FRA LUDERKVARTER TIL LATINERLUKSUS minus bilag - Mono.net
FRA LUDERKVARTER TIL LATINERLUKSUS minus bilag - Mono.net
FRA LUDERKVARTER TIL LATINERLUKSUS minus bilag - Mono.net
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
Fra Luderkvarter til Latinerluksus - en kulturgeografisk analyse af<br />
betydningsmæssig transformation i den postindustrielle storby.<br />
af<br />
Jonas Monrad Hansen<br />
RESUMÈ: Inspireret af den kritiske diskursanalytiker Norman Faircloughs tredimensionelle<br />
analysemodel, der sammenkæder diskursive og ikke-diskursive analyseniveauer i en samlet<br />
samfundsanalyse, forsøger dette speciale bl.a. med udgangspunkt i det teoretiske begreb ’rumlige<br />
repræsentationer’ at belyse den betydningsmæssige transformation, som byrum i den<br />
postindustrielle by i stigende grad synes at gennemgå parallelt med deres fysiske omdannelse. Ved<br />
indenfor en kontekst af ’den entreprenørielle by’ at diskutere og supplere gentrificeringsteorier med<br />
andre relevante teorier om det kontemporære samfund konstateres det, at den betydningsmæssige<br />
transformation kan betragtes som resultatet af en diskursiv byudviklingspraksis, der, set i lyset af<br />
den fremherskende storbykonkurrence og behovet for at øge byens overordnede attraktivitet,<br />
tilskriver centrale byrum ny positiv symbolværdi. Mens den fysiske omdannelse involverer en<br />
primær æstetisering af det byggede miljø, kan den målrettede diskursive afbildning, der<br />
afslutningsvis belyses gennem decideret tekstanalyse, betragtes som en sekundær<br />
æstetiseringsproces, der bl.a. har den ideologiske effekt, at byrummets gentrificering fremstilles<br />
som entydig positiv, ’naturlig’, svær at kritisere og let at lade sig betage af.<br />
Emneord: urban entreprenørialisme; gentrificering; diskursanalyse; rumlige repræsentationer;<br />
æstetisering<br />
ABSTRACT: Inspired by the critical discourse analyst Norman Fairclough’s three-dimensional<br />
analytical model, which combines discursive and non-discursive analytical levels in a<br />
comprehensive analysis of society, this thesis seeks to analyze the distinctive transformation of<br />
significant meaning, which urban spaces in the post industrial city increasingly seem to realize in<br />
parallel with their physical reorganization. Among others this analysis takes its basis in the<br />
theoretical idea concerning ‘representations of space’ and through an analytical discussion within<br />
the frame of the concept of ‘the entrepreneurial city’ and by augmenting theories of ‘gentrification’<br />
with other relevant theories relating to contemporary society, it is determined, that the distinct<br />
transformation of significant meaning may be considered a consequence of a discursive urban<br />
development practice, which particularly seen in the light of the prevailing competition between<br />
cities and the need to enhance the city’s general attractiveness contributes added positive sign-value<br />
to central urban spaces. While the physical reorganization involves the primary aesthetization of the<br />
built environment, the directed discursive construction of image, which in the last part of the thesis<br />
is considered through specific text analysis, is seen as a secondary process of aesthetization, which<br />
i.a. has the ideological effect, that the gentrification of the urban space is depicted as uniquely<br />
positive, ‘natural’, hard to criticise, and very fascinating.<br />
Keywords: urban entrepreneurialism; gentrification; discourse analysis; representations of space;<br />
aesthetization
INDHOLDSFORTEGNELSE<br />
1. Indledning s. 1<br />
1.1 Problemformulering……………………………………………………………………….. s. 4<br />
1.2 Videnskabsteoretisk udgangspunkt………………………………………………………..s. 4<br />
1.2.1 Konstruktivisme og diskursanalyse……………………………………………………….. s. 4<br />
1.2.2 Kritisk realisme……………………………………………………………………………. s. 6<br />
1.2.3 Kritisk diskursanalyse……………………………………………………………………... s. 8<br />
1.2.4 Lefebvre og ’Rummets repræsentationer’………………………………………………….s. 11<br />
1.3 Metode………………………………………………………………………………………. s. 15<br />
1.4 Specialets opbygning……………………………………………………………………….. s. 17<br />
1.5 Afgrænsning………………………………………………………………………………... s. 18<br />
1.6 Begrebsafklaring…………………………………………………………………………… s. 19<br />
2. Den Entreprenørielle By s. 21<br />
2.1 Fra Fordisme til Postfordisme…………………………………………………………….. s. 21<br />
2.1.1 Reguleringsteori …………………………………………………………………………... s. 22<br />
2.1.2 Fleksibel akkumulering og tids-rum komprimering………………………………………. s. 23<br />
2.1.3 Refleksiv akkumulering og Informationssamfundets opståen…………………………….. s. 25<br />
2.2 Sociokulturelle tendenser………………………………………………………………….. s. 25<br />
2.2.1 Varers æstetisering………………………………………………………………………… s. 26<br />
2.2.2 Symbolværdi, postmoderne identitetskonstruktion og Forbrugssamfundets opståen……... s. 27<br />
2.2.3 Kultur og økonomi………………………………………………………………………… s. 31<br />
2.3 Storbyens nye rolle…………………………………………………………………………. s. 32<br />
2.3.1 Den postindustrielle storby………………………………………………………………... s. 32<br />
2.3.2 Postindustriel storbykonkurrence………………………………………………………….. s. 34<br />
2.3.3 Politisk-institutionelle omstruktureringer…………………………………………………. s. 35<br />
2.4 Byen som produkt………………………………………………………………………….. s. 36<br />
2.4.1 Urban entreprenørialisme………………………………………………………………….. s. 37<br />
2.4.2 Rumlige omstruktureringer………………………………………………………………... s. 38<br />
2.4.3 Byens markedsførelse og imageskabelse………………………………………………….. s. 39<br />
3. Gentrificering s. 42<br />
3.1 Begrebet, processen og fænome<strong>net</strong> ……………………………………………………….. s. 42<br />
3.1.1 To forklaringsmodeller……………………………………………………………………. s. 42<br />
3.1.2 Et kaotisk begreb………………………………………………………………………….. s. 43<br />
3.2 Udbudssidens argumenter og Neil Smith.............................................................................s. 44<br />
3.2.1 ”rent-gap”-teorien…………………………………………………………………………. s. 45
3.3 Efterspørgselssidens argumenter og Michael Jager……………………………………... s. 46<br />
3.3.1 Boligens æstetisering og historiske værdi…………………………………………………. s. 48<br />
3.3.2 Et nyt forbrugsmønster - en ny urban livsstil……………………………………………… s. 49<br />
3.4 Diskussion af de to tilgange………………………………………………………………... s. 51<br />
3.4.1 Aktørerne bag processen og den klassiske kritik af Smith…………………………………s. 51<br />
3.4.2 Jager og den entreprenørielle kontekst……………………………………………………. s. 52<br />
4. Gentrificeringens diskursive dimension s. 55<br />
4.1 Tre diskursorienterede teoretikere ……………………………………………………….. s. 55<br />
4.1.1 Neil Smith og ‘the language of gentrification’……………………………………………. s. 56<br />
4.1.2 Sharon Zukin og ’loft living’……………………………………………………………… s. 57<br />
4.1.3 Robert Beauregard og ‘hegemonic boosterism’…………………………………………… s. 59<br />
4.2 Byrummet som vare………………………………………………………………………... s. 61<br />
4.2.1 Storbyens symboløkonomi og den ’kritiske infrastruktur’………………………………... s. 61<br />
4.2.2 Forbrugssamfund og postmoderne identitetskonstruktion………………………………… s. 64<br />
4.2.3 ’Landskabeliggørelse’ og ’turistoplevelsens iscenesatte natur’ …………………………... s. 65<br />
4.2.4 Byrummets æstetisering…………………………………………………………………… s. 67<br />
4.3 Byrummets nye sandhedsproducenter……………………………………………………. s. 70<br />
5. Halmtorvets omdannelse s. 72<br />
5.1 Den specifikke kontekst …………………………………………………………………… s. 72<br />
5.1.1 Det entreprenørielle København…………………………………………………………... s. 72<br />
5.1.2 Indre Vesterbros byfornyelse……………………………………………………………… s. 74<br />
5.1.3 Halmtorvets fysiske omdannelse………………………………………………………….. s. 76<br />
5.2 Diskursiv Praksis……………………………………………………………………………s. 81<br />
5.2.1 Halmtorvets ’boosters’ og deres rumlige repræsentationer……………………………….. s. 82<br />
5.2.2 Overordnede træk ved teksterne……………………………………………………………s. 85<br />
5.3 Tekst………………………………………………………………………………………… s. 87<br />
5.3.1 Halmtorvets omdannelse som entydig positiv…………………………………………….. s. 87<br />
5.3.2 Halmtorvets omdannelse naturaliseret…………………………………………………….. s. 88<br />
5.3.3 Halmtorvets omdannelse som svær at modsige og let at tilslutte sig………………………s. 90<br />
6. Konklusion & Perspektivering s. 94<br />
Litteraturliste<br />
Bilagsafsnit
1. Indledning<br />
Em<strong>net</strong> for dette speciale er de rumlige forandringsprocesser, der siden midten af 70’erne har præget<br />
den Vestlige Verdens storbyer og ikke mindst har medført, at deres centrale kvarterer har<br />
gennemgået drastiske værdiforøgelser. Værdiforøgelser, der som udgangspunkt må betragtes som<br />
affødt af især de sidste to årtiers enorme investeringer i det byggede miljø, men – som dette speciale<br />
vil hævde – også bør begribes som en følge af den nye positive betydning, som mange af storbyens<br />
centrale byrum synes at være blevet tilskrevet parallelt med deres fysiske omdannelse.<br />
Selv om byer og byrum i princippet altid har været under forandring, så synes de nylige<br />
forandringer værd at tildele særlig opmærksomhed, fordi de dels har haft en større geografisk<br />
udstrækning, dels forløber markant anderledes end tidligere og desuden synes at have fundet sted<br />
med en hidtil uset hastighed. Samtidig er den kontemporære byudviklingspraksis, som har affødt<br />
forandringerne, selv et udtryk for en markant forandring, hvilket i første omgang bør tilskrives det<br />
faktum, at den i langt højere grad end tidligere kan betragtes som en reaktion på nogle ydre<br />
omstændigheder.<br />
Baggrunden for at forstå disse forandringsprocesser i storbyen søges derfor ofte i den kombination<br />
af makroøkonomiske omstruktureringer og globale geografiske forskydninger, der i løbet af de<br />
sidste 30 år har udmøntet sig i en ny international arbejdsdeling. En arbejdsdeling som indebærer, at<br />
den Vestlige Verdens storbyer, parallelt med deres afindustrialisering, i stigende grad har indtaget<br />
rollen som knudepunkter i en ny post-industriel økonomi, domineret af såkaldt avancerede<br />
serviceerhverv og bundet sammen af ny informationsteknologi.<br />
Fordi kapitalen under disse nye vilkår i højere grad kan betegnes som mobil og opererende på et<br />
globalt marked, ligger storbyerne imidlertid i konkurrence om at tiltrække den samme økonomiske<br />
aktivitet, hvad enten den er i form af direkte investeringer, et internationalt firmas placering af<br />
underafdeling, almindelig bosætning eller turisme. Som reaktion på denne konkurrencesituation har<br />
de enkelte byers lokale politiske og administrative styre - der før kun havde til opgave, at<br />
tilvejebringe traditionelle velfærdsydelser og tage beslutninger med hensyn til fysisk planlægning<br />
og arealanvendelse - gjort sig helt anderledes ansvarlige for en samlet kvantitativ og kvalitativ<br />
byudvikling, som først og fremmest er underlagt et overord<strong>net</strong> mål om økonomisk vækst.<br />
Derfor har man de sidste tre årtier kun<strong>net</strong> identificere en overgang til en ny form for<br />
byudviklingspraksis, der er blevet beteg<strong>net</strong> ’Urban Entreprenørialisme’ 1 , og som er kendeteg<strong>net</strong><br />
ved, at både offentlige og private instanser i forskellige konfigurationer udgør en mere bredt<br />
sammensat koalition af aktører, der i bestræbelserne på at øge byens samlede konkurrencedygtighed<br />
forfølger en række proaktive investerings- og udviklingsstrategier.<br />
Udover at tilvejebringe traditionelle rammebetingelser såsom god infrastruktur, tidssvarende<br />
produktionsfaciliteter og veluddan<strong>net</strong> arbejdskraft, går disse strategier med særlig relevans for dette<br />
speciale også ud på, at skabe nye attraktive byrum, der samtidig kan fungere som rammen om de<br />
kulturelle oplevelser og forbrugsmuligheder, som både turister og en ny fremvoksende middelklasse<br />
1 Harvey 1989<br />
1
af ansatte indenfor de postindustrielle erhverv i stigende grad antages at efterspørge. Kulturelle<br />
oplevelser og forbrugsmuligheder hvis tilvejebringelse ligeledes er blevet vigtige redskaber i den<br />
overordnede profilering af byen.<br />
I modsætning til 60’erne og 70’erne, hvor byudviklingen i form af forstadsbebyggelsen<br />
hovedsagelig omhandlede en kvantitativ udvidelse af storbyens geografiske rum, kan man derfor i<br />
dag, parallelt med de større økonomiske omstruktureringer, globale geografiske forskydninger og<br />
lokale politisk-institutionelle forandringer, først og fremmest iagttage nogle forandringsprocesser,<br />
der er tæt forbundne med den byudvikling, som vedrører den interne omstrukturering og kvalitative<br />
opgradering af eksisterende byrum i den postindustrielle by. Disse rumlige omstruktureringer,<br />
kommer således overvejende til udtryk når funktionstømte industriområder og nedslidte<br />
boligkvarterer i og omkring den indre by, ofte som et led i en overord<strong>net</strong> byfornyelse, gennemgår en<br />
fysisk omdannelse og herunder konverteres til luksuriøse lejligheder, kontorlokaler, kulturelle<br />
institutioner samt nye rekreative byrum.<br />
Samtidig er det karakteristisk for den nye byudviklingspraksis, at forsøget på at forøge storbyens<br />
overordnede attraktivitet, i stigende grad involverer en målrettet indsats for at få resultatet af den<br />
fysiske omdannelse og i særlig grad de nye byrum til at fremstå så spændende, tilfredsstillende og<br />
attraktive at opholde sig i som mulig. I den forbindelse peger teorien på hvordan tiltag som<br />
kulturelle festivaler, temadage og sportsarrangementer i det offentlige rum samt en generel<br />
fremhævelse af historiske miljøer og kulturelle kvarterer derfor er blevet typiske kendetegn ved den<br />
postindustrielle by 2 .<br />
Men derudover virker det i mine øjne som om, at der også lægges helt anderledes vægt på at<br />
formidle den rumlige omstrukturering.<br />
I hvert fald kan man, som eksempel på disse rumlige omstruktureringer af den postindustrielle by<br />
betragte de 19 projekter, som jeg i 2002 blev præsenteret for, da jeg besøgte byudstillingen ”Now<br />
and Next” i Chr. IV's Bryghus. Udstillingen var arrangeret af det såkaldte Copenhagen X, et<br />
dengang nyoprettet samarbejde mellem København og Frederiksberg kommuner samt fonden<br />
Realdania. Målet var at sætte fokus på byudviklingen i Hovedstaden 3 , og i de historiske omgivelser<br />
var der derfor opstillet en række lysende plancher med kort, billeder, computeranimerede<br />
visualiseringer og tekst, der beskrev de færdige eller fremtidige projekter.<br />
Et af de næsten færdige projekter var en del af Indre Vesterbros byfornyelse; nemlig omlægningen<br />
af Halmtorvet og restaureringen af de tilstødende bygninger. Under overskriften "Fra Bagside til<br />
Bytorv" beskrev teksten den specifikke byfornyelsesproces, samt evaluerede og udtrykte<br />
forventninger til resultatet. Da jeg i den efterfølgende tid observerede lignende repræsentationer af<br />
Halmtorvet, i form af overskrifter og beskrivelser, der fulgte samme mønster og nu fremstillede det,<br />
der for få år siden var et berygtet sted, som ’mondænt’ og ’trendy’, gik det op for mig, at<br />
Halmtorvet ikke kun var ved at gennemgå en fysisk omdannelse, men at den rumlige<br />
2 Harvey 1989<br />
3 www.copenhagenx.dk<br />
2
omstrukturering, måske ikke mindst som følge af det sprog der blev brugt til at beskrive den, også<br />
implicerede, hvad man kan kalde for en betydningsmæssig transformation.<br />
Det teoretiske begreb ’gentrificering’ bruges ofte til at betegne en særlig form for rumlig<br />
omstrukturering i storbyen og beskriver populært en proces, hvor et tidligere<br />
arbejderklassedomineret kvarter bliver fysisk revitaliseret og efterfølgende socialt og kulturelt set,<br />
ændrer karakter. Udover at indkredse fænome<strong>net</strong> som en konsekvens af en række økonomiske<br />
faktorer og fremhæve nogle typiske fysiske kendetegn, peger dele af teorien også på vigtigheden af<br />
at belyse disse rumlige omstruktureringers sociokulturelle dimension, som omhandler nye livsstile,<br />
ændrede forbrugsmønstre, social distinktion og æstetiske præferencer hos en ny og voksende<br />
middelklasse 4 .<br />
Men til trods for at gentritificeringsbegrebet, som følge af mange års udvikling og diskussion virker<br />
teoretisk bredt favnende, synes de fleste gentrificeringsteorier alligevel, ved første øjekast, analytisk<br />
utilstrækkelige med henblik på at forklare den betydningsmæssige transformation, som jeg mener at<br />
have observeret i forbindelse med Halmtorvets omdannelse.<br />
Derfor er jeg blevet motiveret til at skrive et speciale, som ved at kontekstualisere, gennemgå,<br />
diskutere samt supplere gentrificeringsteori med anden relevant teori, kan skabe teoretiske<br />
forudsætninger for bedre at forstå og begribe denne i højere grad uhåndgribelige og immaterielle<br />
dimension af storbyens forandring.<br />
Den viden, som det således er målet, at specialet helt grundlæggende skal tilvejebringe, skulle gerne<br />
gøre det indlysende, at når man som by-geograf, planlægger, politiker eller privatperson skal<br />
forholde sig kritisk til den overordnede udvikling af byen, evaluere et byrums omdannelse eller<br />
indkredse grunden til at et særligt kvarter pludselig er blevet attraktivt, så er man nødt til at forholde<br />
sig til mere end den fysisk-materielle omdannelse af det byggede miljø. Man kan med andre ord<br />
ikke nøjes med at gennemgå en lokalplan og efterfølgende adressere sin kritik til fysiske<br />
planlæggere, arkitekter og de kommunalpolitikere, hvis beslutninger de fører ud i livet. I stedet<br />
skulle det blive muligt at begribe, hvordan den kontemporære udvikling af den postindustrielle by,<br />
herunder omstruktureringen af byens rum, ikke kun er en materiel og fysisk proces, men i stigende<br />
grad også involverer en immateriel-diskursiv praksis, varetaget af nogle specifikke aktører. Aktører,<br />
som det, med udgangspunkt i læsninger af den franske sociolog og filosof Henri Lefebvres begreb<br />
om ’rumlige repræsentationer’ 5 , også gøres til et mål at indkredse i løbet af specialet.<br />
4 Beauregard 1986<br />
5 Shields 1999<br />
3
1.1 Problemformulering<br />
Specialets umiddelbare problemstilling er altså teoretisk af karakter, men da det samtidig synes<br />
vigtigt at eksemplificere med udgangspunkt i den specifikke case omkring Halmtorvet, har jeg valgt<br />
at arbejde med henholdsvis en teoretisk og en empirisk problemformulering og spørger derfor:<br />
Hvordan kan gentrificeringsteori sammenholdt med teori om rumlige repræsentationer<br />
bidrage til en øget forståelse af betydningsmæssig transformation i forbindelse med den<br />
fysiske omdannelse af byrum i den postindustrielle by?<br />
Og:<br />
Hvordan fremstiller en særlig gruppe af tekster om Halmtorvet (udvalgt på baggrund af<br />
løsningen af den teoretiske problemstilling) dette specifikke byrums omdannelse og nye<br />
image?<br />
1.2 Videnskabsteoretisk udgangspunkt<br />
For at kaste lys over problemstillingen omkring den betydningsmæssige transformation, har jeg i<br />
første omgang ladet mig inspirere af en række videnskabsteoretiske retninger i tilrettelæggelsen af<br />
en tilgang, som indeholder ontologiske og epistemologiske præmisser samt metodologiske<br />
retningslinier for, hvordan problemet kan angribes, og ikke mindst hvordan den betydningsmæssige<br />
transformation som en del af den rumlige omstrukturering i det hele taget bør anskues.<br />
1.2.1 Konstruktivisme og diskursanalyse<br />
Den første retning er konstruktivismen, der i forskellige tilgange beskæftiger sig med sprogets rolle<br />
i den sociale konstruktion af verden. Konstruktivismens udgangspunkt er, at mennesker ikke passivt<br />
erkender og forstår deres omverden og virkelighed direkte, dvs. som den reelt eksisterer udenfor<br />
dem selv, men i stedet erkender og forstår den på forskellige måder afhængig af de sociale og<br />
kulturelle sammenhænge de deltager i. Både når virkeligheden erfares, fortolkes, beskrives og<br />
således aktivt konstrueres, er det sproget, der, som en særlig struktur af sammenhænge mellem tegn<br />
og ting, anvendes som redskab.<br />
Diskursanalyse er en betegnelse, som anvendes om en række af disse konstruktivistiske tilgange,<br />
der alle har som mål at afdække hvordan specifikke sproghandlinger positionerer, kategoriserer og<br />
sammenkæder objekter og subjekter og dermed bidrager til, ikke kun at afspejle, men også at<br />
konstruere virkeligheden.<br />
Det teoretiske udgangspunkt for diskursanalysen er den franske lingvist Ferdinand Saussures<br />
strukturalistiske sprogvidenskab og dens påstand om, at tegn ikke får deres betydning direkte fra<br />
den virkelighed, som de beskriver, men i stedet får den i relation til de andre tegn, der indgår i den<br />
struktur, som betegnes sproget 6 . Forbindelsen mellem bestemte ting og bestemte tegn etableres helt<br />
6 Jørgensen & Phillips 1999, s. 18ff<br />
4
grundlæggende gennem sociale konventioner, og det er som følge af en sådan, at vi f.eks. forstår, at<br />
når andre mennesker siger ’fugl’, så snakker de om det fjerklædte dyr, der siger pip. Pointen er, at<br />
ordet fugl ikke har nogen naturlig forbindelse med det dyr, vi refererer til, i stedet får dette tegn sin<br />
specifikke betydning ved f.eks. at være forskelligt fra ordene ’fisk’ eller ’gris’, ’kugle’ eller<br />
’svensknøgle’ 7 . Ordet ’fugl’ indtager således en position i en struktur af andre ord, som det er<br />
forskelligt fra, og det er <strong>net</strong>op i kraft af alt det, det ikke er, at ordet ’fugl’ får sin specifikke<br />
betydning.<br />
Den strukturalistiske sprogvidenskab skelnede samtidig mellem sprogets to niveauer ’langue’ og<br />
’parole’, hvor ’langue’ er et udtryk for den ovenfor beskrevne struktur af tegn, og ’parole’ er den<br />
konkrete sprogbrug eller sprogets italesættelse. Men hvor den strukturalistiske sprogvidenskab<br />
ignorerede at gå videnskabeligt til værks i forhold til den konkrete sprogbrug og derfor<br />
hovedsagelig opfattede sproget som en uforanderlig struktur, så tager diskursanalysen et<br />
poststrukturalistisk standpunkt og peger på, at det <strong>net</strong>op er under den konkrete anvendelse af<br />
sproget, at strukturen ikke kun skabes og reproduceres men også forandres. Ved at ophæve den<br />
skarpe grænse mellem langue og parole, bliver det nemlig tydeligt, at tegnenes betydning kan ændre<br />
sig afhængig af hvilke sammenhænge og sproglige mønstre eller diskurser de indgår i.<br />
Tegnene får stadig deres betydning ved at være forskellige fra andre tegn, men det, de er forskellige<br />
fra, kan ændre sig alt efter hvilken sammenhæng de bruges i 8 . Selv om ords betydning således kan<br />
skride, og at man som følge heraf i princippet har uendelige muligheder for at skabe udsagn, er det<br />
ikke ensbetydende med at ordene svæver helt frit, for så ville al kommunikation være umulig.<br />
Tværtimod er det <strong>net</strong>op pointen, at denne betydning konstant forsøges fikseret indenfor forskellige<br />
sociale domæner på en sådan måde, at kun et begrænset antal udsagn efterfølgende er mulige og<br />
meningsfulde. Det er reglerne for denne fiksering af betydning og deres konsekvenser for, hvad der<br />
er sandt og falsk i forskellige kontekster, som diskursanalytikere, med udgangspunkt i den franske<br />
sociolog Michel Foucaults teorier om sammenhængen mellem sandhed, viden og magt, sætter sig<br />
for at undersøge 9 . Særlig interesserede er de i at undersøge, hvordan alternative betydninger<br />
samtidig undertrykkes, i de tilfælde hvor en enkelt diskurs gøres hegemonisk. Dvs. når et bestemt<br />
synspunkt, ofte som følge af de magtrelationer, der i forvejen findes i samfundet, gøres<br />
overherredømmende 10 .<br />
Sammenfattende kan man sige at ordet diskurs dækker over en ide om, at sproget ikke udgør ét<br />
generelt betydningssystem men i stedet er struktureret i flere forskellige mere eller mindre fastlagte<br />
7 Sassure introducerede den ide at forholdet mellem sprog og virkelighed er arbitrær, dvs. vilkårlig. Verden siger med<br />
andre ord ikke selv, hvordan den skal betydes, og det er først når vi på en særlig måde sætter en del af den i forhold til<br />
en anden del, at delene hver i sær får betydning. Jørgensen & Phillips s. 1999, s. 18<br />
8 Ordet ’fugl’ sat i forhold til ’svensknøgle’ får betydningen ’dyret fugl’, mens det sat i forhold til ’fisk’ under en<br />
samtale før aftensmåltidet får betydningen ’en spise’, og i den metaforiske vending ’hverken fugl eller fisk’ bliver det<br />
lig med ’et udefineret yderpunkt’.<br />
9 Mens Foucault betragtede diskurser i et større perspektiv og således undersøgte hvordan forskellige vidensregimer<br />
indenfor forskellige historiske epoker udpegede, hvad der gælder for sandt og falsk, betragter alle diskursanalytiske<br />
tilgange i dag, det diskursanalytiske felt som mere komplekst og præget af flere sideløbende over- og underdiskurser.<br />
10 Jørgensen & Phillips 1999, s. 15<br />
5
mønstre, som menneskers udsagn følger, afhængig af hvilken kontekst de befinder sig i 11 . En<br />
diskurs kan derfor defineres som en meningshorisont, der giver de elementer, der indgår i den, en<br />
bestemt betydning 12 .<br />
Fordi det således hævdes, at det er gennem sproget, at omverdenen tilskrives betydning, virker<br />
diskursanalyse som et relevant teoretisk udgangspunkt i forhold til dette speciales forsøg på at<br />
begribe byrummets betydningsmæssige transformation.<br />
Analysen af diskurser udføres dog, afhængig af tilgang, på baggrund af nogle forskellige<br />
ontologiske præmisser. Hos de fremtrædende og ofte anvendte diskursteoretikerne Lachau &<br />
Mouffe er der f.eks. en tendens til at reducere alt til diskurs, hvormed muligheden for, at<br />
virkeligheden består af andet end diskurser, tabes af syne. Virkeligheden bliver med andre ord<br />
fuldstændig afhængig af vores erkendelse af den og alle udsagn bliver så at sige ’lige sande’.<br />
Konstruktivismen kommer i denne sin mest radikale form til at virke decideret anti-realistisk,<br />
hvilket umiddelbart ikke stemmer overens med dette speciale. Det skyldes, at jeg dels har i sinde at<br />
bruge en del kræfter på den specifikke tids-rumlige kontekst, som den betydningsmæssige<br />
transformation foregår i, og dels ikke vil ignorere eller nedtone den materielle-fysiske dimension af<br />
den rumlige omstrukturering, som jeg grundlæggende opfatter som en vigtig forudsætning for, at<br />
den betydningsmæssige transformation overhovedet kan finde sted.<br />
1.2.2 Kritisk realisme<br />
Derfor er kritisk realisme den anden retning, jeg har ladet mig inspirere af 13 . Den fastholder, at<br />
virkeligheden eksisterer reelt og materielt samtidig med og uafhængig af den sanselige og sproglige<br />
erkendelse af den. Denne ontologiske grundpræmis skyldes den engelske videnskabsteoretiker Roy<br />
Baskhars skelnen mellem videnskabens transitive og intransitive dimension.<br />
Ifølge Baskhar består den transitive dimension af de begreber, modeller, beskrivelser, teorier og den<br />
viden der på et givent tidspunkt tilsammen udgør videnskabens råmateriale. Heroverfor står den<br />
intransitive dimension, som indeholder de objekter, hvad enten der er tale om fysiske processer eller<br />
sociale fænomener, som videnskaben har til formål at generere viden om. Denne skelnen er altså et<br />
udtryk for, at der findes en uafhængig virkelighed, som ikke er lig med vores empiriske erkendelse<br />
af den, og som derfor heller ikke nødvendigvis ændrer sig i takt med at viden og teorier baseret på<br />
denne empiriske erkendelse, ændrer sig 14 .<br />
11 Jørgensen & Phillips 1999, s. 9<br />
12 Buch-Hansen & Nielsen 2005, s. 72<br />
13 Ligesom der findes flere retninger inden for konstruktivismen, findes der også flere former for ’realismer’, som den<br />
kritiske realisme negativt kan afgrænses i forhold til. Uden at forholde sig til disse indkredses den kritiske realisme her<br />
af pladshensyn kun ’positivt’ med udgangspunkt i henholdsvis Buch-Hansen & Nielsen 2005 og Sayer 2000.<br />
14 Den fremtrædende kritiske realist Andrew Sayer fremhæver som eksempel, at jordklodens form i realiteten ikke<br />
ændrede sig som følge af, at den fremherskende opfattelse og fremstilling af den gik fra flad til rund. Sayer 2000, s. 11.<br />
Mens dette forhold mellem det transitive og det intransitive således kendetegner det naturvidenskabelige felt,<br />
fremhæver Sayer selv det problematiske i bare at antage, at skellet også gør sig gældende indenfor<br />
samfundsvidenskaben. Det skyldes først og fremmest det faktum, at samfundet også er en social konstruktion og derfor<br />
ikke kan siges at eksistere uafhængig af i hvert fald nogen viden. Samtidig kunne man tilføje, at viden om et<br />
samfundsmæssigt objekt i princippet er at betragte som en del af samfundet, og derfor udgør et videnskabeligt objekt i<br />
sig selv. Det er af disse grunde, at man også som kritisk realist, ikke kan lægge de konstruktivistiske briller fra sig,<br />
hvilket uddybes i næste afsnit.<br />
6
I forlængelse heraf opfatter kritiske realister virkeligheden som opdelt i tre domæner. Det første<br />
domæne, kaldet ’det empiriske’, består således af erfaringer og observationer, mens det andet<br />
domæne, kaldet ’det faktiske’, består af de begivenheder og fænomener i forhold til hvilke<br />
observationer indenfor det empiriske domæne f.eks. kan foretages.<br />
Til disse to domæner har Baskhar føjet et tredje domæne, som han, for at fremhæve dets vigtighed,<br />
har kaldt ’det virkelige’. Udover at indeholde intransitive objekter 15 så består dette domæne af, de<br />
underliggende og ikke nødvendigvis direkte observerbare strukturer som omgiver objekterne, samt<br />
de mekanismer efter hvilke de virker. Objekterne betragtes således som besiddende kausale<br />
potentialer til under visse betingelser at understøtte og forårsage begivenheder inden for det<br />
faktiske domæne.<br />
Denne dybe ontologi eller stratificerede virkelighedsopfattelse, som det kaldes, indebærer, at den<br />
kritiske realisme, i modsætning til positivismens forsøg på at forudsige fænomeners hændelse på<br />
baggrund af observerede empiriske regelmæssigheder, i stedet har som sit erklærede mål at ’stikke<br />
dybere’ end det umiddelbart observerbare og forklare et givent fænomen som et kontingent 16 og<br />
komplekst resultat af en række sammensatte mekanismer (se fig. 2a s. 17).<br />
“The task of a realist science is […] to tease out causal chains which situate particular<br />
events within these ‘deeper’ mechanisms and structures” 17<br />
Til det formål benytter kritiske realister sig bl.a. af ’retroduktion’, dvs. den slutningsform, der er<br />
kendeteg<strong>net</strong> ved, at man med udgangspunkt i et givent fænomen ræsonnerer sig frem til hvilke<br />
nødvendige mulighedsbetingelser og dybe årsagssammenhænge, der efter alt at dømme må eksistere,<br />
for at fænome<strong>net</strong> kan finde sted 18 . Denne kvalitative metode hænger sammen med et andet for<br />
kritiske realister vigtigt metodisk begreb nemlig ’abstraktion’. Abstraktion kan defineres som<br />
resultatet af et tankeeksperiment, der isolerer bestemte aspekter af et konkret fænomen, for at<br />
generere systematisk indsigt i dybere sammenhænge 19 , og kan med andre ord betragtes som det<br />
redskab, hvormed der ræsonneres. Den kvalitative metode og behovet for gennem abstraktion at<br />
isolere aspekter skal ses i lyset af, at kritiske realister opfatter deres genstandsfelt: samfundet, som et<br />
åbent system præget af multikausalitet, og ikke som naturvidenskabsmænd er så privilegerede at<br />
kunne bedrive videnskab i forhold til et lukket system præget af empiriske regelmæssigheder.<br />
I forhold til dette speciale er kritisk realisme først og fremmest en relevant videnskabsteoretisk<br />
retning, fordi den, som den kritiske realist Andrew Sayer så tydeligt udtrykker det nedenfor,<br />
15 Det kan f.eks. være et fysisk objekt som et mineral eller et socialt objekt som et bureaukrati. Ibid.<br />
16 Kontingens er et udtryk for, at fænome<strong>net</strong> eller begivenheden kun er et muligt udfald. Det er ikke nødvendigvis, det<br />
som sker. Om objekters kausale potentiale aktiveres er nemlig qua deres modtagelighed overfor andre påvirkninger<br />
afhængig af de særlige betingelser, som gør sig gældende i en given kontekst. Betingelser som igen udspringer af andre<br />
i konteksten tilstedeværende mekanismer. (se Fig. 2. a)<br />
17 D. Gregory i Johnston, Gregory & Smith 1994, s. 500<br />
18 Buch-Hansen & Nielsen 2005, s.108<br />
19 Ibid. s. 107.<br />
7
indebærer en insisteren på, at erkendelse af et fænomen <strong>net</strong>op ikke kan skilles fra den specifikke<br />
samfundsmæssige og materielle kontekst, som fænome<strong>net</strong> er placeret indenfor:<br />
” [critical] realism insists a) on the material commitments and settings of communicative<br />
interaction and b) on a non-discursive material dimension to social life” 20<br />
Men selv om disse ontologiske grundpræmisser således er i overensstemmelse med mit ønske om<br />
ikke at nedtone den materielle-fysiske dimension af den rumlige omstrukturering, og til trods for at<br />
kritiske realister især de senere år har erkendt nødvendigheden af at inddrage det diskursive og<br />
forholde sig kritisk til det 21 , så fordrer min ambition om, først og fremmest at begribe det<br />
betydningsmæssige, at jeg nu må vende mig mod en tredje (men nært beslægtet)<br />
videnskabsteoretisk retning. Det gøres desuden for at få tilvejebragt en mere præcis metodologi og<br />
for senere at kunne trække på nogle konkrete redskaber til decideret tekstanalyse.<br />
1.2.3 Kritisk diskursanalyse<br />
Som nav<strong>net</strong> antyder, ligger den kritiske diskursanalyse hverken langt fra kritisk realisme eller<br />
konstruktivisme og kan i princippet betegnes som en slags syntese mellem disse to<br />
videnskabsteoretiske retninger. For yderligere at fremhæve denne sammenhæng er det værd at<br />
bemærke at Hubert Buch-Hansen & Peter Nielsen i deres introducerende bog om kritisk realisme<br />
betegner kritisk realisme som en moderat form for konstruktivisme og i forlængelse heraf udpeger<br />
den kritiske diskursanalytiker Norman Fairclough som kritisk realist 22 .<br />
At han er at betragte som en sådan, skyldes at han i overensstemmelse med den kritiske realisme<br />
bygger sin analyse på en stratificeret virkelighedsopfattelse, med plads til objektive strukturer,<br />
kausalitet og dybde og ikke som radikale konstruktivister gør en analyse af diskurserne til den<br />
eneste vej til erkendelse af virkeligheden.<br />
Helt grundlægende opererer Fairclough, simplificeret sagt med noget diskursivt, der står i et<br />
dialektisk 23 forhold til noget ikke-diskursivt. Når det, han betegner, som en kommunikativ<br />
begivenhed 24 , som eksempel på det diskursive, finder sted, er den både afhængig af den virkelighed,<br />
der findes før og udenfor selve den kommunikative begivenhed, dvs. det ikke-diskursive, men har<br />
samtidig også indflydelse på den samme virkelighed i kraft af, at den kommunikative begivenhed<br />
har en effekt, afhængig af hvordan virkeligheden fremstilles. Med andre ord siger man, at det<br />
diskursive er både konstitueret og konstituerende 25 . Fairclough gør opmærksom på, at det kan være<br />
20 Sayer 2000, s. 17<br />
21 Bl.a. af de i fodnote 12 berørte grunde. Se f.eks. Fairclough, Jessop & Sayer 2002. Heri betegnes det diskursive mere<br />
bredt som ’Semiosis’, der kan defineres som intersubjektiv betydningsdannelse, ikke kun som følge af talt og skrevet<br />
sprog, men også nonverbal kommunikation og billeder.<br />
22 Buch-Hansen & Nielsen 2005, s 85ff. For en yderligere diskussion af sammenhængen mellem kritisk realisme og<br />
kritisk diskursanalyse, se Fairclough, Jessop & Sayer 2002.<br />
23 Dvs. de er både hinandens årsag og effekt – kausaliteten virker begge veje.<br />
24 Jørgensen & Phillips definerer dette begreb som ’et tilfælde af sprogbrug’, det kan f.eks være en avisartikel, en film,<br />
en videoproduktion, et interview eller en politisk tale. Jørgensen og Phillips 1999, s. 79.<br />
25 Jørgensen & Phillips 1999, s. 74<br />
8
frugtbart at sondre mellem de to termer referere og betydningstilskrive for at forstå dette forhold<br />
mellem diskurs og virkelighed 26 . Hans pointe er, at diskurser ikke kun refererer til, eller afspejler en<br />
prækonstitueret materiel virkelighed, de betydningstilskriver den også.<br />
“The constitutive processes of discourse ought to be seen in terms of an dialectic , in<br />
which the impact of discursive practice depends on how it interacts with the<br />
preconstituted reality.[…] discourse includes reference to preconstituted objects as well<br />
as the creative and constitutive signification of objects.” 27<br />
I henhold til det dialektiske element kan denne betydningstilskrivelse igen virke tilbage på den<br />
prækonstituerede virkelighed og have materielle konsekvenser, f.eks. såfremt eventuelle<br />
handlingsnormer indlejret i diskursen følges, eller etableringen af fysiske strukturer fremstilles som<br />
nødvendig eller positiv.<br />
Fairclough definerer selv en diskurs som en måde at tale på, der giver betydning til oplevelser ud fra<br />
et bestemt perspektiv 28 . Den betydning som sproghandlingen skaber, er altså afhængig af hvordan<br />
sproghandlingen udføres og hvem der udfører den.<br />
Et klassisk eksempel er to sproghandlinger, som refererer til en gruppe mænd, som sprænger en bil i<br />
luften. Den ene sproghandling beskriver virkeligheden som bestående af heltemodige<br />
frihedskæmpere, der har udført en skelsættende bedrift, den anden beskriver den samme virkelighed<br />
som feje terrorister, der begår en nederdrægtig handling. Den samme hændelse tilskrives altså<br />
forskellig betydning, og afhængig af hvilken fremstilling af virkeligheden der vælges, får det<br />
forskellige ikke-diskursive konsekvenser for de omtalte subjekter og deres omverden af objekter.<br />
Det diskursive, her beteg<strong>net</strong> ’fremstillingen’, bliver dermed en dimension af virkeligheden. Den er<br />
hverken en frit flydende arbitrær størrelse eller en objektiv afspejling af virkeligheden.<br />
I forlængelse af det ovenfor berørte hegemonibegreb, betragter Fairclough derfor diskurser som<br />
ideologiske eller som havende ideologiske effekter 29 . Dvs. de medvirker til at skabe og reproducere<br />
ulige magtforhold, i den forstand, at de, som følge af den måde de sprogligt positionerer og<br />
betydningstilskriver objekter og subjekter, meget ofte fremmer bestemte sociale gruppers interesser,<br />
mens de samtidig begrænser andres. I henhold til ovenstående eksempel, kan de subjekter, der<br />
udførte handlingen, f.eks. indstilles til henholdsvis hæder eller retsforfølgelse afhængig af hvilken<br />
fremstilling, der gøres hegemonisk. ’Frihedskæmper’ og ’terrorist’ er således eksempler på det, der<br />
indenfor diskursanalysen betegnes som subjektpositioner. En Subjektposition er at betragte som en<br />
forenklet identitet eller stereotyp, der ofte er relationelt indholdsudfyldt, dvs. at den får sin<br />
betydning ved at stå i et modsætningsforhold til en anden subjektposition, hvilket <strong>net</strong>op er tilfældet<br />
ovenfor 30 . I den forbindelse er det værd at fremhæve Lachau & Mouffes analytiske begreb:<br />
26<br />
Fairclough 1992, s. 60. han bruger ordet ’signifying’, som jeg har valgt at oversætte til betydningstilskrive<br />
27<br />
Fairclough 1992, s. 60<br />
28<br />
Jørgensen & Phillips 1999, s.79<br />
29<br />
Han forstår ideologi som ’betydning i magtens tjeneste’. Jørgensen & Phillips s. 1999, s.86<br />
30 Jørgensen & Phillips 1999, s. 53ff,<br />
9
ækvivalenskæder 31 . Ækvivalenskæder er en sproglig forenklingstaktik, som tilsidesætter den<br />
variation, der ellers findes indenfor en gruppe af subjekter eller objekter, og således etablerer og<br />
forstærker deres modsætningsforhold til en anden gruppe 32 . Et eksempel kunne være når en<br />
jamaicansk gadefejer i London, en afroamerikansk præsidentkandidat i U.S.A og en Ghanesisk<br />
restaurantsejer i København, der som udgangspunkt kan betragtes som vidt forskellige individer alle<br />
betegnes som ’sorte’. Disse individer, som ellers ikke har noget tilfælles ud over en mørk hudfarve,<br />
bliver dermed kædet sammen og fremstillet som tilhørende en subjektposition, der står i<br />
modsætning til subjektpositionen ’hvide’. Ækvivalenskæderne medfører altså hvad man kunne<br />
kalde en binær polarisering indenfor et givent felt, i dette tilfælde det sociale 33 .<br />
Fairclough betragter i forlængelse heraf en diskurs, og den magt som er indlejret i den, som en<br />
struktur, der kan virke både begrænsende og mulighedsskabende, med det vigtige forbehold, at det<br />
<strong>net</strong>op er individers evne 34 til at trække på diskursen som en ressource og identificere sig med de<br />
subjektpositioner, der udstikkes gennem den pågældende diskurs, samt deres evne til at reproducere<br />
diskursen og dermed bidrage til dens styrke, der afgør om den opleves som begrænsende eller<br />
mulighedsskabende. Jørgensen & Phillips fremhæver, hvordan hvide briter i årtierne efter 2.<br />
verdenskrig havde magten til gennem en hegemonisk diskurs at ækvivalere de forskellige<br />
indvandrergrupper, der kom til landet, som ’sorte’ og samtidig associere dem med negative<br />
elementer. Dermed skabte de en negativ subjektposition og binær modpol i forhold til hvilken deres<br />
egen kollektive identitet som ’hvide briter’ kunne defineres som positiv 35 .<br />
Selvom det indenfor kritisk diskursanalyse er en pointe at den hegemoniske diskurs’ struktur, som<br />
følge af individers konstruktion af udfordrende moddiskurser, altid står til at forandre, så er det<br />
diskursive stadig konstitueret, dvs. afhængig af andre samfundsmæssige strukturer og<br />
magtrelationer. Det er med andre ord konteksten indenfor hvilken den ovenfor beskrevne handling<br />
finder sted og fremstilles, som i første omgang afgør hvilken diskurs som gøres hegemonisk og det<br />
er dette ugennemsigtige forhold mellem diskurs og samfund, der ifølge Fairclough bør belyses 36 .<br />
Det overordnede mål for hans analyse er derfor at forholde sig kritisk til, hvordan virkeligheden<br />
fremstilles, hvorfor den fremstilles som den gør, hvem der gør det og dermed synliggøre måden<br />
hvorpå fremstillingerne eller de diskursive repræsentationer af ideologiske årsager gøres til en del af<br />
virkeligheden. Herunder handler det om at påpege, hvordan forskellige diskurser konstruerer og<br />
ikke mindst naturaliserer relationer mellem objekter og subjekter, dvs. fremstiller dem så<br />
selvfølgelige, at man ikke stiller spørgsmålstegn ved dem 37 .<br />
