FRA LUDERKVARTER TIL LATINERLUKSUS minus bilag - Mono.net

finde sted. I tråd med det forgangne kapitels fokus på de socio-kulturelle tendenser under
overgangen fra Fordisme til Postfordisme, er det samtidig disse teoretikeres hensigt at belyse nye
forbrugsmønstre og kulturelle præferencer hos den nye middelklasse, og dermed begribe og udpege
den fornyede efterspørgsel efter boliger og byrum i den indre by, som årsagen til gentrificering.
”…they all point to the crucial role of the specific cultural and consumption
requirements of a fragment of the new class, and argue that they are met by an inner city
location. There is a causal link between the production of a new professional and
managerial labour force, the cultural and consumption characteristics of part of that
group, and the creation of potential gentrifiers” 157
Som typisk repræsentant for efterspørgselsside-teoretikerne kan australieren Michael Jager
fremhæves. Helt karakteristisk kæder også han gentrificering sammen med en ny middelklasse og
peger på, hvordan investeringen i en bolig i den indre by tilfredsstiller denne sociale gruppes behov
for at markere sit klassetilhørsforhold. Samtidig forsøger han, bl.a. inspireret af Baudrillard, at
belyse hvordan restaurerede og dermed æstetiserede bygninger i den indre by, udover at have en
umiddelbar brugsværdi som bolig, også kommer til at besidde en vigtig symbolværdi, der kan
distingvere dens ejer i forhold til andre individer i bysamfundet.
“Class distinction and symbolism through the built environment is of universal
importance to the understanding of gentrification and its wider meaning” 158
For at indkredse det kendetegnende ved den nye middelklasse og dens associerede livsstil refererer
Jager til sociologen Thorstein Veblens beskrivelse af ’the leisure class’. I sine studier fra 1899
brugte Veblen denne betegnelse til at karakterisere den herskende klasse, der i slutningen af det 19.
århundrede opstod som følge af den 2. industrielle revolution, og med referencen peger Jager på
hvordan den nye middelklasse kan betragtes som en parallel til eller udbygning af denne såkaldte
’fritidsklasse’.
Veblen betragtede fritid som frihed fra at skulle bruge al sin tid på livets opretholdelse, og han så
derfor fritid som det ultimative udtryk for økonomisk uafhængighed. Samtidig iagttog han hvordan
fritid for en særlig social gruppe således kom til at fungere som et effektivt redskab hvormed deres
klassetilhørsforhold kunne signaleres, et redskab, som dog først blev rigtig virkningsfuldt, når
fritiden samtidig udgjorde rammen om det, han betegnede som ’demonstrativt forbrug’.
“Thus for Veblen one of the major signs of prestige for the leisure class is that of waste
in either expenditure (conspicuous consumption) or inactivity (conspicuous leisure).
Through those wasteful practices (which as Veblen points out are only wasteful from a
157 Hamnett 1991, s. 184
158 Jager 1986, s. 79
47