Mellemmåltider - Kræftens Bekæmpelse

MELLEM 

Mine Sylow 

MÅLTIDERNE 

en kulturanalyse af 

mellemmåltider på 

kontorarbejdspladser 

Kræftens Bekæmpelse 2006

Indhold 

FORORD 1 

RESUME 2 

1 INDLEDNING 4 

Hvorfor mellemmåltider på 

arbejdspladsen? 5 

En kulturanalyse af mellemmåltider 

og mødeservering 5 

Definition af mellemmåltider 7 

Rapportens opbygning 7 

2 MAD PÅ ARBEJDE 8 

Job og brancher 8 

Mad i arbejdstiden 8 

3 METODEVALG, 

EMPIRI OG PERSPEKTIV 10 

Studiepopulation 11 

En kulturel og social forståelse af 

mads betydning 12 

4 ARBEJDSPLADSEN 

OG MELLEMMÅLTIDERNE 14 

Rammerne for mellemmåltiderne 14 

Mellemmåltidernes synlighed 17 

Tilgængelighed af mellemmåltider 18 

Spiseanledningerne 20 

5 OFFICIELLE ANLEDNINGER 

– ARBEJDSPLADSENS ANSIGT 21 

Fast morgenmad 21 

Arbejdspladsens markeringer 24 

Mødeservering 25 

6 KOLLEGIALE ANLEDNINGER 

– DET SOCIALE FÆLLESSKAB 29 

Fødselsdage og ferier 30 

Sig det med kage 32 

De gode undskyldninger 

– den spontane anledning 34 

Begrundelse for pausen 35 

Når anledningerne tager overhånd 36 

Fællesskabets opretholdelse 37 

7 INDIVIDUELLE ANLEDNINGER 

– DET PRIVATE RUM 42 

Faste mellemmåltider 42 

Lækkersulten og sukkerkold 44 

Arbejdet og de individuelle anledninger 46 

Kaffe 47 

Individuelle håndteringsstrategier 48 

8 PRODUKTERNES BETYDNING 

OG SIGNALVÆRDI 50 

Frugt 50 

Grønsager 52 

Slik 53 

Kage 55 

Kiks og andre mellemmåltidsløsninger 55 

Hjemme eller på arbejde 55 

Funktionalitet 56 

9 OPSAMLING OG ANBEFALINGER 58 

Betydningerne 58 

Sundhed og mellemmåltider på arbejdspladsen 60 

Anbefalinger 62 

LITTERATURLISTE 64

M E L LEM MÅLT I D E R N E 

FORORD 

Morgenbrød straks ved dagens start. Småkager eller 

wienerbrød til formiddagsmødet. En pose lakridser 

eller chokolade ved computeren sidst på eftermiddagen, 

når krop og hjerne mangler energi. En sådan 

forestilling om mængden og karakteren af mellemmåltider 

på kontorarbejdspladser var startskuddet 

til, at vi i Kræftens Bekæmpelse ønskede at lave en 

sociokulturel undersøgelse af mellemmåltidsspisning 

på danske kontorarbejdspladser. 

På denne plads skal der lyde en overordentlig stor 

tak til de alle medarbejdere, der brugte deres tid på 

at give mig et spændende indblik i, hvordan mellemmåltiderne 

ser ud fra netop deres skrivebord. Uden 

deres fortællinger ville denne rapport ikke kunne 

skrives og forestillingen ikke tilføres alle de nuancer, 

som den fortjener. 

Også en stor tak til ekstern konsulent på projektet 

sociolog Lotte Holm fra Institut for Human Ernæring, 

KVL. Og til etnologerne Signe Boeskov og Nanna 

Folke Olsen for konstruktiv sparring, gennemlæsning 

og faglige diskussioner. 

Undersøgelsen er finansieret af Direktoratet for 

Fødevareerhvervs Innovationspulje og Kræftens Bekæmpelse. 

Dertil har Hjerteforeningen givet et økonomisk 

tilskud. 

Mine Sylow, Kræftens Bekæmpelse 

København, november 2006 

1

2 

RESUME 

Rapporten Mellem måltiderne – en kulturanalyse af 

mellemmåltiderne på kontorarbejdspladser handler om 

alle de betydninger, der er knyttet til de mange former 

for mellemmåltider, der spises mellem måltiderne, når 

vi er på arbejde. 85-90 % af voksne spiser dagligt mellemmåltider, 

og størstedelen af dagens indtag af tilsat 

sukker stammer herfra. Baggrunden for undersøgelsen 

er et ønske fra Kræftens Bekæmpelse om at tilvejebringe 

viden og indsigt, der gør det muligt for fødevareproducenter 

at udvikle sunde mellemmåltider som 

alternativ til de eksisterende produkter, og dertil give 

sundhedsorganisationer mfl. en større forståelse for 

de mere uudtalte sider, som det at spise – også mellem 

måltiderne – er indspundet i. 

Undersøgelsen bag rapporten anskuer vha. et kulturelt 

perspektiv mellemmåltiderne i hele deres kompleksitet. 

Gennem kvalitative interview med 28 medarbejdere 

på forskellige arbejdspladser giver rapporten svar 

på følgende spørgsmål: 

• I hvilke anledninger spises der på arbejds- 

pladsen? 

• Hvilke betydninger tillægges disse anledninger? 

• Hvilke produkter spises der i sådanne 

situationer? 

• Hvilke krav skal produkter opfylde eller leve op 

til for at kunne 'begå’ sig i arbejdsrelaterede 

sammenhænge? 

Kræftens Bekæmpelse 2006 


Rapportens udgangspunkt er de rammer, arbejdspladsen 

udgør og giver. Disse kan være såvel fremmende 

som begrænsende, for de lyster og behov individet, såvel 

som kollektivet, har for at spise mellem måltiderne. 

Typer af anledninger 

Mellemmåltiderne på arbejdspladserne fordeler sig 

overordnet på tre forskellige anledninger – de officielle, 

de kollegiale og de individuelle. De officielle anledninger 

er ofte relateret direkte til arbejdet eller iværksat 

oppefra. Ofte er de indskrevet i arbejdspladsens 

interne retningslinjer. Eksempler er den faste fælles 

ugentlige morgenmad, arbejdspladsens interne mar- 

keringer samt det, der serveres til eksterne møder. Signalværdien 

er vigtig ved de officielle anledninger. Det 

gælder det, der serveres, men også informanterne selv 

forholder sig til, hvilke signaler det sender, når eller 

om de spiser ved et møde. Frugt er i den forbindelse 

et kompliceret produkt, hvor kage og brød ikke anses 

som nær så problematisk i forhold til signalværdi. 

De kollegiale anledninger er iværksat af medarbejderne 

selv til glæde og gavn for hinanden. De vedrører ikke 

det arbejde, man er ansat til at varetage, men handler 

om det kollegiale fællesskab og det sociale arbejdsmiljø. 

Kollegiale anledninger er f.eks. kage eller brød 

i forbindelse med fødselsdag, ferier eller barsler, eller 

spontane anledninger som, at man har været til lægen, 

at solen skinner eller, at det regner. De kollegiale anled-


ninger er med til at opretholde fællesskabet, og derfor 

er det vigtigt henholdsvis at give, at modtage og at gengælde, 

hvis man vil undgå eksklusion af fællesskabet. 

Det man spiser, skal signalere hygge og omsorg og det, 

at man spiser det viser omvendt respekt og anerkendelse. 

De kollegiale mellemmåltider består oftest af 

kage, morgenbrød, slik eller lign. og yderst sjældent af 

frugt, der ikke menes at kunne imødekomme forventningerne 

knyttet til de kollegiale anledninger. 

Sidste form for mellemmåltidsanledning er de individuelle. 

Flertallet af disse indtages ved skrivebordet, 

hvor man holder en kort pause eller spiser, mens man 

arbejder. Årsagerne til de individuelle mellemmåltider 

spænder fra decideret sult og derfor planlagte mellemmåltider, 

til de mere spontane, der ofte begrundes 

med en trang til noget sødt. De sultrelaterede spises 

om formiddagen, og består gerne af frugt eller mere 

madrelaterede produkter. Om eftermiddagen er mellemmåltiderne 

ofte knyttet til behovet for hurtig energi 

eller lækkersult, hvorfor slik er populært. Vigtigt ved de 

individuelle måltider er, at uanset tidspunktet, skal de 

være praktiske og håndterbare samt tilpas diskrete sådan, 

at man kan arbejde samtidig med, at man spiser. 

I relation til de definerede anledninger og disses betydninger 

spiller de forskellige produkter, og ikke mindst 

deres funktionalitet, en væsentlig betydning. Særligt 

kategorierne slik og frugt er tillagt mange betydninger, 

der gør dem mere eller mindre anvendelige i de forskellige 

mellemmåltidsanledninger. 

Rapporten afsluttes med en diskussion af de kulturelle 

og sociale betydninger i relation til det det sundhedsmæssige 

dilemma, de mange anledninger rejser. Desuden 

kommer rapporten, på baggrund af de mange 

analyser, med anbefalinger til påvirkning af mellemmåltidernes 

sundhedsværdi samt vigtige pointer i forhold 

til udvikling af nye produkter til ovennævnte anledninger. 

RESUME 

3

4 

1 INDLEDNING 

“ Hvis jeg skal se på, hvad jeg fik som mellemmåltider 

i sidste uge, så var der en, 

der havde bagt muffins, og resten blev 

stående, så man kunne få dem i to dage. 

Tirsdag havde vi team-møde, så der var 

kager og frugt. Fredag fik vi morgenmad 

med det hele. Jeg spiser altid knækbrød 

eller kiks om formiddagen og frugt får jeg 

hver dag, men ikke noget slik i den uge, 

der lige er gået. 

” 



Mennesket skal spise for at overleve. Det er fysiologisk 

bestemt, men de fleste spiser også af en hel del 

grunde, der ikke kun kan knyttes til kroppens fysiologiske 

behov. Det kan f.eks. være pga. kedsomhed, 

adspredelse, trøst eller glæde. Eller i situationer hvor 

det forventes, at man spiser f.eks. sociale anledninger 

som selskabeligheder, møder, fejringer osv. Mange af 

disse anledninger finder også sted i arbejdstiden. Her 

manifesteres såvel store som små gruppetilhørsforhold 

ofte med noget spiseligt, og venskabelige forbindelser 

eller hensigter markeres med noget, der kan puttes i 

munden. Mad bliver bærer af en række sociale og kulturelle 

betydninger, og forskellige produkter eller typer 

af mad signalerer værdier og betydninger, der rækker 

langt ud over deres ernæringsmæssige indhold. 

Denne rapport og undersøgelsen bag handler, med 

denne optik for øje, om alt det mere eller mindre planlagte, 

der spises, mens vi er på arbejde. Fra formiddagskaffepausen, 

firmafrugtordningen, slikposen i skuffen, 

serveringen ved dagens strategimøde til grovkiksene 

på skrivebordet, fødselsdagskagen til eftermiddagskaffen, 

de skrællede gulerødder i plastikposen og den 

kollektive sukkertrang til bagerturen sidst på eftermiddagen. 

Der er ikke tale om en kostundersøgelse eller 

en ernæringsmæssig vurdering af kontorarbejderes 

spisevaner. Derimod er målet at tegne et nuanceret og 

mangfoldigt billede af de spiseanledninger, der er på 

arbejdspladsen uden for de faste måltider. Det skal kaste 

lys over, hvilke sociale og kulturelle betydninger an-


ledningerne tillægges, hvad der spises, og hvad det er, 

der gør, at netop de anvendte produkter er attraktive 

til formålet. 

Udgangspunktet for at lave en kulturanalyse af mellemmåltidsspisning 

på arbejdspladser er ideen om, at man 

må forstå anvendelsen af de udbud, der allerede eksisterer 

samt de anledninger de spises i, hvis man ønsker 

at ændre på det, der spises på arbejdspladsen. Herunder 

ikke mindst at forstå, hvilke betydning der er knyttet 

til produkter såvel som anledningerne. 

Kræftens Bekæmpelse er af den opfattelse, at en øget 

tilgængelighed af sundere produkter som f.eks. frugt og 

grønt eller sundere udgaver af eller alternativer til kage, 

slik og sodavand vil gøre det lettere for danskerne at 

vælge det sunde – også når de er på arbejde. At kunne 

vælge det sunde er en dokumenteret forebyggelsesstrategi, 

der er med til at forebygge fedme og hermed 

livsstilssygdomme som f.eks. visse kræftformer. Denne 

rapport er et bidrag til den proces. Kræftens Bekæmpelse 

ønsker i nærværende projekt at tilvejebringe viden 

og indsigt, der gør det muligt for fødevareproducenter 

at udvikle sunde alternativer, der kan bruges som mellemmåltider. 

Dertil er håbet, at rapportens indblik i et så 

hverdagsagtigt fænomen som mellemmåltider vil give 

sundhedsorganisationer, konsulenter mfl. en større 

forståelse for de mere uudtalte sider, som det at spise 

– også mellem måltiderne på arbejde – er spundet ind 

i. Disse sider kan nemlig have overordentlig stor betydning 

for hvorfor, hvordan og hvad vi vælger at spise, og 

hvorfor det måske ikke lige er så let at lave om på. Kan 

man f.eks. sige nej til at være med i en kageordning, 

hvis man samtidig har et ønske om at være en del af det 

kollegiale fællesskab? 

1 Oplyst af sundhedschef Lars Ovesen 

Hjerteforeningen august 2006 

2 Fagt, Sisse mfl. 1999 



Hvorfor mellemmåltider på 

arbejdspladsen? 

De seneste undersøgelser viser, at omkring 400.000 

danskere eller 9,5 % af voksne danskere er fede (BMI 

over 30), og at 1,7 mio. eller tæt på 40 % er overvægtige 

(BMI 25-30) 1 . Ifølge Danmarks Fødevareforskning 

spiser 85-90 % af voksne dagligt mellemmåltider 2 og 

langt det meste af dagens indtag af tilsat sukker, stammer 

herfra – og denne tendens er stigende 3 . Set i et 

sundhedsfremmende fokus er det derfor ikke uvæsentligt 

at interessere sig for det, voksne spiser mellem 

hovedmåltiderne, f.eks. på arbejdspladsen. Voksnes 

selvrapporterede indtag af slik og chokolade er f.eks. 

steget med 75 % fra 13 g/dagen til 23 g/dagen i perioden 

1995-2002 4 . Til mellemmåltiderne i dagtimerne bliver 

der godt nok også spist sunde produkter som brød 

og frugt, men ifølge oplysninger fra Danmarks Fødevareforskning 

er der en stor hyppighed i indtagelse af 

mellemmåltidsprodukter som chokolade, slik, wienerbrød, 

småkager/kiks og kage 5 , og særligt om eftermiddagen 

er slik populært blandt de 25-54-årige 6 . Dette 

illustrerer, at en stor del af de mellemmåltider, der spises, 

faktisk er usunde, og at de usunde fødevarer fylder 

meget i løbet af en arbejdsdag. Det gør det relevant at 

bliver klogere på mellemmåltidernes betydning på arbejdspladsen. 

I undersøgelsen er der kun fokuseret på 

kontorarbejdspladser, for at få et ensartet datagrundlag. 

At der er tilsvarende ernæringsmæssige problemer 

og udfordringer ved mellemmåltiderne på andre typer 

arbejdspladser, må regnes som sandsynligt, men det 

må andre undersøgelser afdække. 

En kulturanalyse af mellemmåltider 

og mødeservering 

På markedet findes der mange fedt- og sukkerholdige 

produkter, der er egnede til mellemmåltider Der findes 

også en del sukker- og/eller fedtreducerede udgaver 

af velkendte snackprodukter. Derimod er markedet for 

sundere alternativer, der stadig har snackstatus såsom 

convenience udgaver af frugt og grønt, næsten ikke 

eksisterende 7 . 

5 Ikke publiceret datamateriale fra danskernes kostundersøgelser 

1995, Danmarks Fødevareforskning 


7 F.eks. udskåret, ’lige til at sætte på bordet’, lettere 

forarbejdede osv. 

1 INDLEDNING 

5

6 

1 INDLEDNING 

Ønsker medarbejderne at ændre det, der spises på 

arbejdspladserne mellem måltiderne, vanskeliggøres 

det derfor ofte af manglende alternativer. For mellemmåltidsproducenterne 

kan begrænsningen for at 

satse på produktudvikling af nye sundere produkter 

være manglende viden om, hvorfor folk handler og 

vælger, som de gør, samt hvilke muligheder der er for 



at sende nye alternativer på markedet. Dertil skal lægges, 

at den manglende forståelse for eller indsigt i den 

komplekse sammenhæng, som mellemmåltiderne har 

vist sig at indgå i på arbejdspladsen, kan vanskeliggøre 

rådgivning af befolkningen mht. bedre spisevaner eller 

patientgrupper, der skal omlægge dagligdagens spisevaner.


Nærværende undersøgelse søger ved hjælp af et kulturelt 

perspektiv at anskue ovennævnte problematik i 

hele dens kompleksitet. Gennem interview med medarbejdere 

er der således frembragt ’tætte’ og tilbundsgående 

beskrivelser af følgende spørgsmål: 

• I hvilke anledninger spises der på arbejdspladsen? 


• Hvilke produkter spises der i sådanne situationer? 

• Hvilke betydninger tillægges det, der spises? 

• Hvilke krav skal produkter opfylde eller leve op 

til for at kunne 'begå’ sig i arbejdsrelaterede sammenhænge? 

Definition af mellemmåltider 

I rapporten opfattes alt det, der spises mellem måltiderne 

som mellemmåltider uanset mængde eller ernæringskarakter. 

Mange knytter ofte begrebet mellemmåltid til 

pausespisning af mere madagtig karakter, der spises regelmæssigt. 

Sådan opfattes det også i ernæringskredse. 

En søgning på ’mellemmåltid’ på Fødevarestyrelsens 

hjemmeside ’Alt om kost’ giver eksempelvis rigtig mange 

hits på madopskrifter. En del firmaer anpriser deres 

snackprodukter som mellemmåltidsløsninger, eller noget 

man kan spise, når man er ’sulten for sjov’. Spørger 

man informanterne i denne undersøgelse, mener de 

ikke, at slik i skuffen, frugten fra kantinen eller wienerbrødet 

til mødet nødvendigvis er et mellemmåltid. Sådan 

bliver kagen fra bageren eller den ekstra morgenmad 

de dage, hvor der er nogen, der giver brød, heller 

ikke altid opfattet. Definition eller opfattelse kan altså 

svinge alt efter, hvem man spørger, eller hvilken kontekst 

spørgsmålet bliver stillet i. Målet i undersøgelsen 

er at blive klogere på alt det, der spises mellem måltiderne. 

Mængden, den ernæringsmæssige vurdering 

eller hyppigheden har ikke været afgørende, og derfor 

betegnes alt det, der spises mellem måltiderne i denne 

undersøgelse/rapport, som mellemmåltider. 

1 INDLEDNING 

Rapportens opbygning 

Rapporten består udover denne indledning af yderligere 

to overordnede kapitler, hvor der bl.a. redegøres for 

arbejdspladserne i Danmark, den anvendte metode, 

valg og fravalg i forbindelse med undersøgelsen og et 

kort oprids af den forståelsesramme, der danner baggrund 

for at se på mellemmåltider i en kulturel og social 

kontekst. Den egentlige analyse af mellemmåltiderne 

begynder med en beskrivelse af de rammer, der er for 

mellemmåltiderne på forskellige arbejdspladser, hvorefter 

analysen tager fat på selve mellemmåltiderne. Anledningerne 

til mellemmåltiderne er opdelt i tre og behandles 

i hvert deres kapitel: De officielle anledninger, 

de kollegiale anledninger og de private anledninger. 

Herefter følger et kapitel om mellemmåltidsprodukternes 

betydning og signalværdi. Rapportens afsluttende 

kapitel er en opsamling af analyserne samt en 

diskussion af det sundhedsmæssige dilemma knyttet til 

mellemmåltiderne på arbejdspladerne. På baggrund af 

analysen gives der ligeledes anbefalinger til udvikling af 

nye mellemmåltidsprodukter til kontorarbejdspladser. I 

rapporten er der lagt vægt på at skabe visuelle billeder 

af mellemmåltiderne, hvorfor informanterne ofte får ordet 

i form af citater. 

7

8 

2 MAD PÅ ARBEJDET 

Dette kapitel beskriver kort, hvor stort det danske arbejdsmarked 

er, hvilke brancher det udgør, samt hvor 

store de danske arbejdspladser er. Det skal danne 

baggrund for undersøgelsens mere dybdegående 

resultater, ligesom tallene kan bruges i en videre konkretisering 

af hvilket marked, der måtte være for nye 

mellemmåltidsprodukter. Desuden sættes nærværende 

undersøgelse ind i rækken af undersøgelser vedrørende 

mad på arbejde. 

Job og brancher 

Den arbejdsaktive del af den danske befolkning fordeler 

sig tilsammen på 280.000 arbejdspladser 8 . I gennemsnit 

er der omkring 10 job pr. arbejdsplads. På 

næsten to tredjedele af arbejdspladserne er der mindre 

end 5 job, og der er kun omkring 9.000 arbejdspladser 

i Danmark med 50 eller flere job. 

76,6 % af befolkningen er i arbejde svarende til 2,7 mio. 

mennesker i alderen 16-66 år 9 . En tredjedel af dem er 

ansatte i det offentlige og de resterende to tredjedele 

i det private erhvervsliv. Inden for det offentlige er der 

flest ansatte i de sociale institutioner. Undervisningssektoren 

følger med næsten 25 % af jobbene og lidt 

over 10 % af de offentlige job findes i administrationen. 

I den private sektor er de største jobaftagere henholdsvis 

industri samt handel, hotel og restauration, der hver 

har omkring 25 % af arbejdsstyrken ansat, mens cirka 

20 % af beskæftigelsen er i finansiering og forretningsservice. 

Kræftens 8 Danmarks Bekæmpelse Statistik 2006 opererer med to begreber: Firma, der er det 

overordnede niveau, og som er juridisk og økonomisk ansvarligt 

for virksomhedens drift. Og arbejdssteder, der er en obligatorisk 

afgrænset del af et firma, der ligger på en given adresse f.eks. 

en bankfilial (Statistisk Årbog 2006 s. 237). I relation til nærværende 

undersøgelse er arbejdssted oversat til arbejdsplads. 


Ønsker man at fokusere på kontorarbejdspladser, er 

den vanlige brancheopdeling dog ikke optimal. Også 

fremstillingsvirksomheder, tung industri, hoteller eller 

hospitaler har ansatte, der primært udfører deres 

arbejde ved et skrivebord. Eller med andre ord, kontorarbejdspladser 

kan findes i stort set alle erhvervsbrancher. 

Mad i arbejdstiden 

Flertallet af de undersøgelser, der er lavet vedrørende 

mad på arbejde, begrænser sig til de faste måltider – oftest 

frokost – gerne med udgangspunkt i kantinens udbud 10 . 

En nylig overstået kampagne rettet mod mad på arbejde 

har ligeledes kun fokus på hovedmåltidet 11 . Ernæringsmæssig 

viden om, hvad og hvor meget, der spises før 

og efter frokost, findes dog som en del af dataindsamlingen 

i Danmarks Fødevareforsknings undersøgelser af 

danskernes kost. Herfra stammer de i indledningen refererede 

tal om sammensætningen af mellemmåltiderne. 

Deres konklusioner vedrørende mellemmåltider er, at 

brød er det mest almindelige mellemmåltid om formiddagen 

for de 25-54-årige, mens frugt og grønt ligger på 

førstepladsen hos de 55-årige og ældre. Slik er blandt de 

mest populære spiser om eftermiddagen, mens frugt og 

grønt spises langt mindre hyppigt 12 . 

Heller ikke i Sundhedsstyrelsens store undersøgelse af 

sundhedsfremme på arbejdspladsen, fokuseres der på 

tilgængelighed af mellemmåltider eller kantinens udbud 

af mellemmåltidsprodukter 13 . Undersøgelsens på- 

9 Oplysningerne i dette afsnit er fra Statistisk Årbog 2006 kapitlerne: 

’Arbejdsmarked og løn’ og ’Generelt erhvervsstatistik’. 

10 F.eks. Hansen og Lassen 2004 

11 Mad på Arbejde 2005 

12 Fagt, Sisse mfl. 1999


pegning af, at der findes organiserede madordninger, 

f.eks. i form af en kantine på de fleste store arbejdspladser, 

kan dog godt underbygge en antagelse om 

øget tilgængeligheden af usunde spisemuligheder, idet 

mange kantiner også har et slik- og eller kageudsalg. 

På baggrund af sådanne undersøgelser kan man dog 

ikke sige noget om, hvorvidt de tre kontordamer på et 

lokalt advokatkontor har en kageordning, om bibliotekarerne 

på kommunebiblioteket har slået sig sammen 

om en frugtordning, om sekretæren har en aftale med 

den lokale bager om mødebrød, eller om medarbejderne 

selv går ud og køber mellemmåltider, eller tager 

dem med hjemmefra. Ved udelukkende at se statistisk 

på tilgængeligheden af mad, får man ikke nødvendigvis 

et klart billede af, hvor de største udfordringer mht. 

mellemmåltider på kontorarbejdspladser måtte være, 

men de mange forskellige arbejdspladskonstellationer, 

brancher og størrelser kan være relevante at have in 

mente i det videre arbejde med mellemmåltider. 

Tilnærmelser til studier af mellemmåltider i arbejdstiden 

med fokus på produkterne findes. I Skotland er 

der lavet analyser af henholdsvis kvinders opfattelse af 

snackprodukter, herunder sandsynligheden for at frugt 

kan indtages som en alternativ snack 14 og opfattelsen 

af frugtens rolle i arbejdstiden hos lastbilchauffører 15 . 

Begge studier rummer nogle interessante resultater 

omkring opfattelsen og funktionaliteten af henholdsvis 

frugt og mere forarbejdede snackprodukter set i forhold 

til mellemmåltider. Resultaterne vil blive inddraget 

i kapitel 8. 

Mht. sociokulturelle undersøgelser af mad på arbejdet 

er det begrænset, hvad der findes af undersøgelser. 

Spisning i arbejdstiden herunder mellemmåltider indgår 

i antropolog Søren Tange Kristensens ph.d.-arbejde 

med sult og mæthed 16 , men ikke med mellemmåltidernes 

betydning som omdrejningspunkt. Et større svensk 

projekt har med bidrag bl.a. fra sociologer og etnologer 

set på mad, sundhed og uregelmæssige arbejdstider 17 . 