31<br />
Både Fairclough og Jørgensen & Phillips pointerer, at det er tilladt at lade sig inspirere af og låne analytiske begreber<br />
fra andre diskursanalytiske retninger, så længe man holder sig inden for den teoretiske ramme<br />
32<br />
Frølund Thomsen i Andersen & Kaspersen 2000, s. 189f<br />
33<br />
Petersen 1998, s. 51<br />
34<br />
En evne som igen er afhængig af andre ikke diskursive, f.eks. økonomiske eller kulturelt betingede, sociale<br />
sammenhænge.<br />
35 Jørgensen & Phillips 1999 s. 57<br />
36 Jørgensen & Phillips 1999 s. 75<br />
37 Ibid. s. 43<br />
10
I forhold til at belyse den betydningsmæssige transformation, som jeg har iagttaget i forbindelse<br />
med fysisk omdannelse af byrum i den postindustrielle storby, synes Faircloughs kritiske<br />
diskursanalyse, som en syntese mellem konstruktivisme og kritisk realisme meget anvendelig. Hans<br />
ontologiske skelnen mellem det diskursive og det ikke-diskursive er et oplagt erkendelsesgrundlag,<br />
ikke mindst fordi, han selv, som eksempel på en ikke-diskursiv praksis, fremhæver den fysiske<br />
praksis, der f.eks. indgår i bygningen af en bro 38 . Dermed leverer han en erkendelsesmæssig<br />
kategori for den fysiske omdannelse, som byfornyelsen repræsenterer, samtidig med at den<br />
diskursive praksis gør det ud for den dimension, hvor den betydningsmæssige transformation kan<br />
placeres. Med den vigtige sondring mellem at referere og betydningstilskrive etableres<br />
udgangspunktet for at kunne betragte et særligt udvalg af tekster om Halmtorvet som<br />
sproghandlinger, der tilsammen udgør en diskurs, der ikke kun refererer og afspejler en objektiv<br />
materiel virkelighed, men også tilskriver byrummet og dets omdannelse en særlig betydning og<br />
dermed værdi. Inden jeg derfor gennemgår Faircloughs særlige metode til diskursanalyse, som jeg i<br />
en hvis udstrækning agter at følge, finder jeg det, som afslutning på de videnskabsteoretiske<br />
overvejelser, nødvendigt, at lægge et rumligt perspektiv på det diskursive.<br />
1.2.4 Lefebvre og ’rummets repræsentationer’<br />
For at etablere en bred rumopfattelse, der kan tilfredsstille behovet for at begribe det fysiske og det<br />
betydningsmæssige under ét, og for at kunne udskille det teoretiske begreb ’rumlige<br />
repræsentationer’ og senere anvende det mere analytisk, har jeg sidst men ikke mindst ladet mig<br />
inspirere af læsninger af den franske sociolog og filosof Henri Lefebvre 39 , som var den første, der<br />
foreslog at ’rum’ kunne opfattes som en diskursiv konstruktion 40 .<br />
I hans hovedværk ’The production of space’ 41 kritiserede Lefebvre separeringen af materialitet og<br />
betydning i analyser af det rumlige, og under udviklingen af det, man kunne kalde for en holistisk<br />
rumanalyse, gjorde han opmærksom på den dialektiske sammenhæng mellem de ikke-diskursive og<br />
de diskursive aspekter af ’rum’ 42 . At tage udgangspunkt i dele af hans tankegods for at forankre det<br />
diskursive i et rumligt perspektiv, synes altså umiddelbart i ontologisk overensstemmelse med den<br />
kritiske diskursanalyse.<br />
Lefebvre gør først og fremmest op med den gængse opfattelse af rum som noget, mennesker er<br />
situeret i og omgives af. Rum er således ikke kun noget, der som fysiske arrangementer findes<br />
38 Fairclough 1992, s. 66<br />
39 Min brug af Lefebvre bygger hovedsaglig på Rob Shields læsning af ham og helt specifikt på kap. 10 i Shields 1999.<br />
Derudover er jeg inspireret af Mazantis brug af Lefebvres rumbegreber i Mazanti 2002. Da Lefebvres ofte ikkesystematiske,<br />
modsætningsfyldte og diffuse videnskabelige output i sig selv er meget omfangsrigt og hans tankegods,<br />
som det lever videre i andres fortolkninger, er meget abstrakt og komplekst, kan man altid anklages for simplificering,<br />
når man kaster sig ud i brugen af det. Men så længe man i en eller anden form forsøger at anvende hans særlige indsigt i<br />
rummets dialektik, synes disse viderefortolkninger helt i hans ånd.<br />
40 Delanty 2000, s.101<br />
41 Fordi ordet ’space’ i sig selv har mange betydningsniveauer burde brugen af Lefebvre forudsætte en lang diskussion<br />
af det begreb, som her oversættes til ’rum’. Grundet et speciales begrænsede omfang, må jeg dog nøjes med at fastslå, at<br />
Lefebvre har bidraget til, at både ’produktionen’ og resultatet af produktionen: ’rum’, omhandler mere end det fysiske<br />
aspekt af en geografisk enhed, og i højere grad omhandler det mere kvalitative begreb ’sted’.<br />
42 Shields 1999, s. 157<br />
11
udenfor mennesker, men eksisterer også via den mentale dimension inden i os selv, i form af de<br />
abstrakte ideer, der manifesterer sig som forestillinger i vores bevidsthed, når et givent rum bruges<br />
eller tales om. Ideer og forestillinger som igen udspringer af de historisk specifikke opfattelser, eller<br />
diskurser om det givne rum, der på et givent tidspunkt i et givent samfund er tilgængelige.<br />
Dermed forsøger Lefebvre at indstifte en opfattelse af rum som socialt produceret, og som<br />
eksempel på denne tankegang snakker han om, at der findes et ’talens rum’, der omslutter kroppens<br />
rum, og som ikke lader sig definere ud fra dets materielle forudsætninger, men i stedet udvikler sig<br />
som følge af, skriverier/skrevne ord, forskrifter og indskrifter 43 . Et rum som han andre steder<br />
beskriver som et abstrakt rum, der, som en rummets anden natur, overlejrer det konkrete rum og<br />
dets naturlige topografi 44 .<br />
Tilsammen udgør disse dimensioner historisk specifikke systemer af rumlig inddeling eller<br />
rumliggørelse 45 . Som den fremtrædende fortolker af Lefebvre: Rob Shields opsummerer det:<br />
“Arrangements of objects, work teams, landscapes and architecture are the concrete<br />
instances of this spatialisation. Equally ideas about regions, media images of cities and<br />
perceptions of ‘good neighbourhoods’ are other aspects of this space, which is<br />
necessarily produced by each society.” 46<br />
Til at begribe dette komplekse rum introducerer Lefebvre tre rumbegreber i form af:<br />
’Rumlig praktik’, ’rummets repræsentationer’ og ’repræsentationernes rum’, der hver især<br />
omhandler henholdsvis ’det erfarede rum’, ’det begrebsliggjorte rum’ og ’det levede rum’. Disse tre<br />
niveauer står i et konstant dialektisk forhold til hinanden og udgør tilsammen ’det totale rum’ 47 .<br />
Det første niveau ’rumlig praktik’ omhandler, hvordan man, uden at reflektere nærmere over<br />
det, handler i og bruger rum. Shields fremhæver at dette niveau bl.a. implicerer materielle elementer<br />
som det byggede miljøs typologi og morfologi, og herunder omhandler skabelsen af zoner til<br />
særlige formål, der som ’ensembles’ eller territorielle arrangementer produceres og reproduceres for<br />
at sikre et givent samfunds sociale kontinuitet og sammenhæng. F.eks. kirkebygningen til kirkelige<br />
handlinger, vejen til transport og parken til rekreation 48 .<br />
Denne rummelighed er samtidig udtryk for den gængse opfattelse af rum, som det neutrale<br />
mellemrum eller tomme rum mellem objekter: det rum som vi i hverdagen tager for givet og<br />
43<br />
Frit oversat efter Lefebvre i Shields 1999, s. 149<br />
44<br />
Ibid.<br />
45<br />
I mine øjne bruger han ordet ’rumliggørelse’ for at undgå den traditionelle opfattelse af ’produktion’, som noget der<br />
går forud for resultatet ’rum’, som han selv på modsætningsfyldt vis har introduceret med titlen ’The Production of<br />
Space’. ’Rummeliggørelse’ skal i stedet henlede opmærksomheden på, at ’rum’, på dialektisk vis, skal opfattes som en<br />
fortløbende og aldrig afsluttet proces. Rum er aldrig en opnået orden.<br />
46<br />
Shields 1999, s. 147<br />
47<br />
De forskellige niveauer er ikke altid helt så tydeligt separerede, som de fremstilles her og overlapper til tider<br />
hinanden. På trods af det dialektiske ideal i forhold til alle tre niveauer fremstiller Lefebvre nogle steder på forvirrende<br />
vis ’det levede rum’ som ’den tredje’ dvs. som syntesen, hvori de to andre niveauer er integreret. Shields 1999, s. 162.<br />
Såfremt man af analytiske årsager skal udpege et midlertidigt slutprodukt, er jeg mere tilbøjelig til at se ’det totale rum’<br />
som ’en fjerde’ dvs. som syntesen af de andre tre niveauer. Se fig. 1<br />
48<br />
Shields 1999, s. 162<br />
12
erkender intuitivt, f.eks. når vi, ad det rationelt planlagte <strong>net</strong>værk af ruter og gader, som udgør vores<br />
vej til og fra arbejde, bevæger os gennem det urbane miljø 49 . Et rum som altså fremstilles som både<br />
bevidst produceret og som ubevidst brugt og reproduceret. Men det faktum, at forbindelsen mellem<br />
det bevidste og det ubevidste ofte ikke etableres og gøres eksplicit, frustrerer Lefebvre, hvilket<br />
ifølge Shields, skyldes at:<br />
”This commonsensical vision of space […] ignores the qualitative meanings, the images<br />
and myths of places […]” 50<br />
For at integrere disse elementer, må man i stedet fokusere på de to andre rumbegreber og deres<br />
indbyrdes forbindelse.<br />
Det første af disse: ’rummets repræsentationer’ omhandler således byplanlæggeres, arkitekters og<br />
videnskabsmænds forestillinger om rummet og de handlinger, det skal udgøre rammen om. I<br />
forhold til byrummet og dets udvikling kan disse eksperter betragtes som en slags<br />
’sandhedsproducenter’ 51 , der gennem deres afbildninger af og diskurser om rummet, udlægger og<br />
konstruerer dets betydning samt tilskriver det værdi. Derudover tilvejebringer de ofte, med<br />
udgangspunkt i deres teorier, retningslinier for rummets brug.<br />
Overfor dette diskursivt konstruerede og ’begrebsliggjorte rum’, står ’repræsentationernes rum’.<br />
Lefebvre betegner det også ’det levede rum’, for at gøre opmærksom på, at der her er tale om det<br />
menneskeliggjorte rum, som beboere og brugere lever i. Det er med andre ord rummet set fra deres<br />
synsvinkel og det er rummet, hvor de diskurser og betydninger, der er tilvejebragt gennem rummets<br />
repræsentationer, refleksivt optages, tilegnes, bevidst bruges og forandres i et samspil med de andre<br />
kulturelle og historisk betingede opfattelser af rummet, som disse individer også bærer på. Hvor<br />
’rummets repræsentationer’ vedrører diskurser om rum så omhandler ’repræsentationernes rum’,<br />
som Shields gør opmærksom på, diskurser i rum 52 .<br />
49 Ibid.<br />
50 Ibid.<br />
51 Begrebet ’sandhedsproducenter’ er med inspiration fra Mazanti 2002 lånt fra Ulf Hjelmars læsning af Foucault, hvor<br />
det defineres som ’en type aktører, som er centralt placerede i forhold til at påvirke og kontrollere det normative<br />
grundlag i eksisterende magtregimer’. Hjelmar 1998. s. 147<br />
52 Shields 1999, s. 161<br />
13
Fig. 1. Lefebvres rumbegreber og deres indbyrdes forbindelse, som, jeg mener, man kan<br />
anskue dem. Som antydet med pilenes størrelse, har jeg forsøgt at bryde den totale<br />
dialektik ned. Dels for at fremhæve et dialektisk forhold mellem de to diskursive niveauer<br />
’rummets repræsentationer’ og ’repræsentationernes rum’, dels for at fremhæve hvordan<br />
disse to niveauers syntese står i et dialektisk forhold til det materielle repræsenteret i den<br />
’rumlige praktik’ (Prikken i midten fungerer således som en ’diskursiv mellemregning’)<br />
I forhold til dette speciale bidrager Lefebvres tankegods til at etablere et ontologisk udgangspunkt,<br />
der helt overord<strong>net</strong> sætter mig i stand til at hævde, at rummets produktion, rumliggørelse eller, som<br />
det benævnes i dette speciale; ’den rumlige omstrukturering’ ikke kun bør opfattes som en materiel-<br />
fysisk ikke-diskursiv praksis, men også involverer en immateriel-diskursiv praksis, der betyder at<br />
det ’det totale rum’, som resultatet af den rumlige omstrukturering, udover at have en kvantitativt<br />
målbar fysisk udstrækning og en konkret fremtoning, også besidder en abstrakt og kvalitativ<br />
betydning. En betydning som det altså betragtes som muligt at transformere som følge af diskursiv<br />
praksis.<br />
Derudover er det vigtigt at gøre opmærksom på, at jeg helt specifikt vælger at tolke det som om, at<br />
Lefebvre med begreberne ’rummets repræsentationer’ og ’repræsentationernes rum’ lægger op til at<br />
inddele rummets diskursive dimension i henholdsvis et udefra- og et indefraperspektiv 53 . I mine<br />
øjne begrebsliggøres et byrum således udefra gennem nogle forskellige aktørers rumlige<br />
repræsentationer, der tilsammen udgør en diskurs eller flere diskurser om rummet. Diskurser som så<br />
at sige tilvejebringer ’det betydningsmæssige’. På samme tid lever beboere og brugere deres<br />
hverdagsliv i repræsentationernes rum, hvorunder de optager, bruger, reproducerer og omformer de<br />
udefrakommende diskurser og de normer for brug og handling som er indlejret i dem. De skaber<br />
53 En tolkning som Mazanti også anvender i Mazanti 2002<br />
14
diskurser i rummet, som på dialektisk vis, kan virke tilbage på de udefrakommende aktørers diskurs<br />
om rummet.<br />
Mit forsøg på at begribe betydningsmæssig transformation må som følge af denne fortolkning først<br />
og fremmest kredse om at isolere de særlige ’rumlige repræsentationer’, som er resultatet af en<br />
diskursiv praksis, der tilsammen udgør en udefrakommende diskurs om byrummet. Senere i<br />
specialet følges denne introduktion til Lefebvres begrebstriade derfor op med en modificering af<br />
Lefebvres begreb ’rummets repræsentationer’, så det tilpasses specialets fokus. En modificering der,<br />
som følge af nye byudviklingsmæssige forudsætninger, først og fremmest indebærer, at jeg<br />
forholder mig til, hvem der i dag indtager rollen som sandhedsproducenter i forhold til byrummet 54 .<br />
1.3 Metode<br />
I tråd med den kritisk realistiske anbefaling om ikke at skille et fænomen fra dets samfundsmæssige<br />
kontekst leverer Fairclough et forskningsdesign og en metodologi, som jeg, i den udstrækning det er<br />
muligt, vil følge.<br />
Han opstiller en tre-dimensionel analysemodel, der har til formål at sammenkæde forskellige<br />
diskursive og ikke-diskursive analyseniveauer i en samlet samfundsanalyse 55 . Disse tre niveauer<br />
betegnes henholdsvis som ’tekst’, ’diskursiv praksis’ og ’social praksis’. (se fig.2.b)<br />
På tekst-niveauet drejer det sig om gennem detaljeret tekstanalyse at afdække udvalgte<br />
kommunikative begivenheders 56 sproglige virkemidler og egenskaber i henhold til vokabular,<br />
grammatik og sammenhæng mellem sætninger.<br />
På diskursiv praksis-niveauet fokuseres der på teksternes indbyrdes forhold, hvordan teksterne er<br />
produceret, hvem der er afsendere og modtagere, og ikke mindst på om de er præget af konsensus<br />
eller konflikt.<br />
Således virker dette niveau som bindeled til social praksis-niveauet, hvor der ses på den bredere<br />
sociale praksis, som den diskursive praksis og herunder teksterne er en del af. Ifølge Fairclough skal<br />
dette overordnede niveau helt grundlæggende undersøges i henhold til både mikro- og<br />
makrosociologisk tradition. Her synes det vigtigt at fremhæve, at mens den diskursive praksis og<br />
tekst niveauet hovedsagelig analyseres i henhold til den mikrosociologiske tradition, handler denne<br />
del af den samlede analyse, som jeg ser det, reelt om at indkredse ’resten’ af den sociale praksis.<br />
Dvs. at man her, hovedsagelig i henhold til den makrosociologiske tradition, skal indkredse og<br />
analysere de bredere samfundsmæssige processer, som den diskursive praksis og herunder teksterne<br />
er en del af 57 . I følge Fairclough er tekstanalyse nemlig ikke tilstrækkelig som diskursanalyse, fordi<br />
54<br />
Med begrebet ’rumlige repræsentationer’ lægger jeg således afstand til Lefebvres oprindelige begreb ’rummets<br />
repræsentationer’ og dets reference til nogle specifikke aktører, for indtil videre kun at henlede opmærksomheden på det<br />
’udefrakommende’ aspekt.<br />
55<br />
Gennemgangen af Faircloughs tredimensionelle model bygger på Jørgensen og Phillips 1999, s. 79-89, samt på<br />
Faircloughs egen gennemgang i Fairclough 1992, kap.3<br />
56<br />
såfremt et sådant tilfælde af sprogbrug indebærer en beskrivelse af et sted, kunne det også betegnes en ’rumlig<br />
repræsentation’.<br />
57<br />
Man kunne hævde at ’social praksis’ som analytisk begreb, qua dets, i mine ører, mikrosociologiske konnotationer er<br />
lidt forvirrende. I stedet ville ’samfundsmæssig praksis’ måske være en mere rammende betegnelse for dette<br />
overordnede kontekstuelle niveau i den samlede analyse. Fairclough er da heller ikke selv helt præcis i sin definition af<br />
15
den i sig selv ikke belyser forbindelsen mellem teksterne og de samfundsmæssige strukturer, som<br />
de på dialektisk vis både er struktureret af og bidrager til at opretholde og forandre 58 .<br />
Formålet med at analysere den bredere sociale praksis er således at kontekstualisere den diskursive<br />
praksis, hvilket rent praktisk svarer til, at man med hjælp fra etableret teori indkredser den relevante<br />
kontekst for sit empiriske materiale.<br />
Jørgensen og Phillips foreslår helt konkret, at man for at indkredse den bredere sociale praksis, går<br />
tværfagligt til værks 59 , og trækker på den disciplin eller de discipliner, der beskæftiger sig med<br />
<strong>net</strong>op det udsnit af samfundet, som man interesserer sig for, og supplerer med relevant sociologisk<br />
teori og kulturteori. 60 Ud over at belyse vigtige socio-kulturelle processer, skal denne del af den<br />
samlede analyse klarlægge, hvad der findes af institutionelle og økonomiske betingelser for den<br />
pågældende diskursive praksis. 61<br />
På samme måde vil jeg, som det vil fremgå af følgende afsnit(jf. fig. 2. c), bevæge mig på alle tre<br />
analyseniveauer i forsøget på at kaste lys over min problemstilling vedrørende fænome<strong>net</strong><br />
’betydningsmæssig transformation i forbindelse med byrums fysiske omdannelse’.<br />
For at opsummere kan man, med den kritiske realismes terminologi, beskrive dette speciale som et<br />
forsøg på gennem retroduktion at forklare et fænomen (indenfor virkelighedens faktiske domæne),<br />
som jeg har observeret (indenfor det empiriske domæne), ved at klarlægge de underliggende<br />
samfundsmæssige strukturer og mekanismer, tendenser og forandringer (indenfor det virkelige<br />
domæne), som jeg antager, understøtter og forårsager det pågældende fænomen. Som forsker<br />
bevæger jeg mig altså indenfor den transitive dimension, og bidrager samtidig til den ved, med<br />
hjælp fra allerede etableret viden, at skabe ny viden og transitive objekter 62 . Helt specifikt<br />
indebærer dette speciale også, at jeg derudover med nogle særlige redskaber forholder mig direkte<br />
analytisk til andre menneskers transitive objekter, som de eksisterer i kraft af nogle udvalgte<br />
aktørers repræsentationer og diskurs 63 . Alt sammen gøres det helt overord<strong>net</strong> for at opnå en særlig<br />
viden om det intransitive objekt, hvorom jeg, som bygeografi-studerende skaber viden, nemlig det<br />
særlige system af fysiske og sociale strukturer som betegnes ’byen’.<br />
social praksis og ifølge Jørgensen & Phillips bruger han andetsteds betegnelsen ’sociokulturel praksis’. For yderligere<br />
diskussion se Jørgensen & Phillips 1999, s.82 og Phillips i Bransholm Pedersen & Drewes Nielsen s. 108.<br />
58<br />
Fordi han således fastholder, at viden om virkeligheden ikke kun kan opnås gennem analyse af teksterne og de<br />
diskurser, som de tilsammen udgør, lever Fairclough med denne metode op til den kritiske realismes grundpræmis om,<br />
at virkeligheden eksisterer uafhængigt af ens erfaring.<br />
59<br />
Buch-Hansen & Nielsen fremhæver <strong>net</strong>op tværfaglighed, som en af den kritiske realismes vigtigste metodologiske<br />
retningslinier når samfundet, ikke som naturvidenskabens lukkede system af empiriske regelmæssigheder, men som et<br />
åbent system af strukturer og mekanismer skal indkredses. Buch-Hansen & Nielsen 2005, s. 58.<br />
60<br />
Jørgensen & Phillips 1999, s. 89<br />
61<br />
Ibid s. 98<br />
62<br />
F.eks er begrebet ’den entreprenørielle by’, som det bliver brugt i det følgende kapitel et transitivt objekt. Samtidig<br />
fungerer det også som en abstraktion, der <strong>net</strong>op isolerer nogle bestemte aspekter ved et fænomen, for at skabe en særlig<br />
indsigt.<br />
63<br />
Både ’luderkvarter’ og ’latinerluksus’ (jf. Specialets titel) er ligeledes abstraktioner, der isolerer nogle bestemte<br />
aspekter ved et fænomen, for at skabe en særlig, og i dette tilfælde kunne man hævde unuanceret, indsigt.<br />
16
Fig. 2 Sidestilling af henholdsvis den kritiske realismes kausalitetsstruktur (A) og Faircloughs tredimensionelle model<br />
for den samlede diskursanalyse (B). I overensstemmelse med A, kan B ses som et forsøg på at isolere de strukturer og<br />
mekanismer som antages at forårsage de kommunikative begivenheder, der tilsammen udgør en særlig diskursiv<br />
praksis. Yderst til højre skematisk og ideel fremstilling af dette speciales forløb (C) inklusiv numre, der angiver<br />
indenfor hvilke niveauer de resterende kapitler hovedsagelig bevæger sig. I princippet fremstår specialet således som<br />
lineært fremadskridende, når det læses, men i realiteten har de forskellige niveauer i figuren hele tiden informeret<br />
hinanden under skriveprocessen. Efter henholdsvis Sayer 2000 og Fairclough 1992.<br />
1.4 Specialets opbygning<br />
Efter at have introduceret specialet, udlagt nogle vigtige videnskabsteoretiske retningslinier og<br />
således påbegyndt besvarelsen af den teoretiske problemstilling her i kapitel 1, vil kapitel 2, i tråd<br />
med Faircloughs tredimensionelle model (Jvf. Fig.2.b og c), blive brugt på at indkredse den bredere<br />
sociale praksis som den diskursive praksis og herunder de specifikke tekster bør ses som en del af.<br />
Under overskriften ’den entreprenørielle by’ indkredses dels de sidste årtiers makroøkonomiske<br />
omstruktureringer, dels udpeges nogle relevante parallelle sociokulturelle tendenser, og til sidst<br />
trækkes der på udvalgte bygeografiske teorier, for således at afdække den samfundsmæssige<br />
kontekst, indenfor hvilken jeg antager, at byrums betydningsmæssige transformation bør begribes.<br />
Ved i Kapitel 3 at introducere begrebet gentrificering, som omhandlende en særlig form for rumlig<br />
omstrukturering, indsnævres konteksten og gøres mere specifik. Eksempler på gentrificeringsteori<br />
gennemgås og diskuteres i forhold til den i kapitel 2 etablerede kontekst, og teoriernes eg<strong>net</strong>hed<br />
som udgangspunkt for at begribe betydningsmæssig transformation vurderes.<br />
I kapitel 4 indkredses gentrificeringsprocessens diskursive dimension med udgangspunkt i en<br />
gennemgang af nogle af de gentrificeringsteoretikere, hvis teorier mere eksplicit behandler det<br />
diskursive. Ved efterfølgende at diskutere teorierne, forholde dem til den i kapitel 2 og 3 udlagte<br />
kontekst, supplere dem med anden relevant teori samt anskue dem fra det videnskabsteoretiske<br />
udgangspunkt etableret i kapitel 1, gives der bud på hvorledes byrums betydningsmæssige<br />
17
transformation kan begribes. Parallelt hermed indkredses de aktører, som i dag antages at stå bag en<br />
særlig diskursiv praksis i forhold til byrummet, og kapitlet munder derfor ud i en modifikation af<br />
begrebet ’rummets repræsentationer’. Herefter konkluderes der delvist på den teoretiske<br />
problemstilling.<br />
For at eksemplificere nogle af de elementer, der er indgået i besvarelsen af den teoretiske<br />
problemstilling, diskursanalyseres Halmtorvets omdannelse i kapitel 5. Følgende Faircloughs<br />
samlede model for diskursanalyse indledes kapitlet med en kort gennemgang af både den<br />
overordnede og specifikke kontekst for selve tekstanalysen i form af henholdsvis den<br />
Københavnske kontekst og Indre Vesterbros byfornyelse. Dernæst præsenteres aktørerne bag den<br />
diskursive praksis samt de af deres tekster om Halmtorvets omdannelse, som på baggrund af<br />
løsningen af den teoretiske problemstilling er udvalgt til den mere detaljerede tekstanalyse, som<br />
herefter påbegyndes. Valget af tekstanalytiske redskaber, og de resultater som de afføder, diskuteres<br />
løbende, og afslutningsvis konkluderes der endeligt på den empiriske problemformulering.<br />
I kap 6 samles trådene og de to delkonklusioner forenes i en vurdering af om specialets mål er nået.<br />
Til slut perspektiveres specialets resultater og problemstillinger.<br />
1.5 Afgrænsning<br />
Vel vidende, at der konstant udspilles en magtkamp inden for det diskursive felt, i forhold til at<br />
meningsfylde, betydnings- og værditilskrive byen og dens byrum, og vel vidende at de forskellige<br />
diskurser har nogle ideologiske effekter, der blandt andet kommer til udtryk i de subtile sociale in-<br />
og eksklusions processer, som konstant foregår i og omkring byrummene, så er det ikke målet for<br />
dette speciale at belyse denne kamp og de sociale processer i sig selv. I stedet skulle det være<br />
tydeligt, at det kun er hensigten at indkredse, fremhæve og kontekstualisere en særlig gruppes<br />
markante position indenfor denne magtkamp. En gruppe, hvis aktører altså indtil videre kan<br />
betragtes som havende det til fælles, at de, så at sige, står udenfor byrummet under afsendelse af<br />
deres diskurs om det.<br />
I forlængelse heraf er det vigtigt at pointere, at selvom begrebet ’rumlige repræsentationer’<br />
udspringer af Lefebvres holistiske rumanalyse, der i princippet involverer en dialektisk<br />
sammenstilling af de udefra- og de indefra-kommende diskurser, så involverer specialet ikke dette<br />
indefra-perpektiv. Dvs. under besvarelsen af den empiriske problemstilling benytter jeg mig kun af<br />
det, der betegnes som ’naturligt forekommende’ 64 og offentligt tilgængeligt materiale, og ikke af<br />
interviews med beboere og brugere i byrummet, som berøres af, dvs. optager, trækker på,<br />
reproducerer og evt. forandrer de udefrakommende diskurser. Denne forbrydelse mod det<br />
dialektiske element kan dog forsvares med, at begrebet rummets repræsentationer som antydet<br />
udskilles fra begrebstriaden, udelukkende for at begribe en særlig gruppes rolle i den samlede<br />
rumproduktion, og at Lefebvres tankegods således ikke er blevet introduceret som baggrund for en<br />
holistisk rumanalyse af Halmtorvet.<br />
64 Jørgensen og Phillips s. 127. Fordelen er, at jeg som forsker ikke påvirker det materiale, der udsættes for analyse.<br />
18
Afslutningsvis er det også vigtigt at slå fast, at specialet heller ikke er et forsøg på at fremstille<br />
Halmtorvet som et idealtypisk eksempel på gentrificering. Gentrificeringsteorierne introduceres<br />
først og fremmest i forhold til at besvare den teoretiske problemstilling, der involverer en vurdering<br />
af, hvorvidt disse etablerede teorier om byomdannelse egner sig som forankringspunkt for en<br />
diskursiv dimension og dermed som udgangspunkt for at begribe byrums betydningsmæssige<br />
transformation.<br />
1.6 Begrebsafklaring 65<br />
Herunder forklares nogle centrale begreber, som de bliver brugt gennem specialet, og nogle vigtige<br />
sammenhænge mellem dem etableres.<br />
Rumlig omstrukturering: begreb hvormed de forandringsprocesser, som præger den specifikke<br />
rumlige struktur ’byen’, forsøges indkredset. Det er en omstrukturering fordi der er tale om allerede<br />
etablerede byrums forandring. Som følge af inspirationen fra Lefebvre og ambitionen om at begribe<br />
den betydningsmæssige transformation som en uadskillelig del af den fysiske omdannelse, forsøges<br />
en opfattelse af rumlig omstrukturering, som summen af både fysisk omdannelse og<br />
betydningsmæssig transformation indstiftet.<br />
Rumlige repræsentationer: Med udgangspunkt i Lefebvres tankegods kan ’rumlige<br />
repræsentationer’ defineres som beskrivelser, der tilsammen udgør udefrakommende diskurser om<br />
rum. I løbet af kapitel 5 operationaliseres begrebet analytisk, så det med Faircloughs termer<br />
indebærer de kommunikative begivenheder, i form af specifikke tekster om byrummet Halmtorvet,<br />
som på baggrund af besvarelsen af den teoretiske problemstilling, kan betragtes som udgørende en<br />
udefrakommende diskurs om Halmtorvet.<br />
Image: I forsøget på at oversætte det engelske ord image har jeg valgt at bruge ordet ’afbildning’.<br />
Når man skaber et image så afbilder man. Mens man som oftest forbinder en afbildning med det<br />
visuelle, fokuseres der her på det, man kunne kalde, den diskursive afbildning, som den finder sted<br />
som følge af de rumlige repræsentationer. Ligesom man visuelt kan afbilde et objekt på forskellige<br />
måder afhængig af vinkel, udtryksform (maleri eller fotografi), belysning og hvorvidt, der er andre<br />
objekter inden for billedets ramme, kan man også diskursivt indramme og dermed afbilde et objekt.<br />
Med andre ord kan man sige, at når jeg i forbindelse med den empiriske problemformulering sætter<br />
mig for at undersøge Halmtorvets nye image, sker det ved at analysere den diskursive afbildning,<br />
som jeg antager, har medvirket til den betydningsmæssige transformation.<br />
I forhold til begrebet stedsidentitet, som ofte bruges indenfor kulturgeografien, om et steds mere<br />
sammensatte betydning for dets beboere og brugere, ligger der en vis grad af ensidig forsimpling i<br />
ordet ’image’, hvilket <strong>net</strong>op er i overensstemmelse med specialets overvejende fokus på den<br />
65 Afsnittet er skrevet med hjælp fra Gyldendals Engelsk- Dansk- , Nudansk- og Fremmedordbog.<br />
19
udefrakommende betydningstilskrivelse. Når jeg sætter mig for at undersøge Halmtorvets nye<br />
’image’ frem for <strong>net</strong>op ’stedsidentitet’, skal det altså ses som et udtryk for, at jeg godt er klar over,<br />
at jeg dermed kun indkredser en del af Halmtorvets nye ’betydning’.<br />
I forhold til Lefebvres forsøg på at inkorporere det mentale, er det også relevant at fremhæve, at<br />
image også kan oversættes med ’indtryk’ eller ’forestillingsbillede’. En repræsentation er ikke først<br />
en repræsentation, når den sættes i tale eller nedfældes på papir. Både før og efter er den <strong>net</strong>op også<br />
et forenklet indtryk eller et mentalt forestillingsbillede i henholdsvis afsender og modtagers<br />
bevidsthed.<br />
Æstetik/Æstetisk/Æstetisere: At noget er æstetisk betyder, at det er udformet, så det er smukt,<br />
behageligt og en nydelse for sanserne. Således kan det ’at æstetisere’ oversættes med at forskønne,<br />
og alt i alt vedrører ‘æstetikken’ eller ’det æstetiske’ objekters udformning og fremtoning og dennes<br />
blotte tilfredsstillelse af sanserne. Som det vil fremgå af specialet kan den diskursive afbildning<br />
opfattes som en slags æstetisering.<br />
20
2. Den entreprenørielle by<br />
I dette kapitel vil jeg i henhold til den af Norman Fairclough inspirerede metode afdække den<br />
sociale praksis og de bredere samfundsmæssige processer, som jeg antager, udgør den rette kontekst<br />
for at begribe en rumlig omstrukturering af storbyen, der udover at indebære en fysisk omdannelse<br />
også implicerer en betydningsmæssig transformation.<br />
Den tids-rumlige kontekst som hermed indkredses, har jeg valgt at opkalde efter de såkaldt<br />
entreprenørielle udviklingsstrategier, som gennemgås senere i kapitlet. Det har jeg gjort fordi jeg<br />
finder, at denne betegnelse bedre end ’den postindustrielle by’ dækker over de specifikke kendetegn<br />
ved den kontemporære by, som jeg ser som de vigtigste kontekstuelle elementer, når den<br />
betydningsmæssige transformation skal begribes. I den forbindelse ønsker jeg først og fremmest og<br />
allerede fra starten af dette kapitel at indstifte en grundlæggende fornemmelse af, hvordan den<br />
postindustrielle by i forbindelse med forfølgelsen af disse strategier i stigende grad ledes som et<br />
selskab og udvikles som et produkt.<br />
For at komme frem til denne erkendelse handler det om at etablere en sammenhæng mellem de<br />
sidste tre årtiers makroøkonomiske omstruktureringer, sociokulturelle tendenser, politisk-<br />
institutionelle forandringer og så de rumlige omstruktureringer, der præger storbyen i dag.<br />
Derfor bruges de indledende afsnit af dette kapitel på at udpege relevante kendetegn ved det, man<br />
bredt kan betegne som overgangen til en ny økonomi. Dernæst fremhæves udvalgte og for den<br />
overordnede sammenhæng relevante træk og tendenser ved det, der samtidig kan betegnes som både<br />
et informations- og et forbrugssamfund.<br />
Dermed skabes der helt grundlæggende forudsætning for, i de følgende afsnit, at belyse den nye<br />
rolle, som den Vestlige Verdens storbyer både økonomisk og kulturelt kan siges at have indtaget i<br />
løbet af de sidste årtier. Aller vigtigst er det i den sammenhæng at forstå, hvordan disse byer, som<br />
konsekvens af deres nye rolle, befinder sig i en konkurrencesituation, der har affødt et overord<strong>net</strong><br />
skifte indenfor bypolitik 66 - både hvad angår form, indhold og mål.<br />
Et skifte som samtidig indebærer at byen udvikles på baggrund af en række strategier der, med<br />
særlig relevans for dette speciale, blandt andet involverer en fysisk omdannelse og opgradering af<br />
det byggede miljø, samt ikke mindst lægger vægt på at udvikle byens image. Disse strategier og<br />
deres direkte konsekvens i form af storbyens rumlige omstrukturering præsenteres derfor i kapitlets<br />
sidste afsnit.<br />
2.1 Fra Fordisme til Postfordisme<br />
For at indkredse de makroøkonomiske omstruktureringer der kan betragtes som forudsætningen for<br />
den nye måde at styre og udvikle byen, tages der i første omgang udgangspunkt i den politiske<br />
økonomi og de såkaldte Reguleringsteoretikeres neo-marxistiske tilgang til samfundsudviklingen.<br />
66 Ordet bypolitik bruges i dette speciale mere pragmatisk som en overord<strong>net</strong> måde at styre, lede og udvikle byen på.<br />
Derfor foretrækker jeg også at bruge begrebet byudviklingspraksis hvor det er muligt. Det er således ikke hensigten at<br />
behandle specifikke politikker rettet mod afgrænsede sektorer som trafik eller bolig.<br />
21
Derefter tegnes konturerne af en ny økonomi, der blandt andet er kendeteg<strong>net</strong> ved både fleksibilitet<br />
og refleksivitet.<br />
2.1.1 Reguleringsteori<br />
For Reguleringsteoretikerne 67 markerede den økonomiske krise i 1970’erne et brud med en stabil<br />
periode i den kapitalistiske økonomi, baseret på industriel masseproduktion, kaldet Fordisme 68 .<br />
Samtidig indvarslede krisen overgangen til en ny historisk fase af sen-kapitalistisk produktion og<br />
samfundsmæssig udvikling, kaldet Postfordisme, i hvilken vi befinder os i dag.<br />
Disse perioder i den kapitalistiske økonomis historie udgør såkaldte ’akkumulerings-regimer’, der<br />
betegner den regularitet hvormed hele det økonomiske system akkumulerer kapital. For at et<br />
akkumuleringsregime kan opretholde dets evne til fortsat kapitalakkumulering, er det afhængig af<br />
en tilsvarende og effektiv ’reguleringsmåde’, som bredt kan defineres som den institutionelle<br />
sammensætning og de samfundsmæssige normer, der understøtter akkumuleringsregimets<br />
reproduktion 69 .<br />
Som et udtryk for moderne rationalitet var akkumuleringsregimet under Fordismen karakteriseret<br />
ved at være baseret på masseproduktion af standardiserede varer ved hjælp af ufleksibelt maskineri,<br />
udnyttelse af interne stordriftsfordele, arbejdsprocesser opsplittet i faglært og ufaglært arbejde,<br />
snævre og rigide jobbeskrivelser og samlebåndsarbejde. Alle led af produktionen var samlet<br />
indenfor samme lokalitet, og en tendens til at de masseproducerende industrier samledes i regionale<br />
distrikter var fremherskende 70 .<br />
Reguleringsmåden var tilsvarende kendeteg<strong>net</strong> af de institutioner, der omgav den keynesianske<br />
velfærdstat. Udover at tilvejebringe social velfærd, havde de som hovedopgave gennem<br />
lønforhandlinger og offentlige overenskomster at håndtere det sociale kompromis mellem arbejdere<br />
og ejere af produktionskapitalen. Dermed reproduceredes arbejdskraften, og dens evne til samtidig<br />
at forbruge de masseproducerede varer stimuleredes 71 .<br />
I slutningen af 60’erne og starten af 70’erne faldt produktiviteten under det fordistiske<br />
akkumuleringsregime imidlertid; markeder mættedes og industrialisering af Den 3. Verden øgede<br />
konkurrencen. Kulminationen var det finansielle krak i 1973, der betød, at hele det økonomiske<br />
system mere eller mindre gik i stå. Det synlige resultat var fabrikslukninger og massefyringer, og<br />
særlig i de byer og regioner, hvis hele økonomiske fundament var industriel produktion, havde det<br />
store sociale konsekvenser 72 .<br />
Som konsekvens af faldende indkomster og nedskæringer, stigende arbejdsløshed og det øgede<br />
behov for sociale ydelser, som fulgte i kølvandet på den økonomiske krise, kom også dele af<br />
reguleringsmåden derfor under pres og mistede sin legitimitet. Det førte blandt andet til den<br />
såkaldte tilbagetrækning af nationalstaten og implementeringen af neo-liberale og mere<br />
67<br />
Aglietta, André, Boyer, Coriat, Delorme, Jessop og Lipietz.<br />
68<br />
Opkaldt efter de produktions- og ledelsesmetoder som kendetegnede Henry Fords bilfabrikker<br />
69<br />
Amin 1994, s. 8<br />
70<br />
Amin 1994<br />
71<br />
Ibid.<br />
72<br />
Eksempelvis Ruhrdstriktet i Tyskland og Sheffield i Midtengland<br />
22
markedsorienterede politikker, mest udtalt i England og USA under henholdsvis Thatcher og<br />
Reagan 73 .<br />
En krise indenfor den økonomiske sfære vil altså, ifølge reguleringsteoretikerne, altid indebære en<br />
krise indenfor den politisk-institutionelle sfære, ligesom fremtoningen af et nyt<br />
akkumuleringsregime, samtidig fordrer en forandring i måden hvorpå det reguleres .<br />
Det er vigtigt at slå fast, at den historisk specifikke form for økonomisk og deraf samfundsmæssig<br />
organisering som bredt betegnes Kapitalisme ikke er ophørt. Ophørt er derimod den fase af<br />
Kapitalismen, som fra efter 2. verdenskrig og op til den økonomiske krise i 70’erne baseredes på et<br />
fordistisk akkumuleringsregime. I stedet har Kapitalismen som følge af krisen omstruktureret sig,<br />
for at forsætte i en ny konfigurering, der bredt betegnes som Sen-kapitalisme eller mere specifikt<br />
Postfordisme.<br />
2.1.2 Fleksibel akkumulering og tids-rum komprimering<br />
Det nye akkumuleringsregime er opstået som en direkte reaktion på den infleksibilitet og rigiditet<br />
som prægede Fordismen. Det var bl.a. den træghed, hvormed det fordistiske akkumuleringsregime<br />
opererede, der førte til dets krise, og som respons herpå, har det for økonomiens aktører været<br />
nødvendigt at effektivisere produktionsapparater, nedbringe produktionsomkostninger og øge<br />
konkurrenceevnen ved at blive i stand til at reagere hurtigere på markedssvingninger 74 .<br />
Resultatet har været et akkumuleringsregime der er præget af fleksibilitet i en sådan grad, at den<br />
amerikanske geograf David Harvey betegner sin version af Postfordismen som ’Fleksibel<br />
Akkumulering’ og indkredser den som følger:<br />
“Flexible accumulation […] rests on flexibility with respect to labour processes, labour<br />
markets, products, and patters of consumption. It is characterized by the emergence of<br />
entirely new sectors of production, new ways of providing financial services, new<br />
markets, and above all, greatly intensified rates of commercial, technological, and<br />
organizational innovation” 75<br />
Det nye akkumuleringsregime er således kendeteg<strong>net</strong> ved nye fleksible ansættelsesformer, under<br />
hvilke arbejdstagere udviser større geografisk mobilitet og større fleksibilitet med hensyn til<br />
arbejdsopgaver og arbejdstid. Derudover er der blevet introduceret nye produktionsformer baseret<br />
på computerstyret og fleksibel teknologi, der sammen med et større input af design i<br />
arbejdsprocessen har gjort det muligt konstant at kunne omstille produktionen og differentiere<br />
grundprodukter i henhold til forskellige markeder. I stedet for at nedbringe<br />
produktionsomkostningerne ved at producere store mængder af den samme vare, der måske, i sidste<br />
instans, ikke kan afsættes, kan mindre mængder af forskellige varer nu produceres rentabelt på det<br />
73<br />
Amin 1994; Andersen 2006 s. 8<br />
74<br />
Harvey 1990<br />
75<br />
Ibid., s.147<br />
23
samme produktionsapparat 76 . Det gør samtidig produktionen i stand til at tilfredsstille en<br />
efterspørgsel, der synes at være præget af mere fragmenterede og flygtige forbrugsmønstre.<br />
I den forbindelse er et af de vigtigste mål under Fleksibel Akkumulering at accelerere de<br />
økonomiske processer ved at nedbringe varers omsætningstid 77 . Dvs. at minimere tiden der går fra<br />
et produkt sættes i produktion, til det distribueres, til det forbruges og til det dermed afføder<br />
efterspørgsel efter et nyt produkt, der efterfølgende kan sættes i produktion. Det betyder nemlig<br />
samtidig en forkortelse af tiden, der går, fra et produkt produceres, til det giver et afkast i form af<br />
profit, der kan akkumuleres.<br />
Flere aspekter af dette fleksible, og fra et utilitaristisk synspunkt mere effektive,<br />
akkumuleringsregime, er således både konsekvensen af og et udtryk for det, Harvey betegner som<br />
en ny grad af ’time-space compression’ 78 . Teknologiske innovationer indenfor transport- 79 og IT-<br />
sektoren 80 har medført, at måden, hvorpå man oplever tidsmæssige og rumlige dimensioner og<br />
overvinder de barrierer for aktivitet, som de udgør, har ændret sig drastisk: I takt med at<br />
transportomkostninger falder, og udviklingen i kommunikationsteknologi har gjort avanceret<br />
informationsudveksling over store distancer øjeblikkelig, er tidsmæssige og rumlige grænser flyttet,<br />
og verden synes og føles ’mindre’.<br />
Det har alt sammen haft konsekvenser for, hvordan aktiviteter inden for den nye økonomi<br />
organiserer sig 81 . At alt, så at sige, er kommet tættere på, har nemlig muliggjort en decentralisering<br />
af produktionen, der kommer til udtryk som en tendens til at firmaer og virksomheder dels<br />
disintegreres vertikalt i underafdelinger, der specialiserer sig og bliver ansvarlige for forskellige led<br />
i produktionen, og dels indgår i horisontale produktions<strong>net</strong>værk af leverandører og<br />
underleverandører.<br />
