Maximilian Kolbe - Danmarks Unge Katolikker

Organdonation -Seksuelle overgreb i Den
katolske Kirke - Bispedømmet anno 2020
Præsten, der gav sit liv i Auschwitz:
Maximilian Kolbe
# 68 2010 April - Udgives af Danmarks Unge Katolikker
1

2
af Kristine MV. Hansen
Så springer Natflyveren ud i det, som alle andre medier har beskæftiget sig med i den sidste
tid, og som for alvor har sat vores Kirke på det danske medielandkort. Nemlig de pædofilisager
der for tider dukker på i forbindelse med vores Kirke. Hvor gerne vi end vil kendes for vores tro
og næstekærlige indgangsvinkel, så er det noget andet, og helt forfærdeligt, som har bragt os
(eller rettere vores præster) i nyhedsmediernes varme stol. I dette nummer vil vi ruste jer til
fortsat at møde verden med oprejst pande, som de katolikker I er.
Vi har også valgt at fokusere på det at værdsætte hinanden, og den indsats nogle yder til glæde
for andre. Er der nogen sammenhæng med de nævnte misbrugssager? Ja. Vi skal som katolikker
tage den krise vores Kirke er i seriøst, men vi må samtidig ikke glemme at være Kirken. Vi har
alle de samme åndelige behov, for vores tro på Gud bør ikke være ændret, selvom tilliden til
vores præster måske er rystet. Vi skal stadig være der for hinanden, og være gode vidner for
Gud.
Så med en veloverstået påske i frisk erindring ønsker jeg jer alle god læselyst!
4 | En helgen i Auschwitz
8 | Eksklusivt interview med Judas
9 | Sig tak til de frivillige!
10 | Seksuelle overgreb i Kirken
14 | Flyvske Tanker
NatflyvereN er et katolsk ungdomsblad, som
udkommer fire gange årligt i 1400 eksemplarer.
Natflyveren udsendes gratis til alle DUK’s medlemmer
over 14 år. Abonnement kr 100 årligt.
Goodwill abonnement kr 300 årligt.
Meninger fremsat i bladet kan ikke tages til indtægt
for DUK, bispedømmet eller Den katolske Kirke.
Enhver ytring står for forfatterens egen regning.
redaktioN:
Kristine MV Hansen (redaktør)
Julie Riis
Clara Riis Ottosen-Støt
Sasha Gabrielle de Oliveira
Petter Becker-Jostes
layout:
Eszter Knoll
Petter Becker-Jostes
tryk:
WERKs Grafiske Hus
A/S
#68 april 2010
15 | Hvem var Jesus
16 | Organdonation
20 | DUKIDOL
22 | Bispedømmet anno 2020
intro
Udgiver: Danmarks Unge Katolikker, Sankt Kjelds
Gade 3, 2100 København Ø - e-mail: duk@duk.dk
Tlf: 39 20 20 79 - Fax: 39 20 90 79 - Giro: 9 08 32 94
ISSN 0906-107x
dUks Hovedbestyrelse:
Nicklas Sørensen
Michael Høier Clausen
Thuong Minh Phan
Rasmus K Frederiksen
Ida Pedersen
Clara Grant
Alina Protsyk
Jean-Thomas Meyer
Rasmus Arbirk Larsen
Gregers Mærsk-Kristensen
forside: Maximilian Kolbe gav sit liv i Auschwitz.
Den Franciskanske Kirke i Szombathely, Ungarn.

duk:info
Lederkartoteket – et værktøj til ledere for ledere
Hvorfor kan man aldrig finde en leder når man står og skal bruge
en?? Nu er DUK’s lederkartotek søsat! Kunne du tænke dig at være
leder på et af DUK’s arrangementer? Chef? Køkken? Praktisk? Erfaren?
Urutineret? Alle kan blive skrevet op! Skriv til son@duk.dk for
at høre nærmere.
DUK’s Elektroniske Nyhedsbrev
Bliv opdateret med såvel store som små nyheder, der direkte eller
indirekte relaterer til DUK. Eksempelvis:
- Udgivelse af blade og referater
- Påmindelse om aktiviteter og tilmeldingsfrister
- Orientering om diverse ændringer
- Orientering om udvalgsarbejdet og sekretariatet
- Og meget meget mere og andet....
Nyhedsbrevet vil udkomme alt efter mængden af nyheder, aktuelle
deadlines og behov. Tilmeld dig ved at skrive en mail til son@duk.dk.
Vi indsamler legoklodser og nøgler
Har du legoklodser og/eller gamle nøgler, der ligger og flyder
og gerne vil af med? Så har du nu chancen for at slippe af med
dem! Vi kan nemlig godt bruge dem til vores aktiviteter på
sommerlejrene og årstema-materialet. Kontakt venligst Nicklas
Sørensen på nicklas@duk.dk.
Vi indsamler kreative udfoldelser
For at sikre optimal vidensdeling, gemme godt arbejde og dermed
slippe for at opfinde den dybe tallerken hver gang, indsamler DUK
nu dit enestående arbejde. Ligger du inde med materiale om: lege
& aktiviteter, lejrprogrammer, bønner, løb, undervisning & katekese,
eller andet materiale du mener andre ledere kan genbruge, så send
det NU til ingeborg@duk.dk!
Alt tilsendt vil blive sorteret og lagt tilgængeligt på DUKs hjemmeside
indenfor kort tid. Når databasen er klar vil du få besked herom.
3