De undersøgte arbejdspladser i det projekt er, væsent- 

13 Sundhedsstyrelsen 2002 

14 Jack, Frances .R. mfl. 1997 

15 Jack, Frances R. mfl. 1998 

16 Kristensen, Søren Tange 2003 

17 Lindén, Anna-Lisa mfl. 2005 

2 MAD PÅ ARBEJDET 

ligt anderledes fra nærværende studie, et busselskab 

og et plejehjem, de interviewede medarbejdere er 

skifteholdsarbejdere med et mere praktisk erhverv, og 

fokus er primært på indtagelse af hovedmåltider kombineret 

med muligheden for sundhed. 

Nærværende rapport synes at udfylde et hul i de mange 

undersøgelser, der ser på arbejdspladser, sundhed og 

medarbejdernes spisemuligheder, men oftest med et 

ernæringsmæssigt fokus og uden inddragelse af mellemmåltiderne. 

I forhold til produktudvikling er nærværende 

kulturanalyse ligeledes en anderledes tilgang 

til at lave markedsanalyser, end der endnu er tradition 

for. 

9

10 



3 METODEVALG, EMPIRI 

OG PERSPEKTIV 

Nærværende undersøgelse er en kulturanalyse med 

det mål at tegne et nuanceret og mangfoldigt billede 

af mellemmåltiderne på arbejdspladserne set ud fra et 

kulturelt og socialt perspektiv. Til dette formål egner 

den kvalitative metode og det semi-strukturerede interview 

sig godt. 

Den kvalitative metode er kendetegnet ved, at spørgsmålene 

stilles åbne, og at resultaterne er beskrivende 

frem for tal og tabeller. De 28 interview i undersøgelsen 

udgør tilsammen en datasamling, hvis tolkninger 

på kvantitativ vis ikke kan siges at være repræsentative. 

Den enkelte fortælling, informant og arbejdsplads er 

derimod unik. Men på tværs af de detaljerige beskrivelser 

af anledninger, betydninger, produktkrav mv. er 

det muligt at fremhæve mønstre i de sociale og kulturelle 

aspekter omkring mellemmåltider på arbejdspladser. 

Disse rækker ud over den enkelte arbejdsplads og 

medarbejder, og gør det muligt at få en mere generel 

forståelse af, hvad der socialt og kulturelt er i spil omkring 

mellemmåltider på danske kontorarbejdspladser 

– også det uudtalte. 

Interviewene er bygget op omkring informantens dag, 

som den så ud dagen før interviewet. Informanten bliver 

bedt om at gennemgå dagen, fra han/hun møder 

om morgenen, til man lukker computeren ved arbejdsdagens 

afslutning. Når informanten nævner, at der 

bliver spist noget, bliver der spurgt yderligere ind til 

situationen: Hvad er det for en anledning, hvad bliver 

der spist, hvem spiser man med, hvilke opgaver er man 

i gang med umiddelbart før spisningen, hvor længe tager 

det, har man lyst osv. Udgangspunktet i gårsdagens 

forløb samt arbejdsopgaverne gør det tydeligvis nemmere 

for informanterne at huske, hvad der bliver spist 

af stort og småt, fordi arbejdet synes at være lettere 

genkaldeligt, end hvad vi spiser. Samtidig bliver det 

muligt for informanten at relatere det spiselige (individuelle 

og kollektive) til arbejdet og arbejdspladsen. Det 

spiselige forbliver derved en del af de sammenhænge, 

som det i praksis indgår i. Udover den spontane fortælling 

bliver der på baggrund af informantens eget 

dagsforløb/virkelighed bl.a. spurgt ind til følgende temaer: 

Individuelle og kollektive pauser/mellemmåltider, 

faste traditioner og spontane pauser, tilgængelighed, 

tidspunkt for lysten til mellemmåltider, mødeservering, 

kollegaernes vaner og typen af servering. De mere specifikke 

spørgsmål kommer hermed til at udspringe af 

informantens virkelighed og ikke af interviewerens forestillinger 

om informanten. 

Vores madvaner er komplekse og det samme er tilfældet 

med de sociale kontekster, der skaber og opretholder, 

men også forandrer dem. Arbejdspladsen er 

et eksempel på en social kontekst, som påvirker vores 

måde at spise på og vores måde at forholde os til forskellige 

typer af mad på 18 . Overvejelser i forbindelse med 

interviewene har bl.a. været forholdet mellem spisning 

og arbejdspladsen. For at forfølge dette anses det som 

vigtigt at få informanterne til at inddrage arbejdspladsen 

og dennes muligheder og begrænsninger i forhold til 

mellemmåltidsspisning. Derfor er arbejdspladsen som 

18 Lindén, Anna-Lisa mfl. 2005


arena et centralt emne i de enkelte interview, men også 

i nærværende rapport. I interviewforløbet ligger der 

også et bagvedliggende ønske om at opnå en større 

forståelse for, hvilke funktioner, udover det ernæringsmæssige, 

spisning på arbejdspladsen tjener. Det skal 

gøre det muligt at blive klogere på, hvilke muligheder 

der måtte være for at påvirke denne spisning i en sundere 

retning uden at ændre på formålet med eller funktionen 

af spisesituationen. 

Mad kan være et følsomt emne ofte omgivet af en stor 

del politisk korrekthed og i værste fald skyld, hvis man 

bliver kigget over skulderen. Dette faktum er der forsøgt 

taget højde for i interviewet. Ved at spørge konkret 

til gårsdagens hændelser, er holdningsmæssige 

udsagn således søgt begrænset og i givet fald blevet 

konkretiseret. Det har været målet at få indsigt i, hvordan 

tingene ser ud specifikt for den pågældende informants 

perspektiv. 

Studiepopulation 

Denne undersøgelse er afgrænset til kontorarbejdspladser, 

og selv derefter er der mere end rigeligt at 

vælge imellem. Som det skal beskrives i det følgende, 

er undersøgelsens population differentieret både hvad 

angår brancher, størrelse, beliggenhed mv. Dette på 

trods, vil der være brancher, der ikke er repræsenteret 

i undersøgelsen, ligesom der vil være arbejdspladser 

med andre mønstre eller normer mht. mellemmåltidsspisning 

end de i undersøgelsen omtalte. Denne præmis 

ved den kvalitative metode gør det i stedet muligt 

at lave mere helstøbte beskrivelser, hvor analyserne lader 

de forskellige træk ved mellemmåltiderne kommer 

til udtryk, ligesom disse ses i sammenhæng med de øvrige 

aspekter omkring mellemmåltiderne. Frem for at 

vide lidt om meget, er det den hele situation, med alle 

dens detaljer, der muliggør at give et kvalificeret indblik 

i, hvorfor det er, som det er med mellemmåltiderne og 

deres betydninger. 

3 METODEVALG, EMPIRI OG PERSPEKTIV 

De udvalgte arbejdspladser 

For at skabe bredde i materialet og til en vis grad afspejle 

den kompleksitet af kontorarbejdspladser, der 

findes i Danmark, er der prioriteret en geografisk 

spredning i arbejdspladserne ligesom der er udvalgt arbejdspladser 

i såvel store som mindre byer. Af samme 

grund dækker empirien en stor forskellighed i typen af 

arbejdspladser herunder offentlige, private og antallet 

af medarbejdere. I undersøgelsen indgår 13 forskellige 

arbejdspladser fordelt på henholdsvis København 

og omegn (6), øvrige Sjælland (2), Fyn (2) og Vestjylland 

(3). Syv af dem er offentlige, fire er private og to 

kan betegnes NGO’er. Arbejdspladserne i rapporten er 

anonyme. Her skal dog nævnes, hvilke typer af arbejdspladser 

informanterne repræsenterer: Pengeinstitut (1), 

bibliotek (1), fremstillingsindustri (1), post og tele (2), 

forsikringsbranchen (1), IT (1), forskningsinstitution (1), 

museum (1), rådhus/forvaltning (2) og NGO’er (2). 

De organisatoriske og strukturelle forskelle arbejdspladserne 

imellem vil, hvor det er relevant, blive fremhævet, 

men derudover spiller typen af arbejdsplads 

ikke en videre rolle. Det er, hvad der foregår inden for 

murene, der er interessant, og her spiller det ikke nødvendigvis 

en rolle, hvorvidt arbejdspladsen er et stort 

kendt forsikringsselskab eller et lille IT-firma. 

På nogle arbejdspladser er der lavet flere interview, andre 

steder er der kun foretaget et enkelt. Feltarbejdet 

er udført i perioden november 2005 samt januar-marts 

og juni-juli 2006. 

Valg af informanter 

I undersøgelsen indgår 28 informanter; 9 mænd og 19 

kvinder i alderen 26 til 62 år 19 . 14 af dem arbejder i København 

og omegn og 14 i provinsen. Af de 28 informanter 

er 11 ansat på offentlige arbejdspladser og 15 

på private. 

Informanterne repræsenterer en stor variation mht. 

jobfunktion, arbejdsformer og position, men overordnet 

kan deres job alle defineres som kontorarbejde, 

19 Informanterne fordeler sig således på alder: 3 i 20’erne, 

11 i 30’erne, 6 i 40’erne, 5 i 50’erne og 2 i 60’erne. 

11

12 




og mange af dem har en stor mødeaktivitet. Der er i 

undersøgelsen informanter med såvel korte som længerevarende 

uddannelser. Der er personalekonsulenter, 

sekretærer og konsulenter, sagsbehandlere, en 

direktør og flere mellemledere for blot at nævne nogle. 

Informanternes sundhedstilstand eller spisevaner har 

ikke været et kriterium i udvælgelsen. Informanterne 

er rekrutterede gennem interviewerens netværk samt 

øvrige kontakter. Hvert interview har taget 40 til 90 minutter 

med hovedvægt på de lange og er foregået på 

informantens arbejdsplads. 

I analysen er informanterne anonyme og vil kun, hvor 

det er formålstjenligt, blive omtalt med køn, jobfunktion 

eller branche, men aldrig i en kobling, der gør dem 

genkendelige. Til brug i rapporten er informanterne citeret 

lettere redigeret for at undgå sproglige meningsforstyrrelser. 

Citaterne fremstår i kursiv og anførselstegn 

i teksten samt i markerede tekstbokse. 

En kulturel og social forståelse af 

mads betydning 

Inden selve analysen af mellemmåltiderne på arbejdspladsen 

begynder i næste kapitel, skal der her kort sættes 

lidt flere ord på det teoretiske perspektiv, som analysen 

udspringer af. Mad er bærer af en række sociale 

og kulturelle betydninger, der ikke nødvendigvis har 

noget med næringsindholdet at gøre. Mad kan eksempelvis 

kommunikere sociale relationer. Uden ord kan 

man med mad vise de spisendes placering på en social 

rangstige, deres tilhørsforhold til grupper og afstand til 

andre, forskellen på hverdag og fest, ugedag og weekend, 

morgen og aften osv. Forskellige produkter eller 

typer af mad er bærere af værdier og betydninger. Måden 

vi kombinerer dem på – ofte ubevidst – kommunikerer 

bl.a. hvem vi er, og hvad det er for en situation, vi 

spiser i. Om man serverer henholdsvis frugt eller flødeskumskager 

til sin fødselsdag kan f.eks. være en måde 

at signalere personlige holdninger på.


Vi tænker sjældent over de mange sociale og kulturelle 

normer knyttet til mad og spisning, men ubevidst håndterer 

vi i vores omgang med mad og andre mennesker 

dagligt de mange forskellige forhold. Vores tavse viden 

gør os i stand til at vurdere, hvad der er rigtigt eller 

forkert i forbindelse med mad og spisning i forskellige 

situationer. 

Normerne kan f.eks. handle om forventningerne til retter, 

måltider, drikkevarer og mellemmåltider inden for 

et bestemt tidsrum eller en bestemt social kontekst 20 . 

Nogle normer kan være alment gældende for mad i 

dansk madkultur. Andre normer kan være forskellige, 

alt efter hvem vi er, og hvilken baggrund vi har, eller 

hvilken social kontekst vi befinder os i; om vi er hjemme, 

på arbejde eller til et vigtigt møde, om vi er sammen 

med venner, kollegaer eller folk vi ikke kender eller om 

situationen f.eks. er officiel eller mere afslappet. 

Traditioner og kultur på arbejdspladsen kan f.eks. være 

afgørende for, hvad der opfattes som rigtigt eller forkert 

i den pågældende situation. Derfor er det nødvendigt 

at tillære sig disse normer og værdier knyttet til mad på 

netop den arbejdsplads, man befinder sig på, hvis man 

vil accepteres fuldt ud. Bliver vi spurgt, er det sjældent, 

at vi er i stand til at gøre rede for disse ubevidste sider 

af vores omgang med mad, men de sociale og kulturelle 

normer og værdier, der former vores forhold til mad, 

er til enhver tid til stede og gældende 21 . 

Udfordringen og målet i denne undersøgelse er gennem 

interviewene at sætte ord på den tavse viden og det ubevidste 

netop ved at have blik for de sociale og kulturelle 

konstellationer, der kan iagttages omkring mellemmåltiderne 

på kontorarbejdspladserne. Derigennem kan mellemmåltiderne 

udfoldes og forstås som mere og andet 

end ernæring eller tilfredsstillelse af fysiologiske behov. 

Som det skal vise sig i rapporten, spiller de usynlige normer, 

betydninger og værdier, knyttet til såvel det vi spiser 

mellem måltiderne, som selve mellemmåltidssituatio- 

20 Jensen, Katherine O’Doherty 2003 

21 Jensen, Katherine O’Doherty 2003 


nen, nemlig en overordentlig stor rolle, og det er den, 

der er vigtig at forstå og have øje for, hvis man vil påvirke 

mellemmåltidernes ernæringsmæssige indhold. 

13

14 



4 ARBEJDSPLADSEN OG 

MELLEMMÅLTIDERNE 

Alle, der har prøvet at skifte job ved, at der kan være 

stor forskel på forskellige arbejdspladser både hvad 

angår den fysiske indretning og den mere abstrakte arbejdspladskultur 

med dens traditioner og de uskrevne 

regler – hvad enten det gælder tøjstil, omgangstone eller 

som her spisevaner. Det gør sig også gældende for 

de arbejdspladser, der indgår i denne undersøgelse. 

Mellemmåltiderne og deres betydning kan ikke forstås 

uafhængigt af de rammer, som arbejdspladsen udgør 

og giver. Rammerne kan nemlig være fremmende såvel 

som begrænsende for de lyster og behov, individet eller 

kollektivet har i forhold til at spise mellem måltiderne. 

Dertil er det ofte arbejdspladsens rammer og kultur, 

der bestemmer hvilke ting, der er tilladte og mulige og 

hvilke, der ikke er. Hvordan det kommer til udtryk, skal 

beskrives her sammen med mønstrene i tilgængeligheden 

af mellemmåltiderne og deres synlighed i kontorlandskaberne 

– og derfor starter kapitlet med en fysisk 

beskrivelse af to forskellige arbejdspladser. 

Rammerne for mellemmåltiderne 

Man kommer op ad en smal trappe og så står man der 

– midt i labyrinten. Hele etagen i den store bygning 

udgøres af et stort kontorlandskab. Som man kender 

det fra amerikanske film, skuer man ud over et enormt 

landskab af mennesker ved hver deres skrivebord, og 

står man i den ene ende, kan man kun lige ane den anden. 

Skillevægge søger at give lidt privatliv og afgrænser 

de mange små afdelinger fra hinanden. Hundredvis 

af lamper oplyser rummet, og dagslyset er det kun de 

få ude ved væggen, der har glæde af. Rummet summer 

af aktivitet, men er sært stille på samme tid. Her sidder 

flere hundrede mennesker og arbejder, og der er ikke 

meget plads mellem skrivebordene. Etagen bebos af 

mange forskellige interne afdelinger. De har hver deres 

lille labyrint inden i den store og et af de vigtige elementer 

i denne ’afdelingslabyrint’ er skranken. Her mødes 

man hver fredag til morgenmøde med morgenmad 

og chefens beretning. Det er også her, man stiller den 

frugt eller kage frem, der er blevet tilovers fra møderne, 

og det er her, man samles, hvis noget skal markeres 

eller fejres. Hver afdeling har den og den bruges flittigt, 

nogle steder er der endda lagt en dug hen over for at 

markere, at det er et anderledes sted end eksempelvis 

skrivebordene. Nede i stueetagen ligger kantinen, den 

er stor, også hvad angår udvalg. Ved siden af ligger arbejdspladsens 

interne kiosk. Den er åben et par timer 

om dagen lige omkring frokosttid. Udvalget af diverse 

former for slik i poser, chokolade og små stykker slik er 

stort. Lidt frugt kan man også få, men det er ikke det, 

der sælges mest af på trods af de mange kunder. 

Sådan kan en af arbejdspladserne i undersøgelsen beskrives. 

Tilgængeligheden i forhold til mellemmåltider 

er stor, og som sådan er der ingen begrænsning i forhold 

til, om eller hvad man må spise ved skrivebordene, 

så længe det ikke generer andre. Medarbejderne 

har mulighed for at tage et stykke frugt og en gulerod 

med fra kantinen, når de har spist frokost, og de kan 

købe slik og chokolade i kiosken, hvis de ikke har det 

med hjemmefra. På deres skranke står der tit mødere-


ster, og ofte mødes de om skranken til kage eller lign. 

Bliver der noget tilovers, ligger resterne på et skærebræt 

omkranset af krummer til fri afbenyttelse, hvis sult 

eller lyst skulle ramme nogle i løbet af dagen. 

Et andet sted i landet, også i et åbent kontorlandskab, 

sidder 40 medarbejdere, men modsat ovenstående ser 

man her allerhøjst et stykke frugt diskret placeret på 

skrivebordene eller et glas vand. Slik er der en del af, 

men det skal man i skrivebordsskufferne for at finde. I 

forbindelse med den lange dag om torsdagen har man 

på arbejdspladsen lavet en kageklub, men kagen skal 

spises i kantinen. Skal man fejre noget, f.eks. fødselsdage, 

sker det ved at dele en pose med chokolade eller 

lign. rundt, hvorfra hver enkelt tager et stykke, og lægger 

det i skuffen til senere brug. En af forskellene på 

de to arbejdspladser er, at man på den sidstnævnte har 

kunder, der kommer og går hele dagen. Disse forhold 

har betydning for den enkeltes indtag af mellemmåltider. 

Som en informant siger: ”Når der hele tiden er kunder, 

der kommer forbi, kan man ikke have beholdere 

stående over det hele, så er det bedre med gulerødder 

i skuffen”. Og ganske ofte er det ikke gulerødder med 

det langt lettere håndterbare slik, som man diskret kan 

spise eller hurtigt sluge, som ligger i skuffen. Når man 

ikke kan tage tre minutters legal pause, er chokoladen 

den nemme løsning, og den er mulig at spise i tidsrummet 

mellem en telefon og en kunde. Informanten, der 

altid har chokolade i skuffen, indrømmer dog, at chokoladen 

nok også skyldes vane, men det er ikke muligt 

inden for rammerne af hendes arbejde at hive en klapsammen 

frem. 

Rammerne omkring arbejdet spiller også ind på de kollektive 

anledninger. På den førstnævnte arbejdsplads 

er det i teorien muligt på alle tider af dagen, at arrangere 

en kollektiv spisepause. Det er derimod ikke i undersøgelsens 

bank eller rådhuse. Her anses det ikke som 

det rigtige signal at sende til kunder eller borgere, hvis 

der fredag eftermiddag står flødeskumskager fremme. 

På ’gulvet’ i banken betyder det f.eks., at der aldrig er 

kage, ud over pausen torsdag eftermiddag, mens man 

4 ARBEJDSPLADSEN OG MELLEMMÅLTIDERNE 

f.eks. på rådhusene klarer det ved at stille kagen et sted, 

hvor der ikke er adgang for borgerne. Så kan man enten 

spise på skift eller hente et stykke med ned til sin plads, 

som man kan spise efter den officielle lukketid kl. 14. 

Ligesom rammerne kan være begrænsende, kan typen 

af det arbejde, der udføres, lægge en vis begrænsning 

på antallet af mellemmåltidsanledninger, i hvert fald de 

kollektive. På en af de besøgte arbejdspladser foregår 

en stor del af arbejdet ved telefonen. Selv om de sidder 

10 mennesker i det samme kontor, er det derfor ikke 

hensigtsmæssigt, at man samler sig til kollektive pauser 

f.eks. kagespisning eller den ugentlige morgenmad. I 

stedet tager de kage eller brød fra det fælles sted ved 

kaffemaskinen, og spiser det ved deres plads. Det gør 

ikke, at der ikke bliver skabt pausestemning, men det 

bliver opfattet som mere stressende at høre telefonerne 

kime i baggrunden, end at skulle passe dem samtidig 

med, at man spiser kagen: ”Det er ikke sådan, at vi 

ikke hygger os, når vi spiser, for det er også forbundet 

med en vis form for hygge, vi sidder bare ikke sammen, 

men tæt”. 

På en anden arbejdsplads er firmaets produkt baseret 

på dag til dag levering, opgaverne kan derfor sjældent 

udskydes til efter kagen er spist. Har man f.eks. fødselsdag 

om fredagen, hvor afdelingen i forvejen samles til 

fælles morgenbrød, er det ikke god politik at give kage 

om eftermiddagen: ”Der er grænser for, hvor meget tid 

vi kan bruge på kage”, som en informant formulerer 

det. Det sætter på den pågældende arbejdsplads sit 

tydelige spor i antallet af kollektive mellemmåltids anledninger 

i forhold til nogle af de andre arbejdspladser, 

hvor man i højere grad selv kan tilrettelægge sit arbejde 

og regulere spiseanledningerne i forhold til det. 

Begrænsningerne i forhold til mellemmåltiderne påvirker 

også de individuelle anledninger, og må der spises, 

er der stor opmærksomhed omkring de signaler, den 

pågældende mad sender til andre især hvis de er udefrakommende. 

En informant fortæller f.eks., at hun blot 

tager en bid af sin banan og så gemmer den lidt af vejen 

15

16 


igen. Hende og hendes skrivebord er det første borgerne 

ser, når de kommer ind ad døren, og hun synes 

ikke, det er pænt, hvis det første, de får øje på, er ”en 

appelsin, en kop kaffe eller en halv banan”. Et andet sted 

på samme arbejdsplads er holdningen hos informanten 

lidt mere tvetydig. Her må de gerne sidde med frugt, 

og de må gerne drikke kaffe, men informanten mener, 

der er meget langt fra at tage en bid af et æble, ”der jo 

ikke signalerer hygge”, og så til at sidde med småkager: 

”Hvis jeg selv kom ind på et kontor, hvor de sad 

med kaffe og småkager, så ville jeg tænke, at jeg kom 

til ulejlighed”. 

Informanten i banken tager det et skridt videre – i hendes 

arbejdsverden er det det at spise i det hele taget, 

der signalerer, at kunderne og dermed arbejdet kommer 

i anden række, og derfor gør de det ikke. 



“ Det kunne være hyggeligt, hvis man en 

gang i løbet af dagen kunne samles nogle 

stykker omkring udskåret frugt, men det 

ville være det forkerte signal at sende 

overfor kunder, der venter, at du faktisk 

sidder og passer dit arbejde. 

” 

Generelt er arbejdspladserne i undersøgelsen forskellige 

mht. rammerne for mellemmåltider. Nogle arbejdspladser 

er store andre små, nogle sidder man alene på 

sit kontor, andre deles man om et, eller sidder i grupper 

i større lokaler. I henhold til ovenstående kan man 

dog sammenfatte, at er kontoret offentligt, hvad enten 

der er tale om kunder, borgere eller brugere, sætter 

det nogle tydelige begrænsninger i forhold til mellem


måltiderne. Det betyder, at der på nogle arbejdspladser 

ikke bliver spist så meget mellem måltiderne eller, 

at det ofte er slik, man spiser. Andre har et møderum, 

hvor man i hold kan gå ind og tage en pause fra offentligheden 

og her spise sin egne mellemmåltider eller af 

det fælles traktement. Er kontorerne primært forbeholdt 

medarbejderne, er der som beskrevet derimod ikke begrænsninger 

af samme karakter, antallet af mellemmåltidsanledninger 

er her snarere begrænset af traditioner 

og arbejdspladsens politik på området. Hvordan mellemmåltidet 

bedst organiseres i forhold til arbejdet i øvrigt 

kan være begrænsende, men generelt er der stor 

frihed. 

Mellemmåltidernes synlighed 

Kigger man rundt i de forskellige kontormiljøer er det 

slående, hvor synlige medarbejdernes mellemmåltider 

er f.eks. slik, frugt, kage, mad osv. Ofte er de et helt 

naturligt inventar på linje med potteplanter, billeder fra 

firmafesten, diplomer fra ’Vi cykler på arbejde’, børnetegninger, 

maskotter, billeder af manden, og hvad der 

ellers er med til at personliggøre skrivebordet eller arbejdspladsen/kontoret 

generelt. Flere steder kan man 

ved et kig op på afdelingens fælles hylde eller ude i tekøkkenet 

se, at både marmelade og pålægschokolade 

er standard, når der er fælles morgenmad. Et sted er der 

er en hylde med store bolchedåser til fri afbenyttelse, 

men også en centralt placeret frugtskål. En arbejdsplads 

har et bord på gangen, hvor de mødes til kage mv., her 

ligger der også tit rester. Det kan være lidt hjemmebagt 

æblekage i stanniol, en halvfyldt bakke med studenterbrød 

fra det lokale supermarked eller et par flødeboller. 

Andre steder skal man helt hen til det enkelte skrivebord 

for at se, hvad der bliver spist mellem måltiderne. Ved 

siden af renseservietter til skærmen, som bogstøtte til 

fagbøgerne, halvt begravet under en stak udprint eller 

i skuffen med hængemapper, finder man alt fra en dåse 

med kakaopulver, rugkiks i singlepakninger, knækbrød, 

lakridser, et reservelager af guldbarrer eller en æske ro- 


siner. Fælles for det meste af det man ser, er, at det kan 

tåle at blive opbevaret i en kontorskuffe. 

På de arbejdspladser, hvor man kan tage frugt med fra 

kantinen eller har en frugtordning, er frugt ofte også en 

naturlig del af inventaret på skrivebordet. Ikke sjældent 

ligger der en del og venter på at blive spist, taget med 

hjem eller måske i sidste ende smidt ud, når man bliver 

træt af at se på det. 

