Nr.4 2008 Oktober November December - Lemvig og Omegns ...

Kirkeblad for
Lemvig og Omegns
Valgmenighed
31. årgang OKT. - NOV. - DEC. 2008
Nr. 4

Lemvig og omegns Valgmenighed 125 år
I sammenligning med de gamle middelalderkirker
er Johanneskirken i Lemvig
et rent barn. Loven om valgmenigheder
kom i 1868, og i 1875 blev der bygget
valgmenighedskirke i Bøvlingbjerg. På
Lemvigegnen var der flere, der besøgte
kirken i Bøvling, men man begyndte
også at gå med byggeplaner selv.
I 1883 tog man fat på opførelsen af
kirken. Forud var gået mange spekulationer
og møder. Man havde sat en indsamling
i gang, som fremdeles løb hen
over sommeren. Man havde endvidere
taget kontakt til Andreas Bentsen, som
var lærer ved Vallekilde Højskole. Han
var oprindelig uddannet tømrer, men
blev altså senere lærer. Han var også
lærer ved Håndværkerskolen i Vallekilde,
som han var med til at stifte sammen
med Trier. Landet over blev der i
årene 1870 – 1900 bygget 23 fri- og
valgmenighedskirker, hvoraf Andreas
Bentsen stod for opførelsen af de 11.
Mange af de kirker og forsamlingsbygninger,
han byggede, har en konstruktion,
så rummet går helt op i kip og med
en blotlagt tømmerkonstruktion, således
som det ses i Johanneskirken.
Byggegrunden til kirken blev skænket
af Kirstine og Peter Madsen på
Møllegården. I hele opførelsesperioden
spiste håndværkerne gratis hos Kirstine
Madsen. Sidst i juni blev kransen
hejst op en smuk sommerdag, og hele
mandskabet tog plads fra murens sokkel
til den øverste spids i tårnet og sang
” På Jerusalem det ny”, så folk, der færdedes
nede i byen stod stille og lyttede.
Herefter gik det rask fremad, og 3. søndag
i advent, Johannesdag (evangelieteksten
handler om Johannes Døbe-
2
Ulla Lauritsen
Bestyrelsesmedlem fra 2000
Formand 2001-2005
ren), kunne kirken indvies. I dag kan det
synes utroligt, at man kunne opføre en
så stor bygning for 14.040 kr., hvoraf
man ved byggeriets færdiggørelse havde
indsamlet hele summen på nær 212
kr.
Da jeg første gang trådte ind i kirken,
tænkte jeg: ”Jamen, den er jo
rund”. Den er ottekantet eller korsformet,
båret af 8 slanke træsøjler, men
bænkenes placering omkring døbefont,
alter og prædikestol gør, at kirken virker
rund. I de første år indtil 1889 havde
man ved alteret et ganske simpelt
trækors omviklet med en ranke blomstrende
lyng, som hvert år blev fornyet.
I den gamle protokol står der d. 21.
marts 1889, at Kirstine Madsen havde
skænket et alterbillede til kirken. Det
er det alterbillede, som vi fortsat har,
forestillende Jesus vandrende på Genezareth
Sø, hvor han drager den synkende
Peter op af bølgerne. Forud var gået
en lang dag ved søen, og Jesus havde
bespist 5000 mand. Ved slutningen af
dagen var Jesus gået væk for at bede, og
da han vendte tilbage havde disciplene
lagt fra land og var allerede et stykke

ude på søen. Vinden var blæst op og
bølgerne begyndte at blive høje. Jesus
begav sig ud mod båden, vandrende på
søen. Først blev disciplene bange og
troede, det var et spøgelse, men Jesus
sagde: ” Frygt ikke, det er mig”. Peter
sagde:” Hvis det er dig – da byd mig at
komme til dig på vandet”. Jesus sagde:
”Kom”, og Peter trådte ned fra skibet
og gik på vandet for at komme hen til
Jesus: Men pludselig blev han grebet af
frygt og begyndte at synke ned i bølgerne
og råbte:” Herre, frels mig” Jesus
strakte sin hånd ud, tog fat i Peter og
sagde: ”Du lidet troende. Hvorfor tvivlede
du?”. Kristusskikkelsen er omtrent
af legemsstørrelse. Billedet er malet i
mørke farver.Vi fornemmer det dårlige
vejr. Både søen og himlen er mørke og
varsler uvejr. Skærtorsdag i 1889 blev
alterbilledet taget i brug. Den 21. april
stod der i Lemvig Folkeblad, at Valgmenigheden
havde fået en smuk altertavle.
Videre stod:” Lad dette være et fingerpeg
om, hvorledes ordets forkyndelse,
lovsangen og sakramenternes forvaltning
i denne kirke kan tjene til troslivets
styrkelse” Rammen til maleriet er
lavet af snedker C.P. Christensen i Lemvig
efter en tegning af Peter Nikolaj
Møller, kunstmaleren, som var bosiddende
i Kolding. Om ham ved vi, at han
blev født i Kolding i 1838. Hans far var
købmand, og da Peter Møller som 4årig
mistede hørelsen, kom han i huset
hos en tale-lærer i København. Han
blev senere elev på Kunstakademiet.
Han udstillede på Charlottenborg
1876-87, og ernærede sig siden som
kunstmaler i fødebyen Kolding.
Bag orgelbænken med front ud mod
kirkerummet findes 4 billeder malet af
Niels Bjerre. De forestiller evangelist-
symbolerne – en meget gammel tradition
i det kirkelige symbolsprog.
Døbefonten er af granit. Oprindelig
hørte den middelalderlige døbefont til i
Nr. Lem Kirke, men blev købt af en af
byens borgere, da man fik en anden der.
Den blev fundet i konsul Møllers have
og blev af ham skænket til Valgmenighedskirken
i 1883. Det første orgel fik
man i 1916, og det nuværende – et Frobenius
orgel, er fra 1963.
Relieffet, som sidder til venstre for
alteret – set fra menigheden, er lavet af
Torvald Westergaard, et af vore tidligere
medlemmer. Torvald Westergaard
var både kunstner og kunsthåndværker.
På sit stenhuggerværksted i Lemvig
lavede han utallige originale gravsten.
Samtidig arbejdede han hele livet med
skulpturer, hovedsageligt hugget i granit.
Præsterne ved Valgmenigheden
De første 22 år havde man fælles præst
med menigheden i Bøvlingbjerg, hvor
præsten også boede. 1. april 1907 blev
Birger Kjølseth ansat som præst ved
Lemvig Valgmenighed. Kjølseth kom fra
en stilling som højskolelærer i Vrå. Man
skulle nu ud at finde en egnet bolig til
præsten og hans familie. Det var oplagt
at benytte det tidligere højskolehjem til
præstebolig. Højskolehjemmet var
nærmeste nabo til kirken, og da
præsten syntes godt om ideen, blev
huset købt og har siden været bolig for
Valgmenighedens præster. I tilknytning
til præsteboligen er der forsamlingssal.
Pastor Kjølseth blev i embedet til 1920.
efter Genforeningen blev han kaldet til
en gerning i Sønderjylland.
Man ansatte derefter Adolf Drewsen
Christensen som præst. Under pastor
3

Drewsen blev menigheden splittet, og
Drewsen oprettede en frimenighed,
hvortil en tredjedel af medlemmerne
fulgte ham i 1925.
Den 11. oktober 1925 blev J. Chr.
Hejlesen, Hårlev, indsat i embedet som
valgmenighedspræst. Han var her i 6 år,
men rejste i 1931, da han var blevet
opfordret af Københavns Valgmenighed
til at blive præst der.
Hans efterfølger blev Jakob Martin
Busk Sørensen. Han kom til at virke i
Lemvig Valgmenighed i ikke mindre end
40 år, og man kunne holde jubilæumsog
afskedsfest for ham på én gang.
Mens pastor Busk var her, blev årsmødet
for de grundtvigske Valg- og Frimenigheder
afholdt her i Lemvig i juni
1964.
5. december 1971 blev Tage Stausholm-Fisker,
tidl. Staby, indsat som ny
præst ved valgmenigheden. Mens Stausholm-
Fisker var her, blev kirken underlagt
en omfattende renovering, dels af
ydre art (mure, vinduer og tag) og dels
indvendigt, hvor den rødlige farveholdning,
som kirken er ”født” med, blev
nuanceret i flere farvetoner. Loftet blev
istandsat og er stadig meget smukt.
Den største ændring i kirkerummet var
dog, at døbefonten fik en ny placering –
dog ikke i centrum under lysekronen,
men i midtergangen nær trappen til
altret. I slutningen af januar 1980 opsagde
Stausholm-Fisker sin stilling. Han
skulle være sognepræst i Asferg-Faarup
ved Hobro.
Som hans afløser fik man Holger
Knudsen, der kom fra en stilling som
forstander ved Testrup Højskole. I Holger
Knudsens tid undergik forsamlingssalen
en omfattende forvandling/renovering.
Det skete i 1991, således at vi i
4
dag har en smuk sal til vore aktiviteter,
såsom foredragsaftener, møder med de
Midt- og Vestjyske Valgmenigheder, konfirmandtræf.
Salen kan også lejes af
medlemmer til private mærkedage.
Holger Knudsen blev i embedet i 24 år
indtil 2004, hvor han og Merete ønskede
at flytte til Skanderborgegnen og
nyde deres otium.
Lisbeth Baggesen blev Valgmenighedens
første kvindelige præst, men
ønskede allerede efter et år at rejse
herfra i 2005.
Igen blev embedet opslået ledigt, og
i november 2005 blev Signe Paludan
indsat af Provst Knud Erik Nissen, Bøvlingbjerg.
Signe Paludan har trådt sine
barnesko i Vestjylland, da faderen, Lars
Paludan, var præst i Dybe, Ramme, Fjaltring,
Trans fra 1967-1978. Signe Paludan
har læst teologi i Århus og senere
videreuddannet sig i England.
Skulpturhaven
Der hører ingen kirkegård til Lemvig
Valgmenighed. Medlemmerne bliver
begravet på sognekirkegårdene enten i
Lemvig eller landsognene omkring
Lemvig.
Der er dog et stort grønt område
omkring kirken, som i dag rummer en
skulpturhave. I 1994 skænkede Torvald
Vestergaards arvinger en samling skulpturelle
værker til Lemvig Museum, og
der blev anlagt en skulptursti, der
strækker sig fra Lemvig Museums have,
op langs den 182 trin høje Stationstrappe
og slutter ved Lemvig og
Omegns Valgmenighedskirke. I haven
finder man de skulpturer, der har et
religiøst indhold. Her står de så i naturens
grønne rum med udsigt over by
og fjord.

