FRA LUDERKVARTER TIL LATINERLUKSUS minus bilag - Mono.net

5.2 Diskursiv praksis
Når man som jeg står foran at skulle foretage en analyse af diskurs, er det vigtigt at holde sig for
øje, at både Jørgensen og Phillips og ikke mindst Norman Fairclough pointerer, at det ligesom med
anden kvalitativ forskning også her gør sig gældende, at der ikke er nogen fast procedure for
materialeindsamling og –analyse 262 . Med andre ord opfordrer disse forfattere til, at man
specialbygger sit forskningsdesign i forhold til sin opgaves særlige karakter, og vælger sine
analytiske redskaber på baggrund af sin problemformulering. I den forbindelse gør de samtidig
opmærksom på, at det er tilladt at låne analytiske begreber fra andre diskursanalytiske retninger, så
længe man holder sig inden for den teoretiske ramme 263 .
Derfor skal den analyse, der følger, ses som mit forsøg på at eksemplificere den forståelse af
byrums betydningsmæssige transformation, som gentrificeringsteorierne kontekstualiseret og
suppleret med anden relevant teori i de foregående kapitler har bidraget til øge. En eksemplificering
som indebærer, at jeg først og fremmest inspireret af Fairclough 1992 og Jørgensen & Phillips 1999
og samtidig guidet af de tre gentrificeringsteoretikere gennemgået i kapitel 4, skal belyse hvordan
en særlig gruppe af tekster fremstiller Halmtorvets omdannelse og nye image 264 .
Da den første del af Faircloughs samlede diskursanalyse nemlig indkredsningen af den
samfundsmæssige kontekst og bredere sociale praksis er overstået, indebærer det næste skridt først
og fremmest at dokumentere, at der i tråd med Beauregard findes en koalition af interessenter, som
står bag en særlig diskursiv praksis i forbindelse med Halmtorvet. Dvs. at der findes nogle aktører,
som producerer nogle rumlige repræsentationer/tekster, der tilsammen udgør en udefrakommende
diskurs om Halmtorvets omdannelse, som tilskriver både processen og resultatet betydning, og
derfor, i tillæg til planlæggere og arkitekter, kan betegnes som byrummets sandhedsproducenter.
Det første problem man støder på (som ovenstående sætning er et bevis på) er, at det i realiteten er
svært at separere Faircloughs to niveauer ’diskursiv praksis’ og ’tekst’. Det er således en særlig
sammenhæng 265 mellem tekster, der sætter én i stand til at identificere og analysere en særlig
diskursiv praksis, men det er egenskaber ved teksterne, der retfærdiggør, at man betragter dem som
sammenhængende. Selv om jeg indledningsvis forsøger at holde mig på et diskursiv praksis niveau
for senere at gå mere tekstanalytisk til værks, kan det derfor ikke undgås, at der i resten af kapitlet
alterneres mellem de to niveauer.
262 Jørgensen og Phillips s. 88, 91. Fairclough 1992, s.225
263 Jørgensen og Phillips s. 12
264 Selv om det kan virke sådan, forsøger jeg ikke bare at få empirien til at passe på teorien. Udgangspunktet for at
skrive dette speciale har netop været den observation jeg gjorde i forbindelse med Halmtorvets betydningsmæssige
transformation, og det den jeg indtil videre har forsøgt at forstå. Som sådan er hele specialet et udtryk for den kritisk
realistiske slutningsform retroduktion, der som tidligere anført er kendetegnet ved, at man med udgangspunkt i et givent
observeret fænomen, ved hjælp af relevant teori ræsonnerer sig frem til hvilke nødvendige mulighedsbetingelser og
dybe årsagssammenhænge, der efter alt at dømme eksisterer, for at fænomenet finder sted.
265 ’Coherence’ Fairclough 1992, s. 233. Jeg har valgt så vidt muligt at foretage analysen i mit eget sprog. I det følgende
har jeg derfor forsøgt at vise, hvornår jeg anvender et decideret tekstanalytisk redskab eller bare har været inspireret af
Fairclough/Jørgensen & Phillips eller andre, ved, som her, at sætte en note.
81