Mia Lund Kongsbak - Peer education Et redskab til - Institut for ...

Der er således fokus på subjekternes mulighedsrum, på handlingen – i ovenstående
eksempel, eleverne og lærerens mulighedsrum, som bliver påvirket af deres indbyrdes
handlinger.
Ifølge Foucault findes der altid modstand, hvor der findes magt. Modstand kan ikke
forstås udenfor forholdet til magten og modstand kan komme til udtryk på forskellige
måder (Foucault 2003:794, Lindgren 1996:324), f.eks. gennem forhandling eller afvisning
af tilgængelige subjektpositioner indenfor de diskursive rammer.
Foucault viste i mange af sine værker, hvorledes den disciplinerende magt og styring
er en del af det moderne samfund. Han var inspireret af den engelske filosof Jeremy
Benthams Panopticon‐model 16 og udviklede på denne baggrund sit Panoptikon begreb til
at beskrive den disciplinerende magtform. Foucault beskriver den disciplinerende magt
som: ”En udøvelsesmåde, der omfatter en hel samling af instrumenter, teknikker,
metoder, anvendelsesniveauer og formål. Det er magtens ”fysik” eller ”anatomi”, en
teknologi.” (Foucault 2002:232). Den disciplinerende magt bruges, ifølge Foucault, til at
ordne den menneskelige mangfoldighed ‐ med minimale udgifter og uden direkte former
for fysisk vold (Foucault 2002:235). Den disciplinerende magt arbejder i det små og i det
skjulte – den skjuler sig ved at indbygge sig i institutionernes struktur og arkitektur og ved
at fungere i subjekternes indre (Heede 2002: 99‐100). Den disciplinerende magtform har
til formål at reducere forskelle og til at afrette og indpasse individerne. Foucault beskriver
bl.a. i forhold til den disciplinerende magt i skolen:
”Hos børnene at konstatere deres præstationer (uden at der er nogen efterligning
eller afskrivning), finde frem til deres evner, vurdere deres karakterer, opstille en
streng klassifikation og skelne, hvad der er ”dovenskab og stædighed”, fra det der
er ”uhelbredelig dumhed” i forhold til normal udvikling”. (Foucault 2002: 220)
16 Bentham udviklede en fængselsmodel ”Panopticon”, som var konstrueret således, at fangerne konstant
oplevede at være overvåget. Fangerne var altid synlige for vagterne uden, at det dog var synligt for
fangerne, hvornår vagterne overvågede dem. Dette satte fangerne i en bevidst og permanent tilstand af
synlighed, som betød, at fangerne inderliggjorde magten og opførte sig, som om de blev konstant
overvåget. Foucault beskriver, hvorledes dette betød af fangerne blev fanget i en magtsituation, som de
selv var bærere af (Foucault 2003:217‐218). Foucault brugte denne model som symbol på den
disciplinerende magtform.
42