Lemvig og omegns Valgmenighed
bliver 125 år
For mange yngre mennesker er kirken
ikke lige det, man beskæftiger sig mest
med. Den skal blot være der, når man
har brug for den ved de store begivenheder
i livsforløbet. Den skal ordne de
situationer, som vi er usikre på, hvordan
man skal klare. Og det kan kirken.
Her gælder det, at der er rammer for
den slags, og kirken har præsten, som
kan fylde disse rammer ud. Om
præsten så er missionsk eller grundtvigsk
kan jo være lige meget, når bare
denne er god til at sige ordene og
ellers er et venligt menneske. Og om
kirken er en sognekirke eller en valgmenighedskirke
kan vel også være lige
meget. Indgående kendskab til kirkelige
forhold er ikke det, der trykker de
yngre allermest. Mine to børn, som
bor i Århus, er oven i købet blevet
mødt med, om de var med i en sekt,
når de har fortalt, at de er medlemmer
i en valgmenighed.
De fleste unge og yngre mennesker
er fremmede over for kirken og kristendommen,
og man kan egentlig godt
undre sig over, at der er så mange af
dem, der alligevel er medlemmer af folkekirken.
Men måske er der ved at ske
noget her. Jeg kender et ungt menneske,
som har meldt sig ud af folkekirken.
Begrundelsen er ikke, at han er
blevet ateist, men han vil hellere bruge
pengene på sig selv, end at bruge dem
til kirkeskat. Og når han så skal giftes
eller have børn døbt, agter han at melde
sig ind i menigheden igen. Filosofien
er, at man kun vil betale for noget man
har brug for. Måske bliver det sådan
engang, at den enkelte kirke reklamerer
Daniel Eiler
Formand siden 2005
med, at en vielse koster så meget, en
konfirmation koster så meget, en
begravelse så meget, osv. At flere vil
melde sig ud for at spare pengene, har
vi kun set begyndelsen af.
Holdningen er et resultat af, at vi i et
par årtier har dyrket det individuelle.Vi
gamle har opdraget vore børn til, at
man er sin "egen lykkes smed". Denne
holdning er også et resultat af, at vi har
penge nok for tiden til at kunne have
denne holdning. Vi er ikke længere
afhængige af andre eller af fællesskaber.
Alle ting er til forhandling, og vi tager
stilling fra sag til sag. Unge mennesker
er til "midlertidige, uforpligtende
fællesskaber". F. eks. vælger mange
unge idrætsforeningen fra, og i stedet
betaler de så for et vist antal træningstimer
i et fitnesscenter.
Denne indledning skal ikke ses som
en jammer over, at det gamle ikke består.
Den skal ses som en konstatering
af, at sådan er tiden lige nu. Og det er
ud her fra, at vi skal navigere i fremtiden.
At vi overhovedet har en valgmenighed
er dog et resultat af, at mennesker
5

på et tidspunkt er gået ind i et forpligtende
fællesskab. At fællesskabet er
Grundtvigsk og hænger sammen med
højskoler, idræts- og ungdomsforeninger,
andelsbevægelsen osv. ved vi godt.
Men den direkte grund til dannelsen af
Valgmenigheder skal findes på Fyn, hvor
præsten Vilhelm Birkedal i Ryslinge i
1866 blev afskediget af politiske grunde,
men menigheden holdt fast ved Birkedal,
og det gav så anledning til, at de
gryende liberale strømninger i det politiske
liv fik gennemført en lov om valgmenigheder
d. 15. maj 1868. I den hedder
det, at "når mindst 20 familiefædre
el. husstande ønsker at danne egen
6
menighed og selv vælge sin præst" skulle
det være en mulighed inden for folkekirkens
rammer. Loven er justeret
nogle gange.
I den nyeste udgave af "Den frie encyklopædi"
(et leksikon på nettet) hedder
det:
Valgmenigheder hører under folkekirken
og skal som sådan godkendes af kirkeministeren.
Kravet for godkendelse er, at
mindst 50 personer, der har valgret til
menighedsråd, skriver under på ansøgningen,
og at en person, der er kvalificeret
som præst i folkekirken, erklærer, at han
ønsker at blive præst for valgmenigheden.
Valgmenigheden skal selv afholde alle
udgifter, inklusiv aflønning af præsten, men
medlemmerne betaler til gengæld ikke kirkeskat.Valgmenigheder
står i modsætning
til frimenigheder under opsyn af provst og
biskop.
Indtil 1990 var alle valgmenigheder
Grundtvigske, men i 1990 og 1991 kom
der to valgmenigheder med baggrund i
henholdsvis "den karismatiske bevægelse"
og indre mission.
I Danmark er der 31 Valgmenigheder
af Grundtvigsk observans med tilsammen
14.397 medlemmer (2007).
Næsten alle valgmenigheder er
oprettet før 1920.
En menighed består så længe, som
dens medlemmer vil det. Kernen i
vores valgmenighed ligger i den seriøse
forkyndelse ved gudstjenesten. Spekulationer
om, hvad vi kan gøre for at få
mennesker til at melde sig ind valgmenigheden
må bevæge sig her omkring.
Tiltag må ikke have baggrund i en "tivolisering"
og underlødig underholdning.
Så lad os glæde os over, at vi efter
125 år stadig har en god og vedkommende
kirke oven for bakken i Lemvig.

lemvig valgmenighed anno 2008
I år er det 125 år siden, at nogle mennesker
på Lemvig-egnen oprettede en
valgmenighed og menigheden byggede
en kirke. Ved jubilæet går tankerne til
dem, der lagde engagement og kræfter
i at få Lemvig og Omegns Valgmenighed
op at stå. Jeg tænker også på de første
gudstjenester i kirken. Der var jo ikke
noget orgel, men det lagde ganske sikkert
ikke nogen dæmper på salmesangen.
Jeg forestiller mig, at der blev sunget
med på salmerne af karsken bælg.
Ved et jubilæum tænkes der ikke alene
tilbage. Et jubilæum leder også tankerne
hen på Valgmenighedens liv i dag.
Udfylder Lemvig Valgmenighed stadig
en plads? Er der behov for en valgmenighed
i Lemvig i år 2008? Hertil er at
sige, at så længe der kommer folk til
gudstjeneste, udfylder Valgmenigheden
en plads og så længe, at der er folk, der
føler, at det er i Valgmenigheden, de
hører hjemme, må man sige, at Valgmenigheden
udfylder en plads. Og sådan
er det jo i dag. Det er en lyttende
menighed, der kommer til gudstjeneste
i Valgmenigheden, fordi de netop føler
sig hjemme i Valgmenigheden. Der kan
være flere grunde til, at det netop er i
Valgmenighedskirken man føler sig
hjemme. For mange er det opvæksten
og erindringerne, der gør, at Valgmenighedskirken
er den kirke, hvor de føler
sig hjemme. De fleste medlemmer i
Lemvig Valgmenighed er ”fødte” medlemmer.
Valgmenighedskirken er for
dem familiens og slægtens kirke. Sådan
har for mange det kirkelige tilhørsforhold
til Valgmenigheden med slægtsfølelsen
at gøre. Erindringerne om konfirmationsforberedelsen
og konfirmatio-
Signe Paludan
Præst siden 2005
nen har naturligvis også skabt et tilhørsforhold
og for de ældre medlemmer
har ungdomsmøderne i 1930´erne
og 1940´erne med fællessang og foredrag
været med til at skabe et tilhørsforhold
til Valgmenigheden og tillige
skabt et fællesskab indbyrdes blandt
menigheden.
Den yngre generation har ikke den
tætte tilknytning til Valgmenigheden og
føler ikke den samme forpligtelse over
for Valgmenigheden som den ældre
generation. Det skyldes flere ting. Ikke
mindst ændringen i det kirkelige landskab.
Modsætningsforholdet mellem
Indre Mission og det grundtvigske er
blevet udvisket. Indre Mission står ikke
så markant i sognene længere. Det
betyder, at mange ikke oplever den store
forskel på sognemenigheden og Valgmenigheden
og derfor i nogle tilfælde
bruger sognemenigheden ikke mindst
til konfirmation.
Til mange valgmenigheder er tilknyttet
en friskole. Et samarbejde mellem
friskole og valgmenighed giver mulighed
for at nå de unge familier, så de får
en tilknytning til valgmenigheden. Den
tilknytning har vi ikke mulighed for at
7

skabe i Lemvig Valgmenighed, da der jo
ikke er nogen friskole. I højere grad
end tidligere (tror jeg), at det er et
stort problem for Lemvig Valgmenigheds
fremtid, at der ikke er en friskole
at samarbejde med, da det er noget,
der har stor betydning for tilslutningen
til konfirmandundervisningen.
Et kendemærke for Lemvig Valgmenighed
er Månedsmøderne mandag
aften med foredrag og sang.Til november
fejrer vi Sangens År, hvor sangforfatteren
Jens Rosendal kommer og holder
sangaften for os. De foredrag, vi har
til Månedsmøderne er af forskellig art.
Der er litterære foredrag og kunstforedrag
såvel som samfundsorienterede
foredrag. Der lægges vægt på, at det
skal være foredrag med indhold og kvalitet.
Litteraturkredsen eller studiekredsen,
der mødes nogle aftener i
8
Lemvig Valgmenighedskirke
fra ca. 1895 med højskolehjemmet
på Kirkevej, den
senere præstebolig.
løbet af vinteren omkring udlægningen
litteratur, har igennem tiden hørt med
til livet i Lemvig Valgmenighed. Nogle
vintre er det kortere noveller, der
læses og andre vintre er det en roman,
der gennemgås. Af stor betydning for
mange i menigheden har højskole-ugen
i august, som arrangeres i samarbejde
med de øvrige Midt- og Vestjyske Valgmenigheder.
Vil der også fremover være en valgmenighed
i Lemvig? Hertil er at sige, at
en valgmenighed i højere grad end en
sognemenighed lever af medlemmernes
opbakning. Om der fortsat vil være
en valgmenighed i Lemvig afhænger
derfor af, om der fortsat er folk, der vil
være menighed og støtte op om menighedens
gudstjenester og om menighedens
aktiviteter.

