FRA LUDERKVARTER TIL LATINERLUKSUS minus bilag - Mono.net

Fig. 1. Lefebvres rumbegreber og deres indbyrdes forbindelse, som, jeg mener, man kan
anskue dem. Som antydet med pilenes størrelse, har jeg forsøgt at bryde den totale
dialektik ned. Dels for at fremhæve et dialektisk forhold mellem de to diskursive niveauer
’rummets repræsentationer’ og ’repræsentationernes rum’, dels for at fremhæve hvordan
disse to niveauers syntese står i et dialektisk forhold til det materielle repræsenteret i den
’rumlige praktik’ (Prikken i midten fungerer således som en ’diskursiv mellemregning’)
I forhold til dette speciale bidrager Lefebvres tankegods til at etablere et ontologisk udgangspunkt,
der helt overordnet sætter mig i stand til at hævde, at rummets produktion, rumliggørelse eller, som
det benævnes i dette speciale; ’den rumlige omstrukturering’ ikke kun bør opfattes som en materiel-
fysisk ikke-diskursiv praksis, men også involverer en immateriel-diskursiv praksis, der betyder at
det ’det totale rum’, som resultatet af den rumlige omstrukturering, udover at have en kvantitativt
målbar fysisk udstrækning og en konkret fremtoning, også besidder en abstrakt og kvalitativ
betydning. En betydning som det altså betragtes som muligt at transformere som følge af diskursiv
praksis.
Derudover er det vigtigt at gøre opmærksom på, at jeg helt specifikt vælger at tolke det som om, at
Lefebvre med begreberne ’rummets repræsentationer’ og ’repræsentationernes rum’ lægger op til at
inddele rummets diskursive dimension i henholdsvis et udefra- og et indefraperspektiv 53 . I mine
øjne begrebsliggøres et byrum således udefra gennem nogle forskellige aktørers rumlige
repræsentationer, der tilsammen udgør en diskurs eller flere diskurser om rummet. Diskurser som så
at sige tilvejebringer ’det betydningsmæssige’. På samme tid lever beboere og brugere deres
hverdagsliv i repræsentationernes rum, hvorunder de optager, bruger, reproducerer og omformer de
udefrakommende diskurser og de normer for brug og handling som er indlejret i dem. De skaber
53 En tolkning som Mazanti også anvender i Mazanti 2002
14