4
Fader Kolbe
For 15 år siden, den
13. marts 1995, bragte
lokale aviser i den polske
by Brzeg nær Wroclaw
en dødsannonce over en
tidligere sergent i den
polske hær, den 94-årige
Franciszek Gajowniczek.
Dermed blev der sat
punktum for en tragisk
og dog vidunderlig historie
om barmhjertighed,
godhed og offervilje, der
udspillede sig i dødslejren
Auschwitz midt i det
nazistiske inferno af ondskab
og massemyrderier
– historien om fange nr.
16670 Fader Maximilian
Kolbe, der med sit
budskab om næstekærlighed
frivilligt gav sit liv
i august 1941 for netop
Gajowiczek.
Beretningen om Fader Kolbe
tager sin begyndelse i 1894, hvor
Raymond Kolbe blev født i Lodz i
Polen, i et fattigt hjem, hvor forældrene
arbejdede som vævere.
Allerede i 1910 sluttede han sig
til Franciskanerordenen og blev
munk, under navnet Maximilian.
Han studerede i Rom og blev ordineret
i 1919, hvorefter han vendte
tilbage til Polen for at undervise
i kirkehistorie og religion på et
seminarium.
I 1930 tog han til Asien, hvor han
grundlagde munkeklostre i Japan
og Indien, men blev kaldt tilbage
til Polen seks år senere for at lede
klostret ved Warsawa. Nazityskland
invaderede Polen i 1939, og
med stigende brutalitet blev jøder
og andre grupper udsat for forfølgelser
og terrorhandlinger. Hitlers
plan om jødernes totale udryddelse
begyndte at gå op for Maximilian
Kolbe i al sin gru, og han
lod uden tøven klostret huse og
beskytte flere tusinde polske flygtninge,
heraf de fleste jødiske.
I maj 1941 blev klostret luk-
ket, Kolbe arresteret og ført til
KZ Auschwitz. I lejren fortsatte
Fader Kolbe sin præstegerning,
afholdt små gudstjenester de
mest usandsynlige steder og holdt
modet oppe hos sine medfanger.
Fangerne blev systematisk udsultet
næsten til døde, og overlevende
har fortalt, hvorledes munken
ved mange lejligheder overlod
sin sparsomme ration af brød eller
suppe til andre.
En læge, der førte nødtørftigt
tilsyn med de udsultede og syge
fanger, kunne efter krigen berette,
hvorledes Kolbe til stadighed
ofrede sig for sine medfanger.
Mange kravlede hen over barakkens
gulv om natten bare for at
være i nærheden af Fader Kolbes
briks for at søge trøst og lindring.
Altid bad Kolbe sine medfanger tilgive
de nazistiske bødler, altid bad
han dem svare igen på uhyrlighederne
med kærlighed og godhed …
Skæbnesvanger flugt
I juli 1941 flygtede en fange fra
Fader Kolbes barak – det var skæbnesvangert:
i Auschwitz var det
en regel, at 10 medfanger ville
blive henrettet uden videre som
gengældelse for flugt.

SS-kommandanten Karl Fritsch
lod barakkens 600 fanger stille op
på rad og række, og efter mange
timers venten i hede og bagende
sol blev de udmattede fanger
vidne til et optrin, de aldrig skulle
glemme. Overlevende har efter
krigen fortalt, hvordan kommandanten
råbte højt, mens han truende
pegede på dem: ”Flygtningen
er ikke blevet indfanget – som
straf vil 10 af jer blive smidt i Blok
13 og sultet ihjel…” De skræmte
fanger havde alle hørt om rædslerne
i Blok 13, den ubønhørlige
sultedød, den værste, mest frygstede
straf af alle.
10 af fangerne blev herefter udpeget,
blandt dem Franciszek Gajowniczek,
der var fængslet og
sendt til Auschwitz for sin medvirken
i den polske modstandsbevægelse.
Han kunne ikke tilbageholde
et gisp af fortvivlelse: ”Min
stakkels kone”, græd han stille,
”Mine stakkels børn! Hvad vil der
ske med dem ?”
Tog fangens plads
Da trådte Fader Maximilian Kolbe
frem fra sin plads i rækken.
Uden frygt stillede han sig foran
kommandanten og bad med fast
stemme på tysk:”Jeg vil gerne
fremsætte et ønske .. Jeg er en
katolsk præst .. Lad mig tage hans
plads. Jeg har ikke familie .. Jeg
er gammel og syg – han kan arbejde
mere .. ”
SS-kommandanten troede
ikke sine egne
øren. Aldrig tidligere
havde en fange
vovet at henvende
sig direkte
til ham, og idet
han greb efter
sin pistol, råbte
han forbløffet:
”Hvad ønsker
dette polske
svin ?”
Fader Kolbe
pegede på den
dødsdømte
Franciszek Gajowniczek
og
gentog, at han
ønskede at gå i
døden for ham og tage hans plads
i Blok 13. Kommandanten var
Af Louis Bülow freelance forfatter
5

6
lamslået men gik efter et øjebliks
overvejelser ind på anmodningen.
Nazisterne kunne velsagtens
få mere ud af den unge arbejder
som den ældre munk - Gajowniczek
blev derefter ført tilbage til
rækkerne, og munken indtog hans
plads blandt de dødsdømte.
De 10 blev brutalt kastet ned ad
bunkerens trapper til den underjordiske
celle i Blok 13, der blev
stænget, og fangerne overladt
til en ubeskrivelig død af sult og
tørst. En polak, Bruno Borgowiec,
gjorde tjeneste i bunkeren
og kunne senere fortælle, at
Fader Kolbe hele tiden forsøgte
at opmuntre de øvrige med bønner,
salmesang og beretninger om
Kristi Lidelse: ”Jeg følte det, som
om jeg var i en kirke. Fader Maximilian
Kolbe begyndte og alle de
andre svarede. Nogle gange var de
så fordybede i bønnen, at de ikke
mærkede, at vagterne kom og så
på dem gennem gitteret”.
Efter 14 dages lidelser var 4 mirakuløst
stadigvæk i live, men cellen
skulle bruges til nye fanger, og
nazisterne besluttede at give de 4
en dødbringende indsprøjtning i
venstre arm. Fader Kolbe var den
eneste, der endnu var ved fuld
bevidsthed, og med en bøn for
sine bødler på læben løftede han
sin venstre arm.
Således blev Fader Kolbe myrdet
i Auschwitz den 14. august 1941,
47 år gammel. Hans lig blev smidt
i krematoriet som hundrede tusinder
før ham – og en million efter
ham. Cellen, hvor han døde, er nu
gjort til et helligt sted, og Kolbe
selv er blevet ophøjet til helgen
og martyr, kanoniseret af Pave Johannes
Paul II ved en ceremoni i
Rom i oktober 1982. Tilstede ved
højtidligheden var Franciszek Gajowniczek,
børn og børnebørn.
Gajowniczek tilbragte 5 år, 5
måneder og ni dage i dødslejrenes
helvede og overle-vede som én af
de få, ligesom også hans hustru
Helena klarede sig igennem Holocaust
i live. Men han kom ikke til at
se to sønner igen – de blev dræbt
under et sovjetisk bombardement
i 1945 umiddelbart før hans løsladelse.
Han døde for 15 år siden,
men han glemte aldrig den lasede
munk. Efter sin befrielse fra Auschwitz
afgav han et højtideligt
løfte om hvert år den 14. august
at besøge cellen i Blok 13 og ellers
rejse ud og fortælle om sin mirakuløse
frelse. Han holdt sit løfte
– han brugte resten af sit liv på at
hæd-re og ære Fader Kolbe gennem
utallige rejser i Europa og
USA. Så sent som december 1994,
tre måneder før sin død, besøgte
den 94-årige polak St. Maximilian
Kolbe Catholic Church of Huston
og fortalte om Fader Kolbes uegennyttige
næstekærlighed.
I 2002, 20 år efter helgenkårin-
gen, blev et brev hentet frem fra
arkiverne og lagt frem for offent-
ligheden – Fader Kolbes sidste
brev til sin moder, smuglet ud fra
Auschwitz umiddelbart før Kolbes
død: ”Kære Moder, I slutningen af
maj ankom jeg med tog til koncencentrationslejren
i Auschwitz .. Du
kan have fred i sindet om mig og
mit helbred, thi den gode Gud er
overalt, og han handler med stor
kærlighed på alt og alle.”

