FRA LUDERKVARTER TIL LATINERLUKSUS minus bilag - Mono.net

Fra Luderkvarter til Latinerluksus - en kulturgeografisk analyse af
betydningsmæssig transformation i den postindustrielle storby.
af
Jonas Monrad Hansen
RESUMÈ: Inspireret af den kritiske diskursanalytiker Norman Faircloughs tredimensionelle
analysemodel, der sammenkæder diskursive og ikke-diskursive analyseniveauer i en samlet
samfundsanalyse, forsøger dette speciale bl.a. med udgangspunkt i det teoretiske begreb ’rumlige
repræsentationer’ at belyse den betydningsmæssige transformation, som byrum i den
postindustrielle by i stigende grad synes at gennemgå parallelt med deres fysiske omdannelse. Ved
indenfor en kontekst af ’den entreprenørielle by’ at diskutere og supplere gentrificeringsteorier med
andre relevante teorier om det kontemporære samfund konstateres det, at den betydningsmæssige
transformation kan betragtes som resultatet af en diskursiv byudviklingspraksis, der, set i lyset af
den fremherskende storbykonkurrence og behovet for at øge byens overordnede attraktivitet,
tilskriver centrale byrum ny positiv symbolværdi. Mens den fysiske omdannelse involverer en
primær æstetisering af det byggede miljø, kan den målrettede diskursive afbildning, der
afslutningsvis belyses gennem decideret tekstanalyse, betragtes som en sekundær
æstetiseringsproces, der bl.a. har den ideologiske effekt, at byrummets gentrificering fremstilles
som entydig positiv, ’naturlig’, svær at kritisere og let at lade sig betage af.
Emneord: urban entreprenørialisme; gentrificering; diskursanalyse; rumlige repræsentationer;
æstetisering
ABSTRACT: Inspired by the critical discourse analyst Norman Fairclough’s three-dimensional
analytical model, which combines discursive and non-discursive analytical levels in a
comprehensive analysis of society, this thesis seeks to analyze the distinctive transformation of
significant meaning, which urban spaces in the post industrial city increasingly seem to realize in
parallel with their physical reorganization. Among others this analysis takes its basis in the
theoretical idea concerning ‘representations of space’ and through an analytical discussion within
the frame of the concept of ‘the entrepreneurial city’ and by augmenting theories of ‘gentrification’
with other relevant theories relating to contemporary society, it is determined, that the distinct
transformation of significant meaning may be considered a consequence of a discursive urban
development practice, which particularly seen in the light of the prevailing competition between
cities and the need to enhance the city’s general attractiveness contributes added positive sign-value
to central urban spaces. While the physical reorganization involves the primary aesthetization of the
built environment, the directed discursive construction of image, which in the last part of the thesis
is considered through specific text analysis, is seen as a secondary process of aesthetization, which
i.a. has the ideological effect, that the gentrification of the urban space is depicted as uniquely
positive, ‘natural’, hard to criticise, and very fascinating.
Keywords: urban entrepreneurialism; gentrification; discourse analysis; representations of space;
aesthetization

INDHOLDSFORTEGNELSE
1. Indledning s. 1
1.1 Problemformulering……………………………………………………………………….. s. 4
1.2 Videnskabsteoretisk udgangspunkt………………………………………………………..s. 4
1.2.1 Konstruktivisme og diskursanalyse……………………………………………………….. s. 4
1.2.2 Kritisk realisme……………………………………………………………………………. s. 6
1.2.3 Kritisk diskursanalyse……………………………………………………………………... s. 8
1.2.4 Lefebvre og ’Rummets repræsentationer’………………………………………………….s. 11
1.3 Metode………………………………………………………………………………………. s. 15
1.4 Specialets opbygning……………………………………………………………………….. s. 17
1.5 Afgrænsning………………………………………………………………………………... s. 18
1.6 Begrebsafklaring…………………………………………………………………………… s. 19
2. Den Entreprenørielle By s. 21
2.1 Fra Fordisme til Postfordisme…………………………………………………………….. s. 21
2.1.1 Reguleringsteori …………………………………………………………………………... s. 22
2.1.2 Fleksibel akkumulering og tids-rum komprimering………………………………………. s. 23
2.1.3 Refleksiv akkumulering og Informationssamfundets opståen…………………………….. s. 25
2.2 Sociokulturelle tendenser………………………………………………………………….. s. 25
2.2.1 Varers æstetisering………………………………………………………………………… s. 26
2.2.2 Symbolværdi, postmoderne identitetskonstruktion og Forbrugssamfundets opståen……... s. 27
2.2.3 Kultur og økonomi………………………………………………………………………… s. 31
2.3 Storbyens nye rolle…………………………………………………………………………. s. 32
2.3.1 Den postindustrielle storby………………………………………………………………... s. 32
2.3.2 Postindustriel storbykonkurrence………………………………………………………….. s. 34
2.3.3 Politisk-institutionelle omstruktureringer…………………………………………………. s. 35
2.4 Byen som produkt………………………………………………………………………….. s. 36
2.4.1 Urban entreprenørialisme………………………………………………………………….. s. 37
2.4.2 Rumlige omstruktureringer………………………………………………………………... s. 38
2.4.3 Byens markedsførelse og imageskabelse………………………………………………….. s. 39
3. Gentrificering s. 42
3.1 Begrebet, processen og fænomenet ……………………………………………………….. s. 42
3.1.1 To forklaringsmodeller……………………………………………………………………. s. 42
3.1.2 Et kaotisk begreb………………………………………………………………………….. s. 43
3.2 Udbudssidens argumenter og Neil Smith.............................................................................s. 44
3.2.1 ”rent-gap”-teorien…………………………………………………………………………. s. 45

3.3 Efterspørgselssidens argumenter og Michael Jager……………………………………... s. 46
3.3.1 Boligens æstetisering og historiske værdi…………………………………………………. s. 48
3.3.2 Et nyt forbrugsmønster - en ny urban livsstil……………………………………………… s. 49
3.4 Diskussion af de to tilgange………………………………………………………………... s. 51
3.4.1 Aktørerne bag processen og den klassiske kritik af Smith…………………………………s. 51
3.4.2 Jager og den entreprenørielle kontekst……………………………………………………. s. 52
4. Gentrificeringens diskursive dimension s. 55
4.1 Tre diskursorienterede teoretikere ……………………………………………………….. s. 55
4.1.1 Neil Smith og ‘the language of gentrification’……………………………………………. s. 56
4.1.2 Sharon Zukin og ’loft living’……………………………………………………………… s. 57
4.1.3 Robert Beauregard og ‘hegemonic boosterism’…………………………………………… s. 59
4.2 Byrummet som vare………………………………………………………………………... s. 61
4.2.1 Storbyens symboløkonomi og den ’kritiske infrastruktur’………………………………... s. 61
4.2.2 Forbrugssamfund og postmoderne identitetskonstruktion………………………………… s. 64
4.2.3 ’Landskabeliggørelse’ og ’turistoplevelsens iscenesatte natur’ …………………………... s. 65
4.2.4 Byrummets æstetisering…………………………………………………………………… s. 67
4.3 Byrummets nye sandhedsproducenter……………………………………………………. s. 70
5. Halmtorvets omdannelse s. 72
5.1 Den specifikke kontekst …………………………………………………………………… s. 72
5.1.1 Det entreprenørielle København…………………………………………………………... s. 72
5.1.2 Indre Vesterbros byfornyelse……………………………………………………………… s. 74
5.1.3 Halmtorvets fysiske omdannelse………………………………………………………….. s. 76
5.2 Diskursiv Praksis……………………………………………………………………………s. 81
5.2.1 Halmtorvets ’boosters’ og deres rumlige repræsentationer……………………………….. s. 82
5.2.2 Overordnede træk ved teksterne……………………………………………………………s. 85
5.3 Tekst………………………………………………………………………………………… s. 87
5.3.1 Halmtorvets omdannelse som entydig positiv…………………………………………….. s. 87
5.3.2 Halmtorvets omdannelse naturaliseret…………………………………………………….. s. 88
5.3.3 Halmtorvets omdannelse som svær at modsige og let at tilslutte sig………………………s. 90
6. Konklusion & Perspektivering s. 94
Litteraturliste
Bilagsafsnit

1. Indledning
Emnet for dette speciale er de rumlige forandringsprocesser, der siden midten af 70’erne har præget
den Vestlige Verdens storbyer og ikke mindst har medført, at deres centrale kvarterer har
gennemgået drastiske værdiforøgelser. Værdiforøgelser, der som udgangspunkt må betragtes som
affødt af især de sidste to årtiers enorme investeringer i det byggede miljø, men – som dette speciale
vil hævde – også bør begribes som en følge af den nye positive betydning, som mange af storbyens
centrale byrum synes at være blevet tilskrevet parallelt med deres fysiske omdannelse.
Selv om byer og byrum i princippet altid har været under forandring, så synes de nylige
forandringer værd at tildele særlig opmærksomhed, fordi de dels har haft en større geografisk
udstrækning, dels forløber markant anderledes end tidligere og desuden synes at have fundet sted
med en hidtil uset hastighed. Samtidig er den kontemporære byudviklingspraksis, som har affødt
forandringerne, selv et udtryk for en markant forandring, hvilket i første omgang bør tilskrives det
faktum, at den i langt højere grad end tidligere kan betragtes som en reaktion på nogle ydre
omstændigheder.
Baggrunden for at forstå disse forandringsprocesser i storbyen søges derfor ofte i den kombination
af makroøkonomiske omstruktureringer og globale geografiske forskydninger, der i løbet af de
sidste 30 år har udmøntet sig i en ny international arbejdsdeling. En arbejdsdeling som indebærer, at
den Vestlige Verdens storbyer, parallelt med deres afindustrialisering, i stigende grad har indtaget
rollen som knudepunkter i en ny post-industriel økonomi, domineret af såkaldt avancerede
serviceerhverv og bundet sammen af ny informationsteknologi.
Fordi kapitalen under disse nye vilkår i højere grad kan betegnes som mobil og opererende på et
globalt marked, ligger storbyerne imidlertid i konkurrence om at tiltrække den samme økonomiske
aktivitet, hvad enten den er i form af direkte investeringer, et internationalt firmas placering af
underafdeling, almindelig bosætning eller turisme. Som reaktion på denne konkurrencesituation har
de enkelte byers lokale politiske og administrative styre - der før kun havde til opgave, at
tilvejebringe traditionelle velfærdsydelser og tage beslutninger med hensyn til fysisk planlægning
og arealanvendelse - gjort sig helt anderledes ansvarlige for en samlet kvantitativ og kvalitativ
byudvikling, som først og fremmest er underlagt et overordnet mål om økonomisk vækst.
Derfor har man de sidste tre årtier kunnet identificere en overgang til en ny form for
byudviklingspraksis, der er blevet betegnet ’Urban Entreprenørialisme’ 1 , og som er kendetegnet
ved, at både offentlige og private instanser i forskellige konfigurationer udgør en mere bredt
sammensat koalition af aktører, der i bestræbelserne på at øge byens samlede konkurrencedygtighed
forfølger en række proaktive investerings- og udviklingsstrategier.
Udover at tilvejebringe traditionelle rammebetingelser såsom god infrastruktur, tidssvarende
produktionsfaciliteter og veluddannet arbejdskraft, går disse strategier med særlig relevans for dette
speciale også ud på, at skabe nye attraktive byrum, der samtidig kan fungere som rammen om de
kulturelle oplevelser og forbrugsmuligheder, som både turister og en ny fremvoksende middelklasse
1 Harvey 1989
1

af ansatte indenfor de postindustrielle erhverv i stigende grad antages at efterspørge. Kulturelle
oplevelser og forbrugsmuligheder hvis tilvejebringelse ligeledes er blevet vigtige redskaber i den
overordnede profilering af byen.
I modsætning til 60’erne og 70’erne, hvor byudviklingen i form af forstadsbebyggelsen
hovedsagelig omhandlede en kvantitativ udvidelse af storbyens geografiske rum, kan man derfor i
dag, parallelt med de større økonomiske omstruktureringer, globale geografiske forskydninger og
lokale politisk-institutionelle forandringer, først og fremmest iagttage nogle forandringsprocesser,
der er tæt forbundne med den byudvikling, som vedrører den interne omstrukturering og kvalitative
opgradering af eksisterende byrum i den postindustrielle by. Disse rumlige omstruktureringer,
kommer således overvejende til udtryk når funktionstømte industriområder og nedslidte
boligkvarterer i og omkring den indre by, ofte som et led i en overordnet byfornyelse, gennemgår en
fysisk omdannelse og herunder konverteres til luksuriøse lejligheder, kontorlokaler, kulturelle
institutioner samt nye rekreative byrum.
Samtidig er det karakteristisk for den nye byudviklingspraksis, at forsøget på at forøge storbyens
overordnede attraktivitet, i stigende grad involverer en målrettet indsats for at få resultatet af den
fysiske omdannelse og i særlig grad de nye byrum til at fremstå så spændende, tilfredsstillende og
attraktive at opholde sig i som mulig. I den forbindelse peger teorien på hvordan tiltag som
kulturelle festivaler, temadage og sportsarrangementer i det offentlige rum samt en generel
fremhævelse af historiske miljøer og kulturelle kvarterer derfor er blevet typiske kendetegn ved den
postindustrielle by 2 .
Men derudover virker det i mine øjne som om, at der også lægges helt anderledes vægt på at
formidle den rumlige omstrukturering.
I hvert fald kan man, som eksempel på disse rumlige omstruktureringer af den postindustrielle by
betragte de 19 projekter, som jeg i 2002 blev præsenteret for, da jeg besøgte byudstillingen ”Now
and Next” i Chr. IV's Bryghus. Udstillingen var arrangeret af det såkaldte Copenhagen X, et
dengang nyoprettet samarbejde mellem København og Frederiksberg kommuner samt fonden
Realdania. Målet var at sætte fokus på byudviklingen i Hovedstaden 3 , og i de historiske omgivelser
var der derfor opstillet en række lysende plancher med kort, billeder, computeranimerede
visualiseringer og tekst, der beskrev de færdige eller fremtidige projekter.
Et af de næsten færdige projekter var en del af Indre Vesterbros byfornyelse; nemlig omlægningen
af Halmtorvet og restaureringen af de tilstødende bygninger. Under overskriften "Fra Bagside til
Bytorv" beskrev teksten den specifikke byfornyelsesproces, samt evaluerede og udtrykte
forventninger til resultatet. Da jeg i den efterfølgende tid observerede lignende repræsentationer af
Halmtorvet, i form af overskrifter og beskrivelser, der fulgte samme mønster og nu fremstillede det,
der for få år siden var et berygtet sted, som ’mondænt’ og ’trendy’, gik det op for mig, at
Halmtorvet ikke kun var ved at gennemgå en fysisk omdannelse, men at den rumlige
2 Harvey 1989
3 www.copenhagenx.dk
2

omstrukturering, måske ikke mindst som følge af det sprog der blev brugt til at beskrive den, også
implicerede, hvad man kan kalde for en betydningsmæssig transformation.
Det teoretiske begreb ’gentrificering’ bruges ofte til at betegne en særlig form for rumlig
omstrukturering i storbyen og beskriver populært en proces, hvor et tidligere
arbejderklassedomineret kvarter bliver fysisk revitaliseret og efterfølgende socialt og kulturelt set,
ændrer karakter. Udover at indkredse fænomenet som en konsekvens af en række økonomiske
faktorer og fremhæve nogle typiske fysiske kendetegn, peger dele af teorien også på vigtigheden af
at belyse disse rumlige omstruktureringers sociokulturelle dimension, som omhandler nye livsstile,
ændrede forbrugsmønstre, social distinktion og æstetiske præferencer hos en ny og voksende
middelklasse 4 .
Men til trods for at gentritificeringsbegrebet, som følge af mange års udvikling og diskussion virker
teoretisk bredt favnende, synes de fleste gentrificeringsteorier alligevel, ved første øjekast, analytisk
utilstrækkelige med henblik på at forklare den betydningsmæssige transformation, som jeg mener at
have observeret i forbindelse med Halmtorvets omdannelse.
Derfor er jeg blevet motiveret til at skrive et speciale, som ved at kontekstualisere, gennemgå,
diskutere samt supplere gentrificeringsteori med anden relevant teori, kan skabe teoretiske
forudsætninger for bedre at forstå og begribe denne i højere grad uhåndgribelige og immaterielle
dimension af storbyens forandring.
Den viden, som det således er målet, at specialet helt grundlæggende skal tilvejebringe, skulle gerne
gøre det indlysende, at når man som by-geograf, planlægger, politiker eller privatperson skal
forholde sig kritisk til den overordnede udvikling af byen, evaluere et byrums omdannelse eller
indkredse grunden til at et særligt kvarter pludselig er blevet attraktivt, så er man nødt til at forholde
sig til mere end den fysisk-materielle omdannelse af det byggede miljø. Man kan med andre ord
ikke nøjes med at gennemgå en lokalplan og efterfølgende adressere sin kritik til fysiske
planlæggere, arkitekter og de kommunalpolitikere, hvis beslutninger de fører ud i livet. I stedet
skulle det blive muligt at begribe, hvordan den kontemporære udvikling af den postindustrielle by,
herunder omstruktureringen af byens rum, ikke kun er en materiel og fysisk proces, men i stigende
grad også involverer en immateriel-diskursiv praksis, varetaget af nogle specifikke aktører. Aktører,
som det, med udgangspunkt i læsninger af den franske sociolog og filosof Henri Lefebvres begreb
om ’rumlige repræsentationer’ 5 , også gøres til et mål at indkredse i løbet af specialet.
4 Beauregard 1986
5 Shields 1999
3

1.1 Problemformulering
Specialets umiddelbare problemstilling er altså teoretisk af karakter, men da det samtidig synes
vigtigt at eksemplificere med udgangspunkt i den specifikke case omkring Halmtorvet, har jeg valgt
at arbejde med henholdsvis en teoretisk og en empirisk problemformulering og spørger derfor:
Hvordan kan gentrificeringsteori sammenholdt med teori om rumlige repræsentationer
bidrage til en øget forståelse af betydningsmæssig transformation i forbindelse med den
fysiske omdannelse af byrum i den postindustrielle by?
Og:
Hvordan fremstiller en særlig gruppe af tekster om Halmtorvet (udvalgt på baggrund af
løsningen af den teoretiske problemstilling) dette specifikke byrums omdannelse og nye
image?
1.2 Videnskabsteoretisk udgangspunkt
For at kaste lys over problemstillingen omkring den betydningsmæssige transformation, har jeg i
første omgang ladet mig inspirere af en række videnskabsteoretiske retninger i tilrettelæggelsen af
en tilgang, som indeholder ontologiske og epistemologiske præmisser samt metodologiske
retningslinier for, hvordan problemet kan angribes, og ikke mindst hvordan den betydningsmæssige
transformation som en del af den rumlige omstrukturering i det hele taget bør anskues.
1.2.1 Konstruktivisme og diskursanalyse
Den første retning er konstruktivismen, der i forskellige tilgange beskæftiger sig med sprogets rolle
i den sociale konstruktion af verden. Konstruktivismens udgangspunkt er, at mennesker ikke passivt
erkender og forstår deres omverden og virkelighed direkte, dvs. som den reelt eksisterer udenfor
dem selv, men i stedet erkender og forstår den på forskellige måder afhængig af de sociale og
kulturelle sammenhænge de deltager i. Både når virkeligheden erfares, fortolkes, beskrives og
således aktivt konstrueres, er det sproget, der, som en særlig struktur af sammenhænge mellem tegn
og ting, anvendes som redskab.
Diskursanalyse er en betegnelse, som anvendes om en række af disse konstruktivistiske tilgange,
der alle har som mål at afdække hvordan specifikke sproghandlinger positionerer, kategoriserer og
sammenkæder objekter og subjekter og dermed bidrager til, ikke kun at afspejle, men også at
konstruere virkeligheden.
Det teoretiske udgangspunkt for diskursanalysen er den franske lingvist Ferdinand Saussures
strukturalistiske sprogvidenskab og dens påstand om, at tegn ikke får deres betydning direkte fra
den virkelighed, som de beskriver, men i stedet får den i relation til de andre tegn, der indgår i den
struktur, som betegnes sproget 6 . Forbindelsen mellem bestemte ting og bestemte tegn etableres helt
6 Jørgensen & Phillips 1999, s. 18ff
4

grundlæggende gennem sociale konventioner, og det er som følge af en sådan, at vi f.eks. forstår, at
når andre mennesker siger ’fugl’, så snakker de om det fjerklædte dyr, der siger pip. Pointen er, at
ordet fugl ikke har nogen naturlig forbindelse med det dyr, vi refererer til, i stedet får dette tegn sin
specifikke betydning ved f.eks. at være forskelligt fra ordene ’fisk’ eller ’gris’, ’kugle’ eller
’svensknøgle’ 7 . Ordet ’fugl’ indtager således en position i en struktur af andre ord, som det er
forskelligt fra, og det er netop i kraft af alt det, det ikke er, at ordet ’fugl’ får sin specifikke
betydning.
Den strukturalistiske sprogvidenskab skelnede samtidig mellem sprogets to niveauer ’langue’ og
’parole’, hvor ’langue’ er et udtryk for den ovenfor beskrevne struktur af tegn, og ’parole’ er den
konkrete sprogbrug eller sprogets italesættelse. Men hvor den strukturalistiske sprogvidenskab
ignorerede at gå videnskabeligt til værks i forhold til den konkrete sprogbrug og derfor
hovedsagelig opfattede sproget som en uforanderlig struktur, så tager diskursanalysen et
poststrukturalistisk standpunkt og peger på, at det netop er under den konkrete anvendelse af
sproget, at strukturen ikke kun skabes og reproduceres men også forandres. Ved at ophæve den
skarpe grænse mellem langue og parole, bliver det nemlig tydeligt, at tegnenes betydning kan ændre
sig afhængig af hvilke sammenhænge og sproglige mønstre eller diskurser de indgår i.
Tegnene får stadig deres betydning ved at være forskellige fra andre tegn, men det, de er forskellige
fra, kan ændre sig alt efter hvilken sammenhæng de bruges i 8 . Selv om ords betydning således kan
skride, og at man som følge heraf i princippet har uendelige muligheder for at skabe udsagn, er det
ikke ensbetydende med at ordene svæver helt frit, for så ville al kommunikation være umulig.
Tværtimod er det netop pointen, at denne betydning konstant forsøges fikseret indenfor forskellige
sociale domæner på en sådan måde, at kun et begrænset antal udsagn efterfølgende er mulige og
meningsfulde. Det er reglerne for denne fiksering af betydning og deres konsekvenser for, hvad der
er sandt og falsk i forskellige kontekster, som diskursanalytikere, med udgangspunkt i den franske
sociolog Michel Foucaults teorier om sammenhængen mellem sandhed, viden og magt, sætter sig
for at undersøge 9 . Særlig interesserede er de i at undersøge, hvordan alternative betydninger
samtidig undertrykkes, i de tilfælde hvor en enkelt diskurs gøres hegemonisk. Dvs. når et bestemt
synspunkt, ofte som følge af de magtrelationer, der i forvejen findes i samfundet, gøres
overherredømmende 10 .
Sammenfattende kan man sige at ordet diskurs dækker over en ide om, at sproget ikke udgør ét
generelt betydningssystem men i stedet er struktureret i flere forskellige mere eller mindre fastlagte
7 Sassure introducerede den ide at forholdet mellem sprog og virkelighed er arbitrær, dvs. vilkårlig. Verden siger med
andre ord ikke selv, hvordan den skal betydes, og det er først når vi på en særlig måde sætter en del af den i forhold til
en anden del, at delene hver i sær får betydning. Jørgensen & Phillips s. 1999, s. 18
8 Ordet ’fugl’ sat i forhold til ’svensknøgle’ får betydningen ’dyret fugl’, mens det sat i forhold til ’fisk’ under en
samtale før aftensmåltidet får betydningen ’en spise’, og i den metaforiske vending ’hverken fugl eller fisk’ bliver det
lig med ’et udefineret yderpunkt’.
9 Mens Foucault betragtede diskurser i et større perspektiv og således undersøgte hvordan forskellige vidensregimer
indenfor forskellige historiske epoker udpegede, hvad der gælder for sandt og falsk, betragter alle diskursanalytiske
tilgange i dag, det diskursanalytiske felt som mere komplekst og præget af flere sideløbende over- og underdiskurser.
10 Jørgensen & Phillips 1999, s. 15
5

mønstre, som menneskers udsagn følger, afhængig af hvilken kontekst de befinder sig i 11 . En
diskurs kan derfor defineres som en meningshorisont, der giver de elementer, der indgår i den, en
bestemt betydning 12 .
Fordi det således hævdes, at det er gennem sproget, at omverdenen tilskrives betydning, virker
diskursanalyse som et relevant teoretisk udgangspunkt i forhold til dette speciales forsøg på at
begribe byrummets betydningsmæssige transformation.
Analysen af diskurser udføres dog, afhængig af tilgang, på baggrund af nogle forskellige
ontologiske præmisser. Hos de fremtrædende og ofte anvendte diskursteoretikerne Lachau &
Mouffe er der f.eks. en tendens til at reducere alt til diskurs, hvormed muligheden for, at
virkeligheden består af andet end diskurser, tabes af syne. Virkeligheden bliver med andre ord
fuldstændig afhængig af vores erkendelse af den og alle udsagn bliver så at sige ’lige sande’.
Konstruktivismen kommer i denne sin mest radikale form til at virke decideret anti-realistisk,
hvilket umiddelbart ikke stemmer overens med dette speciale. Det skyldes, at jeg dels har i sinde at
bruge en del kræfter på den specifikke tids-rumlige kontekst, som den betydningsmæssige
transformation foregår i, og dels ikke vil ignorere eller nedtone den materielle-fysiske dimension af
den rumlige omstrukturering, som jeg grundlæggende opfatter som en vigtig forudsætning for, at
den betydningsmæssige transformation overhovedet kan finde sted.
1.2.2 Kritisk realisme
Derfor er kritisk realisme den anden retning, jeg har ladet mig inspirere af 13 . Den fastholder, at
virkeligheden eksisterer reelt og materielt samtidig med og uafhængig af den sanselige og sproglige
erkendelse af den. Denne ontologiske grundpræmis skyldes den engelske videnskabsteoretiker Roy
Baskhars skelnen mellem videnskabens transitive og intransitive dimension.
Ifølge Baskhar består den transitive dimension af de begreber, modeller, beskrivelser, teorier og den
viden der på et givent tidspunkt tilsammen udgør videnskabens råmateriale. Heroverfor står den
intransitive dimension, som indeholder de objekter, hvad enten der er tale om fysiske processer eller
sociale fænomener, som videnskaben har til formål at generere viden om. Denne skelnen er altså et
udtryk for, at der findes en uafhængig virkelighed, som ikke er lig med vores empiriske erkendelse
af den, og som derfor heller ikke nødvendigvis ændrer sig i takt med at viden og teorier baseret på
denne empiriske erkendelse, ændrer sig 14 .
11 Jørgensen & Phillips 1999, s. 9
12 Buch-Hansen & Nielsen 2005, s. 72
13 Ligesom der findes flere retninger inden for konstruktivismen, findes der også flere former for ’realismer’, som den
kritiske realisme negativt kan afgrænses i forhold til. Uden at forholde sig til disse indkredses den kritiske realisme her
af pladshensyn kun ’positivt’ med udgangspunkt i henholdsvis Buch-Hansen & Nielsen 2005 og Sayer 2000.
14 Den fremtrædende kritiske realist Andrew Sayer fremhæver som eksempel, at jordklodens form i realiteten ikke
ændrede sig som følge af, at den fremherskende opfattelse og fremstilling af den gik fra flad til rund. Sayer 2000, s. 11.
Mens dette forhold mellem det transitive og det intransitive således kendetegner det naturvidenskabelige felt,
fremhæver Sayer selv det problematiske i bare at antage, at skellet også gør sig gældende indenfor
samfundsvidenskaben. Det skyldes først og fremmest det faktum, at samfundet også er en social konstruktion og derfor
ikke kan siges at eksistere uafhængig af i hvert fald nogen viden. Samtidig kunne man tilføje, at viden om et
samfundsmæssigt objekt i princippet er at betragte som en del af samfundet, og derfor udgør et videnskabeligt objekt i
sig selv. Det er af disse grunde, at man også som kritisk realist, ikke kan lægge de konstruktivistiske briller fra sig,
hvilket uddybes i næste afsnit.
6

I forlængelse heraf opfatter kritiske realister virkeligheden som opdelt i tre domæner. Det første
domæne, kaldet ’det empiriske’, består således af erfaringer og observationer, mens det andet
domæne, kaldet ’det faktiske’, består af de begivenheder og fænomener i forhold til hvilke
observationer indenfor det empiriske domæne f.eks. kan foretages.
Til disse to domæner har Baskhar føjet et tredje domæne, som han, for at fremhæve dets vigtighed,
har kaldt ’det virkelige’. Udover at indeholde intransitive objekter 15 så består dette domæne af, de
underliggende og ikke nødvendigvis direkte observerbare strukturer som omgiver objekterne, samt
de mekanismer efter hvilke de virker. Objekterne betragtes således som besiddende kausale
potentialer til under visse betingelser at understøtte og forårsage begivenheder inden for det
faktiske domæne.
Denne dybe ontologi eller stratificerede virkelighedsopfattelse, som det kaldes, indebærer, at den
kritiske realisme, i modsætning til positivismens forsøg på at forudsige fænomeners hændelse på
baggrund af observerede empiriske regelmæssigheder, i stedet har som sit erklærede mål at ’stikke
dybere’ end det umiddelbart observerbare og forklare et givent fænomen som et kontingent 16 og
komplekst resultat af en række sammensatte mekanismer (se fig. 2a s. 17).
“The task of a realist science is […] to tease out causal chains which situate particular
events within these ‘deeper’ mechanisms and structures” 17
Til det formål benytter kritiske realister sig bl.a. af ’retroduktion’, dvs. den slutningsform, der er
kendetegnet ved, at man med udgangspunkt i et givent fænomen ræsonnerer sig frem til hvilke
nødvendige mulighedsbetingelser og dybe årsagssammenhænge, der efter alt at dømme må eksistere,
for at fænomenet kan finde sted 18 . Denne kvalitative metode hænger sammen med et andet for
kritiske realister vigtigt metodisk begreb nemlig ’abstraktion’. Abstraktion kan defineres som
resultatet af et tankeeksperiment, der isolerer bestemte aspekter af et konkret fænomen, for at
generere systematisk indsigt i dybere sammenhænge 19 , og kan med andre ord betragtes som det
redskab, hvormed der ræsonneres. Den kvalitative metode og behovet for gennem abstraktion at
isolere aspekter skal ses i lyset af, at kritiske realister opfatter deres genstandsfelt: samfundet, som et
åbent system præget af multikausalitet, og ikke som naturvidenskabsmænd er så privilegerede at
kunne bedrive videnskab i forhold til et lukket system præget af empiriske regelmæssigheder.
I forhold til dette speciale er kritisk realisme først og fremmest en relevant videnskabsteoretisk
retning, fordi den, som den kritiske realist Andrew Sayer så tydeligt udtrykker det nedenfor,
15 Det kan f.eks. være et fysisk objekt som et mineral eller et socialt objekt som et bureaukrati. Ibid.
16 Kontingens er et udtryk for, at fænomenet eller begivenheden kun er et muligt udfald. Det er ikke nødvendigvis, det
som sker. Om objekters kausale potentiale aktiveres er nemlig qua deres modtagelighed overfor andre påvirkninger
afhængig af de særlige betingelser, som gør sig gældende i en given kontekst. Betingelser som igen udspringer af andre
i konteksten tilstedeværende mekanismer. (se Fig. 2. a)
17 D. Gregory i Johnston, Gregory & Smith 1994, s. 500
18 Buch-Hansen & Nielsen 2005, s.108
19 Ibid. s. 107.
7

indebærer en insisteren på, at erkendelse af et fænomen netop ikke kan skilles fra den specifikke
samfundsmæssige og materielle kontekst, som fænomenet er placeret indenfor:
” [critical] realism insists a) on the material commitments and settings of communicative
interaction and b) on a non-discursive material dimension to social life” 20
Men selv om disse ontologiske grundpræmisser således er i overensstemmelse med mit ønske om
ikke at nedtone den materielle-fysiske dimension af den rumlige omstrukturering, og til trods for at
kritiske realister især de senere år har erkendt nødvendigheden af at inddrage det diskursive og
forholde sig kritisk til det 21 , så fordrer min ambition om, først og fremmest at begribe det
betydningsmæssige, at jeg nu må vende mig mod en tredje (men nært beslægtet)
videnskabsteoretisk retning. Det gøres desuden for at få tilvejebragt en mere præcis metodologi og
for senere at kunne trække på nogle konkrete redskaber til decideret tekstanalyse.
1.2.3 Kritisk diskursanalyse
Som navnet antyder, ligger den kritiske diskursanalyse hverken langt fra kritisk realisme eller
konstruktivisme og kan i princippet betegnes som en slags syntese mellem disse to
videnskabsteoretiske retninger. For yderligere at fremhæve denne sammenhæng er det værd at
bemærke at Hubert Buch-Hansen & Peter Nielsen i deres introducerende bog om kritisk realisme
betegner kritisk realisme som en moderat form for konstruktivisme og i forlængelse heraf udpeger
den kritiske diskursanalytiker Norman Fairclough som kritisk realist 22 .
At han er at betragte som en sådan, skyldes at han i overensstemmelse med den kritiske realisme
bygger sin analyse på en stratificeret virkelighedsopfattelse, med plads til objektive strukturer,
kausalitet og dybde og ikke som radikale konstruktivister gør en analyse af diskurserne til den
eneste vej til erkendelse af virkeligheden.
Helt grundlægende opererer Fairclough, simplificeret sagt med noget diskursivt, der står i et
dialektisk 23 forhold til noget ikke-diskursivt. Når det, han betegner, som en kommunikativ
begivenhed 24 , som eksempel på det diskursive, finder sted, er den både afhængig af den virkelighed,
der findes før og udenfor selve den kommunikative begivenhed, dvs. det ikke-diskursive, men har
samtidig også indflydelse på den samme virkelighed i kraft af, at den kommunikative begivenhed
har en effekt, afhængig af hvordan virkeligheden fremstilles. Med andre ord siger man, at det
diskursive er både konstitueret og konstituerende 25 . Fairclough gør opmærksom på, at det kan være
20 Sayer 2000, s. 17
21 Bl.a. af de i fodnote 12 berørte grunde. Se f.eks. Fairclough, Jessop & Sayer 2002. Heri betegnes det diskursive mere
bredt som ’Semiosis’, der kan defineres som intersubjektiv betydningsdannelse, ikke kun som følge af talt og skrevet
sprog, men også nonverbal kommunikation og billeder.
22 Buch-Hansen & Nielsen 2005, s 85ff. For en yderligere diskussion af sammenhængen mellem kritisk realisme og
kritisk diskursanalyse, se Fairclough, Jessop & Sayer 2002.
23 Dvs. de er både hinandens årsag og effekt – kausaliteten virker begge veje.
24 Jørgensen & Phillips definerer dette begreb som ’et tilfælde af sprogbrug’, det kan f.eks være en avisartikel, en film,
en videoproduktion, et interview eller en politisk tale. Jørgensen og Phillips 1999, s. 79.
25 Jørgensen & Phillips 1999, s. 74
8

frugtbart at sondre mellem de to termer referere og betydningstilskrive for at forstå dette forhold
mellem diskurs og virkelighed 26 . Hans pointe er, at diskurser ikke kun refererer til, eller afspejler en
prækonstitueret materiel virkelighed, de betydningstilskriver den også.
“The constitutive processes of discourse ought to be seen in terms of an dialectic , in
which the impact of discursive practice depends on how it interacts with the
preconstituted reality.[…] discourse includes reference to preconstituted objects as well
as the creative and constitutive signification of objects.” 27
I henhold til det dialektiske element kan denne betydningstilskrivelse igen virke tilbage på den
prækonstituerede virkelighed og have materielle konsekvenser, f.eks. såfremt eventuelle
handlingsnormer indlejret i diskursen følges, eller etableringen af fysiske strukturer fremstilles som
nødvendig eller positiv.
Fairclough definerer selv en diskurs som en måde at tale på, der giver betydning til oplevelser ud fra
et bestemt perspektiv 28 . Den betydning som sproghandlingen skaber, er altså afhængig af hvordan
sproghandlingen udføres og hvem der udfører den.
Et klassisk eksempel er to sproghandlinger, som refererer til en gruppe mænd, som sprænger en bil i
luften. Den ene sproghandling beskriver virkeligheden som bestående af heltemodige
frihedskæmpere, der har udført en skelsættende bedrift, den anden beskriver den samme virkelighed
som feje terrorister, der begår en nederdrægtig handling. Den samme hændelse tilskrives altså
forskellig betydning, og afhængig af hvilken fremstilling af virkeligheden der vælges, får det
forskellige ikke-diskursive konsekvenser for de omtalte subjekter og deres omverden af objekter.
Det diskursive, her betegnet ’fremstillingen’, bliver dermed en dimension af virkeligheden. Den er
hverken en frit flydende arbitrær størrelse eller en objektiv afspejling af virkeligheden.
I forlængelse af det ovenfor berørte hegemonibegreb, betragter Fairclough derfor diskurser som
ideologiske eller som havende ideologiske effekter 29 . Dvs. de medvirker til at skabe og reproducere
ulige magtforhold, i den forstand, at de, som følge af den måde de sprogligt positionerer og
betydningstilskriver objekter og subjekter, meget ofte fremmer bestemte sociale gruppers interesser,
mens de samtidig begrænser andres. I henhold til ovenstående eksempel, kan de subjekter, der
udførte handlingen, f.eks. indstilles til henholdsvis hæder eller retsforfølgelse afhængig af hvilken
fremstilling, der gøres hegemonisk. ’Frihedskæmper’ og ’terrorist’ er således eksempler på det, der
indenfor diskursanalysen betegnes som subjektpositioner. En Subjektposition er at betragte som en
forenklet identitet eller stereotyp, der ofte er relationelt indholdsudfyldt, dvs. at den får sin
betydning ved at stå i et modsætningsforhold til en anden subjektposition, hvilket netop er tilfældet
ovenfor 30 . I den forbindelse er det værd at fremhæve Lachau & Mouffes analytiske begreb:
26
Fairclough 1992, s. 60. han bruger ordet ’signifying’, som jeg har valgt at oversætte til betydningstilskrive
27
Fairclough 1992, s. 60
28
Jørgensen & Phillips 1999, s.79
29
Han forstår ideologi som ’betydning i magtens tjeneste’. Jørgensen & Phillips s. 1999, s.86
30 Jørgensen & Phillips 1999, s. 53ff,
9

ækvivalenskæder 31 . Ækvivalenskæder er en sproglig forenklingstaktik, som tilsidesætter den
variation, der ellers findes indenfor en gruppe af subjekter eller objekter, og således etablerer og
forstærker deres modsætningsforhold til en anden gruppe 32 . Et eksempel kunne være når en
jamaicansk gadefejer i London, en afroamerikansk præsidentkandidat i U.S.A og en Ghanesisk
restaurantsejer i København, der som udgangspunkt kan betragtes som vidt forskellige individer alle
betegnes som ’sorte’. Disse individer, som ellers ikke har noget tilfælles ud over en mørk hudfarve,
bliver dermed kædet sammen og fremstillet som tilhørende en subjektposition, der står i
modsætning til subjektpositionen ’hvide’. Ækvivalenskæderne medfører altså hvad man kunne
kalde en binær polarisering indenfor et givent felt, i dette tilfælde det sociale 33 .
Fairclough betragter i forlængelse heraf en diskurs, og den magt som er indlejret i den, som en
struktur, der kan virke både begrænsende og mulighedsskabende, med det vigtige forbehold, at det
netop er individers evne 34 til at trække på diskursen som en ressource og identificere sig med de
subjektpositioner, der udstikkes gennem den pågældende diskurs, samt deres evne til at reproducere
diskursen og dermed bidrage til dens styrke, der afgør om den opleves som begrænsende eller
mulighedsskabende. Jørgensen & Phillips fremhæver, hvordan hvide briter i årtierne efter 2.
verdenskrig havde magten til gennem en hegemonisk diskurs at ækvivalere de forskellige
indvandrergrupper, der kom til landet, som ’sorte’ og samtidig associere dem med negative
elementer. Dermed skabte de en negativ subjektposition og binær modpol i forhold til hvilken deres
egen kollektive identitet som ’hvide briter’ kunne defineres som positiv 35 .
Selvom det indenfor kritisk diskursanalyse er en pointe at den hegemoniske diskurs’ struktur, som
følge af individers konstruktion af udfordrende moddiskurser, altid står til at forandre, så er det
diskursive stadig konstitueret, dvs. afhængig af andre samfundsmæssige strukturer og
magtrelationer. Det er med andre ord konteksten indenfor hvilken den ovenfor beskrevne handling
finder sted og fremstilles, som i første omgang afgør hvilken diskurs som gøres hegemonisk og det
er dette ugennemsigtige forhold mellem diskurs og samfund, der ifølge Fairclough bør belyses 36 .
Det overordnede mål for hans analyse er derfor at forholde sig kritisk til, hvordan virkeligheden
fremstilles, hvorfor den fremstilles som den gør, hvem der gør det og dermed synliggøre måden
hvorpå fremstillingerne eller de diskursive repræsentationer af ideologiske årsager gøres til en del af
virkeligheden. Herunder handler det om at påpege, hvordan forskellige diskurser konstruerer og
ikke mindst naturaliserer relationer mellem objekter og subjekter, dvs. fremstiller dem så
selvfølgelige, at man ikke stiller spørgsmålstegn ved dem 37 .
31
Både Fairclough og Jørgensen & Phillips pointerer, at det er tilladt at lade sig inspirere af og låne analytiske begreber
fra andre diskursanalytiske retninger, så længe man holder sig inden for den teoretiske ramme
32
Frølund Thomsen i Andersen & Kaspersen 2000, s. 189f
33
Petersen 1998, s. 51
34
En evne som igen er afhængig af andre ikke diskursive, f.eks. økonomiske eller kulturelt betingede, sociale
sammenhænge.
35 Jørgensen & Phillips 1999 s. 57
36 Jørgensen & Phillips 1999 s. 75
37 Ibid. s. 43
10

