FRA LUDERKVARTER TIL LATINERLUKSUS minus bilag - Mono.net

ækvivalenskæder 31 . Ækvivalenskæder er en sproglig forenklingstaktik, som tilsidesætter den
variation, der ellers findes indenfor en gruppe af subjekter eller objekter, og således etablerer og
forstærker deres modsætningsforhold til en anden gruppe 32 . Et eksempel kunne være når en
jamaicansk gadefejer i London, en afroamerikansk præsidentkandidat i U.S.A og en Ghanesisk
restaurantsejer i København, der som udgangspunkt kan betragtes som vidt forskellige individer alle
betegnes som ’sorte’. Disse individer, som ellers ikke har noget tilfælles ud over en mørk hudfarve,
bliver dermed kædet sammen og fremstillet som tilhørende en subjektposition, der står i
modsætning til subjektpositionen ’hvide’. Ækvivalenskæderne medfører altså hvad man kunne
kalde en binær polarisering indenfor et givent felt, i dette tilfælde det sociale 33 .
Fairclough betragter i forlængelse heraf en diskurs, og den magt som er indlejret i den, som en
struktur, der kan virke både begrænsende og mulighedsskabende, med det vigtige forbehold, at det
netop er individers evne 34 til at trække på diskursen som en ressource og identificere sig med de
subjektpositioner, der udstikkes gennem den pågældende diskurs, samt deres evne til at reproducere
diskursen og dermed bidrage til dens styrke, der afgør om den opleves som begrænsende eller
mulighedsskabende. Jørgensen & Phillips fremhæver, hvordan hvide briter i årtierne efter 2.
verdenskrig havde magten til gennem en hegemonisk diskurs at ækvivalere de forskellige
indvandrergrupper, der kom til landet, som ’sorte’ og samtidig associere dem med negative
elementer. Dermed skabte de en negativ subjektposition og binær modpol i forhold til hvilken deres
egen kollektive identitet som ’hvide briter’ kunne defineres som positiv 35 .
Selvom det indenfor kritisk diskursanalyse er en pointe at den hegemoniske diskurs’ struktur, som
følge af individers konstruktion af udfordrende moddiskurser, altid står til at forandre, så er det
diskursive stadig konstitueret, dvs. afhængig af andre samfundsmæssige strukturer og
magtrelationer. Det er med andre ord konteksten indenfor hvilken den ovenfor beskrevne handling
finder sted og fremstilles, som i første omgang afgør hvilken diskurs som gøres hegemonisk og det
er dette ugennemsigtige forhold mellem diskurs og samfund, der ifølge Fairclough bør belyses 36 .
Det overordnede mål for hans analyse er derfor at forholde sig kritisk til, hvordan virkeligheden
fremstilles, hvorfor den fremstilles som den gør, hvem der gør det og dermed synliggøre måden
hvorpå fremstillingerne eller de diskursive repræsentationer af ideologiske årsager gøres til en del af
virkeligheden. Herunder handler det om at påpege, hvordan forskellige diskurser konstruerer og
ikke mindst naturaliserer relationer mellem objekter og subjekter, dvs. fremstiller dem så
selvfølgelige, at man ikke stiller spørgsmålstegn ved dem 37 .
31
Både Fairclough og Jørgensen & Phillips pointerer, at det er tilladt at lade sig inspirere af og låne analytiske begreber
fra andre diskursanalytiske retninger, så længe man holder sig inden for den teoretiske ramme
32
Frølund Thomsen i Andersen & Kaspersen 2000, s. 189f
33
Petersen 1998, s. 51
34
En evne som igen er afhængig af andre ikke diskursive, f.eks. økonomiske eller kulturelt betingede, sociale
sammenhænge.
35 Jørgensen & Phillips 1999 s. 57
36 Jørgensen & Phillips 1999 s. 75
37 Ibid. s. 43
10