Kirke i rette tid
Jeg er blevet bedt om at give et bidrag
til Valgmenighedens jubilæumsskrift, og
det ønske efterkommer jeg gerne. Af
gammel vane har jeg evangeliebogen
liggende slået op foran mig. Dog alene
for inspirationens skyld og ikke fordi
det efterfølgende skal have karakter af
prædiken. Nærmere bestemt drejer
det sig om teksten til 1.s.e.trin. 2.rk.:
Luk.12,13-21 – med lignelsen om den
rige bonde, men hvor også indledningen
har noget at sige. Det skal vi vende
tilbage til. Indledningsvis nogle betragtninger
over tiden.
Det ligger til tiden at være i krise;
den kan åbenbart ikke være andet. Det
hører så at sige til dens væsen. Det har
at gøre med bevægelsen, – tidens
strøm. At tiden går, ja oftest at den
løber og at der hen ad vejen støder
forandringer til. Det kan lyde indviklet
og fortænkt, men er dog noget ganske
iøjnefaldende. Det er kun hvad enhver
har for øje i stort og småt.
Det er 25 år siden, vi sidst havde lejlighed
til at markere en milepæl i vor
kirkes og menigheds historie. 100 år i
1983; 125 år her i 2008. Et væld af forandringer
er gået hen over Lemvigegnen
i løbet af dette kvarte århundrede.
Udviklingen – eller er det måske
ligefrem fremskridtet – har sat sit præg
på snart sagt ethvert område. Ikke bare
i det udadvendte, i samfundet som vi
siger, men i mange henseender også
helt ind i det private, i familierne, i levevis
og holdninger. Et konkret eksempel
på dette sidstnævnte kunne være, at
børn i dag er blevet forhandlere og at
meget kunne tyde på, at de som sådanne
sidder i forhånd i forhold til foræl-
Holger Knudsen
Præst i Lemvig Valgmenighed
1980-2004
drene. Da vi kom til Lemvig i 1980 var
det stadig væk forældrene, der bestemte,
at deres børn skulle konfirmeres
sammesteds, hvor de 13-14 år tidligere
var båret til dåb. Sådan er det ikke længere.
I dag overlades afgørelsen herom
i stigende grad til børnene selv. Og da
kirke, menighed og præst ikke at forglemme
ofte vil være noget temmelig
ukendt for dem, vælger børnene følgelig
det sikre, at følges med klassekammeraterne.
Hvilke følger dette på sigt
vil få for menigheden skal man næppe
være nogen stor spåmand for at kunne
forudsige.
Hvad det samfundsmæssige angår,
har det for Lemvig-egnens vedkommende
været afvikling, der har sat dagsordenen
i den periode, der her
behandles. I flæng kunne nævnes noget
af det, som har været. Fiskeriet, skovbruget,
slagteriet, de mange selvstændige
landbrug, butikkerne i landsbyerne,
osv. Store og små arbejdspladser nedlagt
uden at nye er kommet til, så mange
nu må pendle for lønnens skyld. Man
kan ikke lade være at fundere over,
hvor langt sværere det ville have været
9

uden den store kemifabrik ude på Tangen.
Endelig og ikke mindst er der de
mange unge, som rejser ud for uddannelsens
skyld og som kun i begrænset
omfang vender tilbage, fordi beskæftigelsesmulighederne
ikke findes her
omkring.
Denne udvikling er vel ikke speciel
for denne egns vedkommende. Her
deler man kår med store dele af Vestkysten
og andre afviklingsområder
rundt om i landet. Udkantdanmark er
et af de nytilkomne ord. Underligt at
skulle forestille sig, at et så lille land
som vort kan have udkanter. Her spiller
tiden os vist et puds – tilmed et af de
mere ubehagelige.
Et signalement af udviklingen i det
smalle perspektiv, vil kunne hentes i
Jens Smærup Sørensens med rette rigt
belønnede og af mange læsere påskønnede
roman ”Mærkedage”. Handlingen
heri henlægger forfatteren til sin hjemby
Stavn ved Limfjorden i den nordlige
ende af Himmerland. Dette være sagt
for at imødegå en mulig misforståelse,
at det i romanen genkendelige kunne
opfattes som en umiddelbar spejling af
hændelser på Lemvig-egnen med. Det
er næppe tilfældet. Jeg tror, at romanens
store succes, der efter sigende
skulle være kommet bag på forfatteren,
har meget at gøre med, at så store dele
af vort lands befolkning kun er en til to
generationer borte fra jorden så at
sige.Altså fra at leve af landbruget eller
mere eller mindre i tilknytning hertil.
Det gør vi så ikke længere. Eller rettere
det er der kun et stadigt voksende
mindretal, der gør. I stedet er der sket
dette massive opbrud fra landet, om
ikke blot inden for det sidste kvarte
århundrede, så dog siden afslutningen
10
af den store krig midt i det forrige.
Romanen afspejler således en almen
tendens, nemlig bondekulturens afvikling.
Ikke landbrugets, det siger sig selv,
men et forfald af meget af det, der med
rette mener jeg, har haft ord for i umindelige
tider at have hørt til det bærende
i det danske folk. Skal der sættes ord
på, kan det være noget med at være
hjemmehørende, være rodfæstet og
selvhjulpen, have fast grund under sig
trods verdens mangfoldighed af omskiftelser
og problemer. I stedet er vi blevet
en nation af indenlandske emigranter
flyttet rundt mellem hinanden med
opbrud på opbrud og dertil hørende
søgen efter de faste holdepunkter, det
som kan tjene som retningsgivende i
tilværelsen, være meningen med det alt
sammen eller hvad vi kun kalder det.
Der er for så vidt tilbud nok i den henseende.
Og dur noget ikke, er der
straks andet at hente ned fra hylden.
Der er så blot det med holdbarheden.
Enhver ny anskuelse har åbenbart en
sidste salgsdato.
Dog bliver tiden næppe bedre af, at
man beklager den, endsige skænder på
den. Tidens bonitet afhænger vist for
øvrigt mestendels af, hvad der forventes
og i hvilket omfang forventningerne
indfries, samt ikke mindst af, hvorledes
vi hver især finder os til rette under de
ændrede forhold.
Selv om vi vel kan mene, at vi her
står over for noget uigenkaldeligt, ”verdens
nødvendighed af stål” som der
synges om, må det dog ikke af den
grund overses, at langt hovedparten af
udviklingen sker som følge af menneskelige
beslutninger. De senere årtiers
forandringer har for langt den overve-

jende dels vedkommende været af
materiel art og dermed været noget,
der i sidste ende – eller vel rettere allerede
på forhånd har kunnet gøres op i
penge og således været begrundet i
ønsket om at skaffe sig et større udbytte
ved at forbedre de økonomiske vilkår.
Dermed være ikke sagt, at der ikke
har været tabere i spillet; hvor der
handles, der spildes der. Men slemt er
det såvist, om det er menneskeliv, der
går til spilde.
Her er det da, at noget af det, der
siges i den Lukastekst, jeg har for mig,
vel kan være tankevækkende. Det hedder
her, ” at et menneskeliv ikke afhænger
af, hvad det ejer, selv om det har
overflod.” Og, kunne man tilføje, næppe
heller dersom man må kigge lidt længere
efter det med overfloden og selv
nøjes med mindre uden af den grund at
lide nød. Den nøgne kummer og elendighed,
er dog ligeledes noget, der hos
os hører en svunden tid til. En udvikling
ingen vil kunne beklage. Et memento er
der ikke desto mindre tale om her.
Påmindelsen om at vare sig for griskhed
og tilsvarende, fordi det som sagt
ikke er den økonomiske besiddelse,
større eller mindre, ens liv afhænger af
eller hviler på. Med dette rejses da
overvejelsen om, hvad dette livsgrundlag
i stedet måtte være, når det nu som
sandt er ikke kan købes for penge?
Med dette bevæger vi os fra disse for
hovedpartens vedkommende verdslige
betragtninger til det, som overskriften
af denne artikel sætter. Kirke i rette tid
har jeg kaldt mit essay. Hvad vil det
nærmere sige? Betyder det, at kirken
med alt hvad dertil hører, må svinge i
takt med tidens bevægelser; om ikke
følge tidens strøm så dog dens slipstrøm?
Det vil ikke så få både mene og
hævde. Der er ganske mange røster
fremme, der vil vejlede og forbedre kirken
i den henseende. Fortælle den hvad
den hellere eller i stedet burde foretage
sig i forhold det, som er kirkens
overleverede praksis. Nogle har endda
den særlige pointe, at hvis ikke, vil kirken
næppe overleve den kommende
generation. Dette skal man nu ikke tage
så tungt. Sådanne forudsigelser er ikke
nyheder. Kirkens snarlige undergang
har været forudsagt i århundreder.Alligevel
står den der. Og hvad skal den da?
Igen kunne vi kaste et blik på ”Mærkedage.”
Her – altså i romanens Stavn –
findes kirken begribeligvis også. Den er
til stede, ganske vist som et udkantsfænomen,
som det der er kaldt ”den
fjerne kirke”; eller det skulle måske
snarere hedde ”den nøjsomme kirke”.
Altså som kirke der står til rådighed,
når og hvis behov for dens ydelser opstår,
men ellers ikke synes at sætte sig
synderlige spor. Det er bestemt ikke
nogen ønskeposition for kirken, at den
bare er der. Skal kirken være, må den
være nærværende, være en fortrolig og
autentisk del af den folkelige virkelighed
– en nødvendighed kort sagt. Til
den side hører slingrekurs og eventmageri
ingen steder hjemme. Kirken må
frem for noget vise ærlig vilje til at holde
sig i sporet; ikke falde for tidens fristelser,
men holde stand mod det, der
ikke hører til i kirkelig sammenhæng.
Er der problemer i forholdet til
tiden, er sådanne efter min opfattelse
oftest af sproglig og dermed af formidlingsmæssig
art. Ord har det med at blive
gamle og nedslidte. Tiders brug og
mindst misbrug af ikke så få af de i kir-
11