Som konsekvens af, at virksomheder således kan splitte produktionen af et produkt op i en række<br />
faser, er der opstået en ny international arbejdsdeling, som i grove træk er kendeteg<strong>net</strong> ved, at<br />
manuel bearbejdning og fremstilling flyttes til de dele af verden, hvor arbejdskraften er billigst,<br />
mens de videns- og informationsintensive led i den samlede produktion, koncentreres i den nu<br />
afindustrialiserede Vestlige Verden 82 .<br />
Derudover er også finansieringskapital og multinationale selskaber, som følge af tids-rum<br />
komprimeringen blevet i stand til at udvise større geografisk mobilitet og fleksibilitet med hensyn<br />
til valg af lokalitet for aktivitet. I forhold til Fordismens nationalt organiserede og regulerede<br />
økonomiske kredsløb, er Postfordismen derfor kendeteg<strong>net</strong> ved en tiltagende internationalisering,<br />
76<br />
Man er gået fra ’economies of scale’ til ’economies of scope’. Malecki 1997.<br />
77<br />
Turn-over time; Harvey 1990 s. 156<br />
78<br />
Harvey 1990 s. 241<br />
79<br />
Udviklingen indenfor måden hvorpå mennesker og varer er transporteret de sidste ca. 150 år har været markant. Fra<br />
hestevognens og sejlskibets ca. 15 km/t indtil 1840, over lokomotivet, dampskibet og propelflyet til jetflyets globale<br />
rækkevidde ved 800-1000 km/t fra 1960’erne, Harvey 1989.<br />
80<br />
Satelitkommunikation, optiske fiberkabler og Inter<strong>net</strong>.<br />
81<br />
For teoretikere indenfor den neo-Schumpeterianske tilgang til Postfordismen er teknologiske innovation hel central.<br />
Postfordismen udgør ifølge dem et nyt tekno-økonomisk paradigme baseret på informationsteknologi. Nielsen 1991, s.<br />
12<br />
82<br />
Amin 1994<br />
24
ofte beteg<strong>net</strong> globalisering, under hvilken en strøm af kapital i form af penge, produktionskapital,<br />
varer, og arbejdskraft med stigende hastighed cirkulerer over større og større afstande 83 .<br />
2.1.3 Refleksiv akkumulering og Informationssamfundets opståen<br />
Den ultimative konsekvens af den øgede grad af arbejdsdeling som præger det mere fleksible<br />
akkumuleringsregime er, at en stigende andel af de individuelle arbejdsprocesser, som produktionen<br />
baserer sig på, kun er indirekte forbundet med det, der kan betegnes som ”den totale arbejdsproces’<br />
basale funktion”: nemlig varetagelsen af den materielle udveksling mellem menneske og natur 84 .<br />
Under betegnelser som forskning, produktudvikling, design, finansiering og markedsførelse, drejer<br />
arbejdsprocesserne sig i højere grad om kommunikation af den viden og information der går forud,<br />
akkompagnerer, efterfølger og dermed muliggør de mere materielle aspekter af den totale<br />
arbejdsproces.<br />
Mens den Fordistiske økonomi baseredes på industriel og manuel bearbejdning af materielle<br />
produkter, kan den del af den Postfordistiske økonomi, der som følge af den nye internationale<br />
arbejdsdeling præger den Vestlige Verden i dag, betegnes som en post-industriel økonomi af<br />
serviceydelser baseret på videns- og informationsudveksling.<br />
Fordi arbejdsprocesserne under sådan en økonomi i højere grad fordrer refleksivitet hos<br />
arbejdskraften er det ifølge sociologerne Scott Lash & John Urry et kendetegn ved den<br />
postfordistiske akkumulering, at den udover at være fleksibel også er refleksiv 85 86 .<br />
De betegner økonomiens output som ’postindustrielle varer’, hvilket bredt dækker over alle<br />
afskygninger af informationsbærende og ikke-materielle enheder, hvis øjeblikkelige<br />
kommunikation og udveksling over store afstande, muliggjort af teknologiske innovationer<br />
understøtter og letter den overordnede og mere materielle produktion. Det er samtidig udvekslingen<br />
af disse postindustrielle varer, der udgør omdrejningspunktet i det, der betegnes som<br />
informationssamfundet 87 .<br />
2.2 Sociokulturelle tendenser<br />
Mens Lash & Urrys begreb ’refleksiv akkumulering’ sammen med Harveys teorier om ’fleksibel<br />
akkumulering’, bidrager til at indkredse karakteren af den postfordistiske produktion, og som sådan<br />
er en forudsætning for senere at belyse hvordan storbyer i den Vestlige Verden har fået en ny rolle<br />
som foretrukken lokalitet for samme produktion, henleder disse forfattere desuden<br />
opmærksomheden på nogle aspekter ved den nye økonomi og det associerede samfund, som ikke<br />
kun vedrører dets produktionssfære.<br />
83<br />
‘Economies of Signs and Space’, Lash & Urry 1994<br />
84<br />
Ibid. s. 63<br />
85<br />
Det ses som et udtryk for refleksivitet når arbejdskraften er i stand til selvstændigt at indhente, generere, omsætte,<br />
reproducere, bedømme, evaluere og formidle viden og samtidig have evne til indlevelse, kunne forestille sig forskellige<br />
scenarier og mulige konsekvenser af sin kommunikation samt være bevidst om sin rolle i et større produktions<strong>net</strong>værk.<br />
Lash & Urry 1994<br />
86<br />
Ibid.<br />
87 Castells, 1989<br />
25
I modsætning til en traditionel skelnen indenfor litteraturen mellem Postfordisme, associeret med<br />
økonomiske og produktionsmæssige forandringer, og Postmodernitet, associeret med forandringer<br />
indenfor for kultur, æstetik, forbrug og livsstil 88 , er både Harvey og Lash & Urry således eksempler<br />
på teoretikere, hvis bidrag er præget af en insisteren på, at disse forskellige dimensioner af<br />
samfundet ikke lader sig separere. Kraftigt inspireret af teorier om den kulturelle transformation,<br />
der kendetegner overgangen fra Modernitet til Post-modernitet 89 , er deres versioner af<br />
Postfordismen således forsøg på at belyse sammenhængen mellem, på den ene side;<br />
omstruktureringer i den kapitalistiske økonomi og relaterede politisk-institutionelle forandringer 90 ,<br />
og på den anden side; de sociokulturelle tendenser, der også har præget den Vestlige Verden og i<br />
særlig grad dens storby-samfund de sidste årtier.<br />
Fordi storbyens nye rolle og attraktivitet under et postfordistisk akkumuleringsregime ikke kan<br />
forstås ved at fokusere ensidigt på samfundets produktionssfære, flyttes fokus, i tråd med disse<br />
teoretikere, for en stund over på samfundets forbrugssfære som det sted, hvor de sociokulturelle<br />
tendenser i samfundet kommer tydeligst til udtryk.<br />
Det gøres dels for at uddybe hvordan omstruktureringer indenfor produktionen af varer, som<br />
antydet under afsnittet om fleksibel akkumulering, hænger sammen med og finder sted som en<br />
respons på ændringer indenfor måden hvorpå disse varer forbruges. Derudover er et fokus på nogle<br />
sociokulturelle tendenser i samfundet med særlig relevans for dette speciale samtidig en vigtig<br />
forudsætning for senere at forstå hvordan byen, opfattet som et produkt eller vare i sig selv,<br />
udvikles, fysisk omdannes, æstetiseres og ikke mindst undergår betydningsmæssig transformation.<br />
Dette fokusskifte er således sidst men ikke mindst i overensstemmelse med Faircloughs forskrift om<br />
at inddrage det sociokulturelle i indkredsningen af den bredere sociale praksis, der betragtes som<br />
den relevante kontekst for den diskursive praksis, man er interesseret i.<br />
2.2.1 Varers æstetisering<br />
For at gøre opmærksom på at den nye økonomis output ikke kun er resultatet af kognitiv 91<br />
refleksivitet: dvs. er produktet af videns-intensiv forskning og produktudvikling i traditionel<br />
forstand, peger Lash & Urry på, at økonomiens output i stigende grad også er resultatet af æstetisk 92<br />
refleksivitet, hvilket kommer til udtryk i en mere design-intensiv produktion af såkaldte<br />
’postmoderne varer’:<br />
”The development of [postmodern goods]can be seen not only in the proliferation of<br />
nonmaterial objects which posses a substantial aesthetic component (such as pop music,<br />
cinema, leisure, magazines, video and so on) but also in the increasing component of<br />
88<br />
Amin s, 1994 s.30<br />
89<br />
F.eks. D. Bell ”the cultural consequences of capitalism, 1978; og F. Jameson: “Postmodernism, or the cultural logic<br />
of late capitalism”, 1984<br />
90<br />
Gennemgås senere i dette kapitel<br />
91<br />
Dvs. Opfattelses-, erkendelses-, forståelses- og vidensmæssig refleksivitet.<br />
92<br />
Dvs. det vedrører objekters udformning og fremtoning og dennes blotte tilfredsstillelse af sanserne. At noget er<br />
æstetisk betyder, at det er udformet så det er smukt, behageligt og en nydelse for sanserne. (Politikens Danskordbog)<br />
26
sign-value or image embodied in material objects. This aestheticization of material<br />
objects takes place in the production, the circulation or the consumption of such<br />
goods.” 93<br />
Den nye økonomi involverer derfor også den dimension af den samlede produktion, der vedrører<br />
produkters æstetisering.<br />
Det man kunne kalde den primære æstetisering, dvs. forskønnelsen af produkters visuelle<br />
fremtoning, finder sted som konsekvens af den designvirksomhed, der i stigende grad indgår i<br />
varers produktion, mens den sekundære både visuelle og diskursive æstetisering udgøres af den<br />
markedførings-, branding- og reklamevirksomhed, der efterfølgende afbilder 94 og indlejrer<br />
symbolværdi 95 i de materielle produkter 96 . Det er samtidig et kendetegn ved disse varer, at en større<br />
og større del af deres merværdi udspringer af denne æstetisering, frem for af deres materielle<br />
bearbejdning 97 .<br />
Ikke kun postindustrielle men også de postmoderne varer er således kendeteg<strong>net</strong> ved en<br />
immaterialitet, der får Lash & Urry til at pege på, at produkterne associeret med refleksiv<br />
akkumulering i højere grad bør opfattes som tegn eller symboler i sig selv.<br />
“…there are changes […] in the nature of […] the objects involved in mobility. They are<br />
progressively emptied out of material content. What are increasingly produced are not<br />
material objects but signs.” 98<br />
Det er, hvordan dette behov for et større input af design og indlejring af symbolværdi i varer er<br />
opstået, og hvordan disse varers materialitet fortrænges af deres symbolværdi i en sådan grad, at de<br />
er at betragte som symboler i sig selv, der ikke kan forklares uden at flytte fokus over på disse<br />
varers forbrug.<br />
2.2.2 Symbolværdi, postmoderne identitetskonstruktion og Forbrugssamfundets opståen<br />
Den traditionelle opfattelse af en vares værdi skyldes Marx’ analyse af varen i henhold til dens<br />
brugsværdi og dens bytteværdi.<br />
”Use-value was defined by the use and enjoyment of a commodity in everyday life,<br />
whereas exchange-value was defined by its worth in the marketplace.” 99<br />
93 Lash & Urry s. 4, 15<br />
94 Jf. Begrebsafklaring og oversættelse af Image som resultatet af både visuel og diskursiv ’afbildning’<br />
95 Se næste afsnit for en uddybelse af begrebet symbolværdi.<br />
96 Sondringen mellem primær og sekundær æstetisering er min egen, og bl.a. foretaget for senere at kunne belyse<br />
betydningsmæssig transformation som en form for sekundær æstetisering.<br />
97 Lash & Urry 1994, s. 15<br />
98 Ibid. s. 4. Som udtryk for den stigende hastighed hvormed en voksende strøm af produkter, kulturelle artefakter,<br />
objekter og subjekter kommer til at besidde mere symbolske kvaliteter og på dis-organiseret vis cirkulerer på kryds og<br />
tværs af geografisk rum under et postfordistisk og refleksivt akkumuleringsregime, betegner Lash & Urry resultatet af<br />
de makroøkonomiske omstruktureringer, meget abstrakt som en ’økonomi af tegn og rum’. Ibid s. 7<br />
27
Mens brugsværdien er afledt af varens evne til at opfylde en grundlæggende funktion, som det f.eks.<br />
er tilfældet, når en frakke beskytter mod kulde, og en bil transporterer et menneske fra A til B, er<br />
bytteværdien et udtryk for den mængde penge, som varen kan byttes mod. Denne mængde penge er<br />
i følge Marx’ arbejdsværdilære igen afledt af den mængde arbejde, som er nedlagt i fremstillingen<br />
af varen 100 .<br />
Men fordi kapitalismen ud over produktion af varen i sig selv, i stigende grad beskæftiger sig med<br />
produktion af tegn, symboler, og afbildninger, og karakteren af det arbejde, der nedlægges i varen<br />
således har ændret sig, er Marx’ begreber i følge den franske sociolog og kulturteoretiker Jean<br />
Baudrillard forældede 101 . Til brugsværdi og bytteværdi har han derfor tilføjet begrebet ‘sign-value’.<br />
“Sign values are socially-constructed prestige values which are appropriated and<br />
displayed in consumption.” 102<br />
Udover at besidde sin umiddelbare materielle brugsværdi kan en vare socialt tilskrives og<br />
efterfølgende besidde en mere uhåndgribelig og immateriel tegn-, signal- eller, som det bliver brugt i<br />
dette speciale; symbolværdi. Gennem forbrug af varen kan forbrugeren tilegne sig denne værdi og<br />
konvertere den til en særlig prestigefyldt status for sig selv som individ.<br />
Mens varens umiddelbare brugsværdi tilfredsstiller forbrugerens mere basale behov, f.eks. for<br />
varme og mobilitet, kan symbolværdien vurderes som varens evne til at distingvere sin forbruger fra<br />
andre individer, eller kæde ham/hende sammen med en særlig attraktiv gruppe og dermed<br />
underbygge henholdsvis hans/hendes individuelle og kollektive identitet. Som sådan er<br />
symbolværdien at betragte som en sekundær brugsværdi, som varen besidder og individer kan<br />
bruge i deres identitetsopbygning 103 .<br />
Fordi vareforbrug ikke blot tjener behovstilfredsstillelse, som den klassiske politiske økonomi<br />
hævder, men også benyttes til identitetskonstruktion er det ikke længere evnen til at producere<br />
velstand i sig selv, men evnen til at fungere som forbruger, der giver prestige og udtrykker ens<br />
samfundsmæssige status i det, der betegnes som forbrugssamfundet. 104<br />
”In the consumer society, consumption has replaced production as the central mode of<br />
social behavior. Consumption is a mode of being, a way of gaining identity, meaning and<br />
prestige in contemporary society” 105<br />
99 Sarup 1996, s. 108<br />
100 Per Månson i Andersen & Kaspersen s. 37<br />
101 Baudrillards første store værk var ’La société de consommation’ i 1970, og han er siden blevet en af de mest<br />
betydningsfulde forfattere til tekster om postmodernitet og forbrugssamfund.<br />
102 Sarup 1996 s. 108<br />
103 Featherstone 1992, s. 270<br />
104 Baudrillard 1998<br />
105 Sarup 1996, s. 107<br />
28
Dette forbrugssamfunds opståen kan blandt andet forklares som en reaktion på samfundets generelle<br />
’af-traditionalisering’ 106 . I takt med, at en voksende og globaliseret strøm af information bringer<br />
viden om nye mulige og alternative livsstile, er der nemlig en tendens til, at det bliver sværere og<br />
sværere for individer at finde sandhed og legitimitet for handlinger i bestemte former for rituel<br />
praksis associeret med traditionen. Frem for at følge de handlingsnormer, der er indlejret i<br />
traditionen og gøre som deres familie eller landsmænd har gjort før dem, er individers hverdagsliv<br />
og udformningen af deres livsstil derfor blevet en lang refleksiv proces, hvor de konstant må<br />
vurdere, kalkulere og forholde sig kritisk til den omverden, som de i stigende grad besidder viden<br />
om, inden de træffer valg mellem mulige alternativer 107 .<br />
Der ses derfor samtidig en tendens til, at den moderne og mere stabile identitet, der udspringer af en<br />
række sociale normer omkring individers nationale tilhørsforhold, deres rolle på arbejdsmarkedet og<br />
i familien, suppleres eller helt fortrænges af en postmoderne identitetskonstruktion, der i højere grad<br />
finder sted på baggrund af socialt set mere lette og flygtige livsstilsvalg og forbrug af symbolske<br />
goder som f.eks. statusgivende mærkevarer 108 . I et forsøg på at tage afstand fra de moderne og mere<br />
konforme identitetskategorier, er et refleksivt forbrug af varer derfor blevet en del af en general<br />
stræben efter en attraktiv anderledeshed, og den postmoderne identitetskonstruktion kan dermed ses<br />
som et udtryk for den individualisering, der også hævdes at præge samfundet under overgangen til<br />
et post-fordistisk akkumuleringsregime.<br />
”whole areas of lifestyle and consumer choice are freed up and individuals are forced to<br />
decide, to take risks, to bear responsibilities to be actively involved in the construction of<br />
their own identities for themselves, to be enterprising consumers” 109<br />
I tilrettelæggelsen af deres liv, og altså også uden for samfundets produktionssfære, tvinges<br />
individet til at trække på refleksiviteten. Denne refleksivitet er dels kognitiv af karakter, men bør, i<br />
takt med forbrugssamfundets udbredelse og tendenser til en postmoderne identitetskonstruktion<br />
omkring vareforbrug, også betegnes som æstetisk. Individer har med andre ord i stigende grad<br />
behov for at besidde kulturelle kompetencer eller såkaldt ’kulturel kapital’ 110 , der gør dem i stand til<br />
at bedømme og værdsætte varer ud fra deres æstetiske fremtoning og dermed orientere sig inden for<br />
106<br />
Se f.eks. Giddens 1984<br />
107<br />
Mens traditionen førhen f.eks. bestemte, at en mand og en kvinde på et tidspunkt i livet, af forplantnings- og<br />
arbejdsmæssige årsager indgik ægteskab og blev viet i en kirke, er det i dag i lang højere grad en handling, som finder<br />
sted på baggrund af et refleksivt valg. Et valg mellem at leve i et papirløst forhold, blive kirkeligt eller borgerligt viet,<br />
eller indgå registeret partnerskab evt. med en af samme køn.<br />
108<br />
P.P. Pedersen i Andersen & Kaspersen s. 470<br />
109<br />
Lash & Urry 1994, s. 61<br />
110<br />
Begrebet stammer fra den franske antropolog og sociolog Pierre Bourdieus skelsættende værk ’La Distinction’, hvori<br />
han sondrer mellem de forskellige former for kapital, som et individ kan besidde. At besidde kulturel kapital er at<br />
beherske den legitime kulturs koder. Fordi det i Bourdieus teori i højere grad handlede om, gennem uddannelse og<br />
museumsbesøg, at blive i stand til at orientere sig indenfor de finere kunstformer, er det nok mere på sin plads her, at<br />
betegne kapitalen som populærkulturel og tileg<strong>net</strong> gennem forbruget af populærkulturelle artefakter som serier,<br />
musikvideoer, programmer og reklamer på TV og i livstilsmagasiner. Bourdieu 1984.<br />
29
det system af symbolværdi og betydning, der konstant reproduceres og forandres gennem varernes<br />
produktion og forbrug.<br />
”Individual identities have […] become more tightly drawn to particular lifestyles, which<br />
consist of normative, cognitive, and aesthetic choices, often made in a quite deliberate<br />
fashion.” 111<br />
Symbolværdien, indlejres altså ikke kun i varen som følge af det arbejde som den primære<br />
æstetisering under produktionen udgør, men opstår først i et tæt samspil med den sociale handling<br />
som varens forbrug udgør. Nok er det udformningen og den visuelle fremtoning, der i første<br />
omgang differentierer en vare fra andre varer med samme umiddelbare brugsværdi, men denne<br />
æstetisering er så at sige ikke fuldbyrdet, før en særlig gruppe af forbrugere sanktionerer æstetikken<br />
gennem et ofte demonstrativt forbrug af varen.<br />
“Indeed the consumer takes on the role of agent of aestheticization or of branding.” 112<br />
Det er i den forbindelse, at den sekundære æstetisering i form af et af forbrugssamfundets centrale<br />
kulturelle fænomener; reklamen, udgør et vigtigt bindeled mellem produktion og forbrug. Ved at<br />
kæde (i andre henseender attraktive) individers identitet og livsstil sammen med varens visuelle<br />
fremtoning og æstetiske egenskaber, konstruerer, artikulerer og kommunikerer reklamen varens<br />
symbolværdi. 113<br />
Således er det den primære æstetisering under produktionen, den efterfølgende sekundære<br />
æstetisering i form af markedsføring og reklame, og til sidst forbrugerens fuldbyrdelse af<br />
æstetiseringsprocessen gennem forbruget af varen, der gør symbolværditilskrivelsen komplet og<br />
sætter varen i stand til at fungere som et genkendeligt symbol, der ved sin blotte fremvisen<br />
signalerer en særlig betydning, der, når den modtages af omgivelserne, omsættes til status og<br />
identitet for varens forbruger 114 .<br />
Ved hele tiden at kunne lave små ændringer som følge af et fleksibelt produktionsapparatet, større<br />
input af design og en effektiv markedsførelse, kan producenter hele tiden tilvejebringe ’nye’ varer<br />
og på samme tid stimulere og tilfredsstille en efterspørgsel efter de symboler, som i henhold til<br />
111 Ward 1998, s. 43<br />
112 Lash & Urry s. 15<br />
113 I henhold til det postfordistiske akkumuleringsregimes mål om at øge effektiviteten med hensyn til akkumulering af<br />
kapital, er reklamen også med til at nedbringe produkters omsætningstid og forøge hastigheden på forbrugssamfundets<br />
omsiggribende varekredsløb.<br />
114 Med min sondring mellem primær og sekundær æstetisering forsøger jeg med andre ord at fastholde det materielle<br />
aspekt, som postmodernister som Lash & Urry og særlig Baudrillard har en tendens at miste som følge af deres til tider<br />
overdrevne fokus på de immaterielle aspekter af produkter/varer. I stedet for at beskrive symbolværdi som noget<br />
fuldstændig frit flydende uden reference til en objektiv materiel virkelighed, forsøger jeg som følge af mit<br />
videnskabsteoretiske udgangspunkt i kritisk realisme og kritisk diskursanalyse at forankre forståelsen af symbolværdi i<br />
det dialektiske forhold mellem det immaterielle og det materielle, det diskursive og det ikke-diskursive; image og fysisk<br />
fremtoning. Den forsimplede afbildning af produktet, som oftest associeret med reklamen, er at opfatte som et symbol.<br />
30
ovenstående, bliver individers redskaber til opnåelse af både attraktiv anderledeshed og<br />
identitetsmæssigt fællesskab. Som Harvey udtrykker det:<br />
“Flexible accumulation has been accompanied on the consumption side, therefore by a<br />
much greater attention to quick-changing fashions and the mobilization of all the<br />
artifices of need inducement and cultural transformation that this implies.<br />
The relatively stable aesthetic of Fordist modernism has given way to all the ferment,<br />
instability, and fleeting qualities of a postmodernist aesthetic that celebrates difference,<br />
ephemerality, spectacle, fashion, and the commodification of cultural forms.” 115<br />
2.2.3 Kultur og økonomi<br />
Produktion der beror på arbejdsprocesser der fordrer æstetisk refleksivitet og et stigende behov for<br />
primær og sekundær æstetisering af varer i form af både immaterielle og materielle produkter,<br />
hænger (som Harvey gør opmærksom på i sidste linie af ovenstående citat) samtidig uløseligt<br />
sammen med en tendens til det, som betegnes, æstetikkens eller kulturens vareliggørelse 116 .<br />
I takt med at erhvervslivet, udover at bruge kulturelle output som direkte input i deres<br />
produkter(primær æstetisering), også i højere grad samarbejder med kulturelle institutioner under<br />
markedsføringen af både disse produkter og virksomhederne selv(sekundær æstetisering),<br />
kommercialiseres kulturen og gøres til en vare, der udgør grundlaget for en ny industri. Erhvervs<br />
konferencer, messer, og salgsfremstød fremstilles, iscenesættes og kan som sådan i højere grad<br />
betragtes, som kulturelle begivenheder i sig selv. Overgangen til Postfordismen er derfor også<br />
kendeteg<strong>net</strong> ved, at grænserne mellem samfundets økonomiske og kulturelle sfære er blevet mere<br />
utydelige.<br />
”culture industry firms are becoming […] more like business services. What takes place<br />
is an effective de-differentiation of culture and economy in which the advertising<br />
industry, a business service, is increasingly involved in producing aesthetic artefacts,<br />
while the culture firms themselves become business services”<br />
Denne tendens til kulturens af-differentiering og en udviskning af grænserne mellem finere<br />
kunstformer og masse/populærkultur, som ifølge en række teoretikere kendetegner en postmoderne<br />
kulturel tilstand 117 , betyder samtidig at kultur i højere grad bliver et allestedsnærværende og derfor<br />
også omdefineret element i samfundet.<br />
”The word culture has become an abstraction for any economic activity that does not<br />
create material products like, steel, cars or computers.[…]Because culture is a system<br />
115 Harvey 1990, s. 156<br />
116 Amin 1994, s. 31. ‘Kulturen’ er her en betegnelse for de institutioner, der kan siges at dyrke og tilvejebringe det<br />
æstetiske element.<br />
117 Harvey, Lash, Featherstone, Baudrillard.<br />
31
for producing symbols, every attempt to get people to buy a product becomes a culture<br />
industry” 118<br />
Mens flere og flere ansættes inden for kulturindustrien og således bidrager til det, der overord<strong>net</strong><br />
betegnes som en ’symboløkonomi’ 119 , er der samtidig en generel tendens til, at også ansatte<br />
indenfor de øvrige postindustrielle erhverv, med et af tidens mest anvendte ord, i højere grad skal<br />
være ’kreative’ 120 . Det efterstræbes med andre ord, at de skal være æstetisk refleksive og have en<br />
tankegang, der mere ligner en kunstners end en traditionel arbejders.<br />
Under overgangen fra Fordisme til Postfordisme er kultur således gået fra, i marxistisk forstand at<br />
være overbygning til den økonomiske basis til selv at udgøre en del af den økonomiske basis,<br />
hvilket i særlig grad er kendetegnende for storbyer i den Vestlige Verden. Det er mod disse<br />
storbyer, at opmærksomheden nu rettes.<br />
2.3 Storbyens nye rolle<br />
De ovenfor gennemgåede makroøkonomiske omstruktureringer og sociokulturelle tendenser udgør<br />
tilsammen nogle nye forudsætninger, der har betydet, at den Vestlige Verdens storbyer under de<br />
sidste tre årtiers overgang til et senkapitalistisk og postfordistisk akkumuleringsregime har indtaget<br />
en ny rolle. Denne rolle hænger sammen med, at storbyer mere end nogen andre ’steder’ besidder<br />
en række åbenlyse fordele, som gør dem til attraktive lokaliteter, i første omgang for de led af<br />
produktionen, der, som følge af den nye internationale arbejdsdeling, koncentreres i den Vestlige<br />
Verden.<br />
2.3.1 Den postindustrielle storby<br />
Storbyens fornyede attraktivitet skyldes først og fremmest, at den, som konsekvens af en i forvejen<br />
veludbygget både fysisk og informationsteknologisk infrastruktur, besidder den fordel, at være det<br />
sted, hvor tids-rum komprimeringen opleves kraftigst. Det er således mellem storbyer i den Vestlige<br />
Verden, at den nødvendige grad af mobilitet for både subjekter, materielle og ikke-materielle<br />
objekter, der indgår i det økonomiske kredsløb associeret med fleksibel akkumulering, kan<br />
opretholdes.<br />
At disse storbyer er attraktive som lokalitet for postfordistisk produktion hænger desuden sammen<br />
med, at de ofte har en lang tradition som centrum for en bred vifte af videregående uddannelser. Det<br />
er derfor her, at efterspørgsel efter højt uddan<strong>net</strong> arbejdskraft til udførelse af de videns-intensive<br />
arbejdsprocesser, der kendetegner den refleksive akkumulering og dens produktion af<br />
postindustrielle varer, kan tilfredsstilles.<br />
Derudover betyder et stigende behov for æstetisering i forbindelse med den design-intensive<br />
produktion af postmoderne varer og en sammenfletning af den økonomiske og kulturelle sfære, at<br />
118 Zukin 1995, s. 135<br />
119 Ibid. Symboløkonomien og dens direkte sammenhæng med byrums betydningsmæssige transformation belyses i<br />
kapitel 4<br />
120 Florida 2002<br />
32
storbyen, der også har tradition for at være centrum for en lang række kulturelle institutioner,<br />
tiltrækker økonomiske aktiviteter associeret hermed. Det skyldes desuden, at storbyens, i mange<br />
henseender, mangfoldige urbane landskab, både som historiske ramme og som billedet på<br />
morgendagens samfund også udgør en vigtig symbolsk kilde i sig selv.<br />
Fordi storbyen stadig, og måske mere end nogensinde, er kendeteg<strong>net</strong> ved at være en stor<br />
markedsplads, er den for individer samtidig den oplagte ramme om postmoderne<br />
identitetskonstruktion gennem forbrug. Ud fra et produktionsmæssigt synspunkt betyder en<br />
lokalisering i den massive koncentration af mennesker, som storbyen også udgør, derfor ikke kun at<br />
man kommer tæt på højtuddan<strong>net</strong> arbejdskraft, men også at man opnår tæt kontakt til købekraftige<br />
forbrugere.<br />
Med andre ord kan man altså betragte den kontemporære storby som både informations- og<br />
forbrugssamfundets fortætningspunkt, der mens den tømmes for den industri, der under Fordismen<br />
udgjorde dens økonomiske basis, samtidig tiltrækker en lang række nye funktioner, erhverv og<br />
mennesker. Således indtager den en ny rolle, som knudepunkt i det <strong>net</strong>værk af storbyer, der<br />
tilsammen udgør kernen i det Lash & Urry betegner som en ny postfordistisk økonomi af tegn og<br />
symboler 121 .<br />
Som følge af den generelle decentralisering af produktionen under det postfordistiske<br />
akkumuleringsregime, ses der i henhold til ovenstående en parallel tendens til territoriel<br />
koncentration af ledelsesmæssige funktioner og økonomisk beslutningstagning udtrykt ved, at både<br />
multinationale selskabers hovedsæder og international bankvirksomhed lokaliserer sig i den<br />
Vestlige Verdens storbyer 122 . Derudover følger en lang række produktionsrelaterede serviceerhverv<br />
såsom forskning og produktudvikling, finansiering, forsikring, design, markedsføring,<br />
formidling/medievirksomhed, og ejendomsudvikling.<br />
Den postindustrielle storby er derfor kendeteg<strong>net</strong> ved at have oplevet et fald i arbejdspladser inden<br />
for de traditionelle fremstillingserhverv og en stigning i arbejdspladser indenfor de nye såkaldt<br />
avancerede serviceerhverv. Desuden er det kendetegnende, at de fremstillingserhverv, der forbliver<br />
i byen, beskæftiger faglært frem for ufaglært arbejdskraft.<br />
Denne ændring i beskæftigelsesprofilen, kommer samtidig til udtryk som omstruktureringer i det<br />
urbane samfunds sociale stratificering. Mens den traditionelle arbejderklasse associeret med den<br />
nedlagte og udflyttede industri langsomt er ved at blive fortid, befolkes den postindustrielle by<br />
således i stigende grad af højtuddannede ansatte indenfor de nye postindustrielle erhverv.<br />
Tilsammen betragtes disse relativt højere lønnede individer ofte som udgørende en ny urban<br />
middelklasse, der på en og samme tid bidrager til informationssamfundets opretholden og lever på<br />
forbrugssamfundets præmisser. De efterspørger en lang række personlige services 123 , har et højt<br />
forbrug af varer og kultur, og derfor også, som det vil blive fremhævet i det følgende kapitel,<br />
121 Lash & Urry 1994 s. 28<br />
122 Sassen 1991, Amin & Graham 1997<br />
123 Personlig service er f.eks rengøring og børnepasning, it-support, finansiel rådgivning, transport, detailhandel og<br />
ejendomsmæglervirksomhed.<br />
33
særlige præferencer, når det kommer til boliger og byrum 124 . Som følge heraf er den postindustrielle<br />
by ligeledes kendeteg<strong>net</strong> ved en stigning i ansatte indenfor de personlige serviceerhverv, som den<br />
nye middelklasse efterspørger, mens et øget kulturelt forbrug 125 medfører vækst indenfor føromtalte<br />
kulturindustri.<br />
2.3.2 Postindustriel storbykonkurrence<br />
Hvis de ændrede forudsætninger associeret med fleksibel og refleksiv akkumulering betyder, at<br />
storbyen fremstår som attraktiv lokalitet for produktion og forbrug, medfører de samme<br />
forudsætninger også, at den postindustrielle by samtidig befinder sig i en konkurrencesituation:<br />
“When transport costs were high and communication was difficult, places were<br />
protected from competition by frictions of distance. Places could depend upon a<br />
relatively high degree of monopoly power. But diminished transport costs have<br />
made production, merchanting, marketing, and particularly finance capital much<br />
more geographically mobile than heretofore.” 126<br />
Samtidig behøver denne kapital ikke længere at være tæt på sit marked, dels fordi markedet i<br />
henhold til en række produkter er udvidet til at være hele verden, og dels fordi afstanden til<br />
markedet, som konsekvens af de ovennævnte ændrede faktorer, er helt anderledes overkommelig.<br />
Især når den nye mere servicebaserede økonomis produkter, som beskrevet, ikke er af materiel<br />
124 Det er vigtigt her lige at føje nogle bemærkninger til det alt andet end præcise begreb ’den nye middelklasse’, som i<br />
den ene eller anden afskygning, går igen, når forskellige teorier udlægger de sidste årtiers sociale omstrukturering i<br />
storbyen.<br />
Først og fremmest er det vigtigt at notere, at mens Marx, under sin klassiske analyse af det kapitalistiske samfund, der<br />
som bekendt udpegede de to hovedklasser: Borgerskabet (kapitalejerne) og Proletariatet (lønarbejderne), tog<br />
udgangspunkt i de enkelte klassers relation til produktionsmidlerne, så forsøger en lang række teoretikere, i erkendelse<br />
af, at det traditionelle klassebegreb ikke er brugbart i et langt mere komplekst senkapitalistisk samfund (hvor<br />
lønarbejdere kan være kapitalejere og omvendt) at indkredse en ny social gruppe, mere med udgangspunkt i karakteren<br />
af individernes arbejde, deres relative indkomstniveau og ikke mindst måden hvorpå de bruger deres penge og deres<br />
fritid. Det er vigtigt at gøre opmærksom på, at til trods for at nogle teoretikere til tider bruger mere nuancerede<br />
betegnelser såsom the Professional-Managerial Class (Lash & Urry 1994) eller the Creative Class (Florida 2002), så<br />
går de sjældent systematisk til værks, og opsætter ej heller klare kriterier for den nye middelklasses afgrænsning.<br />
Hvad værre er, så gør de det ikke eksplicit, at når de anvender betegnelsen ’den nye middelklasse’, så snakker de i<br />
virkeligheden ikke om en klasse i sig selv, men forsøger derimod, som jeg ser det, mere inspireret af livsforms- og<br />
livsstilsanalyser med udgangspunkt i hverdagsliv og forbrugssfære, alder og civilstatus, kun at indkredse et segment af<br />
den store socioøkonomisk definerede middelklasse, som jo i sig selv ikke er ny. Sagt med andre ord er den middelklasse<br />
som er ’ny’, det segment af befolkningen, som rent socioøkonomisk tilhører den klasse som betegnes ’middel’, men<br />
som er beskæftiget inden for de ’nye’ postindustrielle erhverv og som noget ’nyt’ ikke vælger forstaden eller provinsen,<br />
men derimod efterspørger de indre kvarterer i storbyen, bl.a. som følge af de ’nye’ kulturelle præferencer, som de ifølge<br />
teorierne antages at besidde.(jf. næste kapitel)<br />
Når det er sagt vil jeg resten af specialet, alene af den grund, at det nu en gang er det begreb mine teoretiske kilder<br />
bruger, forsat benytte begrebet ’den nye middelklasse’. Som empirisk kategori er det selvsagt uanvendeligt, men så<br />
længe man holder ovenstående kommentarer for øje, så bidrager ’den nye middelklasse’ som teoretisk begreb og<br />
heuristisk redskab fint til at belyse generelle træk ved de omstruktureringer i storbyens sociale stratificering, som bl.a.<br />
udgør et af udgangspunkterne i næste kapitels gennemgang af gentrificeringsteorien, og derfor helt grundlæggende er et<br />
skridt på vejen i forsøget på at begribe betydningsmæssig transformation i den post-industrielle by.<br />
125 Zukin definerer væksten indenfor kulturelt forbrug i den postindustrielle by, som en vækst indenfor forbruget af<br />
kunst, mad, mode, musik og turisme. Zukin 1995, s. 135.<br />
126 Harvey 1996, s. 297<br />
34
karakter, men i højere grad er en mængde information, såsom en konsulentrapport, en<br />
reklamekampagne, en designmanual eller et tilbud på finansiering.<br />
For det fleksible og refleksive akkumuleringsregimes aktører, har det tilsammen medført en lang<br />
større frihed med hensyn til valg af lokalitet for økonomisk aktivitet og produktion, men tendensen<br />
til øget mobilitet og fleksibilitet har ikke gjort dette valg totalt uafhængig af steders kvantitative og<br />
kvalitative egenskaber, som det ifølge flere teoretikere har været forudsagt den ville 127 . Tværtimod<br />
er det, som beskrevet ovenfor helt essentielt for en lang række af de postindustrielle erhverv og<br />
associerede aktiviteter, at de <strong>net</strong>op lokaliserer sig i en storby, frem for noget andet sted.<br />
Fordi det i princippet kan være hvilken som helst storby, og fordi det er ’salget’ af de<br />
postindustrielle erhvervs ’produkter’, i form af post-industrielle og postmoderne varer, der efter<br />
afindustrialiseringen i fremtiden skal udgøre storbyers økonomiske basis, ligger disse storbyer i<br />
konstant konkurrence om at tiltrække de investeringer, som f.eks. både nationale og internationale<br />
firmaers placering af hovedsæde eller underafdeling udgør 128 . Samtidig ligger de også i<br />
konkurrence om at fastholde og tiltrække den højtuddannede arbejdskraft som de nye erhverv<br />
efterspørger, og hvis bosætning og forbrug skaber den økonomiske aktivitet, der sammen med<br />
indtægter fra en voksende turisme også udgør et vigtigt finansielt grundlag for byen.<br />
Inden opmærksomheden vendes mod hvordan storbyen som reaktion på krise, makroøkonomiske<br />
omstruktureringer og den deraf affødte konkurrencesituation helt specifikt udvikles, er det<br />
nødvendigt at belyse hvordan bypolitikken i første omgang har ændret form og overord<strong>net</strong> mål.<br />
Med andre ord gennemgås det nedenfor, hvordan overgangen til et postfordistisk<br />
akkumuleringsregime, indenfor en urban kontekst, i tråd med reguleringsteorien har affødt en<br />
ændring i reguleringsmåde.<br />
2.3.4 Politisk-institutionelle omstruktureringer<br />
Mens arbejdsdelingen mellem de to administrative og politiske niveauer: nationalstat og lokalstat<br />
under Fordismen, var kendeteg<strong>net</strong> ved at førstnævnte stod for beslutningstagning vedrørende kapital<br />
og produktion og sidstnævntes primære opgave var at varetage tilvejebringelse af offentlig service<br />
og social velfærd 129 , er ansvaret for fremtidig økonomisk vækst under de nye postfordistiske vilkår i<br />
højere grad lagt direkte i hænderne på lokalstaten. Samtidig ses der en tendens til at den sociale<br />
velfærds tilvejebringelse underlægges det primære mål om økonomisk vækst og altså gøres<br />
sekundær i forhold hertil.<br />
Det er i forbindelse med denne uddelegering af ansvar fra nationalstat til lokalstat at en række<br />
teoretikere identificerer et skifte fra ’Government’ til en ny form for ’Governance’ eller<br />
byledelse 130 . Dette skifte er karakteriseret ved, at den lokale politiske sfære udvides til ikke kun at<br />
omfatte en offentlig sektor med et centralt politisk styringscenter, men også inddrager private og<br />
nyoprettede halvoffentlige aktører, såsom brede interesseorganisationer, uddannelsesinstitutioner,<br />
127 Harvey 1996, Amin 1997<br />
128 Harvey 1989, s. 54<br />
129 I henhold til Saunders marxistisk inspirerede dualstats teori. Saunders, 1986<br />
130 Jessop, Mayer, Harvey, Beck-Jørgensen & Vrangbæk<br />
35
finansielle institutioner, kulturelle institutioner, byudviklingsselskaber,<br />
ejendomsudviklingsselskaber, private firmaer og erhverv 131 .<br />
I forhold til en opfattelse af langsigtet og rationel planlægning og styring gennem ensartede og<br />
hierarkisk organiserede administrative rammer associeret med den fordistiske æra og den<br />
keynesianske velfærdsstat, kommer den nye byledelse i højere grad til udtryk som en såkaldt<br />
<strong>net</strong>værksstyring omkring forskellige individuelle projekter, hvor de deltagende aktører<br />
sammensættes efter projektets art og målsætninger. Dette kan ses som et forsøg på at skabe en mere<br />
fleksibel form for byledelse, samtidig med, at det i høj grad hænger sammen med det offentliges<br />
behov for at indgå i partnerskaber omkring udviklingen og særlig finansieringen af de pågældende<br />
projekter. Partnerskaber hvor man gennem gensidig afhængighed udveksler erfaring og viden,<br />
samtidig med at man forsøger at varetage sine egne interesser. I den postindustrielle by bliver det<br />
offentliges rolle derfor i højere grad proaktivt at initiere, koordinere og styre en udvikling, som<br />
varetages af en bredere koalition af aktører, med særlige interesser i byens fremtidige vækst.<br />
2.4 Byen som produkt<br />
Mens det overordnede mål med dette nye institutionelle set-up er at kunne udvikle byen på en mere<br />
dynamisk og virksomhedsmæssig maner med henblik på at øge dens konkurrencedygtighed i<br />
forhold til andre storbyer, så har midlet rent praktisk været en række bypolitiske tiltag, der under<br />
overskriften ’Urban entreprenørialisme’ gennemgås nedenfor.<br />
Urban Entreprenørialisme er David Harveys betegnelse for en vækstorienteret bypolitik, der baserer<br />
sig på en række specifikke strategiske investeringer, der skal styrke byen som attraktiv lokalitet for<br />
både produktion og forbrug. Investeringer som storbyer i den Vestlige Verden de sidste to til tre<br />
årtier har været mere eller mindre tvunget til at foretage, for at kunne tiltrække den økonomiske<br />
aktivitet, der ses som forudsætningen for fremtidig vækst og velfærd 132 .<br />
“The task of urban governance is, in short, to lure highly mobile and flexible production,<br />
financial and consumption flows into its space” 133<br />
De bypolitiske forandringer både hvad angår form, indhold og mål lægger derfor op til, at ’den<br />
entreprenørielle by’ udover at være en betegnelse for en storby der implicit er postindustriel og<br />
derfor forsøger at agere proaktivt i henhold til de entreprenørielle strategier, som gennemgås<br />
131 Hubbard & Hall 1998, s. 9<br />
132 Det er vigtigt at gøre opmærksom på at store dele af den litteratur, der ligger til grund for både dette og de næste<br />
kapitler er anglo-amerikansk. Både i forhold til den økonomiske krises indtræden og reaktionen på den er Europa, og i<br />
særdeleshed Danmark, i visse henseender mindst 10-15 år efter. I David Harveys artikel ”From Managerialism to<br />
Entrepreneurialism: The transformation in Urban Governance in late Capitalism” som første gang udkom i 1989<br />
omtaler han således ændringer i bypolitik og specifikke byudviklingsmæssige projekter i datid, til trods for at der, først<br />
