Af den rette støbning - Skoletjenesten

Af den rette støbning
afstøbningssamlinger i københavn
skoletjenesten

Den græske og romerske antik
Antikken er fællesbetegnelsen for den græske og siden den romerske
kultur fra ca. 1000 f.v.t. til 400. Grækerne udviklede
den kunst, vi i dag kender som klassisk kunst, og som er blevet
beundret lige siden. Romerne efterstræbte græsk kultur og
kunst og bortførte tusinder af kunstværker. Deres begær efter
græsk skulptur var umætteligt, og kunne de ikke få originaler,
fik de hugget kopier af mesterværkerne eller nye værker i
græsk stil. Mange af de antikke statuer, vi kender i dag, er fundet
i romerske ruiner. Romerne var fascinerede af det græske,
men udviklede også deres egen stil.
? Når man betragter Laokoon og hans sønner, er det mærkeligt
at tænke på,hvor længe de har vredet sig i angst og fortvivlelse
i kampen mod slangerne. Marmorgruppen har overlevet
godt to tusind år, og den formår stadig at fastholde vores
opmærksomhed. Hvordan kan det være?
2
Laokoon 1. årh. f.v.t.
Laokoongruppen blev fundet i 1506 i Rom
og vakte begejstring blandt renæssancens
kunstnere.
Senere, i 1762, skriver den danske
nyklassicist Johannes Wiedewelt: Paa at
bilde Smerte, Ængstelse og Medlidenhed
udi en Figure, findes den høyeste Prøve
udi Laocoon med sine to Sønner.
I slutningen af 1800-tallet var smagen
skiftet, og kunsthistorikeren Julius Lange var
ikke så imponeret: Det er skade, at denne
mærkelige og interessante Skikkelse skæmmes
af en altfor paatrængende Henvendelse
til Publikums rørte Hjerte og af et
umandigt Tiggeri om dets Medlidenhed
med ham selv og hans arme, haardt betrængte
Familie. På denne tid fandt man
større skønhed i de ældre antikkers mere
tilbageholdende udtryk, som f.eks. Apollo
Belvedere.

Apollo Belvederes hånd
For 30 år siden fandt man en hidtil
ukendt antik afstøbning af den originale
hånd. Hånden på statuen nedenfor
er en restaurering.
Apollo Belvedere ca. 330 f.v.t.
Apollo Belvedere blev fundet i 1400-tallet
i Italien, og man anså den for at være
en af de smukkeste antikker overhovedet.
Wiedewelt var århundreder senere
enig: Alt hvad Natur, Geist og Konst
formaaer at frembringe, ligger der for
Oyne … kort sagt: en Kierne af al idealsk
Skiønhed.
Renæssancen
Renæssancen tog sin begyndelse i 1400-tallets Norditalien.
Kunstnere og arkitekter som Donatello, Mantegna, Alberti,
Leonardo da Vinci og Michelangelo udforskede den antikke
kunsts formsprog og stilarter. Natur og menneske, som man
opfattede som Guds uovertrufne skaberværk, var idealet for
billedkunsten. Det enkelte menneske var dog hverken i udseende
eller moral fuldkomment, men det fuldkomne var det, kunsten
skulle stræbe efter. Man mente, at grækerne i deres kunst
nærmede sig dette ideal, og deres mesterværker blev ivrigt
studeret.
Nyklassicismen
Efter renæssancen inspireredes man fortsat af antikken,
men i den efterfølgende periode, barokken, blev
stilen mere og mere effektsøgende. I 1700- og 1800-tallet,
i nyklassicismen, søgte man igen tilbage til det
enkle og ophøjede. Ændringen var også politisk. Barokken
var kongernes stil, nyklassicismen var demokratiets.
De store samlinger af antikke værker fandtes i Italien,
og det var her, kunstnere, forskere og den europæiske
elite mødtes i begejstring for den antikke kunst og kultur.
Den kunst, de oplevede, var primært antikke romerske kopier.
Fra omkring 1800 tog rejsende i stigende grad til
Grækenland, og original græsk kunst blev efterhånden kendt
i Europa.
Fra ca. 1850 blev Paris kunstnernes hovedstad, og maleriet
og arbejdet med farver kom i centrum på bekostning af
skulpturen. De berømte statuer blev dog ikke glemt. De blev
nu studeret og beundret som del af den historiske arv. Antikken
var fundamentet for den europæiske kultur på tværs af
landegrænser.
? Antikkens kunst er rig på variation, men har også mange
fællestræk. Prøv at sammenligne Laokoon og Apollo Belvedere.
3

