Link til kompendium

Danmark med fokus på perioden 1870 -1900 

Kompendium i samtidshistorie 

Danmark 1870-1900 

En by i kraftig vækst. Voldene nedrives 1871-73 ved Nørreport. 

Bemærk broen over voldgraven med den voldsomme trafik med hestevogne og sporvogn, hestetrukken selvfølgelig. I dag er 

det pladsen ved Nørreport og Frederiksborggade, hvor der ikke længere forefindes nogen voldgrav med vand. Til venstre ses 

Kommunehospitalet (fra i år (2005) Københavns universitet) og midtfor væksthuset i Botanisk have. 

Bo Beier Thorup, Bent Vestergaard, Frederik Bodin 

Januar 2009 

1


Indholdsfortegnelse: 

Tekster & Kilder side 

Lars Bille: Den økonomiske og sociale udvikling ...................................................................... 3-6 

Bo Beier Thorup: De sociale lag på landet ............................................................................... 7-9 

Lars Bille: Det industrielle gennembrud .................................................................................. 9-13 

De politiske partier ................................................................................................................ 14-18 

Bo Beier Thorup: Forfatningskampen ................................................................................... 19-22 

Lars Bille: Arbejderklassen — levevilkår, organisering ......................................................... 23-25 

Kristian Hvidt: Befolkningen ................................................................................................. 26-27 

Søren Mørch: Ernæring ....................................................................................................... 27-28 

Sygdomme ........................................................................................................................... 29-30 

Harry Haue m.fl.: Sociale lag i byen ..................................................................................... 31-33 

Søren Mørch: En borger ....................................................................................................... 34-35 

Oskar Hansen ...................................................................................................................... 36-37 

Marie Christensen: Træk af en tjenestepiges oplevelser ...................................................... 38-39 

Jan Møller: Herskabshjem og korridorlejlighed ..................................................................... 40-43 

Kort over København 1888 ....................................................................................................... 44 

Kort over Nordsjælland .............................................................................................................. 45 

Bilag 1 Partiskema (af Bo Beier Thorup) ................................................................................... 46 

Alle billedteksterne er skrevet af undertegnede, Bo Beier Thorup. Billederne er hentet talrige steder fra nettet. Billeder af 

underklassens vilkår kan hentes ikke mindst fra Arbejdermuseets webside og www.pladstilosalle.dk (webside om 

arbejderbevægelsens fremkomst), men også nationalmuseets webside har været anvendt, samt www.skoletjenesten.dk; 

Billeder og oplysninger om Københavns befæstning interesserer en hel del militærnørder, der har diverse gode links på 

nettet, men hvis jeg skal fremhæve en enkelt aldeles fremragende side må det være www.din-bog.dk/Befaestning/. 

Men også mange andre websider har været anvendt. 

Fra bøgerne har jeg også hentet en række af billederne, men den sande guldgrube er uden sammenligning tidsskriftet Erik 

Kjersgaard (red.): Illustreret tidende—1849-1993, der rummer et gigantisk billedmateriale, som suppleres af indholdsrige og 

oplysende billedtekster. 

2

Den økonomiske og sociale udvikling 

Kilde: Samtidshistorie for handelsgymnasiet bd. 2, Lars Bille: 

Danmark 1848-1945 (1978) s. 25-31 

I perioden 1870-1900 gennemløb det danske sam- 

fund en udvikling, der er blevet karakteriseret som 


"det industrielle gennembrud". Hermed menes, at en 

egentlig industriel produktion (d. v. s. maskinel mas- 

seproduktion af varer for et ukendt marked i virk- 

somheder med mere end 5 ansatte) opstod i denne pe- 

riode. 

En industrialiseringsproces er et meget sammensat 

forløb, hvor mange forskellige forudsætninger skal 

være opfyldt og virke sammen. Der skal være et kø- 

bedygtigt marked for industrivarerne. Der skal være 

tilstrækkelig - og helst billig - arbejdskraft til rådig- 

hed. Der skal være et transportsystem, som kan brin- 

ge råstofferne til fabrikkerne og de færdige varer ud 

til kunderne. Der skal være råstoffer; som kan forar- 

bejdes. Der skal være en tilstrækkelig stor kapital i 

landet til finansiering af grundlæggelsen og udbyg- 

ningen af virksomhederne. Der skal være et udbygget 

kredit- og banksystem, som kan sætte dem, der har 

pengene, i forbindelse med dem, der har brug for 

pengene til investering. Der skal forefindes tekniske. 

redskaber, som muliggør en maskinel masseprodukti- 

on. 

Man kunne nævne flere faktorer, der spiller en rolle i 

en industrialiseringsproces. Det afgørende er at un- 

derstrege, at de skal virke sammen og at de gensidig 

påvirker hinanden. Når vi i det følgende skal gen- 

nemgå nogle hovedtræk ved det industrielle gennem- 

brud, er det vigtigt at huske denne indbyrdes afhæn- 

gighed, fordi de enkelte dele, af hensyn til overskue- 

ligheden, vil blive skildret hver for sig. 

Landbruget 

At det industrielle gennembrud kom i perioden 1870- 

3 

1900 er ikke ensbetydende med, at Danmark blevet 

industrisamfund. Ved århundredeskiftet var Danmark 

stadig et udpræget landbrugsland. Omkring 75 % af 

Danmarks befolkning boede i. 1870 på landet. I 1900 

var tallet 61 %. Af den samlede arbejdsstyrke var 52 

% i 1870 beskæftiget i landbruget, medens det i 1900 

var 43 %. Vi kan altså se, at der sker en væsentlig 

forskydning væk fra landbruget, men dog ikke mere 

end at landbruget stadig er helt dominerende. Den 

udvikling, landbruget gennemløb, havde derfor stor 

betydning for samfundet i dets helhed og dermed og- 

så for selve industrialiseringen. 

Perioden fra omkring 1830 og frem til midten af 

1870'erne havde været en lang opgangstid for det 

danske landbrug, kun afbrudt af enkelte mindre tilba- 

geslag. Årsagen hertil skal søges i flere forhold, men 

en væsentlig faktor var de gode internationale kon- 

junkturer. Hertil skal lægges, at den fremadskridende 

industrialisering i Europa, først og fremmest i Eng- 

land, skabte et stort behov for landbrugsvarer til de 

voksende bybefolkninger. For Danmark betød det, at 

vor vigtigste landbrugseksportvare, kornet, steg kraf- 

tigt i pris. Da England i 1846 ophævede importtolden 

på korn, fik dansk landbrug nu fri adgang til et stort 

marked, der kunne aftage store mængder korn til go- 

de priser. 

Ved siden af de gode internationale konjunkturer 

spillede det også en rolle, at landbruget, i samarbejde 

med købmændene, der stod for salget af kornet i 

England, bestræbte sig på at forbedre kornets kvali- 

tet. Tidligere havde det været både vådt, spiret og 

urent, hvilket havde ført til, at det fik den lidet salgs- 

fremmende varebetegnelse "skiden sæd" hæftet på 

sig. Nu blev det renset og tørret inden afskibningen 

til England. Dansk landbrug kunne efterhånden også 

konkurrere på kvaliteten. 

De gode indtjeningsmuligheder virkede ansporende 

for landmændene til at foretage en produktivitetsfor- 

øgelse. Man gik i gang med at lægge nye jorder un-

der ploven, at dræne de våde områder og mergle de 

kalkfattige marker, alt med henblik på at kunne dyrke 

mere og bedre korn. Man tog også nye, rationelle 

markredskaber i brug; f. eks. afløste svingploven den 

tunge og arbejdskrævende hjulplov. 

Det var dog ikke kun kornproduktionen, landbruget 

tjente penge på. Den animalske produktion (d. v. s. 

kød, flæsk, mælk, smør, æg, o. s. v.) spillede efter mid- 

ten af det 19. århundrede en stadig stigende rolle. Det 

skyldtes dels, at prisudviklingen også her var god, dels 

at den ensidige korndyrkning i længden udpinte jor- 

den. Perioden op til midten af 1870'erne betegnes dog 

alligevel som kornsalgsperioden. 

De gode afsætningsmuligheder til lønnende priser førte 

til, at der var langt flere penge i landbruget end tidlige- 

re. Dette virkede ansporende for den trediedel af land- 

mændene, der endnu var fæstere, til at blive selvejere. 

En fæstebonde ejede ikke den jord, han dyrkede, men 

lejede den af godsejeren mod betaling, oftest i form af 

et bestemt kvantum korn. I tider med stigende priser 

var det således godsejeren, der nød fordelen: han fik 

flere rede penge for den samme mængde korn. Denne 

fordel ville fæstebønderne nu selv have, og med de 

fortræffelige økonomiske udsigter var der flere, der 

vovede springet og købte sig fri af godsejeren. At det 

var lidt af et spring hang sammen med, at meget få 

kunne udrede beløbet kontant. De måtte derfor låne 

mod sikkerhed i ejendommen. Gældsbyrden i landbru- 

get som helhed voksede derfor. Omkring 1900 var det 

lykkedes for langt størstedelen af bønderne at blive 

selvstændige. Den økonomiske opgangstid havde såle- 

des givet et meget væsentligt bidrag til fremkomsten af 

en selvstændig bondestand. 

Landbrugets fremgangsperiode smittede af på de øvri- 

ge dele af samfundet. Eksporten af korn stod handels- 

standen for, og den tjente store penge. Betydelige kapi- 

taler blev grundlagt. Bønderne brugte en del af deres 

indtjening til afdrag og renter af gælden, men de tjente 

nok til en almindelig højnelse af levestandarden, og til 

udbygning og forbedring af deres ejendomme. Medens 


4 

landbrugerne tidligere i høj grad havde været selvfor- 

synende med næsten alle dagligdagens fornødenheder, 

begyndte der nu at indtræde en mere udbygget arbejds- 

deling mellem landbrug og byerhverv. Bønderne købte 

flere varer og redskaber hos købmanden og håndvær- 

keren. Det skaffede disse samfundsgrupper øget be- 

skæftigelse og indtjening. Den øgede arbejdsdeling 

medførte dermed også, at de enkelte samfundsgrupper 

i højere grad end tidligere blev afhængige af hinanden. 

De gode konjunkturer skabte således en kapital i det 

danske samfund, som var af stor betydning ved finan- 

sieringen af industrialiseringen, samt for landbrugets 

egen omstillingsproces, da konjunkturerne vendte efter 

midten af 1870'erne. 

Krise og omlægning 

På det tidspunkt blev der kastet enorme mængder af 

korn ind på det europæiske marked fra USA og Rus- 

land. Det hang sammen med, at transportomkostnin- 

gerne var reduceret kraftigt ved udbygningen af jern- 

banerne og indsættelsen af damp- skibene. Resultatet 

blevet stort prisfald på korn. 

Den danske kornproduktion måtte nu sælges til de lave 

priser. landbrugets indtægter faldt, udgifterne faldt og- 

så noget, men ikke så meget som indtægterne, da ren- 

ter og afdrag på gælden jo var konstant. I mange andre 

lande greb man til toldforhøjelser for at beskytte sit 

landbrug. Denne fremgangsmåde var ikke acceptabel 

for flertallet af landbrugets repræsentanter i Danmark, 

da det ville være et klart brud på liberalismens krav om 

frihandel. Desuden eksporterede Danmark mere korn 

end det importerede, så told ville ikke hjælpe noget. 

landbruget blev derfor tvunget ud i en anden løsning: 

en intensivering af den omlægning af produktionen fra 

korn til animalske produkter, som allerede var begyndt 

omkring midten af det 19. århundrede. 

Men her stødte den almindelige bonde på nogle pro- 

duktionstekniske vanskeligheder. Han havde som regel

for få køer til, at en egentlig produktion af godt og rent 

smør lod sig gøre. Derfor foregik smørfremstillingen 

da også mest hos godsejerne, der havde større besæt- 

ninger og ofte selvstændigt mejeri. Bonden var imid- 

lertid ikke interesseret i at levere mælk til godsejerens 

mejeri og på den måde igen komme i et afhængigheds- 

forhold til ham. Det lå lige for, at flere bøn- der slutte- 

de sig sammen for på den måde at opnå stordriftens 

fordele. Desuden var der med konstruktionen af centri- 

fugen i 1878 skabt en vigtig teknisk forudsætning for 

rationel mejeridrift i mindre format. 

I 1882 oprettedes det første andelsmejeri i Hjedding 

på Vardeegnen. Det epokegørende ved dette mejeri 

var organisationsformen: andelsselskab. Bønderne 

tegnede sig for en andel hver. Indskuddene var ganske 

små. Man havde herefter ret og pligt til hver morgen at 


5 

levere mælk til mejeriet, som på den måde fik et til- 

strækkeligt stort kvantum til at producere smør. Meje- 

riets overskud blev delt mellem andelshaverne, efter 

hvor meget mælk de havde leveret i årets løb. Hver 

andelshaver havde en stemme på generalforsamlingen, 

uanset hvor stor en mælkeleverandør han var: Man 

stemte efter hoveder og ikke efter høveder. På den må- 

de kunne alle - store som små landbrug - være med, 

hvilket nok ikke var det mindst vigtige ved andelsfor- 

men. 

Til venstre: Centrifugen Det var danskeren L. C. 

Nielsen fra Roskilde, der i 1878 opfandt mejericentrifugen 

- en opfindelse, som kom til at revolutionere 

mejeribruget og som fik vidtrækkende konsekvenser 

for det danske landbrug. Tidligere skummede 

man fløden af mælken ved at hælde den op i 

store åbne mælkekar. Denne besværlige og noget 

langsommelige metode betød, at det var svært at 

holde mælken tilstrækkelig afkølet og den var samtidig 

udsat for insekter, støv og snavs. Centrifugen 

var derimod i stand til at dele mælken i dens hovedbestandele 

fløde og skummetmælk i en hurtig 

og hygiejnisk arbejdsgang, som forbedrede kvaliteten 

af fløden og demed det smør der kunne fremstilles. 

Hermed var grundlaget lagt for den danske 

mærke– og kvalitetsvare Lurpak smør. 

Fousing Andelsmejeri ved Struer var blot et af de ca 

1.000 andelsmejerier, som gårdmændene i løbet af 

knap 20 år havde grundlagt omkring år 1900 i hele 

Danmark. Andelsbevægelsen blev et af gårdmændenes 

forsøg på — ved hjælp af andelstanken — at manifestere 

sig som socialt lag i forhold til godsejerne. I 

kølvandet på andelsmejerierne stiftede gårdmændene 

tillige brugsforeningerne, sparekasserne, folkehøjskolerne 

og andelsslagterierne. 

Andelstanken slog an. I løbet af få år blev der opret- 

tet mange andelsmejerier. Omkring 1900 var der ca. 

1000. På andre områder inden for landbruget fulgtes 

succesen op. I 1887 oprettedes det første andelssvine- 

slagteri. Når det nu viste sig, at bønderne selv kunne 

forarbejde deres varer, var vejen ikke lang til, at man 

Billedet til højre viser saltning af dansk røget flæsk på Horsens svineslagteri 1907. Den 

særlige baconkvalitet var et engelsk krav som også fandt i danskernes smag. I modsætning til 

mejerierne var svineslagterierne store og måtte ligge bekvemt for jernbanerne. Derfor kom 

slagterierne til at ligge i købstæderne. På denne særegne måde rykkede gårdmændenes 

produktion ind i byerne.

også selv kunne stå for eksporten af de forarbejdede 

landbrugsprodukter og importen af de varer, som land- 

mændene skulle bruge i driften. Andelsselskaber til 

varetagelse af disse funktioner blev derfor også dan- 

net. 

Resultatet af denne koncentrerede indsats blev, at 

landbruget nu kunne producere en standardiseret kva- 

litetsvare. Grundlaget for det lurmærkede smør og den 

danske bacongris blev lagt i disse år. De blev efter- 

spurgte varer på de udenlandske markeder, især i Eng- 

land, som stadig var vort vigtigste aftagerland. Da de 

internationale konjunkturer igen vendte til det bedre i 

slutningen af århundredet, stod dansk landbrug således 

godt rustet til at udnytte dette. Det blev igen gode tider 

for landbruget i begyndelsen af det 20. århundrede. 

Man kan spørge, hvordan det i en tid med faldende 

indtægter var muligt for landmændene at klare den 

kraftanstrengelse, som omlægningen var. Noget af 

svaret ligger i, at nogle landmænd havde opsparet ka- 

pital fra de gode tider, som de kunne tære på; men for 

langt hovedparten gjaldt det, at de måtte låne penge i 

kreditforeningerne og sparekasserne. Staten bidrog 

kun beskedent til omstillingen, idet statsindgreb i det 

private erhvervsliv, ifølge den fremherskende liberali- 

stiske tankegang, burde undgås. For den enkelte land- 

mand betød det, at hans gældsbyrde voksede. Medens 

prioritetsbehæftelserne i 1849 udgjorde ca. 33 % af 

landejendommenes værdi, steg prioriteringen omkring 

1900 til ca. 55 %. landmanden blev derved i langt hø- 

jere grad end tidligere inddraget i den almindelige 

pengeøkonomi og derfor også mere afhængig af kon- 

junkturudviklingen i landet. Landbruget blev integre- 

ret i tidens almindelige kapitalistiske udvikling. 

En anden del af svaret ligger i den bedre uddannelse 

og oplysning, landbobefolkningen efterhånden erhver- 

vede sig. Hovedæren må tilskrives højskolerne og 

landbrugsskolerne. Højskoletanken var udformet af 

Grundtvig. Han havde allerede i 1830'erne agiteret for 

en vækkelse af den brede befolkning gennem oplys- 

ning om nationale, historiske og kristelige emner. Han 


6 

havde en, stærk tro på det gode og sunde i folket, samt 

på dets ret til at gøre sig gældende i alle samfundsfor- 

hold. Gennem "det levende ord", i foredrag og diskus- 

sioner skulle de unge mennesker have "oplysning om 

livet", udstyres med en åndelig ballast som kunne væ- 

re dem til gavn i deres tilværelse. 

I 1844 oprettedes den første folkehøjskole i Rødding, 

og i løbet af de næste årtier kom der mange flere til. Et 

stigende antal unge fra landet fik nogle udbytterige 

måneders ophold. De fik en større forståelse for sam- 

fundsproblemerne og kunne deltage i politiske diskus- 

sioner. Gennem ophold på landbrugsskolerne, der var 

mere teknisk/fagligt orienterede, fik landboungdom- 

men forståelse for nødvendigheden af at indføre nye 

driftsmetoder og ny teknik. De fik opbygget en selvag- 

telse og selvbevidsthed, der ledte frem til holdningen: 

vi kan, vil - og skal selv. Andelsbevægelsen og - som 

vi skal se senere - den politiske organisering af partiet 

Venstre ligger i klar forlængelse heraf. 

Der aftegnede sig nogle klare sociale skel på landet. 

Det var ikke alle landboere, der havde nydt godt af 

landbrugets udvikling i de gode tider før krisen. Denne 

forskel uddybedes i løbet af omlægningsperioden.


Den sociale lagdeling i landbruget i 1870 

Antal % af det samlede 

antal 

1.800 herre- og proprietærgårde 

(over 12. tdr. hartkorn) 

De sociale lag på landet i slutningen af 1800 

-tallet (af Bo Beier Thorup) 

Endnu i slutningen af 1800-tallet var klassedelingen på 

landet særdeles tydelig. Social mobilitet (= opstigning) 

mellem de sociale lag på landet var næsten umulig med 

mindre man giftede sig over sin stand. 

Det øverste lag var godsejerne, der var en meget lille 

gruppe som bestod af de absolut største jordejere i Dan- 

mark. Disse bestod bl.a. af den gamle adel (grever, ba- 

roner o.l.) men også store jordejere kaldet proprietærer. 

Godsejerne var typisk så velhavende, at de boede i lan- 

ge perioder i hovedstaden, mens godset blev forvaltet af 

en bestyrer i godsejerens fravær. Bort set fra at nyde li- 

vet i hovedstaden, var mange af godsejerne beskæftiget 

som medlemmer af Rigsdagen, hvor de repræsenterede 

partiet Højre, som i hele perioden frem til 1901 regere- 

de Danmark. Godsejerne var umådeligt indflydelsesrige 

i politik, idet det kun var godsejere der blev kon- 

0,77 52.000 tdr hartkorn 

71.000 gårde (over 1 tdr. hartkorn) 30,24 280.000 tdr. hartkorn 

131.000 ”huse” eller 

”steder” (under 1 tdr. hartkorn) 

55,79 39.000 tdr. hartkorn 

7 

sejlspræsidenter (= daværende betegnelse for statsmini- 

ster) indtil 1901. 

Hartkorn % af det samlede 

antal hartkorn 

31.000 jordløse huse 13,20 - - 

Kilde: Politikens Danmarkshistorie bind 12, s.42 

14,02 

75,47 

10,51 

Det næstøverste lag på landet var gårdmændene 

(gårdejerne). Det var landmænd, der ejede deres egen 

gård. Gårdmændene var det sociale lag, som oplevede 

den største fremgang på landet i slutningen af 1800- 

tallet. Dette skyldtes andelsbevægelsens opståen i for- 

bindelse med den store landbrugskrise i 1870’erne. I 

1870’erne oversvømmede det amerikanske og russiske 

marked det internationale kornmarked og medførte, at 

det danske landbrug havde svært ved at afsætte sit korn. 