blev gjort tiltag til noget lignende herhjemme i starten af 90’erne og at resultaterne først blev synlige i slutningen af<br />
samme årti.<br />
133 Harvey 1989, s. 55<br />
36
nedenfor, i det følgende også betragtes som et produkt i sig selv, der på linje med andre produkter<br />
udvikles og sælges som en vare på markedsvilkår 134 .<br />
2.4.1 Urban entreprenørialisme<br />
I første omgang fordrer denne produktudvikling store investeringer i fysisk infrastruktur.<br />
Megen bypolitik har derfor i de sidste årtier rent indholdsmæssigt været fokuseret på at anlægge og<br />
udbygge motorveje, broer, metrosystemer, interregionale jernbane<strong>net</strong> og lufthavne samt at forbedre<br />
og udvide de fysiske rammer for postfordistisk produktion ved, enten som følge af nyopførsel eller<br />
gennem konvertering af tidligere industribygninger, at tilvejebringe tilstrækkeligt med tidssvarende<br />
kontorarealer.<br />
Ved at udlægge telefon- og optiske fiberkabler og etablere trådløse <strong>net</strong>værk investeres der samtidig<br />
i at udbygge den informationsteknologiske infrastruktur, mens reformer af uddannelsessystemet,<br />
oprettelse af nye uddannelser og rationalisering af eksisterende uddannelsesinstitutioner skal<br />
forbedre byernes generelle uddannelsesmiljø.<br />
Ifølge Harvey foretager storbyen disse investeringer med tre mere eller mindre sammenhængende<br />
delmål for øje. Målene er:<br />
1. At bibeholde og styrke sin position indenfor den nye internationale arbejdsdeling.<br />
Det handler kort sagt om at udnytte og øge de førnævnte fordele storbyen i forvejen besidder<br />
som lokalitet for postfordistisk produktion af varer og services, for dermed at kunne<br />
fastholde nuværende og tiltrække nye aktører.<br />
2. At bibeholde og tiltrække vigtige samfundsmæssige kontrolfunktioner såsom finansielle,<br />
administrative samt kommunikations- og informationsbearbejdende institutioner, i form af<br />
henholdsvis banker, regeringskontorer og medievirksomheder.<br />
3. At styrke sin position som vigtig del af den nationale økonomi, hvormed byen kan gøre sig<br />
til målet for yderligere investeringer, f.eks. ved at opnå offentlige kontrakter og støtte til<br />
særlige sektorer. Ved at blive betragtet som den nationale økonomis ”motor” og dermed<br />
indtage en særlig rolle i landets urbane hierarki, kan byen få den nationale regering til i<br />
fremtiden at påtage sig nogle eller dele af de generelle investeringer i byen.<br />
Udover disse mål, der overvejende hidrører forsøget på at konkurrere om en position som lokalitet<br />
for postfordistisk produktion, har den entreprenørielle storby desuden som mål:<br />
4. At styrke sin position som lokalitet for forbrug.<br />
Ved i højere grad at udvikle byen som et rum for fritid og oplevelse og i tråd med den<br />
føromtalte middelklasses ønsker og livsstil, søges både turister og højtuddan<strong>net</strong> arbejdskraft<br />
134 Den entreprenørielle by er som en koalition af interesser og som et materielt og immaterielt objekt at betragte som<br />
henholdsvis aktør og produkt. Produktet i form af ’byen’ kan som følge heraf lidt abstrakt betragtes som ’købt’ i det<br />
øjeblik der investeres penge i det, hvad enten der er tale om, at en udefrakommende virksomhed lokaliserer sig i byen,<br />
en lokal virksomhed sælger en ydelse, en kommende borger bosætter sig, eller en turist overnatter på et hotel.<br />
37
tiltrukket. Udover at øge forbruget og skabe økonomisk aktivitet, medfører en bosættelse af<br />
dette sociale segment et forbedret skattegrundlag, som udgør det finansielle fundament for<br />
yderligere udvikling og velfærd.<br />
For at opnå det mål investeres der derfor også i det Harvey betegner som, livskvalitetsfaktorer:<br />
“Gentrification, cultural innovation, and physical upgrading of the urban environment<br />
(including the turn to postmodernist styles in architecture and urban design), consumer<br />
attractions, sports stadia, convention and shopping centres, marinas, exotic eating places<br />
and entertainment (the organization of urban spectacles on a temporary or permanent<br />
basis), have all become much more prominent facets of strategies of urban regeneration.<br />
Above all the city has to appear as an innovative, exiting, creative, and safe place to live<br />
or to visit, to play and consume in.” 135<br />
Der investeres med andre ord i at skabe attraktive byrum, der skal udgøre rammen for både turisme<br />
og bosætning. Der skabes nye kulturelle attraktioner i form af museer, teatre og forlystelsesparker<br />
og der anlægges butiksstrøg, handelsarkader og butikscentre, ofte i rammer af opsigtsvækkende<br />
arkitektur. Eksisterende hoteller udvides og nye opføres, mens luksusboliger skyder op på attraktive<br />
grunde, f.eks. langs den, af de udflyttede industrier, efterladte havnefront. Samtidig foretages en<br />
generel fysisk opgradering, som kommer til udtryk ved, at byrum i den indre by forskønnes, hele<br />
kvarterer byfornys og pladser omlægges. Ved at arrangere årlige tilbagevendende festivaler og<br />
udstillinger både i og udenfor byens rum forsøger man samtidig at skabe en underholdende og<br />
levende by fuld af oplevelser.<br />
2.4.2 Rumlige omstruktureringer.<br />
Den entreprenørielle udvikling af storbyen, kommer således helt grundlæggende til udtryk som en<br />
række rumlige omstruktureringer, hvilket i sig selv ikke er nogen overraskelse. Faser af rumlig<br />
omstrukturering bør nemlig betragtes som et generelt kendetegn ved kapitalismen; da de ligesom en<br />
ændring i reguleringsmåden er nødvendige for fortsat akkumulering af kapital 136 . Med andre ord er<br />
det fordi, at organiseringen af byens rum svarende til den fordistiske produktions krav udgør en<br />
barriere for fortsat akkumulering, at behovet for en reorganisering af byens rum bliver presserende.<br />
Under overgangen til fleksibel og refleksiv akkumulering bør en såkaldt kreativ destruktion af byen<br />
derfor foretages 137 .<br />
“The geographical configuration must then be reshaped […]. Old places […] have to be<br />
devalued, destroyed, and redeveloped while new places are created.” 138<br />
135 Harvey 1989, s. 53<br />
136 Harvey, 1996 s. 296<br />
137 Harvey 1987, s. 370.<br />
138 Harvey 1996, s. 296.<br />
38
Men hvor f.eks. anlæggelsen af en motorvej eller konverteringen af et tidligere fabrikslokale til nye<br />
kontorfaciliteter i forbindelse med forsøget på at udvikle byen som lokalitet for postfordistisk<br />
produktion hovedsagelig kan betragtes som en overvejende materiel fysisk omdannelse, så synes de<br />
rumlige omstruktureringer, der vedrører forsøget på at udvikle byen som attraktiv lokalitet for<br />
bosætning, turisme, oplevelse og helt overord<strong>net</strong> forbrug - med særlig relevans for dette speciale -<br />
også at involvere en immateriel og betydningsmæssig transformation. For at belyse dette forhold er<br />
det nødvendigt at tilføje det sidste vigtige aspekt til ’den entreprenørielle by’ som kontekst for<br />
resten af specialet: nemlig dens behov for at skabe et attraktivt image.<br />
“[…] places have always been remade; there is nothing surprising about this. What is<br />
distinct about the contemporary remaking of places are[…] the importance of image<br />
and especially of an (aesthetic) reflexivity of place” 139<br />
2.4.3 Storbyens markedsførelse og imageskabelse<br />
Alle de i afsnit 2.4.1 gennemgåede investeringer foretages for at øge byproduktets attraktivitet.<br />
For ethvert produkt på et frit og konkurrencepræget marked er det dog ikke nok kun at investere i<br />
selve produktets udvikling, men også nødvendigt at kommunikere dets fornyede attraktivitet til<br />
både nuværende og potentielle forbrugere. Derfor er storbyen tvunget til også at markedsføre sig<br />
selv og herunder forsøge at skabe et nyt (eller reproducere et eksisterende) positivt image.<br />
“[…]the selling of the city as a location for activity depends heavily upon the creation<br />
of an attractive urban imagery” 140<br />
Derfor har alle større byer de sidste årtier i første omgang investeret i at oprette turistorganisationer,<br />
hvis hovedopgave det er at udarbejde brochurer, guides, kort, og bøger, der kan bruges til at<br />
promovere den pågældende by på internationale messer, i rejsemagasiner og på Inter<strong>net</strong>tet;<br />
materiale der med andre ord skal udgøre rammen for enhver besøgendes første møde med byen.<br />
Fordi alle turister fra den entreprenørielle bys synspunkt er potentielle arbejdstagere og<br />
arbejdsgivere (og dermed borgere), er turismen, udover at være blevet en vigtig indtægtskilde i sig<br />
selv, også blevet instrumentel i forsøget på at tiltrække både den eftertragtede højtuddannede<br />
arbejdskraft og de postindustrielle erhverv som efterspørger den 141 .<br />
Sidstnævnte forsøges derudover tiltrukket mere direkte gennem oprettelse af bredere<br />
erhvervsorienterede markedsføringsselskaber, der fremhæver byens eg<strong>net</strong>hed som lokalitet for<br />
placering af hovedsæde, underafdeling eller som den perfekte ramme om erhvervskonferencer eller<br />
messer. I første omgang handler det om at kommunikere resultatet af investeringer i udviklingen af<br />
byen som lokalitet for postindustriel produktion og informere om den pågældende bys<br />
139 Lash & Urry 1994<br />
140 Harvey 1989, s. 58<br />
141 Lash & Urry 1994 s. 215<br />
39
forretningsklima, uddannelsesniveau, lokale skatteregler osv. Men derudover synes det mindst<br />
ligeså vigtigt også her at fremhæve de elementer, der er resultatet af investeringer i udviklingen af<br />
byen som lokalitet for forbrug, først og fremmest af kulturelle oplevelser, og dermed få byen til at<br />
fremstå som et i alle henseender spændende og attraktivt sted at opholde sig 142 .<br />
Både markedsføringselskaber og deciderede turistorganisationer, i sig selv eksempler på nye<br />
halvoffentlige aktører, der præger den nye form for byledelse og –udvikling, producerer således en<br />
mængde materiale, der alt sammen ved hjælp af både billeder og ledsagende tekster, fortæller en<br />
særlig historie om byen, udpeger gode sider ved den, beskriver dens udvikling og dermed igen og<br />
igen både visuelt og diskursivt afbilder den på en særlig måde i forsøget på at tiltrække besøgende<br />
af både erhvervs- og turistmæssig karakter.<br />
“The manipulation of city images, cultures and experiences has become probably the<br />
most important part of the political armoury of urban governors and their coalition<br />
partners in the entrepreneurial era.” 143<br />
Disse afbildninger bidrager til at storbyen kan foretage en imageændring og dermed gå fra at være<br />
betragtet som nedslidt, forure<strong>net</strong>, trøstesløs og kriseramt til at blive opfattet som stedet hvor tingene<br />
sker og det gode liv leves. En imageændring der sammen med en fysisk omdannelse ses som en<br />
forudsætning for byens fremtidige vækst under det postfordistiske akkumuleringsregime.<br />
“The promotion of new urban images, of new lifestyles and of new ‘city myths’, is often<br />
a necessary prelude to the establishment of new urban economies” 144<br />
“Changing the image of a locality is thus seen as a central component of entrepreneurial<br />
governance, and, as such, it is perhaps best to consider the entrepreneurial city as an<br />
imaginary city, constituted through a plethora of images and representations” 145<br />
Ligesom det er et generelt kendetegn ved varer, at de, som påpeget tidligere i kapitlet, i større<br />
udstrækning æstetiseres og herunder tilskrives symbolværdi, så synes dette forhold som følge af<br />
ovenstående strategier også at gøre sig gældende for den entreprenørielle by 146 .<br />
For at opsummere kan man, med den kritiske realismes terminologi, sige at jeg i dette kapitel har<br />
forsøgt at klarlægge de underliggende samfundsmæssige strukturer og mekanismer, tendenser og<br />
forandringer, som jeg antager, understøtter og forårsager fænome<strong>net</strong>: ’betydningsmæssig<br />
142<br />
At kultur her bliver et effektivt redskab i den overordnede markedsføring af byen, kan ses som et typisk eksempel på<br />
hvordan grænserne mellem samfundets økonomiske og kulturelle sfære er blevet mere utydelige under overgangen til et<br />
postfordistisk akkumuleringsregime.Jf. afsnit 2.2.3. Em<strong>net</strong> tages op igen i afsnit 4.2<br />
143<br />
Hubbard & Hall 1998, s. 8<br />
144<br />
Ward 1998, s.149<br />
145<br />
Hubbard & Hall 1998, s. 7<br />
146<br />
I henhold til afsnit 2.2.1 & 2.2.2 kan den generelle fysiske opgradering/forskønnelse og den akkompagnerende<br />
imageskabelse i.f.m. storbyens markedsføring, betragtes som henholdsvis en primær og sekundær æstetisering.<br />
40
transformation af byrum i den postindustrielle by’. Et fænomen som jeg er blevet ansporet til at<br />
undersøge på baggrund af den specifikke observation omkring Halmtorvet, og som jeg indtil videre<br />
kun har taget et foreløbigt skridt mod at begribe.<br />
Helt i tråd med Faircloughs samt Jørgensen og Phillips’ retningslinier for kritisk diskursanalyse har<br />
jeg under denne del af den samlede analyse gået tværfagligt til værks og dels trukket på den<br />
disciplin, der beskæftiger sig med <strong>net</strong>op det udsnit af samfundet, som jeg interesserer sig for, dels<br />
suppleret med relevant sociologisk teori og kulturteori. Det har jeg bl.a. gjort for at belyse vigtige<br />
socio-kulturelle processer, samt for at klarlægge, hvad der findes af institutionelle og økonomiske<br />
betingelser for, at den diskursive praksis, som, jeg antager, forårsager den betydningsmæssige<br />
transformation, kan finde sted.<br />
For at isolere de kontekstuelle aspekter ved den postindustrielle by, som jeg finder særlig vigtige at<br />
have for øje, når denne betydningsmæssige transformation skal begribes, har jeg benyttet mig af<br />
abstraktionen ’den entreprenørielle by’, der har gjort mig i stand til at betragte den kontemporære<br />
by som henholdsvis en særlig samfundsmæssig kontekst, en særlig koalition af aktører samt<br />
produktet af en særlig byudviklingspraksis. En byudviklingspraksis der igen kan ses som en<br />
reaktion på den overordnede konkurrencesituation, som storbyen befinder sig i.<br />
Selvom afsnittet om byens udvikling som lokalitet for forbrug, i et samspil med det afsluttende<br />
afsnit om storbyens behov for markedsførelse og imageskabelse, der samtidig henledte<br />
opmærksomheden på byen som vare, synes at indeholde det første vigtige spor til at begribe<br />
betydningsmæssig transformation i forbindelse med den postindustrielle by, så kan den kontekst,<br />
som er etableret i dette kapitel i første omgang kun bruges til at pege på hvordan nogle enkelte<br />
aktører tilfredsstiller storbyens behov for at skabe et nyt overord<strong>net</strong> image udadtil. Der er med<br />
andre ord behov for at etablere mere snæver kontekst for forståelsen af betydningsmæssig<br />
transformation i forbindelse med det specifikke byrum, og det er derfor, at jeg nu i tråd med den<br />
teoretiske problemformulering vender mig mod gentrificeringsteorierne, for at blive i stand til at<br />
belyse den interne rumlige omstrukturering af byen, som den ifølge disse teorier kommer til udtryk i<br />
forbindelse med enkelte boligkvarterers omdannelse.<br />
41
Kap. 3 Gentrificering<br />
Som beskrevet ovenfor kædes den interne rumlige omstrukturering af storbyen ofte sammen med<br />
begrebet gentrificering. I dette kapitel gennemgås dette begreb ved at præsentere to repræsentanter<br />
for det, man i første omgang kan kalde for gentrificeringsteoriens to retninger. Herefter diskuteres<br />
teorierne og de forholdes til den i foregående kapitel etablerede kontekst. Målet er, som optakt til<br />
det følgende kapitel, at ende med en vurdering af, hvorvidt og hvordan disse teorier kan bidrage til<br />
at begribe byrums betydningsmæssige transformation.<br />
3.1 Begrebet, processen og fænome<strong>net</strong><br />
Begrebet gentrificering bruges om den proces et kvarter i den indre by gennemgår, når det som<br />
konsekvens af investeringer i det byggede miljø fysisk omdannes, forskønnes og efterfølgende<br />
ændrer status og relativ værdi i forhold til andre steder i byen. Begrebet er bygget op om det<br />
engelske ord gentry, der betyder lav-adel, og som svarer til, hvad man i dag ville kalde en højere<br />
middelklasse. Derfor ligger det implicit i gentrificeringsbegrebet, at statusændringen indebærer, at<br />
kvarterets oprindelige beboere, først og fremmest som konsekvens af de huslejestigninger, der<br />
følger med de forbedrede fysiske rammer, bliver skiftet ud med beboere af en højere social status 147 .<br />
Parallelt med denne ændring i social status og i takt med at nye eksklusive forretninger, cafeer og<br />
kulturelle institutioner etablerer sig i området, ændrer kvarteret også karakter og status i kulturel<br />
forstand. Det medfører ofte yderligere stigninger i ejendomspriser, og har den konsekvens, at selv<br />
oprindelige tilflyttere bliver tvunget til at forlade kvarteret. Gentrificering kan derfor betegnes som:<br />
”Simultaneously a physical, economic, social and cultural phenomenon” 148<br />
Hvis gentrificeringsteoriens bidragsyderne over de sidste 3-4 årtier har kun<strong>net</strong> blive enige om, at<br />
processen kvantitativt set indebærer fysisk opgradering, prisstigninger på ejendomme og<br />
udskiftning af beboere, og kvalitativt set involverer et kulturelt statusskifte, har de til gengæld<br />
diskuteret hvorvidt processen bør forklares med udgangspunkt i politisk-økonomiske eller socio-<br />
kulturelle omstruktureringer og været uenige om hvilken dimension af fænome<strong>net</strong>, der skal<br />
tilskrives den kausale dominans i forhold til det rummelige udfald.<br />
3.1.1 To forklaringsmodeller<br />
Derfor er det nærmest blevet tradition groft at opdele gentrificeringsteorierne i en ’udbuds-side’<br />
som fremhæver de større politisk-økonomiske faktorer i forklaringen af den forandringsproces som<br />
kvarterer i den indre by undergår, og så en ’efterspørgsels-side’ der fremhæver socio-kulturelle<br />
faktorer.<br />
147 Dvs. Beboere med højere uddannelses- og indkomstniveau. Med udgangspunkt i demografi og civilstatus fremhæves<br />
det ofte, at den idealtypiske tilflytter også er kendeteg<strong>net</strong> ved at være relativt yngre og single.<br />
148 Ham<strong>net</strong>t 1991, s.175<br />
42
Førstnævnte tager, med rødder tilbage i blandt andet den strukturelle marxisme, udgangspunkt i<br />
kapitalens rumlige bevægelser og ejendomsmarkedets rolle i forsøget på at forstå tilvejebringelsen<br />
af mulige gentrificerbare kvarterer i byen.<br />
Sidstnævnte tager derimod med rødder i sociologi og kulturteori udgangspunkt i ’gentrifikanterne’;<br />
et segment af en ny urban middelklasse, der som følge af deres nye urbane livsstil efterspørger og<br />
forbruger det gentrificerede bylandskab.<br />
Dermed antydes de to forklaringsmodellers placering i forhold til videnskabsteoriens klassiske<br />
dikotomi mellem struktur og agent, hvor førstnævnte tillægger de økonomiske strukturer den<br />
kausale dominans, i forhold til det rumlige udfald, mens den sidstnævnte fremhæver individers<br />
ageren overfor disse strukturer i forklaringen af fænome<strong>net</strong>.<br />
Inden en gennemgang af de to sider indledes, er det dog vigtigt at forholde sig kritisk til<br />
gentrificeringsbegrebet som teoretisk redskab.<br />
3.1.2 Et kaotisk begreb<br />
I takt med, at debatten mellem repræsentanter for de to forklaringsmodeller har udspillet sig, er<br />
begrebet nemlig blevet indholdsfyldt, uden at der har været enighed om hvilket stadie af den<br />
overordnede proces, man har fokuseret på, hvorfor det desværre er kommet til at favne så bredt, at<br />
det i mange situationer er videnskabeligt uanvendeligt. I sin yderste konsekvens betyder det, at både<br />
alting og ingenting kan betegnes gentrificering. Hvad enten man har beskæftiget sig med at udpege<br />
kausale faktorer, uden hvilke processen slet ikke vil initieres, har beskrevet forløbet af selve<br />
forandringsprocessen med udgangspunkt i fra- og tilflyttere eller fokuseret på et specifikt<br />
slutprodukts æstetiske fremtoning, er gentrificering blevet brugt som dækkende betegnelse. Men<br />
konsekvensen af denne bredde er samtidig, at det er umuligt at få et empirisk eksempel til at passe<br />
på alle de forskellige teoriretningers idealtypiske gentrificeringsforløb.<br />
Af samme grund blev gentrificering allerede i starten af 80’erne beteg<strong>net</strong> som et kaotisk begreb 149 ,<br />
hvilket indebærer en vigtig erkendelse af, at det frem for at beskrive en idealtypisk proces med en<br />
enkelt kausal forklaring, i højere grad dækker over en række sideløbende og gensidigt afhængige<br />
processer, der ofte forløber forskelligt afhængig af geografisk og historisk, og deraf politisk,<br />
økonomisk og socio-kulturel kontekst. Gentrificeringsprocesser forløber f.eks. på een måde i en<br />
kontekst af et privatiseret ejendomsmarked, hvilket meget af den empiri, der lå til grund for de<br />
første rapporter om gentrificering i England og U.S.A. er udtryk for, og på en anden måde i det<br />
kontinentale Europa som følge af generelt mere regulerede ejendomsmarkeder.<br />
Til trods for denne erkendelse, er det samtidig vigtigt at slå fast, at gentrificeringsprocesserne også<br />
besidder mange ligheder, hvad enten de iagttages i New Yorks downtown, på havnefronten i<br />
Londons Docklands, i et middelalderkvarter i Barcelona eller i det tidligere Østberlin. Det samme<br />
gør sig gældende, hvad enten den dimension af processen, der hidrører den fysiske omdannelse,<br />
involverer konvertering af tidligere industribygninger, renovering af nedslidte boligområder,<br />
opførsel af nye boligkomplekser eller er en kombination af disse tiltag.<br />
149 Rose 1984; Beauregard 1986<br />
43
Det er <strong>net</strong>op det faktum, der retfærdiggør en bibeholdelse af et universelt begreb til beskrivelse af<br />
det, den amerikanske gentrificeringsteoretiker Robert Beauregard rammende kalder for ’a<br />
conjuncture’ 150 , dvs. et sammenfald af omstændigheder, der udmønter sig i en særlig rumlig<br />
omstrukturering. En rummelig omstrukturering der altså involverer en vis grad af fysisk<br />
omdannelse, prisstigninger, udskiftning af beboere og etableringen af en ny kulturel status for<br />
kvarteret, og som derfor kan betegnes gentrificering.<br />
De seneste års bidrag har derfor i langt højere grad været præget af konsensus og en erkendelse af,<br />
at de forskellige og relevante tilgange til gentrificering frem for at bekrige hinanden skal supplere<br />
hinanden i forsøget på at beskrive specifikke empiriske eksempler.<br />
”Juxtaposing a Marxist analysis with a cultural analysis allows political economy,<br />
culture and society to be considered together enabling a more sensitive illustration of<br />
the gentrification process” 151<br />
Derudover handler det i mine øjne også om at erkende, at de forskellige teoriretninger bør<br />
introduceres med henblik på, hvilken dimension af den komplekse proces man vil belyse og i<br />
henhold til hvilket stadie af samme proces, man ønsker at begribe.<br />
I forhold til nærværende speciale vil en relevant repræsentant for hver af de to tilgange i første<br />
omgang blive gennemgået og deres bidrag diskuteret. Det gøres for at illustrere hvordan man ved<br />
<strong>net</strong>op at lade dem supplere hinanden, etablerer et godt udgangspunkt for i første omgang at begribe<br />
en række aspekter vedrørende den fysiske omdannelse af boligområder og byrum i den<br />
postindustrielle storby. Samtidig udgør gennemgangen i sig selv et udgangspunkt for i næste kapitel<br />
at diskutere gentrificeringsteoriernes brugbarhed i forhold til at belyse den betydningsmæssige<br />
transformation, som, jeg hævder, kan iagttages parallelt med den fysiske omdannelse.<br />
3.2 Udbudssidens argumenter og Neil Smith<br />
Den mest fremtrædende repræsentant for udbudsside-argumenterne er geografen Neil Smith.<br />
Ligesom Harvey kæder han storbyens rumlige processer sammen med makroøkonomiske<br />
omstruktureringer og bidrager således til at understrege, at overgangen til et postfordistisk<br />
akkumuleringsregime, har gjort en ændring af storbyens geografi nødvendig.<br />
”a restructured economy involves a restructured built environment” 152<br />
“What is new today is the degree to which this restructuring of space is an immediate<br />
and systematic component of a larger economic and social restructuring of advanced<br />
capitalist economies”. 153<br />
150 Beauregard 1986 s. 51<br />
151 Lees 1994, p.148<br />
152 Smith 1996, s. 30<br />
153 Ibid., s. 21<br />
44
Smith gør desuden opmærksom på, at i modsætning til den fremherskende rumlige proces under<br />
Fordismen: suburbaniseringen, der kan beskrives som en absolut geografisk ekspansion, der<br />
bevirker at byens grænser gradvist rykker udefter, så er gentrificeringsprocessen, som er en af de<br />
vigtigste processer under den senkapitalistiske og postfordistiske produktionsmådes ulige udvikling<br />
af byen, helt grundlæggende kendeteg<strong>net</strong> ved at være en intern differentiering af allerede<br />
etablerede byrum, hvorfor den <strong>net</strong>op bør betegnes som en rumlig om-struktureringsproces.<br />
3.2.1 ’rent-gap’-teorien<br />
Til at forklare processens rødder udvikler Smith sin såkaldte ’rent-gap’-teori.<br />
Med udgangspunkt i kapitalens de- og reinvesteringers geografi argumenterer han for, at de lave<br />
grundpriser i byernes periferi i de to årtier efter 2. Verdenskrig affødte en vedvarende flytning af<br />
kapital, som skulle skabe industriel, beboelses-, og forretningsmæssig aktivitet i forstæderne.<br />
Parallelt med afindustrialiseringen af de centrale byområder affødte denne suburbanisering en<br />
devaluering af den indre bys faste kapital i form af bygninger og byrum, som via en negativ spiral<br />
af forfald og misvedligeholdelse i perioden efter den økonomiske krise i midt-70erne, medførte et<br />
relativt fald i grundpriserne i den indre by, i forhold til de stigende priser i forstæderne.<br />
Det har betydet, at der med tiden er opstået et ’gap’, eller en kløft mellem den indre bys grunde og<br />
ejendommes aktuelle værdi og den potentielle værdi, man kan få for dem ved en anden udnyttelse.<br />
Denne omstændighed har skabt et nyt marked for re-investeringer i den indre by. Eksistensen af<br />
nedslidte boligkvarterer og forladte industriområder og bygninger, sammenholdt med kapitalens<br />
tendens til at bevæge sig derhen, hvor profitten er højest, betyder, at når denne kløft mellem<br />
grundenes aktuelle værdi (actual groundrent, fig.3) ved den nuværende anvendelse og den<br />
potentielle værdi (potential ground rent, fig.3) ved en anden og fra kapitalens synspunkt bedre<br />
udnyttelse bliver stor nok, så vil en fysisk revitalisering og deraf følgende gentrificering finde sted.<br />
“It is the movement of capital into the construction of new suburban landscapes and<br />
the consequent creation of a rent gap that create the economic opportunity for<br />
restructuring the central and inner cities. The devalorization of capital in the center<br />
creates the opportunity for the revalorization of this “underdeveloped” section of<br />
urban space.” 154<br />
Ifølge Smith findes der en række vigtige såkaldt ’kollektive sociale aktører’ med økonomiske<br />
interesser på grund- og ejendomsmarkedet, og gentrificering er i hans øjne et resultat af disse<br />
aktørers samlede aktivitet. Ud over at fremhæve private ejendomsudviklingsselskabers rolle, peger<br />
han dels på staten, der gennem politiske beslutninger målretter byfornyelsesindsatser til særlige<br />
områder, dels på de finansielle institutioner såsom banker, investeringsfonde og realkreditselskaber,<br />
154 Smith 1986, s. 24<br />
45
der, ved at udlåne og tilvejebringe finansieringskapital til udvalgte ejendommes fysiske renovering,<br />
blåstempler og dermed revaluerer hele kvarterer som investeringsobjekter 155 .<br />
Fig. 3 Som tiden går, falder værdien af grunde og ejendomme<br />
i den indre by, mens den potentielle værdi og dermed<br />
fortjeneste ved en anden udnyttelse stiger. Når forskellen<br />
mellem de to er stor nok, bliver det profitabelt, at foretage<br />
økonomiske investeringer i fysisk omdannelse og en<br />
gentrificeringsproces initieres. 156<br />
I dette perspektiv er gentrificeringen altså kapital- og produktionsdrevet. Den er en økonomisk<br />
revalueringsproces, der kan betragtes som kapitalens rationelle respons på den forudgående<br />
devaluering. Dermed bliver kapitalens bevægelser udnævnt som hoveddrivkraften bag<br />
gentrificeringsprocessen, medens folks ønsker og valg, i første omgang, er af sekundær betydning.<br />
3.3 Efterspørgselssidens argumenter og Michael Jager<br />
Det er de derimod ikke hos de teoretikere, som tilhører gentrificeringsteoriens efterspørgselsside.<br />
Disse tager nemlig helt grundlæggende udgangspunkt i de sociale omstruktureringer der, som berørt<br />
i forrige kapitel, kan kædes sammen med storbyernes ændrede erhvervsstruktur, og hævder, at man<br />
for at begribe baggrunden for gentrificeringsprocessen må forstå, hvordan storbyen og i særlig grad<br />
dens indre kvarterer har fået ny værdi for et segment af den nye middelklasse. I modsætning til<br />
Smith, der med udgangspunkt i de større makroøkonomiske omstruktureringer forsøger at belyse<br />
tilvejebringelsen af gentrificerbare boliger og byrum i den indre by, ser disse teoretikere på hvordan<br />
de samme omstruktureringer først og fremmest tilvejebringer de potentielle gentrifikanter. Dvs: de<br />
tilflyttere af højere social status, uden hvilke man kan hævde, at gentrificeringsprocessen ikke kan<br />
155 Smith 1996, s. 68<br />
156 Fra Smith 1996<br />
46
finde sted. I tråd med det forgangne kapitels fokus på de socio-kulturelle tendenser under<br />
overgangen fra Fordisme til Postfordisme, er det samtidig disse teoretikeres hensigt at belyse nye<br />
forbrugsmønstre og kulturelle præferencer hos den nye middelklasse, og dermed begribe og udpege<br />
den fornyede efterspørgsel efter boliger og byrum i den indre by, som årsagen til gentrificering.<br />
”…they all point to the crucial role of the specific cultural and consumption<br />
requirements of a fragment of the new class, and argue that they are met by an inner city<br />
location. There is a causal link between the production of a new professional and<br />
managerial labour force, the cultural and consumption characteristics of part of that<br />
group, and the creation of potential gentrifiers” 157<br />
Som typisk repræsentant for efterspørgselsside-teoretikerne kan australieren Michael Jager<br />
fremhæves. Helt karakteristisk kæder også han gentrificering sammen med en ny middelklasse og<br />
peger på, hvordan investeringen i en bolig i den indre by tilfredsstiller denne sociale gruppes behov<br />
for at markere sit klassetilhørsforhold. Samtidig forsøger han, bl.a. inspireret af Baudrillard, at<br />
belyse hvordan restaurerede og dermed æstetiserede bygninger i den indre by, udover at have en<br />
umiddelbar brugsværdi som bolig, også kommer til at besidde en vigtig symbolværdi, der kan<br />
distingvere dens ejer i forhold til andre individer i bysamfundet.<br />
“Class distinction and symbolism through the built environment is of universal<br />
importance to the understanding of gentrification and its wider meaning” 158<br />
For at indkredse det kendetegnende ved den nye middelklasse og dens associerede livsstil refererer<br />
Jager til sociologen Thorstein Veblens beskrivelse af ’the leisure class’. I sine studier fra 1899<br />
brugte Veblen denne betegnelse til at karakterisere den herskende klasse, der i slutningen af det 19.<br />
århundrede opstod som følge af den 2. industrielle revolution, og med referencen peger Jager på<br />
hvordan den nye middelklasse kan betragtes som en parallel til eller udbygning af denne såkaldte<br />
’fritidsklasse’.<br />
Veblen betragtede fritid som frihed fra at skulle bruge al sin tid på livets opretholdelse, og han så<br />
derfor fritid som det ultimative udtryk for økonomisk uafhængighed. Samtidig iagttog han hvordan<br />
fritid for en særlig social gruppe således kom til at fungere som et effektivt redskab hvormed deres<br />
klassetilhørsforhold kunne signaleres, et redskab, som dog først blev rigtig virkningsfuldt, når<br />
fritiden samtidig udgjorde rammen om det, han betegnede som ’demonstrativt forbrug’.<br />
“Thus for Veblen one of the major signs of prestige for the leisure class is that of waste<br />
in either expenditure (conspicuous consumption) or inactivity (conspicuous leisure).<br />
Through those wasteful practices (which as Veblen points out are only wasteful from a<br />
157 Ham<strong>net</strong>t 1991, s. 184<br />
158 Jager 1986, s. 79<br />
47
naively utilitarian perspective) the leisure class distinguishes and distances itself from<br />
the labouring classes” 159<br />
I følge Jager følger den nye middelklasse en lignende strategi. Hans pointe er dog, at i det, han<br />
betegner som et avanceret industrielt samfund 160 , hvor fritid og et højt forbrug af materielle goder<br />
ikke længere er forbeholdt de få, kan distinktion alene på baggrund af det at have fritid og<br />
muligheden for at forbruge ikke længere opnås. Derfor må nye distinktionsformer afsøges, og det er<br />
her, at boligen i den indre by, både som eksklusivt forbrugsobjekt i sig selv og som<br />
omdrejningspunkt for en ny urban livsstil, kommer ind i billedet. I følge Jager bliver den nye<br />
middelklasses relative økonomiske uafhængighed således i stigende grad:<br />
”…forcefully expressed through the consumption of housing as an esthetic object,<br />
through the appropriation of history and the ‘stylization of life’” 161<br />
3.3.1 Boligens æstetisering og historiske værdi<br />
Jagers indsigt skyldes at han i udvalgte kvarterer i Melbourne helt specifikt har undersøgt, hvordan<br />
tilflyttere, der antages at tilhøre den nye middelklasse, har investeret i og omformet nedslidte og<br />
forslummede bygninger fra den victorianske periode 162 . Indvendig er disse ejendomme blevet<br />
fuldstændig revet ned så de bare vægge og bjælkerne er synliggjort, lejlighederne er blevet gjort<br />
større og moderne køkkener og badeværelser er installeret. Udvendig er der derimod gået mere<br />
nænsomt til værks. Ved at fjerne eventuelle senere tilføjelser fra bygningernes facader, sandblæse<br />
dem, og fremhæve historiske detaljer så de nærmer sig den autentiske bygning mest muligt,<br />
forsøger tilflyttere nemlig ifølge Jager, at tilfredsstille et behov for at signalere åndsfællesskab med<br />
den tidligere victorianske overklasse.<br />
Den fysiske omdannelse, i form af den eksteriøre restaurering, der fremhæver bygningernes<br />
æstetiske fremtoning og historiske værdi og den samtidige interiøre renovering og modernisering,<br />
sætter dermed beboerne i stand til at signalere en særlig status og identitet gennem forbruget af den<br />
nu eksklusive vare af høj symbolværdi. Ved at værdsætte det byggede miljø på baggrund af dets<br />
æstetiske kvaliteter og historiske værdi, signalerer medlemmer af den nye middelklasse også at de<br />
er i stand til at udvise kulturel dømmekraft 163 . Dermed kandiderer de til en position parallel til det<br />
klassiske borgerskab, samtidig med at de differentierer sig fra den traditionelle arbejderklasse, som<br />
residerede i kvarteret, før den nye middelklasse rykkede ind, og for hvem de historiske bygninger<br />
’kun’ havde en umiddelbar brugsværdi.<br />
159<br />
Jager 1986, s. 80<br />
160<br />
Hvilket i specialets indtil nu anvendte terminologi svarer til forbrugs- og informationssamfundet under det<br />
postfordistiske akkumuleringsregime.<br />
161<br />
Jager 1986, s. 80<br />
162<br />
Dvs. fra sidste halvdel af det 19. århundrede.<br />
163<br />
Jager kalder det ’artistic discernment’, Et begreb som er udtryk for, at man besidder nogle kulturelle kompetencer<br />
som er beslægtet med den dømmekraft som autoriteter indenfor det kunstneriske felt besidder, og som kommer til<br />
udtryk, når et objekt af en vis æstetisk karakter, som f.eks et maleri bedømmes. På den måde hænger begrebet også<br />
sammen med den føromtalte æstetiske refleksivitet som ikke kun producenter men også forbrugere antages at besidde.<br />
48
“Artistic discernment and appropriation not only demonstrate a certain distance<br />
from the world of necessity and rigors of inner urban industrial living, but also testify<br />
to the discerning taste of the possessor” 164<br />
Jager peger på, at dette forbrug og denne tilegnelse af historien, som den er indlejret i objekter, i<br />
øvrigt ligesom ønsket om at besidde antikviteter, udtrykker individers trang til at overskride tiden<br />
og komme tæt på den økonomiske succes, som det historiske objekt, ofte bare i kraft af at det stadig<br />
eksisterer, er et udtryk for.<br />
Det historiske element bliver i sig selv, et positivt kulturelt symbol, der ved at blive fremhævet og<br />
tileg<strong>net</strong> på samme tid kan legitimere individers ret til at besidde de pågældende objekter og virke<br />
som identitetsskabende element for den, der besidder. Så når man køber en bolig i en bygning fra<br />
det forrige århundrede, som har gennemgået en sådan restaurering, eller endnu bedre: selv<br />
restaurerer den, køber man ifølge Jager også lidt af den sociale position, som den oprindelige ejer<br />
besad i det forrige århundrede 165 . Restaurering af bygningen og fremhævelsen af dens tidligere<br />
historie, gennem facadens æstetisering, kan samtidig betragtes som et forsøg på at udradere og<br />
dermed omdefinere den sociale stigmatisering, som har været det nedslidte kvarter til del i den<br />
umiddelbare periode op til den fysiske omdannelse 166 .<br />
3.3.2 Et nyt forbrugsmønster - en ny urban livsstil<br />
Når Jager skal forklare baggrunden for gentrificeringsprocessen er kausaliteten ikke helt tydelig. I<br />
det store perspektiv ligger det ham dog meget på sinde at pege på hvordan den nye middelklasses<br />
fremkomst og dens medlemmers konstante behov for at finde nye og flere identitetsskabende varer at<br />
forbruge, falder sammen den industrielle kapitals behov for at øge det overordnede forbrug,<br />
accelerere og ikke mindst udvide varekredsløbet 167 . Som sådan får den nye middelklasse en særlig<br />
samfundsmæssig funktion. Han skriver:<br />
”The emergence of the new middle class occurs at a particular stage of economic<br />
development, that of industrial saturation, where the function of this new class is<br />
precisely to promote [a] new consumption ethic. ‘The trendy’ and the ‘taste-maker’<br />
emerge as new social types carrying this new societal function. What characterizes this<br />
new consumption model is an emphasis upon esthetic-cultural themes.” 168<br />
164<br />
Jager 1986 s. 82<br />
165<br />
Eller måske mere relevant: som man forestiller sig den oprindelige ejer besad.<br />
166<br />
Jager 1986, s. 83<br />
167<br />
Jf. kendetegn ved overgangen til et postfordistisk akkumuleringsregime, Kap 2.<br />
168<br />
Jager 1986 s. 86. Hans begreb ’en ny forbrugs etik’ må ses som et udtryk for, at, ligesom Veblens fritidsklasse gjorde<br />
det i sidste halvdel af 1800-tallet, så sætter også den nye middelklasse nogle nye og, for det kapitalistiske systems<br />
videreførelse, vigtige forbrugsstandarder i samfundet.<br />
49
I forhold til en mere traditionel middelklasse, som i følge Jager besad dyder som selvkontrol,<br />
tilbageholdenhed, arbejdsomhed og mådeholdenhed, er den nye middelklasses medlemmer<br />
karakteriseret ved at lægge vægt på afslapning, adspredelse, fornøjelse, oplevelse og nydelse.<br />
Samtidig er det kendetegnende for dem, at det ikke er deres evne at til producere, men deres evne til<br />
på en iøjnefaldende og demonstrativ måde at forbruge varer af kulturel og æstetisk karakter, der<br />
giver dem prestige 169 . Udover at indebære kunst og kulturelle begivenheder er dette forbrug også<br />
rettet mod mere materielle varer, der i stigende grad æstetiseres, og hvis praktiske funktion derfor<br />
ofte betyder mindre end deres symbolværdi. (jvf. afsnit 2.2.1)<br />
Når boligen under den ovenfor beskrevne omdannelsesproces, på linie med andre<br />
produkter/objekter æstetiseres og tilskrives symbolværdi, konstitueres også den som en ’esthetic-<br />
cultural commodity’ 170 . Ifølge Jager er det altså den nye middelklasses behov for at markere sit<br />
klassetilhørsforhold, og konstruere sin identitet gennem et særligt forbrugsmønster (jvf. afsnit<br />
2.2.2), der medfører at boligen vareliggøres og med andre ord inkluderes i det, man kunne kalde for<br />
et senkapitalistisk varekredsløb. Men som han gør opmærksom på:<br />
”conspicuous consumption is expressed not just through symbolic investment in<br />
housing but through more traditional middle class consumption concerns as dress,<br />
entertainment, and restaurants, which are further key components in the new inner<br />
urban life-style.” 171<br />
Sammenholdt med den nye middelklasses krav om afslapning og nydelse samt et højt forbrug af<br />
kunst og kulturelle oplevelser, bliver det derfor tydeligt hvordan ikke kun boligen i den indre by,<br />
men også de tilstødende byrum med deres cafe-, galleri-, og butiksmiljø fremstår som en attraktiv<br />
ramme om dette sociale segments associerede livsstil. Jager fremhæver, at hvor det i det forrige<br />
århundrede var teatret der udgjorde det forum, hvor middelklassen fremviste sin velstand og sociale<br />
position, er det i dag udvidet til også at foregå i gader og på pladser i den indre by.<br />
”Today the inner urban ’scene’ has become an important stage for promoting fashion<br />
and new urban lifestyle” 172<br />
For at markere sit klassetilhørsforhold i det avancerede industrisamfund er det altså ikke nok bare at<br />
kunne forbruge. Varerne, der forbruges, skal også have en særlig karakter og høj symbolværdi,<br />
selve forbruget skal være iøjnefaldende og demonstrativt, og så skal det, i tråd med de<br />
trendsættende medlemmer af den nye middelklasse, ikke mindst foretages det rigtige sted. I Jagers<br />
perspektiv er gentrificeringen derfor drevet af efterspørgslen efter den indre by, som følge af, at<br />
dette geografiske rum udover at indeholde arkitektonisk interessante bygninger i historiske<br />
169 Ibid s. 86<br />
170 Ibid s. 89<br />
171 Ibid<br />
172 Jager 1986 s. 89<br />
50
kvarterer 173 også, og måske i stigende grad som følge af, at de relativt købekraftige gentrifikanter i<br />
