Rikke Schubart: Den barberede stjerne - Civilisatorik

Den barberede stjerne
Lektor Rikke Schubart har netop udgivet en anmelderrost bog,
Med vold og magt – Actionfilm fra Dirty Harry til The Matrix.
Her tager hun hul på et nyt kapitel – om Hollywoods to typer af
filmstjerner og om idolet Milla fra Det femte element som
model for fremtidens actionstjerne.
Af Rikke Schubart
Slutscenen i Resident Evil (Paul W.S. Anderson, 2002): Ultracloseup
på et øje, der åbner sig. Vi er på en operationsstue.
Lydsporet gengiver små metalliske hvin, ”tom” rumklang.
Heltinden Alice (Milla Jovovich) rejser sig på briksen, skriger
forpint i smerte over nålene, som forbinder hvide plasticrør til
hendes ansigt, lår, arme, sider. Hun flår nålene ud, vælter ned fra
sit leje og kryber nervøst sammen som et skræmt dyr. Udover de
blødende sår fra nålene er hendes tynde, fladbrystede krop
dækket af to stykker hvidt papir holdt sammen af metalclips.
Hendes skridt, bemærker vi, er barberet.
Forgæves hamrer hun på rummets lydisolerede rude og må
kortslutte den elektroniske lås med en blodig nål for at forlade
det øde hospital. Udenfor er gaderne kaotiske. Aviser blæser i
vinden med overskriften ”THE DEAD WALK!” Zombiesyge! Alice
samler en shotgun op, sikrer våbenet med et hårdt drag om
munden, og den elektroniske musik får en rytmisk technotrommen,
mens kameraet zoomer bagud og op og efterlader
hende som en hvid plet blandt resterne af en fortabt civilisation.
Vi vender tilbage til Milla Jovovich. Denne forpinte, barberede
kvinde, holdt sammen af metalclips og et sammenbidt udtryk.
Pigen fra Ukraine, født i 1975, hvis forældre emigrerede til USA,
da hun var fem. Hvis far fik otte års fængsel for
forsikringssvindel. Hvis mor forlod en skuespilkarriere for at blive
husholderske for Brian De Palma og give ambitionerne i arv til
datteren. Milla, der slog igennem i Tilbage til den blå lagune
(1991), en genfilmatisering af Den blå lagune (1980) med Brooke
Shields i hovedrollen. Milla, der som Brooke var den yngste
model nogensinde på forsiden af et modeblad – Brooke var 14,
Milla 12. Milla, supermodellen der giftede sig med Luc Besson,
instruktør af Det femte element (1997) og Jeanne d’Arc (1999),
begge med hende selv i hovedrollen. Som efter to ægteskaber og
skilsmisser er kæreste med instruktøren Paul W.S. Anderson, der
skal til at optage sin anden film med Milla.
Milla. Supermodel, stjerne, actionheltinde. Vi efterlader hende
som en hvid plet i Hollywood og zoomer bagud og op, op mod
himlen. Stjernevrimlen.
To slags stjerner
Vi kan dele Hollywoods filmstjerner i to typer: Den ene vil jeg
kalde den fysiske, fordi stjernens star persona er indlejret i
kroppen. Den anden vil jeg kalde den professionelle, fordi
stjernens star persona her ligger i en tillært kunnen. Lad mig
uddybe:
Marilyn Monroe, Bruce Lee, Stallone og Schwarzenegger er
eksempler på fysiske stjerner. Deres præstationer er uløseligt
knyttet til deres kroppe. Marilyn begyndte som pin-up og endte
som ikon og repræsentant for begrebet ”sexkilling”. Mest kendt
er billedet af Marilyn over en varmlufts-rist med skørterne
Kilde: http://www.ekkofilm.dk/essays.asp?table=essays&id=10 1

flagrende om ørerne. Sådanne repræsentationer af kvindelige
filmstjerner fik Laura Mulvey til at skrive sit berømte essay
”Visual Pleasure and Narrative Cinema” (1975) om, hvordan et
mandligt blik reducerer den kvindelige stjerne til objekt. Kvinden
ophøjes fetichistisk til at være (et godt) ikon eller reduceres
voyeristisk til (et dårligt) objekt. I dag ved vi, at mænd også kan
gøres til objekter: Bruce Lee blev kultfigur på grund af sine
kampsportsscener; ikke så meget fordi han var en fantastisk
kæmper, men fordi hans kampe var fantastisk erotiske. Det
sidste blev understreget af, at han altid smagte på blodet fra sine
sår.