8
Judas:
Goddag Judas
Hej
Er det OK, jeg kalder dig ved
fornavn?
Det er det vel
Fint nok… erhhm nu hvor du
er død, er der så noget du
fortryder?
Du mener udover, at jeg ikke
investerede mine sølvpenge i
Stein Baggers aktier?
Haha (nervøs latter) godt at
høre, du endnu har selvironi
til overs ovenpå en så hård
himmelfart.
Ja altså. Selvom man er død,
følger man vel stadig med i
nyhederne – og ikke mindst
Magasinet Penge. Endelig
et program med et indhold,
der er til at forstå. . . hvem
sagde i grunden, at jeg er i
himlen nu?
Det var vist Peter … han
har også altid været lidt
af en softy. Men tilbage til
sagen ,Judas, fortryder du
så, at du forrådte Jesus?
Han har jo siden vist sig at
kunne samle en hel del flere
tilhængere end dig selv…no
offense
None taken. Ensomhed er en
dyd, og al den fanmail ville
alligevel hobe sig op i mit
spamfilter
Jeg ved ikke helt, om jeg
synes, du besvarede mit
spørgsmål . . .
OK . . . jamen Jesus var da
sikkert en fin fyr, dog en
smule bedrevidende til tider.
EPOKEGØRENDE
AFSLØRINGER
”Jeg blev bagvasket
på det groveste”
EKSKLUSIVT
INTERVIEW
MED DISCIPLEN,
DER FORRÅDTE
JESUS
Jeg mener - al den snak om
frelse…
Hehe, (skinger latter) sjovt.
Jamen jeg tror, jeg vil sige
tak for denne gang! Vi har
vist hvad, vi har brug for.
Godt. Så kan jeg også nå at
se mit yndlingsprogram på
TV

Foto: Kim Merrild
Motivationen for frivillige
er følelsen af, at
de gør noget godt.
Men at sige tak kan
være svært. Her kan I
læse om, hvad andre
har gjort, for at gøre
det nemmere.
”Det kan være svært at sige
“tak”, men så sig bare noget
andet.
“Fiskekutter”, “ballonskipper”
eller “autoværn”… De
fleste ord kan bruges i stedet
for “tak”, bare du anerkender
de frivilliges enorme indsats i
dansk idræt. ”
Sådan kan man læse på www.
takenfrivillig.dk. Danmarks
Idræts-Forbund
kørte i 2007
en kampagne,
der
skulle få
Af Kristine MV Hansen
SEND DIN TAKKEHILSEN
Send et elektronisk ”tak”
til en frivillig du sætter
pris på via DIFs kampagneside:
www.takenfrivillig.
dk/SendPostKort.asp
idrætsudøvere i de
danske sportsklubber til at
udtrykke deres påskønnelse af
de frivillige kræfter. ”Uden
indsatsen fra de frivillige ville
idrætten nemlig have det
meget svært. Hvem skulle
køre ungerne til kamp og
stævner? Hvem skulle vaske
spillertrøjer? Hvem skulle
træne klubbens miniputhold?”
Fælles for DUK og
sportsklubberne
Det er her, at vi fra Natflyveren
vil komme med en
opfordring. For har vi ikke
samme problematik ude i sognene,
lokalforeningerne og på
lejrene? Nok har vi ikke, som
DIF, hundredtusindvis af frivillige,
men de der er, fortjener
nøjagtigt den samme påskønnelse.
Sig ”majskolbe”
til moren
der kommer med
kage til kirkekaffen,”papegøjetang”
til ham
der spiller guitar
til børnemessen
Ballonskipper
– tak en
frivillig
DUKIDOL
Du kan også tippe Natflyveren
et DUKIDOL, hvis du
kender én, som i særdeleshed
bør takkes. Skriv til
natflyveren@duk.dk
Her i bladet har vi sat
fokus på Bente og Linda,
som yder en stor indsats
for børn og unge i menigheden
ved Skt. Annæ
Kirke på Amager.
eller
”nodestativ” til lederne på
lejren, som sørgede for det
sjoveste natløb.
Har du lidt nemmere ved den
direkte måde, kan du også
bare sige ”tak”. Intet motiverer
frivillige kræfter som
følelsen af, at det man gør
skaber glæde. Husk det, når
de frivillige i menigheden har
arrangeret en festlig ungdomsmesse.
Husk det, når
sommersæsonen starter, og vi
invaderer Øm. Husk det, når
nogen gør noget, der gør dig
glad. For så kan det være, at
de frivillige får lyst til at tage
endnu en tørn.
9

Af Petter Becker-Jostes og Daniel Nørgaard
Seksuelle over
hvordan, hvorf
I den seneste tid er Kirken blevet rystet af de mange sager om seksuelle
overgreb, som i årtier er blevet fortiet af præster og biskopper.
Natflyveren sætter fokus på overgrebssagerne og giver dig et par styrkende
ord med på vejen.
Hvad er der sket i Kirken i
sagerne om seksuelle overgreb?
De mange sager om seksuelle
overgreb handler om, at
enkelte præster rundt om i
verden (blandt andet USA,
Tyskland, Irland, Senegal,
Norge og Canada) har begået
seksuelle og voldelige overgreb
mod børn og unge, oftest
drenge i puberteten. Derudover
har mange biskopper,
efter de har fået kendskab
til overgrebene, bare flyttet
præsten til et nyt sogn, hvor
vedkommende ofte har fortsat
med at begå overgreb.
Det er netop denne praksis
med bare at flytte præsterne
i stedet for virkelig at tage
hånd om problemet, som er
blevet mødt med stor modstand
i medierne. Men også
pave Benedikt XVI selv har
kritiseret denne praksis,
blandt andet i sit hyrdebrev
til de irske katolikker, som har
været hårdt ramt af store og
omfattende misbrugsskandaler.
Flere steder retter han en
skarp kritik mod de præster,
som har begået overgreb, og
de biskopper, som har dækket
over det. Rettet direkte mod
disse biskopper skriver paven,
at ”det må indrømmes, at
10
der blev foretaget alvorlige
fejlvurderinger, og at der har
været svigt i ledelsen.”
Kirken er også blevet kritiseret
for at ville håndtere
sagerne internt uden at gå
til myndighederne. Her har
Vatikanets talsmand, Federico
Lombardi, pointeret, at der
ikke er nogen bestemmelse
i kirkeretten, som forbyder,
at de civile myndigheder
bliver involveret. Tværtimod
opfordrer paven i sit hyrdebrev
de irske biskopper til at
fortsætte samarbejdet med
de civile myndigheder. Og
selvom hyrdebrevet er skrevet
til de irske katolikker, kan
brevet også ses som en generel
linje for pavens holdning
i disse sager verden over.
Hvad er der sket i Danmark?
Efter at misbrugssagerne har
været meget omtalt i de danske
medier, er der nu kommet
omkring 20 danske sager frem.
Langt de fleste ligger mindst
30 år tilbage, og er begået af
præster, som nu er døde. Den
katolske Kirke i Danmark har
efter den store mediedækning
taget kontakt til Børnerådet
(et råd, der tager sig af børns
rettigheder i Danmark) for at
finde ud af, hvordan de gamle
sager skal håndteres. Der skal
nu laves en uvildig advokatundersøgelse,
som har til formål
at undersøge de kendte
tilfælde af overgreb begået i
Den katolske Kirke i Danmark.
Desuden vil alle sager bliver
overgivet til politiet.
Er problemet mere omfattende
i Den katolske Kirke
end i resten af samfundet?
I løbet af de seneste 22 år
har KRIS, Kristen Rådgivning
for Incestofre og Seksuelt
misbrugte, hjulpet omtrent
100 personer, som er blevet
udsat for seksuelle overgreb i
forskellige kirkelige samfund,
lige fra folkekirken til baptisterne.
Ifølge KRIS er katolske
præster ikke overrepræsenteret,
og KRIS’ landsleder,
Vibeke Møller, siger til DR
Nyheder, at ”set ud fra de
sager, vi har haft, foregår der
ikke nødvendigvis flere sager i
Den katolske Kirke.”
Kan min præst have begået
overgreb?
Alle præster, som er blevet
ansat efter 2005, har afleveret
børneattester. Hvis du har
mistanke om, at en præst har
begået et overgreb: Se under
næstsidste spørgsmål i denne

