Download tekstsamlingen om Grønland (pdf-dokument) - Moesgård ...
Download tekstsamlingen om Grønland (pdf-dokument) - Moesgård ...
Download tekstsamlingen om Grønland (pdf-dokument) - Moesgård ...
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
<strong>Grønland</strong> UNESCO‐samlingerne • <strong>Moesgård</strong> Museum<br />
<strong>Grønland</strong><br />
En by i Diskobugten:<br />
Erhvervsudvikling og kulturændring i <strong>Grønland</strong><br />
Indsamlet af Poul Brøbech Møller og Susanne Dybbroe i 1983-84.<br />
Hent den aktuelle tekstsamling eller læs aktuelle fakta <strong>om</strong> UNESCO-samlingerne på:<br />
www.etnografika.dk<br />
Seneste opdatering: 3. juli 2009<br />
LÆRERVEJLEDNING ............................................................................................................................ 2<br />
Vedrørende samlingens opbygning ......................................................................................... 2<br />
Hvad siger genstandene?............................................................................................................ 3<br />
LISTE OVER GENSTANDENE.............................................................................................................. 4<br />
BILAG:<br />
DIAS-serier til samlingen<br />
Side 1 ud af 14
<strong>Grønland</strong> UNESCO‐samlingerne • <strong>Moesgård</strong> Museum<br />
LÆRERVEJLEDNING<br />
Vedrørende samlingens opbygning<br />
S<strong>om</strong> brugere af <strong>Grønland</strong>ssamlingen skal I være opmærks<strong>om</strong>me på de<br />
forudsætninger, der ligger til grund for samlingens opbygning, idet den adskiller sig<br />
noget fra de øvrige UNESCO-samlinger, s<strong>om</strong> I eventuelt har benyttet tidligere.<br />
Genstandssamlingen tilstræber at dække felterne: erhverv (fangst, forarbejdning,<br />
transport og samfærdsel) og klædedragt, samt i mindre grad inventar og husgerråd -<br />
alt fra det såkaldt traditionelle grønlandske samfund, hvor man endnu ernærede sig<br />
primært ved fangst af havpattedyr. Da disse forhold har ændret sig meget, kan vi i<br />
mange tilfælde ikke skaffe originaler. Hvor vi kan skaffe sådanne, vil det ofte ikke<br />
være forsvarligt eller i det hele taget muligt at bringe disse ting ud af <strong>Grønland</strong>. Der<br />
foregår i disse<br />
år i <strong>Grønland</strong> en meget nødvendig kulturdebat, s<strong>om</strong> søger at samle de seneste 30 års<br />
hektiske udvikling op på egne, grønlandske præmisser. Til dette formål har man stor<br />
brug for de værdier, s<strong>om</strong> ligger rundt <strong>om</strong> i form af bl.a. ældre tiders materielle<br />
kultur, - redskaber, beklædning osv. Vi har derfor valgt en løsning bestående i en<br />
samling af rekonstruktioner, fremstillede i original størrelse og så vidt muligt i<br />
originale materialer og ved hjælp af originale teknikker. Vi har desuden indkøbt<br />
enkelte originale, brugte genstande, s<strong>om</strong> endnu er i brug i uændret form.<br />
De fleste rekonstruktioner er fremstillet ved Etnografisk Afdeling, Århus Universitet,<br />
af to håndværkere, der er uddannede s<strong>om</strong> henholdsvis guldsmed og smed.<br />
Herudover har <strong>Moesgård</strong> Museums rekonstruktionsværksted bidraget med flere<br />
rekonstruerede genstande, specielt i træ. Forlæggene til disse genstande findes i dag<br />
på Nationalmuseet og er indsamlet på en etnografisk/arkæologisk<br />
ekspedition i Diskobugten i 1988. Genstandene repræsenterer tidsperioden (1890)<br />
1900-1920 (1930).<br />
Enkelte genstande, der ikke længere fremstilles, er udført af ældre mennesker, der<br />
s<strong>om</strong> børn i begyndelsen af 1900-tallet lærte arbejdet med f.eks. skindberedning og<br />
naturlig indfarvning ( idag bruges cykellak), fugleskindsgarvning, fremstilling af<br />
forskellige former for fangstblærer, m.m., og s<strong>om</strong> endnu kan gengive disse ting i<br />
