Juleopgave - Spejdernet

RAZAT 

MedleMsblad for bævere og ulve Nr. 3 NoveMber 2009-10-26 spejderNet.dk/grazat 

Skrabekalender 

– på bagsiden 

Skrab og få ekstra meget ud af din GRAZAT kalender. 

Vind en ekstra julegave. 

Særnummer 

Julekalender i 

24 kapitler 

Juleeventyr - Det viDste Du ikke om Jul – GrAZAt, nu som mAleboG 

sJove opGAver mens Du venter på Jul – nu 28 siDer

Bladet udgives af: 

KFUM-Spejderne i Danmark 

Rysensteensgade 3, 1 

1564 København V 

Tlf.: 70 10 26 66 

grazat@kfumspejderne.dk 

Redaktør: Anette Karkov 

Indhold: Louise Mousten Vestergaard 

Illustration og layout: 

Malene Hald, www.malenehald.dk 

Foto: Jeppe Carlsen 

Opgaver: www.opgavebureauet.dk 

Forsidemodeller: Victor S. Jørgensen og 

Cecilia Svarre-Andersen 

Velkommen 

LEDER – Jul betyder fest og i hele december måned 

forbereder vi årets største fest. Godt nok ved vi, at 

Jesus ikke blev født i december måned, men da vi 

ikke ved, hvornår det skete, så blev det vedtaget for 

mange, mange år siden at fejre hans fødsel lige efter 

årets korteste dag. 

Og det er det helt rigtige tidspunkt at fejre den. Jesus 

bliver kaldt ”verdens lys”; vi tænder lys over alt og 

glæder os over at lyset vender tilbage, at vi går en 

lysere tid i møde. Midt i den mørkeste tid har vi brug 

for at feste for lyset. 

Når vi forbereder den store fest, hygger vi med at 

pynte op, bage lækre kager og vi mødes med venner 

og familie for at feste på forskud. Vi bliver mindet om, 

at december måned er kærlighedens måned, hvor 

vi skal være gode ved hinanden. Vi giver penge til 

velgørende formål og husker på at fodre de vilde dyr. 

Det er en dejlig måned, selvom den dog sommetider 

drukner i alt det, vi gerne vil nå og alle de penge vi 

mener, vi skal bruge på at vise vores kærlighed. Gaveræset, 

som kan skræmme enhver og få tallene på 

kontoen til at blive røde. 

Men for en fremmed kan den største gave være, det 

smil du giver. For en ven kan det være det skulderklap, 

der siger, at du er der for ham. For dit barn kan det 

være den tid, du bruger på at være sammen med det. 

Jesus viste os blandt andet, at den største gave vi kan 

give er tid og opmærksomhed, for først når vi bliver 

set og hørt, føler vi os levende og elsket. 

Essensen af Julen er festen for lyset og kærligheden. 

”Verdens lys” og Guds kærlighed lever hele året rundt, 

og derfor giver jeg min datter ret, når hun ønsker sig 

jul hele året. 

SiDe 6 

SiDe 4 

SiDe 9 

SiDe 25 

grå Jul: Siden 1900 har der kun været hvid jul 7 gange i Danmark. Hvid jul betyder, 

at mere end 90 % af Danmark er dækket af end ½ cm sne. Sidste gang var i 1995. 

1. december 

Hold så op med at løbe rundt, og sæt jer ind i bussen! 

Spejderleder Jørgen mærkede sveddråberne på 

panden. Han forsøgte at tælle de 23 tropspejdere, 

han havde taget med på overlevelsestur til Dalarne i 

Midtsverige. 23 spejdere. Eller var det 25? Jo han kunne 

tælle til 25. For der ved bussens bagende stod Julie 

og pillede Bertram i øret med en grankvist, mens han 

surmulende viftede hende væk. 

- Hop så ind, så kører vi! råbte han til dem. 

Han talte igen; 21…22…23. Det var da 23 ikke? Buschaufføren 

begyndte at tromme fingrene utålmodigt 

mod instrumentbrættet. 

- Vi er klar om et øjeblik, sagde han til chaufføren, som 

nu havde ventet i en halv time. 

Han kiggede sig omkring. Det så ud til at alle børnene 

var kommet på plads i bussen, og selv Julie og Bertram 

stod ikke længere i sneen. Så var der nok styr på det hele. 

- Så du det? 

Julies stemme var skinger, og hun smed straks grankvisten, 

hun havde forsøgt at vride ind i Bertrams 

øregange. 

- Så hvad for noget? mumlede Bertram. 

Julie stemme var nu kun en hvisken: 

- Jeg så noget. Det var meget mærkeligt. Et lille dyr 

med hat på! Så du den ikke? 

Bertram mumlede, at det rablede for hende, men Julie 

var allerede på vej ind i et tæt buskads, og hun kiggede 

lige ned i jorden. 

- Kom nu med Bertram! kommanderede hun. 

Bertram så på den forvirrede spejderleder Jørgen, der 

var i gang med at mase de store patruljetelte ind i 

bagagerummet. Han trak på skuldrene og fulgte efter 

hende. 

Julie og Bertram havde været venner altid. De gik 

i samme klasse og var i samme spejdertrop, og så 

boede de også i hvert sit hus på Birkevænget. Det var 

Bertram, der havde overtalt Julie til at starte til spejder. 

Men altid hende, der overtalte ham til alt andet. 

- Hvad er det vi leder efter? 

spurgte Bertram 

skeptisk, da de 

havde gået et par 

minutter. Julie 

stoppede op og 

pegede på nogle 

små spor i sneen: 

- Fodspor. Og de er helt friske. Jeg tror, det er nissespor! 

Det er hvert fald meget mærkeligt det her, 

svarede hun kryptisk. 

Bertram satte sig på hug og nærstuderende de små 

fordybninger i sneen. Det varede lidt, før han rejste sig 

op. 

- Glem det Julie, det er bare en mus, der har løbet her. 

Kom vi skal tilbage nu. Bussen kører lige om lidt! 

Bertram vendte sig beslutsom om og gik mod bussen. 

Julie fulgte modvilligt efter ham. De nåede lige til 

parkeringspladsen, som bussen satte i gang, og det 

sidste, de så, var de røde lygter, da bussens bagende 

svingede ud på den store vej. 

Juleopgave 

De to tegninger ser ens ud, men det er de ikke. prøv 

om du kan finde 5 ting der er forskellige 

2 i Grazat 3/09 i KFUM SpEJDErNE KFUM SpEJDErNE i Grazat 3/09 i 3 

1

Må Jeg ByDe Dig et kirSeBær: risalamande lyder fransk og betyder da også ”ris med mandel.” 

Men i virkeligheden er der tale om en dansk opfindelse fra omkring år 1900. 

2. december 3. decemeber 

De er kørt uden os! 

De havde set bussen trille ud på vejen og dreje nede 

ved det skarpe sving. alle de andre spejdere var på 

vej hjem og sad sikkert og guffede vingummier i 

den lune bus, mens de sang glade fællessange fra 

spejdersangbogen. 

Han smed sin rygsæk og satte sig med 

et hjælpeløst bump ned i sneen. 

- De opdager lige om lidt, at 

vi mangler, og så kommer 

de tilbage efter os! Julies 

stemme var optimistisk, 

men formildede 

ikke Bertram. 

- Det var også bare 

fordi du absolut skulle 

løbe efter den dumme 

spidsmus! hvæsede Bertram, 

mens Julie skulede 

surt til ham. Det kan godt være, 

at det bare var musespor, de havde 

set i sneen, men det hun havde set i buskadset 

var noget andet. 

- Hvorfor ringer vi ikke bare til dem? Så kommer de 

tilbage og henter os. 

Han lyste op og trak noget op af tasken. 

- Se lige denne skat her, triumferede han over for Julie: 

Den har FM radio, 1,8 tommer LCD colour display, 

Bluetooth, understøtter USB og Googlemap og så 

vejer den kun 35 gram! 

- Jeg forstår ikke, hvad du ævler om, svarede Julie. 

Kan den ringe? 

Bertram var altid ham der havde udstyret i orden. 

altid det smarteste spejdergrej og nyeste teknik. 

Hans rygsæk var stopfuld, men indeholdt altid det, 

man lige stod og manglede. Julie derimod var ikke så 

god til at få tingene med, og var flere gange kommet 

af sted uden hverken sovepose eller 

tandbørste. 