greb i Kirken -
or og hvad nu?
artikel.
Til gengæld er det også meget
vigtigt at huske, at langt,
langt størstedelen af alle
præster overhovedet ikke kan
finde på at begå nogen form
for overgreb! Hele denne her
debat er også rigtig svær for
præsterne, som kan føle, at
folk mistænkeliggør dem,
og selvom offeret altid skal
komme i første række, skal vi
også passe på, at vi ikke mis-
ter tilliden til alle de præster,
som giver deres liv til Gud og
Kirken.
Er cølibatet en årsag til
overgrebene?
Man bliver lige så lidt pædofil
af at leve i cølibat, som man
bliver gravid af et kys. Selvom
historierne om overgreb
begået af katolske præster er
mange, er de kun en forsvindende
lille del af de mange
overgreb, der bliver begået
mod mindreårige.
Da Statens Institut for Folkesundhed
i 2002 gennemførte
en undersøgelse blandt 9.
klasses elever, viste den at
i alt 11,3% af eleverne var
blevet udsat for strafbare seksuelle
overgreb. Det svarer til
at 5-6000 danske børn hvert år
oplever seksuelle overgreb!
De fleste overgreb bliver
begået inden for familien,
Kirken ser med stor alvor på overgreb på børn, og Vatikanet har opfordret de irske biskopper til at fortsætte
samarbejdet med myndighederne. Foto ©iStockphoto.com/Drbouz
11

12
men det betyder ikke at
familien som struktur får folk
til at begå overgreb. Pædofili
er en sygdom, der udvikles i
barndommen, og hverken det
at leve i seksuel afholdenhed,
eller det at man får børn, kan
i sig selv fremprovokere lysten
til at forgribe sig på mindreårige.
Har du mistet noget af din tillid til Kirken eller
måske endda til Gud efter de mange sager
om seksuelle overgreb i Kirken? Det er helt
forståeligt, hvis du har.
For vi er blevet konfronteret med noget, som
vi håbede, ikke eksisterede i vores Kirke. Der
findes næppe noget værre, end at Jesu egne
tjenere har misbrugt Guds og medmenneskers
tillid på en så ækel måde. Er der så overhovedet
nogen grund til stadig at holde fast i Kirken
og troen på Gud? Ja, det er der helt bestemt!
I sidste ende fylder det gode i Kirken nemlig stadig
langt mere end det dårlige – selvom det er
nogle af de værste forbrydelser, man overhovedet
kan forestille sig, der i øjeblikket vælter
ud af skabet. Det er godt, sagerne er kommet
frem i lyset, så ofrene for de forfærdelige
overgreb endelig kan få oprejsning og en undskyldning
for det, der er sket. For først og sidst
er det ofrene, vi skal have i tankerne.
Så kan det godt være, at medierne har overdrevet
lidt og fordrejet et par ting. Så kan det
godt være, at vi skal høre på det sædvanlige
hylekor om, at Den katolske Kirke nu endelig
burde træde ind i nutiden og afskaffe cølibatet
– kommentarer, som overhovedet ikke hjælper
ofrene eller kan forhindre nye overgreb.
Men mediernes overdrivelser og omverdenens
kritik må bare ikke få os til at tro, at vi ikke
står med et alvorligt problem. Og vi skal slet
ikke melde os ind i det modsatte hylekor af
folk, der nærmest som undskyldning siger, at
overgreb også foregår andre steder i samfundet.
Det minder lidt om skolebarnet, som bliver
Professor Hans-Ludwig Kröber,
Direktør for Institut for
Retsvidenskabelig Psykiatri i
Berlin, påpeger at statistikken
fra Tyskland gældende årene
1995-2009 viser at forekomsten
af pædofile blandt
katolsker præster er 36 gange
lavere end blandt den generelle
mandlige befolkning. I
USA er antallet af pædofile
lige så stort blandt præster
som blandt den almindelige
befolkning.
Hvad har pavens rolle
været? Har han været med
til at dække over overgreb?
I nogle medier bliver der
fremsat påstande om, at pave
Når tilliden bliver brudt...
Er der overhovedet nogen grund til at holde fast ved Kirken længere?
Ja - for overgrebene er blevet begået lige så meget imod Kirken, som
de er blevet begået i Kirken.
KOMMENTAR Af Petter Becker-Jostes
taget i at slå en anden elev, og hvor barnets
forældre for at forsvare sig siger: ”De andre
gør det jo også!” At andre laver fejl er overhovedet
ikke nogen undskyldning for, at vi kan
tillade os at lade stå til - slet ikke i Kirken. Lad
os hellere bruge lejligheden til at få ryddet
op i fortidens fejl og set på, hvordan vi kan
forhindre overgreb i fremtiden!
Vi skal nemlig huske på, at det ikke er Kirken
selv, der har begået fejl i disse sager, men
menneskene i den. Det er præsterne, som har
begået de perverse overgreb, og biskopperne,
som har dækket over dem, der har fejlet og
dermed har gjort sig skyld i stor smerte hos
ofrene og os andre, der er forfærdede over, at
den slags er sket. Og det er det, vi skal forhindre
i fremtiden.
Vi skal også huske, at det ikke bare er forbrydelser,
der er begået i Kirken, men så
sandelig også mod Kirken. For Kirken er jo ikke
bare præsterne og biskopperne – tværtimod:
Kirken er de fattige, de svage, de udstødte,
børnene, de gamle, familierne, de unge og så
videre.
I mellemtiden må vi, almindelige katolikker
rundt om i landet, huske, at vi også kender
Kirken fra dens gode side. Glæden ved at tro,
fællesskabet i Kirken, de mange fantastiske
oplevelser, for eksempel på sommerlejre, er
ikke noget, alle unge danskere oplever. Det
er der ikke nogen, der kan tage fra os, og det
er det, vi må fokusere på – uden i fremtiden
at lade stå til, hvis vi på et tidspunkt selv er
vidne til en forbrydelse, hvor menneskers tillid
til Kirken bliver misbrugt på det allergroveste.