I forhold til at belyse den betydningsmæssige transformation, som jeg har iagttaget i forbindelse
med fysisk omdannelse af byrum i den postindustrielle storby, synes Faircloughs kritiske
diskursanalyse, som en syntese mellem konstruktivisme og kritisk realisme meget anvendelig. Hans
ontologiske skelnen mellem det diskursive og det ikke-diskursive er et oplagt erkendelsesgrundlag,
ikke mindst fordi, han selv, som eksempel på en ikke-diskursiv praksis, fremhæver den fysiske
praksis, der f.eks. indgår i bygningen af en bro 38 . Dermed leverer han en erkendelsesmæssig
kategori for den fysiske omdannelse, som byfornyelsen repræsenterer, samtidig med at den
diskursive praksis gør det ud for den dimension, hvor den betydningsmæssige transformation kan
placeres. Med den vigtige sondring mellem at referere og betydningstilskrive etableres
udgangspunktet for at kunne betragte et særligt udvalg af tekster om Halmtorvet som
sproghandlinger, der tilsammen udgør en diskurs, der ikke kun refererer og afspejler en objektiv
materiel virkelighed, men også tilskriver byrummet og dets omdannelse en særlig betydning og
dermed værdi. Inden jeg derfor gennemgår Faircloughs særlige metode til diskursanalyse, som jeg i
en hvis udstrækning agter at følge, finder jeg det, som afslutning på de videnskabsteoretiske
overvejelser, nødvendigt, at lægge et rumligt perspektiv på det diskursive.
1.2.4 Lefebvre og ’rummets repræsentationer’
For at etablere en bred rumopfattelse, der kan tilfredsstille behovet for at begribe det fysiske og det
betydningsmæssige under ét, og for at kunne udskille det teoretiske begreb ’rumlige
repræsentationer’ og senere anvende det mere analytisk, har jeg sidst men ikke mindst ladet mig
inspirere af læsninger af den franske sociolog og filosof Henri Lefebvre 39 , som var den første, der
foreslog at ’rum’ kunne opfattes som en diskursiv konstruktion 40 .
I hans hovedværk ’The production of space’ 41 kritiserede Lefebvre separeringen af materialitet og
betydning i analyser af det rumlige, og under udviklingen af det, man kunne kalde for en holistisk
rumanalyse, gjorde han opmærksom på den dialektiske sammenhæng mellem de ikke-diskursive og
de diskursive aspekter af ’rum’ 42 . At tage udgangspunkt i dele af hans tankegods for at forankre det
diskursive i et rumligt perspektiv, synes altså umiddelbart i ontologisk overensstemmelse med den
kritiske diskursanalyse.
Lefebvre gør først og fremmest op med den gængse opfattelse af rum som noget, mennesker er
situeret i og omgives af. Rum er således ikke kun noget, der som fysiske arrangementer findes
38 Fairclough 1992, s. 66
39 Min brug af Lefebvre bygger hovedsaglig på Rob Shields læsning af ham og helt specifikt på kap. 10 i Shields 1999.
Derudover er jeg inspireret af Mazantis brug af Lefebvres rumbegreber i Mazanti 2002. Da Lefebvres ofte ikkesystematiske,
modsætningsfyldte og diffuse videnskabelige output i sig selv er meget omfangsrigt og hans tankegods,
som det lever videre i andres fortolkninger, er meget abstrakt og komplekst, kan man altid anklages for simplificering,
når man kaster sig ud i brugen af det. Men så længe man i en eller anden form forsøger at anvende hans særlige indsigt i
rummets dialektik, synes disse viderefortolkninger helt i hans ånd.
40 Delanty 2000, s.101
41 Fordi ordet ’space’ i sig selv har mange betydningsniveauer burde brugen af Lefebvre forudsætte en lang diskussion
af det begreb, som her oversættes til ’rum’. Grundet et speciales begrænsede omfang, må jeg dog nøjes med at fastslå, at
Lefebvre har bidraget til, at både ’produktionen’ og resultatet af produktionen: ’rum’, omhandler mere end det fysiske
aspekt af en geografisk enhed, og i højere grad omhandler det mere kvalitative begreb ’sted’.
42 Shields 1999, s. 157
11

udenfor mennesker, men eksisterer også via den mentale dimension inden i os selv, i form af de
abstrakte ideer, der manifesterer sig som forestillinger i vores bevidsthed, når et givent rum bruges
eller tales om. Ideer og forestillinger som igen udspringer af de historisk specifikke opfattelser, eller
diskurser om det givne rum, der på et givent tidspunkt i et givent samfund er tilgængelige.
Dermed forsøger Lefebvre at indstifte en opfattelse af rum som socialt produceret, og som
eksempel på denne tankegang snakker han om, at der findes et ’talens rum’, der omslutter kroppens
rum, og som ikke lader sig definere ud fra dets materielle forudsætninger, men i stedet udvikler sig
som følge af, skriverier/skrevne ord, forskrifter og indskrifter 43 . Et rum som han andre steder
beskriver som et abstrakt rum, der, som en rummets anden natur, overlejrer det konkrete rum og
dets naturlige topografi 44 .
Tilsammen udgør disse dimensioner historisk specifikke systemer af rumlig inddeling eller
rumliggørelse 45 . Som den fremtrædende fortolker af Lefebvre: Rob Shields opsummerer det:
“Arrangements of objects, work teams, landscapes and architecture are the concrete
instances of this spatialisation. Equally ideas about regions, media images of cities and
perceptions of ‘good neighbourhoods’ are other aspects of this space, which is
necessarily produced by each society.” 46
Til at begribe dette komplekse rum introducerer Lefebvre tre rumbegreber i form af:
’Rumlig praktik’, ’rummets repræsentationer’ og ’repræsentationernes rum’, der hver især
omhandler henholdsvis ’det erfarede rum’, ’det begrebsliggjorte rum’ og ’det levede rum’. Disse tre
niveauer står i et konstant dialektisk forhold til hinanden og udgør tilsammen ’det totale rum’ 47 .
Det første niveau ’rumlig praktik’ omhandler, hvordan man, uden at reflektere nærmere over
det, handler i og bruger rum. Shields fremhæver at dette niveau bl.a. implicerer materielle elementer
som det byggede miljøs typologi og morfologi, og herunder omhandler skabelsen af zoner til
særlige formål, der som ’ensembles’ eller territorielle arrangementer produceres og reproduceres for
at sikre et givent samfunds sociale kontinuitet og sammenhæng. F.eks. kirkebygningen til kirkelige
handlinger, vejen til transport og parken til rekreation 48 .
Denne rummelighed er samtidig udtryk for den gængse opfattelse af rum, som det neutrale
mellemrum eller tomme rum mellem objekter: det rum som vi i hverdagen tager for givet og
43
Frit oversat efter Lefebvre i Shields 1999, s. 149
44
Ibid.
45
I mine øjne bruger han ordet ’rumliggørelse’ for at undgå den traditionelle opfattelse af ’produktion’, som noget der
går forud for resultatet ’rum’, som han selv på modsætningsfyldt vis har introduceret med titlen ’The Production of
Space’. ’Rummeliggørelse’ skal i stedet henlede opmærksomheden på, at ’rum’, på dialektisk vis, skal opfattes som en
fortløbende og aldrig afsluttet proces. Rum er aldrig en opnået orden.
46
Shields 1999, s. 147
47
De forskellige niveauer er ikke altid helt så tydeligt separerede, som de fremstilles her og overlapper til tider
hinanden. På trods af det dialektiske ideal i forhold til alle tre niveauer fremstiller Lefebvre nogle steder på forvirrende
vis ’det levede rum’ som ’den tredje’ dvs. som syntesen, hvori de to andre niveauer er integreret. Shields 1999, s. 162.
Såfremt man af analytiske årsager skal udpege et midlertidigt slutprodukt, er jeg mere tilbøjelig til at se ’det totale rum’
som ’en fjerde’ dvs. som syntesen af de andre tre niveauer. Se fig. 1
48
Shields 1999, s. 162
12

erkender intuitivt, f.eks. når vi, ad det rationelt planlagte netværk af ruter og gader, som udgør vores
vej til og fra arbejde, bevæger os gennem det urbane miljø 49 . Et rum som altså fremstilles som både
bevidst produceret og som ubevidst brugt og reproduceret. Men det faktum, at forbindelsen mellem
det bevidste og det ubevidste ofte ikke etableres og gøres eksplicit, frustrerer Lefebvre, hvilket
ifølge Shields, skyldes at:
”This commonsensical vision of space […] ignores the qualitative meanings, the images
and myths of places […]” 50
For at integrere disse elementer, må man i stedet fokusere på de to andre rumbegreber og deres
indbyrdes forbindelse.
Det første af disse: ’rummets repræsentationer’ omhandler således byplanlæggeres, arkitekters og
videnskabsmænds forestillinger om rummet og de handlinger, det skal udgøre rammen om. I
forhold til byrummet og dets udvikling kan disse eksperter betragtes som en slags
’sandhedsproducenter’ 51 , der gennem deres afbildninger af og diskurser om rummet, udlægger og
konstruerer dets betydning samt tilskriver det værdi. Derudover tilvejebringer de ofte, med
udgangspunkt i deres teorier, retningslinier for rummets brug.
Overfor dette diskursivt konstruerede og ’begrebsliggjorte rum’, står ’repræsentationernes rum’.
Lefebvre betegner det også ’det levede rum’, for at gøre opmærksom på, at der her er tale om det
menneskeliggjorte rum, som beboere og brugere lever i. Det er med andre ord rummet set fra deres
synsvinkel og det er rummet, hvor de diskurser og betydninger, der er tilvejebragt gennem rummets
repræsentationer, refleksivt optages, tilegnes, bevidst bruges og forandres i et samspil med de andre
kulturelle og historisk betingede opfattelser af rummet, som disse individer også bærer på. Hvor
’rummets repræsentationer’ vedrører diskurser om rum så omhandler ’repræsentationernes rum’,
som Shields gør opmærksom på, diskurser i rum 52 .
49 Ibid.
50 Ibid.
51 Begrebet ’sandhedsproducenter’ er med inspiration fra Mazanti 2002 lånt fra Ulf Hjelmars læsning af Foucault, hvor
det defineres som ’en type aktører, som er centralt placerede i forhold til at påvirke og kontrollere det normative
grundlag i eksisterende magtregimer’. Hjelmar 1998. s. 147
52 Shields 1999, s. 161
13

Fig. 1. Lefebvres rumbegreber og deres indbyrdes forbindelse, som, jeg mener, man kan
anskue dem. Som antydet med pilenes størrelse, har jeg forsøgt at bryde den totale
dialektik ned. Dels for at fremhæve et dialektisk forhold mellem de to diskursive niveauer
’rummets repræsentationer’ og ’repræsentationernes rum’, dels for at fremhæve hvordan
disse to niveauers syntese står i et dialektisk forhold til det materielle repræsenteret i den
’rumlige praktik’ (Prikken i midten fungerer således som en ’diskursiv mellemregning’)
I forhold til dette speciale bidrager Lefebvres tankegods til at etablere et ontologisk udgangspunkt,
der helt overordnet sætter mig i stand til at hævde, at rummets produktion, rumliggørelse eller, som
det benævnes i dette speciale; ’den rumlige omstrukturering’ ikke kun bør opfattes som en materiel-
fysisk ikke-diskursiv praksis, men også involverer en immateriel-diskursiv praksis, der betyder at
det ’det totale rum’, som resultatet af den rumlige omstrukturering, udover at have en kvantitativt
målbar fysisk udstrækning og en konkret fremtoning, også besidder en abstrakt og kvalitativ
betydning. En betydning som det altså betragtes som muligt at transformere som følge af diskursiv
praksis.
Derudover er det vigtigt at gøre opmærksom på, at jeg helt specifikt vælger at tolke det som om, at
Lefebvre med begreberne ’rummets repræsentationer’ og ’repræsentationernes rum’ lægger op til at
inddele rummets diskursive dimension i henholdsvis et udefra- og et indefraperspektiv 53 . I mine
øjne begrebsliggøres et byrum således udefra gennem nogle forskellige aktørers rumlige
repræsentationer, der tilsammen udgør en diskurs eller flere diskurser om rummet. Diskurser som så
at sige tilvejebringer ’det betydningsmæssige’. På samme tid lever beboere og brugere deres
hverdagsliv i repræsentationernes rum, hvorunder de optager, bruger, reproducerer og omformer de
udefrakommende diskurser og de normer for brug og handling som er indlejret i dem. De skaber
53 En tolkning som Mazanti også anvender i Mazanti 2002
14

diskurser i rummet, som på dialektisk vis, kan virke tilbage på de udefrakommende aktørers diskurs
om rummet.
Mit forsøg på at begribe betydningsmæssig transformation må som følge af denne fortolkning først
og fremmest kredse om at isolere de særlige ’rumlige repræsentationer’, som er resultatet af en
diskursiv praksis, der tilsammen udgør en udefrakommende diskurs om byrummet. Senere i
specialet følges denne introduktion til Lefebvres begrebstriade derfor op med en modificering af
Lefebvres begreb ’rummets repræsentationer’, så det tilpasses specialets fokus. En modificering der,
som følge af nye byudviklingsmæssige forudsætninger, først og fremmest indebærer, at jeg
forholder mig til, hvem der i dag indtager rollen som sandhedsproducenter i forhold til byrummet 54 .
1.3 Metode
I tråd med den kritisk realistiske anbefaling om ikke at skille et fænomen fra dets samfundsmæssige
kontekst leverer Fairclough et forskningsdesign og en metodologi, som jeg, i den udstrækning det er
muligt, vil følge.
Han opstiller en tre-dimensionel analysemodel, der har til formål at sammenkæde forskellige
diskursive og ikke-diskursive analyseniveauer i en samlet samfundsanalyse 55 . Disse tre niveauer
betegnes henholdsvis som ’tekst’, ’diskursiv praksis’ og ’social praksis’. (se fig.2.b)
På tekst-niveauet drejer det sig om gennem detaljeret tekstanalyse at afdække udvalgte
kommunikative begivenheders 56 sproglige virkemidler og egenskaber i henhold til vokabular,
grammatik og sammenhæng mellem sætninger.
På diskursiv praksis-niveauet fokuseres der på teksternes indbyrdes forhold, hvordan teksterne er
produceret, hvem der er afsendere og modtagere, og ikke mindst på om de er præget af konsensus
eller konflikt.
Således virker dette niveau som bindeled til social praksis-niveauet, hvor der ses på den bredere
sociale praksis, som den diskursive praksis og herunder teksterne er en del af. Ifølge Fairclough skal
dette overordnede niveau helt grundlæggende undersøges i henhold til både mikro- og
makrosociologisk tradition. Her synes det vigtigt at fremhæve, at mens den diskursive praksis og
tekst niveauet hovedsagelig analyseres i henhold til den mikrosociologiske tradition, handler denne
del af den samlede analyse, som jeg ser det, reelt om at indkredse ’resten’ af den sociale praksis.
Dvs. at man her, hovedsagelig i henhold til den makrosociologiske tradition, skal indkredse og
analysere de bredere samfundsmæssige processer, som den diskursive praksis og herunder teksterne
er en del af 57 . I følge Fairclough er tekstanalyse nemlig ikke tilstrækkelig som diskursanalyse, fordi
54
Med begrebet ’rumlige repræsentationer’ lægger jeg således afstand til Lefebvres oprindelige begreb ’rummets
repræsentationer’ og dets reference til nogle specifikke aktører, for indtil videre kun at henlede opmærksomheden på det
’udefrakommende’ aspekt.
55
Gennemgangen af Faircloughs tredimensionelle model bygger på Jørgensen og Phillips 1999, s. 79-89, samt på
Faircloughs egen gennemgang i Fairclough 1992, kap.3
56
såfremt et sådant tilfælde af sprogbrug indebærer en beskrivelse af et sted, kunne det også betegnes en ’rumlig
repræsentation’.
57
Man kunne hævde at ’social praksis’ som analytisk begreb, qua dets, i mine ører, mikrosociologiske konnotationer er
lidt forvirrende. I stedet ville ’samfundsmæssig praksis’ måske være en mere rammende betegnelse for dette
overordnede kontekstuelle niveau i den samlede analyse. Fairclough er da heller ikke selv helt præcis i sin definition af
15

den i sig selv ikke belyser forbindelsen mellem teksterne og de samfundsmæssige strukturer, som
de på dialektisk vis både er struktureret af og bidrager til at opretholde og forandre 58 .
Formålet med at analysere den bredere sociale praksis er således at kontekstualisere den diskursive
praksis, hvilket rent praktisk svarer til, at man med hjælp fra etableret teori indkredser den relevante
kontekst for sit empiriske materiale.
Jørgensen og Phillips foreslår helt konkret, at man for at indkredse den bredere sociale praksis, går
tværfagligt til værks 59 , og trækker på den disciplin eller de discipliner, der beskæftiger sig med
netop det udsnit af samfundet, som man interesserer sig for, og supplerer med relevant sociologisk
teori og kulturteori. 60 Ud over at belyse vigtige socio-kulturelle processer, skal denne del af den
samlede analyse klarlægge, hvad der findes af institutionelle og økonomiske betingelser for den
pågældende diskursive praksis. 61
På samme måde vil jeg, som det vil fremgå af følgende afsnit(jf. fig. 2. c), bevæge mig på alle tre
analyseniveauer i forsøget på at kaste lys over min problemstilling vedrørende fænomenet
’betydningsmæssig transformation i forbindelse med byrums fysiske omdannelse’.
For at opsummere kan man, med den kritiske realismes terminologi, beskrive dette speciale som et
forsøg på gennem retroduktion at forklare et fænomen (indenfor virkelighedens faktiske domæne),
som jeg har observeret (indenfor det empiriske domæne), ved at klarlægge de underliggende
samfundsmæssige strukturer og mekanismer, tendenser og forandringer (indenfor det virkelige
domæne), som jeg antager, understøtter og forårsager det pågældende fænomen. Som forsker
bevæger jeg mig altså indenfor den transitive dimension, og bidrager samtidig til den ved, med
hjælp fra allerede etableret viden, at skabe ny viden og transitive objekter 62 . Helt specifikt
indebærer dette speciale også, at jeg derudover med nogle særlige redskaber forholder mig direkte
analytisk til andre menneskers transitive objekter, som de eksisterer i kraft af nogle udvalgte
aktørers repræsentationer og diskurs 63 . Alt sammen gøres det helt overordnet for at opnå en særlig
viden om det intransitive objekt, hvorom jeg, som bygeografi-studerende skaber viden, nemlig det
særlige system af fysiske og sociale strukturer som betegnes ’byen’.
social praksis og ifølge Jørgensen & Phillips bruger han andetsteds betegnelsen ’sociokulturel praksis’. For yderligere
diskussion se Jørgensen & Phillips 1999, s.82 og Phillips i Bransholm Pedersen & Drewes Nielsen s. 108.
58
Fordi han således fastholder, at viden om virkeligheden ikke kun kan opnås gennem analyse af teksterne og de
diskurser, som de tilsammen udgør, lever Fairclough med denne metode op til den kritiske realismes grundpræmis om,
at virkeligheden eksisterer uafhængigt af ens erfaring.
59
Buch-Hansen & Nielsen fremhæver netop tværfaglighed, som en af den kritiske realismes vigtigste metodologiske
retningslinier når samfundet, ikke som naturvidenskabens lukkede system af empiriske regelmæssigheder, men som et
åbent system af strukturer og mekanismer skal indkredses. Buch-Hansen & Nielsen 2005, s. 58.
60
Jørgensen & Phillips 1999, s. 89
61
Ibid s. 98
62
F.eks er begrebet ’den entreprenørielle by’, som det bliver brugt i det følgende kapitel et transitivt objekt. Samtidig
fungerer det også som en abstraktion, der netop isolerer nogle bestemte aspekter ved et fænomen, for at skabe en særlig
indsigt.
63
Både ’luderkvarter’ og ’latinerluksus’ (jf. Specialets titel) er ligeledes abstraktioner, der isolerer nogle bestemte
aspekter ved et fænomen, for at skabe en særlig, og i dette tilfælde kunne man hævde unuanceret, indsigt.
16

Fig. 2 Sidestilling af henholdsvis den kritiske realismes kausalitetsstruktur (A) og Faircloughs tredimensionelle model
for den samlede diskursanalyse (B). I overensstemmelse med A, kan B ses som et forsøg på at isolere de strukturer og
mekanismer som antages at forårsage de kommunikative begivenheder, der tilsammen udgør en særlig diskursiv
praksis. Yderst til højre skematisk og ideel fremstilling af dette speciales forløb (C) inklusiv numre, der angiver
indenfor hvilke niveauer de resterende kapitler hovedsagelig bevæger sig. I princippet fremstår specialet således som
lineært fremadskridende, når det læses, men i realiteten har de forskellige niveauer i figuren hele tiden informeret
hinanden under skriveprocessen. Efter henholdsvis Sayer 2000 og Fairclough 1992.
1.4 Specialets opbygning
Efter at have introduceret specialet, udlagt nogle vigtige videnskabsteoretiske retningslinier og
således påbegyndt besvarelsen af den teoretiske problemstilling her i kapitel 1, vil kapitel 2, i tråd
med Faircloughs tredimensionelle model (Jvf. Fig.2.b og c), blive brugt på at indkredse den bredere
sociale praksis som den diskursive praksis og herunder de specifikke tekster bør ses som en del af.
Under overskriften ’den entreprenørielle by’ indkredses dels de sidste årtiers makroøkonomiske
omstruktureringer, dels udpeges nogle relevante parallelle sociokulturelle tendenser, og til sidst
trækkes der på udvalgte bygeografiske teorier, for således at afdække den samfundsmæssige
kontekst, indenfor hvilken jeg antager, at byrums betydningsmæssige transformation bør begribes.
Ved i Kapitel 3 at introducere begrebet gentrificering, som omhandlende en særlig form for rumlig
omstrukturering, indsnævres konteksten og gøres mere specifik. Eksempler på gentrificeringsteori
gennemgås og diskuteres i forhold til den i kapitel 2 etablerede kontekst, og teoriernes egnethed
som udgangspunkt for at begribe betydningsmæssig transformation vurderes.
I kapitel 4 indkredses gentrificeringsprocessens diskursive dimension med udgangspunkt i en
gennemgang af nogle af de gentrificeringsteoretikere, hvis teorier mere eksplicit behandler det
diskursive. Ved efterfølgende at diskutere teorierne, forholde dem til den i kapitel 2 og 3 udlagte
kontekst, supplere dem med anden relevant teori samt anskue dem fra det videnskabsteoretiske
udgangspunkt etableret i kapitel 1, gives der bud på hvorledes byrums betydningsmæssige
17

transformation kan begribes. Parallelt hermed indkredses de aktører, som i dag antages at stå bag en
særlig diskursiv praksis i forhold til byrummet, og kapitlet munder derfor ud i en modifikation af
begrebet ’rummets repræsentationer’. Herefter konkluderes der delvist på den teoretiske
problemstilling.
For at eksemplificere nogle af de elementer, der er indgået i besvarelsen af den teoretiske
problemstilling, diskursanalyseres Halmtorvets omdannelse i kapitel 5. Følgende Faircloughs
samlede model for diskursanalyse indledes kapitlet med en kort gennemgang af både den
overordnede og specifikke kontekst for selve tekstanalysen i form af henholdsvis den
Københavnske kontekst og Indre Vesterbros byfornyelse. Dernæst præsenteres aktørerne bag den
diskursive praksis samt de af deres tekster om Halmtorvets omdannelse, som på baggrund af
løsningen af den teoretiske problemstilling er udvalgt til den mere detaljerede tekstanalyse, som
herefter påbegyndes. Valget af tekstanalytiske redskaber, og de resultater som de afføder, diskuteres
løbende, og afslutningsvis konkluderes der endeligt på den empiriske problemformulering.
I kap 6 samles trådene og de to delkonklusioner forenes i en vurdering af om specialets mål er nået.
Til slut perspektiveres specialets resultater og problemstillinger.
1.5 Afgrænsning
Vel vidende, at der konstant udspilles en magtkamp inden for det diskursive felt, i forhold til at
meningsfylde, betydnings- og værditilskrive byen og dens byrum, og vel vidende at de forskellige
diskurser har nogle ideologiske effekter, der blandt andet kommer til udtryk i de subtile sociale in-
og eksklusions processer, som konstant foregår i og omkring byrummene, så er det ikke målet for
dette speciale at belyse denne kamp og de sociale processer i sig selv. I stedet skulle det være
tydeligt, at det kun er hensigten at indkredse, fremhæve og kontekstualisere en særlig gruppes
markante position indenfor denne magtkamp. En gruppe, hvis aktører altså indtil videre kan
betragtes som havende det til fælles, at de, så at sige, står udenfor byrummet under afsendelse af
deres diskurs om det.
I forlængelse heraf er det vigtigt at pointere, at selvom begrebet ’rumlige repræsentationer’
udspringer af Lefebvres holistiske rumanalyse, der i princippet involverer en dialektisk
sammenstilling af de udefra- og de indefra-kommende diskurser, så involverer specialet ikke dette
indefra-perpektiv. Dvs. under besvarelsen af den empiriske problemstilling benytter jeg mig kun af
det, der betegnes som ’naturligt forekommende’ 64 og offentligt tilgængeligt materiale, og ikke af
interviews med beboere og brugere i byrummet, som berøres af, dvs. optager, trækker på,
reproducerer og evt. forandrer de udefrakommende diskurser. Denne forbrydelse mod det
dialektiske element kan dog forsvares med, at begrebet rummets repræsentationer som antydet
udskilles fra begrebstriaden, udelukkende for at begribe en særlig gruppes rolle i den samlede
rumproduktion, og at Lefebvres tankegods således ikke er blevet introduceret som baggrund for en
holistisk rumanalyse af Halmtorvet.
64 Jørgensen og Phillips s. 127. Fordelen er, at jeg som forsker ikke påvirker det materiale, der udsættes for analyse.
18

Afslutningsvis er det også vigtigt at slå fast, at specialet heller ikke er et forsøg på at fremstille
Halmtorvet som et idealtypisk eksempel på gentrificering. Gentrificeringsteorierne introduceres
først og fremmest i forhold til at besvare den teoretiske problemstilling, der involverer en vurdering
af, hvorvidt disse etablerede teorier om byomdannelse egner sig som forankringspunkt for en
diskursiv dimension og dermed som udgangspunkt for at begribe byrums betydningsmæssige
transformation.
1.6 Begrebsafklaring 65
Herunder forklares nogle centrale begreber, som de bliver brugt gennem specialet, og nogle vigtige
sammenhænge mellem dem etableres.
Rumlig omstrukturering: begreb hvormed de forandringsprocesser, som præger den specifikke
rumlige struktur ’byen’, forsøges indkredset. Det er en omstrukturering fordi der er tale om allerede
etablerede byrums forandring. Som følge af inspirationen fra Lefebvre og ambitionen om at begribe
den betydningsmæssige transformation som en uadskillelig del af den fysiske omdannelse, forsøges
en opfattelse af rumlig omstrukturering, som summen af både fysisk omdannelse og
betydningsmæssig transformation indstiftet.
Rumlige repræsentationer: Med udgangspunkt i Lefebvres tankegods kan ’rumlige
repræsentationer’ defineres som beskrivelser, der tilsammen udgør udefrakommende diskurser om
rum. I løbet af kapitel 5 operationaliseres begrebet analytisk, så det med Faircloughs termer
indebærer de kommunikative begivenheder, i form af specifikke tekster om byrummet Halmtorvet,
som på baggrund af besvarelsen af den teoretiske problemstilling, kan betragtes som udgørende en
udefrakommende diskurs om Halmtorvet.
Image: I forsøget på at oversætte det engelske ord image har jeg valgt at bruge ordet ’afbildning’.
Når man skaber et image så afbilder man. Mens man som oftest forbinder en afbildning med det
visuelle, fokuseres der her på det, man kunne kalde, den diskursive afbildning, som den finder sted
som følge af de rumlige repræsentationer. Ligesom man visuelt kan afbilde et objekt på forskellige
måder afhængig af vinkel, udtryksform (maleri eller fotografi), belysning og hvorvidt, der er andre
objekter inden for billedets ramme, kan man også diskursivt indramme og dermed afbilde et objekt.
Med andre ord kan man sige, at når jeg i forbindelse med den empiriske problemformulering sætter
mig for at undersøge Halmtorvets nye image, sker det ved at analysere den diskursive afbildning,
som jeg antager, har medvirket til den betydningsmæssige transformation.
I forhold til begrebet stedsidentitet, som ofte bruges indenfor kulturgeografien, om et steds mere
sammensatte betydning for dets beboere og brugere, ligger der en vis grad af ensidig forsimpling i
ordet ’image’, hvilket netop er i overensstemmelse med specialets overvejende fokus på den
65 Afsnittet er skrevet med hjælp fra Gyldendals Engelsk- Dansk- , Nudansk- og Fremmedordbog.
19

udefrakommende betydningstilskrivelse. Når jeg sætter mig for at undersøge Halmtorvets nye
’image’ frem for netop ’stedsidentitet’, skal det altså ses som et udtryk for, at jeg godt er klar over,
at jeg dermed kun indkredser en del af Halmtorvets nye ’betydning’.
I forhold til Lefebvres forsøg på at inkorporere det mentale, er det også relevant at fremhæve, at
image også kan oversættes med ’indtryk’ eller ’forestillingsbillede’. En repræsentation er ikke først
en repræsentation, når den sættes i tale eller nedfældes på papir. Både før og efter er den netop også
et forenklet indtryk eller et mentalt forestillingsbillede i henholdsvis afsender og modtagers
bevidsthed.
Æstetik/Æstetisk/Æstetisere: At noget er æstetisk betyder, at det er udformet, så det er smukt,
behageligt og en nydelse for sanserne. Således kan det ’at æstetisere’ oversættes med at forskønne,
og alt i alt vedrører ‘æstetikken’ eller ’det æstetiske’ objekters udformning og fremtoning og dennes
blotte tilfredsstillelse af sanserne. Som det vil fremgå af specialet kan den diskursive afbildning
opfattes som en slags æstetisering.
20

2. Den entreprenørielle by
I dette kapitel vil jeg i henhold til den af Norman Fairclough inspirerede metode afdække den
sociale praksis og de bredere samfundsmæssige processer, som jeg antager, udgør den rette kontekst
for at begribe en rumlig omstrukturering af storbyen, der udover at indebære en fysisk omdannelse
også implicerer en betydningsmæssig transformation.
Den tids-rumlige kontekst som hermed indkredses, har jeg valgt at opkalde efter de såkaldt
entreprenørielle udviklingsstrategier, som gennemgås senere i kapitlet. Det har jeg gjort fordi jeg
finder, at denne betegnelse bedre end ’den postindustrielle by’ dækker over de specifikke kendetegn
ved den kontemporære by, som jeg ser som de vigtigste kontekstuelle elementer, når den
betydningsmæssige transformation skal begribes. I den forbindelse ønsker jeg først og fremmest og
allerede fra starten af dette kapitel at indstifte en grundlæggende fornemmelse af, hvordan den
postindustrielle by i forbindelse med forfølgelsen af disse strategier i stigende grad ledes som et
selskab og udvikles som et produkt.
For at komme frem til denne erkendelse handler det om at etablere en sammenhæng mellem de
sidste tre årtiers makroøkonomiske omstruktureringer, sociokulturelle tendenser, politisk-
institutionelle forandringer og så de rumlige omstruktureringer, der præger storbyen i dag.
Derfor bruges de indledende afsnit af dette kapitel på at udpege relevante kendetegn ved det, man
bredt kan betegne som overgangen til en ny økonomi. Dernæst fremhæves udvalgte og for den
overordnede sammenhæng relevante træk og tendenser ved det, der samtidig kan betegnes som både
et informations- og et forbrugssamfund.
Dermed skabes der helt grundlæggende forudsætning for, i de følgende afsnit, at belyse den nye
rolle, som den Vestlige Verdens storbyer både økonomisk og kulturelt kan siges at have indtaget i
løbet af de sidste årtier. Aller vigtigst er det i den sammenhæng at forstå, hvordan disse byer, som
konsekvens af deres nye rolle, befinder sig i en konkurrencesituation, der har affødt et overordnet
skifte indenfor bypolitik 66 - både hvad angår form, indhold og mål.
Et skifte som samtidig indebærer at byen udvikles på baggrund af en række strategier der, med
særlig relevans for dette speciale, blandt andet involverer en fysisk omdannelse og opgradering af
det byggede miljø, samt ikke mindst lægger vægt på at udvikle byens image. Disse strategier og
deres direkte konsekvens i form af storbyens rumlige omstrukturering præsenteres derfor i kapitlets
sidste afsnit.
2.1 Fra Fordisme til Postfordisme
For at indkredse de makroøkonomiske omstruktureringer der kan betragtes som forudsætningen for
den nye måde at styre og udvikle byen, tages der i første omgang udgangspunkt i den politiske
økonomi og de såkaldte Reguleringsteoretikeres neo-marxistiske tilgang til samfundsudviklingen.
66 Ordet bypolitik bruges i dette speciale mere pragmatisk som en overordnet måde at styre, lede og udvikle byen på.
Derfor foretrækker jeg også at bruge begrebet byudviklingspraksis hvor det er muligt. Det er således ikke hensigten at
behandle specifikke politikker rettet mod afgrænsede sektorer som trafik eller bolig.
21

Derefter tegnes konturerne af en ny økonomi, der blandt andet er kendetegnet ved både fleksibilitet
og refleksivitet.
2.1.1 Reguleringsteori
For Reguleringsteoretikerne 67 markerede den økonomiske krise i 1970’erne et brud med en stabil
periode i den kapitalistiske økonomi, baseret på industriel masseproduktion, kaldet Fordisme 68 .
Samtidig indvarslede krisen overgangen til en ny historisk fase af sen-kapitalistisk produktion og
samfundsmæssig udvikling, kaldet Postfordisme, i hvilken vi befinder os i dag.
Disse perioder i den kapitalistiske økonomis historie udgør såkaldte ’akkumulerings-regimer’, der
betegner den regularitet hvormed hele det økonomiske system akkumulerer kapital. For at et
akkumuleringsregime kan opretholde dets evne til fortsat kapitalakkumulering, er det afhængig af
en tilsvarende og effektiv ’reguleringsmåde’, som bredt kan defineres som den institutionelle
sammensætning og de samfundsmæssige normer, der understøtter akkumuleringsregimets
reproduktion 69 .
Som et udtryk for moderne rationalitet var akkumuleringsregimet under Fordismen karakteriseret
ved at være baseret på masseproduktion af standardiserede varer ved hjælp af ufleksibelt maskineri,
udnyttelse af interne stordriftsfordele, arbejdsprocesser opsplittet i faglært og ufaglært arbejde,
snævre og rigide jobbeskrivelser og samlebåndsarbejde. Alle led af produktionen var samlet
indenfor samme lokalitet, og en tendens til at de masseproducerende industrier samledes i regionale
distrikter var fremherskende 70 .
Reguleringsmåden var tilsvarende kendetegnet af de institutioner, der omgav den keynesianske
velfærdstat. Udover at tilvejebringe social velfærd, havde de som hovedopgave gennem
lønforhandlinger og offentlige overenskomster at håndtere det sociale kompromis mellem arbejdere
og ejere af produktionskapitalen. Dermed reproduceredes arbejdskraften, og dens evne til samtidig
at forbruge de masseproducerede varer stimuleredes 71 .
I slutningen af 60’erne og starten af 70’erne faldt produktiviteten under det fordistiske
akkumuleringsregime imidlertid; markeder mættedes og industrialisering af Den 3. Verden øgede
konkurrencen. Kulminationen var det finansielle krak i 1973, der betød, at hele det økonomiske
system mere eller mindre gik i stå. Det synlige resultat var fabrikslukninger og massefyringer, og
særlig i de byer og regioner, hvis hele økonomiske fundament var industriel produktion, havde det
store sociale konsekvenser 72 .
Som konsekvens af faldende indkomster og nedskæringer, stigende arbejdsløshed og det øgede
behov for sociale ydelser, som fulgte i kølvandet på den økonomiske krise, kom også dele af
reguleringsmåden derfor under pres og mistede sin legitimitet. Det førte blandt andet til den
såkaldte tilbagetrækning af nationalstaten og implementeringen af neo-liberale og mere
67
Aglietta, André, Boyer, Coriat, Delorme, Jessop og Lipietz.
68
Opkaldt efter de produktions- og ledelsesmetoder som kendetegnede Henry Fords bilfabrikker
69
Amin 1994, s. 8
70
Amin 1994
71
Ibid.
72
Eksempelvis Ruhrdstriktet i Tyskland og Sheffield i Midtengland
22

markedsorienterede politikker, mest udtalt i England og USA under henholdsvis Thatcher og
Reagan 73 .
En krise indenfor den økonomiske sfære vil altså, ifølge reguleringsteoretikerne, altid indebære en
krise indenfor den politisk-institutionelle sfære, ligesom fremtoningen af et nyt
akkumuleringsregime, samtidig fordrer en forandring i måden hvorpå det reguleres .
Det er vigtigt at slå fast, at den historisk specifikke form for økonomisk og deraf samfundsmæssig
organisering som bredt betegnes Kapitalisme ikke er ophørt. Ophørt er derimod den fase af
Kapitalismen, som fra efter 2. verdenskrig og op til den økonomiske krise i 70’erne baseredes på et
fordistisk akkumuleringsregime. I stedet har Kapitalismen som følge af krisen omstruktureret sig,
for at forsætte i en ny konfigurering, der bredt betegnes som Sen-kapitalisme eller mere specifikt
Postfordisme.
2.1.2 Fleksibel akkumulering og tids-rum komprimering
Det nye akkumuleringsregime er opstået som en direkte reaktion på den infleksibilitet og rigiditet
som prægede Fordismen. Det var bl.a. den træghed, hvormed det fordistiske akkumuleringsregime
opererede, der førte til dets krise, og som respons herpå, har det for økonomiens aktører været
nødvendigt at effektivisere produktionsapparater, nedbringe produktionsomkostninger og øge
konkurrenceevnen ved at blive i stand til at reagere hurtigere på markedssvingninger 74 .
Resultatet har været et akkumuleringsregime der er præget af fleksibilitet i en sådan grad, at den
amerikanske geograf David Harvey betegner sin version af Postfordismen som ’Fleksibel
Akkumulering’ og indkredser den som følger:
“Flexible accumulation […] rests on flexibility with respect to labour processes, labour
markets, products, and patters of consumption. It is characterized by the emergence of
entirely new sectors of production, new ways of providing financial services, new
markets, and above all, greatly intensified rates of commercial, technological, and
organizational innovation” 75
Det nye akkumuleringsregime er således kendetegnet ved nye fleksible ansættelsesformer, under
hvilke arbejdstagere udviser større geografisk mobilitet og større fleksibilitet med hensyn til
arbejdsopgaver og arbejdstid. Derudover er der blevet introduceret nye produktionsformer baseret
på computerstyret og fleksibel teknologi, der sammen med et større input af design i
arbejdsprocessen har gjort det muligt konstant at kunne omstille produktionen og differentiere
grundprodukter i henhold til forskellige markeder. I stedet for at nedbringe
produktionsomkostningerne ved at producere store mængder af den samme vare, der måske, i sidste
instans, ikke kan afsættes, kan mindre mængder af forskellige varer nu produceres rentabelt på det
73
Amin 1994; Andersen 2006 s. 8
74
Harvey 1990
75
Ibid., s.147
23

samme produktionsapparat 76 . Det gør samtidig produktionen i stand til at tilfredsstille en
efterspørgsel, der synes at være præget af mere fragmenterede og flygtige forbrugsmønstre.
I den forbindelse er et af de vigtigste mål under Fleksibel Akkumulering at accelerere de
økonomiske processer ved at nedbringe varers omsætningstid 77 . Dvs. at minimere tiden der går fra
et produkt sættes i produktion, til det distribueres, til det forbruges og til det dermed afføder
efterspørgsel efter et nyt produkt, der efterfølgende kan sættes i produktion. Det betyder nemlig
samtidig en forkortelse af tiden, der går, fra et produkt produceres, til det giver et afkast i form af
profit, der kan akkumuleres.
Flere aspekter af dette fleksible, og fra et utilitaristisk synspunkt mere effektive,
akkumuleringsregime, er således både konsekvensen af og et udtryk for det, Harvey betegner som
en ny grad af ’time-space compression’ 78 . Teknologiske innovationer indenfor transport- 79 og IT-
sektoren 80 har medført, at måden, hvorpå man oplever tidsmæssige og rumlige dimensioner og
overvinder de barrierer for aktivitet, som de udgør, har ændret sig drastisk: I takt med at
transportomkostninger falder, og udviklingen i kommunikationsteknologi har gjort avanceret
informationsudveksling over store distancer øjeblikkelig, er tidsmæssige og rumlige grænser flyttet,
og verden synes og føles ’mindre’.
Det har alt sammen haft konsekvenser for, hvordan aktiviteter inden for den nye økonomi
organiserer sig 81 . At alt, så at sige, er kommet tættere på, har nemlig muliggjort en decentralisering
af produktionen, der kommer til udtryk som en tendens til at firmaer og virksomheder dels
disintegreres vertikalt i underafdelinger, der specialiserer sig og bliver ansvarlige for forskellige led
i produktionen, og dels indgår i horisontale produktionsnetværk af leverandører og
underleverandører.
Som konsekvens af, at virksomheder således kan splitte produktionen af et produkt op i en række
faser, er der opstået en ny international arbejdsdeling, som i grove træk er kendetegnet ved, at
manuel bearbejdning og fremstilling flyttes til de dele af verden, hvor arbejdskraften er billigst,
mens de videns- og informationsintensive led i den samlede produktion, koncentreres i den nu
afindustrialiserede Vestlige Verden 82 .
Derudover er også finansieringskapital og multinationale selskaber, som følge af tids-rum
komprimeringen blevet i stand til at udvise større geografisk mobilitet og fleksibilitet med hensyn
til valg af lokalitet for aktivitet. I forhold til Fordismens nationalt organiserede og regulerede
økonomiske kredsløb, er Postfordismen derfor kendetegnet ved en tiltagende internationalisering,
76
Man er gået fra ’economies of scale’ til ’economies of scope’. Malecki 1997.
77
Turn-over time; Harvey 1990 s. 156
78
Harvey 1990 s. 241
79
Udviklingen indenfor måden hvorpå mennesker og varer er transporteret de sidste ca. 150 år har været markant. Fra
hestevognens og sejlskibets ca. 15 km/t indtil 1840, over lokomotivet, dampskibet og propelflyet til jetflyets globale
rækkevidde ved 800-1000 km/t fra 1960’erne, Harvey 1989.
80
Satelitkommunikation, optiske fiberkabler og Internet.
81
For teoretikere indenfor den neo-Schumpeterianske tilgang til Postfordismen er teknologiske innovation hel central.
Postfordismen udgør ifølge dem et nyt tekno-økonomisk paradigme baseret på informationsteknologi. Nielsen 1991, s.
12
82
Amin 1994
24

ofte betegnet globalisering, under hvilken en strøm af kapital i form af penge, produktionskapital,
varer, og arbejdskraft med stigende hastighed cirkulerer over større og større afstande 83 .
2.1.3 Refleksiv akkumulering og Informationssamfundets opståen
Den ultimative konsekvens af den øgede grad af arbejdsdeling som præger det mere fleksible
akkumuleringsregime er, at en stigende andel af de individuelle arbejdsprocesser, som produktionen
baserer sig på, kun er indirekte forbundet med det, der kan betegnes som ”den totale arbejdsproces’
basale funktion”: nemlig varetagelsen af den materielle udveksling mellem menneske og natur 84 .
Under betegnelser som forskning, produktudvikling, design, finansiering og markedsførelse, drejer
arbejdsprocesserne sig i højere grad om kommunikation af den viden og information der går forud,
akkompagnerer, efterfølger og dermed muliggør de mere materielle aspekter af den totale
arbejdsproces.
Mens den Fordistiske økonomi baseredes på industriel og manuel bearbejdning af materielle
produkter, kan den del af den Postfordistiske økonomi, der som følge af den nye internationale
arbejdsdeling præger den Vestlige Verden i dag, betegnes som en post-industriel økonomi af
serviceydelser baseret på videns- og informationsudveksling.
Fordi arbejdsprocesserne under sådan en økonomi i højere grad fordrer refleksivitet hos
arbejdskraften er det ifølge sociologerne Scott Lash & John Urry et kendetegn ved den
postfordistiske akkumulering, at den udover at være fleksibel også er refleksiv 85 86 .
De betegner økonomiens output som ’postindustrielle varer’, hvilket bredt dækker over alle
afskygninger af informationsbærende og ikke-materielle enheder, hvis øjeblikkelige
kommunikation og udveksling over store afstande, muliggjort af teknologiske innovationer
understøtter og letter den overordnede og mere materielle produktion. Det er samtidig udvekslingen
af disse postindustrielle varer, der udgør omdrejningspunktet i det, der betegnes som
informationssamfundet 87 .
2.2 Sociokulturelle tendenser
Mens Lash & Urrys begreb ’refleksiv akkumulering’ sammen med Harveys teorier om ’fleksibel
akkumulering’, bidrager til at indkredse karakteren af den postfordistiske produktion, og som sådan
er en forudsætning for senere at belyse hvordan storbyer i den Vestlige Verden har fået en ny rolle
som foretrukken lokalitet for samme produktion, henleder disse forfattere desuden
opmærksomheden på nogle aspekter ved den nye økonomi og det associerede samfund, som ikke
kun vedrører dets produktionssfære.
83
‘Economies of Signs and Space’, Lash & Urry 1994
84
Ibid. s. 63
85
Det ses som et udtryk for refleksivitet når arbejdskraften er i stand til selvstændigt at indhente, generere, omsætte,
reproducere, bedømme, evaluere og formidle viden og samtidig have evne til indlevelse, kunne forestille sig forskellige
scenarier og mulige konsekvenser af sin kommunikation samt være bevidst om sin rolle i et større produktionsnetværk.
Lash & Urry 1994
86
Ibid.
87 Castells, 1989
25