første omgang viser interesse for det byggede miljø, indeholder en bred vifte af muligheder for et<br />
attraktivt og identitetsskabende forbrug af både eksklusive varer og kulturelle begivenheder 174 .<br />
Desuden medfører de målrettede forskønnelsesindsatser, der som oftest kommer byrum i den indre<br />
by til del, at hele det indre bymiljø i sig selv kan betragtes som en prestigefyldt og lækker vare, der<br />
forbruges, i det øjeblik man blot tager ophold i det 175 .<br />
“[…] the constitution of housing as an esthetic-cultural commodity is extended to the<br />
inner urban and natural environments, which become an aesthetic arena” 176<br />
Således peger Jager på hvordan gentrificeringsprocessen ikke kun bør forstås med udgangspunkt i<br />
boligen og de enkelte bygninger, men i høj grad også omhandler, hvordan de tilstødende byrum i den<br />
indre by, i modsætning til forstaden, hvor middelklassen traditionelt set har foretrukket at residere,<br />
besidder nogle særlige kvaliteter, der værdsættes af den nye middelklasse, som gentrifikanterne<br />
antages at tilhøre.<br />
3.4 Diskussion af de to tilgange<br />
Når man skal holde de to teorier op mod hinanden, er det i første omgang vigtigt at pointere, at<br />
Smiths teori i princippet er en respons på nogle af de allertidligste gentrificeringsteorier, der, ofte på<br />
baggrund af empirisk orienteret forskning, fokuserede ensidigt på individuelle gentrifikanter i<br />
forklaringen af processen. Allerede i disse teorier blev gentrifikanterne karakteriseret som<br />
medlemmer af en ny middelklasse, der efter i årtier at have forladt byen til fordel for forstaden,<br />
udførte en ”tilbage til byen”-bevægelse. Samtidig blev gentrifikanterne betragtet som en slags<br />
pionerer, der, ligesom Jager har iagttaget det, rykkede ind i nedslidte boligkvarterer i den indre by<br />
og på eget initiativ begyndte at restaurere bygninger og renovere boliger og således initierede en<br />
gentrificeringsproces 177 . Det var i opposition mod denne ensidige opfattelse af, at enkelte individers<br />
ageren skulle være årsagen til, at kvarterer i den indre by ændrede status, at Smith udviklede sin<br />
rentgap-teori til at fremhæve, at gentrificering først og fremmest skyldes en ”tilbage til byen”<br />
bevægelse af kapital frem for af mennesker.<br />
3.4.1 Aktørerne bag processen og den klassiske kritik af Smith<br />
Man kan sige, at uenigheden mellem de to teoriretninger i princippet er et spørgsmål om, hvem der<br />
er de aktive aktører bag gentrificeringsprocessen eller med andre ord hvem man bør tilskrive<br />
173<br />
Med historisk menes ikke, at de som lokalitet har en særlig plads i historien, men at de præges af ældre ejendomme i<br />
en før-moderne byggestil og dermed har et skær af autenticitet over sig.<br />
174<br />
Hvilket kan være alt fra økologiske pølser, designerkjoler, en kunstudstilling eller en Jazzkoncert.<br />
175<br />
Et ophold som I sig selv er koncentreret om de for den nye middelklasse meningsfyldte aktiviteter, nemlig det<br />
synkrone forbrug af fritid og penge.<br />
176<br />
Jager 1986 s. 89<br />
177<br />
Som det senere vil blive påvist lever denne populære opfattelse af gentrificeringsprocessen og byrummets<br />
forvandling videre i de rumlige repræsentationer, der udgør den diskursive afbildning af Halmtorvets byfornyelse.<br />
51
ansvaret for, at den finder sted. Hos de tidlige teorier og det, der siden har udviklet sig til<br />
efterspørgselssiden, har tendensen været ensidigt at tilskrive tilflytterne rollen som det<br />
gentrificerede bylandskabs ’producenter’, mens ansvaret for byrummets produktion ifølge Smith<br />
ligger hos de førnævnte kollektive aktører, med særlige kapitalinteresser på ejendomsmarkedet.<br />
“The empirical evidence suggests that as often as not, the process is initiated not by<br />
the exercise of those individual consumer preferences […], but by some form of<br />
collective social action at the neighbourhood level.” 178<br />
Men hvis Smiths teori er oplagt til at forstå en af forudsætningerne for, at gentrificeringsprocessen<br />
kan initieres og et nyt bylandskab produceres, er der også belæg for at anklage ham for ikke at<br />
kunne forklare det led i processen, der vedrører hvorfor kvarterer i den indre by samtidig er blevet<br />
så attraktive at bo i for et særligt socialt segment, hvilket <strong>net</strong>op må være den anden vigtige<br />
forudsætning for at processen kan forløbe. Problemet med Smiths rent-gap teori er altså, at han er<br />
endt i den modsatte grøft i forhold til det, han har kritiseret. Som den engelske<br />
gentrificeringsteoretiker Chris Ham<strong>net</strong>t i sin kritik af Smith slår fast; gentrificeringprocessen<br />
involverer ikke kun kapital, den involverer også mennesker:<br />
”both of two principal theoretical perspectives are partial abstractions of the totality<br />
of the phenomenon.[…]The rent gap may provide the means, but it does not provide a<br />
motive for gentrification. For this, we need to look into […]: locational preferences,<br />
lifestyles and consumption.” 179<br />
Smith kan med andre ord ikke forklare den fornyede efterspørgsel efter boliger og byrum i den<br />
indre by, hvormed han afskærer sig fra at forklare, hvorfor grunde og ejendomme i den indre by<br />
besidder en potentielt højere værdi ved en anden udnyttelse, hvilket ifølge hans egen kapitallogiske<br />
rent-gap teori <strong>net</strong>op er forudsætningen for, at de bliver gentrificeret. Er der ingen efterspørgsel, er<br />
der ingen forventning om profit, og dermed investeres og fysisk omdannes der ikke i den indre by.<br />
3.4.2 Jager og den entreprenørielle kontekst<br />
På den anden side må man sige, at Jagers bidrag med udgangspunkt i, at de enkelte tilflyttere er<br />
ansvarlige for den fysiske omdannelse og dermed så at sige initierer gentrificeringsprocessen<br />
indefra, måske ikke passer på virkeligheden i en nutidig og europæisk kontekst 180 . Her har der jo<br />
<strong>net</strong>op de sidste to årtier, som følge af den internationale storbykonkurrence og den nye måde hvorpå<br />
byen udvikles, været en tendens til, at både privat og offentlig kapital i form af stigende aktivitet på<br />
178 Smith 1996, s. 68<br />
179 Ham<strong>net</strong>t 1991, s. 175, 185<br />
180 Jagers artikel på hvilken min gennemgang bygger, er fra 1986 og baserer sig som nævnt på empiri fra Melbourne,<br />
Australien.<br />
52
ejendomsmarkedet og offentligt finansierede byfornyelsesindsatser, frem for enkelte individer, har<br />
spillet en større rolle i byens fysiske omdannelse.<br />
Pointen er med andre ord, at det i en kontekst af den entreprenørielle by er mere relevant, i tråd med<br />
Smith at anskue den fysiske omdannelse af byrum og dermed gentrificeringsprocessens initiering,<br />
som resultatet af det, man kunne kalde for en udefrakommende koalition af kapitalinteressers<br />
ageren. For selvom Smiths teori er udviklet i en kontekst af, og mere passer på et ultraliberalt<br />
økonomisk samfund som det amerikanske frem for på det danske, hvor der fra offentlig side er<br />
traditioner for at styre markedskræfternes frie spil, så mener jeg, at der i et større perspektiv og som<br />
følge af den nye vækstorienterede måde at udvikle byen på, er belæg for at opfatte den samlede sum<br />
af privat-offentlige investeringer, herunder byfornyelsen, mere som profitsøgende handlinger end<br />
som rent velfærdsmæssige indgreb. Som en af de gentrificeringsteoretikere, der præsenteres i næste<br />
kapitel: Robert Beauregard påpeger:<br />
“The local government often plays a more active and direct role in the gentrification<br />
process. It stands to benefit directly from the dislocation of lower-class groups which<br />
burden it through social programs, and from their replacement by middle class<br />
consumers whose income will circulate in the local economy and whose investments<br />
will enhance the tax-base.” 181<br />
Byfornyelsen kan derfor betragtes som den entreprenørielle bys strategiske redskab til dels at skabe<br />
attraktive boligområder og byrum i forsøget på at positionere sig i den internationale<br />
storbykonkurrence og dels proaktivt at initiere en gentrificering som ’byen’ og de involverede<br />
kapitalinteresser på flere måder har fordel af 182 .<br />
Fordi den fysiske opgradering af det byggede miljø, bl.a. som konsekvens af den nye proaktive<br />
udvikling af byen, overvejende går forud for tilflytningen af nye beboere, bliver det samtidig også<br />
mere relevant at betragte disse tilflyttere/gentrifikanterne, ikke som aktive aktører i selve den<br />
fysiske omdannelse men som en særlig gruppe af købekraftige forbrugere, og selve boligen og<br />
byrummet i den indre by som en vare, der på linie med andre varer udvikles som reaktion på disse<br />
forbrugeres efterspørgsel. I dette lys kan man indtil videre med udgangspunkt i både Smith og Jager<br />
forklare en del af denne vares overordnede revaluering 183 . Dvs. den stigning i umiddelbar<br />
brugsværdi, som skyldes den fysiske omdannelse/opgradering og deraf øgede funktionalitet.<br />
Derudover bidrager Jager også til at begribe noget af den symbolværdi, som er blevet tilskrevet<br />
varen, som følge af den primære æstetisering, som boligens restaurering, fremhævelsen af det<br />
historiske element og de tilstødende byrums generelle forskønnelse kan siges at repræsentere.<br />
181 Beauregard 1986 s. 51<br />
182 Bemærk Harveys anvendelse af begrebet gentrificering i citatet s. 38. Her fremstilles gentrificering <strong>net</strong>op mere som<br />
en entreprenøriel strategi, der i sig selv kan bidrage til at styrke byens position som lokalitet for forbrug.<br />
183 Jf. Smiths opfattelse af gentrificering som en revalueringsproces.<br />
53
I forbindelse med dette speciale opfattes gentrificeringsteorierne, som det mest oplagte redskab til<br />
anskuelse af storbyens interne rumlige omstrukturering. Spørgsmålet er dog, hvorvidt og hvordan<br />
disse teorier kan anvendes i forsøget på at begribe den betydningsmæssige transformation, som er<br />
observeret sideløbende med byfornyelsens fysiske omdannelse af byrummet.<br />
Man kan foreløbig konkludere, at de ovenfor gennemgåede teorier i sig selv ikke siger noget om<br />
betydningsmæssig transformation. Men når det er sagt, så mener jeg også, at jeg ved at lade disse<br />
teorier supplere hinanden i en kontekst af den entreprenørielle by og samtidig se dem i lyset af mine<br />
videnskabsteoretiske overvejelser omkring sammenhængen mellem det ikke-diskursive og det<br />
diskursive har etableret et brugbart udgangspunkt for at tilføje en diskursiv dimension til en proces,<br />
der indtil videre kan betragtes som resultatet af en overvejende ikke-diskursiv og i forhold til<br />
byrummet udefrakommende byudviklings-praksis. Derfor handler det følgende kapitel, med andre<br />
ord, om at begribe byrums betydningsmæssige transformation ved, helt i tråd med Faircloughs<br />
metode, at indkredse det, man parallelt hermed kunne betegne som en udefrakommende diskursiv<br />
byudviklings-praksis.<br />
54
Kap. 4 Gentrificeringens diskursive dimension<br />
Hvis det indledningsvis blev fremstillet som om, at et af målene for dette speciale var at tilføje en<br />
diskursiv dimension til forståelsen af gentrificeringsprocessen og dermed supplere, hvad der<br />
umiddelbart synes som utilstrækkelige teorier, når byrums betydningsmæssig transformation skal<br />
begribes, bør dette mål, efter nærlæsning af nogle af de mest fremstående teoretiske bidragsydere,<br />
dog modificeres en anelse.<br />
Man kan nemlig konstatere at en række af forfatterne rent faktisk kredser en del om em<strong>net</strong>, men<br />
selv om nogle af dem endda behandler denne dimension eksplicit, inkluderer den gængse opfattelse<br />
af dem alligevel ikke ’det diskursive’. Med andre ord ignoreres den diskursive dimension som regel,<br />
når teorierne sidestilles og diskuteres, hvilket jeg betragter som en fejl, fordi det kort sagt forhindrer<br />
en fuldkommen forståelse af den rumlige omstruktureringsproces, som gentrificeringsteorierne<br />
ellers sætter sig som mål at begribe 184 .<br />
Indledningsvis gennemgår jeg derfor nogle udvalgte gentrificeringsteoretikere, med det formål at<br />
fremhæve og udvikle de diskursive tråde i deres teorier. Undervejs diskuteres de forskellige måder<br />
hvorpå disse teoretikere inkorporerer en forståelse af den diskursive dimension og på denne<br />
baggrund foretager jeg en foreløbig vurdering af hvorvidt teoretikere bidrager til at belyse den<br />
diskursive praksis, som jeg med udgangspunkt i Faircloughs metode helt grundlæggende fokuserer<br />
på i dette kapitel. (jf. fig. 2 b og c)<br />
Derefter forsøger jeg så inspireret af mit videnskabsteoretiske udgangspunkt, og med udgangspunkt<br />
i særlige træk ved både den entreprenørielle by og forbrugssamfundet, at supplere den til formålet<br />
mest anvendelige af teoretikerne, med andre relevante teoretikeres indsigt, for hermed at etablere en<br />
dybere forståelse for forskellige aspekter af den betydningsmæssige transformation, som jeg har sat<br />
mig for at begribe i dette speciale.<br />
Alt sammen leder det frem til, at jeg afslutningsvis, bl.a. ved at udvide gruppen af såkaldte<br />
sandhedsproducenter og dermed modificere begrebet ’rummets repræsentationer’, bliver i stand til<br />
at indkredse aktørerne bag den udefrakommende diskurs, som, ifølge både Fairclough og<br />
inspirationen fra Shields/Lefebvre, kan siges at virke betydningstilskrivende i forhold til byrummet<br />
og dets omdannelse. Aktører som jeg indledningsvis, parallelt med løsningen af den teoretiske<br />
problemstilling og som omtakt til besvarelsen af den empiriske problemformulering, ligeledes satte<br />
mig for at indkredse<br />
4.1 Tre diskursorienterede teoretikere<br />
Herunder præsenteres tre gentrificeringsteoretikere, som hver på deres måde forholder sig til<br />
gentrificeringsprocessens diskursive dimension og således bidrager til forståelse af<br />
betydningsmæssig transformation, som en del af den rumlige omstruktureringsproces. Til at starte<br />
med, drejer det sig om en allerede introduceret teoretiker.<br />
184 Ved at inddrage den diskursive dimension, bliver man måske <strong>net</strong>op i stand til at forklare den ændring i kulturel<br />
status, som mange af gentrificerinsgteoretikerne gør opmærksom på, men i mine øjne sjældent forklarer.<br />
55
4.1.1 Neil Smith og ‘the language of gentrification’<br />
Hvad mange nemlig glemmer, når de, som jeg har gjort det ovenfor, præsenterer Smiths bidrag til<br />
gentrificeringsteorien er, at titlen og udgangspunktet for hans bog ’The New Urban Frontier’ faktisk<br />
omhandler den dimension af gentrificeringprocessen, der hidrører det diskursive.<br />
Næsten hele indledningen og det første kapitel af det, der med rent-gap teorien i centrum går hen og<br />
bliver en kapitallogisk forklaring på gentrificering, bruger Smith således på det, han betegner som<br />
’the language of gentrification’ og ’the discourse of urban renewal’ 185 . I avisartikler og<br />
ejendomsmæglerannoncer har han iagttaget, hvordan den mytiske fortælling om koloniseringen af<br />
’det vilde vesten’ igen og igen bliver brugt som analogi for den byudvikling, der op gennem 80’erne<br />
finder sted på Lower Manhattan i New York. Han fremhæver hvordan denne såkaldte ’frontier-’<br />
eller civilisationsgrænse-diskurs, som et gentaget sprogligt mønster fungerer som et redskab til at<br />
naturalisere gentrificeringsprocessen og i det hele taget fremstille denne form for byudvikling som<br />
kulturel meningsfuld. På samme måde som de oprindelige nybyggere, der gennem deres aktiviteter<br />
rykkede civilisationsgrænsen mod vest, opfattes som sin tids pionerer og helte, fremstilles særlige<br />
sociale grupper som storbyens pionerer, der civiliserer den ellers uciviliserede urbane ødemark.<br />
“[The frontier] discourse serves to rationalize and legitimate a process of<br />
conquest, whether in the eighteenth and ni<strong>net</strong>eenth-century West, or in the late-<br />
twentieth-century inner city." 186<br />
Smith advarer mod at se disse fremstillinger som banale og uskyldige og henleder således<br />
opmærksomheden på, hvordan denne diskurs så at sige arbejder i det skjulte og har nogle<br />
ideologiske effekter. Ved f.eks. at udpege bydelen Lower East Side, som ’the wild wild west’<br />
legitimeres både en særlig gruppe af velhavende tilflytteres tilbageerobring af byen og den<br />
samtidige uddrivelse af de sociale grupper, der som følge af diskursen stemples som skurke og<br />
fredløse. Som Fairclough har gjort opmærksom på, fremmer diskursen således bestemte sociale<br />
gruppers interesser på bekostning af andres. Derudover fremstiller diskursen også gentrificering<br />
som uundgåeligt.<br />
“Insofar as gentrification infects working-class communities, displaces poor households,<br />
and converts whole neighbourhoods into bourgeois enclaves, the frontier ideology<br />
rationalizes social differentiation and exclusion as natural, inevitable.” 187<br />
Selvom Smith således inddrager det diskursive i forbindelse med hans gentrificeringsteori, er<br />
det vigtigt at pointere, at han ikke betragter civilisationsgrænse-diskursen som direkte årsag til<br />
gentrificering, men kun ser den som et vigtigt betydningstilskrivende akkompagnement til det,<br />
han opfatter som vigtigere aspekter af processen. Det ændrer dog ikke ved, at han rent faktisk<br />
185 Smith 1996, preface XIV<br />
186 Smith 1996, preface XV<br />
187 Ibid., s.17<br />
56
åbner op for en for en opfattelse af diskursen som udgørende en dimension af den rumlige<br />
omstruktureringsproces, og at en del af det resulterende byrums betydning derfor kan betragtes<br />
som udspringende af denne diskurs.<br />
4.1.2 Sharon Zukin og ’loft living’<br />
Også den amerikanske geograf Sharon Zukin tager udgangsgpunkt i den amerikanske hovedstad i<br />
sin behandling af gentrificering.<br />
I hendes berømte bog ’Loft-Living’, som første gang udkom i 1982, beskriver hun således den<br />
proces, som kvarteret SoHo gennemgik i løbet af 1970’erne og starten af 80’erne, og som<br />
initieredes, da især kunstnere og kunsthåndværkere af økonomisk nød bosatte sig i de af industrien<br />
efterladte, nedslidte og derfor billige lokaler midt på Manhattan. Det socialt belastede kvarter, og de<br />
derfor ikke helt menneskeforladte bygninger, blev således langsomt fyldt med nyt liv og den<br />
kunstneriske aktivitet, som de store industrielle produktions- og lagerlokaler, kaldet ’lofter’<br />
samtidig var velegnede til at huse. I området åbnede der, affødt af kunstnernes tilstedeværelse og<br />
særlige efterspørgselsmønstre, samtidig en række mindre detailhandlende butikker, gallerier,<br />
restauranter, barer og andre kulturelle ’scener’, hvilket betød at byrummene kom til at indeholde et<br />
helt specielt udbud af både materielle og ikke mindst kulturelle forbrugsmuligheder.<br />
Ved at indgå en alliance med de ’anti-development’ bevægelser, som på daværende tidspunkt var<br />
begyndt at plædere for bevarelsen af den helt specielle type af 1800-talsbygninger med<br />
karakteristiske pladejernsfacader, som var kendetegnende for kvarterets byggede miljø, blev de nye<br />
brugere i stand til at modsætte sig den nedrivning, som ellers skulle have været bygningernes<br />
skæbne.<br />
Fordi de bygninger, som ellers ikke tidligere var blevet opfattet som historisk værdifulde, nu<br />
pludselig blev det 188 , og fordi de kunstnere, der ikke kun havde arbejdet men også boet i<br />
bygningerne, repræsenterede en spændende og attraktiv modkultur til det etablerede, og fordi deres<br />
skelsættende modstand mod den gængse udvikling af Manhattan som finansielt distrikt fik så meget<br />
opmærksomhed, og fordi deres alternative livsstil og specielle kulturelle forbrug dermed blev<br />
synonym med SoHo 189 og fordi der helt overord<strong>net</strong> i samfundet samtidig fandtes, hvad Zukin<br />
kalder:<br />
“A heightened sense of art and history, space and time… 190 ”<br />
, fik det kvarter, som ellers var opgivet som værdiløst, pludselig en ny status og sammensat værdi.<br />
Med stor relevans for dette speciale pointerer Zukin, at denne værdi ikke kan begribes uden at forstå,<br />
hvordan kunstnerne selv, de mennesker som levede af at vurdere og sælge deres kunst, samt de<br />
arkitekturkritikere og bygningsbevaringstalsmænd, som vurderede de fysiske rammer som havende<br />
historisk værdi, helt grundlæggende bidrog til at ændre den overordnede diskurs om byens<br />
188 SoHo blev erklæret National Historical Landmark i 1978.<br />
189 SoHo blev også officielt udpeget som ’an artist zone’. Zukin 1988, s. 13<br />
190 Ibid., s. 15<br />
57
omdannelse, så enhver pludselig så værdi i at præservere og konvertere frem for at nedrive og<br />
nybygge. Samtidig gør hun opmærksom på hvordan især livsstilsmagasiner i tillæg hertil begyndte at<br />
lovprise alsidigheden, friheden og kreativiteten forbundet med det at bo i et ’loft’, og hvordan<br />
smagssættende massemedier, bl.a. ved at romantisere en bohemeagtig kunstner-stereotyp og<br />
sprogligt kæde dennes livsstil sammen med boligerne, bygningerne, gaderne og byrummene<br />
dramatiserede kvarterets omdannelse og dermed tilvejebragte en diskurs, som pludselig gjorde det at<br />
bo i store rum med bare vægge og frilagte bjælker kulturelt meningsfuldt og særdeles attraktivt.<br />
Ejendomsinvestorer og udviklingsselskaber var da heller ikke sene til at udnytte den nye værdi, som<br />
disse lokaler potentielt besad. Deres ihærdige præservering og konvertering af områdets bygninger<br />
til luksuriøse lejligheder, betød dog paradoksalt nok, at de sociale grupperinger, der oprindelig havde<br />
medvirket til at tilføre kvarteret ny værdi, i løbet af få år ikke længere havde råd til at bo der. Mens<br />
de flyttede ud af kvarteret, blev den artistiske atmosfære, som de havde tilført det til gengæld forsøgt<br />
fastholdt diskursivt.<br />
”since that time, ’living lofts’ has become a household word in cities of the United States<br />
and Western Europe and loft living has been elevated to a fashionable residential<br />
style” 191<br />
At denne atmosfære kunne fastholdes og at ordet siden er blevet vidt udbredt skyldes, at<br />
ejendomsmæglere hurtigt overtog og reproducerede både ordet og den fortælling, som det implicit<br />
bar på, for at udnytte det kommercielt. Altså til helt enkelt at forøge værdien på den vare, de stod<br />
foran at skulle sælge.<br />
Den geografisk afgrænsede og specifikke proces i SoHo satte således en hel ny byudviklingspraksis i<br />
gang. Med SoHo som forbillede gik det nemlig ikke kun op for ejendomsmæglere, men også for de<br />
’kollektive sociale aktører’ som Smith forsøgte at indkredse i foregående kapitel, at de kunne øge<br />
hele den indre bys attraktivitet og værdi ved, dels at præservere og konvertere ejendomme, dels ved<br />
at tilvejebringe kulturelle forbrugsmuligheder, og sidst men ikke mindst ved diskursivt at iscenesætte<br />
de specifikke byrum og deres omdannelse 192 .<br />
Ligesom Smith betragter Zukin altså gentrificering som en revalueringsproces, der har stor<br />
indflydelse på værdien af ejendomme og grunde i den indre by. Men i modsætning til ham<br />
fastholder hun, at denne proces i højere grad beror på det, hun betegner som ’kulturelle<br />
tilegnelsesprocesser’, der redefinerer steders betydning, og mindre på<br />
kapitalakkumuleringsstrategier 193 . Mens Smith kun beskæftiger sig med det diskursive som optakt<br />
191 Zukin 1988, s. 60<br />
192 Civilisations og pionermyten er et eksempler på sådanne iscenesættelser. Derudover kan effekten af at associere<br />
udvalgte kvarterer i New York med SoHo (kvarteret South of Houston) ved at navngive dem efter samme mønster ikke<br />
undervurderes. Således er TriBeCa (Triangle Below Canal Street), NoLIta (North of Little Italy) og MePa (Meat<br />
Packing district) eksempler på områder i New York, som efter SoHo har oplevet store ejendomsværdistigninger. SoHo<br />
er med andre ord blevet et symbol på en særlig transformation, som man altså både fysisk og sprogligt forsøger at<br />
imitere og initiere.<br />
193 Der gås yderligere i dybden med disse kulturelle tilegnelsesprocesser i afsnit 4.2.<br />
58
til at udpege de, i hans øjne, langt vigtigere økonomiske årsager til gentrificering, kan man derfor<br />
sige at Zukin langt mere målrettet forsøger at indkredse det sammenfald af omstændigheder, der<br />
som en særlig sociokulturel tilstand udgør nogle strukturelle forudsætninger for, at<br />
gentrificeringsprocessen og de kapitalakkumuleringsstrategier, som den senere også indebærer, kan<br />
finde sted. En tilstand der altså kommer til udtryk i en særlig værdiladet diskurs, som, i hendes øjne,<br />
ikke kun akkompagnerer, men også både går forud og efterfølger den fysiske omdannelse, og<br />
dermed i langt højere grad udgør en central dimension af den samlede rumlige omstrukturering 194 .<br />
4.1.3 Robert Beauregard og ‘hegemonic boosterism’<br />
Mens de to ovenfor gennemgåede teoretikeres tilgang til det diskursive er baseret på partikulære<br />
iagttagelser og samtidig må betegnes som temmelig ustrukturerede, så går<br />
gentrificeringsteoretikeren Robert Beauregard anderledes systematisk til værks, når det diskursive<br />
skal indkredses.<br />
Beauregard fremhæver således de ’sproglige overdrivelser’, som han forbinder med en særlig<br />
koalition af gentrificeringsprocessens ’boosters’ 195 og betragter generelt disse journalistiske og<br />
’public relations’-relaterede beskrivelser, som udgørende et vigtigt lag i vores erkendelse af<br />
gentrificeringsprocessen. Han definerer disse ‘boosters’ som:<br />
“[…] redevelopment bodies, local newspapers, “city”-magazines, mayors offices, real-<br />
estate organizations, financial institutions, historic preservationists and neighbourhood<br />
organizations […].Each has an interest in increased economic activity within the city<br />
and an affinity for the middleclass who function as gentrifiers. Their descriptions,<br />
analyses and advertising both present and misrepresent the phenomenon as it exists, and<br />
convey an ideology meant to foster continued gentrification.” 196<br />
Ved at behandle en række udvalgte temaer kæder disse diskursive aktører først og fremmest et<br />
særligt positivt billede af den idealtypiske tilflytter og hans/hendes nye urbane livsstil sammen med<br />
byrummet, hvormed ikke kun en særlig opfattelse af ’det gode liv’, men også det, jeg mener, man i<br />
forlængelse heraf kan kalde ’det gode byrum’ indkredses og udbasuneres. Det er således indenfor<br />
dette lag, at fremstillingen af tilflytteren som både spændende bohemeagtig type og pioner med<br />
ansvar for byrummets revitalisering reproduceres, og det er her, at det beskrives hvordan:<br />
”These gentrifiers live in historically preserved or ’high tech’ domestic environments<br />
which reflect their sense of ‘taste’. They shop at speciality stores where unique and<br />
194 I modsætning til Smith, der kategoriserede sociokulturelle tilgange til gentrificeringsprocessen som<br />
’forbrugssideargumenter’, forsøger Zukin i mine øjne at bringe gentrificeringsprocessens sociokulturelle dimension<br />
tilbage på produktionssiden. Altså som direkte medvirkende årsag til byrummets ’produktion’ og omdannelse. Se<br />
eksempelvis Zukin 1988, s. 15<br />
195 Beauregard 1986 s.36.Der findes ikke nogen god oversættelse af ’boosters’. Ordbogen foreslår ’reklamemagere’,<br />
mens promovatorer måske ville være mere rammende.<br />
196 Beauregard 1986 s. 36<br />
59
higher quality clothing and food convey and reinforce a sense of status. Trendy<br />
restaurants provide them with places to be seen and admired. The comforts of civilised<br />
living are everywhere” 197<br />
Ligesom Smith gør også Beauregard opmærksom på, at disse ’rapporter’ fra<br />
byrummet 198 produceres af ideologiske årsager, og at de som sådan ikke bare udgør et lag i vores<br />
erkendelse af gentrificerinsgprocessen, men også bliver en del af fænome<strong>net</strong>s virkelighed. De må<br />
dog aldrig opfattes som repræsentative for dets essentielle form, for at tro at sådanne beskrivelser<br />
objektivt fremstiller gentrificeringsprocessen er at lade sig vildlede 199 . Netop fordi alle disse<br />
aktører, som Beauregard påpeger, i en eller anden form har en interesse i øget økonomisk aktivitet i<br />
byen er deres beskrivelser derfor mere er at betragte som en slags reklame, der i form af<br />
manipulerede ’images’ af byen og dens kvarterer appellerer til både udefrakommende investorer, og<br />
til det segment af den købekraftige middelklasse, hvis bosættelse eller ophold i byrummet vil øge<br />
den økonomiske aktivitet og hvis blotte tilstedeværelse i sig selv kaster glans over byrummet.<br />
Med introduktionen til den kritiske diskursanalyse in mente (afsnit 1.2.3) kan man sige, at disse<br />
udefrakommende aktører har interesse i at gøre en særlig diskurs om byrummets omdannelse<br />
hegemonisk, og dermed på vegne af en særlig social gruppe fremme samme gruppes interesser, ved<br />
gennem diskursen at retfærdiggøre dens medlemmers brug af og krav på det omdannede byrum.<br />
Med andre ord tilvejebringes en diskurs, der som et særligt betydningsladet repertoire fungerer som<br />
en form for ressource, som denne gruppes individer kan trække på og reproducere, når de skal<br />
forklare deres væren på stedet 200 .<br />
Ligesom Smith pegede på hvordan gentrificeringen fremstilles som uundgåelig, hævder<br />
Beauregard, at denne hegemoniske ’boosterism’ eller aggresive promovering af byrummet samtidig<br />
er svær at argumentere imod eller modsætte sig, dels fordi den, som antydet, sprogligt naturaliserer<br />
processen, dels fordi den ved at kæde gentrificering sammen med en bydende nødvendighed af at<br />
føre en overord<strong>net</strong> vækstorienteret byudviklingspolitik, på fejlagtig vis bidrager til den opfattelse, at<br />
gentrificering er gavnligt for alle og for byen overord<strong>net</strong> 201 . Som beskrevet ovenfor, medfører den<br />
fysiske omdannelses- og revalueringsproces tværtimod, at de ressourcesvage individer, som<br />
oprindelig beboede og brugte byrummet, fortrænges. Samtidig forstærker den akkompagnerende<br />
diskurs denne tendens ved først og fremmest at tilskrive disse for byen så attraktive medlemmer af<br />
en ny middelklasse, en privilegeret position i forhold til byrummet. Det er deres tilstedeværelse i det<br />
197<br />
Ibid.<br />
198<br />
Som <strong>net</strong>op ikke skal forveksles med det indefrakommende perspektiv, som de til tider giver sig ud for at være.<br />
199<br />
Beauregard s. 36<br />
200<br />
Jeg er her kraftigt inspireret af diskurspsykologerne Potter & Wetherells begreb om ’interpretative repertoirer’.<br />
Jørgensen & Phillips 1999, s. 124ff. Desuden er jeg inspireret af Laclau & Mouffes begreb om ’interpellation’, der<br />
omhandler hvordan subjektet indtager de af diskursen udstukne subjektpositioner som følge af, at diskursen så at sige<br />
’prajer’ subjektet. Ibid. s. 24 f. Men da jeg <strong>net</strong>op, som følge af mit fokus på den udefrakommende diskurs om byrummet<br />
har prioriteret at holde disse indefrakommende aktører så passive som mulig, er jeg ikke gået i dybden med dette ellers<br />
centrale begreb inden for al diskursteori.<br />
201<br />
Ibid. s. 37.<br />
60
omdannede byrum der igen og igen fremstilles som dét kulturelt meningsfulde, mens de oprindelige<br />
beboere fremstilles som deres binære modsætning, og dermed som de indforstået uønskede.<br />
Beauregard følger som sådan op på både Smiths og Zukins iagttagelser og kategoriserer dem som en<br />
del af den diskursive byudviklingspraksis, der, i en kontekst af det overordnede salg af byen, er gået<br />
hen og blevet et naturligt akkompagnement til den ikke-diskursive byudviklingspraksis og fysiske<br />
omdannelse af byen.<br />
I forhold til Faircloughs tredimensionelle analysemodel eksemplificeres det altså, hvordan den<br />
entreprenørielle by udgør den bredere sociale praksis og samfundsmæssige kontekst, som den<br />
diskursive praksis og herunder de specifikke tekster/kommunikative begivenheder er en del af, og<br />
derfor også bør forstås i forhold til. Ligesom det i sidste kapitel blev slået fast om den fysiske<br />
omdannelse, så kan det her slås fast, at også den betydningsmæssige transformation, som vitterlig<br />
udsprang indefra byrummet til at starte med, i det SoHo, hvor Zukin gjorde sine oprindelige<br />
iagttagelser, i dag initieres proaktivt og bevidst, først og fremmest som følge af en række<br />
udefrakommende interessenter og ’boosters’ særlige diskursive praksis.<br />
4.2 Byrummet som vare<br />
Dermed tydeliggøres det yderligere, hvordan den rumlige omstrukturering og herunder den<br />
betydningsmæssige transformation bør begribes som tæt forbundet med den vareliggørelse, som<br />
både byen, byrummet og boligen i stigende grad synes at være udsat for.<br />
Fordi Zukin, i forhold til Smith og Beauregard, der skriver mere snævert indenfor<br />
gentrificeringsteorien, <strong>net</strong>op funderer en langt mere subtil forståelse af betydningsmæssig<br />
transformation i de sociokulturelle tendenser, som blev beskrevet i kapitel 2, vil jeg i det følgende<br />
tage udgangspunkt i nogle af hendes ideer og supplere dem med andre teoretikeres indsigt for at<br />
udlægge det krydsfelt af forbrugssamfund, postmoderne identitetskonstruktion, symbolværdi og<br />
æstetisering, som denne vareliggørelse er en del af, og som jeg derfor mener, at byrums<br />
betydningsmæssige transformation bør ses i forhold til. Indledningsvis præsenteres Zukins særlige<br />
fokus på den rolle som kultur og en særlig gruppe af kulturelle formidlere spiller i forbindelse med<br />
storbyens udvikling i dag.<br />
4.2.1 Storbyens symboløkonomi og den ’kritiske infrastruktur’<br />
I følge Zukin bør rammen for forståelse af gentrificeringsprocesser og herunder betydningsmæssig<br />
transformation, helt grundlæggende være den særlige sammenfletning af kultur og økonomi, der,<br />
som berørt i afsnit 2.2.3, i stigende grad kendetegner den postindustrielle by, og som kommer til<br />
udtryk, i det hun selv betegner som byernes symboløkonomi.<br />
Hvor kultur traditionelt set var noget som fulgte af rigdom, f.eks. når der i Europas gamle storbyer<br />
fandtes økonomisk overskud til finansiere udsmykning af templer, engagere komponister og<br />
musikere eller etablere store kunstmuseer, så er kultur, i takt med at det er blevet et vigtigt<br />
instrument under storbyers forfølgelse af entreprenørielle strategier, som nævnt i afsnit 2.4.1, blevet<br />
et redskab til at skabe økonomisk vækst og værdi.<br />
61
“With the disappearance of local manufacturing industries […], culture is more and<br />
more the business of cities – the basis of their tourist attractions and their unique,<br />
competitive edge. The growth of cultural consumption (of art, food, fashion, music,<br />
tourism) and the industries that cater to it fuels the city’s symbolic economy, its visible<br />
ability to produce both symbols and space.” 202<br />
Denne symboløkonomi bliver, som Zukin påpeger, særlig synlig når entreprenøriel kapital og<br />
kulturelle symboler sammenflettes under skabelsen af nye offentlige byrum 203 . En sammenfletning<br />
som helt specifikt finder sted, når en særlig gruppe af ansatte indenfor kulturindustrien diskursivt<br />
afbilder, eller som hun selv kalder det: ’spinder et <strong>net</strong> af fortællinger omkring specifikke steder i<br />
byen’ 204 . Zukin skriver om denne gruppe:<br />
“These men and women [who produce and consume, and also evaluate, new market<br />
based products] perform several important roles. They form a highly visible wedge of<br />
gentrification in specific cities. They staff the new service careers in publishing,<br />
restaurants, advertising, and cultural institutions on which downtowns economy<br />
depends.” 205<br />
Denne gruppes medlemmer, hvad enten der er tale om reklamebureauansatte, journalister på aviser,<br />
livsstilsmagasiner og hjemmesider, værter i forbrugsprogrammer på TV, radioværter,<br />
museumsansatte eller tjenere på en restaurant, fungerer alle som en slags kulturelle specialister eller<br />
formidlere, som både promoverer og besidder ekspertise indenfor produktionen og forbruget af<br />
kulturelle varer, hvad enten der er tale om en designlysestage fra 50’erne, en rockkoncert, et<br />
traditionelt museumsbesøg, et måltid mad på en gourmet restaurant eller en luksuslejlighed i den<br />
indre by. Ligesom kunstnerne og bevaringsfortalerne gjorde det i slutningen af 70’erne i SoHo,<br />
udgør denne voksende og for storbyens økonomi så betydningsfulde gruppe tilsammen det, Zukin<br />
betegner som storbyens ’kritiske infrastruktur’ i den forstand, at dens medlemmer som en slags<br />
anmeldere konstant forholder sig kritisk til emner, der bredt kan betegnes som vedrørende kulturelt<br />
forbrug, og herunder så at sige kortlægger storbyens kulturelle landskab samt formidler dets<br />
omdannelse.<br />
202 Zukin 1995, s. 135. Jf. hendes egen definition af kultur i afsnit 2.2.3. som et symbolproducerende system. Andetsteds<br />
beskriver hun hvordan kultur, som en kilde af afbildninger og erindringer, der symboliserer, hvem der hører til hvor,<br />
kan fungere som et effektfuldt middel, hvormed byer kan kontrolleres.<br />
203 Zukin 1995, s. 133<br />
204 Ibid. s. 135<br />
205 Zukin 1991, s. 201-202<br />
62
“By means of their creative products – especially their reviews – they provide an<br />
aesthetic critique that facilitates upscale consumption. They supply the critical<br />
infrastructure for downtowns transformation” 206<br />
Ifølge Zukin undergår byrum en kulturel tilegnelsesproces, der ændrer deres betydning, når de i<br />
deres egenskab af både ramme om kulturelt forbrug og ikke mindst som vare i sig selv, inddrages i<br />
den kritiske infrastrukturs retorik 207 . Man kan sige at tilegnelsesprocessen indebærer, at denne<br />
gruppes medlemmer gør en slags krav på byrummet, hvilket ikke skal forstås på den måde, at de<br />
direkte påkalder sig retten til det eller bosætter sig der 208 . Den kulturelle tilegnelse skal i stedet<br />
opfattes som en følge af den særlige måde, hvorpå disse kulturelle formidlere udtaler sig om<br />
byrummet, sætter ord på det, udlægger det, anskuer det fra en særlig vinkel, og dermed værdsætter<br />
eller mere præcist værdi-sætter det, ikke så meget på baggrund af dets umiddelbare brugsværdi,<br />
men mere på baggrund af dets æstetiske kvaliteter og historiske signifikans.<br />
Ved at betegne dem som en form for infrastruktur gør Zukin på fremragende vis opmærksom på<br />
hvor mange af byens udviklings- og omdannelsesprocesser, der så at sige forløber via denne gruppe,<br />
og hvor mange forskellige roller de indtager.<br />
“On the one hand, the work of the critical infrastructure contributes to tourism, food,<br />
publishing, and art; on the other, their consumption practices become an accessory to<br />
property development” 209<br />
Først og fremmest promoverer de forbruget af de materielle og kulturelle varer, som de selv er med<br />
til at producere, og hvis salg byen i højere grad skal leve af i fremtiden. Samtidig bliver de mere<br />
eller mindre frivilligt et redskab i hånden på den indre bys ejendomsudviklere og mæglere, fordi de<br />
gennem deres beskrivelser, evalueringer og kritik skaber rumlige repræsentationer, der forbinder,<br />
den i forbrugssamfundet mest meningsfyldte aktivitet: forbruget, med den indre by. Hermed<br />
fremstilles denne del af byen som en særlig attraktiv ramme om forbrug og som en vare i sig selv,<br />
mens de specifikke boliger og byrum tilskrives ny og positiv symbolværdi 210 . Desuden bidrager den<br />
kritiske infrastruktur til den overordnede imageskabelse af byen, som skal tiltrække både turister,<br />
206<br />
Ibid. s. 202. Både Featherstone og Harvey forsøger ligesom Zukin at indkredse og fremhæve denne gruppes vigtige<br />
rolle i forbindelse med den indre bys omdannelse. Med udgangspunkt i henholdsvis Pierre Bourdieu og Daniel Bell<br />
betegner de gruppen ’new cultural intermediaries’ og ’the cultural mass’. Featherstone 1991, s. 403, Harvey 1996, s.<br />
326<br />
207<br />
Samtidig med at man selvfølgelig kan hævde, at det <strong>net</strong>op er i det øjeblik at de inddrages i deres retorik, at de bliver<br />
at betragte som en vare.<br />
208<br />
I hvert fald ikke i første omgang. Som Beauregard antyder, findes der ’an affinity’ eller et åndsslægtskab mellem<br />
’boosters’ og en ny middelklasse. Men som Zukin peger på, er der selvfølgelig også et reelt sammenfald mellem<br />
’boosters’/kritisk infrastruktur og gentrifikanter/tilflyttere/ny middelklasse. Medlemmer af den kritiske infrastruktur er<br />
således selv at betragte som tilhørende det segment af middelklassen, der er kendeteg<strong>net</strong> ved at have interesse i at<br />
bosætte sig og opholde sig i den indre bys omdannede byrum.<br />
209<br />
Zukin 1996, s. 231<br />
210<br />
Zukin identificerer den interessante forbindelse, der opstod mellem to varekredsløb, da en ejendomsudvikler i New<br />
York blev forlagsejer. Gennem de livsstilsmagasiner, som forlaget udgav, blev han dermed i stand til diskursivt at<br />
appellere til og værdsætte de nye ’socio-rumlige forbrugsmønstre’, som samtidig øgede hans ejendommes attraktivitet<br />
og værdi. Zukin 1991, s. 266-267<br />
63
højtuddan<strong>net</strong> arbejdskraft og investorer, hvis økonomiske aktivitet skal sikre byens fremtidige<br />
vækst.<br />
4.2.2 Forbrugssamfund og postmoderne identitetskonstruktion<br />
Den vareliggørelse og symbolværditilskrivelse af fysisk omdannede byrum, som den kritiske<br />
infrastruktur i særlig grad bidrager til, bør i takt med forbrugssamfundets udbredelse samtidig<br />
begribes som forsøg på at tilfredsstille en grundlæggende efterspørgsel efter varer, der som følge af<br />
deres høje symbolværdi er særligt anvendelige som led i det, der i kapitel 2 blev beteg<strong>net</strong> som en<br />
postmoderne identitetskonstruktion. Den betydningsmæssige transformation, som den kulturelle<br />
tilegnelse og symbolværditilskrivelse medfører, skal altså ikke kun begribes som direkte affødt af et<br />
overord<strong>net</strong> behov for at sælge byen. Som Zukin skriver:<br />
”the cultural power to create an image, to frame a vision, of the city has become more<br />
important as publics have become more mobile and diverse, and traditional institutions –<br />
