skal vælge. Hvem skal bedømme
hvad der er væsentligt; Danmarks Radio?, Microsoft?, Socialdemokratiet?. Pull- og
Pushteknologi er ikke gensidigt udelukkende, men Pull er groft sagt både vanskeligst og dyrest.
Et af nettets væsentligste potentialer, den pluralistiske mangfoldighed, muligheden for at opdage
nye synsvinkler og holdninger; i det hele taget chancen for at møde noget spændende man ikke
ledte efter, kræver en vis eventyrlyst og nysgerrighed. Den helt grundlæggende forudsætning for
at disse kvaliteter udvikles er - og det bør ikke overraske nogen - prisen.
Konklusion
Internettet er ikke en maskine, der automatisk laver demokrati. Men det åbner muligheder for
åbenhed og en pluralistisk offentlighed, der kan orientere sig bredt og indgå i den demokratiske
debat på lige vilkår.
Visse grupper har dog dårlige forudsætninger for at klare omstillingen optimalt. At udråbe
globaliseringstendenser som en særlig privilegeret samfundsgruppes ansvarsforflygtigelse er ikke
nødvendigvis berettiget, men det er ligeledes problematisk at antage, at alle har lige vilkår i Infosamfundet.
Snarere er det økonomiske B-hold, de kultur- og pengesvage, også det
informationsteknologiske B-hold: pensionister og andre lavindkomstgrupper er

DIGITAL OFFENTLIGHED SIDE 18/20
underrepræsenteret på nettet og vil blive marginaliseret yderligere når både deltagelse i debatten
og arbejdsmarkedet kræver digitale kompetencer.
Habermas offentlighedsteori kan bruges som en nyttig synsvinkel når værdien af en bredt
orienteret og tilgængelig offentlighed skal vurderes. Især kvalificeret af John Keanes syn på
nutidens offentligheder som pluraliserede og ikke gensidigt udelukkende opnås et vigtigt
instrument til at beskrive info-samfundet teoretisk. I et samfund hvor store dele af den
demokratiske debat er mediebåren, og hvor store dele af vores omverdensbillede formidles af
medierne er nye tolkningskompetencer væsentlige for en oplyst og kritisk befolkning. De digitale
kompetencer bør opøves, og det er derfor væsentligt ikke at polarisere befolkningen yderligere til
en grad, hvor nogen vil opfatte modviljen mod teknologien som et personlighedsbærende
princip; det er vigtigt at alle bliver bekendt med teknologien. Når den enkelte har adgang og et
vist erfaringsgrundlag kan vedkommende selv opsøge den foretrukne del af nettet eller helt lade
være; valget vil være truffet på et oplyst og kvalificeret grundlag.
Når dette er sagt, kan man dog stadig se store hvide pletter på informationssamfundets landkort.
Økonomi er, som denne opgave har fremlagt sagen, en væsentlig adgangsbegrænsende faktor,
men er også et væsentligt konstituerende aspekt ved Internettets fremtidige udvikling. Efter
devisen hvorfor tilbyde noget gratis, hvis man kan tage betaling for det?, vil visse dele af nettet
kun være åbent for den betalende surfer. Også søgemaskinernes resultater vil måske være
afhængige af den månedlige betaling fra velhavende web-sites.
Væsentlig for nettets fremtid er ligeledes forholdet mellem pull- og pushteknologi, der blot er
blevet strejfet her (se f. eks. Jensen, 1997; Nørretranders, 1997). I samme åndedrag kan man
nævne forskellige brugerfladers karakter, der ligeledes bestemmer hvordan adgangen til
cyberspace skal udforme sig. TeleDanmarks Internetkunder har for eksempel deres egen lille
virtuelle by Opasia, der præsenterer nettet som et trygt og rent sted at være - her er hverken
pornobutikker eller snavsede gader. En indholds- og receptionsanalyse kunne afdække fordele og
ulemper ved en sådan tilgang.
Endelig er det rent teknologiske spørgsmål ikke uden betydning for hvordan fremtidens adgang
til Internet vil udforme sig. Der er næppe megen tvivl om at Internettet vil komme til os af alle
tilgængelige indfaldsveje, via telefonstikket, kabel-tv-stikket, parabolantennen, etc. (Kjærsgaard,
1998) og få ting er så sikre som at vi vil komme til at leve i en permanent tilstand af
overgangsløsninger, som medieforsker Frands Mortensen formulerer det (Harddisken, 1998).
Hvordan den digitale offentlighed præcis vil udforme sig i fremtiden er endnu uafklaret. Med
Habermas kan man dog argumentere for at statens fornemmeste opgave vil være at sørge for at
alle får lige formelle muligheder for at deltage. Det gode arguments tvangfrie tvang vil ikke
automatisk overdøve Internettets uoverskuelige informationsmængder, men nettet giver nye
udtryks- og ytringsmuligheder som traditionelle medier kun har kunnet have som fjerne idealer.
