Korn/HVEDE, HAVRE, BYG og RUG - Planter er også mad

More documents

Recommendations

Info

Brød – fra levebrød til handelsvare Som vi tidligere har været inde på, er kornets kulturhistorie 11.000 år lang, eller sølle 6000, hvis vi bliver i Danmark, men det er stadig en laaaaaang historie at fortælle. Derfor har vi valgt at kigge primært på den kulturhistoriske udvikling der førte til den måde, vi bruger korn i dag. For bare 150 år siden var korn Danmarks vigtigste eksportvare. Alle danske landmænd producerede store mængder korn, især rug og byg, og i løbet af 1700 og 1800 tallet steg produktionen voldsomt. Grunden til, at produktionen voksede, var indførelsen af det vi kalder for Landboreformerne. Landboreformerne var en total omlægning af, hvordan man dyrkede jorde i Danmark. Før reformerne dyrkede landsbyerne jorden i fællesskab. Hver landsby havde tre vange, hvoraf to var opdyrkede, og en lå brak. Ved på den måde at skifte mellem brak og dyrkning, mindskede de udpiningen af jorden. Hver af disse vange var opdelt i mindre åse, og åsene var igen opdelt i agre. Hver enkelt gård i landsbyen havde så fordelt sin jord så den havde smalle agre spredt ud over alle tre vange. Billedet viser Årslev by, som den så ud før reformerne. Læg mærke til hvor mange små stykker byens marker var opdelt i. Fordelingen sørgede for, at gården havde del i alle typer af jord, så der var jord, der var både våd og tør, udpint og gødsket, stenet, leret og muldrig, fjernt fra eller tæt på byen. Det siger sig selv, at det ikke var nær så effektivt at dyrke på den måde. Alle skulle blive enige, før der kunne prøves noget nyt, og alle var afhængige af de andres arbejde for at få høsten i hus. Første del af landboreformerne gik ud på at samle markerne, så hver gård fik sit eget stykke jord. Nogen af gårdene fik på den måde meget langt til deres marker, og derfor flyttede man dem ud af landsbyen, så de kom til at bo tæt på markerne. Den gammeldags måde at dyrke jorden var med til at hæmme produktionen, men der var et andet og endnu større problem. I Danmark var næsten al jorden ejet af store godsejere, og der var ikke mange bønder, der ejede deres gård, eller den jord, de dyrkede. De var i stedet fæstebønder, og skulle betale landgilde for at få lov til at bo i landsbyen og dyrke jorden. Landgilden udgjorde dog ikke hele huslejen, for hver fæstebonde skulle også arbejde et vist antal dage på herremandens marker. Det blev kaldt Hoveri, og var et af de største problemer for det Danske landbrug. Problemet var, at antallet af hoveridage ofte var sat meget højt, og at hele herremandens drift afhang af fæstebønderne arbejde. På den måde kom Danmarks samlede udbytte af korn til at nå et naturligt loft, for hvis herremanden skulle dyrke mere, skulle bønderne arbejde mere på hans marker, men så havde de ikke tid til at arbejde på deres egen jord, og dermed faldt Planter er også mad – Tema om korn – UDSKOLINGEN: 7.-9. klasse 32
udbyttet der. De store godsejere kunne ikke forstå denne sammenhæng, og de kunne ikke se, at bedre forhold for bønderne ville betyde bedre produktion og større rigdom til alle. De var derimod fastlåst i tanken om, at man ikke kunne øge pengemængen ved at give, men kun ved at tage. Derfor blev forholdene stadigt dårligere for bønderne i løbet af 16- og 1700-tallet. Det fik mange til at søge mod den spirende industri i byerne, eller til at emigrere. For at sætte en stopper for det indførtes i 1733 stavnsbåndet, der forbød fæstebønder at flytte fra deres hjemstavn. Anden del af landboreformerne gik ud på at mindske hoveriet og ophæve stavnsbåndet. Formålet var at tvinge godsejerene til at gøre sig uafhængige af hoveriarbejdet, så bondestanden og godsejerne kunne øge produktionen sideløbende. Godsejerne var modstandere af denne ændring, men den