FRA LUDERKVARTER TIL LATINERLUKSUS minus bilag - Mono.net

og indforstået bevarer. Så parallelt med at byens borgere i stigende grad opfører sig som turister,
kan man i den postindustrielle by også iagttage hvordan mere almindelige ’kvarterer’ gøres til
turistattraktioner, der netop på grund af den ’forvandling’, de ofte har gennemgået, fremstilles som
ualmindelige, og dermed som værdige for turistens blik. Disse kvarterer opfattes derfor ikke kun
som steder hvor folk lever, men fremstilles i stigende grad som steder, der skal opleves eller måske
mere rammende forbruges.
Medens den fysiske omdannelse af bygningerne og den generelle forskønnelse, som disse byrum
ofte har gennemgået, kan betragtes som en primær æstetisering, kan reklamen for dem, den
diskursive afbildning af dem og foregribelsen af mødet med dem, hvad enten den finder sted i en
turistguide, eller i et livsstilsmagasin, alt i alt begribes som en sekundær æstetisering, der
fuldkommer æstetiseringsprocessen.
Den betydningsmæssige transformation overfor den fysiske omdannelse af byrummet, bør med
andre ord også begribes som et udtryk for, hvordan en sekundær æstetisering både foregriber,
akkompagnerer og efterfølger den primære æstetisering af byrummet, og dermed, som beskrevet i
afsnit 2.2.2, fuldender den symbolværditilskrivelse, der sætter den pågældende vare, i dette tilfælde
byrummet, i stand til at fungere som et genkendeligt symbol, der signalerer en særlig betydning,
der, når den modtages af omgivelserne, omsættes til status og identitet for varens forbruger. De to
danske etnologer Nicolai Carlberg og Søren Møller Christensen har meget rammende defineret
æstetisering i forbindelse med byrums omdannelse som:
”[…] en proces, der gør det muligt, at forholde sig æstetisk til en genstand, som ellers
ville virke fremmedartet. At forholde sig æstetisk vil i denne sammenhæng sige, at man
fokuserer på enkelte træk ved eksempelvis en industribygning, og tillægger dem en
æstetisk værdi, der forholder sig frit til den sammenhæng, som trækkene stammer fra.
Æstetiseringen frigør betragteren fra den oprindelige betydning, hvormed det bliver
muligt at omfortolke eksempelvis en industribygning og se den som et kunstværk, en bolig
eller noget helt tredje.” 223
Samtidig peger de på hvordan æstetiseringen som en omfortolkning kan have den effekt, at det, der
før virkede frastødende, bliver en herlighedsværdi, der kan kapitaliseres. Som eksempel fremhæver
de hvordan gamle industribygninger, der tidligere opfattedes som grimme og beskidte, ved hjælp
af hovedsaglig ejendomsmæglerens sproglige virkemidler bliver ’rå’ og ’autentiske’ og pludselig
opfattes som positiv kontrast til ’kønsløst’ nybyggeri 224 .
Deres præcise iagttagelse er altså helt i tråd med både Zukins opfattelse af de kulturelle
tilegnelsesprocesser, som den kritiske infrastruktur udfører, og den effekt som også Jager tilskriver
æstetisering i forbindelse med gentrificeringsprocessen. Som han slår fast:
223 Carlberg & Christensen 2005 s. 48
224 Ibid., s. 51. Det handler om etableringen af binære modsætninger som sprogligt virkemiddel, hvilket eksemplificeres
i næste kapitel.
68