FRA LUDERKVARTER TIL LATINERLUKSUS minus bilag - Mono.net

Hvis den målrettede fysiske omdannelse, som byrum i de centrale kvarterer af den Vestlige Verdens
storbyer har gennemgået de sidste årtier, betragtes som forsøg på at øge disse byrums umiddelbare
brugsværdi, kan man på baggrund af de ovenfor gennemgåede teoretikeres iagttagelser og påstande
forstå den betydningsmæssige transformation, som udspringende af en række aktørers mere eller
mindre bevidste forsøg på parallelt hermed at tilskrive disse byrum en ny symbolværdi. Mens den
fysiske omdannelse involverer en primær æstetisering af byrummet, kan den betydningsmæssige
transformation samtidig begribes som et udtryk for en akkompagnerende og sekundær æstetisering
af samme byrum.
4.3 Byrummets nye sandhedsproducenter
I afsnit 1.2.4. blev den dimension af Lefebvres brede rumopfattelse, som vedrørte udefrakommende
diskurser om rum, betegnet ’rummets repræsentationer’. Et begreb som samtidig blev defineret som
omhandlende byplanlæggeres, arkitekters og videnskabsmænds forestillinger om rummet og de
handlinger, det skal udgøre rammen om. Disse eksperter blev betragtet som en slags vigtige
’sandhedsproducenter’, der udlagde byrummets betydning og dermed havde indflydelse på, hvordan
det opfattedes og ikke mindst blev brugt. Som sådan kan man sige, at det var byplanlæggere,
arkitekter og videnskabsmænd, der blev udpeget som aktører bag den diskursive
byudviklingspraksis.
Begrebet ’sandhedsproducenter’ udspringer af Ulf Hjelmars fortolkning og viderebearbejdning af
Michel Foucaults magtbegreb, og Hjelmar definerer selv ’sandhedsproducenter’ som:
”en type aktører, som er centralt placerede i forhold til at påvirke og kontrollere det
normative grundlag i eksisterende magtregimer.” 230
Sandhedsproducenter er med andre ord en betegnelse for nogle aktører, der gennem deres
repræsentationer er i stand til at producere betydning, som har stor politisk effekt.
Men Hjelmar fremhæver desuden, at disse sandhedsproducenter, med journalister som det typiske
eksempel, samtidig er kendetegnet ved ikke nødvendigvis at være dem, som formelt styrer, men
derimod dem, som i et mere uformelt regi er i stand til at formulere og producere et værdimæssigt
grundlag, som accepteres som ’sandt’ og ’rigtigt’ 231 , og som andre mere formelle aktører
efterfølgende baserer deres politiske beslutninger og styring på 232 .
Derfor skulle det med gennemgangen, diskussionen og suppleringen af de tre
gentrificeringsteoretikere ovenfor være tydeligt, at gruppen af vigtige sandhedsproducenter og
aktører bag den diskursive byudviklingspraksis, i tråd med den entreprenørielle bys politisk-
institutionelle omstruktureringer, der bl.a. er kendetegnet ved, at den traditionelle styring af byen og
dens udvikling er lagt i hænderne på en bredere koalition af både offentlige og private aktører(jf.
230 Hjelmar 1998. s. 147
231 Herunder defineres ’det gode liv’ ofte.
232 Hjelmar 1998. s. 148
70