Gipsen som massemedie
Renæssancens kunstnere studerede den antikke skulptur,
men de kostbare originaler var ikke sådan at komme til. Allerede
fra før 1450 brugte man derfor afstøbninger til studierne.
Fra ca. 1540 sendte man afstøbninger fra Italien til
Frankrig og senere også til andre europæiske lande. Fyrster
lod deres kunstneriske rådgivere købe afstøbninger og forme,
så de kunne fordele de antikke forbilleder videre til mindre
byer. I Danmark havde Christian IV i 1620’erne afstøbninger,
bl.a. en Laokoon.
De ledende kunstnere blev hurtigt enige om, hvilke statuer
der var de bedste, og de blev kopieret igen og igen til kunstskoler
og akademier. Det første “Tegneakademi”, som det hed,
blev grundlagt i Firenze i 1566.
I 1700-tallet var der mere end 100 kunstakademier i Europa
og endnu flere private kunstskoler. Alle steder tegnede man
efter de samme statuer og relieffer. Afstøbninger var et massemedie,
som skabte en ensartet kunstundervisning i forskellige
lande.
Efterhånden som nye mesterværker dukkede frem af ruinerne,
blev de hurtigt distribueret ud i Europa.
I København fik vi f.eks. afstøbninger af
skulpturer fra Parthenon allerede i
1819, kun fire år efter de kom til
British Museum.
Der var behov for mange gipsværksteder. Særlig berømt er
Louvres gipsformeri, som blev grundlagt midt under revolutionen
i 1794: Nu skulle den store kunst ud til folket! Og det
skete virkelig gennem 1800-tallet i takt med oprettelsen af offentlige
museer i alle lande. De berømte skulpturer skulle ikke
kun være fyrsternes, heller ikke de enkelte landes, men skulle
være tilgængelige for alle. Afstøbningerne blev brugt i et kulturpolitisk
og ikke mindst demokratisk opbyggende projekt.
4
Flodguden “Ilissos” fra Parthenon
ca. 430 f.v.t.
Skulpturer og relieffer fra Parthenontemplet
i Athen blev nedtaget og sendt
til London i 1801.Værkerne var en af
hovedattraktionerne i den nyopdagede
originale græske kunst. Nogle mente, at
deres kvalitet var højere, andre, at de
var en anelse ringere end Laokoon og
Apollo Belvedere og Belvedere-torsoen.
Thorvaldsens samtidige, billedhuggeren
Canova, var ikke i tvivl, da han så Ilissos:
Nu endelig ser jeg, hvad der burde være
billedhuggerkunstens sande skole.

Afstøbningsform
Kileformstykker og et stykke af støbekappen.
Formen er til afstøbninger af
hestehovedet fra rytterstatuen af den
romerske kejser Marcus Aurelius.
Afstøbning af hestehovedet fra rytterstatuen
af den romerske kejser Marcus
Aurelius fra ca. 170.
Afstøbningsprocessen
Når man i dag laver en afstøbning, sker det med silikonegummi,
som man smører på originalen. Det når nemt ind i
alle folder og kan krænges af. Uden om silikoneformen lægger
man en fast gipskappe, som holder den bløde form på plads.
Formen tages af originalen, samles, og når den flydende gipsmasse
hældes i, skabes en præcis afstøbning.
Tidligere var processen mere omstændelig. I stedet for silikone
kunne man bruge ler eller benlim, men normalt brugte
man “ægte” forme, dvs. faste forme i gips, som møjsommeligt
blev bygget op af ofte flere hundrede stykker. Deres kilefacon
sikrer, at de ikke falder ind i formen under støbningen, mens
gipskappen forhindrer, at de falder udad. På gamle afstøbninger
ses grænsen for de enkelte kiler som smalle linjer.
Afstøbningerne er hule, og vægtykkelsen er normalt kun
mellem 1 cm og 8 cm tyk. Er de rigtig store, styrkes de med
indvendige stivere i træ eller metal.
Allerede i antikken lavede man afstøbninger, og i Baiae i
Syditalien har man fundet et antikt romersk billedhuggerværksted
med mange dele af afstøbninger, bl.a. Apollo Belvederes
venstre hånd.
? En gipsafstøbning har helt samme tredimensionale form
som originalen. Hvad er så egentlig forskellen på afstøbning
og original?
5