I denne forbindelse besluttede en række gårdmænd at 

omlægge til animalsk produktion – ikke mindst smør 

og grise (flæsk). Et af problemerne var, at gårdmænde- 

ne havde som regel for få køer til at have en selvstæn- 

dig smørproduktion. Smørproduktion foregik derfor 

hyppigst hos godsejerne som havde større besætninger 

og derfor ofte et selvstændigt mejeri. Gårdmændene 

havde i tidligere tider været underlagt godsejeren/ her- 

remanden, men havde i løbet af 1800-tallet købt deres 

L. A. Rings maleri: Husmandsfolk venter fremmede er et af 

de få malerier fra perioden, der viser en husmand. Men billedet 

er egentligt misvisende. Det viser en husmand og hustru, der 

har fået fejet og gjort ved. Kjolen er nyvasket og far koketterer 

med urkæden. Billedet viser således ikke den armod 

(fattigdom), som husmændene oplevede i denne periode. 

Boligerne var usle— et par kamre i den forfaldne rønne og med 

ringe ernæring, hvor middagen typisk kunne stå på vælling, og 

tørt brød til . 

Ofte var husmandens eneste økonomiske aktiv en (1!) ko eller 

en gris.

egen gård fra godsejeren. Gårdmændene ønskede ikke at 

komme i et afhængighedsforhold igen til ham og ville 

helst ikke levere mælk til godsejerens mejeri. Løsningen 

lå lige for: Gårdmændene måtte slutte sig sammen, hvis 

de skulle opnå stordriftsfordele – og dette gjorde de ved 

etableringen af det første andelsmejeri i 1882 i Hjedding 

nær Varde. 


Gårdmændene fik med omlægningen til animalsk pro- 

duktion forædlet deres varer – og det passede perfekt til 

den stadig mere kræsne englænder (England var jo eks- 

portmarkedet), der gerne ville spise smør og bacon frem 

for brød. 

Gårdmændenes succesrige evne til at organisere sig i 

andelsbevægelsen gav dem blod på tanden til at oprette 

folkehøjskoler og landbrugsskoler. Ikke alene økono- 

misk men også politisk var gårdmændene på vej frem: 

Deres parti var Venstre – og gårdmændene forlangte 

med et stadig højere stemmeleje, at de fik politisk ind- 

flydelse. Gårdmændene optrådte i det hele taget meget 

selvbevidst i denne periode. 

Næst efter gårdmændene kom husmændene. De hav- 

de små jorder (typisk mellem 1-5 tønder land) og de var 

så små, at de som hovedregel ikke kunne forsørge hus- 

mændenes familie alene. Derfor var husmændene tvun- 

get til at supplere deres indtægter ved at arbejde hos an- 

dre. Dette gjorde de typisk hos en gårdmand eller hos 

godsejeren. Husmanden kunne på visse måder ligne 

gårdmanden, men hans landejendom var mindre – det 

var et hus, ikke en gård – og han havde en meget lille 

besætning – måske kun en gris og en ko. Husmanden 

Landarbejdere, også kaldet folkehold eller 

tyende, fra herregården Bistrup fotograferet 

på gårdspladsen omkring 1880. 

Tyendet var løs arbejdskraft, der arbejdede 

på godserne eller gårdene, når der var behov. 

Aflønningen var typisk med kost og logi. 

Tyendet på landet var så ganske absolut det 

fattigste og nederste af de sociale lag på landet. 

Bemærk, at vore dages ko er blevet betydeligt 

større —et resultat af dansk landbrugs 

satsning på fremme af større kvæg. 

8 

havde derfor ikke som gårdmanden nogle ansatte og 

havde ej heller nogen reserver at stå imod med, hvis hø- 

sten slog fejl. Husmændenes ringe vilkår blev overset 

indtil husmændene fik oprettet deres eget parti, Det radi- 

kale Venstre, i 1905. 

Nederst i samfundspyramiden befandt sig landarbej- 

derne også kalder tyendet eller daglejerne. Landarbej- 

derne besad ingen ejendom, men var ansat hos godseje- 

ren eller gårdmanden. Her var de beskæftiget som fx 

karle og malkepiger. P.g.a. den meget kraftige befolk- 

ningsvækst i disse år voksede denne gruppe betydeligt, 

hvilket betød, at godsejeren og gårdmanden kunne pres- 

se prisen på arbejdskraft ned. Aflønningen skete dog 

som regel i naturalier: Karlen eller malkepigen fik et par 

træsko – måske noget tøj - samt kost og logi. I bedste 

fald måske en skilling i ny og næ – men det var undta- 

gelsen. Landarbejdernes levevilkår var forfærdende dår- 

lige. Arbejdstiden var meget lang, afhængig af årstider- 

ne. Boligmæssigt levede de yderst ringe, da de som of- 

test boede i stalden hos dyrene og endvidere eksisterede 

stor børnedødelighed i denne gruppe – sygdomme og 

fejlernæring var særdeles udbredt. Det var et liv der fo- 

regik på randen af sultegrænsen, og hvor en afskedigelse 

fra godsejeren eller gårdmanden må have været en kata- 

strofe. Landarbejdernes vilkår var så ringe at de sagtens 

kan sammenlignes med befolkningerne i dag i fattige u- 

lande. Landarbejdernes kamp for eksistensvilkår var så 

hård, at de hverken havde tid eller kræfter til at kæmpe 

for deres rettigheder. Så selvom de udgjorde en stor 

gruppe på landet eksisterede ikke noget parti, der kæm-

pede deres sag – en væsentlig omstændighed var desu- 

den, at man var frataget stemmeretten når man ikke 

havde egen bopæl. 

Grænsen mellem husmændene og landarbejderne 

var flydende – og de delte på mange måder samme le- 

vevilkår. Deres kamp for rettigheder slog først igen- 

nem i slutningen af perioden, for husmændene med op- 

rettelsen af Det radikale venstre i 1905 og for landar- 

bejderne efterhånden som de fik stemmeret ved at 

stemme på socialdemokratiet. 

Det industrielle gennembrud 

Kilde: Samtidshistorie for handelsgymnasiet bd. 2, Lars Bil- 

le: Danmark 1848-1945 (1978) s. 34-39 

Forudsætningerne 

Skellet mellem håndværksmæssig og industriel pro- 

duktion kan være svær at sætte. Der fandtes mange 

håndværksmestre omkring 1850, der beskæftigede me- 

re end 5 svende, og nogen maskinel hjælp betjente de 

sig også af. Kun langsomt bredte de nye tekniske hjæl- 

pemidler, som. f. eks. dampmaskinen, sig i Danmark. 

Stagnationen hang bl. a. sammen med, at håndværket 

var underkastet en lang række strenge restriktioner, der 

var vedtaget helt tilbage i middelalderen. Siden den tid 

havde håndværket været organiseret i laug, d. v. s. 

sammenslutninger inden for de enkelte fag med det 

formål at sikre medlemmerne socialt; at træffe bestem- 

melser om arbejdsforhold samt at skabe ensartede kon- 

kurrencevilkår ved fastsættelsen af priserne. Desuden 

måtte håndværk kun udøves i købstæderne. Alt i alt en 

meget stærk regulering af et erhverv. Dette stemte me- 


9 

get dårligt overens med indholdet i liberalismen. Næ- 

ringsfriheden stod derfor også centralt placeret på de 

national- liberales program, så centralt at det blev ind- 

føjet i grundloven. I 1857 vedtog Rigsdagen de love, 

der ophævede laugenes og købstædernes privilegier. 

Med næringsfrihedens indførelse var en væsentlig for- 

udsætning for den kommende industrialisering skabt. 

Der kunne nu frit etableres virksomheder, hvor man 

ville (med visse få begrænsninger), hvis det ellers var 

muligt at skaffe arbejdskraft og kapital. 

At skaffe den nødvendige arbejdskraft var ikke noget 

problem. Danmarks befolkning steg fra 1,8 mill. i 

1870 til 2,5 mill. i 1900. Denne stigning var imidlertid 

ikke jævnt fordelt mellem land og by. Der skete en 

kraftig vandring fra land til by, således at bybefolknin- 

gens andel i 1900 var steget til ca. 39 % mod 25 % i 

1870. Den store tilvandring til byerne skabte et rigeligt 

udbud af arbejdskraft, som tilmed, på grund af konkur- 

rencen om at skaffe sig arbejde, var billig. 

Som omtalt tidligere betød de gode konjunkturer i 

kornsalgsperioden, at der skabtes store kapitaler i Dan- 

mark. Det var først og fremmest hos godsejerne og de 

største handelsforetagender, at kapitalkoncentrationen 

foregik. Godsejernes indtjening oversteg, hvad de selv 

kunne bruge på for- bedringer og udbygninger af god- 

serne. Derved blev der skabt en "ledig" kapital. Køb- 

mændene stod for opkøbet af kornet hos bønderne og 

solgte det videre til englænderne med stor fortjeneste. 

De stod også for importen af de varer, bønderne skulle 

bruge. Den stigende arbejdsdeling i samfundet gav 

handelsleddet en mere og mere central placering i 

dansk økonomi. Alt dette førte til, at storkøbmændene 

CF Tietgen var den mest dominerende iværksætter i den første industrialiseringsperiode. Som 28-årig 

grundlagde Tietgen Privatbanken i 1857, og herfra skulle en formidabel række af investeringer i danske 

industrivirksomheder finde sted. En af modellerne var at sammenlægge (fusionere på nudansk) en 

række virksomheder til De forenede… fx De forenede Bryggerier i 1873 med Tuborg i spidsen (ikke 

Carlsberg, som først gik med i 100 år senere (1971)), De forenede Dampskibsskibsselskaber (DFDS) , 

De forenede Papirfabrikker osv. 

Tietgen var en enestående købmand og da Tietgen kom fra Odense, er det vel ikke så mærkeligt, at i 

dag hedder handelsskolen i Odense simpelthen Tietgenskolen. Måske skulle handelsskolen i Lyngby 

også tage navn efter Tietgen, da han ligger begravet ved Lyngby kirke?

kom til at spille en særdeles væsentlig rolle ved fi- 

nansieringen af industrialiseringen og oprettelsen af 

banker. 

Op til 1870'erne var der således, foruden arbejds- 

kraft, også ledig kapital til stede. Men den skulle for 

at gøre nytte formidles til dem, der havde brug for 

lån til investeringer, Denne kapitalformidling skete 

fortrinsvis gennem banker, sparekasser og kreditfor- 

eninger. I. 1857 var Privatbanken blevet oprettet, pri- 

mært med det formål at give kortfristede kreditter til 

handelsforetagender, der indtil dette tidspunkt havde 

været næsten helt afhængige af finans- og handelshu- 

sene i Hamborg. Den drivende kraft i Privatbanken 

blev C. F. Tietgen. Han kom til at spille en afgørende 

rolle i den første industrialiseringsfase. I 1871 stifte- 

des Den danske Landmandsbank, og i 1873 Kjøben- 

havns Handelsbank. Foruden disse tre hovedbanker 

oprettedes en række banker i provinsen. Denne orga- 

nisering af kapitalmarkedet blev af uvurderlig betyd- 

ning for industrialiseringen. Ved at give rente for 

indskud på anfordring, trak bankerne en del af den 

"ledige" kapital ind i bankerne, som herefter udlånte 

den til industri og handel. Desuden medvirkede ban- 

kerne ved oprettelsen af industrielle aktieselskaber. 


10 

Banken påtog sig at sælge aktierne og garanterede 

tegningen af hele aktiekapitalen. Mange aktieselska- 

ber blev grundlagt med de tre hovedbanker som for- 

midlere og deltagere. Bankerne fik derved en særde- 

les vital placering i dansk erhvervsliv. Personsam- 

menfaldet i bestyrelserne i mange industri- og han- 

delsvirksomheder og bankerne var betydeligt. 

Sparekasser og kreditforeninger blev også oprettet 

og udbygget i tiden op til 1870'erne. Deres opgaver 

var af en noget anden karakter end en banks. For 

dem var sikkerheden det afgørende. De gav derfor 

kun lån mod sikkerhed i fast ejendom. Deres betyd- 

ning lå primært i imødekommelsen af et kapitalbe- 

hov hos det ekspanderende landbrug og byggeri. 

De gode konjunkturer, tilstedeværelsen af rigelig ka- 

pital og organiseringen af kapitalmarkedet i perioden 

op til 1870'erne, bevirkede tilsammen, at det var mu- 

ligt at låne penge til en lav rente. Det virkede yderli- 

gere stimulerende på lysten til at grundlægge nye 

virksomheder. 

Foruden de ovennævnte forudsætninger for en indu- 

strialisering, skal der også være et udbygget trans- 

Kortet til venstre: Det danske jernbanenet viser, at man var sen i 

optrækket i forhold til vores nabolande. De to hertugdømmer Slesvig- 

Holsten, der var en del af det danske rige indtil krigen i 1864, fik 

jernbaner før kongeriget og Sjælland kom før Jylland. Men derefter gik 

det stærkt. Omkring 1875 lå hele det banenet på plads som vi kender i 

dag. 

Billedet foroven: Den jyske længdebane blev indledt med bygningen af Århus- 

Randers 1862 og fotografen har her indfanget kongens indvielse af banen 

omkring Gudenåen september 1862 (ved Langå).

portnet til rådighed. Det er nødvendigt, for at trans- 

portudgifterne på billige men tunge varer som f. eks. 

korn, jern, kul o. s. v. ikke skal blive uforholdsmæs- 

sigt store. 

Både inden for sø- og landtransporten skete der en 

kraftig udvikling fra det 19. århundredes midte og 

frem. På grund af Danmarks topografi har søtrans- 

porten altid spillet en meget vigtig rolle. Handelsflå- 

den var i kornsalgsperioden i kraftig udvikling, og 

mange købmænd havde deres eget lille rederi, bestå- 

ende af forskellige typer af sejlskibe. Dampskibet be- 

gyndte efterhånden at vinde indpas, og var i 1900 

klart dominerende. Denne omstilling fra sejl til damp 

var imidlertid så kapitalkrævende, at mange af de 

små rederier ikke kunne klare det. Med C. F. Tietgen 

som initiativtager sluttede en række af disse små sel- 

skaber sig sammen og dannede i 1866 aktieselskabet 

Det forenede Dampskibsselskab, som hurtigt opnåede 

en faktisk monopolstilling på den indenrigske gods- 

trafik til søs. Selskabet blev også klart dominerende i 

landbrugseksporten til England fra udskibningshav- 

nen i Esbjerg, indviet 1874. 

Landtransporten blav revolutioneret ved opbygningen 

af et jernbanenet. Den første jernbane i kongeriget 

Danmark blev indviet i 1847 og gik mellem Køben- 

havn og Roskilde. Denne bane havde vel nærmest 

kuriositetens præg, men selve transportmidlets betyd- 

ning for erhvervslivet afspejlede sig klart i den vold- 

somme debat i de efterfølgende år om linieføring og 

udbygningstempo. 


11 

Til venstre: Cloettas Damp-Chokolade fabrik var 

som datidens virksomheder baseret på dampkraft før 

elektromotoren brød igennem efter århundredeskiftet. 

Selve maskinen ses bagtil, trækkraften blev fordelt til 

de enkelte specialmaskiner ved hjælp af aksler under 

loftet og remtræk —endnu uafskærmede og ikke ufarlige. 

Således vil det have set ud på hver enkelt fabrik på 

denne tid —med en stor dampmaskine der ved hjælp 

af remtræk trak en masse specialmaskiner. 

Omkring midten af 1870'erne var hovedlinierne ud- 

bygget og udgjorde i alt ca. 900 km, for siden at stige 

til små 3000 km i 1900. Danmark blev således gen- 

nem udviklingen i samfærdselsmidlerne bundet sam- 

men, både til søs og til lands. 

Finansieringen af jernbanebyggeriet var mange steder 

i verden foretaget af private selskaber. Udviklingen i 

Danmark adskilte sig fra denne tendens. Ganske vist 

forsøgte Tietgen i 1860'erne at samle alle landets 

jernbaner i et selskab under hans og Privatbankens le- 

delse, men forsøget mislykkedes. Der var forbavsen- 

de nok - den liberale ideologis uvilje mod statens ind- 

blanding i forretningslivet taget i betragtning - fler- 

tal i Rigsdagen for statsbaneanlæg og -drift. Resulta- 

tet blev, at alle hoved linier var statsejede, medens se- 

kundærlinierne blev overladt til private selskaber. 

Med udbygningen af transportsystemet, organise- 

ringen af kapitalmarkedet, den lave rente og rigelig 

og billig arbejdskraft, kom det til at spille en mindre 

rolle for industrialiseringen i Danmark, at landet ikke 

rådede over to at de dengang vigtigste råstoffer, jern 

og kul. Den nære beliggenhed ved England og de la- 

ve fragtrater gjorde, at industrien uden større merud- 

gifter kunne skaffe, hvad den havde brug for. Dan- 

mark var dog ikke uden råstoffer selv. Det er typisk, 

at betydelige dele af dansk industri voksede op i til- 

knytning til landbruget. Enten forarbejdede den land- 

brugsvarer (øl, sukker, sprit, animalske produkter) el- 

ler også tilvirkede den maskiner, gødning og soyaka- 

ger til brug i landbrugsproduktionen. Udbygningen af 

sø- og landtransportnettet skabte også basis for en 

stor skibs- og maskinindustri.

Industrien behøvede et købedygtigt marked til sine 

produkter. Også denne forudsætning blev skabt i løbet 

af 1850'erne og 1860'erne under den gode konjunktur. 

Landbrugets fremgang, den stigende arbejdsdeling 

mellem land og by, transportnettets sammenknytning 

af Danmark til et stort marked, gav tilsammen gunsti- 

ge afsætningsmuligheder for en industriel produktion. 

En lang række af de vigtigste forudsætninger for en in- 

dustrialisering var således til stede i Danmark omkring 

år 1870. 

Karakteristiske træk ved industrialiseringen 

Det har i mange år været diskuteret, hvornår præcist 

det egentlige industrielle gennembrud skete i Dan- 

mark. Nogle har hævdet, at det fandt sted umiddelbart 

før 1870, andre at det skete i første halvdel af 1870'er- 

ne, og atter andre henlægger det til sidste halvdel af 

1890'erne. Denne diskussion viser noget væsentligt 

om Danmarks industrialisering, nemlig, at den foregik 

i et relativt jævnt tempo med enkelte toppunkter, samt 

at den foregik over en bred front. Man kan ikke for 

Danmarks vedkommende udpege et enkelt erhverv 

som toneangivende for industrialiseringen og tidsbe- 

stemme gennembruddet herefter (som f. eks. tekstilin- 

dustrien i England). Nogle karakteristiske træk skal 

omtales i det følgende. 

Grundlæggelsen af nye virksomheder var afhængig af 

konjunkturerne. 1870'ernes første halvdel blev præget 

af stiftelsen af mange nye selskaber, 85 i alt. Det kan 

med nutidens øjne synes et såre beskedent antal, men 

målt med samtidens målestok var det stort. Med den 

konjunkturnedgang, der fulgte med landbrugskrisen, 

stoppede "feberen". I 1880'erne blev der tale om en 

mere afdæmpet vækst. Med konjunkturopsvinget fra 

1894 og frem til 1. verdenskrig kom der igen fart i in- 

dustrialiseringen, og denne gang i et omfang der var 

langt større end tidligere. 

Mange af de store virksomheder, vi kender i dag, 

blev grundlagt i perioden 1870-1900. Navne som De 

danske Sukkerfabrikker, De danske Spritfabrikker, De 

forenede Bryggerier, ØK, De forenede Papirfabrikker, 


12 

Nordisk Kabel og Tråd, angiver arten og størrelsen. 

Aktieselskabsformen blev langt den mest anvendte. 

Denne organisationsform gav, i modsætning til andels- 

selskabet, indflydelse efter hvor stor en del af kapita- 

len man besad . Det virkede uden tvivl tillokkende for 

de store kapitalbesiddere. Det er således karakteristisk, 

at det er en relativ snæver kreds af personer blandt 

godsejere og storkøbmænd, der via de tre storbanker 

stod for oprettelsen af og kontrollen med mange af de 

nye virksomheder. Som et eksempel kan nævnes, at 

Landmandsbanken deltog i stiftelsen af så betydelige 

virksomheder som De forenede Papirfabrikker (1889), 

Frihavnsselskabet (1891), Det danske Kulkompagni 

(1896), tobaksfirmaet Hirschsprung og Sønner (1896), 

Københavns Flydedok og Skibsværft (1897), 0K 

(1897), og Nordisk Kabel- og Trådfabrikker (1898). 