“ Selv om jeg tager et stykke frugt med 

op fra kantinen, får jeg det aldrig spist. 

Jeg tager det, fordi det er en vane, det er 

sundt, og det må jeg hellere gøre. Når så 

der ligger en ordentlig række foran mig 

på skrivebordet, giver jeg det til min mormor, 

hun kan godt lide det, når det er lidt 

overmodent. Eller også tager jeg det selv 

med hjem og laver en smoothie af det. 

” 

Det generelle indtryk mht. synlighed af mellemmåltiderne 

er, at frugt fint kan stilles til skue på skrivebordet, 

hvorimod slik ol. er placeret i skrivebordsskuffen, 

med undtagelse af sekretærerne, der ofte har en skål 

stående fremme. At slikket gemmes i skuffen kan der 

være i hvert fald to grunde til, at man ikke vil skilte med 

sin last: ”Det skal ikke udstilles, at jeg sidder og æder. 

Frugt har man ikke noget imod ligger der vel?, men det 

andet, det skal ned i skuffen” eller, at man ikke gider 

dele med resten af afdelingen: ”Jeg hader, når folk kommer 

og skal tigge af mig, de kan sgu selv købe ik’, derfor 

har jeg det altid liggende i skuffen”. Eksponeringen af 

mere madlignende produkter er der ikke samme tydelige 

mønstre i. 

17

18 


Tilgængelighed af mellemmåltider 

Selv om arbejdspladserne er forskellige, er det ofte mere 

reglen end undtagelsen, at man altid kan få fat på noget 

at spise mellem måltiderne, også uden man på forhånd 

har truffet nogle beslutninger desangående eller haft det 

med hjemmefra – det er der bare. Og ud over frugt er det 

ganske ofte slik eller andre søde sager, der er tale om. De 

gængse former for tilgængelighed skal beskrives her. 

Frugt 

Med undtagelse af to steder har alle de besøgte arbejdspladser 

kantiner, hvor man kan være en del af en madordning. 

I flere madordninger er der inkluderet et stykke frugt, 

som mange vælger at tage med tilbage til deres plads. Få 

af arbejdspladserne har frugtordninger, og et par har desuden 

billige tilbud på frugt, som mange medarbejderne 

benytter sig af og ikke har noget imod at betale for. Det 

kan enten være poser med blandet frugt (4-5 stykker for 

10 kr.) i den interne kiosk eller kurve med frugt i frokoststuen, 

hvor man sætter en streg pr. stykke og betaler en 

gang om måneden. Til denne skal lægges den frugt, der 

bliver tilovers fra møder. Tilgængeligheden til frugt synes 

at være til stede på næsten alle arbejdspladserne, men om 

man benytter sig af det, varierer fra informant til informant. 

Nogle spiser meget, og har dertil selv med hjemmefra, andre 

rører det aldrig. 

Internt udsalg 

Som en del af kantineudsalget kan man mange steder 

også købe slik, kage og/eller morgenbrød. Det kan være 

alt lige fra et par poser lakrids eller vingummi, der hænger 

ved kassen, til det helt store tankstationsudbud inkl. 

morgenbrød og kager. En informant beskriver det sådan: 

”Der er alt fra flødeskumskager til wienerbrød og tebirkes. 

Jeg har aldrig set noget så vulgært i en arbejdskantine, 

og der er mange, der benytter sig af det”. En af de 

besøgte arbejdspladser har sågar en ’bland og vej selv 

slikbod’, som man kender dem fra biograferne, og det 

var informanten bestemt ikke utilfreds med, da den er et 

godt sted at snuppe et stykke gratis slik på vej ud fra frokost. 

Det må de egentlig ikke, ”men der er rimelige frie 

vilkår her”, som han formulerer det. 



Flere af de større arbejdspladser har en intern kiosk eller 

automater med slik, sodavand, kager, frugt osv. En 

kiosk solgte også nybagte boller, hvilket gav lang kø 

hver morgen, hvor man samtidig også kunne købe frugt 

eller dagens forbrug af slik til skuffen. Nogle steder skal 

man ud af huset for at få tilfredsstillet sine behov. Ligger 

arbejdspladsen centralt i forhold til indkøbsmuligheder, 

er det dog ikke noget problem, og der kan være 

en god trafik i arbejdstiden: ”Man kan godt få lyster i 

løbet af formiddagen, og så må de indfris i kiosken på 

torvet. Man tager sin pung i hånden og kan være tilbage 

igen to minutter senere”. Andre steder kan det, at 

man skal ud af huset, være en begrænsende faktor, også 

selv om der ikke nødvendigvis er langt over til det nærmeste 

supermarked: ”Jeg føler ikke, det er nemt at være 

spontan, for man skal over i Føtex, og selv om det ligger 

tæt på, føles det som om, man skal over en mark”. 

På mindre arbejdspladser uden kiosk eller andre oplagte 

indkøbsmuligheder har man fundet andre løsninger 

på tilgængelighedsproblematikken. Yderlighederne i 

undersøgelsen er f.eks. arbejdspladsen, der har et køleskab 

fyldt med slik og chokolade stående i køkkenet, 

hvor en medarbejder sørger for at købe nye forsyninger 

for de penge, der kommer ind via salg. Tilsvarende 

findes på en anden arbejdsplads, her er det blot et eksternt 

firma, der har sat salget i system og kommer og 

fylder kassen op hver 14. dag. Kassen står i køkkenet, 

men informanten pointerer, at man skal forbi frugtskålen 

først og, at man med vilje har placeret slikkassen 

inde i et hjørne. Det svækker dog ikke populariteten. 

Særligt i stressede perioder går det hurtigt med at få 

tømt ud i kassen, og det er let, man sætter bare en streg 

på et stykke papir og beløbet trækkes over lønnen. En 

helt tredje form for spontan tilgængelighed er arbejdspladsen, 

hvis køkkenpersonale fra tid til anden bager 

kage om eftermiddagen, og sætter den frem ved kaffemaskinen. 

Mødeservering i overskud 

Arbejdspladser med kantineordninger øger chancerne 

for, at der er servering ved møderne, og et fællestræk


ved mødeservering er, at man, for at glæde sine kollegaer, 

ofte tager overskydende kage, frugt eller slik/ 

chokolade med tilbage fra de møder, hvor der ikke er 

blevet spist op. Det øger tilgængeligheden af det søde 

i hverdagen også for dem, der ikke går til møder. Mønstret 

er, at man kun tage det med tilbage, hvis det er et 

møde, man selv har arrangeret og bestilt servering til, 

men der er også eksempler på en afdelingskultur, hvor 

man f.eks., efter at have været på et internt kursus eller 

lign., lige tømmer skålen med chokolade for at lægge 

det op i en stor beholder, man har stående i afdelingen. 

I afdelinger, hvor der er mange møder, kan især den 

overskydende frugt gøre det ud for en frugtordning. 

Og der er steder, hvor mødeserveringen lige så meget 

bliver bestilt for at kunne tage noget med tilbage til afdelingen. 

På denne måde er det ikke usandsynligt, at 

man kan rejse sig fra sin plads for at hente en kop kaffe, 

og vende tilbage med et halvt stykke wienerbrød, fordi 

det lige lå og fristede, eller at man kan komme til at 

spise slik uden at have det til hensigt. Mødeservering 

uddybes yderligere i kapitel 5. 

“ Vi har en slikskål stående fra et møde i fredags. 

Når det står der, kan jeg bare ikke 

lade det være. Af samme grund har jeg 

aldrig slik i skuffen. Jeg har ikke lyst til at 

sidde og spise slik midt på dagen. Derfor 

irriterer det mig ad Pommern til, at den 

står der, for jeg spiser jo af den, og nogen 

gange når jeg slet ikke at tænke over det, 

før det er inde i munden. 

” 

Slikleverandøren 

Som reglen snarere end undtagelsen er der rigtig mange 

kontorer eller afdelinger, der har det man kan kalde 

en intern ’slikleverandør’. Altså en kollega, om hvem 

man er sikker på, at han/hun altid er leveringsdygtig i 


19

20 


et stykke slik eller chokolade. Mange informanter siger, 

at de aldrig selv køber slik eller har det med hjemmefra, 

men det behøver ikke at betyde, at de ikke får slik i løbet 

af dagen. Mange steder er det sekretærerne, der har en 

skål eller dåse stående fremme til nærmest fri afbenyttelse, 

men der er også mange steder, hvor man ved, hvilke 

af kollegaernes skuffer man kan gå i uden at spørge om 

lov, hvis sukkertrangen bliver for stor. Der er lidt forskel 

på, hvor officielt eller organiseret dette system er, ”jeg 

ved tit, hvor jeg kan opspore det”, er et almindeligt svar 

på spørgsmålet. Men der er også et sted, hvor kollegaerne 

er så meget inde over slikleverandørens indkøb, at 

han overvejer at skifte sit søde lakrids ud med noget salt, 

for det kan hans kollegaer bedre lide. Slikleverandørens 

funktion er ikke altid kun at stille en akut sliktrang. Lige 

så tit har kollegaer med slik en social funktion. Man 

stopper lige op og får en lille pause ud af det: ”Jeg tror 

egentlig kun, hun synes, det er lidt hyggeligt og socialt, 

for så får man lige en lille sludder for en sladder” siger en 

informant om sin lokale slikleverandør. 

“ Min uforbeholdne mening er, at det er det 

der forsørger-gen hos kvinder, der gør, 

at de godt kan li’ at have noget liggende, 

hvis der nu kommer en kravlende ind ad 

døren, så kan de få et bolche. 

” 

Frugt synes ikke på samme måde at kunne tiltrække 

folks opmærksomhed. Det appellerer ikke til, at man 

tager et stykke, selv om man står ved et bord, hvor det 

er der: ”Der er nogen, der har frugt stående fremme, 

men det er jo lidt svært lige at tage en bid af ik’’”. En informant 

påpeger selv, at hun ikke deler ud af sine appelsinbåde 

på samme måde, som hun ville gøre med 

en pose slik, fordi hun har stået og brugt tid på at pille 

dem, inden hun haster ud af døren om morgenen, og 

så har hun jo rørt ved dem. Vindruer kan dog godt ind- 



tage samme plads som slikket, og være noget man står 

og småspiser af, mens man snakker ved den pågældendes 

skrivebord. Er det, der ligger på kollegaens bord, et 

tydeligt mellemmåltid f.eks. kiks, knækbrød eller lign., 

er det for privat til, at man uopfordret kan tage af det. 

Her overskrider man tilsyneladende en grænse, som 

ikke synes at være gældende for slikket. Som der skal 

vendes tilbage til senere, kan denne forskel sandsynligvis 

hægtes op på de forskellige værdier og symboler 

henholdsvis slik, mad og frugt tillægges. 

Spiseanledningerne 

Som beskrevet i dette kapitel er der på langt de fleste 

arbejdspladser rige muligheder for at spise mellem 

måltiderne, og den hurtige konklusion er, at anledningerne 

ofte bliver udnyttet. Selv om man måske ikke har 

deciderede mellemmåltider med hjemmefra eller fra 

morgenstunden mente, at det ville være nødvendigt 

med noget ud over frokost, er det nemlig ikke ensbetydende 

med, at man ikke alligevel får mellemmåltider 

i løbet af dagen. 

I informanternes tale om mellemmåltider kan man udskille 

tre overordnede anledninger – de officielle anledninger, 

de kollegiale anledninger og de individuelle 

anledninger. Grænserne mellem kategorierne er ikke 

fuldstændige. Mange officielle anledninger er bestemt 

også kollegiale, og udadtil er det måske svært at se forskel. 

Men den bagvedliggende begrundelse for anledningen 

adskiller dem fra hinanden. De næste tre kapitler 

går i dybden med disse forskellige former for anledninger, 

ligesom betydningen af dem og det, der spises i den 

pågældende situation, vil blive beskrevet/analyseret. 

“ 

I går fik vi rundstykker, fordi der var en, 

der havde sidste dag, og over middag fik 

vi så kage, også fordi hun havde sidste 

dag – det var en rigtig god dag (griner). 

”


5 OFFICIELLE ANLEDNINGER 

–ARBEJDSPLADSENS ANSIGT 

“Hver fredag får vi rundstykker og banken 

giver en halv times pause. Det blev indført 

for to år siden, da vi var to banker, 

der fusionerede, så overtog man den tradition 

fra den anden bank. 

” 

På alle arbejdspladser er der spiseanledninger, der er 

fuldt officielle og på det nærmeste indskrevet i overenskomsten 

eller i arbejdspladsens interne retningslinjer. 

Det gælder først og fremmest frokostpausen, 

men det kan også være den ekstra betalte eftermiddagspause 

om torsdagen, som mange i kommunerne 

eller bankerne har. Dertil kommer de faste pause-/spiseanledninger, 

der accepteres som en del af den synlige 

arbejdspladskultur, hertil hører f.eks. fast ugentlig 

morgenmad. Traditionerne for om man fra ledelsens 

side serverer noget spiseligt, når man vil markere noget 

med sine medarbejdere, ses i denne forbindelse 

også som en officiel anledning. Et træk ved de officielle 

mellemmåltider er, at de oftest er skemalagte og finder 

sted med ledelsen/chefens billigelse. 

Fast morgenmad 

Fast ugentlig morgenmad med kollegerne er et af de 

mest gennemgående eksempler på en officiel anledning 

til at samles om et mellemmåltid. Tager man ud- 

gangspunkt i denne undersøgelses resultater går det 

danske kontorarbejdsmarked på det nærmeste i stå en 

halv time omkring klokken ni hver fredag, og det hvad enten 

der er tale om offentlige eller private arbejdspladser. 

Nogle steder er morgenmaden ren hygge, andre steder 

er der knyttet et fagligt indhold til, eller også spises den i 

forbindelse med postmøder eller lign. Fælles synes dog 

at være, at selve det at man bruger arbejdstid på morgenmad, 

er accepteret af ledelsen som en del af ugens 

gang, og derfor er morgenmadsseancen kategoriseret 

som en officiel anledning. Modsat en del af de øvrige 

anledninger til fællesspisning prioriterer chefer og ledere 

ofte også at være med ved denne lejlighed. 

Morgenmadsarrangementet kan være arrangeret gennem 

kantinen, men ofte er det medarbejderne selv, 

der sørger for skiftevis at købe ind og rette an. Nogle 

få steder er der blot tale om et stykke franskbrød eller 

et rundstykke med smør, men langt de fleste steder er 

udvalget betydeligt større. På de flere forskellige slags 

brød – hvidt, mørkt eller med kerner – er der mange forskellige 

ting at smøre eller lægge på, ikke sjældent både 

ost, smøreost, pålægschokolade eller Nutella og syltetøj. 

Som supplement til det skiveskårede franskbrød kan 

der være rundstykker og tit også både tebirkes og wienerbrød 

f.eks. chokoladetrekanten eller basser. Frugt er 

en del af morgenmaden enkelte steder, men ikke typisk. 

Når tidspunktet nærmer sig lukkes telefonerne og folk 

begynder at komme dryssende. Er der kollegaer, der 

bliver siddende på deres plads, får de ofte en venlig 

kommentar med på vejen, om ikke de skal med. 

21

22 

5 OFFICIELLE ANLEDNINGER – ARBEJDSPLADSENS ANSIGT 

Morgenmaden anses som et hyggeligt indslag i arbejdsdagen, 

og det skal serveringen helst afspejle. Generelt 

synes der på de besøgte arbejdspladser derfor at være 

tradition for, at man skal have lidt ekstra f.eks. wienerbrød, 

tebirkes, chokoladepålæg eller lign. På nogle arbejdspladser 

er det vigtigt, at det ikke bliver for sundt, 

så skal man i hvert fald kunne tage den røg, der følger 

med. ”Der er nogen, der har haft frugt med til morgenmad, 

og nogle af pigerne har haft low-fat småkager med 

i stedet for chokoladetrekant, det bliver bemærket og 

grint af, men ikke nedgørende. Det er fuldt acceptabelt, 

så længe man må lave sjov”. At det bliver kommenteret, 

er måske netop et udtryk for, at det alligevel ikke er helt 

acceptabelt, hvis det bliver for sundt. 



Den store morgenanretning finder man kun de steder, 

hvor man samles om morgenmaden. Tager man sin 

franskbrødsmad med tilbage til sin plads, fordi rammerne 

ikke er til, at man kan lukke telefonerne eller gå fra 

dem, består morgenmaden ofte kun af et rundstykke 

eller franskbrød med smør/syltetøj. I undersøgelsen 

er der et overtal af private arbejdspladser, der ruller sig 

ud med det helt store morgenbord. I det små er der 

informanter, der synes, at alt det, man skal have med til 

morgenmaden, er en lige lovlig dyr udskrivning, men 

man undlader ikke noget, for ingen vil kaldes nærig, og 

når nu de andre har haft med, må man også hellere selv. 

En informant, der er forholdsvis nyansat, beskriver meget 

rammende denne balanceakt: ”Man skal f.eks. have


lyst brød med, for det er der nogen, der kun spiser, og 

groft brød, for det er andre til. Smør og ost til nogen og 

syltetøj til de andre. Det er de ting, der er ’need to have’. 

’Nice to have’ er juice og pålægschokolade og mange 

har wienerbrød eller kage med. Folk synes, det er lidt 

nærigt, hvis man kun har ’need to have’ med”. 

“ Jeg tænkte, når jeg stod nede og handlede, 

’er det nu nok, vil folk nu synes, at 

der mangler noget og synes de jeg er nærig?’. 

Derfor sagde jeg også, at nu måtte 

det stoppe, for det var blevet for meget 

af det gode. 

” 

Spørger man, hvordan morgenmaden har fået det omfang, 

den mange steder har, er svaret, at ”det er kulturen” 

eller ”sådan er det bare blevet til”. Som nævnt 

synes ikke alle informanter om det overdådige arrangement, 

men man skal have en vis position i gruppen og 

ikke mindst være modig for at ændre på kulturen, hvis 

det overhovedet er muligt. En anden nyansat medarbejder 

fortæller, at hun ikke har turde røre ved de faste 

tebirkes, selv om hun ikke synes om dem, ”for der er et 

par af mændene, der sætter stor pris på deres tebirkes, 

og det skal man bare ikke pille ved”. Næste gang hun 

skal have morgenmad med, har hun tænkt sig at bage 

pandekager, men det kræver lidt mod, som hun siger, 

at gøre op med den uskrevne politik og de gamle traditioner. 


På nogle arbejdspladser har man måtte tilføje et fagligt 

aspekt til morgenmaden for at få ledelsens accept 

af arrangementet, det kan f.eks. være, at chefen eller 

afdelingslederen orienterer om ugens gang eller lign. 

Spørger man informanterne, er de dog ikke i tvivl om, 

at det vigtigste ved disse anledninger stadig er det at 

mødes og spise sammen. Et sted var det blevet foreslået 

at bruge morgenmaden mere produktivt til infomøder, 

når nu alle var samlet, men det blev nedstemt. 

Medarbejderne ville ikke have, at morgenmaden blev 

forvandlet til et arbejdsmøde med power point, det 

måtte gerne blive ved med at være lidt helligt. Det er 

altså vigtigt, at det faglige ikke indtager en alt for dominerende 

plads – det er morgenbrødet, der har førsteprioriteten. 

“ Vi har en morgenmadsordning om fredagen. 

Det startede med, at vi holdt et 

fredags morgenmøde, hvor cheferne orienterer. 

Det blev så til morgenmad, der 

går på skift, og det er lige som om, det er 

det, der er blevet indholdet i mødet, der 

er ikke rigtig nogen, der hører efter, hvad 

cheferne siger. Det er mere det med at få 

sit stykke franskbrød. 

” 

Morgenmadens vigtighed understreges af, at mange 

informanter fremhæver, at man virkelig skal have en 

god grund til at blive væk, og at flere opfatter det en 

smule arrogant og et underligt signal at sende, hvis man 

ikke har lyst til at hygge sig med sine kollegaer et kvarters 

tid fredag morgen. At man måske ikke er sulten og 

derfor ikke spiser alverden, er langt mere accepteret, 

hvis blot man står der. 

23

24 




Arbejdspladsens markeringer 

Skal der markeres en særlig begivenhed på arbejdspladsen, 

er det ikke usædvanligt, at ledelsen indkalder 

til morgenmøde med noget spiseligt til eller sørger 

for, at der er lidt ekstra f.eks. til den almindelige morgenmad. 

Informanterne nævnte f.eks. udnævnelse af 

kommunaldirektør, afslutning af årsregnskab, en veloverstået 

kampagne eller en særlig hård opgave som 

anledning til, at ledelsen kan vælge at servere f.eks. 

wienerbrød, rundstykker eller croissanter. 

“ Vi har lige fået wienerbrød, fordi man i 

forbindelse med kommunalsammenlægningerne 

endelig har fundet ud af, hvem 

der skal være souschef. Det har holdt 

hårdt, og derfor synes chefen, at biblioteket 

skulle give brød. Det er sådan noget, 

der sker cirka en gang om året. 

” 

Medarbejderne har gerne en forventning om, at der 

ved disse lejligheder er noget spiseligt, der kan understrege 

den særlige anledning. Det offentligt sponserede 

mellemmåltid er med til at sætte den rette stemning. 

Medarbejderne føler sig påskønnet, men også nogle 

gange forpligtet til at spise. En informant fortæller, at 

hun og hendes kollegaer har talt om, at det inden kvartalsmøderne, 

hvor hele huset mødes til udvidet morgenmad, 

burde være muligt at ’afmelde’ wienerbrødet, 

så man ikke blev fristet over evne: ”Jeg kan ikke lade 

være med at tage det og spiser det med velbehag, og 

fem minutter efter fortryder jeg – ’hvorfor er du så dum 

at gøre det, du ved, du ville have det bedre, hvis du 

ikke havde taget det’. Det er det søde, der lokker, der 

er ikke tale om gruppepres, men om, at min krop siger, 

at det vil den altså gerne have”.


Mødeservering 

Servering til møder er om noget en officiel anledning 

for et mellemmåltid, set fra medarbejderens synspunkt. 

Det officielle understreges af, at mange arbejdspladser 

har retningslinjer for, hvornår og hvad der kan serveres, 

samt at mange informanter tænker særdeles meget 

over, hvad man kan og ikke kan spise, når man sidder 

til et møde. 

At bestille servering til interne møder er sjældent brugt, 

og ofte er der officielle retningslinjer, der forbyder det. 

Hvad medarbejderne selv vælger at tage med her, er 

der dog ingen regler for. En informant siger, at hvis 

der er nogen, der har noget med til et internt møde, 

så signalerer det hygge. Af samme grund er der andre 

informanter, der synes, det er helt fint, at der netop 

ikke er nogen servering til de interne møder, for dem er 

det spørgsmål om at ”get down to business”, få mødet 

overstået og komme videre. Møder på tværs i huset 

kan godt have mødeservering, og eksterne møder har 

det gerne. Arbejdspladser med kantine har mulighed 

for at bestille mødeservering via bestillingslister. Mulighederne 

svinger fra sted til sted, på én arbejdsplads 

kunne man f.eks. få: Rundstykker, wienerbrød og frugt 

om formiddagen og frugt, tørkager eller petit four om 

eftermiddagen. Frugt, enten hele eller udskåret, kan 

man få alle steder og ikke sjældent følges frugten af 

en skål med chokolade eller lign. Eller rettere på nogle 

arbejdspladser er slikket/chokoladen koblet til kaffebestillingen, 

og kaffen, mener de fleste, hører sig til. 

“ Hvis det er morgenmøder, er der typisk 

boller, og ellers er det kage. Hvis det er 

eftermiddagsmøder, så er der næsten altid 

noget at spise til, og hvis jeg nu skal 

være helt ærlig, så kan der rent faktisk 

også godt være frugt, men så er der også 

altid lige en skål med noget chokolade. 

” 


Signalværdi 

På et par af de private arbejdspladser var der til interviewet 

stillet mødeservering frem. Frugten var flot 

udskåret og anrettet, et af stederne var den suppleret 

med tørret frugt og det andet sted, havde chokoladen 

firmalogo på papiret. Et arrangement man tydeligvis 

havde gjort sig nogle tanker omkring. En informant 

fremhæver i den forbindelse, at servering viser eksterne 

gæster, at man har styr på tingene. Flere informanter 

er bevidste om, at mødeserveringen skal præsentere 

arbejdspladsen/virksomheden, men de er ikke helt 

enige om, hvilke signaler, der er de bedste at sende 

eller mest tillidsvækkende i forhold til virksomhedens 

image: ”Hvis man serverer fadet med frugt alene, så 

sender det et klart signal om, at man er lidt over-sporty. 

Jeg har måske en fordom om, at folk så kommer i deres 

jogging tøj og er helt vildt sporty. Jeg synes måske, det 

er falsk markedsføring, for den holder ikke i længden. 

Men jeg vil også sige, at hvis chokoladen var det eneste, 

der kom ind, så ville jeg tænke, at det var meget 

traditionelt. Men når begge dele er der, synes jeg, det 

er fint rent repræsentationsmæssigt”. Andre synes at 

det er kager, der sender de useriøse signaler. 

“ Jeg kommer rundt i mange firmaer. Der, 

hvor mødeserveringen er fyldt med flødeskum, 

er folk ikke nær så engagerede og 

begejstrede. Hvis de får kage, så læner de 

sig bare godt tilbage, og det er som om, 

der kører et tæppe ned foran dem, de bliver 

lidt mere passive. Får de noget frugt, 

så får de et spark i rumpen, så sker der 

noget, det er som om, der bliver lidt mere 

energi i folk. 

” 

I undersøgelsen synes der at være en tendens til, at 

de københavnske arbejdspladser ser mere naturligt på 

25

26 


frugt som en del af mødeserveringen, hvor det i provinsen 

først er noget, man er startet på for nylig, og som 

informanterne derfor stadig bemærker. På langt de fleste 

arbejdspladser, beliggenhed underordnet, er frugt 

kun noget, man bestiller til eksterne eller mere formelle 

interne møder. Ved de officielle markeringer internt på 

arbejdspladsen oplever informanterne primært rundstykker, 

wienerbrød eller kage. En grund til dette kan 

netop være, som beskrevet ovenfor, at frugten til de 

eksterne møder ofte sættes på bordet af signalmæssige 

årsager, eller fordi man gerne vil tilfredsstille såvel 

den ene som den anden lyst hos eksterne gæster. Når 

man fra officiel side i fejringsøjemed vælger at servere 

noget for sine medarbejder, skal serveringen omvendt 

markere hygge og glæde, og hertil synes frugt ikke at 

kunne bruges. En informant sammenligner i forlængelse 

heraf frugt med danskvand og siger videre: ”Jeg 

tror, det er lidt ligesom at sætte danskvand på bordet 

kontra at sætte sprut frem, der er et signal i sprutten, 

det er et hyggeelement, man hygger sig også lidt mere 

med kagen”. 

