på templets tinde - Selskab for Bibelsk Arkæologi

HISTORISK OG ARKÆOLOGISK SIDELYS PÅ BIBELEN
Messianske fristelser i Jerusalem
på templets tinde
Denne tegning viser tempelpladsen set fra Jerusalems
vestlige bydel med Oliebjerget i baggrunden. Siden det 5.
århundrede har kirkens tradition placeret templets tinde
ved det sydøstlige hjørne ud mod Kedrondalen (længst til
højre på tegningen). I denne artikel argumenteres der for,
at templets tinde var ved det sydvestlige hjørne, der vendte
ind mod byen (forrest i billedet) og var det perfekte sted at
henvende sig til en stor folkemængde. © Leen Ritmeyer.
Af lektor på Menighedsfakultetet og redaktør af TEL,
Morten Hørning Jensen
Jesu fristelse kaldes ofte ’fristelsen i ørkenen’. Den kun-
ne dog lige så godt hedde ’fristelsen i Jerusalem’, da en af
fristelserne fandt sted på ”templets tinde”. Et arkæolo-
gisk fund kaster lys over, hvor templets tinde var og viser
os, hvad fristelsen egentlig handlede om.
www.bibelskarkaeologi.dk
SENSATIONELLE UDGRAVNINGER
Nogle af de mest sensationelle udgravninger i Israel er dem, der
blev foretaget i kølvandet på seksdageskrigen i 1967 ved tempelpladsens
sydvestlige hjørne. Lag på lag har arkæologerne gravet
sig ned, så vi nu nærmest som i en tidslomme kan få et glimt af,
hvordan Herodes den Stores Jerusalem så ud.
Blandt de mange bemærkelsesværdige fund rager en fl ot
indskrift højt op. Den blev fundet næsten ud for tempelpladsens
sydvestlige hjørne og var oprindeligt indgraveret på en af de
sten, der dannede rækværk øverst på muren.
Desværre mangler den sidste del af indskriften. Enten
knækkede stenen, da tempelmuren blev væltet efter Jerusalems
indtagelse i år 70, eller også blev den ved et sort uheld hugget
over, da englænderen Charles Warren i 1867 gravede en skakt
ned netop på dette sted.
Bogstaverne er smukke og tydelige. På den del, der er tilbage,
står: ”Til hornblæsningsstedet for …”
Hvordan man skal udfylde den manglende del, er der lidt
forskellige bud på. Én teori er: ”Til hornblæsningsstedet for
… præsterne”. En anden ”… for templet”.
13
TEL 4/2010

En tredje ”… for at annoncere” og endelig en fjerde ”… for at
adskille mellem hellig og almindelig tid”. Den mest accepterede
oversættelse er: ”Til hornblæsningsstedet for at annoncere”.
I alle tilfælde har vi at gøre med et særligt sted. Det sted,
hvor præsterne blæste i trompet, når noget skulle annonceres for
byens indbyggere.
Sådan Sådan forestiller forestiller en en kunstner kunstner sig, sig, at at det det så så ud, ud, når når præsterne præsterne blæste blæste i i
trompet fra templets tinde. © Leen Ritmeyer.
HORNBLÆSNING I JERUSALEM SOM BYENS LYSTAVLE
Det var nemlig præsternes ansvar og opgave at gøre byen og hele
landet opmærksom på, hvornår dagen begyndte og sluttede, og
ikke mindst, hvornår sabbatten begyndte og endte.
Josefus fortæller os helt præcist om et sted ud for den nedre
bydel, hvor præsterne gik op på taget af søjlegangene rundt omkring
tempelpladsen for at annoncere sabbattens indtræden (Den
jødiske Krig 4.582). Efter al sandsynlighed er det netop dette sted,
vi nu kan lokalisere.
Dette sydvestlige hjørne er samtidig det, der er tættest på
byens hjerte. Herfra ville det meste af Jerusalem kunne høre trompetstødene.
Det var herfra man annoncerede vigtige meddelelser.
Det var her byens ’lystavle’ var.
De fl este trompetstød var forventelige. Nu begyndte eller sluttede
dagen osv. Men hvis der blev blæst i trompet uden for disse
tidspunkter, ville det alarmere byens befolkning, og den store
åbne plads neden for hjørnet ville hurtigt blive fyldt af nysgerrige.
Hornblæsningsstedet var altså den perfekte ramme for proklamation
af noget nyt i Jerusalem og således også det perfekte sted
for annonceringen af en ny Messias-kandidat!
MESSIANSKE FRISTELSER
Det er netop det, der sker under ”fristelsen i ørkenen”, der i
virkeligheden lige så godt kunne kaldes ”fristelsen i Jerusalem”, da
den sidste fristelse ifølge Lukasevangeliets kronologi foregår på
”templets tinde”.
En afgørende ting ved alle tre fristelser er, at selvom de på
overfl aden rummer almindelige menneskelige fristelser som sult
og magt, så rammer de dybt ned i centrale løfter om Messias i GT.