Dermed er også nævnt et andet væsentligt træk ved in- 

dustrialiseringsfasen, nemlig den koncentrations- og 

monopoltendens, der prægede højkapitalismen. Alene 

navnene på mange af virksomhederne vidner herom. 

Det var ofte flere mindre selskaber der blev sluttet 

sammen til "de forenede. . .". C. F. Tietgen fra Privat- 

banken og Emil Gluckstadt fra landmandsbanken var 

ledende kræfter i disse bestræbelser. Tankegangen var 

den, at med fuld kontrol inden for et produktions- eller 

handelsområde kunne virksomhedernes profit blive 

større og stordriftens fordele udnyttes fuldt ud. Der 

kan således spores den samme tendens som i udlandet 

til, at liberalismens krav om kræfternes frie spil og den 

frie konkurrence, i realiteten var ved at føre til det 

modsatte. 

Det mest karakteristiske ved den danske industriali- 

sering var dog ikke denne koncentrationstendens, men 

den lille industrivirksomhed med et stærkt håndværks- 

element i produktionen. I 1897 var det gennemsnitlige 

antal arbejdere pr. virksomhed kun 25. Dertil kom, at 

industrien ikke blev koncentreret på nogle få steder, 

men var spredt relativt jævnt over hele landet. Dan- 

mark fik ikke som andre europæiske lande egentlige 

industricentre med virkelig store industriforetagender 

og en deraf følgende tæt koncentration af arbejdere. 

Dette har sammen med eksistensen af et stort landpro-

letariat givet betydet en del for udviklingen af den 

danske arbejderbevægelse. 

Endelig skal det nævnes, at produktionen af kon- 

sumvarer var helt dominerende i den danske indu- 

stri, og at den praktisk taget producerede for hjem- 

memarkedet. Den del af industriens produktions- 

værdi, der gik til eksport, udgjorde i perioden 1868 

-1900 kun omkring 10 %. 


13 

Et samlet billede af forskydningerne på det er- 

hvervsøkonomiske område kan fås ved tabellerne 

på nedenfor: 

Bruttofaktorindkomstens fordeling på erhverv i procent: 

1868 1876 1894 1904 1914 

Landbrug m.v. 50 45 34 31 32 

Håndværk og offentlige værker 13 11 13 10 9 

Industri Ca. 4 Ca.5 7 10 10 

Bygge- og anlægsvirksomhed 3 3 3 5 4 

Handel m.v. 10 13 18 19 21 

Transport m.v. 3 4 5 7 7 

Liberale erhverv og husgerning 4 5 6 6 5 

Boligbenyttelsen 8 9 8 7 7 

Offentlige ydelser 5 5 6 5 5 

Anm: Bruttofaktorindkomsten betegner den værdiforøgelse, som finder sted i årets løb i alle 

landets produktions- og omsætningsled. Bruttofaktorindkomsten fordelt på erhverv kan derfor 

vise, hvilken betydning det enkelte erhverv har i den samlede produktion. 

Kilde: Svend Aage Hansen: Økonomisk vækst i Danmark bd. I s. 200 og 305 

Den samlede befolknings procentvise fordeling på erhverv 

Landbrug 

m.v. 

Håndværk 

og 

Industri 

Bygge- og 

anlægsvirk- 

somhed 

Øvrige 

erhverv 

I alt Samlet 

befolkning 

1860 53,3 26,4 5,9 14,4 100 1,601 mio 

1870 52,3 25,8 6,8 15,1 100 1,793 mio 

1880 51,1 26,0 7,7 15,2 100 1,976 mio 

1890 45,9 27,9 9,9 16,3 100 2,179 mio 

1901 41,4 29,5 11,3 17,8 100 2,463 mio 

1911 38,3 28,9 12,9 19,9 100 2,770 mio 

Kilde: Svend Aage Hansen: Økonomisk vækst i Danmark bd. 

I s. 142

De politiske partier 

De betydelige forskydninger i det danske samfunds 


økonomiske og sociale struktur førte til fremkomsten 

af en selvbevidst gårdmandsgruppe, en hastigt vok- 

sende arbejderklasse, et stort landproletariat, en in- 

dustriherregruppe og en indflydelsesrig handelsgrup- 

pe. Den danske befolkning blev således tydeligere 

opdelt i en række samfundsklasser, hver med sine 

økonomiske og politiske særinteresser. Denne øgede 

differentiering kom til at præge den videre udvikling 

af de politiske grupperinger, som vi har set voksede 

frem i forbindelse med indførelsen af grundloven i 

1849. I løbet af perioden kom disse grupperinger til 

at tage form af egentlige politiske partier. 

Højre 

Den toneangivende gruppering op til 1864 var de na- 

tionalIiberale. Efter 1864 mistede de deres indfly- 

delse og opløstes efterhånden som selvstændig grup- 

pering. Flertallet af de nationalliberale sluttede sig til 

Højre, resten forenede sig med venstregrupperinger- 

ne. 

Under det liberale gennembrud havde den hidtil 

mest indflydelsesrige gruppe, godsejerne, holdt sig i 

baggrunden. Efter 1864 vendte de imidlertid tilbage 

på den politiske scene for at rette op på de ulykker, 

folkestyret efter deres mening allerede havde for- 

voldt, og for at sikre, at der ikke kom flere. Gods- 

ejerne blev kernen i partiet Højre. Foruden godsejer- 

ne hentede Højre støtte fra akademikere, embeds- 

Til højre: Jakob Brønnum Scavenius Estrup, der var konsejlspræsident 

(statsminister ) 1875-1894 var den absolut vigtigste politiske 

person i denne periode. Estrup var godsejer, Højre-mand, stærkt konservativ 

med en dybfølt loyalitet overfor kongemagten. 

At Estrup overhovedet kunne styre landet i denne periode skyldtes 

udelukkende ved at udnytte særlige juridiske huller i grundloven fra 

1866, der gav ham mulighed for at sende Rigsdagen på ferie og udstede 

provisoriske (midlertidige) finanslove. Grundloven af 1866 havde 

Estrup i øvrigt selv været med til at formulere. 

Med vore dages øjne ville man utvivlsomt have kaldt Estrup for diktator. 

I 1885 blev Estrup udsat for indtil videre det eneste attentat på 

en dansk statsminister. Estrup overlevede attentatet, da hans frakkeknap 

afbød revolverkuglen. I 1894 blev Estrups position som konsejlspræsident 

forhandlet væk af forhandlere fra hans eget parti, Højre. 

14 

mænd, officerer, håndværkere, industriens og hande- 

lens folk. En del af arbejderne i byerne sluttede også 

i begyndelsen op om Højre, indtil Socialdemokratiet 

efterhånden vandt frem. Desuden fik partiet klar op- 

bakning fra kong Christian 9. Højre var således et 

udpræget byparti med hovedbastionen i det bedre 

borgerskab. 

Ret beset var Højres vælgergrundlag en nok så blan- 

det flok. I mange spørgsmål, især af erhvervsøkono- 

misk karakter, havde embedsmænd, godsejere, hånd- 

værkere, industriherrer og handelens folk forskellige 

interesser, hvilket da også på langt sigt blev en be- 

lastning for sammenholdet. Det, der i perioden frem 

til århundredeskiftet bandt partiet sammen, var enig- 

heden om at bremse Venstres krav om genindførel- 

sen af den lige og almindelige valgret til landstinget 

og ønsket om at skabe et tilstrækkeligt stærkt militær 

til forsvar af Danmark. Ifølge datidens konservative 

opfattelse var det en illusion at tro, at alle mennesker 

var lige. Den historiske udvikling og traditionen hav- 

de skabt nogle ledende grupper, som, primært gen- 

nem store jordbesiddelser, i særlig grad havde bidra- 

get til finansieringen af samfundets udvikling. Disse 

grupper skulle derfor også have den ledende rolle i 

den politiske styring. 

Forsvaret for den private ejendomsret kom til at ind- 

tage en vigtig plads i Højres politik. Ved at give den 

politiske magt til de besiddende grupper, sikredes 

også en rolig og jævn udvikling i overensstemmelse 

med traditionen, uden forhastede folkelige eksperi- 

menter, der forkastede det bestående på en studs.

Overklassen forstod bedst - ligesom den patriarkalske 

familiefader -, hvad der var til landets bedste og fol- 

kets gavn. Den følte, mente man, et særligt ansvar, et 

ansvar som staten og dens tro embedsmænd skulle 

forvalte. Fordi man har det talent at finde det rette 

slagord i en vælgerforening, kan man meget vel være 

blottet for enhver evne til at regere, hed det i højre- 

kredse. 

Det forenede Venstre 

Som en reaktion på skuffelsen over 1866-grundlovens 

vedtagelse og kongens udnævnelse af et rent højremi- 

nisterium, sluttede de forskellige grupperinger af ven- 

strefolk i Rigsdagen sig sammen og dannede Det for- 

enede Venstre i 1870. Spændvidden inden for Det for- 

enede Venstre var stor. Den gik lige fra en grundtvigi- 

ansk inspireret idealistisk, national, skandinavistisk og 

forsvarsvenlig holdning, der ikke lå langt fra de natio- 

nalliberales, til en jordnær nøgternhed uden positiv 

indstilling til forsvaret. Denne forskel mellem fløjene 

i Det forenede Venstre er meget vigtig at erindre sig 

ved behandlingen af den konkrete politiske udvikling. 

Det forenede Venstre var et decideret landboparti. Det 

hentede stemmerne blandt landbrugerne, og her kunne 

partiet nyde godt af den stigende bevidstgørelse blandt 

bønderne. 

Den førte til en klarere erkendelse af nødvendigheden 

af at slutte op om partiet, som da også får en mærkbar 

fremgang i stemmetallet. Blandt landbobefolkningen 

var det gårdmændene, der blev de toneangivende i 

partiet, men de fleste husmænd og mange landarbej- 

dere støttede det også. Med Socialdemokratiets dan- 


Viggo Hørup— statue af den danske kunstner JF Villumsen. Statuen står i Kongens Have. Viggo Hørup 

regnes som en af de helt store begavelser indenfor politisk journalistik i 1800-tallets slutning. Hørup var 

som medlem af partiet Venstre i skarp konfrontation med Højre og konsejlspræsident Estrup. 

Hørup formulerede den berømte sætning om et dansk forsvar og befæstningen af København: ”Hvad skal 

det nytte?”. En provokerende sætning, der foranledigede, at folketingets formand (der i øvrigt også var 

venstremand) ringede med klokken og forlangte, at Hørup undskyldte sin bemærkning. Men det ville Hørup 

ikke. Hørup står dermed som den første danske politiske antimilitarist, og en følge af denne politiske 

linje blev grundlæggelsen af partiet Det radikale Venstre i 1905. 

Viggo Hørup er nok mere kendt blandt menigmand som grundlægger af Dagbladet Politiken i 1884 (se 

i øvrigt kompendiets forside). Hørup døde i øvrigt i 1902, tre år før Det radikale Venstre blev grundlagt. 

Et af Hørups berømte fyndord som jeg (BBT) med fornøjelse benytter i undervisningssituationer er ”Skæg 

for sig, og snot for sig!” (når man skal holde sig til sagen!). Se i øvrigt Venstres anden store leder i 

1870’erne og 1880’erne, Chresten Berg, s. 20. 

15 

nelse og konsolidering skete der dog efterhånden et 

indhug i den sidstnævnte gruppe. 

Det forenede Venstre vedtog et program, der byggede 

på det liberale idegrundlag. Det krav, partiet satte i 

front, var genindførelsen af Junigrundloven med den 

lige og almindelige valgret. "Tilbage til junigrundlo- 

ven" blev slagordet. Den lige og almindelige valgret 

skulle også gælde ved de kommunale valg. Endvidere 

skulle folketinget have hovedindflydelsen på landets 

politik, og regeringen skulle accepteres af et flertal i 

folketinget. Kravet om folketingsparlamentarisme (se 

nærmere s. 21) var hermed rejst. På det økonomiske 

område krævede partiet sparsommelighed i statshus- 

holdningen; en skattereform, således at jordbeskatnin- 

gen blev lettet ved indførelsen af en indkomst- og for- 

mueskat; afskaffelse af fæstevæsenet og fastholdelse 

af frihandelsprincippet. Krav der alle kan føres tilbage 

til primært gårdmændenes økonomiske interesser. På 

det kulturelle område skulle åndsfriheden være frem- 

herskende, specielt på det skole- og kirkepolitiske om- 

råde. Grundtvigs indflydelse kan klart spores her. Me- 

dens Højre blev konervatismens fortaler i Danmark, 

blev Det forenede Venstre liberalismens. 

Socialdemokratiet 

Den tredie betydende politiske ideologi, socialismen, 

blev fremført af Socialdemokratiet, der blev stiftet i 

1871. Den stærkt voksende bybefolkning og industria- 

liseringen skabte en arbejderklasse, ligesom udviklin- 

gen på landet efterlod et stort landproletariat. Disse 

klassers dårlige levevilkår og arbejdsforhold gav gro- 

bund for det politiske budskab Karl Marx og Friede- 

rich Engels havde formuleret i deres skrifter.

Initiativet til dannelse af et socialistisk parti udgik fra 

Louis Pio, Harald Brix og Poul Geleff. Pio havde i 

sommeren 1871 udgivet to småskrifter kaldet 

"socialistiske blade", hvori han angreb 

"fabriksherrernes" udsugelse og undertrykkelse af ar- 

bejderklassen og krævede, at statsmagten vedtog lo- 

ve, der beskyttede arbejderne og forbedrede deres le- 

vevilkår. Disse skrifter og artiklerne i ugebladet 

"Socialisten" vidnede om et manglende konkret 

kendskab til marxismen. Derimod var indholdet 

stærkt moralsk indigneret og sprogbrugen indimellem 

voldsom, hvilket opskræmte borgerskabet, der frygte- 

de, at revolutionen stod for døren. Men de krav, der 

blev fremsat, var, set på den baggrund, forbavsende 

moderate. 

Socialdemokratiet blev stiftet som en afdeling af In- 

ternationale (den internationale sammenslutning af 

socialistiske partier). Partiet blev bygget op af faglige 

sektioner, under ledelse af en centralkomite med Pio 

som formand. Organiseringen omkring faglige sekti- 

oner vidnede om, at partiet foruden sit politiske virke 

også satsede på et fagligt arbejde. 

Partiets første år var ikke uden besværligheder. Be- 

gyndelsen af 1870'erne var, som vi har set, præget af 

højkonjunktur og omfattende industrialisering, hvil- 


Den danske arbejderbevægelse fik med socialdemokratiets 

dannelse endelig et politisk parti, der kæmpede deres sag. 

16 

ket gav arbejderen en relativ gunstig forhandlingspo- 

sition. I 1872 kom det til en slags styrkeprøve. An- 

ledningen var en murerstrejke. Socialdemokratiet 

indkaldte til en støttedemonstration i Fælledparken i 

København. Den kunne samtidig fungere som en ma- 

nifestation af den nye bevægelses styrke. I opråbet til 

demonstrationen sluttede Pio med ordene: "Men Jer, I 

guldets dyrkere! I, de fattiges udsugere! Eder vil vi 

endnu en gang tilråbe: ,,I har i årtusinder iskænket os 

en bitter livsdrik; vogt Jer nu, målet er fuldt! Lad der 

ikke komme en eneste dråbe til, eller - det flyder 

over!". Voldsomt sprog, men kravene, som artiklen 

indeholdt, var relativt beskedne. Statsmagten reagere- 

de omgående: Pio, Brix og Geleff blev arresteret og 

demonstrationen forbudt. Da arbejderne på trods her- 

af alligevel samledes i Fælledparken, blev de brutalt 

splittet og jaget væk af det beredne politi. Sågar mili- 

tæret var sat i alarmberedskab. Disse omstændighe- 

der har for eftertiden gjort, at "Slaget på fælleden" er 

kommet til at stå som noget nær revolutionens ud- 

brud i Danmark, hvilket er helt forkert. I realiteten 

var der tale om en demonstration af nogle få tusinde 

arbejdere, som blev mødt med en overophedet reakti- 

on af en opskræmt statsmagt. Men myten om fælled- 

slaget levede videre. 

For Socialdemokratiet betød arrestationen af lederne 

og forbuddet mod partiet, at det måtte føres videre af 

Slaget på Fælleden 1872, hvor en arbejderdemonstration blev slået ned med 

hård hånd af militæret er gået hen og blevet en legende i den danske arbejderbevægelses 

historie. Aftenen før demonstrationen blev arbejderlederne, 

Louis Pio, Harald Brix og Paul Geleff, arresteret af politiet.

andre og under andet navn. Fremgangen fortsatte i af- 

dæmpet tempo. I 1875 blev lederne frigivet - primært 

for at de ikke skulle dø i fængslet og derved give bevæ- 

gelsen nogle martyrer -, men de kunne ikke rigtigt finde 

sig til rette i partiet, som i øvrigt på grund af konjunk- 

turomslaget og de dårlige tider nu oplevede stagnation 

og tilbagegang. Pio og Geleff mistede troen på sagens 

gennemførlighed i Danmark og lod sig overtale af poli- 

tiet til mod betaling at emigrere til Amerika. 

"Flugten til Amerika", desillusionen og de dårlige tider 

førte til en næsten fuldstændig opløsning af partiet. Til- 

bage blev en lille flok realitetsbetonede faglærte fagfor- 

eningsfolk, der satte "de små skridts politik" i højsædet. 

Det var bl. a. skomager Chr. Hørdum, snedker C. C. 

Andersen og handskemager P. Knudsen, altså folk fra 

den bedrestillede del af arbejderklassen. De foretog en 

reorganisering af bevægelsen, således at parti og fag- 

foreninger blev skilt ad. Hermed grundlagdes den 

struktur, der siden har hersket i dansk arbejderbevægel- 

se: et politisk parti, der på det politiske plan virkede 

for arbejdernes sag, og en fagbevægelse, der over for 

arbejdsgiverne kæmpede for at forbedre arbejderklas- 

sens arbejdsforhold. Fra midten af 1880 gik det igen 

fremad for partiet og fagforeningerne. I 1884 valgte de 

to første socialdemokratiske folketingsmænd og partiet 

gik herefter ind i en lang uafbrudt fremgangsperiode, 

som først stoppede ved valget i 1935. 

Socialdemokratiets ideologi var socialismen. Hvad der 

mere præcist skulle lægges heri, og specielt hvilken 

fremgangsmåde, der skulle anvendes for at nå det soci- 

alistiske samfund, rådede der stor uenighed om i den 

internationale socialistbevægelse. Der var, groft sagt, to 


17 

hovedlinier. Uenigheden gjaldt spørgsmålet om statens 

rolle ved gennemførelsen af det socialistiske samfund. 

Den ene retning, den revolutionære linie - anført af 

Karl Marx - hævdede, at statsapparatet altid ville være 

den herskende klasses, kapitalisternes, redskab til un- 

dertrykkelse af proletariatet. Så længe produktionsmå- 

den var kapitalistisk, ville statsmagten være i kapitali- 

sternes hænder. Det var derfor illusorisk at forestille 

sig, at staten skulle kunne bruges til at indføre socialis- 

men, da det måtte være ensbetydende med, at kapitali- 

sterne frivilligt skulle opgive deres privilegier og magt. 

Den eneste farbare vej var derfor den sociale revoluti- 

on. 

Den anden retning - den reformistiske linie - hævdede, 

at det ville være muligt for arbejderklassen alene i kraft 

af dens voksende antal at opnå flertal i parlamentet og 

der vedtage love, som afskaffede den kapitalistiske pro- 

duktionsmåde og indførte det socialistiske fælleseje af 

produktionsmidlerne. Man opfattede staten som en neu- 

tral instans, hævet over samfundet. Gennemførelsen af 

socialismen kunne ikke ske på en gang, men måtte fo- 

regå gradvis med vedtagelser af reformer i den lovgi- 

vende forsamling. 

Det danske socialdemokrati bekendte sig klart fra dets 

begyndelse, til reformismen. Stifterne af partiet var næ- 

sten uden kendskab til selve indholdet i Karl Marx' 

skrifter. Socialdemokratiets første program, Gimlepro- 

grammet fra 1876 var ikke resultatet af et selvstændigt 

arbejde, men stort set en direkte oversættelse af det ty- 

ske socialdemokratis program, som i øvrigt var blevet 

stærkt kritiseret af Karl Marx. I 1888 vedtoges et nyt 

program, der udbyggede Gimleprogrammet. I disse 

Flugten til Amerika. Louis Pio — der havde været den store 

forkæmper for arbejderne — fik dårligt helbred som følge 

af sit ophold i fængslet og da han blev tilbudt en sum penge 

af politiet til at rejse til USA slog han til. De danske myndigheder 

var simpelthen for bange for hvad Pio kunne finde på, 

da han var kommet ud af fængslet. Ved hjælp af denne sum 

penge kunne den revolutionære uromager Pio derfor eksporteres 

til Amerika.

programmer fastslås det, at årsagen til al nød og elen- 

dighed er kapitalisternes ejendomsret til produktions- 

midlerne. Ejendomsretten til produktionsmidlerne 

skulle derfor afløses af fælleseje, og partiet ville "med 

alle lovlige midler" stræbe herimod. En vej frem mod 

dette mål var oprettelsen af produktionsforeninger 

dannet med hjælp fra staten og drevet af arbejderne 

selv. De skulle efterhånden udkonkurrere kapitalister- 

ne. Kooperationen blev således en tredie vigtig gren 

inden for arbejderbevægelsen. Der blev spøgefuldt talt 

om den trepattede ko: parti, fagforening og kooperati- 

onen. 