Uddannelsen af kunstnere
I 1754 åbnede Frederik V Det Kongelige Danske Kunstakademi.
Indtil da havde man indkaldt kunstnere og arkitekter
fra udlandet, når der skulle bygges stort, eller der skulle kunst
på kongernes vægge.
Undervisningen på det nye akademi var trinvist opbygget.
Først blev de studerende sat til at kopiere; det kunne være
kobberstik efter berømte statuer og malerier eller tegninger,
som underviseren havde lavet. Derefter skulle de tegne efter
gipsafstøbninger af klassiske mesterværker, først arme, ben og
hænder og derefter hele figurer. Så først efter ca. fire år var
man skolet til at tegne efter levende model.
Akademiet havde en såkaldt antiksal, hvor gipsafstøbningerne
blev udstillet. Her fik eleverne indsigt i den antikke
kunst og teknisk kunnen til selv at
udtrykke sig. Selvom undervisningen
alene bestod i aftegning og
kopiering, var formålet at skole
og udvikle elevernes eget talent.
6
H.D.C. Martens “Antiksalen på
Charlottenborg” fra 1824.
Studietegning efter gipsafstøbning
af Laokoons hoved.
Venus Medici ca. 200 f.v.t.
Mange blev fascineret af Venus Medici, og H.C. Andersen skrev
ligefrem et digt til hende. Wiedewelt skriver om hendes ydre og
indre skønhed: Et Legeme, som Naturen har dannet uden
Tvang, Kiønnet udi den blomstrende Alder, Lethed og Slankhed
udi alle Lemmer, den kiærligste Caractere, de kielneste
Bevægelser og det smukke Kiøns behageligste og ædleste Geberder
fremskinne her i en gelassen Anstændighed.
Først i 1833 begyndte man at tegne efter kvindelig nøgenmodel
på Akademiet i København. Indtil da var venusafstøbningerne
den eneste mulighed for at studere den nøgne kvindekrop på
Akademiet.

En af de elever, der tog den klassiske
kunst til sig, var Bertel Thorvaldsen.
Han var søn af en fattig træ- og billedskærer
og havde gode evner for at
tegne. I 1781, kun 11 år gammel, kom
han på Akademiet, hvor han skulle
igennem de traditionelle tegneøvelser,
inden han begyndte at dygtiggøre sig i
skulptur- og reliefarbejde. Thorvaldsen
viste stort talent. Han vandt som
22-årig den store guldmedalje, og det
gav ham mulighed for at komme til
Rom og arbejde.
Gennem 1800-tallet voksede Kunstakademiets
samling fra ca. 100 til mere
end 1000 afstøbninger. Middelalderen
og renæssancen skulle også være med,
og hele tiden dukkede der nye mesterværker
op af jorden, som også måtte
anskaffes. Samlingen blev mere og mere
en historisk samling, som sprængte alle
rammer, og som kunstnerne mistede
interessen for. Men borgerskabet var
interesseret, og mere end halvdelen af
samlingen blev overdraget til det nygrundlagte
Statens Museum for Kunst.
? Hvordan forholder nutidens kunstnere
sig til den klassiske kunst?
Johan Vilhelm Gertners billede
af “Thorvaldsens Atelier på
Charlottenborg” fra 1836.
Christen Købkes “Parti af Afstøbningssamlingen på
Charlottenborg” fra 1830.
Der findes mange malerier fra 1800-tallet, der viser kunstnere,
der studerer i antiksalen. Billedet her viser en ung mand foran
Ilissos og et relief fra Parthenon. Måske er den klassiske kunst
lige ved at tage pusten fra ham, og han tænker på, hvordan
han skal kunne leve op til dens idealer…
7

