bokselskap.no, 2013 Camilla Collett: Mod Strømmen (Første Række ...

En hel anden Type var det lille seksaarige Pariserbarn, jeg lærte at kjende i en
Familie dersteds. Hun var bleven dikteret den Straf, at hun ved Middagsbordet
ikke skulde faa af den sidste Ret, hendes Livret, og som, da den skulde serveres,
for at skjule Straffen for Gjesterne, raabte over til Faderen: «Tak, Papa, jeg skal
ikke have Kage, du ved, jeg liker ikke den Sort, Tak, Papa, ikke til mig.»
Kan man tænke sig en større Kontrast end dette lille raffinerede Pariserbarn
og den prægtige vilde, norske Pige, der sjæleglad over at have løst sin lille
Krakaopgave svinger sig paa Isen med de nøgne malede Fødder!
Hvad skal det blive til?
Ogsaa et andet Barnebillede dukker frem. Den lille femaarige L. W-J., som
jeg under et Badeophold i Sandefjord oftere traf hos to Damer, jeg kjendte,
ligeledes Badegjester. Deiligt var dette Barn, men saa ustyrlig livligt og heftigt, at
Moderen, den lidt formelle, fornemme Dame, ofte udtalte sig ængstende over,
hvad dette skulde arte sig til. Den Lille havde fattet en lidenskabelig Hengivenhed
for de to Søstre, hvis stille, kjærlige Maade at tage hende paa øiensynlig øvede sin
Magt. Kun naar hun skulde derfra, skreg hun forfærdelig.
Da fortalte man mig, som en af hendes Synderligheder, at hun pleiede, naar
den svage af Søstrene skulde gaa sin Tur, at udspeide dette, liste sig i Forveien og
omhyggelig rydde Smaasten og alle Ujevnheder bort fra Veien.
Da jeg hørte dette Træk, vidste jeg, hvad denne Livlighed vilde springe ud til.
Hun er nu Husfrue paa et af Danmarks adelige Godser, afholdt af alle.
Hendes barnlige Heftighed har udfoldet sig til et varmt Hjertes aldrig hvilende
Iver for at glæde alle omkring sig, og hvor de findes, stille rydde Stene væk af
andres Veie.
Et Valg.
«Af to onde Ting vælger jeg dog heller at leve end at dø», sagde en af vore
Enker, jeg traf igaar, der mer en sedvanlig havde maattet prøve Omskiftningen.
Hun er en jevn, stille, livsglad Natur uden særegne Anlæg til Misfornøielse med
Livet. Det kom saa tonløst, saa fatalistisk resigneret, medens hun sad der med
Kaffekoppen i Haanden, som om hun vilde sige: Jeg har lidt saa meget, at jeg har
converted by Web2PDFConvert.com