Foruden opstillingen af endemålet, socialismen, kræ- 

vede partiet almindelig og lige valgret for alle - både 

mænd og kvinder, indførelsen af etkammersystem, af- 

skaffelse af den bestående hær og indførelsen af et al- 

mindeligt folkeværn, fuld presse-, forenings- og for- 

samlingsfrihed, statsskoler, forbud mod børnearbejde, 

indførelsen af en maksimalarbejdsdag, kontrol med 

arbejds- og lønforhold ved oprettelsen af voldgiftsret- 

ter og domstole til at afgøre stridigheder mellem ar- 

bejde og kapital, indførelse af progressiv beskatning 

og afskaffelse af indirekte skatter og told samt udbyg- 

ning af den sociale forsorg for syge, gamle og arbejds- 

invalider. 

Det danske Socialdemokrati har aldrig været et egent- 

ligt revolutionært parti. Det var i hele dets virke og 

idédebat - eller snarere mangel på samme - i de første 

årtier, stærkt præget af, at det var de praktisk indstille- 

de faglærte arbejdere og ikke de teoretisk indstillede 

akademikere, der organiserede og ledede partiet. Man 

firede gerne på et princip i ny og næ for at opnå nogle 

konkrete gevinster nu og her. Denne grundholdning 

har domineret partiet siden. 

Fællestræk ved partidannelserne 

Socialdemokratiet var det eneste af periodens partier, 

der begyndte med at organisere vælgerne. Det forene- 

de Venstre og Højre blev dannet på initiativ af de 

valgte rigsdagsmænd. Disse to partier vil det egentlig 


18 

være mere korrekt, i periodens begyndelse, at betegne 

som rigsdagsgrupperinger. Enkeltpersonernes betyd- 

ning var stor. De ledende politikere skabte grupper 

omkring sig. Grundlovens ord om, at rigsdagsmænde- 

ne alene var bundne af deres overbevisning og ikke af 

nogen forskrift fra deres vælgere, blev tillagt større 

betydning den gang, end vi oplever det i dag. Det var 

derfor 

også vanskeligere at praktisere den partidisciplin, der i 

dag præger folketingsarbejdet. De forskellige grupper 

havde forsøgt at skabe nogle vælgerorganisationer til 

støtte for deres arbejde på rigsdagen, men nogen fast 

og stabil struktur var der ikke kommet ud af det end- 

nu, og de fungerede mest som "valgmaskiner", der 

blev sat i gang ved hvert valg, medens deres indfly- 

delse mellem valgene var lille. 

Efterhånden som samfundsudviklingen skred frem 

med den øgede opsplitning i særinteresser, med den 

voksende kompleksitet i samfundsproblemerne og 

med den mere og mere forbitrede kamp om den politi- 

ske magt, antog grupperingerne fastere former, og po- 

litikerne indså nødvendigheden af at skabe faste orga- 

nisatoriske rammer, så vælgerne kunne mobiliseres til 

støtte for partiets arbejde. Fra begyndelsen af 1880'er- 

ne dannede både Højre og Det forenede Venstre 

landsdækkende vælgerorganisationer med lokale væl- 

gerforeninger som det nederste led og et samlende, 

centralt organ øverst. Parti organiseringen begyndte at 

ligne den, vi kender i dag. Mest effektiv var Højres 

organisation, medens Det forenede Venstres først me- 

get senere kom til at fungere ordentligt. Det hang bl.a. 

sammen med, at vælgerorganisationen ville have ind- 

flydelse på den daglige politik, Venstres rigsdags- 

mænd førte. Det modsatte rigsdagsmændene sig. Det- 

te hang igen sammen med den splittelse, der var mel- 

lem Det forenede Venstres rigsdagspolitikere om, 

hvilken politisk kurs der skulle lægges i kampen mod 

Højreministeriet. Hermed er vi ovre i periodens altdo- 

minerende politiske problem: forfatningskampen.

Forfatningskampen af Bo Beier Thorup 

Den største politiske konflikt i Danmarkshistoriens 

sidste 150 år skete i årene 1872-1901 og benævnes 


som oftest ”forfatningskampen”. Den baserede sig på 

hvorledes grundloven skulle fortolkes (idet forfatning 

betyder grundlov). Trods den politiske kamp i samti- 

den om grundloven, handlede konflikten i virkelighe- 

den om hvilket socialt lag, der skulle styre landet; 

overklassen med godsejerne i spidsen eller middel- 

klassen med gårdmændene i spidsen. Den politiske 

konflikt om grundloven var - og er - temmelig kompli- 

ceret, så jeg vil anbefale at slå ørerne ud og holde tun- 

gen lige i munden for at følge med i en selv forenklet 

fremstilling af den politiske magtkamp i 1800-tallets 

slutning. 

Med junigrundloven 1849 indførtes folkestyre i Dan- 

mark. Set med vore dages øjne var det nyoprettede de- 

19 

Danmark får folkestyre med junigrundloven 1849. 

Den grundlovsgivende forsamling, der stod bag 

Danmarks første grundlov fra 5. juni 1849. Et temmelig 

kedeligt og statisk maleri af denne begivenhed, hvor 

danskerne fik folkestyre. Betegnende nok er billedet 

fyldt med mænd, for kvinderne måtte vente til 1915 med 

at få valgret. 

En god huskeregel er de 6 f’er, der ikke fik stemmeret i 

1849: Folkehold, fruentimmere, fallenter, fjollede, 

fængslede (forbrydere), fattigfolk. 

Alligevel var grundloven fra 1849 mere demokratisk end 

den senere grundlov fra 1866, som Estrup var med til at 

formulere. 1866-grunloven indskrænkede klart 

valgretten— og gav de rigeste borgere 2 stemmer, hvor 

andre kun havde 1 stemme. 

mokrati temmelig begrænset, idet kun mænd over 30 

år kunne stemme. Men set med samtidens øjne var det 

et kæmpefremskridt, da kongen indtil 1848 alene hav- 

de regeret Danmark. Med folkestyret fra 1849 oprette- 

des med inspiration fra Storbritannien en Rigsdag der 

bestod af to kamre, et folketing (svarede til det engel- 

ske underhus) og et landsting (svarende til overhuset). 

Der var almindelig og lige valgret til både folketinget 

og landstinget. I 1864 tabte Danmark i krigen mod 

Prøjsen og Østrig, og mistede de tre landsdele Slesvig- 

Holsten-Lauenburg. P.g.a. nederlaget var man tvunget 

til at omskrive grundloven fra 1849. I 1866 kom derfor 

en ny grundlov, kaldet 1866-grundloven eller Den 

indskrænkede grundlov. Den ny grundlov indskræn- 

kede valgretten til Landstinget. 

Der var nu ikke længere lige og almindelig valgret 

til Landstinget. Vælgere med en høj indkomst fik ret 

til at afgive deres stemme to gange til Landstinget. Al- 

le andre vælgere havde kun én stemme. Denne regel 

betød, at da de velstillede med høje indkomster nor- 

Attentatet på Jacob Estrup 1885 blev foretaget af en 18-årig typograf, 

der ligesom mange andre af venstres vælgere rasede over 

konsejlspræsidentens (statsministerens) provisoriske (midlertidige) 

love, der faktisk gjorde, at Estrup var diktator. Attentatet fandt sted i 

Toldbodgade udenfor Estrups bolig, men Estrup slap ganske uskadt fra 

attentatet. I virkeligheden kom attentatet til at styrke Estrups popularitet.

malt stemte på højre, var flertallet af valgte medlem- 

mer i Landstinget fra partiet Højre. En yderligere be- 

gunstigelse af Højre var desuden, at kongen med 1866- 

grundloven fik ret til selv at udpege 12 Landstingsmed- 

lemmer. Da kong Christian IX (9.) foretrak Højre, blev 

kongens 12 medlemmer af landstinget også højre- 

mænd. 

Til folketinget var der fortsat lige og almindelig valg- 

ret. Da størstedelen af Danmarks befolkning var gård- 

mænd og husmænd stemte disse på Venstre. Derfor op- 

stod fra 1872 den situation, at Venstre havde flertal i 

Folketinget mens Højre havde flertal i Landstinget. Det 

store spørgsmål var nu: Hvilket kammer skulle styre 

landet? Skulle folketinget udpege en regering – eller 

skulle landstinget udpege? Hvis folketinget udpegede 

en regering måtte det blive en venstreregering, skulle 

landstinget udpege en regering måtte det blive en høj- 


20 

Københavns befæstning var endelig færdigbygget under 

første verdenskrig 1914-1918, men hovedparten af arbejdet 

var anlagt i sidste del af Estrup-årene (kaldet provisorieårene) 

1885-1894. På kortet ser man hvordan at København 

skulle mod vest beskyttes af en vold (Vestvolden), 

mens området fra Utterslev Mose og ud til strandvejen ved 

Dyrehaven skulle nordfronten oversvømmes ved hjalp af 

vand der blev ført via kanaler fra Furesøen ved Frederiksdal 

via Lyngby sø og igennem selve Lyngby ud til Klampenborg. 

Et af de steder hvor det er lettest i dag at se dette befæstningsværk 

er når man om sommeren ligger ved Charlottenlund 

Fort. Her kan man bese de store kanoner og voldanlæg. 

Men som kortet viser, var der talrige forter med kanoner 

der blev anlagt i denne tid. Lyngby fort, Bagsværd fort, 

Fortun fort, Tårbæk fort, Gladsaxe fort, Avedøre fort, Amager 

fort, Kastrup fort, samt søforterne Flakfortet og Middelgrundsfortet. 

For slet ikke at nævne de utallige batterier, 

der blev anlagt omkring byen. 

reregering. Situationen var gået i hårdknude. 

Løsningen lå i at benytte grundloven – hvor Højres po- 

litikere fastholdt, at formuleringen ”kongen udpeger si- 

ne ministre” (en formulering, der også står i vore dages 

grundlov) måtte betyde, at det var kongen der valgte 

regeringen, hvilket i praksis ville sige en højreregering. 

Venstre derimod mente, at det måtte være det ting 

der afspejledede befolkningens sammensætning – dvs. 

folketinget –, der skulle udpege en regering. Da Ven- 

stre fra 1872 havde flertal i folketinget måtte dette jo 

medføre, at Venstre skulle danne regering. Venstre 

fastslog dermed begrebet folketingsparlamentarisme. 

Desuden mente Venstre også, at da finansloven skulle 

vedtages i Folketinget havde folketinget forrang frem 

for landstinget. Finansloven, der skal vedtages hvert år, 

er den vigtigste lov i det daglige politiske spil, fordi lo- 

ven udstikker rammerne for samtlige udgifter og ind- 

Chresten Berg (1829-91)— Chresten Berg var partiet Venstres reelle leder i 1870’erne og 1880’erne. 

Berg forstod som måske den første at anvende medierne i stort omfang i den politiske sag. Han 

grundlagde derfor en række aviser, de såkaldte Bergske blade, der dækkede store dele af Jylland 

og Sjælland. Han førte an i Venstres ”visnepolitik”, hvor han forsøgte at begrave Estrup-regeringens 

forslag i udvalgsarbejde, mens han ufortrødent kæmpede for indførelsen af parlamentarismen. Ligeledes 

bekæmpede Berg med alle midler Estrup-regeringens byggeri af Københavns befæstning. I 

1876 udtalte Berg således, at ”..et mål som er vigtigere end Københavns befæstning er at skabe et 

Dannevirke i enhver mands bryst!” 

I 1885 blev Berg arresteret under et politisk møde mod Estrup-regeringen i Holstebro og blev idømt 

6 måneders fængsel. Fængselsopholdet svækkede ikke alene hans politiske position i partiet, men 

også hans fysiske tilstand idet Berg fik konstateret sukkersyge under opholdet. Han døde få år efter i 

1891.


Københavns befæstnings oversvømmelse fra Furesøen 

Ved hjælp af kanaler fra Furesøen var det hensigten at oversvømme hele det nordlige område omkring 

København, så fjenden ikke kunne beskyde selve hovedstaden. På kortet—som er taget fra 

Københavns Amts Befæstningspjece (http://www.kbhamt.dk/pdf_pub/Befaestningspjece.pdf) kan man 

se hvorledes man kunne sænke vandspejlet i Furesøen 1,25 m og derved i løbet af 8 dage kunne 

lukke 11 mio.m3 vand ud gennem Fæstningskanalen til oversvømmelsesanlæggene. Furesøen er ca 

38 m dyb rummer ca. 130 mio m3 vand. 

tægter for det kommende år. Uden en finanslov vil en 

regering ikke kunne afholde udgifter og opkræve skat- 

ter og vil derfor være tvunget til at træde tilbage eller 

at udskrive nyvalg. 

Højre ignorerede Venstres kritik og fortsatte med at 

danne regeringer i perioden frem til 1901. Den politi- 

ske kamp mellem venstre og Højre kulminerede i åre- 

ne 1875-1894, hvor Danmark blev ledet af en højrere- 

gering under godsejer og konsejlspræsident 

(statsminister) Jacob B. S. Estrup. En medvirkende 

grund til at den politiske kamp blev så uforsonlig i 

denne periode, skyldtes at Estrup opførte et enormt 

befæstningsbyggeri omkring København, almindelig- 

vis benævnt Københavns befæstning. Estrup- 

regeringens massive satsning på militæret og ikke 

mindst forsvaret af København virkede som en rød 

klud på Venstre. Venstres vælgere boede udenfor ho- 

vedstaden og de ville blive prisgivet i tilfælde af en 

krig, hvis kun København skulle forsvares. 

Venstre forsøgte ved hjælp af forskellige taktiker, 

at bremse al lovgivning som Estrup-regeringen frem- 

satte. Venstre forsøgte at sende al lovgivning i udvalg 

(”begravelsesudvalg”), hvor Estrup-regeringens lov- 

forslag skulle køre fast, dvs. ”visne” i mellem hænder- 

21 

ne på udvalgene (”visnepolitikken”). 

Det vigtigste våben, venstre kunne anvende, var dog 

at nedstemme finansloven i Folketinget, hvor venstre 

havde flertal. Denne metode blev anvendt flere gange 

bl.a. i 1877 og i alle årene 1885-94. Når der ikke kun- 

ne vedtages en finanslov, må venstre have regnet med, 

at Estrup ville træde tilbage og Venstre ville så ende- 

lig kunne danne en regering. Dermed skulle den potte 

være ude. Men det blev den ikke. Estrup var nemlig i 

stand til at finde en paragraf i 1866-grundloven, der 

muliggjorde, at han kunne regere videre. Ved hjælp af 

§ 25 kunne regeringen udstede provisoriske love, dvs. 

midlertidige love, når Rigsdagen ikke var samlet. 

Estrup sendte derfor rigsdagen på ferie – og når rigs- 

dagen ikke var samlet kunne Estrup udstede en provi- 

sorisk (midlertidig) finanslov. Denne finanslov lagde 

op til at fortsætte det afsindigt dyre befæstningsbygge- 

ri omkring København. 

Stemningen var nu på kogeblusset. Mange gård- 

mænd og husmænd nægtede at betale skat og endvide- 

re begyndte de at samle våben i de såkaldte 

”riffelforeninger”. Højre og Estrupregeringen svarede 

igen ved at sætte flere af venstres fremtrædende lede- 

re, både Viggo Hørup og Christen Berg, i fængsel, når 

Kanalen mellem Furesøen og Lyngby udgraves efteråret 1887. 

Byggeriet til befæstningen omkring København satte tusindvis af 

arbejdsløse bygningsarbejdere i beskæftigelse. Enkelte steder som 

her hvor kanalen fra Frederiksdal og ned til selve Lyngby sø blev 

udgravet kunne man tage den nye dampmaskine i anvendelse. 

Samlet set udgjorde regningen på byggeriet for 1885-94 i datidens 

penge ca. 20 mio kr. Mere end 2000 arbejdere var beskæftigede 

med det 25 km store befæstningsværk på land — og dermed var der 

tale om 1880’ernes største arbejdsplads i Danmark. 

Af de 2000 beskæftigede var en tredjedel svenskere, som var 

stærkt forhadte fordi de forlangte lavere løn. Arbejdstiden var lang: 

13 timers arbejdsdag fra kl. 6-19 med to timers hvil. Lønnen udgjorde 

2,50 kr om dagen, hvoraf 1,80 kr gik til mad og logi i de nærliggende 

barakker.

de kritiserede Estrups politik. En ung typograf forsøgte 

endvidere i 1885 at myrde Estrup foran statsministerens 

bopæl. Til alt held reddede Estrups frakkeknap ham fra 

et dræbende revolverskud. Som følge heraf oprettede 

Estrup et forhadt beredent politikorps, (”de blå gendar- 

mer”), der skulle sikre, at borgerne ikke demonstrerede 

mod Højre-regeringens politik. 

Det sluttede i 1894 med det store forlig, hvor to kom- 

promisvillige grupper i Venstre og Højre blev enige om 


22 

at fjerne Estrup fra magten. Estrups diktatur var ophørt. 

Højre indvilligede tillige i at stoppe byggeriet af Køben- 

havns befæstning. Højre lovede også at stoppe med at 

anvende provisoriske love. Venstre måtte til gengæld 

vente på at danne regering indtil 1901. Med Systemskif- 

tet i 1901 hvor Venstre dannede sin første regering knæ- 

sattes derfor princippet i dansk politik om, at en rege- 

ring altid skal have et flertal bag sig i folketinget – eller 

i hvert fald ikke imod sig. Et princip som i 1953 blev 

skrevet ind i den danske grundlov. 

Folketingsparlamentarisme: 

En regering skal altid have et flertal bag sig i folketinget – eller i hvert fald ikke imod sig 

Christian IX (1818-1906; konge af Danmark 1863-1906). Da kong Frederik VII 

døde barnløs blev Christian IX ved et tilfælde konge af Danmark. Han var oprindelig 

prins i Slesvig for det lille gods Glücksborg. Christian IX var opdraget militært 

men også nøjsomt. Da han blev konge i 1863, var hans popularitet ikke særlig stor 

—og det hjalp ikke, at Danmark tabte i krigen i 1864 mod Prøjsen og Østrig, da 

Christian selv kom fra det hovedsageligt tysktalende Slesvig. Han overvandt ej heller 

sin tyske accent, når han talte dansk. 

Christian IX støttede klart partiet Højre, og satte stor pris på konsejlspræsident Jacob 

Estrup, selvom de ikke plejede personligt bekendtskab. Efter at Estrup blev forhandlet 

bort ved det store forlig i 1894, kunne Christian IX ikke overvinde sig selv 

til at udpege en regering der kom fra partiet Venstre, der ellers havde flertal i folketinget. 

Først efter flere års bearbejdelse fra sine døtre gav Christian IX efter i 1901 

og udpegede en venstreregering. En af kongens betingelser var dog, at den første 

venstrestatsminister skulle have et pænt navn — han kunne derfor ikke have et 

ganske jævnt eftenavn, der endte på –sen (som fx Christensen, Hansen, Olsen, 

Jensen m.m.). Statsminister 1901-05 blev derfor professor Deuntzer, men den 

stærke mand i regeringen var I.C. Christensen. 

De blå gendarmer. 

Få dage efter attentatet i 1885 på Estrup 

gennemførte regeringen en provisorisk lov, hvor 

et særligt politikorps skulle kontrollere 

landdistrikterne for politisk uro. 

Dette maleri af Frants Henningsen illustrerer 

udmærket hvorledes mange på landet opfattede 

det beredne blå gendarmerikorps. Korpset blev 

nedlagt efter det store forlig 1894.

Arbejderklassen - levevilkår og 

organisering 

Kilde: Lars Bille "Danmark 1848 - 1945", 1986, side 56-61 

Medens et af de mest dominerende træk i perioden 


1870- 1900 må siges at være bøndernes økonomiske og 

politiske organisering, kan det dominerende træk i de 

næste 30 år siges at være organiseringen af et arbejds- 

marked og arbejderklassens faglige og politiske organi- 

sering. 

Arbejderklassens levevilkår 

Den gradvise industrialisering og urbanisering skabte et 

voksende byproletariat, som for langt hovedpartens 

vedkommende levede under meget usle forhold. Den 

store tilvandring til byerne i 1870-1900 medførte et 

stort boligbehov. Det blev dækket af et omfattende spe- 

kulationsbyggeri. Lejekaserner skød op, hvor arbejder- 

ne stuvedes sammen, undertiden flere familier i en et 

eller to værelses lejlighed. Kroniske sygdomme og en 

stor spædbørnsdødelighed var resultatet af de fugtige 

og usunde boliger, der ofte var bygget så tæt sammen, 

at solen aldrig nåede ind i lejlighederne eller ned i går- 

den. 