deres korrekte udformning for denne periode.<br />
Originale genstande er indkøbt i bygder i Umanaq-distriktet i Nordgrønland (s<strong>om</strong> i<br />
teknologisk henseende på mange måder er identisk med Godhavn-distriktet), fra<br />
Egedesminde i Diskobugten og fra en bygd i<br />
Julianehåb-distriktet. Genstandene er medtaget i det <strong>om</strong>fang, de har gyldighed for<br />
Diskobugt<strong>om</strong>rådet/ Godhavn.<br />
Side 2 ud af 14
<strong>Grønland</strong> UNESCO‐samlingerne • <strong>Moesgård</strong> Museum<br />
Hvad siger genstandene?<br />
Der var materielle forskelle på livsvilkårene for de enkelte hushold i <strong>Grønland</strong>, s<strong>om</strong><br />
andre steder, i perioden 1900-1920. Koloniseringen og den globale integration af<br />
<strong>Grønland</strong> satte en kæde af ændringer i gang, s<strong>om</strong> alt i alt bevirkede, at der fra<br />
<strong>om</strong>kring midten af 1800-tallet var et lagdelt samfund med aftagende<br />
erhvervsduelighed (fangsteffektivitet) og begyndende nedgang i antallet af<br />
fangstredskaber. Men bemærk: vi befinder os stadig i det såkaldte "traditionelle"<br />
<strong>Grønland</strong>.<br />
Perioden <strong>om</strong>kring århundredeskiftet var kritisk, idet der på dette tidspunkt var ved at<br />
ske en deling af befolkningen i to hovedgrupper: de, der fortsat ernærede sig ved<br />
fangst - i større eller mindre grad k<strong>om</strong>bineret med fiskeri, og de, der levede af en<br />
blanding af fiskeri, lidt fangst og lønarbejde ved kolonierne – den sidste gruppe<br />
klarede sig mindre godt og ernærede sig i stigende grad ved butik-kost (mel, gryn,<br />
ærter<br />
osv.) frem for ved grønlandsk proviant.<br />
Genstandene i samlingen er udvalgt med henblik på at illustrere de daglige<br />
arbejdsprocesser i et hushold. Oprindeligt indeholdt samlingen både umiaq (konebåd)<br />
,skindtelt og slæde, for at illustrere de elementer, s<strong>om</strong> er centrale for en økon<strong>om</strong>isk<br />
velfungerende fanger-familie i begyndelsen af 1900-tallet. Ikke alle hushold havde<br />
disse goder, og genstandene er siden udgået af samlingen p.g.a. slidtage.<br />
Samlingen er således ikke k<strong>om</strong>plet i detaljer. Husgerråd er f. eks. kun med i<br />
begrænset <strong>om</strong>fang, og netop her finder man en del genstande af europæisk<br />
oprindelse, s<strong>om</strong> allerede før 1800 vandt meget stor udbredelse: kedler, gryder,<br />
synåle, kamme, sakse, spejle og glas, genstande af fajance, og f.eks. kakkelovnen,<br />
s<strong>om</strong> indførtes <strong>om</strong>kring 1840.<br />
Med genstandene 'i hånden', og ved hjælp af plancherne ,s<strong>om</strong> supplerer<br />
fremstillingen af en bestemt tidsperiodes erhvervskultur i <strong>Grønland</strong>, skulle der være<br />
mulighed for at give et indblik i, og en bedre forståelse for det gamle <strong>Grønland</strong>.<br />
Sammenholdt med diasserier og tekster vedrørende samtidens <strong>Grønland</strong>, er der lagt<br />
op til drøftelser af så vanskeligt håndterbare emner s<strong>om</strong> "udvikling",<br />
"klimaudfordringer", ”kulturarv”, osv.<br />
Normalt ledsages samlingerne af en såkaldt 'generel tekst', <strong>om</strong>handlende det<br />
pågældende samfunds historie, samt økon<strong>om</strong>iske ,sociale og kulturelle forhold. Vi<br />
foreslår i stedet, at I læser de relevante afsnit i vedlagte feltrapport: Møller og<br />
Dybbroe: Fanger/Fisker-Lønarbejder? Det drejer sig <strong>om</strong> kapitlerne 2 (side 19-33), 4<br />
og 5.<br />
Indsamlere og skrevet materiale: Susanne Dybbroe og Poul Møller<br />
Rekonstruktører: Birgitte Støvring og Th<strong>om</strong>as Nørgaard.<br />
Side 3 ud af 14
<strong>Grønland</strong> UNESCO‐samlingerne • <strong>Moesgård</strong> Museum<br />
LISTE OVER GENSTANDENE<br />
G. 1 Planche<br />
G. 2 Planche<br />
G. 9 Fangstkniv<br />
G. 12 Kajakskraber<br />