both social classes and political parties – have become less relevant mechanisms of<br />
expressing identity.” 211<br />
Udover at begribe hvordan individer i højere grad konstruerer deres identitet omkring forbrug af<br />
varer, bør man, som det ligeledes blev pointeret i kapitel 2, samtidig forstå, hvordan disse individer<br />
grundlæggende bliver afhængige af at besidde evnen til at reflektere ikke bare kognitivt men også<br />
æstetisk. I takt med forbrugssamfundets udbredelse har individer med andre ord et voksende behov<br />
for at besidde nogle kulturelle kompetencer, der gør dem i stand til at bedømme og værdsætte varer<br />
ud fra deres æstetiske fremtoning og samtidig orientere sig indenfor det kaotiske system af<br />
symbolværdi og betydning, der især igennem forskellige former for reklame konstant både<br />
reproduceres og forandres, og hvis tilegnelse tilfredsstiller behovet for at distingvere sig i forhold til<br />
andre forbrugere. Som den britiske sociolog Mike Featherstone gør opmærksom på:<br />
”the general expansion of the cultural sphere within contemporary Western societies not<br />
only points to the enlarged market for cultural goods and information, but also to the<br />
ways in which the purchase and consumption of commodities, an allegedly material act,<br />
is increasingly mediated by diffuse cultural images (via advertising, display and<br />
promotion) in which the consumption of signs or the symbolic aspect of goods become<br />
the major source of the satisfaction derived.” 212<br />
Det Zukin gør godt, er <strong>net</strong>op at gøre opmærksom på hvordan, den kritiske infrastruktur både<br />
bidrager til varers symbolværditilskrivelse og samtidig tilvejebringer sådanne kulturelle<br />
kompetencer:<br />
211 Zukin 1995, s. 133<br />
212 Featherstone 1991, s. 389<br />
64
“Members of the critical infrastructure produce the didactic prism through which<br />
cultural values are appreciated.[…]Their labor produces critique that makes people<br />
more aware of consumption and distinguishes reflexive consumers from other social<br />
groups” 213<br />
Zukin fremhæver i den forbindelse, hvordan mange gentrificeringsprocesser tidligere startede med,<br />
at medlemmer af den kritiske infrastruktur udviste interesse for udvalgte byrum og kvarterer. Først<br />
og fremmest initieredes mange af disse revalueringsprocesser ved, at ansatte ved bymuseer eller<br />
medlemmer af historiske selskaber forestod offentlige byvandringer igennem kvarterne og herunder<br />
udpegede arkitektoniske detaljer ved bygningerne, samt fortalte deres historie 214 . Hermed blev<br />
områder, som det måske ikke tidligere syntes værd at bosætte sig i, som følge af den særlige<br />
diskursive indramning pludselig attraktive, med den konsekvens at medlemmer af en ny<br />
middelklasse, som Jager beskrev det i foregående kapitel, flyttede ind i kvarteret og påbegyndte en<br />
restaurering i henhold til de af den kritiske infrastruktur udstukne æstetiske retningslinier. I<br />
modsætning til de oprindelige beboere, besad disse medlemmer af den nye middelklasse i højere<br />
grad evnen til æstetisk at reflektere og var gennem deres øvrige høje vareforbrug kommet i<br />
besiddelse af særlige kulturelle kompetencer. Kompetencer der satte dem i stand til at værdsætte<br />
bygningerne og byrummene for disse mere symbolværdirelaterede kvaliteter, og ikke mindst opnå<br />
en særlig tilfredsstillelse herigennem.<br />
Igen er pointen, at mens disse grupper før selv tilegnede sig byrummet, gøres det i stigende grad for<br />
dem. Som følge af en tendens til at både offentlige og private byudviklingsselskaber under den<br />
entreprenørielle udvikling af byen ansætter sådanne kulturelle formidlere, og i det hele taget selv<br />
udgør en del af den kritiske infrastruktur, målrettes den kulturelle tilegnelse i højere grad bevidst<br />
udvalgte byrum, for både før, under og efter deres samtidige fysiske omdannelse, at tilskrive dem<br />
symbolværdi og dermed appellere til det segment af den nye middelklasse, som de af forskellige<br />
årsager ønsker at tiltrække 215 .<br />
4.2.3 ’Landskabeliggørelse’ og ’turistoplevelsens iscenesatte natur’<br />
Ud over at forholdet mellem subjekt og objekt under forbrugssamfundets udbredelse i stigende grad<br />
kan beskrives som forholdet mellem forbruger og vare, så virker det som om, at den relation mellem<br />
borger og byrum, der i mine øjne udgør en vigtig kontekst for forståelsen af byrums<br />
betydningsmæssige transformation, samtidig og måske endnu mere rammende kan beskrives som<br />
lignende forholdet mellem turist og turistattraktion. For at komme til denne erkendelse må man<br />
først gå via Zukins begreb om ’landskabeliggørelse’.<br />
213 Zukin 1996 s. 215<br />
214 Zukin 1996, s. 229 ff<br />
215 Først og fremmest fordi de via deres højere indkomster, større købekraft og højere forbrug skaber økonomisk<br />
aktivitet og derudover forbedrer det overordnede skattegrundlag, jf Beauregards citat i afsnit 3.4.2.<br />
65
Ifølge Zukin er begrebet ’landscape’ 216 nøglen til at begribe sammenhængen mellem kulturel<br />
tilegnelse og rumlig transformation. Ved at fremhæve 1700-tallets malere, der gennem deres<br />
landskabsmalerier portrætterede og i bogstaveligste forstand indrammede et særligt perspektiv på<br />
naturen og det rurale landskab, forsøger hun at forstå den kritiske infrastrukturs helt centrale rolle i<br />
byens omdannelse. For ligesom malernes landskabskonstruktion fik stor betydning for menigmands<br />
opfattelse af ’livet på landet’, får også det særlige perspektiv, som den kritiske infrastruktur,<br />
gennem deres diskursive afbildninger og rumlige repræsentationer, lægger på kulturen og det<br />
urbane landskab, også stor indflydelse på den generelle opfattelse af ’livet i byen’. Man kan sige at<br />
de gennem en særlig diskurs fremhæver og tydeliggør et særligt bylandskab, som andre<br />
efterfølgende bliver i stand til at se 217 .<br />
“There is a fundamental distinction between the insider-participant and the external<br />
observer. The very idea of ‘landscape’ is associated with the gaze of the latter, since it<br />
implies a certain objectivisation of the scene and a distancing of subject from object” 218<br />
Udover at denne objektificering af de fysiske omgivelser samtidig er i tråd med specialets udefra-<br />
indefra perspektiv, så henleder Zukin med begrebet ’landscape’ opmærksomheden på det særlige<br />
’gaze’ eller blik, som indstiftes gennem den kritiske infrastrukturs urbane landskabeliggørelse, og<br />
som i mine øjne bedst er at sammenligne med det blik, som turisten kaster på turistattraktionen.<br />
Som Shields skriver om det, han betegner som ’turistoplevelsens iscenesatte natur’:<br />
"Tourists are rarely left to draw their own conclusions about objects of places before<br />
them. Instead, they more often confront a body of public discourse - signs, maps guides<br />
and guide books - that repeatedly mark the boundaries of significance and value at<br />
tourist sites." 219<br />
Min pointe er, at på samme måde som guidebogen leder turistens blik mod særlige elementer af<br />
værdi ved det, den samtidig har udpeget som en attraktion, så er der en tendens til at avisens<br />
bytillæg, livsstilsmagasi<strong>net</strong> og ejendomsmæglerens salgsmateriale leder borgerens blik mod<br />
byrummenes kulturelle værdi, og dermed fremstiller dem som attraktioner, man enten må købe sig<br />
en del af eller i det mindste opsøge i sin jagt efter æstetisk adspredelse og identitetsbærende<br />
symbolværdi. Som Hall & Hubbard <strong>net</strong>op skriver om den gruppe af kulturelle formidlere, som<br />
tilsammen udgør Zukins kritiske infrastruktur:<br />
216 Zukin 1996 s. 223ff<br />
217 Jvf. Faircloughs definition af en diskurs som en måde at tale på, der giver betydning til oplevelser ud fra et bestemt<br />
perspektiv, og min egen definition af image som ’afbildning’.<br />
218 Relph i Aitchison, Macleod & Shaw 2002, s. 152<br />
219 Shields 1991 s. 126<br />
66
“They articulate and guide [the] new middle class through the new landscape of<br />
consumer society with which they are so closely associated.” 220<br />
Lash & Urry gør i den forbindelse opmærksom på, at fordi medlemmer af denne nye middelklasse i<br />
stigende grad bruger deres fritid til at søge afslapning, nydelse, oplevelse og forbrugsmuligheder i<br />
byrummet, så kan de bedst beskrives som havende et ’turistlignede’ brug af byen 221 .<br />
Så parallelt med at postindustrielle storbyer er blevet mere afhængige af de indtægter, de kan få fra<br />
en voksende international turisme og derfor har fået et stigende behov for at markedsføre og<br />
imageskabe sig i henhold hertil, har medlemmer af den klasse, som en større og større andel af<br />
storbyens borgere antages at tilhøre, og som i det hele taget ønskes tiltrukket, en tilbøjelighed til at<br />
opføre sig som turister i egen by. Dermed bliver det også tydeligt hvordan den overordnede<br />
markedsførelse og imageskabelse, som blev indkredset i afsnit 2.4.3, ikke kun kan betragtes som<br />
vendt mod omverdenen, men også har en effekt indadtil.<br />
I takt med at gruppen af markedsføringsselskaber, turistorganisationer og den gruppe, som ifølge<br />
Beauregard udgør gentrificeringsprocessens ’boosters’, vokser, og medlemmer af Zukins kritiske<br />
infrastruktur i tillæg hertil gør byen og byrummet til objekt for deres særlige æstetiske blik, virker<br />
det derfor helt grundlæggende som om, at ikke kun turistens men også borgerens oplevelse af, og<br />
dermed forhold til, byrummet i stigende grad foregribes diskursivt og således medieres af<br />
udefrakommende aktører. Det er bl.a. i lyset af dette forhold, at byrums betydningsmæssige<br />
transformation bør begribes, kort sagt fordi det synes som om, det i stigende grad er under disse<br />
konstante og målrettede forsøg på at foregribe og mediere mødet med det fysisk omdannede byrum,<br />
at dets betydning formes.<br />
4.2.4 Byrummets æstetisering<br />
I et forbrugssamfund præget af postmoderne identitetskonstruktion kan man med andre ord hævde,<br />
at det særlige forhold mellem subjekt og objekt forbundet med turistoplevelsen, har bredt sig til<br />
hverdagslivets domæne. Featherstone fremhæver i den forbindelse, at der i takt med en tendens til at<br />
alle de objekter, subjekter, forhold og ydelser, der er en del af vores hverdagsliv, dermed<br />
vareliggøres, også er en tendens til at de æstetiseres 222 .<br />
Hvad byrummet og dets bygninger angår, har Zukin i forbindelse med sit begreb om<br />
landskabeliggørelse og den kritiske infrastrukturs ’arbejde’ fremhævet, hvordan ikke kun klassiske<br />
og arkitektonisk spektakulære bygningsværker men også mere ordinære bygninger og byrum så at<br />
sige kulturaliseres. Ligesom værker på et museum gøres de med andre ord til æstetiske objekter, der<br />
lægges til rette for subjektets blik, og som man træder tilbage fra og med nærmest ærefrygt vurderer<br />
220 Hall & Hubbard 1998 s. 233<br />
221 De betegner den nye middelklasse som ’the proffessional managerial class’ og gør i øvrigt opmærksom på, at det<br />
især er i deres rolle som gentrifikanter, at dette forhold kommer til udtryk, Lash & Urry 1994 s. 29f<br />
222 Inspireret af Baudrillard og ikke mindst af Friedrich Jameson, for hvem det postmoderne samfund <strong>net</strong>op er<br />
kendeteg<strong>net</strong> ved at æstetikken og kunstværket smelter sammen med vareproduktion og kommerciel<br />
betydningsproduktion, betegner Featherstone simpelthen denne udvikling som ’hverdagslivets æstetisering’.<br />
Featherstone 1992, s. 270.<br />
67
og indforstået bevarer. Så parallelt med at byens borgere i stigende grad opfører sig som turister,<br />
kan man i den postindustrielle by også iagttage hvordan mere almindelige ’kvarterer’ gøres til<br />
turistattraktioner, der <strong>net</strong>op på grund af den ’forvandling’, de ofte har gennemgået, fremstilles som<br />
ualmindelige, og dermed som værdige for turistens blik. Disse kvarterer opfattes derfor ikke kun<br />
som steder hvor folk lever, men fremstilles i stigende grad som steder, der skal opleves eller måske<br />
mere rammende forbruges.<br />
Medens den fysiske omdannelse af bygningerne og den generelle forskønnelse, som disse byrum<br />
ofte har gennemgået, kan betragtes som en primær æstetisering, kan reklamen for dem, den<br />
diskursive afbildning af dem og foregribelsen af mødet med dem, hvad enten den finder sted i en<br />
turistguide, eller i et livsstilsmagasin, alt i alt begribes som en sekundær æstetisering, der<br />
fuldkommer æstetiseringsprocessen.<br />
Den betydningsmæssige transformation overfor den fysiske omdannelse af byrummet, bør med<br />
andre ord også begribes som et udtryk for, hvordan en sekundær æstetisering både foregriber,<br />
akkompagnerer og efterfølger den primære æstetisering af byrummet, og dermed, som beskrevet i<br />
afsnit 2.2.2, fuldender den symbolværditilskrivelse, der sætter den pågældende vare, i dette tilfælde<br />
byrummet, i stand til at fungere som et genkendeligt symbol, der signalerer en særlig betydning,<br />
der, når den modtages af omgivelserne, omsættes til status og identitet for varens forbruger. De to<br />
danske etnologer Nicolai Carlberg og Søren Møller Christensen har meget rammende defineret<br />
æstetisering i forbindelse med byrums omdannelse som:<br />
”[…] en proces, der gør det muligt, at forholde sig æstetisk til en genstand, som ellers<br />
ville virke fremmedartet. At forholde sig æstetisk vil i denne sammenhæng sige, at man<br />
fokuserer på enkelte træk ved eksempelvis en industribygning, og tillægger dem en<br />
æstetisk værdi, der forholder sig frit til den sammenhæng, som trækkene stammer fra.<br />
Æstetiseringen frigør betragteren fra den oprindelige betydning, hvormed det bliver<br />
muligt at omfortolke eksempelvis en industribygning og se den som et kunstværk, en bolig<br />
eller noget helt tredje.” 223<br />
Samtidig peger de på hvordan æstetiseringen som en omfortolkning kan have den effekt, at det, der<br />
før virkede frastødende, bliver en herlighedsværdi, der kan kapitaliseres. Som eksempel fremhæver<br />
de hvordan gamle industribygninger, der tidligere opfattedes som grimme og beskidte, ved hjælp<br />
af hovedsaglig ejendomsmæglerens sproglige virkemidler bliver ’rå’ og ’autentiske’ og pludselig<br />
opfattes som positiv kontrast til ’kønsløst’ nybyggeri 224 .<br />
Deres præcise iagttagelse er altså helt i tråd med både Zukins opfattelse af de kulturelle<br />
tilegnelsesprocesser, som den kritiske infrastruktur udfører, og den effekt som også Jager tilskriver<br />
æstetisering i forbindelse med gentrificeringsprocessen. Som han slår fast:<br />
223 Carlberg & Christensen 2005 s. 48<br />
224 Ibid., s. 51. Det handler om etableringen af binære modsætninger som sprogligt virkemiddel, hvilket eksemplificeres<br />
i næste kapitel.<br />
68
“Even stigma can be made into a cultural artefact and sign of historical discernment.” 225<br />
Den forbindelse mellem vareliggørelse og æstetisering, som afsnittet indledtes med, fremhæves<br />
også af den amerikanske arkitekt og bysociolog Christine Boyer. Hun har iagttaget hvordan<br />
planlægningen af byer, efter en periode at have haft funktionalitet som sit mål, i stigende grad<br />
kredser om det æstetiske element, og hun spørger sig selv:<br />
“Why the return of the aesthetic? Simplistically answered, we will find it to be what<br />
Theodor Adorno referred to as the long march of the commodity through culture;<br />
eventually even city space and architectural forms become consumer items or packaged<br />
environments that support and promote the circulation of goods.” 226<br />
Denne form for målrettet æstetisering kommer måske aller tydeligst til udtryk i de særlige rumlige<br />
repræsentationer, som først og fremmest ejendomsmægleres salgsmateriale, men i stigende grad<br />
også offentlige og halvoffentlige byudviklingsselskabers formidlingsmateriale benytter sig af, når<br />
fremtidige by- og ejendomsudviklingsprojekter skal beskrives. Ved gennem sproglig iscenesættelse<br />
og computeranimerede billeder både diskursivt og visuelt at afbilde ikke kun boligerne og<br />
byrummenes fremtidige fysiske fremtoning, men også de subjekter og deres handlinger, som det<br />
antages, at de skal udgøre rammen om, konstrueres en særligt æstetiseret version af det ’landskab’,<br />
som altså endnu ikke er en fysisk-materiel realitet. Netop fordi den går forud for den fysiske<br />
omdannelse og således i en vis forstand er løsrevet fra virkeligheden, har denne ’æstetiserede<br />
hallucination’ eller dette ’drømmelandskab’, som henholdsvis Featherstone 227 og Zukin 228 ville<br />
betegne denne form for rumlig repræsentation, muligheden for på særlig effektfuld vis at initiere og<br />
påvirke den diskurs, som i fremtiden vil omgive det pågældende byrum. Som Fairclough skriver:<br />
“Discourses include representations of how things are and have been, as well as<br />
imaginaries – representations of how things might or could or should be.” 229<br />
Konstruktionen af disse specielle rumlige repræsentationer må derfor betragtes som særligt<br />
målrettede forsøg på både at tilskrive byrum symbolværdi og samtidig forme deres fremtidige<br />
betydning.<br />
225 Jager 1986, s. 85<br />
226 Boyer 1988, s. 101<br />
227 Igen er Featherstone kraftig Inspireret af Baudrillard, som med begrebet ’hyperreality’ beskrev den verden af<br />
afbildninger og symboler, som i stigende grad erstatter og dominerer den konkrete virkelighed under postmoderniteten.<br />
Featherstone 1991, s. 392. Baudrillard var i øvrigt en årrække Lefebvres assistent og elev, og man kan i hans opfattelse<br />
af hyperrealitetens dominering af den konkrete virkelighed spore inspirationen fra sin læremesters ide om det konkrete<br />
rum, der overlejres af det abstrakte. Jf. afsnit 1.2.4.<br />
228 Zukin 1996, s. 231<br />
229 Fairclough 2001, s. 3<br />
69
Hvis den målrettede fysiske omdannelse, som byrum i de centrale kvarterer af den Vestlige Verdens<br />
storbyer har gennemgået de sidste årtier, betragtes som forsøg på at øge disse byrums umiddelbare<br />
brugsværdi, kan man på baggrund af de ovenfor gennemgåede teoretikeres iagttagelser og påstande<br />
forstå den betydningsmæssige transformation, som udspringende af en række aktørers mere eller<br />
mindre bevidste forsøg på parallelt hermed at tilskrive disse byrum en ny symbolværdi. Mens den<br />
fysiske omdannelse involverer en primær æstetisering af byrummet, kan den betydningsmæssige<br />
transformation samtidig begribes som et udtryk for en akkompagnerende og sekundær æstetisering<br />
af samme byrum.<br />
4.3 Byrummets nye sandhedsproducenter<br />
I afsnit 1.2.4. blev den dimension af Lefebvres brede rumopfattelse, som vedrørte udefrakommende<br />
diskurser om rum, beteg<strong>net</strong> ’rummets repræsentationer’. Et begreb som samtidig blev defineret som<br />
omhandlende byplanlæggeres, arkitekters og videnskabsmænds forestillinger om rummet og de<br />
handlinger, det skal udgøre rammen om. Disse eksperter blev betragtet som en slags vigtige<br />
’sandhedsproducenter’, der udlagde byrummets betydning og dermed havde indflydelse på, hvordan<br />
det opfattedes og ikke mindst blev brugt. Som sådan kan man sige, at det var byplanlæggere,<br />
arkitekter og videnskabsmænd, der blev udpeget som aktører bag den diskursive<br />
byudviklingspraksis.<br />
Begrebet ’sandhedsproducenter’ udspringer af Ulf Hjelmars fortolkning og viderebearbejdning af<br />
Michel Foucaults magtbegreb, og Hjelmar definerer selv ’sandhedsproducenter’ som:<br />
”en type aktører, som er centralt placerede i forhold til at påvirke og kontrollere det<br />
normative grundlag i eksisterende magtregimer.” 230<br />
Sandhedsproducenter er med andre ord en betegnelse for nogle aktører, der gennem deres<br />
repræsentationer er i stand til at producere betydning, som har stor politisk effekt.<br />
Men Hjelmar fremhæver desuden, at disse sandhedsproducenter, med journalister som det typiske<br />
eksempel, samtidig er kendeteg<strong>net</strong> ved ikke nødvendigvis at være dem, som formelt styrer, men<br />
derimod dem, som i et mere uformelt regi er i stand til at formulere og producere et værdimæssigt<br />
grundlag, som accepteres som ’sandt’ og ’rigtigt’ 231 , og som andre mere formelle aktører<br />
efterfølgende baserer deres politiske beslutninger og styring på 232 .<br />
Derfor skulle det med gennemgangen, diskussionen og suppleringen af de tre<br />
gentrificeringsteoretikere ovenfor være tydeligt, at gruppen af vigtige sandhedsproducenter og<br />
aktører bag den diskursive byudviklingspraksis, i tråd med den entreprenørielle bys politisk-<br />
institutionelle omstruktureringer, der bl.a. er kendeteg<strong>net</strong> ved, at den traditionelle styring af byen og<br />
dens udvikling er lagt i hænderne på en bredere koalition af både offentlige og private aktører(jf.<br />
230 Hjelmar 1998. s. 147<br />
231 Herunder defineres ’det gode liv’ ofte.<br />
232 Hjelmar 1998. s. 148<br />
70
afsnit 2.3.4), ikke længere kun omfatter byplanlæggere, arkitekter og videnskabsmænd, men også<br />
omfatter de mere uformelle aktører, som er blevet indkredset med Beauregards koalition af<br />
’boosters’ og Zukins kritiske infrastruktur.<br />
Rumlige repræsentationer, der så at sige er ladede med både betydning, værdi og dermed magt, er<br />
med andre ord ikke kun forbeholdt byplanlæggere, arkitekter og videnskabsmænd. Også den brede<br />
koalition af by- og ejendomsudviklingsselskaber, ejendomsmæglere, avis- og magasinjournalister,<br />
forfattere til turistguides og bøger om byen, ledere af byvandringer, museumsansatte og andre<br />
kulturelle formidlere, der alle udtaler sig mere eller mindre formelt og mere eller mindre direkte om<br />
et specifikt byrum og dets omdannelse, bør i højere grad betragtes som vigtige afsendere af en<br />
udefrakommende diskurs om det pågældende byrum.<br />
Hvad enten der er tale om Beauregards ’boosters’ eller de kulturelle formidlere som udgør Zukins<br />
kritiske infrastruktur, så er de alle, både i en kontekst af den entreprenørielle by og<br />
forbrugssamfundets udbredelse, at betragte som aktører, der mere eller mindre direkte bidrager til<br />
en diskursiv byudviklingspraksis, som først og fremmest transformerer byrummets betydning,<br />
tilskriver det ny positiv symbolværdi og dermed akkompagnerer og understøtter den ikke-diskursive<br />
fysisk-materielle omdannelse af byen, som nogle af disse aktører samtidig også er ansvarlige for.<br />
Konklusionen er derfor, at hvis man, som jeg, er interesseret i at begribe et byrums<br />
betydningsmæssige transformation, er denne gruppes rumlige repræsentationer og dermed<br />
diskursive praksis et godt sted at starte.<br />
Som følge heraf kan man i forhold til specialets teoretiske problemformulering helt grundlæggende<br />
konkludere, at gentrificeringteori ved:<br />
1. at blive anskuet fra en særlig videnskabsteoretisk vinkel, der forener det rumlige og det<br />
diskursive;<br />
2. at blive placeret i en kontekst af ’den entreprenørielle by’;<br />
3. og ved at blive suppleret med teori, som først og fremmest belyser tendenser ved det, der<br />
kan betegnes som et forbrugssamfund,<br />
kan bidrage til en øget forståelse af betydningsmæssig transformation i forbindelse med den fysiske<br />
omdannelse af byrum i den postindustrielle by.<br />
71
5. Halmtorvets omdannelse og nye image<br />
I dette kapitel påvises det hvordan Halmtorvets omdannelse kan ses som et eksempel på en rumlig<br />
omstrukturering, hvor en ikke-diskursiv og en diskursiv byudviklingspraksis er gået hånd i hånd<br />
under udviklingen af et nyt byrum. Den fysiske omdannelse af Halmtorvet er med andre ord blevet<br />
akkompagneret af en betydningsmæssig transformation, som ikke kun er udsprunget af arkitekter og<br />
planlæggeres forudgående brugsanvisninger og betydningstilskrivelse, men også bør ses som et<br />
resultat af andre mere uformelle aktørers rumlige repræsentationer. Rumlige repræsentationer, der<br />
både ved at akkompagnere og efterfølge den fysiske omdannelse, har bidraget til en<br />
sammenhængende og udefrakommende diskurs om Halmtorvets omdannelse og dermed<br />
indholdsudfyldt dets nye image. Kapitlet vil ligeledes dokumentere hvordan denne diskurs, bl.a. ved<br />
at være konstrueret på baggrund af nogle særlige sproglige virkemidler, både besidder nogle<br />
kendetegn og har nogle effekter, som er i overensstemmelse med dem, som de forskellige<br />
teoretikere har bidraget til at belyse i det foregående kapitel. I henhold til Faircloughs metode<br />
bevæger jeg mig altså først og fremmest på diskursiv praksis- og tekstniveauet, med det forbehold,<br />
at jeg indledningsvis starter med at indkredse den specifikke samfundsmæssige kontekst eller<br />
bredere sociale praksis, som de to andre niveauer er en del af.<br />
5.1 Den specifikke kontekst<br />
Som introduktion til analysen af den diskursive praksis i forbindelse med Halmtorvets omdannelse,<br />
føres der i det følgende bevis for, at man kan betragte den specifikke kontekst, som værende i<br />
overensstemmelse med den generelle kontekst for diskursive byudviklingspraksis, som jeg i de<br />
forudgående kapitler har forsøgt at indkredse. Det vil med andre ord sige, at København kan<br />
betragtes som en entreprenøriel by, at Indre Vesterbros byfornyelse, ved at have haft nogle<br />
karakteristiske sociale konsekvenser, udgør et eksempel på offentligt initieret gentrificering, og at<br />
man ved Halmtorvets omdannelse kan finde træk, der kan siges at være kendetegnende for<br />
gentrificeringsprocessens fysiske dimension.<br />
5.1.1 Det entreprenørielle København<br />
Ligesom det var tilfældet for andre byer i den Vestlige Verden, fik den økonomiske krise i 70’erne<br />
også store konsekvenser for København. Men især som en følge af regeringens såkaldt balancerede<br />
regionale udviklingspolitik, som groft sagt begrænsede vækst i Hovedstaden og favoriserede<br />
provinsen, var København længe, ude af stand til at tilpasse sig de nye økonomiske udfordringer og<br />
rette op de på problemer, som den økonomiske krise havde affødt 233 . Bl.a. som konsekvens af den<br />
stadige udflytning af institutioner til provinsen og den samtidige afindustrialisering af København,<br />
blev disse problemer op gennem 80’erne så tydelige, at der i 1989 blev nedsat et udvalg i<br />
folketinget, som udarbejdede den skelsættende rapport: ’Hovedstaden, hvad vil vi med den’.<br />
Rapporten redegjorde for, at store investeringer i almindelig infrastruktur, i undervisningssektoren<br />
233 Andersen 2006 s. 14<br />
72
og i kulturelle byggerier var bydende nødvendige, hvis en positiv udvikling i København skulle<br />
sættes i gang. Resultatet af en efterfølgende debat i folketinget foråret 1990 blev da også, at man<br />
ikke kun fastslog, at København i fremtiden skulle betragtes som hele landets ’vækstlokomotiv’;<br />
som konsekvens af en øget bevidsthed om, at man i stigende grad stod i et konkurrencemæssigt<br />
forhold til byer som Stockholm, Hamborg og Berlin, blev målsætningen samtidig, at København<br />
skulle være hele ’Skandinaviens kraftcenter’ 234 . Helt i tråd med andre storbyers entreprenørielle<br />
strategier, som Harvey har iagttaget dem, besluttede man derfor, i henhold til rapporten, at<br />
påbegynde etableringen af Øresundsforbindelsen, Ørestaden og Metroen, udvide lufthavnen,<br />
udbygge universitetet, søge om kandidatur til kulturby 96 235 og herunder påbegynde en række<br />
kulturbyggerier, såsom udvidelsen af Det Kongelige Bibliotek i form af den sorte diamant,<br />
udvidelsen af Statens Museum for kunst og anlæggelsen af Kunstmuseet Arken 236 . Sidst men ikke<br />
mindst besluttede man også at gennemføre en omfattende byfornyelse af Indre Vesterbro 237 .<br />
Da man parallelt med vedtagelsen af disse store investeringsprojekter samtidig oprettede en række<br />
tværsektorielle fora, offentlige-offentlige og offentlige-private selskaber og tildelte dem ansvaret for<br />
koordineringen af de nye tiltag, udpeges rapporten og debatten ofte som startskuddet til en<br />
grundlæggende forandring af den københavnske bypolitik. En forandring, der kan beskrives som en<br />
transformation fra ’government’ til ’governance’. I 1992 blev den såkaldte koordineringsgruppe<br />
bestående af den daværende finansminister, Københavns borgmester og en række andre vigtige<br />
investorer således etableret. Gruppen skulle sørge for, at de forskellige offentlige og private<br />
investeringer i Københavns udvikling, komplimenterede hinanden, og med vækst som sit eksplicitte<br />
mål ville den forsøge at skabe ’en synergieffekt, der med succes skulle forøge både indenlandske og<br />
udenlandske investorers interesse i at lokalisere sig, bygge og investere i København.’ 238 Til at føre<br />
denne markedsorienterede og proaktive strategi ud i verden oprettedes derfor umiddelbart herefter<br />
byudviklingsselskabet ’Ørestadsselskabet’, turistorganisationen ’Wonderful Copenhagen’ og<br />
erhvervsmarkedsføringsselskabet ’Copenhagen Capacity’. Alle institutioner, der på hver deres måde<br />
skulle stå bag Københavns overordnede markedsførelse og imageskabelse.<br />
Samtidig var det kendetegnende, at mens den københavnske bypolitik i årtierne efter 2.<br />
verdenskrig grundlæggende havde omhandlet en kvantitativ udvidelse af byen i form af<br />
forstadsbebyggelsen, så begyndte den i slutningen af 80’erne og starten af 90’erne, bl.a. som en<br />
respons på de nye ydre omstændigheder, i langt højere grad at fokusere på at omstrukturere og<br />
kvalitativt forbedre de eksisterende bebyggede miljøer 239 . For dels at reducere den gæld, som var<br />
blevet etableret i løbet af 80’erne, finansiere nye investeringer og bidrage til udviklingen af<br />
234<br />
Hansen et.al i European Planning Studies 2001, s. 858<br />
235<br />
Som jeg ser det, kan de projekter og begivenheder, som blev igangsat i kulturbyåret, tilsammen betragtes som en<br />
etablering og udbygning af byens kritiske infrastruktur af kulturelle formidlere. Ud over at denne festivallignende<br />
kulturevent skulle gøre opmærksom på København udadtil, skulle københavnerne selv under kulturbyåret anspores til at<br />
betragte og bruge deres by på en ny måde, som i fremtiden kunne stimulere vækst indenfor den kulturelle sektor. Med<br />
andre ord skulle de oplæres til at have et turistlignende forbrug af byen.<br />
236<br />
Københavns Kommune 2006, s. 6<br />
237<br />
Andersen. 2005, s. 233<br />
238<br />
Hansen et.al i European Planning Studies 2001, s. 861 (frit oversat fra engelsk)<br />
239 Andersen 2006 s. 11<br />
73
attraktive bolig- og erhvervsgrunde, som kunne tiltrække den ombejlede investeringskapital, både<br />
frasolgte og udlagde kommunen således en række centrale grunde og ejendomme i starten af<br />
90’erne. Grunde som siden hen i et samarbejde mellem både offentlige, halvoffentlige og private<br />
aktører er blevet bebygget og konverteret til kontorarealer, hoteller, kulturinstitutioner og<br />
luksuslejligheder, som det er kommet (og stadig kommer) tydeligst til udtryk omkring Københavns<br />
havn og i Ørestaden.<br />
I deres artikel om det København, der i dag i stigende grad markedsføres som en ’kreativ by’,<br />
konkluderer Anders Lund Hansen et. al. derfor, at de sidste 20 års bypolitik i København har været<br />
præget af tre sammenhængende tendenser:<br />
“First, urban political priorities have moved from an agenda of redistribution to an<br />
agenda of growth. Second, urban politics has shifted perspective from predominantly<br />
inward looking to a more outward looking approach. And third, private enterprise is to a<br />
greater extend included in decision-making, while the public sector has embraced<br />
entrepreneurial forms of organization and behaviour.” 240<br />
5.1.2 Indre Vesterbros byfornyelse<br />
Mens boligpolitikkens overordnede mål op til midten af 80’erne havde været at forbedre<br />
livsvilkårene og den generelle boligstandard, tilvejebringe flere familieboliger samt sikre<br />
velfærden for særlig de fattigste borgere, skete der i begyndelsen af 90’erne en omprioritering af<br />
dette mål 241 . Som følge af byens økonomisk pressede situation og i takt med at boligpolitikken<br />
blev underlagt den nye vækstorienterede bypolitik, som krævede tilstedeværelsen af højtuddan<strong>net</strong><br />
arbejdskraft, blev målet i højere grad at tiltrække middelklassen, for at opnå det, der i dag pænt<br />
betegnes, som en ’økonomisk bæredygtig befolkningssammensætning’ 242 . Planchef i Københavns<br />
Kommune Holger Bisgaard udtrykker sig til gengæld anderledes direkte i et interview i starten af<br />
2000:<br />
…We have made a study that shows that we get all the trash, pardon the expression,<br />
because of cheap housing. The middle class, who we would want to stay, moves to<br />
Sweden.” 243<br />
I en artikel om dansk bypolitik konkluderer lektor i socialgeografi Hans Thor Andersen derfor<br />
om København:<br />
240<br />
Hansen et.al i European Planning Studies 2001, s. 857<br />
241<br />
Andersen 2006 s. 16f og s. 19<br />
242<br />
Andersen 2006 s. 17. Udtrykket stammer fra Københavns Kommunes boligpolitiske strategiplan 2001-2004, ’boliger<br />
for alle’.<br />
243<br />
Citat i Hansen et.al i European Planning Studies 2001, s. 862<br />
74
“The city has now developed a strategy of pursuing its planning and housing policy in<br />
relation to external conditions, especially globalization and the EU Single Market.<br />
Today, the new housing projects, institutions and business developments are aimed at<br />
offering splendid opportunities for transnational companies, business people and tourists<br />
rather than mainly the local population. It is a policy that reads the future as being<br />
determined by adaptation to globalized and knowledge-intensive businesses.” 244<br />
Mens denne strategi måske ikke blev formuleret så eksplicit dengang, så peger både Andersen og<br />
Lund Hansen et. al på, at byfornyelsen af Indre Vesterbro (som jo <strong>net</strong>op kom på bordet samtidig<br />
med de andre entreprenørielle tiltag i starten af 90’erne) kan ses som det første eksempel på en<br />
boligpolitik, der var blevet underlagt en overord<strong>net</strong> vækstpolitik. I tråd med Beauregards<br />
iagttagelse om offentligt initieret gentrificering som et redskab til at tiltrække købekraftige<br />
medlemmer af middelklassen og samtidig forbedre skattegrundlaget konkluderes det:<br />
“Urban renewal of working class and immigrant quarters, i.e. publicly induced<br />
gentrification, results in considerable socio-economic upgrading of the population.<br />
Vesterbro is one example of this strategy at work.” 245<br />
For selv om Indre Vesterbros byfornyelse fandt sted i det man, trods den nye bypolitiks<br />
vækstorientering, stadig kunne kalde for en velfærdsmæssig kontekst, hvor man fra det offentliges<br />
side forsøgte at udvise socialt ansvar for udsatte grupper, er det, ifølge evalueringsrapporten: ”Den<br />
sociale status og udvikling på Indre Vesterbro” et faktum, at en stor del af de oprindelige beboere<br />
blev, om ikke direkte fortrængt, så ’permanent genhuset’ imod deres vilje. Samtidig var der<br />
markante socio-økonomiske forskelle på de permanent genhusede og så kvarterets tilflyttere. Mens<br />
en stor andel af de førstnævnte således var pensionister og arbejdsløse uden uddannelse over<br />
grundskoleniveau, var tilflytterne kendeteg<strong>net</strong> ved at være både højere uddannede, højere lønnede<br />
og yngre 246 . Det er i første omgang på denne baggrund, at man kan betragte Indre Vesterbros<br />
byfornyelse og herunder Halmtorvets omdannelse som et eksempel på en offentlig initieret<br />
gentrificering. Dvs. en revalueringsproces, som har tiltrukket specielle befolkningsgrupper på<br />
bekostning af andre 247 . Som Andersen konkluderer:<br />
“From being one of the poorest districts in the metropolitan region, filled with drug-<br />
abusers and people on social benefits living in the lowest slums, Vesterbro became the<br />
244 Andersen 2006 s. 17<br />
245 Hansen et.al. i European Planning Studies 2001, s. 863<br />
246 Københavns kommune og Erhvervs- & boligstyrelsen 2002. Desuden er det vigtigt at pointere, at det i rapporten fra<br />
2002 konkluderes, at de endelige sociale konsekvenser af byfornyelsen ikke kendes, da huslejestigningerne først slår<br />
fuldt igennem efter 5 år.<br />
247 Men at gå derfra og til at sige at Halmtorvets omdannelse er en entydig social proces, hvor arbejderklassen er blevet<br />
fortrængt af en ny middelklasse, er selvsagt unuanceret. Der er som antydet mange problemer forbundet med at anvende<br />
den meget brede betegnelse ’middelklasse’ om det der, alt andet lige, kan betragtes som en heterogen<br />
befolkningsgruppe.<br />
75
most attractive neighbourhood ten years later. Today the district has the highest prices<br />
per square metre.” 248<br />
Denne kraftige værdiforøgelse må bl.a. forklares med, at man, i højere grad bevidst om den<br />
symbolværdi, der kunne hentes i bevaringen af de ældre bygninger, og belært af erfaringen fra<br />
70’erne og 80’ernes punktvise sanering/nybygning på Nørrebro 249 , som ikke kunne tiltrække den<br />
middelklasse, som i løbet af 60’erne og 70’erne var flyttet til forstæderne, gennemførte en hel<br />
anderledes ’bevarende byfornyelse’ på Vesterbro 250 .<br />
I november 1991 tiltrådte Københavns borgerrepræsentation således en handlingsplan, der havde<br />
som sit mål, at begrænse nedrivninger til det uafvendelige og i stedet foretage en gennemgribende<br />
renovering af bygninger, gårdrum og pladser omkring 23 karréer på Indre Vesterbro. Udover at<br />
sammenlægge og modernisere lejligheder indvendigt i bygningerne, var man samtidig blevet<br />
opmærksom på, hvor vigtigt det var at foretage en nænsom restaurering af bygningernes ydre.<br />
I Københavns Kommunes hæfte om Arkitekturpolitik i København hedder det derfor i et afsnit om<br />
samme byfornyelse at:<br />
”I forbindelse med renovering af de enkelte huse er der lagt vægt på så vidt muligt,<br />
uagtet at dette undertiden medfører merudgifter, at bevare og om nødvendigt genskabe<br />
oprindelige bygningsdetaljer, tårne, spir kviste og udsmykning, ligesom der er lagt vægt<br />
på i videst muligt omfang at anvende materialer der hører huset til.” 251<br />
Byfornyelsen kan altså i tråd med både Zukins og Jager iagttagelser betegnes som en præservering,<br />
konvertering og æstetisering af de eksisterende strukturer, der involverer en fremhævelse af<br />
bygningernes historiske værdi.<br />
5.1.3 Halmtorvets fysiske omdannelse<br />
Dette gør sig også gældende for Halmtorvets vedkommende. Med undtagelse af nyopførelsen af det<br />
såkaldte ’Prangerhus’ 252 er alle bygningerne på pladsens nordside således blevet byfornyet i<br />
henhold til de ovenstående retningslinier. Men derudover har hele byrummet via en omlægning og<br />
overord<strong>net</strong> forskønnelse fordelt på tre etaper omkring henholdsvis den såkaldte ’bymæssige plads’,<br />
’parkstrøget’ og ’byhaven’ også gennemgået, hvad man i specialets terminologi kan kalde en<br />
primær æstetisering.<br />
I 1996 blev det nemlig besluttet at Halmtorvet i fremtiden skulle anvendes til rekreative formål, og<br />
at flere af lejemålene i nordsidens stueetager skulle udlægges til restaurant- og cafevirksomhed. Ved<br />
samme lejlighed vedtog man at frede det tidligere industriområde langs pladsens sydside kaldet<br />
248<br />
Andersen 2006 s. 17<br />
249<br />
Byggeri, som qua både kommunens ringe økonomi og manglende politiske vision, var af dårlig kvalitet<br />
250<br />
Byfornyelse København 2002, s. 4.<br />
251<br />
Københavns Kommune, Bygge- og Teknikforvaltningen 2001, s. 27<br />
252<br />
Præmieret som godt eksempel på vellykket indpasning af nyt byggeri i en byfornyelseskarré.<br />
76
’Brune Kødby’ 253 og omdanne det til kulturelle formål, og via en kvarterplan fra 1997, blev disse<br />
projekter gjort til en del af Indre Vesterbros byfornyelse 254 .<br />
Æstetisering og fremhævelse af historiske elementer, gennem restaurering af de oprindelige bygningsdetaljer på<br />
facaden af Halmtorvet 13.<br />
Ud over at have involveret en såkaldt trafikal fredeliggørelse og nedlægning af parkeringspladser,<br />
har omlægningen af Halmtorvet først og fremmest drejet sig om at belægge det centrale areal med<br />
granitfliser, på en sådan måde, at det i forskellige niveauer tegner en stor elipseform omkring et<br />
nyetableret solcellestyret springvand. Samtidig har man anlagt en grusbelagt boldplads og de<br />
tilbageværende såkaldte sivegader er blevet belagt med brosten. Langs disse er der blevet plantet en<br />
række platantræer, og mellem dem er der blevet etableret nogle små forhøjede og græsbeklædte<br />
områder, der ligeledes er beplantet med små træer og buske. Ud over hele arealet er der samtidig<br />
blevet placeret et antal nydesignede gadelygter og bænke.<br />
Ifølge en rapport fra 1999 om igangværende byudviklingsprojekter, udarbejdet af SBS Byfornyelse,<br />
som var det ene af de to byfornyelsesselskaber, der varetog byfornyelsen for Københavns<br />
Kommune, skal omlægningen af Halmtorvet:<br />
”give det offentlige byrum et æstetisk og funktionelt løft på linie med den igangværende<br />
boligforbedring på Vesterbro.” 255<br />
Og om den første etape, dvs. den ’bymæssige plads’ hedder det endvidere:<br />
253<br />
I det såkaldte bydelsatlas fra 1991, blev Brune Kødby udpeget som byggeri af særlig arkitektonisk værdi.<br />
Københavns Kommune 2001 s. 77.<br />
254<br />
Brune kødbys hovedbygning ’Øksnehallen’ var i forvejen blevet konverteret til udstillingsbygning i anledning af<br />
samme års kulturbystatus.<br />
255 By & Boligministeriet 1999, afsnit 4-2<br />
77
”Halmtorvet bliver en oplevelsesrig plads med mulighed for ophold, leg og samvær for<br />
kvarterets beboere. Et sted hvor forskellige markeder kan afvikles, og hvor der er<br />
mulighed for udeservering fra lokale cafeer.” 256<br />
Efter at første etape er færdig, skriver SBS i en evalueringsrapport fra 2003, udviklet for Erhvervs-<br />
og Boligstyrelsen:<br />
”Målet er at gøre Halmtorvet til en central plads for hele Vesterbro, som kan danne en<br />
værdig indgang til områdets kultursteder, herunder Brune Kødby samt bydelens<br />
bevaringsværdige bebyggelse” 257<br />
De to sidste etaper er på daværende tidspunkt stadig under fuldførelse, og om 2. etape;<br />
’parkstrøget’, skriver Københavns kommune:<br />
”Medens kørevejens boulevardpræg understreges ved hjælp af sammenhængende<br />
trærækker, gives parkstrøget en bølgende organisk form, der på udvalgte steder er løftet<br />