Han indtastede spejderleder 

Jørgens telefonnummer 

og satte telefonen til 

øret. Efter nogle 

sekunder lod han 

mobilen falde ned i 

lommen. 

- Næh. Der er ikke 

noget mobilsignal. 

Bertram hev så et stort 

kort op af tasken. Så må 

vi selv finde hjem, mumlede han. 

- Her er vi. Bertram pegede på en 

lysegrøn plet på kortet. 

- Og her skal vi hen. 

En rød plet på kortet viste den nærmeste by. 

- Nej. Er det ikke der, vi skal hen? Julie pegede vredt 

på Danmark på kortet, et godt stykke til venstre. 

- Har du tænkt dig at gå til Danmark? Der er måske 

600 kilometer hjem. Om du så kan gå 20 kilometer 

hike om dagen, vil vi først være hjemme til januar. 

Næh vi er nødt til at finde en by, så vi kan finde en 

telefon og få ringet hjem. Der er højst et par kilometer. 

Jeg skal nok vise vej. 

Juleleg – I skoven eller haven kan man om efteråret og et godt stykke ind i vinteren finde en 

masse flotte blade, der er faldet af træerne. prøv at samle en stor bunke blade. Sæt en kogle fast for enden 

af ståltråden. Sæt blade på ståltråden indtil hele stykket er fyldt med de flotte blade. afslut evt. med endnu 

en kogle, kastanjeskal eller lignende. Du kan også male den med sølv eller guld-spray for at gøre den endnu 

flottere. Fastgør en snor i toppen og hæng bladkoglen op. 

JoMfru Maria på tv: i italien fejrer man mange steder julen ved at tage til midnatsmesse i kirken. 

Mange vælger også at se det direkte i tv optaget fra peterskirken i rom. 

Bertram, vi har gået i 

over tre timer. Jeg tror 

du har set fejl på 

kortet? 

Bertram skævede 

vredt til hende. 

Selvfølgelig 

havde han ikke 

ser fejl på kortet. 

Han havde jo taget 

både stifindermærke, 

orienteringsmærket og vildmarksmærket. 

Hvad vidste Julie i øvrigt om det – hun havde 

kun sådan nogen skøre mærker hun selv havde lavet 

ud af gammelt stof og garn, fordi hun aldrig fulgte 

med til instruktionerne, når de var til spejder. 

Men de havde faktisk gået langt. Han hev derfor et 

instrument op af rygsækken 

- Se denne lille datamat her. Den er ufejlbarlig. En 

håndholdt GpS, den nyeste nye indenfor sin slags, 

med touchscreen og navigationshjul og så fungerer 

den via satellit og altså også her ude i ødemarken, 

hvor der ikke er noget mobilsignal 

- Med denne GpS kan jeg hente vores præcise koordinater, 

og så skal jeg nok fortælle dig, hvordan vi 

kommer hjem. Bertram begyndte at trykke febrilsk på 

den trykfølsomme skærm. 

Julie ventede. Og ventede. Og ventede. til sidst 

kiggede hun ham over skulderen og så, hvad også 

Bertram så. En sort skærm. 

- altså Bertram, jeg kan godt se den er smart sådan 

en, men den virker nok bedst hvis man har husket 

batterierne. 

Hun fik straks ondt af ham, og skyndte sig at sige. 

- Skal jeg prøve at trylle et par batterier frem med min 

magiske tørklæde og tryllekartoffel? Du ved jo, at jeg 

har taget tryllemærket? 

- Genial ide Julie….altså ikke det med trylleriet. Men man 

kan selvfølgelig lave sit eget batteri. Se hvad jeg har her… 

Bertram stod igen med hovedet i sin kæmpe rygsæk. 

Op trak han to kartofler, en blyant, to søm, noget 

kobbertråd og en stump ledning. Han stak et søm i 

hver kartoffel og tråd og ledninger brugte han til at 

forbinde kartoflerne med sin GpS. 

- Du må have spist spejderhagl! udbrød Julie. 

- Men se, det virker, udbrød Bertram. Julie troede 

ikke sine egne øjne, da hun så hvordan der kom lys i 

GpS´ens skærm ved hjælp af en kartoffel. 

- Hurra…det virker. Så skal vi bare finde ud af…..hvordan….vi…..Bertram, 

slukkede du nu for den igen? 

Lyset havde varet i nøjagtigt 12 sekunder. Så slukkede 

det. 

Hun vidste godt, at hun ikke skulle spørge mere. Det 

var vist et batteri med kort levetid. 

Juleopgave – Billedlotteri 

Hvem får først pladen fuld? 

tegningerne skal råbes op i nummerorden. 

2 

4 i Grazat 3/09 i KFUM SpEJDErNE KFUM SpEJDErNE i Grazat 3/09 i 5

JuleManDenS kænguruer: 

i australien er julemandens slæde ikke trukket af rensdyr, men derimod af seks kænguruer. 

4. december 5. december 

Hvad tror du, det var, vi så i buskadset? 

spurgte Julie. 

De havde sat sig på et par 

træstubbe for at hvile sig lidt 

og planlægge deres næste 

træk. 

- Du så. Ikke vi! rettede 

Bertram hende. Jeg så ikke 

andet end dig, som havde 

fået øje på en indbildt trold med 

hat. 

Julie lod sig ikke slå ud af hans spydige bemærkninger. 

- Bertram, jeg er sulten. Skulle vi ikke lave nogen 

pandekager og varm kakao med flødeskum? Spurgte 

Julie henrykt. 

- God ide, svarede Bertram med påtaget begejstring. 

Jeg ser lige, om jeg har noget flødeskum i tasken…. 

Han åbnede for sin rygsæk og løftede nogle af de 

store ting ud, så han bedre kunne finde deres mad 

nede i bunden; en hængekøje, en selvoppustelig kano 

og et patruljeflag. Julie så forbløffet til. Det var alligevel 

imponerende hvor meget han kunne klemme ned i 

den rygsæk! Så lagde han alle madvarerne ud: Ud over 

et par feltflasker med lidt vand i og en pakke knækbrød 

var der et halvt glas tyttebærsyltetøj, en stump 

rensdyrpølse samt seks tuber Kalles Kaviar, som han 

bredte ud på jorden foran dem. 

- Nej desværre ingen flødeskum. 

- Mmhh….Knækbrød med Kaviar er også fint, mumlede 

Julie. 

Hun tog knækbrødet og smurte fisken på tube ud 

på det. Mens hun knasede på det tørre brød, rystede 

Bertram feltflaskerne og kiggede grundigt på maden 

foran dem. 

- Julie vi har kun mad til få dage, og vandet slipper op i 

dag. Hvis vi ikke hurtigt finder ind til byen dør vi af sult 

og tørst. Bertram lød bekymret. 

Julie rystede på hovedet. 

- Slap af Bertram. Vi dør ikke af tørst. Der er masser af 

sne, som man bare kan spise! 

Hun tog en stor håndfuld sne i hånden, 

og proppede den i munden. 

- Har du spist søm! Julie, ved 

du ikke, at man ikke må 

spise sne! udbrød Bertram 

forfærdet. 

- Jamen… kun hvis det er 

gult sne ikke? spurgte Julie 

med munden fuld af sne. 

- Nej! Slet ikke hvis det er gul 

sne. Men heller ikke selv om det er hvidt. Hvis du 

spiser sne, sænker det din kropstemperatur og giver 

dig kuldeskader i munden. 

Julie spyttede straks sneen ud af munden og kiggede 

på ham. 

- Vi er altså nødt til at finde hjem snart. 


prøv om du kan finde 

vej ind til bålet, så 

du kan få bagt dit 

snobrød 

3 

HøJt fra træetS grønnetop: Hvert år fældes der mere end 100 millioner juletræer 

i europa og nordamerika, og mange af dem dyrkes i Danmark 

Bertram tog kortet op af lommen, foldede det ud på 

jorden foran sig og kiggede indgående på det. 

Indimellem løftede han blikket og kiggede sig omkring. 

Hans hjerne arbejde så det knagede, mens han 

forsøgte at huske de spejderfærdigheder han lærte, 

da han tog sit orienteringsmærke. 

- Vi er cirka her, og vi vil gerne herhen. 

Bertram vendte og drejede kortet og pegede på det. 

Det grønne på kortet er skoven, det blå er søer og 

vandløb, og de små røde prikker er små byer. Så skal 

vi bare mod nord! 