I modsætning til en traditionel skelnen indenfor litteraturen mellem Postfordisme, associeret med
økonomiske og produktionsmæssige forandringer, og Postmodernitet, associeret med forandringer
indenfor for kultur, æstetik, forbrug og livsstil 88 , er både Harvey og Lash & Urry således eksempler
på teoretikere, hvis bidrag er præget af en insisteren på, at disse forskellige dimensioner af
samfundet ikke lader sig separere. Kraftigt inspireret af teorier om den kulturelle transformation,
der kendetegner overgangen fra Modernitet til Post-modernitet 89 , er deres versioner af
Postfordismen således forsøg på at belyse sammenhængen mellem, på den ene side;
omstruktureringer i den kapitalistiske økonomi og relaterede politisk-institutionelle forandringer 90 ,
og på den anden side; de sociokulturelle tendenser, der også har præget den Vestlige Verden og i
særlig grad dens storby-samfund de sidste årtier.
Fordi storbyens nye rolle og attraktivitet under et postfordistisk akkumuleringsregime ikke kan
forstås ved at fokusere ensidigt på samfundets produktionssfære, flyttes fokus, i tråd med disse
teoretikere, for en stund over på samfundets forbrugssfære som det sted, hvor de sociokulturelle
tendenser i samfundet kommer tydeligst til udtryk.
Det gøres dels for at uddybe hvordan omstruktureringer indenfor produktionen af varer, som
antydet under afsnittet om fleksibel akkumulering, hænger sammen med og finder sted som en
respons på ændringer indenfor måden hvorpå disse varer forbruges. Derudover er et fokus på nogle
sociokulturelle tendenser i samfundet med særlig relevans for dette speciale samtidig en vigtig
forudsætning for senere at forstå hvordan byen, opfattet som et produkt eller vare i sig selv,
udvikles, fysisk omdannes, æstetiseres og ikke mindst undergår betydningsmæssig transformation.
Dette fokusskifte er således sidst men ikke mindst i overensstemmelse med Faircloughs forskrift om
at inddrage det sociokulturelle i indkredsningen af den bredere sociale praksis, der betragtes som
den relevante kontekst for den diskursive praksis, man er interesseret i.
2.2.1 Varers æstetisering
For at gøre opmærksom på at den nye økonomis output ikke kun er resultatet af kognitiv 91
refleksivitet: dvs. er produktet af videns-intensiv forskning og produktudvikling i traditionel
forstand, peger Lash & Urry på, at økonomiens output i stigende grad også er resultatet af æstetisk 92
refleksivitet, hvilket kommer til udtryk i en mere design-intensiv produktion af såkaldte
’postmoderne varer’:
”The development of [postmodern goods]can be seen not only in the proliferation of
nonmaterial objects which posses a substantial aesthetic component (such as pop music,
cinema, leisure, magazines, video and so on) but also in the increasing component of
88
Amin s, 1994 s.30
89
F.eks. D. Bell ”the cultural consequences of capitalism, 1978; og F. Jameson: “Postmodernism, or the cultural logic
of late capitalism”, 1984
90
Gennemgås senere i dette kapitel
91
Dvs. Opfattelses-, erkendelses-, forståelses- og vidensmæssig refleksivitet.
92
Dvs. det vedrører objekters udformning og fremtoning og dennes blotte tilfredsstillelse af sanserne. At noget er
æstetisk betyder, at det er udformet så det er smukt, behageligt og en nydelse for sanserne. (Politikens Danskordbog)
26

sign-value or image embodied in material objects. This aestheticization of material
objects takes place in the production, the circulation or the consumption of such
goods.” 93
Den nye økonomi involverer derfor også den dimension af den samlede produktion, der vedrører
produkters æstetisering.
Det man kunne kalde den primære æstetisering, dvs. forskønnelsen af produkters visuelle
fremtoning, finder sted som konsekvens af den designvirksomhed, der i stigende grad indgår i
varers produktion, mens den sekundære både visuelle og diskursive æstetisering udgøres af den
markedførings-, branding- og reklamevirksomhed, der efterfølgende afbilder 94 og indlejrer
symbolværdi 95 i de materielle produkter 96 . Det er samtidig et kendetegn ved disse varer, at en større
og større del af deres merværdi udspringer af denne æstetisering, frem for af deres materielle
bearbejdning 97 .
Ikke kun postindustrielle men også de postmoderne varer er således kendetegnet ved en
immaterialitet, der får Lash & Urry til at pege på, at produkterne associeret med refleksiv
akkumulering i højere grad bør opfattes som tegn eller symboler i sig selv.
“…there are changes […] in the nature of […] the objects involved in mobility. They are
progressively emptied out of material content. What are increasingly produced are not
material objects but signs.” 98
Det er, hvordan dette behov for et større input af design og indlejring af symbolværdi i varer er
opstået, og hvordan disse varers materialitet fortrænges af deres symbolværdi i en sådan grad, at de
er at betragte som symboler i sig selv, der ikke kan forklares uden at flytte fokus over på disse
varers forbrug.
2.2.2 Symbolværdi, postmoderne identitetskonstruktion og Forbrugssamfundets opståen
Den traditionelle opfattelse af en vares værdi skyldes Marx’ analyse af varen i henhold til dens
brugsværdi og dens bytteværdi.
”Use-value was defined by the use and enjoyment of a commodity in everyday life,
whereas exchange-value was defined by its worth in the marketplace.” 99
93 Lash & Urry s. 4, 15
94 Jf. Begrebsafklaring og oversættelse af Image som resultatet af både visuel og diskursiv ’afbildning’
95 Se næste afsnit for en uddybelse af begrebet symbolværdi.
96 Sondringen mellem primær og sekundær æstetisering er min egen, og bl.a. foretaget for senere at kunne belyse
betydningsmæssig transformation som en form for sekundær æstetisering.
97 Lash & Urry 1994, s. 15
98 Ibid. s. 4. Som udtryk for den stigende hastighed hvormed en voksende strøm af produkter, kulturelle artefakter,
objekter og subjekter kommer til at besidde mere symbolske kvaliteter og på dis-organiseret vis cirkulerer på kryds og
tværs af geografisk rum under et postfordistisk og refleksivt akkumuleringsregime, betegner Lash & Urry resultatet af
de makroøkonomiske omstruktureringer, meget abstrakt som en ’økonomi af tegn og rum’. Ibid s. 7
27

Mens brugsværdien er afledt af varens evne til at opfylde en grundlæggende funktion, som det f.eks.
er tilfældet, når en frakke beskytter mod kulde, og en bil transporterer et menneske fra A til B, er
bytteværdien et udtryk for den mængde penge, som varen kan byttes mod. Denne mængde penge er
i følge Marx’ arbejdsværdilære igen afledt af den mængde arbejde, som er nedlagt i fremstillingen
af varen 100 .
Men fordi kapitalismen ud over produktion af varen i sig selv, i stigende grad beskæftiger sig med
produktion af tegn, symboler, og afbildninger, og karakteren af det arbejde, der nedlægges i varen
således har ændret sig, er Marx’ begreber i følge den franske sociolog og kulturteoretiker Jean
Baudrillard forældede 101 . Til brugsværdi og bytteværdi har han derfor tilføjet begrebet ‘sign-value’.
“Sign values are socially-constructed prestige values which are appropriated and
displayed in consumption.” 102
Udover at besidde sin umiddelbare materielle brugsværdi kan en vare socialt tilskrives og
efterfølgende besidde en mere uhåndgribelig og immateriel tegn-, signal- eller, som det bliver brugt i
dette speciale; symbolværdi. Gennem forbrug af varen kan forbrugeren tilegne sig denne værdi og
konvertere den til en særlig prestigefyldt status for sig selv som individ.
Mens varens umiddelbare brugsværdi tilfredsstiller forbrugerens mere basale behov, f.eks. for
varme og mobilitet, kan symbolværdien vurderes som varens evne til at distingvere sin forbruger fra
andre individer, eller kæde ham/hende sammen med en særlig attraktiv gruppe og dermed
underbygge henholdsvis hans/hendes individuelle og kollektive identitet. Som sådan er
symbolværdien at betragte som en sekundær brugsværdi, som varen besidder og individer kan
bruge i deres identitetsopbygning 103 .
Fordi vareforbrug ikke blot tjener behovstilfredsstillelse, som den klassiske politiske økonomi
hævder, men også benyttes til identitetskonstruktion er det ikke længere evnen til at producere
velstand i sig selv, men evnen til at fungere som forbruger, der giver prestige og udtrykker ens
samfundsmæssige status i det, der betegnes som forbrugssamfundet. 104
”In the consumer society, consumption has replaced production as the central mode of
social behavior. Consumption is a mode of being, a way of gaining identity, meaning and
prestige in contemporary society” 105
99 Sarup 1996, s. 108
100 Per Månson i Andersen & Kaspersen s. 37
101 Baudrillards første store værk var ’La société de consommation’ i 1970, og han er siden blevet en af de mest
betydningsfulde forfattere til tekster om postmodernitet og forbrugssamfund.
102 Sarup 1996 s. 108
103 Featherstone 1992, s. 270
104 Baudrillard 1998
105 Sarup 1996, s. 107
28

Dette forbrugssamfunds opståen kan blandt andet forklares som en reaktion på samfundets generelle
’af-traditionalisering’ 106 . I takt med, at en voksende og globaliseret strøm af information bringer
viden om nye mulige og alternative livsstile, er der nemlig en tendens til, at det bliver sværere og
sværere for individer at finde sandhed og legitimitet for handlinger i bestemte former for rituel
praksis associeret med traditionen. Frem for at følge de handlingsnormer, der er indlejret i
traditionen og gøre som deres familie eller landsmænd har gjort før dem, er individers hverdagsliv
og udformningen af deres livsstil derfor blevet en lang refleksiv proces, hvor de konstant må
vurdere, kalkulere og forholde sig kritisk til den omverden, som de i stigende grad besidder viden
om, inden de træffer valg mellem mulige alternativer 107 .
Der ses derfor samtidig en tendens til, at den moderne og mere stabile identitet, der udspringer af en
række sociale normer omkring individers nationale tilhørsforhold, deres rolle på arbejdsmarkedet og
i familien, suppleres eller helt fortrænges af en postmoderne identitetskonstruktion, der i højere grad
finder sted på baggrund af socialt set mere lette og flygtige livsstilsvalg og forbrug af symbolske
goder som f.eks. statusgivende mærkevarer 108 . I et forsøg på at tage afstand fra de moderne og mere
konforme identitetskategorier, er et refleksivt forbrug af varer derfor blevet en del af en general
stræben efter en attraktiv anderledeshed, og den postmoderne identitetskonstruktion kan dermed ses
som et udtryk for den individualisering, der også hævdes at præge samfundet under overgangen til
et post-fordistisk akkumuleringsregime.
”whole areas of lifestyle and consumer choice are freed up and individuals are forced to
decide, to take risks, to bear responsibilities to be actively involved in the construction of
their own identities for themselves, to be enterprising consumers” 109
I tilrettelæggelsen af deres liv, og altså også uden for samfundets produktionssfære, tvinges
individet til at trække på refleksiviteten. Denne refleksivitet er dels kognitiv af karakter, men bør, i
takt med forbrugssamfundets udbredelse og tendenser til en postmoderne identitetskonstruktion
omkring vareforbrug, også betegnes som æstetisk. Individer har med andre ord i stigende grad
behov for at besidde kulturelle kompetencer eller såkaldt ’kulturel kapital’ 110 , der gør dem i stand til
at bedømme og værdsætte varer ud fra deres æstetiske fremtoning og dermed orientere sig inden for
106
Se f.eks. Giddens 1984
107
Mens traditionen førhen f.eks. bestemte, at en mand og en kvinde på et tidspunkt i livet, af forplantnings- og
arbejdsmæssige årsager indgik ægteskab og blev viet i en kirke, er det i dag i lang højere grad en handling, som finder
sted på baggrund af et refleksivt valg. Et valg mellem at leve i et papirløst forhold, blive kirkeligt eller borgerligt viet,
eller indgå registeret partnerskab evt. med en af samme køn.
108
P.P. Pedersen i Andersen & Kaspersen s. 470
109
Lash & Urry 1994, s. 61
110
Begrebet stammer fra den franske antropolog og sociolog Pierre Bourdieus skelsættende værk ’La Distinction’, hvori
han sondrer mellem de forskellige former for kapital, som et individ kan besidde. At besidde kulturel kapital er at
beherske den legitime kulturs koder. Fordi det i Bourdieus teori i højere grad handlede om, gennem uddannelse og
museumsbesøg, at blive i stand til at orientere sig indenfor de finere kunstformer, er det nok mere på sin plads her, at
betegne kapitalen som populærkulturel og tilegnet gennem forbruget af populærkulturelle artefakter som serier,
musikvideoer, programmer og reklamer på TV og i livstilsmagasiner. Bourdieu 1984.
29

det system af symbolværdi og betydning, der konstant reproduceres og forandres gennem varernes
produktion og forbrug.
”Individual identities have […] become more tightly drawn to particular lifestyles, which
consist of normative, cognitive, and aesthetic choices, often made in a quite deliberate
fashion.” 111
Symbolværdien, indlejres altså ikke kun i varen som følge af det arbejde som den primære
æstetisering under produktionen udgør, men opstår først i et tæt samspil med den sociale handling
som varens forbrug udgør. Nok er det udformningen og den visuelle fremtoning, der i første
omgang differentierer en vare fra andre varer med samme umiddelbare brugsværdi, men denne
æstetisering er så at sige ikke fuldbyrdet, før en særlig gruppe af forbrugere sanktionerer æstetikken
gennem et ofte demonstrativt forbrug af varen.
“Indeed the consumer takes on the role of agent of aestheticization or of branding.” 112
Det er i den forbindelse, at den sekundære æstetisering i form af et af forbrugssamfundets centrale
kulturelle fænomener; reklamen, udgør et vigtigt bindeled mellem produktion og forbrug. Ved at
kæde (i andre henseender attraktive) individers identitet og livsstil sammen med varens visuelle
fremtoning og æstetiske egenskaber, konstruerer, artikulerer og kommunikerer reklamen varens
symbolværdi. 113
Således er det den primære æstetisering under produktionen, den efterfølgende sekundære
æstetisering i form af markedsføring og reklame, og til sidst forbrugerens fuldbyrdelse af
æstetiseringsprocessen gennem forbruget af varen, der gør symbolværditilskrivelsen komplet og
sætter varen i stand til at fungere som et genkendeligt symbol, der ved sin blotte fremvisen
signalerer en særlig betydning, der, når den modtages af omgivelserne, omsættes til status og
identitet for varens forbruger 114 .
Ved hele tiden at kunne lave små ændringer som følge af et fleksibelt produktionsapparatet, større
input af design og en effektiv markedsførelse, kan producenter hele tiden tilvejebringe ’nye’ varer
og på samme tid stimulere og tilfredsstille en efterspørgsel efter de symboler, som i henhold til
111 Ward 1998, s. 43
112 Lash & Urry s. 15
113 I henhold til det postfordistiske akkumuleringsregimes mål om at øge effektiviteten med hensyn til akkumulering af
kapital, er reklamen også med til at nedbringe produkters omsætningstid og forøge hastigheden på forbrugssamfundets
omsiggribende varekredsløb.
114 Med min sondring mellem primær og sekundær æstetisering forsøger jeg med andre ord at fastholde det materielle
aspekt, som postmodernister som Lash & Urry og særlig Baudrillard har en tendens at miste som følge af deres til tider
overdrevne fokus på de immaterielle aspekter af produkter/varer. I stedet for at beskrive symbolværdi som noget
fuldstændig frit flydende uden reference til en objektiv materiel virkelighed, forsøger jeg som følge af mit
videnskabsteoretiske udgangspunkt i kritisk realisme og kritisk diskursanalyse at forankre forståelsen af symbolværdi i
det dialektiske forhold mellem det immaterielle og det materielle, det diskursive og det ikke-diskursive; image og fysisk
fremtoning. Den forsimplede afbildning af produktet, som oftest associeret med reklamen, er at opfatte som et symbol.
30

ovenstående, bliver individers redskaber til opnåelse af både attraktiv anderledeshed og
identitetsmæssigt fællesskab. Som Harvey udtrykker det:
“Flexible accumulation has been accompanied on the consumption side, therefore by a
much greater attention to quick-changing fashions and the mobilization of all the
artifices of need inducement and cultural transformation that this implies.
The relatively stable aesthetic of Fordist modernism has given way to all the ferment,
instability, and fleeting qualities of a postmodernist aesthetic that celebrates difference,
ephemerality, spectacle, fashion, and the commodification of cultural forms.” 115
2.2.3 Kultur og økonomi
Produktion der beror på arbejdsprocesser der fordrer æstetisk refleksivitet og et stigende behov for
primær og sekundær æstetisering af varer i form af både immaterielle og materielle produkter,
hænger (som Harvey gør opmærksom på i sidste linie af ovenstående citat) samtidig uløseligt
sammen med en tendens til det, som betegnes, æstetikkens eller kulturens vareliggørelse 116 .
I takt med at erhvervslivet, udover at bruge kulturelle output som direkte input i deres
produkter(primær æstetisering), også i højere grad samarbejder med kulturelle institutioner under
markedsføringen af både disse produkter og virksomhederne selv(sekundær æstetisering),
kommercialiseres kulturen og gøres til en vare, der udgør grundlaget for en ny industri. Erhvervs
konferencer, messer, og salgsfremstød fremstilles, iscenesættes og kan som sådan i højere grad
betragtes, som kulturelle begivenheder i sig selv. Overgangen til Postfordismen er derfor også
kendetegnet ved, at grænserne mellem samfundets økonomiske og kulturelle sfære er blevet mere
utydelige.
”culture industry firms are becoming […] more like business services. What takes place
is an effective de-differentiation of culture and economy in which the advertising
industry, a business service, is increasingly involved in producing aesthetic artefacts,
while the culture firms themselves become business services”
Denne tendens til kulturens af-differentiering og en udviskning af grænserne mellem finere
kunstformer og masse/populærkultur, som ifølge en række teoretikere kendetegner en postmoderne
kulturel tilstand 117 , betyder samtidig at kultur i højere grad bliver et allestedsnærværende og derfor
også omdefineret element i samfundet.
”The word culture has become an abstraction for any economic activity that does not
create material products like, steel, cars or computers.[…]Because culture is a system
115 Harvey 1990, s. 156
116 Amin 1994, s. 31. ‘Kulturen’ er her en betegnelse for de institutioner, der kan siges at dyrke og tilvejebringe det
æstetiske element.
117 Harvey, Lash, Featherstone, Baudrillard.
31

for producing symbols, every attempt to get people to buy a product becomes a culture
industry” 118
Mens flere og flere ansættes inden for kulturindustrien og således bidrager til det, der overordnet
betegnes som en ’symboløkonomi’ 119 , er der samtidig en generel tendens til, at også ansatte
indenfor de øvrige postindustrielle erhverv, med et af tidens mest anvendte ord, i højere grad skal
være ’kreative’ 120 . Det efterstræbes med andre ord, at de skal være æstetisk refleksive og have en
tankegang, der mere ligner en kunstners end en traditionel arbejders.
Under overgangen fra Fordisme til Postfordisme er kultur således gået fra, i marxistisk forstand at
være overbygning til den økonomiske basis til selv at udgøre en del af den økonomiske basis,
hvilket i særlig grad er kendetegnende for storbyer i den Vestlige Verden. Det er mod disse
storbyer, at opmærksomheden nu rettes.
2.3 Storbyens nye rolle
De ovenfor gennemgåede makroøkonomiske omstruktureringer og sociokulturelle tendenser udgør
tilsammen nogle nye forudsætninger, der har betydet, at den Vestlige Verdens storbyer under de
sidste tre årtiers overgang til et senkapitalistisk og postfordistisk akkumuleringsregime har indtaget
en ny rolle. Denne rolle hænger sammen med, at storbyer mere end nogen andre ’steder’ besidder
en række åbenlyse fordele, som gør dem til attraktive lokaliteter, i første omgang for de led af
produktionen, der, som følge af den nye internationale arbejdsdeling, koncentreres i den Vestlige
Verden.
2.3.1 Den postindustrielle storby
Storbyens fornyede attraktivitet skyldes først og fremmest, at den, som konsekvens af en i forvejen
veludbygget både fysisk og informationsteknologisk infrastruktur, besidder den fordel, at være det
sted, hvor tids-rum komprimeringen opleves kraftigst. Det er således mellem storbyer i den Vestlige
Verden, at den nødvendige grad af mobilitet for både subjekter, materielle og ikke-materielle
objekter, der indgår i det økonomiske kredsløb associeret med fleksibel akkumulering, kan
opretholdes.
At disse storbyer er attraktive som lokalitet for postfordistisk produktion hænger desuden sammen
med, at de ofte har en lang tradition som centrum for en bred vifte af videregående uddannelser. Det
er derfor her, at efterspørgsel efter højt uddannet arbejdskraft til udførelse af de videns-intensive
arbejdsprocesser, der kendetegner den refleksive akkumulering og dens produktion af
postindustrielle varer, kan tilfredsstilles.
Derudover betyder et stigende behov for æstetisering i forbindelse med den design-intensive
produktion af postmoderne varer og en sammenfletning af den økonomiske og kulturelle sfære, at
118 Zukin 1995, s. 135
119 Ibid. Symboløkonomien og dens direkte sammenhæng med byrums betydningsmæssige transformation belyses i
kapitel 4
120 Florida 2002
32

storbyen, der også har tradition for at være centrum for en lang række kulturelle institutioner,
tiltrækker økonomiske aktiviteter associeret hermed. Det skyldes desuden, at storbyens, i mange
henseender, mangfoldige urbane landskab, både som historiske ramme og som billedet på
morgendagens samfund også udgør en vigtig symbolsk kilde i sig selv.
Fordi storbyen stadig, og måske mere end nogensinde, er kendetegnet ved at være en stor
markedsplads, er den for individer samtidig den oplagte ramme om postmoderne
identitetskonstruktion gennem forbrug. Ud fra et produktionsmæssigt synspunkt betyder en
lokalisering i den massive koncentration af mennesker, som storbyen også udgør, derfor ikke kun at
man kommer tæt på højtuddannet arbejdskraft, men også at man opnår tæt kontakt til købekraftige
forbrugere.
Med andre ord kan man altså betragte den kontemporære storby som både informations- og
forbrugssamfundets fortætningspunkt, der mens den tømmes for den industri, der under Fordismen
udgjorde dens økonomiske basis, samtidig tiltrækker en lang række nye funktioner, erhverv og
mennesker. Således indtager den en ny rolle, som knudepunkt i det netværk af storbyer, der
tilsammen udgør kernen i det Lash & Urry betegner som en ny postfordistisk økonomi af tegn og
symboler 121 .
Som følge af den generelle decentralisering af produktionen under det postfordistiske
akkumuleringsregime, ses der i henhold til ovenstående en parallel tendens til territoriel
koncentration af ledelsesmæssige funktioner og økonomisk beslutningstagning udtrykt ved, at både
multinationale selskabers hovedsæder og international bankvirksomhed lokaliserer sig i den
Vestlige Verdens storbyer 122 . Derudover følger en lang række produktionsrelaterede serviceerhverv
såsom forskning og produktudvikling, finansiering, forsikring, design, markedsføring,
formidling/medievirksomhed, og ejendomsudvikling.
Den postindustrielle storby er derfor kendetegnet ved at have oplevet et fald i arbejdspladser inden
for de traditionelle fremstillingserhverv og en stigning i arbejdspladser indenfor de nye såkaldt
avancerede serviceerhverv. Desuden er det kendetegnende, at de fremstillingserhverv, der forbliver
i byen, beskæftiger faglært frem for ufaglært arbejdskraft.
Denne ændring i beskæftigelsesprofilen, kommer samtidig til udtryk som omstruktureringer i det
urbane samfunds sociale stratificering. Mens den traditionelle arbejderklasse associeret med den
nedlagte og udflyttede industri langsomt er ved at blive fortid, befolkes den postindustrielle by
således i stigende grad af højtuddannede ansatte indenfor de nye postindustrielle erhverv.
Tilsammen betragtes disse relativt højere lønnede individer ofte som udgørende en ny urban
middelklasse, der på en og samme tid bidrager til informationssamfundets opretholden og lever på
forbrugssamfundets præmisser. De efterspørger en lang række personlige services 123 , har et højt
forbrug af varer og kultur, og derfor også, som det vil blive fremhævet i det følgende kapitel,
121 Lash & Urry 1994 s. 28
122 Sassen 1991, Amin & Graham 1997
123 Personlig service er f.eks rengøring og børnepasning, it-support, finansiel rådgivning, transport, detailhandel og
ejendomsmæglervirksomhed.
33

særlige præferencer, når det kommer til boliger og byrum 124 . Som følge heraf er den postindustrielle
by ligeledes kendetegnet ved en stigning i ansatte indenfor de personlige serviceerhverv, som den
nye middelklasse efterspørger, mens et øget kulturelt forbrug 125 medfører vækst indenfor føromtalte
kulturindustri.
2.3.2 Postindustriel storbykonkurrence
Hvis de ændrede forudsætninger associeret med fleksibel og refleksiv akkumulering betyder, at
storbyen fremstår som attraktiv lokalitet for produktion og forbrug, medfører de samme
forudsætninger også, at den postindustrielle by samtidig befinder sig i en konkurrencesituation:
“When transport costs were high and communication was difficult, places were
protected from competition by frictions of distance. Places could depend upon a
relatively high degree of monopoly power. But diminished transport costs have
made production, merchanting, marketing, and particularly finance capital much
more geographically mobile than heretofore.” 126
Samtidig behøver denne kapital ikke længere at være tæt på sit marked, dels fordi markedet i
henhold til en række produkter er udvidet til at være hele verden, og dels fordi afstanden til
markedet, som konsekvens af de ovennævnte ændrede faktorer, er helt anderledes overkommelig.
Især når den nye mere servicebaserede økonomis produkter, som beskrevet, ikke er af materiel
124 Det er vigtigt her lige at føje nogle bemærkninger til det alt andet end præcise begreb ’den nye middelklasse’, som i
den ene eller anden afskygning, går igen, når forskellige teorier udlægger de sidste årtiers sociale omstrukturering i
storbyen.
Først og fremmest er det vigtigt at notere, at mens Marx, under sin klassiske analyse af det kapitalistiske samfund, der
som bekendt udpegede de to hovedklasser: Borgerskabet (kapitalejerne) og Proletariatet (lønarbejderne), tog
udgangspunkt i de enkelte klassers relation til produktionsmidlerne, så forsøger en lang række teoretikere, i erkendelse
af, at det traditionelle klassebegreb ikke er brugbart i et langt mere komplekst senkapitalistisk samfund (hvor
lønarbejdere kan være kapitalejere og omvendt) at indkredse en ny social gruppe, mere med udgangspunkt i karakteren
af individernes arbejde, deres relative indkomstniveau og ikke mindst måden hvorpå de bruger deres penge og deres
fritid. Det er vigtigt at gøre opmærksom på, at til trods for at nogle teoretikere til tider bruger mere nuancerede
betegnelser såsom the Professional-Managerial Class (Lash & Urry 1994) eller the Creative Class (Florida 2002), så
går de sjældent systematisk til værks, og opsætter ej heller klare kriterier for den nye middelklasses afgrænsning.
Hvad værre er, så gør de det ikke eksplicit, at når de anvender betegnelsen ’den nye middelklasse’, så snakker de i
virkeligheden ikke om en klasse i sig selv, men forsøger derimod, som jeg ser det, mere inspireret af livsforms- og
livsstilsanalyser med udgangspunkt i hverdagsliv og forbrugssfære, alder og civilstatus, kun at indkredse et segment af
den store socioøkonomisk definerede middelklasse, som jo i sig selv ikke er ny. Sagt med andre ord er den middelklasse
som er ’ny’, det segment af befolkningen, som rent socioøkonomisk tilhører den klasse som betegnes ’middel’, men
som er beskæftiget inden for de ’nye’ postindustrielle erhverv og som noget ’nyt’ ikke vælger forstaden eller provinsen,
men derimod efterspørger de indre kvarterer i storbyen, bl.a. som følge af de ’nye’ kulturelle præferencer, som de ifølge
teorierne antages at besidde.(jf. næste kapitel)
Når det er sagt vil jeg resten af specialet, alene af den grund, at det nu en gang er det begreb mine teoretiske kilder
bruger, forsat benytte begrebet ’den nye middelklasse’. Som empirisk kategori er det selvsagt uanvendeligt, men så
længe man holder ovenstående kommentarer for øje, så bidrager ’den nye middelklasse’ som teoretisk begreb og
heuristisk redskab fint til at belyse generelle træk ved de omstruktureringer i storbyens sociale stratificering, som bl.a.
udgør et af udgangspunkterne i næste kapitels gennemgang af gentrificeringsteorien, og derfor helt grundlæggende er et
skridt på vejen i forsøget på at begribe betydningsmæssig transformation i den post-industrielle by.
125 Zukin definerer væksten indenfor kulturelt forbrug i den postindustrielle by, som en vækst indenfor forbruget af
kunst, mad, mode, musik og turisme. Zukin 1995, s. 135.
126 Harvey 1996, s. 297
34

karakter, men i højere grad er en mængde information, såsom en konsulentrapport, en
reklamekampagne, en designmanual eller et tilbud på finansiering.
For det fleksible og refleksive akkumuleringsregimes aktører, har det tilsammen medført en lang
større frihed med hensyn til valg af lokalitet for økonomisk aktivitet og produktion, men tendensen
til øget mobilitet og fleksibilitet har ikke gjort dette valg totalt uafhængig af steders kvantitative og
kvalitative egenskaber, som det ifølge flere teoretikere har været forudsagt den ville 127 . Tværtimod
er det, som beskrevet ovenfor helt essentielt for en lang række af de postindustrielle erhverv og
associerede aktiviteter, at de netop lokaliserer sig i en storby, frem for noget andet sted.
Fordi det i princippet kan være hvilken som helst storby, og fordi det er ’salget’ af de
postindustrielle erhvervs ’produkter’, i form af post-industrielle og postmoderne varer, der efter
afindustrialiseringen i fremtiden skal udgøre storbyers økonomiske basis, ligger disse storbyer i
konstant konkurrence om at tiltrække de investeringer, som f.eks. både nationale og internationale
firmaers placering af hovedsæde eller underafdeling udgør 128 . Samtidig ligger de også i
konkurrence om at fastholde og tiltrække den højtuddannede arbejdskraft som de nye erhverv
efterspørger, og hvis bosætning og forbrug skaber den økonomiske aktivitet, der sammen med
indtægter fra en voksende turisme også udgør et vigtigt finansielt grundlag for byen.
Inden opmærksomheden vendes mod hvordan storbyen som reaktion på krise, makroøkonomiske
omstruktureringer og den deraf affødte konkurrencesituation helt specifikt udvikles, er det
nødvendigt at belyse hvordan bypolitikken i første omgang har ændret form og overordnet mål.
Med andre ord gennemgås det nedenfor, hvordan overgangen til et postfordistisk
akkumuleringsregime, indenfor en urban kontekst, i tråd med reguleringsteorien har affødt en
ændring i reguleringsmåde.
2.3.4 Politisk-institutionelle omstruktureringer
Mens arbejdsdelingen mellem de to administrative og politiske niveauer: nationalstat og lokalstat
under Fordismen, var kendetegnet ved at førstnævnte stod for beslutningstagning vedrørende kapital
og produktion og sidstnævntes primære opgave var at varetage tilvejebringelse af offentlig service
og social velfærd 129 , er ansvaret for fremtidig økonomisk vækst under de nye postfordistiske vilkår i
højere grad lagt direkte i hænderne på lokalstaten. Samtidig ses der en tendens til at den sociale
velfærds tilvejebringelse underlægges det primære mål om økonomisk vækst og altså gøres
sekundær i forhold hertil.
Det er i forbindelse med denne uddelegering af ansvar fra nationalstat til lokalstat at en række
teoretikere identificerer et skifte fra ’Government’ til en ny form for ’Governance’ eller
byledelse 130 . Dette skifte er karakteriseret ved, at den lokale politiske sfære udvides til ikke kun at
omfatte en offentlig sektor med et centralt politisk styringscenter, men også inddrager private og
nyoprettede halvoffentlige aktører, såsom brede interesseorganisationer, uddannelsesinstitutioner,
127 Harvey 1996, Amin 1997
128 Harvey 1989, s. 54
129 I henhold til Saunders marxistisk inspirerede dualstats teori. Saunders, 1986
130 Jessop, Mayer, Harvey, Beck-Jørgensen & Vrangbæk
35

finansielle institutioner, kulturelle institutioner, byudviklingsselskaber,
ejendomsudviklingsselskaber, private firmaer og erhverv 131 .
I forhold til en opfattelse af langsigtet og rationel planlægning og styring gennem ensartede og
hierarkisk organiserede administrative rammer associeret med den fordistiske æra og den
keynesianske velfærdsstat, kommer den nye byledelse i højere grad til udtryk som en såkaldt
netværksstyring omkring forskellige individuelle projekter, hvor de deltagende aktører
sammensættes efter projektets art og målsætninger. Dette kan ses som et forsøg på at skabe en mere
fleksibel form for byledelse, samtidig med, at det i høj grad hænger sammen med det offentliges
behov for at indgå i partnerskaber omkring udviklingen og særlig finansieringen af de pågældende
projekter. Partnerskaber hvor man gennem gensidig afhængighed udveksler erfaring og viden,
samtidig med at man forsøger at varetage sine egne interesser. I den postindustrielle by bliver det
offentliges rolle derfor i højere grad proaktivt at initiere, koordinere og styre en udvikling, som
varetages af en bredere koalition af aktører, med særlige interesser i byens fremtidige vækst.
2.4 Byen som produkt
Mens det overordnede mål med dette nye institutionelle set-up er at kunne udvikle byen på en mere
dynamisk og virksomhedsmæssig maner med henblik på at øge dens konkurrencedygtighed i
forhold til andre storbyer, så har midlet rent praktisk været en række bypolitiske tiltag, der under
overskriften ’Urban entreprenørialisme’ gennemgås nedenfor.
Urban Entreprenørialisme er David Harveys betegnelse for en vækstorienteret bypolitik, der baserer
sig på en række specifikke strategiske investeringer, der skal styrke byen som attraktiv lokalitet for
både produktion og forbrug. Investeringer som storbyer i den Vestlige Verden de sidste to til tre
årtier har været mere eller mindre tvunget til at foretage, for at kunne tiltrække den økonomiske
aktivitet, der ses som forudsætningen for fremtidig vækst og velfærd 132 .
“The task of urban governance is, in short, to lure highly mobile and flexible production,
financial and consumption flows into its space” 133
De bypolitiske forandringer både hvad angår form, indhold og mål lægger derfor op til, at ’den
entreprenørielle by’ udover at være en betegnelse for en storby der implicit er postindustriel og
derfor forsøger at agere proaktivt i henhold til de entreprenørielle strategier, som gennemgås
131 Hubbard & Hall 1998, s. 9
132 Det er vigtigt at gøre opmærksom på at store dele af den litteratur, der ligger til grund for både dette og de næste
kapitler er anglo-amerikansk. Både i forhold til den økonomiske krises indtræden og reaktionen på den er Europa, og i
særdeleshed Danmark, i visse henseender mindst 10-15 år efter. I David Harveys artikel ”From Managerialism to
Entrepreneurialism: The transformation in Urban Governance in late Capitalism” som første gang udkom i 1989
omtaler han således ændringer i bypolitik og specifikke byudviklingsmæssige projekter i datid, til trods for at der, først
blev gjort tiltag til noget lignende herhjemme i starten af 90’erne og at resultaterne først blev synlige i slutningen af
samme årti.
133 Harvey 1989, s. 55
36

nedenfor, i det følgende også betragtes som et produkt i sig selv, der på linje med andre produkter
udvikles og sælges som en vare på markedsvilkår 134 .
2.4.1 Urban entreprenørialisme
I første omgang fordrer denne produktudvikling store investeringer i fysisk infrastruktur.
Megen bypolitik har derfor i de sidste årtier rent indholdsmæssigt været fokuseret på at anlægge og
udbygge motorveje, broer, metrosystemer, interregionale jernbanenet og lufthavne samt at forbedre
og udvide de fysiske rammer for postfordistisk produktion ved, enten som følge af nyopførsel eller
gennem konvertering af tidligere industribygninger, at tilvejebringe tilstrækkeligt med tidssvarende
kontorarealer.
Ved at udlægge telefon- og optiske fiberkabler og etablere trådløse netværk investeres der samtidig
i at udbygge den informationsteknologiske infrastruktur, mens reformer af uddannelsessystemet,
oprettelse af nye uddannelser og rationalisering af eksisterende uddannelsesinstitutioner skal
forbedre byernes generelle uddannelsesmiljø.
Ifølge Harvey foretager storbyen disse investeringer med tre mere eller mindre sammenhængende
delmål for øje. Målene er:
1. At bibeholde og styrke sin position indenfor den nye internationale arbejdsdeling.
Det handler kort sagt om at udnytte og øge de førnævnte fordele storbyen i forvejen besidder
som lokalitet for postfordistisk produktion af varer og services, for dermed at kunne
fastholde nuværende og tiltrække nye aktører.
2. At bibeholde og tiltrække vigtige samfundsmæssige kontrolfunktioner såsom finansielle,
administrative samt kommunikations- og informationsbearbejdende institutioner, i form af
henholdsvis banker, regeringskontorer og medievirksomheder.
3. At styrke sin position som vigtig del af den nationale økonomi, hvormed byen kan gøre sig
til målet for yderligere investeringer, f.eks. ved at opnå offentlige kontrakter og støtte til
særlige sektorer. Ved at blive betragtet som den nationale økonomis ”motor” og dermed
indtage en særlig rolle i landets urbane hierarki, kan byen få den nationale regering til i
fremtiden at påtage sig nogle eller dele af de generelle investeringer i byen.
Udover disse mål, der overvejende hidrører forsøget på at konkurrere om en position som lokalitet
for postfordistisk produktion, har den entreprenørielle storby desuden som mål:
4. At styrke sin position som lokalitet for forbrug.
Ved i højere grad at udvikle byen som et rum for fritid og oplevelse og i tråd med den
føromtalte middelklasses ønsker og livsstil, søges både turister og højtuddannet arbejdskraft
134 Den entreprenørielle by er som en koalition af interesser og som et materielt og immaterielt objekt at betragte som
henholdsvis aktør og produkt. Produktet i form af ’byen’ kan som følge heraf lidt abstrakt betragtes som ’købt’ i det
øjeblik der investeres penge i det, hvad enten der er tale om, at en udefrakommende virksomhed lokaliserer sig i byen,
en lokal virksomhed sælger en ydelse, en kommende borger bosætter sig, eller en turist overnatter på et hotel.
37

tiltrukket. Udover at øge forbruget og skabe økonomisk aktivitet, medfører en bosættelse af
dette sociale segment et forbedret skattegrundlag, som udgør det finansielle fundament for
yderligere udvikling og velfærd.
For at opnå det mål investeres der derfor også i det Harvey betegner som, livskvalitetsfaktorer:
“Gentrification, cultural innovation, and physical upgrading of the urban environment
(including the turn to postmodernist styles in architecture and urban design), consumer
attractions, sports stadia, convention and shopping centres, marinas, exotic eating places
and entertainment (the organization of urban spectacles on a temporary or permanent
basis), have all become much more prominent facets of strategies of urban regeneration.
Above all the city has to appear as an innovative, exiting, creative, and safe place to live
or to visit, to play and consume in.” 135
Der investeres med andre ord i at skabe attraktive byrum, der skal udgøre rammen for både turisme
og bosætning. Der skabes nye kulturelle attraktioner i form af museer, teatre og forlystelsesparker
og der anlægges butiksstrøg, handelsarkader og butikscentre, ofte i rammer af opsigtsvækkende
arkitektur. Eksisterende hoteller udvides og nye opføres, mens luksusboliger skyder op på attraktive
grunde, f.eks. langs den, af de udflyttede industrier, efterladte havnefront. Samtidig foretages en
generel fysisk opgradering, som kommer til udtryk ved, at byrum i den indre by forskønnes, hele
kvarterer byfornys og pladser omlægges. Ved at arrangere årlige tilbagevendende festivaler og
udstillinger både i og udenfor byens rum forsøger man samtidig at skabe en underholdende og
levende by fuld af oplevelser.
2.4.2 Rumlige omstruktureringer.
Den entreprenørielle udvikling af storbyen, kommer således helt grundlæggende til udtryk som en
række rumlige omstruktureringer, hvilket i sig selv ikke er nogen overraskelse. Faser af rumlig
omstrukturering bør nemlig betragtes som et generelt kendetegn ved kapitalismen; da de ligesom en
ændring i reguleringsmåden er nødvendige for fortsat akkumulering af kapital 136 . Med andre ord er
det fordi, at organiseringen af byens rum svarende til den fordistiske produktions krav udgør en
barriere for fortsat akkumulering, at behovet for en reorganisering af byens rum bliver presserende.
Under overgangen til fleksibel og refleksiv akkumulering bør en såkaldt kreativ destruktion af byen
derfor foretages 137 .
“The geographical configuration must then be reshaped […]. Old places […] have to be
devalued, destroyed, and redeveloped while new places are created.” 138
135 Harvey 1989, s. 53
136 Harvey, 1996 s. 296
137 Harvey 1987, s. 370.
138 Harvey 1996, s. 296.
38