G. 13 Fiskekølle<br />
G. 14 Pilk<br />
Påklædningsdukke-planche til illustration af kvindedragter.<br />
<strong>Grønland</strong>sk-dansk planche med forslag til læringsaktiviteter.<br />
Fremstilling: Jernblad nittet ind i et forholdsvis langt træskaft<br />
(kopi TN).<br />
Kajakskraberen er af hvalrostand, flad og forholdsvis let.<br />
Anbringes under en tværrem foran mandhullet. (Kopi BS).<br />
Fiskekøllen brugtes til at bedøve fisken med, straks den var<br />
trukket op af vandet. Derefter blev den slået helt ihjel med<br />
fangstkniven. Køllen medbragtes på kajakken, stukket ind<br />
under en af tværremmene. Materialet er træ. (Kopi BS).<br />
Fjordtorsk og ulk kan fanges hele året, direkte fra bredden<br />
stående på klippen, fra et hul i isen eller naturligvis også fra<br />
båd. Denne pilk er meget typisk for perioden og fisker både<br />
torsk og ulk. Den består af fire metalkroge anbragt i et tyndt<br />
stykke ben, hvortil fiskelinen er fastgjort.<br />
Sammenføjningerne er lavet af almindeligt sejlgarn. På hver<br />
side af synkestenen er anbragt en lille benplade, s<strong>om</strong> vibrerer<br />
i vandet og lokker fiskene. Fiskelinen er i dette tilfælde af<br />
rensdyrsene. Den kunne være lavet af sejlgarn eller barde<br />
eller sammenstykket af disse materialer og sælrem. (Kopi<br />
BS).<br />
Side 4 ud af 14
<strong>Grønland</strong> UNESCO‐samlingerne • <strong>Moesgård</strong> Museum<br />
G. 16 Pilk<br />
G. 17 Fiskekrog<br />
Denne pilk er beregnet til at fiske under isen med. Den<br />
adskiller sig fra ved at øverste benplade, synkesten og<br />
krogstykke er drejet i forhold til hinanden de steder, hvor de<br />
er surret sammen. Vridningen går i samme retning og<br />
bevirker, at pilken når den sænkes ned igennem et hul i isen<br />
vil bevæge sig i en vrikkende bevægelse vandret under<br />
isdækket. Fjordtorsken og ulken, s<strong>om</strong> på dette tidspunkt går i<br />
de øvre vandlag, vil da bide på. (- En gammel mand<br />
fortæller, at ulken tror det er en anden ulk og k<strong>om</strong>mer for at<br />
hilse på…) (Kopi BS).<br />
Denne krog er meget stærk og er beregnet til<br />
helleflynderfiskeri. Helleflynderen kan blive meget stor og<br />
skal trækkes op fra store dybder. Linens nederste stykke er<br />
lavet af et stykke sælrem, s<strong>om</strong> midt på er forsynet med en<br />
surring af hvalbarde for at give den nødvendige stivhed, så<br />
linen ikke bevæger sig for meget frem og tilbage, før fisken<br />
bider på.<br />
Helleflynderen var en fisk af stor betydning, fordi dens kød er<br />
så godt at tørre til vinterforråd. Det var desuden en<br />
forholdsvis effektiv form for fiskeri selv med de<br />
fiskeredskaber, s<strong>om</strong> stod til rådighed, fordi det er en meget<br />
stor fisk. Den regnes for en stor delikatesse og spises både<br />
rå, tørret og kogt.<br />
Helleflynderen fiskes især i Vestgrønland, hvor de store<br />
banker findes. Da det er en meget langs<strong>om</strong>t voksende fisk<br />
kan bestanden ikke tåle massiv fiskeri. Bestanden var nær<br />
forsvundet fra bankerne s<strong>om</strong> resultat af det danske<br />
k<strong>om</strong>mercielle fiskeri ud for Vestgrønland i 1920’erne.<br />
Hver s<strong>om</strong>mer samledes 4-500 mennesker i en s<strong>om</strong>merlejr<br />
ved Søndre Strømfjord, Taseralik, for at fiske helleflynder.<br />
Familierne k<strong>om</strong> i konebåd fra hele kysten, fiskede og mødtes<br />
med folk andre steder fra. Tidligere var Taseralik centeret for<br />
udveksling af produkter i Vestgrønland for folk fra forskellige<br />
egne af <strong>Grønland</strong>, men efter koloniseringen ophørte dette, og<br />
stedet fungerede <strong>om</strong>kring århundredeskiftet udelukkende<br />
s<strong>om</strong> s<strong>om</strong>merfangstplads.<br />
Side 5 ud af 14
<strong>Grønland</strong> UNESCO‐samlingerne • <strong>Moesgård</strong> Museum<br />
G. 19 Fiskenål<br />
G. 21 Mågesnare<br />