Arbejderne havde almindeligvis ikke økonomisk mulig- 

hed for at ændre ved denne tilstand. Det rigelige udbud 

23 

af arbejdskraft ved industrialiseringens begyndelse 

skabte konkurrence om arbejdet, og det trykkede løn- 

ningerne. Lønnen var som regel individuelt aftalt med 

den enkelte arbejdsgiver, som kunne ændre den vilkår- 

ligt. Der var ingen sikkerhed eller tryghed i ansættel- 

sen. Arbejdsløsheden var udbredt, og der var kun ringe 

eller slet ingen arbejdsløshedsunderstøttelse. Blev man 

syg eller ramt af en ulykke, mistede man indtjeningen, 

og der var ingen offentlig forsorg, som kunne redde den 

ramte familie fra fuldstændig ruin og opløsning. Fattig- 

væsenet var den eneste mulighed, og den var ikke beha- 

gelig. Arbejdsugen var på 6 dage til ca. 10 timer med 

oftest hårdt og nedslidende fysisk arbejde. 

Kvinderne søgte i stigende tal ud på arbejdsmarkedet 

for at supplere familiens indkomst, eller de havde hjem- 

mearbejde. I begyndelsen af industrialiseringen var det 

ikke ualmindeligt, at også børnene havde fabriksarbej- 

de. Det traditionelle familiemønster blev således slået i 

stykker. 

Totalforbruget procentvist fordelt på hovedposter 

Kilde: Svend Aage Hansen: Økonomisk vækst i Danmark bd. 1, s.251 

Korn og 

kornvarer 

Fødevarer 

Andre 

fødevarer 

Ialt Drikkevarer, 

tobak 

Fodtøj, 

beklædning 

Der findes ikke pålidelige og dækkende tal, der kan 

belyse ovennævnte forhold. Men en fornemmelse af 

den sociale standard kan man få ved f. eks. at se på, 

hvor stor en del af indkomsten, der gik til blot at skaffe 

mad på bordet. 

Det må huskes, at det er en gennemsnitsberegning, 

der indeholder alle befolkningsgrupper. For de dårligst 

stillede landarbejdere og de ufaglærte arbejdere var fø- 

Andre udgifter 

Husleje Brændsel,belysning 

Andre 

forbrugsvarer,tjenesteydelser, 

transport 

Forbrug ialt 

1870 11,3 40,5 51,8 7,7 12,6 10,2 5,2 12,5 100,0 

1875 10,4 37,0 47,4 8,2 14,9 11,4 4,3 13,8 100,0 

1880 11,5 39,3 50,8 7,5 12,7 11,5 3,8 13,7 100,0 

1885 9,0 38,5 47,5 8,2 12,9 12,9 3,9 14,6 100,0 

1890 8,4 37,3 45,7 7,7 13,9 10,9 4,2 17,7 100,0 

1895 6,8 37,3 44,1 8,5 14,3 11,9 3,4 18,7 100,0 

1900 6,4 34,5 40,9 8,5 16,1 10,5 3,6 20,4 100,0

devareandelen 10-20 % højere. Omkring 50-60 % af 

deres totalforbrug gik altså til de nødvendige fødeva- 

rer. Til sammenligning bruger gennemsnitsfamilien i 

dag knap 20 % hertil. De materielle vilkår for arbej- 

derklassen forbedredes dog gradvis. Det ses dels af ne- 

denstående tabel, dels af udviklingen i lønningerne. 

Årsagen hertil skal søges i den almindelige økonomi- 

ske vækst i samfundet og, hvad der er nok så vigtigt, 

arbejderklassens organisering i fagforeninger. 

Organiseringen af arbejdsmarkedet 

Med ophævelsen af laugsvæsenet i 1857 faldt de fagli- 

ge organisationer væk, der hidtil havde taget sig af 

medlemmernes faglige og sociale problemer. Den be- 

gyndende industrialisering og udbredelsen af de socia- 

listiske tanker førte til dannelsen af fagforeninger. Det 

var i første omgang de faglærte arbejdere, der var initi- 

ativtagere. De førte i vidt omfang traditionen fra 

laugstiden over i de nye fagforeninger. Håndværkets 

relativt store betydning spillede også en rolle. 

I begyndelsen stod de ufaglærte og landarbejderne 

uden for fagforeningsdannelsen. Der var således fra 

begyndelsen af dansk fagbevægelse et skel mellem 

faglærte og ufaglærte, som siden har spillet en vigtig 

rolle. 

Fagforeningsdannelsen forløb ikke jævnt. Den var af- 


24 

hængig af de økonomiske konjunkturer. I de gode tider 

fra 1870 til 1876 dannedes således i alt 64 fagforenin- 

ger, hvoraf de 24 blev opløst igen inden 1880, da kon- 

junkturen var vendt. Herefter tog processen fart, og 

denne gang var den mere stabil. Nu blev arbejdsmæn- 

dene og kvinderne også organiseret, således at 51% af 

arbejderne i 1910 var organiseret i en fagforening. I 

forhold til udlandet var det en høj organisationspro- 

cent. 

Fagforeningernes mål var at forbedre medlemmernes 

arbejdsvilkår og lønforhold. I det arbejde stødte de på 

mange vanskeligheder. Den største var, at arbejdsgi- 

verne nægtede at anerkende fagforeningernes ret til at 

forhandle på medlemmernes vegne. Det hørte en over- 

gang nærmere til reglen end undtagelsen, at en arbej- 

der blev fyret, hvis han meldte sig ind i en fagforening. 

Dertil kom konkurrencen fra de uorganiserede arbejde- 

re. Mange havde også meget svært ved at afse penge 

til kontingent ud af den lille løn. 

Fagforeningens vigtigste våben var strejken. Perioden 

var da også præget af en lang række strejker, der oftest 

førte til gevinst for arbejderne. Men strejkevåbenet er 

kun effektivt, hvis der er næsten 100 % opbakning. So- 

lidaritet blevet nøgleord i arbejderbevægelsen. Solida- 

ritet i den forstand, at man ikke tog konfliktramt arbej- 

de, og at man stod sammen og støttede hinanden på al- 

le måder under en konflikt. Men det kneb undertiden

med solidariteten blandt arbejderne. Det skyldtes dels 

de mange uorganiserede, dels skruebrækkere" (skrue 

= gammelt ord for strejke). Mange arbejdere kunne 

simpelt hen ikke undvære deres løn, hvis familien ik- 

ke skulle gå til grunde. Det var derfor vigtigt, at der 

oprettedes strejkekasser. 

I almindelighed havde arbejderne mindre kapital end 

arbejdsgiveren, hvorfor den enkelte fagforenings 

strejkekasse kunne blive tømt, før arbejdsgiveren 

havde bøjet sig for arbejdernes krav. De enkelte fag- 


foreninger sluttede sig derfor sammen i landsdækken- 

de fagforbund. En følge heraf blev, at fagforbundene 

fik hånd i hanke med, hvor og hvornår der skulle 

etableres strejke. Skulle forbundet støtte de strejken- 

de, måtte det sikre sig, at der ikke blev erklæret flere 

strejker, end det havde midler til at støtte effektivt. 

I 1899 dannedes det sidste led i centraliseringen af 

fagbevægelsen, ved grundlæggelsen af De samvirken- 

de Fagforbund, DsF (i dag: LO), der, som navnet si- 

ger, var en sammenslutning af alle fagforbund i et 

overordnet, centralt organ. Strukturen så herefter så- 

ledes ud: 

Sideløbende med arbejderklassens organisering fandt 

der en tilsvarende organisering sted af arbejdsgiver- 

ne. En enkelt arbejdsgiver kunne undertiden ikke 

hamle op med et helt fagforbund uden støtte fra andre 

arbejdsgivere. Taktikken med at tage arbejdsgiverne 

en efter en - omgangsskruen - var hyppigt anvendt af 

fagforbundene. Arbejdsgivernes svar var lock-out. 

Det betød, at arbejderne på andre virksomheder end 

den strejkeramte blev sendt hjem uden løn. Ved en 

sammenslutning kunne arbejdsgiverne gøre lock-out 

25 

våbnet effektivt, og i 1898 dannedes Dansk Arbejds- 

giver- og Mesterforening som en fællesrepræsentati- 

on for arbejdsgiverne. 

Allerede i 1899 tørnede de to hovedorganisationer 

sammen i en styrkeprøve. Anledningen var en mindre 

strejke i snedkerfaget, som hurtigt udviklede sig til en 

storlock-out, der ramte ca. 40.000 mand - over halv- 

delen af samtlige fagforeningsmedlemmer - i 4 må- 

neder. Det blev en voldsom belastning for begge par- 

ter, men især for fagbevægelsen, som i september 

fandt det nødvendigt at indgå et forlig med arbejdsgi- 

verforeningen. Forliget må nærmest betragtes som en 

- om end beskeden - sejr for arbejdsgiverne. 

Septemberforliget af 1899 blev af overordentlig stor 

betydning for hele det danske samfunds videre udvik- 

ling. Det kom til at gælde i godt 60 år, og visse 

grundprincipper er stadig gældende. Forliget er derfor 

blevet benævnt: arbejdsmarkedets grundlov. De vig- 

tigste bestemmelser var følgende: Arbejderne aner- 

kendte arbejdsgiverens ret til at lede og fordele arbej- 

det, samt til at anvende den, efter hans skøn, til en- 

hver tid passende arbejdskraft. Til gengæld blev fag- 

foreningernes ret til at forhandle på medlemmernes 

vegne anerkendt af arbejdsgiverne. Den kollektive 

overenskomst blev hermed indført. Der aftaltes regler 

for opsigelse af overenskomst og for varsling af strej- 

ke og lock-out. Når en kollektiv overenskomst var af- 

talt; skulle der være fredspligt, indtil overenskomsten 

udløb. Strejker og lock-out skulle kun kunne vedtages 

af foreningernes kompetente forsamlinger.

Befolkningen i 1800-tallet. 

Kilde: Politikens & Gyldendals Danmarkshistorie (red. Olaf Olsen) 

bind 11; s. 21-24 (1990) 

En væsentlig del af Danmarks historie efter 1850 

handler om vækst og omflytninger i landets befolk- 

ning og konsekvenser-ne heraf. I midten af 1800-tallet 

var det egentlige Danmark endnu et lille, tyndtbefol- 

ket land. I 1855 rundede folketallet de halvanden mil- 

lion - der var stadig god plads mellem husene i det 

kongerige, der i dag på det samme areal rummer knap 

fem millioner. I gennemsnit boede der i landet ca. 35 

mennesker (i Nørrejylland kun 23) pr. km2 i 1860 

mod nu 119. Også set i europæisk målestok var Dan- 

mark tyndtbefolket. - 

På tidens malerier og de ældste fotografier kigger 

1850'ernes danskere på os og ser tilsyneladende ud 

som vi i dag, om end mere indsnøret i kyser og høje 

flipper. Men statistik fra den tid viser, at vore lands- 

mænd dengang var betydeligt mindre end nu. 1852-56 

var gennemsnitshøjden for samtlige 70.000 danske 

værnepligtige 166 cm. Vore tipoldefædre var ca. 14 

cm mindre end mænd i dag, og kvinderne var formo- 

dentlig tilsvarende mindre. Men der var tydelige geo- 

grafiske forskelle på middelhøjden. De værnepligtige 

fra Nord- og Vestjylland var højere end andre danske- 

re, medens soldaterne fra Sydsjælland og Lolland- 

Falster var påfaldende lavere, i gennemsnit 164 cm. 

Hvis naturen ikke havde velsignet de unge mænd med 

en statur, der var lige så høj som normerne krævede, 

og hvis man var under 61 danske tommer (158,6 cm), 

fik man i sine papirer den sørgelige betegnelse 

"undermåler" og blev indkaldt igen i de følgende to år 

i håb om, at man i mellemtiden var vokset et stykke. 

På Lolland-Falster blev næsten 20 procent af de vær- 

nepligtige erklæret for undermålere, i København kun 

ti procent af de indkaldte. Til gengæld for øgenavnet 

blev de lavstammede fritaget for tjeneste, betragtet 

som uegnede til krig. 

Danskerne var blevet mindre i løbet af århundrederne. 

Skeletfund vidner om, at gennemsnitshøjden i vikin- 

getiden var 173 cm, ligesom danskerne omkring år 


26 

1500 var af mere voksen statur end senere. Om årsa- 

gen hertil er der opstillet mange teorier; den mest 

sandsynlige er nok, at generationerne før ca. 1600 for- 

trinsvis spiste animalsk føde (kød) med et overmål af 

proteiner, der fremmer væksten, medens generationer- 

ne efter ca. 1700 var henvist til vegetabilsk føde, helt 

overvejende brød og grød, der er nærende, men ikke 

vækstfremmende, og som har tuberkulosen i sit køl- 

vand. Forklaringen er nok meget mere indviklet. Men 

der er ingen tvivl om, at legemshøjden har sammen- 

hæng med ernæringen navnlig i de unge år. En under- 

søgelse fra 1870'erne af 14-årige børn fra forskellige 

sociale niveauer på landet viser, hvor meget fattigdom 

kunne indvirke på børns højde og drøjde: 

Tallene fortæller om et Danmark, hvor der bag den 

dejlige natur med de bølgende kornmarker skjulte sig 

et andet og sørgeligt træk, den bitre fattigdom, et liv 

på sultegrænsen, et land før velfærdstiden, hvor natu- 

ren kun gav karrigt fra sig af sin rigdom, og samfun- 

det overlod det til de frie kræfters spil at fordele go- 

derne. Der var i 1860 137.000 husmandsfamilier i 

Danmark, altså en ganske betydelig del af befolknin- 

gen. De levede under så fattige livsvilkår, at det satte 

sine tydelige spor på børnenes fysiske udvikling. De 

14-årige fra husmandshjem var hæmmede i væksten i 

forhold til gårdmandsbørn. Og husmandsfamilierne 

var endda ikke det nederste sociale lag på landet. Der 

var daglejere og andre landarbejdere uden egen jord, 

som havde værre livsvilkår. 

Denne hurtige befolkningsforøgelse: er et afgørende 

fænomen i det 19. århundrede. Det var ikke blot no- 

get, der kunne iagttages i Danmark. Tilsvarende vækst 

fandt sted i hele Vesteuropa. Den begyndte i England 

i slutningen af 1700-tallet og bredte sig derfra til de 

fleste lande i Vesteuropa, undtagen Frankrig, som 

længe havde haft en langsom nedgang i folketallet. I 

de øvrige lande begyndte tilvæksten efter 1800 og ac- 

celererede indtil henimod slutningen af århundredet 

for derefter at aftage. 

En befolknings vækst måles ved forskellen mellem 

den glædelige tilgang, fødslerne, og den sørgelige af-

gang, døden. Her ser vi foreløbig bort fra ind- og ud- 

vandring. Gennem århun-drederne før 1800 havde be- 

folkningstilvæksten været forholdsvis langsom, fordi 

dødeligheden var så høj, ikke mindst blandt småbørn, 

og som følge af, at epidemier jævnlig gjorde alvorlige 

indhug i den voksne befolkning. Men fra midten af 

1800-tallet begynder i hele Vesteuropa en tydelig ned- 

gang i dødeligheden i alle aldersklasser. Årsagen til 

den længere levetid var formodentlig dels en bedre er- 

næring, f.eks. indførelsen af kartoflen, dels en større 

forståelse for hygiejnens betydning, bl.a. i forbindelse 

med fødsler, og endelig fremskridt i lægevidenskaben 

(f.eks. indførelse af koppevaccination). Medens døde- 

ligheden altså faldt fra år til år, vedblev antallet af 

fødsler gennem nogle årtier at forblive på et højt ni- 


Arbejdermadpakke. 

I 1986 blev Rosenborg slot restaureret og her fandt man i et indemuret rum to madpakker, 

der var pakket ind i avisen Socialdemokraten fra august 1886. Madpakkerne 

var velbeholdte trods de 100 år. Tilsyneladende må en bygningsarbejder, murer 

eller lign. have glemt sin madpakke denne dag — og måske er han gået ud for at 

spise andetsteds? Under alle omstændigheder viser madpakken, at den primære 

ernæring for underklassen bestod af rugbrødsmader. I dette tilfælde som fedtemadder. 

Den ene af madpakkerne er havnet på Arbejdermuseet, den anden lod man 

mure inde til næste gang der bliver restaureret på Rosenborg. 

Ernæring i 1800-tallets slutning kilde: 

Søren Mørch: Den ny Danmarkshistorie 1880-1960 (1982) s. 318- 

320 

Spisemønstre 

Det man kan få ud af de indsamlede husholdnings- 

regnskaber forud for 1920 er at det vigtigste nærings- 

middel var rugbrød. På landet leverede det op imod 40 

pct. af alle kalorierne - det blev til, at man regnede 

med at en voksen mand skulle have 2 kg rugbrød hver 

eneste dag. Hver af de fire poster l) fedt og margarine, 

2) sukker og sirup, 3) mælk af egen avl og 4) kartofler 

blev beregnet til at give 8-9 pct., og flæsk og svinekød 

kom lige efter med 7-8 pct. af kalorierne. Alt det øvri- 

ge - hvedebrød, kager, gryn, ærter, kød, fisk, æg, ost, 

27 

veau. Kendskabet til antikonception [= prævention] var 

meget ringe bortset fra de råd, som kloge koner kunne 

give. I almindelighed tog man imod de børn, som natu- 

ren eller Vorherre bragte, og det var i gennemsnit for 

hele befolkningen mellem fire og fem børn pr. ægte- 

skab. Hertil skal lægges et anseligt antal, i visse år over 

30 procent flere børn født uden for ægteskab. Resulta- 

tet var, at medens befolkningstilvæksten indtil omkring 

1800 kun var tre promille årligt, voksede bl.a. den dan- 

ske befolk-ning efter ca. 1850 med 15 promille pr. år. 

En sådan tilvækst betyder, at befolkningen fordobles i 

løbet af en livsalder, 70 år, et fænomen, som man vist- 

nok ikke før havde oplevet i verdenshistorien, og hvis 

konsekvenser man først meget sent forstod. 

øl, frugt, grønsager - alt dette må tilsammen dele de 

resterende omkring 20 pct. af landboernes kaloriefor- 

syning. 

Dette indtryk af at rugbrødet udgjorde tyngdepunktet i 

den datidige kost blev bekræftet ved de første undersø- 

gelser (fra 1915) hvor man forsøgte at opdele regnska- 

berne fra arbej-derhusholdningerne i byerne i ind- 

tægtsklasser. I de lavere indtægtsklasser kom ¼ af ka- 

lorierne fra rugbrød, og. rugbrødets andel aftog efter- 

hånden som indtægten steg. 

Det var også ernæringsmæssigt en ringe kost danske 

arbejdere satte til livs. Sammenlignet med samtidige 

udenlandske undersøgelser blev en forholdsvis større 

del af danske arbejderes kalorie behov dækket af fedt- 

stoffer og en tilsvarende mindre af æggehvidestoffer.

Man skelnede, som det endnu fremgår af' gammel- 

dags slagterskilte, mellem kød og flæsk. Kød, dvs. 

okse- og kalvekød, talte ikke i jævne menneskers ka- 

lorieregnskab. Det gjorde fedtstofferne. 

Den varme mad aftegner sig i undersøgelserne gen- 

nem kartoflerne. Kartoffelforbruget var størst på lan- 

det - vægtmæssigt omtrent lige så stort som rug- 

brødsforbruget, nemlig omkring 1/2 kg pr. dag pr. 

voksen mand. Til kartoflerne spiste man i de lavere 

samfundslag flæsk. Man skal op i gårdmandsklassen 

og til de velstillede byfamilier før forbruget af kød 

begynder at betyde noget. På landet har man regnet 

ca. 1 liter mælk pr. mand pr. dag, de 2/3 liter dog 

som skummet- og kærnemælk. 

Spisetider 

Det påfaldende store rumfang som rugbrødskosten 

havde, kunne blive spist fordi folk havde vænnet sig 

til at spise meget, men også fordi man spiste flere 

gange i dagens løb. Skønt der endnu omkring 1880 

var en del regionale forskelle på landboernes spise- 

vaner, blev grund præget dog givet af en 5-måltids- 

ordning. Den bestod af morgenmad lidt før eller lidt 

senere end kl. 6 - svingende med årstiderne for at 

udnytte dagslyset. Til morgenmad fik man ofte ølle- 

brød eller kogt mælk med rugbrød, mange steder i 

Jylland med tørret fisk til. øst for Store Bælt stod 

den ligeledes på øllebrød, men her med enten rå eller 

kogt spegesild. På Bornholm spiste man ”søva” - - 

NOTE: Kosten i byen (af Bo Beier Thorup) 


sammenkogt øl og sødmælk. 