Men hvor f.eks. anlæggelsen af en motorvej eller konverteringen af et tidligere fabrikslokale til nye
kontorfaciliteter i forbindelse med forsøget på at udvikle byen som lokalitet for postfordistisk
produktion hovedsagelig kan betragtes som en overvejende materiel fysisk omdannelse, så synes de
rumlige omstruktureringer, der vedrører forsøget på at udvikle byen som attraktiv lokalitet for
bosætning, turisme, oplevelse og helt overordnet forbrug - med særlig relevans for dette speciale -
også at involvere en immateriel og betydningsmæssig transformation. For at belyse dette forhold er
det nødvendigt at tilføje det sidste vigtige aspekt til ’den entreprenørielle by’ som kontekst for
resten af specialet: nemlig dens behov for at skabe et attraktivt image.
“[…] places have always been remade; there is nothing surprising about this. What is
distinct about the contemporary remaking of places are[…] the importance of image
and especially of an (aesthetic) reflexivity of place” 139
2.4.3 Storbyens markedsførelse og imageskabelse
Alle de i afsnit 2.4.1 gennemgåede investeringer foretages for at øge byproduktets attraktivitet.
For ethvert produkt på et frit og konkurrencepræget marked er det dog ikke nok kun at investere i
selve produktets udvikling, men også nødvendigt at kommunikere dets fornyede attraktivitet til
både nuværende og potentielle forbrugere. Derfor er storbyen tvunget til også at markedsføre sig
selv og herunder forsøge at skabe et nyt (eller reproducere et eksisterende) positivt image.
“[…]the selling of the city as a location for activity depends heavily upon the creation
of an attractive urban imagery” 140
Derfor har alle større byer de sidste årtier i første omgang investeret i at oprette turistorganisationer,
hvis hovedopgave det er at udarbejde brochurer, guides, kort, og bøger, der kan bruges til at
promovere den pågældende by på internationale messer, i rejsemagasiner og på Internettet;
materiale der med andre ord skal udgøre rammen for enhver besøgendes første møde med byen.
Fordi alle turister fra den entreprenørielle bys synspunkt er potentielle arbejdstagere og
arbejdsgivere (og dermed borgere), er turismen, udover at være blevet en vigtig indtægtskilde i sig
selv, også blevet instrumentel i forsøget på at tiltrække både den eftertragtede højtuddannede
arbejdskraft og de postindustrielle erhverv som efterspørger den 141 .
Sidstnævnte forsøges derudover tiltrukket mere direkte gennem oprettelse af bredere
erhvervsorienterede markedsføringsselskaber, der fremhæver byens egnethed som lokalitet for
placering af hovedsæde, underafdeling eller som den perfekte ramme om erhvervskonferencer eller
messer. I første omgang handler det om at kommunikere resultatet af investeringer i udviklingen af
byen som lokalitet for postindustriel produktion og informere om den pågældende bys
139 Lash & Urry 1994
140 Harvey 1989, s. 58
141 Lash & Urry 1994 s. 215
39

forretningsklima, uddannelsesniveau, lokale skatteregler osv. Men derudover synes det mindst
ligeså vigtigt også her at fremhæve de elementer, der er resultatet af investeringer i udviklingen af
byen som lokalitet for forbrug, først og fremmest af kulturelle oplevelser, og dermed få byen til at
fremstå som et i alle henseender spændende og attraktivt sted at opholde sig 142 .
Både markedsføringselskaber og deciderede turistorganisationer, i sig selv eksempler på nye
halvoffentlige aktører, der præger den nye form for byledelse og –udvikling, producerer således en
mængde materiale, der alt sammen ved hjælp af både billeder og ledsagende tekster, fortæller en
særlig historie om byen, udpeger gode sider ved den, beskriver dens udvikling og dermed igen og
igen både visuelt og diskursivt afbilder den på en særlig måde i forsøget på at tiltrække besøgende
af både erhvervs- og turistmæssig karakter.
“The manipulation of city images, cultures and experiences has become probably the
most important part of the political armoury of urban governors and their coalition
partners in the entrepreneurial era.” 143
Disse afbildninger bidrager til at storbyen kan foretage en imageændring og dermed gå fra at være
betragtet som nedslidt, forurenet, trøstesløs og kriseramt til at blive opfattet som stedet hvor tingene
sker og det gode liv leves. En imageændring der sammen med en fysisk omdannelse ses som en
forudsætning for byens fremtidige vækst under det postfordistiske akkumuleringsregime.
“The promotion of new urban images, of new lifestyles and of new ‘city myths’, is often
a necessary prelude to the establishment of new urban economies” 144
“Changing the image of a locality is thus seen as a central component of entrepreneurial
governance, and, as such, it is perhaps best to consider the entrepreneurial city as an
imaginary city, constituted through a plethora of images and representations” 145
Ligesom det er et generelt kendetegn ved varer, at de, som påpeget tidligere i kapitlet, i større
udstrækning æstetiseres og herunder tilskrives symbolværdi, så synes dette forhold som følge af
ovenstående strategier også at gøre sig gældende for den entreprenørielle by 146 .
For at opsummere kan man, med den kritiske realismes terminologi, sige at jeg i dette kapitel har
forsøgt at klarlægge de underliggende samfundsmæssige strukturer og mekanismer, tendenser og
forandringer, som jeg antager, understøtter og forårsager fænomenet: ’betydningsmæssig
142
At kultur her bliver et effektivt redskab i den overordnede markedsføring af byen, kan ses som et typisk eksempel på
hvordan grænserne mellem samfundets økonomiske og kulturelle sfære er blevet mere utydelige under overgangen til et
postfordistisk akkumuleringsregime.Jf. afsnit 2.2.3. Emnet tages op igen i afsnit 4.2
143
Hubbard & Hall 1998, s. 8
144
Ward 1998, s.149
145
Hubbard & Hall 1998, s. 7
146
I henhold til afsnit 2.2.1 & 2.2.2 kan den generelle fysiske opgradering/forskønnelse og den akkompagnerende
imageskabelse i.f.m. storbyens markedsføring, betragtes som henholdsvis en primær og sekundær æstetisering.
40

transformation af byrum i den postindustrielle by’. Et fænomen som jeg er blevet ansporet til at
undersøge på baggrund af den specifikke observation omkring Halmtorvet, og som jeg indtil videre
kun har taget et foreløbigt skridt mod at begribe.
Helt i tråd med Faircloughs samt Jørgensen og Phillips’ retningslinier for kritisk diskursanalyse har
jeg under denne del af den samlede analyse gået tværfagligt til værks og dels trukket på den
disciplin, der beskæftiger sig med netop det udsnit af samfundet, som jeg interesserer sig for, dels
suppleret med relevant sociologisk teori og kulturteori. Det har jeg bl.a. gjort for at belyse vigtige
socio-kulturelle processer, samt for at klarlægge, hvad der findes af institutionelle og økonomiske
betingelser for, at den diskursive praksis, som, jeg antager, forårsager den betydningsmæssige
transformation, kan finde sted.
For at isolere de kontekstuelle aspekter ved den postindustrielle by, som jeg finder særlig vigtige at
have for øje, når denne betydningsmæssige transformation skal begribes, har jeg benyttet mig af
abstraktionen ’den entreprenørielle by’, der har gjort mig i stand til at betragte den kontemporære
by som henholdsvis en særlig samfundsmæssig kontekst, en særlig koalition af aktører samt
produktet af en særlig byudviklingspraksis. En byudviklingspraksis der igen kan ses som en
reaktion på den overordnede konkurrencesituation, som storbyen befinder sig i.
Selvom afsnittet om byens udvikling som lokalitet for forbrug, i et samspil med det afsluttende
afsnit om storbyens behov for markedsførelse og imageskabelse, der samtidig henledte
opmærksomheden på byen som vare, synes at indeholde det første vigtige spor til at begribe
betydningsmæssig transformation i forbindelse med den postindustrielle by, så kan den kontekst,
som er etableret i dette kapitel i første omgang kun bruges til at pege på hvordan nogle enkelte
aktører tilfredsstiller storbyens behov for at skabe et nyt overordnet image udadtil. Der er med
andre ord behov for at etablere mere snæver kontekst for forståelsen af betydningsmæssig
transformation i forbindelse med det specifikke byrum, og det er derfor, at jeg nu i tråd med den
teoretiske problemformulering vender mig mod gentrificeringsteorierne, for at blive i stand til at
belyse den interne rumlige omstrukturering af byen, som den ifølge disse teorier kommer til udtryk i
forbindelse med enkelte boligkvarterers omdannelse.
41

Kap. 3 Gentrificering
Som beskrevet ovenfor kædes den interne rumlige omstrukturering af storbyen ofte sammen med
begrebet gentrificering. I dette kapitel gennemgås dette begreb ved at præsentere to repræsentanter
for det, man i første omgang kan kalde for gentrificeringsteoriens to retninger. Herefter diskuteres
teorierne og de forholdes til den i foregående kapitel etablerede kontekst. Målet er, som optakt til
det følgende kapitel, at ende med en vurdering af, hvorvidt og hvordan disse teorier kan bidrage til
at begribe byrums betydningsmæssige transformation.
3.1 Begrebet, processen og fænomenet
Begrebet gentrificering bruges om den proces et kvarter i den indre by gennemgår, når det som
konsekvens af investeringer i det byggede miljø fysisk omdannes, forskønnes og efterfølgende
ændrer status og relativ værdi i forhold til andre steder i byen. Begrebet er bygget op om det
engelske ord gentry, der betyder lav-adel, og som svarer til, hvad man i dag ville kalde en højere
middelklasse. Derfor ligger det implicit i gentrificeringsbegrebet, at statusændringen indebærer, at
kvarterets oprindelige beboere, først og fremmest som konsekvens af de huslejestigninger, der
følger med de forbedrede fysiske rammer, bliver skiftet ud med beboere af en højere social status 147 .
Parallelt med denne ændring i social status og i takt med at nye eksklusive forretninger, cafeer og
kulturelle institutioner etablerer sig i området, ændrer kvarteret også karakter og status i kulturel
forstand. Det medfører ofte yderligere stigninger i ejendomspriser, og har den konsekvens, at selv
oprindelige tilflyttere bliver tvunget til at forlade kvarteret. Gentrificering kan derfor betegnes som:
”Simultaneously a physical, economic, social and cultural phenomenon” 148
Hvis gentrificeringsteoriens bidragsyderne over de sidste 3-4 årtier har kunnet blive enige om, at
processen kvantitativt set indebærer fysisk opgradering, prisstigninger på ejendomme og
udskiftning af beboere, og kvalitativt set involverer et kulturelt statusskifte, har de til gengæld
diskuteret hvorvidt processen bør forklares med udgangspunkt i politisk-økonomiske eller socio-
kulturelle omstruktureringer og været uenige om hvilken dimension af fænomenet, der skal
tilskrives den kausale dominans i forhold til det rummelige udfald.
3.1.1 To forklaringsmodeller
Derfor er det nærmest blevet tradition groft at opdele gentrificeringsteorierne i en ’udbuds-side’
som fremhæver de større politisk-økonomiske faktorer i forklaringen af den forandringsproces som
kvarterer i den indre by undergår, og så en ’efterspørgsels-side’ der fremhæver socio-kulturelle
faktorer.
147 Dvs. Beboere med højere uddannelses- og indkomstniveau. Med udgangspunkt i demografi og civilstatus fremhæves
det ofte, at den idealtypiske tilflytter også er kendetegnet ved at være relativt yngre og single.
148 Hamnett 1991, s.175
42

Førstnævnte tager, med rødder tilbage i blandt andet den strukturelle marxisme, udgangspunkt i
kapitalens rumlige bevægelser og ejendomsmarkedets rolle i forsøget på at forstå tilvejebringelsen
af mulige gentrificerbare kvarterer i byen.
Sidstnævnte tager derimod med rødder i sociologi og kulturteori udgangspunkt i ’gentrifikanterne’;
et segment af en ny urban middelklasse, der som følge af deres nye urbane livsstil efterspørger og
forbruger det gentrificerede bylandskab.
Dermed antydes de to forklaringsmodellers placering i forhold til videnskabsteoriens klassiske
dikotomi mellem struktur og agent, hvor førstnævnte tillægger de økonomiske strukturer den
kausale dominans, i forhold til det rumlige udfald, mens den sidstnævnte fremhæver individers
ageren overfor disse strukturer i forklaringen af fænomenet.
Inden en gennemgang af de to sider indledes, er det dog vigtigt at forholde sig kritisk til
gentrificeringsbegrebet som teoretisk redskab.
3.1.2 Et kaotisk begreb
I takt med, at debatten mellem repræsentanter for de to forklaringsmodeller har udspillet sig, er
begrebet nemlig blevet indholdsfyldt, uden at der har været enighed om hvilket stadie af den
overordnede proces, man har fokuseret på, hvorfor det desværre er kommet til at favne så bredt, at
det i mange situationer er videnskabeligt uanvendeligt. I sin yderste konsekvens betyder det, at både
alting og ingenting kan betegnes gentrificering. Hvad enten man har beskæftiget sig med at udpege
kausale faktorer, uden hvilke processen slet ikke vil initieres, har beskrevet forløbet af selve
forandringsprocessen med udgangspunkt i fra- og tilflyttere eller fokuseret på et specifikt
slutprodukts æstetiske fremtoning, er gentrificering blevet brugt som dækkende betegnelse. Men
konsekvensen af denne bredde er samtidig, at det er umuligt at få et empirisk eksempel til at passe
på alle de forskellige teoriretningers idealtypiske gentrificeringsforløb.
Af samme grund blev gentrificering allerede i starten af 80’erne betegnet som et kaotisk begreb 149 ,
hvilket indebærer en vigtig erkendelse af, at det frem for at beskrive en idealtypisk proces med en
enkelt kausal forklaring, i højere grad dækker over en række sideløbende og gensidigt afhængige
processer, der ofte forløber forskelligt afhængig af geografisk og historisk, og deraf politisk,
økonomisk og socio-kulturel kontekst. Gentrificeringsprocesser forløber f.eks. på een måde i en
kontekst af et privatiseret ejendomsmarked, hvilket meget af den empiri, der lå til grund for de
første rapporter om gentrificering i England og U.S.A. er udtryk for, og på en anden måde i det
kontinentale Europa som følge af generelt mere regulerede ejendomsmarkeder.
Til trods for denne erkendelse, er det samtidig vigtigt at slå fast, at gentrificeringsprocesserne også
besidder mange ligheder, hvad enten de iagttages i New Yorks downtown, på havnefronten i
Londons Docklands, i et middelalderkvarter i Barcelona eller i det tidligere Østberlin. Det samme
gør sig gældende, hvad enten den dimension af processen, der hidrører den fysiske omdannelse,
involverer konvertering af tidligere industribygninger, renovering af nedslidte boligområder,
opførsel af nye boligkomplekser eller er en kombination af disse tiltag.
149 Rose 1984; Beauregard 1986
43

Det er netop det faktum, der retfærdiggør en bibeholdelse af et universelt begreb til beskrivelse af
det, den amerikanske gentrificeringsteoretiker Robert Beauregard rammende kalder for ’a
conjuncture’ 150 , dvs. et sammenfald af omstændigheder, der udmønter sig i en særlig rumlig
omstrukturering. En rummelig omstrukturering der altså involverer en vis grad af fysisk
omdannelse, prisstigninger, udskiftning af beboere og etableringen af en ny kulturel status for
kvarteret, og som derfor kan betegnes gentrificering.
De seneste års bidrag har derfor i langt højere grad været præget af konsensus og en erkendelse af,
at de forskellige og relevante tilgange til gentrificering frem for at bekrige hinanden skal supplere
hinanden i forsøget på at beskrive specifikke empiriske eksempler.
”Juxtaposing a Marxist analysis with a cultural analysis allows political economy,
culture and society to be considered together enabling a more sensitive illustration of
the gentrification process” 151
Derudover handler det i mine øjne også om at erkende, at de forskellige teoriretninger bør
introduceres med henblik på, hvilken dimension af den komplekse proces man vil belyse og i
henhold til hvilket stadie af samme proces, man ønsker at begribe.
I forhold til nærværende speciale vil en relevant repræsentant for hver af de to tilgange i første
omgang blive gennemgået og deres bidrag diskuteret. Det gøres for at illustrere hvordan man ved
netop at lade dem supplere hinanden, etablerer et godt udgangspunkt for i første omgang at begribe
en række aspekter vedrørende den fysiske omdannelse af boligområder og byrum i den
postindustrielle storby. Samtidig udgør gennemgangen i sig selv et udgangspunkt for i næste kapitel
at diskutere gentrificeringsteoriernes brugbarhed i forhold til at belyse den betydningsmæssige
transformation, som, jeg hævder, kan iagttages parallelt med den fysiske omdannelse.
3.2 Udbudssidens argumenter og Neil Smith
Den mest fremtrædende repræsentant for udbudsside-argumenterne er geografen Neil Smith.
Ligesom Harvey kæder han storbyens rumlige processer sammen med makroøkonomiske
omstruktureringer og bidrager således til at understrege, at overgangen til et postfordistisk
akkumuleringsregime, har gjort en ændring af storbyens geografi nødvendig.
”a restructured economy involves a restructured built environment” 152
“What is new today is the degree to which this restructuring of space is an immediate
and systematic component of a larger economic and social restructuring of advanced
capitalist economies”. 153
150 Beauregard 1986 s. 51
151 Lees 1994, p.148
152 Smith 1996, s. 30
153 Ibid., s. 21
44

Smith gør desuden opmærksom på, at i modsætning til den fremherskende rumlige proces under
Fordismen: suburbaniseringen, der kan beskrives som en absolut geografisk ekspansion, der
bevirker at byens grænser gradvist rykker udefter, så er gentrificeringsprocessen, som er en af de
vigtigste processer under den senkapitalistiske og postfordistiske produktionsmådes ulige udvikling
af byen, helt grundlæggende kendetegnet ved at være en intern differentiering af allerede
etablerede byrum, hvorfor den netop bør betegnes som en rumlig om-struktureringsproces.
3.2.1 ’rent-gap’-teorien
Til at forklare processens rødder udvikler Smith sin såkaldte ’rent-gap’-teori.
Med udgangspunkt i kapitalens de- og reinvesteringers geografi argumenterer han for, at de lave
grundpriser i byernes periferi i de to årtier efter 2. Verdenskrig affødte en vedvarende flytning af
kapital, som skulle skabe industriel, beboelses-, og forretningsmæssig aktivitet i forstæderne.
Parallelt med afindustrialiseringen af de centrale byområder affødte denne suburbanisering en
devaluering af den indre bys faste kapital i form af bygninger og byrum, som via en negativ spiral
af forfald og misvedligeholdelse i perioden efter den økonomiske krise i midt-70erne, medførte et
relativt fald i grundpriserne i den indre by, i forhold til de stigende priser i forstæderne.
Det har betydet, at der med tiden er opstået et ’gap’, eller en kløft mellem den indre bys grunde og
ejendommes aktuelle værdi og den potentielle værdi, man kan få for dem ved en anden udnyttelse.
Denne omstændighed har skabt et nyt marked for re-investeringer i den indre by. Eksistensen af
nedslidte boligkvarterer og forladte industriområder og bygninger, sammenholdt med kapitalens
tendens til at bevæge sig derhen, hvor profitten er højest, betyder, at når denne kløft mellem
grundenes aktuelle værdi (actual groundrent, fig.3) ved den nuværende anvendelse og den
potentielle værdi (potential ground rent, fig.3) ved en anden og fra kapitalens synspunkt bedre
udnyttelse bliver stor nok, så vil en fysisk revitalisering og deraf følgende gentrificering finde sted.
“It is the movement of capital into the construction of new suburban landscapes and
the consequent creation of a rent gap that create the economic opportunity for
restructuring the central and inner cities. The devalorization of capital in the center
creates the opportunity for the revalorization of this “underdeveloped” section of
urban space.” 154
Ifølge Smith findes der en række vigtige såkaldt ’kollektive sociale aktører’ med økonomiske
interesser på grund- og ejendomsmarkedet, og gentrificering er i hans øjne et resultat af disse
aktørers samlede aktivitet. Ud over at fremhæve private ejendomsudviklingsselskabers rolle, peger
han dels på staten, der gennem politiske beslutninger målretter byfornyelsesindsatser til særlige
områder, dels på de finansielle institutioner såsom banker, investeringsfonde og realkreditselskaber,
154 Smith 1986, s. 24
45

der, ved at udlåne og tilvejebringe finansieringskapital til udvalgte ejendommes fysiske renovering,
blåstempler og dermed revaluerer hele kvarterer som investeringsobjekter 155 .
Fig. 3 Som tiden går, falder værdien af grunde og ejendomme
i den indre by, mens den potentielle værdi og dermed
fortjeneste ved en anden udnyttelse stiger. Når forskellen
mellem de to er stor nok, bliver det profitabelt, at foretage
økonomiske investeringer i fysisk omdannelse og en
gentrificeringsproces initieres. 156
I dette perspektiv er gentrificeringen altså kapital- og produktionsdrevet. Den er en økonomisk
revalueringsproces, der kan betragtes som kapitalens rationelle respons på den forudgående
devaluering. Dermed bliver kapitalens bevægelser udnævnt som hoveddrivkraften bag
gentrificeringsprocessen, medens folks ønsker og valg, i første omgang, er af sekundær betydning.
3.3 Efterspørgselssidens argumenter og Michael Jager
Det er de derimod ikke hos de teoretikere, som tilhører gentrificeringsteoriens efterspørgselsside.
Disse tager nemlig helt grundlæggende udgangspunkt i de sociale omstruktureringer der, som berørt
i forrige kapitel, kan kædes sammen med storbyernes ændrede erhvervsstruktur, og hævder, at man
for at begribe baggrunden for gentrificeringsprocessen må forstå, hvordan storbyen og i særlig grad
dens indre kvarterer har fået ny værdi for et segment af den nye middelklasse. I modsætning til
Smith, der med udgangspunkt i de større makroøkonomiske omstruktureringer forsøger at belyse
tilvejebringelsen af gentrificerbare boliger og byrum i den indre by, ser disse teoretikere på hvordan
de samme omstruktureringer først og fremmest tilvejebringer de potentielle gentrifikanter. Dvs: de
tilflyttere af højere social status, uden hvilke man kan hævde, at gentrificeringsprocessen ikke kan
155 Smith 1996, s. 68
156 Fra Smith 1996
46

finde sted. I tråd med det forgangne kapitels fokus på de socio-kulturelle tendenser under
overgangen fra Fordisme til Postfordisme, er det samtidig disse teoretikeres hensigt at belyse nye
forbrugsmønstre og kulturelle præferencer hos den nye middelklasse, og dermed begribe og udpege
den fornyede efterspørgsel efter boliger og byrum i den indre by, som årsagen til gentrificering.
”…they all point to the crucial role of the specific cultural and consumption
requirements of a fragment of the new class, and argue that they are met by an inner city
location. There is a causal link between the production of a new professional and
managerial labour force, the cultural and consumption characteristics of part of that
group, and the creation of potential gentrifiers” 157
Som typisk repræsentant for efterspørgselsside-teoretikerne kan australieren Michael Jager
fremhæves. Helt karakteristisk kæder også han gentrificering sammen med en ny middelklasse og
peger på, hvordan investeringen i en bolig i den indre by tilfredsstiller denne sociale gruppes behov
for at markere sit klassetilhørsforhold. Samtidig forsøger han, bl.a. inspireret af Baudrillard, at
belyse hvordan restaurerede og dermed æstetiserede bygninger i den indre by, udover at have en
umiddelbar brugsværdi som bolig, også kommer til at besidde en vigtig symbolværdi, der kan
distingvere dens ejer i forhold til andre individer i bysamfundet.
“Class distinction and symbolism through the built environment is of universal
importance to the understanding of gentrification and its wider meaning” 158
For at indkredse det kendetegnende ved den nye middelklasse og dens associerede livsstil refererer
Jager til sociologen Thorstein Veblens beskrivelse af ’the leisure class’. I sine studier fra 1899
brugte Veblen denne betegnelse til at karakterisere den herskende klasse, der i slutningen af det 19.
århundrede opstod som følge af den 2. industrielle revolution, og med referencen peger Jager på
hvordan den nye middelklasse kan betragtes som en parallel til eller udbygning af denne såkaldte
’fritidsklasse’.
Veblen betragtede fritid som frihed fra at skulle bruge al sin tid på livets opretholdelse, og han så
derfor fritid som det ultimative udtryk for økonomisk uafhængighed. Samtidig iagttog han hvordan
fritid for en særlig social gruppe således kom til at fungere som et effektivt redskab hvormed deres
klassetilhørsforhold kunne signaleres, et redskab, som dog først blev rigtig virkningsfuldt, når
fritiden samtidig udgjorde rammen om det, han betegnede som ’demonstrativt forbrug’.
“Thus for Veblen one of the major signs of prestige for the leisure class is that of waste
in either expenditure (conspicuous consumption) or inactivity (conspicuous leisure).
Through those wasteful practices (which as Veblen points out are only wasteful from a
157 Hamnett 1991, s. 184
158 Jager 1986, s. 79
47

naively utilitarian perspective) the leisure class distinguishes and distances itself from
the labouring classes” 159
I følge Jager følger den nye middelklasse en lignende strategi. Hans pointe er dog, at i det, han
betegner som et avanceret industrielt samfund 160 , hvor fritid og et højt forbrug af materielle goder
ikke længere er forbeholdt de få, kan distinktion alene på baggrund af det at have fritid og
muligheden for at forbruge ikke længere opnås. Derfor må nye distinktionsformer afsøges, og det er
her, at boligen i den indre by, både som eksklusivt forbrugsobjekt i sig selv og som
omdrejningspunkt for en ny urban livsstil, kommer ind i billedet. I følge Jager bliver den nye
middelklasses relative økonomiske uafhængighed således i stigende grad:
”…forcefully expressed through the consumption of housing as an esthetic object,
through the appropriation of history and the ‘stylization of life’” 161
3.3.1 Boligens æstetisering og historiske værdi
Jagers indsigt skyldes at han i udvalgte kvarterer i Melbourne helt specifikt har undersøgt, hvordan
tilflyttere, der antages at tilhøre den nye middelklasse, har investeret i og omformet nedslidte og
forslummede bygninger fra den victorianske periode 162 . Indvendig er disse ejendomme blevet
fuldstændig revet ned så de bare vægge og bjælkerne er synliggjort, lejlighederne er blevet gjort
større og moderne køkkener og badeværelser er installeret. Udvendig er der derimod gået mere
nænsomt til værks. Ved at fjerne eventuelle senere tilføjelser fra bygningernes facader, sandblæse
dem, og fremhæve historiske detaljer så de nærmer sig den autentiske bygning mest muligt,
forsøger tilflyttere nemlig ifølge Jager, at tilfredsstille et behov for at signalere åndsfællesskab med
den tidligere victorianske overklasse.
Den fysiske omdannelse, i form af den eksteriøre restaurering, der fremhæver bygningernes
æstetiske fremtoning og historiske værdi og den samtidige interiøre renovering og modernisering,
sætter dermed beboerne i stand til at signalere en særlig status og identitet gennem forbruget af den
nu eksklusive vare af høj symbolværdi. Ved at værdsætte det byggede miljø på baggrund af dets
æstetiske kvaliteter og historiske værdi, signalerer medlemmer af den nye middelklasse også at de
er i stand til at udvise kulturel dømmekraft 163 . Dermed kandiderer de til en position parallel til det
klassiske borgerskab, samtidig med at de differentierer sig fra den traditionelle arbejderklasse, som
residerede i kvarteret, før den nye middelklasse rykkede ind, og for hvem de historiske bygninger
’kun’ havde en umiddelbar brugsværdi.
159
Jager 1986, s. 80
160
Hvilket i specialets indtil nu anvendte terminologi svarer til forbrugs- og informationssamfundet under det
postfordistiske akkumuleringsregime.
161
Jager 1986, s. 80
162
Dvs. fra sidste halvdel af det 19. århundrede.
163
Jager kalder det ’artistic discernment’, Et begreb som er udtryk for, at man besidder nogle kulturelle kompetencer
som er beslægtet med den dømmekraft som autoriteter indenfor det kunstneriske felt besidder, og som kommer til
udtryk, når et objekt af en vis æstetisk karakter, som f.eks et maleri bedømmes. På den måde hænger begrebet også
sammen med den føromtalte æstetiske refleksivitet som ikke kun producenter men også forbrugere antages at besidde.
48

“Artistic discernment and appropriation not only demonstrate a certain distance
from the world of necessity and rigors of inner urban industrial living, but also testify
to the discerning taste of the possessor” 164
Jager peger på, at dette forbrug og denne tilegnelse af historien, som den er indlejret i objekter, i
øvrigt ligesom ønsket om at besidde antikviteter, udtrykker individers trang til at overskride tiden
og komme tæt på den økonomiske succes, som det historiske objekt, ofte bare i kraft af at det stadig
eksisterer, er et udtryk for.
Det historiske element bliver i sig selv, et positivt kulturelt symbol, der ved at blive fremhævet og
tilegnet på samme tid kan legitimere individers ret til at besidde de pågældende objekter og virke
som identitetsskabende element for den, der besidder. Så når man køber en bolig i en bygning fra
det forrige århundrede, som har gennemgået en sådan restaurering, eller endnu bedre: selv
restaurerer den, køber man ifølge Jager også lidt af den sociale position, som den oprindelige ejer
besad i det forrige århundrede 165 . Restaurering af bygningen og fremhævelsen af dens tidligere
historie, gennem facadens æstetisering, kan samtidig betragtes som et forsøg på at udradere og
dermed omdefinere den sociale stigmatisering, som har været det nedslidte kvarter til del i den
umiddelbare periode op til den fysiske omdannelse 166 .
3.3.2 Et nyt forbrugsmønster - en ny urban livsstil
Når Jager skal forklare baggrunden for gentrificeringsprocessen er kausaliteten ikke helt tydelig. I
det store perspektiv ligger det ham dog meget på sinde at pege på hvordan den nye middelklasses
fremkomst og dens medlemmers konstante behov for at finde nye og flere identitetsskabende varer at
forbruge, falder sammen den industrielle kapitals behov for at øge det overordnede forbrug,
accelerere og ikke mindst udvide varekredsløbet 167 . Som sådan får den nye middelklasse en særlig
samfundsmæssig funktion. Han skriver:
”The emergence of the new middle class occurs at a particular stage of economic
development, that of industrial saturation, where the function of this new class is
precisely to promote [a] new consumption ethic. ‘The trendy’ and the ‘taste-maker’
emerge as new social types carrying this new societal function. What characterizes this
new consumption model is an emphasis upon esthetic-cultural themes.” 168
164
Jager 1986 s. 82
165
Eller måske mere relevant: som man forestiller sig den oprindelige ejer besad.
166
Jager 1986, s. 83
167
Jf. kendetegn ved overgangen til et postfordistisk akkumuleringsregime, Kap 2.
168
Jager 1986 s. 86. Hans begreb ’en ny forbrugs etik’ må ses som et udtryk for, at, ligesom Veblens fritidsklasse gjorde
det i sidste halvdel af 1800-tallet, så sætter også den nye middelklasse nogle nye og, for det kapitalistiske systems
videreførelse, vigtige forbrugsstandarder i samfundet.
49