Benedikt XVI selv har været
for dårlig til at reagere i
overgrebssager. Den største
sag, som du kan læse mere
om her, drejer sig dog ikke
om, at paven har dækket over
overgreb, og desuden er det
meget tvivlsomt, at paven selv
har været involveret i sagen.
Det handler om, at pave Benedikt
XVI i New York Times er
blevet beskyldt for, mens han
som Joseph Ratzinger stadig
var leder af Troslærekongregationen,
at dække over den
amerikanske præst Father
Murphy, som mellem 1950 og
1974 misbrugte over 200 døve
drenge. I 1974 blev overgrebene
opdaget, og præsten
blev flyttet. Allerede dengang
var de civile myndigheder
blevet inddraget, som dog
ikke gjorde mere ved sagen.
Først godt 20 år senere
blev Vatikanet involveret,
da den daværende ærkebiskop
for Milwaukee, Murphys
bispedømme, skrev til Troslærekongregationen,
som
Ratzinger var leder for.
Det er dog ikke sikkert, at
Ratzinger selv har fået sagen
i hænde. Ærkebiskoppen bad
Troslærekongregationen, senest
ved et møde i maj 1998,
om at føre en retssag mod
Murphy for at tage præstekjole
og –krave fra ham..
Murphy sendte derpå selv
et brev til Troslærekongregationen,
hvor han skrev, at
han var gammel og syg, og
han bad om at måtte dø som
præst. I dette lys – og fordi
der ifølge Vatikanet ikke var
fremkommet påstande om
nye overgreb i 20 år – foreslog
Troslærekongregationen derfor,
at Milwaukees ærkebiskop
skulle begrænse p. Murphys
præstevirke og kræve, at han
tog det fulde ansvar for sine
handlinger. Murphy døde dog
fire måneder senere, uden at
han var blevet frataget sin
præstekjole eller –krave inden
da.
I sagen om Father Murphy er
det altså de civile myndigheder
og de ansvarlige i Kirken
dengang, som har begået en
fejl ved ikke tage ordentligt
hånd om sagen i første omgang.
Det, Vatikanet kunne have
gjort i netop denne sag, ville
have været at fratage Father
Murphy hans værdighed som
præst. Denne sag handler
altså ikke om de civile strafferetslige
forhold i forbindelse
med præstens overgreb.
Hvad kan jeg gøre, hvis jeg
har mistanke om, at der er
blevet begået et overgreb?
Hvis du har mistanke om, at
der blevet begået et overgreb
i din omgangskreds – hvad
enten det er Kirken, skolen,
studiet, sportsklubben eller
noget andet sted – bør du
ikke tøve og med det samme
henvende dig til politiet eller
p. Niels Engelbrecht (tlf. 30
54 21 18), som står i spidsen
for bispedømmets beredskab i
forbindelse med overgrebssager.
På katolsk.dk kan du desuden
finde bispedømmets beredskabsplan
i forbindelse med
overgreb.
Hvad gør DUK for at forhindre
overgreb?
For alle, som skal være leder
eller præst på en lejr eller en
weekend, bliver der indhentet
børneattester. Desuden
har DUK en samværspolitik,
som blandt andet handler om,
at man som leder ikke bør
være alene med børnene, og
folderen giver også gode råd
for, hvordan ledere bør opføre
sig over for hinanden og deltagerne.
DUK’s samværspolitik
ligger på duk.dk under hent
filer, skemaer mv. à Om DUK à
samvaersfolder.pdf. Folderen
er ved at blive opdateret.
I en amerikansk sag havde en præst misbrugt over 200 døve drenge.
Først 20 år senere fik Vatikanet kendskab til sagen.
Foto ©iStockphoto.com/ Jan_Kowalski
13

14
Den katolske
Af Sara Arnkilde
kernefaglighed
Til daglig læser jeg til sygeplejerske, og min skole har indledt
et tværprofessionelt samarbejde med seks andre sundhedsuddannelser,
som vi skal udarbejde et projekt sammen med.
Vores første opgave er at definere hvad vores, sygeplejerskernes,
kernefaglighed er i forhold til de andre uddannelser.
Tankevækkende, at jeg på mit andet uddannelsesår ikke rigtig
kan sige hvad en sygeplejerske er!
Men forholder det sig ikke også sådan i andre af livets sammenhænge?
Hvem er jeg i forholdet til min kæreste? Hvem er jeg i
forholdet til mine venner? Hvem er jeg som menneske? Hvem er
jeg som katolik?
På nogen punkter begynder jeg at føle mig lidt gammel med
mine 22 år, men på andre punkter kan jeg forbløffe mig selv
med min umodenhed. For hvem har skruet det sådan sammen
at alle andre ikke også tænker ligesom mig? Jeg troede at det
der med at være katolik var piece of cake for alle katolikker
tænker jo ens og mener det samme.
Gud er Gud (og det er han jo), men vi forholder os alle forskelligt
til ham – også som katolikker. Derfor kan vi spørge os selv:
hvem er jeg i forholdet til Gud?
Den store forskel ligger i, hvorvidt Gud for os er en del af
familien, eller om han blot kommer på besøg fra tid til anden.
Er han en del af familien, er han også en del af mig. Jeg sætter
alt ind i hans perspektiv, fordi jeg ved, han har en plan, som
jeg ikke kender til.
En lidt forældet sammenligning er sammenligningen af Gud som
en forælder til et spædbarn. Spædbarnet fatter brik, men kommunikerer
hvad det har brug for. Hvis man er en god forælder
opfatter man barnets behov. Og Gud har en smule erfaring med
forældrerollen. Han er trods alt den stolte far til seks milliarder
små pusselanker.
Hvis vi ikke ved hvem vi er som katolikker og i øvrigt ikke er
enige om det, kan vi heller ikke forholde os til ikke-katolikker
på en god måde.
Skal det hele give en større form for mening, må vi finde ind
til, hvad en katoliks ”kernefaglighed” er, noget som ingen andre
kan eller gør – for vi kan ikke tage patent på næstekærlighed.
Hvad er kernen og dét, der aldrig forgår? Hvad er en katolik?