ken hjemmehørende begreber har i
mange tilfælde sat sig uafviskelige præg
og derved gjort dem på det nærmeste
uanvendelige på nutidens vilkår. Det er
da næppe heller til sådant arvegods kirken
må svare arv og gæld. Dens ”gamle”
budskab må i stedet finde andre,
bæredygtige udtryk. Men det må ske
med varsomhed. Det som siges, må
kunne tåle at genhøres. Det nytter ikke
bare at lade tidens modeord finde vej
ind ad kirkedøren. I virkeligheden tror
jeg, at meget kan være vundet, hvis man
hen over en udlevet kirkelig tradition,
fandt ”tilbage” så at sige til de bibelske
tekster og lod disse komme til orde
som klar tale til tiden og ad den vej
lade kirken kendes på sit forehavende.
Vender vi os atter til Lukasteksten med
lignelsen om den rige bonde, så er
optakten hertil en scene, hvor en person,
en fra skaren som det hedder, henvender
sig til Jesus med et problem.
Han eller hun, hvem det nu er, siger:
”Mester, sig til min bror, at han skal skifte
arven med mig.” De nærmere omstændigheder
beskrives ikke, men kan
uden videre forestilles. En mand er
død, og ældste søn har arvet hovedstolen.Tilbage
er denne søns søskende og
deres arverettigheder. Det var således i
datidens verden, at den faste ejendom
gik udelt i arv til ældste søn; de efterfølgende
søskende måtte lade sig nøje
med at få udbetalt arv i form af rede
penge. Men det kunne være nok så
påkrævet at få sådanne transaktioner
på plads. Er den, der henvender sig til
Jesus, en mand, hvilket er sandsynligt,
kan der vel være tale om at få hånd om
den grundkapital, vedkommende har at
etablere sig for; er der tale om en kvin-
12
de, kan der være hendes medgift om at
gøre. Og i begge tilfælde er man dårligt
stillet, dersom arvebroderen viser sig
at være genstridig og grisk af naturen.
Jesus afviser imidlertid anliggendet. Han
svarer: ”Menneske, hvem har sat mig til
at dømme eller skifte mellem jer?”
Det kan nok undre. Har vi ikke gentagne
gange hørt, at man frit kan komme
til Jesus med alt, hvad der ligger én
på sinde. Er der her tale om sager, som
religionen og kirken skal blande sig
uden om? Både ja og nej! Der er tale
om noget af det, vi selv skal kunne klare,
og hvortil vi allerede på forhånd har
fået helt tilstrækkelig vejledning af religionen.
Det som er lovens tale. Mere
konkret kunne der her henvises til et
par vers fra Det gamle Testamente,
nærmere bestem til profeten Mikas
bog, kap. 6, vers 8, hvor det hedder:
Menneske, du har fået at vide,
hvad der er godt,
Hvad Herren kræver af dig:
Du skal handle retfærdigt,
Vise trofast kærlighed
Og årvågent vandre med din Gud.
Og er disse ord end gamle af herkomst,
så er det dog klar, entydig, ja tidløs tale.
Tankevækkende og værd at efterleve i
det, der for os hver især er den virkelighed,
hvori vi er sat.
Men da sådan vejledning vel kan tilsidesættes
i kampens hede eller fortone
sig i hverdagens mangfoldige gøremål,
har kirken sin væsentlige opgave i
den vedvarende påmindelse om, hvad vi
allerede har fået at vide om, og hvad vi
således bør sætte kursen efter, dersom
vi vil bruge den frihed, alene Kristus
giver til ”at gøre gavn som Gud det vil
på allerbedste måde.”

Hermed har vi allerede taget hul på
det, der er sagen, ja hovedsagen for kirke
og kristendom til alle tider. Jesus er
ikke kommet til verden for at være
støttepædagog til hjælp for alle vore
fortrædeligheder og problemer; dem
må og kan vi selv tage vare på. Derimod
er Jesus kommet for som Menneskesønnen
at genskabe vort brudte mellemværende
med hans og vor himmelske
Fader. Genføde os til et levende
håb, som det lyder ved døbefonden og
ved kisten med. Give os den frimodighed
til dagen og vejen vort liv alene
afhænger af, tilsammen med det håb,
der rækker ud over de yderste horisonter.
Her er det vel, at vore ord ofte kan
fornemmes for små og utilstrækkelige
til at kunne høres gennem al den larm
og baggrundsstøj, der fylder tiden. ”Vor
sjæl er døv og stum for evangelium”,
sagde gamle Grundtvig med salmelinie
men tilføjer i umiddelbar forlængelse
heraf” men høres vil Guds ord og føres
trindt om jord.”
Kirke til rette tid er da at lægge
mund og hænder og vilje til Ordet, som
vil høres og som henvender sig direkte
til mennesker til alle tider.
Jeg slutter med at give ordet til en bedre
stemme, til et vers fra Jakob Knudsens
aftensalme:
Vær mig nær, thi uden dig
Ensomhed mig truer
Vær mig nær thi uden dig
Jeg for mørket gruer!
Hold mig i din faderhånd
Så jeg dig fornemmer
Fri mig ud af mørkets bånd
Så min frygt jeg glemmer!
13

På grund af sygdom, er Tage Stausholm-Fiskers tidligere indlæg blevet genoptrykt.
Noget om at være kirke – et tiggermotiv
JUBIILÆUMSÅRET
Året 1983 er et »rundt« år. 100 år er
forløbet, siden Lemvig Valgmenighed
oprettedes, og kirken byggedes. For
200 år siden fødtes Grundtvig, hvis virke
fik betydning ikke blot for de såkaldt
»grundtvigske kredse«, men for hele
det danske folk. Endelig er det 500-året
for Martin Luthers fødsel. Med ham
indledtes den reformation, der fik betydning
ikke blot i Norden, men i hele
Nord-Europa. Jubilæumsåret åbner
således for et historisk perspektiv, der
skal være en ledetråd gennem følgende
lille betragtning.
LUTHER
I februar 1546 var Luther på en rejse til
sin fødeby Eisleben, hvor han opholdt
sig, for at mægle mellem greverne af
Mansfeld. På hjemturen skulle han,
trods legemlig svaghed, prædike i nogle
vinterkolde kirker. Han blev syg, og
døden indhentede ham, inden han nåede
hjem til Wittenberg. Stilfærdigt og
uden angst gik han døden i møde, og
der fortælles, at man på hans bord
fandt en lille lap papir, de sidste optegnelser
fra hans hånd, hvor den afkræftede
mand med rystende hånd havde
nedkradset disse få ord: Wir sind betler,
hoc est verum - vi er tiggere, det er
sandt. En anden måde at sige det samme
på havde Luther tidligere formuleret
sådan: Vi retfærdiggøres af troen
alene uden lovens gerninger. I Luthers
samtid var dette noget ganske nyt, som
jo også bragte ham i modsætningsforhold
til den katolske kirke, fordi det er
14
Tage Stausholm-Fisker
Præst i Lemvig Valgmenighed
1971-1980
en tankegang, der vækker forargelse
både hos katolikker og andre moralske
folk! Og forargelsen er af dobbelt art:
Først dette, at nåden og tilgivelsen helt
og holdent beror på Kristus, og ikke på
mennesket selv.
Dernæst frygten for at Luthers synspunkt
skulle føre til sædelig slaphed og
moralsk forfald. Hvorfor dog gøre gode
gerninger, hvis et menneske godtages
ufortjent af nåde midt i og til trods for
sin syndighed? For Luther er dette et
juridisk og dermed et forkert synspunkt!
Det har intet med evangeliet at
gøre. Forargelsen over Luthers påstand
er i virkeligheden selve evangeliets forargelse,
velkendt fra de nytestamentlige
fortællinger, hvor toldere og syndere,
ringeagtede og udstødte som de var,
holdt sig nær til vor Herre, fordi de hos
ham mødte en grænseløs tilgivelse og
modtog alt af bundløs nåde. Hos ham
bliver et menneske ikke godtaget efterhånden,
som det gør gode gerninger,
men det gør gode gerninger, fordi det
på forhånd er godtaget af ham (det juri-

diske overfor det evangeliske). For
Luther var det en livsnødvendighed at
fjerne de gode gerninger fra gudsforholdet.
Dér vil de uvægerligt fremme
hykleri og forstillelse, fordi mennesket
ganske enkelt er, som det er!
Nej, et menneske er godtaget på
forhånd og kan derfor leve frit og ubekymret,
hvad angår salighedens sag.
Luthers polemik er ikke rettet mod de
gode gerninger, hvad han undertiden er
blevet beskyldt for. Gode gerninger
havde han intet imod. Hvem har
forøvrigt det? men de må ikke trænge
sig ind, hvor de ikke hører hjemme: i
forholdet til Gud. Får de lov til det, drives
et menneske før eller siden ud i
den fortvivlelse, som Luther kendte fra
sin klosterkamp: Kan du gøre nok, og
hvornår har du gjort nok? for det går
da ikke an at stå overfor livets Gud
med tomme hænder! Jo, ville Luther
sige, overfor Gud står du altid med
tomme hænder, forøvrigt har Gud slet
ikke brug for dine gode gerninger. De
hører jorden til. Herom bruger Luther
et ikke særligt poetisk billede, når han
siger, at mennesket er som et rør, hvor
Guds kærlighed strømmer ind ovenfra
og ganske selvfølgeligt strømmer videre
ud til andre mennesker, eller som
han også udtrykker det: gode gerninger
skaber ikke et godt menneske, men et
godt menneske gør gode gerninger. De
gode gerninger hører altså jorden til.
Her kræver Gud os - i medmennesket.
Derfor står vi stadig overfor Gud som
tiggere. Ved at fordybe sig i evangeliet
fik Luther hermed sagt noget andet,
end hvad der almindeligvis forkyndtes
dengang - og hvad der jævnligt forkyndes
også nuomstunder endda i såkaldt
evangelisk-lutherske kirker! For det
sidder dybt i os, at det dog er for fattigt,
at skulle stå som en tigger for Gud,
men Luther ville kalde det en nådig
befrielse, for kun tiggere kan se evangeliets
storhed, kun tiggere véd, at alt
er ufortjent. Og at stå som en tigger for
Gud er dette glædelige: aldrig at skulle
tigge forgæves. Vi er tiggere, det er
sandt.
GRUNDTVIG
De, der beskæftiger sig med Grundtvig,
har en tilbøjelighed til at hæfte sig ved
visse årstal i hans liv, men det er nu
engang sådan, at det hele værk gør det
hele, eller som én har udtrykt det: hvad
der i Grundtvigs levnedsløb er vokset
sammen på langs lader sig ikke hugge
over på tværs! Mod slutningen af sit liv
skrev Grundtvig en række artikler, der
i 1868 - kun 4 år før hans død - udkom
samlet under titlen »Den christelige
Børnelærdom«, et værk, der må anses
for et hovedværk indenfor dansk, kirkelig
litteratur. I artiklen »Det medfødte
og det gienfødte Menneskeliv« hævder
Grundtvig, at »Menneskelivet i sin
allerdunkleste, sin allerfattigste og sin
allerureneste Skikkelse dog igrunden er
af samme Art som Menneskelivet i sin
allerrigeste, sin allerreneste og sin
allerklareste Skikkelse, saa at, for at sige
alt med eet Ord: Røveren paa Korset
havde samme Menneskeliv tilfælles med
Guds eenbaarne Søn, Vorherre Jesus
Kristus, til hvem han raabde: Herre,
tænk paa mig, naar du kommer i dit
Rige! og af hvem han fik det sanddru,
mageløs kraftige og kiærlige Svar: sandelig,
sandelig siger jeg dig, idag skal du
være med mig i Paradis«. Også Grundtvig
fik hermed sagt noget nyt midt i en
tid, hvor »kirkeligheden« nok vidste at
15

