FRA LUDERKVARTER TIL LATINERLUKSUS minus bilag - Mono.net

1. Indledning
Emnet for dette speciale er de rumlige forandringsprocesser, der siden midten af 70’erne har præget
den Vestlige Verdens storbyer og ikke mindst har medført, at deres centrale kvarterer har
gennemgået drastiske værdiforøgelser. Værdiforøgelser, der som udgangspunkt må betragtes som
affødt af især de sidste to årtiers enorme investeringer i det byggede miljø, men – som dette speciale
vil hævde – også bør begribes som en følge af den nye positive betydning, som mange af storbyens
centrale byrum synes at være blevet tilskrevet parallelt med deres fysiske omdannelse.
Selv om byer og byrum i princippet altid har været under forandring, så synes de nylige
forandringer værd at tildele særlig opmærksomhed, fordi de dels har haft en større geografisk
udstrækning, dels forløber markant anderledes end tidligere og desuden synes at have fundet sted
med en hidtil uset hastighed. Samtidig er den kontemporære byudviklingspraksis, som har affødt
forandringerne, selv et udtryk for en markant forandring, hvilket i første omgang bør tilskrives det
faktum, at den i langt højere grad end tidligere kan betragtes som en reaktion på nogle ydre
omstændigheder.
Baggrunden for at forstå disse forandringsprocesser i storbyen søges derfor ofte i den kombination
af makroøkonomiske omstruktureringer og globale geografiske forskydninger, der i løbet af de
sidste 30 år har udmøntet sig i en ny international arbejdsdeling. En arbejdsdeling som indebærer, at
den Vestlige Verdens storbyer, parallelt med deres afindustrialisering, i stigende grad har indtaget
rollen som knudepunkter i en ny post-industriel økonomi, domineret af såkaldt avancerede
serviceerhverv og bundet sammen af ny informationsteknologi.
Fordi kapitalen under disse nye vilkår i højere grad kan betegnes som mobil og opererende på et
globalt marked, ligger storbyerne imidlertid i konkurrence om at tiltrække den samme økonomiske
aktivitet, hvad enten den er i form af direkte investeringer, et internationalt firmas placering af
underafdeling, almindelig bosætning eller turisme. Som reaktion på denne konkurrencesituation har
de enkelte byers lokale politiske og administrative styre - der før kun havde til opgave, at
tilvejebringe traditionelle velfærdsydelser og tage beslutninger med hensyn til fysisk planlægning
og arealanvendelse - gjort sig helt anderledes ansvarlige for en samlet kvantitativ og kvalitativ
byudvikling, som først og fremmest er underlagt et overordnet mål om økonomisk vækst.
Derfor har man de sidste tre årtier kunnet identificere en overgang til en ny form for
byudviklingspraksis, der er blevet betegnet ’Urban Entreprenørialisme’ 1 , og som er kendetegnet
ved, at både offentlige og private instanser i forskellige konfigurationer udgør en mere bredt
sammensat koalition af aktører, der i bestræbelserne på at øge byens samlede konkurrencedygtighed
forfølger en række proaktive investerings- og udviklingsstrategier.
Udover at tilvejebringe traditionelle rammebetingelser såsom god infrastruktur, tidssvarende
produktionsfaciliteter og veluddannet arbejdskraft, går disse strategier med særlig relevans for dette
speciale også ud på, at skabe nye attraktive byrum, der samtidig kan fungere som rammen om de
kulturelle oplevelser og forbrugsmuligheder, som både turister og en ny fremvoksende middelklasse
1 Harvey 1989
1