G. 23 og 24 Bærskrabere<br />
Bennål til ørredfangst. Tjente samme formål ved fiskeri s<strong>om</strong><br />
G. 18. Alle deltog i s<strong>om</strong>merens ørredfiskeri. Man udvalgte sig<br />
specielle s<strong>om</strong>merlejrpladser efter, hvor der var godt<br />
ørredfiskeri. Ørreden blev røget og tørret til vinterforråd, s<strong>om</strong><br />
den også bliver det i dag. (Kopi BS).<br />
Snaren består af en flyder af træ, hvortil er fastgjort nogle<br />
løkker fremstillet af stykker af skaftet fra mågevinger. I den<br />
ene ende af flyderen er fastgjort en tynd strop af sælhud og<br />
dertil igen en figur af træ, forestillende og af størrelse s<strong>om</strong> en<br />
ammassat (en lille laksefisk, s<strong>om</strong> i fors<strong>om</strong>meren er meget<br />
talrig ved kysterne). Til fisken er fastgjort et stykke rem, der<br />
fra ny har været ca. ¾ m lang. Remmen har fungeret s<strong>om</strong><br />
ankersnor og har været fortøjet til bunden; fisken har da<br />
stået lidt under vandoverfladen og ”lokket”.<br />
Bærskrabere brugt af en voksen kvinde og en lille pige. Bær<br />
af fjeldrævling, af danske kaldet ’sortebær’, blev plukket<br />
overalt i <strong>Grønland</strong> sidst på s<strong>om</strong>meren og ud op efteråret;<br />
også efter snefald. Bærrene spistes s<strong>om</strong> de var eller blev<br />
blandet med kød, lever og spæk og syltet, så de kunne holde<br />
vinteren igennem. Spæksyltning gik for sig på den måde, at<br />
de ting (bær, kød osv.), s<strong>om</strong> skulle gemmes til senere blev<br />
puttet i sælskind skiftevis med spæk, således at det hele lå<br />
tæt i skindposen. Til slut blev skindet syet sammen, så at<br />
ingen luft trængte ind. Spøk har s<strong>om</strong> andet fedt den<br />
egenskab, at det lukker lufttæt. Spæksyltning kendes også<br />
fra bl.a. Europa, f. eks. Frankrig hvor juleanden i visse egne<br />
er blevet slagtet og derefter syltet i svinefedt i store krukker<br />
allerede ud på efteråret. Den bliver så senere taget op og<br />
stegt, når den skal bruges.<br />
Bærskraberne, der er ens, er lavede af buede stykker af<br />
rentak forbundet med håndtag af træ. Bærskraberen blev<br />
holdt sådan, at t<strong>om</strong>melfingeren havde fat <strong>om</strong> håndtaget og<br />
de andre fingre <strong>om</strong> benpladen, dvs. at bærskraberen og<br />
Side 6 ud af 14
<strong>Grønland</strong> UNESCO‐samlingerne • <strong>Moesgård</strong> Museum<br />
G. 27 Hundepisk<br />
G. 28 Slædeskraber<br />
G. 29 Skydeslæde<br />
hånden til sammen udgjorde en art skål.<br />
Det var kun kvinder og børn, især piger, s<strong>om</strong> samlede bær til<br />
forråd.<br />
Pisken er det vigtigste redskab i slædekørerens styring af sit<br />
hundespand. Det er en fejl, hvis man tror, at pisken er<br />
beregnet til at straffe hundene med. Snerten rammer kun<br />
sjældent: Opmuntrende tilråb og snerten, der smælder foran<br />
snuden på en hund, opildner tværtimod spandet til at yde sit<br />
bedste. – Med piskeskaftet til hjælp kan en slædekører vove<br />
sig ind i et kobbel rasende hunde og skille dem ad, <strong>om</strong><br />
nødvendigt. Piskeskaftet kan også bruges s<strong>om</strong> redskab til at<br />
holde hundene adskilt, mens de fodres.<br />
Fremstilling: Pisken består af tre dele. Den yderste, meget<br />
tynde spids, der laves af hvalroshud. Hvalros hud er det<br />
stærkeste læder, der findes, og kan skæres meget tynd uden<br />
at gå i stykker; selve snerten, der laves af remmesælhud; og<br />
håndtaget, der er af træ. I piskens øverste tredjedel er<br />
snerten meget kraftig, oppe mod håndtaget er den flettet for<br />
at opnå en vis stivhed.<br />
Skraber af hvalben med en strop af sælhud. Bemærk, at<br />
hvalben er meget tungt. Skraberen bruges til at fjerne<br />
isbelægninger under mederne. En ismejsel kan evt. også<br />
bruges. Under kørsel hænger slædeskraberen i en strop over<br />
