FRA LUDERKVARTER TIL LATINERLUKSUS minus bilag - Mono.net

Derefter tegnes konturerne af en ny økonomi, der blandt andet er kendetegnet ved både fleksibilitet
og refleksivitet.
2.1.1 Reguleringsteori
For Reguleringsteoretikerne 67 markerede den økonomiske krise i 1970’erne et brud med en stabil
periode i den kapitalistiske økonomi, baseret på industriel masseproduktion, kaldet Fordisme 68 .
Samtidig indvarslede krisen overgangen til en ny historisk fase af sen-kapitalistisk produktion og
samfundsmæssig udvikling, kaldet Postfordisme, i hvilken vi befinder os i dag.
Disse perioder i den kapitalistiske økonomis historie udgør såkaldte ’akkumulerings-regimer’, der
betegner den regularitet hvormed hele det økonomiske system akkumulerer kapital. For at et
akkumuleringsregime kan opretholde dets evne til fortsat kapitalakkumulering, er det afhængig af
en tilsvarende og effektiv ’reguleringsmåde’, som bredt kan defineres som den institutionelle
sammensætning og de samfundsmæssige normer, der understøtter akkumuleringsregimets
reproduktion 69 .
Som et udtryk for moderne rationalitet var akkumuleringsregimet under Fordismen karakteriseret
ved at være baseret på masseproduktion af standardiserede varer ved hjælp af ufleksibelt maskineri,
udnyttelse af interne stordriftsfordele, arbejdsprocesser opsplittet i faglært og ufaglært arbejde,
snævre og rigide jobbeskrivelser og samlebåndsarbejde. Alle led af produktionen var samlet
indenfor samme lokalitet, og en tendens til at de masseproducerende industrier samledes i regionale
distrikter var fremherskende 70 .
Reguleringsmåden var tilsvarende kendetegnet af de institutioner, der omgav den keynesianske
velfærdstat. Udover at tilvejebringe social velfærd, havde de som hovedopgave gennem
lønforhandlinger og offentlige overenskomster at håndtere det sociale kompromis mellem arbejdere
og ejere af produktionskapitalen. Dermed reproduceredes arbejdskraften, og dens evne til samtidig
at forbruge de masseproducerede varer stimuleredes 71 .
I slutningen af 60’erne og starten af 70’erne faldt produktiviteten under det fordistiske
akkumuleringsregime imidlertid; markeder mættedes og industrialisering af Den 3. Verden øgede
konkurrencen. Kulminationen var det finansielle krak i 1973, der betød, at hele det økonomiske
system mere eller mindre gik i stå. Det synlige resultat var fabrikslukninger og massefyringer, og
særlig i de byer og regioner, hvis hele økonomiske fundament var industriel produktion, havde det
store sociale konsekvenser 72 .
Som konsekvens af faldende indkomster og nedskæringer, stigende arbejdsløshed og det øgede
behov for sociale ydelser, som fulgte i kølvandet på den økonomiske krise, kom også dele af
reguleringsmåden derfor under pres og mistede sin legitimitet. Det førte blandt andet til den
såkaldte tilbagetrækning af nationalstaten og implementeringen af neo-liberale og mere
67
Aglietta, André, Boyer, Coriat, Delorme, Jessop og Lipietz.
68
Opkaldt efter de produktions- og ledelsesmetoder som kendetegnede Henry Fords bilfabrikker
69
Amin 1994, s. 8
70
Amin 1994
71
Ibid.
72
Eksempelvis Ruhrdstriktet i Tyskland og Sheffield i Midtengland
22