FRA LUDERKVARTER TIL LATINERLUKSUS minus bilag - Mono.net

storbyen, der også har tradition for at være centrum for en lang række kulturelle institutioner,
tiltrækker økonomiske aktiviteter associeret hermed. Det skyldes desuden, at storbyens, i mange
henseender, mangfoldige urbane landskab, både som historiske ramme og som billedet på
morgendagens samfund også udgør en vigtig symbolsk kilde i sig selv.
Fordi storbyen stadig, og måske mere end nogensinde, er kendetegnet ved at være en stor
markedsplads, er den for individer samtidig den oplagte ramme om postmoderne
identitetskonstruktion gennem forbrug. Ud fra et produktionsmæssigt synspunkt betyder en
lokalisering i den massive koncentration af mennesker, som storbyen også udgør, derfor ikke kun at
man kommer tæt på højtuddannet arbejdskraft, men også at man opnår tæt kontakt til købekraftige
forbrugere.
Med andre ord kan man altså betragte den kontemporære storby som både informations- og
forbrugssamfundets fortætningspunkt, der mens den tømmes for den industri, der under Fordismen
udgjorde dens økonomiske basis, samtidig tiltrækker en lang række nye funktioner, erhverv og
mennesker. Således indtager den en ny rolle, som knudepunkt i det netværk af storbyer, der
tilsammen udgør kernen i det Lash & Urry betegner som en ny postfordistisk økonomi af tegn og
symboler 121 .
Som følge af den generelle decentralisering af produktionen under det postfordistiske
akkumuleringsregime, ses der i henhold til ovenstående en parallel tendens til territoriel
koncentration af ledelsesmæssige funktioner og økonomisk beslutningstagning udtrykt ved, at både
multinationale selskabers hovedsæder og international bankvirksomhed lokaliserer sig i den
Vestlige Verdens storbyer 122 . Derudover følger en lang række produktionsrelaterede serviceerhverv
såsom forskning og produktudvikling, finansiering, forsikring, design, markedsføring,
formidling/medievirksomhed, og ejendomsudvikling.
Den postindustrielle storby er derfor kendetegnet ved at have oplevet et fald i arbejdspladser inden
for de traditionelle fremstillingserhverv og en stigning i arbejdspladser indenfor de nye såkaldt
avancerede serviceerhverv. Desuden er det kendetegnende, at de fremstillingserhverv, der forbliver
i byen, beskæftiger faglært frem for ufaglært arbejdskraft.
Denne ændring i beskæftigelsesprofilen, kommer samtidig til udtryk som omstruktureringer i det
urbane samfunds sociale stratificering. Mens den traditionelle arbejderklasse associeret med den
nedlagte og udflyttede industri langsomt er ved at blive fortid, befolkes den postindustrielle by
således i stigende grad af højtuddannede ansatte indenfor de nye postindustrielle erhverv.
Tilsammen betragtes disse relativt højere lønnede individer ofte som udgørende en ny urban
middelklasse, der på en og samme tid bidrager til informationssamfundets opretholden og lever på
forbrugssamfundets præmisser. De efterspørger en lang række personlige services 123 , har et højt
forbrug af varer og kultur, og derfor også, som det vil blive fremhævet i det følgende kapitel,
121 Lash & Urry 1994 s. 28
122 Sassen 1991, Amin & Graham 1997
123 Personlig service er f.eks rengøring og børnepasning, it-support, finansiel rådgivning, transport, detailhandel og
ejendomsmæglervirksomhed.
33