den ene opstander. (Kopi BS).<br />
Skydeslæden bruges ved isfangst og da især <strong>om</strong> foråret, hvor<br />
sælerne k<strong>om</strong>mer op på isen og ligger og soler sig. Liges<strong>om</strong><br />
tilfældet var med skydesejlet til kajakken er skydeslæden<br />
udviklet efter at geværet er blevet almindeligt udbredt s<strong>om</strong><br />
jagtvåben. Skydeslæden fungerer samtidig s<strong>om</strong> skjul for<br />
fangeren, der nærmer sig på maven henover isen, og s<strong>om</strong><br />
geværstøtte. Under mederne er slæden forsynet med<br />
sælskind for at frembringe så lidt støj s<strong>om</strong> muligt. (Kopi BS).<br />
Side 7 ud af 14
<strong>Grønland</strong> UNESCO‐samlingerne • <strong>Moesgård</strong> Museum<br />
G. 31 Tuq (ismejsel)<br />
Ismejsel, også kaldet tuq [tuk], bestående af et kraftigt<br />
stemmejern på et langt skaft. Tuq’en bruges til at hakke hul i<br />
isen med <strong>om</strong> vinteren, hvis man skal fiske, og til at sætte<br />
garn under isen med. Siden midten af 1800-tallet har man i<br />
Diskobugt<strong>om</strong>rådet sat sælgarn under isen <strong>om</strong> vinteren og til<br />
det formål er tuq’en uundværlig. Det foregår på den måde, at<br />
fangeren med sit redskab hakker tre huller i isen. Sælgarnet<br />
med synkesten bundet i nederste garnkant puttes ned<br />
igennem det første hul, og øverste kant fortøjres til hullet ved<br />
hjælp af et stykke is. Med tuq’en bundet til garnet skydes<br />
resten nu over til næste hul, hvor garnet trækkes op og<br />
fortøjres, inden det sendes videre til sidste hul og fortøjres<br />
der. De tre huller stoppes med is og garnet hænger nu en til<br />
to dage, før det røgtes igen. Da er hullerne frosset til. Med<br />
sin tuq hugger fangeren et hul i et af hullerne, sænker<br />
forsigtigt et lille spejl – bundet til tuq-spidsen – ned i vandet<br />
for at se, <strong>om</strong> der er noget i garnet. Hvis der er sæl, hugges et<br />
af hullerne så store, at sælen kan trækkes op, hvorefter<br />
garnet anbringes igen.<br />
G. 34 Ulo (Kvindekniv)<br />
Ulo’en (med tryk på lo) kaldes også kvindekniven. Enhver<br />
pige og kvinde havde mindst én og ofte et par ulo’er.<br />
Ulo’en består af et halvmåneformet jernblad med en ”hals”,<br />
hvorpå håndtaget er monteret. Håndtaget på samlingens to<br />
ulo’er er af rentak. Det var ofte ellers af ben, evt. træ. S<strong>om</strong><br />
regel købte man bladet i butikken, hvor de har været solgt i<br />
<strong>Grønland</strong> siden slutningen af 1700-tallet i <strong>om</strong>trent uændret<br />
form. Håndtaget skal være ca. så bredt s<strong>om</strong> den hånd, der<br />
bruger ulo’en.<br />
Anvendelse.<br />
Med sin korte, rundede æg er ulo’en et meget præcist<br />
redskab, der benyttedes, hvor vi bruger kniv og saks: ved<br />
flænsning og partering af sæler (der er kvindernes arbejde),<br />
ved udskæring af skind, osv. Til det sidste formål kunne dog<br />
også anvendes et barberblad.<br />
Ulo’en holdes mellem pege- og langefinger med<br />
t<strong>om</strong>melfingeren s<strong>om</strong> støtte bag på bladet. Ved vandrette<br />
bevægelser, f. eks. Når sælen flænses (befris for skindet),<br />
Side 8 ud af 14
<strong>Grønland</strong> UNESCO‐samlingerne • <strong>Moesgård</strong> Museum<br />
G. 36 Fedtskraber<br />
bevæges ulo’en i små cirklende bevægelser med håndfladen<br />
opad. På den måde er den lettere at føre helt præcist uden at<br />
k<strong>om</strong>me til at beskadige hverken skindet eller skære igennem<br />
spækket ind til kødet.<br />
Fedtskraberen bruges til at fjerne spækket fra skindet. Denne<br />
skraber har et hjemmelavet blad. S<strong>om</strong> ved andre<br />
hjemmelavede skære- og skrabeblade, man kan se, er det<br />
noget mindre end det købte og har en lidt fladere ægkant. I<br />
stedet for en særlig fedtskraber.<br />
G. 38 Skrabebræt til barn<br />
Skrabebræt tilhørende et barn.<br />
G. 40 Fingerbølholder<br />