I forhold til en mere traditionel middelklasse, som i følge Jager besad dyder som selvkontrol,
tilbageholdenhed, arbejdsomhed og mådeholdenhed, er den nye middelklasses medlemmer
karakteriseret ved at lægge vægt på afslapning, adspredelse, fornøjelse, oplevelse og nydelse.
Samtidig er det kendetegnende for dem, at det ikke er deres evne at til producere, men deres evne til
på en iøjnefaldende og demonstrativ måde at forbruge varer af kulturel og æstetisk karakter, der
giver dem prestige 169 . Udover at indebære kunst og kulturelle begivenheder er dette forbrug også
rettet mod mere materielle varer, der i stigende grad æstetiseres, og hvis praktiske funktion derfor
ofte betyder mindre end deres symbolværdi. (jvf. afsnit 2.2.1)
Når boligen under den ovenfor beskrevne omdannelsesproces, på linie med andre
produkter/objekter æstetiseres og tilskrives symbolværdi, konstitueres også den som en ’esthetic-
cultural commodity’ 170 . Ifølge Jager er det altså den nye middelklasses behov for at markere sit
klassetilhørsforhold, og konstruere sin identitet gennem et særligt forbrugsmønster (jvf. afsnit
2.2.2), der medfører at boligen vareliggøres og med andre ord inkluderes i det, man kunne kalde for
et senkapitalistisk varekredsløb. Men som han gør opmærksom på:
”conspicuous consumption is expressed not just through symbolic investment in
housing but through more traditional middle class consumption concerns as dress,
entertainment, and restaurants, which are further key components in the new inner
urban life-style.” 171
Sammenholdt med den nye middelklasses krav om afslapning og nydelse samt et højt forbrug af
kunst og kulturelle oplevelser, bliver det derfor tydeligt hvordan ikke kun boligen i den indre by,
men også de tilstødende byrum med deres cafe-, galleri-, og butiksmiljø fremstår som en attraktiv
ramme om dette sociale segments associerede livsstil. Jager fremhæver, at hvor det i det forrige
århundrede var teatret der udgjorde det forum, hvor middelklassen fremviste sin velstand og sociale
position, er det i dag udvidet til også at foregå i gader og på pladser i den indre by.
”Today the inner urban ’scene’ has become an important stage for promoting fashion
and new urban lifestyle” 172
For at markere sit klassetilhørsforhold i det avancerede industrisamfund er det altså ikke nok bare at
kunne forbruge. Varerne, der forbruges, skal også have en særlig karakter og høj symbolværdi,
selve forbruget skal være iøjnefaldende og demonstrativt, og så skal det, i tråd med de
trendsættende medlemmer af den nye middelklasse, ikke mindst foretages det rigtige sted. I Jagers
perspektiv er gentrificeringen derfor drevet af efterspørgslen efter den indre by, som følge af, at
dette geografiske rum udover at indeholde arkitektonisk interessante bygninger i historiske
169 Ibid s. 86
170 Ibid s. 89
171 Ibid
172 Jager 1986 s. 89
50

kvarterer 173 også, og måske i stigende grad som følge af, at de relativt købekraftige gentrifikanter i
første omgang viser interesse for det byggede miljø, indeholder en bred vifte af muligheder for et
attraktivt og identitetsskabende forbrug af både eksklusive varer og kulturelle begivenheder 174 .
Desuden medfører de målrettede forskønnelsesindsatser, der som oftest kommer byrum i den indre
by til del, at hele det indre bymiljø i sig selv kan betragtes som en prestigefyldt og lækker vare, der
forbruges, i det øjeblik man blot tager ophold i det 175 .
“[…] the constitution of housing as an esthetic-cultural commodity is extended to the
inner urban and natural environments, which become an aesthetic arena” 176
Således peger Jager på hvordan gentrificeringsprocessen ikke kun bør forstås med udgangspunkt i
boligen og de enkelte bygninger, men i høj grad også omhandler, hvordan de tilstødende byrum i den
indre by, i modsætning til forstaden, hvor middelklassen traditionelt set har foretrukket at residere,
besidder nogle særlige kvaliteter, der værdsættes af den nye middelklasse, som gentrifikanterne
antages at tilhøre.
3.4 Diskussion af de to tilgange
Når man skal holde de to teorier op mod hinanden, er det i første omgang vigtigt at pointere, at
Smiths teori i princippet er en respons på nogle af de allertidligste gentrificeringsteorier, der, ofte på
baggrund af empirisk orienteret forskning, fokuserede ensidigt på individuelle gentrifikanter i
forklaringen af processen. Allerede i disse teorier blev gentrifikanterne karakteriseret som
medlemmer af en ny middelklasse, der efter i årtier at have forladt byen til fordel for forstaden,
udførte en ”tilbage til byen”-bevægelse. Samtidig blev gentrifikanterne betragtet som en slags
pionerer, der, ligesom Jager har iagttaget det, rykkede ind i nedslidte boligkvarterer i den indre by
og på eget initiativ begyndte at restaurere bygninger og renovere boliger og således initierede en
gentrificeringsproces 177 . Det var i opposition mod denne ensidige opfattelse af, at enkelte individers
ageren skulle være årsagen til, at kvarterer i den indre by ændrede status, at Smith udviklede sin
rentgap-teori til at fremhæve, at gentrificering først og fremmest skyldes en ”tilbage til byen”
bevægelse af kapital frem for af mennesker.
3.4.1 Aktørerne bag processen og den klassiske kritik af Smith
Man kan sige, at uenigheden mellem de to teoriretninger i princippet er et spørgsmål om, hvem der
er de aktive aktører bag gentrificeringsprocessen eller med andre ord hvem man bør tilskrive
173
Med historisk menes ikke, at de som lokalitet har en særlig plads i historien, men at de præges af ældre ejendomme i
en før-moderne byggestil og dermed har et skær af autenticitet over sig.
174
Hvilket kan være alt fra økologiske pølser, designerkjoler, en kunstudstilling eller en Jazzkoncert.
175
Et ophold som I sig selv er koncentreret om de for den nye middelklasse meningsfyldte aktiviteter, nemlig det
synkrone forbrug af fritid og penge.
176
Jager 1986 s. 89
177
Som det senere vil blive påvist lever denne populære opfattelse af gentrificeringsprocessen og byrummets
forvandling videre i de rumlige repræsentationer, der udgør den diskursive afbildning af Halmtorvets byfornyelse.
51

ansvaret for, at den finder sted. Hos de tidlige teorier og det, der siden har udviklet sig til
efterspørgselssiden, har tendensen været ensidigt at tilskrive tilflytterne rollen som det
gentrificerede bylandskabs ’producenter’, mens ansvaret for byrummets produktion ifølge Smith
ligger hos de førnævnte kollektive aktører, med særlige kapitalinteresser på ejendomsmarkedet.
“The empirical evidence suggests that as often as not, the process is initiated not by
the exercise of those individual consumer preferences […], but by some form of
collective social action at the neighbourhood level.” 178
Men hvis Smiths teori er oplagt til at forstå en af forudsætningerne for, at gentrificeringsprocessen
kan initieres og et nyt bylandskab produceres, er der også belæg for at anklage ham for ikke at
kunne forklare det led i processen, der vedrører hvorfor kvarterer i den indre by samtidig er blevet
så attraktive at bo i for et særligt socialt segment, hvilket netop må være den anden vigtige
forudsætning for at processen kan forløbe. Problemet med Smiths rent-gap teori er altså, at han er
endt i den modsatte grøft i forhold til det, han har kritiseret. Som den engelske
gentrificeringsteoretiker Chris Hamnett i sin kritik af Smith slår fast; gentrificeringprocessen
involverer ikke kun kapital, den involverer også mennesker:
”both of two principal theoretical perspectives are partial abstractions of the totality
of the phenomenon.[…]The rent gap may provide the means, but it does not provide a
motive for gentrification. For this, we need to look into […]: locational preferences,
lifestyles and consumption.” 179
Smith kan med andre ord ikke forklare den fornyede efterspørgsel efter boliger og byrum i den
indre by, hvormed han afskærer sig fra at forklare, hvorfor grunde og ejendomme i den indre by
besidder en potentielt højere værdi ved en anden udnyttelse, hvilket ifølge hans egen kapitallogiske
rent-gap teori netop er forudsætningen for, at de bliver gentrificeret. Er der ingen efterspørgsel, er
der ingen forventning om profit, og dermed investeres og fysisk omdannes der ikke i den indre by.
3.4.2 Jager og den entreprenørielle kontekst
På den anden side må man sige, at Jagers bidrag med udgangspunkt i, at de enkelte tilflyttere er
ansvarlige for den fysiske omdannelse og dermed så at sige initierer gentrificeringsprocessen
indefra, måske ikke passer på virkeligheden i en nutidig og europæisk kontekst 180 . Her har der jo
netop de sidste to årtier, som følge af den internationale storbykonkurrence og den nye måde hvorpå
byen udvikles, været en tendens til, at både privat og offentlig kapital i form af stigende aktivitet på
178 Smith 1996, s. 68
179 Hamnett 1991, s. 175, 185
180 Jagers artikel på hvilken min gennemgang bygger, er fra 1986 og baserer sig som nævnt på empiri fra Melbourne,
Australien.
52

ejendomsmarkedet og offentligt finansierede byfornyelsesindsatser, frem for enkelte individer, har
spillet en større rolle i byens fysiske omdannelse.
Pointen er med andre ord, at det i en kontekst af den entreprenørielle by er mere relevant, i tråd med
Smith at anskue den fysiske omdannelse af byrum og dermed gentrificeringsprocessens initiering,
som resultatet af det, man kunne kalde for en udefrakommende koalition af kapitalinteressers
ageren. For selvom Smiths teori er udviklet i en kontekst af, og mere passer på et ultraliberalt
økonomisk samfund som det amerikanske frem for på det danske, hvor der fra offentlig side er
traditioner for at styre markedskræfternes frie spil, så mener jeg, at der i et større perspektiv og som
følge af den nye vækstorienterede måde at udvikle byen på, er belæg for at opfatte den samlede sum
af privat-offentlige investeringer, herunder byfornyelsen, mere som profitsøgende handlinger end
som rent velfærdsmæssige indgreb. Som en af de gentrificeringsteoretikere, der præsenteres i næste
kapitel: Robert Beauregard påpeger:
“The local government often plays a more active and direct role in the gentrification
process. It stands to benefit directly from the dislocation of lower-class groups which
burden it through social programs, and from their replacement by middle class
consumers whose income will circulate in the local economy and whose investments
will enhance the tax-base.” 181
Byfornyelsen kan derfor betragtes som den entreprenørielle bys strategiske redskab til dels at skabe
attraktive boligområder og byrum i forsøget på at positionere sig i den internationale
storbykonkurrence og dels proaktivt at initiere en gentrificering som ’byen’ og de involverede
kapitalinteresser på flere måder har fordel af 182 .
Fordi den fysiske opgradering af det byggede miljø, bl.a. som konsekvens af den nye proaktive
udvikling af byen, overvejende går forud for tilflytningen af nye beboere, bliver det samtidig også
mere relevant at betragte disse tilflyttere/gentrifikanterne, ikke som aktive aktører i selve den
fysiske omdannelse men som en særlig gruppe af købekraftige forbrugere, og selve boligen og
byrummet i den indre by som en vare, der på linie med andre varer udvikles som reaktion på disse
forbrugeres efterspørgsel. I dette lys kan man indtil videre med udgangspunkt i både Smith og Jager
forklare en del af denne vares overordnede revaluering 183 . Dvs. den stigning i umiddelbar
brugsværdi, som skyldes den fysiske omdannelse/opgradering og deraf øgede funktionalitet.
Derudover bidrager Jager også til at begribe noget af den symbolværdi, som er blevet tilskrevet
varen, som følge af den primære æstetisering, som boligens restaurering, fremhævelsen af det
historiske element og de tilstødende byrums generelle forskønnelse kan siges at repræsentere.
181 Beauregard 1986 s. 51
182 Bemærk Harveys anvendelse af begrebet gentrificering i citatet s. 38. Her fremstilles gentrificering netop mere som
en entreprenøriel strategi, der i sig selv kan bidrage til at styrke byens position som lokalitet for forbrug.
183 Jf. Smiths opfattelse af gentrificering som en revalueringsproces.
53

I forbindelse med dette speciale opfattes gentrificeringsteorierne, som det mest oplagte redskab til
anskuelse af storbyens interne rumlige omstrukturering. Spørgsmålet er dog, hvorvidt og hvordan
disse teorier kan anvendes i forsøget på at begribe den betydningsmæssige transformation, som er
observeret sideløbende med byfornyelsens fysiske omdannelse af byrummet.
Man kan foreløbig konkludere, at de ovenfor gennemgåede teorier i sig selv ikke siger noget om
betydningsmæssig transformation. Men når det er sagt, så mener jeg også, at jeg ved at lade disse
teorier supplere hinanden i en kontekst af den entreprenørielle by og samtidig se dem i lyset af mine
videnskabsteoretiske overvejelser omkring sammenhængen mellem det ikke-diskursive og det
diskursive har etableret et brugbart udgangspunkt for at tilføje en diskursiv dimension til en proces,
der indtil videre kan betragtes som resultatet af en overvejende ikke-diskursiv og i forhold til
byrummet udefrakommende byudviklings-praksis. Derfor handler det følgende kapitel, med andre
ord, om at begribe byrums betydningsmæssige transformation ved, helt i tråd med Faircloughs
metode, at indkredse det, man parallelt hermed kunne betegne som en udefrakommende diskursiv
byudviklings-praksis.
54

Kap. 4 Gentrificeringens diskursive dimension
Hvis det indledningsvis blev fremstillet som om, at et af målene for dette speciale var at tilføje en
diskursiv dimension til forståelsen af gentrificeringsprocessen og dermed supplere, hvad der
umiddelbart synes som utilstrækkelige teorier, når byrums betydningsmæssig transformation skal
begribes, bør dette mål, efter nærlæsning af nogle af de mest fremstående teoretiske bidragsydere,
dog modificeres en anelse.
Man kan nemlig konstatere at en række af forfatterne rent faktisk kredser en del om emnet, men
selv om nogle af dem endda behandler denne dimension eksplicit, inkluderer den gængse opfattelse
af dem alligevel ikke ’det diskursive’. Med andre ord ignoreres den diskursive dimension som regel,
når teorierne sidestilles og diskuteres, hvilket jeg betragter som en fejl, fordi det kort sagt forhindrer
en fuldkommen forståelse af den rumlige omstruktureringsproces, som gentrificeringsteorierne
ellers sætter sig som mål at begribe 184 .
Indledningsvis gennemgår jeg derfor nogle udvalgte gentrificeringsteoretikere, med det formål at
fremhæve og udvikle de diskursive tråde i deres teorier. Undervejs diskuteres de forskellige måder
hvorpå disse teoretikere inkorporerer en forståelse af den diskursive dimension og på denne
baggrund foretager jeg en foreløbig vurdering af hvorvidt teoretikere bidrager til at belyse den
diskursive praksis, som jeg med udgangspunkt i Faircloughs metode helt grundlæggende fokuserer
på i dette kapitel. (jf. fig. 2 b og c)
Derefter forsøger jeg så inspireret af mit videnskabsteoretiske udgangspunkt, og med udgangspunkt
i særlige træk ved både den entreprenørielle by og forbrugssamfundet, at supplere den til formålet
mest anvendelige af teoretikerne, med andre relevante teoretikeres indsigt, for hermed at etablere en
dybere forståelse for forskellige aspekter af den betydningsmæssige transformation, som jeg har sat
mig for at begribe i dette speciale.
Alt sammen leder det frem til, at jeg afslutningsvis, bl.a. ved at udvide gruppen af såkaldte
sandhedsproducenter og dermed modificere begrebet ’rummets repræsentationer’, bliver i stand til
at indkredse aktørerne bag den udefrakommende diskurs, som, ifølge både Fairclough og
inspirationen fra Shields/Lefebvre, kan siges at virke betydningstilskrivende i forhold til byrummet
og dets omdannelse. Aktører som jeg indledningsvis, parallelt med løsningen af den teoretiske
problemstilling og som omtakt til besvarelsen af den empiriske problemformulering, ligeledes satte
mig for at indkredse
4.1 Tre diskursorienterede teoretikere
Herunder præsenteres tre gentrificeringsteoretikere, som hver på deres måde forholder sig til
gentrificeringsprocessens diskursive dimension og således bidrager til forståelse af
betydningsmæssig transformation, som en del af den rumlige omstruktureringsproces. Til at starte
med, drejer det sig om en allerede introduceret teoretiker.
184 Ved at inddrage den diskursive dimension, bliver man måske netop i stand til at forklare den ændring i kulturel
status, som mange af gentrificerinsgteoretikerne gør opmærksom på, men i mine øjne sjældent forklarer.
55

4.1.1 Neil Smith og ‘the language of gentrification’
Hvad mange nemlig glemmer, når de, som jeg har gjort det ovenfor, præsenterer Smiths bidrag til
gentrificeringsteorien er, at titlen og udgangspunktet for hans bog ’The New Urban Frontier’ faktisk
omhandler den dimension af gentrificeringprocessen, der hidrører det diskursive.
Næsten hele indledningen og det første kapitel af det, der med rent-gap teorien i centrum går hen og
bliver en kapitallogisk forklaring på gentrificering, bruger Smith således på det, han betegner som
’the language of gentrification’ og ’the discourse of urban renewal’ 185 . I avisartikler og
ejendomsmæglerannoncer har han iagttaget, hvordan den mytiske fortælling om koloniseringen af
’det vilde vesten’ igen og igen bliver brugt som analogi for den byudvikling, der op gennem 80’erne
finder sted på Lower Manhattan i New York. Han fremhæver hvordan denne såkaldte ’frontier-’
eller civilisationsgrænse-diskurs, som et gentaget sprogligt mønster fungerer som et redskab til at
naturalisere gentrificeringsprocessen og i det hele taget fremstille denne form for byudvikling som
kulturel meningsfuld. På samme måde som de oprindelige nybyggere, der gennem deres aktiviteter
rykkede civilisationsgrænsen mod vest, opfattes som sin tids pionerer og helte, fremstilles særlige
sociale grupper som storbyens pionerer, der civiliserer den ellers uciviliserede urbane ødemark.
“[The frontier] discourse serves to rationalize and legitimate a process of
conquest, whether in the eighteenth and nineteenth-century West, or in the late-
twentieth-century inner city." 186
Smith advarer mod at se disse fremstillinger som banale og uskyldige og henleder således
opmærksomheden på, hvordan denne diskurs så at sige arbejder i det skjulte og har nogle
ideologiske effekter. Ved f.eks. at udpege bydelen Lower East Side, som ’the wild wild west’
legitimeres både en særlig gruppe af velhavende tilflytteres tilbageerobring af byen og den
samtidige uddrivelse af de sociale grupper, der som følge af diskursen stemples som skurke og
fredløse. Som Fairclough har gjort opmærksom på, fremmer diskursen således bestemte sociale
gruppers interesser på bekostning af andres. Derudover fremstiller diskursen også gentrificering
som uundgåeligt.
“Insofar as gentrification infects working-class communities, displaces poor households,
and converts whole neighbourhoods into bourgeois enclaves, the frontier ideology
rationalizes social differentiation and exclusion as natural, inevitable.” 187
Selvom Smith således inddrager det diskursive i forbindelse med hans gentrificeringsteori, er
det vigtigt at pointere, at han ikke betragter civilisationsgrænse-diskursen som direkte årsag til
gentrificering, men kun ser den som et vigtigt betydningstilskrivende akkompagnement til det,
han opfatter som vigtigere aspekter af processen. Det ændrer dog ikke ved, at han rent faktisk
185 Smith 1996, preface XIV
186 Smith 1996, preface XV
187 Ibid., s.17
56

åbner op for en for en opfattelse af diskursen som udgørende en dimension af den rumlige
omstruktureringsproces, og at en del af det resulterende byrums betydning derfor kan betragtes
som udspringende af denne diskurs.
4.1.2 Sharon Zukin og ’loft living’
Også den amerikanske geograf Sharon Zukin tager udgangsgpunkt i den amerikanske hovedstad i
sin behandling af gentrificering.
I hendes berømte bog ’Loft-Living’, som første gang udkom i 1982, beskriver hun således den
proces, som kvarteret SoHo gennemgik i løbet af 1970’erne og starten af 80’erne, og som
initieredes, da især kunstnere og kunsthåndværkere af økonomisk nød bosatte sig i de af industrien
efterladte, nedslidte og derfor billige lokaler midt på Manhattan. Det socialt belastede kvarter, og de
derfor ikke helt menneskeforladte bygninger, blev således langsomt fyldt med nyt liv og den
kunstneriske aktivitet, som de store industrielle produktions- og lagerlokaler, kaldet ’lofter’
samtidig var velegnede til at huse. I området åbnede der, affødt af kunstnernes tilstedeværelse og
særlige efterspørgselsmønstre, samtidig en række mindre detailhandlende butikker, gallerier,
restauranter, barer og andre kulturelle ’scener’, hvilket betød at byrummene kom til at indeholde et
helt specielt udbud af både materielle og ikke mindst kulturelle forbrugsmuligheder.
Ved at indgå en alliance med de ’anti-development’ bevægelser, som på daværende tidspunkt var
begyndt at plædere for bevarelsen af den helt specielle type af 1800-talsbygninger med
karakteristiske pladejernsfacader, som var kendetegnende for kvarterets byggede miljø, blev de nye
brugere i stand til at modsætte sig den nedrivning, som ellers skulle have været bygningernes
skæbne.
Fordi de bygninger, som ellers ikke tidligere var blevet opfattet som historisk værdifulde, nu
pludselig blev det 188 , og fordi de kunstnere, der ikke kun havde arbejdet men også boet i
bygningerne, repræsenterede en spændende og attraktiv modkultur til det etablerede, og fordi deres
skelsættende modstand mod den gængse udvikling af Manhattan som finansielt distrikt fik så meget
opmærksomhed, og fordi deres alternative livsstil og specielle kulturelle forbrug dermed blev
synonym med SoHo 189 og fordi der helt overordnet i samfundet samtidig fandtes, hvad Zukin
kalder:
“A heightened sense of art and history, space and time… 190 ”
, fik det kvarter, som ellers var opgivet som værdiløst, pludselig en ny status og sammensat værdi.
Med stor relevans for dette speciale pointerer Zukin, at denne værdi ikke kan begribes uden at forstå,
hvordan kunstnerne selv, de mennesker som levede af at vurdere og sælge deres kunst, samt de
arkitekturkritikere og bygningsbevaringstalsmænd, som vurderede de fysiske rammer som havende
historisk værdi, helt grundlæggende bidrog til at ændre den overordnede diskurs om byens
188 SoHo blev erklæret National Historical Landmark i 1978.
189 SoHo blev også officielt udpeget som ’an artist zone’. Zukin 1988, s. 13
190 Ibid., s. 15
57

omdannelse, så enhver pludselig så værdi i at præservere og konvertere frem for at nedrive og
nybygge. Samtidig gør hun opmærksom på hvordan især livsstilsmagasiner i tillæg hertil begyndte at
lovprise alsidigheden, friheden og kreativiteten forbundet med det at bo i et ’loft’, og hvordan
smagssættende massemedier, bl.a. ved at romantisere en bohemeagtig kunstner-stereotyp og
sprogligt kæde dennes livsstil sammen med boligerne, bygningerne, gaderne og byrummene
dramatiserede kvarterets omdannelse og dermed tilvejebragte en diskurs, som pludselig gjorde det at
bo i store rum med bare vægge og frilagte bjælker kulturelt meningsfuldt og særdeles attraktivt.
Ejendomsinvestorer og udviklingsselskaber var da heller ikke sene til at udnytte den nye værdi, som
disse lokaler potentielt besad. Deres ihærdige præservering og konvertering af områdets bygninger
til luksuriøse lejligheder, betød dog paradoksalt nok, at de sociale grupperinger, der oprindelig havde
medvirket til at tilføre kvarteret ny værdi, i løbet af få år ikke længere havde råd til at bo der. Mens
de flyttede ud af kvarteret, blev den artistiske atmosfære, som de havde tilført det til gengæld forsøgt
fastholdt diskursivt.
”since that time, ’living lofts’ has become a household word in cities of the United States
and Western Europe and loft living has been elevated to a fashionable residential
style” 191
At denne atmosfære kunne fastholdes og at ordet siden er blevet vidt udbredt skyldes, at
ejendomsmæglere hurtigt overtog og reproducerede både ordet og den fortælling, som det implicit
bar på, for at udnytte det kommercielt. Altså til helt enkelt at forøge værdien på den vare, de stod
foran at skulle sælge.
Den geografisk afgrænsede og specifikke proces i SoHo satte således en hel ny byudviklingspraksis i
gang. Med SoHo som forbillede gik det nemlig ikke kun op for ejendomsmæglere, men også for de
’kollektive sociale aktører’ som Smith forsøgte at indkredse i foregående kapitel, at de kunne øge
hele den indre bys attraktivitet og værdi ved, dels at præservere og konvertere ejendomme, dels ved
at tilvejebringe kulturelle forbrugsmuligheder, og sidst men ikke mindst ved diskursivt at iscenesætte
de specifikke byrum og deres omdannelse 192 .
Ligesom Smith betragter Zukin altså gentrificering som en revalueringsproces, der har stor
indflydelse på værdien af ejendomme og grunde i den indre by. Men i modsætning til ham
fastholder hun, at denne proces i højere grad beror på det, hun betegner som ’kulturelle
tilegnelsesprocesser’, der redefinerer steders betydning, og mindre på
kapitalakkumuleringsstrategier 193 . Mens Smith kun beskæftiger sig med det diskursive som optakt
191 Zukin 1988, s. 60
192 Civilisations og pionermyten er et eksempler på sådanne iscenesættelser. Derudover kan effekten af at associere
udvalgte kvarterer i New York med SoHo (kvarteret South of Houston) ved at navngive dem efter samme mønster ikke
undervurderes. Således er TriBeCa (Triangle Below Canal Street), NoLIta (North of Little Italy) og MePa (Meat
Packing district) eksempler på områder i New York, som efter SoHo har oplevet store ejendomsværdistigninger. SoHo
er med andre ord blevet et symbol på en særlig transformation, som man altså både fysisk og sprogligt forsøger at
imitere og initiere.
193 Der gås yderligere i dybden med disse kulturelle tilegnelsesprocesser i afsnit 4.2.
58

til at udpege de, i hans øjne, langt vigtigere økonomiske årsager til gentrificering, kan man derfor
sige at Zukin langt mere målrettet forsøger at indkredse det sammenfald af omstændigheder, der
som en særlig sociokulturel tilstand udgør nogle strukturelle forudsætninger for, at
gentrificeringsprocessen og de kapitalakkumuleringsstrategier, som den senere også indebærer, kan
finde sted. En tilstand der altså kommer til udtryk i en særlig værdiladet diskurs, som, i hendes øjne,
ikke kun akkompagnerer, men også både går forud og efterfølger den fysiske omdannelse, og
dermed i langt højere grad udgør en central dimension af den samlede rumlige omstrukturering 194 .
4.1.3 Robert Beauregard og ‘hegemonic boosterism’
Mens de to ovenfor gennemgåede teoretikeres tilgang til det diskursive er baseret på partikulære
iagttagelser og samtidig må betegnes som temmelig ustrukturerede, så går
gentrificeringsteoretikeren Robert Beauregard anderledes systematisk til værks, når det diskursive
skal indkredses.
Beauregard fremhæver således de ’sproglige overdrivelser’, som han forbinder med en særlig
koalition af gentrificeringsprocessens ’boosters’ 195 og betragter generelt disse journalistiske og
’public relations’-relaterede beskrivelser, som udgørende et vigtigt lag i vores erkendelse af
gentrificeringsprocessen. Han definerer disse ‘boosters’ som:
“[…] redevelopment bodies, local newspapers, “city”-magazines, mayors offices, real-
estate organizations, financial institutions, historic preservationists and neighbourhood
organizations […].Each has an interest in increased economic activity within the city
and an affinity for the middleclass who function as gentrifiers. Their descriptions,
analyses and advertising both present and misrepresent the phenomenon as it exists, and
convey an ideology meant to foster continued gentrification.” 196
Ved at behandle en række udvalgte temaer kæder disse diskursive aktører først og fremmest et
særligt positivt billede af den idealtypiske tilflytter og hans/hendes nye urbane livsstil sammen med
byrummet, hvormed ikke kun en særlig opfattelse af ’det gode liv’, men også det, jeg mener, man i
forlængelse heraf kan kalde ’det gode byrum’ indkredses og udbasuneres. Det er således indenfor
dette lag, at fremstillingen af tilflytteren som både spændende bohemeagtig type og pioner med
ansvar for byrummets revitalisering reproduceres, og det er her, at det beskrives hvordan:
”These gentrifiers live in historically preserved or ’high tech’ domestic environments
which reflect their sense of ‘taste’. They shop at speciality stores where unique and
194 I modsætning til Smith, der kategoriserede sociokulturelle tilgange til gentrificeringsprocessen som
’forbrugssideargumenter’, forsøger Zukin i mine øjne at bringe gentrificeringsprocessens sociokulturelle dimension
tilbage på produktionssiden. Altså som direkte medvirkende årsag til byrummets ’produktion’ og omdannelse. Se
eksempelvis Zukin 1988, s. 15
195 Beauregard 1986 s.36.Der findes ikke nogen god oversættelse af ’boosters’. Ordbogen foreslår ’reklamemagere’,
mens promovatorer måske ville være mere rammende.
196 Beauregard 1986 s. 36
59

higher quality clothing and food convey and reinforce a sense of status. Trendy
restaurants provide them with places to be seen and admired. The comforts of civilised
living are everywhere” 197
Ligesom Smith gør også Beauregard opmærksom på, at disse ’rapporter’ fra
byrummet 198 produceres af ideologiske årsager, og at de som sådan ikke bare udgør et lag i vores
erkendelse af gentrificerinsgprocessen, men også bliver en del af fænomenets virkelighed. De må
dog aldrig opfattes som repræsentative for dets essentielle form, for at tro at sådanne beskrivelser
objektivt fremstiller gentrificeringsprocessen er at lade sig vildlede 199 . Netop fordi alle disse
aktører, som Beauregard påpeger, i en eller anden form har en interesse i øget økonomisk aktivitet i
byen er deres beskrivelser derfor mere er at betragte som en slags reklame, der i form af
manipulerede ’images’ af byen og dens kvarterer appellerer til både udefrakommende investorer, og
til det segment af den købekraftige middelklasse, hvis bosættelse eller ophold i byrummet vil øge
den økonomiske aktivitet og hvis blotte tilstedeværelse i sig selv kaster glans over byrummet.
Med introduktionen til den kritiske diskursanalyse in mente (afsnit 1.2.3) kan man sige, at disse
udefrakommende aktører har interesse i at gøre en særlig diskurs om byrummets omdannelse
hegemonisk, og dermed på vegne af en særlig social gruppe fremme samme gruppes interesser, ved
gennem diskursen at retfærdiggøre dens medlemmers brug af og krav på det omdannede byrum.
Med andre ord tilvejebringes en diskurs, der som et særligt betydningsladet repertoire fungerer som
en form for ressource, som denne gruppes individer kan trække på og reproducere, når de skal
forklare deres væren på stedet 200 .
Ligesom Smith pegede på hvordan gentrificeringen fremstilles som uundgåelig, hævder
Beauregard, at denne hegemoniske ’boosterism’ eller aggresive promovering af byrummet samtidig
er svær at argumentere imod eller modsætte sig, dels fordi den, som antydet, sprogligt naturaliserer
processen, dels fordi den ved at kæde gentrificering sammen med en bydende nødvendighed af at
føre en overordnet vækstorienteret byudviklingspolitik, på fejlagtig vis bidrager til den opfattelse, at
gentrificering er gavnligt for alle og for byen overordnet 201 . Som beskrevet ovenfor, medfører den
fysiske omdannelses- og revalueringsproces tværtimod, at de ressourcesvage individer, som
oprindelig beboede og brugte byrummet, fortrænges. Samtidig forstærker den akkompagnerende
diskurs denne tendens ved først og fremmest at tilskrive disse for byen så attraktive medlemmer af
en ny middelklasse, en privilegeret position i forhold til byrummet. Det er deres tilstedeværelse i det
197
Ibid.
198
Som netop ikke skal forveksles med det indefrakommende perspektiv, som de til tider giver sig ud for at være.
199
Beauregard s. 36
200
Jeg er her kraftigt inspireret af diskurspsykologerne Potter & Wetherells begreb om ’interpretative repertoirer’.
Jørgensen & Phillips 1999, s. 124ff. Desuden er jeg inspireret af Laclau & Mouffes begreb om ’interpellation’, der
omhandler hvordan subjektet indtager de af diskursen udstukne subjektpositioner som følge af, at diskursen så at sige
’prajer’ subjektet. Ibid. s. 24 f. Men da jeg netop, som følge af mit fokus på den udefrakommende diskurs om byrummet
har prioriteret at holde disse indefrakommende aktører så passive som mulig, er jeg ikke gået i dybden med dette ellers
centrale begreb inden for al diskursteori.
201
Ibid. s. 37.
60

omdannede byrum der igen og igen fremstilles som dét kulturelt meningsfulde, mens de oprindelige
beboere fremstilles som deres binære modsætning, og dermed som de indforstået uønskede.
Beauregard følger som sådan op på både Smiths og Zukins iagttagelser og kategoriserer dem som en
del af den diskursive byudviklingspraksis, der, i en kontekst af det overordnede salg af byen, er gået
hen og blevet et naturligt akkompagnement til den ikke-diskursive byudviklingspraksis og fysiske
omdannelse af byen.
I forhold til Faircloughs tredimensionelle analysemodel eksemplificeres det altså, hvordan den
entreprenørielle by udgør den bredere sociale praksis og samfundsmæssige kontekst, som den
diskursive praksis og herunder de specifikke tekster/kommunikative begivenheder er en del af, og
derfor også bør forstås i forhold til. Ligesom det i sidste kapitel blev slået fast om den fysiske
omdannelse, så kan det her slås fast, at også den betydningsmæssige transformation, som vitterlig
udsprang indefra byrummet til at starte med, i det SoHo, hvor Zukin gjorde sine oprindelige
iagttagelser, i dag initieres proaktivt og bevidst, først og fremmest som følge af en række
udefrakommende interessenter og ’boosters’ særlige diskursive praksis.
4.2 Byrummet som vare
Dermed tydeliggøres det yderligere, hvordan den rumlige omstrukturering og herunder den
betydningsmæssige transformation bør begribes som tæt forbundet med den vareliggørelse, som
både byen, byrummet og boligen i stigende grad synes at være udsat for.
Fordi Zukin, i forhold til Smith og Beauregard, der skriver mere snævert indenfor
gentrificeringsteorien, netop funderer en langt mere subtil forståelse af betydningsmæssig
transformation i de sociokulturelle tendenser, som blev beskrevet i kapitel 2, vil jeg i det følgende
tage udgangspunkt i nogle af hendes ideer og supplere dem med andre teoretikeres indsigt for at
udlægge det krydsfelt af forbrugssamfund, postmoderne identitetskonstruktion, symbolværdi og
æstetisering, som denne vareliggørelse er en del af, og som jeg derfor mener, at byrums
betydningsmæssige transformation bør ses i forhold til. Indledningsvis præsenteres Zukins særlige
fokus på den rolle som kultur og en særlig gruppe af kulturelle formidlere spiller i forbindelse med
storbyens udvikling i dag.
4.2.1 Storbyens symboløkonomi og den ’kritiske infrastruktur’
I følge Zukin bør rammen for forståelse af gentrificeringsprocesser og herunder betydningsmæssig
transformation, helt grundlæggende være den særlige sammenfletning af kultur og økonomi, der,
som berørt i afsnit 2.2.3, i stigende grad kendetegner den postindustrielle by, og som kommer til
udtryk, i det hun selv betegner som byernes symboløkonomi.
Hvor kultur traditionelt set var noget som fulgte af rigdom, f.eks. når der i Europas gamle storbyer
fandtes økonomisk overskud til finansiere udsmykning af templer, engagere komponister og
musikere eller etablere store kunstmuseer, så er kultur, i takt med at det er blevet et vigtigt
instrument under storbyers forfølgelse af entreprenørielle strategier, som nævnt i afsnit 2.4.1, blevet
et redskab til at skabe økonomisk vækst og værdi.
61

“With the disappearance of local manufacturing industries […], culture is more and
more the business of cities – the basis of their tourist attractions and their unique,
competitive edge. The growth of cultural consumption (of art, food, fashion, music,
tourism) and the industries that cater to it fuels the city’s symbolic economy, its visible
ability to produce both symbols and space.” 202
Denne symboløkonomi bliver, som Zukin påpeger, særlig synlig når entreprenøriel kapital og
kulturelle symboler sammenflettes under skabelsen af nye offentlige byrum 203 . En sammenfletning
som helt specifikt finder sted, når en særlig gruppe af ansatte indenfor kulturindustrien diskursivt
afbilder, eller som hun selv kalder det: ’spinder et net af fortællinger omkring specifikke steder i
byen’ 204 . Zukin skriver om denne gruppe:
“These men and women [who produce and consume, and also evaluate, new market
based products] perform several important roles. They form a highly visible wedge of
gentrification in specific cities. They staff the new service careers in publishing,
restaurants, advertising, and cultural institutions on which downtowns economy
depends.” 205
Denne gruppes medlemmer, hvad enten der er tale om reklamebureauansatte, journalister på aviser,
livsstilsmagasiner og hjemmesider, værter i forbrugsprogrammer på TV, radioværter,
museumsansatte eller tjenere på en restaurant, fungerer alle som en slags kulturelle specialister eller
formidlere, som både promoverer og besidder ekspertise indenfor produktionen og forbruget af
kulturelle varer, hvad enten der er tale om en designlysestage fra 50’erne, en rockkoncert, et
traditionelt museumsbesøg, et måltid mad på en gourmet restaurant eller en luksuslejlighed i den
indre by. Ligesom kunstnerne og bevaringsfortalerne gjorde det i slutningen af 70’erne i SoHo,
udgør denne voksende og for storbyens økonomi så betydningsfulde gruppe tilsammen det, Zukin
betegner som storbyens ’kritiske infrastruktur’ i den forstand, at dens medlemmer som en slags
anmeldere konstant forholder sig kritisk til emner, der bredt kan betegnes som vedrørende kulturelt
forbrug, og herunder så at sige kortlægger storbyens kulturelle landskab samt formidler dets
omdannelse.
202 Zukin 1995, s. 135. Jf. hendes egen definition af kultur i afsnit 2.2.3. som et symbolproducerende system. Andetsteds
beskriver hun hvordan kultur, som en kilde af afbildninger og erindringer, der symboliserer, hvem der hører til hvor,
kan fungere som et effektfuldt middel, hvormed byer kan kontrolleres.
203 Zukin 1995, s. 133
204 Ibid. s. 135
205 Zukin 1991, s. 201-202
62

“By means of their creative products – especially their reviews – they provide an
aesthetic critique that facilitates upscale consumption. They supply the critical
infrastructure for downtowns transformation” 206
Ifølge Zukin undergår byrum en kulturel tilegnelsesproces, der ændrer deres betydning, når de i
deres egenskab af både ramme om kulturelt forbrug og ikke mindst som vare i sig selv, inddrages i
den kritiske infrastrukturs retorik 207 . Man kan sige at tilegnelsesprocessen indebærer, at denne
gruppes medlemmer gør en slags krav på byrummet, hvilket ikke skal forstås på den måde, at de
direkte påkalder sig retten til det eller bosætter sig der 208 . Den kulturelle tilegnelse skal i stedet
opfattes som en følge af den særlige måde, hvorpå disse kulturelle formidlere udtaler sig om
byrummet, sætter ord på det, udlægger det, anskuer det fra en særlig vinkel, og dermed værdsætter
eller mere præcist værdi-sætter det, ikke så meget på baggrund af dets umiddelbare brugsværdi,
men mere på baggrund af dets æstetiske kvaliteter og historiske signifikans.
Ved at betegne dem som en form for infrastruktur gør Zukin på fremragende vis opmærksom på
hvor mange af byens udviklings- og omdannelsesprocesser, der så at sige forløber via denne gruppe,
og hvor mange forskellige roller de indtager.
“On the one hand, the work of the critical infrastructure contributes to tourism, food,
publishing, and art; on the other, their consumption practices become an accessory to
property development” 209
Først og fremmest promoverer de forbruget af de materielle og kulturelle varer, som de selv er med
til at producere, og hvis salg byen i højere grad skal leve af i fremtiden. Samtidig bliver de mere
eller mindre frivilligt et redskab i hånden på den indre bys ejendomsudviklere og mæglere, fordi de
gennem deres beskrivelser, evalueringer og kritik skaber rumlige repræsentationer, der forbinder,
den i forbrugssamfundet mest meningsfyldte aktivitet: forbruget, med den indre by. Hermed
fremstilles denne del af byen som en særlig attraktiv ramme om forbrug og som en vare i sig selv,
mens de specifikke boliger og byrum tilskrives ny og positiv symbolværdi 210 . Desuden bidrager den
kritiske infrastruktur til den overordnede imageskabelse af byen, som skal tiltrække både turister,
206
Ibid. s. 202. Både Featherstone og Harvey forsøger ligesom Zukin at indkredse og fremhæve denne gruppes vigtige
rolle i forbindelse med den indre bys omdannelse. Med udgangspunkt i henholdsvis Pierre Bourdieu og Daniel Bell
betegner de gruppen ’new cultural intermediaries’ og ’the cultural mass’. Featherstone 1991, s. 403, Harvey 1996, s.
326
207
Samtidig med at man selvfølgelig kan hævde, at det netop er i det øjeblik at de inddrages i deres retorik, at de bliver
at betragte som en vare.
208
I hvert fald ikke i første omgang. Som Beauregard antyder, findes der ’an affinity’ eller et åndsslægtskab mellem
’boosters’ og en ny middelklasse. Men som Zukin peger på, er der selvfølgelig også et reelt sammenfald mellem
’boosters’/kritisk infrastruktur og gentrifikanter/tilflyttere/ny middelklasse. Medlemmer af den kritiske infrastruktur er
således selv at betragte som tilhørende det segment af middelklassen, der er kendetegnet ved at have interesse i at
bosætte sig og opholde sig i den indre bys omdannede byrum.
209
Zukin 1996, s. 231
210
Zukin identificerer den interessante forbindelse, der opstod mellem to varekredsløb, da en ejendomsudvikler i New
York blev forlagsejer. Gennem de livsstilsmagasiner, som forlaget udgav, blev han dermed i stand til diskursivt at
appellere til og værdsætte de nye ’socio-rumlige forbrugsmønstre’, som samtidig øgede hans ejendommes attraktivitet
og værdi. Zukin 1991, s. 266-267
63

højtuddannet arbejdskraft og investorer, hvis økonomiske aktivitet skal sikre byens fremtidige
vækst.
4.2.2 Forbrugssamfund og postmoderne identitetskonstruktion
Den vareliggørelse og symbolværditilskrivelse af fysisk omdannede byrum, som den kritiske
infrastruktur i særlig grad bidrager til, bør i takt med forbrugssamfundets udbredelse samtidig
begribes som forsøg på at tilfredsstille en grundlæggende efterspørgsel efter varer, der som følge af
deres høje symbolværdi er særligt anvendelige som led i det, der i kapitel 2 blev betegnet som en
postmoderne identitetskonstruktion. Den betydningsmæssige transformation, som den kulturelle
tilegnelse og symbolværditilskrivelse medfører, skal altså ikke kun begribes som direkte affødt af et
overordnet behov for at sælge byen. Som Zukin skriver:
”the cultural power to create an image, to frame a vision, of the city has become more
important as publics have become more mobile and diverse, and traditional institutions –
both social classes and political parties – have become less relevant mechanisms of
expressing identity.” 211
Udover at begribe hvordan individer i højere grad konstruerer deres identitet omkring forbrug af
varer, bør man, som det ligeledes blev pointeret i kapitel 2, samtidig forstå, hvordan disse individer
grundlæggende bliver afhængige af at besidde evnen til at reflektere ikke bare kognitivt men også
æstetisk. I takt med forbrugssamfundets udbredelse har individer med andre ord et voksende behov
for at besidde nogle kulturelle kompetencer, der gør dem i stand til at bedømme og værdsætte varer
ud fra deres æstetiske fremtoning og samtidig orientere sig indenfor det kaotiske system af
symbolværdi og betydning, der især igennem forskellige former for reklame konstant både
reproduceres og forandres, og hvis tilegnelse tilfredsstiller behovet for at distingvere sig i forhold til
andre forbrugere. Som den britiske sociolog Mike Featherstone gør opmærksom på:
”the general expansion of the cultural sphere within contemporary Western societies not
only points to the enlarged market for cultural goods and information, but also to the
ways in which the purchase and consumption of commodities, an allegedly material act,
is increasingly mediated by diffuse cultural images (via advertising, display and
promotion) in which the consumption of signs or the symbolic aspect of goods become
the major source of the satisfaction derived.” 212
Det Zukin gør godt, er netop at gøre opmærksom på hvordan, den kritiske infrastruktur både
bidrager til varers symbolværditilskrivelse og samtidig tilvejebringer sådanne kulturelle
kompetencer:
211 Zukin 1995, s. 133
212 Featherstone 1991, s. 389
64