Oplevelser af mødeservering 

Der er forskel på, hvor ofte informanterne deltager i 

møder med mødeservering. Nogle gør det kun sjældent 

og synes derfor, at mødeservering er et lækkert 

indslag. Dem, der gør det ofte, kan omvendt dels være 

trætte af den sædvanlige servering dels opmærksomme 

på, at mødeservering er med til at øge antallet af mellemmåltider, 

som de måske ikke ville have valgt under 

normale omstændigheder. De fleste informanter synes 

derfor, frugt som mødeservering er fint, og nogle foretrækker 

det klart frem for kage, men hvis det er et langt 

møde, mener de fleste, at det er på sin plads med noget 

sødt til at holde energien oppe. Det er f.eks. rart med 

kagen til kaffen om eftermiddagen og måske ligefrem 

nødvendigt, for kaffe og frugt er et match, der ikke rigtig 

holder: ”Til kaffe passer den søde kage meget bedre 

end frugten. Men jeg kan da godt slutte af med at tage 

syv vindruer oven på kaffesmagen”. 



“Til møderne bliver slikskålen gerne sendt 

rundt sammen med kaffen. Om jeg tager 

noget kommer an på tidspunktet på dagen, 

og så hvad det er for en slags møde. 

Er det et, hvor vi sidder og snakker, spiser 

jeg ikke noget slik, men er det til et møde, 

hvor det virkelig er kedeligt, så kan det 

godt være, at jeg må have et stykke. Jeg 

ved ikke, om det hjælper mod at falde i 

søvn, men jeg har da ikke gjort det endnu. 

” 

En informant siger generelt om mødeservering, at hvis 

det er et møde, han ikke rigtig gider gå til, kan mødeservering 

og gerne kage gøre, at det ikke er helt spildt 

at møde op, serveringen gyder ligesom lidt olie på vandene. 

Opsamlende er informanternes holdninger til 

mødeservering, at de fleste gerne vil undvære kagen 

og såvel kvinder som mænd synes, at de får rigeligt at 

spise i løbet af dagen uden at de også skal sidde og 

spise kage ved alle møderne. Mødeservering nævnes 

dog af begge køn som redningsplanken, hvis man en 

travl dag ikke har nået frokosten. 

Mødeservering som redskab til at skabe en god stemning 

er alle informanterne til gengæld inde på. At man 

ikke går lige til sagen, men starter med en småsnak over 

kaffevognen. Flere informanter fremhæver, at der bliver 

en mere løssluppen stemning særlig, hvis der er noget, 

der skal sendes rundt. Det giver plads og tilladelse til 

lidt småsnak. En chef siger i forlængelse af dette, at han 

bruger mødeservering bevidst som ”ice-breaker”, når 

han har eksterne folk til møder. At spise sammen først 

gør det lettere at lave forretning bagefter. En informant 

siger i den forbindelse, at han ikke oplever, at frugt kan 

helt det samme.”Der er noget med kage og morgenbrød 

– man står og smører sit rundstykke, ’ræk mig lige


syltetøjet’ og sådan noget. Det virker som et frikvarter 

for mig, det gør det ikke at snuppe et æble”. 

Interne kurser eller orienteringsmøder har ofte servering, 

og flere af informanterne forventer, at der er. Serveringen 

bidrager til at understrege, at der ikke bare 

er tale om endnu en dag på kontoret – og snakken op 

mod eftermiddagspausen er ofte fyldt med forhåbninger 

om eller forventninger til serveringen. Det samme 

gør sig gældende, når informanterne fortæller om eksterne 

kurser, konferencer o.l. Her er forventningerne 

ofte meget høje, og har mødeserveringen været god, 

overdådig eller mangelfuld påvirkes det samlede billede 

af arrangementet. Frugt som mødeservering ved 

konferencer mv. anses for lækkert, ikke mindst fordi det 

kan være anderledes og flottere anrettet end det, der 

kendes fra arbejdspladsen. På den anden side opfattes 

konferencer og kurser som noget særligt, og de regler 

man måske har lavet med sig selv omkring mådehold 

ved mødeservering i det daglige, bliver sat ud af kraft 

ved sådanne lejligheder. Konferencens forplejning er 

med til at markere forskellen på hverdag og ’fest’. 

Æbleskrog og fedtede fingre 

Det bliver hurtigt klart når man taler om mødeservering, 

at informanterne gør sig mange overvejelser om, 

hvad der egner sig til at blive spist i hvilke situationer, 

og hvad der bestemt ikke gør. Kage, brød mv. synes 

at slippe igennem med færrest overvejelser. Om man 

tager af det eller ej er dog lidt med forskel. Sendes det 

rundt, kan det være sværere ikke at lade sig friste. Står 

det derimod midt på bordet, kan man lettere fravælge 

det uden at skulle komme med en begrundelse. Hvem, 

der spiser af det, kan også have betydning for, om man 

selv gør det. En informant fortæller om et møde, hvor 

en medarbejder havde medbragt kage: ”Chefen tog ikke 

et stykke, havde han gjort det, kunne det godt være, at 

der var flere, der havde fuldt trop”. 

På trods af populariteten er frugt den mødeserveringskategori, 

der er knyttet allerflest overvejelser til. Et møde 

kræver som regel, at man kan skrive, bladre i sine papi- 


rer eller være parat til at tage ordet. Saftig frugt, der 

løber ned af hænder eller hage, er derfor alt andet end 

velegnet til mødeservering. Appelsiner, man selv skal 

skrælle, nævnes af alle som noget, de vil gå uden om. 

Hel frugt som saftige æbler eller pærer kan også være 

problematiske: ”Jeg ville ikke sidde med et æble, for jeg 

skal være parat til at sige noget. Hvis jeg lige har taget 

en ordentlig bid, kan det jo også både sprøjte og løbe 

ned af hænderne”. En anden informant var af samme 

grunde meget glad for vindruer, de gjorde det muligt 

for ham både at skrive ned og dertil ”have snakke- 

tøjet klar hele tiden”. Han siger videre: ”Vindruer er 

små overkommelige størrelser, jeg skal ikke skrælle eller 

skære. Et helt æble knaser og larmer, og skal jeg til 

at skrælle det, er det først besværligt. Med mindre det 

er et større møde, hvor stemningen er til det, er det 

forstyrrende at sidde og gnave af en pære eller æble”. 

At det ikke må larme er også en af grundene til, at gulerødder 

ikke nævnes som god mødeservering, selv om 

de hverken er fedtede eller saftige. 

På baggrund af ovennævnte fremhæver mange informanter 

fordelene ved udskåret frugt. Det er overkommelige 

stykker, man bliver ikke nasset, selv saftig frugt 

som f.eks. ananas og melon kan i den rette udskæring 

fungere til møder, det er hurtigt spist, og ikke mindst 

bliver man ved udskåret frugt fri for at sidde tilbage 

med skrog og skræller. 

Et møde er ganske ofte en officiel anledning, hvor det 

handler om at være på, og signalere det rigtige, ikke 

mindst, at man har styr på tingene. Som illustration af 

dette er informanten, der aldrig vil tage et helt æble til 

et møde, hvis hun skal sige noget, for så ville det ligge 

der og være bidt af og blive brunt. Hun ville heller ikke 

spise en banan og have skrællen liggende på sin tallerken, 

hvis hun skal ud og præsentere noget, det kan dog 

til nød gå, hvis det var et møde, hvor hun kender deltagerne. 

En direktør fortæller tilsvarende, at han aldrig vil 

sidde og skrælle en banan ved et direktionsmøde, alene 

tanken får ham til at vende det hvide ud af øjnene. 

En tredje informant erindrer om et møde, han fornyligt 

27

28 


var til: ”Sidste gang, der var frugt til et møde, blev der 

ikke spist særlig meget, og det var fordi både vicedirektøren 

og en af de fire topdirektører var der, så er 

folk altid lidt mere tilbageholdene, man beder ikke lige 

om at få sendt frugten rundt”. Hvad cheferne mener, 

kan altså have stor betydning for, hvad andre synes, de 

kan tillade sig. 

Flere informanter finder dog lejlighed til også at spise 

den hele frugt. Der er næsten altid tidspunkter i længere 

møder, hvor det er muligt. Det kan være et naturligt 

ophold, hvor der småsnakkes lidt, og hvor et knasende 

æble ikke forstyrrer. Ved konferencer eller større 

forsamlinger, hvor man mere sidder og lytter, kan hel 

frugt også godt fungere. Det er stadig besværligt med 

de fedtede fingre og skrællerne, men det påvirker ikke 

det indtryk man giver andre. Møder, hvor man kender 

de øvrige mødedeltagere, kalder ikke på helt så strikse 



forholdsregler mht. frugt, her kan man mere være sig 

selv og ikke føle, at man er på en scene, hvor facaden 

skal holdes. Dette uddybes nærmere i kapitel 9. 

Det kan undre, hvorfor de mange forbehold omkring 

frugt ikke også er gældende for rundstykker, der er 

svære at bide over eller wienerbrød, der krummer og 

fedter. En forklaring kan være, at kage som allerede antydet, 

signalerer pause – nu er vi ikke seriøse, og kan 

lige tage en hyggesnak inden vi går videre. Det samme 

forbindes frugt ikke med, den er en forfriskning på linje 

med vandet eller til nød skålen med de små chokolader. 

Derfor kan man ikke læne sig tilbage og koncentrere 

sig om sin frugt på samme måde, som man kan 

med kagen. Frugt skal kunne fungere samtidig med, 

at man udfylder sin rolle som mødedeltager. Derfor er 

der forskel på, om man har munden fuld af æble eller 

flødeskum.


6 KOLLEGIALE ANLEDNINGER 

– DET SOCIALE FÆLLESSKAB 

“ Vi har haft en periode med mange nye ansatte 

og mange, der holdt op, og derfor er 

der mange, der har kage med, barselsbesøg 

har vi også haft med kage. Så var der 

en, der kom for sent i går, så tog han kage 

med, hvilket er almindeligt herude. Skal 

man til læge i arbejdstiden, så tager man 

kage med tilbage. Til fødselsdag tager du 

rundstykker med, en anden anledning så 

kage med. Jeg synes tit man kan finde en 

anledning til at tage kage med. 

” 

De officielle anledninger til mellemmåltider er ofte relateret 

direkte til arbejdet eller iværksat oppefra. For 

de kollegiale anledninger gælder det derimod, at de 

iværksættes af medarbejderne selv til glæde og gavn 

for hinanden. De vedrører ikke direkte det arbejde, 

man er ansat til at varetage, men handler i stedet om 

det sociale fællesskab og kollegiale miljø på arbejdspladsen. 

Til trods for at der er en pause fra det egentlige 

arbejde, accepteres de kollegiale anledninger på de 

fleste arbejdspladser som en nødvendig del af arbejdspladskulturen. 

Kun de færreste arbejdspladser har regler 

imod kollegiale mellemmåltider, og kun et sted kan 

en informant fortælle, at der er blevet sat grænse for, 

hvor tit de må holde kollegiale pauser – og det synes 

de ikke om: ”I den afdeling jeg var i før, har de nu fået 

ny leder. Han tillader kun, at der er noget socialt omkring 

fødselsdage, så nu holder de ikke længere kaffemøder. 

Det er de ikke helt tilfredse med. Det var jo et 

frirum, hvor de kunne snakke frit, men de snakkede jo 

om arbejde alligevel. De fik løst en masse ting, som de 

nu skal stå og snakke om over skrivebordet”. Som det 

skal nævnes senere, er det vigtigt for medarbejderne at 

have et frirum, chefen ikke bestemmer over. 

Hvis det at gå på arbejde kun handler om at arbejde, 

siger flere informanter, så er det ikke sikkert, at de ville 

blive på den pågældende arbejdsplads særlig længe. 

En informant siger f.eks. om en kollega, der aldrig rigtig 

har tid til at nyde morgenmaden, at hun bliver provokeret 

af, at han ikke lige har det kvarter til det sociale: ”Det 

skal ikke alt sammen gå op i arbejde, vi er her trods alt 

otte timer hver dag”. Man kunne mene, at de sociale relationer 

medarbejderne imellem kunne vedligeholdes 

ved frokosten eller uden, at man behøvede spise noget, 

men som det skal uddybes senere, synes det spiselige 

netop at give den legitime grund til at holde pause. 

Uden noget at samles om er det svært at forsvare over 

for sin chef, at man lige sidder og snakker et kvarters 

tid. Det er i det lys, at man skal forstå de mange kollegiale 

mellemmåltidsanledninger. 

Der er rigtig mange kollegiale anledninger til mellemmåltider 

på kontorarbejdspladserne, om end antallet 

kan variere fra sted til sted. En informant opsummerer 

det kort: ”Med 15 fødselsdage, komme og gå, på barsel, 

praktik osv. så er der mange anledninger”. Andre 

29

30 

6 KOLLEGIALE ANLEDNINGER – DET SOCIALE FÆLLESSKAB 

kommer frem til, at der sammen med den faste morgenmad 

i hvert fald er en form for kollegial spisning en 

gang om ugen og ganske ofte tiere. Der tales ligefrem 

om, at man kan løbe ind i stimer af anledninger. Faste 

tilbagevendende anledninger som fast ugentlig eftermiddagskage 

er en del af arbejdspladskulturen. Andre 

anledninger til brød, kage eller slik udspringer af individuelt 

baserede begivenhed som fødselsdage, feriestart, 

rejser, barsel osv. Til disse skal lægges de mere 

spontane anledninger, der ikke opstår helt så regelmæssigt 

som de faste traditioner, men hvor det alligevel 

forventes, at der gives noget, f.eks. kvajekage, hvis 

man har dummet sig, eller en fejring af at man endelig 

er kommet igennem et stort projekt. På en arbejdsplads 

har de også den ordning, at for hver gang deres fakturasystem 

kom ud med et helt 1000-tal skal den pågældende 

kollega give kage. Sidst men ikke mindst er 

der de fuldstændig spontane anledninger, hvor lyst eller 

behov pludselig opstår, f.eks. når solen skinner eller det 

regner. 

Fødselsdage og ferier 

Nogle af de mest gennemgående anledninger til at spise 

med sine kollegaer er ved fødselsdag eller feriestart. 

Almindeligvis er der tale om at have noget til eftermiddagskaffen 

eller morgenmaden, og det er normen, at 

det man medbringer, er i brød-/kage- eller til nød slikkategorien. 

Frugt synes ikke at tælle, når man vil markere 

eller fejre noget. Informanterne synes nærmest, 

det er lidt komisk at forestille sig, at man kunne tage en 

pose æbler med. Et enkelt sted er der to medarbejdere, 

der altid har haft frugt med på deres fødselsdag, det 

synes informanten er en fin ide, men kunne ikke selv 

finde på det. En anden informant fortæller, at hun en 

enkelt gang har haft frugt med til sin fødselsdag. Men 

hun kunne med det samme mærke på sine kollegaer, at 

hun nok var trådt ved siden af. Det var ikke lige det, der 

blev forventet, så det gør hun ikke mere: ”Jeg kunne 

godt se, at det ikke lige var sagen. De sagde ingenting, 

men man kunne se i deres ansigter, at de nok havde sat 

sig op til noget sødt”. 



Arbejdspladserne imellem er der forskel på, hvor meget 

man gør ud af selve anledningen. En af de besøgte 

arbejdspladser har f.eks. meget stærke traditioner omkring 

markering af fødselsdage: Den kollega, man sidder 

overfor, pynter op med flag og dækker morgenbord 

i et mødelokale. Fødselaren har morgenbrødet med og 

får til gengæld gaver, som de andre har samlet ind til. 

Det hele tager omkring en time. Om eftermiddagen stiller 

fødselaren kage frem, som man indtager individuelt, 

når det lige passer ind i arbejdet. En yngre informant, 

der tidligere havde arbejdet i den pågældende afdeling, 

kalder det et ritual, som hun gerne ville have lavet 

om på, hvis hun kunne. Men det havde eksisteret så 

længe, at det ikke er noget, man som ny og ung kan gå 

ind og rokke ved. Det vil kræve en social position, hun 

endnu ikke havde opnået. Derfor havde hun også haft 

både morgenmad og rabarbertærte med, hvilket beløb 

sig til næsten 600 kr. Det mener hun, er et alt for voldsomt 

beløb at skulle af med for at have fødselsdag, som 

hun egentlig slet ikke havde brug for skulle markeres. 

Lade være ville hun dog heller ikke: ”Man har jo ikke 

lyst til at være den eneste, der foreslår, det skal laves 

om eller melder sig ud. Det er jo en fællesskabsfølelse, 

og den har man ikke lyst til at være udenfor, så får man 

ingen gaver, skal ikke holde morgenmad og får heller 

ikke noget at spise, når de andre har med”. Risikoen for 

at blive socialt ekskluderet, hvis man ikke har det rette 

med, vurderes altså som væsentlig højere og mere betydningsfuld, 

end ulempen ved den store udgift. 

“ Har man fødselsdag, forventes det, at 

man har noget med. Der er kun en enkelt 

på kontoret, der springer over hver gang. 

Jeg tror det er af nærighed. Selv er jeg bedøvende 

ligeglad, men der er stadig nogle, 

der snakker om, at der ikke blev givet 

kage i maj sidste år. 

”


Som kontrast til dette omfangsrige arrangement er arbejdspladsen, 

hvor fødselaren, som tidligere omtalt, 

sender en pose med chokolade rundt til kollegaerne. 

Man tager et stykke, sætter et kryds på en liste og sender 

det videre til den næste. Mellem disse to modeller 

befinder de fleste andre arbejdspladser sig. 

Ved ferier er det også udbredt at medbringe f.eks. is 

eller morgenbrød. De steder, hvor traditionen er stærk, 

spiser man næsten konstant morgenbrød op til sommerferien: 

”Der er nogle, der ikke giver feriebrød, selv 


om det på et eller andet niveau er en norm, vi har i afdelingen, 

at man, når man skal på ferie giver en gang 

brød. Derfor vil der også komme meget i den tid, vi går 

i møde nu, fordi alle skal give, og selv om der måske 

stopper fire den samme dag, jamen så deler man det 

bare ud på fire dage”. Man lader på denne måde ikke 

en anledning gå fra sig, lige som alle får anledning til 

at give. 

Ved næsten alle de kollegiale spisetraditioner, med udgangspunkt 

i individuelle anledninger, er der informan- 

31

32 


ter, der støtter fuldt op om ideen, men der er også dem, 

der, nærmest på trods, ikke ser nogen grund til at have 

noget med. En informant siger f.eks., at hun ved, at der 

i hendes afdeling er nogen, der føler sig forpligtet til at 

have noget med. Hun føler det ikke selv, og kan ikke 

se, hvorfor man skal have noget med, bare fordi man 

skal på ferie. Som det allerede er berørt og skal vendes 

tilbage til senere i dette kapitel, er der stor forskel på, 

hvor let det er at ignorere sådanne traditioner. 

Sig det med kage 

Kage bruges i mange sammenhænge. Allerede nævnt 

er traditionerne med fødselsdag og/eller ferier, men 

barselskage, afskedskage mv. er også udbredt. En informant 

på en af de meget kageglade arbejdspladser 

kalder det ’sig det med kage’: ”Jeg lagde mærke til, da 

jeg startede, at hver gang, der er noget som helst, så 

siger man det med kage. På drengearbejdspladser ville 

det være øl. Her er det kage klokken 15. Jeg har det 

fint med det, det er jo lige meget, hvad det er, det er 

jo ikke kagen, der er det centrale, den er et udtryk for, 

at jeg gerne vil markere noget sammen med mine kollegaer”. 

At ville markere noget eller gøre noget godt for sine 

kollegaer er en meget brugt begrundelse for at sætte 

kage på bordet, og er den hjemmebagt, er der særlig 

stor jubel. Det er en af de ultimative måder, man på en 

arbejdspladsplads kan vise, at man støtter op om det 

kollegiale fællesskab og, at man gerne vil gøre sit til 

at bevare det. Har man hjemmebagt kage med, uden 

grund, kan det næsten ikke siges tydeligere med ord. 

Flere informanter siger, at det ikke nødvendigvis er 

fordi, det hjemmebagte smager bedre, end det man 

kan købe, men den får en særlig status, fordi der er nogen, 

der har gjort en indsats. Man spiser med glæde 

af respekt for den person, der er gået skridtet længere 

og gjort noget for sine kollegaer. Som det skal nævnes 

sidst i kapitlet, synes frugt ikke at have den samme omsorgseffekt. 

Nogle få informanter er dog inde på, at 

gør man lige så meget ud af frugten, som det kræves at 



bage en kage, kan det måske godt sammenlignes. Det 

tyder på, at det er handlingen mere end selve produktet, 

der belønnes med kollegial respekt. 

“ Hvis der så er nogen, der har lavet hjemmelavet 

marmelade til morgenbrødet, er 

vi jo lige ved at dø, det er jo så fantastisk, 

og hvis nogen selv har bagt… det er bare 

så sjældent det sker ikk’. 

” 

Af samme grund kan man ikke uden videre ignorere 

de mails, der mere eller mindre regelmæssigt popper 

op i indboksen: ’Jeg har fødselsdag, kom til kage klokken 

14 ved skranken’ eller ’i dag er det min sidste dag 

som praktikant, det har været hyggeligt at være hos 

jer, jeg giver kage klokken 15 i køkkenet’. Mange af 

informanterne fortæller, at de føler en vis forpligtelse 

over for deres kollegaer, når de får sådanne mails og 

det mindste man kan gøre er at møde op, når der gives 

noget. Har man travlt, kan det godt være, at man ikke 

har meget tid til at stå og småsnakke over kagen, men 

nogle gange finder man tiden alligevel, især hvis det er 

en kollega, man er tæt på. 

En informant fortæller meget eksplicit om dette, som er 

gældende for næsten alle i undersøgelsen: ”Jeg differentierer 

en lille smule efter, hvor vigtigt det er, men prøver 

at være der hos dem alle sammen. Men der er nogle 

personer, hvor det vil være vigtigere for mig at være 

der. Det kan f.eks. være sekretæren, der selv er god 

til at huske én, eller en kollega der har lavet en masse 

hjemmebag, lagt meget i det og allerede fra morgenstunden 

snakker om det. Når der er en, der stopper, eller 

der kommer en ny medarbejder, bør man også være 

der. Arbejdet kommer altid først, men i nogle situationer 

vil jeg, selv om jeg har travlt, stå der et par minutter 

mere for at vise respekt”. Respekt nævnes eksplicit og


udtrykker en vigtig essens af det kollegiale fællesskab. 

Nogle informanter påpeger dertil, at det vil blive opfattet 

som lidt underligt, hvis man uden gyldig grund bliver 

væk fra kagen. At man har travlt er ikke alle steder 

grund nok. 

På linje med den fælles morgenmad er der på de fleste 

arbejdspladser, ud over kage ved de traditionelle 

anledninger, også en fælles kageordning eller en kageklub 

organiseret af medarbejderne selv. En fast dag om 

ugen samles man om kagen, nogle steder er den hjemmebagt, 

men lige så ofte kan det være bagerens eller 

kantinens. På en af arbejdspladserne holder kageklubben 

hof hver torsdag på det kontor, informanten deler 

med to kvinder. Han er på kur og ikke med i klubben, 

selv om han har fået tilbuddet. Derfor sidder han heller 

ikke med ved bordet. Han sætter dog sin computer 

på stand by, og sidder og hygger sig lidt med en kop 

kaffe, når de andre spiser kage. Selv siger han, at han 

nok ikke får lige så meget ud af det, som dem, der sidder 

rundt om kagen, men han holder sig ikke tilbage 

for en kommentar fra tid til anden. Han kan dog godt 

forestille sig, at en anden type end ham ville føle sig 

lidt udenfor. 

Et så eksplicit eksempel på forholdet mellem spisning 

og markering af gruppetilhør og fællesskab finder man 

ikke hos de øvrige informanter, men det er et gennemgående 

træk, at man skal være fuldgyldigt medlem af 

’klubben’ for at spise med. De steder, hvor kagen spises 

i organiserede pauser, kan der godt sidde andre 

med om bordet, men kagen er kun for klubbens medlemmer. 

De andre må nøjes med misundelige blikke eller 

venskabelig forargelse. 

Noget af det første, man spørger nyansatte om, er, om 

de har lyst til at være med i kageklubben, men hvor 

der til morgenmaden ofte er mødepligt, er det mere 

frivilligt, om man ønsker at være med i kageklubben. 

Kageordningen opfattes på flere arbejdspladser som 

en kærkommen lejlighed til kollegial hygge. En informant 

oplever dog, at der i de 10 år han har været med 


i klubben, er faldet flere og flere fra, ”det er jo lige før, 

at kage er lige så politisk ukorrekt som rygning”. Han 

kunne dog ikke finde på at melde sig ud, ”for det er 

jo en del af kulturen, at der er kage om torsdagen”, på 

trods af at han egentlig ikke er så vild med meget af den 

kage, der bliver serveret. Forskellen på, hvorvidt det er 

i orden at sige nej til kageklub frem for morgenmad, findes 

måske i forskellen på de officielle og de kollegiale 

anledninger. 

Den faste kagedag kan på nogle arbejdspladser være 

en del af frokostordningen, og det er, noget man ser 

frem til, glæder sig til og kan snakke om flere dage i forvejen. 

Når dagen oprinder, og ugens højdepunkt viser 

sig at være en kage, man ikke bryder sig om, giver det 

tilsvarende stor skuffelse. 

“ Jeg tror, mine kollegaer ville nedlægge 

arbejdet, hvis kagen blev afskaffet. De 

går meget op i, hvad der er til kaffen om 

torsdagen. Starter med at snakke om det 

torsdag morgen, og så fortsætter det hele 

dagen. De kan se, hvad de skal have på 

nettet, men det kan godt være diskussionsemne 

hele dagen, f.eks. om der vil være 

hjemmelavede svesker til æblekagen, for 

det er der tit, men det var der desværre 

ikke i dag. 

” 

Som beskrevet har ikke alle arbejdspladser mulighed 

for at samles til fælles pauser, men denne begrænsning 

medvirker sjældent til at nedsætte antallet af kageanledninger. 