Bertram snakkede mest med sig selv, mens Julie 

havde sat sig på jorden for at iagttage ham. Hun 

havde aldrig rigtig fulgt med i de spejdertimer, hvor 

de havde arbejdet med orientering, men det var også 

rigtig kedeligt, og man ville alligevel aldrig få brug 

for at kunne finde rundt i en skov...Hvert fald 

ikke så tit! 

- Vi kan bare følge nordstjernen. 

Den er altid mod nord, og så ved 

vi at vi er på rette vej, forsøgte Julie 

sig, men kiggede så op på en skyfri 

frostklar 

blå morgenhimmel. 

- God ide Julie, men det er 

altså lyst nu, og der er ingen 

stjerner at se. Men ved du, 

hvad vi kan? 

Bertram lyste op i et smil: 

- Vi kan se på træerne. 

Der vokser altid mos på 

træernes nordsider. Så 

ved vi, hvilken vej vi 

skal gå. Og kortet viser, at vi skal mod nord. 

- Eller mod syd hvis man vender kortet om. Julie brød 

pludselig ind. Og syd er altid nedad på kortet. altså 

ved vi, at vi også bare skal gå ned ad bakken her. 

Julie var et stort smil, ved tanken om det logiske i sin 

påstand. 

Bertram vendte kortet om. Julie var sjov og sød. Men 

kvik til at finde vej, det var hun ikke. Og hun havde 

hvert fald ikke ret i det med, at syd var nedad i landskabet. 

Men måske havde han vendt kortet forkert? De 

indså, at de nok ikke kom hjem lige med det samme. 

farv Selv 


friMærker til Jul: Julemærket er en dansk opfindelse fra 1904, som i dag også bruges i andre lande, 

blandt andet uSa. oprindeligt blev det brugt til at samle penge ind til børn med sygdommen tuberkulose. 

i dag går pengene til julemærkehjem, som tager sig af børn med problemer som overvægt og mobning. 


Det var begyndt at sne. Små snefnug væltede vægtløs 

ned fra himmelen. Ingen af dem vidste længere 

hvor lang tid de havde gået. De havde prøvet at finde 

ud af, hvor på kortet de var. problemet var, at de ikke 

havde nogle ordentlige fix-punkter at forholde sig 

til. Skoven var fuld af træer, og de havde endnu ikke 

stødt på noget i landskabet, som de kunne navigere 

efter på kortet. Ikke en vej, ikke en særlig stor sø. 

Ingen sti, hvor mennesker havde gået. Kun træer og 

skovbund. Det var umuligt for dem, at finde ud af 

hvor på kortet de præcist var, og hvilken retning de 

skulle gå. 

Bertram havde til sidst i 

mangel af bedre lyttet 

til Julies råd om at gå 

ned ad bakken for 

at komme sydpå. 

Det var derfor 

med lidt blandede 

følelser, at han 

modtog Julies 

jubelråb nogle 

meter foran sig: 

- Jubii! Se 

Bertam, jeg har 

fundet en vej… 

Bertram kom 

op på siden af 

Julie. Inde midt i 

skovbunden, lå en 

lille nedtrampet sti 

foran dem. En sti som mennesker 

havde lavet. 

- Sejt! Stier leder altid til 

steder, hvor mennesker bor. 

Hvis vi følger stien, kommer 

vi til en by. Det er 

fantastisk Julie. Vi skal 

bare følge stien, så er 

vi næsten allerede hjemme. Bertram var henrykt, og 

omfavnede Julie. 

- Se Bertram, jeg er slet ikke så dårlig til at finde vej! 

smilede Julie 

De næsten løb ned ad den trampede sti, i glæde over 

endelig at være på rette vej. Omkring dem samlede 

sneen sig til større og større snefnug. De sparkede 

for sjov til de små bunker af sne, der begyndte at 

samle sig omkring dem, og samlede små kugler til 

snebolde, de kunne kaste efter hinanden. Snart blev 

det meget koldt og vådt, og Julie begyndte at ryste af 

kulde. Mørket trængte sig på, og stien begyndte at 

blive dunkel. 

- Måske skulle vi slå 

lejr, og fortsætte 

når det bliver lyst? 

foreslog Julie. 

Bertram hev det 

lille 2-personers 

telt op af rygsækken 

og foldede 

et par soveposer 

ud. De var 

udmattede 

og kolde da 

de faldt i søvn, 

men også 

fortrøstningsfulde. 

Da de 

lukkede øjnene, 

smilede de 

begge, mens de puttede 

sig i det bløde for. 

farv Selv 

BøøøHHHH: i dag er en julebuk en halmfigur, der er bundet, så den ligner en gedebuk, 

men i gamle dage var en julebuk en mand, der klædte sig ud som en ged og skræmte børnene ved juletid. 

Vinden susede udenfor det lille telt. Det var stadig 

nat, da Julies kolde hænder ruskede i Bertram der var 

langt væk i drømmeland. Berrtams 3-sæson soveposer 

gjorde ikke meget gavn i en iskold svensk skov i 

december, især ikke når man som Julie ikke var iklædt 

fornuftigt termo-undertøj. 

- Bertram vågn op! Det er smadderkoldt og jeg fryser! 

Kan du ikke godt gøre noget? 

Der kom små grynt nede fra soveposen, men Julie 

blev ved. Lyden af hendes konstant klaprende tænder, 

fik til sidst Bertram ud af fjerene. 

- Skal jeg tænde et bål, så du kan få varmen? 

Julie nikkede. 

Bertram blev hurtigt tændt ved tanken om at få lov at 

lege med ild, og inden længe var han ude af teltet og 

i gang med at hente brænde, som han samlede i en 

pæn bunke i tilpas afstand fra bålet. 

- Så er der snart varme Julie. 

Bertram holdt et stort stykke vat i den ene hånd, med 

den anden hånd tændte han ild med sin lighter. Der 

gik straks ild i vattet, men så snart han kastede det 

ned i bålet, slukkedes det. 

Han forsøgte igen. Og endnu en gang. Men brændet 

var vådt, og en lille smule brændende vat ikke nok til 

at få ild i bålet. 

til sidst kastede han vredt lighteren fra sig, gik ind 

i teltet, hev en stor himstregims op af rygsækken, 

mens en måbende Julie så til. 

- Øh hvad er det der Bertram? Julie pegede. 

- Nu skal du se engang, Julie. 

Berrtam tog en stor metalstang i den ene hånd, og 

en tung metalbeholder på ryggen. En flammekaster! 

Flammerne blev spyet ud af metalrørets munding, 

og snart var der ild i det lille bål. 

Bertram kastede flammekasteren fra sig 

og gik tilbage i teltet, hvor han krøb ned i 

soveposen. 

- Hvor har du sådan et instrument fra? spurgte 

Julie undrende. 

- Nåh..den! Det er nyt standardudstyr fra spejderbutikken 

55Nord. Men jeg tror ikke de sælger så mange. 

Sov nu Julie. I morgen kommer du hjem. 



4

firkantet Jul: 

Den første tv-julekalender blev sendt i 1962 på Dr. tv2 var med på kalender-bølgen fra 1990. 


De vågnede til lyden af 

fuldstændig stilhed. 

Vinden i træerne var 

hørt op, blæsten 

havde fundet ro 

og den hvide sne 

lagde en isolerende 

dyne om hele 

skoven. Himlen var hvid, og træernes grene dækket af 

et tykt lag af ren hvid sne. 

- Så Julie. Vinden har lagt sig, nu kan vi gå videre, sagde 

Bertram tilfredst, da han lynede teltet op og kiggede ud 

på det snehvide landskab. 

Julie gned sig i øjnene og spærrede dem straks efter 

helt op. 

- Wow, har du set det! Det er jo helt vildt. Vi kan 

bygge en iglo, lave den vildeste snemand. Vidste du 

at jeg har det sorte bælte i snekamp. Jeg har også et 

uniformsmærke der beviser det.. Kommer du ikke 

totalt meget i julehumør? Og se, vi har haft besøg i 

nat. Små fodspor overalt i sneen. 

Bertram studerede sporene indgående. Julie var allerede 

ude af soveposen, og i fuld gangmed at få støvlerne 

på. Inden Bertram kunne nå at stoppe hende, var hun 

ude af teltet, og i gang med at lave engle i sneen. 

Mens hun blafrede med armene i sneen, havde Bertram 

rejst sig op og var i gang med snøre sine vinterstøvler. 