op over gadeniveau. Disse områder planlægges som fredelige oaser, der egner sig til<br />
småbørnsleg, eller man kan ligge, sidde eller gå rundt og nyde de blomstrende træer,<br />
buske og stauder.” 258<br />
Mens det om den 3. etape; ’byhaven’ hedder:<br />
”De eksisterende dækningsgrave fjernes, og i den forbindelse fjernes den eksisterende<br />
tjørnebevoksning også. I stedet etableres en byhave på området, som i kraft af sin mindre<br />
størrelse og flere blomsterbede får mere udpræget havekarakter. Byhaven løftes også her<br />
op over gadeniveau for at skabe en fredelig oase. Byhaven vil kunne gives samme<br />
funktioner som de hævede partier på etape 2, dog med en mere koncentreret beplantning<br />
af blomstrende træer, buske og stauder. Byhaven gennemskæres af en gangpassage, der<br />
udvider sig på midten.” 259<br />
Og SBS slår i rapporten fra 2003 fast at:<br />
”Den brune Kødby og Halmtorvet udgør i forbindelse med Vesterbros fornyelse<br />
kvarterets ansigt overfor omverdenen og udgør en væsentlig attraktion i […]<br />
område[t]” 260<br />
256<br />
Ibid.<br />
257<br />
Erhvervs- og boligstyrelsen 2003, s. 16<br />
258<br />
Københavns Kommune, Bygge- og teknikudvalget 2002<br />
259<br />
Ibid.<br />
260<br />
Erhvervs- og boligstyrelsen 2003, s. 16<br />
78
Ved ovenfor at foregribe specialets mere tekstanalytiske del og fremhæve nogle af de tidligste<br />
rumlige repræsentationer af Halmtorvet for at belyse dets fysiske omdannelse og primære<br />
æstetisering, tydeliggøres det, hvordan byrummet er startet med at være ’noget diskursivt’, som<br />
siden har materialiseret sig i form af den fysiske omdannelse, og undervejs og efterfølgende er<br />
blevet tilskrevet betydning, fordi det, gennem den akkompagnerende diskursive praksis, som<br />
indkredses i næste afsnit, er vedblevet at være ’noget diskursivt’. Det diskursive og det ikke<br />
diskursive står altså, i tråd med Fairclough, i et konstant dialektisk forhold til hinanden under den<br />
rumlige omstrukturering, og er som byudviklingsmæssige praksisser i princippet svære at skille ad.<br />
Samtidig anskueliggør citaterne, hvordan planlæggere og arkitekter, i tråd med Shields læsning af<br />
Lefebvre, stadig fungerer som vigtige aktører bag byrummets betydningstilskrivelse, der ikke<br />
mindst tilvejebringer de første retningslinier for rummets brug.<br />
Som det sidste citat er et eksempel på, er Halmtorvet også blevet tildelt en ny status og overord<strong>net</strong><br />
funktion, og sammen med andre aktørers særlige iscenesættelse af byrummet har det bidraget til, at<br />
Halmtorvet i højere grad bruges, anskues og opleves som en turistattraktion.<br />
Som eksempel på sådanne iscenesættelser i grænselandet mellem det ikke-diskursive og det<br />
diskursive, kan nævnes det ’Halmbal’, som Kommunen sammen med de lokale cafeer afholdt i<br />
forbindelse med Halmtorvets færdiggørelse 261 . Ved at fylde byrummet med store halmballer og<br />
tilbyde fadøl og pølser for en ’daler’, foretog man hvad man kunne kalde en byrummets ’rite de<br />
passage’, der skulle domesticere og døbe det nye Halmtorv, som et sted for oplevelse, nydelse og<br />
forbrug. Byens officielle sightseeingbusser kører nu også over Halmtorvet, og på Wonderful<br />
Copenhagens hjemmeside er Halmtorvet et af de 12 steder i København, som man via et særligt 360<br />
graders billede virtuelt kan besøge og navigere rundt i. Adskillige tilbagevendende byvandringer<br />
går også over Halmtorvet, og i forbindelse med den årlige Copenhagen Jazzfestival fungerer<br />
pladsen som udendørsscene.<br />
261 Byfornyelse København 2002, s.22. Byfornyelse København (i dag Kuben) er det andet byfornyelsesselskab, som<br />
varetog byfornyelsen af Indre Vesterbro for Københavns Kommune.<br />
79
En medarbejder ved bymuseet sætter Halmtorvet i<br />
historisk perspektiv under en byvandring i forbindelse<br />
med den såkaldte ’Golden Days’ festival "Drømmetid –<br />
København i 1890’erne" i september 2004. Festivalen<br />
skulle ifølge dens hjemmeside udbrede kendskabet til<br />
København som klassisk kulturby og løbende<br />
markedsføre de permanente, historiske kulturtilbud i<br />
hovedstaden<br />
Halmtorvets fysiske omdannelse, der som en del af Indre Vesterbros byfornyelse, kan ses som<br />
udsprunget af det entreprenørielle Københavns behov for at skabe attraktive byrum i en kontekst af<br />
international storbykonkurrence, er altså et typisk eksempel på, at boliger og byrum, både hver for<br />
sig og tilsammen, i højere grad bør betragtes som en eksklusiv og symbolværdiladet vare, der<br />
udvikles og tilvejebringes i henhold til den efterspørgsel, som den eftertragtede middelklasse<br />
antages at besidde. En opfattelse, der i forhold til de klassiske gentrificeringsteorier samtidig<br />
indebærer, at tilflytterne, som tidligere antydet, ikke er at betragte som gentrificeringsprocessens<br />
aktive agenter, men i højere grad, sammen med turister og andre brugere indtager rollen som<br />
passive forbrugere af den eksklusive vare.<br />
Men, som de efterfølgende afsnit vil dokumentere, så er der tale om en vare hvis føromtalte<br />
drastiske værdiforøgelse ikke alene skyldes det faktum, at boligerne og byrummet via den fysiske<br />
omdannelse og primære æstetisering er steget i både brugs- og symbolværdi. Værdiforøgelsen<br />
hænger også for Halmtorvets vedkommende sammen med den betydningsmæssige transformation,<br />
som byrummet samtidig har gennemgået og som, ikke mindst i kraft af de akkompagnerende og<br />
efterfølgende udefrakommende repræsentationer, involverer yderligere symbolværditilskrivelse og<br />
sekundær æstetisering. Det er mod disse rumlige repræsentationer af Halmtorvet, at<br />
opmærksomheden nu rettes.<br />
Mens de øverste etager indeholder nyindrettede<br />
lejligheder, er stueetagen udlagt til Cafevirksomhed.<br />
Halmtorvet 13 indeholdt tidligere Hotel Carlton, og som<br />
et bevidst efterladt tegn står ordet ”HOTEL” stadig på<br />
facaden og signalerer både visuelt og diskursivt den<br />
symbolværdi, der er indlejret i den ’historiske’ bygning.<br />
En værdi som kan overføres til status for det individ, der<br />
enten ved at købe en af de nyistandsatte lejligheder eller<br />
bare sætte sig under markisen og købe et måltid mad, gør<br />
sig til forbruger af bygningen.<br />
80
5.2 Diskursiv praksis<br />
Når man som jeg står foran at skulle foretage en analyse af diskurs, er det vigtigt at holde sig for<br />
øje, at både Jørgensen og Phillips og ikke mindst Norman Fairclough pointerer, at det ligesom med<br />
anden kvalitativ forskning også her gør sig gældende, at der ikke er nogen fast procedure for<br />
materialeindsamling og –analyse 262 . Med andre ord opfordrer disse forfattere til, at man<br />
specialbygger sit forskningsdesign i forhold til sin opgaves særlige karakter, og vælger sine<br />
analytiske redskaber på baggrund af sin problemformulering. I den forbindelse gør de samtidig<br />
opmærksom på, at det er tilladt at låne analytiske begreber fra andre diskursanalytiske retninger, så<br />
længe man holder sig inden for den teoretiske ramme 263 .<br />
Derfor skal den analyse, der følger, ses som mit forsøg på at eksemplificere den forståelse af<br />
byrums betydningsmæssige transformation, som gentrificeringsteorierne kontekstualiseret og<br />
suppleret med anden relevant teori i de foregående kapitler har bidraget til øge. En eksemplificering<br />
som indebærer, at jeg først og fremmest inspireret af Fairclough 1992 og Jørgensen & Phillips 1999<br />
og samtidig guidet af de tre gentrificeringsteoretikere gennemgået i kapitel 4, skal belyse hvordan<br />
en særlig gruppe af tekster fremstiller Halmtorvets omdannelse og nye image 264 .<br />
Da den første del af Faircloughs samlede diskursanalyse nemlig indkredsningen af den<br />
samfundsmæssige kontekst og bredere sociale praksis er overstået, indebærer det næste skridt først<br />
og fremmest at dokumentere, at der i tråd med Beauregard findes en koalition af interessenter, som<br />
står bag en særlig diskursiv praksis i forbindelse med Halmtorvet. Dvs. at der findes nogle aktører,<br />
som producerer nogle rumlige repræsentationer/tekster, der tilsammen udgør en udefrakommende<br />
diskurs om Halmtorvets omdannelse, som tilskriver både processen og resultatet betydning, og<br />
derfor, i tillæg til planlæggere og arkitekter, kan betegnes som byrummets sandhedsproducenter.<br />
Det første problem man støder på (som ovenstående sætning er et bevis på) er, at det i realiteten er<br />
svært at separere Faircloughs to niveauer ’diskursiv praksis’ og ’tekst’. Det er således en særlig<br />
sammenhæng 265 mellem tekster, der sætter én i stand til at identificere og analysere en særlig<br />
diskursiv praksis, men det er egenskaber ved teksterne, der retfærdiggør, at man betragter dem som<br />
sammenhængende. Selv om jeg indledningsvis forsøger at holde mig på et diskursiv praksis niveau<br />
for senere at gå mere tekstanalytisk til værks, kan det derfor ikke undgås, at der i resten af kapitlet<br />
alterneres mellem de to niveauer.<br />
262 Jørgensen og Phillips s. 88, 91. Fairclough 1992, s.225<br />
263 Jørgensen og Phillips s. 12<br />
264 Selv om det kan virke sådan, forsøger jeg ikke bare at få empirien til at passe på teorien. Udgangspunktet for at<br />
skrive dette speciale har <strong>net</strong>op været den observation jeg gjorde i forbindelse med Halmtorvets betydningsmæssige<br />
transformation, og det den jeg indtil videre har forsøgt at forstå. Som sådan er hele specialet et udtryk for den kritisk<br />
realistiske slutningsform retroduktion, der som tidligere anført er kendeteg<strong>net</strong> ved, at man med udgangspunkt i et givent<br />
observeret fænomen, ved hjælp af relevant teori ræsonnerer sig frem til hvilke nødvendige mulighedsbetingelser og<br />
dybe årsagssammenhænge, der efter alt at dømme eksisterer, for at fænome<strong>net</strong> finder sted.<br />
265 ’Coherence’ Fairclough 1992, s. 233. Jeg har valgt så vidt muligt at foretage analysen i mit eget sprog. I det følgende<br />
har jeg derfor forsøgt at vise, hvornår jeg anvender et decideret tekstanalytisk redskab eller bare har været inspireret af<br />
Fairclough/Jørgensen & Phillips eller andre, ved, som her, at sætte en note.<br />
81
5.2.1 Halmtorvets ’boosters’ og deres rumlige repræsentationer<br />
Ved i det hele taget at holde øjne og ører åbne overfor beskrivelser og udtalelser om Halmtorvet og<br />
lave søgninger på ordet ’Halmtorvet’ i både artikeldatabasen Infomedia og på inter<strong>net</strong>søgemaskinen<br />
Google, har jeg indsamlet det, der kan betegnes som naturligt forekommende og offentlig<br />
tilgængeligt materiale om Halmtorvet fra 2002 til 2006. Dvs. materiale, som dækker en periode fra<br />
lige før jeg første gang stiftede bekendtskab med stedets omdannelse på Copenhagen X udstillingen,<br />
hvor kun første etape af omlægningen var færdiggjort, og så til 3 år efter at byrummet stod<br />
’færdigt’. Materialet går altså både forud, akkompagnerer og efterfølger den fysiske omdannelse.<br />
Med udgangspunkt i Beauregards ’boosters’(citat s. 58) og medlemmer af Zukins kritiske<br />
infrastruktur (s. 61), der alle har interesse i forøget økonomisk aktivitet i byen og derfor står bag<br />
det, der i stigende grad kan betegnes som en slags reklame for byrummet (jf. afsnit 4.1.3), har jeg<br />
herefter udvalgt og grupperet de rumlige repræsentationer, der tilsammen kan betragtes som<br />
udgørende en udefrakommende diskurs om Halmtorvets omdannelse og nye image. Det har<br />
udmøntet sig i 8 vedlagte <strong>bilag</strong>, der først og fremmest fungerer som dokumentation for de pointer,<br />
jeg fremhæver, og de konklusioner jeg drager i resten af kapitlet.<br />
Bilag I består af det præsentationsmateriale, som Copenhagen X udsendte i forbindelse med deres<br />
såkaldte byudstilling i Chr.IV’s Bryghus i efteråret 2002. Teksten, som indeholder mange af de ord<br />
og sætninger, som de ovenfor gennemgåede citater om Halmtorvets omdannelse også anvender, er<br />
identisk med den, som på udstillingen var forstørret op på menneskehøje plancher.<br />
Copenhagen X er et partnerskab mellem Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune og<br />
Fonden Realdania, der er oprettet med det formål at synliggøre og formidle byudviklingen i<br />
hovedstaden i perioden fra 2002 til 2012. Copenhagen X, der altså i sig selv kan betragtes som et<br />
typisk eksempel på entreprenøriel byudvikling, har siden udgivet flere pamfletter og byguides, og<br />
på deres hjemmeside kan alle tidligere, nuværende og fremtidige byomdannelsesprojekter følges<br />
virtuelt ved hjælp af videoklip, computeranimationer og interaktive kort 266 .<br />
Mens de to kommuner eller ’mayors offices’, som følge af deres behov for at skabe attraktive<br />
byrum og tiltrække ressourcestærke forbrugere, er oplagte ’boosters’, er det i første omgang mere<br />
ugennemsigtigt med hensyn til Fonden Realdania. Selvom Fonden er oprettet med det formål at<br />
støtte såkaldt almennyttige formål inden for det byggede miljø, så står det dog, efter at have<br />
undersøgt den, klart, at den kan betragtes som en aktør, der både repræsenterer Beauregards ’real-<br />
estate organizations’ og ’financial institutions’, og som sådan også kan betegnes som en af Smiths<br />
kapitalinteresser. Fonden er nemlig i realiteten en konvertering og videreførelse af den del af<br />
realkreditforeningen RealDanmark, som i år 2000 opløstes da koncernen fusionerede med Danske<br />
Bank. Fortjenesten ved fusionen, bl.a. i form af aktier i Danske Bank udgør nu over halvdelen af<br />
fondens formue på lidt over 30 mia. kroner, og det er det årlige afkast på ca. 250 mio. kr., som<br />
bruges til fondsformål. Som medejer af Danske bank, er fonden også medejer af dels datterselskabet<br />
Realkredit Danmark, som bibeholdtes ved fusionen, og dels dettes datterselskab<br />
266 www.cphx.dk<br />
82
ejendomsmæglerkæden Home 267 . Når forbindelsen til de institutioner, som ikke bare låner penge ud<br />
til alment forbrug og huskøb men også formidler salget af boliger, således er etableret, bliver det<br />
tydeligt, at Realdania kan betragtes som en kapitalinteresse, der, dels ved at støtte almennyttige<br />
formål, som alle medfører en generel revaluering af det byggede miljø, og dels gennem<br />
Copenhagen X partnerskabet bidrager til at denne revaluering formidles, indirekte kan sørge for, at<br />
værdien af dens øvrige aktiver forøges 268 .<br />
Bilag II består af en række avisartikler bragt i henholdsvis Berlingske Tidende, JP København og<br />
Politiken, der på trods af at være landsdækkende dagblade alle kan betragtes som ’local<br />
newspapers’, der udgør en del af det, Zukin omtaler, som ’smagssættende massemedier’. Artiklerne,<br />
der alle omhandler Halmtorvets omdannelse, er samtidig produktet fra de journalister, som hun<br />
medregner som en del af storbyens kritiske infrastruktur, og som Hjelmar har udpeget som vigtige<br />
uformelle sandhedsproducenter.<br />
Bilag III er en artikel fra den såkaldte livsstilsavis Oxygen, der kan ses som et eksempel på et ’city-<br />
magazine’ eller livstilsmagasin, der ligeledes er en del af de smagsættende massemedier og hvis<br />
forfattere, som en slags kulturelle formidlere i endnu højere grad kan betragtes som typiske<br />
medlemmer af den kritiske infrastruktur. Det tydeliggøres bedst ved at lade avisen beskrive sig selv.<br />
På sin hjemmeside slår den således fast, at: ”det redaktionelle stof omfatter både kultur og livsstil,<br />
fordi de to områder supplerer hinanden godt, og fordi de to områder i dag er knyttet uløseligt<br />
sammen.[…]Andre kerneområder er mode, design, frisørkunst, madlavning og boligindretning[…].<br />
Endvidere vil Oxygen sætte fokus på de mere skjulte sider af byen. Det kan være den butik, man<br />
ikke lige kommer forbi på sin sædvanlige bytur eller den ’hemmelige’ restaurant, der måske ligger<br />
lige om hjør<strong>net</strong>.” 269<br />
Bilag IV indeholder to eksempler på tekst, som udspringer af aktører, der i endnu højere grad end<br />
livsstilsmagasi<strong>net</strong> appellerer direkte til det oplevelses- og forbrugsorienterede og dermed den<br />
turistlignende brug af byen. Den ene del udgøres af presseinformation om bydelen Vesterbro fra<br />
turistorganisationen Wonderful Copenhagens hjemmeside, hvorunder Halmtorvet fremhæves. I den<br />
anden del bringes der tekst fra Berlingske Tidendes såkaldt elektroniske byguide ’Alt om<br />
København’s (AOK) hjemmeside. Begge institutioner er dedikerede til at formidle oplysninger om<br />
oplevelser og forbrugsmuligheder, og især den sidstnævntes forfattere fungerer som anmeldere, der<br />
ved konstant at evaluere og kritisere alle slags kulturelle varer, lige fra koncerter til cafemåltider,<br />
bidrager til den kritiske infrastruktur.<br />
267 www.realdania.dk; www.danskebank.dk; www.rd.dk<br />
268 Det vigtigt at slå fast at Realdania ikke har bidraget økonomisk til den fysiske omdannelse af Indre Vesterbro eller<br />
Halmtorvet, men kun, som del af partnerskabet Copenhagen X, er at betragte som en aktør bag den diskursive praksis<br />
og betydningsmæssige transformation af både kvarteret og det specifikke byrum.<br />
269 www.oxygen.dk Da avisen er ophørt med at eksistere er hjemmesiden blevet nedlagt.<br />
83
Bilag V består af ejendomsmæglerkæden Home’s salgsmateriale udgivet i forbindelse med salget af<br />
nyetablerede luksuslejligheder i de tidligere såkaldte Benzons Fabrikker på adressen Halmtorvet 29.<br />
Salgsmaterialet er udformet som et livsstilsmagasin og udarbejdet af Forlaget Benjamin, som<br />
udover at udgive livsstilsmagasiner som Cosmopolitan, M!, Kostume og Bolig også har<br />
specialiseret sig i det, der betegnes som ’client publishing’. Dvs. at de producerer og udgiver<br />
såkaldte ’kundemagasiner’, der <strong>net</strong>op er kendeteg<strong>net</strong> ved at ligne 270 og være skrevet i samme sprog<br />
som almindelige livsstilsmagasiner, der umiddelbart forventes at indeholde uafhængige og kritiske<br />
udtalelser om relevante emner, men i virkeligheden er ukritisk markedsføring af klientens produkt,<br />
hvilket Home’s salgsmateriale er et godt eksempel på 271 .<br />
Værd at bemærke er det, at forfatterne til teksterne alle er typiske medlemmer af den kritiske<br />
infrastruktur, der på samme tid producerer, forbruger og evaluerer kulturelle produkter via deres<br />
freelanceansættelse i stillinger indenfor de kulturelle institutioner, som storbyens økonomi i<br />
fremtiden antages at være afhængig af (Jf. afsnit 4.2.1). Lars Nøhr Andresen er således ud over at<br />
være kreativ chef for forlagets ’client publishing’ også en anerkendt rollespilsmanuskriptforfatter.<br />
Iben Albinus, der først og fremmest skriver for modebladet Kostume, er også ansat som film- og tv-<br />
serie anmelder ved BT’s underholdningssektion og fungerer desuden som projektleder ved<br />
Natfilmsfestivalen. Og Pernille Glavind Olsson er cand. mag. i dansk efter et speciale om sin<br />
arbejdsgiver forlaget Benjamin, men har som skuespiller også spillet enkelte biroller i tv-serieafsnit<br />
og film.<br />
Bilag VI består af 6 tekster, der eksemplificerer hvordan Halmtorvet indirekte inddrages i den<br />
kritiske infrastrukturs retorik (i modsætning til <strong>bilag</strong> II-V, hvor omtalen er mere direkte). De første<br />
fire tekster er således uddrag fra to anmeldelser og to interview bragt i de førnævnte aviser plus<br />
gratisavisen Urban, hvori Halmtorvet udgør rammen for tekstens egentlige fokus eller bare omtales<br />
henkastet. Det gør sig også gældende for den næste tekst, som er en arrangementsbeskrivelse,<br />
fundet på Inter<strong>net</strong>tet. Den omhandler den såkaldte ’H. C. Andersen festival’, som i anledning af H.<br />
C. Andersens jubilæumsår, blev afholdt i de såkaldte ’kulturstalde’ i Brune Kødby. Festivalen var<br />
støttet af H.C. Andersen fonden og arrangeret af ’Kultur Vesterbro’, der udover at være drevet af<br />
medlemmer af den kritiske infrastruktur, samtidig kan betragtes som et eksempel på en<br />
’neigbourhood organization’. Den sidste tekst er en præsentation af Cafe Carlton (Halmtorvet 13)<br />
fra restaurationens egen hjemmeside.<br />
Bilag VII er et forsøg på isoleret at fremhæve det æstetisk vurderende blik, som mange af de andre<br />
tekster i passager indeholder, men som disse tekster, i form af en arkitekturanmeldelse og to<br />
byvandringer, der ’besøger’ Halmtorvet, helt grundlæggende er baseret på. Mens førstnævnte er et<br />
uddrag fra en artikel hentet i Politiken, er den anden en tekst, der annoncerer for en byvandring<br />
forestået af en såkaldt autoriseret guide. Den sidste tekst er en skrevet guide til byvandringer på<br />
270<br />
Når man sidder med <strong>bilag</strong>et, må man nøjes med at forestille sig det tykke glittede papir, som det i virkeligheden er<br />
skrevet på.<br />
271<br />
Der står f.eks. kun ’Home’ med små bogstaver en gang i det 70 sider lange magasin.<br />
84
Vesterbro forestået af Dansk Arkitektur Center(DAC). DAC betegner sig selv som et ’formidlings-<br />
og udviklingscenter for arkitektur og bykultur’ og er endnu et eksempel på et halvoffentligt<br />
partnerskab, i dette tilfælde mellem Kulturministeriet, Økonomi- og Erhvervsministeriet og<br />
Realdania, der ligesom Copenhagen X er oprettet for at sætte fokus på byens udvikling 272 . DAC er<br />
da også siden blevet en del af Copenhagen X-samarbejdet og har først og fremmest overtaget rollen<br />
som arrangør af udstillinger om byen. Alt i alt bidrager <strong>bilag</strong>ets forskellige aktører, som bl.a. kan<br />
betragtes som ’historic preservationists’, til at udbrede det æstetiske blik på byen og herigennem<br />
’uddanne’ folk til at anskue og omtale byen, bygningerne og byrummene som værker på et<br />
museum. Dvs. som objekter for æstetisk adspredelse.<br />
Bilag VIII For at komme hele vejen rundt om de smagssættende massemedier, har jeg valgt at tilføje<br />
en transskription af tv-udsendelsen Hammerslag, hvor to hold af ejendomsmæglere gætter huspriser<br />
og i det pågældende afsnit beskæftiger sig med en lejlighed på Halmtorvet.<br />
(I det følgende henvises der til disse <strong>bilag</strong> ved hjælp af deres romertal, bogstav og sidenummer i<br />
<strong>bilag</strong>safsnittet)<br />
5.2.2 Overordnede træk ved teksterne<br />
Det, man på et overord<strong>net</strong> diskursiv praksis niveau kan sige om disse tekster, er, at de fleste af dem<br />
indgår i det, der betegnes som en intertekstuel kæde 273 , og at de i en vis udstrækning indeholder det<br />
samme retoriske skema 274 . Med andre ord udgør Copenhagen X materialet sammen med de allerede<br />
gengivne citater om Halmtorvets omdannelse det første led i en kæde af rumlige repræsentationer,<br />
der ved at trække på hinanden både følger og reproducerer det samme sproglige mønster i den<br />
forstand, at de, når de da ikke genbruger de nøjagtigt samme ord, så siger næsten det samme, på<br />
næsten samme måde. Helt grundlæggende får diskursen om Halmtorvets omdannelse således sin<br />
styrke gennem mange forskellige aktørers gentagelse af det samme sproglige mønster, og det er på<br />
denne baggrund, at jeg har prioriteret et empirisk materiale med så stor en bredde og omfang som<br />
mulig. Ikke desto mindre skal man stadig holde in mente, at jeg af pladshensyn alligevel har været<br />
nødsaget til at fravælge et stort antal rumlige repræsentationer, og kun medtage et repræsentativt<br />
udvalg 275 .<br />
Til trods for at mange af teksterne tilhører en overord<strong>net</strong> diskurstype, der kan betegnes som en<br />
mediediskurs, er der ikke tale om kritisk journalistik. Dvs. de er sjældent argumenterende eller<br />
undersøgende men fremstår i højere grad neutralt konstaterende. Alle teksterne er ligeledes<br />
272<br />
DAC er samtidig omdrejningspunktet for et <strong>net</strong>værk bestående af 160 virksomheder, der bidrager til det<br />
’visionarium’ som ’ udvikler og formidler viden om arkitektur, byggeri og byudvikling med fokus på fremtiden.<br />
www.dac.dk<br />
273<br />
Fairclough 1992 kapitel 4.<br />
274<br />
Ibid s. 174f<br />
275<br />
Ved at kaste et blik på specialets forside, kan man få et indtryk af de mange gange næsten det samme er sagt på<br />
næsten den samme måde om Halmtorvet.<br />
85
kendeteg<strong>net</strong> ved overvejende at være skrevet i, hvad man kan kalde en uformel tone 276 , og der<br />
bruges sjældent tekniske udtryk. I stedet inkorporeres der elementer fra en fortællende og<br />
skønlitterær genre, og der anvendes ofte talesprog og kulørt sprog 277 , som svarer til det, Beauregard<br />
betegner som sproglige overdrivelser. Det gør sig i særlig grad gældende i de tekster, der er skrevet<br />
indenfor det, jeg har valgt at betegne som livsstilsmagasin- og reklamegenren, der er kendeteg<strong>net</strong><br />
ved den kreative og indforståede anvendelse af selvkonstruerede og nye ord 278 , såsom<br />
’latinerluksus’(III s.9) eller ’kulturknudepunkt’(VI A s.44). Genrer som i det hele taget præger<br />
mange af teksterne, hvilket brugen af livsstilsgenrespecifikke udtryk 279 som ’trendy’ og<br />
sloganagtige overskrifter såsom ’Fra Trash til Trendy’(II A s.5) i en almindelig avisartikel, er et<br />
eksempel på. Udtryk, som man næppe havde brugt om byens byrum for bare få år siden, hvilket<br />
vidner om en udvikling, som må tilskrives den position, som medlemmer af den kritiske<br />
infrastruktur er kommet til at indtage i storbyen i dag.<br />
I forlængelse heraf kan man også konstatere, at den diskurs, som de rumlige repræsentationer<br />
tilsammen udgør, er præget af et særligt udefrakommende blik på Halmtorvet, som implicerer både<br />
sekundær æstetisering og ikke mindst vareliggørelse af byrummet. Igen er det træk, der kan<br />
genfindes i alle teksterne, men som især er kendetegnende for de <strong>bilag</strong>, der vedrører det æstetisk<br />
vurderende blik og den kritiske infrastruktur specifikt, samt salgsmaterialet fra Home. Vigtigt er det<br />
her at pointere, at der selvsagt ikke er noget odiøst i, at nye lejligheder(V, s.12) eller et måltid<br />
mad(VI B s.48) beskrives og diskursivt ’sælges’ som en vare, det ville være underlig andet. Det er<br />
derimod den måde hvorpå det omkringliggende byrum og hele kvarteret drages ind i beskrivelserne<br />
af de nye lejligheder eller den kulinariske oplevelse og dermed bliver en del af varebetegnelsen,<br />
som er værd at bemærke.<br />
Sidst men ikke mindst iscenesættes Halmtorvet også diskursivt ved hjælp af historien og kulturen.<br />
Mange af teksterne udlægger således i passager stedets ’oprindelige’ historie (I s.2, II A s.5, V s.36)<br />
(frem for den umiddelbare, der, som det tydeliggøres nedenfor, bruges til et andet formål) og kæder<br />
samtidig gentagne gange byrummet sammen med kulturelt forbrug og kulturelle institutioner (VI A<br />
s.44, II C s. 10). Ved således at spinde et <strong>net</strong> af fortællinger omkring Halmtorvet, som fremhæver<br />
disse elementer, tilskrives byrummet den uhåndgribelige symbolværdi, der er forbundet med disse<br />
elementer. Samtidig tilskrives Halmtorvet en overord<strong>net</strong> betydning som byrum for kulturelt forbrug.<br />
Efter således at have udtalt mig mere generelt om teksterne, begynder jeg i det følgende at bevæge<br />
mig ned på tekstniveau for at svare mere detaljeret på den empiriske problemformulering. Ligesom<br />
det har været tilfældet ovenfor, er det af pladsmæssige hensyn, kun muligt undervejs, at gengive og<br />
henvise til de mest oplagte eksempler, der kan findes i <strong>bilag</strong>smaterialet. (For den særligt<br />
interesserede læser er der derfor ikke andet for end at betragte min gennemgang som en slags<br />
læsevejledning og herefter give sig i kast med de enkelte tekster.)<br />
276 ’tenor’ Fairclough 1992 s. 232<br />
277 ’vocabulary’, Ibid s. 75 f<br />
278 ’new lexical items’ Ibid. s. 191<br />
279 ’wording’ Ibid.<br />
86
5.3 Tekst<br />
På tekstniveau kan man indledningsvis slå fast at teksterne gennemgående benytter sig af nogle<br />
grammatiske og vokabular-mæssige elementer, som tilsammen bevirker at Halmtorvets omdannelse<br />
dels fremstilles som entydigt positiv, dels fremstår som et naturfænomen, og at omdannelsen som<br />
sådan bliver svær at modsige og let at tilslutte sig.<br />
5.3.1 Halmtorvets omdannelse som entydig positiv<br />
Udgangspunktet for at forstå disse diskursens effekter er det føromtalte retoriske skema, som de<br />
fleste af teksterne følger, og som nogle af dem endog gentager flere gange. Skemaet kan beskrives<br />
som en temporal bevægelse, der sprogligt operationaliseres ved hjælp af sætninger, som indeholder<br />
et fra/til eller et før/nu forløb. (Jf. specialets titel lånt fra Oxygen artiklen). Der er i sig selv ikke<br />
noget odiøst i, at tekster, som omhandler de sidste års fysiske omdannelse af et byrum, indeholder<br />
disse forholdsord. Tværtimod er det et fint eksempel på, at den materielle virkelighed strukturerer<br />
det diskursive. Men når dette retoriske skema samtidig kombineres med ækvivalenskæder, der på en<br />
særlig måde udraderer nuancerne på henholdsvis ’før’ og ’nu’-siden, så er det man kan sige, at<br />
teksterne ikke kun refererer til en prækonstitueret materiel virkelighed, men også<br />
betydningstilskriver den.<br />
Helt grundlæggende forsøger teksterne at fremstille det som utænkeligt eller rettere usigeligt, at<br />
nogle mennesker kunne have været tilfredse eller decideret glade for at bo på ’Halmtorvet før’ 280 .<br />
Det bliver et indiskutabelt faktum, der fungerer som en forudsætning 281 for resten af teksten.<br />
Ved således at indlede med sprogligt at devaluere ’Halmtorvet før’ gennem brugen af umiddelbart<br />
harmløse, men simplificerende ord som ’grim’(II D s.7), ’skummel’(IV B s. 10, VI A s. 44),<br />
’deprimerende’(VII B s. 48) eller sætninger som ’stedet hvor pæne mennesker helst ikke kom’(I s.<br />
2) og samtidig kæde dette byrum sammen med det, der i talesprog omtales som ’ludere og<br />
lommetyve’(V s. 34) eller mere kulørt betegnes som ’gadeprostitutionens kerne’(III s.9), fremstilles<br />
’Halmtorvet før’, som den negative modpol i forhold til hvilken ’Halmtorvet nu’ kun kan vurderes<br />
som positivt. Den sproglige devaluering følges således hver gang op af en sproglig revaluering,<br />
f.eks. bare i form af den enkle æstetiske vurdering ’smuk boulevard’(V s.34), den kulørte<br />
konstruktion ’fashionabelt kultur- og cafemekka’(VI A s.44) eller de mere symbolladede udtryk<br />
’mondæn’(II A s.5, VI C s.46) og ’parisisk boulevardstrøg’(III s.9). Det sidstnævnte udtryk er i sig<br />
selv et eksempel på, hvordan planlæggernes/arkitekternes føromtalte navngivning, ikke kun går<br />
igen i Copenhagen X materialet men også kreativt genbruges og får endnu mere kulør i<br />
livsstilsmagasi<strong>net</strong> Oxygen, der med konstruktionen ’latinerluksus’ og ved decideret at anvende<br />
ordet ’latinerkvarter’ om Halmtorvet, i forvejen har indstiftet betydningstilskrivende associationer<br />
til den franske hovedstad 282 .<br />
280 Ikke at det er dokumentation i sig selv, men i et interview med sangerinden Hanne Boel, som tidligere har boet på<br />
Halmtorvet, bragt i Berlingske Tidende 26/8 – 2005, 4. sektion s. 2 udtaler hun faktisk, næsten som et forsøg på at<br />
etablere en form for moddiskurs, at ’jeg elskede det nu også dengang’.<br />
281 ’Presupposition’, Fairclough 1992, s. 101<br />
282 Desuden sammenlignes Halmtorvet også med både Barcelona, London og New York. Udover at være et godt<br />
87
5.3.2 Halmtorvets omdannelse naturaliseret<br />
Den entydigt positive fremstilling af Halmtorvets omdannelse og den heraf følgende relationelle<br />
indholdsudfyldelse af dets nye image, hænger samtidig uløseligt sammen med de tekstelementer,<br />
der bidrager til at naturalisere omdannelsen. Her bør man først og fremmest pege på den udbredte<br />
anvendelse af især biologiske metaforer 283 og analogier 284 , som i kombination med brugen af de<br />
grammatiske elementer ’passivform’, der fjerner den handlende agent fra en sætning, samt<br />
’nominaliseringer’, der er en betegnelse for navneord, som erstatter en hel proces, har den effekt at<br />
byrummets omdannelse fremstår som noget, der ligesom et naturfænomen, bare sker 285 .<br />
Hvis man starter med sidstnævnte, så er det vigtigste eksempel på en nominalisering i denne<br />
forbindelse det centrale navneord ’byfornyelsen’, som, hver gang det bruges, i virkeligheden<br />
erstatter den mere detaljerede og procesbeskrivende sætning, som kunne lyde ’Københavns<br />
Kommune har i samarbejde med planlæggere og arkitekter fornyet byen’. Ved i andre tilfælde helt<br />
at erstatte det trods alt delvist oplysende ord ’byfornyelse’ med ’forvandling’ og samtidig anvende<br />
det som udsagnsord i passivformen ’Halmtorvet er forvandlet’ (II A s.5) frem for aktivformen<br />
’Københavns Kommune har forvandlet Halmtorvet’ bidrager mange af teksterne til, at de faktiske<br />
aktører bag samt de beslutninger og handlinger, som førte til omdannelsen, nedtones, mens<br />
resultatet fremhæves 286 . Hermed etableres der også et udgangspunkt for at tildele andre ansvaret for<br />
processen. Det sker mest tydeligt når teksten fra Wonderful Copenhagen, i tråd med Smiths<br />
pionermyte og Zukins kunstnerstereotyp udpeger ’creatives, mediatypes and bohemians’(IV A s.<br />
10) som de ansvarlige for hele Vesterbros forvandling.<br />
Men først og fremmest skal brugen af ordet forvandling og dets naturaliserende effekt ses i<br />
sammenhæng med den samtidige anvendelse af biologiske analogier og metaforer. Således omtales<br />
omdannelsen f.eks. som et ’hamskifte’(II B s.6, VI B s. 46), mens cafelivet ligesom solen ’bryder<br />
frem’(II A s. 5), en cafe betegnes ’det nyeste skud på cafestammen’(VI A s.44), og byrummet<br />
kaldes en ’oase’ (II B s.6, II C s. 7, VII A), og et ’åndehul’ (II B s.6, III s. 9).<br />
Mens ’byfornyelsen’ kun udgør den indiskutable forudsætning, kan man konkludere, at det i stedet<br />
er det, som jeg har valgt at kalde metamorfosens spektakularitet, der helt gennemgående kredses om<br />
og tematiseres i teksterne 287 . Afsenderne spørger med andre ord ikke til hvad, hvordan og hvorfor,<br />
men fascineres i stedet af og fryder sig nærmest over resultatet af det, der i højere grad, ligesom<br />
puppens forvandling til sommerfugl, anskues og omtales som et biologisk mirakel.<br />
eksempel på en æstetiseret hallucination (se eksempelvis V s.19) er Home’s salgsmateriale med overskriften ’New<br />
Yorker stemning’ på coveret og en lang række velplacerede referencer således at betragte som et målrettet forsøg på at<br />
skabe associationer til den nærmest mytiske transformation af SoHo, for dermed at tilegne sig den symbolværdi og<br />
atmosfære af attraktiv storbyliv, der er forbundet med samme.<br />
283<br />
en metafor er et sprogligt billede, hvor karakteristika ved et objekt overføres på et andet objekt, med hvilket det som<br />
udgangspunkt ikke har nogen reel forbindelse. Fairclough 1992, s.<br />
284<br />
En analogi kan defineres som en lovmæssighed, som overføres til et andet område, hvor den ikke nødvendigvis er<br />
gældende.<br />
285<br />
De to elementer vedrører det, der overord<strong>net</strong> betegnes som ’transivitet’. Dvs. hvordan begivenheder og processer<br />
forbindes med objekter og subjekter i teksten. Jørgensen og Phillips 1999, s. 95 Fairclough 1992, s. 235<br />
286<br />
Jørgensen & Phillips 1999, s. 95<br />
287 ’Theme’, Fairclough 1992, s. 236<br />
88
Herunder tilskrives byrummet også betydning mere direkte. Særlig interessant er det i den<br />
forbindelse at se hvordan ordet ’oase’, gennem den intertekstuelle kæde, går fra at være en<br />
betegnelse for de små græsbeklædte forhøjninger i midterrabatten(I s.3), til at blive en metafor for<br />
hele byrummet(II B s.6, II C s. 7, VII A), der ved at give associationer til et livgivende og frodigt<br />
sted, hvor man kan slukke tørsten og finde svalende skygge, virker stærkt betydningstilskrivende.<br />
Ligesom den anden meget anvendte metafor ’åndehul’ (II B s.6, III s. 9) forstærker ’oase’ på<br />
samme tid opfattelsen af den omkringliggende by som en ørken, hvor man er utilpas, stresset og har<br />
svært ved at ånde, og hvor døden i det hele taget lurer. Disse metaforer opererer med andre ord<br />
implicit med begge sidder af et binært modsætningsforhold og bidrager således til både direkte og<br />
relationelt at indholdsudfylde Halmtorvets nye image. Som følge heraf kan man konkludere, at det<br />
specifikke byrum diskursivt afbildes som et afgrænset sted for ophold, afslapning og nydelse, hvor<br />
man indforstået kan glæde sig over ikke at være bebyrdet med livet ude i den på samme tid varme,<br />
kvælende, og golde by.<br />
Paradoksalt nok bliver Halmtorvet i andre tekster også associeret med varme, men det sker i stedet<br />
ved hjælp af den geologiske metafor ’hotspot’(IV A s.10, VIII C). Ved f.eks. i formen ’Red hot<br />
trendy spot’ (IV A s.10) 288 at blive kombineret med det gennemgående retoriske skema, som nok<br />
lægger afstand til ’Halmtorvet før’ men også bringer det frem i bevidstheden, bygges der med denne<br />
metafors libidinøse konnotationer på en subtil måde videre på iscenesættelsen af Halmtorvet som et<br />
sted for nydelse og natteliv. Noget lignende finder sted i <strong>bilag</strong> VIII, hvor Halmtorvet iscenesættes<br />
som spændende og pirrende gennem snak om både ’byens puls’ og ’lidt af det gamle Vesterbro’.<br />
Elementer ved ’Halmtorvet før’, som man ellers indledningsvis har sikret sig er ’en saga blot’<br />
transformeres således diskursivt til en del af ’charmen herinde’(VIII, s.50).<br />
Ligesom det gør sig gældende for de myter, som Smith identificerede i forbindelse med<br />
gentrificeringsprocesser i New York, så udgør den biologiske analogi som en naturlovmæssighed et<br />
princip for læsningen af en situation, hvis begreber er ydre i forhold til det, der repræsenteres.<br />
Selv om det kan virke banalt, så er det altså vigtigt at påpege, at teksternes anvendelse af biologiske<br />
analogier/metaforer skaber decideret falske forudsætninger for at forstå den pågældende situation.<br />
Halmtorvets forvandling eller cafeernes opståen kan således ikke forklares som resultatet af noget,<br />
der er at sammenligne med den biologiske urkraft bag celledeling. Cafeerne dukker heller ikke op<br />
på samme måde, som når en trykforskel i atmosfæren får en luftmasse til at føre den koncentration<br />
af vanddamp, der kaldes en sky, væk, så solens stråler pludselig rammer Jorden. Og der findes<br />
heller ikke et magmakammer under København, hvorfra det stof som et godt natteliv er gjort af,<br />
som en konsekvens af retrograd damptrykstigning, via porøse bjergarter og forkastninger stiger<br />
ukontrollabelt til overfladen.<br />
De biologiske analogier maskerer med andre ord de virkelige årsager til et givent fænomens<br />
opståen, og man kan derfor hævde, at de, udover at tilskrive byrummet betydning og udstikke<br />
retningslinier for dets brug, også, ligesom Smiths myter, har en ideologisk effekt. Et godt eksempel<br />
er, når en artikel om lønfremgang for beboere på Halmtorvet påstår, at ’Københavns grimme ælling<br />
288 Hvor der godt nok tages udgangspunkt i hele Vesterbro, men hvor Halmtorvet fremhæves.<br />
89
i dag er blevet en flot svane’(II D, s. 7, se også VI E s. 47, hvor beskrivelsen er møntet på hele<br />
Vesterbro). Hermed gøres ikke alene en særlig naturlovmæssighed men også det dramaturgiske<br />
forløb i et berømt eventyr til et princip for læsningen af byrummets omdannelse, og ved samtidig at<br />
hæfte den negativt betydningstilskrivende metafor ’en pukkel’ på de ’ældre og udstødte’, som<br />
’[København] før havde’, gøres det umuligt ikke at fremstille det som en fascinerende og entydigt<br />
positiv omstændighed, at Halmtorvet og det øvrige Vesterbro har oplevet en fremgang i<br />
personindkomster på 70 %. Ved igen at kredse om metamorfosens spektakularitet, og i øvrigt skrive<br />
i passiv-form, fjernes fokus således fra både de målrettede investeringer og den permanente<br />
genhusning af oprindelige beboere, som man med hjælp fra samfundsvidenskabelige teorier frem<br />
for med naturlove kan beskrive som de reelle årsager til, at Halmtorvet ikke alene har oplevet en<br />
fremgang hvad angår personindkomst, men også i det hele taget synes som forvandlet.<br />
Selv om disse analogier/metaforer bare er harmløse billeder, der i en anden sammenhæng sikkert er<br />
meget rammende, så har de altså den effekt at Halmtorvets omdannelse fremstilles, som noget, der<br />
bare har fundet sted, uden at nogen kan tilskrives ansvaret derfor, og hele denne tendens til<br />
naturalisering af byrummets omdannelse forhindrer således, at man kan forholde sig til kritisk det<br />
sammenfald af økonomiske, fysiske, sociale og kulturelle processer, der i stedet bør betragtes som<br />
resultatet af en nøje planlagt og målrettet byudviklingspraksis.<br />
5.3.3 Halmtorvets omdannelse som svær at modsige og let at tilslutte sig.<br />
For at belyse hvordan Halmtorvets omdannelse som entydig positiv begivenhed i det hele taget<br />
kommer til at fremstå som svær at modsige og kritisere, bør opmærksomheden henledes på det<br />
grammatiske element ’modalitet’ 289 , som vedrører den måde hvorpå teksters afsendere tilslutter sig<br />
deres udsagn. Det er nemlig kendetegnende for de udvalgte tekster, at deres afsendere<br />
gennemgående benytter sig af såkaldt ’objektiv kategorisk modalitet’, som har den effekt, at det, der<br />
i virkeligheden er subjektive vurderinger eller fortolkninger af en kompleks situation, fremlægges<br />
som objektive fakta. Ved ikke at indflette forbehold 290 såsom ’måske’, ’til tider’ eller ’lidt’ udviser<br />
teksternes afsendere fuld tilslutning 291 til deres udsagn, der dermed kommer til at fremstå som<br />
uomtvistelige sandheder 292 . Således konstateres det f.eks.: ’det fashionable har sejret i byrummet<br />
over livets skyggeside.’(II C s.7); ’Halmtorvet er forvandlet til byens ny mondæne plads med<br />
kulturelt islæt.’(II A s.5); ’Halmtorvet har det hele’ (II E s.8) eller ’Halmtorvet[…] er i dag en smuk<br />
plads med sydlandsk stemning’(VI F s. 47). Ved samtidig at udelade forbehold såsom et ’jeg<br />
mener’ eller ’nogle siger’ etableres der helt grundlæggende en objektivitet, som i kombination med<br />
nogle af de andre ovenfor berørte elementer får afsenderen til at fremstå, som om vedkommende<br />
bare refererer til virkeligheden, mens det han/hun i realiteten gør, er på en uangribelig facon at<br />