Praktisk er det bare ikke al kage, der egner sig til 

at spise, mens man sidder foran computeren: ”Personligt 

synes jeg ikke, at wienerbrød er særlig velegnet til at 

spise ved skrivebordet, men det er der nogen, der synes. 

En god fast chokoladekage, den er nem. Lagkage i 

33

34 


tre lag, som vi har haft nogle gange, den kan godt være 

lidt besværlig, fastelavnsboller er heller ikke nemme. 

Bradepandekager, de er rigtig gode. Det skal generelt 

ikke være for fancy, for så er det for besværligt, når vi 

skal sidde og arbejde samtidig”. Det synes dog ikke at 

have betydning for, hvad der medbringes, man indordner 

sig bare. At sige nej til kage med den begrundelse, 

at det er upraktisk i forhold til arbejde og telefoner, er 

der ingen af informanterne, der har prøvet. 

De gode undskyldninger 

– den spontane anledning 

I opremsningen af konkrete kollegiale mellemmåltidsanledninger 

skal afslutningsvis nævnes nogle af de 



mere spontane anledninger, der bidrager til, at flertallet 

af informanterne ved eftertanke må konkludere, at de 

i arbejdstiden har rigtig mange anledninger til mellemmåltider. 

Nogle steder har man begrebet – ”ingen anledning er for 

lille”. Særlig en af de private arbejdspladser har udvidet 

det begreb til det ekstreme. En informant fortæller, at de 

i hendes afdeling ikke har nogen fast kagedag, men det 

gør ikke, at de ikke får kage. Ud over de faste traditioner 

er det nemlig også kutyme, at man giver kage eller brød, 

hvis man flytter plads, kommer for sent, har været til lægen 

eller tandlægen. Tandlægebesøg som kageudløser 

bliver på den pågældende arbejdsplads nævnt af fire informanter. 

Traditionen kan være et eksempel på, at når


der først er skabt en anledning, er det svært at bryde 

mønstret – for nu har man jo fået af de andre. Dette fænomen 

er gældende for langt de fleste arbejdspladser. 

En uddybning følger sidst i kapitlet. 

I samme genre som de små anledninger finder man de 

mere eller mindre gode undskyldninger for at skabe en 

kollegial anledning til mellemmåltider. At have noget 

med hjem, når man har været på ferie eller ude at rejse 

med arbejdet er f.eks. norm flere steder. På et kontor 

har det grebet om sig: ”Hvis man har været af sted 

uden for landets grænser, så er der næsten dødsstraf 

for ikke at tage noget med hjem af en eller anden slags. 

Om man så bare har været nede og hente 5 kasser øl, er 

det tilstrækkeligt. Det er ikke altid, at alle får det købt, 

når de er der, men så må de jo over i Aldi og hente det 

i stedet for”. 

Anledningen kan også være helt spontan f.eks., at én 

får lyst og derpå finder grunden til, at hele afdelingen 

må tage del i det: ”Det starter som regel, hvis der er en, 

der har et behov. Så prøver man jo på at få nogle andre 

med på det. Man siger f.eks., i dag skal vi altså have 

kage, fordi solen skinner, fordi det er regnvejr, eller vi 

har haft travlt, ja, eller at ens kat døde i sidste uge, eller 

hvad det nu kunne være. Der er altid en eller anden 

grund til kage”. Is i sommervarmen er en yndet anledning. 

At frokosten ikke rigtig smagte, eller man ikke nåede 

den, nævnes også som anledning til spontan kage. 

Ofte tager de spontane ’undskyldnings-anledninger’ 

udgangspunkt i, at det er lidt synd for os, solen skinner, 

vi har travlt, cheferne er ude, der er lang tid til fyraften 

osv. Kage, slik/chokolade er ofte brugt ved sådanne 

spontane ting, da lysten tit opstår om eftermiddagen, 

men nogle arbejdspladser gør det omvendt mest i morgenbrød. 

Her kan det, at man ikke selv har nået at få 

morgenmad, eller, at der er lang tid til frokost, og maven 

rumler allerede, være grund til at give morgenbrød 

til resten af afdelingen. 

Ved de spontane anledninger er der lidt forskel på, 

om det er én person, der giver, eller om man slår sig 


sammen. Der er dog ofte en vis rotation, sådan at alle 

på skift, set over en længere periode, får lyst til at give 

noget spontant. Det spontane er således uudtalt underlagt 

et sindrigt system, der i en eller anden grad er 

indlejret hos alle i gruppen. På den måde tilfredsstilles 

retfærdighedssansen hos den enkelte. Som i alle andre 

sociale relationer kan de fleste informanter dog udpege, 

hvem af kollegaerne, der oftest skaber en spontan 

anledning og hvem, der aldrig giver, hvis de kan blive 

fri. 

“ Vi har også den kultur, at hvis der er gået 

et stykke tid, så er der tit nogle, der får 

lyst til at give noget, nu skal vi sgu lige 

have noget morgenbrød – hvor det simpelthen 

er et rent socialt aspekt, at man 

lige samles. Så kan der være et par stykker, 

der sammen køber en gang brød. Så 

sidder man lige et kvarter herude og får 

snakket lidt. Det bruger vi faktisk rigtig 

meget. 

” 

Begrundelse for pausen 

Hvad er den bagvedliggende begrundelse for at håndhæve 

de mange anledninger til kollegiale mellemmåltider, 

fristes man til at spørge efter ovenstående gennemgang. 

Svarene er ganske givet mange, men lytter 

man til informanterne, er der nogle begrundelser, der 

går igen. 

Flere informanter kredser om, at de kollegiale anledninger 

gør det muligt at lære hinanden bedre at kende som 

privatpersoner. Sidder man med sine egne projekter, i 

små grupper eller spredt over et større areal kan mail 

om kage eller varme bagerposer være en kærkommen 

anledning til at markere et fællesskab, der ikke begrundes 

i arbejdet: ”Det er meget forskelligt, det vi laver i 

35

36 


min afdeling, og det er ikke hver dag, at vi har brug for 

hinanden arbejdsmæssigt. Derfor er det godt at have 

den sociale dimension ved siden af”. Flere fremhæver i 

forlængelse heraf, at de kollegiale anledninger har stor 

værdi for det faglige. Det kan være rundt om kaffen, 

man får vendt nogle af de svære problemstillinger, eller 

som en informant siger om afdelingens kageklub: 

”De kommer længere omkring, når de sidder om kagen, 

end de ville gøre, hvis de kort mødtes ude ved 

kaffemaskinen”. 

På tværs af ovennævnte begrundelser er desuden det, 

at man for at få hinandens udelte opmærksomhed, bliver 

nødt til at rejse sig og samles et andet sted: ”Når 

man mødes om noget at spise, kobler du af fra det, du 

har liggende på skrivebordet. Jeg glemmer det i hvert 

fald fuldstændig”. Dette forhold nævnes af flere af informanterne, 

ofte med henvisning til, at stopper man 

op ved en kollegas bord, kan man ikke tage for givet, at 

den pågældende har tid eller lyst til en sludder. Man får 

ikke altid den udelte opmærksomhed. 

De steder, hvor der ikke er tradition for faste pauser, 

men hvor de accepteres, hvis der er en grund, tjener 

mellemmåltidet et helt konkret formål – for ingen kage 

ingen pause. At holde en fælles pause, hvor alle samles 

i fem minutter, vil ikke være legitimt: ”Når man samles, 

gør man det af en grund, man rejser sig ikke bare op 

alle sammen. Og en mail om at der er kage, er netop 

en måde at skaffe en anledning på. Hvis vi samles alle 

sammen uden noget at spise, så er det fordi, der er en 

eller anden, der skal meddele noget vigtigt”. 

Kagen legitimerer pauseanledningen på samme måde, 

som en tændt cigaret legitimerer en rygepause, og det 

gør det særdeles svært for en chef at sætte sig imod. En 

informant mener ligefrem, at det vil få betydning, hvis 

chefen kommer og blander sig. Hun mener, en ’kagepolitik’ 

ville ramme flere end en rygepolitik. Den ville 

få betydning for medarbejdernes personlige frihed, og 

det mener hun ikke, tilkommer chefen at blande sig i: 

”Hvorfor i alverden skal han blande sig i det, det er nok 



en af de ting, man synes, man selv kan bestemme. Meget 

af det, vi laver, er bestemt ovenfra, at vi skal gøre 

sådan og sådan, og vi har så og så travlt. Den del med 

kagen er så den selvbestemmelse vi har, og derfor skal 

de ikke blande sig i, hvad vi har med hjemmefra. Vi skal 

nok selv bestemme, om vi skal eller ikke skal have kage, 

det skal de i hvert fald ikke blande sig i!”. Udefra ser 

man måske bare kagen eller rundstykkerne, men uudtalt 

skaber mellemmåltiderne et helle i arbejdstiden, 

hvor fællesskabet råder frem for bundlinje, konkurrence 

eller sagsbehandling, og der er noget, der tyder på, 

at det endog er meget vigtigt for medarbejderne. 

Når anledningerne tager overhånd 

Når de kollegiale mellemmåltidsanledninger fylder, og 

dertil betyder så meget som de gør på de fleste arbejdspladser, 

sker det, at de kan tage overhånd. I det 

følgende er dette fænomen udelukket set fra medarbejdernes 

synspunkt. Man kunne forestille sig, at cheferne 

til tider synes, at det sociale tager overhånd, men 

det er ganske givet ud fra noglet andre betragtninger 

end dem, der her skal fremhæves. 

Der synes generelt at være tre begrundelser på spil: 

Enkelte informanter begrunder et til tider anstrengt 

forhold til de mange anledninger med, at de ikke altid 

orker det sociale. Dertil kan man synes, at for mange 

kage- eller brødanledninger gør det svært at holde 

vægten, og sidst men ikke mindst begrundes en nedjustering 

af antallet med, at kagen mister sin tiltrækning, 

hvis man får den for tit. 

I undersøgelsen synes der generelt ikke at være de store 

forskelle på, hvad kvinder og mænd gør og mener 

om mellemmåltider, men i dette tilfælde synes det særligt 

at være mænd, der fremhæver, at det sociale kan 

tage overhånd. De orker ikke altid at være sociale: ”Det 

afhænger selvfølgelig lidt af, hvor travlt man har, men 

nogle gange er det også lidt en belastning, hvis man 

hele tiden skal afsætte den der halve time, så en gang 

imellem tænker man, ’nej nu må I lige klappe hesten’”.


Som kontrast hertil er der kvindelige informanter, der 

udtaler, at de synes, at der er for få pauser. Det hele er 

lidt for meget arbejde, og de fremhæver især de mandlige 

mellemledere, som dem, der har for travlt til at 

holde kollegiale pauser: ”I vores naboafdeling hygger 

de hele tiden, og det er rigtig hygge hygge. Jeg tænker, 

når jeg ser det ’hold da kæft, hvor har de det hyggeligt’. 

Her hos os er det hele tiden arbejde, hvor folk hele tiden 

har noget eller skal videre til møde. De giver sig 

altid god tid derinde, det kan jeg godt misunde dem”. 

Behovet for kollegiale anledninger er individuelt, og 

kan hænge sammen med såvel jobfunktion som personlighed, 

men både for få og for mange er altså noget, 

der optager mange af informanterne. I nogle tilfælde 

kan det som vist endda være kimen til utilfredshed med 

miljøet på arbejdspladsen. 

En anden grund til opmærksomhed på anledningernes 

antal er, at en høj hyppighed gør det svært at holde 

vægten. Særligt de kvindelige informanter tænker på 

vægten, når der har stået kage på bordet lidt for tit: 

”Nogle gange kan det godt tage lidt overhånd, så siger 

vi til hinanden, at nu må vi lige tage en pause, det er jo 

snart sommer, og vi skal kunne passe bikinien”. Særligt 

de unge kvinder i undersøgelsen kan finde kagen problematisk 

og modsat nævnte citat, er det ikke noget, de 

snakker højt om. 

De er bevidste om ikke at ville tage de 5-10 kg på, der 

nævnes som normal bonusgevinst ved at være på en arbejdsplads 

med god kantine, mødeserveringen og kageordningerne, 

men de siger det ikke højt. De ønsker 

ikke at fremstå som dem, der er på kur, og de ønsker 

slet ikke at støde dem af deres kollegaer, som holder af 

mellemmåltiderne. Så hellere bare spise et lille stykke 

bare tage stykket af høflighed og respekt for giveren og 

efterfølgende smide resten i skraldespanden: ”Nogle 

gange har jeg da følt, at jeg fornærmer dem, hvis jeg 

ikke tager et stykke. Det er jo heller ikke sjovt at have 

bagt i timevis og så er det kun halvdelen, der tager noget. 

Så har jeg nogle gange bare taget et par bidder og 

så smidt resten ud”. Som kontrast møder man dog også 


informanter, der gerne vedstår sig, at de elsker kage og 

gerne tager både to og tre stykker, hvis de kan komme 

til det – men det er primært mænd. 

At kagen mister sin interesse, hvis man får den for tit, er 

den tredje begrundelse for at holde lidt igen. Typiske 

kommentarer er her, at selv om kage smager godt, så 

er det ikke interessant at få hver dag, eller som en informant 

siger efter at have beskrevet, hvordan en vikar 

nærmest havde haft hjemmebag med hver dag: ”Der er 

jo heller ikke meget sjov ved det, hvis man får det hver 

dag, så er der ikke noget at glæde sig til. Det er vigtigt, 

at kagen også bliver et afbræk i hverdagen”. 

Der er således en kollegial bevidsthed om at holde anledningerne 

på et bestemt niveau. På den måde værner 

man om den egentlige grund til de kollegiale pauser, 

nemlig at de skal være et hyggeligt afbræk, man ser 

frem til. Hvor meget der skal til før, man mener, grænsen 

er nået, er meget forskelligt fra arbejdsplads til arbejdsplads. 

Nogle steder synes tærsklen at være endog 

meget høj. 

Fællesskabets opretholdelse 

Som nævnt kan kollegiale mellemmåltider være med 

til at markere fællesskaber, ligesom man med kagen eller 

morgenbrødet kan afgrænse, hvem der er en del af 

fællesskabet, og hvem der ikke er. I dette afsnit, der afslutter 

kapitlet om de kollegiale anledninger, skal disse, 

lidt mere abstrakte og ofte uudtalte sider af det sociale 

fællesskab og mellemmåltiderne, beskrives nærmere. 

Fjerner man fokus fra det umiddelbart konkrete, handler 

det nemlig langt mere om opretholdelse af fællesskabet 

end om kagen, når man samles med sine kollegaer 

onsdag eftermiddag. 

Der findes i antropologien forskellige udvekslingsteorier. 

En af de mere kendte er antropologen Marcel 

Mauss’ gavegivningsteori, der beskriver, hvordan der 

er universelle regler knyttet til det at give gaver. Mauss 

hævder, at der findes tre forpligtelser vedrørende ga- 

37

38 


vegivning, som altid vil være til stede: 1. forpligtelsen 

til at give, 2. forpligtelsen til at modtage og 3. forpligtelsen 

til at gengælde 22 . Disse tre forpligtelser er, som 

det skal vises i det følgende også eksisterende og let 

genkendelige, når det kommer til mellemmåltider på 

arbejdspladser. 

At give 

Opretholdelsen af det kollegiale fællesskab på arbejdspladsen 

synes at være tæt forbundet med tradition og 

kultur for, at man giver f.eks. kage og brød. Traditionen 

er med til at styrke de mellemmenneskelige relationer 

og således også den gode stemning kollegaerne imellem. 

Fællesskabet er hyggeligt og viser, at man gerne 

vil sine kollegaer det godt. Flere informanter påpeger: 

”Jeg ved, at de bliver glade, hvis man kommer med 

nogle lune hjemmebagte boller, det er tanken om at 

gøre andre mennesker glade”. Lysten til at give er det 

centrale. 

Kræftens 22 Hastrup Bekæmpelse og Ovesen 2006 1995 


En måde hvorpå man kan vise, at man gerne vil være 

en del af fællesskabet er, at man aktivt støtter op om 

det f.eks. ved at give. Gør man ikke det, risikerer man 

at blive udelukket, og det ønsker de færreste – også 

selv om man i princippet er træt af al den kage. Ved 

bevidst at melde sig ud markerer man meget tydeligt, 

at man ikke gider fællesskabet, at man har nok i sig selv 

eller, at der er noget, der er bedre. På en af arbejdspladserne 

har de en franskbrødsordning, hvor alle får 

sig en skive brød hver fredag. En af kollegaerne er ikke 

med i ordningen. Hun går i stedet op og henter sit brød 

i ’rundstykkeklubben’ i den afdeling, hun tidligere var 

ansat i. Informanten, der fortæller om det, synes det er 

ret underligt. Set i relation til en fællesskabstankegang 

er det en meget markant handling kollegaen udøver. 

Uden ord fortæller hun sine nye kollegaer, at hun af en 

eller anden grund ikke ønsker at give slip på de gamle, 

og det er måske det, der støder informanten.


Om udeblivelse fra kollegiale anledninger giver sociale 

sanktioner, er der forskel på. Ofte hænger det sammen 

med, hvor stærke traditionerne er, men mænd synes i 

højere grad end kvinder at have en form for fribillet. 

Det er acceptabelt, at de ofte har for travlt til at afse 

tid til det sociale. Det samme er ikke helt tilfældet for 

kvinder: ”Socialt afstumpede kvinder er noget underligt 

noget, altså bare sådan helt generelt ikk’”. 

At modtage 

I henhold til gavegivningens anden forpligtelse – at 

man skal tage imod det, der gives – ligger det mange 

af informanterne på sinde, at man finder tid til at møde 

op, når der sendes mails rundt, og at man spiser af det, 

der bydes. Tager man ikke af kagen, vil man på mange 

arbejdspladser blive nødet til at tage et stykke – til at 

være en del af fællesskabet. Deltager man ikke i spisningen, 

er man ikke med til at manifestere fællesskabet, 

og derved er der en potentiel fare for, at det falder fra 

hinanden. Pausen er som tidligere skrevet legitimeret 

ved, at der rent faktisk bliver spist. 

En anden grund til at flere informanterne føler sig presset 

til at tage et stykke er, at gør de det ikke, sætter det 

fokus på, at der måske også var andre, der burde sige 

nej tak. De vælger så hellere at tage et lille stykke, end 

at blive udstillet som hende, der altid er på kur eller som 

peger fingre af andre og deres vægt. De eneste der 

kommer let uden om kagen uden først at skulle komme 

med lange forklaringer, er dem, der er synligt på kur 

eller dem, der har været det og tabt sig. De har åbent 

erkendt, at de har et problem og beder derved om kollegaernes 

forståelse for deres fravalg af kage. Derfor 

udgør de ikke i samme grad en ’fare’ mod fællesskabet, 

og det man mødes om – de har bare fået lidt for meget, 

og det er en legitim grund til at holde igen. 


“ Hvis jeg har besluttet, at i dag skal jeg 

ikke have noget, og der så er nogen, der 

stopper og har hjemmebagt kage med, så 

bliver det et lille stykke kage, for her kan 

jeg ikke lade være. 

” 

For alle findes der dog en rangordning af anledningerne 

i forhold til, hvad man kan eller ikke kan sige nej 

til. Det synes f.eks. at være i orden at sige nej til wienerbrødet 

ved den fællesmorgenmad, da det ikke er et 

fravalg af anledningen som sådan. Heller ikke alle kageanledninger 

rangerer lige højt. En informant fortæller, at 

for hende er der stor forskel på, om det f.eks. er praktikanter, 

der har sidste dag og har hjemmebag med, eller 

om der er nogen, der har været en tur i Føtex og købt 

en mazarintærte, fordi det er tirsdag. I førstnævnte 

anledning vil hun altid vælge at spise at stykke: ”Det 

ville være noget underligt noget, hvis man ikke kunne 

anerkende det og spise et stykke kage”. At en kollega 

henter spontan kage kræver åbenbart ikke den samme 

anerkendelse. Hjemmebagt synes i alle henseender at 

være noget ganske særligt. Siger man nej her, afviser 

man om noget den pågældende kollegas gode intentioner. 

Hjemmebagt kage nævnes af alle informanter 

som det ultimative bidrag til fællesskabet, og at spise af 

kagen er den bedste og vigtigste måde at vise, at man 

anerkender bidraget. 

Det er primært, når fællesskabet konkret er samlet, at 

man skiller sig ud, hvis man ikke tager noget. Er kagen 

sat frem i afdelingen til fri afbenyttelse, anledning underordnet, 

er det lettere at springe over uden gyldig 

grund. Er der ikke nogen, der ’holder øje med’, om 

man tager, kan man slippe af sted med at sige tak, uden 

at have spist et stykke: ”Vi holder kagepauser i hold, så 

det bliver ikke altid set, hvis du ikke tager et stykke. Det 

er tit jeg ikke tager, så siger jeg bare ’tak for kage’, når 

jeg møder den, der har givet”, på den måde får man vist 

39

40 


sin anerkendelse, hvilket reelt er vigtigere end, hvorvidt 

man har smagt på kagen eller ej. 

At gengælde 

Det tredje og sidste gavegivningsprincip er måske den 

vigtigste for opretholdelse af de kollegiale anledninger: 

Man skal gengælde deltagelsen i de mange anledninger 

ved selv at give, ellers bliver der ubalance i 

regnskabet, og den gensidige anerkendelse vanskeliggøres. 

Flere informanter fra den samme arbejdsplads 

fortalte uafhængig af hinanden den samme historie om 

en tidligere medarbejder, der aldrig spiste noget ved 

den fælles morgenmad. Det var i orden om end lidt underligt. 

Da det var hans tur til at have noget med, kom 

han kun med to brød og smør, første gang havde han 

endda ikke smør med, for det brugte han ikke selv. Selv 

informanter, der ikke har været på arbejdspladsen samtidig 

med den pågældende person, kan fortælle historien. 

Den er blevet til en fælles fortælling, der samtidig 

fungerer som en slags rettesnor i forhold til, hvad man 

ikke skal gøre, hvis man gerne vil optages i fællesskabet. 

Derfor kender alle nye medarbejdere også til den 

nærige kollega. 

Det er ikke kun informanter fra denne arbejdsplads, 

der kan fortælle om, at andre kan være nærige, og at 

man for alt i verden ikke selv har lyst til at blive opfattet 

sådan. Det ligger alle informanterne på sinde: ”Jeg 

vil selvfølgelig give til min fødselsdag, jeg skal ikke have 

siddende på mig, at jeg er for nærig til det”. Derfor medbringer 

langt de fleste hele det sortiment, der forventes 

ved fødselsdage, fælles morgenmad, ferier osv., 

men det er interessant, at man så vidt muligt undgår 

unødvendigt at accelerere niveauet, det kan nemlig 

også skabe ubalance: ”Der kan dog godt blive lidt snak 

i krogene, hvis der er nogen, der er meget fedtede eller 

er meget large. Nogle gange tænker man, det var da 

lidt lidt, eller det var da imponerende”. Hvis man giver 

for meget kommer man til at udstille sine kollegaer som 

nærige, og det er heller ikke befordrende for fællesskabet. 

Det, man bidrager med ind i fællesskabet, skal 

have den samme relative værdi. 



“ Det er blevet reglen, at man tager noget 

brød med og også noget wienerbrød, det 

har det ikke altid været, men det er åbenbart 

sådan, at nå nu den ene begynder at 

tage med, så må jeg også hellere. 

” 

På de arbejdspladser, hvor man går meget op i traditionerne, 

husker ens kollegaer på, om man nu får givet 

eller ej, og man undlader ikke at stikke til personen: 

”Hvis det søde bliver glemt til morgenmaden, bliver det 

kommenteret, det bliver gjort i sjov, men der er en lille 

undertone bag. Man er vant til det er der og man har 

selv haft det med, så skal de andre også”. Ud over de 

faste traditioner er det også vigtigt at følge rotationen 

for de spontane anledninger. 

Det ser måske spontant ud, når en kollega fra tid til anden 

møder ind med bagerposer fyldt af varme rundstykker, 

eller når der står jordbærtærte i køkkenet, fordi 

solen skinner, men bagved finder der en skarp regulering 

sted. Derfor er der informanter, der giver, selv om 

de egentlig ikke bryder sig om kage: ”I erhvervsgruppen 

var der nogen, der havde en særlig sød tand. Jeg 

følte mig nok lidt forpligtet til også at give, selv om jeg 

egentlig ikke bryder mig om kage”. Der er medarbejdere 

på slankekur, der alligevel har kage med til afdelingen: 

”Det skal jo ikke ligge dem til last, at jeg er på 

kur”. Der er informanter, der køber slik til den fælles 

slikskuffe, selv om de kun sjældent tager af den, og der 

er informanter, der, selv om de på ingen måde har lyst 

til sociale hyggestunder med varme boller om formiddagen, 

alligevel sørger for at have med, når de skønner, 

at det er deres tur: ”Når jeg har spist med om formiddagen 

nogle gange, så vurderer jeg, at det nok snart må 

være min tur til lige at give en omgang brød også. Bare 

for det sociale aspekt”.


Fordi de fleste medvirker til at opretholde fællesskabet, 

om end i forskelligt omfang, kan de fleste også udpege, 

hvem der aldrig giver, hvem der ofte glemmer at have 

med til fødselsdage, og hvem der ikke spontant deler 

ud af slikposen. Er det samtidig en, der er hurtigst til at 

stille sig op i køen, når andre giver, kan der godt være 

lidt muggen i krogene: ”Der er da nogle, der ytrer sig 

lidt negativt, hvis folk ikke giver, det er sådan ’nåh, 

hvad fanden sker der, hun går på ferie i dag, og det kan 

ikke passe, at hun ikke giver brød’”. 

“ Når man selv går ud og nipper til det, der 

stilles frem, også selv om jeg ikke skovler 

ind, så må man også bidrage. Man bliver 

jo nødt til at være aktiv for at bidrage 

til fællesskabet, ellers kan vi jo bare alle 

sammen sætte os ind på vores kontor. Du 

behøver ikke engang at lukke døren, du 

kan godt lave en psykisk afskærmning, 

men det skal man da ikke. Man er jo en del 

af et fællesskab. Hvis man tager imod, må 

man også give, det manglede da bare. 