afgrænse sig - hvad den forøvrigt stadig
gør! for man kan da ikke sådan uden
videre have menneskeliv tilfælles med
hvem som helst, men det kunne vor
Herre altså! Han kom for at være fælles
med mennesker om dette liv og
ikke for at forkaste menneskelivet (pietisme)
eller for at lave det om (moralisme).
Derfor kan Grundtvig også hævde,
at mennesket ikke er til for kristendommens
skyld, men kristendommen
er til for menneskelivets skyld. Her er
Grundtvig i god samklang med Luther.
Var mennesket til for kristendommens
skyld, måtte det nødvandigvis retfærdiggøres
sig ved lovens gerninger, men
når kristendommen er til for menneskelivets
skyld, er der tale om retfærdiggørelse
af tro - om dette at være en
tigger, der må tro på nåden ikke for
Guds skyld, men for sit eget livs skyld.
Røveren på korset havde samme menneskeliv
tilfælles med vor Herre. Ingen
er mere hjælpeløs end en korsfæstet
røver, ingen kan være i tvivl om fattigdommen
og afmagten, men på et andet
kors er der én, der gør fælles sag med
røveren i afmagt og hjælpeløshed. Men
midt i det totale nederlag, som enhver
kan se, lyder der et ord, som trodser
det altsammen: Sandelig, idag skal du
være med mig i paradis! Midt i nederlaget
og med døden for øje benådes
røveren for evigt, fordi hans menneskeliv
– usselt og fattigt som det er – dog
bliver godtaget. Dette -anliggende
udtrykker Grundvig i et vers sådan: »af
Guds nåde alle tråde spindes til vor
helgendragt« - alle tråde, intet mindre.
Når det er dette liv – livet som det
rent faktisk foreligger – vi har fælles
med Kristus, kan det for Grundtvig
aldrig blive nogen ligegyldig affære. Som
16
en følge af evangeliet og som en følge af
sit kristendomssyn genopdagede
Grundtvig menneskelivet. Det synger
han jo om i den ene sang efter den
anden, f.eks. »end lever kærligheden,
som aldrig skal forgå, men klare sig herneden
til livet at forstå, til klart.ham at
begribe, der evig er i live som kærligheden
selv«. Forøvrigt røber Grundvig
også her, hvad det for ham vil sige »at
forstå«. En sand forståelse af tilværelsen
er ikke blot en »hjerne-sag«, men
også en »hjerte-sag«! For at nå til en
forståelse af tilværelsen må et menneske
begynde med at holde af det foreliggende
liv, for »han har aldrig levet,
som klog på det er blevet, han først ej
havde kær«. På Grundtvigs tid var der
folk, der i religiøs nidkærhed begyndte
at tage deres medmennesker i krydsforhør
med spørgsmålet: Elsker du
Jesus? et spørgsmål, der kristeligt set er
aldeles usagligt, fordi det ikke oplyser
om kristendommens sag, men snarere
fører et menneske ind i selvkredsen og
selvspejling, hvad der aldrig har været
videre opløftende eller frugtbart. Overfor
dette nærgående og usaglige
spørgsmål stillede Grundtvig en bøn -
og ægte bøn må vist altid være den fattiges
bøn - dog ikke en bøn om at elske
Jesus, men denne bøn: »Du som har dig
selv mig givet, lad i dig mig elske livet«,
for det er stadig det foreliggende liv,
der har kærlighed behov. Og så var
Grundtvig da heller aldrig i tvivl om,
hvor et menneske henter mod og kraft
til dette liv: i kirken, hvor menigheden
samles omkring dåb og nadver, »du os
har lært din egen bøn ved barnedåb,
hør du os Guds enbårne søn, al jordens
håb! - salig er den, som du har kaldt hos
dig til ly, har ham til borgerskab udvalgt

i Sions by (menigheden), mæt du vor
sjæl i hunger tom, rigelig i din helligdom«
(nadveren). Vel er der forskelle
mellem Luther og Grundtvig, men
meget er de fælles om. Der er f.eks. det
fællestræk, at også Grundtvig når dertil,
hvor Luther endte: »Ej vil jeg bytte,
Gud, i din hytte tiggerens plads bort for
det sæde, stolte beklæde højt i palads.
Godt ikke fattes, hvem du haver kær,
lavt er ej bænket, hvem Gud sidder
nær«.
JUBILAREN
Når man træder ind i Lemvig Valgmenighedskirke
fanges ens blik straks af
det store alterbillede. Billedets kunstneriske
kvalitet kan diskuteres, men
ikke dets motiv. Det er evangelisk centralt.
Her gengives den hændelse fra
fortællingen om Jesu vandring på søen
(Matt. 14, 22-33), hvor Simon Peter
efter at være vandret hen over bølgerne
til Jesus blev bange på grund af stormen
og begynde at synke, idet han råbte:
»Herre, frels mig!« I det samme rakte
Jesu sin hånd ud, greb fat i ham og
siger: »Du lidettroende, hvorfor tvivlede
du? «Det var et godt billede at have
for øje om søndagen, inden man gik på
prædikestolen. Godt af to grunde: For
det første, fordi man måske undertiden
kom med nogle mærkeligt høje tanker
om de første disciple som nogle troshelte,
hvis begejstring og udholdenhed
ingen mere kan leve op til. Men da var
det godt at erfare, at de var mennesker,
der gjorde fælles sag med én og slet
ikke var så anderledes endda: du lidettroende,
hvorfor tvivlede du? Også af
en anden grund var det imidlertid godt
at have dette billede for øje: man kunne
jo risikere at stå foran dette alter
med lidt for høje tanker om sig selv? -
en slags »præstesyge«, dog i en anden
betydning end den sædvanlige. Men da
blev man altså retledt ved at måtte se
et troværdigt billede af den kristnes
virkelighed: en tvivlende discipel, der
udelukkende holdes oppe og holdes
fast af sin herres trofasthed. En ældre,
nu afdød mand i valgmenigheden, fortalte
mig engang, at kirken deroppe på
bakken af en ivrig modstander blev
kaldt »de vantros kirke«. Formodentlig
skulle det i vedkommendes mund være
et skældsord, men er det nu også det?
Er det ikke snarere den eneste måde,
hvorpå man med ærlighed kan være
kirke og menighed? Lemvig Valgmenighedskirke
blev indviet den 16. december
1883 og kom til at bære navnet
Johannes-Kirken. Hvorfor? Jeg ved det
ikke. Men var det mon, fordi denne
søndag, 3. søndag i advent, har evangelieberetningm
om den tvivlende JohannesDøber,
der var kommet i fængsel?
Ja, måske. Da Johannes dér i fængslet
hørte om Kristi gerninger, lod han sende
bud ved sine disciple med spørgsmålet:
»Er du den, som kommer, eller
skal vi vente en anden?« hvorefter han
modtog Jesu svar: »Gå dog hen og fortæl
Johannes, hvad I hører og ser! blinde
ser, lamme går, spedalske renses og
døve hører, døde står op og evangeliet
forkyndes for fattige«-- Med arven fra
Luther »vi er tiggere, det er sandt« og
fra Grundtvig »ej vil jeg bytte, Gud, i din
hytte tiggerens plads bort« taler da
Johannes-Kirken om »evangeliet for
fattige« og alterbilledet om »du lidettroende«.
Det er den arv, der også i
100-året er givet Lemvig Valgmenighed
– og os alle – at leve videre på – og
siden at dø på.
17

Til Lemvig Valgmenighed i anledning
af jubilæet
Man har bedt mig om, at skrive lidt om
vor barndom i Lemvig.At vor barndom
blev præget af krigen, det kunne jo ikke
være anderledes.Vi havde bl.a. et dejligt
lille sommerhus ved Ferring Sø, som
vor morbror havde bygget. I 1943 tog
tyskerne det, og flyttede det over i klitterne.
Desværre sprang det i luften, og
en ung tysker blev dræbt. Det kom
naturligvis også til at præge vores skolegang.
Lige efter, jeg var begyndt i skolen,
tog tyskerne skolen, så derefter
måtte vi gå forskellige steder. Først fra
2. eller 3. mellem kom jeg i almindelig
skole. Forholdene var sådan, at min
søster, der var 3 år ældre, gik i skole fra
kl. otte til kl. 12, og jeg gik så fra kl. 13
til kl.17. Der er nok ikke tvivl om, at
disse år gav en fællesskabsfølelse, som
man vel ikke har set siden. Far var medlem
af modstandskampen, og jeg tror,
den største glæde, mine forældre følte,
Marie og Jakob Busk.
Den sidste pinse i Lemvig 1971.
18
Nanna Grønlund, Aalborg,
datter af Marie og Jakob Busk
var, da befrielsen kom. Der blev bragt
tunge ofre, og friheden kom til at koste.
Som far ofte sagde, så voksede vi op
med fjorden og havet. At vi havde en
utrolig god barndom, skulle vi nok
hjemmefra for at indse. Ellers gik dagligdagen
med skolegang og lidt sport.
En af de sjovere oplevelser var, da mor
og far havde sølvbryllup.Vi havde da et
cirkustelt i haven. Mindre kunne ikke
gøre det, da det var et ret stort gæstebud.
Vi mistede Gudmund i år 2000. Det
var en stor sorg for os alle, og ikke
mindst for Gudmunds familie i Mejrup.
At mor og far skønnede på de gode
arbejdsforhold, som menigheden gav
dem, er jeg ikke i tvivl om. Derfor siger
jeg en stor tak til de mange, der var
trofaste mod vort hjem. Mor og far
købte senere et dejligt hus i Ans ved
Tange Sø. En egn, hvor de begge var
vokset op.
Desværre er vi forhindrede i at deltage,
da vi har en rund fødselsdag at fejre.
Hjertelig til lykke med jubilæet.
Mange venlige hilsener og tak.

