FRA LUDERKVARTER TIL LATINERLUKSUS minus bilag - Mono.net

og i kulturelle byggerier var bydende nødvendige, hvis en positiv udvikling i København skulle
sættes i gang. Resultatet af en efterfølgende debat i folketinget foråret 1990 blev da også, at man
ikke kun fastslog, at København i fremtiden skulle betragtes som hele landets ’vækstlokomotiv’;
som konsekvens af en øget bevidsthed om, at man i stigende grad stod i et konkurrencemæssigt
forhold til byer som Stockholm, Hamborg og Berlin, blev målsætningen samtidig, at København
skulle være hele ’Skandinaviens kraftcenter’ 234 . Helt i tråd med andre storbyers entreprenørielle
strategier, som Harvey har iagttaget dem, besluttede man derfor, i henhold til rapporten, at
påbegynde etableringen af Øresundsforbindelsen, Ørestaden og Metroen, udvide lufthavnen,
udbygge universitetet, søge om kandidatur til kulturby 96 235 og herunder påbegynde en række
kulturbyggerier, såsom udvidelsen af Det Kongelige Bibliotek i form af den sorte diamant,
udvidelsen af Statens Museum for kunst og anlæggelsen af Kunstmuseet Arken 236 . Sidst men ikke
mindst besluttede man også at gennemføre en omfattende byfornyelse af Indre Vesterbro 237 .
Da man parallelt med vedtagelsen af disse store investeringsprojekter samtidig oprettede en række
tværsektorielle fora, offentlige-offentlige og offentlige-private selskaber og tildelte dem ansvaret for
koordineringen af de nye tiltag, udpeges rapporten og debatten ofte som startskuddet til en
grundlæggende forandring af den københavnske bypolitik. En forandring, der kan beskrives som en
transformation fra ’government’ til ’governance’. I 1992 blev den såkaldte koordineringsgruppe
bestående af den daværende finansminister, Københavns borgmester og en række andre vigtige
investorer således etableret. Gruppen skulle sørge for, at de forskellige offentlige og private
investeringer i Københavns udvikling, komplimenterede hinanden, og med vækst som sit eksplicitte
mål ville den forsøge at skabe ’en synergieffekt, der med succes skulle forøge både indenlandske og
udenlandske investorers interesse i at lokalisere sig, bygge og investere i København.’ 238 Til at føre
denne markedsorienterede og proaktive strategi ud i verden oprettedes derfor umiddelbart herefter
byudviklingsselskabet ’Ørestadsselskabet’, turistorganisationen ’Wonderful Copenhagen’ og
erhvervsmarkedsføringsselskabet ’Copenhagen Capacity’. Alle institutioner, der på hver deres måde
skulle stå bag Københavns overordnede markedsførelse og imageskabelse.
Samtidig var det kendetegnende, at mens den københavnske bypolitik i årtierne efter 2.
verdenskrig grundlæggende havde omhandlet en kvantitativ udvidelse af byen i form af
forstadsbebyggelsen, så begyndte den i slutningen af 80’erne og starten af 90’erne, bl.a. som en
respons på de nye ydre omstændigheder, i langt højere grad at fokusere på at omstrukturere og
kvalitativt forbedre de eksisterende bebyggede miljøer 239 . For dels at reducere den gæld, som var
blevet etableret i løbet af 80’erne, finansiere nye investeringer og bidrage til udviklingen af
234
Hansen et.al i European Planning Studies 2001, s. 858
235
Som jeg ser det, kan de projekter og begivenheder, som blev igangsat i kulturbyåret, tilsammen betragtes som en
etablering og udbygning af byens kritiske infrastruktur af kulturelle formidlere. Ud over at denne festivallignende
kulturevent skulle gøre opmærksom på København udadtil, skulle københavnerne selv under kulturbyåret anspores til at
betragte og bruge deres by på en ny måde, som i fremtiden kunne stimulere vækst indenfor den kulturelle sektor. Med
andre ord skulle de oplæres til at have et turistlignende forbrug af byen.
236
Københavns Kommune 2006, s. 6
237
Andersen. 2005, s. 233
238
Hansen et.al i European Planning Studies 2001, s. 861 (frit oversat fra engelsk)
239 Andersen 2006 s. 11
73