Det væsentligste er at indse, at ikke alle har lige grundvilkår - det traditionelle B-hold er i fare for
også permanent at blive det teknologiske. Til fare for demokratiet og det netværk hvis værdi
vokser med kvadratet på antallet af brugere.

Anvendte kilder
DIGITAL OFFENTLIGHED SIDE 19/20
• Andersen, Heine & Kaspersen, Lars Bo (eds.) (1996). Klassisk og moderne samfundsteori. København: Hans
Reitzels Forlag. s. 155-170, 330-349, 349-367.
• Andersen, Heine (ed.) (1990). Videnskabsteori og metodelære - Introduktion. Frederiksberg: Samfundslitteratur.
• Blauenfeldt, Anders & Stegmann, Mikkel (1998). Danskernes internetvaner - brugersurvey, maj 1998. Lyngby:
Center for Teleinformation, DTU. Download-dato: 2-6-1998. http://www.znail.dk/realindex.htm. (referencer
henviser til Adobe Acrobat-udgaven).
• Bourdieu, Pierre & Wacquant, Loïc J. D. (1996). Refleksiv sociologi - mål og midler. København: Hans Reitzels
Forlag.
• Bourdieu, Pierre (1997). Af praktiske grunde - Omkring teorien om menneskelig handlen. København: Hans
Reitzels Forlag.
• Boyd-Barret, Oliver (1997). Conceptualizing the ‘public sphere’. I: Boyd-Barret, Oliver & Newbold, Chris (eds.)
(1997). Approaches to Media - A Reader. London: Arnold.
• Christensen, Jens (1997). Internettets historie. I: Mediekultur nr. 27, november 1997.
• Christensen, Lars K. (1995). Universel adgang - men til hvad?. Download-dato: 3-3-1998.
http://coco.ihi.ku.dk/~lkch/INFSAM04.htm.
• Dahl, Henrik (1996). Nogle erfaringer med at operationalisere Bourdieu. I: Mediekultur, nr. 24, 1996.
• Dahl, Henrik (1997). Hvis din nabo var en bil. København: Akademisk Forlag.
• Danmarks Institut for Ældrepædagogik (1998). Ældre og Informationsteknologi. Download-dato: 15-6-1998.
http://www.fsk/publ/it.ae.
• Dayan, Daniel & Katz, Elihu (1995). Political Ceremony and Instant History. I: Smith, Anthony (ed.). Television
- An International History. New York: Oxford University Press.
• Drotner, Kirsten (1995). Mediedannelse: Bro eller barriere? - Om børns og unges mediebrug. København:
Statsministeriets Medieudvalg.
• Dybkjær, Lone & Christensen, Søren (1994). Info-samfundet år 2000 - Rapport fra udvalget om "Informationssamfundet
år 2000". København: Forskningsministeriet. (Downloadet fra http://www.fsk.dk/).
• Egenfeldt-Nielsen, Simon & Smith, Jonas Heide (1998). Computerspillet: Legetøj for en senmoderne kultur.
København: Københavns Universitet. http://dorit.ihi.ku.dk/~heide/Senmoderne.htm.
• Flarup, Jane (1998). Kvindeforsker: Afmaskulinisér computerverdenen. Jyllands-Posten: 23-2-1998.
• Folketingets hjemmeside (1997+). http://www.folketinget.dk.
• Forskningsministeriet (1996). IT i tal 1996 - 21 billeder af info-samfundet. København: Forskningsministeriet.
(Downloadet fra http://www.fsk.dk/).
• Forskningsministeriet (1996a). Info-samfundet for alle - den danske model. København: Forskningsministeriet.
• Forskningsministeriet (1997). Handling gi’r forvandling - IT-politisk handlingsplan 97/98. København:
Forskningsministeriet.
• Forskningsministeriet (1997a). IT i tal 1997 - 19 billeder af info-samfundet. København: Forskningsministeriet.
• Gotved, Stine (1997). Det virtuelle fællesskab - om en nyhedsgruppe på Internet. I: Mediekultur, nr. 27,
november 1997.
• Habermas, Jürgen (1997). Borgerlig Offentlighet. Oslo: Gyldendal.
• Harddisken (1998). Harddisken Color. Den digitale redaktion, DR. DR1: 6-5-1998.
• Harvey, David (1990). The Condition of Postmodernity. Oxford: Blackwell.
• Hjarvard, Stig (1996). Grænseløse medier - nye sociale fællesskaber?. København: Statsministeriets
Medieudvalg.
• Horkheimer, Max & Adorno Theodor (1944). Oplysningens dialektik - Filosofiske fragmenter. København:
Gyldendal, 1995.
• Jensen, Jens F. (1997). vejkort til Informationsmotorvejen - En medietypologi for informationstrafikmønstre på
Internet. I: Mediekultur, nr. 27, november 1997.
• Jensen, Jens F. (1997). Vejkort til Informationssamfundet. I: Mediekultur, nr. 27, november 1997.