- I sne står urt og busk i skjuuul…..det er så kooooldt 

heruuuu…. 

Julie var helt væk i sin egen sang, og selv om hun 

selv mente, at hun havde et særligt sangtalent bevist 

gennem ”skønsanger-mærket” i hendes lomme, var 

Bertram ikke overbevist. 

- Julie, vi har ikke tid, vi skal af sted nu, så vi kan komme 

hjem i dag. Hvis vi følger stien er vi fremme om femseks 

timer…. 

Bertram drejede forvirret rundt om sig selv. Stien! Hvor 

var stien! Den var der da lige her? Men der var ikke 

nogen sti. I stedet var der 20 centimeter ren hvid sne, 

overalt hvor han vendte sig. Stien var væk. Stien burde 

være lige her. Eller var det der? 

Dér lige foran ham stirrede et par små mørke øjne på 

ham. Bertram stivnede. Hvad er det? Hvem er det? Var 

den en…? Nej….eller….måske… 

Øjnene var vidt opspærrede og fødderne plantet i de 

små fodspor, og inden Bertram kunne nå at reagere, 

forsvandt det lille væsen så pludseligt som det var 

kommet. tilbage var kun nogle små spor i sneen og 

en Bertram så overrasket, at han var holdt op med at 

trække vejret. 

SpLat! 

En snebold susede gennem luften og ramte ham i 

nakken, hvor den splattede ud i kolde iskrystaller, der 

langsomt smeltede og gled ned under trøjen. Julie 

fnisede bag ham, men han blev ikke vred. 

- Julie! Julie! Jeg har set den…det sjældne dyr du snakkede 

om. Den var lige her! Den var brun som et egern. 

Men det var ikke et egern. Det lignede også at den 

havde hat på, og stribede fødder….Jeg har aldrig set 

noget lignende….og se der er dens fodspor…. 

Julie smilede. 

- Fint, så tror du jo på mig. Hvad siger du til at vi først 

kommer hjem om et par dage, og i stedet ser om vi 

ikke kunne gøre os fortjent til ”Finder af et meget sjældent 

dyr” mærket. 


5 

DagenS gåDe: Hvad kalder man en meget gammel snemand? 

Svar: vand! 

Er du overhovedet sikker på, at der findes sådan et 

”Finder af et meget sjældent dyr” mærke, spurgte 

Bertram, da de havde fulgt de små fodspor i sneen 

noget tid. 

- Ja. Selvfølgelig. Men 

du kender sikkert 

kun de danske 

mærker. De 

virkelig gode 

mærker findes 

i andre lande. 

Det er der, jeg 

har mange af 

mine bedste 

mærker fra. 

Julie tog en 

hånd i lommen 

og fiskede 

en håndfuld stofstykker op. 

- Denne her er for eksempel det japanske ”Sushi-mærke”, 

som man kun får, hvis man kan samle en makirulle 

på under 30 sekunder, og dette mærke er et ”God 

mod dyr” mærke, som jeg har fået, fordi jeg engang i 

Spanien reddede nogle fugleunger, der var drattet ned 

fra reden. 

De havde fulgt fodsporene i sneen længe, og ingen 

af dem var længere sikre på hvilken 

retning de gik i. Med næsen dybt 

begravet i den hvide sne, havde de 

fulgt de små spor op ad bakker og ned 

igen. rundt om store træer, over en 

lille frossen bæk. Fodsporene lignede 

på afstand ikke andet end små prikker 

i sneen, men når man kom helt tæt på, 

kunne man se aftegninger, der mest af 

alt lignede små menneskefødder, ikke 

mere end 3-4 centimeterlange. 

- Hvis vi bare følger sporene længe 

nok, så skal vi nok finde ud af hvor det 

sjældne dyr gemmer sig, mente Julie. 

Men sporene fortsatte. Og fortsatte. til sidst kom der 

flere spor i sneen foran dem, denne gang så store som 

menneskefødder. 

- Se Bertram, det ligner vores 

fodaftryk! grinede Julie. 

Bertram satte sig på hug 

for at nærstuderede 

sporene og kiggede 

derefter op på Julie. 

- Det er vores fodspor. 

Vi er gået i ring 

Julie. Men se der! 

Bertram pegede: 

- Nu er der ikke ét 

sæt små fodspor, 

men derimod to! Fodsporene 

var bag deres aftryk. 

Nogen var altså gået bag 

dem hele tiden, 

Julie kiggede sig forsigtigt over 

skulderen og hviskede: 

- Jeg tror nogen følger efter os! 

6 



i SteDet for en vitaMinpille: Man kan spise gran, som faktisk indeholder en del C-vitamin. 

faktisk er der mange kokke der bruger de friske nåleskud i retterne på dyre 

og smarte restauranter og man kan selv f.eks. lave en granis. 

10. december 

De havde endnu engang slået lejr for natten. Om morgenen 

vågnede de ved at høre mystiske lyde ude foran 

teltet, som om nogen luskede 

rundt udenfor. Men da de lynede 

teltet op, var der ingenting at se. 

Ud over små spor i sneen igen. 

Helt tæt på teltet. 

- Der er altså nogen, som er 

meget interesserede i os, 

pointerede Julie, da hun fik 

øje på de små fodaftryk. 

- Det skal jeg lige love for. 

Og ved du hvad Julie, jeg 

har lagt mærke til sporene; 

det ligner dem fra i går, 

men det er det ikke. Der er 

forskel på dem. De her er en lille 

smule større og lidt bredere. Jeg 

tror der er mere end én. 

Der lød pludselig en høj og dybt brummende lyd, og 

Julie kiggede forfærdet på Bertram. 

- Hørte du det! Jeg tror, de er her igen! 

Bertram kiggede ned. 

- Næh, det var bare min mave der brummede. Jeg er 

iS MeD granSirup 

200 g sukker 

½ liter vand 

En håndfuld grannåle, f.eks. fyr eller lærk 

smadder sulten, og vi har næsten ikke mere at spise. 

Hvad siger du til, at vi dropper det sjældne dyr og i stedet 

finder tilbage til stien, så vi kan komme 

hjem igen? 

Julie nikkede modvilligt. 

Øv! Nu var de ellers lige 

så tæt på. 

Bertram rakte ud efter 

sin rygsæk for at 

tage kort og 

kompas op 

af sidelommen. 

Han 

følte sig lidt 

frem. Mærkeligt. Han 

var helt sikker på at begge 

dele skulle ligge i sidelommen. 

Han hev rygsækken tættere på, så han bedre 

kunne se. Det var der ikke! 

Minutiøst begyndte han at tømme rygsækken ting for 

ting, indtil den var tom. Intet kompas. Intet kort! 

- Jeg tror vores ubudne gæster er nogle værre tyveknægte! 

sagde han til sidst. 

Kom vand og sukker i en gryde, og lad det koge svagt ved lav varme. Efter ca. 20 minutter tager du gryden 

af varmen og putter grannålene i den varme sukker. Lad det stå i ½ time. Si grannålene fra og sæt din sirup i 

køleskabet. 

Gransirup smager godt på vanilieis. 

prøv Selv! 

en røDnæSet lille fyr: rudolf findes ikke i virkeligheden. 

rensdyret med den røde næse blev opfundet i 1939 til stormagasinet Montgomery Ward i uSa, 

som havde brug for en julefortælling til reklameformål. 

11. december 

11. DEcEmbER -Bertram var vred, og ikke så let at formilde. 

Kombinationen af, at nogen havde stjålet hans 

kort og kompas, og det faktum at de var næsten løbet 

tør for mad, gjorde hans humør sort og dystert. Oven i 

købet så det ud som om, at de havde tabt noget af deres 

proviant på vejen. Eller var det også blevet stjålet? 

Julie forsøgte at formilde ham, ved at give ham et af 

deres sidste stykker knækbrød. 

- Her Bertram, spis det her! 

Hun holdt en skive knækbrød med Kalles 

Kaviar frem foran ham, som han modvilligt 

tog imod. 

- Det er snart jul. Derhjemme sidder de og 

guffer æbleskiver, klejner og pebernødder, 

og imens er vi blevet glemt i en skov uden 

mad og vand. Øv for en december! surmulede 

han. 