Som vi skal se nu, og som hornblæsningsstenen i Jerusalem
hjælper os til at forstå, så fristes Jesus ikke til ikke at blive Messias.
Det er netop det, han fristes til. Fristelserne er messianske
fristelser!
STEN TIL BRØD
Den første fristelse falder i forlængelse af de 40 dages faste,
hvorefter Djævelen siger til Jesus: ”Hvis du er Guds søn, så sig, at
stenene her skal blive til brød” (Matt 4,3). På overfl aden kan man
forstå fristelsen som et menneskeligt behov for at blive mættet.
Men allerede de 40 dage leder tanken hen på Moses, der
også fastede 40 dage på Sinaj bjerg (2 Mos 34,28). Moses var
jo netop den, der skaffede folket brød i ørkenen, og en af de
vigtigste Messiasprofetier i GT går på Moses, som siger til folket:
”Herren din Gud vil af din midte lade en profet som mig fremstå
for dig, en af dine egne; ham skal I adlyde” (5 Mos 18,15).
Derfor ventede mange jøder også, at den kommende Messias
vil gøre nogle af de samme tegn som Moses, og da Jesus senere
giver folket brød at spise, vil nogle straks gøre ham til konge (Joh
6,14-15).
14 Selskab for Bibelsk Arkæologi
TEL 4/2010

Tre messianske
fristelser
1. Sten til brød som den nye
Moses (Luk 4,3, jf. 5 Mos
18,15).
2. Arve jorden som den nye
Davidskonge (Luk 4,6,
jf. Sl 2,8; 72,8; Es 49,6).
3. Anerkendes i Jerusalem
som Messias (Luk 4,9,
jf. Es 28,16; Sl 14,7).
En stor åben plads omgav tempelpladsen ved det sydvestlige hjørne. Mod syd var den ældste bydel, Davidsbyen, og mod vest den nye bydel opført
under hasmonæerne og Herodes. Stedet var ideelt til at samle byens befolkning til annoncering af vigtige nyheder. Modellen her er fra Jerusalems
bymuseum på citadellet. Foto: Morten Hørning Jensen.
ALLE VERDENS RIGER
Den anden fristelse foregår ifølge Lukas
på et højt bjerg. Fristeren viser Jesus alle
verdens riger og tilbyder ham al denne
magt og herlighed, hvis blot Jesus vil kaste
sig ned og tilbede ham.
Hornblæsningsstenen Hornblæsningsstenen var var oprindeligt oprindeligt en en del del
af gelænderet øverst på tempelmuren. Selve
stenen er den originale, mens indskriften
er en genpart. Den originale indskrift
opbevares på Israels Museum. Foto: Morten
Hørning Jensen.
www.bibelskarkaeologi.dk
På overfl aden kan man forstå fristelsen
som almindelig magtbegær, men igen er
den dybt rodfæstet i GT’s profetier om
Messias. Salme 2,8 taler om, at Guds søn
skal have ”folkene som ejendom og den
vide jord som arvelod”. Salme 72,8 siger,
at der skal komme en konge, som skal
”herske fra hav til hav og fra fl oden til
jordens ender”.
At eje alle verdens riger var intet
mindre end et Messiaskendetegn. Jesus
tilbydes altså en genvej til opfyldelsen af
sin messianske gerning.
ELASTIKSPRING
FRA TEMPLETS TINDE?
Den tredje fristelse i Lukas’ version (den
anden hos Matthæus) foregår i Jerusalem,
hvor Djævelen stiller Jesus på templets
tinde og frister ham til at kaste sig ud og
lade engle gribe sig. Endnu engang citerer
han et løfte i GT. Denne gang fra Salme 91
om, at engle vil sørge for, at han ikke støder
sin fod på nogen sten (Luk 4,10-11).
Hvad skal vi lægge i denne fristelse?
Er det en test på, om Jesus er modig nok
til et ’elastikspring’, eller ligger der igen en
dybere messiansk fristelse bagved?
HVOR VAR TEMPLETS TINDE?
Svaret på det hænger sammen med, hvor
vi kan lokalisere templets tinde, og om
vi kan forbinde den med hornblæsningsstenen.
Ifølge vores skriftlige kilder skal vi
lede efter et sted med tre kendetegn.
For det første skal det i sagens natur være
et højt sted, man kan springe ud fra.
For det andet skal det være et sted i
tempelkomplekset, men ikke nødvendigvis
et sted på selve tempelbygningen, der
rummede Det Hellige og Allerhelligste. Det
ord, der er brugt for ”tempel”, er nemlig
ikke det snævre ord, der alene betegner
tempelbygningen, men det ord, der blev
brugt om hele komplekset med forgårde
og søjlehaller.