” 

Et rart sted at være 

Sammenfattende om de kollegiale anledninger kan man 

sige, at på den ene side vil man gøre meget for kollegaernes 

sociale velbefindende, men på den anden side 

holder man et skarpt øje med, at balancen opretholdes, 

og at alle bidrager til fællesskabets opretholdelse. Det 

handler om fysisk tilstedeværelse, at man spiser med 

glæde, at man har det rigtige med i rigtige mængder, 

og at man er med i rotationen af spontane anledninger. 

At de kollegiale anledninger, på den ene side er meget 

velsete og livsbekræftende for medarbejderne og på 

den anden side rummer en potentiel mulighed for konflikt, 

gør mellemmåltider en del mere komplekse, end 

de måske ser ud på overfladen. Såvel den enkelte med- 


arbejder som kollektivet i sin helhed skal kunne håndtere 

dette faktum, og det lykkes også overraskende tit 

– for kage eller morgenbrød er i overvejende grad en 

del af en positiv dagsorden. Kage skaber gode vibrationer, 

og hvem vil ikke gerne arbejde et sted, hvor der er 

godt at være? 

At det er de søde mellemmåltider, der får den ovennævnte 

funktion på arbejdspladsen, hænger sammen 

med den rolle, det søde har i vores madkultur – at det 

signalerer hygge, omsorg osv. Det ville ikke være det 

samme at sætte rugbrødsmadder frem, de indeholder 

ikke de samme fællesskabsskabende betydninger, og 

vil hos kollegaerne næppe blive forbundet med omsorg. 

De fleste informanter mener heller ikke, at frugt 

kan erstatte eksempelvis kage. Der er dog flere, der ved 

eftertanke kommer frem til, at gør man noget ud af frugten, 

f.eks. vælger noget anderledes og mere eksotisk, 

skærer den ud og anretter den flot, altså viser, at man 

har lagt energi og kollegial omsorg bag arrangementet, 

så kan det godt være, at frugt kan have den samme effekt 

og betydning som kage og brød. Den kollegiale indsats, 

der gør særlig hjemmebagt kage populær, handler 

lige så meget om indsatsen som om kagen. 

Ønsker man at benytte sig af frugten frem for kagen, 

er det derfor stadigt væsentligt at holde sig pointerne 

vedrørende indsats, ’værdi’, mængde osv. for øje. Den 

form, man medtager frugten i skal med andre ord være 

socialt accepteret, ellers vil det falde til jorden. Alle er 

nemlig enige om, at det på ingen måde vil kunne lade 

sig gøre at skabe en hyggestemning med en pose æbler. 

Æblet er noget, vi har liggende på vores skrivebord, 

der er ikke noget ved at få et ekstra stykke, hverken 

socialt eller smagsmæssigt i forhold til kagen. Når vi rejser 

os for at hygge, forventer vi, at det, der serveres, 

også er noget, der kan sætte os i den stemning. Bliver 

de forventninger ikke opfyldt falder, arrangementet til 

jorden. 

41

42 



7 INDIVIDUELLE ANLEDNINGER 

– DET PRIVATE RUM 

Ud over de mange allerede nævnte mellemmåltidsanledninger, 

er der også alt det, der spises mellem måltiderne 

af individuelle årsager. Flertallet af disse mellemmåltider 

indtages ved skrivebordet, hvor man enten holder en 

kort pause eller også spiser, mens man arbejder. Årsagerne 

til de individuelle mellemmåltider spænder fra 

decideret sult og derfor planlagte mellemmåltider, til 

de mere spontane, der ofte begrundes med en trang til 

noget sødt. Individuelle mellemmåltider dækker et meget 

bredt spekter af produkter; den ekstra madpakke 

hjemmefra, rugkiksene, knækbrød eller riskiks i skuffen, 

frugt enten hjemmefra eller fra frugtordningen og 

slikposen eller chokoladen i skuffen. Sidstnævnte kan 

være noget, der ligger der fast, eller være noget, man 

skaffer sig ved enkelte lejligheder, enten ved at gå på 

hugst i andres skuffer eller selv købe det. 

Det særlige ved individuelle spisninger såvel før som efter 

frokost er, at det er en privat handling. I nogle situationer 

kan man godt sidde sammen med andre og spise 

sit private måltid. Det sker f.eks. på de arbejdspladser, 

der har tradition for en fast pause, hvor folk flytter sig 

fra deres plads og eksempelvis ud i køkkenet eller op 

i kantinen, men oftest spises mellemmåltiderne alene 

foran skærmen. I det følgende skal der sættes flere ord 

på begrundelsen for henholdsvis de mere madagtige 

mellemmåltider og dem, der primært har til formål at 

stille en lækkersult. 

Faste mellemmåltidsrutiner 

“ Jeg har tit bananer med, og de er mættende, 

også tit et halvt stykke rugbrød. Det er 

hurtigt at smøre derhjemme og det tager 

ikke lang tid at spise. 

” 

Flere informanter fortæller, at de bliver sultne i løbet af 

formiddagen, og den sult søges ofte tilfredsstillet gennem 

individuelle løsninger. Frugt kan tage den værste 

sult og de steder, hvor der ikke er frugtordninger, er 

der flere kvindelige informanter, der fortæller, at de så 

vidt muligt sørger for selv at have noget frugt med, hvis 

de husker det: ”Ofte når jeg står i køkkenet om morgnen 

tænker jeg ’ hmm jeg bliver nok sulten igen inden 

frokost, hvad gør jeg ved det’, så kigger jeg efter frugt 

i køleskabet og det ryger i tasken med det samme, så 

jeg ikke glemmer det. Det er helt klart de bedste dage 

der, hvor jeg har husket at få 1-2 stykker med”. At have 

frugt med på arbejde er en typisk kvindeting, kun en 

mand i undersøgelsen har noget med hjemmefra, og 

det er oftest noget lækkert til om eftermiddagen. 

Er frugt let tilgængelig f.eks. gennem en frugtordning 

er indtaget ikke kun drevet af sult. Rejser man sig for 

at hente et stykke kan dert også være udtryk for ad-


spredelse på linje med det, der skal beskrives for slik og 

kaffe senere i kapitlet. Mht. spontan frugtspisning er 

de mandlige informanter lige så ivrige som de kvindelige: 

”Da jeg var med på ordningen spiste jeg frugt fra 

jeg kom til jeg gik. Jeg kunne sagtens spise 3-4 æbler på 

en dag”. Informanten fortæller videre, at det nok var en 

slags refleks betonet handling, at han lige tog et æble, 

når han gik forbi kurven eller hen for at snakke med en 

kollega. Som det skal beskrives nærmere i kapitel 8 er 

det dog ikke al frugt, der egner sig lige godt til et hurtigt 

mellemmåltid foran computeren. 

Et rigtigt mellemmåltid 

For en gruppe af informanterne kan frugten ikke gøre 

det alene, der skal der noget mere mættende til. Enten 

har man hver dag et mellemmåltid med hjemmefra en 

mad eller lign. eller også har man et nødlager i skuffen. 

Kigger man rundt på en kontorarbejdsplads vil man ved 

flere pladser kunne se en pakke med knækbrød, en 

bunke rugkiks i individuelle pakninger, riskiks, nødder 

i skrivebordsskuffen eller lign. Sådanne mellemmåltider 

kan holde sulten stangen indtil det bliver frokost, 

og kan samtidig være en god buffer, så man ikke bliver 

fristet til slik eller kage. ’Tørvarerne’ som mange af 

informanterne kalder ovenstående, er ikke noget, der 

kræver de store forberedelser for at spise, ofte behøver 

man ikke en gang at holde pause: ”Jeg har nogle fiberkiks 

stående i køkkenet, hvis jeg bliver sulten, men det 

er ikke noget jeg holder pause for, jeg tager den bare 

med ind og spiser samtidig med, at jeg bestiller noget”. 

Til gengæld er det vigtigt, at det har lang holdbarhed 

og kan tåle at ligge i en skrivebordsskuffe: ”Jeg har altid 

et nødlager liggende i min skuffe. Jeg køber det og 

tager det med ind, det kan være ’alt i en kiks’ eller groft 

knækbrød, men oftest gulerødder og nødder. Tørvarer 

er gode som lager f.eks. også tørrede frugt. Min erfaring 

er, at avocadoer i skuffen rådner, mit skab er for 

kompakt, det rådner eller begynder at spire”. 

7 INDIVIDUELLE ANLEDNINGER – DET PRIVATE RUM 

“ Jeg prøver til i hvert fald en uge af gangen 

at have nogle af de der tørvarer stående 

og ellers køber jeg frugt, når jeg alligevel 

er ude at handle. 

” 

Nogle informanter ser formiddagens mellemmåltid som 

en anledning til et afbræk i arbejdsdagen. En informant 

fortæller, at hun har lavet et fast mellemmåltidsritual med 

den kollega hun sidder overfor. ”Jeg spiser allerede morgenmad 

klokken 6, og så er der lang tid til frokost klokken 

12:30. Min kollega er også sulten om formiddagen, 

så vi fandt ud af, at vi måtte have noget der. Det skulle 

ikke være alle de der søde kiks, så vi skiftes til at tage 

knækbrød eller kiks uden så mange kalorier med”. 

“ Formiddagskiksen er en blanding af sult 

og så noget adspredelse. På den måde kører 

dagen ikke bare ud i et, det er et passende 

afbræk. 

” 

Informanterne med faste mellemmåltidsrutiner er for 

flertallet kvinder og det er ofte også dem, der har en 

udtalt holdning til deres krop og vægt. Det er vigtigt for 

dem, at de ikke kommer til at spise en masse usundt, 

når de bliver sultne udenfor spisetiderne, og derfor tager 

de deres forbehold – ofte vælger de også derfor 

deres mellemmåltidsløsninger med øje for fedt og sukker. 

Den følgende udtalelse fra en mandlig informant 

er modsætningen til denne opmærksomhed, og det er 

til en vis grad gældende for de mandlige informanters 

planlægning af mellemmåltider: ”Når jeg står derhjemme, 

tænker jeg, at det får jeg ikke behov for. Der er ingen 

grund til at gå rundt og spise hele dagen, men når 

jeg efter frokost kommer forbi kiosken, så kommer jeg 

til at købe noget alligevel”. 

43

44 



Lækkersulten og sukkerkold 


“ Torsdagen er den lange dag. Som rådgiver 

går du der fra den ene sag eller kunde til 

den anden. Man bliver træt i hovedet af 

at holde tingene adskilt og har derfor lige 

brug for et sukker-kick i pausen om eftermiddagen. 

” 

Som kontrast til de planlagte og ofte sunde mellemmåltider 

om formiddagen er det individuelle indtag af slik 

ol. om eftermiddagen. Generelt er informanterne enige 

om, at det søde først er noget man spiser efter frokost: 

”Det er helt klart en eftermiddagsting for mig, jeg kunne 

ikke drømme om at spise slik om formiddagen, det 

er ulækkert, og der har jeg lige børstet tænder, men jeg 

kan sagtens gøre det lige efter, jeg har spist frokost”. 

Man kan også på det tidspunkt være blevet lidt træt af 

at spise frugt, og der skal ligesom noget mere til: ”Af 

en eller anden grund er man meget mere effektiv om 

formiddagen, jeg bliver ikke så nemt distraheret, og har 

ikke så meget brug for pausen, som jeg har om eftermiddagen”. 

Mange informanter dækker behovet for noget sødt ind 

under, at de går ’sukkerkolde’. Det sker oftest lige efter 

frokost, hvor fordøjelsen, ifølge flere informanter, 

trækker al energien ned i maven, eller sidst på eftermiddagen, 

hvor man begynder at mangle energi til at 

komme igennem de sidste timer. Der er dog forskel 

på, om man gør tanke til handling: ”Den søde trang får 

jeg, når jeg har været nede til frokost, hvor blodet løber 

ned og arbejder i maven. Og der tror jeg faktisk, at den 

gulerod jeg spiser tager toppen. Jeg har noget, jeg lige 

kan putte i munden, så kommer tankerne på noget andet. 

Det er yderst sjældent, at jeg går ned i kiosken og 

køber noget”. Så standhaftige er det ikke alle der er, og


en hel del af de indkøb der bliver gjort i interne kiosker 

eller automater falder om eftermiddagen og ikke sjældent 

på vej tilbage fra frokost. Flere informanter siger 

f.eks: ”Jeg har oftest lyst til at spise søde ting efter, jeg 

har spist”. 

Afdelingens slikleverandør er også populær på denne 

tid af dagen. En informant, der er meget glad for slik, 

gør en del ud af at fortælle, hvordan hun taler hårdt til 

sig selv for ikke at falde for fristelserne i den interne kiosk, 

og så er det jo bare lykken, hvis en af hendes kollegaer 

f.eks. har købt den pose Dumle karameller hun 

har stået og kigget på. 

Et par af informanterne fremhæver, at de synes, det er 

lige lovligt overdrevet at tale om at gå sukkerkold eller at 

have et lavt blodsukker, når man sidder på kontor, men 

ikke desto mindre er det den undskyldning rigtig mange 

hænger deres behov for noget sødt op på. Herved legitimeres 

trangen og for dem, der selv føler, at de måske 

ikke burde give efter, gør den fysiologiske begrundelse 

det lidt lettere at forsvare overfor sig selv, at man ikke kan 

undvære lakridspiben, chokoladefrøen eller det halve 

stykke wienerbrød, der ligger og frister ude i køkkenet. 

“ Jeg tror, at når jeg vælger at købe slik fra 

vores slikkasse, så er det fordi mit blodsukker 

er lavt, så skal jeg have den der rysten 

til at holde op, og så kan en chokoladebar 

ryge ned i løbet af ingen tid. Det er altid 

om eftermiddagen ved tretiden. Jeg går 

forbi frugtskålen først, men ’åhh nej, skal 

jeg til at skrælle en appelsin’, så er det lettere 

at flå papiret af et stykke chokolade. 

” 

Der findes altså mange gode undskyldninger for de 

søde mellemmåltider. Om man giver efter kan dog 


skyldes flere ting. At det er mandag synes at være en 

legitim grund til, at lækkersulten ikke kan dulmes med 

de vanlige kiks eller et æble. Det samme synes at være 

tilfældet, hvis det er dårligt vejr, man er ked af det, eller 

chefen er dum: ”De dage, hvor jeg er stresset eller træt 

eller uoplagt, er det de lette kulhydrater jeg tyr til, så 

er det kage og slik, især hvis jeg synes, det er enormt 

synd for mig, eller jeg er enormt træt. Det sker mest om 

eftermiddagen”. 

Skuffespisning 

Skuffespisning er et kendt fænomen på alle arbejdspladser. 

Ud over slikleverandøren er der også mange 

andre medarbejdere, der ligger inde med poser til bekæmpelse 

af lækkersult. Langt de flest slikspisere indrømmer, 

at poserne sjældent ligger der længe, for når 

først de er der, bliver de meget hurtigt tømt. En halv 

time nævner flere informanter som det gennemsnitlige 

tidsforbrug for en pose. To piger observeret ved en af 

arbejdspladsernes interne kiosk står f.eks. og vurderer 

hvad de skal have ud fra kriteriet, at posen både hvad 

angår størrelse og indhold skal være noget, man ikke 

bliver alt for dårlig af at spise på en halv time, og det er 

den fremmeste grund til, at de fravælger chokoladekaramellerne 

og i stedet tager en pose vingummi. 

“ Oppe hos os kører skufferne konstant, der 

bliver slikket uhyggeligt meget. Man kan 

hører skuffen eller en pose, der skralder 

mange gange i timen. Det er mest poseslik, 

der bliver spist og man kan høre skufferne 

fra klokken 8 til fyraften. 

” 

Nogle har altid slik i skuffen og sørger for jævnligt at 

medbringe noget nyt f.eks. hvis det er på tilbud: ”I sidste 

uge var der et par gange i hvert fald, hvor der var 

tilbud på nogle Anthon Berg poser, så dem havde jeg 

med med 2-3 dages mellemrum”. Andre køber, når be- 

45

46 


hovet opstår f.eks. efter frokost, og det er særligt de 

sidstnævnte, der tømmer posen så snart den er lagt på 

skrivebordet – de agerer på et akut opstået behov og 

stopper ikke, før behovet er stillet og posen tom. 

Som det skal beskrives nærmere i kapitel 8 er poseslik 

det foretrukne skuffeslik, og lakrids indtager klart 

førstepladsen fulgt af vingummi. Det der særligt gør 

slik velegnet til individuel spisning er, at det ikke kræver 

opmærksomhed. Hånden kan gå i skuffen samtidig 

med, at man fortsætter sit arbejde. Modsat frugt 

har man stadig begge hænder fri, når først stykket er 

puttet i munden. Lakrids om eftermiddagen er derfor 

ikke på samme måde, en anledning til en kort pause 

som formiddagens mellemmåltider kan være det. At 

slik nogle steder er et anvendt middel til at stille den 

lille sult, hænger netop sammen med, at det er let, 

hurtigt og diskret, og det er denne informant ikke ene 

om at mene: ”Når jeg har noget liggende i skuffen, så 

spiser jeg af det, når der ikke er nogen kunder, indtil 

posen er tom. 

Når det kommer til skuffeslik er der forskellige regler 

gældende i forhold til om man skal dele. Nogle sender 

lige posen rundt til de nærmeste, når de har været 

oppe og købe. Alt efter normen på kontoret kan der 

være forskel på, om det forventes, at man gør det eller 

ej, men har man oplevet, at man er den eneste, holder 

man hurtigt op. Dertil synes der at være en forståelse 

for, at individuelle behov stilles individuelt, og det hører 

skuffeslik til en vis grad også under. 

Arbejdet og de individuelle anledninger 

Når man taler om individuelle anledninger til mellemmåltider 

er der et mønster i, hvilke arbejdsopgaver, 

der øger lysten til at spise og hvilke, der virker modsat: 

”Hvis det jeg laver er meget ensartet f.eks. hvis jeg skal 

sidde en hel dag med en rapport, så bliver det meget 

attraktivt at spise den pose lakridser, for der er ikke 

nogen naturlige pauser i arbejdet”. Flere informanter 

fortæller lignede historier. Sidder de og ’nørder’ alene 



med et problem, og har de ikke noget til skabe adspredelse, 

så må de skabe den selv. Her bliver det derfor 

oplagt at gå ned og købe noget at tygge på, og det er 

sjældent frugten, der frister. Turen kan også være udtryk 

for kedsomhed eller et simpelt middel til at bryde 

arbejdets monotoni. Slikleverandørens sociale funktion 

kan også være begrundelsen for at gå efter slik i sådanne 

situationer. ’Stillesiddende’ medarbejdergrupper er 

ofte også dem, der har etablerede slikordninger modsat 

dem, der går til flere møder eller er rundt i huset. 

Dem der render meget har måske også slik i skuffen, 

men det er mere et middel til hurtig energi, hvis de har 

travlt eller skal til et vigtigt møde, hvor koncentrationen 

ikke skal forstyrres af en rumlende mave eller begyndende 

træthed, end det er til adspredelse. 

“ I min tidligere funktion havde jeg ingen 

arbejdsmæssig grund til at gøre andet 

end at sidde ved mit skrivebord, og når 

jeg ikke ryger og ikke kunne drikke mere 

kaffe, så var det at gå ned og købe noget 

sukker en god måde at få rystet tingene 

på plads på. 

” 

En informant siger opsamlende: ”Møder gør, at man 

ikke får spist så meget. Det gør du heller ikke, hvis du 

er væk fra dit skrivebord eller arbejder sammen to og 

to. Rutinen i forhold til skuffespisning aktivers, når man 

sidder med stillesiddende skrivebordsopgaver. Løber 

man rundt tænker man ikke så meget, så spiser man 

af ægte sult”. Dertil kunne man tilføje, har man travlt 

springer mange de kollegiale anledninger f.eks. kage 

eller de individuelle faste mellemmåltider over, men 

slik kan man sagtens nå at spise: ”Hvis man pludselig 

har travlt og er blevet lidt stresset kan man godt tænke, 

at nu skal man have et eller andet til at klare hjernen og 

det gør noget sødt nu altså”.


“ Jeg får især åbnet posen, hvis jeg er stresset, 

det irriterer mig, for det er jo ikke 

fordi jeg nyder det. Hvis jeg f.eks. sidder 

med noget, der haster og som skal være 

færdigt, så har jeg 2-3 stykker liggende 

foran mig, fordi det tager for lang tid at 

åbne skuffen. 

” 


Kaffe 

Ingen kontorarbejdspladser uden kaffemaskine, godt 

brugte kaffekopper og en rand eller to af spildt kaffe på 

papirbunken ved computeren. Kaffe defineres ikke af 

informanterne som et mellemmåltid, når den alligevel 

skal nævnes her skyldes det, at den måde informanterne 

taler om kaffe på, til forveksling, ligner talen om 

individuelle mellemmåltidsanledninger. Kaffe anføres 

som effektiv til at dulme sult eller holde sig vågen, men 

dertil er der rigtig mange af informanterne, der siger, 

47

48 


at kaffe lige så meget er en anledning til at få strakt 

benene, rystet hovedet og komme lidt væk fra skrivebordet. 

Kaffehentning og -drikning kan også markere 

overgangen fra en opgave til en anden. På den måde 

tjener den, som en af informanterne påpeger lidt som 

en tissepause. 

Vand har samme funktion, men kaffe er hyggeligere, 

man sidder lige og varmer fingrene på koppen. En informant 

påpeger, at ofte hælder man en stor del af koppen 

ud igen, for det er egentlig ikke fordi, man er specielt 

tørstig, at man hentede den. Kaffe bruges altså på 

samme måde som de individuelle mellemmåltider som 

adspredelse og ’noget at gå efter’. Den både markerer 

og forlænger pausen, og er et overgangsritual, der 

mentalt gør hoved og krop klar til en ny opgave. Som 

for de søde mellemmåltider gælder det, at det lige så 

ofte er for pausens skyld som for kaffens, at man henter 

en kop. Og når man er træt af kaffe kan man i stedet 

gå efter frugten i frugtordningen eller et stykke slik hos 

kollegaen i den anden ende af kontoret. 

“ Kaffen henter jeg lige så meget af strategiske 

grunde. Det er ikke fordi jeg står 

og ryster på hånden, det er lige så meget 

for at komme op og gå en tur. Det tager 

kun to minutter, men på den tur kan jeg 

nå at hilse på nogle folk, ryste hovedet og 

tænke på noget andet. 

” 

Individuelle håndteringsstrategier 

I forlængelse af de mange forskellige anledninger til 

mellemmåltider, såvel de officielle, de kollegiale og de 

individuelle, møder man hos mange informanter, både 

mandlige og kvindelige, strategier for hvordan alle de 

nævnte anledninger kan håndteres, så man ikke ender 

med at tage på. Nogle af strategierne skal berøres her, 



da de er vigtige for at forstå det fulde billede af mellemmåltidssituationerne 

på arbejdspladserne. Et er nemlig 

hvad der sker, når afdelingen konkret samles til fødselsdagskage 

onsdag eftermiddag, noget andet er de 

tanker, der ligger bag, og som bevirker, at nogen kun 

tager et lille stykke, andre spiser igennem eller nogle 

tredje i det ubemærkede står og skubber kagen rundt 

på tallerknen. 

Forbløffende mange, især kvindelige informanter, 

havde i forlængelse af frygten for de omtalte 5-10 kg 

en håndteringsstrategi i forhold til antallet eller indholdet 

af mellemmåltiderne. En informant siger: ”På min 

arbejdsplads er vi gode til at spise kage, og vi lever måske 

ikke helt så sundt, som man burde, derfor tager nyansatte 

5-10 kg på det første år. Det har jeg ikke gjort, 

fordi jeg holder lidt selvjustits”. Eksempler på selvjustits 

kan f.eks. være, at man ikke skaber sig nogen usunde 

mellemmåltidsrutiner. Flere informanter peger på, at 

det man gør, når man er på arbejde hurtigt kan blive til 

en rutine, fordi rammerne omkring arbejde på mange 

måder er rutinepræget. At man en gang imellem får det 

store morgenbord derhjemme, er ikke helt så problematiske 

som hvis man får en rutine med, at der både 

skal smør og ost på brødet hver fredag, og at man også 

lige skal smage chokoladetrekanten. 

“ Når det er arbejde, bliver spisevaner tit en 

rutine. Så skal man lige have to sukkerkiks 

om morgenen – hver morgen, og før man 

ved af det, har man taget 5 kg på. Det er 

rutinen i det, der adskiller det fra det, du 

undtagelsesvis ville spise hjemme. 

” 

Det samme er gældende for de individuelle mellemmåltider, 

der skal beskrives nærmere i næste kapitel. 

Mange nævner, at de helt bevidst ikke har slik i skuffen


eller køber det, for er posen åbnet, spiser de til den er 

tom. Så hellere en sjælden gang give efter og handle 

på behovet: ”Kommer man først ind i den vane med 

at gå ned og købe noget sødt efter frokost, så går det 

galt, for jeg ved, at er der først åbnet, så er det også 

væk, og gør man det den ene dag, gør man det også 

den anden”. Om man tager af det tilgængelige slik på 

kontoret, kan der på lignende vis laves en håndteringsstrategi 

for: ”Er der nogen, der har haft chokolade med 

tilbage fra et møde, siger jeg til mig selv, at jeg kun vil 

have dem i sølvpapir, dem med lys chokolade. Det er 

dem, der er mest usunde, men det er også dem, der 

ryger først oppe i afdelingen. Når der så kun er guld 

tilbage, så er det lige meget”. 

Om de pågældende informanter vælger mødeservering 

eller at spise kage i forbindelse med en kollegial anledning 

bliver ofte til en forhandling med dem selv. Det er 

et spørgsmål om, hvad er der plads til i regnskabet. Kun 

få af de omtalte informanter er på slankekur, men det 

er omvendt også det, de ønsker at undgå med deres 

strategier. De har alle rigeligt med eksempler på kollegaer, 

der er overvægtige: ”Jeg synes, det bliver for 

meget af det gode, at man skal sidde og fylde sig med 

kager og ostemadder i et væk, hver gang man er til et 

møde. Så det er min bevidsthed om kalorieindtag, og 

at jeg gerne vil bevare en sund og slank krop, der gør, 

at jeg fravælger det”. I denne forbindelse kan de kollegiale 

anledninger være problematiske. Her er det ikke 

kun et spørgsmål om, hvorvidt man har lyst til kage eller 

ej. Det handler også om, om man vil være en del af fællesskabet, 

herunder spise af det fællesskabet byder for 

at vise den pågældende kollega respekt. Som det skal 

beskrives afslutningsvis i kapitel 6, spiller hensynet til 

kollegaer, ens eget image mv. en stor rolle i forhold til, 

hvilke muligheder man har for at sige nej tak, når fadet 

går rundt. Mange ender derfor med at tage et stykke 

– en informant kalder det meget rammende for ’høflighedskalorier’. 