Julie kiggede på Bertram, og lyste så op i et 

stort smil: 

- Jeg forstår ikke, hvorfor du surmuler 

Bertram. Det er der da ingen grund til. prøv 

at se dig omkring. Vi er jo ikke i en ørken, 

men midt i en skov. Der er masser af ting, man kan 

spise; Nødder, rødder og skovhindbær….jeg elsker 

hindbær! 

- Fint nok hvis det var sommer. Men jeg tror ikke, at 

du finder hindbær i december, mumlede Bertram. 

- Kunne det ikke være sejt, hvis vi selv kunne finde 

vores mad…. 

Julie lod sig ikke slå ud så let. Hun begyndte med 

stor iver at grave i sneen og samlede sig efterhånden 

en hel håndfuld grankogler. 

- Egern og mus spiser kogler, så kan vi da også, 

påstod hun. 

Hun tog koglen op til munden, og brækkede et 

stykke af, som hun tyggede lidt på. 

- Føj! 

Hun spyttede det ud igen. 

- Okay, måske har du ret Bertram. Skal vi se, om vi kan 

finde tilbage til stien? 

- Næh! VI skal på jagt efter de små bæster, og jeg tror, 

at vi er på sporet af dem. Der er ingen tid at spilde, lad 

os komme af sted, 



7

DagenS vitS: Hvad sagde det store lys til det lille lys? 

Svar: Jeg går ud! 

12. december 

Hvad tror du, de er for nogen? spurgte Julie. 

- Jeg ved det ikke, svarede Bertram og stoppede op: 

- og jeg ved heller ikke længere, om det er os, der på 

jagt efter dem, eller dem som holder øje med os 

Han pegede på sneen foran dem, hvor små sten i den 

hvide sne formede en række tegn og bogstaver. 

- Milde makrel! Hvad er det! udbrød Julie, da hun fik øje 

på tegnene i sneen. 

”I Er IXXE VELXOMNE. VEND StraXS OM ELLEr DEr 

VIL SE ULYXXEr!” 

- Hvad er det, der står? Det ligner bogstaver, men jeg 

forstår ikke alle ordene! sagde Bertram. 

- ”I er….” .og så kan jeg ikke læse, hvad der står? tror 

du, det er et budskab til os? 


Bertram nikkede 

stille. Inde i sit hoved 

prøvede han at tyde 

sætningen ord for 

ord. 

- Jep, og jeg 

ved hvad der 

står. prøv at 

sætte et andet 

bogstav 

på X’ets plads! 

svarede han 

bedrevidende. 

Sne-kakao 

Julie tænkte, så det knagede, mens hun satte forskellige 

bogstaver på X’ets plads. Hun startede med 

bogstavet a. 

- ”I er iaae velaomne……” Nej det giver ingen mening 

- Måske B. ”I er ibbe velbomne……” det giver heller ikke 

mening….mmhh hvad med C…`? 

- K, udbrød Bertram utålmodigt. prøv med bogstavet K 

i stedet! 

Julie tænkte sig lidt om. Så kiggede hun forfærdet på 

Berrtam. 

- Ved du hvad der står! 

- Ja, og det er ikke godt, sagde Bertram. Der står; ”I Er 

IKKE VELKOMNE. VEND StraKS OM ELLEr DEr VIL SE 

ULYKKEr!” 

-tror du vi skal være 

bange? hviskede 

Julie. 

-De kan tro nej. Vi er 

ikke bange for sådan 

nogle små gnavere 

som dem, og 

de skal ikke 

tro, at de kan 

skræmme os. 

Bare vent til jeg får 

fat i dem.” 

prøv Selv! 

Der er ikke noget bedre end varm kakao på en snevejrsdag. Til en kop kakao skal du bruge en spiseskefuld 

kakaopulver og en kopfuld vand. men hvis man nu bruger sne i stedet for vand, hvor meget skal 

man så bruge. En halv, en hel eller to liter sne? Prøv dig frem og husk kun at bruge ren nyfalden sne. 

gift til Jul: Julestjernen er en plante med røde blomster, som ses overalt til jul. 

planten er giftig, og i Mexico hvor den kommer fra, kan den blive 5 meter høj. 

13. december 

- Når jeg finder den lille gnaver, som forsøger at 

skræmme os, så laver jeg den altså til rullepølse! 

Bertram var rasende, 

og den sidste time 

havde han ikke 

lavet andet, end at 

fortælle Julie, hvad 

han ville stille op, når 

han endelig fik fat i 

det lille væsen, som 

stjal deres ting og 

sendte dem truende 

beskeder. 

- Jeg hakker den til 

småkød og laver den til 

en julemedister. Så får vi også julemad i år….gnækkede 

han. 

Julie rystede på hovedet. Hun var ikke interesseret i at 

se blod. Kun i at komme tættere på et meget sjældent 

dyr. 

Om natten blev de enige om ikke at lade sig overraske 

endnu engang, og Bertram foreslog, at de skiftede 

til at holde vagt foran teltet. De blev enige om, at 

Bertram skulle starte med at holde 

vagt mens Julie kunne sove. 

Under hans vagt først på aftenen 

havde han en stor stavlygte i 

hånden, klar til brug hvis ubudne 

gæster endnu en gang forsøgte at 

trænge sig på. Men vagten forløb 

fredeligt, og da han begyndte at 

glippe med øjnene af træthed, gik 

han ind i teltet til Julie for at lave 

vagtskifte. 

Julie var knap nok vågen, da hun 

modvilligt tog stavlygten i hånden 

og bevægede sig ud af teltet for 

at tage sin tørn. Snart hørte hun 

Bertram snorke indefra teltet. 

- Øv at sidde her midt om natten, tænkte hun, mens 

hun varmede hænderne i bålets sidste gløder. 

- Det er jo heller ikke fordi, der sker alverden. 

Mon der kunne ske noget, hvis jeg 

lige lukkede øjnene bare fem 

minutter? 

Hun hvilede hovedet mod 

Bertrams rygsæk, og inden 

der var gået et minut, var 

hun tilbage i drømmeland. 

Mens bålet knitrede, 

og Bertram 

og Julie sov, lød en 

raslen i buskadset 

bag teltet. Ingen af dem hørte de 

små skridt, der listede sig ind på den 

sovende Julie, og stjal stavlygten fra hende. 



8

førSte DanSke Juletræ: 

Det første kendte danske juletræ blev tændt på Holsteinborg gods på Sydsjælland i 1808. 

traditionen med at tage et grantræ ind i stuen var kommet til Danmark fra tyskland 

14. december 

-Vågn op Julie! 

Julie åbnede øjnene, og så op på en rasende 

Bertram, der stod over hende. 

Bålet var gået ud, og solen var stået op. Hun 

missede med øjnene. 

- Se lige engang. Du faldt i søvn, selv om 

du lovede at holde vagt. Og det værste er, 

at rundt omkring dig vrimler det med små 

fodspor fra lystige skovtrolde, der har danset 

omkring dig, mens du sov. Og de har stjålet 

vores stavlygte! 

- Skovtrolde! Spurgte Julie. 

- tror du, at det er det, de er? 

- Det ved jeg ikke men..aaaaVVVV! 

Bertram skreg af smerte, som en stor gren 

meget pludseligt faldt ned i hovedet på ham. 

Oppe i træet skulede et par små vrede øje på 

dem; 

- av av av av….den kastede noget efter mig… 

Bertram trampede forvildet rundt mens han skiftevis 

Juleopgave! 

9 

tog sig til hovedet, hvor små striber af rødt blod farvede 

hans kinder og pegede op i træet, hvor de vrede 

øjne nu var væ. 

Julie var straks oppe, og bad ham om at stå stille. 

- tag det roligt Bertram! Lad være med at fare rundt. 

Nu skal jeg…. 

Hun hældte indholdet fra rygsækken ud på jorden til 

hun fandt førstehjælpskassen. Hun tog flasken med 

sprit, som hun i en hurtig bevægelse fik hældt ud 

over Bertrams ansigt. Var det ikke det, de havde lært 

på førstehjælpskurset? Frem med gazebindet for at 

stoppe blødningen. 

- Stå så stille Bertram, ellers kan jeg ikke hjælpe dig! 

Bertrams skreg fortvivlet af smerte, mens han forsøgte 

at få øje på den lille fyr i træerne, som nu var væk. 

Julie hældte sprit i såret og viklede gazebindet omkring 

hans hoved. til sidst var han viklet helt ind i 

gazen. 

- Så Bertram, hjalp det lidt på det? 