“Members of the critical infrastructure produce the didactic prism through which
cultural values are appreciated.[…]Their labor produces critique that makes people
more aware of consumption and distinguishes reflexive consumers from other social
groups” 213
Zukin fremhæver i den forbindelse, hvordan mange gentrificeringsprocesser tidligere startede med,
at medlemmer af den kritiske infrastruktur udviste interesse for udvalgte byrum og kvarterer. Først
og fremmest initieredes mange af disse revalueringsprocesser ved, at ansatte ved bymuseer eller
medlemmer af historiske selskaber forestod offentlige byvandringer igennem kvarterne og herunder
udpegede arkitektoniske detaljer ved bygningerne, samt fortalte deres historie 214 . Hermed blev
områder, som det måske ikke tidligere syntes værd at bosætte sig i, som følge af den særlige
diskursive indramning pludselig attraktive, med den konsekvens at medlemmer af en ny
middelklasse, som Jager beskrev det i foregående kapitel, flyttede ind i kvarteret og påbegyndte en
restaurering i henhold til de af den kritiske infrastruktur udstukne æstetiske retningslinier. I
modsætning til de oprindelige beboere, besad disse medlemmer af den nye middelklasse i højere
grad evnen til æstetisk at reflektere og var gennem deres øvrige høje vareforbrug kommet i
besiddelse af særlige kulturelle kompetencer. Kompetencer der satte dem i stand til at værdsætte
bygningerne og byrummene for disse mere symbolværdirelaterede kvaliteter, og ikke mindst opnå
en særlig tilfredsstillelse herigennem.
Igen er pointen, at mens disse grupper før selv tilegnede sig byrummet, gøres det i stigende grad for
dem. Som følge af en tendens til at både offentlige og private byudviklingsselskaber under den
entreprenørielle udvikling af byen ansætter sådanne kulturelle formidlere, og i det hele taget selv
udgør en del af den kritiske infrastruktur, målrettes den kulturelle tilegnelse i højere grad bevidst
udvalgte byrum, for både før, under og efter deres samtidige fysiske omdannelse, at tilskrive dem
symbolværdi og dermed appellere til det segment af den nye middelklasse, som de af forskellige
årsager ønsker at tiltrække 215 .
4.2.3 ’Landskabeliggørelse’ og ’turistoplevelsens iscenesatte natur’
Ud over at forholdet mellem subjekt og objekt under forbrugssamfundets udbredelse i stigende grad
kan beskrives som forholdet mellem forbruger og vare, så virker det som om, at den relation mellem
borger og byrum, der i mine øjne udgør en vigtig kontekst for forståelsen af byrums
betydningsmæssige transformation, samtidig og måske endnu mere rammende kan beskrives som
lignende forholdet mellem turist og turistattraktion. For at komme til denne erkendelse må man
først gå via Zukins begreb om ’landskabeliggørelse’.
213 Zukin 1996 s. 215
214 Zukin 1996, s. 229 ff
215 Først og fremmest fordi de via deres højere indkomster, større købekraft og højere forbrug skaber økonomisk
aktivitet og derudover forbedrer det overordnede skattegrundlag, jf Beauregards citat i afsnit 3.4.2.
65

Ifølge Zukin er begrebet ’landscape’ 216 nøglen til at begribe sammenhængen mellem kulturel
tilegnelse og rumlig transformation. Ved at fremhæve 1700-tallets malere, der gennem deres
landskabsmalerier portrætterede og i bogstaveligste forstand indrammede et særligt perspektiv på
naturen og det rurale landskab, forsøger hun at forstå den kritiske infrastrukturs helt centrale rolle i
byens omdannelse. For ligesom malernes landskabskonstruktion fik stor betydning for menigmands
opfattelse af ’livet på landet’, får også det særlige perspektiv, som den kritiske infrastruktur,
gennem deres diskursive afbildninger og rumlige repræsentationer, lægger på kulturen og det
urbane landskab, også stor indflydelse på den generelle opfattelse af ’livet i byen’. Man kan sige at
de gennem en særlig diskurs fremhæver og tydeliggør et særligt bylandskab, som andre
efterfølgende bliver i stand til at se 217 .
“There is a fundamental distinction between the insider-participant and the external
observer. The very idea of ‘landscape’ is associated with the gaze of the latter, since it
implies a certain objectivisation of the scene and a distancing of subject from object” 218
Udover at denne objektificering af de fysiske omgivelser samtidig er i tråd med specialets udefra-
indefra perspektiv, så henleder Zukin med begrebet ’landscape’ opmærksomheden på det særlige
’gaze’ eller blik, som indstiftes gennem den kritiske infrastrukturs urbane landskabeliggørelse, og
som i mine øjne bedst er at sammenligne med det blik, som turisten kaster på turistattraktionen.
Som Shields skriver om det, han betegner som ’turistoplevelsens iscenesatte natur’:
"Tourists are rarely left to draw their own conclusions about objects of places before
them. Instead, they more often confront a body of public discourse - signs, maps guides
and guide books - that repeatedly mark the boundaries of significance and value at
tourist sites." 219
Min pointe er, at på samme måde som guidebogen leder turistens blik mod særlige elementer af
værdi ved det, den samtidig har udpeget som en attraktion, så er der en tendens til at avisens
bytillæg, livsstilsmagasinet og ejendomsmæglerens salgsmateriale leder borgerens blik mod
byrummenes kulturelle værdi, og dermed fremstiller dem som attraktioner, man enten må købe sig
en del af eller i det mindste opsøge i sin jagt efter æstetisk adspredelse og identitetsbærende
symbolværdi. Som Hall & Hubbard netop skriver om den gruppe af kulturelle formidlere, som
tilsammen udgør Zukins kritiske infrastruktur:
216 Zukin 1996 s. 223ff
217 Jvf. Faircloughs definition af en diskurs som en måde at tale på, der giver betydning til oplevelser ud fra et bestemt
perspektiv, og min egen definition af image som ’afbildning’.
218 Relph i Aitchison, Macleod & Shaw 2002, s. 152
219 Shields 1991 s. 126
66

“They articulate and guide [the] new middle class through the new landscape of
consumer society with which they are so closely associated.” 220
Lash & Urry gør i den forbindelse opmærksom på, at fordi medlemmer af denne nye middelklasse i
stigende grad bruger deres fritid til at søge afslapning, nydelse, oplevelse og forbrugsmuligheder i
byrummet, så kan de bedst beskrives som havende et ’turistlignede’ brug af byen 221 .
Så parallelt med at postindustrielle storbyer er blevet mere afhængige af de indtægter, de kan få fra
en voksende international turisme og derfor har fået et stigende behov for at markedsføre og
imageskabe sig i henhold hertil, har medlemmer af den klasse, som en større og større andel af
storbyens borgere antages at tilhøre, og som i det hele taget ønskes tiltrukket, en tilbøjelighed til at
opføre sig som turister i egen by. Dermed bliver det også tydeligt hvordan den overordnede
markedsførelse og imageskabelse, som blev indkredset i afsnit 2.4.3, ikke kun kan betragtes som
vendt mod omverdenen, men også har en effekt indadtil.
I takt med at gruppen af markedsføringsselskaber, turistorganisationer og den gruppe, som ifølge
Beauregard udgør gentrificeringsprocessens ’boosters’, vokser, og medlemmer af Zukins kritiske
infrastruktur i tillæg hertil gør byen og byrummet til objekt for deres særlige æstetiske blik, virker
det derfor helt grundlæggende som om, at ikke kun turistens men også borgerens oplevelse af, og
dermed forhold til, byrummet i stigende grad foregribes diskursivt og således medieres af
udefrakommende aktører. Det er bl.a. i lyset af dette forhold, at byrums betydningsmæssige
transformation bør begribes, kort sagt fordi det synes som om, det i stigende grad er under disse
konstante og målrettede forsøg på at foregribe og mediere mødet med det fysisk omdannede byrum,
at dets betydning formes.
4.2.4 Byrummets æstetisering
I et forbrugssamfund præget af postmoderne identitetskonstruktion kan man med andre ord hævde,
at det særlige forhold mellem subjekt og objekt forbundet med turistoplevelsen, har bredt sig til
hverdagslivets domæne. Featherstone fremhæver i den forbindelse, at der i takt med en tendens til at
alle de objekter, subjekter, forhold og ydelser, der er en del af vores hverdagsliv, dermed
vareliggøres, også er en tendens til at de æstetiseres 222 .
Hvad byrummet og dets bygninger angår, har Zukin i forbindelse med sit begreb om
landskabeliggørelse og den kritiske infrastrukturs ’arbejde’ fremhævet, hvordan ikke kun klassiske
og arkitektonisk spektakulære bygningsværker men også mere ordinære bygninger og byrum så at
sige kulturaliseres. Ligesom værker på et museum gøres de med andre ord til æstetiske objekter, der
lægges til rette for subjektets blik, og som man træder tilbage fra og med nærmest ærefrygt vurderer
220 Hall & Hubbard 1998 s. 233
221 De betegner den nye middelklasse som ’the proffessional managerial class’ og gør i øvrigt opmærksom på, at det
især er i deres rolle som gentrifikanter, at dette forhold kommer til udtryk, Lash & Urry 1994 s. 29f
222 Inspireret af Baudrillard og ikke mindst af Friedrich Jameson, for hvem det postmoderne samfund netop er
kendetegnet ved at æstetikken og kunstværket smelter sammen med vareproduktion og kommerciel
betydningsproduktion, betegner Featherstone simpelthen denne udvikling som ’hverdagslivets æstetisering’.
Featherstone 1992, s. 270.
67

og indforstået bevarer. Så parallelt med at byens borgere i stigende grad opfører sig som turister,
kan man i den postindustrielle by også iagttage hvordan mere almindelige ’kvarterer’ gøres til
turistattraktioner, der netop på grund af den ’forvandling’, de ofte har gennemgået, fremstilles som
ualmindelige, og dermed som værdige for turistens blik. Disse kvarterer opfattes derfor ikke kun
som steder hvor folk lever, men fremstilles i stigende grad som steder, der skal opleves eller måske
mere rammende forbruges.
Medens den fysiske omdannelse af bygningerne og den generelle forskønnelse, som disse byrum
ofte har gennemgået, kan betragtes som en primær æstetisering, kan reklamen for dem, den
diskursive afbildning af dem og foregribelsen af mødet med dem, hvad enten den finder sted i en
turistguide, eller i et livsstilsmagasin, alt i alt begribes som en sekundær æstetisering, der
fuldkommer æstetiseringsprocessen.
Den betydningsmæssige transformation overfor den fysiske omdannelse af byrummet, bør med
andre ord også begribes som et udtryk for, hvordan en sekundær æstetisering både foregriber,
akkompagnerer og efterfølger den primære æstetisering af byrummet, og dermed, som beskrevet i
afsnit 2.2.2, fuldender den symbolværditilskrivelse, der sætter den pågældende vare, i dette tilfælde
byrummet, i stand til at fungere som et genkendeligt symbol, der signalerer en særlig betydning,
der, når den modtages af omgivelserne, omsættes til status og identitet for varens forbruger. De to
danske etnologer Nicolai Carlberg og Søren Møller Christensen har meget rammende defineret
æstetisering i forbindelse med byrums omdannelse som:
”[…] en proces, der gør det muligt, at forholde sig æstetisk til en genstand, som ellers
ville virke fremmedartet. At forholde sig æstetisk vil i denne sammenhæng sige, at man
fokuserer på enkelte træk ved eksempelvis en industribygning, og tillægger dem en
æstetisk værdi, der forholder sig frit til den sammenhæng, som trækkene stammer fra.
Æstetiseringen frigør betragteren fra den oprindelige betydning, hvormed det bliver
muligt at omfortolke eksempelvis en industribygning og se den som et kunstværk, en bolig
eller noget helt tredje.” 223
Samtidig peger de på hvordan æstetiseringen som en omfortolkning kan have den effekt, at det, der
før virkede frastødende, bliver en herlighedsværdi, der kan kapitaliseres. Som eksempel fremhæver
de hvordan gamle industribygninger, der tidligere opfattedes som grimme og beskidte, ved hjælp
af hovedsaglig ejendomsmæglerens sproglige virkemidler bliver ’rå’ og ’autentiske’ og pludselig
opfattes som positiv kontrast til ’kønsløst’ nybyggeri 224 .
Deres præcise iagttagelse er altså helt i tråd med både Zukins opfattelse af de kulturelle
tilegnelsesprocesser, som den kritiske infrastruktur udfører, og den effekt som også Jager tilskriver
æstetisering i forbindelse med gentrificeringsprocessen. Som han slår fast:
223 Carlberg & Christensen 2005 s. 48
224 Ibid., s. 51. Det handler om etableringen af binære modsætninger som sprogligt virkemiddel, hvilket eksemplificeres
i næste kapitel.
68

“Even stigma can be made into a cultural artefact and sign of historical discernment.” 225
Den forbindelse mellem vareliggørelse og æstetisering, som afsnittet indledtes med, fremhæves
også af den amerikanske arkitekt og bysociolog Christine Boyer. Hun har iagttaget hvordan
planlægningen af byer, efter en periode at have haft funktionalitet som sit mål, i stigende grad
kredser om det æstetiske element, og hun spørger sig selv:
“Why the return of the aesthetic? Simplistically answered, we will find it to be what
Theodor Adorno referred to as the long march of the commodity through culture;
eventually even city space and architectural forms become consumer items or packaged
environments that support and promote the circulation of goods.” 226
Denne form for målrettet æstetisering kommer måske aller tydeligst til udtryk i de særlige rumlige
repræsentationer, som først og fremmest ejendomsmægleres salgsmateriale, men i stigende grad
også offentlige og halvoffentlige byudviklingsselskabers formidlingsmateriale benytter sig af, når
fremtidige by- og ejendomsudviklingsprojekter skal beskrives. Ved gennem sproglig iscenesættelse
og computeranimerede billeder både diskursivt og visuelt at afbilde ikke kun boligerne og
byrummenes fremtidige fysiske fremtoning, men også de subjekter og deres handlinger, som det
antages, at de skal udgøre rammen om, konstrueres en særligt æstetiseret version af det ’landskab’,
som altså endnu ikke er en fysisk-materiel realitet. Netop fordi den går forud for den fysiske
omdannelse og således i en vis forstand er løsrevet fra virkeligheden, har denne ’æstetiserede
hallucination’ eller dette ’drømmelandskab’, som henholdsvis Featherstone 227 og Zukin 228 ville
betegne denne form for rumlig repræsentation, muligheden for på særlig effektfuld vis at initiere og
påvirke den diskurs, som i fremtiden vil omgive det pågældende byrum. Som Fairclough skriver:
“Discourses include representations of how things are and have been, as well as
imaginaries – representations of how things might or could or should be.” 229
Konstruktionen af disse specielle rumlige repræsentationer må derfor betragtes som særligt
målrettede forsøg på både at tilskrive byrum symbolværdi og samtidig forme deres fremtidige
betydning.
225 Jager 1986, s. 85
226 Boyer 1988, s. 101
227 Igen er Featherstone kraftig Inspireret af Baudrillard, som med begrebet ’hyperreality’ beskrev den verden af
afbildninger og symboler, som i stigende grad erstatter og dominerer den konkrete virkelighed under postmoderniteten.
Featherstone 1991, s. 392. Baudrillard var i øvrigt en årrække Lefebvres assistent og elev, og man kan i hans opfattelse
af hyperrealitetens dominering af den konkrete virkelighed spore inspirationen fra sin læremesters ide om det konkrete
rum, der overlejres af det abstrakte. Jf. afsnit 1.2.4.
228 Zukin 1996, s. 231
229 Fairclough 2001, s. 3
69

Hvis den målrettede fysiske omdannelse, som byrum i de centrale kvarterer af den Vestlige Verdens
storbyer har gennemgået de sidste årtier, betragtes som forsøg på at øge disse byrums umiddelbare
brugsværdi, kan man på baggrund af de ovenfor gennemgåede teoretikeres iagttagelser og påstande
forstå den betydningsmæssige transformation, som udspringende af en række aktørers mere eller
mindre bevidste forsøg på parallelt hermed at tilskrive disse byrum en ny symbolværdi. Mens den
fysiske omdannelse involverer en primær æstetisering af byrummet, kan den betydningsmæssige
transformation samtidig begribes som et udtryk for en akkompagnerende og sekundær æstetisering
af samme byrum.
4.3 Byrummets nye sandhedsproducenter
I afsnit 1.2.4. blev den dimension af Lefebvres brede rumopfattelse, som vedrørte udefrakommende
diskurser om rum, betegnet ’rummets repræsentationer’. Et begreb som samtidig blev defineret som
omhandlende byplanlæggeres, arkitekters og videnskabsmænds forestillinger om rummet og de
handlinger, det skal udgøre rammen om. Disse eksperter blev betragtet som en slags vigtige
’sandhedsproducenter’, der udlagde byrummets betydning og dermed havde indflydelse på, hvordan
det opfattedes og ikke mindst blev brugt. Som sådan kan man sige, at det var byplanlæggere,
arkitekter og videnskabsmænd, der blev udpeget som aktører bag den diskursive
byudviklingspraksis.
Begrebet ’sandhedsproducenter’ udspringer af Ulf Hjelmars fortolkning og viderebearbejdning af
Michel Foucaults magtbegreb, og Hjelmar definerer selv ’sandhedsproducenter’ som:
”en type aktører, som er centralt placerede i forhold til at påvirke og kontrollere det
normative grundlag i eksisterende magtregimer.” 230
Sandhedsproducenter er med andre ord en betegnelse for nogle aktører, der gennem deres
repræsentationer er i stand til at producere betydning, som har stor politisk effekt.
Men Hjelmar fremhæver desuden, at disse sandhedsproducenter, med journalister som det typiske
eksempel, samtidig er kendetegnet ved ikke nødvendigvis at være dem, som formelt styrer, men
derimod dem, som i et mere uformelt regi er i stand til at formulere og producere et værdimæssigt
grundlag, som accepteres som ’sandt’ og ’rigtigt’ 231 , og som andre mere formelle aktører
efterfølgende baserer deres politiske beslutninger og styring på 232 .
Derfor skulle det med gennemgangen, diskussionen og suppleringen af de tre
gentrificeringsteoretikere ovenfor være tydeligt, at gruppen af vigtige sandhedsproducenter og
aktører bag den diskursive byudviklingspraksis, i tråd med den entreprenørielle bys politisk-
institutionelle omstruktureringer, der bl.a. er kendetegnet ved, at den traditionelle styring af byen og
dens udvikling er lagt i hænderne på en bredere koalition af både offentlige og private aktører(jf.
230 Hjelmar 1998. s. 147
231 Herunder defineres ’det gode liv’ ofte.
232 Hjelmar 1998. s. 148
70

afsnit 2.3.4), ikke længere kun omfatter byplanlæggere, arkitekter og videnskabsmænd, men også
omfatter de mere uformelle aktører, som er blevet indkredset med Beauregards koalition af
’boosters’ og Zukins kritiske infrastruktur.
Rumlige repræsentationer, der så at sige er ladede med både betydning, værdi og dermed magt, er
med andre ord ikke kun forbeholdt byplanlæggere, arkitekter og videnskabsmænd. Også den brede
koalition af by- og ejendomsudviklingsselskaber, ejendomsmæglere, avis- og magasinjournalister,
forfattere til turistguides og bøger om byen, ledere af byvandringer, museumsansatte og andre
kulturelle formidlere, der alle udtaler sig mere eller mindre formelt og mere eller mindre direkte om
et specifikt byrum og dets omdannelse, bør i højere grad betragtes som vigtige afsendere af en
udefrakommende diskurs om det pågældende byrum.
Hvad enten der er tale om Beauregards ’boosters’ eller de kulturelle formidlere som udgør Zukins
kritiske infrastruktur, så er de alle, både i en kontekst af den entreprenørielle by og
forbrugssamfundets udbredelse, at betragte som aktører, der mere eller mindre direkte bidrager til
en diskursiv byudviklingspraksis, som først og fremmest transformerer byrummets betydning,
tilskriver det ny positiv symbolværdi og dermed akkompagnerer og understøtter den ikke-diskursive
fysisk-materielle omdannelse af byen, som nogle af disse aktører samtidig også er ansvarlige for.
Konklusionen er derfor, at hvis man, som jeg, er interesseret i at begribe et byrums
betydningsmæssige transformation, er denne gruppes rumlige repræsentationer og dermed
diskursive praksis et godt sted at starte.
Som følge heraf kan man i forhold til specialets teoretiske problemformulering helt grundlæggende
konkludere, at gentrificeringteori ved:
1. at blive anskuet fra en særlig videnskabsteoretisk vinkel, der forener det rumlige og det
diskursive;
2. at blive placeret i en kontekst af ’den entreprenørielle by’;
3. og ved at blive suppleret med teori, som først og fremmest belyser tendenser ved det, der
kan betegnes som et forbrugssamfund,
kan bidrage til en øget forståelse af betydningsmæssig transformation i forbindelse med den fysiske
omdannelse af byrum i den postindustrielle by.
71

5. Halmtorvets omdannelse og nye image
I dette kapitel påvises det hvordan Halmtorvets omdannelse kan ses som et eksempel på en rumlig
omstrukturering, hvor en ikke-diskursiv og en diskursiv byudviklingspraksis er gået hånd i hånd
under udviklingen af et nyt byrum. Den fysiske omdannelse af Halmtorvet er med andre ord blevet
akkompagneret af en betydningsmæssig transformation, som ikke kun er udsprunget af arkitekter og
planlæggeres forudgående brugsanvisninger og betydningstilskrivelse, men også bør ses som et
resultat af andre mere uformelle aktørers rumlige repræsentationer. Rumlige repræsentationer, der
både ved at akkompagnere og efterfølge den fysiske omdannelse, har bidraget til en
sammenhængende og udefrakommende diskurs om Halmtorvets omdannelse og dermed
indholdsudfyldt dets nye image. Kapitlet vil ligeledes dokumentere hvordan denne diskurs, bl.a. ved
at være konstrueret på baggrund af nogle særlige sproglige virkemidler, både besidder nogle
kendetegn og har nogle effekter, som er i overensstemmelse med dem, som de forskellige
teoretikere har bidraget til at belyse i det foregående kapitel. I henhold til Faircloughs metode
bevæger jeg mig altså først og fremmest på diskursiv praksis- og tekstniveauet, med det forbehold,
at jeg indledningsvis starter med at indkredse den specifikke samfundsmæssige kontekst eller
bredere sociale praksis, som de to andre niveauer er en del af.
5.1 Den specifikke kontekst
Som introduktion til analysen af den diskursive praksis i forbindelse med Halmtorvets omdannelse,
føres der i det følgende bevis for, at man kan betragte den specifikke kontekst, som værende i
overensstemmelse med den generelle kontekst for diskursive byudviklingspraksis, som jeg i de
forudgående kapitler har forsøgt at indkredse. Det vil med andre ord sige, at København kan
betragtes som en entreprenøriel by, at Indre Vesterbros byfornyelse, ved at have haft nogle
karakteristiske sociale konsekvenser, udgør et eksempel på offentligt initieret gentrificering, og at
man ved Halmtorvets omdannelse kan finde træk, der kan siges at være kendetegnende for
gentrificeringsprocessens fysiske dimension.
5.1.1 Det entreprenørielle København
Ligesom det var tilfældet for andre byer i den Vestlige Verden, fik den økonomiske krise i 70’erne
også store konsekvenser for København. Men især som en følge af regeringens såkaldt balancerede
regionale udviklingspolitik, som groft sagt begrænsede vækst i Hovedstaden og favoriserede
provinsen, var København længe, ude af stand til at tilpasse sig de nye økonomiske udfordringer og
rette op de på problemer, som den økonomiske krise havde affødt 233 . Bl.a. som konsekvens af den
stadige udflytning af institutioner til provinsen og den samtidige afindustrialisering af København,
blev disse problemer op gennem 80’erne så tydelige, at der i 1989 blev nedsat et udvalg i
folketinget, som udarbejdede den skelsættende rapport: ’Hovedstaden, hvad vil vi med den’.
Rapporten redegjorde for, at store investeringer i almindelig infrastruktur, i undervisningssektoren
233 Andersen 2006 s. 14
72

og i kulturelle byggerier var bydende nødvendige, hvis en positiv udvikling i København skulle
sættes i gang. Resultatet af en efterfølgende debat i folketinget foråret 1990 blev da også, at man
ikke kun fastslog, at København i fremtiden skulle betragtes som hele landets ’vækstlokomotiv’;
som konsekvens af en øget bevidsthed om, at man i stigende grad stod i et konkurrencemæssigt
forhold til byer som Stockholm, Hamborg og Berlin, blev målsætningen samtidig, at København
skulle være hele ’Skandinaviens kraftcenter’ 234 . Helt i tråd med andre storbyers entreprenørielle
strategier, som Harvey har iagttaget dem, besluttede man derfor, i henhold til rapporten, at
påbegynde etableringen af Øresundsforbindelsen, Ørestaden og Metroen, udvide lufthavnen,
udbygge universitetet, søge om kandidatur til kulturby 96 235 og herunder påbegynde en række
kulturbyggerier, såsom udvidelsen af Det Kongelige Bibliotek i form af den sorte diamant,
udvidelsen af Statens Museum for kunst og anlæggelsen af Kunstmuseet Arken 236 . Sidst men ikke
mindst besluttede man også at gennemføre en omfattende byfornyelse af Indre Vesterbro 237 .
Da man parallelt med vedtagelsen af disse store investeringsprojekter samtidig oprettede en række
tværsektorielle fora, offentlige-offentlige og offentlige-private selskaber og tildelte dem ansvaret for
koordineringen af de nye tiltag, udpeges rapporten og debatten ofte som startskuddet til en
grundlæggende forandring af den københavnske bypolitik. En forandring, der kan beskrives som en
transformation fra ’government’ til ’governance’. I 1992 blev den såkaldte koordineringsgruppe
bestående af den daværende finansminister, Københavns borgmester og en række andre vigtige
investorer således etableret. Gruppen skulle sørge for, at de forskellige offentlige og private
investeringer i Københavns udvikling, komplimenterede hinanden, og med vækst som sit eksplicitte
mål ville den forsøge at skabe ’en synergieffekt, der med succes skulle forøge både indenlandske og
udenlandske investorers interesse i at lokalisere sig, bygge og investere i København.’ 238 Til at føre
denne markedsorienterede og proaktive strategi ud i verden oprettedes derfor umiddelbart herefter
byudviklingsselskabet ’Ørestadsselskabet’, turistorganisationen ’Wonderful Copenhagen’ og
erhvervsmarkedsføringsselskabet ’Copenhagen Capacity’. Alle institutioner, der på hver deres måde
skulle stå bag Københavns overordnede markedsførelse og imageskabelse.
Samtidig var det kendetegnende, at mens den københavnske bypolitik i årtierne efter 2.
verdenskrig grundlæggende havde omhandlet en kvantitativ udvidelse af byen i form af
forstadsbebyggelsen, så begyndte den i slutningen af 80’erne og starten af 90’erne, bl.a. som en
respons på de nye ydre omstændigheder, i langt højere grad at fokusere på at omstrukturere og
kvalitativt forbedre de eksisterende bebyggede miljøer 239 . For dels at reducere den gæld, som var
blevet etableret i løbet af 80’erne, finansiere nye investeringer og bidrage til udviklingen af
234
Hansen et.al i European Planning Studies 2001, s. 858
235
Som jeg ser det, kan de projekter og begivenheder, som blev igangsat i kulturbyåret, tilsammen betragtes som en
etablering og udbygning af byens kritiske infrastruktur af kulturelle formidlere. Ud over at denne festivallignende
kulturevent skulle gøre opmærksom på København udadtil, skulle københavnerne selv under kulturbyåret anspores til at
betragte og bruge deres by på en ny måde, som i fremtiden kunne stimulere vækst indenfor den kulturelle sektor. Med
andre ord skulle de oplæres til at have et turistlignende forbrug af byen.
236
Københavns Kommune 2006, s. 6
237
Andersen. 2005, s. 233
238
Hansen et.al i European Planning Studies 2001, s. 861 (frit oversat fra engelsk)
239 Andersen 2006 s. 11
73

attraktive bolig- og erhvervsgrunde, som kunne tiltrække den ombejlede investeringskapital, både
frasolgte og udlagde kommunen således en række centrale grunde og ejendomme i starten af
90’erne. Grunde som siden hen i et samarbejde mellem både offentlige, halvoffentlige og private
aktører er blevet bebygget og konverteret til kontorarealer, hoteller, kulturinstitutioner og
luksuslejligheder, som det er kommet (og stadig kommer) tydeligst til udtryk omkring Københavns
havn og i Ørestaden.
I deres artikel om det København, der i dag i stigende grad markedsføres som en ’kreativ by’,
konkluderer Anders Lund Hansen et. al. derfor, at de sidste 20 års bypolitik i København har været
præget af tre sammenhængende tendenser:
“First, urban political priorities have moved from an agenda of redistribution to an
agenda of growth. Second, urban politics has shifted perspective from predominantly
inward looking to a more outward looking approach. And third, private enterprise is to a
greater extend included in decision-making, while the public sector has embraced
entrepreneurial forms of organization and behaviour.” 240
5.1.2 Indre Vesterbros byfornyelse
Mens boligpolitikkens overordnede mål op til midten af 80’erne havde været at forbedre
livsvilkårene og den generelle boligstandard, tilvejebringe flere familieboliger samt sikre
velfærden for særlig de fattigste borgere, skete der i begyndelsen af 90’erne en omprioritering af
dette mål 241 . Som følge af byens økonomisk pressede situation og i takt med at boligpolitikken
blev underlagt den nye vækstorienterede bypolitik, som krævede tilstedeværelsen af højtuddannet
arbejdskraft, blev målet i højere grad at tiltrække middelklassen, for at opnå det, der i dag pænt
betegnes, som en ’økonomisk bæredygtig befolkningssammensætning’ 242 . Planchef i Københavns
Kommune Holger Bisgaard udtrykker sig til gengæld anderledes direkte i et interview i starten af
2000:
…We have made a study that shows that we get all the trash, pardon the expression,
because of cheap housing. The middle class, who we would want to stay, moves to
Sweden.” 243
I en artikel om dansk bypolitik konkluderer lektor i socialgeografi Hans Thor Andersen derfor
om København:
240
Hansen et.al i European Planning Studies 2001, s. 857
241
Andersen 2006 s. 16f og s. 19
242
Andersen 2006 s. 17. Udtrykket stammer fra Københavns Kommunes boligpolitiske strategiplan 2001-2004, ’boliger
for alle’.
243
Citat i Hansen et.al i European Planning Studies 2001, s. 862
74

“The city has now developed a strategy of pursuing its planning and housing policy in
relation to external conditions, especially globalization and the EU Single Market.
Today, the new housing projects, institutions and business developments are aimed at
offering splendid opportunities for transnational companies, business people and tourists
rather than mainly the local population. It is a policy that reads the future as being
determined by adaptation to globalized and knowledge-intensive businesses.” 244
Mens denne strategi måske ikke blev formuleret så eksplicit dengang, så peger både Andersen og
Lund Hansen et. al på, at byfornyelsen af Indre Vesterbro (som jo netop kom på bordet samtidig
med de andre entreprenørielle tiltag i starten af 90’erne) kan ses som det første eksempel på en
boligpolitik, der var blevet underlagt en overordnet vækstpolitik. I tråd med Beauregards
iagttagelse om offentligt initieret gentrificering som et redskab til at tiltrække købekraftige
medlemmer af middelklassen og samtidig forbedre skattegrundlaget konkluderes det:
“Urban renewal of working class and immigrant quarters, i.e. publicly induced
gentrification, results in considerable socio-economic upgrading of the population.
Vesterbro is one example of this strategy at work.” 245
For selv om Indre Vesterbros byfornyelse fandt sted i det man, trods den nye bypolitiks
vækstorientering, stadig kunne kalde for en velfærdsmæssig kontekst, hvor man fra det offentliges
side forsøgte at udvise socialt ansvar for udsatte grupper, er det, ifølge evalueringsrapporten: ”Den
sociale status og udvikling på Indre Vesterbro” et faktum, at en stor del af de oprindelige beboere
blev, om ikke direkte fortrængt, så ’permanent genhuset’ imod deres vilje. Samtidig var der
markante socio-økonomiske forskelle på de permanent genhusede og så kvarterets tilflyttere. Mens
en stor andel af de førstnævnte således var pensionister og arbejdsløse uden uddannelse over
grundskoleniveau, var tilflytterne kendetegnet ved at være både højere uddannede, højere lønnede
og yngre 246 . Det er i første omgang på denne baggrund, at man kan betragte Indre Vesterbros
byfornyelse og herunder Halmtorvets omdannelse som et eksempel på en offentlig initieret
gentrificering. Dvs. en revalueringsproces, som har tiltrukket specielle befolkningsgrupper på
bekostning af andre 247 . Som Andersen konkluderer:
“From being one of the poorest districts in the metropolitan region, filled with drug-
abusers and people on social benefits living in the lowest slums, Vesterbro became the
244 Andersen 2006 s. 17
245 Hansen et.al. i European Planning Studies 2001, s. 863
246 Københavns kommune og Erhvervs- & boligstyrelsen 2002. Desuden er det vigtigt at pointere, at det i rapporten fra
2002 konkluderes, at de endelige sociale konsekvenser af byfornyelsen ikke kendes, da huslejestigningerne først slår
fuldt igennem efter 5 år.
247 Men at gå derfra og til at sige at Halmtorvets omdannelse er en entydig social proces, hvor arbejderklassen er blevet
fortrængt af en ny middelklasse, er selvsagt unuanceret. Der er som antydet mange problemer forbundet med at anvende
den meget brede betegnelse ’middelklasse’ om det der, alt andet lige, kan betragtes som en heterogen
befolkningsgruppe.
75

most attractive neighbourhood ten years later. Today the district has the highest prices
per square metre.” 248
Denne kraftige værdiforøgelse må bl.a. forklares med, at man, i højere grad bevidst om den
symbolværdi, der kunne hentes i bevaringen af de ældre bygninger, og belært af erfaringen fra
70’erne og 80’ernes punktvise sanering/nybygning på Nørrebro 249 , som ikke kunne tiltrække den
middelklasse, som i løbet af 60’erne og 70’erne var flyttet til forstæderne, gennemførte en hel
anderledes ’bevarende byfornyelse’ på Vesterbro 250 .
I november 1991 tiltrådte Københavns borgerrepræsentation således en handlingsplan, der havde
som sit mål, at begrænse nedrivninger til det uafvendelige og i stedet foretage en gennemgribende
renovering af bygninger, gårdrum og pladser omkring 23 karréer på Indre Vesterbro. Udover at
sammenlægge og modernisere lejligheder indvendigt i bygningerne, var man samtidig blevet
opmærksom på, hvor vigtigt det var at foretage en nænsom restaurering af bygningernes ydre.
I Københavns Kommunes hæfte om Arkitekturpolitik i København hedder det derfor i et afsnit om
samme byfornyelse at:
”I forbindelse med renovering af de enkelte huse er der lagt vægt på så vidt muligt,
uagtet at dette undertiden medfører merudgifter, at bevare og om nødvendigt genskabe
oprindelige bygningsdetaljer, tårne, spir kviste og udsmykning, ligesom der er lagt vægt
på i videst muligt omfang at anvende materialer der hører huset til.” 251
Byfornyelsen kan altså i tråd med både Zukins og Jager iagttagelser betegnes som en præservering,
konvertering og æstetisering af de eksisterende strukturer, der involverer en fremhævelse af
bygningernes historiske værdi.
5.1.3 Halmtorvets fysiske omdannelse
Dette gør sig også gældende for Halmtorvets vedkommende. Med undtagelse af nyopførelsen af det
såkaldte ’Prangerhus’ 252 er alle bygningerne på pladsens nordside således blevet byfornyet i
henhold til de ovenstående retningslinier. Men derudover har hele byrummet via en omlægning og
overordnet forskønnelse fordelt på tre etaper omkring henholdsvis den såkaldte ’bymæssige plads’,
’parkstrøget’ og ’byhaven’ også gennemgået, hvad man i specialets terminologi kan kalde en
primær æstetisering.
I 1996 blev det nemlig besluttet at Halmtorvet i fremtiden skulle anvendes til rekreative formål, og
at flere af lejemålene i nordsidens stueetager skulle udlægges til restaurant- og cafevirksomhed. Ved
samme lejlighed vedtog man at frede det tidligere industriområde langs pladsens sydside kaldet
248
Andersen 2006 s. 17
249
Byggeri, som qua både kommunens ringe økonomi og manglende politiske vision, var af dårlig kvalitet
250
Byfornyelse København 2002, s. 4.
251
Københavns Kommune, Bygge- og Teknikforvaltningen 2001, s. 27
252
Præmieret som godt eksempel på vellykket indpasning af nyt byggeri i en byfornyelseskarré.
76

’Brune Kødby’ 253 og omdanne det til kulturelle formål, og via en kvarterplan fra 1997, blev disse
projekter gjort til en del af Indre Vesterbros byfornyelse 254 .
Æstetisering og fremhævelse af historiske elementer, gennem restaurering af de oprindelige bygningsdetaljer på
facaden af Halmtorvet 13.
Ud over at have involveret en såkaldt trafikal fredeliggørelse og nedlægning af parkeringspladser,
har omlægningen af Halmtorvet først og fremmest drejet sig om at belægge det centrale areal med
granitfliser, på en sådan måde, at det i forskellige niveauer tegner en stor elipseform omkring et
nyetableret solcellestyret springvand. Samtidig har man anlagt en grusbelagt boldplads og de
tilbageværende såkaldte sivegader er blevet belagt med brosten. Langs disse er der blevet plantet en
række platantræer, og mellem dem er der blevet etableret nogle små forhøjede og græsbeklædte
områder, der ligeledes er beplantet med små træer og buske. Ud over hele arealet er der samtidig
blevet placeret et antal nydesignede gadelygter og bænke.
Ifølge en rapport fra 1999 om igangværende byudviklingsprojekter, udarbejdet af SBS Byfornyelse,
som var det ene af de to byfornyelsesselskaber, der varetog byfornyelsen for Københavns
Kommune, skal omlægningen af Halmtorvet:
”give det offentlige byrum et æstetisk og funktionelt løft på linie med den igangværende
boligforbedring på Vesterbro.” 255
Og om den første etape, dvs. den ’bymæssige plads’ hedder det endvidere:
253
I det såkaldte bydelsatlas fra 1991, blev Brune Kødby udpeget som byggeri af særlig arkitektonisk værdi.
Københavns Kommune 2001 s. 77.
254
Brune kødbys hovedbygning ’Øksnehallen’ var i forvejen blevet konverteret til udstillingsbygning i anledning af
samme års kulturbystatus.
255 By & Boligministeriet 1999, afsnit 4-2
77

”Halmtorvet bliver en oplevelsesrig plads med mulighed for ophold, leg og samvær for
kvarterets beboere. Et sted hvor forskellige markeder kan afvikles, og hvor der er
mulighed for udeservering fra lokale cafeer.” 256
Efter at første etape er færdig, skriver SBS i en evalueringsrapport fra 2003, udviklet for Erhvervs-
og Boligstyrelsen:
”Målet er at gøre Halmtorvet til en central plads for hele Vesterbro, som kan danne en
værdig indgang til områdets kultursteder, herunder Brune Kødby samt bydelens
bevaringsværdige bebyggelse” 257
De to sidste etaper er på daværende tidspunkt stadig under fuldførelse, og om 2. etape;
’parkstrøget’, skriver Københavns kommune:
”Medens kørevejens boulevardpræg understreges ved hjælp af sammenhængende
trærækker, gives parkstrøget en bølgende organisk form, der på udvalgte steder er løftet
op over gadeniveau. Disse områder planlægges som fredelige oaser, der egner sig til
småbørnsleg, eller man kan ligge, sidde eller gå rundt og nyde de blomstrende træer,
buske og stauder.” 258
Mens det om den 3. etape; ’byhaven’ hedder:
”De eksisterende dækningsgrave fjernes, og i den forbindelse fjernes den eksisterende
tjørnebevoksning også. I stedet etableres en byhave på området, som i kraft af sin mindre
størrelse og flere blomsterbede får mere udpræget havekarakter. Byhaven løftes også her
op over gadeniveau for at skabe en fredelig oase. Byhaven vil kunne gives samme
funktioner som de hævede partier på etape 2, dog med en mere koncentreret beplantning
af blomstrende træer, buske og stauder. Byhaven gennemskæres af en gangpassage, der
udvider sig på midten.” 259
Og SBS slår i rapporten fra 2003 fast at:
”Den brune Kødby og Halmtorvet udgør i forbindelse med Vesterbros fornyelse
kvarterets ansigt overfor omverdenen og udgør en væsentlig attraktion i […]
område[t]” 260
256
Ibid.
257
Erhvervs- og boligstyrelsen 2003, s. 16
258
Københavns Kommune, Bygge- og teknikudvalget 2002
259
Ibid.
260
Erhvervs- og boligstyrelsen 2003, s. 16
78

Ved ovenfor at foregribe specialets mere tekstanalytiske del og fremhæve nogle af de tidligste
rumlige repræsentationer af Halmtorvet for at belyse dets fysiske omdannelse og primære
æstetisering, tydeliggøres det, hvordan byrummet er startet med at være ’noget diskursivt’, som
siden har materialiseret sig i form af den fysiske omdannelse, og undervejs og efterfølgende er
blevet tilskrevet betydning, fordi det, gennem den akkompagnerende diskursive praksis, som
indkredses i næste afsnit, er vedblevet at være ’noget diskursivt’. Det diskursive og det ikke
diskursive står altså, i tråd med Fairclough, i et konstant dialektisk forhold til hinanden under den
rumlige omstrukturering, og er som byudviklingsmæssige praksisser i princippet svære at skille ad.
Samtidig anskueliggør citaterne, hvordan planlæggere og arkitekter, i tråd med Shields læsning af
Lefebvre, stadig fungerer som vigtige aktører bag byrummets betydningstilskrivelse, der ikke
mindst tilvejebringer de første retningslinier for rummets brug.
Som det sidste citat er et eksempel på, er Halmtorvet også blevet tildelt en ny status og overordnet
funktion, og sammen med andre aktørers særlige iscenesættelse af byrummet har det bidraget til, at
Halmtorvet i højere grad bruges, anskues og opleves som en turistattraktion.
Som eksempel på sådanne iscenesættelser i grænselandet mellem det ikke-diskursive og det
diskursive, kan nævnes det ’Halmbal’, som Kommunen sammen med de lokale cafeer afholdt i
forbindelse med Halmtorvets færdiggørelse 261 . Ved at fylde byrummet med store halmballer og
tilbyde fadøl og pølser for en ’daler’, foretog man hvad man kunne kalde en byrummets ’rite de
passage’, der skulle domesticere og døbe det nye Halmtorv, som et sted for oplevelse, nydelse og
forbrug. Byens officielle sightseeingbusser kører nu også over Halmtorvet, og på Wonderful
Copenhagens hjemmeside er Halmtorvet et af de 12 steder i København, som man via et særligt 360
graders billede virtuelt kan besøge og navigere rundt i. Adskillige tilbagevendende byvandringer
går også over Halmtorvet, og i forbindelse med den årlige Copenhagen Jazzfestival fungerer
pladsen som udendørsscene.
261 Byfornyelse København 2002, s.22. Byfornyelse København (i dag Kuben) er det andet byfornyelsesselskab, som
varetog byfornyelsen af Indre Vesterbro for Københavns Kommune.
79

