FRA LUDERKVARTER TIL LATINERLUKSUS minus bilag - Mono.net

Herunder tilskrives byrummet også betydning mere direkte. Særlig interessant er det i den
forbindelse at se hvordan ordet ’oase’, gennem den intertekstuelle kæde, går fra at være en
betegnelse for de små græsbeklædte forhøjninger i midterrabatten(I s.3), til at blive en metafor for
hele byrummet(II B s.6, II C s. 7, VII A), der ved at give associationer til et livgivende og frodigt
sted, hvor man kan slukke tørsten og finde svalende skygge, virker stærkt betydningstilskrivende.
Ligesom den anden meget anvendte metafor ’åndehul’ (II B s.6, III s. 9) forstærker ’oase’ på
samme tid opfattelsen af den omkringliggende by som en ørken, hvor man er utilpas, stresset og har
svært ved at ånde, og hvor døden i det hele taget lurer. Disse metaforer opererer med andre ord
implicit med begge sidder af et binært modsætningsforhold og bidrager således til både direkte og
relationelt at indholdsudfylde Halmtorvets nye image. Som følge heraf kan man konkludere, at det
specifikke byrum diskursivt afbildes som et afgrænset sted for ophold, afslapning og nydelse, hvor
man indforstået kan glæde sig over ikke at være bebyrdet med livet ude i den på samme tid varme,
kvælende, og golde by.
Paradoksalt nok bliver Halmtorvet i andre tekster også associeret med varme, men det sker i stedet
ved hjælp af den geologiske metafor ’hotspot’(IV A s.10, VIII C). Ved f.eks. i formen ’Red hot
trendy spot’ (IV A s.10) 288 at blive kombineret med det gennemgående retoriske skema, som nok
lægger afstand til ’Halmtorvet før’ men også bringer det frem i bevidstheden, bygges der med denne
metafors libidinøse konnotationer på en subtil måde videre på iscenesættelsen af Halmtorvet som et
sted for nydelse og natteliv. Noget lignende finder sted i bilag VIII, hvor Halmtorvet iscenesættes
som spændende og pirrende gennem snak om både ’byens puls’ og ’lidt af det gamle Vesterbro’.
Elementer ved ’Halmtorvet før’, som man ellers indledningsvis har sikret sig er ’en saga blot’
transformeres således diskursivt til en del af ’charmen herinde’(VIII, s.50).
Ligesom det gør sig gældende for de myter, som Smith identificerede i forbindelse med
gentrificeringsprocesser i New York, så udgør den biologiske analogi som en naturlovmæssighed et
princip for læsningen af en situation, hvis begreber er ydre i forhold til det, der repræsenteres.
Selv om det kan virke banalt, så er det altså vigtigt at påpege, at teksternes anvendelse af biologiske
analogier/metaforer skaber decideret falske forudsætninger for at forstå den pågældende situation.
Halmtorvets forvandling eller cafeernes opståen kan således ikke forklares som resultatet af noget,
der er at sammenligne med den biologiske urkraft bag celledeling. Cafeerne dukker heller ikke op
på samme måde, som når en trykforskel i atmosfæren får en luftmasse til at føre den koncentration
af vanddamp, der kaldes en sky, væk, så solens stråler pludselig rammer Jorden. Og der findes
heller ikke et magmakammer under København, hvorfra det stof som et godt natteliv er gjort af,
som en konsekvens af retrograd damptrykstigning, via porøse bjergarter og forkastninger stiger
ukontrollabelt til overfladen.
De biologiske analogier maskerer med andre ord de virkelige årsager til et givent fænomens
opståen, og man kan derfor hævde, at de, udover at tilskrive byrummet betydning og udstikke
retningslinier for dets brug, også, ligesom Smiths myter, har en ideologisk effekt. Et godt eksempel
er, når en artikel om lønfremgang for beboere på Halmtorvet påstår, at ’Københavns grimme ælling
288 Hvor der godt nok tages udgangspunkt i hele Vesterbro, men hvor Halmtorvet fremhæves.
89