Indtryk fra et jubilæumsår!
De frie menigheder har i mange år haft
rimelig gode vilkår i Danmark. Blandt
disse hører valgmenighederne.
Nu gælder det 125 års jubilæum her
i Lemvig. Jeg husker 75 års jubilæet,
som fandt sted i året 1958 - kort tid
efter, at vi bosatte os på denne egn. Det
morsomme var, at min kone og jeg var
uenige, om vi omgående skulle meldes i
valgmenigheden. Det blev til et kompromis,
hvor vores første barn blev
døbt i folkekirken, mod at nr. 2 skulle
døbes i valgmenigheden. Typisk dansk
vil mange sige.
Men jeg skal kort fortælle om det indtryk
man får som tilflytter.
Valgmenighedens præst hed J. Busk-
Sørensen.
Nordenfjords, som er min hjemegn,
var stærkt indre missionsk, i dette miljø
er jeg og mine opvokset.Vi havde en
lille sammenslutning, der hed kirkeligt
samfund som repræsenterede de
grundtvigske synspunkter. Disse mennesker
arrangerede en gudstjeneste
hver måned med pastor Busk som
præst. Transporten under krigen var
svær, og præsten måtte tage toget. Det
blev ofte min opgave at hente pastoren
i ponyvogn på stationen. Bilerne var
opklodset. Præsten boede ofte hos min
far og mor. Dette gav et stort personligt
kendskab.
Da min kone og jeg kommer her til
egnen, blev vi meget venligt modtaget
af præsteparret.
Pastor Busk var jo – præsternes
præst – højt respekteret udover valgmenigheden.
Harry Nicolajsen
Tiden er gået - der kom nye præster
- nye skikke - gode møder og et godt
samvær.
J. Th. Arnfred, tidligere forstander på
Askov højskole, sagde allerede for 60
år siden at den dag, hvor folkekirkens
præster er ligeså dygtige som valgmenighedernes,
er behovet for valgmenigheder
mindre - dette kan diskuteres
også i dag - der vil altid være behov for
at det frie ord har et stort råderum.
DET svære i dag i vores velfærdstider,
er at få det almindelige unge menneske
til at interessere sig for det kristne
budskab.
Stor opgave for alle præster - uanset
religiøst tilhørsforhold - er opgaven at
gøre forsøg på at øge denne interesse
for samfundets grundlæggende forhold.
Fremtiden vil også have brug for vågne
valgmenigheder, som vil og kan bevæge
sig op og ned i lyst og nød.
TILLYKKE TIL LEMVIG!
19

Marie Kjær: Konfirmand fra 1995
I anledningen af Valgmenighedens 125årsjubilæum
blev jeg for nogen tid siden
opfordret til at skrive et indlæg
omhandlende min konfirmation. Og ja,
jeg tænkte med fortrøstning, at det nok
skulle kunne lade sig gøre at skrive et
indlæg derom.
Imidlertid kan jeg afsløre, at det i
skrivende stund er 12 år, én måned og
27 dage siden, at jeg blev konfirmeret,
den 7. maj 1995; og jeg må indrømme,
at minderne fra den tid synes noget
vanskeligere at stille skarpt end umiddelbart
troet.
Det er i øvrigt de mærkligste erindringer,
der dukker frem, når tanken
søger tilbage. Som det første husker jeg
eksempelvis, at jeg cyklede ind ad en
forkert vej, den første gang vi skulle
mødes til konfirmationsforberedelse.
Resultatet blev, at jeg ganske unødvendigt
måtte ned og op ad Lemvigs ”kategori
1-stigning”, før end jeg nåede frem.
Jeg husker naturligvis vor præst,
Holger Knudsen, en rar mand med et
usædvanligt roligt og lunt gemyt og
hans hustru Merete, som altid meget
belejligt kom forbi, når ugens salme
skulle synges.Vi morede os altid vældigt
ved den opstilling. Vi var i øvrigt syv
konfirmander i alt det år: fem piger –
Sigrid, Gitte, Mette, Mariane og jeg – og
to drenge – Johnny og Troels. Jeg kendte
ikke nogen af de andre på forhånd,
og så vidt jeg husker, var de andre i
samme situation.
Jeg kan endvidere huske, at vi som
noget af det sidste i undervisningsforløbet
skulle forberede og være med til
at afvikle en gudstjeneste.Vi havde hver
især fået små opgaver at tage os af. Jeg
20
oplæste søndagens tekst, selvom jeg
godt gad have været den, der skulle ringe
med klokken! Jeg mindes også vor
konfirmandtur til Århus. Vi var blandt
andet i biografen, hvor vi så filmen
”Forrest Gump”, der straks indprintede
citatet: ”Life is like a box of chocolates,
you never know what you’re gonna
get!” [”Livet er som en æske chokolade
– man ved aldrig hvad man får!”].
– Og nu hvor vi er ved citaterne, kan
jeg ganske tydeligt huske det lille bibelcitat
skrevet på telegrammet fra Holger:
"Så bliver da tro, håb, kærlighed,
disse tre. Men størst af dem er kærligheden.".
Alle disse brudstykker af minder er
imidlertid ikke det, der fortjener størst
fokus i et indlæg omhandlende min
konfirmation. Fokus bør rettes imod
den religionsfilosofiske bevidstgørelse
jeg i den periode gennemgik – eller
med rette: påbegyndte. Uden hensyntagen
til klichéer var konfirmationstiden
således den tid, hvor jeg for alvor blev
opmærksom på religionens mangfoldighed
og fandt interesse for det væsentlige
ved og virkningen af religion.
Dels fordi det naturligt gav anledning
til forespørgsler, når man skulle forklare,
hvorfor man ikke gik til konfirmationsforberedelse
med resten af sin klasse,
og dels vel også fordi man havde
nået en alder, hvor man var blevet i
stand til at forholde sig til noget så
abstrakt som religion.
Det gik op for mig, at ikke engang
kristendommen i evangelisk-luthersk
forstand er entydig. Jeg begyndte at forstå
og reflektere over, hvad det vil sige
at være grundtvigianer, og jeg fandt

interesse for den meningsdannelse og
det menneskesyn, der ligger bag
grundtvigianismen. Jeg grublede meget
over denne ismes bevæggrunde for at
søge at påvirke den almindelige folkekirke
og den reaktionskraft, der i nogle
tilfælde ligefrem genererede et behov
for at danne en egentlig evangeliskluthersk
frimenighed.
Jeg forstod det således, at man ved
dannelsen af Lemvig og Omegns Valmenighed
ønskede en større frihed, end
den man kunne opnå inden for sognekirken
– man ønskede mere selvbestemmelse
for lægfolk og præst, større
liturgisk frihed og større fortolkningsmæssig
frihed i forhold til den evangelisk-lutherske
bekendelse.
Som så mange andre virker jeg i dag
i en hverdag, hvor religion spiller en
meget lille rolle. Jeg tror såmænd det er
rigtigt, når man konkluderer, at
velfærdssamfundet har overtaget religionens
plads som det synlige sikkerhedsnet.
Det er kun når kærligheden
overvælder os, eller sorgen melder sig,
at vi opdager behovet for det religiøse
hvilested. I og for sig ser jeg ikke noget
problem i, at religionen indtager en
sekundær rolle i hverdagen, men det er
naturligvis et problem, som det blev
problematiseret i sidste kirkeblad, hvis
vi ikke er opmærksomme på, at den
løbende meningsdannelse og ”afdogmatisering”
er en nødvendig forudsætning
for opnåelse af en kirke, som vi
rent ud sagt kan holde ud at være i, når
behovet melder sig.
For jeg skal være ærlig og sige, at der
næppe er noget, der kan gøre mig så
anstrengt som bibelfortolkninger og
religiøst funderede meningstilkendegivelser,
der savner enhver forholdelse til
Konfirmander fra 1995
vort udviklingstrin. Og jeg kan ikke
acceptere, at man med bibelen i hånden
sårer og moralisere ved at sætte regelsæt
op, som ikke tolererer følelsers
mangfoldighed, og som ikke viser tillid
til individets egen moralfølelse.
Jeg betragter mig selv som en person,
der bevidst og aktivt forholder sig
til kirken og kristendommen som en
del af dansk kultur og det at være
dansk. Og så lever jeg efter den tese, at
kristendom ikke nødvendigvis praktiseres
bedst ved at gå i kirke og tro på alle
kirkens dogmer, men derimod ved
aktivt at være med i et debat- og kulturfællesskab,
der vægter omsorg og
hensyntagen til vore medmennesker
højt.
Måske er der flere som jeg, der ønsker
at kæmpe for en kirke, der sætter
kærligheden over troen og håbet?
21