Det lyder måske fjollet, og det er det
også! Men prøv lige at overveje det
en gang . . .
Var
Fuldstændig formålsløse
– et modstykke til
Natflyverens lidt mere
alvorlige klumme
Det tager ikke mange minutter at finde mindst 4 ting, der kunne tale for det:
- Jesus bød sin egen død velkommen, fordi han vidste, den var vejen til et evigt
og ophøjet liv.
- For at få del i dette evige liv, skulle disciplene drikke hans blod og spise hans legeme.
- Jesus døde på et kors, det symbol, som vampyrer afskyr allermest.
- På den tredje dag opstod Jesus og var nu helt bleg og lysende, hvilket skræmte de folk,
der så ham.
Tankevækkende, ikke? Især hvis man overvejer, hvilke konsekvenser det ville have for os som
katolikker, hvis det virkelig passede. Vi, der glade og intetanende indtager Jesu kød og blod hver
søndag under kommunionen. . .
Men...
Jesus
i virkeligheden
vampyr?
Der findes også andre argumenter
at fremføre i forsøget
på at afgøre, hvem Jesus
egentlig var. Se her…
Der findes tre beviser for, at
Jesus var Mexicaner:
- Han hed Jesus
- Han var tosproget
- Han blev altid generet af
myndighederne
Men der findes også belæg for,
at han var Irsk:
- Han giftede sig aldrig
- Han fortalte altid historier
- Han elskede at være ude i
naturen
Samtidig findes der tydelige
indikationer af at Jesus var
sort:
- Han kaldte alle for "broder"
- Han kunne lide gospelmusik
- Han kunne ikke få en retfærdig
rettergang
Tre stærke fakta taler for at
Jesus var Italiener:
- Han gestikulerede når han
talte
- Han drak vin til alle måltider
- Han var sikker på at hans
mor var jomfru, og moren var
sikker på at han var Gud.
Men yderligere fakta tyder på
at Jesus kan have været fra
Californien:
- Han klippede aldrig håret
- Han gik barfodet
- Han grundlagde en ny religion
MEN, de mest overbevisende
beviser taler faktisk for at
Jesus var
KVINDE :
- Han blev nødt til at bespise
en mængde mennesker med
kort varsel, selv om der ikke
var noget mad.
- Han forsøgte at blive hørt
blandt en mængde mænd som
ikke hørte efter
- Da han var død blev han til
og med nødt til at stå op igen
fordi der var flere opgaver at
udføre.
15

16
Hvor skal du hen
Det er
sjældent rart
at tænke på
døden, og endnu
værre bliver det,
hvis det indebærer
en ulykke eller sygdom.
Forhåbentlig vil
du aldrig blive udsat for
noget så frygteligt, og det er
ikke fordi, du skal til at tænke
på begravelsesarrangementer nu,
men det kan være en god ide at
have overvejet, hvordan du ville
have det med at donere dine organer.
et følelsesmæssigt dilemma
Der er utroligt mange svære følelser
forbundet med det at skulle forholde
sig til døden og organdonation.
M a n
b l i v e r
nødt til
at spørge
sig selv, hvordan
man vil have
det med, at dele af
ens krop lever videre i
en anden. Det kan på nogle
virke som en ret frastødende tanke,
at forestille sig at en anden
person går rundt med ens hjerte
eller øjne – næsten som noget
taget ud af en dårlig fremtidsfilm.
Det man selvfølgelig må huske på,

når du dør?
Himmel eller Helvede?
Du har sikkert tænkt på hvor din sjæl mon ender henne efter du er død, men
har du overvejet, hvad der skal ske med din krop?
Og hvordan kan man overhovedet tage stilling til sådan et spørgsmål?
er den utrolige værdi, det har for
dem, der modtager et nyt organ.
For dem vil det betyde mange
års stærkt forbedret livskvalitet.
En mor får måske lov til at leve
længe nok til at se sine børn vokse
op, og et barn får muligheden
for at vokse op og få et normalt
liv. En ting der også går igen, når
man læser beretninger fra mennesker,
der har doneret organer
fra deres børn eller andre, er, at
det helt ubeskrivelige tab, de har
lidt, føles som en lille smule mindre
menings-løst, når de ved, at de
har hjulpet en hel række af mennesker
med at få et bedre liv. Det
giver en utrolig trøst at vide, at
det liv, de har mistet, ikke er tabt
helt forgæves.
du skal elske din næste...
Helt grundlæggende handler det jo
Af Clara Riis Ottosen-Støtt
om næstekærlighed – ved at donere
sine organer giver man en uvurderlig
gave til andre mennesker i
nød og redder sandsynligvis deres
liv. Ud fra et kristent synspunkt er
organdonation derfor som udgangspunkt
noget, man opfordrer til,
fordi det er en grundlæggende
god og uselvisk handling. I den Katolske
Katekismus står der bl.a.:
”Organdonation efter døden er en
ædel og fortjenstfuld handling og
bør opmuntres
17

18
som en manifestation af generøs
solidaritet”. Det lyder jo i sig selv
meget enkelt, men der er nogle
forbehold. Der står nemlig også,
at: ”Organtransplantation er moralsk
acceptabel, hvis de fysiske
eller psykiske risici for donors vedkommende
står i forhold til det
gode, modtageren søger at opnå”.
Det vil sige, at der er to modstridende
faktorer på spil: buddet om
næstekærlighed og reglen om ikke
at måtte skænde kroppens medfødte
helhed eller fuldkommenhed.
Selvom man ønsker at gøre
noget godt for en anden, er det
derfor ikke nødvendigvis tilladt,
hvis det skader en selv alvorligt
(her snakker vi selvfølgelig om
transplantation, hvor donor stadig
er i live). Det betyder, at du f.eks.
ikke må donere din ene hånd eller
dit ene øje, mens du er i live, da
det vil ødelægge din krops helhed.
Respekten for den enkelte
persons legeme er meget vigtig i
Hvordan melder jeg mig som
donor?
Du kan gå ind på www.tagstilling.nu
og melde dig til med det
samme. Her er der også masser
af oplysninger om donation.
Vores nuværende pave Benedikt
XVI har allerede meldt sig!
denne sammenhæng.
Helt afgørende er det,
at vi aldrig nogensinde
må reducere vores syn på
andre mennesker til at betragte
dem som ”reservedele”. At give et
organ må altid være en fri kærlighedsgerning,
og vi kan ikke have
”ret” til en anden persons organer,
selvom
man kan argu- de nordiske biskoppers hyrdebrev
mentere for, ”at tage vare på livet”:
at de jo ikke ”Når vi betænker den store mangel på trans-
skal bruge dem plantationsmateriale, der råder i de nordiske
mere. Derfor lande i dag, bør vi hilse denne mulighed for
skal den dødes at redde andre menneskers liv med vort døde
krop også be- legeme velkommen. En organdonation kan
handles med være en persons sidste frie kærlighedsger-
den respekt, ning her på jorden. Derfor opmuntrer vi alle
den fortjener. katolikker i vore bispedømmer til at fremme
livets kultur ved at tage stilling i dette vigtige
H j e r n e d ø d /
hjertedød?
I 1990 anerk-
spørgsmål.”
endte kirken officielt det såkaldte
hjernedødskriterium, dvs. at en