Den private samler
Thorvaldsen levede det meste af sit liv i Rom. Her skabte han
sin egen kunst og anlagde en stor samling af originale antikke
vaser, mønter, smykker, bronzefigurer, marmorfragmenter og
en stor mængde gipsafstøbninger af antikke statuer og relieffer.
Selvom han havde den originale kunst tæt på sig, både
gennem egne erhvervelser og gennem alt det, han kunne se
udstillet i Rom, så ville han altså også selv eje afstøbninger.
Som samler har Thorvaldsen formentlig haft stor fornøjelse
af blot at have alle disse værker rundt om sig, men han
brugte dem også i sit arbejde. Som ung kunstner tegnede og
modellerede han kopier af antikke skulpturer for at blive fortrolig
med formsproget. Senere producerede hans værksted
kopier af antikke værker både i gips og marmor. Som mange
andre billedhuggere arbejdede Thorvaldsen også med at restaurere
antikke statuer, som ofte manglede hoved, arme eller
ben, når de blev fundet. Afstøbningerne har været en vigtig
forudsætning for det arbejde.
Også i hans værker kan man tydeligt se en forbindelse.
Hans skulpturer er meget antikke at se på både i deres motiv
og formsprog.
Thorvaldsen vendte på sine ældre dage tilbage til Danmark.
Alle skitser og modeller af hans kunst og hans samlinger
af maleri, antikker og afstøbninger blev også sendt til
København og senere udstillet på Thorvaldsens Museum.
På museet har man altid kunnet se større eller mindre udvalg
af afstøbningssamlingen, og man har således kunnet
sammenholde dem med Thorvaldsens egne værker.
Wilhelm Tischbeins tegning af Goethe, der reder sin seng.
Der fandtes mange private samlere, der ligesom Thorvaldsen
samlede antikker og afstøbninger. En af de kendte var Johann
Wolfgang Goethe. På tegningen ser man Goethe rede sin seng
omgivet af afstøbninger af antikker.
8
Dioskurer
Thorvaldsen modellerede en lille kopi af
den ene af de to kæmpefigurer på Quirinal-pladsen
i Rom. I sin samling
havde han afstøbninger af hovederne
fra begge statuer. Øverst ses Thorvaldsens
model, nederst hans afstøbning af
den andens hoved.

Georg Emil Liberts,“Thorvaldsen
på lit-de-parade i Antiksalen” på
Charlottenborg 1844.
Da Thorvaldsen døde, kunne man
tage afsked med ham i Antiksalen
mellem afstøbninger af egne og antikke
værker.
Afstøbninger
I Thorvaldsens samling er der alt fra fragmenter af
fødder, arme og andre kropsdele til afstøbning af de
klassiske mesterværker.
Thorvaldsens selvportrætstatue, hvor
han læner sig til Håbets Gudinde.
Afstøbning af antik pigefigur.
? Thorvaldsen lavede en selvportrætstatue,
hvor han læner sig op ad
statuen Håbets Gudinde. Håbets Gudinde
er ikke antik, men et af Thorvaldsens
egne værker. Prøv at sammenligne
hende med pigefiguren fra hans
afstøbningssamling.
9

Opdragelse af folket
Den Kongelige Afstøbningssamling blev grundlagt i 1895
som en del af Statens Museum for Kunst. Direktør var først
kunsthistorikeren Julius Lange, derefter brygger Carl Jacobsen.
Takket være Jacobsens energiske indsats – og mange
penge – blev samlingen snart en af de største i verden. Ønsket
om, at samlingen skulle gavne den almene dannelse, uddannelsen
og forskningen, fremgår af Jacobsens åbningstale for
publikum: Udstillingens formål var …gennem en Række
Genfremstillinger af Billedhuggerkunstens ypperste og
skønneste Værker at være til Undervisning og Nydelse for
Folket i Almindelighed, [og] tillige tjene til Studium for
Kunstnere og Videnskabsmænd [og til] Publikums kunstneriske
Opdragelse.
10
Belvedere-torsoen 1. årh. f.v.t.
Michelangelo var så begejstret
for dette værk, at han sagde, at
han var elev af torsoen. Hans
forkærlighed for værket er formentlig
grunden til, at det i
modsætning til de fleste andre
antikker ikke blev restaureret,
men forblev, som man havde
fundet det. På nogle af afstøbningerne
har man tilføjet et
lille blad over torsoens kønsdele
– for anstændighedens skyld.