En medarbejder ved bymuseet sætter Halmtorvet i
historisk perspektiv under en byvandring i forbindelse
med den såkaldte ’Golden Days’ festival "Drømmetid –
København i 1890’erne" i september 2004. Festivalen
skulle ifølge dens hjemmeside udbrede kendskabet til
København som klassisk kulturby og løbende
markedsføre de permanente, historiske kulturtilbud i
hovedstaden
Halmtorvets fysiske omdannelse, der som en del af Indre Vesterbros byfornyelse, kan ses som
udsprunget af det entreprenørielle Københavns behov for at skabe attraktive byrum i en kontekst af
international storbykonkurrence, er altså et typisk eksempel på, at boliger og byrum, både hver for
sig og tilsammen, i højere grad bør betragtes som en eksklusiv og symbolværdiladet vare, der
udvikles og tilvejebringes i henhold til den efterspørgsel, som den eftertragtede middelklasse
antages at besidde. En opfattelse, der i forhold til de klassiske gentrificeringsteorier samtidig
indebærer, at tilflytterne, som tidligere antydet, ikke er at betragte som gentrificeringsprocessens
aktive agenter, men i højere grad, sammen med turister og andre brugere indtager rollen som
passive forbrugere af den eksklusive vare.
Men, som de efterfølgende afsnit vil dokumentere, så er der tale om en vare hvis føromtalte
drastiske værdiforøgelse ikke alene skyldes det faktum, at boligerne og byrummet via den fysiske
omdannelse og primære æstetisering er steget i både brugs- og symbolværdi. Værdiforøgelsen
hænger også for Halmtorvets vedkommende sammen med den betydningsmæssige transformation,
som byrummet samtidig har gennemgået og som, ikke mindst i kraft af de akkompagnerende og
efterfølgende udefrakommende repræsentationer, involverer yderligere symbolværditilskrivelse og
sekundær æstetisering. Det er mod disse rumlige repræsentationer af Halmtorvet, at
opmærksomheden nu rettes.
Mens de øverste etager indeholder nyindrettede
lejligheder, er stueetagen udlagt til Cafevirksomhed.
Halmtorvet 13 indeholdt tidligere Hotel Carlton, og som
et bevidst efterladt tegn står ordet ”HOTEL” stadig på
facaden og signalerer både visuelt og diskursivt den
symbolværdi, der er indlejret i den ’historiske’ bygning.
En værdi som kan overføres til status for det individ, der
enten ved at købe en af de nyistandsatte lejligheder eller
bare sætte sig under markisen og købe et måltid mad, gør
sig til forbruger af bygningen.
80

5.2 Diskursiv praksis
Når man som jeg står foran at skulle foretage en analyse af diskurs, er det vigtigt at holde sig for
øje, at både Jørgensen og Phillips og ikke mindst Norman Fairclough pointerer, at det ligesom med
anden kvalitativ forskning også her gør sig gældende, at der ikke er nogen fast procedure for
materialeindsamling og –analyse 262 . Med andre ord opfordrer disse forfattere til, at man
specialbygger sit forskningsdesign i forhold til sin opgaves særlige karakter, og vælger sine
analytiske redskaber på baggrund af sin problemformulering. I den forbindelse gør de samtidig
opmærksom på, at det er tilladt at låne analytiske begreber fra andre diskursanalytiske retninger, så
længe man holder sig inden for den teoretiske ramme 263 .
Derfor skal den analyse, der følger, ses som mit forsøg på at eksemplificere den forståelse af
byrums betydningsmæssige transformation, som gentrificeringsteorierne kontekstualiseret og
suppleret med anden relevant teori i de foregående kapitler har bidraget til øge. En eksemplificering
som indebærer, at jeg først og fremmest inspireret af Fairclough 1992 og Jørgensen & Phillips 1999
og samtidig guidet af de tre gentrificeringsteoretikere gennemgået i kapitel 4, skal belyse hvordan
en særlig gruppe af tekster fremstiller Halmtorvets omdannelse og nye image 264 .
Da den første del af Faircloughs samlede diskursanalyse nemlig indkredsningen af den
samfundsmæssige kontekst og bredere sociale praksis er overstået, indebærer det næste skridt først
og fremmest at dokumentere, at der i tråd med Beauregard findes en koalition af interessenter, som
står bag en særlig diskursiv praksis i forbindelse med Halmtorvet. Dvs. at der findes nogle aktører,
som producerer nogle rumlige repræsentationer/tekster, der tilsammen udgør en udefrakommende
diskurs om Halmtorvets omdannelse, som tilskriver både processen og resultatet betydning, og
derfor, i tillæg til planlæggere og arkitekter, kan betegnes som byrummets sandhedsproducenter.
Det første problem man støder på (som ovenstående sætning er et bevis på) er, at det i realiteten er
svært at separere Faircloughs to niveauer ’diskursiv praksis’ og ’tekst’. Det er således en særlig
sammenhæng 265 mellem tekster, der sætter én i stand til at identificere og analysere en særlig
diskursiv praksis, men det er egenskaber ved teksterne, der retfærdiggør, at man betragter dem som
sammenhængende. Selv om jeg indledningsvis forsøger at holde mig på et diskursiv praksis niveau
for senere at gå mere tekstanalytisk til værks, kan det derfor ikke undgås, at der i resten af kapitlet
alterneres mellem de to niveauer.
262 Jørgensen og Phillips s. 88, 91. Fairclough 1992, s.225
263 Jørgensen og Phillips s. 12
264 Selv om det kan virke sådan, forsøger jeg ikke bare at få empirien til at passe på teorien. Udgangspunktet for at
skrive dette speciale har netop været den observation jeg gjorde i forbindelse med Halmtorvets betydningsmæssige
transformation, og det den jeg indtil videre har forsøgt at forstå. Som sådan er hele specialet et udtryk for den kritisk
realistiske slutningsform retroduktion, der som tidligere anført er kendetegnet ved, at man med udgangspunkt i et givent
observeret fænomen, ved hjælp af relevant teori ræsonnerer sig frem til hvilke nødvendige mulighedsbetingelser og
dybe årsagssammenhænge, der efter alt at dømme eksisterer, for at fænomenet finder sted.
265 ’Coherence’ Fairclough 1992, s. 233. Jeg har valgt så vidt muligt at foretage analysen i mit eget sprog. I det følgende
har jeg derfor forsøgt at vise, hvornår jeg anvender et decideret tekstanalytisk redskab eller bare har været inspireret af
Fairclough/Jørgensen & Phillips eller andre, ved, som her, at sætte en note.
81

5.2.1 Halmtorvets ’boosters’ og deres rumlige repræsentationer
Ved i det hele taget at holde øjne og ører åbne overfor beskrivelser og udtalelser om Halmtorvet og
lave søgninger på ordet ’Halmtorvet’ i både artikeldatabasen Infomedia og på internetsøgemaskinen
Google, har jeg indsamlet det, der kan betegnes som naturligt forekommende og offentlig
tilgængeligt materiale om Halmtorvet fra 2002 til 2006. Dvs. materiale, som dækker en periode fra
lige før jeg første gang stiftede bekendtskab med stedets omdannelse på Copenhagen X udstillingen,
hvor kun første etape af omlægningen var færdiggjort, og så til 3 år efter at byrummet stod
’færdigt’. Materialet går altså både forud, akkompagnerer og efterfølger den fysiske omdannelse.
Med udgangspunkt i Beauregards ’boosters’(citat s. 58) og medlemmer af Zukins kritiske
infrastruktur (s. 61), der alle har interesse i forøget økonomisk aktivitet i byen og derfor står bag
det, der i stigende grad kan betegnes som en slags reklame for byrummet (jf. afsnit 4.1.3), har jeg
herefter udvalgt og grupperet de rumlige repræsentationer, der tilsammen kan betragtes som
udgørende en udefrakommende diskurs om Halmtorvets omdannelse og nye image. Det har
udmøntet sig i 8 vedlagte bilag, der først og fremmest fungerer som dokumentation for de pointer,
jeg fremhæver, og de konklusioner jeg drager i resten af kapitlet.
Bilag I består af det præsentationsmateriale, som Copenhagen X udsendte i forbindelse med deres
såkaldte byudstilling i Chr.IV’s Bryghus i efteråret 2002. Teksten, som indeholder mange af de ord
og sætninger, som de ovenfor gennemgåede citater om Halmtorvets omdannelse også anvender, er
identisk med den, som på udstillingen var forstørret op på menneskehøje plancher.
Copenhagen X er et partnerskab mellem Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune og
Fonden Realdania, der er oprettet med det formål at synliggøre og formidle byudviklingen i
hovedstaden i perioden fra 2002 til 2012. Copenhagen X, der altså i sig selv kan betragtes som et
typisk eksempel på entreprenøriel byudvikling, har siden udgivet flere pamfletter og byguides, og
på deres hjemmeside kan alle tidligere, nuværende og fremtidige byomdannelsesprojekter følges
virtuelt ved hjælp af videoklip, computeranimationer og interaktive kort 266 .
Mens de to kommuner eller ’mayors offices’, som følge af deres behov for at skabe attraktive
byrum og tiltrække ressourcestærke forbrugere, er oplagte ’boosters’, er det i første omgang mere
ugennemsigtigt med hensyn til Fonden Realdania. Selvom Fonden er oprettet med det formål at
støtte såkaldt almennyttige formål inden for det byggede miljø, så står det dog, efter at have
undersøgt den, klart, at den kan betragtes som en aktør, der både repræsenterer Beauregards ’real-
estate organizations’ og ’financial institutions’, og som sådan også kan betegnes som en af Smiths
kapitalinteresser. Fonden er nemlig i realiteten en konvertering og videreførelse af den del af
realkreditforeningen RealDanmark, som i år 2000 opløstes da koncernen fusionerede med Danske
Bank. Fortjenesten ved fusionen, bl.a. i form af aktier i Danske Bank udgør nu over halvdelen af
fondens formue på lidt over 30 mia. kroner, og det er det årlige afkast på ca. 250 mio. kr., som
bruges til fondsformål. Som medejer af Danske bank, er fonden også medejer af dels datterselskabet
Realkredit Danmark, som bibeholdtes ved fusionen, og dels dettes datterselskab
266 www.cphx.dk
82

ejendomsmæglerkæden Home 267 . Når forbindelsen til de institutioner, som ikke bare låner penge ud
til alment forbrug og huskøb men også formidler salget af boliger, således er etableret, bliver det
tydeligt, at Realdania kan betragtes som en kapitalinteresse, der, dels ved at støtte almennyttige
formål, som alle medfører en generel revaluering af det byggede miljø, og dels gennem
Copenhagen X partnerskabet bidrager til at denne revaluering formidles, indirekte kan sørge for, at
værdien af dens øvrige aktiver forøges 268 .
Bilag II består af en række avisartikler bragt i henholdsvis Berlingske Tidende, JP København og
Politiken, der på trods af at være landsdækkende dagblade alle kan betragtes som ’local
newspapers’, der udgør en del af det, Zukin omtaler, som ’smagssættende massemedier’. Artiklerne,
der alle omhandler Halmtorvets omdannelse, er samtidig produktet fra de journalister, som hun
medregner som en del af storbyens kritiske infrastruktur, og som Hjelmar har udpeget som vigtige
uformelle sandhedsproducenter.
Bilag III er en artikel fra den såkaldte livsstilsavis Oxygen, der kan ses som et eksempel på et ’city-
magazine’ eller livstilsmagasin, der ligeledes er en del af de smagsættende massemedier og hvis
forfattere, som en slags kulturelle formidlere i endnu højere grad kan betragtes som typiske
medlemmer af den kritiske infrastruktur. Det tydeliggøres bedst ved at lade avisen beskrive sig selv.
På sin hjemmeside slår den således fast, at: ”det redaktionelle stof omfatter både kultur og livsstil,
fordi de to områder supplerer hinanden godt, og fordi de to områder i dag er knyttet uløseligt
sammen.[…]Andre kerneområder er mode, design, frisørkunst, madlavning og boligindretning[…].
Endvidere vil Oxygen sætte fokus på de mere skjulte sider af byen. Det kan være den butik, man
ikke lige kommer forbi på sin sædvanlige bytur eller den ’hemmelige’ restaurant, der måske ligger
lige om hjørnet.” 269
Bilag IV indeholder to eksempler på tekst, som udspringer af aktører, der i endnu højere grad end
livsstilsmagasinet appellerer direkte til det oplevelses- og forbrugsorienterede og dermed den
turistlignende brug af byen. Den ene del udgøres af presseinformation om bydelen Vesterbro fra
turistorganisationen Wonderful Copenhagens hjemmeside, hvorunder Halmtorvet fremhæves. I den
anden del bringes der tekst fra Berlingske Tidendes såkaldt elektroniske byguide ’Alt om
København’s (AOK) hjemmeside. Begge institutioner er dedikerede til at formidle oplysninger om
oplevelser og forbrugsmuligheder, og især den sidstnævntes forfattere fungerer som anmeldere, der
ved konstant at evaluere og kritisere alle slags kulturelle varer, lige fra koncerter til cafemåltider,
bidrager til den kritiske infrastruktur.
267 www.realdania.dk; www.danskebank.dk; www.rd.dk
268 Det vigtigt at slå fast at Realdania ikke har bidraget økonomisk til den fysiske omdannelse af Indre Vesterbro eller
Halmtorvet, men kun, som del af partnerskabet Copenhagen X, er at betragte som en aktør bag den diskursive praksis
og betydningsmæssige transformation af både kvarteret og det specifikke byrum.
269 www.oxygen.dk Da avisen er ophørt med at eksistere er hjemmesiden blevet nedlagt.
83

Bilag V består af ejendomsmæglerkæden Home’s salgsmateriale udgivet i forbindelse med salget af
nyetablerede luksuslejligheder i de tidligere såkaldte Benzons Fabrikker på adressen Halmtorvet 29.
Salgsmaterialet er udformet som et livsstilsmagasin og udarbejdet af Forlaget Benjamin, som
udover at udgive livsstilsmagasiner som Cosmopolitan, M!, Kostume og Bolig også har
specialiseret sig i det, der betegnes som ’client publishing’. Dvs. at de producerer og udgiver
såkaldte ’kundemagasiner’, der netop er kendetegnet ved at ligne 270 og være skrevet i samme sprog
som almindelige livsstilsmagasiner, der umiddelbart forventes at indeholde uafhængige og kritiske
udtalelser om relevante emner, men i virkeligheden er ukritisk markedsføring af klientens produkt,
hvilket Home’s salgsmateriale er et godt eksempel på 271 .
Værd at bemærke er det, at forfatterne til teksterne alle er typiske medlemmer af den kritiske
infrastruktur, der på samme tid producerer, forbruger og evaluerer kulturelle produkter via deres
freelanceansættelse i stillinger indenfor de kulturelle institutioner, som storbyens økonomi i
fremtiden antages at være afhængig af (Jf. afsnit 4.2.1). Lars Nøhr Andresen er således ud over at
være kreativ chef for forlagets ’client publishing’ også en anerkendt rollespilsmanuskriptforfatter.
Iben Albinus, der først og fremmest skriver for modebladet Kostume, er også ansat som film- og tv-
serie anmelder ved BT’s underholdningssektion og fungerer desuden som projektleder ved
Natfilmsfestivalen. Og Pernille Glavind Olsson er cand. mag. i dansk efter et speciale om sin
arbejdsgiver forlaget Benjamin, men har som skuespiller også spillet enkelte biroller i tv-serieafsnit
og film.
Bilag VI består af 6 tekster, der eksemplificerer hvordan Halmtorvet indirekte inddrages i den
kritiske infrastrukturs retorik (i modsætning til bilag II-V, hvor omtalen er mere direkte). De første
fire tekster er således uddrag fra to anmeldelser og to interview bragt i de førnævnte aviser plus
gratisavisen Urban, hvori Halmtorvet udgør rammen for tekstens egentlige fokus eller bare omtales
henkastet. Det gør sig også gældende for den næste tekst, som er en arrangementsbeskrivelse,
fundet på Internettet. Den omhandler den såkaldte ’H. C. Andersen festival’, som i anledning af H.
C. Andersens jubilæumsår, blev afholdt i de såkaldte ’kulturstalde’ i Brune Kødby. Festivalen var
støttet af H.C. Andersen fonden og arrangeret af ’Kultur Vesterbro’, der udover at være drevet af
medlemmer af den kritiske infrastruktur, samtidig kan betragtes som et eksempel på en
’neigbourhood organization’. Den sidste tekst er en præsentation af Cafe Carlton (Halmtorvet 13)
fra restaurationens egen hjemmeside.
Bilag VII er et forsøg på isoleret at fremhæve det æstetisk vurderende blik, som mange af de andre
tekster i passager indeholder, men som disse tekster, i form af en arkitekturanmeldelse og to
byvandringer, der ’besøger’ Halmtorvet, helt grundlæggende er baseret på. Mens førstnævnte er et
uddrag fra en artikel hentet i Politiken, er den anden en tekst, der annoncerer for en byvandring
forestået af en såkaldt autoriseret guide. Den sidste tekst er en skrevet guide til byvandringer på
270
Når man sidder med bilaget, må man nøjes med at forestille sig det tykke glittede papir, som det i virkeligheden er
skrevet på.
271
Der står f.eks. kun ’Home’ med små bogstaver en gang i det 70 sider lange magasin.
84

Vesterbro forestået af Dansk Arkitektur Center(DAC). DAC betegner sig selv som et ’formidlings-
og udviklingscenter for arkitektur og bykultur’ og er endnu et eksempel på et halvoffentligt
partnerskab, i dette tilfælde mellem Kulturministeriet, Økonomi- og Erhvervsministeriet og
Realdania, der ligesom Copenhagen X er oprettet for at sætte fokus på byens udvikling 272 . DAC er
da også siden blevet en del af Copenhagen X-samarbejdet og har først og fremmest overtaget rollen
som arrangør af udstillinger om byen. Alt i alt bidrager bilagets forskellige aktører, som bl.a. kan
betragtes som ’historic preservationists’, til at udbrede det æstetiske blik på byen og herigennem
’uddanne’ folk til at anskue og omtale byen, bygningerne og byrummene som værker på et
museum. Dvs. som objekter for æstetisk adspredelse.
Bilag VIII For at komme hele vejen rundt om de smagssættende massemedier, har jeg valgt at tilføje
en transskription af tv-udsendelsen Hammerslag, hvor to hold af ejendomsmæglere gætter huspriser
og i det pågældende afsnit beskæftiger sig med en lejlighed på Halmtorvet.
(I det følgende henvises der til disse bilag ved hjælp af deres romertal, bogstav og sidenummer i
bilagsafsnittet)
5.2.2 Overordnede træk ved teksterne
Det, man på et overordnet diskursiv praksis niveau kan sige om disse tekster, er, at de fleste af dem
indgår i det, der betegnes som en intertekstuel kæde 273 , og at de i en vis udstrækning indeholder det
samme retoriske skema 274 . Med andre ord udgør Copenhagen X materialet sammen med de allerede
gengivne citater om Halmtorvets omdannelse det første led i en kæde af rumlige repræsentationer,
der ved at trække på hinanden både følger og reproducerer det samme sproglige mønster i den
forstand, at de, når de da ikke genbruger de nøjagtigt samme ord, så siger næsten det samme, på
næsten samme måde. Helt grundlæggende får diskursen om Halmtorvets omdannelse således sin
styrke gennem mange forskellige aktørers gentagelse af det samme sproglige mønster, og det er på
denne baggrund, at jeg har prioriteret et empirisk materiale med så stor en bredde og omfang som
mulig. Ikke desto mindre skal man stadig holde in mente, at jeg af pladshensyn alligevel har været
nødsaget til at fravælge et stort antal rumlige repræsentationer, og kun medtage et repræsentativt
udvalg 275 .
Til trods for at mange af teksterne tilhører en overordnet diskurstype, der kan betegnes som en
mediediskurs, er der ikke tale om kritisk journalistik. Dvs. de er sjældent argumenterende eller
undersøgende men fremstår i højere grad neutralt konstaterende. Alle teksterne er ligeledes
272
DAC er samtidig omdrejningspunktet for et netværk bestående af 160 virksomheder, der bidrager til det
’visionarium’ som ’ udvikler og formidler viden om arkitektur, byggeri og byudvikling med fokus på fremtiden.
www.dac.dk
273
Fairclough 1992 kapitel 4.
274
Ibid s. 174f
275
Ved at kaste et blik på specialets forside, kan man få et indtryk af de mange gange næsten det samme er sagt på
næsten den samme måde om Halmtorvet.
85

kendetegnet ved overvejende at være skrevet i, hvad man kan kalde en uformel tone 276 , og der
bruges sjældent tekniske udtryk. I stedet inkorporeres der elementer fra en fortællende og
skønlitterær genre, og der anvendes ofte talesprog og kulørt sprog 277 , som svarer til det, Beauregard
betegner som sproglige overdrivelser. Det gør sig i særlig grad gældende i de tekster, der er skrevet
indenfor det, jeg har valgt at betegne som livsstilsmagasin- og reklamegenren, der er kendetegnet
ved den kreative og indforståede anvendelse af selvkonstruerede og nye ord 278 , såsom
’latinerluksus’(III s.9) eller ’kulturknudepunkt’(VI A s.44). Genrer som i det hele taget præger
mange af teksterne, hvilket brugen af livsstilsgenrespecifikke udtryk 279 som ’trendy’ og
sloganagtige overskrifter såsom ’Fra Trash til Trendy’(II A s.5) i en almindelig avisartikel, er et
eksempel på. Udtryk, som man næppe havde brugt om byens byrum for bare få år siden, hvilket
vidner om en udvikling, som må tilskrives den position, som medlemmer af den kritiske
infrastruktur er kommet til at indtage i storbyen i dag.
I forlængelse heraf kan man også konstatere, at den diskurs, som de rumlige repræsentationer
tilsammen udgør, er præget af et særligt udefrakommende blik på Halmtorvet, som implicerer både
sekundær æstetisering og ikke mindst vareliggørelse af byrummet. Igen er det træk, der kan
genfindes i alle teksterne, men som især er kendetegnende for de bilag, der vedrører det æstetisk
vurderende blik og den kritiske infrastruktur specifikt, samt salgsmaterialet fra Home. Vigtigt er det
her at pointere, at der selvsagt ikke er noget odiøst i, at nye lejligheder(V, s.12) eller et måltid
mad(VI B s.48) beskrives og diskursivt ’sælges’ som en vare, det ville være underlig andet. Det er
derimod den måde hvorpå det omkringliggende byrum og hele kvarteret drages ind i beskrivelserne
af de nye lejligheder eller den kulinariske oplevelse og dermed bliver en del af varebetegnelsen,
som er værd at bemærke.
Sidst men ikke mindst iscenesættes Halmtorvet også diskursivt ved hjælp af historien og kulturen.
Mange af teksterne udlægger således i passager stedets ’oprindelige’ historie (I s.2, II A s.5, V s.36)
(frem for den umiddelbare, der, som det tydeliggøres nedenfor, bruges til et andet formål) og kæder
samtidig gentagne gange byrummet sammen med kulturelt forbrug og kulturelle institutioner (VI A
s.44, II C s. 10). Ved således at spinde et net af fortællinger omkring Halmtorvet, som fremhæver
disse elementer, tilskrives byrummet den uhåndgribelige symbolværdi, der er forbundet med disse
elementer. Samtidig tilskrives Halmtorvet en overordnet betydning som byrum for kulturelt forbrug.
Efter således at have udtalt mig mere generelt om teksterne, begynder jeg i det følgende at bevæge
mig ned på tekstniveau for at svare mere detaljeret på den empiriske problemformulering. Ligesom
det har været tilfældet ovenfor, er det af pladsmæssige hensyn, kun muligt undervejs, at gengive og
henvise til de mest oplagte eksempler, der kan findes i bilagsmaterialet. (For den særligt
interesserede læser er der derfor ikke andet for end at betragte min gennemgang som en slags
læsevejledning og herefter give sig i kast med de enkelte tekster.)
276 ’tenor’ Fairclough 1992 s. 232
277 ’vocabulary’, Ibid s. 75 f
278 ’new lexical items’ Ibid. s. 191
279 ’wording’ Ibid.
86

5.3 Tekst
På tekstniveau kan man indledningsvis slå fast at teksterne gennemgående benytter sig af nogle
grammatiske og vokabular-mæssige elementer, som tilsammen bevirker at Halmtorvets omdannelse
dels fremstilles som entydigt positiv, dels fremstår som et naturfænomen, og at omdannelsen som
sådan bliver svær at modsige og let at tilslutte sig.
5.3.1 Halmtorvets omdannelse som entydig positiv
Udgangspunktet for at forstå disse diskursens effekter er det føromtalte retoriske skema, som de
fleste af teksterne følger, og som nogle af dem endog gentager flere gange. Skemaet kan beskrives
som en temporal bevægelse, der sprogligt operationaliseres ved hjælp af sætninger, som indeholder
et fra/til eller et før/nu forløb. (Jf. specialets titel lånt fra Oxygen artiklen). Der er i sig selv ikke
noget odiøst i, at tekster, som omhandler de sidste års fysiske omdannelse af et byrum, indeholder
disse forholdsord. Tværtimod er det et fint eksempel på, at den materielle virkelighed strukturerer
det diskursive. Men når dette retoriske skema samtidig kombineres med ækvivalenskæder, der på en
særlig måde udraderer nuancerne på henholdsvis ’før’ og ’nu’-siden, så er det man kan sige, at
teksterne ikke kun refererer til en prækonstitueret materiel virkelighed, men også
betydningstilskriver den.
Helt grundlæggende forsøger teksterne at fremstille det som utænkeligt eller rettere usigeligt, at
nogle mennesker kunne have været tilfredse eller decideret glade for at bo på ’Halmtorvet før’ 280 .
Det bliver et indiskutabelt faktum, der fungerer som en forudsætning 281 for resten af teksten.
Ved således at indlede med sprogligt at devaluere ’Halmtorvet før’ gennem brugen af umiddelbart
harmløse, men simplificerende ord som ’grim’(II D s.7), ’skummel’(IV B s. 10, VI A s. 44),
’deprimerende’(VII B s. 48) eller sætninger som ’stedet hvor pæne mennesker helst ikke kom’(I s.
2) og samtidig kæde dette byrum sammen med det, der i talesprog omtales som ’ludere og
lommetyve’(V s. 34) eller mere kulørt betegnes som ’gadeprostitutionens kerne’(III s.9), fremstilles
’Halmtorvet før’, som den negative modpol i forhold til hvilken ’Halmtorvet nu’ kun kan vurderes
som positivt. Den sproglige devaluering følges således hver gang op af en sproglig revaluering,
f.eks. bare i form af den enkle æstetiske vurdering ’smuk boulevard’(V s.34), den kulørte
konstruktion ’fashionabelt kultur- og cafemekka’(VI A s.44) eller de mere symbolladede udtryk
’mondæn’(II A s.5, VI C s.46) og ’parisisk boulevardstrøg’(III s.9). Det sidstnævnte udtryk er i sig
selv et eksempel på, hvordan planlæggernes/arkitekternes føromtalte navngivning, ikke kun går
igen i Copenhagen X materialet men også kreativt genbruges og får endnu mere kulør i
livsstilsmagasinet Oxygen, der med konstruktionen ’latinerluksus’ og ved decideret at anvende
ordet ’latinerkvarter’ om Halmtorvet, i forvejen har indstiftet betydningstilskrivende associationer
til den franske hovedstad 282 .
280 Ikke at det er dokumentation i sig selv, men i et interview med sangerinden Hanne Boel, som tidligere har boet på
Halmtorvet, bragt i Berlingske Tidende 26/8 – 2005, 4. sektion s. 2 udtaler hun faktisk, næsten som et forsøg på at
etablere en form for moddiskurs, at ’jeg elskede det nu også dengang’.
281 ’Presupposition’, Fairclough 1992, s. 101
282 Desuden sammenlignes Halmtorvet også med både Barcelona, London og New York. Udover at være et godt
87

5.3.2 Halmtorvets omdannelse naturaliseret
Den entydigt positive fremstilling af Halmtorvets omdannelse og den heraf følgende relationelle
indholdsudfyldelse af dets nye image, hænger samtidig uløseligt sammen med de tekstelementer,
der bidrager til at naturalisere omdannelsen. Her bør man først og fremmest pege på den udbredte
anvendelse af især biologiske metaforer 283 og analogier 284 , som i kombination med brugen af de
grammatiske elementer ’passivform’, der fjerner den handlende agent fra en sætning, samt
’nominaliseringer’, der er en betegnelse for navneord, som erstatter en hel proces, har den effekt at
byrummets omdannelse fremstår som noget, der ligesom et naturfænomen, bare sker 285 .
Hvis man starter med sidstnævnte, så er det vigtigste eksempel på en nominalisering i denne
forbindelse det centrale navneord ’byfornyelsen’, som, hver gang det bruges, i virkeligheden
erstatter den mere detaljerede og procesbeskrivende sætning, som kunne lyde ’Københavns
Kommune har i samarbejde med planlæggere og arkitekter fornyet byen’. Ved i andre tilfælde helt
at erstatte det trods alt delvist oplysende ord ’byfornyelse’ med ’forvandling’ og samtidig anvende
det som udsagnsord i passivformen ’Halmtorvet er forvandlet’ (II A s.5) frem for aktivformen
’Københavns Kommune har forvandlet Halmtorvet’ bidrager mange af teksterne til, at de faktiske
aktører bag samt de beslutninger og handlinger, som førte til omdannelsen, nedtones, mens
resultatet fremhæves 286 . Hermed etableres der også et udgangspunkt for at tildele andre ansvaret for
processen. Det sker mest tydeligt når teksten fra Wonderful Copenhagen, i tråd med Smiths
pionermyte og Zukins kunstnerstereotyp udpeger ’creatives, mediatypes and bohemians’(IV A s.
10) som de ansvarlige for hele Vesterbros forvandling.
Men først og fremmest skal brugen af ordet forvandling og dets naturaliserende effekt ses i
sammenhæng med den samtidige anvendelse af biologiske analogier og metaforer. Således omtales
omdannelsen f.eks. som et ’hamskifte’(II B s.6, VI B s. 46), mens cafelivet ligesom solen ’bryder
frem’(II A s. 5), en cafe betegnes ’det nyeste skud på cafestammen’(VI A s.44), og byrummet
kaldes en ’oase’ (II B s.6, II C s. 7, VII A), og et ’åndehul’ (II B s.6, III s. 9).
Mens ’byfornyelsen’ kun udgør den indiskutable forudsætning, kan man konkludere, at det i stedet
er det, som jeg har valgt at kalde metamorfosens spektakularitet, der helt gennemgående kredses om
og tematiseres i teksterne 287 . Afsenderne spørger med andre ord ikke til hvad, hvordan og hvorfor,
men fascineres i stedet af og fryder sig nærmest over resultatet af det, der i højere grad, ligesom
puppens forvandling til sommerfugl, anskues og omtales som et biologisk mirakel.
eksempel på en æstetiseret hallucination (se eksempelvis V s.19) er Home’s salgsmateriale med overskriften ’New
Yorker stemning’ på coveret og en lang række velplacerede referencer således at betragte som et målrettet forsøg på at
skabe associationer til den nærmest mytiske transformation af SoHo, for dermed at tilegne sig den symbolværdi og
atmosfære af attraktiv storbyliv, der er forbundet med samme.
283
en metafor er et sprogligt billede, hvor karakteristika ved et objekt overføres på et andet objekt, med hvilket det som
udgangspunkt ikke har nogen reel forbindelse. Fairclough 1992, s.
284
En analogi kan defineres som en lovmæssighed, som overføres til et andet område, hvor den ikke nødvendigvis er
gældende.
285
De to elementer vedrører det, der overordnet betegnes som ’transivitet’. Dvs. hvordan begivenheder og processer
forbindes med objekter og subjekter i teksten. Jørgensen og Phillips 1999, s. 95 Fairclough 1992, s. 235
286
Jørgensen & Phillips 1999, s. 95
287 ’Theme’, Fairclough 1992, s. 236
88

Herunder tilskrives byrummet også betydning mere direkte. Særlig interessant er det i den
forbindelse at se hvordan ordet ’oase’, gennem den intertekstuelle kæde, går fra at være en
betegnelse for de små græsbeklædte forhøjninger i midterrabatten(I s.3), til at blive en metafor for
hele byrummet(II B s.6, II C s. 7, VII A), der ved at give associationer til et livgivende og frodigt
sted, hvor man kan slukke tørsten og finde svalende skygge, virker stærkt betydningstilskrivende.
Ligesom den anden meget anvendte metafor ’åndehul’ (II B s.6, III s. 9) forstærker ’oase’ på
samme tid opfattelsen af den omkringliggende by som en ørken, hvor man er utilpas, stresset og har
svært ved at ånde, og hvor døden i det hele taget lurer. Disse metaforer opererer med andre ord
implicit med begge sidder af et binært modsætningsforhold og bidrager således til både direkte og
relationelt at indholdsudfylde Halmtorvets nye image. Som følge heraf kan man konkludere, at det
specifikke byrum diskursivt afbildes som et afgrænset sted for ophold, afslapning og nydelse, hvor
man indforstået kan glæde sig over ikke at være bebyrdet med livet ude i den på samme tid varme,
kvælende, og golde by.
Paradoksalt nok bliver Halmtorvet i andre tekster også associeret med varme, men det sker i stedet
ved hjælp af den geologiske metafor ’hotspot’(IV A s.10, VIII C). Ved f.eks. i formen ’Red hot
trendy spot’ (IV A s.10) 288 at blive kombineret med det gennemgående retoriske skema, som nok
lægger afstand til ’Halmtorvet før’ men også bringer det frem i bevidstheden, bygges der med denne
metafors libidinøse konnotationer på en subtil måde videre på iscenesættelsen af Halmtorvet som et
sted for nydelse og natteliv. Noget lignende finder sted i bilag VIII, hvor Halmtorvet iscenesættes
som spændende og pirrende gennem snak om både ’byens puls’ og ’lidt af det gamle Vesterbro’.
Elementer ved ’Halmtorvet før’, som man ellers indledningsvis har sikret sig er ’en saga blot’
transformeres således diskursivt til en del af ’charmen herinde’(VIII, s.50).
Ligesom det gør sig gældende for de myter, som Smith identificerede i forbindelse med
gentrificeringsprocesser i New York, så udgør den biologiske analogi som en naturlovmæssighed et
princip for læsningen af en situation, hvis begreber er ydre i forhold til det, der repræsenteres.
Selv om det kan virke banalt, så er det altså vigtigt at påpege, at teksternes anvendelse af biologiske
analogier/metaforer skaber decideret falske forudsætninger for at forstå den pågældende situation.
Halmtorvets forvandling eller cafeernes opståen kan således ikke forklares som resultatet af noget,
der er at sammenligne med den biologiske urkraft bag celledeling. Cafeerne dukker heller ikke op
på samme måde, som når en trykforskel i atmosfæren får en luftmasse til at føre den koncentration
af vanddamp, der kaldes en sky, væk, så solens stråler pludselig rammer Jorden. Og der findes
heller ikke et magmakammer under København, hvorfra det stof som et godt natteliv er gjort af,
som en konsekvens af retrograd damptrykstigning, via porøse bjergarter og forkastninger stiger
ukontrollabelt til overfladen.
De biologiske analogier maskerer med andre ord de virkelige årsager til et givent fænomens
opståen, og man kan derfor hævde, at de, udover at tilskrive byrummet betydning og udstikke
retningslinier for dets brug, også, ligesom Smiths myter, har en ideologisk effekt. Et godt eksempel
er, når en artikel om lønfremgang for beboere på Halmtorvet påstår, at ’Københavns grimme ælling
288 Hvor der godt nok tages udgangspunkt i hele Vesterbro, men hvor Halmtorvet fremhæves.
89

i dag er blevet en flot svane’(II D, s. 7, se også VI E s. 47, hvor beskrivelsen er møntet på hele
Vesterbro). Hermed gøres ikke alene en særlig naturlovmæssighed men også det dramaturgiske
forløb i et berømt eventyr til et princip for læsningen af byrummets omdannelse, og ved samtidig at
hæfte den negativt betydningstilskrivende metafor ’en pukkel’ på de ’ældre og udstødte’, som
’[København] før havde’, gøres det umuligt ikke at fremstille det som en fascinerende og entydigt
positiv omstændighed, at Halmtorvet og det øvrige Vesterbro har oplevet en fremgang i
personindkomster på 70 %. Ved igen at kredse om metamorfosens spektakularitet, og i øvrigt skrive
i passiv-form, fjernes fokus således fra både de målrettede investeringer og den permanente
genhusning af oprindelige beboere, som man med hjælp fra samfundsvidenskabelige teorier frem
for med naturlove kan beskrive som de reelle årsager til, at Halmtorvet ikke alene har oplevet en
fremgang hvad angår personindkomst, men også i det hele taget synes som forvandlet.
Selv om disse analogier/metaforer bare er harmløse billeder, der i en anden sammenhæng sikkert er
meget rammende, så har de altså den effekt at Halmtorvets omdannelse fremstilles, som noget, der
bare har fundet sted, uden at nogen kan tilskrives ansvaret derfor, og hele denne tendens til
naturalisering af byrummets omdannelse forhindrer således, at man kan forholde sig til kritisk det
sammenfald af økonomiske, fysiske, sociale og kulturelle processer, der i stedet bør betragtes som
resultatet af en nøje planlagt og målrettet byudviklingspraksis.
5.3.3 Halmtorvets omdannelse som svær at modsige og let at tilslutte sig.
For at belyse hvordan Halmtorvets omdannelse som entydig positiv begivenhed i det hele taget
kommer til at fremstå som svær at modsige og kritisere, bør opmærksomheden henledes på det
grammatiske element ’modalitet’ 289 , som vedrører den måde hvorpå teksters afsendere tilslutter sig
deres udsagn. Det er nemlig kendetegnende for de udvalgte tekster, at deres afsendere
gennemgående benytter sig af såkaldt ’objektiv kategorisk modalitet’, som har den effekt, at det, der
i virkeligheden er subjektive vurderinger eller fortolkninger af en kompleks situation, fremlægges
som objektive fakta. Ved ikke at indflette forbehold 290 såsom ’måske’, ’til tider’ eller ’lidt’ udviser
teksternes afsendere fuld tilslutning 291 til deres udsagn, der dermed kommer til at fremstå som
uomtvistelige sandheder 292 . Således konstateres det f.eks.: ’det fashionable har sejret i byrummet
over livets skyggeside.’(II C s.7); ’Halmtorvet er forvandlet til byens ny mondæne plads med
kulturelt islæt.’(II A s.5); ’Halmtorvet har det hele’ (II E s.8) eller ’Halmtorvet[…] er i dag en smuk
plads med sydlandsk stemning’(VI F s. 47). Ved samtidig at udelade forbehold såsom et ’jeg
mener’ eller ’nogle siger’ etableres der helt grundlæggende en objektivitet, som i kombination med
nogle af de andre ovenfor berørte elementer får afsenderen til at fremstå, som om vedkommende
bare refererer til virkeligheden, mens det han/hun i realiteten gør, er på en uangribelig facon at
betydnings- og værditilskrive den. Som Fairclough gør opmærksom på, så er objektiv kategorisk
modalitet noget som typisk bruges indenfor medierne, og som Jørgensen og Phillips pointerer, så
289 Fairclough 1992, s. 158ff
290 ’Hedges’ Ibid. s. 159
291 ’affinity’ Ibid. s. 158
292 Fairclough 1992, s. 160f, Jørgensen & Phillips 95f
90