G. 41 Syring<br />
G. 42 Rynkeben<br />
Fingerbølholder af ben, beregnet til at hænge fastgjort<br />
udvendig på en sypose, med syringen anbragt på den lille<br />
tap, der stikker op i midten. Disse fingerbølholdere var ofte<br />
meget smukt udskårne s<strong>om</strong> små fugle o.l. Dette er derfor<br />
ikke noget særsyn.<br />
Syring fremsillet af et købt fingerbøl, hvor man har skåret<br />
låget af. Syringen anbringes på højre hånds pegefinger.<br />
Selve syarbejdet foregår på den måde, at kvinden arbejder<br />
væk fra sig og trækker nålen igennem ved et kraftigt tag med<br />
t<strong>om</strong>mel og pegefinger. Dvs. at en del af syarbejdet foregår<br />
med håndfladen vendt opad til forskel fra europæiske måde<br />
at sy på.<br />
Rynkebenetblev brugt ved fremstilling af kamikker: for at<br />
give plads til tæer og hæl må såleskindet rynkes til<br />
kamikkens overlæder. Såleskindet sys på vådt, hvor det er<br />
forholdsvis blødt at arbejde med. Når rynkerne er lavet, føres<br />
rynkebenet indefra og udefter med en snittende bevægelse,<br />
Side 9 ud af 14
<strong>Grønland</strong> UNESCO‐samlingerne • <strong>Moesgård</strong> Museum<br />
G. 43 Sykniv<br />
s<strong>om</strong> <strong>om</strong> det var en kniv, og medens der presses nedad på<br />
folden. Derved presses rynkerne flade, og når skindet er tørt<br />
sidder folderne pænt ordnet og fladt. Dette rynkeben har<br />
været fremstilleet af narhvaltand. Den opbevares i syposen.<br />
Sykniven blev brugt i stedet for en saks til at skære senetråd<br />
over med og til andre skæreprocesser, der krævede lidt<br />
præcision. Den brugtes også, når kvinden skulle udskære de<br />
bittesmå skindstrimler, der brugtes ved skindbroderier på<br />
kvindebukser og festkamikker til både mænd, kvinder og<br />
børn. Sykniven har været fremstillet narhvaltand. Den<br />
opbevaredes ligeledes i syposen.<br />
G. 44 1-4 Sygrej souvenir<br />
G. 48 Syredskab<br />
Her se foruden sykniv og rynkeben et tredje redskab, der<br />
også brugtes ved syningen af kamikker. På festkamikker<br />
syede man altid en lille pyntekant i en kontrastfarve, s<strong>om</strong><br />
regel hvid, i kanten mellem såler og overlæder. Når den var<br />
syet på skulle sømmen ordnes ved hjælp af dette redskab.<br />
Det forgik sådan:<br />
Sygrejet her er fremstillet s<strong>om</strong> souvenir og ikke særlig pænt<br />
lavet. Materialet er knogler (I kan se de grove ”porer”) og<br />
plastic fra et rødt og et blåt sjippetov. Det er tanken, at<br />
redskabrne skal hænges op f.eks. i et vindue, så at lyset<br />
falder ind igennem plastichullerne. Måden, tingene er lavet på<br />
– dekorationen med hullerne, ”blondekanten” øverst, osv. Er<br />
gammel grønlandsk og findes på andre redskaber, s<strong>om</strong> er<br />
lavet til at kunne bruges. Syredskaber, fremstillet s<strong>om</strong> disse,<br />
findes også i smuk og gedigen forarbejdning hos forskellige<br />
kvinder i bygden, hvor det er købt.<br />
Dette redskab har ingen passende dansk benævnelse. Det<br />
blev brugt s<strong>om</strong> hjælp ved betrækning af kajakken, og det<br />
heder på grønlandsk en ”paggersuut”: Kanten af<br />
bådbetrækket bøjes ind under kajakringen (mandehullet) og<br />
”knappes” på med små bentapper. Da kajakbetrækket sidder<br />
meget stramt er det nødvendigt med dette lille instrument til<br />
Side 10 ud af 14
<strong>Grønland</strong> UNESCO‐samlingerne • <strong>Moesgård</strong> Museum<br />
G. 49 Tranlampe<br />
G. 49 A Lampestol<br />
at ”løfte” skindet det sidste stykke: redskabet stikkes<br />
igennem slidsen (”knaphullet”) i kajakbetrækket og presset<br />
imod bentappen indeni kajakringen, så at betrækket på<br />
denne måde knappes på. Redskabet her har tilsyneladende<br />
oprindelig haft et andet formål – dette er blot en afbrækket<br />
del af noget, s<strong>om</strong> har været brugt til noget andet.<br />
Til en kvindes personlige ejendele hørte også tranlampen af<br />