Kl. 8 om sommeren serveredes frokost bestående af 

smørrebrød med øl til. Det spistes som regel i mar- 

ken. Om vinteren blev frokosten - i alt fald i de tre 

korte måneder - ofte sprunget over, undertiden ser- 

veret i form af stegt flæsk eller kogt spegesild og 

kartofler. Middagen der i gammel tid spistes tidligt 

(omkring kl. 10) flyttedes efterhånden hen imod kl. 

12. Den bestod altid af varm mad, på gårdene af to 

retter, hos husmændene kun af en. Når der blev givet 

to retter, var første ret som regel »skemad« dvs. grød 

eller vælling, men om søndagen kødsuppe. Anden 

ret - »gaffelmad« - var næsten altid baseret på saltet 

flæsk eller fisk. Det skyldtes opbevaringsmulighe- 

derne. Man slagtede som regel om efteråret og først 

på vinteren, og kødet skulle så i saltet eller røget 

form strække til året rundt. Det gav kosten et ensfor- 

migt præg fra dag til dag og over landet som helhed. 

Variationerne var i sammenligning med den plads 

saltmaden ind-tog ubetydelig - gaffelmaden før ske- 

maden i Nørrejylland, bakskuld (tørret og røget flad- 

fisk) i Vestjylland, flere fiskeretter på øerne. 

Om eftermiddagen - omkring kl. 4-5 - serveredes 

midaftensmaden, der bestod af smørrebrød og øl. 

Den egentlige aftensmad var omkring kl. 7 -8 og be- 

stod normalt af en varm ret tilberedt af levninger fra 

middagen (biksemad, brasede kartofler) eller selv- 

stændigt tillavet, samt nok en gang smørrebrød. 

Til sammenligning med ovenstående: 

En arbejderfamilie i byen med 2-3 børn, hvor både kone og de ældste børn havde arbejde, havde i 

1870’erne en kostplan, der bestod af 750 gram fedt, 500 gram smør, 125 gram kaffe, 1 kg puddersukker 

og 3 af ugens dage varm mad. Det varme måltid bestod enten af ærter eller kål kogt på islandsk lam eller 

lidt flæsk, eller også vandgrød eller øllebrød. 

28

Sygdomme 

1800'tallets mennesker kendte hovedparten af vore da- 

ges sygdomme. De havde dog et par ekstra at kæmpe 

med som f.eks. tuberkulose, engelsk syge og koldfe- 

ber. Desuden kunne en række af de sygdomme, som 

vi i dag ikke regner for noget, være dødelige dengang. 

Det gælder f.eks. lungebetændelse, kighoste, mæslin- 

ger, difteritis og skarlagensfeber. De tre sidste hærge- 

de som hele epidemier sammen med influenza, måske 

fordi der blev mere forbindelse mellem landets for- 

skellige dele, så smitten lettere kunne bringes rundt. 

Børnelammelse dukkede op her i landet omkring 

1905. 

Alt i alt var børn oftere syge dengang, og flere døde. 

Normalt oplevede hvert 5. barn ikke sin 5 års fødsels- 

dag omkring 1880. Bedst stillede var embedsmands- 

børn fra landet. Kun 17,4% af børnene i præste- og 

lægefamilier døde i løbet af de 5 første leveår. I dag 

ligger dødeligheden i samme aldersgruppe på omkring 

1-1,5% for hele befolkningen. Mest truede var børn i 

byerne født uden for ægteskab, f.eks. døde 61 % af 

børn født udenfor ægteskab på Christianshavn, før de 

fyldte 5 år. 


Til venstre: Tuberkuløst barn, hvor 

tuberkulosen har slået sig på halsen. 

Almindeligvis ramte tuberkulosen lungerne, 

men også andre steder på kroppen kunne 

blive udsat. 

Til højre: Skilt med forskellige hygiejniske 

regler for at forhindre tuberkulosen i at 

sprede sig. 

De almindeligste børnesygdomme var kirtelsyge og 

blodmangel. Den første viste sig ved opsvulmede kirt- 

ler, snue, opsvulmet overlæbe og sår og eksem i ho- 

ved og hårbund. Blodmangel var ikke meget bedre, 

den gav træthed, bleghed, hovedpine, susen for ører- 

ne, besvimelser, kvalme, opkastninger, søvnighed og 

mangel på energi. Engelsk syge mærkede mange børn 

for livet. Den skyldes mangel på d-vitamin, der især 

findes i smør, fed fisk og æggeblommer. Alt sammen 

spiser, som fattigbørn aldrig så. Sygdommen viste sig 

29 

ved langsom vækst og forandringer i skelettet, så ryg 

og ben blev krumme eller skæve. 

Særlig farlig var tuberkulosen. Den fandt de fleste af 

sine ofre i alderen omkring de 30 år. 1/7 af dødsfalde- 

ne i aldersklasserne mellem 5 og 45 skyldtes tuberku- 

losen, og i alt døde mellem 1/7 og 1/8 af hele befolk- 

ningen af tuberkulose. Men der var også andre for- 

færdelige sygdomme. Diarre, kolera, tyfus, hjernebe- 

tændelse, kræft, bronkitis og hjertesygdomme, for blot 

at nævne nogle få af de ulykker, man dengang ikke 

kunne stille meget op imod. Slidgigt og gigt var også 

mere almindelig end i dag. Det samme gælder tandli- 

delser, hvad mange gamles tandløse indskrumpne an- 

sigter tydeligt fortæller os på mange gamle fotografi- 

er. Andre plager var fnat, lus, lopper, skurv, syfilis og 

dødsfald som følge af drukkenskab. Den sidste ramte 

især blandt mænd i alderen fra 35 til 45 år. Hvert sy- 

vende dødsfald blandt mænd i den alder skyldtes 

drukkenskab, ofte i forbindelse med delirium tremens 

{drankergalskab}. 

Kvinderne havde deres særlige underlivssygdomme at 

slås med, og mange døde i barselsseng. 

Det er ikke noget rart billede, sygdomshistorien fra 

dengang viser os. Det var farligere at leve, og en væ- 

sentlig del af sygdommene skyldtes datidens dårlige 

sociale og økonomiske kår. Menneskene må i langt 

højere grad end i dag have været vant til, at døden 

slog ned i alle aldersgrupper omkring dem og ikke 

kun blandt de gamle. 

Sundhedsvæsenet blev væsentligt forbedret de sidste 

år før 1.verdenskrig. viden om sygdomme og syg- 

domsforebyggelse nåede befolkningen gennem aviser 

og tidsskrifter. Antallet af læger steg voldsomt. Det 

fordobledes i forhold til indbyggertallet. Hospitalerne


fik flere sengepladser, og sygdomsbehandlingen blev 

stadig mere effektiv. 

Sygehuse, huslæger og sygekasser 

Der var en del sygehuse. I København var der f.eks. en 

sygehusseng pr. 120 indbyggere, men det kan ikke 

sammenlignes med i dag, for forholdene var meget pri- 

mitive. På to af landets sygehuse kunne man end ikke 

bade patienterne, og kun på 28 af de ialt 93 sygehuse 

brugte man antiseptisk sårbehandling. Det vil sige, 

man rensede og behandlede sårene, så den så frygtede 

hospitalssyge kunne undgås. Den havde ellers ofte dø- 

den til følge. 

Landets 4 sindssygehospitaler havde i alt 2000 senge- 

pladser. Det lyder af meget, men forholdene var meget 

dårlige i forhold til i dag. 

Dødsårsager i København fordelt på 

aldersgrupper 1874 

Under 

1 Aar 

30 

Huslæger og sygekasser var særlige træk i datidens be- 

handlingssystem. Hvis man tjente under et bestemt be- 

løb, der lå over en arbejders gennem-snitsindkomst, 

kunne man blive medlem af en sygekasse mod at beta- 

le et kontingent, der svarede til ca. en halv ugeløn. 

Omkring 1910 var ca. 40 % af befolkningen over 15 år 

medlemmer af sygekasserne, og flere kom til. En del 

mente dog stadig ikke at have råd til kontingentet. De 

stod meget svagt, hvis sygdom ramte dem. Hvis man 

tjente over sygekassegrænsen, måtte man selv betale. 

Man fik huslæge. Man satte selv hans honorar, men det 

lå omkring 90 kr. årligt ved århundredeskiftet. For det- 

te honorar betjente lægen både familien og tjenestefol- 

kene! Han aflagde besøg ca. en gang om måneden blot 

for at høre, hvorledes det gik. Havde man brug for 

ham, sendte man bud. Også om natten. 

1-5 

Aar 

5-15 

Aar 

Over 

15 Aar 

Kopper 13 10 4 37 64 

Mæslinger 1 1 1 - 3 

Skarlagensfeber. . . . . . . . . . . . - 3 1 - 4 

Ondartet Halssyge og Strubehoste. . 17 53 17 2 89 

Kighoste .................. 69 62 5 0 136 

Tyfoid Feber ............... 1 5 9 67 82 

Blodgang. Dysenteria 2 1 - 13 16 

Kolera og akut Diarre. . . . 302 21 1 8 322 

Brystkatar ................. 117 39 2 13 171 

Ansigts- og Vandrosen. . . . . . . 7 - - 16 23 

Barselfeber................. - - - 38 38 

Akut Ledderevmatisme ......... - - - 24 24 

Lungebetændelse. . 142 83 6 269 500 

Drankergalskab. Brændevinssygdom. . - - - 51 51 

Konvulsioner ............... 240 29 - - 269 

Akut Hjærnevandsot . .. 66 112 26 - 204 

Kjertesyge *)................. 5 16 5 2 28 

Lungesvindsot**) 15 39 29 662 745 

Kræft. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . - 1 - 192 193 

Syfilis.................... 20 3 - 22 45 

Apoplexi.................. 2 2 - 94 98 

Organisk Hjærtesygdom ......... 2 - 4 196 202 

Brights Sygdom .............. 1 - 4 56 61 

Død under Fødslen og i Barselsseng. . - - - 21 21 

Selvmord ,........... - - - 41 41 

Anden voldsom Død. . . 1 10 10 59 80 

Tæring hos Smaabørn .......... 375 30 - - 405 

Alderdomssvaghed. . . - - - 226 226 

Dødsaarsag ubekjendt ….. 78 8 3 69 151 

Andre akutte Sygdomme. . . 256 12 12 166 446 

Andre kroniske Sygdomme. 55 40 26 287 408 

Dødfødte ……. - - - - 189 

Død uden Lægebehandling. . . . . . . 18 4 2 16 40 

Ialt 1805 584 167 2662 5392 

BBT’s note: Der er visse unøjagtigheder i tabellen (bl.a. ved sammenlægninger af tallene i rækkerne – se fx kolera). 

*) kjertesyge = kirtelsyge (se foregående side om denne sygdom) 

**) sot = sygdom. Lungesvindsot er altså en sygdom som svinder lungerne bort, dvs tuberkulose. 

I alt

De sociale lag i byerne Kilde: Uddrag 

fra Harry Haue m.fl. : Det ny Danmark 1890-1980 

(1984) 

Det bedrestillede borgerskab 

I byerne var handelskapitalisterne traditionelt de øko- 

nomisk dominerende. Fra gammel tid havde der været 

en række store handelshuse både i København og i 

provinsbyerne. I perioden op til 1890’erne havde situ- 

ationen ændret sig, fordi der var foregået en speciali- 

sering på varegrupperne. I stedet for handelsfirmaer, 

der handlede med alt muligt, talte man nu om f.eks. 

kul- og jerngrosserere. Industrialiseringen og 1890- 


31 

Det bedrestillede borgerskab udgjorde ikke mere end 3-4 % af 

byens befolkning. I hovedstaden udgjorde den absolutte elite indenfor 

det bedrestillede borgerskab Carlsberg-bryggeren J..C. Jacobsen 

og hans søn Carl Jacobsen, der hver især havde deres eget 

bryggeri (Gammel Carlsberg og Ny Carlsberg), der i øvrigt lå i skarp 

konkurrence med hinanden, da far og søn hadede hinanden. 

På maleriet til venstre, har maleren PS Krøyer i 1888 afbildet et 

aftenselskab for byens spidser hos brygger Carl Jacobsen i hans 

villa. Bemærk de fine skulpturer i bryggerens villa. I 1897 donerede 

Carl Jacobsen sine samlinger af moderne kunst og antikke skulpturer 

til byen København i den imponerende samling på Ny Carlsberg 

Glyptoteket, der selvfølgelig også blev opført af den velhavende 

brygger. 

ernes overgang til stordrift fremmede denne udvikling 

og skabte samtidig en ny gruppe storborgere af indu- 

striens fabrikanter, direktører og bankledere. Det var 

dette storborgerskab, der udgjorde 3-4% af befolknin- 

gen, som sad solidt på ca. ¼ af byernes samlede ind- 

komster. 

Småborgerskabet: detailhandelen 

Omkring århundredskiftet var der vokset en ny form 

for småborgerskab frem: detailhandlerne. Tidligere 

havde den større husholdning haft sine faste leveran- 

dører af varer til husholdningen, mens de mindre hus- 

Et bud på det bedrestillede borgerskab i København i 1881: 

Efter den skotsk-amerikanske opfinder, Graham Bell, i 1876 fremviste sin opfindelse, telefonen, skulle det ikke gå længe før, at den også kom til Danmark. 

I januar 1881 blev det muligt at telefonere i selve København og i april 1881 kunne den anden telefonbog udsendes med hele 49 abonnenter. 

Det var en kort telefonbog, da den kun var på 1 side. Men telefonbogen illustrerer på glimrende vis, hvem der først fik telefon og dermed absolut tilhørte 

det bedrestillede borgerskab. Central nr. 1 havde CF Tietgen fra Privatbanken, og ellers dominerer grosserere, vekselerer og enkelte fabrikanter (fx 

brygger Carl Jacobsen) listen. Det var tydeligt, at telefonen var en opfindelse, der var skabt til at drive forretning med -ikke for at føre hyggesnak.

holdninger havde dækket deres indkøb ved torvehan- 

delen, der foruden grøntsager også omfattede slagter- 

og fiskeboder. Da opbevaringsmulighederne var me- 

get begrænsede, var udbuddet af varer udpræget sæ- 

sonbestemt. I årtierne op til 1900 afløstes torvehande- 

len navnlig i de større byer af butikshandelen. I stor- 

byerne fandt man efterhånden stormagasiner med en 

hærskare af underbetalte ekspedienter og ekspeditri- 

cer, samt de fornemme specialforretninger. Mest ka- 

rakteristisk for udviklingen var imidlertid de mange 

småhandlende, der udgjorde bindeleddet mellem de 

specialiserede grosserere og forbrugere. Detailhandel 

var et frit erhverv og i mange henseender et nøder- 

hverv, som man slog sig på, fordi det kneb med at kla- 

re sig på anden vis. At være småhandlende blev den 

udvej, mange søgte til, når de blev slået ud i andre 

brancher. Årsagerne kunne være forskellige: sygdom, 

arbejdsløshed, fallit, indvandring fra landet. Disse for- 

hold satte Sit præg på småhandelen, der kom til at lide 

under hård konkurrence, og mangel på såvel kapital 

som fagkundskab. Gældsstiftelse og fallitter hørte til 

dagens orden i en sådan grad, at omkring 1900 måtte 

hvert år gennemsnitligt 16 % af de københavnske de- 

tailhandlere lukke. Foruden den indbyrdes konkurren- 

ce måtte de småhandlende døje med konkurrence fra 

kædeforretninger, der dukkede op i 1890-erne, og fra 


32 

de store detailforretninger. Nydannede handelsfor- 

eninger søgte at få Rigsdagen til at vedtage beskyttel- 

seslove mod illoyal konkurrence, men først i 1912 

lykkedes det at få vedtaget en beskeden beskyttelses- 

lov. Den begrænsede en udbredt reklameform, der be- 

stod i, at der ved varekøb ydedes »tilgift«, dvs. ekstra- 

varer. Senere tider kender systemet i form af 

»rabatmærker«. 

Småborgerskabet: håndværksmestrene 

Næringsfrihedsloven, der trådte i kraft i 1862, havde 

ophævet de gamle mesterlavs konkurrencebegræns- 

ning. Dette havde vakt stor uro blandt håndværksme- 

strene, for selvom de ofte var økonomisk bedre stille- 

de end de småhandlende, følte de stor utryghed over 

for den voksende industrialisering, som de frygtede 

ville overflødiggøre dem. Tidligere havde håndværks- 

mestrene fremstillet deres varer på bestilling. Nu op- 

stod forretninger, der forhandlede varer, som var 

fremstillet i stor målestok andetsteds, f.eks. møbelfor- 

retninger, skotøjsbutikker, konfektionsforretninger. 

Trods lave lønninger til håndværkssvendene blev de 

håndværksmæssigt fremstillede varer dyrere end de 

massefremstillede, og en række erhverv kom i fare. 

For at modvirke udviklingen dannede håndværksme- 

strene faglige foreninger, som efterhånden udviklede 

Danske snedkere var faglærte arbejdere (dvs fra underklassen i byen) som arbejdede for en snedkermester, dvs en håndværksmester 

(jf. småborgerskabet i byen). I foråret 1899 udbrød der lønstrejke blandt snedkerne i en række jyske byer. Arbejdsgiverne 

reagerede da ved at erklære lockout i hele landet inden for bygge– og anlægssektoren. Det endte med, at hele 40.000 mand stod 

på gaden. Denne storlockout blev den største arbejdskamp nogensinde i Danmark og endte til sidst med septemberforliget 1899 

(se kompendiet s. 25 ) Mange arbejdere —heriblandt snedkere— var nu frataget muligheden for at få arbejde og dermed løn —og 

en af mulighederne var derfor under konflikten at søge til udlandet. På billedet ses danske bygningssnedkere, der arbejdede underkonflikten 

i 1899 i Norges hovedstad, Christiania (i dag Oslo), hvad fremgår af fanen på billedet.

sig til moderne erhvervsorganisationer, der optrådte 

som pressionsgrupper over for politikerne. Hovedkra- 

vene var altid toldbeskyttelse over for industrivarer og 

begrænsninger i adgangen til de enkelte brancher. De 

pressionsgrupper, som gik ind for de frie kræfters spil, 

nemlig de store industrifolk og landbruget, var dog 

stærkere end håndværksmestrene. Statens støtte ind- 

skrænkede sig derfor hovedsagelig til forbedring af 

håndværksuddannelserne ved tekniske skoler. 

Den tekniske udvikling gik dog ikke ubetinget hånd- 

værk og småindustri imod. Indførelsen af elektromo- 

toren gav således de små virksomheder en chance, 

som i høj grad var med til at sikre håndværkets forelø- 

bige overleven. 

Underklassen 

Omkring 1890 var den sociale ulighed så stor, at det 

er på sin plads at tale om en egtl. underklasse. I byer- 

ne bestod den af en ret broget sammensat skare af 

håndværkssvende, faglærte og ufaglærte arbejdere og 


33 

tjenestefolk. Der var nok af arbejdskraft, så lønninger- 

ne lå tit omkring eksistensminimum, og mange famili- 

er kunne kun overleve ved slidsomt arbejde af hele fa- 

milien. Uddannelsen begrænsedes til det nødtørftigste, 

og det almindeligste var, at forældrene tidligt skaffede 

deres børn ind ved et erhverv, de selv havde. Følgelig 

blev man det samme som sine forældre. De lave løn- 

ninger var ensbetydende med dårlig ernæring og slette 

boligforhold, der sammen med sliddet på arbejdsplad- 

serne og den dårlige hygiejne bidrog til at nedbryde de 

socialt dårligt stilledes sundhedstilstand. Forholdene i 

de små og normalt overfyldte 1- og 2-værelses lejlig- 

heder med lokum i gården var så elendige, at de i 

1890’erne fik den samlede københavnske dødelighed 

til at ligge 57% over landdistrikternes. Blandt syg- 

dommene havde navnlig den udbredte tuberkulose ud- 

præget social slagside. 

Arbejdsmænd (ufaglærte arbejdere) 

Når man stillede op til fotografering viste man sig 

selvfølgelig fra den mest præsentable side. Bemærkelsesværdigt 

er derfor dette billede fra en 

arbejdsplads i Odense hvor folkene fremviser 

deres batteri af flasker. Det var dog ingen hemmelighed, 

at mange arbejdere i underklassen klarede 

det hårde arbejde og den lange arbejdstid med et 

uhyre stort forbrug af alkohol. Omkring 1/7 af alle 

dødsfald blandt mænd omkring 40 år skyldtes 

alkoholisme. 

Bemærk at de fleste på billedet drikker øl og ikke 

brændevin. Stadig flere foretrak bajersk øl . På 

gårdene havde man i det danske landbosamfund 

selv fremstillet øllet hjemme i bondekonens bryggers 

men med industrialiseringen opgav man hjemmebrygget 

for at købe øl i stedet. Det forklarer 

hvorfor netop denne branche voksede så enormt. 