Pave Johannes Paul ii om død-
skriterier:
“I denne sammenhæng skal man huske
på, at personens død er én hændelse,
der består af det fuldstændige sammenbrud
af den udelelige og totale helhed,
der er personen. Det skyldes, at det livgivende
princip (sjælen) skiller sig fra
personens legemlige virkelighed.”
person, hvis hjerne uigenkaldeligt
er holdt op med at fungere, anses
som død, selvom hjertet stadig
kan slå med hjælp fra en respirator.
Det skete på baggrund af en
teologisk erkendelse af, at sjælen
er knyttet til sindet, og at når
det er væk, så er personen død.
De fleste transplantationer sker
i dag fra hjernedøde, fordi deres
organer stadig er ”i live” og derfor
kan bruges til transplantation.
Organerne fra en hjertedød bliver
meget hurtigt ubrugelige – allerede
efter et par minutter kan
f.eks. hjertet ikke bruges mere.
Spørgsmålet om hjernedødskriteriet
har dog givet anledning
til heftig debat i mange lande. I
Tyskland blev en katolsk præst for
eksempel for nyligt fyret, fordi
han prædikede at organtransplantation
var det samme som mord,
fordi han var uenig i at personer
virkelig er døde, når de er erklæ- sker under ordnede etiske forhold.
ret hjernedøde . Også i USA har Men som udgangspunkt ser kirken
der været meget debat om brug
af organer fra folk, hvis hjerte
meget positivt på organdonation.
var holdt op med at slå, men som dit eget valg
måske kunne være reddet, hvis Der er ikke nogen, der skal presse
man havde fortsat hjertemassagen dig til at melde dig som organdonor
– det
typer af donation:
vil altid være
Du kan både vælge at donere, mens du er
helt dit eget
i live, eller efter du er død. Mens du er i
valg, og det er
live, kan du donere fx blod, knoglemarv, en
meget vigtigt
af dine nyrer eller andre dele af din krop,
at huske, at
der ikke er livsnødvendige. Efter døden kan
man altså ikke
du donere alle dine organer samt hud. Du
er et dårligt
vælger selv hvilke dele af din krop, du vil
m e n n e s k e ,
donere, ved at krydse dem af på tilmeld-
hvis man vælingsskemaet,
og du vælger også, om dine
ger at sige nej
nærmeste skal godkende det først.
til at være
i længere tid. Og der er mange andonor.
I sidste
ende må det
komme an på, hvad du selv føler,
dre etiske dilemmaer at forholde er det rigtige for dig. Det vigtig-
sig til. Det er klart, at der altid ste er dog, at du tager stilling. Om
vil være mulighed for at misbruge ikke andet, så af hensyn til dine
de medicinske muligheder, vi har i pårørende. I boksene rundt om
dag, og det er selvfølgelig meget på siden kan du finde flere oply-
vigtigt, at transplantation kun sninger.
19

dUkidol?
Natflyveren hædrer folk, der gør en særlig indsats for katolske
børn og unge. Vi benævner disse mennesker DUKIDOL, fordi det
er mennesker, der er værd at efterligne.
Denne gang kigger Natflyveren mod Amager, hvor vi splitter dette blads
titel imellem 2 piger, som helt ind i hjertet tydeligvis brænder for, sammen
med præsterne i deres sogn, at give børn og unge en platform, hvorpå de
kan udvikle deres tro. Bente K. og Linda M. Palm-Nielsen er tvillinger, og de
har, deres unge alder til trods, allerede arrangeret pilgrimstur til Medjugorje,
hjulpet på Den Største Dag og hjælper med at arrangere familiemesser i
deres sogn.
Men alt dette er kun biting. Årsagen til at de løber af med titlen som DUKI-
DOL er deres ukuelige positive indgangsvinkel til det store arbej-de, som de
lægger for dagen og ikke mindst deres glade, smilende og sprudlende måde
at møde mennesker på. Her er to mennesker, der er værd at se op til –
jeres DUKIDOLER.
Hvorfor er det vigtigt for jer at hjælpe
til med at lave arrangementer i menigheden?
bente:
Som kristen er det vigtigt ikke kun at
modtage det glædelige budskab. Troen
er en gave, som man har fået gratis,
og man har faktisk ansvar for at give
den videre og være et vidne om
troen. Man bliver trist af at se, hvor
få børn og unge, der kommer til fx
den ugentlige søndagsmesse. Ved
at afholde arrangementer i menigheden
kan man forhåbentlig
åbne deres og deres forældres
øjne for, at Kirken er ikke et
gammeldags og støvet sted.
Det er ikke let, men man
bliver nødt til at starte et
sted.
Hvordan kan I altid
være så glade og
positive?
linda:
Sikke
et
fantastisk sødt spørgsmål! Ikke alle dage er
”rosenrøde”, men vi er alle kaldet til at være
små funklende lys, der skinner i mørket. Alle
mennesker, der har taget det glædelig budskab
til sig, bør afspejle Kristus på en eller anden
måde. Om dette afspejles i et smil, et kram,
en venlig hilsen, så er det jo kærlighed udvist
på forskellige måder. Kristus er kærlighed, og
har man mødt Vor Herre og taget Hans budskab
til sig, så burde ens hjerte også være blevet
”forvandlet” og ”boble” med kærlighed..
Ville det være det samme, hvis I ikke havde
hinanden?
bente:
Ha ha ha : ) Det er sjovt, at du spørger. Vi har
faktisk talt med hinanden et par gange om
dette. Det er ikke det letteste spørgsmål.. Men
for at sige det rent ud: Jeg ville personligt ikke
ønske det anderledes. Jeg håber da, at Linda
har det på samme måde.
linda:
Nej, jeg kan jo alligevel ikke bytte Bente! (
stort smil)
Ej, joke til side. Vi betragter det som en stor
gave at have hinanden.
bente:
Typisk Linda… (Stort smil)..Vi er tvillinger
og har et tæt forhold, men
Ukidol dUkidol dUkidol dU
dol
20
dUkidol dUkidol dUkid

vi er ikke ligefrem limet sammen.
Vi kan godt fungere på
egen hånd. (Stort smil) Men
vi ville aldrig ønske at være
hinanden foruden.
Hvordan føles det at blive
udnævnt til DUKIDOL?
linda:
Alle ved, at det altid er dejligt
at få ros og anerkendelse
for ens lille indsats. Når det
er sagt, så ved vi også, at der
inden for DUK findes en MASSE
andre flittige unge mennesker,
der laver et ufatteligt stort og
Linda Maria Palm-Nielsen
Lægestuderende, 24 år
prisværdigt arbejde. Disse får
måske ikke lige det skulderklap
eller den store mængde
ros, som de fortjener. Derfor
vil vi gerne ”dele” denne
udnævnelse med netop disse
arbejdsbier, som har udført og
til dags dato stadig udfører et
stort arbejde for DUK.
Det er JER, der er de
største DUK-idoler!
(stort smil).
Bente Katherine Palm-Nielsen
Tandlægestuderende, 24 år
De næste familiemesser i Skt. Annæ
Kirke, Amager afholdes 25. april, 16.
maj og 20. juni - alle dage kl. 14.00!
kidol dUkidol dUkidol dUki
ol dUkidol dUkidol dUkido
21

