FRA LUDERKVARTER TIL LATINERLUKSUS minus bilag - Mono.net

særlige præferencer, når det kommer til boliger og byrum 124 . Som følge heraf er den postindustrielle
by ligeledes kendetegnet ved en stigning i ansatte indenfor de personlige serviceerhverv, som den
nye middelklasse efterspørger, mens et øget kulturelt forbrug 125 medfører vækst indenfor føromtalte
kulturindustri.
2.3.2 Postindustriel storbykonkurrence
Hvis de ændrede forudsætninger associeret med fleksibel og refleksiv akkumulering betyder, at
storbyen fremstår som attraktiv lokalitet for produktion og forbrug, medfører de samme
forudsætninger også, at den postindustrielle by samtidig befinder sig i en konkurrencesituation:
“When transport costs were high and communication was difficult, places were
protected from competition by frictions of distance. Places could depend upon a
relatively high degree of monopoly power. But diminished transport costs have
made production, merchanting, marketing, and particularly finance capital much
more geographically mobile than heretofore.” 126
Samtidig behøver denne kapital ikke længere at være tæt på sit marked, dels fordi markedet i
henhold til en række produkter er udvidet til at være hele verden, og dels fordi afstanden til
markedet, som konsekvens af de ovennævnte ændrede faktorer, er helt anderledes overkommelig.
Især når den nye mere servicebaserede økonomis produkter, som beskrevet, ikke er af materiel
124 Det er vigtigt her lige at føje nogle bemærkninger til det alt andet end præcise begreb ’den nye middelklasse’, som i
den ene eller anden afskygning, går igen, når forskellige teorier udlægger de sidste årtiers sociale omstrukturering i
storbyen.
Først og fremmest er det vigtigt at notere, at mens Marx, under sin klassiske analyse af det kapitalistiske samfund, der
som bekendt udpegede de to hovedklasser: Borgerskabet (kapitalejerne) og Proletariatet (lønarbejderne), tog
udgangspunkt i de enkelte klassers relation til produktionsmidlerne, så forsøger en lang række teoretikere, i erkendelse
af, at det traditionelle klassebegreb ikke er brugbart i et langt mere komplekst senkapitalistisk samfund (hvor
lønarbejdere kan være kapitalejere og omvendt) at indkredse en ny social gruppe, mere med udgangspunkt i karakteren
af individernes arbejde, deres relative indkomstniveau og ikke mindst måden hvorpå de bruger deres penge og deres
fritid. Det er vigtigt at gøre opmærksom på, at til trods for at nogle teoretikere til tider bruger mere nuancerede
betegnelser såsom the Professional-Managerial Class (Lash & Urry 1994) eller the Creative Class (Florida 2002), så
går de sjældent systematisk til værks, og opsætter ej heller klare kriterier for den nye middelklasses afgrænsning.
Hvad værre er, så gør de det ikke eksplicit, at når de anvender betegnelsen ’den nye middelklasse’, så snakker de i
virkeligheden ikke om en klasse i sig selv, men forsøger derimod, som jeg ser det, mere inspireret af livsforms- og
livsstilsanalyser med udgangspunkt i hverdagsliv og forbrugssfære, alder og civilstatus, kun at indkredse et segment af
den store socioøkonomisk definerede middelklasse, som jo i sig selv ikke er ny. Sagt med andre ord er den middelklasse
som er ’ny’, det segment af befolkningen, som rent socioøkonomisk tilhører den klasse som betegnes ’middel’, men
som er beskæftiget inden for de ’nye’ postindustrielle erhverv og som noget ’nyt’ ikke vælger forstaden eller provinsen,
men derimod efterspørger de indre kvarterer i storbyen, bl.a. som følge af de ’nye’ kulturelle præferencer, som de ifølge
teorierne antages at besidde.(jf. næste kapitel)
Når det er sagt vil jeg resten af specialet, alene af den grund, at det nu en gang er det begreb mine teoretiske kilder
bruger, forsat benytte begrebet ’den nye middelklasse’. Som empirisk kategori er det selvsagt uanvendeligt, men så
længe man holder ovenstående kommentarer for øje, så bidrager ’den nye middelklasse’ som teoretisk begreb og
heuristisk redskab fint til at belyse generelle træk ved de omstruktureringer i storbyens sociale stratificering, som bl.a.
udgør et af udgangspunkterne i næste kapitels gennemgang af gentrificeringsteorien, og derfor helt grundlæggende er et
skridt på vejen i forsøget på at begribe betydningsmæssig transformation i den post-industrielle by.
125 Zukin definerer væksten indenfor kulturelt forbrug i den postindustrielle by, som en vækst indenfor forbruget af
kunst, mad, mode, musik og turisme. Zukin 1995, s. 135.
126 Harvey 1996, s. 297
34