Kvindelig arbejdskraft 

I underklassen var den absolutte bund, kvindelig arbejdskraft — 

ofte som tyende — men også som fabrikarbejdersker (hvilket 

var bedre end at være tyende). Billedet er fra Holbæk posefabrik 

omkring 1890—og det viser, at man var temmelig afslappet 

med hensyn til forbuddet mod børnearbejde, for flere af de 

tilstedeværende piger ser ikke ret gamle ud. Når kvinderne stod 

så dårligt på arbejdsmarkedet skyldtes det ringe evne til at 

organisere sig (danne fagforening), hvilket gjorde det næsten 

umuligt at føre lønkamp eller at kæmpe for bedre arbejdsvilkår. 

Mange kvinder arbejdede fx som hjemmesyersker, hvilket gjorde, 

at de ikke mødte deres kvindelige kolleger og dermed umuliggjordes 

dannelsen af en fælles front mod arbejdsgiverne.

En borger 

(kilde: Søren Mørch : Den ny Danmarkshistorie 1880- 

1960,fra side 88-93 (1982)) 

Lad os præsentere: hr. apoteker, assessorpharmaciae H. 

P. Madsen, R. DM. p.p. (søn af apoteker, assessor phar- 

maciae Anders Madsen og hustru Marte Cathrine, f. 

Sorterup) og hustru Fanny, f. Høst (datter af universi- 

tetsbog-handler, etatsråd A. E Høst og hustru Hansigne, 

f. Musfeldt). Sådan præsenterede apotekerfamilien 

nemlig sig selv. 

Af sine børn tiltaltes han »fader«, og kun husets frue 

kunne bruge fornavn og »du«. Bortset fra meget få sær- 

deles nære venner som f.eks. professor Henning Mat- 

zen, der var dus med apotekeren, men ikke med hans 

frue, forventede han i til- og omtale at fremstå ved sin 

hæderstitel »assessor«, der var erhvervet ved hans med- 

lemskab af Det kgl. Sundhedskollegium i årene 1888- 

93. Bogstaverne efter hans erhvervsbetegnelse, hæders- 

titel og navn angiver de ordensdekorationer, han havde 

erhvervet og som til daglig opbevaredes i et pengeskab 

i hans soveværelse: R. for Ridder af Dannebrog, D. M. 

for Dannebrogsmand, p.p.-for præter plura (med mere) 

dvs. hans udenlandske dekoration, nemlig den russiske 

St. Stanislaus orden. Hvem assessoren var søn af frem- 

går af hans præsentation. Han var født 1835 og havde 

overtaget Vesterbro Apotek efter sin far i 1864, en be- 

givenhed der satte ham i stand til at indgå ægteskab 

samme år. 

Fra hvilken familie husets frue stammede fremgår af 

præsentationen. For os kan det være rart at vide, at hun 


34 

var født i 1841. Hun tiltaltes »fru assessor Madsen« af 

udenforstående, »moder« af sine børn, ”De« af om- 

gangskreds og familie. Blandt de meget få, der var dus 

med hende, var familiens mangeårige huslæge dr. Pet- 

rus Beyer, der var hendes halvfætter. Til trods for at 

han var familiens nære ven, tiltalte han assessoren med 

»De«. Apotekerparret fik i deres ægteskab 6 børn, 

hvoraf de to døde. Husstanden bestod udover apoteker- 

parret og deres børn af tyendet (kokkepige, stuepige, 

barnepige, løs hjælp og en kusk). Apoteker Madsen 

havde ikke længere - som i begyndelsen af sit ægteskab 

- apotekets personale på kost, og apotekerens portner 

havde også selvstændig husførelse. 

Det bedrestillede borgerskab. 

Tv Apoteker Hans Peder 

Madsen ca. 37 år og fru 

Fanny Madsen ca. 30 år 

med deres to døtre, Ella 4 

år og Sigrid, ca. 3 år. Th. 

apotekerparret fotograferet 

i apotekets have ved gavlen 

af havehuset. Apotekeren 

blev syg i 1898 og 

kunne efter den tid kun gå 

ved andres hjælp. 

Det er værd at bemærke, at assessoren såvel ved titel 

som ved dekorationer og ved den tiltale, han ønskede 

anvendt, som ved angivelsen af sin afstamning, be- 

stræbte sig på at skabe afstand og markere sin sociale 

position som bourgeois og tilhørende det gode selskab. 

Han og hans hustru nærede ikke noget ønske om at 

komme andre ved eller at etablere nære relationer med 

andre på det private plan, af den simple grund at det 

netop var - privat, dvs. adskilt fra det offentlige. 

Den bevidste bestræbelse på at etablere og vedlige- 

holde ulighed og distance mellem sig og andre er et 

konstituerende træk ved borgerskabet og det går som 

sådan igen i alle livets forhold. Assessoren var husher- 

ren: ».. . der står for omverdenen og for loven som re- 

præsentant for familien. Det er ham, der er ansvarlig for 

borg og gæld, ham der kræves til regnskab, hvis noget


Tyende. 

Apotekerfamiliens tyende. De to mænd er henholdsvis portneren Cawalsky 

og karlen Jens Lindberg. Damen i midten er måske fru Cawalsky og yderst 

t.h. sidder barnepigen Stine. Foto omkring 1880’erne. 

medlem af familien kommer i konflikter, og ham der 

bærer det moralske ansvar, fordi hjemmets værdi i yd- 

re forstand beror på ham. Det er derfor til en vis grad 

naturligt, at husherren opfatter forholdet således, at 

hans mening har vægt i hjemmet som højeste instans, 

hvortil der appelleres i givne tilfælde«,.... 

I sidehuset lå »udenomslejligheden«. Den var ikke 

alene bygningsmæssigt, men også udstyrs- og funkti- 

onsmæssigt adskilt fra lejligheden. Lejligheden blev 

betjent af hovedtrappen som familien og dens gæster 

benyttede. Adgang til udenomslejligheden havde man 

dels fra spisestuen, dels fra køkkentrappen, der var for- 

beholdt tyende, handelsfolk, bude og lign. Folk, dvs. 

dem som familien regnede sig som ligemænd med, og 

som kom ad hovedtrappen, havde ikke adgang til 

udenomslejligheden, der var privat. Eneste undtagelse 

var familiens læge. 

Udenomslejligheden bestod af forældrenes sovevæ- 

relse, badeværelse, køkken, børneværelse, pigekam- 

mer, kloset og »kælder« - et rum som fremkom ved at 

pigekammerets gulv var hævet i forhold til den øvrige 

lejlighed, sådan at der under pigekammeret var plads 

til koks, brænde og lign. Pigekammeret, der beboedes 

af kokkepige og stuepige, blev derved noget lavloftet 

og vinduet blev delt midt over af gulvet, men da der al- 

35 

ligevel ikke var plads til at opholde sig der, fordi piger- 

nes senge, kommoder og servanten fyldte næsten hele 

rummet, gjorde det ikke så meget. Når de ikke arbejde- 

de, kunne pigerne godt opholde sig i køkkenet. Husets 

døtre havde et værelse ved siden af kabinettet. 

Assessoren opholdt sig på apoteket og i de repræ- 

sentative rum i lejligheden. I udenomslejligheden be- 

nyttede han soveværelset, badeværelset og klosettet. I 

de øvrige rum kom han ikke. Kun en eneste gang i sit 

55 år lange ægteskab betrådte assessor H. P. Madsen 

sit køkken. Det var for at bese en torsk, man havde 

modtaget fra bekendte i Jylland. 

Skønt assessoren som husets herre juridisk og for- 

melt havde eneansvaret for husførelsen, overlod han 

dog i praksis hele denne side af tilværelsen til sin hu- 

stru. Husets frue antog og afskedigede på egen hånd 

det kvindelige tyende og forestod og ledede alt arbejde 

i hjemmet. Gennem kokkepigen lod hun foretage de 

nødvendige daglige indkøb, undtagen af vin, hvis ind- 

køb, aftapning og opbevaring blev varetaget af asses- 

soren. Fruen ledede gennem amme, goldamme og bar- 

nepige og - når børnene havde nået en passende alder - 

alene deres opdragelse. Det var de møbler, hun som sit 

udstyr havde bragt ind i ægteskabet, der fyldte alle 

rum. 

Lejligheden i Vesterbrogade 79, 1. sal. 

Tv salen med sommergardiner. Det elektriske lys blev 

installeret i 1898. Gennem døren ses dagligstuen. Th 

trappen op til pigeværelset, hvor der i 1890’erne boede to 

tjenestepiger. Den midterste trappe fører ned til 

”kælderen”.

Oskar Hansen : Et københavnsk Ar- 

bejderhjem omkring 1900 

Oskar Hansen (1895-1968) er kendt som forfatter af 

en række arbejdersange, bl.a. ”Danmark for Folket”. 


Sct. Annægade er en af de gamle Gader i Midten af 

det gamle Kristianshavn. Der startede Far og Mor i 

1897 i en lille 2 Værelsers Lejlighed ind mod Gaarden. 

Det vil sige, de havde egentlig ”startet” 2 Aar i Forve- 

jen - med mig. Jeg var kommet dumpende som 

”uægte”. Da det skete, var det ved de Tider, hvor Far 

skulde til at være Soldat, og saa var der ikke saa godt 

Raad til at stifte Bo. 

Far var Typograf. Mor havde været Husassistent og 

Fabriksarbejderske. Jeg havde tilbragt de to ”uægte” 

aar hos min Mors Forældre. De havde selv mange 

Børn. Bedstefar var Invalid. De var paa Fattigvæsenet 

- men mig blev der da ogsaa noget til - baade Føde og 

Kærlighed - saa meget, at jeg ofte i den første Tid, ef- 

ter at mine Forældre havde faaet Foden under eget 

Bord, bestemt krævede at komme ”over til Besse”. 

Da vi efter at have boet i den lille 2 Værelsers mod 

Gaarden i Nr. 9 i 3-4 Aar fik en større 2 Værelsers 

mod Gaden i Nr. 11, maatte jeg selvfølgelig være med 

til Flytningen. Der var ikke mere, end det kunde klares 

med den Haandkraft, Familien raadede over. Og jeg 

transporterede stolt og ivrigt de smaa Ting. Vi skulde 

nu ud til Gaden. Vi skulde i saakaldt større Forhold… 

Fars Løn var ved den Tid, han blev gift, 16-18 Kr. om 

Ugen paa en Arbejdstid fra 7-7, om Søndagen fra 8-12. 

Han vilde ikke have, at Mor skulde arbejde. Naar man 

var gift, var man gift, og saa skulde Konen ikke gaa ud 

paa Arbejde, men passe Hjemmet. Der skulde spinkes 

og spares for at faa det til at løbe rundt. Og det laa fast 

hos mine Forældre, at de Penge, der ofredes paa Hjem- 

met og Drengen - jeg var ene Barn - var gode Penge. 

Mine Forældre vilde gerne bort fra det gamle 

Kristianshavn. Og den Højnelse, der fandt Sted i Ar- 

bejderklassen gennem politisk og fagligt Virke, gjorde 

det muligt - lidt efter lidt. Som det var lykkedes at 

komme fra den lille 2 Værelsers ind mod Baggaarden 

til den større 2 Værelsers mod Gaden i Løbet af 3-4 

Aar, saaledes lykkedes det ogsaa i Løbet af nogenlun- 

36 

de det samme Tidsrum at komme ud til en 3 Værelsers 

lejlighed i Sundby. Et Par Aar før den forrige Verdens- 

krig meldte mine Forældre sig ind i en Arbejder- 

Sammenslutning, der skulde bygge en Villaby i Brøns- 

høj. Men der kom en hel Del frem om, at de Sagførere, 

der havde med Sagen at gøre, vist vilde skære en saare 

god Bid af Kagen til sig selv. Saa blev mine Forældre 

angst for, at der var fiduser i foretagendet, og sprang 

fra. Nu har min far fribolig i sin Fagforenings smukke 

Ejendomskompleks ”Typografernes Hus” paa Bispe- 

bjerg. 

Jeg begyndte at gaa i Skole, da vi boede paa Kristians- 

havn. Her kom jeg bl.a. til at opleve Spændingen, naar 

Maanedens Karakterbog skulde gennemses. Mor og 

Far indprentede mig altid, at jeg skulde passe mine 

Ting og blive dygtig - og holdt jeg Pladsen i Klassen, 

var det saa fast som en faglig Overenskomst, at jeg 

skulde have 1 Kr. Gik jeg op ,var det en Daler. Da jeg 

erobrede Nr. l Pladsen i Klassen, var der Glæde i 

Hjemmet. Saa kom der en Dreng fra en anden Skole, 

en Dreng der, desværre for min Økonomi, var dygtige- 

re end jeg. Han satte sig modbydeligt fast paa 1. Plad- 

sen, og min Kamp kom til at staa om 2. og 3. Pladsen. 

Da jeg kom til Sundby og i Øresundsvejens Skole, var 

der ikke noget med at sidde efter Nummer og faa Maa- 

nedskarakter i alle fag. Men mine forældre vogtede al- 

ligevel over Kvartalskaraktererne i Flid, Orden og Op- 

førsel - og Anmærkningerne. ”Meget flink”, ”Flink”, 

”Det kniber med Regning”, ”Det er meget slemt med 

Skriften”, eller hvad nu saadan en Lærer kunde finde 

paa af saglige Bemærkninger. Da vi kom til Sundby i 

den 3 Værelsers, fik vi den fine Stue, Stadsstuen. Den 

kom man ikke meget i. Den var ikke helt Tabu, men 

næsten. Der var Tæppe paa Gulvet. Midt paa det et 

rundt Mahognibord baaret paa en slynget Søjle. Paa 

Bordet en Plydsdug med nedhængende Klunker. Paa 

Dugen en farvet Frugtskaal. Ned fra Loftet over Bordet 

en Messing-Hængelampe. I Stuen ellers 3-4 Plydsstole 

og Sofa passende dertil. Paa Sofaen og Stolene hæk- 

lede Stykker for at skærme det fine. Over Sofaen et 

Fotografi i Kæmpeformat af Far, mor og mig i stiveste 

Puds. I det ene Hjørne af Stuen et Blomsterstativ. I et 

andet Hjørne et Møbel med mange Nipsgenstande. Der

var en af dem, vi holdt særligt af : En lille Pige med 

en Ko. Et Ben røg en Dag af Koen, men vi beholdt 

den trods det (og Far har den endnu). Paa Væggene 

Billeder. Det største hed ”Hun forsøger at gøre det 

godt igen”. En ung Fisker staar lænet ind mod sin 

Baad. Han er stram i Ansigtet. Hun læner sig indsmig- 

rende op mod ham og ser ham bønligt ind i de barske 

Miner. 

Spisestuen var præget af en stor Buffet - med krøllede 

Søjler. Rundt om Buffeten paa Væggen Messingplat- 

ter. Paa Buffeten bl.a. en Krummebakke i Messing. I 

Midten af Stuen det store Spisebord med et passende 

Antal Stole - ogsaa med Snoninger. Paa den ene Væg 

det store Ur - ogsaa det med en Form for Søjler. Her- 

omkring nogle Familiebilleder. Denne Væg blev ryd- 

det i mine sidste Drengeaar, og Billeder af kendte 

Skulpturer rykkede frem. Soveværelset : Dob-beltseng 

og Klædeskab… 

Mors Angst for Arbejdsløsheden var den dybe 

Angst for Fattigdommen. Hun havde den i Blodet fra 

Barndomshjemmet, der var uhyre fattigt. Selv husker 

jeg en Del Gange at have været med Bedste, naar hun 

hentede Fattigvæsenets store Grovbrød. 

Far har fortalt mig om, da han mødte Mor og var ble- 

vet forlovet med hende. Hun var Husassistent med 

store, frostsvulne Hænder, boede paa et elendigt 

Loftsværelse. Den første Gang. Far besøgte hende der, 

var Vandet i Vandfadet bundfrosset. Lønnen var 6 Kr. 

om Maaneden. 

Fagorganisationernes stigende Styrke havde givet Ar- 

bejderne en vis Holdning. ”Det her gaar ikke, Thyra” - 

sagde Far – ”du maa forlange mere i Løn og mere 

menneskelige Forhold - eller ogsaa ta' Tøjet og gaa 

din Vej…” 

Men Mor var svær at faa til det. Hvis det nu ikke 


37 

lykkedes at faa noget andet ? Gjorde der ikke det, 

skulde hun hjem igen, hvor der i Forvejen var saa 

mange om saa lidt - og hjem igen til den Fattigdom, 

hun følte større end de 6 Kr. om maaneden - og 

”Værelset” og Kosten… 

Fars og Mors Glæde ved næsten hver Søndag at ta- 

ge ud paa Ture førte til, at de saa langt tilbage som lidt 

efter Aarhundredskiftet tog ud til Bønderne paa Ferie. 

Der var meget faa Arbejdere, der den gang havde Fe- 

rie, og lang var den ikke. Paa Fars Værksted fik de 3 

Dage, og med Søndagen blev det 4. En Maanedstid 

før Ferien satte mine Forældre saa en lille Annonce i 

Avisen. Den fortalte, at en københavnsk Arbejder med 

Kone og Dreng ønskede at tilbringe Ferien paa Landet 

et Sted, ”hvor der var smuk Natur, og hvor man fik 

god, borgerlig Kost". Spændende var det saa at læse 

de Tilbud, der kom. Til sidst groede mine Forældre 

ogsaa fast paa dette Omraade. I Aarevis tilbragte de 

Ferien hos en Husmand paa Hvalsø-Kanten… 

Mine Forældre hørte til de stille i Landet. Trods 

Fars stærke Interesser for den politiske og faglige Ar- 

bejderbevægelse blev han egentlig aldrig aktiv udover 

i et Par Ungdomsaar, hvor han hørte til de Agitatorer, 

der i Søndags- og Fyraftenstimerne gik rundt paa 

Trapperne for at agitere nye Medlemmer ind i Social- 

demokratiet. Senere fulgte han med i, hvad der skete, 

passede at gaa til General-forsamlingerne i Fagfore- 

ningerne, men han blev aldrig ”noget", og higede al- 

drig mod det. I Aarenes Løb var han nogle Gange sine 

Kammeraters Tillidsmand paa Værkstedet, og han var 

med i et Udvalg, der ledede en Sympatistrejke, Typo- 

graferne var ude i 1908... 

Hvad Hjemmets Indretning og Tøj angaar, satte mi- 

ne Forældre en Ære i, at Hjemmet var pænt, og Klæ- 

derne var pæne. Der var baade Hverdags- og Søndags- 

tøj. Det hele gik jævnt rundt økonomisk set. Men hel- 

ler ikke mere. Dagen og Vejen blev klaret - og hver 

fik sit. 

Typografer fra Politikens maskinsætteri 1905. 

Oskar Hansens far var typograf på dagbladet Socialdemokraten, arbejderbevægelsens 

politiske talerør. At være typograf var et af de bedst betalte faglærte jobs 

—og overenskomsten på Socialdemokraten må have været absolut til arbejdstagernes 

fordel. 

På billedet fra dagbladet Politikens maskinsætteri ser man typograferne sætte 

klicheerne sammen til de forskellige trykkeplader der skulle sættes i trykkepressen.


MARIE CHRISTENSEN : 

Træk af en Tjenestepiges Oplevelser (1905) 

Til Grund for ethvert Foretagende må der altid lig- 

ge en Aarsag, og saaledes også for det Foretagende, 

som begyndte med Københavns Tjenestepigefor- 

enings Stiftelse den 15. Novbr. 1899. 

Da det muligt kan være af Interesse for nogle af 

Læserne, og da jeg tror, at mange Tjenestepiger kan 

berette noget lignende som det, jeg kan fortælle om, 

skal der her fremføres nogle Træk, i Haab om derved 

at bibringe Læserne Forstaaelsen af, at mange Tjene- 

stepiger forlader det huslige Arbejde og for dette fore- 

trækker Fabriksarbejde og lign. Ligeledes er det mit 

Haab, at man maatte faa Forstaaelsen af, hvorfor man- 

ge Tjenestepiger er, som de er. 

Og kan den følgende Beretning om Københavns 

Tjenestepigeforenings Virksomhed vække Interesse 

for Sagens Fremme, saa har Udgivelsen af nærværen- 

de Hæfte naaet sin Hensigt. 

I September Maaned 1885 forlod jeg, der den Gang 

var 14 1/2 Aar gammel, mit Hjem for at sørge for mig 

selv blandt fremmede Mennesker. Jeg havde hidtil 

passet min Skolegang, mine Lektier og mit Haandar- 

bejde; pludselig skulde jeg udføre husligt Arbejde, 

passe Børn, vaske Børnetøj og m.m., og jeg skulde 

udføre alt saa godt, at jeg derfor kunde faa Kost, Logi, 

Renlighed og en mindre Pengeløn. 

38 

Dette var en 

slem Forandring, 

og det var vanske- 

ligt at udføre alt 

saa godt, som det skulde udføres, da Vejledning 

manglede, hvorimod jeg ikke undgik en Del Skænd og 

Irettesættelser. 

Efter godt et Aars Forløb i et mindre Hjem fik jeg 

Plads som Enepige i et større Hus, hvor de voksne 

Døtre skulde deltage i Husets Gerning. 