DIGITAL OFFENTLIGHED SIDE 20/20
• Jensen, Klaus Bruhn (1991). Reception Analysis: mass communication as the social production of meaning. I:
Jensen, Klaus Bruhn & Jankowski, N. W. (eds.). A Handbook of Qualitative Methodologies for Mass
Communication Research. London: Routledge. s. 135-148.
• Jessen, Carsten & Andersen, Bodil (1993). Piger som computereksperter. I: Jessen, Carsten. Børns
Computerkultur - Artikler om computeren i børns legekultur. Odense: Center for Kulturstudier, Medier og
Formidling, Odense Universitet.
• Jessen, Carsten (1995). Børns computerkultur. I: Jessen, Carsten. Børns Computerkultur - Artikler om
computeren i børns legekultur. Odense: Center for Kulturstudier, Medier og Formidling, Odense Universitet.
• Keane, John (1994). Den offentlige sfæres pluralisering. I: Tendens, vol. 6, nr. 2, 1994.
• Kjærsgaard, David (1998). De 4 vandrør. Download-Dato: 15-5-1998.
http://www.dr.dk/drr/color/98.5/4roer.htm.
• Kofoed, Jane (1998). Chancen for ligestilling ligger i cyberspace. I: Lige: nu - debatmagasin om ligestilling, nr.
6, april 1998. (sidetalsangivelse refererer til den specifikke artikels to sider).
• Krend, Kathy & Broihier, Mary & Fleetwood, Cynthia (1989). Children and Computers: Do Sex-Related
Differences Persist?. I: Journal of Communication, nr. 39 , sommer 1989.
• Lasch, Christopher (1996). Eliternes oprør - og forræderiet mod demokratiet. Danmark: Hovedland.
• Lewis, Justin (1991). The Ideological Octopus - An Exploration of Television and Its Audience. New York:
Routledge.
• Lull, James (1990). Social Uses of Television. I: Lull, James (ed.). Inside Family Viewing: Ethnographic
Research on Television’s Audiences. London: Routledge. s. 28-48.
• Lübcke, Poul (1995). Politikens bog om politiske ideer. København: Politikens Forlag.
• Munch, Per. De nye værdier: Marshall McLuhan opfandt Den globale Landsby. Politiken: 24-12-1997.
• Nørretranders, Tor (1997). Stedet som ikke er. København: Aschehoug.
• Nørretranders, Tor (1997a). Internettet og demokrati. Download-dato: 3-3-1998.
http://www.stedetsomikkeer.dk/debat/demokrati/200198_tornor.html.
• Palle, Henrik (1996). Det nye proletariat. Politiken: 26-9-1996.
• Palle, Henrik (1998). I en tid med mer’ end fem kanaler. Politiken: 18-6-1998.
• Statens Information (1997+). http://www.danmark.dk.
• Stevenson, Nick (1995). Understanding Media Cultures - Social Theory and Mass Communication. London:
Sage Publications.
• Thompson, John B. (1993). The theory of the public sphere. I: Boyd-Barret, Oliver & Newbold, Chris (eds.)
(1997). Approaches to Media - A Reader. London: Arnold.
• Turkle, Sherry (1995). Life on the Screen - Identity in the Age of the Internet. London: Phoenix.
Kilder til statistik
• Blauenfeldt, Anders & Stegmann, Mikkel (1998). Danskernes internetvaner - brugersurvey, maj 1998. Lyngby:
Center for Teleinformation, DTU. Download-dato: 2-6-1998. http://www.znail.dk/realindex.htm. (referencer
henviser til Adobe Acrobat-udgaven).
• Danmarks Statistik (1997). Download-dato: 3-3-1998. http://www.dst.dk/internet/k15/pcere.htm. (fjernet).
• Danmarks Statistik (1998). Download-dato: 2-6-1998. http://www.dst.dk/internet/k15/pcere.htm.
• Forskningsministeriet (1996). IT i tal 1996 - 21 billeder af info-samfundet. København: Forskningsministeriet.
(Downloadet fra http://www.fsk.dk/).
• Forskningsministeriet (1997a). IT i tal 1997 - 19 billeder af info-samfundet. København: Forskningsministeriet.
VEDRØRENDE WWW-SIDER: Internettet er i stadig forandring. Hjemmesider forsvinder dagligt, ligesom de revideres og sågar
ændres markant uden varsel eller notits. Der findes af denne grund ingen garanti for at de ovenfor nævnte adresser vil føre til den
egentlige kilde. Samtlige www-kilder er dog i forfatterens besiddelse som udprint i deres, i opgaven, anvendte form.
Det er hjemmesidernes natur taget i betragtning ikke muligt at angive sidetal ved henvisning, hvorfor afsnitoverskrift angives i
stedet.
I tilfælde af at en kilde findes på flere tæt sammenkædede hjemmesider, vil der blive refereret til den overordnede indeks-side og
kilden vil efterfølges af ‘(ff)’.