Hun gik et skridt tilbage og studerede resultatet. 

Bertram skulede vredt på hende. 

- Jeg tror faktisk at et plaster var nok! 

MMMH MarCipan: Marcipan er lavet af sukker og mandler. 

Men under anden verdenskrig kunne man ikke få mandler og brugte derfor kartofler i stedet 

15. december 

– Julie ventede på, at Bertram skulle komme ud af 

teltet. Efter hendes mindre heldige forsøg med at yde 

førstehjælp, havde han trukket sig tilbage i teltet, og 

lynet det bag sig. Hun turde ikke gå ind til ham. 

Fra teltet havde der nu i flere timer lydt mærkelige 

lyde. Det lød som om, han hamrede på noget. Og 

savede? Julie anede ikke, hvad han havde gang i 

Endelig kom han ud af teltet. I hånden bar han en 

masse ting, et patruljeflag og et stykke papir, som 

han stolt holdt op foran Julie. 

- Hvad er det du har lavet? spurgte Julie ham undrende. 

- En fælde, svarede Bertram. I morgen har jeg fanget 

den skovtrold eller nisse, eller hvad 

vi nu skal kalde den, som 

har generet os i flere 

dage nu. 

Stolt fremviste 

han tegningen 

for 

Julie, som 

viste den 

konstruktion, 

han 

forestillede 

sig ville 

virke 

- Nu stil- 

ler jeg den op, så skal du se i morgen, hvordan den 

fungerer. 

- Når trolden kommer ind her og henter lokkemaden, 

skubber den til grenen, og gryden falder ned over 

den. Og Vupti, så har vi stegt skovtrold til aftensmad. 

- Hvad skal være lokkemad? spurgte Julie. 

- Har vi ikke en tube Kalles Kaviar? svarede Bertram. 

- Det tror jeg altså ikke, at skovtrolde og nisser spiser? 

Julie var ikke overbevist. 

- Har du et bedre forslag? 

Julie rystede på hovedet. 

- Fint, smilede Bertram: 

- Så er det bare at vente! 

JuleManDen koMMer flyvenDe – Vi ved godt at man ikke må snakke med mad i munden, 

men med denne leg, som er sjovest når man er flere, er det altså nødvendigt! alle deltagere får tre pebernødder 

i munden, hvorefter de skal sige “julemanden kommer flyvende med alle sine rensdyr”. Hvis det går godt får man en 

pebernød mere. Hvis man ikke kan høre hvad der bliver sagt eller man ikke kan have flere pebernødder i munden, går 

man ud af legen. Den der til sidst har flest pebernødder i munden har vundet. 


Jul i Det yDre ruM: Julesangen ”Jingle Bells” var den første julesang, som blev afspillet 

fra det ydre rum. Det var besætningen på en rumfærge i 1965 som op til jul 

sendte tonernefra den kendte sang på klokkespil over radioen til naSa. 

16. december 

- Bertram holdt et vågent øje med fælden hele 

natten. Han var træt, men turde ikke en gang igen 

overlade til Julie at holde vagt. tænkt hvis hun faldt i 

søvn, lige mens nogen gik i fælden. 

Han havde gemt sig bag en busk, i god afstand, så 

han både var skjult, men samtidig kunne følge med, 

hvis nogen kom forbi. Han var næsten lige ved at 

give op, da han hørte en svag puslen i buskadset. 

Bertram lænede sig forsigtig frem. Kort efter så han 

en mørk skygge, der langsomt listede hen imod hans 

fælde. Forsigtige skridt. Det var en lille fyr, som gik 

oprejst som et menneske, men kun var måske 30 

centimeter høj. på hovedet bar den en spids hat. Den 

er nysgerrig, tænkte Bertram, og smilede 

for sig selv. Om et øjeblik er jeg 

fortjent til ”Finder af et 

sjældent dyr” mærket. 

Med meget små skridt 

og yderste forsigtighed 

JuleopSkrift 

Bounty-kugler 

Ingredienser: 

250 g kokosmel 

250 g flormelis 

1. æggehvide 

50 g smør 

4 spsk piskefløde 

Chokolade 

bevægede den sig hen til Bertrams fælde. 

Den bukkede sig ned, og kiggede ind under gryden. 

Den bevægede sig frem, som om den skulle til at gå 

ind i fælden. 

-Ha! udbrød Bertram. Desværre lidt for højt. For det 

lille væsen fór op, og kiggede sig forskrækket omkring. 

I et nu var den over alle bjerge, inden fælden 

havde nået at klappe. 

-Julie, vågn op. Vi skal af sted nu! 

Lynhurtigt fik Bertram vækket Julie og de fik teltet 

pakket ned og rygsækken på ryggen. 

- Der er den…pegede Bertram, da de løb hen over 

skovbunden på jagt efter deres trofæ…. 

- Skynd dig Julie, den er lige 

foran os! Den må ikke 

slippe fra os! 

Tilberedning: 

Kokosmel, flormelis, æggehvide, smør og fløde piskes sammem med håndmixeren. tril det hele til kugler, 

og sæt kuglerne i køleskabet et par timer. Når de er helt kolde vender du kuglerne i smeltet chokolade. 

DagenS gåDe: Hvad siger oh oh oh 

Svar: Julemanden der går baglæns 

17. december 

– De havde tabt synet af deres 

nisse-trofæ. Med en tung rygsæk 

på ryggen havde de kun 

i ganske kort tid kunne holde 

trit med den hurtige nisse, 

som pilede af sted. til gengæld 

fulgte de som tidligere 

sporene i sneen, i håb om at 

det i sidste ende ville føre dem 

det rigtige sted hen. 

- Se! hviskede Julie og pegede 

frem. 

Cirka 200 meter foran dem så 

de deres nisse stå på en lille 

sti. Men den var ikke alene. 

Der var to af dem. Og selv 

om de var ganske små på den 

afstand, var det ikke svært at 

se, at de var vrede. De var helt 

røde i hovedet og sydede tydeligvis af raseri. 

Julie og Bertram standsede op: 

- Jeg tror ikke, at de er så glade for, at vi følger efter 

dem, hviskede Julie. 

- pyt med det. Se hvor små de er! De kan ikke gøre 

os noget. Og prøv at tænk på, hvad der sker, hvis vi 

fanger dem, svarede Bertram- 

- Hvad sker der så? Julie var ikke sikker på, hvad han 

mente. 

- Så får vi begge to ”Finder af sjældent dyr” mærket, 

når vi kommer hjem. Og det fortjener vi, efter at have 

brugt det meste af december her i skoven. 

De kiggede på hinanden og gjorde sig parate til at 

følge efter nisserne. pludselig hørte de en høj hylende 

lyd. Julie holdt hænderne op for ørerne. 

- Hvad sker der? 

Lyden kom igen. Nisserne forsvandt. 

- Vi må nok hellere få lidt fart på, svarede Bertram. 

Det er en ulv, der hyler, og den er ret tæt på…. 

De vendte sig om, og stod ansigt til ansigt med en 

stor voksen hunulv, som stirrede på dem. 

JuleSMageleg 

Kan du gætte, hvad du spiser, hvis du har bind for øjnene? I denne leg skal man være to personer, er man 

flere kan man dele sig op i hold. Den ene starter med at få bind for øjnene, mens den anden går på jagt i 

køkkenet og finder noget der smager af jul. F.eks. appelsin, nødder, eller chokolade. Nu gælder det om at 

gætte, hvad det er man spiser. 


glæDelig Jul: ”Chuc mung nam moi va giang Sing vui ve” 

betyder glædelig jul og godt nytår på vietnamesisk 

18. december 

- Jeg tror vi slap væk fra den, pustede Julie til sidst. 

De satte sig ned i sneen, i bunden af en dal, for at 

puste ud. De havde løbet alt hvad de kunne, og nu 

turde de endelig gøre holdt. Faren lod til at være 

drevet over. 

- tror du egentlig, at man skal være bange for ulve? 


- Jeg mener, de hyler lidt, men de gør vel ikke mennesker 

noget? 

Bertram svarede: 

- Jeg tror hvert fald ikke, at den vil kløes på maven. 

Det kan godt være, at man ikke skal være bange for 

ulve, men dét der skal man være bange for! 

Han greb Julie i armen, og fik hende i en fart trukket 

til side. I samme sekund kom en kæmpe stor træstamme 

rullende forbi i fuld fart, og tromlede forbi 

det sted, de netop havde siddet. 

farv Selv! 