Det grundtvigske i dag. Stilstand og
bevægelse
For nogle år siden holdt jeg et foredrag
om den grundtvigske arv. Det har jeg
gjort både før og siden, men denne
gang var det i særligt manende omgivelser,
nemlig i Schrøders stue på Askov
Højskole. Det historiske lokale hvor de
ophængte portrætter af de store gamle
forstandere gennem generationer
har bivånet både inspirerende samtaler
og trivielle trakasserier samt manet
mangen en højskolelærer eller – elev til
at huske på, hvad det hele handler om,
når man holder højskole på grundtvigsk
vis. Tilhørerne befandt sig i den pæne
ende af aldersskalaen. Det føltes rigtigt
og helt efter bogen. Jeg talte om arven,
og måden den gennem tiderne er blevet
forvaltet på, og de lyttede velvilligt.
Lige indtil en, i den sammenhæng, yngre
mand pludselig følte trang til, med høj
og klar stemmeføring, at bekende, at
han ikke alene var grundtvigianer, men
at han også var blevet det for ganske
nylig. Forsamlingen, og ikke mindst jeg
selv, blev slået af mild forundring. Hvad
var det manden sagde?
For – for det første – den slags hører
man jo sjældent al den stund, at ganske
få i dag kalder sig grundtvigianere.Vi er
vel nærmest grundtvigske. Er vi ikke?
Grundtvig, det er jo ham med højskolerne,
salmerne, og alt hvad der er godt
at sige om demokrati, frihed og tolerance
i dagens Danmark.Vi vedkender
ham os gerne, priser den virkning han
har haft på vores samfund. Men i en tid
og en sammenhæng, hvor så meget
andet er kommet til – den globalisere-
22
Henrik Wigh-Poulsen
Domprovst i Odense
de virkelighed, andre religioner, indvandring,
alt i alt en verden i stadig forandring
– ynder vi jo ikke at sælge os til
den ene idé, den ene livsanskuelse. Vi
går nødigt i række og geled. Vi går
nødigt i takt. Vi går helst hver for sig,
glade, verdensåbne og i mange forskellige
retninger. Sådan er det. Og så nøjes
vi med, sådan lidt forbeholdent, at have
en vis del i Grundtvig og skrive ham på
den lange, lange liste over åndelige
partshavere i vores brogede butik af
anskuelser og inspirationer.
Men når man så oven i købet siger, at
man er blevet grundtvigianer, så anslår
man nogle meget ugrundtvigske strenge.
Det lyder jo næsten pietistisk. Og
hvis der er noget vi ikke er, så.... Og så
er det jo også sådan, at det grundtvigske
folk i vores dage mestendels
består af børn af huset. Man har det
som regel med sig hjemmefra. Ikke kun
fra barndomshjemmet, men gennem et
langt liv hvor der til stadighed er tæret
på arven fra højskoleophold, kirkegang
og menighedsrådsarbejde. Man deler

en vis indforståethed med grundtvigske
anskuelser, synspunkter, livsformer og
måder at være sammen på. Man er vokset
ind i det med andre ord.
Men ham her. Han var altså blevet det.
Sådan lige på en gang. Og så grundtvigianer.
Men derved blev det ikke. For måden
han var blevet det på, var mildest talt
heller ikke den sædvanlige. ”Jeg er buddhist”,
forklarede han, og uddybede det
nogenlunde sådan her: ”Da jeg besøgte
min lærer i Japan, fortalte han mig, at
han er grundtvigianer, og nu er jeg så
også blevet det!”.
Og den er for så vidt god nok. Grundtvig
har haft en virkningshistorie i Japan.
Som han i øvrigt også har haft det i
Indien og Baltikum og flere andre steder,
hvor folk har været – og stadigvæk
er - optaget af højskoler og myndiggørelse
af forsømte og forarmede
befolkningsgrupper.
Men hvad skulle vi sige den formiddag i
Schrøders stue? Det var jo lige før, som
der står i folkevisen om Agnete og havmanden,
at de små billeder de vendte
sig om.Til de to indledende brud med
grundtvigsk sædvane føjede nu hele
tre, endnu større og endnu mere uhørte,
sig til: omgang med fremmede religioner,
individualistisk læring og, alt i alt,
noget meget lidt dansk.
Men den unge og velvilligt indstillede
grundtvigianer ramte ikke kun ind i
grundtvigianismens hjertekule, han
ramte også hovedet på sømmet. Så han
er god at tage udgangspunkt i, hvis man
skal forstå hvad der er udfordringen til
det grundtvigske i dag.
Overordnet må man fastslå, som allerede
antydet, at det grundtvigske traditionelt
har været noget, man er født ind
i, eller er blevet ført ind i gennem sin
opvækst. Man kan kalde det en livstolkning
eller en livstydning, måske ligefrem
en livsstil, hvor man har pejlet efter
nogle værdier, der nok har været klare
for de deltagende, men som har været
svære at forklare eller udlægge for
dem, der kom til, og dem, der nysgerrigt
spurgte. Og generationerne for
hvem højskole og folkeliv og foredragsaftner
og gymnastik og kirkegang var
noget selvfølgeligt, har ikke altid haft let
ved at forklare det, når nogle spurgte
ind til, hvad det grundtvigske sådan i
grunden er. ”Prøv selv efter”, er det
bedste svar, jeg har hørt refereret i den
sammenhæng. Men det er lettere sagt
end gjort, når ham, der siger sådan, har
brugt et helt menneskeliv på dét forehavende.
For er der noget, der kendetegner nye
generationer, så er det, at man spørger,
hvis man er nysgerrig. Ganske enkelt
fordi vi efter det sidste halve hundrede
års generelle opbrud fra det, man kalder
de givne fællesskaber, ikke længere
tager noget selvfølgeligt. Der er så
meget andet, der er så mange udbydere
på den lokale markedsplads, der er
så mange andre fællesskaber og sammenhænge
end dem, vi blev sunget
eller talt eller ført ind i ved faders og
moders hånd, gennem skolen eller gennem
kirken. Impulserne fra den store
verden, individualismen, medierne,
mængden af informationer tillader ikke
at noget forbliver usagt og selvfølgeligt.
Der er ikke tid og tålmodighed til at
vokse ind i tingene og afkode dem.
23

Tiden er til overskrifter, PR og kommunikationsvidenskab.
Vi venter ikke alt
for længe på svar. Og det skal helst
være klart.
Gamle højskolefolk taler om, hvordan
deres lærere aldrig talte om, præcist
hvad det grundtvigske er. Det var bare
noget, der var der, og som man ikke talte
om. Det var der heller ikke grund til.
Højskolen var en institution, et slags
åndeligt monopol for videbegærlige
unge fra især landlige miljøer. Den lå
der. Man kom til den og voksede med
den. I nogle familier og miljøer var det
en tradition.
Og vi der ligesom vidste det, og som
levede det grundtvigske, hvad enten det
var i kirke og i skole, vi som har det i
blodbanerne, vi kan ikke finde ord, når
der spørges. Og de ord vi finder, klinger
måske underligt gammeldags. Og når
man så ikke har ord, så råder tavsheden.
Og tavshed fører til forsvinden. Så
til de der gerne vil bringe liv og unge
mennesker ind i et grundtvigsk fællesskab
og videreføre det som sådant, er
den altoverskyggende udfordring, at
gøre sig klart, hvori det grundtvigske
består, og hvori det adskiller sig fra de
andre fællesskaber, der tilbydes. Der
skal udlægges, tolkes, nyformuleres i
klare ord. Ja, det er lige før man skal til
det, som de gamle grundtvigianerne i
vidt omfang klarede sig uden, nemlig
læse Grundtvig selv. Og det kan være
svært nok. Et eller andet sted er man jo
ikke som grundtvigianer til det med de
døde bogstaver. Man kan jo også forklare
sig ihjel.
Grundtvig mente selv, at den grundt-
24
vigsk inspirerede menighed – ”de gammeldags
kristne” som han kaldte dem -
ville fremstå som noget særligt og kalde
på yderligere tilslutning på grund af
menighedens liv, dens salmesang, bøn
og bekendelse. Ingen tvivl om, at der
kunne de grundtvigske menigheder
noget særligt. Hvordan er det lige i dag,
grundtvigianere?
Men selvom den grundtvigske ”lære”
forekommer at være truet, og de
”bevidste” grundtvigianere, i de udtalt
grundtvigske miljøer, er tvunget til at
føre klar tale – kirkeligt og folkeligt -
for at få nye til, så lever det grundtvigske
jo på mange måder fortsat godt
i al dets uudtalthed. Efterskolerne med
deres klare grundtvigske arv har stor
succes. Det samme kan man sige om
enkelte højskoler, selvom tiden bruges
mere på golf end på genfortælling af
Danmarkshistorie. I kirkeligt regi boomer
kirkehøjskolerne med foredrag og
sang fra højskolesangbogen. Flere virksomheder
dyrker morgensang. Som
nævnt dukker Grundtvigs navn stadigvæk
op i internationale sammenhænge,
hvor der diskuteres udvikling og undervisning.
I tidens værdidebat og kulturkamp
bobler grundtvigske argumenter
lige under overfladen. Og når danskerne
til stadighed udviser trofasthed
overfor folkekirken skyldes det ikke
mindst den grundtvigske indflydelse.
Pointen er bare den, at i alt hvad dette
angår, finder vi det grundtvigske i en
ofte stærk opblandet udgave, som en
impuls, en måde at være sammen på, en
ubevidst inspirationskilde, en katalysator
i debatten, hvor så meget andet og
så meget forskelligt indgår. Det er

svært at pege det grundtvigske ud. Det
er, som det er blevet sagt, en vandåre i
den danske åndelige undergrund, og
den vander højst forskellige og uventede
steder.
Og det må være konklusionen: Det
grundtvigske er stadigvæk i omløb. Som
en indstilling, som en holdning, som et
særligt udsyn. Det lever et, nogle gange,
skjult liv i kulturen, i kirken, i skolen og
den politiske debat. Det popper op fra
tid til anden i argumenter og initiativer.
Men der hvor det fastholdes som en
klart defineret bevægegrund og baggrund
kræves der en ekstra indsats for
at få nye generationer i tale med eksplicit
grundtvigske argumenter. Så slipper
man ikke for at gå i kødet på den
Kirken indvendig
gamle, læse ham, debattere ham, nyformulere,
bruge det fra ham, man kan
bruge, og lade resten ligge til andre
tider. Og det er der ikke noget forkert
i. Sådan har grundtvigianere – undskyld
de grundtvigske – gjort med ham til alle
tider.
Grundtvig var altid i debat med sin
samtid. Og det skal han fortsat være,
hvis han skal overleve et århundrede
til. Så leve den flertydige og uforudsigelige
Grundtvig! Buddhisten på Askov
var ikke et tegn på det grundtvigskes
forfald.Tvært imod. Med folk som ham
vil der fortsat være liv i de gamle klude.
Det grundtvigske vil fortsat være i
bevægelse.
25