Hvor kroppen er den fysiske skuespillers kapital, ligger den
professionelle skuespillers værd i evnen til at spille. Dustin
Hoffman, Robert De Niro og Sigourney Weaver forbindes med
evnen til at spille forskellige roller. Hvor den fysiske skuespiller er
rollen (Lee udførte selv sine kampe, Marilyn opførte sig også som
sexkilling uden for kulissen), ja, da er den professionelle
skuespiller repræsentant for dén rolle, han eller hun spiller eller
medierer. Dustin er lige overbevisende som autist, fraskilt far
eller mand forklædt som kvinde. De Niro mimer lige let psykopat,
gentleman, gangster. Sigourney kan være escortpige, alienjæger,
præsidentkone. Den professionelle stjernes kvalitet ligger ikke i
sammenfaldet mellem skuespiller og rolle, men i evnen til at
mediere rollens indhold.
Trukket hårdt op handler det om at være (sig selv) kontra at lade
som om (man er en anden). Den første type behøver ikke spille,
mens den anden er method actor. Den fysiske stjerne har
naturlig karisma, mens den professionelle stjerne har et talent,
der er blevet skolet. Eftersom den fysiske skuespiller derfor altid
spiller ”sig selv” (John Wayne var John Wayne, uanset om han
var cowboy i det nittende århundrede eller soldat i
Vietnamkrigen) er denne type begrænset til roller, der passer til
stjernens star persona. Den professionelle kan omvendt
demonstrere sine evner i en hvilken som helst rolle.
Kroppen garant for indhold
Pointen er ikke, at den ene type er bedre end den anden. I
praksis er det dog netop det, der sker: Den professionelle
skuespiller bliver rost for evnen til at sætte sig i en andens sted,
mens kritikken hagler ned over de fysiske stjerner, der bare er:
”Han er ikke provokerende; han er ingen skuespiller, så man kan
næppe kalde ham en dårlig skuespiller. For at være dårlig skal
man gøre noget,” skrev New Yorker-kritikeren Pauline Kael surt
om Clint Eastwood i Dirty Harry (1973). Og Stallone blev beskyldt
for ”bare” at være en monstrøs krop: ”Rygtet vil vide, at Sly
bærer en oppustelig dragt, der skjuler en virkelig person indeni,”
lød det sarkastisk efter Rambo: First Blood Part Two (1985).
Pointen er ikke, om den fysiske stjerne kan spille eller ej. Pointen
er, at kroppen kommer først. Den ”dækker” så at sige talentet.
Det fysiske sammenfald mellem krop og star persona – som
sexkilling, kampmaskine, kødbjerg – gør, at en kritik af kroppen
bliver en kritik af spillet. Og omvendt. På den anden side sikrer
sammenfaldet mellem krop og spil en autenticitet, den
professionelle skuespiller ikke kan opnå: Når Will Smith spiller
Muhammad Ali, ved vi, at han ikke kæmper som Ali. Mens Seagal
altid kæmper som Seagal, og Monroe altid er sexet som Monroe.
Hos den fysiske skuespiller er kroppen garant for indhold, mens
den hos den professionelle ikke er garant for noget som helst.
Den er et medium.
Modtagelsen af Milla
Kilde: http://www.ekkofilm.dk/essays.asp?table=essays&id=10 2

Lad os nu vende tilbage til Milla. Skuespillerinden, der er
supermodel og har udgivet to plader med sit band Plastic Has
Memory. Som er valgt af Revlon til én af verdens halvtreds
smukkeste kvinder, har været på forsiden af hundrede forskellige
modeblade og i efteråret 2002 optrådte i tv-reklamer for L’Oreal.
I halvfemserne var hun med til at lancere det anorektiske look.
En kvinde, modeskaberen Miuccia Prada kalder sin ”muse”, og
som juli 2002 var på forsiden af Arena iført højhælede røde
støvler og en sort bodysuit, der demonstrerer hendes
(manglende) kvindelige former med et udfordrende blik til
læserne. En kvinde, der kort og godt er ganske meget krop.