Julie og Bertram så skrækslagne til, og da de kiggede 

op af bakken hvor stammen var kommet trillende fra, 

så de to små skikkelser, der kiggede ned på dem. 

- De vil slå os ihjel! rasede Bertram. 

- Det skal de få betalt! 

- Er du sikker på, vi skal fortsætte Bertram, det lader 

til, at de helst vil være i fred! prøvede Julie. 

Bertram svarede ikke, og Julie valgte blot at følge 

efter. Foran sig så de nisserne. Den ene tog en lille 

genstand op til munden og fløjtede i den. Der lød 

en høj skinger tone. De var på vej op af dalen, da de 

hørte et højt bulder som kom nærmere. Bag dem rullede 

sneen som en stor trillende snesky. 

- pas på…Lavineeee…… 

lyS på træet: Den ældste pynt på juletræerne er lys. 

i 1800-tallet brugte man tælle- eller vokslys, som man satte fast med en nål stukket gennem grenen. 

omkring ca. 1870 begyndte man dog at eksperimentere med lyseholdere i klemmer. 

19. december 

- tror du, vi 

når at komme 

hjem til jul? 

spurgte Julie, 

mens de gik 

ad en smal sti. 

De havde med 

nød og næppe 

undsluppet lavinen, 

men var begge 

rystede af oplevel- sen. 

Nogen var ude på at slå dem ihjel, og de 

havde for længst tabt orienteringen, så der var 

ingen vej hjem længere. 

- Det ved jeg ikke Julie. Derfor er det også vigtigt, 

at de små bæster ikke slipper godt fra det. Kommer 

vi ikke hjem til jul, vil jeg i det mindste sikre mig et 

ordentligt uniformsmærke. Han var dog begyndt at 

spekulere på, om nisser ville gælde som ”sjældne 

dyr”. 

De havde bevæget sig opad i noget tid i det bakkede 

landskab og var begge ved at være trætte. Ind 

i mellem så de et glimt af nisserne foran sig, og ofte 

stødte de ind i deres fodspor. 

- Hvad siger du til, at vi tager den hurtige vej ned? 

spurgte Julie skælmsk. I en ruf fik hun hevet liggeunderlaget 

frem og foldet det ud. 

- Sæt dig bag ved mig, så suser vi af sted! 

Hun satte sig til rette på underlaget, og Bertram satte 

sig bag hende. 

- Så suser vi af sted, råbte Julie. 

lav Din egen SnelaMpe 

De 

tog afsæt og gled 

af sted på det glatte 

underlag. 

Og nedad gik det. I en rasende fart, og de undgik kun 

lige nøjagtig at styrte ind i træerne på vejen. 

- Se hvor nemt det går! jublede Julie. 

-Jamen pas på!!!! 

BUMp. De styrtede lige ind i en massiv brun klump. 

Men landede blødt. 

- Wow. Det er også et ret sjældent dyr på disse kanter, 

udbrød Julie og kiggede op i et par store mørke 

bjørne-øjne: 

- Ups. Vi har lidt travlt bamse. 

De løb alt hvad de kunne, og langsomt ebbede lyden 

af bjørnetramp ud bag dem. 

Vi håber på en hvid jul, så du kan bygge din egen flotte snelampe, der kan lyse ude i haven eller på altanen. 

Du skal bruge en bunke snebolde, som derefter stables til en lille igloo. Læg sneboldene forskudt af hinanden, 

så der opstår små huller mellem dem. til sidst sætter du et tændt fyrfadslys ind i igloo’en, og lampen er 

færdig. 


BrænDenDe Jul: Den 5. januar fejrer islændingene “prettanda nott”, hvor man brænder julen af. 

Mange brænder juletræet af udenfor. 

20. december 

- pyha, jeg tror vi slap fra den, sagde Julie. De 

fortsatte deres vandring, og var igen på sporet af nisserne. 

Fodsporene var helt friske, og endte pludselig 

for enden af et højt træ. Der var ingen spor, der gik 

uden om træet. 

- Mærkeligt, funderede Julie. Ingen spor rundt om 

træet. Ingen spor på den anden side af træet. tror du 

nisser kan flyve? 

- Eller også er der en helt anden forklaring. Bertram 

kiggede op. 

- Se lige engang Julie, vi er der! 

I en fart fik han Julie med om bag et buskads: 

- Den er lige i nærheden. Den er oppe i træet. Det er 

derfor sporene ikke fortsætter, hviskede han. Det her 

er vores sidste chance for at få fat i en af dem. Julie 

kiggede op, og nikkede. De ventede bag busken, 

indtil det begyndte at blive mørkt. De kunne følge 

den lille fyr med øjnene, da den forsigtigt kravlede 

ned af træstammen og lykkelig uvidende spadserede 

forbi dem. 

-HapS! Så har jeg dig. Julie for ud af busken, og smed 

en lærredspose over hovedet på nissen. Den spræl- 

lede med arme og ben, da hun puttede den ned i 

posen. Fangsten tog de med sig, og Bertram bandt 

et par rafter sammen til han havde et lille bur 

- Værsgo lille ven. Nu kan du blive herinde, indtil 

vi har fundet ud af, hvordan vi kommer hjem. 


10 

Snefnugpigen: i ukraine hedder julemanden fader frost, og i hans kane sidder også Snefnugpigen. 

21. december 

- Bertram og Julie havde tændt bål, og besluttet sig 

for at fejre dagens fangst med en varm suppe. De 

havde samlet noget rent nyfalden sne og kogt det 

op i gryden. Med et par kartofler – der havde aftjent 

deres funktion som batteri – og lidt krydderi var 

der næsten tale om noget der kunne minde om en 

suppe. En lidt tynd suppe, bemærkede Bertram, og 

mumlede lidt om, at lidt nisse-ben sikkert ville tilføre 

suppen en dejlig smag. 

De havde sat buret i nærheden af bålet, så nissen 

ikke ville fryse. Nissen havde sat sig ned i buret og 

stirrede trodsigt på dem. Julie prøvede flere gange 

et tale til den, men den lod ikke til at forstå det, hun 

sagde, eller også var den bare sur. 

- Lille ven, vi skal nok slippe dig fri igen. Men først 

skal vi lige have dig med hjem til Danmark. Ellers er 

der ingen der tror på os, og så får vi aldrig det ”Finder 

af e sjældent dyr” mærke, som vi så gerne vil have. 

Hun satte sig ved siden af Bertram, der havde et 

udfoldet kort foran sig: 

- Nu kan vi komme hjem, og jeg ved præcist hvor vi 

er. Han pegede på kortet. 

- Der er et par timers gang til nærmeste by, men hvis 

vi går i morgen tidlig, er vi hjemme i Danmark inden 

det bliver aften. 

De var så optagede af at kigge på kortet, at de slet 

ikke opdagede, at nissen rakte hånden ud af buret og 

lod noget pulver drysse ned i den kogende suppe. 

-Kom lad os spise, sagde Julie, og øste suppen op i 

deres mug. De drak den varme suppe, og nød den 

varme den gav. De tænkte ikke over, at den smagte 

særlig underlig. Og de opdagede ikke at noget 

mærkeligt var på færde, for hurtigt faldt de begge i 

en dyb søvn. 

SneManD i SæBe 

Ingen sne i december? Lad dig ikke slå 

ud af det. Bland sæbespåner med lidt 

vand og mos det godt indtil du har en 

jævn konsistens. Så er der bare at gå 

i gang med at trille (små) snebolde. 

tændstikker kan bruges til arme, og 

rosiner som øjne. 


HøJt til veJrS: verdens højeste juletræ findes i Brasilien og er mere end 80 meter højt. 

22. december 

- Hvad stiller vi op med dem? 

- Jeg vil altså ikke have dem her. De er mærkelige og ser 

forkerte ud! De hører slet ikke til her. Og hvad hvis de 

er farlige? 

Julie glippede med øjnene. Hun havde lyttet til de fremmede 

stemmer, men havde ikke kunne bestemme sig 

til, om det var drøm eller virkelighed. til sidst åbnede 

hun øjnene. 

-Gisp! Julie ville knibe sig i armen for at sikre sig, at hun 

var vågen, men hendes arm ville ikke bevæge sig. Hun 

kiggede ned af sig selv. 

