FRA LUDERKVARTER TIL LATINERLUKSUS minus bilag - Mono.net

diskurser i rummet, som på dialektisk vis, kan virke tilbage på de udefrakommende aktørers diskurs
om rummet.
Mit forsøg på at begribe betydningsmæssig transformation må som følge af denne fortolkning først
og fremmest kredse om at isolere de særlige ’rumlige repræsentationer’, som er resultatet af en
diskursiv praksis, der tilsammen udgør en udefrakommende diskurs om byrummet. Senere i
specialet følges denne introduktion til Lefebvres begrebstriade derfor op med en modificering af
Lefebvres begreb ’rummets repræsentationer’, så det tilpasses specialets fokus. En modificering der,
som følge af nye byudviklingsmæssige forudsætninger, først og fremmest indebærer, at jeg
forholder mig til, hvem der i dag indtager rollen som sandhedsproducenter i forhold til byrummet 54 .
1.3 Metode
I tråd med den kritisk realistiske anbefaling om ikke at skille et fænomen fra dets samfundsmæssige
kontekst leverer Fairclough et forskningsdesign og en metodologi, som jeg, i den udstrækning det er
muligt, vil følge.
Han opstiller en tre-dimensionel analysemodel, der har til formål at sammenkæde forskellige
diskursive og ikke-diskursive analyseniveauer i en samlet samfundsanalyse 55 . Disse tre niveauer
betegnes henholdsvis som ’tekst’, ’diskursiv praksis’ og ’social praksis’. (se fig.2.b)
På tekst-niveauet drejer det sig om gennem detaljeret tekstanalyse at afdække udvalgte
kommunikative begivenheders 56 sproglige virkemidler og egenskaber i henhold til vokabular,
grammatik og sammenhæng mellem sætninger.
På diskursiv praksis-niveauet fokuseres der på teksternes indbyrdes forhold, hvordan teksterne er
produceret, hvem der er afsendere og modtagere, og ikke mindst på om de er præget af konsensus
eller konflikt.
Således virker dette niveau som bindeled til social praksis-niveauet, hvor der ses på den bredere
sociale praksis, som den diskursive praksis og herunder teksterne er en del af. Ifølge Fairclough skal
dette overordnede niveau helt grundlæggende undersøges i henhold til både mikro- og
makrosociologisk tradition. Her synes det vigtigt at fremhæve, at mens den diskursive praksis og
tekst niveauet hovedsagelig analyseres i henhold til den mikrosociologiske tradition, handler denne
del af den samlede analyse, som jeg ser det, reelt om at indkredse ’resten’ af den sociale praksis.
Dvs. at man her, hovedsagelig i henhold til den makrosociologiske tradition, skal indkredse og
analysere de bredere samfundsmæssige processer, som den diskursive praksis og herunder teksterne
er en del af 57 . I følge Fairclough er tekstanalyse nemlig ikke tilstrækkelig som diskursanalyse, fordi
54
Med begrebet ’rumlige repræsentationer’ lægger jeg således afstand til Lefebvres oprindelige begreb ’rummets
repræsentationer’ og dets reference til nogle specifikke aktører, for indtil videre kun at henlede opmærksomheden på det
’udefrakommende’ aspekt.
55
Gennemgangen af Faircloughs tredimensionelle model bygger på Jørgensen og Phillips 1999, s. 79-89, samt på
Faircloughs egen gennemgang i Fairclough 1992, kap.3
56
såfremt et sådant tilfælde af sprogbrug indebærer en beskrivelse af et sted, kunne det også betegnes en ’rumlig
repræsentation’.
57
Man kunne hævde at ’social praksis’ som analytisk begreb, qua dets, i mine ører, mikrosociologiske konnotationer er
lidt forvirrende. I stedet ville ’samfundsmæssig praksis’ måske være en mere rammende betegnelse for dette
overordnede kontekstuelle niveau i den samlede analyse. Fairclough er da heller ikke selv helt præcis i sin definition af
15