Den døende slave. Afstøbning efter et af
Michelangelos renæssanceværker fra 1500-tallet.
Den Kongelige Afstøbningssamlings mere end 2200 værker blev opstillet
i 19 store sale, hvor man kunne følge kunstens udvikling fra det
gamle Egypten, ca. 2500 f.v.t., over Grækenland og Rom og indtil ca.
år 1600 i Italien, Tyskland og Frankrig. De allerbedste værker fra mere
end 115 museer i mange lande blev samlet på et sted. Det kunne aldrig
lade sig gøre med originaler.
I løbet af 1900-tallet mistede man interessen for afstøbninger: Gips
var nu grimt og kedeligt! I forbindelse med en ombygning af museet
1966-71 blev afstøbningerne pakket væk, og de kom ikke ind i bygningen
igen. Efter 18 års magasinering blev de bragt til Vestindisk Pakhus, restaureret
og nyopstillet.
? Bliver man et bedre menneske af at se på kunst?
Udsmykning fra den gotiske middelalderkatedral
i Strasbourg. Værket er fra 1200-tallet.
11

Spejlinger i gips
Kunstnere i renæssancen og nyklassicismen
skabte værker, der i form og motiv
lå tæt op ad antikkens kunst. Antikken
var inspirationskilden, men det var ikke
bare efterligninger, kunstnerne skabte,
det var en kunst, der med antikken som
afsæt havde sin egen stil. Fælles for perioderne
var, at de tilstræbte skønhed og
det ideale.
I dag lader kunstnere sig stadig inspirere
af antikken og afstøbningssamlingernes
mange skulpturelle kroppe. Men
det er sjældent klassisk skønhed, de arbejder
med. Her er to eksempler på
værker, der kan være spændende at
spejle i den klassiske kunst.
12
Fotografiet viser dele af værket “Point of view”,
Lone Høyer Hansen, 1996.
Den nøgne krop, den hvide gips og stoffet, der diskret dækker
underlivet, er elementer, som kan henvise til den klassiske
kunst. Men i dette værk er det kunstnerens egne kropsmål,
formindsket med 10%, vi ser, og ikke det klassiske
ideal. Figuren er placeret på en hylde i et rum af plader med
huller i, så man kan se den fra udvalgte vinkler, men aldrig
i sin helhed.
? Prøv at sammenligne kvindefiguren i “Point of view”
med Venus Medici. Hvad er klassisk, hvad er moderne?
“Horror Vacui (Roll over Giacometti)”,
Christian Lemmerz, 1987.
En gipsplade gennembrydes af et ansigt.
Det ser ud, som om ansigtet er stivnet i
et skrig, og en følelse af angst og magtesløshed
dominerer værket.
? Prøv at sammenligne Lemmerz’
værk med Laokoongruppen. Er det de
samme følelser, der er på spil? Kan to
så forskellige værker, skabt med over
2000 års mellemrum, handle om det
samme?
© Skoletjenesten 2004. Redaktion og tekst: Line Esbjørn og Jan Zahle. Layout: Marianne Bisballe/Skoletjenesten. Tryk: Kailow Graphic. Foto: Jørgen Bau, Ole Woldbye, Jens Frederiksen, John R.
Johnsen, SMK Photo, Pernille Klemp, Stine Heger, Poul Pedersen, Line Esbjørn. Materialet er trykt i forbindelse med Det Kongelige Danske Kunstakademis 250-års jubilæum, og er et samarbejde
mellem Skoletjenesten Thorvaldsens Museum, Den Kongelige Afstøbningssamling og Akademiet. Købkes maleri s. 7. tilhører Den Hirschsprungske Samling. www.skoletjenesten.dk