Hun var viklet ind i et 

tykt reb. Og Bertram 

sad bundet til hendes 

ryg. Men 

det mærkeligste 

var, 

at omkring 

hende vrimlede 

det med 

personer, 

hun aldrig 

havde set før. 

alle iført mærkeligt 

tøj og spidse 

hatte. Hun kiggede 

ned. 

Gisp! Der var langt ned. farv Selv! 

Meget langt. 

De sad med benene på hver sin side af en stor gren på 

et træ, som uden tvivl var det højeste og største, hun 

nogensinde havde det. Var hun virkelig vågen? 

- Bertram, er du der? 

Hun rykkede i rebet, indtil Bertram bevægede sig. 

- Shit Julie! Sid stille. Har du set hvor langt, der er ned? 

Bertram lød bekymret. Det lød heller ikke til, at han helt 

kunne få brikkerne til at falde sammen. 

- Se, de er vågne nu, lød en stemme. 

Bertram og Julie stirrede på en person foran dem. 

Han lignede den nisse, de havde jagtet. 

Bare i normal størrelse. 

- Hvem er du? Spurgte Julie 

- Mig? Det er mig I har jagtet vild i min egen skov og 

til sidst puttet i fængsel. Det er, hvem jeg er, svarede 

han vredt. 

- jam…jam…jamen, stammede Bertram. Hvordan er 

du blevet så stor lige pludselig? 

- Stor? tja, det er nu mere jer, der er blevet små. Vi 

vidste ikke, hvad vi skulle op med jer. I vil jo ikke lade 

os være i fred, og vi har brug 

for at leve i fred. 

Derfor er I endt 

her. 

- Er vi små 

nu? Mumlede 

Julie og 

kiggede ned 

igen. Var et 

træ virkelig 

så stort, når 

man var lille? 

- Hvad er I for 

nogen? spurgte 

hun 

- Vi er et skovfolk, 

svarede han. Vi 

har boet i træerne her i 

hundredevis af år. Vi lever i 

fred med skovens dyr, og vi vil 

gerne være i fred for mennesker som jer. Hver gang 

nogen fra jeres slags ser os, kalder I os nisser, og 

jager os til I finder os. 

- Men er I ikke nisser? Spurgte Bertram 

- Vel er vi ej. Vi er skovfolket. Nisser, det er kun noget 

som mennesker kalder os. 

- Hvad vil I gøre ved os? Spurgte han. 

- Skovfolket kiggede på hinanden. til sidst svarede 

en af dem alvorligt: 

- Det har vi faktisk ikke besluttet endnu. Men I forstår 

nok, at vi ikke så godt kan slippe jer herfra i live… 

anDeSteg til Jul: andesteg er danskernes foretrukne spise til jul. 

Der produceres lidt ænder i Danmark, men næsten ingen af dem slagtes her. 

i stedet fragtes de til tyskland hvor de ender deres dage. 

23. december 

-Vi har besluttet os for at gøre 

en ende på det hele! sagde 

skovfolkets leder til Bertram 

og Julie, efter at de havde 

ventet på deres dom 

i hvad der 

føltes som 

evigheder. 

I sin hånd 

holdt han en 

boblende grøn 

væske, som han 

rakte til Julie. 

- Drik dette her, 

det er bedst for alle, 

sagde han alvorligt. 

-Nej, nei, nej…jeg vil ikke 

dø! Undskyld, undskyld, 

undskyld! Det var ikke vores mening at gøre jer 

fortræd. VI ville bare have ”Finder af et sjældent dyr 

mærket.” Vi ville aldrig gøre jer noget, så vær sød at 

lade os gå…. 

Julie var skrækslagen, og Bertram var helt stille af 

skræk. 

- Så slap dog af, mærkelige menneske! Udbrød skovfolkets 

leder forbløffet. 

- Har jeg ikke sagt, at vi er fredelige? Drik det her, så 

lover jeg jer, at der ikke sker jer noget, men at I kommer 

hjem i en fart og i morgen har I glemt alt om os. 

Det er bedst for alle. 

- Kommer vi hjem? spurgte Julie forsigtigt. 

Hun havde ikke behøvet spørge. Bag sig hørte hun 

lyden af kæmpe vingeslag, og på grenen landede to 

ugler så store som dem selv. 

- Drik, og så slipper vi jer fri. I finder aldrig hjem selv, 

men uglerne her vil bringe jer sikkert hjem. Og i morgen 

har I glemt at I nogensinde har set os. Hop bare 

op! Deres reb blev løsnet, og Julie rakte prøvende ud 

efter den grønne væske 

- Lover I? spurgte hun De nikkede. Så tog hun en 

tår, rakte flasken til Bertram som tøvende 

førte væsken til læberne. Julie gik 

forsigtigt frem, og 

en af skovfolkene 

rakte hende 

hånden så hun 

bedre kunne 

komme op på 

uglen. Bertram 

fulgte 

efter. 

- Er det 

muligt at få 

et billede af 

jer eller noget? 

Det er bare fordi, at vi dødgerne 

vil have det mærke. Det er super 

sjældent og vi kender ingen andre spejdere, der har 

det. Det er det bedste mærke man 

kan få? 

Skovfolket rystede opgivende på hovedet. 

- Så farvel skovfolk, smilede Julie. Og en, to, tre tog 

uglerne afsæt, bredte vingerne ud, og blev vægtløse i 

luften. Julie smilede til Bertram. 


Julekagerne ligger i en fin pyramideform 

på bagepladen. Kan du ved kunat 

flytte 3 kager vende kage-pyramiden 

på hovedet? 


11

elektriSk lyS: i 1895 opfandt en amerikansk telefoncentralbestyrer den klassiske lyskæde, som vi 

kender den i dag. lyskæden var oprindeligt lavet til omstillingsbordet han arbejde med til dagligt, 

men da han så de små pærer, fik han ideen om at sætte dem på sit juletræ. 

24. december 

- Det regnede, da det gik op ad Birkevænget. 

Uglerne havde sat dem af ved krydset 

ved spejderhytten og var fløjet sin vej. I det 

øjeblik de blev sat på jorden, voksede de på 

et sekund til almindelig størrelse. 

- Det var egentlig en meget god spejdertur 

til Sverige, sagde Bertram glad, mens de 

gik. 

- tja. Spejderleder Jørgen er mærkelig, og 

jeg ved faktisk ikke om det der spejder er 

noget for mig, svarede Julie ærligt. Hun 

stoppede op. 

- Bertram, må jeg fortælle dig noget? Bertram 

nikkede. 

- Jeg har det som om, at vi ikke har været 

væk en weekend, men som om vi har været 

væk i meget længe. Jeg er sulten, som om 

jeg ikke har spist i flere uger, og jeg fryser, 

som om jeg har været ude alt alt for længe. 

Bertram nikkede. 

- Julie jeg tror bare du er træt. Vi har jo kun været væk 

en weekend. 


- Bertram, jeg har det også som om, at jeg har glemt 

noget vigtigt. Noget vildt jeg har oplevet og skal huske 

at fortælle dig om…. 

Hun tøvede et sekund: 

- tror du på nisser? 

Han smilede overbærende til hende. 

- Kun til jul søde Julie, og det er jo i dag. Men nej, der 

findes ikke nisser. Det er bare ren fantasi. 

De nåede til nummer 12, hvor Julie boede. De stoppede 

op. 

-Ok. Men så glædelig jul Bertram. 

- Glædelig jul, Julie. Vi ses til spejder efter nytår. 

Julie løb op af indkørslen. Da hun trådte ind af døren 

duftede det allerede dejligt af andesteg og gran. Hun 

tog jakken af og ville hænge den op på knagerækken, 

da en lille lap faldt på gulvet. Hun samlede den op. 

”Finder af et sjældent dyr” stod der på mærket. Hun 

smilede og puttede det i lommen. 

12 

dine sVar ? 

Skriv dine løsninger her på de 12 opgaver der er mærket med en hvid stjerne 

nr. Dit svar 

1 

2 

3 

4 

5 

6 

7 

8 

9 

10 

11 

12 

kalenDer – Har Du vunDet? 

Har du vundet? Indsend din kalender når du er færdig med at skrabe, så får du din præmie med posten: 

Navn: 

adresse: 

postnummer: 

By: 

Spejdergruppe: 

alder: 

Send til 

KFUM-Spejderne 

DK-Wagnersvej 33 

2450 København SV 

Mærk kuverten: Grazat

Juleopgave - Spejdernet

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?