FRA LUDERKVARTER TIL LATINERLUKSUS minus bilag - Mono.net

I forlængelse heraf opfatter kritiske realister virkeligheden som opdelt i tre domæner. Det første
domæne, kaldet ’det empiriske’, består således af erfaringer og observationer, mens det andet
domæne, kaldet ’det faktiske’, består af de begivenheder og fænomener i forhold til hvilke
observationer indenfor det empiriske domæne f.eks. kan foretages.
Til disse to domæner har Baskhar føjet et tredje domæne, som han, for at fremhæve dets vigtighed,
har kaldt ’det virkelige’. Udover at indeholde intransitive objekter 15 så består dette domæne af, de
underliggende og ikke nødvendigvis direkte observerbare strukturer som omgiver objekterne, samt
de mekanismer efter hvilke de virker. Objekterne betragtes således som besiddende kausale
potentialer til under visse betingelser at understøtte og forårsage begivenheder inden for det
faktiske domæne.
Denne dybe ontologi eller stratificerede virkelighedsopfattelse, som det kaldes, indebærer, at den
kritiske realisme, i modsætning til positivismens forsøg på at forudsige fænomeners hændelse på
baggrund af observerede empiriske regelmæssigheder, i stedet har som sit erklærede mål at ’stikke
dybere’ end det umiddelbart observerbare og forklare et givent fænomen som et kontingent 16 og
komplekst resultat af en række sammensatte mekanismer (se fig. 2a s. 17).
“The task of a realist science is […] to tease out causal chains which situate particular
events within these ‘deeper’ mechanisms and structures” 17
Til det formål benytter kritiske realister sig bl.a. af ’retroduktion’, dvs. den slutningsform, der er
kendetegnet ved, at man med udgangspunkt i et givent fænomen ræsonnerer sig frem til hvilke
nødvendige mulighedsbetingelser og dybe årsagssammenhænge, der efter alt at dømme må eksistere,
for at fænomenet kan finde sted 18 . Denne kvalitative metode hænger sammen med et andet for
kritiske realister vigtigt metodisk begreb nemlig ’abstraktion’. Abstraktion kan defineres som
resultatet af et tankeeksperiment, der isolerer bestemte aspekter af et konkret fænomen, for at
generere systematisk indsigt i dybere sammenhænge 19 , og kan med andre ord betragtes som det
redskab, hvormed der ræsonneres. Den kvalitative metode og behovet for gennem abstraktion at
isolere aspekter skal ses i lyset af, at kritiske realister opfatter deres genstandsfelt: samfundet, som et
åbent system præget af multikausalitet, og ikke som naturvidenskabsmænd er så privilegerede at
kunne bedrive videnskab i forhold til et lukket system præget af empiriske regelmæssigheder.
I forhold til dette speciale er kritisk realisme først og fremmest en relevant videnskabsteoretisk
retning, fordi den, som den kritiske realist Andrew Sayer så tydeligt udtrykker det nedenfor,
15 Det kan f.eks. være et fysisk objekt som et mineral eller et socialt objekt som et bureaukrati. Ibid.
16 Kontingens er et udtryk for, at fænomenet eller begivenheden kun er et muligt udfald. Det er ikke nødvendigvis, det
som sker. Om objekters kausale potentiale aktiveres er nemlig qua deres modtagelighed overfor andre påvirkninger
afhængig af de særlige betingelser, som gør sig gældende i en given kontekst. Betingelser som igen udspringer af andre
i konteksten tilstedeværende mekanismer. (se Fig. 2. a)
17 D. Gregory i Johnston, Gregory & Smith 1994, s. 500
18 Buch-Hansen & Nielsen 2005, s.108
19 Ibid. s. 107.
7