blev gennemtrumfet alligevel, og kort efter viste det sig, at godserne tjente bedre end før og protesterne forstummede. Strukturen med fæstebønder, som arbejdede på jord, der ikke var deres egen, var heller ikke fordrende for ændringer i drift med større udbytte til følge. Som fæstebonde ejede du ikke jorden eller gården selv. Derfor var alle de forbedringer, du kunne komme på, blot med til at sætte afgiften, som du og dine arvinger skulle betale, i vejret. Derfor var der mange, der var bange for at ændre på driften. Hvis man producerede lige nok til landgilden og sit eget forbrug, risikerede man ikke, at herremanden tog en større del, hvilket på en måde ville resultere i, at man arbejdede forgæves. Indblik (en lille historie fra Glud Museum) I 1811 rev Hans Sørensen, der var fæstebonde under Boller Slot, sin fødegård ned, og opførte i stedet en ny og moderne gård i stedet. Det var meget sjældent, at en fæstebonde forbedrede sin gård for egen regning, og det blev også bemærket: I 1833 skrev herredsfoged J. P. With til Det kongelige danske Landhusholdnings-selskab. Brevet var en ‘præmieæskning’, hvori With foreslog, at Hans Sørensen fik tildelt en af selskabets præmier for sin indsats: ”Han har i en række af år troligen arbejdet på sin gårds forbedring: Først har han fra grunden af på egen bekostning opbygt hele gården af godt egetømmer og brændte sten. Dernæst har han anlagt en pæn have og opført et fortræffeligt stengærde om haven, hele gården og en liden toft. Så har han begyndt at indhegne sin mark med levende gærder, men formoder, han ikke bliver færdig.” Herredsfogden fremhæver i sit brev, at Hans Sørensens indsats er ganske uegennyttig, fordi han er fæstebonde under Jensgård gods. Det eneste, han og hans familie får ud af hans arbejde er, at sønnen kommer til at betale en højere indfæstning og landgilde, hvis han engang vil overtage fæstet. Det er velbegrundet, at Hans Sørensen i indskriften over hoveddøren gør opmærksom på, at han har ‘opbygt og bekostet’ gården. I 1842 gik herredsfogdens profeti i opfyldelse, da Søren Hansen tiltrådte fæstet efter faderens død. Han måtte betale den dobbelte landgilde, nemlig 40 rigsdaler årligt. en tredje del af landboreformerne handlede også om et opgør med fordelingen hvor godserne var ejere og bønderne lejere. Der var ønske om at der skulle være flere selvejere, for derigennem at skabe et større drive i befolkningen. Der blev blandt andet oprettet sparekasser, hvor det blev muligt at låne til købet af fæstegodset. I 1835 var mere end halvdelen af jorden overgået til selveje, men først i 1919 overgik de sidste fæstere til selveje. Søg på landboreformer, fæstebonde, landsbyfællesskab eller kornsalg for at lære mere om perioden Planter er også mad – Tema om korn – UDSKOLINGEN: 7.-9. klasse 33
Page 1 and 2: Planter er også mad GrøntsaGer, f
Page 3 and 4: DELEmNE 1: Plantekendskab Planter e
Page 5 and 6: familier og arter. mange af planter
Page 7 and 8: opgave: Se interview med landmanden
Page 9 and 10: Kornplantens blomster er ikke store
Page 11 and 12: år efter år. Dyrkes hvede efter h
Page 13 and 14: korn i hele verden Korn har betydni
Page 15 and 16: DELEmNE 2: Kornets historie Planter
Page 17 and 18: samtidigt - ude i verden kornet i n
Page 19 and 20: opgaver:. Beskriv forskellen på de
Page 21 and 22: DELEmNE 3: Korn i samfundet Planter
Page 23 and 24: Case: korn på verdensmarkedet Til
Page 25 and 26: korn og klima Korn påvirker klimae
Page 27 and 28: Det sunde korn Korn er sundt, eller
Page 29 and 30: Gluten Gluten findes i hvede, byg o
Page 31: DELEmNE 5: Kornets kulturhistorie P
Page 35 and 36: korn i dagligdagen opgave: ”man s
Page 37: eligion og korn ”Giv os i dag vor

Korn/HVEDE, HAVRE, BYG og RUG - Planter er også mad

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?