Det interessante ved de håndteringsstrategier, informanterne 

fortæller om, er, at de viser nogle af de dilem- 


maer, der er bundet til en stor del af mellemmåltiderne 

– at det på den ene side er rigtig dejligt med de mange 

anledninger, og på den anden side kan have f.eks. 

vægtmæssige konsekvenser for den enkelte. Nogle er 

ligeglade og andre laver som vist strategier eller regler, 

der gør det muligt at navigere mellem de mange 

anledninger uden hele tiden at skulle stoppe op og 

tage stilling til, om man nu vil have wienerbrød fredag 

morgen: ”Jeg holder mig som regel fra kagen, men når 

der er rundstykker, så kan jeg godt finde på at tage et. 

Kagen er mere usund end rundstykket. Og et stykke 

kage tager lettere det næste. Det er måske noget psykologisk, 

men jeg kan godt sige stop, når jeg har fået et 

rundstykke”. 

Kodeordet i forhold til hvilke strategier, der gør det muligt 

at navigere gennem de mange anledninger, synes 

at være kontrol. Selvkontrol kan dog have sværere kår 

på en arbejdsplads, hvor man også er en del af et fællesskab, 

og hvor individuelle ønsker og normer til tider 

må tilsidesættes, så man ikke alt for tydeligt træder ved 

siden af den sociale norm for god kollegial omgang. 

“ Hvad bliver det næste, hvis det bliver okay, 

at spise kage onsdag eftermiddag? 

” 

49

50 



8 PRODUKTERNES BETYDNING 

OG SIGNALVÆRDI 

I de foregående kapitler er der allerede nævnt en stor 

del af de produkter, der spises mellem måltiderne både 

af de sunde og usunde. Det er ligeledes beskrevet, 

hvilke produkter der bruges til at stille hvilke behov eller 

til at skabe den rette stemning. I dette kapitel bliver 

der stillet skarpt på produkterne i sig selv. Hvordan ser 

informanterne på dem, hvilke betydninger og/eller signaler 

tillægges de, hvorfor er nogle produkter mere anvendelige 

i den pågældende situation end andre, og i 

hvilke situationer anvendes de? En del af kapitlet handler 

derfor også om funktionalitet, og hvad der overhovedet 

hører sig til på arbejdspladsen. Kapitlet er bygget 

op omkring overordnede produktkategorier. 

Frugt 

Frugt er kommet for at blive som mellemmåltid. Langt 

de fleste informanter fortæller, at de synes, der er meget 

frugt synligt på deres arbejdsplads. Det kan godt 

være, at de ikke selv spiser det, men så gør deres kollegaer. 

Som antydet tidligere er frugt dog også, på trods 

af sin popularitet, en af de produktkategorier, som informanterne 

har enormt mange meninger om. Frugt er, 

modsat nogle af de øvrige kategorier, ikke bare noget, 

man spiser. Der ligger ofte en del tanker bag, om det 

nu er velegnet i den pågældende situation, om det er 

funktionelt, om man egentlig har lyst osv. 

Appelsiner er kontorarbejdets problembarn: ”Altså en 

appelsin er umulig at have sådan et sted, fordi man skal 

hen og vaske hænder bagefter, der er nogle praktiske 

ting omkring den”. Denne beskrivelse kan suppleres 

med, at fingrene bliver fedtede og klistrede, det 

drypper på papirerne, det kræver servietter og måske 

kniv. De kan være vanskelige at skrælle, det sprøjter 

på tastatur og skærm osv. osv. Alle informanterne med 

undtagelse af to kommer med disse enslydende anker. 

Undtagelserne er informanten, der står og skræller derhjemme, 

og har appelsinbåde med i en bøtte, som hun 

spiser med en lille gaffel, og en anden der tager sig den 

tid, det tager at spise og efterfølgende vaske fingre. 

“ Jeg skal virkelig være syg for at spise appelsiner, 

jeg kan godt li’ dem, men det er 

for besværligt. De sviner, fedter og griser. 

Det er et større projekt. 

” 

Æbler og pærer har til gengæld en del af de ønskede 

træk og det, gør dem velegnede som et hurtigt mellemmåltid. 

Først og fremmest er de let tilgængelige, 

de skal ikke skrælles eller skæres ud. Er de faste, kan 

man let tage en bid, hvorefter man kan lægge det og 

skrive videre uden at have fået klistrede fingre. På den 

anden side er det også en af ulemperne ved kernefrugt 

som æbler og pærer, at der skal tages mange bidder, 

før man er igennem, og får man det ikke lige spist, eller 

ringer telefonen i mellemtiden, står æblet og bliver


kedeligt eller brunt. En informant fortæller, at han fravælger 

æblet, når han ikke er sådan rigtig sulten, for så 

føles et æble nærmest som et helt måltid. Mødechokoladen 

derimod vælger han hellere, det er en overskuelig 

mængde. 

Mht. æblet, som er en af de rigtig populærere mellemmåltidsfrugter, 

nævnes det af flere informanter, at man 

godt kan blive mere sulten af at spise æblet, end man 

var, før man startede. Bananer er derimod kendt for at 

mætte, så det er heller ikke i alle situationer de er hensigtsmæssige: 

”Æbler bliver du tit lidt sulten af, der er 

noget syre i, så man bliver sulten. Appelsiner får man 

snaskede fingre af, og bananer kræver, at du er lidt sulten 

for at have lyst, og så er vi nede ved pæren”. Frugt 

tillægges således nogle egenskaber, som bruges, hver 

gang man vurderer, om man skal vælge den ene eller 

anden slags. 

Frugtens udseende har også stor betydning for, om 

den anses som et attraktivt mellemmåltid, eller om man 

hellere springer over. Helt enige er informanterne ikke, 

men flertallet foretrækker sprød og knasende frugt, og 

til kontorbrug må det ikke være alt for saftigt. Stød og 

brune mærker er også nok til, at man går uden om. Det 

er en af grundende til, at det ikke altid er lige let at have 

frugt med hjemmefra, særligt omtales bananer som et 

problem. 

Gennemgående er det, at frugten i sig selv ikke er nok 

til, at man tager det, det skal også friste. Et typisk eksempel 

er informanten, der går ud til frugtskålen, fordi 

hun har lyst til et stykke frugt, kigger på indholdet og 

går igen, fordi der ikke lige er noget, der sprang i øjnene 

og sagde ’spis mig’. Blot ved at se på frugten kan man 

altså miste lysten til den. Frugt har også det ’problem’, 

modsat slik, at man ikke kan være 100 % sikker på, at 

den smager af det, man forventer, den skal smage af: 

”Lakrids smager af lakrids – oftest, mens en pære kan 

variere meget, om den er sød, bare smager af vand, om 

æblet er saftigt eller blødt. Appelsiner kan også svinge 

meget, om den er sur eller sød. Derfor tror jeg, at bana- 

8 PRODUKTERNES BETYDNING OG SIGNALVÆRDI 

ner er så populærere, man ved, hvad en banan smager 

af”. Har man dårlige erfaringer med kedelige smagsoplevelser, 

eller at det hele smager surt, giver man ikke 

frugten en chance lige med det samme. Der går måske 

en rum tid, indtil man igen får lyst til et æble. Om det 

skal være syrligt eller sødt er selvfølgelig en personlig 

sag, men at den skal være spændstig og indbydende, 

er mange af informanterne enige om, er et væsentligt 

kriterium. Dertil mener flere, at frugt er en sommerting, 

hvorimod der skal hygges lidt mere om vinteren. 

Dette ambivalente forhold til frugt er måske en af grundene 

til, at der ligger meget frugt synligt rundt om på 

arbejdspladserne, men at det ikke altid bliver spist, for 

man skal have lyst og være i det rette humør. 

Udskåret frugt 

Udskåret frugt er lidt mere snackagtigt, er flere af informanterne 

enige om – og det er positivt. Det gør 

frugten til noget, man kan sidde og småspise af uden, 

at det tager for meget opmærksomhed. Udskåret frem 

for hel frugt er bedre egnet til kontorarbejde, fordi et 

stykke vil være spist i en mundfuld eller to. Man behøver 

ikke have den store sult, æblet ligger ikke og bliver 

brunt, hvis telefonen ringer, og dertil kan man få lidt 

mere forskellig slags frugt, end man ellers ville få spist. 

Forbehold er der dog også. Det er væsentligt, at udskåret 

frugt er friskt og delikat at se på. Der må ikke være 

nogen tvivl. En brun æblebåd eller en tør appelsin vil 

være et signal om, at frugten måske er genbrug fra et 

tidligere møde eller har stået for længe, og så er det 

ikke længere attraktivt. Flere informanter nævner, at de 

gerne ville kunne købe udskåret frugt i kantinen til at 

tage med og op sidde og spise i løbet af eftermiddagen. 

Ligegyldig hvilken form frugten serveres i, er det dog 

vigtigt at holde sig dens funktionalitet for øje. Frugt er 

god til at stille den lille sult, og den kan fungere som 

adspredelse, hvis man sidder og ikke lige kan komme 

videre. En informant med meget aktive mellemmåltidsstrategier 

siger netop om frugt, at det er rart, at der ikke 

51

52 


er noget negativt ved at spise den, man kan bare spise 

løs uden at tænke over, om det nu er godt eller skidt. 

Men der er anledninger, hvor frugt ikke rigtig gør sig. 

Nævnt i kapitel 6 er alle de kollegiale anledninger, og 

dertil skal lægges informanternes fremhævning af, at 

kaffe og frugt ikke er en holdbar kombination. Det gør, 

at frugt i nogle situationer fravælges – gerne til fordel 

for noget sødt. 

Grønsager 

Grønsager er generelt ikke en kategori, der har den 

store plads som mellemmåltid – med undtagelse af 

gulerødder. Gulerødder nævnes af rigtig mange informanter 

som et godt mellemmåltid og mange, kvinder, 

har dem med hjemmefra, ofte skrællede og udskåret 



i små stykker. Modsat det meste frugt er gulerødder 

ikke fedtede, og er de skåret ud, kan man spise et stykke 

af gangen uden hele tiden at skulle slippe arbejdet 

for at tage en bid mere. En informant fremhæver også 

fordelen i forhold til telefoner: ”Jeg har tit gulerødder i 

skiver med, tager man sådan en, kan man nå at tygge af 

munden inden telefonen ringer næste gang”. Det er for 

den pågældende informant vigtigt, at hendes mellemmåltidsspisning 

ikke går ud over de øvrige kollegaer. 

Man skal kunne passe sin telefon, selv om man sidder 

og spiser. En påpegning, der stort set er gældende for 

alle informanterne og en af de væsentligste grunde til, 

at særligt de, der har kunde- eller borgerkontakt, er meget 

bevidste om, hvad de småspiser af, og hvor hurtigt 

det kan synkes igen. Ikke alle informanter synes dog, at 

det er lige til at synke en gulerod hurtigt.


“ Det skal være noget, der er nemt at have 

med at gøre, og der er gulerødder alle tiders. 

De sviner ikke, og du kan oven i købet 

skære dem ud, så du kan sidde og spise 

dem som slik. 

” 

De fleste informanter åbne over for udskårne grønsager 

eksempelvis til mødeservering, når man spørger 

dem. Også i det daglige, hvis der f.eks. er et fad, man 

kan tage af. En af informanterne har i sin funktion som 

sekretær en overgang lavet et stort fad med gulerødder, 

agurker, blomkålsbuketter og cherrytomater. Det 

stod i køkkenet og blev tømt dagligt. Nu da hun ikke 

har tid mere, har nogle af hendes kollegaer spurgt, om 

hun ikke vil købe en pose med gulerødder, de selv kan 

skrælle, men som hun konstaterer, den får bare lov til at 

ligge og syne hen, ”skal de selv skrælle dem, er det lige 

meget”. Dette synes gældende for rigtig mange af de 

mellemmåltider, der er baseret på friske råvarer, at det 

gerne bliver spist, hvis det er der. Skal man derimod 

selv gøre en indsats, falder det hurtigt til jorden. 

Slik 

Slikkets betydning og synlighed på arbejdspladsen er 

allerede vel beskrevet i de forrige kapitler, her skal blot 

nævnes nogle af de egenskaber ved slik, der gør det 

så anvendeligt som mellemmåltid, bl.a. har det nogle 

klare fordele frem for eksempelvis frugt og grønt. Ligeledes 

skal der ses på, hvilke betydninger og funktioner 

de forskellige former for slik, herunder chokolade, tillægges. 

Helt konkret er det, som en informant fremhæver, nemmere, 

når man har travlt at sidde og spise slik med den 

ene hånd og skrive med den anden, end det er at spise 


et æble, hvor man skal tage æblet, tage en bid, lægge 

det igen, og måske ud og vaske hænder bagefter. Det 

afbryder arbejdets flow. På samme vis siger en anden, 

at når hun spiser lakridser om eftermiddagen, genererer 

det ikke en pause på samme måde, som det sker 

med frugt. Slik fjerner ikke fokus fra arbejdet. Man behøver 

ikke en gang tænke for at føre hånden fra posen 

og op til munden, det sker ofte helt automatisk. 

At slik er let håndterbart, gør det også særdeles anvendeligt 

i forhold til mere udadvendt arbejde, hvor man 

ikke kan sidde med munden fuld af mad, men alt er 

ikke lige godt: ”Jeg kan godt lide bolcher, men de ødelægger 

tænderne, hvis man knaser for mange af dem. 

Jeg tager mange telefoner, og jeg kan jo ikke stå der 

og tage bolchet ind og ude hele tiden, derfor passer 

de ikke med mit arbejde – en polet kan bedre gå an”. 

Som nævnt i afsnittet med skuffespisning er det netop 

denne diskrethed, der er en af slikkets fordele. Det er 

hurtigt at få i munden, og det er hurtigt væk igen. Sidstnævnte 

er omvendt dets problem, posen bliver hurtig 

tom. Er man bundet til sin plads for at betjene kunder, 

er det således et helt igennem funktionelt produkt, der 

både kan dulme sult og give adspredelse. 

I talen om hvilket slik, der foretrækkes, ligger salt lakrids 

på en klar førsteplads. Poletter er det foretrukne 

slik på de undersøgte arbejdspladser, og der bliver 

spist mange af dem. Mange fremhæver, at lakrids giver 

en lidt længere smag, som gør, at man ikke kan spise 

helt så mange. Vingummi, som også spises af mange, 

er noget man lettere kommer til at spise hele posen af 

og først bagefter føle, at der fik man vist lidt for meget. 

Taler man med informanterne om deres slikvalg, er en 

gennemgående begrundelse for at vælge lakrids/vingummi, 

desuden at det vist ikke feder så meget som 

chokolade. Derfor falder valget oftere på sidstnævnte 

kategori, når man er lækkersulten f.eks. efter frokost 

eller sidst på eftermiddagen. 

53

54 




“Jeg tror det er ideen om, at lakrids og 

vingummi ikke feder så meget som chokolade, 

hvor halvdelen eller mere er fedt. 

Jeg ved ikke lige, hvordan fordelingen 

er, men der er i hvert fald ikke fedt i 

lakrids, og sukker skader nok ikke så 

meget [griner]. 

” 

Når informanterne vælger chokoladen, er det for en 

dels vedkommende, fordi de rent faktisk er sultne. En 

informant fortæller, at chokolade giver ham en større 

fornemmelse af, at han rent faktisk sidder og spiser noget, 

end at han bare sidder og snackspiser. Chokoladen 

opfatter han mere som et mellemmåltid, end han gør 

med vingummiposen. Samme overvejelser finder man 

hos en anden informant. Hun spiser hver formiddag 

en guldbarre, for at kunne arbejde konstruktivt frem 

til frokost. Hun har dem altid liggende i skuffen, den 

brækkes i fire stykker og er spist i løbet af fem minutter, 

men så er hun også fyldt op. En informant, der rejser 

en del rundt til møder, siger på samme vis: ”Jeg ville aldrig 

købe en pose slik, når jeg tænker, at jeg ikke må gå 

sukkerkold. Der ville jeg købe noget, der mere ligner 

et mellemmåltid, en Kitkat eller noget andet kikseagtigt 

for eksempel”. Den samme måde at tale om poseslik på 

findes ikke. Det er mere til adspredelse – hurtigt sukker. 

Forudsigeligt 

Slik kan det, som frugt har noget mere vanskeligt ved, 

nemlig være forudsigeligt. Man ved, hvad man får, når 

man køber en pose eller plade. Det smager ens fra gang 

til gang, og sukkertrangen bliver, som planlagt, ofte 

stillet. Har man lysten til slik, kan man ikke på samme 

måde miste lysten, som det blev beskrevet med frugt. 

Er der ikke det, man vil have, finder man noget andet, 

der også smager godt. Forudsigeligheden gør også, at 

man på forhånd kan købe det produkt man ved, man 

vil få lyst til dagen efter, det samme synes ikke altid at


være muligt med frugt. Sidst men ikke mindst er det 

også forudsigeligt, at sødt smager af mere, så posen bliver 

ofte tømt hurtigt, hvilket flere informanter nævner 

som grund til, at de helst undgår at købe en hel pose, 

”for så spiser jeg den bare”. 

Kage 

Kagens funktion og tilknyttede betydninger er allerede 

beskrevet indgående gennem rapporten. I forbindelse 

med denne gennemgang af mellemmåltidsprodukterne 

skal blot fremhæves, at kage generelt forbindes 

med noget socialt. De fleste synes derfor, det vil virke 

underligt, hvis en af deres kollegaer i en fællespause 

tog et stort stykke kage frem og spiste alene. Det samme 

gør sig gældende med en pose slik. Det forventes 

nærmest, at sådanne produkter, der så åbenlyst signalerer 

hygge, deles rundt i hvert fald til de nærmeste. 

Med mindre man spiser det i skjul ved sin plads. Enkelte 

af informanterne kan godtfinde på at tage lækkerier 

med hjemmefra, hvis der f.eks. ligger en muffin eller 

en rest kage hjemme i køkkenet. Den kan være med til 

at forsøde eftermiddagen foran skærmen, når man vil 

være lidt god ved sig selv. Når sådanne produkter, der 

egentlig tilhører privatsfæren, medbringes på arbejde, 

synes det at være noget, man ser særligt frem til. De 

gør det lidt hyggeligt at gå på arbejde modsat de mere 

spontane ture ud efter slik, der kan forekomme, informanterne 

selv, lidt mere desperate. 

Kiks og andre mellemmåltidsløsninger 

Frugt og slik kan på mange måder kategoriseres som 

spontane mellemmåltider. De informanter, der pga. sult, 

benytter sig af kiks, brød, knækbrød mv. om formiddagen 

er ofte mere bevidste om, at de har et behov for 

noget, og dette behov imødegås ved at have en løsning 

klar f.eks. i form af et lager af kiks eller lign. Faste 

mellemmåltider synes generelt at være baseret på 

et erkendt og gentagende behov, som man ønsker at 

få stillet på en tilfredsstillende måde – også sundhedsmæssigt. 


Nogle af de træk der nævnes i forbindelse med kiks mv. 

er, at de ikke må være for usunde, dvs. der må ikke være 

for meget fedt og sukker i dem, og dertil skal de nærme 

sig kategorien ’fast føde’: ”Det skal helst være noget 

fast, sådan noget luftigt noget, det dur ikke. Det behøver 

ikke at være sødt, det skal bare være noget, der er 

madlignende” er f.eks. de ord, hvormed en informant 

forsøger at indkredse sine mellemmåltider. Dertil tæller 

holdbarheden, og at produktet er interessant nok til 

at spise i sig selv. En informant siger, at hun ikke gider 

sidde og spise en tør skive brød uden noget, derfor skal 

produktet være noget i sig selv, så hun ikke behøver at 

skulle have smør, pålæg eller lign. med også. Flere af 

de faste mellemmåltidsspisere fremhæver de grovkiks, 

der er pakket i singlepakninger som en rigtig god løsning, 

der kan rede mange sultsituationer. 

“ Vi må jo lægge vægt på, at det ikke skal 

være noget, vi bliver tykke af at spise, 

siden vi spiser knækbrød og de der kiks 

med lavt indhold af, jeg ved ikke hvad. 

Selvfølgelig kunne vi spise et stykke frugt, 

men det er ligesom om, at knækbrød er 

mere fast føde, og det er nok det, der er 

væsentligt på det tidspunkt af dagen. 

” 

Hjemme eller på arbejde 

Som ovenstående gennemgang viser, er der stort set 

ikke de produkter, der ikke spises på kontorarbejdspladser. 

En informant nævner endda, at hun kan finde 

på at have en frikadelle med som mellemmåltid. Men 

der er produkter, som ingen af informanterne kunne 

forestille sig at sidde og spise, mens de er på arbejde, 

gennemgående nævnes f.eks. chips. Som begrundelse 

fremhæves det ufunktionelle, at det simpelthen ville 

fedte, larme og lugte alt for meget, og slet ikke være foreneligt 

med kontorarbejde. Dertil er chips noget, man 

55

56 


ofte spiser over længere tid, og derfor vil generne fylde 

meget. En informant siger i den forbindelse, at hvis han 

skal spise noget, der kræver noget, skal det være hurtigt 

overstået, så han kan vaske sine fingre og komme videre 

med sit arbejde. Appelsinen nævnes som eksempel på 

det, der skal overstås hurtigt, mens slikposen tager noget 

længere tid at tømme, men den påvirker til gengæld 

ikke hans mulighed for at arbejde samtidig. En anden 

begrundelse mod chips er, at det betegnes som useriøst, 

hvis man sad med en pose chips, og sidst men ikke 

mindst fremhæves det som usundt. 

Slik er også både usundt og hyggerelateret, men fuldt 

acceptabelt. Grunden kan være, at slik opfylder et behov 

for sukker/lækkersult, der ligeledes er et acceptabelt 

behov, der kan forekomme, også selv om man er 

på arbejde, og som man derfor gerne må tilfredsstille. 

Chips er i dansk madkultur så ubetinget forbundet med 

fritid, hygge, venner, afslapning foran fjernsynet, fest 

og øl, at det ville virke meget malplaceret at have det 

med på arbejde. 

Mange mellemmåltidssituationer ligner på det nærmeste 

små private sammenkomster, men der er forskel på, 

hvad man gør ude og hjemme. Mange af informanterne 

fortæller, at de gør noget andet på arbejde end derhjemme. 

Nogle drikker kun cola hjemme, andre kun kaffe når 

de er på arbejde. Nogle er rigtig gode til at sige nej til 

kagen på arbejdet, mens de hjemme gerne spiser rigtig 

meget osv. Det kan være produkternes signalværdi, der 

har betydning for, hvad man synes, man har lyst til at 

udstille i arbejdspladsens offentlige rum, og hvad man 

synes hører privatlivets fred til. Heri ligger måske også 

begrundelsen for at gemme slikket lidt længere væk end 

frugten. 

“ Frugten bliver spist lidt mere åbenlyst, end 

slik gør, det er mere acceptabelt at spise noget, 

der er sundt, end det, der er usundt. 

” 



Funktionalitet 

Alt efter hvilke produkter informanterne taler om, har 

som vist de forskellige krav til funktionaliteten. Med 

nogle produkter er det i orden, at de kræver lidt mere 

og med andre skal de kunne spise så usynligt som 

muligt. Kravet til funktionalitet hænger sammen med 

anledning og produktkategori. Som vist er det acceptabelt, 

at frugt eksempelvis kræver en vis grad af opmærksomhed, 

det betyder blot, at der er situationer, 

hvor frugt funktionelt ikke fungerer. Slik er derimod 

funktionelt til hurtige og diskrete mellemmåltider. Men 

der synes også at være situationer, hvor funktionaliteten 

spiller en sekundær rolle f.eks. i forbindelse med 

kollegiale anledninger, her finder man gerne en løsning 

uden om funktionaliteten, der gør det muligt både at 

passe telefoner og spise flødeskumslagkage. 

Forventninger til funktionalitet kan således være styrende 

for valg af mellemmåltidsprodukter. En skotsk undersøgelse 

har ud fra denne problemstilling undersøgt 51 

kvindelige medarbejderes opfattelse af snackprodukter 

og ikke mindst, hvordan frugt opfattes i forhold til øvrige 

snackrelaterede produkter 23 . Resultaterne fra denne 

undersøgelse skal kort nævnes her, da de har tydelige 

sammenfald med denne undersøgelses påpegninger 

omkring funktionalitet. 

Kvinderne i Skotland mener, at frugt primært er velegnet 

til en snack-anledning, hvis man ønsker et naturligt, 

sundt og forfriskende produkt. Er man modsat ude efter 

et mere mættende og energigivende produkt, som 

let kan opbevares eller medbringes og dertil har en pålidelig 

spisekvalitet, går de efter de industrifremstillede 

produkter. De industrifremstillede produkter er i undersøgelsen 

repræsenteret af myslibar, chokoladebar, 

individuelt pakkede kager, kiks også i kombination med 

chokolade, nødder, chips ol., og disse produkter bliver 

af kvinderne associeret med forudsigelighed, convenience 

og nydelse. Frugt kobles derimod, som det også 

ses hos de danske informanter, overvejende med sundhed 

og sunde aktiviteter. Som det også er tilfældet i nærværende 

undersøgelse, fremhæver de skotske kvinder, 

23 Jack, Frances R. mfl. 1997


at produktet skal leve op til nogle smagsmæssige krav for 

at kunne fungere som en tilfredsstillende snack, særligt, 

hvis man spiser det som del af en selvforkælelse. Vil man 

gøre noget godt for sig selv, går man derfor efter de 

smagstilsatte industriprodukter frem for frugt. 

Den skotske undersøgelse sammenfatter, at industrifremstillede 

snackprodukter har den fordel, at de udgør 

en prædefineret portionsstørrelse, at de er pakket 

i mundrette stykker og lette at bide af, og at de har en 

lang holdbarhed. At disse produkter fra industriens 

side samtidig markedsføres som et ’brand’ med særlige 

egenskaber – artiklen nævner ’Have a break have a Kit- 

Kat’ som eksempel – gør, at kvinderne i undersøgelsen 

regner med en given spisekvalitet og funktionalitet. På 

alle disse punkter er et stykke frugt et mere usikkert 

valg. De industrifremstillede produkter er derfor gode 

til at imødekomme behovet for convenience, f.eks. at 

det er ’ready to eat’. Frugt skal måske vaskes og udskæres, 

og efterfølgende skal man skille sig af med 

skrællerne/skroget. Et stykke chokoladepapir er lettere 

at stikke i tasken. 