fedsten og den tilhørende lampestol. Denne lampe er<br />
beregnet til at bruge til oplysninger: den er oval og ikke<br />
særlig stor. Tidligere, før det 20. århudrede, brugtes lampen<br />
også s<strong>om</strong> opvarmningskilde og til at koge over. Den var da<br />
s<strong>om</strong> regel fire gange så stor, næsten rund og inddelt i flere<br />
rum. Efter indførelsen af kul-træ fyrede k<strong>om</strong>furer o. midten<br />
af 1800-tallet gled brugen af det store lampe mere og mere<br />
ud. I Diskobugt<strong>om</strong>rådet fremstilledes de sidste nye lamper i<br />
dette århundrede, medens man andre steder begyndte at<br />
bruge europærisk fremstillede spæklamper af metal. S<strong>om</strong><br />
belysningskilde har lampen været i brug mange steder i<br />
<strong>Grønland</strong> helt op til 1950-erne, hvor man fik elektricitet i alle<br />
byerne. Petroleum blev først frigivet i 1940-erne, da man<br />
havde anset det for brandfarligt.<br />
Anvendelse: Det var kvindernes opgave at passe lampen og<br />
sørge for, at der altid var ild i den. Spækket placeredes langs<br />
den bageste rand, hvorfra det smeltede og løb frem til<br />
forkanten, hvor der lå en b<strong>om</strong>uldsvæge – s<strong>om</strong> regel af små<br />
strimler b<strong>om</strong>uld. Før spækket blev lagt i lampen, blev det<br />
tygget eller hakket i stykker med ulo’en eller evt. delvis knust<br />
med en såkaldt spækbanker. Formålet med dette var at<br />
knuse fedtcellerne, så at spækket hurtigere trannede (løb) i<br />
lampen. Med ulo’en lægges spækket så over i lampen.<br />
Spæklampen brændte helt uden at ose, hvis man passede<br />
den rigtigt. Til dette formål brugtes en væge pind, en ganske<br />
almindelig pind af træ eller evt. ben, hvormed vægens højde<br />
blev reguleret.<br />
Lampestolen benyttes s<strong>om</strong> underlag for lampen. Den har en<br />
fordybning i sædet, en såkaldt drypskål, s<strong>om</strong> opsamler<br />
Side 11 ud af 14
<strong>Grønland</strong> UNESCO‐samlingerne • <strong>Moesgård</strong> Museum<br />
G. 52 Håndten<br />
trannet, der efterhånden siver igennem den fedtmættede<br />
lampeskål. (Det er fra denne drypskål Havets moder sender<br />
fangstdyrene tilbage til menneskene, når deres synder er<br />
sonede. Sagnfortællinger <strong>om</strong> Havets moder eller Havkvinden<br />
findes bl.a. hos Knud Rasmussen, ”Myter og sagn”.)<br />
Håndtenen benyttes til spinding af hare- og hundeuld. Garnet<br />
brugte man til at strikke vanter og tørklæder af.<br />
Fremgangsmåden ved spindingen var følgende: uldhårene<br />
anbragtes på sømmet øverst, hvorefter den frithængende ten<br />
blev sat i bevægelse med fingrene. Tapperne midt på<br />
tenhovedet forhindrede tråden i at filtre sammen. Ikke alle<br />
hushold havde en ten, men da det ikke var et redskab s<strong>om</strong><br />
var i konstant brug, kunne det lånes fra en anden kvinde,<br />
hvis man ikke selv havde et.Tennen er ikke oprindeligt en<br />
grønlandsk redskab, men er k<strong>om</strong>met til <strong>Grønland</strong> vis<br />
nordboerne i Sydgrønland. Materialet var træ, evt. kunne<br />
tenhovedet være fladt og af fedtsten. Originalen, s<strong>om</strong><br />
samlingens ten er lavet efter, var af træ.<br />
G. 67 T<strong>om</strong>melbeskytter<br />
T<strong>om</strong>melbeskytteren, s<strong>om</strong> manden bruger, når han arbejder i<br />
hårde materialer sås<strong>om</strong> træ og fedtsten. Beskytteren er lavet<br />
af sælskind. (Kopi BS).<br />
G. 72 A+B Dagligdagskamikker, mand<br />
Dagligkamikker til en mand. Kamikkerne har været i brug indtil<br />
1983, men de ser ud s<strong>om</strong> de gjorde for 75 år siden. Skindet er<br />
fjordsæl, både udvendig og indvendig. Det er og var det mest<br />
almindelige til kamikker. Sålerne er remmesæl<br />
behandlet på en sådan måde, at det er vandtæt: såleskind<br />
forarbejdes på næsten samme måde s<strong>om</strong> bådeskind: Det<br />