betydnings- og værditilskrive den. Som Fairclough gør opmærksom på, så er objektiv kategorisk<br />
modalitet noget som typisk bruges indenfor medierne, og som Jørgensen og Phillips pointerer, så<br />
289 Fairclough 1992, s. 158ff<br />
290 ’Hedges’ Ibid. s. 159<br />
291 ’affinity’ Ibid. s. 158<br />
292 Fairclough 1992, s. 160f, Jørgensen & Phillips 95f<br />
90
åde afspejler og fremmer det deres autoritet 293 - og jeg tilføjer: som byrummets<br />
sandhedsproducenter.<br />
Et godt eksempel på hvordan nogle af de berørte grammatiske elementer kombineres og som<br />
samtidig eksemplificerer, hvordan et særligt positivt billede af den idealtypiske tilflytter og hendes<br />
nye urbane livsstil ved hjælp af en besnærende fortællestil kædes sammen med byrummet, stammer<br />
fra livsstilsmagasi<strong>net</strong> Oxygen og lyder:<br />
’Alexander på fire år leger og sopper i Halmtorvets springvand. Helt ubekymret om fortid og<br />
fremtid griner han til sin mor; en ung, tjekket københavner med direktørtitel, indtjening i den tunge<br />
ende af skalaen og bopæl på Halmtorvet. Det ville have været uhørt for få år siden, men i dag er de<br />
en hjemmevant del af byens trendsettere, der drikker chai i solen, kigger ned over det parisiske<br />
boulevardstrøg og sender et blik over mod Øksnehallen, der hvert år huser den mere<br />
avantgardistiske del af modemessen.’(III s.9)<br />
Den underforståede mening: ’de er de nye beboere, som sætter trenden i byen’, er gjort til en<br />
uangribelig subjektposition gennem nominaliseringen (byens nye) ’trendsættere’, som yderligere<br />
forstærkes gennem den udbredte brug af objektiv kategorisk modalitet (’er de’ = ’de er’). Citatet<br />
indeholder med andre ord ingen forbehold eller subjektivitet (’Jeg/man/nogen mener at de<br />
måske/kunne være/blive byens nye trendsættere’) og den hermed etablerede objektivitet får<br />
forfatteren til at fremstå, som om hun bare giver et neutralt referat af begivenhederne på<br />
Halmtorvet. De grammatiske dispositioner i det, der således fremstår som en statusrapport fra<br />
byrummet, har samtidig den konsekvens, at det sætter selve handlingen ’at sætte trenden’ i<br />
baggrunden, og fordi det derfor kræver mere arbejde for tekstens modtager at omformulere og sætte<br />
spørgsmålstegn ved udsag<strong>net</strong> (’Hvordan sætter de trenden?’; ’Hvorfor sætter de trenden?’; ’Hvad<br />
for en trend sætter de?’), forstærkes dets uangribelighed yderligere 294 .<br />
Citatet indstifter ligesom passager i mange af de andre tekster (II E s.8, IV B s.10; V s.32ff, V s.37f;<br />
VI A s. 44) samtidig en særlig opfattelse af det ’gode liv’ og ikke mindst ’de gode mennesker’, som<br />
ved at blive kædet sammen med det indforstået ’gode byrum’: ’Halmtorvet nu’ hele tiden<br />
indkredses og fremstilles som positive modpoler i forhold til de prostituerede og kriminelle, som<br />
teksten i forvejen har udpeget og sammenkædet med ’Halmtorvet før’. Alene i artiklen fra<br />
livsstilsmagasi<strong>net</strong> udpeges ’de tjekkede’, ’de smukke’, ’de unge’, ’de intellektuelle’, ’de kendte’,<br />
’de trendbevidste’, og ’turister’, som, anskuet i det forbrugs- og oplevelsesorienterede perspektiv<br />
som artiklen repræsenterer, udfører de for stedet legitime handlinger: dvs. de ’drikker’, ’lytter’,<br />
’dropper forbi’, ’oplever’, ’spiser’, ’kigger’, ’sender blikke’ og ’nyder’.<br />
Fordi disse handlinger, der andre steder beskrives som ’ny-vesterbroernes’(IV B s. 10; VI A s. 44)<br />
eller ’kulturfolkets’(IV B s. 10), således kommer til at fremstå, som dem man underforstået skal<br />
følge, hvis man skal følge trenden, bliver det tydeligt, hvordan også de akkompagnerende og<br />
efterfølgende rumlige repræsentationer af Halmtorvet udstikker retningslinier for den ’rigtige’ brug<br />
af byrummet. Samtidig kan man konkludere, at Halmtorvets image, som følge af denne særlige<br />
293 Fairclough 1992, s.160; Jørgensen & Phillips s. 96<br />
294 Ordet ’trendsætter’ anvendes således mere for ordets symbolværdi, end for dets egentlige indhold.<br />
91
sammenvævning af individ- og stedsidentitet, forstærkes som stedet for demonstrativt forbrug,<br />
nydelse, oplevelse og æstetisk adspredelse.<br />
Relateret til både denne sammenvævning og den overordnede naturalisering er også nogle af<br />
teksternes tendens til at tilskrive byrummet positive menneskelige karaktertræk. Halmtorvet<br />
personificeres med andre ord på en måde så læseren kan identificere sig med stedet og<br />
følelsesmæssigt involvere sig i dets omdannelse. Den nye plads kaldes således for ’venlig’ (VII A<br />
s.48), og det er Halmtorvet, der ’rejser sig fra støvet’(II B s. 6), eller ’uden at rødme lægger adresse<br />
til talrige firmaer i mediebranchen, restauranter i den eksklusive klasse, økologiske byhuse og […]<br />
en udstillingshal for kunst, kultur og erhverv.’(III s.9).<br />
Ud over at være et eksempel på hvordan byrummet på en spidsfindig måde kædes sammen med ’det<br />
kulturelle’, er det sidstnævnte citat også et godt eksempel på, hvordan mange af teksterne, ligesom<br />
det lange citat ovenfor, sætter en række underforståede forbindelser 295 op, i forventning om at<br />
læseren vil etablere og forstå dem 296 . Det er således kun på baggrund af det underforståede faktum,<br />
at ’firmaer i mediebranchen etc.’ er noget som man normalt ville rødme over at blive associeret<br />
med, at man underforstået kan tilskrive Halmtorvet positive karaktertræk som stolt og<br />
selvbevidst 297 . Ved på denne måde at involvere læseren under modtagelsen af teksten og samtidig<br />
anvende samtalesprog og populære udtryk forsøger afsenderen at etablere en form for indforstået<br />
solidaritetsforhold til læseren, hvilket har den effekt, at sidstnævnte lettere tilslutter sig førstnævntes<br />
udsagn 298 . Samtidig kan afsenderen, ved ikke at tale ned til læseren, i det hele taget maskere sin<br />
position som autoritet på området, og dermed forlede læseren til at opfatte sig selv som en autoritet<br />
på lige fod med afsenderen, og ikke mindst på lige fod med de attraktive subjektpositioner, som<br />
teksten samtidig udstikker, og som jo tydeligvis også ved, hvad det drejer sig om på det nye<br />
Halmtorv. Læseren drages ind i en form for fællesskab, som dog først fuldbyrdes i det øjeblik, at<br />
læseren indfinder sig på Halmtorvet for at drikke ’chai i solen’, kigge ned ad det ’parisiske<br />
boulevardstrøg’, give æstetiske vurderinger af de restaurerede omgivelser, og snakke om ’lidt af det<br />
gamle Vesterbro’. Hvis man ihukommer den første definition af diskurs (jf. kapitel 1) som et mere<br />
eller mindre fastlagt sprogligt mønster, som menneskers udsagn følger, afhængig af hvilken<br />
kontekst de befinder sig i, bliver det også tydeligt, hvordan den diskurs, som teksterne tilsammen<br />
udgør, virker som et særligt indtagende repertoire eller en ressource af betydning, som man kan<br />
trække på, når man befinder sig i byrummet. Og det bliver ikke mindst tydeligt, hvordan disse<br />
rumlige repræsentationer er at sammenligne med turistens guidebog, der udpeger elementer af<br />
værdi ved Halmtorvet, og i det hele taget foregriber mødet med ’attraktionen’. Sagt med andre ord<br />
medierer de rumlige repræsentationer således overgangen fra at være læser af teksten til at blive<br />
forbruger af byrummet. Som artiklen fra livsstilsmagasi<strong>net</strong> slutter: ’Halmtorvets identitet har ændret<br />
sig, den skal ikke kun beskrives, den skal også opleves!’<br />
295<br />
Jf. min brug af ordet ‘underforstået’ ovenfor. ‘Collocational links’, Fairclough 1992, s. 177<br />
296<br />
Som følge af ‘inferential work’, Ibid.<br />
297<br />
Ved at blive associeret med hinanden på denne subtile måde etableres der samtidig en gensidig værditilskrivelse<br />
objekterne imellem.<br />
298 Fairclough 1992, s. 129<br />
92
I forhold til den empiriske problemformulering har jeg i de foregående afsnit belyst hvordan en<br />
særlig gruppe af tekster, via en kombination af grammatiske dispositioner, et æstetisk blik,<br />
biologiske analogier/metaforer, indforståethed samt ved at behandle populære forbrugsrelaterede<br />
temaer, har fremstillet og diskursivt iscenesat Halmtorvets omdannelse som entydigt positiv, som<br />
naturlig, som svær at modsige og som let at tilslutte sig. Samtidig har teksterne, ved at beskrive<br />
tilstedeværelsen af særligt positive subjektpositioner som naturlig og samtidig fremstille deres<br />
handlinger i byrummet som de for stedet kulturelt meningsfyldte, bidraget til at indholdsudfylde<br />
Halmtorvets nye image som et attraktivt sted for den nye middelklasses oplevelses-, nydelses- og<br />
forbrugorienterede livsstil. Ved at akkompagnere og efterfølge den fysiske omdannelse og herunder<br />
tilskrive byrummet ny betydning og symbolværdi, har den diskurs, som teksterne eller de rumlige<br />
repræsentationer tilsammen udgør, dermed understøttet og forstærket den overordnede revaluerings-<br />
og gentrificeringsproces. At omdannelsen af Halmtorvet, som en del af Indre Vesterbros<br />
byfornyelse, har været sådan en succes, som den fra det entreprenørielle Københavns synspunkt må<br />
betragtes som, bør derfor i mine øjne tilskrives det faktum, at den ikke-diskursive og den diskursive<br />
byudviklingspraksis på effektiv vis har suppleret hinanden. Den fysiske omdannelse har med andre<br />
ord været akkompagneret af en succesfuld betydningsmæssig transformation, der først og fremmest<br />
er blevet varetaget af det, specialet parallelt med besvarelsen af den teoretiske problemformulering<br />
har indkredset som byrummets nye sandhedsproducenter.<br />
93
6. Konklusion & Perspektivering<br />
På mange måder kan man sige, at de centrale kvarterer i den Vestlige Verdens storbyer i løbet af de<br />
sidste bare 15 år, har oplevet en renæssance. Fra at have været steder, der ofte blev associeret med<br />
fattigdom og kriminalitet, steder som de fleste ønskede at forlade til fordel for forstaden, så snart de<br />
var i stand til det, betragtes og efterspørges disse kvarterer i dag, som en særlig attraktiv ramme om<br />
’det gode liv’. I disse renoverede og restaurerede omgivelser, giver det nemlig ikke kun god mening<br />
at bo, arbejde og i det hele taget leve; disse kvarterer synes også at være særdeles velegnede til at<br />
opfylde menneskers voksende behov for at forbruge og opleve.<br />
Men mens forskellige former for byfornyelse ofte - og man kunne tilføje: med rette - fremhæves<br />
som den direkte og håndgribelige årsag til denne udvikling, har dette speciale via en særlig<br />
videnskabsteoretisk indgangsvinkel afvist kun at betragte den rumlige omstrukturering af storbyen<br />
som en ensidigt fysisk omdannelsesproces, og i stedet med udgangspunkt i både gentrificeringsteori<br />
og anden relevant teori forsøgt at begribe aspekter af den betydningsmæssige transformation, som<br />
byen samtidig synes at have gennemgået. En betydningsmæssig transformation der bør ses som<br />
årsagen til, at den kontemporære omdannelse af storbyer i den Vestlige Verden <strong>net</strong>op opleves som<br />
en renæssance, og ikke kun kan kategoriseres på linie med mange af de andre forandringer, som<br />
disse byer også har gennemgået i deres ofte lange historie.<br />
I mine øjne indebærer denne renæssance nemlig først og fremmest at ’storbyen’ som kulturelt<br />
symbol virker mere populær, eller måske rettere: positivt værdiladet end den har gjort i mange år,<br />
hvilket jeg på baggrund af dette speciale, vil hævde først og fremmest må tilskrives fænome<strong>net</strong><br />
’betydningsmæssig transformation’. Samtidig med at dens urbane miljø, dets historie,<br />
arkitektoniske kvaliteter og kulturelle lyksaligheder således i stigende grad udgør em<strong>net</strong>, ikke bare<br />
for traditionelle turistguides, men også for hele avissektioner, livsstilsmagasiner, hjemmesider og<br />
bøger, så har dens centrale kvarterer de senere år f.eks. også indtaget positionen som den fortrukne<br />
kulisse for drama- og komedie-serier 299 , talkshows og nyhedsudsendelser 300 . En udvikling som kun<br />
bidrager til yderligere at forøge den indre bys relative symbolværdi i forhold til den forstad, som<br />
indtil for få år siden var indbegrebet af det gode liv.<br />
Som svar på den teoretiske problemformulering, har det i mine øjne kun været muligt at få<br />
gentrificeringsteorierne til at bidrage til en øget forståelse af byrums betydningsmæssige<br />
transformation, som følge af det særlige videnskabsteoretiske udgangspunkt, jeg indledningsvis<br />
etablerede.<br />
For kun ved at være sammenstykket af den kritiske diskursanalyse og den kritiske realisme, der med<br />
henholdsvis sin bredtfavnende tredimensionelle analysemodel og sit ideal om dyb ontologi og<br />
stratificeret virkelighedsopfattelse opfordrer til både tværfaglighed og grundig kontekstualisering i<br />
299 Tænk bare på de både storby- og individportrætterende serier som ’Spin City’, ’Ally’ ’Seinfeld’ og ’Frasier’ (som<br />
ironisk nok symboliserer den kulturelle bevægelse fra det nostalgiserede værthusmiljø og fællesskab på Sams bar i<br />
Boston til det demonstrativt forbrugsorienterede cafe latte drikkeri på Cafe nervosa i Seattle!). Det mest oplagte<br />
eksempel må dog være ’Sex in the city’ (se i øvrigt den direkte reference i <strong>bilag</strong> V s.21), hvis hovedroller i udtalt grad<br />
nyder det forbrugs- og oplevelsesorienterede byliv.<br />
300 Eksemplerne er mange, men både det lokale morgen- og aften-tv fra Hovedbanegården, samt aftenshowet fra<br />
Rådhuspladsen illustrerer meget godt tendensen.<br />
94
forhold til det fænomen eller diskursive praksis man har for øje, har det været mulig at kombinere<br />
gentrificeringensteorierne med andre teorier og gå i dybden med relevante emner som f.eks.<br />
vareliggørelse, æstetisering og symbolværdi, uden at forlade en overord<strong>net</strong> undersøgelsesramme.<br />
Desuden har Faircloughs sondring mellem det ikke-diskursive og det diskursive kombineret med<br />
Shields læsning af Lefebvres brede og dialektiske rumopfattelse sat mig i stand til undervejs at<br />
belyse den diskursive byudviklingspraksis, der kan betegnes som betydningstilskrivende og -<br />
transformerende i forhold til byrummet. Parallelt hermed har jeg med inspiration fra Lefebvres<br />
begreb ’rummets repræsentationer’ selv ’læst’ gentrificeringsteorierne på en måde, så jeg på en og<br />
samme tid har været i stand til at modificere det oprindelige begreb samt indkredse den voksende<br />
gruppe af aktører bag den diskursive byudviklingspraksis.<br />
Alt sammen har det hele tiden kun givet mening i forhold til ’den entreprenørielle by’, der, ved i<br />
specialet at blive opfattet som henholdsvis en særlig samfundsmæssig kontekst, en særlig koalition<br />
af aktører samt produktet af en særlig byudviklingspraksis, der igen er en reaktion på den<br />
overordnede storbykonkurrence, har udgjort den uundværlige baggrund for at forstå forbindelsen<br />
mellem de mange forskellige samfundsmæssige aspekter, som jeg har belyst under forsøget på at<br />
begribe den betydningsmæssige transformation i forbindelse med den fysiske omdannelse af byrum<br />
i den postindustrielle by.<br />
Med udgangspunkt i løsningen af den teoretiske problemstilling, har det desuden været muligt at<br />
kategorisere og gruppere alle de tekster, som jeg i årenes løb har indsamlet om Halmtorvets<br />
omdannelse, og herefter foretage en analyse af det, man kan kalde ’den udefrakommende diskurs<br />
om Halmtorvets omdannelse’. Med andre ord har besvarelsen af den teoretiske problemformulering<br />
gjort mig i stand til at begribe den specifikke observation af fænome<strong>net</strong> ’betydningsmæssig<br />
transformation’, som i første omgang ansporede mig til at skrive specialet, og ved under besvarelsen<br />
af den empiriske problemformulering at konstatere, at en særlig gruppe af tekster har fulgt et særligt<br />
sprogligt mønster og dermed udgør en diskurs, der bidrager til at fremstille den specifikke<br />
omdannelse som entydigt positiv, som et naturfænomen og dermed som en forvandling der er svær<br />
at kritisere og let at lade sig betage af, eksemplificerer analysen således mange af de teoretiske<br />
begreber, som jeg har fundet nødvendige at kombinere for at kunne begribe det fænomen jeg havde<br />
for øje. Til trods for at jeg har brugt mest plads på at løse den teoretiske problemstilling har de to<br />
grundelementer i al videnskabelig forskning: teori og empiri, altså hele tiden suppleret hinanden for<br />
at forhindre at hverken teorien blev tom, eller empirien blev blind.<br />
Når det (lidt populært) er sagt, så kan Halmtorvet i retrospektiv langt fra siges at have været det<br />
mest oplagte eksempel til at belyse bevidst initieret betydningsmæssig transformation i den<br />
postindustrielle by.<br />
Siden jeg begyndte at interessere mig for denne dimension af storbyens udvikling, har der således<br />
været mange langt mere illustrative eksempler på en diskursiv byudviklingspraksis målrettet<br />
storbyens byrum. Det bedste eksempel er dog nok, da Københavns bybusser i 2004 kørte rundt med<br />
store klistermærker med påskriften: ’I Nordbest – en bydel der hitter’. Denne imitation af det<br />
kendte New York slogan indledte nemlig en periode, hvor kvarterløftssekretariater, lokale<br />
95
politikere, ejendomsudviklingsselskaber, ejendomsmæglere, lokale erhvervsdrivende og journalister<br />
stod på tæerne af hinanden for at udnævne Københavns hidtil ellers så negativt omtalte Nord-Vest<br />
kvarter til det nye ’upcoming’ og ’trendy’ område i byen. Stedets attraktivitet var nok ikke blevet<br />
ændret så drastisk, hvis ikke politiske beslutninger og offentlig planlægning samtidig havde ryddet<br />
vejen for, at hovedsagelig privat kapital i form af ejendomsudviklingsselskaber umiddelbart derefter<br />
kunne rykke ind og påbegynde en fysisk omdannelse, i dette tilfælde ved at opføre nye moderne<br />
lejlighedskomplekser på baggrund af en kombination af både nedrivning og konvertering af gamle<br />
industribygninger. Alligevel er det værd at bemærke hvordan forsøget på at transformere stedets<br />
betydning <strong>net</strong>op i højere grad end det var tilfældet på Halmtorvet gik forud for den fysiske<br />
omdannelse, og at man således, via en rumlig repræsentation der diskursivt afbildede, sekundært<br />
æstetiserede og symbolværditilskrev byrummene i Nord-Vest, forsøgte at blåstemple kvarteret og<br />
initiere en gentrificeringsproces. At det blev gjort omkring et decideret reklameslogan, er samtidig<br />
en godt eksempel på, hvordan den rumlige omstrukturering af den postindustrielle by, som det<br />
ligeledes er blevet belyst i dette speciale, er tæt forbundet med en tendens til byrummets<br />
vareliggørelse.<br />
En vareliggørelse som flere og flere aktører ved at levere de betydningstilskrivende og –<br />
transformerende rumlige repræsentationer i stigende grad bliver engageret i. Derfor mener jeg også<br />
at man helt grundlæggende kan slå fast, at vi lever i en tid, hvor denne dimension af Lefebvres<br />
totale rumliggørelse i det hele taget har fået en større betydning i forhold til de andre rumlige<br />
aspekter, hvilket Lefebvre, ifølge Shields, <strong>net</strong>op åbnede op for kunne være tilfældet.<br />
“All three aspects operate at all times. However the varying balance and degrees of<br />
repression of one aspect or the domination of another mark out historically specific, as<br />
well as socially produced, spatialisations.” 301<br />
De nye omdannede byrum i og omkring den indre by, kan med andre ord betragtes som eksempler<br />
på historisk specifikke rumliggørelser, hvor de rumlige repræsentationer, som følge af behovet for at<br />
markedsføre, imageskabe, betydningstransformere, symbolværditilskrive og herunder appellere til en<br />
identitetssøgende middelklasse, i en kontekst af både den internationale storbykonkurrence specifikt<br />
og forbrugssamfundet generelt, er blevet mere dominerende i forhold til den samlede produktion af<br />
det ‘totale rum’.<br />
Med fare for at komme til at modsige mig selv og undervurdere både hvor meget den fysiske<br />
omdannelse i sig selv betyder, samt nedtone den indflydelse som beboere og brugere selv har på<br />
opfattelsen af byrummet, synes det med andre ord som om, at der er en tendens til, at ’det erfarede’<br />
og ’levede rum’ domineres af ’det begrebsliggjorte rum’, og at den samlede opfattelse af byrummet,<br />
som følge heraf, er blevet mere afhængig af, hvorledes det diskursivt afbildes, betydnings- og<br />
symbolværditilskrives, end hvordan det f.eks. rent fysisk fremtoner. Dette forhold bør i mine øjne<br />
tildeles stor opmærksomhed fordi de rumlige repræsentationer, som antydet ovenfor helt<br />
301 Shields 1999, s. 167<br />
96
grundlæggende har stor indflydelse på, hvordan byrum bruges, og derfor ikke mindst bidrager til at<br />
udpege hvem der skal bruge dem.<br />
”representation and discourses on space […] act upon production practices by<br />
specifying the appropriate movements of bodies (gestures, etiquette), materials<br />
(commodities), and relations (communications) in space. In this manner, the empirical<br />
and common-sense stuff of space – the physical environment – is materially and<br />
historically constituted.” 302<br />
Som følge af besvarelsen af både den teoretiske og empiriske problemformulering kan man således<br />
konkludere, at det generelt kendetegnende og dermed historisk specifikke ved mange af de<br />
kontemporære storbyers byrum er, at de har gennemgået gentrificeringsprocesser og herunder<br />
betydningsmæssig transformation, som først og fremmest har fået dem til at fremstå som forbrugs-<br />
og oplevelsesorienterede byrum for et særligt segment af den nye middelklasse. Som Zukin<br />
konkluderer:<br />
“Deindustrialization and gentrification are two sides of the same process of landscape<br />
formation: a distancing from basic production spaces and a movement toward spaces of<br />
consumption.” 303<br />
Ved at fremstille en særlig subjektposition som positiv og tildele den en privilegeret status i forhold<br />
til byrummet samt beskrive nogle særlige handlinger som de for stedet kulturelt meningsfyldte 304 ,<br />
initierer og forstærker de aktører, der kan betragtes som byrummets nye sandhedsproducenter, med<br />
andre ord de mere subtile in- og eksklusionsprocesser, som jeg i afgrænsningen afstod fra at<br />
behandle direkte, men som jeg her afslutningsvis gerne vil prøve at belyse.<br />
For er man som følge, ikke bare af ens socio-økonomiske, men også socio-kulturelle kompetencer<br />
og status i stand til at indtage denne særlige positive subjektposition, udgør Halmtorvet, både som<br />
fysisk ramme og som et mentalt, socialt og symbolsk rum, en mulighedskabende struktur. Den af de<br />
udefrakommende aktører tilvejebragte diskurs kan nemlig som følge heraf, og som tidligere antydet<br />
under gennemgangen af Beauregards begreb om ’hegemonnic boosterism’, betragtes som et særligt<br />
betydningsladet repertoire eller en ressource som man kan trække på, når man skal forklare sin egen<br />
væren på stedet og legitimere sit krav på byrummet.<br />
For de socialt udsatte og ressourcesvage individer, der i diskurserne har udgjort de privilegeredes<br />
binære modsætning, fremstår diskursen derimod som strukturerende i betydningen begrænsende, da<br />
deres tilstedeværelse i byrummet gennem de rumlige repræsentationers særlige sprogbrug er blevet<br />
grundigt mistænkeliggjort. I stedet for at kunne gøre lige så meget krav på byrummet, som de af<br />
diskursen positivt positionerede, bliver disse marginale identiteter, med en teatermetafor mere at<br />
302 Shields 1999, s. 167<br />
303 Zukin 1991, s. 267<br />
304 Jf. gennemgangen af livsstilsmagasinartiklen i afsnit 5.3.3<br />
97
opfatte som statister i den forestilling om ’det mangfoldige Vesterbro’ der via en parallel diskurs<br />
ligeledes hersker på stedet, og som, på baggrund af de sociale konsekvenser, som den offentligt<br />
initierede gentrificering af kvarteret har haft, klinger lidt hult.<br />
I stedet for at blive fremstillet som ligeværdige individer, patroniseres de socialt udsatte og<br />
ressourcesvage individer af diskursen ved at blive omtalt som det ’brogede persongalleri’(III s.9),<br />
’gadens lette kavaleri’, ’andet godtfolk’(II A s.5) eller en del af ’det gamle Vesterbro’(VII s.50), og<br />
fungerer i stedet som en slags rekvisitter i de nye beboeres selviscenesættelse, og forsøg på at<br />
fremstå som tolerante individer, der værdsætter det af denne mangfoldighedsdiskurs fremhævede<br />
ideal om social diversitet. Derfor mener jeg også at man kan hævde, at disse marginale identiteter<br />
ikke bare ekskluderes fra det forbrugs- og oplevelsesorienterede liv på Halmtorvet, som konsekvens<br />
af deres manglende økonomiske formåen. Som følge af den magt, der kan siges at være indlejret i<br />
den udefrakommende og hegemoniske diskurs om Halmtorvet, må de for ikke at føle sig<br />
fejlplacerede på selvdisciplinerende vis sørge for, at de nøjes med at udføre de for dem gennem<br />
diskursen meningsfyldte handlinger såsom at ’krybe’(VI A s.44) eller ’passere’(VI B s. 45) eller<br />
opholde sig på kanten af byrummet ’længere ned ad Sønder Boulevard’ eller ’i sidegadernes<br />
kælderbutikker’(III s.9) 305 .<br />
I den forbindelse er det faktisk bemærkelsesværdigt hvordan opretholdelsen af forestillingen om<br />
Halmtorvet som ’oase’ samtidig går fint i spænd med det faktum, at det ikke har været muligt helt at<br />
rense Halmtorvet for de socialt udsatte og ressourcesvage individer, som byfornyelsen, som en del<br />
af den vækstorienterede entreprenørielle byudviklingspraksis ellers havde som et af sine mål. Oasen<br />
er jo ikke er en oase uden at man en gang i mellem bliver gjort opmærksom på dens binære<br />
modsætning ørkenen udenfor, og disse individer opfylder fint funktionen som det relationelt<br />
betydningstilskrivende ’sand’, som nu og da fyger ind fra den omgivende ørken 306 .<br />
Ved at udstikke normdannende retningslinier for byrummets brug understøtter og forstærker den<br />
akkompagnerende diskurs således de sociale konsekvenser af den offentligt initierede<br />
gentrificeringsproces, men ikke nok med det. Diskursen kan desuden betragtes som havende den<br />
supplerende ideologiske effekt, at den samtidig bidrager til at maskere disse sociale konsekvenser.<br />
Og redskabet hvormed den maskerer, er i mine øjne først og fremmest det æstetiske blik, som Zukin<br />
i kombination med Shields har henledt opmærksomheden på. Et blik som jeg samtidig har påvist, at<br />
mange af de tekster/rumlige repræsentationer, der bidrager til den udefrakommende hegemoniske<br />
diskurs om Halmtorvets omdannelse, benytter sig af. I forlængelse af afsnit 5.3.2’s diskussion af<br />
diskursens ideologiske effekter på baggrund af dens tendens til at fremstille resultatet som entydigt<br />
positivt og ’naturligt’, kan man sige, at byrummets sandhedsprocenter ved samtidig kun at<br />
tilvejebringe et vokabular, der er anvendeligt i forhold til at evaluere byomdannelsen på baggrund<br />
af æstetiske kriterier, i det hele taget undergraver muligheden for, at fremsætte kritik baseret på en<br />
vurdering af, hvorvidt den overordnede byudviklingpraksis i et større perspektiv kan betegnes som<br />
305 Det er som sådan, at de <strong>net</strong>op marginaliseres.<br />
306 Fordi disse subjekter i stigende grad reduceres til en slags æstetiske objekter, der først som sådan kan inkluderes i<br />
stedets orden, foreslår Carlberg & Christensen, at man bør sondre mellem et begreb om ’æstetisk mangfoldighed’ og så<br />
den ’ægte’ sociale mangfoldighed.<br />
98
’socialt retfærdig’ 307 , eller samfundsmæssigt bæredygtig. Som Boyer så fremragende sammenfatter<br />
det:<br />
“We have learned increasingly in the last two decades to look at our cities, their<br />
buildings and neighborhoods, as aesthetic objects. We have been taught to do so by<br />
reading architectural criticism in our newspapers, by studying architectural guidebooks<br />
to our cities hidden pleasures by following real-estate developments by listening to the<br />
outrages of historical preservationists. Whatever the means, we have returned to focus<br />
on the aesthetic or physical form of our cities even though the gaze is from a distance; it<br />
neither sees the displacement of uses and people, the rapid gentrification of whole areas<br />
of the city spreading out from the center’s core, nor does it understand the hidden class<br />
structure implicit in the development of these formalistic tastes.”<br />
Det er ikke svært at sætte pris på, at der er overskud til at restaurere bygninger og forskønne<br />
nedslidte byrum, og personlig finder også jeg meget glæde i at kaste æstetiske blikke på byen og i<br />
det hele taget opleve den ved at benytte mig af dens brede vifte af forbrugsmuligheder. Men når det<br />
er sagt, er der ingen tvivl om at dette æstetiske blik helt grundlæggende blænder os i forhold til at se<br />
de sociale konsekvenser, som den fremherskende byudviklingspraksis samtidig afføder. En<br />
byudviklingspraksis, som man de kommende år utvivlsomt vil se forsat og oven i købet forstærket i<br />
takt med at bevidstheden om den postindustrielle storbykonkurrence skærpes. I et citat fra<br />
Københavns Kommunes såkaldte Byudviklingsstrategi fra 2005, der i øvrigt er et typisk eksempel<br />
på, hvordan den overordnede vækstpolitik går forud for det mere traditionelle mål om bred social<br />
velfærd i byen, hedder det således at:<br />
”Grundlaget for at udvikle København som en by med social og kulturel bredde er en<br />
økonomisk vækst i den globale storbykonkurrence.” 308<br />
Den trods alt beundringsværdige målsætning om at bibeholde og opdyrke social og kulturel bredde<br />
bør dog alligevel betvivles, for umiddelbart derefter konstateres det på baggrund af den<br />
livsformsanalyse, der iværksat af København Kommune i 2005 udpegede fem idealtypiske og<br />
såkaldte ’Københavnerlivsformer’, at:<br />
”[…]de befolkningsgrupper, der repræsenterer karrierelivet og kreative igangsættere vil<br />
vokse i takt med byens overgang fra industri- og serviceby til en videns - og<br />
<strong>net</strong>værksbaseret by. Disse grupper udgør et vigtigt fundament i byens fremtidige<br />
307 Som David Harvey ville udtrykke det. Harvey 1996<br />
308 Københavns Kommune, 2006 s. 8<br />
99
økonomiske vækst, og det er vigtigt, at byudviklingen bl.a. medvirker til at gøre<br />
København til et attraktivt bo- og arbejdssted for disse grupper.” 309<br />
På den baggrund kan jeg ikke lade være med at frygte, at den centrale by i fremtiden i endnu højere<br />
grad kun vil blive planlagt og diskursivt tilrettelagt for det sociale segment, som forstår at værdsætte<br />
og herunder definere det skønne og æstetiske, selv fremstår smukke, rige og attraktive og ikke<br />
mindst i deres rolle som medlemmer af storbyens kritiske infrastruktur samtidig både bidrager til og<br />
dyrker det for byens så indbringende forbrugs- og oplevelsesorienterede byliv.<br />
En frygt som får yderligere næring, når det allerede nu hævdes, at de mennesker, som måske ikke<br />
lige indtager stillinger i de nye postindustrielle erhverv, men i deres egenskab af f.eks.<br />
sygeplejersker, politifolk og folkeskolelærere udfylder nogle for storbyen mindst ligeså<br />
uundværlige funktioner, begynder at føle sig afskåret fra den indre by. Først og fremmest fordi de<br />
ikke længere har råd til hverken at tilegne sig en bolig eller bruge deres fritid på ophold og forbrug i<br />
de byrum, hvor de ellers til daglig udfører deres arbejde. Sidst men ikke mindst er det vigtig at gøre<br />
opmærksom på, at en sådan geografisk marginalisering af store dele af befolkningen, på længere<br />
sigt og via en samtidig social segregering i henholdsvis rige centrale enklaver og fattige<br />
forstadsområder, har potentialet til at underminere den i mine øjne vigtigste konkurrencefordel, som<br />
storbyen København besidder. Nemlig at den trods alt stadig opleves som et socialt<br />
sammenhængende bysamfund med overvejende tilfredse mennesker, relativ lav kriminalitet og få<br />
synligt fattige.<br />
309 Ibid.<br />
100
LITTERATURLISTE<br />
Aitchison, Cara; Macleod, Nicola E. & Shaw, Stephen J., 2000: Leisure and Tourism Landscapes:<br />
Social and Cultural Geographies. London: Routledge<br />
Amin, Ash (red.), 1994: Post-Fordism. A Reader. Oxford: Blackwell Publishers Ltd.<br />
Amin, Ash & Graham, Stephen, 1997: The Ordinary City. Transactions of the Institute of British<br />
Geographers, New Series, Vol. 22 (2), pp. 411-429.<br />
Andersen, Hans Thor, 2005: Storbyens ændrede socialgeografi. Storkøbenhavn i et<br />
nordvesteuropæisk perspektiv. Kulturgeografiske skrifter, 15. København: C.A.Reitzels Forlag.<br />
Andersen, Hans Thor, 2006: Urban Competition and Urban Crisis: Urban Politics in Denmark.<br />
Research Paper no.7/06. Roskilde: Roskilde Universitet.<br />
Andersen, Heine & Kaspersen, Lars Bo (red.), 2000 (2. udgave): Klassisk og moderne<br />
samfundsteori. København: Hans Reitzels Forlag.<br />
Beaudrillard, Jean, 1998: The Consumer Society: Myths & Structures. Oversat af Chris Turner.<br />
London: Sage Publications<br />
Beauregard, Robert A, 1986. The chaos and complexity of gentrification i: Smith, Neil & Williams,<br />
Peter (red.), 1986: Gentrification of the City. Massachusetts: Allan & Unwin Inc.<br />
Bourdieu, Pierre, 1984: Distinction: A Social Critique of the Judgment of Taste. Oversat af R. Nice.<br />
Cambridge, Massachusetts: Harvard University Press<br />
Berg-Sørensen, Anders & Greve, Morten Feilberg (red.)(1998): STATEN, det er… Stat og politik –<br />
historisk, politologisk og sociologisk. Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag.<br />
Boyer, Christine M., 1988: The Return of Aesthetics to City Planning. Society, Vol. 25 (4), pp.49-<br />
56. .<br />
Buch-Hansen, Hubert & Nielsen, Peter, 2005: Kritisk realisme. Frederiksberg: Roskilde<br />
Universitetsforlag.<br />
By & Boligministeriet, 1999: Byudvikling - en eksempelsamling. Rapport udviklet af SBS for By &<br />
Boligministeriet. København: By & Boligministeriet<br />
Byfornyelse København, 2002: Beretning 2001-2002. København: Byfornyelse København<br />
Castells, Manuel, 1989: The Informational City: Information Technology, Economic Restructuring,<br />
and the Urban Regional Process. Massachusetts: Blackwell.<br />
Carlberg, Nicolai & Christensen, Søren Møller, 2005: Byliv og Havnefront. København: Museum<br />
Tusculanums Forlag og forfatterne.<br />
Delanty, Gerard, 2000 Modernity and Postmodernity: Knowledge, Power, the Self. London: Sage.<br />
Duncan, James & Ley, David (red.), 1993: Place/Culture/Representation. London: Routledge.<br />
Erhvervs & Boligstyrelsen, 2003: Byudvikling i 8 kommuner – partnerskaber og borgerinddragelse.<br />
Rapport udviklet af SBS for Erhvervs & Boligstyrelsen. København: Erhvervs & Boligstyrelsen
Fairclough, Norman, 1992: Discourse and Social Change. Main: Blackwell Publishers Inc.<br />
Fairclough, Norman, 2001: The Dialectics of Discourse. Textus, Vol. XIV (2), pp. 231-242<br />
http://www.ling.lancs.ac.uk/staff/norman/2001a.doc<br />
Fairclough, Norman; Jessop, Bob & Sayer, Andrew, 2002: Critical Realism and Semiosis. Journal<br />
of Critical Realism, Vol 5 (1), pp. 2-10.<br />
Featherstone, Mike, 1991: City Cultures and Post-modern Lifestyles. i: Amin, Ash (red.), 1994:<br />
Post-Fordism. A Reader. Oxford: Blackwell Publishers Ltd.<br />
Featherstone, Mike, 1992: Postmodernism and the Aesthetization of Everyday Life. i: Lash, Scott &<br />
Friedman, Jonathan. 1992: Modernity and Identity. Oxford: Blackwell Publishers.<br />
Florida, Richard, 2002: The Rise of the Creative Class – and how it’s transforming work, leisure,<br />
community and everyday life. New York: Basic Books.<br />
Hall, Tim & Hubbard, Phil (red.), 1998: The Entrepreneurial City – Geographies of Politics,<br />
Regime and Representation. West Sussex: John Wiley & Sons Ltd.<br />
Ham<strong>net</strong>t, Chris, 1991: The Blind Men and the Elephant: the Explanation of Gentrification.<br />
Transactions of the Institute of British Geographers, New Series, Vol. 16 (2), pp. 173-189<br />
Hansen, Anders Lund; Andersen, Hans Thor & Clark, Eric, 2001: Creative Copenhagen:<br />
Globilization, Urban Governance and Social Change. European Panning Studies, Vol. 9 (7), pp.<br />
851-869.<br />
Harloe, Michael (red.), 1996: The Sociology of Urban Communities. Cheltenham: Edward Elgar<br />
Publishing Limited.<br />
Harvey, David, 1987: Flexible Accumulation through Urbanization: Reflections on ‘Postmodernism’<br />
in the American City i: Amin, Ash (red.), 1994: Post-Fordism. A Reader. Oxford:<br />
Blackwell Publishers Ltd.<br />
Harvey, David, 1989: From Managerialism to Entrepreneurialism: The Transformation in Urban<br />
Governance in Late Capitalism. i: Miles, Malcolm; Hall, Tim & Borden, Ian (red.), 2000: The City<br />
Cultures Reader. London: Routledge.<br />
Harvey, David, 1990: The Condition of Postmodernity. Massachusetts: Blackwell.<br />
Harvey, David, 1996: Justice, Nature and the Geography of Difference. Massachusetts: Blackwell<br />
Publishers Inc.<br />
Hjelmar, Ulf, 1998: En politisk analytik – med udgangspunkt i Foucaults arbejde. i: Berg-<br />
Sørensen, Anders & Greve, Morten Feilberg (red.)(1998): STATEN, det er… Stat og politik –<br />
historisk, politologisk og sociologisk. Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag.<br />
Jager, Michael, 1986: Class definition and the aesthetics of gentrification: Victoriana in Melbourne,<br />
i: Smith, Niel & Williams, Peter (red.), 1986: Gentrification of the City. Massachusetts: Allan &<br />
Unwin Inc.<br />
Johnston, R.J.; Gregory, Derek & Smith, David M. (red.), 1994 (3. udgave): Dictionary of Human<br />
Geography. Oxford: Blackwell Publishers Ltd.
Jørgensen, Marianne Winther & Phillips, Louise, 1999: Diskursanalyse som teori og metode.<br />
Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag.<br />
Kaspersen, Lars Bo, 1995: Anthony Giddens – introduktion til en samfundsteoretiker. København:<br />
Hans Reitzels Forlag A/S og forfatteren.<br />
Københavns Kommune, 2001: Kommuneplan 2001. København: Københavns Kommune.<br />
http://www3.kk.dk/upload/gfx.nsf/Kommuneplan-bydel/07VESTER.PDF<br />
Københavns Kommune, 2005: VirksomNYHED. Nyhedsbrev til erhvervslivet fra Københavns<br />
Kommune, nr. 2, Maj 2005<br />
Københavns Kommune, 2006: Københavns Kommuneplan 2005 – Byudviklingsstrategi.<br />
København: Københavns Kommune.<br />
http://www3.kk.dk/upload/politik%20og%20demokrati/byens%20planer/kommuneplan_2005/2005<br />
/byudviklingsstrategi.pdf<br />
Københavns Kommune, Bygge- og Teknikforvaltningen, 2001: Arkitekturpolitik i København.<br />
København: Bygge- og Teknikforvaltningen:<br />
http://www.planogarkitektur.kk.dk/upload/pjecepdf/arkitekturp_2001.pdf<br />
Københavns Kommune 2002: Referat af ordinært møde d. 29. maj 2002. København: Bygge- og<br />
Teknikudvalget.<br />
http://www2.kk.dk/of/dagsorden.nsf/print/1CCF93CE52979A07C1256BC400232DCE<br />
Københavns kommune og Erhvervs- & boligstyrelsen 2002. Den sociale status og udvikling på<br />
Indre Vesterbro. Rapport udviklet af Casa 2002, for Københavns kommune og Erhvervs- og<br />
boligstyrelsen. København: Casa<br />
http://www.casa-analyse.dk/files/pdf/Den_sociale_status_og_udvikling_paa_Indre_Vesterbro.pdf<br />
Lash, Scott & Urry, John, 1994: Economies of Signs and Space. London: SAGE Publications.<br />
Lees, Loretta, 1994: Rethinking Gentrification: Beyond the Positions of Economics and Culture.<br />
Progress in Human Geography, Vol.18 (2): pp. 137-150.<br />
LeGates, Richard T. & Stout, Frederic (red.), 2000 (2. udgave): The City Reader. London:<br />
Routledge.<br />
Malecki, Edward J., 1997 (2. udgave): Technology & Economic Development. The Dynamics of<br />
Local, Regional and National Competitiveness. Harlow: Addison Wesley Longman Limited.<br />
Mazanti, Birgitte, 2002: Fortællinger fra et sted. Ph.d.-afhandling. Hørsholm: Statens<br />
Byggeforskningsinstitut.<br />
Miles, Malcolm; Hall, Tim & Borden, Ian (red.), 2000: The City Cultures Reader. London:<br />
Routledge.<br />
Nielsen, Klaus, 1991: Teorier om tiden efter Fordismen. GRUS, Årg. 11 (34), pp. 5-34.<br />
Pedersen, Kirsten Bransholm & Nielsen, Lise Drewes (red.), 2004: Kvalitative metoder – fra<br />
metateori til markarbejde. Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag.<br />
Petersen, Lars Kjerulf, 1998: Tekst- og diskursanalyse som sociologisk fremgangsmåde. Dansk<br />
Sociologi, Årg. 9 (2), pp. 39-60.
Rose, Damaris, 1984: Rethinking gentrification – beyond the uneven development of Marxist urban<br />
theory i: Environment & Planning D: Society & Space, vol. 1.<br />
Sassen, Saskia, 1991: The Global City: New York, London, Tokyo. Princeton: Princeton University<br />
Press.<br />
Sarup, Madan, 1996: Identity, Culture and the Postmodern World. Edinburgh: Edinburgh<br />
University Press Ltd.<br />
Saunders, P 1986: Reflections on the Dual State Thesis: The Argument, Its origins and Its Critics. i:<br />
Goldsmith, M. & Villadsen, S.: Urban Political Theory and the Management of Fiscal Stress.<br />
Aldershot: Gower Publising Limited.<br />
Sayer, Andrew, 2000: Realism and Social Science. London: SAGE Publications Ltd.<br />
Shields, Rob, 1991: Places on the Margin. Alternative Geographies of Modernity. London:<br />
Routledge.<br />
Shields, Rob, 1999: Lefebvre, Love and Struggle: Spatial Dialectics. London: Routledge.<br />
Smith, Neil 1986: Gentrification, the frontier, and the restructuring of urban space i: Smith, Neil &<br />
Williams, Peter (red.), 1986: Gentrification of the City. Massachusetts: Allan & Unwin Inc.<br />
Smith, Neil, 1996: The New Urban Frontier. Gentrification and the Revanchist City. London:<br />
Routledge.<br />
Smith, Neil & Williams, Peter (red.), 1986: Gentrification of the City. Massachusetts: Allan &<br />
Unwin Inc.<br />
Ward, Stephen, 1998: Selling Places: The Marketing and Promotion of Towns and Cities, 1850-<br />
2000. London: Taylor & Francis.<br />
Zukin, Sharon, 1988: Loft Living. Culture and Capital in Urban Change. London: Century<br />
Hutchinson Ltd.<br />
Zukin, Sharon, 1991: Landscapes of Power: From Detroit to Disney World. California: University<br />
of California Press.<br />
Zukin, Sharon, 1995: Whose Culture? Whose City? i: LeGates, Richard T. & Stout, Frederic (red.),<br />
2000 (2. udgave): The City Reader. London: Routledge<br />
Zukin, Sharon, 1996: Postmodern Urban Landscapes. i: Harloe, Michael (red.), 1996: The<br />
Sociology of Urban Communities. Cheltenham: Edward Elgar Publishing Limited.