Anmelderne tog ikke godt imod Milla. ”Den kølige og lumsk
monotone Ukraine-model,” lød det i Politiken om Resident Evil.
Om Jeanne d’Arc skrev Ekstra Bladet, at filmen var et flop på
grund af ”Bessons katastrofale valg af en intetsigende model” og
sammenlignede Milla med Falconetti i Dreyers version fra 1928.
Hvad fandt Dreyer i sin kvindelige hovedrolle? Martyrindens
reinkarnation, mente Dreyer. Og hvad fandt Besson, spørger
Ekstra Bladets anmelder retorisk og svarer kontant: ”Bar røv”.
Også Information føler, at Milla kommer til kort: ”Milla Jovovich
er i besiddelse af et net model-agtigt ydre, men ulykkeligvis
spænder hendes register kun over to udtryk: Hun kan være
sorgfuld og fælde tårer, og så kan hun et andet trick med øjnene,
så de lyser af det skinbarlige vanvid. (...) det er under ingen
omstændigheder nok til at bære en hel film.” Med fremhævelsen
af hendes fysik (”kølig”, ”intetsigende”, ”modelagtig”, ”bar røv”)
og kritikken af hendes skuespil (ude af stand til at ”bære en hel
film”) bliver Milla kategoriseret som fysisk skuespiller. Altså en
skuespiller, der kun har en karriere i kraft af sin krop. I dette
tilfælde en modelkrop.
Fysiske skuespillere bliver ofte bebrejdet ikke at være andet end
deres krop. Hvilket vil sige muskler, bryster, charme, mimik,
seksuel udstråling, kampevner eller – som i Millas tilfælde – et
pænt ydre. Det gælder især actionstjernen, der per definition
udfylder en ”fysisk” rolle. Eastwood, Lee, Chuck Norris, Stallone,
Schwarzenegger, Van Damme, Seagal, Pam Grier – alle er de
blevet kaldt dårlige skuespillere, der ”bare” var krop. En sådan
kritik overser imidlertid det indlysende: At en krop ikke ”kun” er
krop, men også et fysisk felt, hvori der ind- og tilskrives
betydning. Kroppen er på én og samme tid en essens udfyldt af
stjernen og et blankt felt, hvori publikum spejler deres fantasier.
Det er i mødet mellem de to – stjerne og publikum – at mening
bliver skabt.
Millas ”essens”
Hvad er da meningen med Milla? Hvorfor er hun stjerne, og har
anmelderne ret i, at hun er en fysisk stjerne? Lad mig på dette
tidspunkt tilstå, at jeg ikke anede, hun var model, da jeg så
hende i Det femte element og Jeanne d’Arc. Jeg faldt for, hvad
jeg opfattede som en ganske atypisk actionheltinde: Neurotisk
og hysterisk, overgearet i sin mimik og kejtet i sine bevægelser,
med en krop og et ansigt jeg fandt kantet og nærmest grimt. For
mig var hun modsætningen til både de fysiske actionheltinder
(barmfagre Pam Grier, skønhedsdronningen Michelle Yeoh,
karatemesteren Cynthia Rothrock) og de professionelle (Bridget
Fonda i Kodenavn: Nina, 1993, Sigourney Weaver i Aliens, 1986,
Geena Davis i The Long Kiss Goodnight, 1996).
Milla Jovovich var anderledes med sin androgyne krop, der
manglede traditionelle kønstræk som brede hofter og stor barm.
Hun lignede i stedet en spinkel dreng, understreget af et sært
Kilde: http://www.ekkofilm.dk/essays.asp?table=essays&id=10 3

hår i alle tre film og ”ufeminin” makeup.
Androgyniteten har længe været undervejs i halvfemserne: Fra
den morfende T-1000 i Terminator 2: Judgment Day (1991), der
vekslede mellem mandlige og kvindelige former. Over firsernes
fysiske hardbodies, der i halvfemserne blev erstattet af
professionelle skuespillere som Nicolas Cage og Keanu Reeves.