Set i forhold til de danske informanters valg af mellemmåltidsprodukter, 

alt efter anledning og behov, er 

der mange ligheder med den skotske undersøgelses 

påpegninger. Særligt omkring opfattelsen af de industrifremstillede 

produkters funktionalitet i forhold til 

nydelse og forkælelse, men frugt synes, i nærværende 

undersøgelse, at spille en mere positiv rolle end for 

kvinderne i Skotland. Men på linje med denne undersøgelses 

konklusioner kommer også den skotske undersøgelse 

frem til, at det er muligt med udgangspunkt 

i de industrifremstillede produkters egenskaber og 

funktionalitet at tilbyde frugt på mere attraktive måder 

end tilfældet er i dag. For som en informant fra nærværende 

undersøgelse siger, at så skal et mellemmåltidsprodukt 

for at være funktionelt ” være hurtigt, let 

tilgængeligt og dertil ikke fedte eller svine – det er det” 

– og her mangler frugten stadig noget. 


På baggrund af såvel de af informanterne nævnte anledninger 

til at spise mellem måltiderne samt ovenstående 

gennemgang af de enkelte produktkategoriers 

betydning, og ikke mindst funktionalitet, skal der i det 

følgende kapitel laves en opsamling. Afslutningsvis fremhæves 

også vigtige pointer og anbefalinger, i forhold til 

udviklingen af alternative mellemmåltidsprodukter til 

alle de anledninger der findes på kontorarbejdspladser, 

ikke mindst dem, hvor bagerens udvalg synes at være 

eneherskende. 

57

58 



9 OPSAMLINGER, POINTER 

OG ANBEFALINGER 

På tværs af de mange typer af anledninger og traditioner 

for at spise mellem måltiderne, mens man er på arbejde, 

kan det sammenfattes, at mellemmåltidsanledningerne 

kan være henholdsvis fysiologisk, emotionelt 

eller socialt begrundede. Den fysiologiske begrundelse 

drejer sig om at spise, når man er sulten eller at handle 

proaktivt, når man forventer at kunne blive det. Den 

emotionelle begrundelse bruges, når mellemmåltidet 

spises af følelsesmæssige årsager. Trøstespisning er et 

kendt eksempel herpå, men som beskrevet i analysen 

kan emotionel spisning lige så godt skyldes kedsomhed, 

stress, et behov for adspredelse, at man føler sig 

trist, træt, uoplagt eller har brug for en pauseundskyldning. 

De mange henvisninger til lavt energiniveau eller 

risikoen for at gå sukkerkold ligger et sted mellem 

det fysiologiske og det emotionelle, og flere informanter 

signalerer med et glimt i øjnene, at de godt ved, at 

det, de henfører til sult og kroppens behov lige så ofte 

dækker over et behov for adspredelse, eller at ’det er 

lidt synd for mig’. Socialt begrundede anledninger for 

at spise mellem måltiderne er dem, der udspringer af 

hensynet til fællesskabet eller enkeltpersoner, som skal 

vises særligt hensyn eller respekt. Det er dem, hvor anledningen 

i sig selv har et højere mål end det, der reelt 

spises. 

Betydningerne 

Hvilke betydninger tillægges disse anledninger eller 

med andre ord, hvilken funktion har mellemmåltider? 

Med udgangspunkt i foregående analyser af de konkrete 

anledninger er det muligt, på et mere abstrakt 

plan, at pege på en række funktioner eller om man vil, 

sociale og kulturelle betydninger knyttet til mellemmåltidssituationen. 

Her skal nævnes de mest markante: 

Signalmarkør, selve mellemmåltidet gver tydeligt signal 

om anledningen, hvem der deltager og ikke mindst 

om det er et internt eller eksternt arrangement. 

Identitet, ved valg og fravalg af mellemmåltider, viser 

man sig selv og andre, hvem man er, hvilke værdier man 

står for, hvad man mener, er rigtigt eller forkert i forhold 

til eksempelvis kost, krop og velbefindende. Markeringen 

aflæses på linje med tøjstil, fremtoning osv. 

Gavegivning, de kollegiale mellemmåltidsanledninger 

opretholds gennem at give, modtage og gengælde. Det 

afspejles i organiseringen og i fokuseringen på balancen 

mellem at give og modtage. 

Eksklusion, mellemmåltidsanledningen afgrænser sig til 

dem, der bidrager til den og derfor deltager i det pågældende 

fællesskab. Manglende forståelse af disse mekanismer 

giver eksklusion fra fællesskabet .


Inklusion, ved deltagelse i fællesskabet omkring anledningerne 

og de tilhørende normer og traditioner understreges 

tilhørsforholdet til gruppen. 

Selvbestemmelse, mellemmåltiderne er en legitim og 

accepteret grund til at tilsidesætte arbejdet. Pausen markerer 

medarbejdernes selvforståede ret til at bestemme 

over dele af den tid de er på arbejde. 

Temposkift og struktur, særligt de individuelle mellemmåltider 

giver mentale afbræk, struktur på dagen 

samt markering af overgang til nye opgaver. 

Energi, i fysiologisk forstand sikrer mellemmåltider passende 

eller nødvendig energi i løbet af dagen. Mellemmåltiderne 

kan tilfredsstille en oplevet følelse af et akut 

behov for ekstra og hurtig energi. 

Holde humøret oppe, på det emotionelle plan sikrer 

mellemmåltiderne arbejdsduelige medarbejdere og et 

godt kollegialt arbejdsmiljø. 

Fejringer, såvel arbejdspladsen som medarbejderne 

kan ved brug af mellemmåltider markere kollegiale såvel 

som officielle anledninger. 

På eller bagved scenen 

I forhold til mellemmåltiderne og deres betydninger 

er konteksten, hvori mellemmåltiderne indtages yderligere 

et vigtigt perspektiv, hvis man skal forstå den 

måde informanterne forholder sig til såvel anledningen 

som produkterne på. Spiser man i en situation, hvor 

man samtidig optræder som arbejdspladsens officielle 

ansigt udadtil, pålægger informanterne sig automatisk 

nogle restriktioner for, hvorvidt eller hvad man kan eller 

ikke kan tillade sig at spise. Gennem det man spiser eller 

serverer, og ikke mindst måden det gøres på, søger 

man at styre det billede, som man håber, at andre får af 

en eller af arbejdspladsen. Det er det, der i sociologiske 

termer kaldes, at man er på ’scenen’ 24 . Modsat dette 

er ’bagscenen’, hvor man som skuespillere på et teater, 

kan være mere sig selv, mere privat. Som medarbejder 

24 Begreberne er sociologen Erving Goffmans, og 

refereres også til som ’front stage’ og ’back stage’. 

9 OPSAMLINGER, POINTER OG ANBEFALINGER 

59

60 


på en arbejdsplads er man stadig ude i det offentlige 

rum, men i forhold til at være på scenen opfattes ens 

kollegaer ikke som nogen, man skal stille sig an overfor, 

man kan i en vis grad mere være sig selv. Mere er tilladt 

og f.eks. spisehandlingerne kan have et anstrøg af privathed 

over sig. Graden af privathed afhænger meget 

af, hvem man er og hvor godt man kender sine kollegaer. 

Som vist er der informanter, der vælger primært 

at spise kage og chokolade derhjemme frem for at vise 

lysten frem på arbejdet. 

I konkrete handlinger kan ovenstående illustreres af 

mødesituationen, hvor man knapt kan tage et stykke 

frugt af fare for, at skulle sige noget øjeblikket efter 

mod det halvspiste æbleskrog, der står og bliver brunt 

ved siden af den halve kiks ved computeren. Eller den 

flot anrettede mødeservering kontra det krummede 

skærebræt, endeskiverne fra morgenmaden og den 

fedtede kniv, der ligger på afdelingens fællesbord mellem 

mødereferater og fagblade. 

Uanset hvilken situation der er tale om – om man er 

foran eller bagved scenen – viser analysen tydeligt, at 

alle mellemmåltiderne er spundet ind i et utal af betydninger, 

der i samspil med arbejdspladskulturen medvirker 

til, at der til alt, hvad der spises mellem måltiderne, 

er knyttet til en mængde regler, normer og opmærksomhed. 

Derfor er der også forskel på produkternes 

funktionalitet både i forhold til den aktuelle spisesituation 

– fedter det eller fedter det ikke – men også 

i mere abstrakt forstand. Hvad matcher eller matcher 

ikke matcher den pågældende anlednings betydning 

også i social og kulturel forstand. I kapitlets sidste afsnit 

vil disse pointer blive fremhævet i forhold til produktudvikling. 

Først skal det sundhedsmæssige dilemma 

omkring mellemmåltider kort diskuteres. 

Sundhed og mellemmåltider 

på arbejdspladsen 

I de foregående kapitler er mellemmåltiderne netop 

ikke vurderet ud fra en sundheds- eller ernæringsmæs- 



sig skala. Målet har været alene at se på mellemmåltiderne 

og deres betydninger som en væsentlig del af 

arbejdspladskulturen, at forstå hvilke mellemmåltider, 

der spises til hvilke anledninger og baggrunden herfor. 

Undersøgelse af mellemmåltider på arbejdspladser og 

dertilhørende anbefalinger til udvikling af sundere mellemmåltidsløsninger 

udspringer, som nævnt i indledningen, 

dog netop af en sundhedsmæssig interesse og 

bekymring. Kostundersøgelserne fortæller at indtaget 

af usunde mellemmåltider er betragtelig ikke mindst de 

sukkerholdige. Den viden bekræfter undersøgelsens 

empiri i høj grad. Som vist er det ofte flere gange i løbet 

af en gennemsnitlig uge, at man har mulighed for at 

få fede såvel som søde mellemmåltide. Mængderne er 

ikke nødvendigvis store; et par lakridser her og en småkage 

der, men tilsammen kan de bidrage væsentligt til 

den almindelige kontoransattes daglige kalorieindtag. 

“ Jeg har det okay med at tage 3 kg på efter 

14 dage i Frankrig med de lækreste restauranter, 

vin og ost, men hvis det er butter 

cookies og mazarin kager fra Føtex, så vil 

jeg synes, at det er rigtig ærgerligt, for jeg 

får ikke noget ud af det hverken smagsoplevelser 

eller lign., jeg er bare blevet 

tykkere. 

” 

Særligt ved de kollegiale anledninger, hvor kage anses 

som det nødvendige element i anledningen, synes man 

ikke altid at tænke over, at det er kalorier man indtager, 

man sidder der jo primært for hyggen og det sociales 

skyld. Også de informanter, der lægger strategier for at 

undgå at blive fristet af spontane mellemmåltider, har 

svært ved at undslå sig, når kagen spises i fællesskabets 

navn. Undersøgelsen viser altså tydeligt ud fra et sundhedsmæssigt 

perspektiv, at det ikke er let at være ansat 

på de undersøgte kontorarbejdspladser, hvis man ønsker 

et mindre forbrug af søde og fede produkter.


Med udgangspunkt i undersøgelsen og særligt påpegningerne 

omkring de kollegiale anledninger og deres 

medvirken til opretholdelse af fællesskabet får man 

umiddelbart det indtryk, at her er en kultur, der ikke 

kan ændres. Og som heller ikke bør ændres, kunne 

man mene, da man derved vil ødelægge nogle meget 

vigtige sociale og kulturelle funktioner, der er med til at 

opretholde det gode arbejdsliv. 

Men arbejdspladser kan forandre sig og gør det. Derfor 

kan det vi spiser, når vi er på arbejde også ændre sig. 

Firmafrugt er et af de bedste eksempler på, at de muligheder 

arbejdspladsen stiller til rådighed påvirker vores 

måde at spise på, og vores holdning til det vi spiser. Undersøgelser 

viser, at der på de arbejdspladser, hvor der 

indføres firmafrugt, også spises langt mere frugt som 

mellemmåltid, end da man skulle huske at tage det med 

hjemmefra. Dertil vises det, at også mænd spiser langt 

mere frugt, og samtidig nedsætter deres slikforbrug 25 . 

Frugt som mødeservering enten alene eller som supplement 

til kagen er også en forholdsvis ny tendens. At 

frugten til møder på mange arbejdspladser efterhånden 

også bliver udskåret, er endnu et eksempel på en forandringsvilje 

og en efterspørgsel på arbejdspladserne efter 

sunde funktionelle produkter. Mere frugt og mindre 

Gammel Dansk til fællesmorgenmaden er et kvalificeret 

gæt på en forandring, der også er foregået de senere år. 

Mulighed for forandring 

Vælger man i sundhedens tegn, fra arbejdsgiverens 

side, at afskaffe alle kageordninger eller kræve, at de 

erstattes med æbler, vil initiativet sandsynligvis være 

dømt til at mislykkes på forhånd. Et sådan tiltag har ikke 

øje for de sociale og kulturelle betydninger, der, som 

vist, særligt er knyttet til de kollegiale anledninger. Med 

udgangspunkt i denne undersøgelses informanter vil 

en vis form for opgør fra medarbejdernes side, sandsynligvis 

kunne ventes, ligesom man som leder vil gå 

glip af den synergi, der skabes mellem medarbejderne i 

mellemmåltidssituationerne. Dilemmaet mellem sundhed 

og de sociale betydninger er reelt, men det behø- 

25 Münter, Dorte 2002 


ver ikke betyde, at man undlader at gøre noget ved de 

mange usunde mellemmåltider. 

Gennem en forståelse af mellemmåltidernes bagvedliggende 

betydninger er det muligt at sætte forandringer i 

gang. Ledelsen kan f.eks. gå foran i forandringsprocessen 

ved at indføre en sundere mødeservering eller ved at 

indføre sundere servering ved arbejdspladsens interne 

markeringer. De steder, hvor få bestemmer for mange, 

undgår man at komme i karambolage med uudtalte normer 

og traditioner. Dertil er netop de officielle anledninger 

generelt ikke et led i fællesskabets opretholdelse, og 

derfor er produkterne ikke ladet med det samme behov 

for anerkendelse og respekt, som det eksempelvis er tilfældet 

ved de kollegiale anledninger. I forhold til de kollegiale 

anledninger, må udgangspunktet være at tænke i 

erstatninger, der stadig signalerer, at man som giver har 

lagt energi og omsorg i ’gaven’ til kollegaerne. Som vist 

i undersøgelsen er det ikke alene den søde smag, men i 

lige så høj grad indsatsen, der er udslagsgivende for om 

produktet anses som funktionelt eller ej i forhold til opretholdelse 

af fællesskabet. Altså om giveren belønnes 

med kollegaernes respekt og anerkendelse. 

Med udgangspunkt i den viden er det muligt at rykke 

grænserne for, hvilke produkter, der anses som funktionelle 

i social og kulturel forstand. Opgaven med at få 

rykket grænserne i vores madkultur i forhold til, hvilke 

produkter eller typer af mad, der på linje med kage, slik 

mv. også kan signalere omsorg, hygge og fællesskab, vil 

sundhedsmæssigt være et skridt i den rigtige retning. 

Ligeledes vil en sådan omdefinering gøre det langt lettere 

for alle at indgå i de kollegiale fællesskaber uden, 

at man behøver at forholde sig til, om kalorieregnskabet 

tillader et stort eller lille stykke kage. Flere informanter 

nævner, at udskåret frugt vil være ligeså lækkert og 

udtrykke de samme værdier som eksempelvis kage. At 

implementere denne påstand i virkelighedens verden vil 

vise, om de har ret. Det vil være en rigtig måde at skabe 

forandring på, da metoden respekterer anledningernes 

bagvedliggende sociale såvel som kulturelle betydninger 

og værdier. 

61

62 


ANBEFALINGER 

Kræftens Bekæmpelse mener i forlængelse af ovenstående 

diskussion af det sundhedsmæssige dilemma 

knyttet til mellemmåltiderne, at de danske arbejdspladser 

bør arbejde for at ændre på tilgængeligheden 

af sunde mellemmåltidsprodukter. Sådan, at det sunde 

valg bliver det lette valg både, når man f.eks. er til møde, 

skal have opfyldt en spontan lækkersult i kantinen/kiosken 

eller, når arbejdspladsen fejrer sig selv. Desuden 

bør der arbejdes på, at man f.eks. gennem kantinen 

kan købe fade med flot udskåret frugt til brug ved de 

kollegiale anledninger. Eller lækkert og sundere brød, 

kager og frugt/grøntblandinger til de faste morgenmadsanledninger. 

Dertil mener Kræftens Bekæmpelse, 

at arbejdspladsens ledelse, ved at gå forrest, vil kunne 

rykke normerne for, hvad der f.eks. serveres ved den 

faste morgenmad eller til de kollegiale anledninger som 

fødselsdag, ferier, lækkersult osv. 

Langt det meste af det, der spises som mellemmåltider 

på arbejdspladserne – anledning underordnet – medbringes 

udefra. Kræftens Bekæmpelse mener derfor 

også, at den danske fødevareindustri herunder frugt- 

og grønterhvervet bør tage et aktivt ansvar for at sikre 

flere alternativer til de gængse fede og usunde mellemmåltidsløsninger. 

Ikke mindst med undersøgelsens 

beskrivelser in mente, bør det overvejes, om der ikke 

kunne tænkes helt nye produkter til anledninger, hvortil 

der endnu ikke findes nogle gode let håndterbare 

løsninger. Følgende er pointer, som det, ud fra analysen, 

synes hensigtsmæssigt at arbejde med i forhold til 

udvikling af nye produkter rettet mod de tre overordnede 

anledninger til mellemmåltider på kontorarbejdspladser. 



Pointer i forhold til de officielle anledninger 

Essentielt i forhold til de officielle anledninger på arbejdspladsen 

er, at produkterne sender de rette signaler, 

samt gør det muligt at agere på ’scenen’ samtidig 

med, at man spiser dem. Vigtigt i forhold til de officielle 

anledninger er derfor, at produkterne afspejler 

følgende pointer: 

• Let håndterbare 

• Kunne spises diskret, uden den store 

opmærksomhed 

• Udskåret frugt, mundrette stykker, der ikke 

sviner 

• Må ikke larme, svine eller give for meget 

’affald’ 

• Høj signalværdi f.eks. bevidsthed og 

opmærksomhed på gæstens behov 

• Give energi, også af den mere langvarige 

slags 

• Fungere sammen med kaffe/te 

• Formiddag og eftermiddag kræver 

forskellige produktegenskaber 

• Hurtig og langtidsholdbar mødeservering ala 

chokolade og småkager 

• Små stykker/portioner 

Pointer i forhold til de kollegiale anledninger 

I de kollegiale anledninger spiller produktets funktionalitet 

ikke samme rolle som ved de to øvrige anledninger. 

Det forventes ikke, at man skal kunne arbejde eller 

agere fagligt samtidig med, at der spises. Derimod er 

det essentielt, at produktet skal kunne bære de stærke 

betydninger, der er knyttet til opretholdelsen af fællesskabet, 

og at det kan sende de rette signaler i forhold 

til respekt og anerkendelse. Vigtigt i forhold til de kollegiale 

anledninger er derfor, at produkterne afspejler 

følgende pointer:


• Noget, man ser frem til at spise 

• Udstråle omsorg og hygge 

• Lystbetonede element vigtigt 

• Skal kunne fungere uden stort udstyr eller 

praktiske foranstaltninger 

• Smagsoplevelsen vigtig 

• Må ikke se for sundt ud 

• Små stykker 

• Tilsætning af et ’hjemmelavet islæt’ 

Pointer i forhold til de individuelle anledninger 

Funktionalitet er altoverskyggende i langt de fleste individuelle 

mellemmåltider. Man er mere privat end i 

de to øvrige anledninger. Mellemmåltidet skal kunne 

indpasses i arbejdet og ofte indtages ved skrivebordet, 

ikke sjældent samtidig med, at man arbejder, passer telefoner 

ol. Essentielt er for de individuelle anledninger 

er at huske, at de både rummer deciderede mellemmåltider 

til reel sult samt de mere spontane, hvor hurtig 

energi er i fokus, nogle pointer gælder dog for begge 

typer af anledninger. Vigtigt i forhold til de kollegiale 

anledninger er derfor, at produkterne afspejler nogle af 

følgende pointer: 

Den lille sult: 

• Mættende til forebyggelse og tilfredsstillelse 

af sult 

• Sunde 

• Gennemsigtighed, stole på, at produktet er 

sundt 

• Give en fornemmelse af, at være fast føde 

• Praktisk håndterbart 

• Diskret, hurtigt at spise og synke 

• Lang holdbarhed 

• Opbevares i skuffen 

• Kunne spises i sig selv, uden noget på, uden 

stor forberedelse 

• Må ikke fedte, svine eller lugte 

• Skal kunne fungere som en pausemarkering 

• Udskåret frugt og grønt – ’ready to eat 


Den hurtige energi : 

• Snack til den lille sult/adspredelse 

• Intens smag, der holder ved 

• Fungere som et afbræk 

• Indeholde hurtig/let omsættelig energi 

• Smage sødt 

• Praktisk håndterbart 

• Diskret, hurtigt at spise og synke 

• Telefon, kollega- og tastaturvenligt 

• Ikke fedte, svine eller lugte 

• Spises uden alt for stor dårlig samvittighed 

• Udskåret frugt og grønt – ’ready to eat’ 

• Kunne deles eller omdeles 

• Små portioner/poser 

Forestillingen 

Morgenbrød straks ved dagens start. Småkager eller 

wienerbrød til formiddagsmødet. En pose lakridser eller 

chokolade ved computeren sidst på eftermiddagen, 

når krop og hjerne mangler energi. Sådan var forestillingen, 

der dannede udgangspunktet for denne undersøgelse 

af mellemmåltider på kontorarbejdspladser. 

Mødet med virkelighed nuancerede forestillingen, og 

ikke mindst blev det tydeligt, at der bag alt, hvad der 

spises mellem måltiderne, når vi er på arbejde, ikke kun 

er fysiologiske behov, men også et væld af sociale og 

kulturelle betydninger. Disse betydninger viste sig at 

være lige så nødvendige at forholde sig til, som produkternes 

ernæringsmæssige indhold – både hvis man 

vil forstå, hvorfor der spises det der gør, men også hvis 

man ønsker at ændre på det. 

63

64 

Litteraturliste 

Danmarks Statistik 2006: 

Statistisk Årbog 2006 

Fagt, Sisse mfl. 1999: 

Danskernes kostvaner 1995 – Mad og måltider 

Fødevaredirektoratet, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug 

og Fiskeri 

Fagt, Sisse mfl. 2004: 

Udviklingen i danskernes kost 1985-2001. Med fokus på 

sukker og alkohol samt motivation og barrierer for sund livsstil 

Danmarks Fødevare- og veterinærforskning, Afdeling for 

Ernæring 

Hansen, Kirsten S. og Anne Lassen 2004: Kantine måltider 

– Undersøgelse af sortiment og udbud i 20 danske arbejds- 

pladskantiner 

Danmarks Fødevareforskning 

Hastrup, Kirsten og Jan Ovesen 1995 : 

Etnografisk grundbog 

Gyldendal 

Jack, Frances R. mfl. 1998: 

Perception and role of fruit in the workday diets of Scottish 

lorry drivers. 

I: Appetite 1998, 30, 139-149 

Academic Press Limited 

Jack, Frances R. mfl. 1997: 

Perception of food as a snack: A comparison with manufactured 

snack foods. 

I: Food Quality and Preference vol. 8, no. 3 1997,175-182 

Elsevier Science Ltd 



Jensen, Katherine O’Doherty 2003: 

Hvad er “rigtig mad”? I Mad, mennesker og måltider 

– samfundsvidenskabelige perspektiver, red. Lotte Holm 

Munksgaard Danmark 

Kristensen, Søren Tange 2003: 

Eating bodies and social worlds. A qualitative investigation 

of the experience and management of hunger, satiety and 

appetite in everyday life 

Institut for Human Ernæring, KVL 

Lindén, Anna-Lisa mfl. 2005: 

Mat, Hälsa och oregelbundna arbetstider 

Research Report 2005:1 

Department of Sociology Lund University 

Mad på arbejde 2005 

Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender og Fagligt 

Fælles Forbund 3F 

Münter, Dorte 2002: 

Effekten af firmafrugt 

Speciale, KVL 

Sundhedsstyrelsen 2002: 

Undersøgelse af sundhedsfremme på arbejdspladser 2002

MELLEM MÅLTIDERNE 

- en kulturanalyse af mellemmåltider 

på kontorarbejdspladser 

1. udgave 1. oplag, november 2006 

Tekst: Mine Sylow, cand.mag i etnologi, 

msl@cancer.dk 

Tlf.nr. 35 25 75 47 

Layout: Tegnestuen Trojka 

Foto: Jasper Carlberg og John Bendtsen 

Rapporten citeres: Sylow, Mine: Mellem måltiderne – en kulturanalyse af 

mellemmåltider på kontorarbejdspladser. Kræftens Bekæmpelse, nov. 2006 

Kræftens Bekæmpelse Rapport 09/2006 

ISBN: 87-91277-97-3 

Denne rapport kan bestilles ved henvendelse til forfatteren eller hentes i 

elektronisk form på www.cancer.dk/rapporter

MELLEM MÅLTIDERNE 

en kulturanalyse af mellemmåltiderne 

på kontorarbejdspladser 

Morgenbrød straks ved dagens start. Småkager eller wienerbrød til 

formiddagsmødet. En pose lakridser eller chokolade ved computeren 

sidst på eftermiddagen, når krop og hjerne mangler energi. Forestillingerne 

om mellemmåltiderne på kontorarbejdspladser er mange. 

Denne rapport giver ved hjælp af et kulturelt perspektiv ’tætte’ 

beskrivelser af alt det, vi spiser mellem måltiderne, mens vi er på 

arbejde. På baggrund af interview med 28 medarbejdere på forskellige 

arbejdspladser giver den svar på følgende spørgsmål: 

• I hvilke anledninger spises der på arbejdspladsen? 


• Hvilke produkter spises der i sådanne situationer? 

• Hvilke betydninger tillægges det, der spises? 

• Hvilke krav skal produkter opfylde eller leve op til for at 

kunne 'begå’ sig i arbejdsrelaterede sammenhænge? 

Kræftens Bekæmpelse 

Strandboulevarden 49 

2100 København Ø

Mellemmåltider - Kræftens Bekæmpelse

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?