Endelig ved vi, at templets tinde var et
tydeligt sted, hvorfra man kunne ses, og
folket kunne tiltales. Det indtryk får man i
hvert fald fra den kristne forfatter fra det
andet århundrede, Hegesip, der fortæller,
hvordan Jesu bror Jakob blev slået
15
TEL 4/2010

Lag på lag har arkæologer siden 1968 gravet sig ned igennem århundrederne. Ved et besøg i
dag går man på Herodes den Stores fortov rundt om tempelmurene og fornemmer, hvor mæg-
tigt et bygningsværk templet var. Foto: Morten Hørning Jensen.
ihjel af folkets ledere kort før år 70. Rygterne
om Jesu opstandelse havde skabt uro
i befolkningen. Jakob blev derfor bedt om
at tiltale folket fra templets tinde og skabe
ro. Men i stedet styrtede de ham ned.
Har vi et sted, der matcher disse tre
kendetegn? I kirkens tradition har man
siden det 5. århundrede peget på et
andet sted: det sydøstlige hjørne ud mod
Kedrondalen. Der byggede kejserinde
Eudokia en lille helligdom til minde om
fristelsen. Når hun valgte dette sted hang
det sammen med, at det var her, den
delvist nedrevne tempelmur stod højest
på dette tidspunkt. På Jesu tid var der
ifølge eksperten Leen Ritmeyer 43 meter
ned. Men selvom det var højt, så var det
ikke et særligt tydeligt sted, da det vendte
ud mod Kedrondalen og Oliebjerget. Altså
væk fra selve byen.
Et andet forslag er, at templets tinde
var et af hjørnene på taget på selve
tempelbygningen. Selvom det er et bedre
forslag, er det heller ikke sandsynligt.
Folkets ledere ville næppe styrte Jakob i
døden fra selve tempelbygningen og ned i
præsternes forgård.
Pilen peger derimod mod det sydvestlige
hjørne: Dette hjørne var også på Jesu
tid højt; ifølge Leen Ritmeyer 42 meter og
altså kun én meter lavere end hjørnet ud
mod øst. Det var også en del af det store
tempelkompleks. Men frem for alt var
det et tydeligt sted. Neden for det havde
Herodes skabt en stor åben plads, der
kunne rumme mange tusinde mennesker.
Med god grund var det her, man lod blæse
i trompet, hvis noget skulle bekendtgøres.
Selvom det ikke kan endeligt godtgøres,
så tyder meget altså på, at ”hornblæsningsstedet”
også var kendt som
”templets tinde”.
OPHØJELSE OG FANFARE
PÅ TEMPLETS TINDE
Det egentlige i den tredje fristelse bliver
dermed tydeligt: Jesus fristes til at lade
trompeterne blæse foran sig; til at samle
Jerusalems befolkning for sine føder; og
til at lade sig ophøje og hylde som konge
og Messias over Jerusalem med templets
tinde som tronstol!
En Messias skal jo anerkendes i Jerusalem,
som Jesu brødre tørt minder ham om (Joh
7,3-5), og befrieren skal komme fra Zion
(Rom 11,26). Intet sted ville Jesus nemmere
kunne vise sig for verden som en
messias i al herlighed og magt.
En senere jødisk tradition i den rabbinske
tekst Pesiqta Rabbati bekræfter denne
forventning: ”Vores lærer har sagt: Når
kongen, Messias, åbenbares, så kommer
han og står på taget af templet. Så vil han
forkynde for israelitterne og sige: ’I arme,
jeres forløsningstid er nu kommet …’”
EN SENERE OPHØJELSE
Jesus fristes altså ikke til ikke at blive
Messias. Messiasanerkendelsen lå lige til
højrebenet og trillede næsten i mål af sig
selv på templets tinde. Selv Djævelens ordvalg,
”hvis du er Guds søn”, er snarere en
konstatering end en prøve, der lige så godt
kunne oversættes: ”Da du er Guds søn”.
Fristelsen i Jerusalem er en Messiasfristelse!
Trods det afviser Jesus tilbuddet og
ender med en anden ophøjelse på en høj
lidt uden for byen. For mange – hvis ikke
alle – jøder var synet af Jesus ophøjet på
et kors det sikre tegn på, at han var en
fejlslagen Messias. I skuffelse går f.eks. to
af disciplene væk fra Jerusalem og beklager
sig til en fremmed over deres brudte
forhåbninger om ”ham, der skulle forløse
Israel” (Luk 24,21).
Jesus blev aldrig ’folkets Messias’, der
skaffede ét folk fred, ved at slå et andet –
romerne – ihjel. I stedet er det NTs vidnesbyrd,
at han skaffede fred med Gud gennem
den forbandede ophøjelse på korset.
Som i et langt jubelråb genlyder overraskelsen
efter opstandelsen: ”Jesus er Messias”
(Joh 20,31; ApG 9,22; 18,5.28 mv.).
Nok forbandet – men ikke fejlslagen.
En jødisk dreng gør sig klar til at fejre konfi
rmation ved Grædemuren ved at blæse i
shofarhorn. Det sydvestlige hjørne af tempelpladsen
med templets tinde ses i baggrunden.
Foto: Morten Hørning Jensen.
16 Selskab for Bibelsk Arkæologi
TEL 4/2010