spækkes og befris for hår. Den mørke hinde under hårene får<br />
lov at sidde på, da den gør sålerne mere vandtætte. Skindet<br />
tørres enten indendøre eller, hvis det foregår udendøre, med<br />
spæksiden imod hinanden, således at en del af fedtet trænger<br />
ind under tørringen. Skindet spændes ikke ud under tørring, og<br />
bliver derfor meget tykt og slidstærkt.<br />
Imellem inder- og yderkamik lægges et tyndt lag tørt hø s<strong>om</strong><br />
Side 12 ud af 14
<strong>Grønland</strong> UNESCO‐samlingerne • <strong>Moesgård</strong> Museum<br />
isolation. Evt. er foden i inderstrømpen syet af hundeskind med<br />
hårene indad imod foden. På denne måde kan man holde<br />
varmen selv i meget streng kulde.<br />
G. 73 Sælskindsbukser, mand<br />
G. 74 Kasket, mand<br />
G. 75 Anorak, mand<br />
Sælskindsbukserne brugtes s<strong>om</strong> kamikkerne indtil for nylig,<br />
men de ser ud s<strong>om</strong> de gjorde i begyndelsen af 1900-tallet.<br />
Bukserne har frontlukning og bæres s<strong>om</strong> regel med seler. I<br />
kanten af bukserne forneden sidder en kant af afhåret skind,<br />
beregnet til at slutte tæt <strong>om</strong> kanten af kamikkerne. Bukserne<br />
bruges og brugtes <strong>om</strong> vinteren, når man tog på fangst.<br />
Kasketten er af nyere dato end vores fokusperiode, men ser ud,<br />
s<strong>om</strong> de kasketter af Holmens klæde, der blev en del af den<br />
grønlandske dagligpåklædning i løbet af 1800-tallet.<br />
Dagliganorakken s<strong>om</strong> man brugte i s<strong>om</strong>merhalvåret var syet af<br />
tætvævet<br />
lærred, enten blåt eller lysegrønt. Anorakken skulle slutte tær<br />
<strong>om</strong> kroppen og hovedet men samtidig give fuld<br />
bevægelsesfrihed for manden, der bar den.<br />
G. 78 Anorak, kvinde<br />
G. 79 Anorak, dreng<br />
Kvindeanorak til dagligt brug, s<strong>om</strong> er syet op i hvidt lærred efter<br />
gammel original. Den blev almindeligvis brugt med en<br />
fugleskindsbluse under. Kanterne af denne bluse blev bøjet <strong>om</strong><br />
s<strong>om</strong> opslag på anorakken og s<strong>om</strong> en skindkant<br />
øverst på anorakken.<br />
Barneanorak til dagligt brug, s<strong>om</strong> er syet op i hvidt lærred.<br />
Denne er beregnet til en dreng. Pigerne bar anorakker uden<br />
hætte s<strong>om</strong> deres mødre.<br />
G. 81 Sælskind på tørreramme, souvenir<br />
Side 13 ud af 14
<strong>Grønland</strong> UNESCO‐samlingerne • <strong>Moesgård</strong> Museum<br />
Her er en sælskindsrest udnyttet til souvenir: man har med en<br />
maskine stanset et stykke ud, så det ligner et rigtigt sælskind,<br />
udspændt til tørring på en træramme.<br />
Fabriksfremstillet (<strong>Grønland</strong>sgarveriet).<br />
G. 82 Pung, souvenir<br />
G. 83 Sæl, souvenir<br />
G. 84 Sæl, souvenir<br />
G. 85 Sårpløk<br />
G. 242 Sælskind<br />
G. 243 Sælskind<br />
G. A-J Plakater<br />
Her har man syet en lille pung af sælskindsrester.<br />
Fabriksfremstillet.<br />
Sæl syet af skindrester. Fabriksfremstillet.<br />
Sæl syet af skindrester. Fabriksfremstillet.<br />
Sårpløkke fremstilledes af træ, evt. med en antydet,<br />
skruegang s<strong>om</strong> på samlingens eksemplar. Skruegangen<br />
bevirkede, at den ikke så let faldt ud. – Strubepløkken var<br />
smallere og lidt længere. Den manglede skruegang.<br />
I samlingen findes et antal plakater, der stammer fra forskellige oplysnings-,<br />
kulturformidlings- og politiske sammenhænge i <strong>Grønland</strong>. Plakaterne siger ikke i<br />
sig selv noget <strong>om</strong> <strong>Grønland</strong>. De er medtaget i samlingen ud fra den opfattelse, at<br />
de enkeltvis eller samlet vil kunne indgå meningsfuldt i forskellige<br />
undervisningssammenhænge, og at de pga. deres rent dekorative effekt vil kunne<br />
yde et positivt bidrag til den fysiske ramme <strong>om</strong>kring arbejdet med kasserne.<br />
Juli 2009<br />
Side 14 ud af 14