FRA LUDERKVARTER TIL LATINERLUKSUS minus bilag - Mono.net

åde afspejler og fremmer det deres autoritet 293 - og jeg tilføjer: som byrummets
sandhedsproducenter.
Et godt eksempel på hvordan nogle af de berørte grammatiske elementer kombineres og som
samtidig eksemplificerer, hvordan et særligt positivt billede af den idealtypiske tilflytter og hendes
nye urbane livsstil ved hjælp af en besnærende fortællestil kædes sammen med byrummet, stammer
fra livsstilsmagasinet Oxygen og lyder:
’Alexander på fire år leger og sopper i Halmtorvets springvand. Helt ubekymret om fortid og
fremtid griner han til sin mor; en ung, tjekket københavner med direktørtitel, indtjening i den tunge
ende af skalaen og bopæl på Halmtorvet. Det ville have været uhørt for få år siden, men i dag er de
en hjemmevant del af byens trendsettere, der drikker chai i solen, kigger ned over det parisiske
boulevardstrøg og sender et blik over mod Øksnehallen, der hvert år huser den mere
avantgardistiske del af modemessen.’(III s.9)
Den underforståede mening: ’de er de nye beboere, som sætter trenden i byen’, er gjort til en
uangribelig subjektposition gennem nominaliseringen (byens nye) ’trendsættere’, som yderligere
forstærkes gennem den udbredte brug af objektiv kategorisk modalitet (’er de’ = ’de er’). Citatet
indeholder med andre ord ingen forbehold eller subjektivitet (’Jeg/man/nogen mener at de
måske/kunne være/blive byens nye trendsættere’) og den hermed etablerede objektivitet får
forfatteren til at fremstå, som om hun bare giver et neutralt referat af begivenhederne på
Halmtorvet. De grammatiske dispositioner i det, der således fremstår som en statusrapport fra
byrummet, har samtidig den konsekvens, at det sætter selve handlingen ’at sætte trenden’ i
baggrunden, og fordi det derfor kræver mere arbejde for tekstens modtager at omformulere og sætte
spørgsmålstegn ved udsagnet (’Hvordan sætter de trenden?’; ’Hvorfor sætter de trenden?’; ’Hvad
for en trend sætter de?’), forstærkes dets uangribelighed yderligere 294 .
Citatet indstifter ligesom passager i mange af de andre tekster (II E s.8, IV B s.10; V s.32ff, V s.37f;
VI A s. 44) samtidig en særlig opfattelse af det ’gode liv’ og ikke mindst ’de gode mennesker’, som
ved at blive kædet sammen med det indforstået ’gode byrum’: ’Halmtorvet nu’ hele tiden
indkredses og fremstilles som positive modpoler i forhold til de prostituerede og kriminelle, som
teksten i forvejen har udpeget og sammenkædet med ’Halmtorvet før’. Alene i artiklen fra
livsstilsmagasinet udpeges ’de tjekkede’, ’de smukke’, ’de unge’, ’de intellektuelle’, ’de kendte’,
’de trendbevidste’, og ’turister’, som, anskuet i det forbrugs- og oplevelsesorienterede perspektiv
som artiklen repræsenterer, udfører de for stedet legitime handlinger: dvs. de ’drikker’, ’lytter’,
’dropper forbi’, ’oplever’, ’spiser’, ’kigger’, ’sender blikke’ og ’nyder’.
Fordi disse handlinger, der andre steder beskrives som ’ny-vesterbroernes’(IV B s. 10; VI A s. 44)
eller ’kulturfolkets’(IV B s. 10), således kommer til at fremstå, som dem man underforstået skal
følge, hvis man skal følge trenden, bliver det tydeligt, hvordan også de akkompagnerende og
efterfølgende rumlige repræsentationer af Halmtorvet udstikker retningslinier for den ’rigtige’ brug
af byrummet. Samtidig kan man konkludere, at Halmtorvets image, som følge af denne særlige
293 Fairclough 1992, s.160; Jørgensen & Phillips s. 96
294 Ordet ’trendsætter’ anvendes således mere for ordets symbolværdi, end for dets egentlige indhold.
91