FRA LUDERKVARTER TIL LATINERLUKSUS minus bilag - Mono.net

sammenvævning af individ- og stedsidentitet, forstærkes som stedet for demonstrativt forbrug,
nydelse, oplevelse og æstetisk adspredelse.
Relateret til både denne sammenvævning og den overordnede naturalisering er også nogle af
teksternes tendens til at tilskrive byrummet positive menneskelige karaktertræk. Halmtorvet
personificeres med andre ord på en måde så læseren kan identificere sig med stedet og
følelsesmæssigt involvere sig i dets omdannelse. Den nye plads kaldes således for ’venlig’ (VII A
s.48), og det er Halmtorvet, der ’rejser sig fra støvet’(II B s. 6), eller ’uden at rødme lægger adresse
til talrige firmaer i mediebranchen, restauranter i den eksklusive klasse, økologiske byhuse og […]
en udstillingshal for kunst, kultur og erhverv.’(III s.9).
Ud over at være et eksempel på hvordan byrummet på en spidsfindig måde kædes sammen med ’det
kulturelle’, er det sidstnævnte citat også et godt eksempel på, hvordan mange af teksterne, ligesom
det lange citat ovenfor, sætter en række underforståede forbindelser 295 op, i forventning om at
læseren vil etablere og forstå dem 296 . Det er således kun på baggrund af det underforståede faktum,
at ’firmaer i mediebranchen etc.’ er noget som man normalt ville rødme over at blive associeret
med, at man underforstået kan tilskrive Halmtorvet positive karaktertræk som stolt og
selvbevidst 297 . Ved på denne måde at involvere læseren under modtagelsen af teksten og samtidig
anvende samtalesprog og populære udtryk forsøger afsenderen at etablere en form for indforstået
solidaritetsforhold til læseren, hvilket har den effekt, at sidstnævnte lettere tilslutter sig førstnævntes
udsagn 298 . Samtidig kan afsenderen, ved ikke at tale ned til læseren, i det hele taget maskere sin
position som autoritet på området, og dermed forlede læseren til at opfatte sig selv som en autoritet
på lige fod med afsenderen, og ikke mindst på lige fod med de attraktive subjektpositioner, som
teksten samtidig udstikker, og som jo tydeligvis også ved, hvad det drejer sig om på det nye
Halmtorv. Læseren drages ind i en form for fællesskab, som dog først fuldbyrdes i det øjeblik, at
læseren indfinder sig på Halmtorvet for at drikke ’chai i solen’, kigge ned ad det ’parisiske
boulevardstrøg’, give æstetiske vurderinger af de restaurerede omgivelser, og snakke om ’lidt af det
gamle Vesterbro’. Hvis man ihukommer den første definition af diskurs (jf. kapitel 1) som et mere
eller mindre fastlagt sprogligt mønster, som menneskers udsagn følger, afhængig af hvilken
kontekst de befinder sig i, bliver det også tydeligt, hvordan den diskurs, som teksterne tilsammen
udgør, virker som et særligt indtagende repertoire eller en ressource af betydning, som man kan
trække på, når man befinder sig i byrummet. Og det bliver ikke mindst tydeligt, hvordan disse
rumlige repræsentationer er at sammenligne med turistens guidebog, der udpeger elementer af
værdi ved Halmtorvet, og i det hele taget foregriber mødet med ’attraktionen’. Sagt med andre ord
medierer de rumlige repræsentationer således overgangen fra at være læser af teksten til at blive
forbruger af byrummet. Som artiklen fra livsstilsmagasinet slutter: ’Halmtorvets identitet har ændret
sig, den skal ikke kun beskrives, den skal også opleves!’
295
Jf. min brug af ordet ‘underforstået’ ovenfor. ‘Collocational links’, Fairclough 1992, s. 177
296
Som følge af ‘inferential work’, Ibid.
297
Ved at blive associeret med hinanden på denne subtile måde etableres der samtidig en gensidig værditilskrivelse
objekterne imellem.
298 Fairclough 1992, s. 129
92