Indsamling
26
125
Program
for 125 års jubilæet
søndag den 30. november 2008
Kl. 10.30: Gudstjeneste.
Afsløring af kunstværk.
Kl. 12.00: Middag på Lomborg
Gymnastik- og Idrætsefterskole.
Taler, underholdning og sang.
Pris: 125 kr. pr. person.
Der er mulighed for kørsel fra kirken til Lomborg
Gymnastik- og Idrætsefterskole.
Tilmelding til præsten telefonisk, 97 82 00 52, eller
pr. mail, spaludan@mail.dk, senest den 15. november
2008.
I anledning af Valgmenighedskirkens 125-års jubilæum, vil vi sætte en indsamling i
gang til indkøb af et kunstværk. Hvis man ønsker at deltage, kan man henvende sig
i Vestjysk Bank og indbetale et beløb på konto.nr. 7730-1306021. Gaver er fradragsberettigede
– gælder også firmaer. Husk at opgive navn og cpr-nr.
Bestyrelsen

De gamles eftermiddag i Lemvig Valgmenigheds præstebolig ca. 1932
Sommermøde fra 2006
27

Gudstjenester i Johanneskirken
OKTOBER
5. oktober 20. s.e.trinitatis Kl. 10.00 K
12. oktober 21. s. e. trinitatis Kl. 10.00
19. oktober 22. s.e.trinitatis Kl. 10.00 Kurt V.Andersen
26. oktober 23. s.e. trinitatis De midt-og vestjyske valgmenigheders
fælles efterårsmøde i Kjellerup
Valgmenighed. Gudstjeneste i Levring
kirke kl. 10.30. Se program under møder.
NOVEMBER
2. november Alle Helgens Dag Kl. 10.00 K
Alle Helgens søndag i Lemvig Valgmenighedskirke.Ved
gudstjenesten på Alle
Helgens søndag den 2. november læses
fra prædikestolen navnene op på dem,
der er døde i Lemvig og Omegns Valg
menighed siden sidste Alle Helgens Dag.
9. november 25. s.e.trinitatis Kl. 10.00
16. november 25. s.e.trinitatis Kl. 10.00
23. november Sidste søndag i kirkeåret Kl. 10.00 Kurt V.Andersen
30. november 1. s.i advent Kl. 10.00 Jubilæum K
DECEMBER
7. december 2. s. i advent Kl. 9.00 Kurt V.Andersen
14. december 3. s. i advent Kl. 14.00 K
Efter gudstjenesten adventssang i salen
ved Anette Kaasgaard Pedersen og Sidse
og Svend Burchardt.
21. december 4. s.i advent Kl. 10.00
24. december Juleaften Kl. 16.00
25. december Juledag Kl. 10.00 K
26. december 2. juledag Kl. 10.00 K
Fra den 15. september til den 30. november er Marie kirken, Bøvling Valgmenighedskirke,
lukket. De søndage, hvor valgmenighedspræsten i Bøvling og Lemvig
afløser hinanden, holdes der kun en gudstjeneste i Lemvig Valgmenighedskirke.
Valgmenigheden i Lemvig kan se frem til et efterår med mange fælles gudstjenester
med kirkegængere fra Bøvling Valgmenighed.
K for kirkebil
Kirkebil til gudstjenester/arrangementer bestilles dagen i forvejen inden kl. 13.00.
Pris 15,- kr. Bemærk at ordningen kun er gældende indenfor Lemvig kommunes
grænser. City Taxi tlf. 97 82 14 15.
28

Møder og arrangementer
Mandag den 6. oktober kl. 19.30 – Månedsmøde.
Forsvarsminister Søren Gade holder foredrag.
Forsvarsminister Søren Gade vil i sit oplæg fortælle om forsvaret, herunder Danmarks
internationale engagement samt de opgaver danske soldater løser rundt
omkring i verden – blandt andet i Afghanistan. Søren Gade vil også fortælle om
sit virke og dagligdagen som minister både i og bag kulisserne.
Søndag den 26. oktober i Kjellerup Valgmenighed kl. 10.30.
De midt- og vestjyske valgmenigheders fælles efterårsmøde.
Gudstjeneste ved valgmenighedspræst Karen Marie Ravn kl. 10.30 i Levring Kirke.
Efterfølgende middag og samvær på Levring Efterskole. Efter middagen sanghalvtime
ved Lene Henriksen. Derefter foredrag ved valgmenighedspræst Kurt V.
Andersen, Bøvling om "Ånden fra 68".
Pris pr. deltager: 250 kr. Bus fra Lemvig.Tilmelding til Signe Paludan senest 10.
oktober.
Mandag den 3. november kl. 19.30 – Månedsmøde
Sangaften med sangforfatter og forhenværende højskolelærer Jens Rosendal,
Sønderjylland.
Jens Rosendal kommer på besøg og taler om sine sange og salmer.Vi synger så
mange af dem, vi har lyst til. Dels fra højskolesangbog og salmebog, men også fra
den nyudgivne samling "Evangeliesange".
Søndag den 30. november kl. 10.00 – 125 års jubilæum fejres.
Efter gudstjenesten middag på Lomborg Gymnastik- og Idrætsefterskole. – Se
programmet på side 26.
Søndag den 14. december kl. 14.00 – Eftermiddagsgudstjeneste med
efterfølgende sang i salen.
Efter gudstjenesten vil Anette Kaasgaard Pedersen, Sidse og Svend Burchardt stå
for sang i salen.
Ferie og fridage:
Jeg holder ferie fra den 16. - 20. oktober. Jeg holder fri fra den 20. - 24. november
samt fra den 4. - 8. december. Embedet passes af valgmenighedspræsten i Bøvling,
Kurt.V.Andersen, telefon: 97 88 56 50.
29

Fra valgmenighedens årsmøde
På valgmenighedens årsmøde sidst i april var der genvalg til alle bestyrelsesmedlemmer
på valg. Bestyrelsen har efterfølgende konstitueret sig som hidtil:
Daniel Eiler
formand
Ingeborg Refstrup,
næstformand
Gustav Madsen,
kasserer
Hanne Lund,
sekretær
Gudmund Olsen,
kirkeværge
Nanna Bach
Ulla Lauritsen
Forsamlings-salen udlejes
til medlemmer til brug ved mindesammenkomster, bryllupper, fødselsdage, konfirmationsfester
og lignende begivenheder. Pris 600,- kr. Nærmere aftales med bestyrelsen
v/ Ulla Lauritsen, tlf. 97 82 36 08 (vinter) og 97 82 36 98 (sommer)
Gudstjeneste på
Klinkby bo- og
dagcenter
Onsdag den 22. oktober kl. 14.30
Gudstjeneste på
Dagcentret, lemvig
Tirsdag den 14. oktober kl. 10.15
Tirsdag den 11. november kl. 10.15
Gudstjeneste på
Lemvig sygehus
Onsdag den 10. december kl. 18.30
30
Døbte:
29/6: Jeppe Agger, Lomborg
3/8: Ida Bekker, Lemvig
Døde:
18/7: Anny Sejbjerg Laursen, Lemvig
16/8: Maren Broe, Lemvig
Lemvig Valgmenigheds hjemmeside:
www.lemvigvalgmenighed.dk/

Afs. Lemvig og Omegns Valgmenighed
Kokholmvej 5, 7620 Lemvig
Hvem hvad hvor
Valgmenighedspræst Signe Paludan,
Kirkevej 4, tlf. 97 82 00 52
E-mail: spaludan@mail.dk
Valgmenighedens bestyrelse:
Formand Daniel Eiler,
Østerbrogade 33, tlf. 97 88 97 88
E-mail: bodil-daniel@dlgpost.dk
Næstformand Ingeborg Refstrup,
Heldumvej 51, tlf. 97 82 19 12
Kasserer Gustav Madsen,
Nr. Møllevej 5, tlf. 97 82 05 96
E-mail: hvassesgaard@lemvig-vest.dk
Sekretær Hanne Lund, Sprogøvej 115,
7680 Thyborøn, tlf. 97 83 25 26
E-mail: strierl@tdcadsl.dk
Kirkeværge Gudmund Olesen, Hyldeparken 5,
tlf. 97 89 19 49
E-mail: guttesus@olesen.mail.dk
Ulla Lauritsen, Havnegade 22,
tlf. 97 82 36 08 (vinter) - 97 82 36 98 (sommer)
Nanna Bach, Lemvigvej 57, tlf. 97 83 73 20
E-mail: bach_nanna@hotmail.com
Forretningsfører Aase S. Kallesøe,
Kokholmvej 5, tlf. 97 83 65 75
ask@lemvig-vest.dk
Organist Sidse Burchardt, Havfruen 24, Holstebro
tlf. 97 81 10 80
Kirkesanger Anette Kaasgaard Pedersen,
Sollystvej 1, tlf. 97 81 11 69
Kirketjener Line Stokholm Jensen,
Kirkevej 2, tlf. 23 25 20 39
Præsten træffes
Præsten har ingen speciel træffetid – mandag dog
kun efter aftale.
Kirkebladet
Udkommer 4 gange årligt: I. januar, I. april, I. juli
og I. oktober. Redaktion: Sidse Burchardt, Kirsten
Mohr Christensen, Ingeborg Refstrup og
Signe Paludan.
Indlæg til bladet modtages gerne og skal
afleveres senest den 1. december 2008.
B
Kirkelige handlinger
Dåb:
Anmeldes til valgmenighedspræsten i god
tid, inden dåben skal finde sted. Barnets
fødselsanmeldelse, forældrenes dåbsattester
samt evt. vielsesattest afleveres til
sognepræsten i forældrenes bopælssogn
med anmodning om videre tilrettelæggelse
af valgmenighedspræsten.
Vielse:
Aftales med valgmenighedspræsten i god
tid, inden vielsen skal finde sted. Parternes
dåbsattester og en prøvelsesattest,
som udstedes af borgmesterkontoret i
én af parternes bopælskommuner, afleveres
til sognepræsten i det sogn, hvor én
af parterne bor, med anmodning om
videre tilrettelæggelse af valgmenighedspræsten.
Begravelse/bisættelse:
Dato og tidspunkt aftales med valgmenighedspræsten.
Dødsfaldet anmeldes til
begravelsesmyndigheden(sognepræsten).
Besøg i hjem og på sygehus:
Alle er meget velkommen til at ringe på
egne eller andres vegne, hvis der ønskes
besøg af præsten til samtale og/eller
hjemmealtergang. Jeg får ikke besked om
indlæggelser på sygehus, så I må sende
bud, hvis nogen har brug for mig.
Signe Paludan