FRA LUDERKVARTER TIL LATINERLUKSUS minus bilag - Mono.net

frugtbart at sondre mellem de to termer referere og betydningstilskrive for at forstå dette forhold
mellem diskurs og virkelighed 26 . Hans pointe er, at diskurser ikke kun refererer til, eller afspejler en
prækonstitueret materiel virkelighed, de betydningstilskriver den også.
“The constitutive processes of discourse ought to be seen in terms of an dialectic , in
which the impact of discursive practice depends on how it interacts with the
preconstituted reality.[…] discourse includes reference to preconstituted objects as well
as the creative and constitutive signification of objects.” 27
I henhold til det dialektiske element kan denne betydningstilskrivelse igen virke tilbage på den
prækonstituerede virkelighed og have materielle konsekvenser, f.eks. såfremt eventuelle
handlingsnormer indlejret i diskursen følges, eller etableringen af fysiske strukturer fremstilles som
nødvendig eller positiv.
Fairclough definerer selv en diskurs som en måde at tale på, der giver betydning til oplevelser ud fra
et bestemt perspektiv 28 . Den betydning som sproghandlingen skaber, er altså afhængig af hvordan
sproghandlingen udføres og hvem der udfører den.
Et klassisk eksempel er to sproghandlinger, som refererer til en gruppe mænd, som sprænger en bil i
luften. Den ene sproghandling beskriver virkeligheden som bestående af heltemodige
frihedskæmpere, der har udført en skelsættende bedrift, den anden beskriver den samme virkelighed
som feje terrorister, der begår en nederdrægtig handling. Den samme hændelse tilskrives altså
forskellig betydning, og afhængig af hvilken fremstilling af virkeligheden der vælges, får det
forskellige ikke-diskursive konsekvenser for de omtalte subjekter og deres omverden af objekter.
Det diskursive, her betegnet ’fremstillingen’, bliver dermed en dimension af virkeligheden. Den er
hverken en frit flydende arbitrær størrelse eller en objektiv afspejling af virkeligheden.
I forlængelse af det ovenfor berørte hegemonibegreb, betragter Fairclough derfor diskurser som
ideologiske eller som havende ideologiske effekter 29 . Dvs. de medvirker til at skabe og reproducere
ulige magtforhold, i den forstand, at de, som følge af den måde de sprogligt positionerer og
betydningstilskriver objekter og subjekter, meget ofte fremmer bestemte sociale gruppers interesser,
mens de samtidig begrænser andres. I henhold til ovenstående eksempel, kan de subjekter, der
udførte handlingen, f.eks. indstilles til henholdsvis hæder eller retsforfølgelse afhængig af hvilken
fremstilling, der gøres hegemonisk. ’Frihedskæmper’ og ’terrorist’ er således eksempler på det, der
indenfor diskursanalysen betegnes som subjektpositioner. En Subjektposition er at betragte som en
forenklet identitet eller stereotyp, der ofte er relationelt indholdsudfyldt, dvs. at den får sin
betydning ved at stå i et modsætningsforhold til en anden subjektposition, hvilket netop er tilfældet
ovenfor 30 . I den forbindelse er det værd at fremhæve Lachau & Mouffes analytiske begreb:
26
Fairclough 1992, s. 60. han bruger ordet ’signifying’, som jeg har valgt at oversætte til betydningstilskrive
27
Fairclough 1992, s. 60
28
Jørgensen & Phillips 1999, s.79
29
Han forstår ideologi som ’betydning i magtens tjeneste’. Jørgensen & Phillips s. 1999, s.86
30 Jørgensen & Phillips 1999, s. 53ff,
9