Visioner
22
Af Gregers Mærsk-Kristensen
Man kan høre og se det for sig.
Med dyb og teatralsk stemme
kan et initiativ til sogneomstruktureringer
fremlægges for menigheder
under meddelelser og
for menighedsråd på næste møde.
Bekymringerne, ja, frygten vil da
brede sig. Man ved jo, hvad man
har, men ved ikke hvad man får. Instinktivt
kæmper man da for det,
som man har, og gør sig meget lidt
åben for det, som måtte komme.
Omvendt kunne man vel også
forstille sig et initiativ til sogneomstruktureringer
blive fremlagt
med håb og med en vision
for, hvordan vi kan få nogle langt
mere velfungerende sogne. Dette
indlæg er blot ment, som nogle
tanker, der kunne inddrages, når
sådan en samlet vision skal skabes
og formuleres.
Med nedenstående skitserede
visioner gør jeg mig ingen illusioner
om, at jeg har fundet de
vises sten. Men som præst i dette
bispedømme – også i 2020
– kunne jeg godt tænke
mig, at vi i stedet for at
frygte det værste går ind i
diskussionen omkring sogneomstruktureringer
med
åbne sind og visioner. Ja,
vi må turde lade de gamle
drømme drømme og de unge skue
syner (Joel 3,1) . For helt fundamentalt,
hvor er det, vi gerne ser
vort bispedømme være i 2020, og
hvordan kommer vi derhen? Det
må og skal være spørgsmålet.
Prioriteringer
Som jeg læser Kirkens officielle
dokumenter de sidste mange år,
så hører det med til vores berettigelse
som Kirke, at vi gør vort
yderste for at nå alle med det
mest vidunderlige budskab om
Guds kærlighed. Ja, det hører
med til vores eksistensberettigelse
som Kirke, at vi sikrer, at alle
har adgang til at opleve og forhol-
de sig til dette budskab igennem
vedkommende katekese, Ordets
forkyndelse og sakramenterne. Og
det hører med til vores eksistensberettigelse
som Kirke, at alle får
den vejledning og hjælp, de behøver
til at leve i ansvarlighed og
kærlighed i forhold til familien,
til næsten i nød og til det samfund,
som vi lever i. Prioritet må
derfor gives til evangelisering og
genevangelisering, til katekese,
til børne- og ungdomsarbejde og
til initiativer, der kan støtte op
om de katolske familier. Alt andet
i dette bispedømme – også kirkebygninger
og sognestrukturer – er
i det lys absolut sekundære til
dette og må ændres og sælges fra,
som det nu passer sig og fremmer
det ene fornødne. Gudsrigets sag
er jo en presserende sag, der ikke
kan vente!

for sogne-
Vision og
rettigheder
Man kunne måske bygge en vision
op omkring nogle rettigheder,
som burde være enhver katolik
i dette land beskåret. Blandt
disse rettigheder kunne nævnes:
1. Ret til at kunne komme til
messe indenfor en overkommelig
afstand (½ times transport).
2. Ret til adgang til en præst,
som han eller hun kan forstå, og
som er velfungerende.
3. Ret til en tidssvarende og
systematisk katekese, særligt
hvad børn og unge angår, men
også, hvad angår voksne.
4. Ret til adækvate fritids- og
lejrtilbud, der styrker den katolske
identitet hos børn og unge.
5. Ret til en gennemtænkt og
systematisk bryllupsforberedelse
og - i tilfælde af ægteskabelige
problemer - ret til hjælp
af kompetente katolske familieterapeuter.
omstruktureringer!
Vision for hele
bispedømmet
Men skal vi virkelig ville gøre noget,
der batter, når det gælder
evangelisering og genevangelisering,
udbygning og udvikling af
katekesen, katolsk børne- og ungdomsarbejde,ægteskabsforberedelse
og initiativer, der kan støtte
op om de katolske familier, og
coaching og uddannelse af frivillige,
så har vi brug for et moderne
uddannelses- og konferencecenter.
Det skal ligge centralt i Danmark,
for eksempel i Odense, så
folk kan nå til et aftenmøde eller
til et lørdags- eller søndagsmøde
fra hele landet, uden at de behøver
at tage dage fri fra arbejde
og uden, at nogen behøver at
overnatte. Her kunne Pastoralcentret,
Sankt Andreas Bibliotek
og de fleste af bispedømmets
pastorale aktiviteter samt DUK
passende få til huse, så alle disse
funktioner er noget nærmere de
menigheder og de frivillige, som
de skal hjælpe, vejlede og uddanne.
Det kunne således blive et
pastoralt og evangeliseringsmæssig
vækst- og inspirationscenter,
hvor folk ville kunne komme til
uddannelsesdage og lignende. Og
her ville man også kunne arrangere
ægteskabsforberedelse med
videre. Hvis ikke man mener, at
der er råd til et sådan uddannelses-
og konferencecenter, så kan
man jo passende sælge Magleås,
som jo alligevel ligger så håbløst
afsides i forhold til størstedelen af
Danmarks katolikker til, at det vil
bliver brugt af dem med fast arbejde,
og som ikke har mulighed
for at tage flere dage af sted.
23

Udgiver: Danmarks Unge Katolikker, Skt. Kjelds Gade 3, 2100 Kbh. Ø.
Bladet returneres til udgiver ved varig adresseænding med oplysning om ny adresse
24
EFTERLYSNING
2 stk. lokalforeningskonsulenter søges
DUK søger friske og energiske ungdomskonsulenter til at yde service til menighederne
vest for Storebælt (Fyn og Jylland). Stillingerne er perfekte som studie-/
fritidsjob. DUK sørger for oplæringen, så man skal bare bidrage med godt humør
og stort mod.
Vi skal bruge en konsulent til region Syddanmark (Fyn, Horsens, Esbjerg og ned),
og en konsulent til region Norddanmark (Århus, Herning og op). Skriv eller ring til
sekretariatet (duk@duk.dk / 39 20 20 79) for at høre nærmere eller få tilsendt
stillingsopslag.