FRA LUDERKVARTER TIL LATINERLUKSUS minus bilag - Mono.net

’socialt retfærdig’ 307 , eller samfundsmæssigt bæredygtig. Som Boyer så fremragende sammenfatter
det:
“We have learned increasingly in the last two decades to look at our cities, their
buildings and neighborhoods, as aesthetic objects. We have been taught to do so by
reading architectural criticism in our newspapers, by studying architectural guidebooks
to our cities hidden pleasures by following real-estate developments by listening to the
outrages of historical preservationists. Whatever the means, we have returned to focus
on the aesthetic or physical form of our cities even though the gaze is from a distance; it
neither sees the displacement of uses and people, the rapid gentrification of whole areas
of the city spreading out from the center’s core, nor does it understand the hidden class
structure implicit in the development of these formalistic tastes.”
Det er ikke svært at sætte pris på, at der er overskud til at restaurere bygninger og forskønne
nedslidte byrum, og personlig finder også jeg meget glæde i at kaste æstetiske blikke på byen og i
det hele taget opleve den ved at benytte mig af dens brede vifte af forbrugsmuligheder. Men når det
er sagt, er der ingen tvivl om at dette æstetiske blik helt grundlæggende blænder os i forhold til at se
de sociale konsekvenser, som den fremherskende byudviklingspraksis samtidig afføder. En
byudviklingspraksis, som man de kommende år utvivlsomt vil se forsat og oven i købet forstærket i
takt med at bevidstheden om den postindustrielle storbykonkurrence skærpes. I et citat fra
Københavns Kommunes såkaldte Byudviklingsstrategi fra 2005, der i øvrigt er et typisk eksempel
på, hvordan den overordnede vækstpolitik går forud for det mere traditionelle mål om bred social
velfærd i byen, hedder det således at:
”Grundlaget for at udvikle København som en by med social og kulturel bredde er en
økonomisk vækst i den globale storbykonkurrence.” 308
Den trods alt beundringsværdige målsætning om at bibeholde og opdyrke social og kulturel bredde
bør dog alligevel betvivles, for umiddelbart derefter konstateres det på baggrund af den
livsformsanalyse, der iværksat af København Kommune i 2005 udpegede fem idealtypiske og
såkaldte ’Københavnerlivsformer’, at:
”[…]de befolkningsgrupper, der repræsenterer karrierelivet og kreative igangsættere vil
vokse i takt med byens overgang fra industri- og serviceby til en videns - og
netværksbaseret by. Disse grupper udgør et vigtigt fundament i byens fremtidige
307 Som David Harvey ville udtrykke det. Harvey 1996
308 Københavns Kommune, 2006 s. 8
99