Familien, som bestod af Herren (Læge), Fruen og 6 

Døtre - den yngste 13 Aar - beboede et eget Hus, som 

indeholdt 9 Værelser, Køkken m.m. Længe før jeg 

skulde tiltræde denne Plads, havde jeg glædet mig usi- 

geligt dertil, thi for første Gang skulde jeg have eget 

Værelse. Jeg havde i Tankerne beskæftiget mig med. 

hvor hyggeligt det skulde være, og hvor dejligt det 

maatte blive at være alene paa Værelset i Fritiden. 

Skuffelsen blev vel derfor ogsaa saa meget større, da 

jeg tiltraadte Pladsen og saa det usle Rum, der skulde 

være mit Værelse. 

Det var et Loftkammer med et lille Tagvindue og 

med en Dør førende ind til Tørreloftet, hvorfra der 

kom en frygtelig Træk. I Kammeret fandtes en stor 

Kasse i Stedet for Seng, som Bord fandtes 2 Brædder 

Kvinde renser kloak i Majonæsekvarteret i den 

indre by. 

Man behøvede ikke at være tjenestepige som Marie 

Christensen for at opleve hvor hårdt kvinden havde 

det i underklassen. Pasning af børn, ordne vasketøj til 

den store familie (gennemsnitlig 5-6 børn), trappevask, 

rense kloak, lave mad og muligvis passe et 

dårligt lønnet arbejde ved siden af var blot en del af 

tilværelsen. I tilgift skulle hun måske hente manden på 

lønningsdagen på et værtshus, hvor han havde soldet 

lønnen op.

slaaet fast til Væggen; endvidere var der en Træstol, 

som tjente til Sæde og som Servante, naar der blev sat 

en Lerskaal derpaa; udover dette Bohave var der kun 

min Kuffert. Kakkelovn var der selvfølgelig ikke, og 

om Vinteren var der en saadan Frost og Kulde i Kam- 

meret, at Vandet bund frøs i Skaalen. 

Kl. 6 om Morgenen blev jeg vækket, og det gjaldt 

nu om saa hurtigt som muligt at komme ned i Køkke- 

net, - hvor der var ligesaa koldt som paa mit Kammer, 

da Vinduer og Døre var utætte og der var Stengulv - 

for at gøre Ild paa Komfuret, dernæst lægge i Spise- 

stue kakkelovnen og rengøre dette Værelse. Kl. 7 kom 

en af Døtrene og lavede Kaffen, og Kl. 8 fik jeg en 

Kop af denne samt 2 Stykker Smørrebrød. Selvom 

Døtrene hjalp med at rede Sengene og med Afstøvnin- 

gen, var der dog alt for meget Arbejde for en 16-aarig 

Pige; der var Skuregulve overalt og mange Vinduer al 

polere, desuden køkkenet, Trapper, Gange og Byærin- 

der, jeg kendte aldrig til at være færdig. KI. 10 Aften 

maatte jeg børste 8 á 10 Par Fodtøj, for at det kunde 

være parat næste Morgen. 

Jeg kan ikke undlade at tilføje, at saa snart Morgen- 

maden og Middagsmaden var færdig, blev Gløderne 

fjernede fra Komfuret og lagt ind i Kakkelovnen. Der 

blev ikke tænkt paa, at der var koldt i Køkkenet for 

den unge Pige, eller om der var tilstrækkeligt varmt 

Vand til Opvask og Rengøring, jeg maatte derfor ofte 

besørge en Del af Rengøringen og Opvaskningen i 

koldt Vand. Mine Hænder og Fødder var derfor ogsaa 

i den Grad medtaget af Frost, at det hvide Dødkød 


”Fruens fødselsdag” malet 1927 af Erik Henningsen. 

Selvom billedet er malet et stykke tid efter kompendiets periode, så illustrerer 

billedet udmærket den distance der var inden for borgerskabets vægge. Den 

unge pige har uden for herskabets og gæsternes synskreds drukket fruens 

skål. Billedet viser også, at en stuepige havde en arbejdstid, som kunne vare 

temmelig længe om aftenen. Fx havde stuepigerne hos apotekerfamilien 

(kompendiet s. 8-9) en arbejdsdag på ca 14 timer, mens en almindelig arbejder 

havde omkring 1900 en arbejdsdag på ca 10 timer (inklusive lørdag). 

39 

saas i Frostsaarene. Dette saa Lægen og Døtrene paa 

uden at foretage sig det mindste, indtil jeg en Dag 

kom Hjem og min Moder saa det; saa fulgte hun 

straks med mig hen og talte med Lægen og meddelte 

ham, at hvis ikke han tog sig af det, vilde der ske Hen- 

vendelse til en anden af Byens Læger, og dette bevir- 

kede, at han tog mig under Behandling. Men det vare- 

de ikke mange Dage, før Døtrene meddelte mig, at de 

virkelig ikke kunde Røre mit Arbejde, og -lod mig vi- 

de, at det slet ikke var saa farligt -at have Frost, det 

havde saamænd alle Piger. 

Spisekammeret var aflaaset, saa jeg maatte nøjes 

med den afmaalte Mad, jeg fik, og da den var meget 

utilstrækkelig, købte jeg selv Brød og spiste dette i 

Smug, idet jeg manglede Frimodighed til at forlange 

mere Mad. 

Hvad jeg i denne Plads led af Savn, Sult og Kulde, 

det kan ikke beskrives. 

Jeg var i Pladsen et Aar, sikkert kun fordi jeg var 

fæstet for saa lang en Tid. 

Uagtet jeg ikke var rigtig klar over det Hele, saa 

indsaa jeg dog, at jeg maatte bort, langt bort fra dette 

Hjem, og Turen gik derfor til København, Maj 1888. 

Her fik jeg Plads hos en forhenværende Proprietærfa- 

milie, som boede paa Jagtvejen i en 4 Værelses Lej- 

lighed. Familien bestod af Mand, Hustru og 4 Børn, 

det mindste af dem var 1/2 Aar. Et helt nyt, rædsels- 

fuldt Billede rulledes op for mig i dette Hjem.


Herskabshjem og korridor lejlighed 

(Jan Møller : Borger i klunketidens København, 1979) 

Boligforholdene i København 

Hvordan boede københavnerne i. sidste halvdel af 

1800-tallet? Det kom i højeste grad an på, hvor meget 

man kunne betale i husleje. Det samme svar kunne gi- 

ves om boligforholdene i dag, men dengang lå yder- 

punkterne længere væk fra hinanden, end de gør i vo- 

re dage. 

Mens København var en fæstning, måtte den sti- 

gende befolkning holde sig inden for voldene. Den 

stærke udnyttelse af hver eneste mulighed for at byg- 

ge i dybden og højden skabte som tidligere nævnt en 

række elendige og usunde boliger i kældre og baggår- 

de. Det var naturligvis den økonomisk ringest stillede 

del af indbyggerne, der måtte tage til takke med så 

dårlige boliger. 

Da fæstningsterrænet blev frigivet, og bebyggelsen 

nærmest som en eksplosion i 1850'erne rykkede herud 

og videre ud på "Broerne«, kunne man måske spørge, 

hvorfor man nu, da der var plads nok, fortsatte med at 

klumpe høje huse sammen og udnytte grundene om- 

trent lige så stærkt som bag voldene. 

Grunden var ganske enkelt, at hovedparten af be- 

folkningen måtte færdes til fods. Der var hverken tog, 

sporvogne, cykler eller andre befordringsmidler til rå- 

dighed. Jo længere ud ad brogaderne man flyttede, jo 

længere vej fik man mellem boligen og arbejdsplad- 

sen inden for voldene. Det betød ganske naturligt en 

40 

øget efterspørgsel efter boliger så tæt ved byen som 

muligt. 

Samtidig blev det regnet for en selvfølge, at enhver 

grundejer, næsten uden mulighed for indblanding fra 

det offentlige, kunne udnytte sin grund og sine byg- 

ninger, som han ville, og han ville selvfølgelig have 

sine penge forrentet så godt som muligt. 

Byggelovgivning kendte man ikke før 1856, da den 

første egentlige bygningslov kom. Kravene til bolig- 

standarden i retning af etageantal, lysareal. afstand 

mellem bygninger o.s.v. var meget beskedne i begyn- 

delsen, og bygherrerne lærte hurtigt lige netop at over- 

holde disse krav, og derved fik disse boliger en karak- 

ter af slumbebyggelse, som har fulgt med siden. De 

ældste dele af Nørrebro fra 1850'erne kaldes i dag 

»den sorte firkant«. 

Ønsket om frihed for offentlig indblanding var 

stærkt dengang, da man gradvis var ved at befri sig for 

den tvangsregulering af samfundslivet, som enevæl- 

den i århundreder forud havde øvet. Man betragtede 

det derfor som frihedens rette udtryk, når enhver i vi- 

dest muligt omfang kunne gøre, som han ville med sin 

ejendom. 

Vognmagergade udateret foto. Til venstre. 

De gamle bygninger, der lå tæt til hinanden— 

gjorde det til noget af en labyrint at komme disse 

steder. Billedet fra Vognmagergade viser nogle af 

datiden ”offentlige fruentimmere”, der for at ernære 

til dagen og vejen drev prostitution. 

Baggård i den indre by. Til højre 

Der var trangt i de små baggårde. Her ses et foto 

fra ca. 1900 fra Adelgade (nær Strøget). Manglende 

kloakering og manglende lys i datidens baggårde 

har været en hverdagsoplevelse for de mange børn 

som tilbragte deres sparsomme fritid med leg et 

sådant sted. 

Hertil kom, at kun de allerfærreste gjorde sig klart, 

at de kår, man bød industriens arbejdere, i virkelighe- 

den var grov udnyttelse af medmennesker, og at det 

før eller senere måtte give tilbageslag. Man lod det gå,

som det bedst kunne. 

I 1880 boede. der 235.000 mennesker i København. 

Godt 15 % heraf boede i treværelsers lejligheder, 

mens mere end det dobbelte antal klarede sig med to- 

værelsers lejligheder. Hertil kom, at mange af dem, 

der havde sådanne lejligheder lejede et værelse ud for 

at hjælpe på indtægterne. 

Kælder- og kvistlejligheder eksisterede i stort an- 

tal, og mange af dem var direkte sundheds-farlige. Et- 

værelses lejligheder var meget benyttet i de ejendom- 

me, hvor huslejerne skulle være meget små. Især var 

der på Nørrebro og Vesterbro mange af de såkaldte 

korridor-lejligheder, hvor der fra en lang gang gen- 

nem huset i hver etage gik døre ind til de enkelte lej- 

ligheder, der bestod af et værelse. Der var køkken 

med ildsted fælles for flere lejligheder. Badeværelser 

eksisterede ikke og retiraderne lå i gården. 

Sommetider måtte flere familier slå sig sammen 

”Chokoladevognen”, der 

eksisterede indtil 1898. Den 

kørte affald fra latrinerne bort 

i de tildækkede tønder og 

blev bragt bl.a. ud til landbruget. 

Som byen blev større 

blev det dog stadig sværere 

at komme af med al affaldet, 

som alternativt simpelthen 

blev pumpet ud i Øresund. 


41 

om en etværelses lejlighed; så delte man rummet op 

med kridtstreger på gulvet, så hver familie kunne hol- 

de sig på sin side af stregen. 

Et foto fra ”rottekrigen” i 1899. 

Pga den manglende og dårlige kloakering var der 

et utal af rotter i mange af de større byer. I 1898- 

99 blev det vedtaget at sætte en ”krig” i gang 

mod rotterne i København og på Frederiksberg. 

Den blev sat i system ved at honorere 10 øre pr 

død rotte. Det dræbte dyr skulle indleveres på 

byens 8 brandstationer. Ca. 100.000 rotter blev 

fanget på de knap 20 uger, hvor kampagnen 

varede. Kampagnen havde den fordel, ud over at 

den rensede byen for en plage, at den samtidig 

gav penge på lommen til den fattigste del af 

befolkningen. 

Bemærk den barfodede dreng, som møder op 

med et resultat til 40 øre. På samme tidspunkt 

var gennemsnitstimelønnen 38 øre for en almindelig 

arbejder. 

Møblementet var sparsomt. Et tarveligt bord og 

nogle medtagne stole, købt hos marskandiseren for 

små penge var det væsentlige. Havde man ikke senge, 

redte man op i et hjørne med madrasserne direkte på 

gulvet. En række søm i væggen var den form for gar- 

derobeskabe, de fleste kunne overkomme. 

Rotteplagen var ufattelig i de dårligste af boligerne. 

Alt spiseligt måtte om natten hænges ned i snore fra 

loftet, ellers havde rotterne ædt det næste morgen. Det 

var heller ikke usædvanligt, at småbørn blev angrebet 

og forbidt af rotterne, hvis overvældende antal gjorde 

en udryddelse så godt som umulig. 

Det siger sig selv, at den del af befolkningen, der 

levede under sådanne boligforhold, blev forrået. Drik- 

fældighed var almindelig, og slagsmål hørte til dagens 

orden. De børn, der voksede op i dette miljø, skulle

være usædvanlig robuste for ikke at tage sjælelig ska- 

de for resten af livet. 

Epidemiske sygdomme havde en fantastisk gro- 

bund i sådanne boligforhold. Smitte var uundgåelig, 

så tæt som folk boede sammen, og dårlig ernæring 

nedbrød modstandskraften. 


Den store kolera-epidemi i 1853, som gik hårdest 

ud over mennesker under dårlige bolig-forhold, fik 

myndighederne til at forstå, at sådan kunne det ikke 

blive ved med at gå. 

Man søgte nye veje for at skaffe bedre boliger til de 

lavest lønnede. I 1857 opførtes i et landligt kvarter på 

Østerbro Lægeforeningens Boliger. Det var en række- 

husbebyggelse med plads mellem bygningerne til lys, 

luft. træer og planter. 

Rækkehustanken blev i 1870'erne videreført i Ar- 

bejdernes Byggeforenings boliger mellem Fari- 

magsvejen og Sortedamssø, populært kaldt 

»Kartoffelrækkerne«. De var for de mere velbeslåede 

blandt arbejderne. Villaer kendte man praktisk talt ik- 

ke, før man på Frederiksberg og Østerbro opførte en 

del villaer i 1860'erne. Først i 1900-tallet slog denne 

boligform for alvor igennem. 

Den almindeligste bolig var lejligheden; dens be- 

liggenhed og størrelse bestemte huslejen. I datidens 

store lejligheder, forbeholdt de mere velhavende, ud- 

viklede sig i sidste halvdel af 1800-tallet det, man kal- 

der klunkestilen, ja, man går så vidt, at perioden ofte 

kaldes klunketiden 

Det typiske for denne boligs til var en udbredt an- 

vendelse af uld. Uldgarn flettet til snore, kvaster og de 

små frynser, man kaldte klunker. Store uld tæpper på 

42 

bordene, blødt plysbetræk på møblerne, tunge portier- 

er i døråbningerne og tykke lag af forskellige gardi- 

ner, ophængt i kunstfærdige draperier, som skulle vir- 

ke dekorativt, men som også dæmpede dagslyset. 

Oprindelsen til den særprægede stil kan føres tilba- 

ge til Europas nære kontakt med Orienten. Orientens 

mangel på træ medførte, at møbleringen hovedsagelig 

bestod af puder, divaner og ottomaner - betegnelserne 

er endda arabiske - der var beklædt med bløde. væve- 

de stoffer. 

Det skabte mode i Paris. hvorfra den strålede videre 

ud, også til Danmark. Her gik man imidlertid den mel- 

lemvej at bevare træmøblerne, som man over trak med 

klæde og kantede med dekorative dippedutter af en- 

hver slags. Husmødrene fremstillede selv disse klun- 

ker som håndarbejde, og mangt et tarveligt lille fyrre- 

træsbord blev gjort ukendelig i sin klunkedragt. 

Hjemmelivet blomstrede op; man hyggede sig. Be- 

lysning og opvarmning var teknisk lettere nu med gas 

og koks; men brændsel var dyrt, og det meget uldtøj i 

de store, højloftede stuer hjalp til at holde på varmen. 

Man beskyttede sig mod mørket og kulden udenfor 

bag det tætte lag gardiner. 

I nogle af disse hjem vidste man udmærket, at der 

var social ulighed i samfundet. Man vidste, at der var 

mørke. triste sidegader, hvor folk var stuvet sammen i 

store kaserner. Man skuttede sig - og trak gardinerne 

lidt tættere for. 

En herskabslejlighed i "klunketiden« var efter nuti- 

dens målestok vældig stor og upraktisk. 

Fra den brede trappe med lyddæmpede løber, mat- 

terede ruder, som hindrede udsyn til en prosaisk 

Salonen i Nationalmuseets klunkehjem. 

Salonen er lejlighedens fornemste rum og blev kun brugt ved selskabelighed. 

Bl.a. var salonen udstyret med en s-formet sofa. Den s-formede 

sofa er en såkaldt 'konversationssofa' eller 'tête à tête'. 

Møbleringen er typisk for klunketiden, hvor man yndede at anbringe 

mange møbler i stuerne og på en måde, så stolene, der var på hjul, let 

kunne flyttes alt efter gæsternes antal.

gårdsplads, og taburetter af støbejern på afsatserne, 

nåede man den brede hoveddør, som førte ind i lejlig- 

hedens rummelige entre. Herfra førte døre ind til væ- 

relserne mod gaden, samt til spisestuen. 

Mod gaden var gerne 3-4 værelser. Størst var dag- 

ligstuen på 2 eller 3 fag, med borde, stole, sofaer og 

dekorative møbler. Til den ene side lå kabinettet, et 

lille rum med sofa og stole, ofte et gennemgangsrum 

til spisestuen, og på den anden side lå herreværelset, 

det rum, hvor husets herre, og ved selskaber tillige de 

mandlige gæster, kunne trække sig tilbage. Her. var 

tunge egetræsmøbler, læderpolstrede sofaer og læne- 

stole, skrivebord og bogreoler, men der var hyggeligt, 

fordi alt havde en praktisk funktion, intet var anbragt 

alene for pynt. 

Spisestuen skulle være rummelig. De vældige mid- 

dagsselskaber krævede god plads. Væggene var be- 

klædt med mørktmalede træpaneler i hovedhøjde, af- 

sluttet med en hylde, hvor tinkrus, tallerkener og an- 

dre sager kunne stilles op. 

Benene på det store spisestuebord, der kunne for- 

længes med et utal af plader, var ofte sirligt udskåret i 

en efterlignet renæssancestil; det var de højryggede, 


43 

umagelige spisestuestole sædvanligvis også. 

I spisestuen var klunkehyggen tilbagetrængt. Gul- 

vet var ofte dækket af linoleum, sjældent med tæpper, 

og der fyredes kun op, når man skulle have gæster. 

Fra spisestuen førte en lang gang - korridoren - 

gennem sidehuset med døre ind til soveværelser for 

forældre og børn, samt til gæsteværelser. For 

enden af gangen lå køkkenet, og bagved dette, ud til 

køkkentrappen, lå pigeværelset, ofte meget lille. Den 

hygge, man søgte at præge lejlighedens øvrige værel- 

ser med, nåede kun sjældent ud til pigeværelset. 

Overalt i stuerne stod der nipsting. De var stillet op 

på små borde, hængereoler, etagerer, amagerhylder el- 

ler på flyglet, som naturligvis først var dækket af et 

sort tæppe med lange frynser. Fotografier blev anbragt 

i rammer med kanter af rødt fløjl; i øvrigt var vægge- 

ne dækket af malerier, raderinger og store fotografier. 

Ved siden af sofaen kunne der stå en vældig urtepotte 

med en viftepalme eller en stor aspidistra, og var der 

endnu en tom plads, som helst skulle fyldes ud, kunne 

man stille et rigtigt malerstaffeli, hvor der i stedet for 

en kunstners halvfærdige billede var anbragt f.eks. et 

stort fotografi…


Kort over København 1888 

44


Planen for den projekterede Nordbane til Helsingør er fra 1861 og viser, at Lyngby 

var et vigtigt knudepunkt på vejen. Samtidig illustrerer kortet også at København 

endnu i 1861 stadig var en lille by som endnu ikke var vokset ud til de omliggende 

søer, Skt Jørgensø, Peblingesø, Blegdammen, Sortedamsø. 

45

46 

Parti 

Partiet oprettet: 

Partiets ideologi 

Vigtigste ledere i 

partiet 

Partiets vælgere og/ 

eller støtter (hvem 

stemmer på partiet eller 

hvem støtter det økonomisk 

eller politisk?) 

Partiets forhold til et 

forsvar 

(værnepligt, stort eller lille 

forsvar) 

Parties forhold til 

udvidelse af valgretten 

(flere samfundsgrupper 

have stemmeret? -eller 

færre samfundsgrupper?) 

Partiets politiske 

krav 

Højre Venstre Socialdemokratiet Radikale Venstre 

Danmark med fokus på perioden 1870 -1900


47

Link til kompendium

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?