FRA LUDERKVARTER TIL LATINERLUKSUS minus bilag - Mono.net

opfatte som statister i den forestilling om ’det mangfoldige Vesterbro’ der via en parallel diskurs
ligeledes hersker på stedet, og som, på baggrund af de sociale konsekvenser, som den offentligt
initierede gentrificering af kvarteret har haft, klinger lidt hult.
I stedet for at blive fremstillet som ligeværdige individer, patroniseres de socialt udsatte og
ressourcesvage individer af diskursen ved at blive omtalt som det ’brogede persongalleri’(III s.9),
’gadens lette kavaleri’, ’andet godtfolk’(II A s.5) eller en del af ’det gamle Vesterbro’(VII s.50), og
fungerer i stedet som en slags rekvisitter i de nye beboeres selviscenesættelse, og forsøg på at
fremstå som tolerante individer, der værdsætter det af denne mangfoldighedsdiskurs fremhævede
ideal om social diversitet. Derfor mener jeg også at man kan hævde, at disse marginale identiteter
ikke bare ekskluderes fra det forbrugs- og oplevelsesorienterede liv på Halmtorvet, som konsekvens
af deres manglende økonomiske formåen. Som følge af den magt, der kan siges at være indlejret i
den udefrakommende og hegemoniske diskurs om Halmtorvet, må de for ikke at føle sig
fejlplacerede på selvdisciplinerende vis sørge for, at de nøjes med at udføre de for dem gennem
diskursen meningsfyldte handlinger såsom at ’krybe’(VI A s.44) eller ’passere’(VI B s. 45) eller
opholde sig på kanten af byrummet ’længere ned ad Sønder Boulevard’ eller ’i sidegadernes
kælderbutikker’(III s.9) 305 .
I den forbindelse er det faktisk bemærkelsesværdigt hvordan opretholdelsen af forestillingen om
Halmtorvet som ’oase’ samtidig går fint i spænd med det faktum, at det ikke har været muligt helt at
rense Halmtorvet for de socialt udsatte og ressourcesvage individer, som byfornyelsen, som en del
af den vækstorienterede entreprenørielle byudviklingspraksis ellers havde som et af sine mål. Oasen
er jo ikke er en oase uden at man en gang i mellem bliver gjort opmærksom på dens binære
modsætning ørkenen udenfor, og disse individer opfylder fint funktionen som det relationelt
betydningstilskrivende ’sand’, som nu og da fyger ind fra den omgivende ørken 306 .
Ved at udstikke normdannende retningslinier for byrummets brug understøtter og forstærker den
akkompagnerende diskurs således de sociale konsekvenser af den offentligt initierede
gentrificeringsproces, men ikke nok med det. Diskursen kan desuden betragtes som havende den
supplerende ideologiske effekt, at den samtidig bidrager til at maskere disse sociale konsekvenser.
Og redskabet hvormed den maskerer, er i mine øjne først og fremmest det æstetiske blik, som Zukin
i kombination med Shields har henledt opmærksomheden på. Et blik som jeg samtidig har påvist, at
mange af de tekster/rumlige repræsentationer, der bidrager til den udefrakommende hegemoniske
diskurs om Halmtorvets omdannelse, benytter sig af. I forlængelse af afsnit 5.3.2’s diskussion af
diskursens ideologiske effekter på baggrund af dens tendens til at fremstille resultatet som entydigt
positivt og ’naturligt’, kan man sige, at byrummets sandhedsprocenter ved samtidig kun at
tilvejebringe et vokabular, der er anvendeligt i forhold til at evaluere byomdannelsen på baggrund
af æstetiske kriterier, i det hele taget undergraver muligheden for, at fremsætte kritik baseret på en
vurdering af, hvorvidt den overordnede byudviklingpraksis i et større perspektiv kan betegnes som
305 Det er som sådan, at de netop marginaliseres.
306 Fordi disse subjekter i stigende grad reduceres til en slags æstetiske objekter, der først som sådan kan inkluderes i
stedets orden, foreslår Carlberg & Christensen, at man bør sondre mellem et begreb om ’æstetisk mangfoldighed’ og så
den ’ægte’ sociale mangfoldighed.
98