FRA LUDERKVARTER TIL LATINERLUKSUS minus bilag - Mono.net

omdannelse, så enhver pludselig så værdi i at præservere og konvertere frem for at nedrive og
nybygge. Samtidig gør hun opmærksom på hvordan især livsstilsmagasiner i tillæg hertil begyndte at
lovprise alsidigheden, friheden og kreativiteten forbundet med det at bo i et ’loft’, og hvordan
smagssættende massemedier, bl.a. ved at romantisere en bohemeagtig kunstner-stereotyp og
sprogligt kæde dennes livsstil sammen med boligerne, bygningerne, gaderne og byrummene
dramatiserede kvarterets omdannelse og dermed tilvejebragte en diskurs, som pludselig gjorde det at
bo i store rum med bare vægge og frilagte bjælker kulturelt meningsfuldt og særdeles attraktivt.
Ejendomsinvestorer og udviklingsselskaber var da heller ikke sene til at udnytte den nye værdi, som
disse lokaler potentielt besad. Deres ihærdige præservering og konvertering af områdets bygninger
til luksuriøse lejligheder, betød dog paradoksalt nok, at de sociale grupperinger, der oprindelig havde
medvirket til at tilføre kvarteret ny værdi, i løbet af få år ikke længere havde råd til at bo der. Mens
de flyttede ud af kvarteret, blev den artistiske atmosfære, som de havde tilført det til gengæld forsøgt
fastholdt diskursivt.
”since that time, ’living lofts’ has become a household word in cities of the United States
and Western Europe and loft living has been elevated to a fashionable residential
style” 191
At denne atmosfære kunne fastholdes og at ordet siden er blevet vidt udbredt skyldes, at
ejendomsmæglere hurtigt overtog og reproducerede både ordet og den fortælling, som det implicit
bar på, for at udnytte det kommercielt. Altså til helt enkelt at forøge værdien på den vare, de stod
foran at skulle sælge.
Den geografisk afgrænsede og specifikke proces i SoHo satte således en hel ny byudviklingspraksis i
gang. Med SoHo som forbillede gik det nemlig ikke kun op for ejendomsmæglere, men også for de
’kollektive sociale aktører’ som Smith forsøgte at indkredse i foregående kapitel, at de kunne øge
hele den indre bys attraktivitet og værdi ved, dels at præservere og konvertere ejendomme, dels ved
at tilvejebringe kulturelle forbrugsmuligheder, og sidst men ikke mindst ved diskursivt at iscenesætte
de specifikke byrum og deres omdannelse 192 .
Ligesom Smith betragter Zukin altså gentrificering som en revalueringsproces, der har stor
indflydelse på værdien af ejendomme og grunde i den indre by. Men i modsætning til ham
fastholder hun, at denne proces i højere grad beror på det, hun betegner som ’kulturelle
tilegnelsesprocesser’, der redefinerer steders betydning, og mindre på
kapitalakkumuleringsstrategier 193 . Mens Smith kun beskæftiger sig med det diskursive som optakt
191 Zukin 1988, s. 60
192 Civilisations og pionermyten er et eksempler på sådanne iscenesættelser. Derudover kan effekten af at associere
udvalgte kvarterer i New York med SoHo (kvarteret South of Houston) ved at navngive dem efter samme mønster ikke
undervurderes. Således er TriBeCa (Triangle Below Canal Street), NoLIta (North of Little Italy) og MePa (Meat
Packing district) eksempler på områder i New York, som efter SoHo har oplevet store ejendomsværdistigninger. SoHo
er med andre ord blevet et symbol på en særlig transformation, som man altså både fysisk og sprogligt forsøger at
imitere og initiere.
193 Der gås yderligere i dybden med disse kulturelle tilegnelsesprocesser i afsnit 4.2.
58