åde afspejler og fremmer det deres autoritet 293 - og jeg tilføjer: som byrummets
sandhedsproducenter.
Et godt eksempel på hvordan nogle af de berørte grammatiske elementer kombineres og som
samtidig eksemplificerer, hvordan et særligt positivt billede af den idealtypiske tilflytter og hendes
nye urbane livsstil ved hjælp af en besnærende fortællestil kædes sammen med byrummet, stammer
fra livsstilsmagasinet Oxygen og lyder:
’Alexander på fire år leger og sopper i Halmtorvets springvand. Helt ubekymret om fortid og
fremtid griner han til sin mor; en ung, tjekket københavner med direktørtitel, indtjening i den tunge
ende af skalaen og bopæl på Halmtorvet. Det ville have været uhørt for få år siden, men i dag er de
en hjemmevant del af byens trendsettere, der drikker chai i solen, kigger ned over det parisiske
boulevardstrøg og sender et blik over mod Øksnehallen, der hvert år huser den mere
avantgardistiske del af modemessen.’(III s.9)
Den underforståede mening: ’de er de nye beboere, som sætter trenden i byen’, er gjort til en
uangribelig subjektposition gennem nominaliseringen (byens nye) ’trendsættere’, som yderligere
forstærkes gennem den udbredte brug af objektiv kategorisk modalitet (’er de’ = ’de er’). Citatet
indeholder med andre ord ingen forbehold eller subjektivitet (’Jeg/man/nogen mener at de
måske/kunne være/blive byens nye trendsættere’) og den hermed etablerede objektivitet får
forfatteren til at fremstå, som om hun bare giver et neutralt referat af begivenhederne på
Halmtorvet. De grammatiske dispositioner i det, der således fremstår som en statusrapport fra
byrummet, har samtidig den konsekvens, at det sætter selve handlingen ’at sætte trenden’ i
baggrunden, og fordi det derfor kræver mere arbejde for tekstens modtager at omformulere og sætte
spørgsmålstegn ved udsagnet (’Hvordan sætter de trenden?’; ’Hvorfor sætter de trenden?’; ’Hvad
for en trend sætter de?’), forstærkes dets uangribelighed yderligere 294 .
Citatet indstifter ligesom passager i mange af de andre tekster (II E s.8, IV B s.10; V s.32ff, V s.37f;
VI A s. 44) samtidig en særlig opfattelse af det ’gode liv’ og ikke mindst ’de gode mennesker’, som
ved at blive kædet sammen med det indforstået ’gode byrum’: ’Halmtorvet nu’ hele tiden
indkredses og fremstilles som positive modpoler i forhold til de prostituerede og kriminelle, som
teksten i forvejen har udpeget og sammenkædet med ’Halmtorvet før’. Alene i artiklen fra
livsstilsmagasinet udpeges ’de tjekkede’, ’de smukke’, ’de unge’, ’de intellektuelle’, ’de kendte’,
’de trendbevidste’, og ’turister’, som, anskuet i det forbrugs- og oplevelsesorienterede perspektiv
som artiklen repræsenterer, udfører de for stedet legitime handlinger: dvs. de ’drikker’, ’lytter’,
’dropper forbi’, ’oplever’, ’spiser’, ’kigger’, ’sender blikke’ og ’nyder’.
Fordi disse handlinger, der andre steder beskrives som ’ny-vesterbroernes’(IV B s. 10; VI A s. 44)
eller ’kulturfolkets’(IV B s. 10), således kommer til at fremstå, som dem man underforstået skal
følge, hvis man skal følge trenden, bliver det tydeligt, hvordan også de akkompagnerende og
efterfølgende rumlige repræsentationer af Halmtorvet udstikker retningslinier for den ’rigtige’ brug
af byrummet. Samtidig kan man konkludere, at Halmtorvets image, som følge af denne særlige
293 Fairclough 1992, s.160; Jørgensen & Phillips s. 96
294 Ordet ’trendsætter’ anvendes således mere for ordets symbolværdi, end for dets egentlige indhold.
91

sammenvævning af individ- og stedsidentitet, forstærkes som stedet for demonstrativt forbrug,
nydelse, oplevelse og æstetisk adspredelse.
Relateret til både denne sammenvævning og den overordnede naturalisering er også nogle af
teksternes tendens til at tilskrive byrummet positive menneskelige karaktertræk. Halmtorvet
personificeres med andre ord på en måde så læseren kan identificere sig med stedet og
følelsesmæssigt involvere sig i dets omdannelse. Den nye plads kaldes således for ’venlig’ (VII A
s.48), og det er Halmtorvet, der ’rejser sig fra støvet’(II B s. 6), eller ’uden at rødme lægger adresse
til talrige firmaer i mediebranchen, restauranter i den eksklusive klasse, økologiske byhuse og […]
en udstillingshal for kunst, kultur og erhverv.’(III s.9).
Ud over at være et eksempel på hvordan byrummet på en spidsfindig måde kædes sammen med ’det
kulturelle’, er det sidstnævnte citat også et godt eksempel på, hvordan mange af teksterne, ligesom
det lange citat ovenfor, sætter en række underforståede forbindelser 295 op, i forventning om at
læseren vil etablere og forstå dem 296 . Det er således kun på baggrund af det underforståede faktum,
at ’firmaer i mediebranchen etc.’ er noget som man normalt ville rødme over at blive associeret
med, at man underforstået kan tilskrive Halmtorvet positive karaktertræk som stolt og
selvbevidst 297 . Ved på denne måde at involvere læseren under modtagelsen af teksten og samtidig
anvende samtalesprog og populære udtryk forsøger afsenderen at etablere en form for indforstået
solidaritetsforhold til læseren, hvilket har den effekt, at sidstnævnte lettere tilslutter sig førstnævntes
udsagn 298 . Samtidig kan afsenderen, ved ikke at tale ned til læseren, i det hele taget maskere sin
position som autoritet på området, og dermed forlede læseren til at opfatte sig selv som en autoritet
på lige fod med afsenderen, og ikke mindst på lige fod med de attraktive subjektpositioner, som
teksten samtidig udstikker, og som jo tydeligvis også ved, hvad det drejer sig om på det nye
Halmtorv. Læseren drages ind i en form for fællesskab, som dog først fuldbyrdes i det øjeblik, at
læseren indfinder sig på Halmtorvet for at drikke ’chai i solen’, kigge ned ad det ’parisiske
boulevardstrøg’, give æstetiske vurderinger af de restaurerede omgivelser, og snakke om ’lidt af det
gamle Vesterbro’. Hvis man ihukommer den første definition af diskurs (jf. kapitel 1) som et mere
eller mindre fastlagt sprogligt mønster, som menneskers udsagn følger, afhængig af hvilken
kontekst de befinder sig i, bliver det også tydeligt, hvordan den diskurs, som teksterne tilsammen
udgør, virker som et særligt indtagende repertoire eller en ressource af betydning, som man kan
trække på, når man befinder sig i byrummet. Og det bliver ikke mindst tydeligt, hvordan disse
rumlige repræsentationer er at sammenligne med turistens guidebog, der udpeger elementer af
værdi ved Halmtorvet, og i det hele taget foregriber mødet med ’attraktionen’. Sagt med andre ord
medierer de rumlige repræsentationer således overgangen fra at være læser af teksten til at blive
forbruger af byrummet. Som artiklen fra livsstilsmagasinet slutter: ’Halmtorvets identitet har ændret
sig, den skal ikke kun beskrives, den skal også opleves!’
295
Jf. min brug af ordet ‘underforstået’ ovenfor. ‘Collocational links’, Fairclough 1992, s. 177
296
Som følge af ‘inferential work’, Ibid.
297
Ved at blive associeret med hinanden på denne subtile måde etableres der samtidig en gensidig værditilskrivelse
objekterne imellem.
298 Fairclough 1992, s. 129
92

I forhold til den empiriske problemformulering har jeg i de foregående afsnit belyst hvordan en
særlig gruppe af tekster, via en kombination af grammatiske dispositioner, et æstetisk blik,
biologiske analogier/metaforer, indforståethed samt ved at behandle populære forbrugsrelaterede
temaer, har fremstillet og diskursivt iscenesat Halmtorvets omdannelse som entydigt positiv, som
naturlig, som svær at modsige og som let at tilslutte sig. Samtidig har teksterne, ved at beskrive
tilstedeværelsen af særligt positive subjektpositioner som naturlig og samtidig fremstille deres
handlinger i byrummet som de for stedet kulturelt meningsfyldte, bidraget til at indholdsudfylde
Halmtorvets nye image som et attraktivt sted for den nye middelklasses oplevelses-, nydelses- og
forbrugorienterede livsstil. Ved at akkompagnere og efterfølge den fysiske omdannelse og herunder
tilskrive byrummet ny betydning og symbolværdi, har den diskurs, som teksterne eller de rumlige
repræsentationer tilsammen udgør, dermed understøttet og forstærket den overordnede revaluerings-
og gentrificeringsproces. At omdannelsen af Halmtorvet, som en del af Indre Vesterbros
byfornyelse, har været sådan en succes, som den fra det entreprenørielle Københavns synspunkt må
betragtes som, bør derfor i mine øjne tilskrives det faktum, at den ikke-diskursive og den diskursive
byudviklingspraksis på effektiv vis har suppleret hinanden. Den fysiske omdannelse har med andre
ord været akkompagneret af en succesfuld betydningsmæssig transformation, der først og fremmest
er blevet varetaget af det, specialet parallelt med besvarelsen af den teoretiske problemformulering
har indkredset som byrummets nye sandhedsproducenter.
93

6. Konklusion & Perspektivering
På mange måder kan man sige, at de centrale kvarterer i den Vestlige Verdens storbyer i løbet af de
sidste bare 15 år, har oplevet en renæssance. Fra at have været steder, der ofte blev associeret med
fattigdom og kriminalitet, steder som de fleste ønskede at forlade til fordel for forstaden, så snart de
var i stand til det, betragtes og efterspørges disse kvarterer i dag, som en særlig attraktiv ramme om
’det gode liv’. I disse renoverede og restaurerede omgivelser, giver det nemlig ikke kun god mening
at bo, arbejde og i det hele taget leve; disse kvarterer synes også at være særdeles velegnede til at
opfylde menneskers voksende behov for at forbruge og opleve.
Men mens forskellige former for byfornyelse ofte - og man kunne tilføje: med rette - fremhæves
som den direkte og håndgribelige årsag til denne udvikling, har dette speciale via en særlig
videnskabsteoretisk indgangsvinkel afvist kun at betragte den rumlige omstrukturering af storbyen
som en ensidigt fysisk omdannelsesproces, og i stedet med udgangspunkt i både gentrificeringsteori
og anden relevant teori forsøgt at begribe aspekter af den betydningsmæssige transformation, som
byen samtidig synes at have gennemgået. En betydningsmæssig transformation der bør ses som
årsagen til, at den kontemporære omdannelse af storbyer i den Vestlige Verden netop opleves som
en renæssance, og ikke kun kan kategoriseres på linie med mange af de andre forandringer, som
disse byer også har gennemgået i deres ofte lange historie.
I mine øjne indebærer denne renæssance nemlig først og fremmest at ’storbyen’ som kulturelt
symbol virker mere populær, eller måske rettere: positivt værdiladet end den har gjort i mange år,
hvilket jeg på baggrund af dette speciale, vil hævde først og fremmest må tilskrives fænomenet
’betydningsmæssig transformation’. Samtidig med at dens urbane miljø, dets historie,
arkitektoniske kvaliteter og kulturelle lyksaligheder således i stigende grad udgør emnet, ikke bare
for traditionelle turistguides, men også for hele avissektioner, livsstilsmagasiner, hjemmesider og
bøger, så har dens centrale kvarterer de senere år f.eks. også indtaget positionen som den fortrukne
kulisse for drama- og komedie-serier 299 , talkshows og nyhedsudsendelser 300 . En udvikling som kun
bidrager til yderligere at forøge den indre bys relative symbolværdi i forhold til den forstad, som
indtil for få år siden var indbegrebet af det gode liv.
Som svar på den teoretiske problemformulering, har det i mine øjne kun været muligt at få
gentrificeringsteorierne til at bidrage til en øget forståelse af byrums betydningsmæssige
transformation, som følge af det særlige videnskabsteoretiske udgangspunkt, jeg indledningsvis
etablerede.
For kun ved at være sammenstykket af den kritiske diskursanalyse og den kritiske realisme, der med
henholdsvis sin bredtfavnende tredimensionelle analysemodel og sit ideal om dyb ontologi og
stratificeret virkelighedsopfattelse opfordrer til både tværfaglighed og grundig kontekstualisering i
299 Tænk bare på de både storby- og individportrætterende serier som ’Spin City’, ’Ally’ ’Seinfeld’ og ’Frasier’ (som
ironisk nok symboliserer den kulturelle bevægelse fra det nostalgiserede værthusmiljø og fællesskab på Sams bar i
Boston til det demonstrativt forbrugsorienterede cafe latte drikkeri på Cafe nervosa i Seattle!). Det mest oplagte
eksempel må dog være ’Sex in the city’ (se i øvrigt den direkte reference i bilag V s.21), hvis hovedroller i udtalt grad
nyder det forbrugs- og oplevelsesorienterede byliv.
300 Eksemplerne er mange, men både det lokale morgen- og aften-tv fra Hovedbanegården, samt aftenshowet fra
Rådhuspladsen illustrerer meget godt tendensen.
94

forhold til det fænomen eller diskursive praksis man har for øje, har det været mulig at kombinere
gentrificeringensteorierne med andre teorier og gå i dybden med relevante emner som f.eks.
vareliggørelse, æstetisering og symbolværdi, uden at forlade en overordnet undersøgelsesramme.
Desuden har Faircloughs sondring mellem det ikke-diskursive og det diskursive kombineret med
Shields læsning af Lefebvres brede og dialektiske rumopfattelse sat mig i stand til undervejs at
belyse den diskursive byudviklingspraksis, der kan betegnes som betydningstilskrivende og -
transformerende i forhold til byrummet. Parallelt hermed har jeg med inspiration fra Lefebvres
begreb ’rummets repræsentationer’ selv ’læst’ gentrificeringsteorierne på en måde, så jeg på en og
samme tid har været i stand til at modificere det oprindelige begreb samt indkredse den voksende
gruppe af aktører bag den diskursive byudviklingspraksis.
Alt sammen har det hele tiden kun givet mening i forhold til ’den entreprenørielle by’, der, ved i
specialet at blive opfattet som henholdsvis en særlig samfundsmæssig kontekst, en særlig koalition
af aktører samt produktet af en særlig byudviklingspraksis, der igen er en reaktion på den
overordnede storbykonkurrence, har udgjort den uundværlige baggrund for at forstå forbindelsen
mellem de mange forskellige samfundsmæssige aspekter, som jeg har belyst under forsøget på at
begribe den betydningsmæssige transformation i forbindelse med den fysiske omdannelse af byrum
i den postindustrielle by.
Med udgangspunkt i løsningen af den teoretiske problemstilling, har det desuden været muligt at
kategorisere og gruppere alle de tekster, som jeg i årenes løb har indsamlet om Halmtorvets
omdannelse, og herefter foretage en analyse af det, man kan kalde ’den udefrakommende diskurs
om Halmtorvets omdannelse’. Med andre ord har besvarelsen af den teoretiske problemformulering
gjort mig i stand til at begribe den specifikke observation af fænomenet ’betydningsmæssig
transformation’, som i første omgang ansporede mig til at skrive specialet, og ved under besvarelsen
af den empiriske problemformulering at konstatere, at en særlig gruppe af tekster har fulgt et særligt
sprogligt mønster og dermed udgør en diskurs, der bidrager til at fremstille den specifikke
omdannelse som entydigt positiv, som et naturfænomen og dermed som en forvandling der er svær
at kritisere og let at lade sig betage af, eksemplificerer analysen således mange af de teoretiske
begreber, som jeg har fundet nødvendige at kombinere for at kunne begribe det fænomen jeg havde
for øje. Til trods for at jeg har brugt mest plads på at løse den teoretiske problemstilling har de to
grundelementer i al videnskabelig forskning: teori og empiri, altså hele tiden suppleret hinanden for
at forhindre at hverken teorien blev tom, eller empirien blev blind.
Når det (lidt populært) er sagt, så kan Halmtorvet i retrospektiv langt fra siges at have været det
mest oplagte eksempel til at belyse bevidst initieret betydningsmæssig transformation i den
postindustrielle by.
Siden jeg begyndte at interessere mig for denne dimension af storbyens udvikling, har der således
været mange langt mere illustrative eksempler på en diskursiv byudviklingspraksis målrettet
storbyens byrum. Det bedste eksempel er dog nok, da Københavns bybusser i 2004 kørte rundt med
store klistermærker med påskriften: ’I Nordbest – en bydel der hitter’. Denne imitation af det
kendte New York slogan indledte nemlig en periode, hvor kvarterløftssekretariater, lokale
95

politikere, ejendomsudviklingsselskaber, ejendomsmæglere, lokale erhvervsdrivende og journalister
stod på tæerne af hinanden for at udnævne Københavns hidtil ellers så negativt omtalte Nord-Vest
kvarter til det nye ’upcoming’ og ’trendy’ område i byen. Stedets attraktivitet var nok ikke blevet
ændret så drastisk, hvis ikke politiske beslutninger og offentlig planlægning samtidig havde ryddet
vejen for, at hovedsagelig privat kapital i form af ejendomsudviklingsselskaber umiddelbart derefter
kunne rykke ind og påbegynde en fysisk omdannelse, i dette tilfælde ved at opføre nye moderne
lejlighedskomplekser på baggrund af en kombination af både nedrivning og konvertering af gamle
industribygninger. Alligevel er det værd at bemærke hvordan forsøget på at transformere stedets
betydning netop i højere grad end det var tilfældet på Halmtorvet gik forud for den fysiske
omdannelse, og at man således, via en rumlig repræsentation der diskursivt afbildede, sekundært
æstetiserede og symbolværditilskrev byrummene i Nord-Vest, forsøgte at blåstemple kvarteret og
initiere en gentrificeringsproces. At det blev gjort omkring et decideret reklameslogan, er samtidig
en godt eksempel på, hvordan den rumlige omstrukturering af den postindustrielle by, som det
ligeledes er blevet belyst i dette speciale, er tæt forbundet med en tendens til byrummets
vareliggørelse.
En vareliggørelse som flere og flere aktører ved at levere de betydningstilskrivende og –
transformerende rumlige repræsentationer i stigende grad bliver engageret i. Derfor mener jeg også
at man helt grundlæggende kan slå fast, at vi lever i en tid, hvor denne dimension af Lefebvres
totale rumliggørelse i det hele taget har fået en større betydning i forhold til de andre rumlige
aspekter, hvilket Lefebvre, ifølge Shields, netop åbnede op for kunne være tilfældet.
“All three aspects operate at all times. However the varying balance and degrees of
repression of one aspect or the domination of another mark out historically specific, as
well as socially produced, spatialisations.” 301
De nye omdannede byrum i og omkring den indre by, kan med andre ord betragtes som eksempler
på historisk specifikke rumliggørelser, hvor de rumlige repræsentationer, som følge af behovet for at
markedsføre, imageskabe, betydningstransformere, symbolværditilskrive og herunder appellere til en
identitetssøgende middelklasse, i en kontekst af både den internationale storbykonkurrence specifikt
og forbrugssamfundet generelt, er blevet mere dominerende i forhold til den samlede produktion af
det ‘totale rum’.
Med fare for at komme til at modsige mig selv og undervurdere både hvor meget den fysiske
omdannelse i sig selv betyder, samt nedtone den indflydelse som beboere og brugere selv har på
opfattelsen af byrummet, synes det med andre ord som om, at der er en tendens til, at ’det erfarede’
og ’levede rum’ domineres af ’det begrebsliggjorte rum’, og at den samlede opfattelse af byrummet,
som følge heraf, er blevet mere afhængig af, hvorledes det diskursivt afbildes, betydnings- og
symbolværditilskrives, end hvordan det f.eks. rent fysisk fremtoner. Dette forhold bør i mine øjne
tildeles stor opmærksomhed fordi de rumlige repræsentationer, som antydet ovenfor helt
301 Shields 1999, s. 167
96

grundlæggende har stor indflydelse på, hvordan byrum bruges, og derfor ikke mindst bidrager til at
udpege hvem der skal bruge dem.
”representation and discourses on space […] act upon production practices by
specifying the appropriate movements of bodies (gestures, etiquette), materials
(commodities), and relations (communications) in space. In this manner, the empirical
and common-sense stuff of space – the physical environment – is materially and
historically constituted.” 302
Som følge af besvarelsen af både den teoretiske og empiriske problemformulering kan man således
konkludere, at det generelt kendetegnende og dermed historisk specifikke ved mange af de
kontemporære storbyers byrum er, at de har gennemgået gentrificeringsprocesser og herunder
betydningsmæssig transformation, som først og fremmest har fået dem til at fremstå som forbrugs-
og oplevelsesorienterede byrum for et særligt segment af den nye middelklasse. Som Zukin
konkluderer:
“Deindustrialization and gentrification are two sides of the same process of landscape
formation: a distancing from basic production spaces and a movement toward spaces of
consumption.” 303
Ved at fremstille en særlig subjektposition som positiv og tildele den en privilegeret status i forhold
til byrummet samt beskrive nogle særlige handlinger som de for stedet kulturelt meningsfyldte 304 ,
initierer og forstærker de aktører, der kan betragtes som byrummets nye sandhedsproducenter, med
andre ord de mere subtile in- og eksklusionsprocesser, som jeg i afgrænsningen afstod fra at
behandle direkte, men som jeg her afslutningsvis gerne vil prøve at belyse.
For er man som følge, ikke bare af ens socio-økonomiske, men også socio-kulturelle kompetencer
og status i stand til at indtage denne særlige positive subjektposition, udgør Halmtorvet, både som
fysisk ramme og som et mentalt, socialt og symbolsk rum, en mulighedskabende struktur. Den af de
udefrakommende aktører tilvejebragte diskurs kan nemlig som følge heraf, og som tidligere antydet
under gennemgangen af Beauregards begreb om ’hegemonnic boosterism’, betragtes som et særligt
betydningsladet repertoire eller en ressource som man kan trække på, når man skal forklare sin egen
væren på stedet og legitimere sit krav på byrummet.
For de socialt udsatte og ressourcesvage individer, der i diskurserne har udgjort de privilegeredes
binære modsætning, fremstår diskursen derimod som strukturerende i betydningen begrænsende, da
deres tilstedeværelse i byrummet gennem de rumlige repræsentationers særlige sprogbrug er blevet
grundigt mistænkeliggjort. I stedet for at kunne gøre lige så meget krav på byrummet, som de af
diskursen positivt positionerede, bliver disse marginale identiteter, med en teatermetafor mere at
302 Shields 1999, s. 167
303 Zukin 1991, s. 267
304 Jf. gennemgangen af livsstilsmagasinartiklen i afsnit 5.3.3
97

opfatte som statister i den forestilling om ’det mangfoldige Vesterbro’ der via en parallel diskurs
ligeledes hersker på stedet, og som, på baggrund af de sociale konsekvenser, som den offentligt
initierede gentrificering af kvarteret har haft, klinger lidt hult.
I stedet for at blive fremstillet som ligeværdige individer, patroniseres de socialt udsatte og
ressourcesvage individer af diskursen ved at blive omtalt som det ’brogede persongalleri’(III s.9),
’gadens lette kavaleri’, ’andet godtfolk’(II A s.5) eller en del af ’det gamle Vesterbro’(VII s.50), og
fungerer i stedet som en slags rekvisitter i de nye beboeres selviscenesættelse, og forsøg på at
fremstå som tolerante individer, der værdsætter det af denne mangfoldighedsdiskurs fremhævede
ideal om social diversitet. Derfor mener jeg også at man kan hævde, at disse marginale identiteter
ikke bare ekskluderes fra det forbrugs- og oplevelsesorienterede liv på Halmtorvet, som konsekvens
af deres manglende økonomiske formåen. Som følge af den magt, der kan siges at være indlejret i
den udefrakommende og hegemoniske diskurs om Halmtorvet, må de for ikke at føle sig
fejlplacerede på selvdisciplinerende vis sørge for, at de nøjes med at udføre de for dem gennem
diskursen meningsfyldte handlinger såsom at ’krybe’(VI A s.44) eller ’passere’(VI B s. 45) eller
opholde sig på kanten af byrummet ’længere ned ad Sønder Boulevard’ eller ’i sidegadernes
kælderbutikker’(III s.9) 305 .
I den forbindelse er det faktisk bemærkelsesværdigt hvordan opretholdelsen af forestillingen om
Halmtorvet som ’oase’ samtidig går fint i spænd med det faktum, at det ikke har været muligt helt at
rense Halmtorvet for de socialt udsatte og ressourcesvage individer, som byfornyelsen, som en del
af den vækstorienterede entreprenørielle byudviklingspraksis ellers havde som et af sine mål. Oasen
er jo ikke er en oase uden at man en gang i mellem bliver gjort opmærksom på dens binære
modsætning ørkenen udenfor, og disse individer opfylder fint funktionen som det relationelt
betydningstilskrivende ’sand’, som nu og da fyger ind fra den omgivende ørken 306 .
Ved at udstikke normdannende retningslinier for byrummets brug understøtter og forstærker den
akkompagnerende diskurs således de sociale konsekvenser af den offentligt initierede
gentrificeringsproces, men ikke nok med det. Diskursen kan desuden betragtes som havende den
supplerende ideologiske effekt, at den samtidig bidrager til at maskere disse sociale konsekvenser.
Og redskabet hvormed den maskerer, er i mine øjne først og fremmest det æstetiske blik, som Zukin
i kombination med Shields har henledt opmærksomheden på. Et blik som jeg samtidig har påvist, at
mange af de tekster/rumlige repræsentationer, der bidrager til den udefrakommende hegemoniske
diskurs om Halmtorvets omdannelse, benytter sig af. I forlængelse af afsnit 5.3.2’s diskussion af
diskursens ideologiske effekter på baggrund af dens tendens til at fremstille resultatet som entydigt
positivt og ’naturligt’, kan man sige, at byrummets sandhedsprocenter ved samtidig kun at
tilvejebringe et vokabular, der er anvendeligt i forhold til at evaluere byomdannelsen på baggrund
af æstetiske kriterier, i det hele taget undergraver muligheden for, at fremsætte kritik baseret på en
vurdering af, hvorvidt den overordnede byudviklingpraksis i et større perspektiv kan betegnes som
305 Det er som sådan, at de netop marginaliseres.
306 Fordi disse subjekter i stigende grad reduceres til en slags æstetiske objekter, der først som sådan kan inkluderes i
stedets orden, foreslår Carlberg & Christensen, at man bør sondre mellem et begreb om ’æstetisk mangfoldighed’ og så
den ’ægte’ sociale mangfoldighed.
98

’socialt retfærdig’ 307 , eller samfundsmæssigt bæredygtig. Som Boyer så fremragende sammenfatter
det:
“We have learned increasingly in the last two decades to look at our cities, their
buildings and neighborhoods, as aesthetic objects. We have been taught to do so by
reading architectural criticism in our newspapers, by studying architectural guidebooks
to our cities hidden pleasures by following real-estate developments by listening to the
outrages of historical preservationists. Whatever the means, we have returned to focus
on the aesthetic or physical form of our cities even though the gaze is from a distance; it
neither sees the displacement of uses and people, the rapid gentrification of whole areas
of the city spreading out from the center’s core, nor does it understand the hidden class
structure implicit in the development of these formalistic tastes.”
Det er ikke svært at sætte pris på, at der er overskud til at restaurere bygninger og forskønne
nedslidte byrum, og personlig finder også jeg meget glæde i at kaste æstetiske blikke på byen og i
det hele taget opleve den ved at benytte mig af dens brede vifte af forbrugsmuligheder. Men når det
er sagt, er der ingen tvivl om at dette æstetiske blik helt grundlæggende blænder os i forhold til at se
de sociale konsekvenser, som den fremherskende byudviklingspraksis samtidig afføder. En
byudviklingspraksis, som man de kommende år utvivlsomt vil se forsat og oven i købet forstærket i
takt med at bevidstheden om den postindustrielle storbykonkurrence skærpes. I et citat fra
Københavns Kommunes såkaldte Byudviklingsstrategi fra 2005, der i øvrigt er et typisk eksempel
på, hvordan den overordnede vækstpolitik går forud for det mere traditionelle mål om bred social
velfærd i byen, hedder det således at:
”Grundlaget for at udvikle København som en by med social og kulturel bredde er en
økonomisk vækst i den globale storbykonkurrence.” 308
Den trods alt beundringsværdige målsætning om at bibeholde og opdyrke social og kulturel bredde
bør dog alligevel betvivles, for umiddelbart derefter konstateres det på baggrund af den
livsformsanalyse, der iværksat af København Kommune i 2005 udpegede fem idealtypiske og
såkaldte ’Københavnerlivsformer’, at:
”[…]de befolkningsgrupper, der repræsenterer karrierelivet og kreative igangsættere vil
vokse i takt med byens overgang fra industri- og serviceby til en videns - og
netværksbaseret by. Disse grupper udgør et vigtigt fundament i byens fremtidige
307 Som David Harvey ville udtrykke det. Harvey 1996
308 Københavns Kommune, 2006 s. 8
99

økonomiske vækst, og det er vigtigt, at byudviklingen bl.a. medvirker til at gøre
København til et attraktivt bo- og arbejdssted for disse grupper.” 309
På den baggrund kan jeg ikke lade være med at frygte, at den centrale by i fremtiden i endnu højere
grad kun vil blive planlagt og diskursivt tilrettelagt for det sociale segment, som forstår at værdsætte
og herunder definere det skønne og æstetiske, selv fremstår smukke, rige og attraktive og ikke
mindst i deres rolle som medlemmer af storbyens kritiske infrastruktur samtidig både bidrager til og
dyrker det for byens så indbringende forbrugs- og oplevelsesorienterede byliv.
En frygt som får yderligere næring, når det allerede nu hævdes, at de mennesker, som måske ikke
lige indtager stillinger i de nye postindustrielle erhverv, men i deres egenskab af f.eks.
sygeplejersker, politifolk og folkeskolelærere udfylder nogle for storbyen mindst ligeså
uundværlige funktioner, begynder at føle sig afskåret fra den indre by. Først og fremmest fordi de
ikke længere har råd til hverken at tilegne sig en bolig eller bruge deres fritid på ophold og forbrug i
de byrum, hvor de ellers til daglig udfører deres arbejde. Sidst men ikke mindst er det vigtig at gøre
opmærksom på, at en sådan geografisk marginalisering af store dele af befolkningen, på længere
sigt og via en samtidig social segregering i henholdsvis rige centrale enklaver og fattige
forstadsområder, har potentialet til at underminere den i mine øjne vigtigste konkurrencefordel, som
storbyen København besidder. Nemlig at den trods alt stadig opleves som et socialt
sammenhængende bysamfund med overvejende tilfredse mennesker, relativ lav kriminalitet og få
synligt fattige.
309 Ibid.
100

LITTERATURLISTE
Aitchison, Cara; Macleod, Nicola E. & Shaw, Stephen J., 2000: Leisure and Tourism Landscapes:
Social and Cultural Geographies. London: Routledge
Amin, Ash (red.), 1994: Post-Fordism. A Reader. Oxford: Blackwell Publishers Ltd.
Amin, Ash & Graham, Stephen, 1997: The Ordinary City. Transactions of the Institute of British
Geographers, New Series, Vol. 22 (2), pp. 411-429.
Andersen, Hans Thor, 2005: Storbyens ændrede socialgeografi. Storkøbenhavn i et
nordvesteuropæisk perspektiv. Kulturgeografiske skrifter, 15. København: C.A.Reitzels Forlag.
Andersen, Hans Thor, 2006: Urban Competition and Urban Crisis: Urban Politics in Denmark.
Research Paper no.7/06. Roskilde: Roskilde Universitet.
Andersen, Heine & Kaspersen, Lars Bo (red.), 2000 (2. udgave): Klassisk og moderne
samfundsteori. København: Hans Reitzels Forlag.
Beaudrillard, Jean, 1998: The Consumer Society: Myths & Structures. Oversat af Chris Turner.
London: Sage Publications
Beauregard, Robert A, 1986. The chaos and complexity of gentrification i: Smith, Neil & Williams,
Peter (red.), 1986: Gentrification of the City. Massachusetts: Allan & Unwin Inc.
Bourdieu, Pierre, 1984: Distinction: A Social Critique of the Judgment of Taste. Oversat af R. Nice.
Cambridge, Massachusetts: Harvard University Press
Berg-Sørensen, Anders & Greve, Morten Feilberg (red.)(1998): STATEN, det er… Stat og politik –
historisk, politologisk og sociologisk. Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag.
Boyer, Christine M., 1988: The Return of Aesthetics to City Planning. Society, Vol. 25 (4), pp.49-
56. .
Buch-Hansen, Hubert & Nielsen, Peter, 2005: Kritisk realisme. Frederiksberg: Roskilde
Universitetsforlag.
By & Boligministeriet, 1999: Byudvikling - en eksempelsamling. Rapport udviklet af SBS for By &
Boligministeriet. København: By & Boligministeriet
Byfornyelse København, 2002: Beretning 2001-2002. København: Byfornyelse København
Castells, Manuel, 1989: The Informational City: Information Technology, Economic Restructuring,
and the Urban Regional Process. Massachusetts: Blackwell.
Carlberg, Nicolai & Christensen, Søren Møller, 2005: Byliv og Havnefront. København: Museum
Tusculanums Forlag og forfatterne.
Delanty, Gerard, 2000 Modernity and Postmodernity: Knowledge, Power, the Self. London: Sage.
Duncan, James & Ley, David (red.), 1993: Place/Culture/Representation. London: Routledge.
Erhvervs & Boligstyrelsen, 2003: Byudvikling i 8 kommuner – partnerskaber og borgerinddragelse.
Rapport udviklet af SBS for Erhvervs & Boligstyrelsen. København: Erhvervs & Boligstyrelsen

Fairclough, Norman, 1992: Discourse and Social Change. Main: Blackwell Publishers Inc.
Fairclough, Norman, 2001: The Dialectics of Discourse. Textus, Vol. XIV (2), pp. 231-242
http://www.ling.lancs.ac.uk/staff/norman/2001a.doc
Fairclough, Norman; Jessop, Bob & Sayer, Andrew, 2002: Critical Realism and Semiosis. Journal
of Critical Realism, Vol 5 (1), pp. 2-10.
Featherstone, Mike, 1991: City Cultures and Post-modern Lifestyles. i: Amin, Ash (red.), 1994:
Post-Fordism. A Reader. Oxford: Blackwell Publishers Ltd.
Featherstone, Mike, 1992: Postmodernism and the Aesthetization of Everyday Life. i: Lash, Scott &
Friedman, Jonathan. 1992: Modernity and Identity. Oxford: Blackwell Publishers.
Florida, Richard, 2002: The Rise of the Creative Class – and how it’s transforming work, leisure,
community and everyday life. New York: Basic Books.
Hall, Tim & Hubbard, Phil (red.), 1998: The Entrepreneurial City – Geographies of Politics,
Regime and Representation. West Sussex: John Wiley & Sons Ltd.
Hamnett, Chris, 1991: The Blind Men and the Elephant: the Explanation of Gentrification.
Transactions of the Institute of British Geographers, New Series, Vol. 16 (2), pp. 173-189
Hansen, Anders Lund; Andersen, Hans Thor & Clark, Eric, 2001: Creative Copenhagen:
Globilization, Urban Governance and Social Change. European Panning Studies, Vol. 9 (7), pp.
851-869.
Harloe, Michael (red.), 1996: The Sociology of Urban Communities. Cheltenham: Edward Elgar
Publishing Limited.
Harvey, David, 1987: Flexible Accumulation through Urbanization: Reflections on ‘Postmodernism’
in the American City i: Amin, Ash (red.), 1994: Post-Fordism. A Reader. Oxford:
Blackwell Publishers Ltd.
Harvey, David, 1989: From Managerialism to Entrepreneurialism: The Transformation in Urban
Governance in Late Capitalism. i: Miles, Malcolm; Hall, Tim & Borden, Ian (red.), 2000: The City
Cultures Reader. London: Routledge.
Harvey, David, 1990: The Condition of Postmodernity. Massachusetts: Blackwell.
Harvey, David, 1996: Justice, Nature and the Geography of Difference. Massachusetts: Blackwell
Publishers Inc.
Hjelmar, Ulf, 1998: En politisk analytik – med udgangspunkt i Foucaults arbejde. i: Berg-
Sørensen, Anders & Greve, Morten Feilberg (red.)(1998): STATEN, det er… Stat og politik –
historisk, politologisk og sociologisk. Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag.
Jager, Michael, 1986: Class definition and the aesthetics of gentrification: Victoriana in Melbourne,
i: Smith, Niel & Williams, Peter (red.), 1986: Gentrification of the City. Massachusetts: Allan &
Unwin Inc.
Johnston, R.J.; Gregory, Derek & Smith, David M. (red.), 1994 (3. udgave): Dictionary of Human
Geography. Oxford: Blackwell Publishers Ltd.

Jørgensen, Marianne Winther & Phillips, Louise, 1999: Diskursanalyse som teori og metode.
Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag.
Kaspersen, Lars Bo, 1995: Anthony Giddens – introduktion til en samfundsteoretiker. København:
Hans Reitzels Forlag A/S og forfatteren.
Københavns Kommune, 2001: Kommuneplan 2001. København: Københavns Kommune.
http://www3.kk.dk/upload/gfx.nsf/Kommuneplan-bydel/07VESTER.PDF
Københavns Kommune, 2005: VirksomNYHED. Nyhedsbrev til erhvervslivet fra Københavns
Kommune, nr. 2, Maj 2005
Københavns Kommune, 2006: Københavns Kommuneplan 2005 – Byudviklingsstrategi.
København: Københavns Kommune.
http://www3.kk.dk/upload/politik%20og%20demokrati/byens%20planer/kommuneplan_2005/2005
/byudviklingsstrategi.pdf
Københavns Kommune, Bygge- og Teknikforvaltningen, 2001: Arkitekturpolitik i København.
København: Bygge- og Teknikforvaltningen:
http://www.planogarkitektur.kk.dk/upload/pjecepdf/arkitekturp_2001.pdf
Københavns Kommune 2002: Referat af ordinært møde d. 29. maj 2002. København: Bygge- og
Teknikudvalget.
http://www2.kk.dk/of/dagsorden.nsf/print/1CCF93CE52979A07C1256BC400232DCE
Københavns kommune og Erhvervs- & boligstyrelsen 2002. Den sociale status og udvikling på
Indre Vesterbro. Rapport udviklet af Casa 2002, for Københavns kommune og Erhvervs- og
boligstyrelsen. København: Casa
http://www.casa-analyse.dk/files/pdf/Den_sociale_status_og_udvikling_paa_Indre_Vesterbro.pdf
Lash, Scott & Urry, John, 1994: Economies of Signs and Space. London: SAGE Publications.
Lees, Loretta, 1994: Rethinking Gentrification: Beyond the Positions of Economics and Culture.
Progress in Human Geography, Vol.18 (2): pp. 137-150.
LeGates, Richard T. & Stout, Frederic (red.), 2000 (2. udgave): The City Reader. London:
Routledge.
Malecki, Edward J., 1997 (2. udgave): Technology & Economic Development. The Dynamics of
Local, Regional and National Competitiveness. Harlow: Addison Wesley Longman Limited.
Mazanti, Birgitte, 2002: Fortællinger fra et sted. Ph.d.-afhandling. Hørsholm: Statens
Byggeforskningsinstitut.
Miles, Malcolm; Hall, Tim & Borden, Ian (red.), 2000: The City Cultures Reader. London:
Routledge.
Nielsen, Klaus, 1991: Teorier om tiden efter Fordismen. GRUS, Årg. 11 (34), pp. 5-34.
Pedersen, Kirsten Bransholm & Nielsen, Lise Drewes (red.), 2004: Kvalitative metoder – fra
metateori til markarbejde. Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag.
Petersen, Lars Kjerulf, 1998: Tekst- og diskursanalyse som sociologisk fremgangsmåde. Dansk
Sociologi, Årg. 9 (2), pp. 39-60.

Rose, Damaris, 1984: Rethinking gentrification – beyond the uneven development of Marxist urban
theory i: Environment & Planning D: Society & Space, vol. 1.
Sassen, Saskia, 1991: The Global City: New York, London, Tokyo. Princeton: Princeton University
Press.
Sarup, Madan, 1996: Identity, Culture and the Postmodern World. Edinburgh: Edinburgh
University Press Ltd.
Saunders, P 1986: Reflections on the Dual State Thesis: The Argument, Its origins and Its Critics. i:
Goldsmith, M. & Villadsen, S.: Urban Political Theory and the Management of Fiscal Stress.
Aldershot: Gower Publising Limited.
Sayer, Andrew, 2000: Realism and Social Science. London: SAGE Publications Ltd.
Shields, Rob, 1991: Places on the Margin. Alternative Geographies of Modernity. London:
Routledge.
Shields, Rob, 1999: Lefebvre, Love and Struggle: Spatial Dialectics. London: Routledge.
Smith, Neil 1986: Gentrification, the frontier, and the restructuring of urban space i: Smith, Neil &
Williams, Peter (red.), 1986: Gentrification of the City. Massachusetts: Allan & Unwin Inc.
Smith, Neil, 1996: The New Urban Frontier. Gentrification and the Revanchist City. London:
Routledge.
Smith, Neil & Williams, Peter (red.), 1986: Gentrification of the City. Massachusetts: Allan &
Unwin Inc.
Ward, Stephen, 1998: Selling Places: The Marketing and Promotion of Towns and Cities, 1850-
2000. London: Taylor & Francis.
Zukin, Sharon, 1988: Loft Living. Culture and Capital in Urban Change. London: Century
Hutchinson Ltd.
Zukin, Sharon, 1991: Landscapes of Power: From Detroit to Disney World. California: University
of California Press.
Zukin, Sharon, 1995: Whose Culture? Whose City? i: LeGates, Richard T. & Stout, Frederic (red.),
2000 (2. udgave): The City Reader. London: Routledge
Zukin, Sharon, 1996: Postmodern Urban Landscapes. i: Harloe, Michael (red.), 1996: The
Sociology of Urban Communities. Cheltenham: Edward Elgar Publishing Limited.