Om sidstnævnte sagde Jan de Bont, at han valgte Reeves til
Speed (1994), fordi han søgte en ”sødere og blidere” helt. Franka
Potente i Lola Rennt (1998) blev bemærket for sit brud med
stereotyper i en rolle, hvor prinsessen redder sin prins i et løb
mod tiden. Og i The Matrix (1999) ligner helt og heltinde
hinanden til forveksling, klædt i samme tøj, samme flade krop,
samme makeup, samme våben.
Jeg så Milla som en fortsættelse af denne kønsombrydende
trend, hvor mænd får ”kvindelige” træk, og kvinder bliver
androgyne.
Men hvor androgyniteten er cool i The Matrix, skinner dens
fortrængte hysteri igennem i Milla Jovovich. Både i hendes krop,
hendes skuespilstil og de historier, hun bliver placeret i. I Det
femte element er hun en ”alien”, et perfekt væsen fra det ydre
rum, der bliver rekonstrueret på Jorden af en maskine i et
lydisoleret rum og iklædt orange gummibånd. I Jeanne d’Arc er
hun en hysterisk martyrinde, hvis mødom prøves i hvide lagener
i kirken, og i Resident Evil bliver hun ”testet” og observeret af
læger i et aflåst operationsrum.
Med andre ord: Der er noget sygt, klinisk, kunstigt og
konstrueret over hendes krop, der testes af læger, får nervøse
sammenbrud og forkramper nøgen i hysteriske spasmer. I alle
tre film har hendes heltinder problemer med hukommelsen.
Hvor tidligere helte havde en traumatisk fortid, der motiverede
deres handlinger, er Millas heltinder ikke forankret i
”gammeldags” traumer, men i aktuelle nervøse krops- og
spiseforstyrrelser. Hvor tidligere actionkroppe var sunde – i kraft
af deres muskler eller evner til fysiske præstationer – er Millas
heltinder reduceret til ”ren” krop. Renheden understreges af
hospitalsrummet, de kliniske tests, det hvide papir. Hendes krop
tematiseres som et ubeskrevet blad, lige så bart som lagenet i
Jeanne d’Arc og skridtet i Resident Evil.
Tidstypisk stjernetegn
Supermodellen kan tolkes som postmoderne overflade, hvad
Besson metabevidst flirter med ved at bruge haute couturedesigneren
Jean Paul Gaultier og tegneserietegnerne Moebius og
Mezières til at designe kostumer og ikonografi til Det femte
element. Og hvad Paul W.S. Anderson også leger med ved at vise
os en barberet Milla i Resident Evil – en stjerne skrabet fri for
betydning og åben for tilskrivninger af nye betydninger.
De danske anmeldere fandt Milla intetsigende, overfladisk og
monoton. Jeg fandt tværtimod hendes overflade sigende og
hendes monotoni fuld af dybde: I dennne tynde stjernekrop
afspejles tidens kvindeideal: En androgynitet, der med nød og
næppe undgår det anorektiske. En ustabil personlighed, der
balancerer på grænsen til det forkrampede, og hvis undertrykte
følelser kommer ud i Millas ”hysteriske” øjeblikke, hvor hendes
heltinder skrigende bryder sammen. En identitet, der er så
afskåret fra sin biologi, at den tematiseres som fremmed (fra det
ydre rum), skizofren (den hysteriske martyrinde, der taler med
sin samvittighed) eller uden hukommelse (i heltinden fra det
filmatiserede computerspil Resident Evil).
Kilde: http://www.ekkofilm.dk/essays.asp?table=essays&id=10 4

Hvilken type stjerne er Milla? Hendes heltinder har ikke
traditionel dybde – som hos den professionelle skuespiller – eller
overbevisende fysisk tyngde som hos den fysiske skuespiller. De
er fysisk fraværende og mentalt i skred og placerer dermed
skuespilleren et tredje sted imellem den fysiske og professionelle
stjerne. Lige så blank som sit hvide papir, lige så skrøbelig som
clipsene. Men ligesom den blodige nål åbner en elektronisk dør,
er også sårene på hendes krop en nøgle til forståelse. Den blanke
overflade signalerer et manglende indhold. Og dét er,
paradoksalt nok, også en essens. Måske er Milla i virkeligheden
digital, en cinematisk søster til Lara Croft?
Kilde: http://www.ekkofilm.dk/essays.asp?table=essays&id=10 5